Betænkning om behandling af klager over politiet
Betænkning nr. 1507
Kapitel 13

Kapitel 13. Udvalgets forslag om en uafhængig politiklagemyndighed

13.1. Indledning

I dette kapitel beskrives udvalgets forslag til en ny politiklageordning mere detaljeret.

Det foreslås, at der oprettes en ny selvstændig myndighed - et særskilt undersøgelses- og efterforskningsorgan - der skal have til opgave at undersøge og efterforske klager over politipersonalets adfærd og strafbare forhold i tjenesten samt træffe afgørelse i adfærdsklagesagerne. Det foreslås, at myndigheden benævnes Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men at den i daglig tale dog kan kaldes det noget mere mundrette Politiklagemyndigheden. Det foreslås, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal ledes af et råd, der betegnes Politiklagerådet, og af en direktør.

Forslaget indebærer, at statsadvokaterne (og Rigsadvokaten) ikke længere skal have opgaver i relation til adfærdsklagesager, at statsadvokaterne ikke længere skal efterforske strafbare forhold mod polititjenestemænd, og at politiklagenævnene nedlægges.

Kompetencen til at rejse tiltale mod polititjenestemand skal fortsat være hos anklagemyndigheden, dvs. statsadvokaterne og Rigsadvokaten og i særlige tilfælde justitsministeren.

Udvalget skal pege på, at det er særdeles vigtigt for, at nyordningen kan blive en succes, at der fra starten gives en ny uafhængig politiklagemyndighed de fornødne ressourcer og den nødvendige tid til at komme godt i gang. Inden Politiklagemyndigheden påbegynder sit arbejde, bør alle væsentlige personalemæssige, lokalemæssige og strukturelle forhold derfor være på plads.

Udvalget har overvejet, om Politiklagemyndigheden skal tillægges andre opgaver end de, der er beskrevet ovenfor. Som det fremgår af kapitel 11.5 finder udvalget imidlertid ikke anledning til at stille forslag om, at klager over polititjenestemænds forhold uden for tjenesten skal være omfattet af myndighedens kompetence. Udvalget finder heller ikke, at anklagemyndighedens personale skal være omfattet af politiklageordningen, jf. kapitel 11.6, ligesom udvalget ikke finder, at klager over politiets dispositioner uden for strafferetsplejen generelt skal henlægges til myndigheden, jf. kapitel 10.

Udvalget foreslår, at bestemmelserne om Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at understrege myndighedens uafhængighed indsættes i et nyt afsnit i retsplejeloven. Der henvises til lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.

13.2. Politiklagemyndighedens organisatoriske placering

Politiklagemyndigheden skal i sin virksomhed være fuldstændig uafhængig af politiet og anklagemyndigheden, jf. lovudkastets § 118, stk. 2. Det foreslås derfor, at myndigheden i administrativ henseende placeres direkte under Justitsministeriet, der således vil være den øverste ansvarlige for Politiklagemyndighedens bevillinger og andre økonomiske forhold, personale og IT. Da myndigheden er uafhængig, vil dens afgørelser i konkrete sager ikke kunne påklages til Justitsministeriet eller nogen anden administrativ myndighed.

Politiklagemyndigheden skal have den endelige kompetence i adfærdsklagesager, mens kompetencen til at tage stilling til tiltalespørgsmålet i forbindelse med eventuelle strafbare forhold begået af polititjenestemænd - som i alle andre straffesager - er hos anklagemyndigheden, der i denne forbindelse omfatter statsadvokaturerne og Rigsadvokaten og i særlige tilfælde Justitsministeriet.

Det betyder, at spørgsmål om Politiklagemyndighedens undersøgelse i adfærdsklagesager og myndighedens afgørelser i disse sager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Om forholdet mellem Politiklagerådet og direktøren og rådets kompetence henvises til afsnit 13.3.3 og afsnit 13.4 nedenfor.

I relation til straffesager vil Politiklagemyndigheden i relation til generelle instrukser være undergivet anklagemyndigheden (Rigsadvokaten og statsadvokaterne). Myndigheden skal således følge de generelle forskrifter og direktiver om efterforskningen i straffesager, der kommer fra navnlig Rigsadvokaten. Efterforskningen i konkrete sager gennemføres imidlertid af Politiklagemyndigheden, og statsadvokaten skal som det klare udgangspunkt ikke involveres i Politiklagemyndighedens efterforskning og have nogen indflydelse på tilrettelæggelsen af denne, og myndigheden skal således ikke forelægge for statsadvokaten, hvilke efterforskningsskridt der skal foretages, ligesom statsadvokaten ikke kan give pålæg om, at efterforskningen skal foregå på en bestemt måde. Der kan heller ikke klages over efterforskningen til statsadvokaten, idet eventuel uenighed om lovligheden af Politiklagemyndighedens efterforskningskridt og om f.eks. en forsvarers rettigheder må afgøres af retten, jf. retsplejelovens § 746. Der er dog intet til hinder for, at Politiklagemyndigheden i større sager underretter statsadvokaten om efterforskningen, eller at der i øvrigt finder et samarbejde sted i større konkrete sager. Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at statsadvokaten ikke kan bede Politiklagemyndigheden om at stoppe en efterforskning, og at statsadvokatens involvering kun kan ske på initiativ fra Politiklagemyndigheden.

13.3. Politiklagemyndighedens sammensætning

13.3.1. Udvalgets overvejelser

Det foreslås, at der som en del af Den Uafhængige Politiklagemyndighed oprettes et Politiklageråd, der skal have det overordnede ansvar for Politiklagemyndighedens virksomhed og fastlægge generelle overordnede retningslinjer for myndighedens arbejde.

Det daglige ansvar for myndighedens arbejde påhviler en direktør, der er chef for myndighedens medarbejdere.

Udvalget finder, at der ved denne sammensætning af Politiklagemyndigheden opnås en god balance mellem den faglige del af myndigheden, der skal forestå det daglige arbejde, og ekstern indflydelse og kompetence udefra i form af et råd, der som en slags bestyrelse eller kontrolinstans har det overordnede ansvar. Ved denne konstruktion bevares også det læge element i politiklagesystemet, som er med til, at det efter udvalgets opfattelse vil være forsvarligt at nedlægge politiklagenævnene, ligesom et bredt sammensat politiklageråd vil kunne være med til at styrke Politiklagemyndighedens uafhængighed og anseelse og være med til at forøge tilliden til politiklagesystemet.

Sammensætningen af myndigheden er inspireret af Datatilsynet, der efter persondatalovens § 55 består af et råd og et sekretariat, der ledes af en direktør. Også Konkurrencemyndigheden, der består af Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen, er indgået i udvalgets drøftelser som model for overvejelserne om sammensætningen af Politiklagemyndigheden. Udvalget finder ikke, at betegnelsen sekretariat bør anvendes i relation til Politiklagemyndigheden. Denne betegnelse anvendes heller ikke i lov om Domstolsstyrelsen og forholdet mellem styrelsens bestyrelse og direktør. Lovudkastets § 118, stk. 1, er derfor i overensstemmelse med § 2, stk. 1, i lov om Domstolsstyrelsen udformet således, at myndigheden ledes af rådet og direktøren, jf. nærmere afsnit 13.3.3.

13.3.2. Politiklagerådet

Udvalget har overvejet antallet af medlemmer i Politiklagerådet. Det foreslås, at rådet som et passende, men dog ikke alt for stort antal medlemmer, skal have 5 medlemmer. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren efter indstilling, som det fremgår nedenfor. Den omstændighed, at beskikkelserne sker efter indstilling, betyder, at justitsministeren almindeligvis vil være forpligtet til at følge indstillingerne. Der beskikkes endvidere et tilsvarende antal suppleanter. Beskikkelse sker for en periode på 4 år med mulighed for genbeskikkelse for endnu en periode. Den maksimale periode, som et medlem kan deltage i rådets arbejde, vil således være 8 år.

For at styrke tilliden til rådets arbejde og dets uafhængighed foreslås det, at formanden skal være landsdommer. Rådet har overvejet, om det vil være tilstrækkeligt, at det fremgår af loven, at formanden skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til dommer, eller at formanden skal være dommer uden angivelse af, om der er tale om en højesteretsdommer, landsdommer eller byretsdommer, men har fundet det rigtigst, at det fastsættes i loven, at der skal være tale om en landsdommer.

Formanden beskikkes efter indstilling fra de to landsretter. For at sikre, at begge landsretter bliver repræsenteret, bør formandskabet gå på skift mellem de to landsretter, ligesom det bør være således, at suppleanten for formanden er en dommer fra Vestre Landsret, hvis formanden er fra Østre Landsret, og omvendt.

Det foreslås, at rådet ud over formanden skal bestå af en advokat, en universitetslærer i retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden. Herved får Politiklagerådet en bred sammensætning, hvori også det læge element, som i dag kendetegner politiklagenævnene indgår.

Ved sine overvejelser om sammensætningen af rådet har udvalget navnlig hentet inspiration i retsplejelovens § 1 a, stk. 3, om Den Særlige Klageret og i §§ 43 a og 43 b om sammensætningen af Dommerudnævnelsesrådet. Det foreslås derfor, at advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet, og at de to offentlighedsrepræsentanter, ligesom det efter retsplejelovens § 43 b, stk. 4, er tilfældet i relation til Dommerudnævnelsesrådet, beskikkes efter indstilling fra henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings Samråd. Universitetslæreren i retsvidenskab udpeges - ligesom det er tilfældet i relation til Den Særlige Klageret og Procesbevillingsnævnet - direkte af justitsministeren, idet det forudsættes, at der peges på en erfaren professor eller lektor med interesse for politiets arbejde. Udvalget finder det for at styrke uafhængigheden rigtigst, at der er tale om en juridisk universitetslærer, der er tilknyttet et af universiteterne, og tilføjelsen i retsplejelovens 1 a, stk. 3, og 23, stk. 1, om ”en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse” er derfor ikke medtaget.

Politiklagerådet skal på samme måde som en bestyrelse have det overordnede ansvar for Politiklagemyndighedens arbejde og fastlægge de generelle overordnede retningslinjer for dette arbejde.

Rådet kan endvidere behandle og træffe afgørelse i konkrete sager, der er af principiel karakter, af betydelig almindelig interesse, eller som af andre særlige grunde findes at burde afgøres af rådet. I andre sager træffes afgørelsen af direktøren eller af den, som er bemyndiget hertil af rådet eller direktøren. Udadtil skal afgørelsen fremstå som truffet af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og der kan ikke klages over direktørens afgørelser til rådet. Det er ikke tanken, at rådet skal involveres i alle konkrete sager, men det vil være op til rådet selv at fastlægge de nærmere regler for, hvilke sager der skal forelægges for rådet.

Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og regler om arbejdets fordeling mellem rådet og direktøren. Forretningsordenen skal f.eks. indeholde nærmere om de tilfælde, hvor der finder afstemning sted i rådet. Det forudsættes, at afgørelse i rådet ved uenighed træffes ved almindelig stemmeflerhed. Der er ikke noget til hinder for, at det fremgår af en afgørelse fra Politiklagemyndigheden, om den har været drøftet i Politiklagerådet, men resultatet af en eventuel afstemning offentliggøres almindeligvis ikke.

Der henvises om Politiklagerådets sammensætning og opgaver i øvrigt til lovudkastets §§ 118 - 118 b og § 118 d og bemærkningerne hertil.

13.3.3. Forholdet mellem Politiklagerådet og direktøren

Den Uafhængige Politiklagemyndigheds daglige arbejde ledes af en direktør, der er chef for de medarbejdere, der er ansat i myndigheden. Der henvises til § 118 c i lovudkastet, der er formuleret på samme måde som § 5, stk. 1, i lov om Domstolsstyrelsen. Udvalget har ikke anvendt udtrykket ”sekretariat” for at understrege, at der er tale om én myndighed, og fordi betegnelsen ”sekretariat” ikke vil være rammende, når det tages i betragtning, hvilken betydelig selvstændig afgørelseskompetence der tillægges direktøren.

Udvalget har drøftet, hvorledes proceduren for ansættelse og afskedigelse af direktøren skal være. For at understrege Politiklagemyndighedens uafhængighed kunne det overvejes at tillægge Politiklagerådet kompetencen, men udvalget finder det dog rigtigst, at det er justitsministeren, der har den formelle kompetence til at ansætte og afskedige direktøren. Både ansættelse og afsked sker dog efter indstilling fra Politiklagerådet, hvilket betyder, at ministeren vil være forpligtet til at følge rådets indstilling.

Direktøren er forpligtet til at følge de anvisninger og retningslinjer, der gives af rådet, og det må fremhæves, at direktøren alene skal følge disse anvisninger og altså ikke anvisninger fra anden side, jf. dog afsnit 13.2 om anklagemyndighedens generelle instrukser. Rådet er derimod som nævnt i afsnit 13.3.2 ikke klageinstans for de afgørelser, der træffes af direktøren eller på dennes vegne. Det forudsættes derfor, at rådet navnlig skal beskæftige sig med de generelle retningslinjer for arbejdet, og at et meget begrænset antal konkrete sager derfor vil nå frem til Politiklagerådet. Rådet er dog naturligvis berettiget til at forlange en hvilken som helst sag forelagt, ligesom direktøren er berettiget til at forelægge en hvilken som helst sag for rådet, hvis der skønnes at være behov herfor.

Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet undtagelsesvist bestemmer noget andet, jf. lovudkastets § 118 c, stk. 2. Undtagelsesbestemmelsen forudsættes alene anvendt i helt særlige tilfælde. Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at også andre medarbejdere deltager i rådets møder, såfremt rådet giver samtykke hertil.

13.4. Politiklagemyndighedens kompetence og opgaver

13.4.1. Undersøgelse og efterforskning

Politiklagemyndigheden skal have til opgave at undersøge alle adfærdsklagesager og efterforske sager, hvor der er mistanke om strafbart forhold mod en polititjenestemand begået i tjenesten. Adfærdsklager, der modtages af politiet eller anklagemyndigheden, herunder statsadvokaturerne, vil således skulle oversendes til Politiklagemyndigheden, jf. lovudkastets § 1019 a, stk. 1, medmindre der er grundlag for at tilbyde klageren notitssagsbehandling, jf. lovudkastets § 1019 k. Anmeldelser om strafbare forhold, der modtages af politiet eller anklagemyndigheden, skal ligeledes videresendes til efterforskning hos Politiklagemyndigheden, jf. lovudkastets § 1020 a, 2. punktum.

Som en undtagelse om, at strafbare forhold i tjenesten altid skal efterforskes af Politiklagemyndigheden, foreslås det dog, at politiet selv kan forestå efterforskningen af hastighedsovertrædelser, hvis hastighedsovertrædelsen erkendes, ikke berører tredjemand og alene vil medføre en lovbestemt sanktion i form af bøde og betinget frakendelse. Der henvises herom til kapitel 11.3 og til lovudkastets § 1020 b og bemærkningerne hertil.

Politiklagemyndigheden skal også have kompetence til af egen drift at tage sager op til undersøgelse og efterforskning, og i tilfælde, hvor nogen er død eller kommet alvorligt til skade i politiets varetægt eller som følge af politiets indgriben, skal myndigheden gennemføre en efterforskning - også selv om der ikke er mistanke om, at en polititjenestemand har begået et strafbart forhold, jf. § 1020 a, stk. 2.

I forbindelse med efterforskningen i straffesager kan Politiklagemyndigheden udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet, jf. lovudkastets § 1020 c, stk. 3, og den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1020 b, stk. 1, der giver statsadvokaten disse beføjelser. Det betyder, at Politiklagemyndigheden under efterforskningen kan udøve politiets beføjelser efter retsplejelovens kapitel 67-75 b, herunder i relation til afhøringer og straffeprocessuelle tvangsindgreb som anholdelse, varetægtsfængsling, indgreb i meddelelseshemmeligheden, legemsindgreb, ransagning og beslaglæggelse.

Ved modtagelsen af en sag tager Politiklagemyndigheden stilling til, om sagen skal behandles som en adfærdsklage eller som en anmeldelse om strafbart forhold. Det er naturligvis af væsentlig betydning, hvordan klageren selv betegner sin klage, men det er ikke eneafgørende. Hvis en klager imidlertid fastholder, at der er tale om en anmeldelse for strafbart forhold, har den pågældende krav på, at der tages stilling hertil.

Politiklagemyndigheden tilrettelægger selv sin sagsbehandling inden for lovens rammer. Om sagsbehandlingen i adfærdsklagesager henvises til lovudkastets §§ 1019 c og 1019 e-g og bemærkningerne til disse bestemmelser. Myndigheden har mulighed for at bestemme, at der skal afgives indenretlig forklaring i forbindelse med undersøgelse af en adfærdsklage, jf. lovudkastets § 1019 h. Politiklagemyndigheden giver selv møde i retten under sådanne retsmøder og i retsmøder, der afholdes i forbindelse med en strafferetlig efterforskning. Sagsbehandlingen i forbindelse med efterforskningen i straffesager finder sted i overensstemmelse med retsplejelovens regler om behandlingen af straffesager, jf. lovudkastets § 1020 j.

Myndigheden bør være opmærksom på, at det er vigtigt for tilliden til klageordningen, at klagerne får lejlighed til at afgive forklaring. Det fremgår af den undersøgelse, som Aalborg Universitet har foretaget for udvalget, idet det af pkt. 6.2 i undersøgelsesrapporten (bilag 10 til betænkningen) kan udledes, at næsten alle klagere finder det væsentligt, at de kan få lov at afgive forklaring, og at der er sammenhæng mellem klagernes generelle tilfredshed og deres oplevelse af, at de i tilstrækkelig grad har haft mulighed for at afgive forklaring. Politiklagemyndigheden bestemmer selv, i hvilket omfang afhøring kan foregå telefonisk.

13.4.2. Afgørelsen i adfærdsklagesager

Politiklagemyndigheden kan på et hvilket som helst stadium afvise en adfærdsklage, hvis det findes åbenbart, at der ikke er grundlag for at give klageren medhold, jf. lovudkastets § 1019 d. Det skal fremgå af afgørelsen, at afgørelsen er truffet efter denne bestemmelse. Bestemmelsen, der skal give myndigheden mulighed for ikke unødvendigt at bruge ressourcer på chikanøse, useriøse, uforståelige og åbenbart grundløse klager, bør anvendes med varsomhed.

Hvis der ikke sker afvisning, træffer Politiklagemyndigheden, når undersøgelsen er tilendebragt, afgørelse i adfærdsklagesagen og tager i forbindelse hermed stilling til, om der er grundlag for at udtale kritik, jf. lovudkastets § 1019 m. Kritikken kan vedrøre en bestemt polititjenestemands udsagn, adfærd eller handlemåde, men kan også være en ”systemkritik”.

Udvalget finder i lyset af forslaget om et særligt Politiklageråd ikke grundlag for at foreslå en særlig klageadgang for adfærdsklagesagerne eller opretholde et særligt kontrolorgan i form af et politiklagenævn. Det afgøres derfor endeligt af Politiklagemyndigheden, om der er grundlag for kritik i anledning af en klage.

Når Politiklagemyndighedens afgørelse foreligger, gives der meddelelse herom til klageren og indklagede og til ansættelsesmyndigheden, der derefter vurderer, om der er grundlag for disciplinære reaktioner.

Hvis en klage vedrørende samme begivenhedsforløb indeholder både en adfærdsklage og en anmeldelse om et strafbart forhold, forelægges spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses tiltale for statsadvokaten, førend Politiklagemyndigheden eventuelt tager stilling til adfærdsklagen, jf. lovudkastets § 1019 l, der beskriver, hvordan adfærdsklagen sluttes og eventuelt senere genoptages, hvis der måtte være behov herfor. Vedrører klagen derimod forskellige hændelsesforløb uden sammenhæng, afgør Politiklagemyndigheden, om det er mest hensigtsmæssigt at vente med at tage stilling til adfærdsklagedelen, indtil statsadvokaten har vurderet, om der i relation til et andet hændelsesforløb er grundlag for at rejse tiltale.

Om den udvidelse af muligheden for notitssagsbehandling som udvalget foreslår, henvises til kapitel 11.2 samt til lovudkastets § 1019 k og bemærkningerne hertil.

13.4.3. Tiltalespørgsmålet i straffesager

Kompetencen til at tage stilling til, om der skal rejses tiltale i sager mod politipersonale, vil efter udvalgets forslag fortsat være hos statsadvokaten (eventuelt rigsadvokaten eller justitsministeren), jf. lovudkastets § 1020 d, stk. 1, og stk. 5. Det er således statsadvokaten, der har den påtalekompetence, der efter retsplejelovens § 719, stk. 1, og §§ 721 og 722 tilkommer politiet i ”almindelige” straffesager. Hverken politiet eller Politiklagemyndigheden har kompetence til at tage stilling til tiltalespørgsmålet, jf. dog nedenfor om politiets kompetence i relation til visse hastighedsovertrædelser i tjenesten.

Efter retsplejelovens § 749, stk. 1, kan politiet i ”almindelige straffesager” afvise en indgivet anmeldelse, hvis der ikke er grundlag for at indlede efterforskning. Udvalget finder det ikke nødvendigt, at denne type anmeldelser automatisk skal forelægges for statsadvokaterne, og det foreslås derfor, at Politiklagemyndigheden tillægges afvisningskompetencen efter § 749, stk. 1, i relation til anmeldelser om strafbare forhold mod politipersonale, jf. lovudkastets § 1020 d, stk. 2. Da der er tale om en afgørelse inden for strafferetsplejen, finder udvalget det rigtigst, at Politiklagemyndighedens afgørelse om at afvise en anmeldelse kan påklages til den regionale statsadvokat, jf. lovudkastets § 1020 d, stk. 3. Idet der ikke er tale om en afgørelse truffet af statsadvokaten i 1. instans, vil afvisningen ikke kunne påklages til Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 99, stk. 3, 1. punktum, og § 101, stk. 2, 2. punktum.

Efter retsplejelovens § 749, stk. 2, 1. punktum, kan politiet beslutte at indstille en efterforskning, hvis der ikke har været rejst sigtelse. Udvalget finder, at denne kompetence i straffesager som en væsentlig del af den anklagemæssige kompetence mod politipersonale skal være hos statsadvokaterne, jf. lovudkastets § 1020 d, stk. 4. Det er således kun ved den indledende vurdering af, om en anmeldelse skal afvises, at Politiklagemyndigheden kan tage stilling. I alle andre tilfælde skal sagen sendes til statsadvokaten med henblik på, at vurdere, om efterforskningen skal indstilles.

Hvis Politiklagemyndigheden finder, at en påbegyndt efterforskning skal indstilles efter § 749, stk. 2, sender myndigheden sagen til statsadvokaten til afgørelse af, om efterforskningen skal fortsættes.

Om omfanget af Politiklagemyndighedens beføjelser efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, har Gorm Toftegaard Nielsen i sin mindretalsudtalelse i kapitel 12.3 nogle supplerende bemærkninger.

Har Politiklagemyndigheden afsluttet efterforskningen i en sag, hvor der er indgivet anmeldelse om et strafbart forhold, hvor en polititjenestemand har været sigtet eller afhørt med en sigtets rettigheder, eller hvor myndigheden i øvrigt finder, at der er eller har været rimelig grund til antage, at der har været tale om et strafbart forhold, sendes sagen tilsvarende til den regionale statsadvokat til afgørelse af tiltalespørgsmålet, jf. lovudkastets § 1020 e.

I forbindelse med fremsendelsen af sagen til statsadvokaten udfærdiger Politiklagemyndigheden en redegørelse til statsadvokaten om efterforskningen. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af efterforskningen og oplysning om de faktiske omstændigheder, der er betydning for sagens afgørelse, jf. lovudkastets § 1020 e, stk. 2.

Udvalget har drøftet, om Politiklagemyndigheden ud over den obligatoriske redegørelse for sagens faktiske omstændigheder skal have pligt til eller mulighed for at fremkomme med en vurdering af beviserne i sagen og sagens juridiske aspekter, herunder navnlig tiltalespørgsmålet.

Det er ikke tanken, at Politiklagemyndigheden skal udarbejde en juridisk redegørelse til statsadvokaten i form af en længere indstilling med en udførlig gennemgang af tiltalespørgsmålet, herunder tilkendegivelse om, under hvilke bestemmelser i straffeloven eller anden lovgivning et forhold skal henføres. Det er heller ikke tanken, at Politiklagemyndigheden skal udarbejde udkast til anklageskrift. Udvalget finder derfor ikke, at bestemmelsen i § 1020 e, stk. 2, skal formuleres således, at Politiklagemyndigheden skal fremkomme med en indstilling om beviserne og sagens juridiske aspekter. På den anden side skal Politiklagemyndigheden heller ikke være afskåret fra at udtale sig om beviserne og i den forbindelse komme ind på juridiske aspekter i sagen. Udvalget foreslår derfor, at Politiklagemyndigheden i forbindelse med redegørelsen til statsadvokaten kan fremkomme med en vurdering af de fremkomne beviser. Det vil så være op til Politiklagerådet og direktøren at udmønte denne mulighed i praksis.

Udvalget har herved også lagt vægt på, at det foreslås, at Politiklagerådets formand skal være landsdommer, og at en for håndfast bestemmelse om Politiklagemyndighedens pligt til at udtale sig om beviserne i lyset heraf kan støde på principielle betænkeligheder. Udvalget har i denne forbindelse også haft bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om undersøgelseskommissioner for øje. Efter denne bestemmelse kan en undersøgelseskommission med en dommer som formand kun foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar, i det omfang dommeren finder det retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Udvalget skal fremhæve, at det er Politiklagerådet, der tager stilling til, i hvilket omfang rådet skal involveres i konkrete sager. Ved denne vurdering må rådet have for øje, at det ikke er meningen, at rådet (eller den dommer, der er formand for rådet) skal have nogen funktion som ”undersøgelsesdommer”.

Politiklagemyndigheden underretter anmelderen, mistænkte og sigtede polititjenestemænd og eventuelt andre involverede om sagens fremsendelse til statsadvokaten. Politiklagemyndigheden giver ikke underretning om indholdet af redegørelsen til statsadvokaten, men oplyser, at redegørelsen, herunder myndighedens eventuelle vurdering af bevisernes vægt, vil komme til at fremgå af statsadvokatens afgørelse. Når statsadvokaten træffer sin afgørelse, skal der derfor henvises til Politiklagemyndighedens redegørelse, og statsadvokatens afgørelse bør også indeholde oplysning om Politiklagemyndighedens eventuelle vurdering af bevisernes vægt.

Finder statsadvokaten, at der mangler oplysninger i sagen, vil han eller hun kunne anmode Politiklagemyndigheden om at foretage yderligere efterforskning, jf. lovudkastets § 1020 e, stk. 3. Der er ikke noget til hinder for, at Politiklagemyndigheden i alvorlige sager orienterer statsadvokaten på et tidligere tidspunkt under efterforskningen, eller at der under efterforskningen i sådanne sager på Politiklagemyndighedens initiativ finder en drøftelse sted med statsadvokaten.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses tiltale, afgøres herefter af anklagemyndigheden på samme måde som i enhver anden straffesag efter retsplejelovens bestemmelser herom. Statsadvokatens afgørelse vil kunne påklages til Rigsadvokaten, men Rigsadvokatens afgørelse kan ikke påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 99, stk. 3.

Det betyder, at det er statsadvokaten, der foretager den strafferetlige vurdering af, om der skal rejses tiltale, og i givet fald afgør, hvilke bestemmelser tiltalen skal angå. Det er også statsadvokaten, der har kompetence til at opgive påtale eller træffe bestemmelse om tiltalefrafald, ligesom det er statsadvokaten, der bestemmer, om en sag skal søges afgjort ved bødeforlæg i overensstemmelse med retsplejelovens § 832 eller som tilståelsessag, jf. § 831. Politiklagemyndigheden har således i relation til tiltalespørgsmålet ikke nogen selvstændig kompetence til at udføre anklagerfunktioner. Tilsvarende har politiet heller ikke nogen kompetence i relation til tiltalespørgsmålet, bortset fra færdselssagerne, hvor politiet i bødesager om hastighedsovertrædelser, der ikke vedrører tredjemand, og hvor der foreligger en erkendelse, kan udøve statsadvokatens funktioner i relation til bødeforlæg og vedtagelse af betinget frakendelse af førerretten. Kommer ubetinget frakendelse af førerretten på tale, er det dog statsadvokaten, der udøver anklagerfunktionerne, også selv om den pågældende polititjenestemand erkender sig skyldig.

Udvalget finder i lyset af forslaget om et særligt uafhængigt efterforskningsorgan, hvor det læge element i betydelig grad vil være repræsenteret i Politiklagerådet, heller ikke, at der i relation til straffesager er behov for at opretholde et eller flere politiklagenævn som kontrolinstans. Udvalget har herved også lagt vægt på, at der herved vil blive tale om yderligere fremsendelse og tilbagesendelse af sagerne, og at det må befrygtes, at det kan føre til, at klagesystemet på denne måde vil kunne blive for kompliceret og ineffektivt. Hertil kommer, at det ikke i andre sammenhænge er således, at et kollegialt organ med lægmænd har indflydelse på, om der skal rejses tiltale, og at kontrolorganordningen ikke kendes fra andre lande, som Danmark normalt sammenlignes med.

Udvalget har også overvejet, om Politiklagemyndigheden skal have en selvstændig beføjelse til at klage til Rigsadvokaten, hvis statsadvokaten ikke rejser tiltale. Det må imidlertid forventes, at en forurettet, der ikke er tilfreds med afgørelsen, oftest vil udnytte klageadgangen. Forurettede vil ved stillingtagen til, om den pågældende ønsker at klage, kunne lade sin viden om Politiklagemyndighedens eventuelle vurdering af beviserne indgå i sit vurderingsgrundlag. Udvalget finder derfor ikke anledning til at tillægge Politiklagemyndigheden nogen selvstændig klagebeføjelse.

Udvalget har herved også lagt vægt, at politiklagenævnenes særskilte mulighed for at klage til Rigsadvokaten efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1021 f – som det fremgår af kapitel 6.9 – kun udnyttes i meget begrænset omfang.

13.4.4. Information

Ud over opgaverne med at behandle konkrete sager og udstikke generelle retningslinjer i relation til politiklagesager bør Politiklagemyndigheden have en række opgaver af mere informativ karakter både i forhold til offentligheden og til politiets personale. Myndigheden skal også overtage Rigsadvokatens opgave med at indsamle og koordinere statistikkerne på politiklageområdet. Det forudsættes således, at myndigheden skal have egen hjemmeside, hvor alle oplysninger om klager over og straffesager mod polititjenestemænd samles, og at myndigheden fra Rigsadvokaten overtager arbejdet med at udarbejde en årsberetning om klager over politiet. Årsberetningen bør også indeholde nærmere oplysninger om de straffesager og disciplinærsager, der i årets løb har været rejst som følge af myndighedens arbejde. Det forudsættes, at Politiklagemyndigheden til brug for årsberetningen modtager de nødvendige oplysninger fra anklagemyndigheden, Rigspolitiet og politidirektørerne og i øvrigt i nødvendigt omfang samarbejder med disse myndigheder om beretningens indhold.

Det anbefales endvidere, at medarbejdere fra myndigheden indgår som undervisere i forbindelse med uddannelse af politifolk og i øvrigt deltager i oplysende arbejde om klager over politiet. Endelig foreslås det, at myndigheden på Danmarks vegne deltager i det internationale samarbejde, der er under opbygning i forhold til tilsvarende myndigheder i andre europæiske lande.

13.5. Politiklagemyndighedens personale

Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal ledes af en direktør, der forudsættes at være en erfaren og anerkendt jurist. Derudover vil det formentlig være nødvendigt med en souschef, der kan varetage direktørens funktioner, når denne ikke er til stede. Der vil endvidere til afdelingen skulle knyttes et yderligere antal juridiske medarbejdere. Der bør fortrinsvis være tale om chargerede medarbejdere, der på egen hånd vil kunne varetage de funktioner, som myndigheden vil have f.eks. i forbindelse med § 1020 a, stk. 2-sagerne. Myndigheden vil herudover skulle bestå af en eller flere efterforskningsledere, et antal faste efterforskere og administrativt personale.

Antallet af faste efterforskere skal ikke være stort - vel i størrelsesordenen 5-10 medarbejdere. Hvis der er brug for det, vil Politiklagemyndigheden kunne anmode om bistand fra Rigspolitiet, Nationalt Efterforskningscenter, Rejseholdet. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor Politiklagemyndigheden ikke selv har ressourcer til at gennemføre efterforskningen, eller hvor det ikke vil være heldigt, hvis Politiklagemyndigheden optræder direkte, f.eks. i forbindelse med mistanke om, at der lækkes tavshedsbelagte oplysninger fra en politistation. Det forudsættes, at en sådan undersøgelse styres nøje af Politiklagemyndigheden og foretages på myndighedens ansvar. Politiklagemyndigheden vil også i andre sammenhænge, f.eks. i relation til kriminalteknisk bistand, kunne trække på Rigspolitiets specialafdelinger. Der henvises til lovudkastets § 1019, stk. 2, og § 1020 c, stk. 2, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå særlige regler om sammensætningen af personalet i Politiklagemyndigheden, f.eks. i relation til tidligere arbejde i politi eller anklagemyndighed. Det forudsættes imidlertid, at der gøres en stor indsats for at rekruttere personale med efterforskningsmæssig baggrund, idet udvalget er opmærksomt på, at der kan være risiko for rekrutteringsproblemer.

Der er på den ene side intet til hinder for, at en medarbejder har en politimæssig uddannelse og tidligere har gjort tjeneste i politiet, mens det på den anden side ikke kan stilles som en betingelse, at det er tilfældet. Det vil nok være realistisk, at der fra starten vil være en meget stor andel af efterforskere med politimæssig baggrund, herunder tidligere polititjenestemænd. Også personer, der har en politimæssig uddannelse, men har været beskæftiget med andet arbejde i en periode, vil være en mulighed som efterforskere i Politiklagemyndigheden.

Det er vigtigt, at hver enkelt medarbejder i Den Uafhængige Politiklagemyndighed i sit daglige virke har for øje, at myndigheden organisatorisk er uafhængig af politiet og anklagemyndigheden. Udvalget vil i den forbindelse pege på, at der ikke er noget til hinder for, at en person, der gennem mange år har virket som anklager eller forsvarer kan blive dommer, og at dette ikke har givet anledning til vanskeligheder.

Udvalget har drøftet, om der skal gælde en karantænetid for medarbejdere i politiet, således at en medarbejder i politiet ikke direkte kan overgå til ansættelse i Politiklagemyndigheden, men skal have arbejdet andetsteds i en periode, og således at en medarbejder i Politiklagemyndigheden ikke direkte kan overgå til efterfølgende ansættelse i politiet.

Udvalget finder ikke anledning til at stille forslag herom. Udvalget har herved navnlig lagt vægt på, at det – i hvert fald fra Politiklagemyndighedens start – vil være særdeles vanskeligt at skaffe kvalificerede efterforskere, hvis der stilles krav om en karantæneperiode. Det må i den forbindelse erindres, at Politiklagemyndighedens efterforskning nødvendigvis må være på et meget højt fagligt niveau, således at der er den nødvendige tillid hertil hos befolkningen, men ikke mindst hos de polititjenestemænd, som efterforskningen retter sig imod, og som har en politimæssig baggrund og ofte efterforskningsmæssig erfaring. Det kan med andre ord ikke nytte noget, at efterforskerne bliver så uafhængige, at de bliver inkompetente.

Udvalget har også lagt vægt på, at der hverken i det engelske IPPC eller i den norske Specialenhet for politisaker er krav om en karantæneperiode for efterforskere, hverken før eller efter ansættelsen. Udvalget kan i den forbindelse henvise til følgende overvejelser, som det norske justitsdepartement gjorde sig herom i det lovforslag, der førte til oprettelsen af specialenheden:

Departementet har merket seg de prinsipielle og praktiske argumentene mot forslaget om karantenetid. Samtidig taler en rekke argumenter for en slik regel fremfor en regel om at en viss andel skal være uten erfaring fra politi- og påtalemyndighet. Det sentrale bør, slik departementet ser det, være å fremskaffe de best kvalifiserte personene, samtidig som man gjennom karantenetid kan ivareta hensynet til tilliten. Departementet finner det således hensiktsmessig å foreslå karantenetid på 2 år for de av avdelingenes medlemmer som rekrutteres fra stillinger som dommere eller advokater. Videre har departementet merket seg skepsisen mot at tjenestegjørende polititjenestemenn skal kunne rekrutteres til det nye organet. Hensynet til allmennhetens tillit kan tilsi at tjenestegjørende polititjenestemenn ikke bør rekrutteres til verv i regionale avdelinger. Hensynet til den mest oppdaterte politifaglige kompetansen taler derimot for at tjenestegjørende polititjenestemenn bør rekrutteres. Dersom tjenestegjørende polititjenestemenn ikke skal være medlemmer kan dette svekke etterforskingskompetansen. Dette vil i sin tur kunne medføre en redusert rettssikkerhet både for dem som etterforskes for mulige straffbare handlinger, og for dem som har anmeldt ansatte i politiet og påtalemyndigheten. Dette kan imidlertid motvirkes gjennom særskilt kurs for nye medlemmer.

Politiklagemyndigheden skal kunne rykke ud med meget kort varsel, f.eks. i forbindelse med § 1020 a, stk. 2-sagerne. Udvalget har derfor overvejet, om myndigheden permanent skal have et eller flere kontorer rundt omkring i landet. Udvalget finder imidlertid ikke i lyset af Danmarks størrelse og de lette transportmæssige muligheder anledning til at stille forslag herom. Der er dog naturligvis intet til hinder for, at der i en periode - hvis der måtte være behov derfor - indrettes midlertidige kontorfaciliteter for Politiklagemyndigheden andetsteds end myndighedens hovedadresse.

Udvalget har herved lagt vægt på, at antallet af § 1020 a, stk. 2-sager i årene fra 2002 til 2005 var mellem 7 og 10, i 2006 har været 20 og i 2007 21 sager og på, at det forudsættes, at der etableres en vagtordning, således at medarbejdere fra myndigheden med kort varsel vil kunne komme til stede, når der er brug for det.