FOM 2001.2001-0925-611

FOB 2001.147
 
 

Sagen angik en politiklagenævnssag som var rejst på baggrund af nogle anmeldelser mod politipersonale, herunder anmeldelser om vold i forbindelse med en anholdelse. Under sagen traf statsadvokaten som behandlede politiklagenævnssagen, beslutning om at stille sagen i bero indtil en straffesag mod klagerne var afgjort. Baggrunden herfor var at politiklagenævnssagens hovedpunkter havde hændelsesmæssigt sammenfald med de episoder som havde givet anledning til straffesagen. Rigsadvokaten som fik statsadvokatens afgørelse forelagt, fandt ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende berostillelsen på dette tidspunkt.

En advokat, A, klagede til mig i anledning af berostillelsen. A klagede for det første (som advokat for Politiforbundet i Danmark) over statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed. For det andet klagede A for to politiassistenter over Rigsadvokatens afgørelse af 26. april 2000 i den konkrete sag.

Jeg meddelte A at jeg i første omgang havde besluttet at begrænse min undersøgelse til den konkrete sag vedrørende Rigsadvokatens afgørelse af 26. april 2000. Jeg oplyste videre at jeg, når jeg havde behandlet denne sag, vil tage stilling til om der var grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed.

Sagens hændelsesforløb og behandling ved Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten blev gengivet således af Rigsadvokaten:

“Det fremgår af sagen, at politiassistenterne (P1) og (P2) den 6. august 1999 blev sendt til Holbæk Station for at yde DSB assistance i forbindelse med, at to personer havde kørt uden billet i regionaltoget mellem København og Holbæk. Politiassistenterne traf på stedet bl.a. de armenske statsborgere, (K1) og (K2). Episoden udviklede sig og endte med, at de pågældende blev anholdt som sigtet for overtrædelse af jernbaneloven. (K1) blev endvidere sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119 ved på perronen at have tildelt politiassistent (P2) et knytnæveslag på skulderen.

Ved skrivelse af 15. november 1999 til Justitsministeriet indgav (K1) og (K2) klage over Holbæk politis ‘vold og for ulovlig anholdelse af (K2) den 6. august 1999’. I klagen var det blandt andet anført, at politiassistenterne havde optrådt uhøfligt og været meget voldsomme under anholdelsen, ligesom de havde slået klagerne.

Justitsministeriet fremsendte den 22. november 1999 klagen til Statsadvokaten for Sjælland til videre foranstaltning. Statsadvokaten underrettede den 14. december 1999 klagerne om modtagelsen af klagen og anmodede samtidig Politimesteren i Holbæk om at identificere de indklagede polititjenestemænd og fremsende materiale, der belyste klagen.

Politimesteren fremsendte de ønskede oplysninger til statsadvokaten den 22. december 1999.

Ved skrivelser af 7. januar 2000 underrettede statsadvokaten sagens parter og Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland om, at behandlingen af klagesagen var sat i bero indtil straffesagen mod klagerne var afgjort. Statsadvokaten anmodede samtidig Politimesteren i Holbæk om at fremskynde straffesagen mod klagerne.

Ved skrivelse af 13. januar 2000 anmodede politiklagenævnet statsadvokaten om at modtage sagens akter, idet man ikke umiddelbart var enig i, at hele sagen, der efter det oplyste også vedrørte dispositionsklager og adfærdsklager i forbindelse med løsladelsen, skulle afvente straffesagen.

Ved skrivelse af 26. januar 2000 meddelte statsadvokaten politiklagenævnet, at klagens hovedpunkter efter hans opfattelse var klagen over vold og ulovlig anholdelse, og at dette var baggrunden for, at han havde besluttet at afvente straffesagens udfald. Han anførte endvidere, at klagens fulde omfang i øvrigt ville blive klarlagt ved afhøringerne af klagerne, når straffesagen var afgjort.

Ved skrivelse af 26. april 2000 meddelte jeg de indklagedes advokat (A), at jeg ikke fandt grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af straffesagen mod klagerne og klagesagen mod hans klienter.

Statsadvokaten rejste ved anklageskrift af 18. august 2000 tiltale mod (K1) for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 119. ( )

Ved skrivelse af 25. august 2000 meddelte jeg advokat (A), at jeg ikke fandt grundlag for at ændre min afgørelse af 26. april 2000. Jeg anmodede samtidig statsadvokaten om at fremskynde straffesagens behandling mest muligt.

(K1) blev ved Retten i Holbæks dom af 30. oktober 2000 idømt 20 dages betinget hæfte for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og våbenloven. Dommen blev ved en skrivelse af 13. november 2000 fra domfældte til Justitsministeriet, hvor den blev modtaget den 14. november 2000, anket til landsretten.

Justitsministeriet videresendte skrivelsen den 22. november 2000 og statsadvokaten udfærdigede ankemeddelelse den 28. november 2000, hvori han principielt nedlagde påstand om afvisning af anken som for sent iværksat. Statsadvokaten anmodede ved påtegning af 29. november 2000 landsretten om at behandle admitteringsspørgsmålet forlods og særskilt.

På baggrund af en klage fra (K1) og (K2) over, at statsadvokaten intet havde foretaget sig vedrørende klagen af 15. november 1999, anmodede jeg den 3. november 2000 statsadvokaten om at fremskynde klagesagens behandling.

Det fremgår endelig, at statsadvokaten ved skrivelse af 22. marts 2001 meddelte advokat (A), at han ville høre nærmere til klagesagen, når ankesagen var afgjort. (K1)'s anke af 13. november 2000 blev afvist ved Østre Landsrets kendelse af 6. april 2001.

Statsadvokaten har i udtalelsen af 2. juli 2001 oplyst, at klagesagen blev sat i bero på udfaldet af ankesagen i forventning om, at admitteringsspørgsmålet ville blive afgjort efter ganske kort tid.

(K1) og (K2) blev udsendt af Danmark den 4. april 2001.

Det fremgår af klagesagen, at de indklagede politiassistenter og to andre politiassistenter blev indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor den 17. juli 2001. Klagesagen er endnu ikke afgjort.

”

I advokat A's klage til mig anførte A bl.a. følgende:

“1. Definition af problemstillingen.

Reglerne om straffesager mod politipersonale findes i retsplejelovens kap. 93 c. Der er ikke i disse regler taget stilling til, hvornår Statsadvokaten skal påbegynde efterforskningen i en politiklagenævnssag, hvor polititjenestemænd bliver anmeldt for strafbart forhold.

I praksis forekommer det ganske ofte, at det hændelsesforløb, der giver anledning til anmeldelsen, ligeledes har givet anledning til en straffesag imod anmelderen.

Det har efter min opfattelse i praksis vist sig, i hvert fald hos Statsadvokaten for København og hos Statsadvokaten for Sjælland, at når en situation, som ovenfor beskrevet, foreligger, vil Statsadvokaten helt generelt nedprioritere behandlingen af politiklagenævnssagen på bekostning af straffesagen. Dette indebærer efter min opfattelse, at der helt generelt sker en berostillelse af politiklagenævnssagen, indtil straffesagen er afgjort i hvert fald i 1. instans. Så vidt jeg kan bedømme, sker dette uanset om straffesagen måtte være en banal politivedtægtsovertrædelse, og politiklagenævnssagen vedrører alvorlige beskyldninger til eksempel grov vold.

3. Juridisk vurdering af den konkrete sag.

Straffesager mod politipersonale er reguleret i retsplejelovens kap. 93 c. Spørgsmålet om prioriteringen af en straffesag mod politipersonale, hvor der samtidig er rejst straffesag mod klager, er ikke særskilt behandlet i retsplejelovens kap. 93 c, eller andet steds i retsplejeloven, ligesom der ikke i retsplejeloven er fastsat særlige regler om sagsbehandlingstiden for klagesager mod politipersonale.

Det kan på denne baggrund konstateres, at der som hovedregel gælder de samme krav til sagsbehandlingen som på andre områder, hvor den offentlige forvaltning er involveret, herunder at enhver sag fremmes med den nødvendige hurtighed således, at sagsbehandlingstiden ikke bliver urimelig lang.

Rigsadvokaten har i beretningen om politiklagenævnssager for 1997, afsnit 7.5, behandlet problemstillingen omkring berostillelse af en klagesag som følge af verserende straffesager mod klager. Rigsadvokaten fastslog her, at Statsadvokaterne bør have et vidt skøn over, om man konkret skal stille en klagesag i bero.

Denne opfattelse er i og for sig i overensstemmelse med gældende forvaltningsretlige principper, når blot en berostillelse beror på en konkret vurdering af det foreliggende tilfælde og bygger på en afvejning af konsekvenserne for sagsbehandlingstiden for klagesagen holdt op mod det hensigtsmæssige i at afvente straffesagens udfald.

Spørgsmålet er herefter om afgørelsen i nærværende sag er udtryk for en konkret vurdering eller derimod er udtryk for, at Statsadvokaten per automatik berostiller klagesager, såfremt der verserer en straffesag mod klager.

Rigsadvokaten konkluderer i brev af 26. april 2000 (bilag ), at der ikke er anledning til at tilsidesætte Statsadvokaten for Sjællands konkrete skøn vedrørende prioritering af straffesagen mod klagerne og klagesagen imod mine klienter.

Som begrundelse herfor anfører Rigsadvokaten følgende:

‘Jeg finder således, statsadvokaten i skrivelse af 26. januar 2000 sagligt og udførligt har angivet baggrunden for beslutningen om at sætte behandlingen af klagesagen i bero.

Det fremgår blandt andet heraf, at statsadvokatens hensigt er, at få klarlagt klagens fulde omfang, samt hvilke politifolk, der eventuelt yderligere klages over ud over deres klienter.’

Da Rigsadvokaten som begrundelse for ovennævnte konklusion således i det hele henviser til indholdet af Statsadvokatens skrivelse af 26. januar d.å. til Politiklagenævnet (bilag ), må vurderingen af afgørelsens overensstemmelse med princippet om hurtig og effektiv sagsbehandling derfor bygge på Statsadvokatens argumentation for berostillelse.

Så vidt det kan ses, beror Statsadvokatens beslutning på at:

‘klagen over vold og ulovlig anholdelse er anset for klagens hovedpunkter’.

Det er efter min opfattelse ikke klart, hvorfor den omstændighed, at klagen vedrører vold og ulovlig anholdelse, er afgørende for spørgsmålet om nedprioritering af klagesagen.

Videre anfører Statsadvokaten at:

‘det ikke fremgår ganske tydeligt om det er de samme politiassistenter, der igennem hele hændelsesforløbet har haft med klagerne at gøre, eller om klagen, for så vidt angår behandlingen på politistationen og i forbindelse med løsladelsen, eventuelt vedrører andre polititjenestemænd end de på nuværende tidspunkt identificerede.’

Dette spørgsmål kan klarlægges på fuldstændig samme måde, som Statsadvokaterne i almindelighed gør, når der er tvivl om, hvilke polititjenestemænd der har haft med klageren at gøre. Man spørger embedet. I øvrigt skal bemærkes, at klagen er forholdsvis detaljeret, ligesom Statsadvokaten kan spørge klagerne, om de på det foreliggende grundlag ønsker at klage over flere polititjenestemænd end de allerede indklagede.

Yderligere anføres, at Statsadvokaten agter at få klarlagt klagens fulde omfang:

‘ved afhøringer af (K1) og (K2) her ved embedet, når straffesagen mod de pågældende er afgjort’.

Så vidt ses, er der derfor ikke tale om et argument for udsættelse af behandling af politiklagenævnssagen på bekostning af straffesagen. Uanset hvornår Statsadvokaten vælger at behandle klagesagen, skal der naturligvis foretages tilbundsgående undersøgelser, der klarlægger sagens omfang. Dette er selve fundamentet for Statsadvokatens afgørelse af klagesagen, men har intet med spørgsmålet om berostillelse at gøre.

På baggrund af ovenstående synes det at kunne konstateres, at det påståede konkrete skøn Statsadvokaten for Sjælland har foretaget i nærværende sag blot dækker over en helt fast rutine gående på, at klagesager stilles i bero indtil straffesagen mod klager er gennemført.

I den som bilag 13 fremlagte skrivelse af 13. september 2000 fra Statsadvokaten for København til Politiklagenævnet for København [som angår en anden konkret sag; min bemærkning] anfører Statsadvokaten bl.a. følgende:

‘I overensstemmelse med helt fast praksis bør en undersøgelse i nærværende sag derfor afvente udfaldet af den verserende straffesag, der omhandler helt samme handlingsforløb.’

Statsadvokaten for København fastslår således i denne skrivelse, at der ikke mere er tale om et konkret skøn, men ‘helt fast praksis’.

Det gøres på den baggrund gældende, at denne ‘helt faste praksis’ savner hjemmel i retsplejeloven, er i strid med god forvaltningsskik og i øvrigt i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6.

I den konkrete sag er der nu gået ca. 1 år og 7 måneder siden begivenheden fandt sted (6. august 1999), ligesom der er gået ca. 1 år og 4 måneder siden anmeldelsen blev indgivet (15. november 1999).

Mine 2 klienter i den konkrete sag har nu gennem næsten 16 måneder måttet leve med en række ganske alvorlige beskyldninger, som kan medføre såvel suspension som straf og afskedigelse, ligesom mine klienter fortsat må leve i fuldstændig uvished om, hvornår deres sag bliver afgjort.

Såvel den konkrete sag som problemstillingen i almindelighed er efter min opfattelse i retssikkerhedsmæssig henseende dybt betænkelig.

Polititjenestemænd, der indkaldes til at afgive vidneforklaring i en situation som den foreliggende, kan naturligvis påberåbe sig vidnefritagelse i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

Tiltalte, der måtte få kendskab til Statsadvokaternes praksis, kan således med held, efter at der er rejst tiltale, indgive en anmeldelse imod de implicerede polititjenestemænd i en række tilfælde med den konsekvens, at Anklagemyndigheden under domsforhandlingen i straffesagen må ændre sin påstand fra domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet til frifindelse, når de implicerede polititjenestemænd (som de eneste vidner) påberåber sig vidnefritagelse. Sådanne uheldige konsekvenser af den praktiserede ordning vil i hvert fald kunne elimineres, såfremt politiklagenævnssagen færdigbehandles inden domsforhandlingen i straffesagen, hvad der efter min opfattelse helt oplagt bør ske, såfremt beskyldningerne imod de implicerede polititjenestemænd er alvorlige, herunder med beskyldninger om vold.”

Ved brev af 22. marts 2001 anmodede jeg Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Sjælland om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af sagens akter.

Den 26. april 2001 oplyste Rigsadvokaten telefonisk en af mine medarbejdere om at Rigsadvokaten havde modtaget en udtalelse i sagen fra Statsadvokaten for Sjælland den 11. april 2001, men at sagen gav anledning til visse principielle overvejelser. Der ville derfor gå lidt tid inden Rigsadvokaten havde sin udtalelse parat.

Da jeg endnu ikke havde modtaget udtalelsen, bad jeg i brev af 22. juni 2001 om nærmere oplysning om sagens behandling og om hvornår jeg kunne vente svar.

I brev af 27. juni 2001 oplyste Rigsadvokaten at statsadvokaten samme dag var blevet bedt om en supplerende udtalelse i sagen, og at Rigsadvokaten ville vende tilbage snarest efter modtagelsen af denne.

Ved brev af 29. august 2001 bad jeg Rigsadvokaten om nærmere oplysning om sagens behandling og om hvornår jeg kunne forvente svar. Jeg bad om at sagens behandling blev fremskyndet mest muligt.

Den 4. september 2001 modtog jeg udtalelser fra Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten.

Ved brev af 7. september 2001 sendte jeg kopi af udtalelserne til advokat A med henblik på eventuelle bemærkninger.

Jeg modtog A's bemærkninger ved brev af 8. oktober 2001.

Statsadvokaten for Sjælland anførte bl.a. følgende i sin udtalelse af 9. april 2001:

“Tilbagesendes til Rigsadvokaten idet jeg fortsat kan henholde mig til mine tidligere udtalelser, senest den 4. juli 2000, idet jeg skal bemærke, at det ikke er korrekt, som anført af advokat (A), at politiklagenævnssager her ved embedet ubetinget sættes i bero på udfaldet af en til grund liggende straffesag mod klageren. Dette afgøres efter en helt konkret afvejning af de i sagen værende forhold, herunder navnlig, om der er hændelsessammenfald mellem episoden, der begrunder klagen/anmeldelsen mod polititjenestemanden og straffesagen mod klager/anmelder.

Såfremt der er et hændelsesmæssigt sammenfald er det korrekt, at politiklagesagen som hovedregel afventer afgørelsen af straffesagen mod klager.

Det er således min opfattelse, at det i disse tilfælde er hensigtsmæssigt ved behandlingen af politiklagesagen, at kunne anvende retsbøger med vidneforklaringer mv. fra straffesagen som en procesbesparende foranstaltning. Denne fremgangsmåde skønnes retssikkerhedsmæsigt fuldt forsvarlig, hvorimod det næppe er tænkeligt, at de tilsvarende afhøringer i politiklagenævnssagen, vil blive tillagt nogen væsentlig bevisvægt ved behandlingen af straffesagen.

Endvidere finder jeg det meget betænkeligt, såfremt de tiltalte klagere kan overtage den styring med straffesagens forløb, der tilkommer domstole og anklagemyndighed ved at indgive klage over polititjenestemændene. En del klager synes således direkte at udspringe af den omstændighed, at politiet har rejst sag mod de pågældende.

”

I sin udtalelse af 3. september 2001 anførte Rigsadvokaten, ud over den ovenfor citerede gengivelse af sagens hændelsesforløb og behandling, følgende:

“

Som anført i min afgørelse af 26. april 2000 fremgår det af min beretning om behandlingen af klager over politiet i 1997 side 127 f., at jeg i en skrivelse af 11. november 1997 til Justitsministeriet på baggrund af en henvendelse fra Dansk Politiforbund til Justitsministeriet udtalte, at statsadvokaterne havde tilkendegivet, at en straffesag som hovedregel bør afgøres forud for en klagesag, der udspringer af den samme episode. Jeg bemærkede hertil, at jeg kunne tiltræde det af statsadvokaterne anførte, og at statsadvokaterne efter min opfattelse bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag. I min beretning for 2000 side 86 anføres det, at det i visse sager kan være indlysende, at en klage skal afvises forlods, og at det i mange sager næppe er nødvendigt at afvente ankebehandlingen af straffesagen mod klager, førend klagesagen behandles.

Jeg kan henholde mig til mine afgørelser af 26. april og 25. august 2000, hvorefter jeg ikke på det pågældende tidspunkt fandt anledning til at tilsidesætte statsadvokatens skøn om, at det i den konkrete sag - hvor straffesagen vedrørte overtrædelse af straffelovens § 119 begået i forbindelse med anholdelsen den 6. august 1999 over for politiassistent mod (K1), og hvor klagesagen bl.a. vedrørte en klage over den samme politiassistents voldelige adfærd under samme anholdelse - var mest hensigtsmæssigt at lade straffesagen afgøre før klagesagen.

Det er imidlertid min opfattelse, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade klagesagens behandling afvente udfaldet af ankesagen, hvilket jeg har meddelt statsadvokaten. Jeg har herved blandt andet lagt vægt på, at klagesagen allerede på dette tidspunkt havde afventet straffesagen i næsten 1 år, og at anken efter det alt foreliggende var iværksat for sent, og således måtte forventes afvist.

Den sene besvarelse beklages.”

I min udtalelse af 23. november 2001 anførte jeg bl.a. følgende:

Ombudsmandens udtalelse

“Mine undersøgelser i denne sag angår, i overensstemmelse med det der er anført ovenfor, spørgsmålet om Statsadvokaten for Sjællands beslutning om at stille behandlingen af politiklagenævnssagen i bero og Rigsadvokatens tiltrædelse heraf. Jeg vil i tillæg hertil tage stilling til om der er grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed.

1. Berostillelsen

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke besvares generelt. Et grundlæggende krav til forvaltningen er at afgørelser skal træffes så hurtigt som det er muligt og forsvarligt.

Ved vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid må man, ud over den absolutte sagsbehandlingstid, tage andre forhold i betragtning, herunder sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den sædvanlige sagsbehandlingstid samt de løbende ekspeditioner i sagen. Myndighedernes berostillelse af en sag adskiller sig fra den situation hvor behandlingen af en sag trækker ud af ovennævnte årsager. Berostillelse hviler på myndighedens beslutning om ikke at behandle sagen i en vis periode, og en sagligt begrundet berostillelse af en sag kan (og vil ofte) bevirke at en længere samlet sagsbehandlingstid må accepteres.

Flere forhold kan være afgørende for myndighedernes adgang til at stille en sag i bero, herunder sagens karakter (sagens afhængighed af andre sager, borgernes eventuelle retskrav på en ydelse eller lignende), regelbundne frister og myndighedens ressourcer.

Ombudsmanden har i tidlig ombudsmandspraksis udtalt at uanset det ønskelige i at sagernes afgørelse ikke blev forhalet, kunne ombudsmanden ikke udtale sig imod at myndighederne lod en afgørelse afvente afgørelsen i en anden for retten eller for andre myndigheder verserende sag hvis afgørelse var af betydning for den sag der blev stillet i bero, for så vidt afgørelsen i den anden sag kunne forventes truffet i en nærmere fremtid, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1960, s. 47ff *), om en sag i Landsskatteretten.

Afgørelsen af hvorvidt det kan anses for rimeligt at stille en sag i bero mens udfaldet af en anden sag afventes, afhænger i første omgang af en prognose for betydningen af den anden sag. Statsadvokaten har bl.a. henvist til den procesbesparelse som forventes at kunne opnås ved at afvente udfaldet af straffesagen.

I en sag som den foreliggende er der på den anden side et klart og vægtigt hensyn at tage til de politifolk som er involveret i klagesagen der kan have alvorlige tjenestelige og/eller strafferetlige konsekvenser, ligesom også hensynet til klagerne naturligvis er af betydning.

Statsadvokaten og Rigsadvokaten bygger i vidt omfang deres afgørelser om prioriteringen af politiklagenævnssager på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder vedrørende forhold som de nævnte. I det foreliggende tilfælde gælder det altså en afvejning af de forskellige hensyn som er nævnt ovenfor. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end statsadvokaten og Rigsadvokaten der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis myndighederne efter det oplyste har lagt vægt på hensyn som er usaglige, hvis berostillelsen trækker åbenbart urimeligt ud, hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder.

Jeg har heller ikke fundet grundlag for at iværksætte en nærmere undersøgelse af hvorvidt kravet om rettergang inden en rimelig frist i artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention skulle være tilsidesat. Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at fristberegningen efter bestemmelsen normalt ikke begynder at løbe før den pågældende er ‘anklaget’, jf. herved Lorenzen mfl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 1994, s. 158 f, samt fra dansk retspraksis f.eks. dommene gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1759 Ø og 2001, s. 253 Ø, hvor fristberegningen løb fra tidspunktet for sigtelsen.

Jeg kan derfor ikke kritisere Statsadvokaten for Sjællands afgørelse af 7. januar 2000 om at sætte behandlingen af politiklagenævnssagen i bero eller Rigsadvokatens afgørelse af 26. april 2000 hvorunder Rigsadvokaten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af straffesagen mod klagerne og klagesagen mod Deres klienter.

Rigsadvokaten har, som det fremgår ovenfor, udtalt at der efter Rigsadvokatens opfattelse ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade klagesagens behandling afvente udfaldet af ankesagen. Jeg har ikke fundet grundlag for at udtale mig herom.

2. Meddelelse af beslutning om berostillelsen - begrundelse

Det fremgår af Politimesteren i Holbæks notat af 17. december 1999 at de implicerede politiassistenter af politimesteren på dette tidspunkt var blevet gjort bekendt med klagen mod dem (der som nævnt blev indgivet til Justitsministeriet ved brev af 15. november 1999), og at statsadvokaten ved brev af 7. januar 2000 underrettede sagens parter og politiklagenævnet om at behandlingen af klagesagen var sat i bero.

Statsadvokaten gav i sit brev af 7. januar 2000 ikke de indklagede politiassistenter nogen begrundelse for sin beslutning. Statsadvokatens begrundelse for berostillelsen ses først at fremgå af statsadvokatens brev af 26. januar 2000 til politiklagenævnet.

Den begrundelsespligt som følger af reglerne i forvaltningslovens §§ 22-24, gælder for afgørelser vedrørende sagens realitet, dvs. udtalelser der går ud på at fastslå hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde . Beslutninger der træffes som led i selve sagsforberedelsen (procesledende afgørelser), skal efter disse regler som udgangspunkt ikke ledsages af en begrundelse.

Efter min opfattelse bør fortolkningen af forvaltningsloven i almindelighed tage udgangspunkt i at det skal tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter dersom beslutningen er af en sådan art at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede til at tilgodese borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedernes beslutningsprocesser.

Jeg har på denne baggrund overvejet om en beslutning om berostillelse i et tilfælde som det foreliggende kan anses for omfattet af lovens afgørelsesbegreb. I en sag som denne hvor der er væsentlige hensyn at tage til de implicerede politifolk, og hvor der er udsigt til at berostillelsen vil stå på i længere tid, har sagens parter en klar interesse i at kunne påvirke statsadvokatens beslutningsproces også i denne fase af politiklagenævnssagens behandling. Forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse ville efter min opfattelse kunne medvirke til at opfylde dette behov og til generelt at sikre rigtige afgørelser.

Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningsloven finder anvendelse i sådanne tilfælde, men det er min opfattelse at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten havde angivet en begrundelse for sin beslutning over for sagens parter i overensstemmelse med principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.

Jeg har ikke fundet grundlag for at formulere dette som en egentlig kritik af statsadvokaten, men jeg har gjort Statsadvokaten for Sjælland og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse heraf, og jeg har anmodet Rigsadvokaten om at gøre de øvrige statsadvokater bekendt med min opfattelse.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere statsadvokatens og Rigsadvokatens begrundelser som de kommer til udtryk i henholdsvis statsadvokatens brev til politiklagenævnet af 26. januar 2000 og Rigsadvokatens brev til Dem af 26. april 2000.

3. Statsadvokatens kontrolprocedurer

Hensynet til parterne i en berostillet politiklagenævnssag som den foreliggende tilsiger at statsadvokaten er særligt opmærksom på at den sag hvis udfald afventes, ikke trækker unødigt ud til skade for den udsatte sag. Såfremt straffesagen trækker væsentligt ud, må statsadvokaten løbende genoverveje sin beslutning om berostillelse.

Det fremgår af sagens oplysninger at statsadvokaten dels umiddelbart efter modtagelsen af klagen mod politipersonalet anmodede Politimesteren i Holbæk om at fremskynde straffesagen mod klagerne, dels løbende har rykket politimesteren for svar i de perioder hvor sagen afventede politimesteren.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere statsadvokatens opfølgning af sagen efter beslutningen om berostillelsen i øvrigt. Jeg har ikke hermed taget stilling til statsadvokatens beslutning om tillige at lade klagesagens behandling afvente udfaldet af ankesagen, jf. mine bemærkninger under punkt 1.

4. Undersøgelse af prioriteringen af politiklagenævnssager i almindelighed

På baggrund af min gennemgang af denne sag, herunder udtalelserne fra statsadvokaten og Rigsadvokaten, har jeg ikke fundet grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse af statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed. Jeg har herunder lagt vægt på det oplyste om at der sker en konkret vurdering af sagerne (hvilket til dels understøttes af sager som er gennemgået i Rigsadvokatens beretning 1999, s. 128-129 og Rigsadvokatens beretning 2000, s. 86), og at de hensyn som statsadvokaterne og Rigsadvokaten efter det oplyste lægger vægt på ved denne konkrete vurdering, efter min opfattelse er saglige.

Jeg foretager mig derfor ikke yderligere på det foreliggende grundlag.

Ved brev af 23. april 2002 oplyste Rigsadvokaten mig om at sagen blev taget op på det ordinære statsadvokatmøde i oktober 2001. Rigsadvokaten tilkendegav på mødet at det fortsat er Rigsadvokatens opfattelse at statsadvokaterne bør have et vidt skøn over hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag skal tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag. Rigsadvokaten nævnte desuden på statsadvokatmødet at statsadvokaten i sådanne situationer bør være opmærksom på at der kan være anledning til af egen drift at revurdere afgørelsen efter nogen tid, f.eks. hvis straffesagen trækker ud eller andre særlige forhold gør sig gældende, ligesom spørgsmålet om genoptagelse af behandlingen af klagesagen endvidere kan overvejes efter dom i 1. instans i straffesagen selv om denne måtte blive anket.

Rigsadvokaten oplyste desuden at Rigsadvokaten ved brev af 12. december 2001 havde underrettet statsadvokaterne om min udtalelse i sagen, og at statsadvokaterne behandlede spørgsmålet på et fællesmøde i december 2001. Statsadvokaterne fandt blandt andet at opmærksomheden fortsat bør være henledt på om dele af klagen/anmeldelsen kan behandles forlods.

Endelig oplyste Rigsadvokaten at spørgsmålet har været drøftet på et møde mellem Rigsadvokaten og statsadvokaterne den 3.-4. januar 2002 hvor der var enighed om at der i det omfang det er muligt, skal gives begrundelse for en beslutning om berostillelse. Rigsadvokaten har på baggrund af min udtalelse ved cirkulæreskrivelse af 23. april 2002 anmodet statsadvokaterne om - i forbindelse med meddelelsen af en beslutning om berostillelse til sagens parter - at angive en begrundelse for beslutningen.