|
|
|
||
|
|
|||
|
Den 6. juni 1996 blev E Politi af læge B, S Hospital, kaldt
til A's bopæl med henblik på at
tvangstilbageholde/tvangsindlægge hende. Ved gennemførelsen
heraf blev det nødvendigt at fastholde A. Under
fastholdelsen mistede hun bevidstheden, og blev kørt til E
Sygehus, hvor hun kort tid efter blev erklæret død. Det fremgik af et notat fra Statsadvokaten i Sønderborg at Politimesteren i E den 6. juni 1996 underrettede statsadvokaten om A's dødsfald. Om blodprøveudtagning var følgende anført i notatet: "Jeg anmodede om, at der blev udtaget blodprøve af de politiassistenter, der havde haft fysisk kontakt med afdøde. ... Spørgsmålet om udtagelse af blodprøve blev på ny drøftet. Jeg fastholdt denne anmodning. Hvis de pågældende ikke ville medvirke til udtagelse af blodprøve, anmodede jeg om, at de herefter blev opfordret til at puste i alkometer, idet jeg samtidig understregede betydningen af blodprøverne som bevismiddel." Vicepolitiinspektør C, E Politi, udarbejdede den 24. juni 1996 en notits over hændelsesforløbet. I notitsen var følgende anført vedrørende spørgsmålet om blodprøveudtagning: "Han (politimesteren; min tilføjelse) oplyste, at hun (vicestatsadvokat (D); min tilføjelse) bl.a. havde anmodet ham om at begære blodprøve udtaget af de implicerede kolleger. PM oplyste, at han over for vicestatsadvokaten havde udtrykt meget stor betænkelighed ved denne anmodning, idet der på ingen måde var mistanke om spirituspåvirkethed. Han havde foreslået alternative muligheder - f.eks., at ordenspolitiets ledelse besigtigede de pågældende politiassistenter - eller, at der blev foretaget en alkotest af dem. Vicestatsadvokaten havde fastholdt sit krav - og begrundede det bl.a. med, at hun af Rigspolitiets Rejseafdeling - efter en aktuel sag i Ringsted politikreds - var blevet gjort bekendt med, at en sådan blodprøveudtagning var et rutinemæssigt efterforskningsskridt ved gennemførelse af en sådan undersøgelse. Hun gjorde i øvrigt PM opmærksom på, at det var Statsadvokaten, der efterforskede sådanne sager - og, at PM skulle følge hendes anvisninger. Sagen blev herefter drøftet PM, næstformanden i politiforeningen og undertegnede imellem. Vi henstillede til de implicerede kolleger, at de indvilligede i den nævnte blodprøveudtagelse. Blodprøveudtagelsen skete med kollegernes samtykke - men situationen taget i betragtning, kan jeg bestemt ikke afvise, at de har følt sig presset til at efterkomme Statsadvokatens anmodning." I breve af 7. og 12. juni 1996 klagede politiassistenternes forening til Politimesteren i E over udtagelsen af blodprøver. I brevet af 7. juni 1996 anførte foreningen bl.a. følgende: "De nævnte følte sig alle i den givne situation 'presset' til at medvirke til blodprøveudtagningen." I brevet af 12. juni 1996 er bl.a. følgende anført: "For det første foreligger der ikke nogen frivillighed fra de fire kollegers side, idet de blev gjort bekendt med, at en nægtelse ville betyde, at man så modsætningsvis kunne drage den konklusion, at der 'nok var noget at skjule'. Jeg håber man umiddelbart kan (se) det helt uacceptable i en sådan 'musefælde-klausul'. Med dette som baggrund og for at undgå interne trakasserier gik kollegerne med til at blodprøve blev taget, idet de netop ikke havde noget at skjule, men lad mig slå fast, at det er helt og aldeles sket under 'frivillig tvang'." Klagerne blev ved brev af 24. juni 1996 sendt til Rigsadvokaten. Politimesteren anførte i brevet at der efter hans opfattelse var behov for en principiel stillingtagen til spørgsmålet om blodprøveudtagning. I anledning af klagen indhentede Rigsadvokaten en udtalelse af 8. juli 1996 fra Statsadvokaten i Sønderborg. Statsadvokaten anførte bl.a. følgende i udtalelsen: "Anmodningen om blodprøveudtagning angik alene de politiassistenter, der havde været i fysisk kontakt med afdøde. Der var ikke tale om noget tvangsindgreb, idet det skulle tilkendegives de pågældende, at de, såfremt de ikke ville medvirke til udtagelse af blodprøve, skulle opfordres til at puste i alkometer. Da politiassistenterne ikke modsatte sig udtagelsen af blodprøver, opstod problemet ikke, idet bemærkes, at tvangsindgreb end ikke har været overvejet, da der ikke i den givne situation i kraft af manglende mistankepådragende adfærd er den fornødne hjemmel. ... Der foreligger i forvejen en sag fra (X-by), hvor en psykiatrisk patient dør efter afgivelse af skud fra politiet - en sag, som behandles efter reglerne i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 - hvor de implicerede politifolk ifølge oplysning fra Statsadvokaten for Sjælland fik udtaget blodprøver. Endelig er det fra Rigspolitichefens rejseafdeling tilkendegivet, at blodprøveudtagninger, som de omhandlede, i så ekstremt alvorlige sager må anses for rutinemæssige. I klageskrivelse af 7. juni 1996 ... anføres, at de 4 politiassistenter alle i den givne situation følte sig 'presset' til at medvirke til blodprøveudtagningen. Det er for mig en given omstændighed, at hele forløbet den pågældende aften og nat må have været en traumatisk oplevelse og virkningerne heraf blev tilbudt imødegået ved krisehjælp. Det er min vurdering, at denne klage er fremsat diskret og må ses i lyset af næroplevelsen i tid." Rigsadvokaten meddelte i brev af 31. juli 1996 foreningen at Rigsadvokaten ikke mente der var grundlag for at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver. Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i brevet: "Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at undersøgelsen i henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, omhandlede en persons død i politiets varetægt, mens den pågældende var ilagt håndjern, og efter at der var anvendt stav mod den pågældende. En undersøgelse af et så tragisk hændelsesforløb må gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst af hensyn til de involverede politiassistenter, der som anført ikke har modsat sig udtagelsen af blodprøver." Foreningen klagede i brev af 2. august 1996 til mig over Rigsadvokatens afgørelse i sagen. I brevet var bl.a. følgende anført: "Yderligere findes det stærkt betænkeligt, at man i den grad 'gradbøjer' fakta, idet de involverede politifolk fik at vide, at 'det nok var klogest at lade blodprøven udtage for ellers kunne man få den opfattelse ... osv.'. En sådan samtale kan vist ikke efter min bedste opfattelse opfattes som nogen frihed til valg, idet truslerne ligger i luften. ... Ydermere finder jeg det også betænkeligt, al den stund, at Politimesteren i (E) overfor Vicestatsadvokaten, der var undersøger, nægtede at medvirke til blodprøveudtagelsen på baggrund af, at han ikke fandt, at der var hjemmel eller grundlag for noget sådant. Der var intet der på nogen måde indikerede, at de 4 politifolk havde indtaget nogen form for alkohol og dette plejer i almindelighed at være et krav til blodprøveudtagelsen, men som anført ikke i den pågældende sagstype. ... Det forholder sig sådan, at vicestatsadvokaten beordrede politimesteren til at udtage prøven, hvordan man så end kan beordre en politimester til noget sådan. Politimesteren og vicepolitiinspektør (C), der kom tilstede på politistationen, valgte så en fremgangsmåde, som jeg også finder kritisabel, nemlig at bruge vendingen overfor kollegerne 'Hvis du ikke deltager kan man få den opfattelse ... osv.'. I den situation skal man vist være meget stærk for at stå imod og ændrer efter min opfattelse ikke det kritisable i Statsadvokatens handling." Dansk Politiforbund bad i brev af 12. august 1996 Justitsministeriet om at udvirke at Rigsadvokaten afgav et uddybende svar på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg om emnet. Forbundet anførte bl.a. følgende i brevet: "Dansk Politiforbund er orienteret om, at de implicerede polititjenestemænd har modtaget en tjenstlig ordre om at medvirke ved blodprøveudtagelsen, bl.a. under henvisning til Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10, hvoraf det fremgår, at såfremt man ikke medvirker ved en blodprøveudtagelse, behandles dette som en selvstændig overtrædelse. Dansk Politiforbund har fået oplyst, at vicestatsadvokat (D) har henholdt sig hertil, og på den baggrund afgav polititjenestemændene under protest en blodprøve." Justitsministeriet svarede i brev af 21. august 1996 Dansk Politiforbund. Ministeriet anførte bl.a. følgende: "I relation til forbundets anmodning om en redegørelse for reglerne om udtagelse af blodprøver på polititjenestemænd i forbindelse med behandlingen af klagesager kan det oplyses, at der ikke i de nye klagenævnsregler findes særlige bestemmelser om udtagelse af blodprøver på polititjenestemænd. Det er således retsplejelovens almindelige regler om legemsindgreb samt færdselslovens § 55, der finder anvendelse. ... Rigsadvokaten og Statsadvokaten i Sønderborg har endvidere i relation til den konkrete sag, som forbundet henviser til, oplyst, at blodprøverne er afgivet med de implicerede polititjenestemænds samtykke. Dansk Politiforbund har imidlertid i sin seneste henvendelse af 12. august 1996 anført, at blodprøverne efter forbundets opfattelse ikke kan anses at være afgivet med de implicerede polititjenestemænds samtykke, idet blodprøveudtagningen bl.a. er foretaget under henvisning til Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10. Rigsadvokaten har oplyst, at der er indgivet klage over Statsadvokaten i Sønderborgs embedsførelse, hvorfor Justitsministeriet af principielle grunde ikke på nuværende tidspunkt finder at burde udtale sig nærmere om den konkrete sag. Justitsministeriet har derfor videresendt forbundets henvendelse af 12. august 1996 til Rigsadvokaten til videre foranstaltning. En eventuel orientering af Folketingets Retsudvalg bør efter Justitsministeriets opfattelse afvente udfaldet af Rigsadvokatens behandling af klagesagen. For så vidt angår henvisningen til Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, anbefales det som bekendt i rapporten om Polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med tjenstlige undersøgelser m.v., der er afgivet af et underudvalg under Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg for Politiet, at der i forbindelse med gennemførelsen af en ny ordning for behandlingen af klager over politiet overvejes en udbygning og ændring af Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, om disciplinærsagers behandling. Rigspolitichefen er i overensstemmelse hermed og med drøftelserne på bl.a. mødet den 9. maj 1995 i Justitsministeriets Centrale Samarbejdsudvalg i færd med at revidere og udbygge Kundgørelse I, nr. 10, i lyset af bl.a. det nye regelsæt for behandlingen af klager over politiet. Rigspolitichefen har i den forbindelse overfor Justitsministeriet bekræftet, at bestemmelsen i Kundgørelsens pkt. 5 - hvorefter nægtelse af at medvirke til udtagelse af blodprøve i sig selv må betragtes som en tjenesteforseelse - ikke vil blive videreført i den ny kundgørelse i sin nuværende affattelse. Bestemmelsen, der er af ældre dato, synes på dette punkt ikke at være i overensstemmelse med den retsopfattelse, der gives udtryk for i kapitel 2 i rapporten om polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med tjenstlige undersøgelser m.v., og som Justitsministeriet deler." Rigsadvokaten svarede i brev af 30. oktober 1996 Dansk Politiforbund, idet Rigsadvokaten bl.a. anførte følgende: "I anledning af det i Politiforbundets henvendelse anførte har jeg indhentet en supplerende udtalelse fra Statsadvokaten i Sønderborg. Det fremgår blandt andet heraf, at vicestatsadvokat (D) har afvist, at hun under samtalerne med politimesteren skulle have givet nogen tjenstlig ordre om udtagelse af blodprøverne, ligesom hun ikke har henvist til Rigspolitichefens kundgørelse I, nr. 10." I anledning af foreningens klage modtog jeg udtalelser af 26. september 1996 og 29. november 1996 fra henholdsvis Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten. Statsadvokaten og Rigsadvokaten henholdt sig til deres tidligere afgørelser i sagen og de tidligere udtalelser i sagen. I brev af 10. december 1996 fremkom foreningen med bemærkninger til udtalelserne. Foreningen anførte bl.a. følgende: "Påstanden om, at Rejseholdet anvender blodprøveudtagning generelt er ikke korrekt, idet det aldeles ikke er rutinemæssigt. Hvorfra man har fået den fejlopfattelse er mærkværdigt, idet udåndingstesten er det man anvender og så frivilligt." I anledning af foreningens bemærkninger anmodede jeg statsadvokaten og Rigsadvokaten om deres eventuelle bemærkninger til det af foreningen anførte. I en udtalelse af 14. januar 1997 anførte statsadvokaten bl.a. følgende: "Jeg finder således, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, at kunne konstatere, at de implicerede politiassistenter har givet samtykke til udtagelse af blodprøverne og at der her fra embedet alene har været anmodet om politiassistenternes frivillige medvirken til blodprøveudtagelse alternativt alkometertest, idet blodprøvernes højere bevisværdi samtidig har været påpeget." Rigsadvokaten henholdt sig i brev af 17. januar 1997 til det af statsadvokaten anførte. Den 25. februar 1997 bad jeg Rigspolitichefen om via Justitsministeriet at fremkomme med en udtalelse om praksis i disse sager der indtil den 1. januar 1996 blev undersøgt af politiet. Rigspolitichefen anførte herpå bl.a. følgende i brev af 3. april 1997: "Jeg kan i den forbindelse oplyse, at der indtil ændringen af retsplejeloven pr. 1. januar 1996, hvor kompetencen til undersøgelse mv. i tilfælde som det foreliggende overgik til statsadvokaterne, som udgangspunkt ikke er udtaget blodprøve i de sager, som Rejseafdelingen har behandlet, når der ikke har været konkret mistanke om spirituspåvirkethed. Det bemærkes dog, at der i et enkelt tilfælde fra 1986, hvor en polititjenestemand skød og dræbte en person, blev udtaget blodprøve, uagtet der ikke var konkret mistanke om spirituspåvirkethed. Baggrunden herfor syntes at være, at den pågældende blev tilkaldt til opgaven direkte fra sit hjem. Spørgsmålet om behov for blodprøveudtagning har beroet på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde. Det kan bekræftes, at der fra Rejseafdelingens side er anvendt udtryk som 'et rutinemæssigt efterforskningsskridt' omkring blodprøveudtagning i en sag som den nævnte fra Ringsted politikreds, hvor to politiassistenter afgav skud mod en psykiatrisk patient, der blev ramt flere gange og umiddelbart herefter afgik ved døden. Omstændighederne i den pågældende sag var af en sådan karakter, at det blev fundet rigtigt - selvom politiassistenterne skønnedes ædru - at udtage blodprøve, dels som led i bevissikringen i en eventuel straffesag mod en eller begge politiassistenter, dels som en beskyttelse af de pågældende mod eventuelle senere urigtige påstande om sprirituspåvirkethed." Justitsministeriet anførte bl.a. følgende i sin udtalelse af 27. maj 1997: "Justitsministeriet kan yderligere oplyse, at Rigsadvokaten i sin beretning om behandlingen af klager over politiet (1996), side 160-161, har anført, at det efter drøftelse med politiorganisationerne er besluttet, at i tilfælde, hvor retsplejelovens eller færdselslovens regler om udtagelse af blodprøve ikke finder anvendelse, kan statsadvokaterne besigtige den implicerede polititjenestemand eller anmode en repræsentant fra politikredsens øverste ledelse - kriminalinspektøren eller politiinspektøren - om dette. Polititjenestemanden kan dog selv fremsætte ønsker om, at der foretages udåndingsprøve eller tages blodprøve." I brev af 5. september 1997 bad jeg Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten om deres eventuelle bemærkninger til Rigspolitichefens og Justitsministeriets udtalelser. Statsadvokaten anførte i brev af 18. september 1997 at udtalelserne ikke gav statsadvokaten anledning til yderligere bemærkninger. I brev af 10. november 1997 anførte Rigsadvokaten bl.a. følgende: "Rigspolitichefen har ved skrivelse af 3. april 1997 bekræftet, at der fra Rejseafdelingens side er anvendt udtryk som 'et rutinemæssigt efterforskningsskridt' omkring blodprøveudtagning i en sag fra Ringsted Politikreds. Sagen er omtalt side 95 i min Beretning for 1996 om behandling af klager over politiet. Jeg skal hertil bemærke, at en repræsentant for Rigspolitichefens Rejseafdeling allerede i februar 1996 på et kursus for anklagemyndighedens chargerede personale om afdelingens erfaringer fra efterforskning af sager mod polititjenestemænd, var fremkommet med nogle tilkendegivelser, der havde efterladt det bestemte indtryk hos kursusdeltagerne om, at der i hidtidig praksis 'rutinemæssigt' var blevet udtaget blodprøver i alvorligere sager." Jeg bad herefter Justitsministeriet om på ny - efter eventuel indhentet udtalelse fra Rigspolitichefen - at udtale sig om hvilken praksis der havde været for at fremsætte anmodning/krav om udtagelse af blodprøver i sådanne sager, og med hvilken hjemmel dette skete. Rigspolitichefen anførte på den baggrund i brev af 23. marts 1998 bl.a. følgende: "Den pågældende kriminalkommissær, der underviste på det nævnte kursus, kan i dag ikke huske det præcise ordvalg i forbindelse med omtale af mulige efterforskningsskridt i sager, hvor politiet har været nødsaget til at udøve betydelig magtanvendelse (fx anvendelse af skydevåben med døden eller alvorlig tilskadekomst til følge) Rejseafdelingen har imidlertid oplyst, at man har fulgt den praksis, at man i sådanne sager rutinemæssigt har overvejet , om blodprøver burde søges udtaget, dels som et led i bevissikringen i en eventuel straffesag mod polititjenestemanden, dels som beskyttelse af den pågældende polititjenestemand mod eventuelle urigtige beskyldninger om spirituspåvirkethed." Justitsministeriet henviste på baggrund af Rigspolitichefens udtalelse til sin udtalelse af 27. maj 1997. Ved breve af 16. april 1998 sendte jeg kopi af udtalelserne til foreningen og til Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten til orientering. Ombudsmandens udtalelse "Indledningsvis bemærker jeg at min undersøgelse alene har omfattet Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokatens afgørelser. Som meddelt foreningen i mit brev af 19. august 1996 har Politimesteren i (E)'s fremgangsmåde ved anmodningen om blodprøveudtagelsen ikke været omfattet af min undersøgelse. Efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, iværksætter statsadvokaterne efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Politimesteren i (E) har således forestået den praktiske gennemførelse af blodprøveudtagningerne på vegne af Statsadvokaten i Sønderborg. Der er ikke i retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale fastsat bestemmelser om udtagelse af blodprøver. Det er derfor retsplejelovens almindelige regler om legemsindgreb der finder anvendelse i disse sager. Statsadvokaten og Rigsadvokaten har vedrørende spørgsmålet om den fornødne hjemmel for udtagelsen af blodprøverne dels anført at det var deres opfattelse at det var administrativ praksis at foretage et sådant efterforskningsskridt, dels at de implicerede politiassistenter har givet samtykke til udtagelsen af blodprøverne. 1. Administrativ praksis Jeg har forstået det sådan at Rigspolitichefen i forbindelse med de nye regler om behandling af klager mv. over politiet, hvorved kompetencen fra den 1. januar 1996 overgik fra politiet til anklagemyndigheden, afholdt et eller flere kurser for relevante medarbejdere inden for anklagemyndigheden. På et af disse kurser er der fra Rigspolitichefens side fremkommet udtalelser som af kursisterne er blevet opfattet sådan, at det i sager hvor en person i politiets varetægt var afgået ved døden, var praksis at udtage blodprøver af de polititjenestemænd der havde været impliceret i episoden. Jeg må på grundlag af udtalelserne fra Rigspolitichefen lægge til grund at der ikke, mens disse sager blev undersøgt af politiet, har været nogen praksis for at udtage blodprøver, medmindre der var konkret mistanke om spirituspåvirkethed. Hjemlen til at udtage blodprøver af de implicerede polititjenestemænd kan allerede af den grund ikke søges i administrativ praksis. Jeg bemærker herved at jeg i øvrigt ikke mener at administrativ praksis kan udgøre den tilstrækkelige hjemmel for et legemsindgreb, jf. Hans Gammeltoft-Hansen, Straffeprocessuelle Tvangsindgreb, 1981, s. 25, med note 1, med henvisning til Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 2. udg., s. 426, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg., s. 363f, Anders Bratholm, Politiet og legalitetsprinsippet, Festskrift til Stephan Hurwitz, 1971, s. 89 og Torstein Eckhoff, Legalitetsprinsippet, TfR 1963, s. 231. 2. Samtykke Legemsindgreb er reguleret i retsplejelovens kapitel 72. Reglerne om legemsindgreb over for en person der ikke er sigtet, på grundlag af samtykke findes i retsplejelovens § 792 d, stk. 1, der har følgende indhold: 'Legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel, såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. I øvrigt må legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, kun foretages efter reglerne i stk. 2 og 4.' I det foreliggende tilfælde ses der ikke at være nogen begrundelse for at der ikke i overensstemmelse med retsplejelovens regler blev indhentet skriftligt samtykke. Jeg mener således at det er kritisabelt at statsadvokaten ikke sikrede sig at de implicerede politiassistenter afgav et skriftligt samtykke, inden blodprøverne blev udtaget. Det er beklageligt at Rigsadvokaten ikke har påtalt dette forhold over for statsadvokaten. Jeg har samtidig hermed gjort Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse. Det er imidlertid ikke noget ufravigeligt krav at samtykket foreligger skriftligt. Et gyldigt meddelt mundtligt samtykke kan således efter omstændighederne udgøre hjemlen for udtagelsen af blodprøverne. Foreningen har anført at de implicerede politiassistenter blev presset til lade blodprøverne udtage. Det har endvidere været anført at der har været henvist til det dagældende pkt. 5 i Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, der havde følgende indhold: 'Har en tjenstlig forseelse bestået i eller været forbundet med påvirkning af spiritus, bør tjenestemanden underkastes spiritusprøve og herunder afgive blodprøve. Der er - bortset fra bestemmelserne i færdselslovens § 55 og retsplejelovens kapitel 72 - ikke hjemmel til at gennemføre spiritusprøve eller udtagning af blodprøve med magt, men nægtelse af at medvirke til prøverne må i sig selv betragtes som en tjenesteforseelse, der vil blive behandlet og vurderet i forbindelse med den foreliggende sag.' Statsadvokaten har i sin udtalelse af 8. juli 1996 anført at de implicerede politiassistenter 'ikke modsatte sig' udtagelsen af blodprøverne. I sin udtalelse af 14. januar 1997 konstaterede statsadvokaten at de implicerede politiassistenter havde samtykket i udtagelsen af blodprøverne. Dersom et samtykke skal udgøre den tilstrækkelige hjemmel for foretagelsen af et tvangsindgreb, må det forudsættes at der er tale om et 'ægte' samtykke i den forstand at det meddeles uden nogen form for direkte eller indirekte tvang, pres eller lignende. I den foreliggende situation, hvor anmodningen bliver fremsat af en overordnet, og hvor den pågældende polititjenestemand må formodes i forvejen at være præget af de forudgående begivenheder, samt hvor vedkommende eventuelt bliver gjort bekendt med eller er bekendt med at en nægtelse betragtes som en tjenesteforseelse, forekommmer det betænkeligt at betragte samtykket som fuldt ud frivilligt afgivet. Jeg mener endvidere - sådan som sagen er oplyst for mig - at måtte lægge til grund at de pågældende politiassistenter ikke udtrykkeligt er blevet gjort bekendt med, at blodprøverne ikke kunne udtages tvangsmæssigt og at en nægtelse af at medvirke ikke ville kunne medføre tjenstlige reaktioner. 3. Konklusion Som det fremgår er det min opfattelse at der hverken har været hjemmel i administrativ praksis eller i retsplejelovens bestemmelser til udtagelsen af blodprøverne. Det er meget beklageligt at Statsadvokaten i Sønderborg ikke inden udtagelsen af blodprøverne sikrede sig at der var hjemmel hertil, ligesom det må anses for kritisabelt at Rigsadvokaten ikke påtalte dette over for statsadvokaten. Jeg har samtidig hermed gjort Statsadvokaten i Sønderborg og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse, men jeg foretager mig ikke mere, idet jeg forstår at proceduren er ændret således at der for fremtiden kun vil blive foretaget legemsindgreb, såfremt retsplejelovens betingelser for at foretage indgrebet tvangsmæssigt er opfyldt." |
|||
|
|
|||