Lovforslag nr. 88
fremsat den 9. december
2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om
ændring af
retsplejeloven og
forskellige andre love
(Ny
politiklageordning m.v.)
§ 1
I
retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr.
1053 af 29. oktober
2009, som ændret ved § 3
i lov nr. 526 af 7. juni
2006, foretages følgende
ændringer:
1.
Overskriften til
første bog, femte
afsnit, affattes
således:
»Femte
afsnit.
Politiet«
2. Efter § 117
indsættes:
»Sjette afsnit.
Den Uafhængige
Politiklagemyndighed
Kapitel 11 a
§ 118. Den
Uafhængige
Politiklagemyndighed
(Politiklagemyndigheden)
er en selvstændig
myndighed, der ledes af
Politiklagerådet og en
direktør.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
behandler klager over
politiet, jf. kapitel 93
b, og efterforsker
straffesager mod
politipersonale, jf.
kapitel 93 c.
Stk. 3.
Politiklagemyndigheden
udøver sine funktioner i
fuld uafhængighed.
§ 118 a.
Politiklagerådet er
Politiklagemyndighedens
øverste ledelse og har
det overordnede ansvar
for myndighedens
virksomhed.
§ 118 b.
Politiklagerådet består
af en formand, som skal
være landsdommer, en
advokat, en
universitetslærer i
retsvidenskab og to
repræsentanter for
offentligheden.
Stk. 2.
Medlemmerne beskikkes af
justitsministeren for 4
år ad gangen.
Genbeskikkelse kan finde
sted én gang.
Stk. 3. Formanden
beskikkes efter
indstilling fra
landsretterne.
Stk. 4. Advokaten
beskikkes efter
indstilling fra
Advokatrådet.
Stk. 5.
Offentlighedsrepræsentanterne
beskikkes efter
indstilling fra
henholdsvis KL
(Kommunernes
Landsforening) og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 6. Medlemmer
af Folketinget,
regionsråd og
kommunalbestyrelser kan
ikke være medlemmer af
Politiklagerådet.
Stk. 7. Der
beskikkes en suppleant
for hvert af rådets
medlemmer. Stk. 1-6
finder tilsvarende
anvendelse på
beskikkelse af
suppleanter.
§ 118 c.
Politiklagemyndighedens
daglige ledelse
varetages af direktøren,
der udnævnes og
afskediges af
justitsministeren efter
indstilling fra
Politiklagerådet.
Direktøren skal følge de
anvisninger og
retningslinjer, som
gives af rådet.
Stk. 2.
Direktøren deltager i
Politiklagerådets møder,
medmindre rådet
undtagelsesvis bestemmer
andet.
§ 118 d.
Politiklagerådet
fastsætter selv sin
forretningsorden og de
nærmere regler om
arbejdets fordeling
mellem rådet og
direktøren.
§ 118 e.
Politiklagemyndigheden
afgiver en årlig
beretning om sin
virksomhed til
Folketinget og
justitsministeren.
Beretningen
offentliggøres.«
3. I første bog
ændres »Sjette afsnit.
Advokater« til: »Syvende
afsnit. Advokater«.
4. I
§ 722, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 40 i lov om
social service« til:
Ȥ 52 i lov om social
service«.
5. I
§ 769, stk. 2, nr. 1,
ændres »denne lovs« til:
»straffelovens«.
6. I
§ 821 b, stk. 1, 2.
pkt., indsættes
efter »personfotografi«:
»samt udtagelse af spyt-
eller blodprøve«.
7.
Kapitel 93 b
affattes således:
»Kapitel 93 b
Behandling af klager
over politipersonalet
§ 1019. Den
Uafhængige
Politiklagemyndighed
undersøger og træffer
afgørelse vedrørende
klager over
politipersonalets adfærd
i tjenesten
(adfærdsklager).
Stk. 2.
Rigspolitichefen yder
efter anmodning fra
Politiklagemyndigheden
bistand til
undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet
kan på egen hånd
foretage uopsættelige
undersøgelsesskridt.
Politiet skal snarest
muligt efter, at sådanne
undersøgelsesskridt er
foretaget, underrette
Politiklagemyndigheden
herom.
§ 1019 a. Klage
indgives til
Politiklagemyndigheden.
Indgives klagen til
politiet eller
anklagemyndigheden, skal
den straks videresendes
til
Politiklagemyndigheden,
medmindre klagen er
egnet til
notitssagsbehandling
efter § 1019 k. I så
fald sender politiet en
kopi af klagen til
Politiklagemyndigheden.
Stk. 2. Klage
over myndighedsmisbrug
fra politiets side under
behandlingen af en
straffesag kan endvidere
fremsættes mundtligt til
retsbogen under
straffesagens
behandling.
Stk. 3. Klage
skal indgives senest 6
måneder efter, at det
forhold, som klagen
angår, har fundet sted.
Politiklagemyndigheden
kan i særlige tilfælde
se bort fra fristen.
§ 1019 b.
Politiklagemyndigheden
kan af egen drift
iværksætte en
undersøgelse efter
reglerne i dette
kapitel.
§ 1019 c.
Politiklagemyndigheden
undersøger sagen og
sørger for, at alt
relevant materiale
tilvejebringes. Politiet
stiller det materiale og
de oplysninger til
rådighed, som
Politiklagemyndigheden
anmoder om.
Politiklagemyndigheden
kan indhente oplysninger
fra klageren, indklagede
og andre.
§ 1019 d.
Politiklagemyndigheden
kan afvise en
adfærdsklage, hvis det
findes åbenbart, at der
ikke er grundlag for at
indlede eller fortsætte
en undersøgelse. Det
skal fremgå af
afgørelsen, at den er
truffet på dette
grundlag.
§ 1019 e.
Indklagede skal have
udleveret en kopi af
klagen eller en
fremstilling af sagens
omstændigheder og have
adgang til at udtale sig
herom.
§ 1019 f.
Indklagede har ret til
at møde med en bisidder.
Politiklagemyndigheden
kan bestemme, at
udgifterne til bisidder
betales af statskassen.
§ 1019 g.
Indklagede har ikke
pligt til at afgive
forklaring til
Politiklagemyndigheden,
hvis forklaringen må
antages at ville udsætte
den pågældende for
strafansvar eller
disciplinæransvar.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
vejleder indklagede om
indholdet af stk. 1 og
§ 1019 e, § 1019 f og
§ 1019 l, stk. 1, nr. 2.
Vejledningen skal gives
snarest muligt og
senest, inden indklagede
afgiver forklaring
første gang. Det skal af
sagens materiale fremgå,
at indklagede har
modtaget behørig
vejledning.
§ 1019 h.
Politiklagemyndigheden
kan bestemme, at
forklaring skal afgives
i retten.
Stk. 2. Retsmøder
kan afholdes ved
byretten i enhver
retskreds, hvor
oplysning i sagen må
antages at kunne
tilvejebringes.
§ 1019 i.
Politiklagemyndigheden
giver møde i retsmøder,
hvor der skal afgives
forklaring efter § 1019
h, stk. 1.
Stk. 2.
Indklagede og klager
skal så vidt muligt
underrettes om retsmøder
i sagen og have
lejlighed til at være
til stede.
Stk. 3.
Indklagede har ikke
pligt til at afgive
forklaring, såfremt
forklaringen antages at
ville udsætte den
pågældende for
strafansvar eller
disciplinæransvar.
Retten vejleder
indklagede herom.
Stk. 4. Sagen
behandles i
strafferetsplejens
former uden medvirken af
domsmænd.
§ 1019 j. Afgives
forklaring i retten, jf.
§ 1019 h, beskikker
retten en advokat for
klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre
tilfælde kan retten, når
særlige grunde taler
derfor, efter begæring
fra klageren eller
indklagede beskikke en
advokat for den
pågældende.
Politiklagemyndigheden
vejleder om adgangen til
at begære en advokat
beskikket, og
Politiklagemyndigheden
sørger for, at en
anmodning herom
indbringes for retten.
§ 1019 h, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse.
Vejledningen skal gives
snarest muligt og
senest, inden den
pågældende afgiver
forklaring første gang.
Det skal af sagens
materiale fremgå, at den
pågældende har modtaget
behørig vejledning.
Stk. 3.
Advokatbeskikkelse efter
stk. 1 og 2 sker uden
udgifter for klageren og
indklagede.
Stk. 4. Den
beskikkede advokat skal
løbende have tilsendt
kopi af det materiale,
som
Politiklagemyndigheden
tilvejebringer som led i
undersøgelsen. Advokaten
må ikke uden tilladelse
fra
Politiklagemyndigheden
overlevere det modtagne
materiale til sin klient
eller andre.
Stk. 5. Den
beskikkede advokat har
adgang til at overvære
forklaringer, der
afgives af klienten hos
Politiklagemyndigheden,
og har ret til at stille
yderligere spørgsmål til
sin klient. Advokaten
underrettes om
tidspunktet for
afgivelse af forklaring,
der så vidt muligt skal
aftales med advokaten.
Stk. 6. Den
beskikkede advokat har
adgang til at overvære
forklaringer, der
afgives i retten, og har
ret til at stille
yderligere spørgsmål.
Advokaten underrettes om
tidspunktet for
afholdelse af retsmøde,
der så vidt muligt skal
aftales med advokaten.
§ 1019 k. En
adfærdsklagesag kan
sluttes ved en samtale
mellem en overordnet
polititjenestemand og
klageren
(notitssagsbehandling).
Notitssagsbehandling kan
kun gennemføres, hvis
klageren er indforstået
hermed. Samtalen skal
gennemføres hurtigst
muligt efter klagens
modtagelse.
Stk. 2. Indgives
en adfærdsklage til
politiet, kan politiet
tilbyde klageren en
notitssagsbehandling. I
en sag, der er under
behandling i
Politiklagemyndigheden,
kan denne myndighed
bestemme, at sagen skal
sendes til politiet med
henblik på
notitssagsbehandling,
hvis det skønnes
hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Indhentes
der som led i
notitssagsbehandling en
udtalelse fra
indklagede, kan der ikke
efterfølgende pålægges
den pågældende
disciplinæransvar for
det eller de forhold,
som indgår i
notitssagsbehandlingen.
Stk. 4. Den
overordnede
polititjenestemand, der
gennemfører samtalen
efter stk. 1, skal
udarbejde en notits om
det passerede. Det skal
fremgå af notitsen, at
klageren er vejledt om
betydningen af
notitssagsbehandling, og
at sagen kan forlanges
afgjort af
Politiklagemyndigheden.
Det skal af notitsen
endvidere fremgå, om
klageren ønsker klagen
afgjort af
Politiklagemyndigheden.
Stk. 5. Politiet
sender kopi af notitsen
til
Politiklagemyndigheden,
den regionale
statsadvokat og
rigspolitichefen.
§ 1019 l.
Behandlingen af en
adfærdsklagesag sluttes,
hvis
1) der er
grundlag for at rejse
sigtelse mod indklagede,
2) indklagede er
mistænkt for et
strafbart forhold og
forlanger sagen
behandlet som
straffesag, eller
3) det bestemmes,
at sagen skal undersøges
efter reglerne i lov om
undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I
tilfælde, der er nævnt i
stk. 1, nr. 1 og 2,
behandles straffesagen
efter reglerne i kapitel
93 c. Behandlingen af
adfærdsklagesagen
genoptages, hvis tiltale
ikke rejses eller
gennemføres til fældende
dom.
§ 1019 m.
Politiklagemyndigheden
træffer afgørelse i
klagesagen. Afgørelsen
kan ikke indbringes for
anden administrativ
myndighed.
§ 1019 n.
Politiklagemyndighedens
afgørelse i klagesagen
skal træffes inden
rimelig tid efter, at
myndigheden har modtaget
klagen.
Stk. 2. Er
afgørelsen ikke truffet
inden 6 måneder efter
modtagelse af klagen,
skal
Politiklagemyndigheden
skriftligt underrette
klageren og indklagede
om, hvorpå sagen beror,
og hvornår der kan
forventes en afgørelse.
Der skal gives
underretning på ny, hvis
der 6 måneder efter den
seneste underretning
fortsat ikke er truffet
afgørelse.
§ 1019 o.
Politiklagemyndigheden
underretter vedkommende
politidirektør og
rigspolitichefen, når
der indledes en
adfærdsklagesag.
Politiklagemyndigheden
underretter endvidere
vedkommende
politidirektør,
statsadvokat og
rigspolitichefen om
afgørelsen i
adfærdsklagesager.
Stk. 2.
Disciplinærundersøgelse
i anledning af en klage
indledes ikke, før
behandlingen af
adfærdsklagesagen er
afsluttet.
§ 1019 p.
Justitsministeren kan
bestemme, at en
undersøgelse ikke skal
foretages efter reglerne
i dette kapitel, hvis
hensynet til statens
sikkerhed eller
forholdet til fremmede
magter kræver det.
§ 1019 q.
Politiklagemyndigheden
kan behandle og afgøre
en klage over en
disposition, som
politipersonale har
truffet, hvis der er en
nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en
adfærdsklage, som
Politiklagemyndigheden
behandler.«
8.
Kapitel 93 c
affattes således:
»Kapitel 93 c
Straffesager mod
politipersonale
§ 1020.
Anmeldelser om strafbare
forhold begået af
politipersonale i
tjenesten indgives til
Den Uafhængige
Politiklagemyndighed.
Indgives anmeldelsen til
politiet eller
anklagemyndigheden,
videresendes den straks
til
Politiklagemyndigheden.
§ 1020 a.
Politiklagemyndigheden
iværksætter efter
anmeldelse eller af egen
drift efterforskning,
når der er rimelig
formodning om, at
politipersonale i
tjenesten har begået et
strafbart forhold, som
forfølges af det
offentlige.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
iværksætter endvidere
efterforskning, når en
person er afgået ved
døden eller er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 1019
o finder tilsvarende
anvendelse.
§ 1020 b. Sager
om overtrædelse af
færdselslovens
hastighedsbestemmelser,
der er begået af
politipersonale,
efterforskes ikke af
Politiklagemyndigheden,
hvis
1) den pågældende
erkender sig skyldig,
2)
hastighedsovertrædelsen
ikke skønnes at ville
medføre anden sanktion
end bøde eller betinget
frakendelse af
førerretten, og
3)
hastighedsovertrædelsen
ikke involverer
tredjemand.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
efterforsker ikke sager,
hvor politidirektøren
har vurderet, at der i
forbindelse med
politipersonales
overtrædelse af
færdselslovens
hastighedsbestemmelser
er tale om
udrykningskørsel i et
køretøj mærket med
politiets kendetegn
eller med synlige
udrykningssignaler.
Stk. 3.
Politidirektøren
underretter
Politiklagemyndigheden
og rigspolitichefen om
udenretligt vedtagne
bøder og betingede
frakendelser af
førerretten i sager
omfattet af stk. 1.
§ 1020 c. Ved
behandlingen af de
sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a,
udøver
Politiklagemyndigheden
under efterforskningen
de beføjelser, der
ellers tilkommer
politiet, jf. dog § 1020
d, stk. 3.
Stk. 2.
Rigspolitichefen yder
efter anmodning fra
Politiklagemyndigheden
bistand under
efterforskningen.
Stk. 3. Politiet
kan på egen hånd
foretage uopsættelige
efterforskningsskridt.
Politiet skal snarest
muligt efter, at sådanne
efterforskningsskridt er
foretaget, underrette
Politiklagemyndigheden
herom.
§ 1020 d.
Offentlig påtale i de
sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a,
tilkommer
statsadvokaten,
medmindre påtale efter
denne lov eller regler
fastsat i medfør af
loven tilkommer
rigsadvokaten eller
justitsministeren.
Adgangen til at opgive
påtale tilkommer
påtalemyndigheden.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
udøver ved behandlingen
af de sager, der er
nævnt i §§ 1020 og 1020
a, de beføjelser, der
ellers tilkommer
politiet efter § 749,
stk. 1.
Politiklagemyndighedens
afgørelser efter 1. pkt.
kan påklages til
statsadvokaten.
Stk. 3.
Statsadvokaten udøver
ved behandlingen af de
sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers
tilkommer politiet efter
§ 749, stk. 2.
Stk. 4.
Statsadvokaten varetager
udførelsen af de sager,
der er nævnt i §§ 1020
og 1020 a, ved
byretterne og
landsretterne.
§ 1020 e. Når
efterforskningen er
afsluttet, sender
Politiklagemyndigheden
sagen til statsadvokaten
med henblik på afgørelse
af tiltalespørgsmålet.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
udarbejder en
redegørelse til
statsadvokaten om
efterforskningen.
Redegørelsen skal
indeholde en gennemgang
af efterforskningen og
oplysning om de faktiske
omstændigheder af
betydning for sagens
afgørelse. Redegørelsen
kan indeholde en
vurdering af vægten af
de fremkomne beviser.
Stk. 3.
Statsadvokaten kan
anmode
Politiklagemyndigheden
om at foretage
yderligere
efterforskning.
Stk. 4.
Politiklagemyndigheden
kan påklage
statsadvokatens
afgørelser efter § 1020
d, stk. 1 og 3, til
rigsadvokaten.
Rigsadvokatens afgørelse
i en klagesag kan ikke
påklages til
justitsministeren.
Fristen for at klage er
4 uger efter, at
Politiklagemyndigheden
har fået meddelelse om
afgørelsen. Fremkommer
klagen efter udløbet af
denne frist, skal den
behandles, såfremt
fristoverskridelsen må
anses for undskyldelig.
§ 1020 f. Er der
ikke inden 1 år fra
modtagelsen af en
anmeldelse om et
strafbart forhold, der
er omfattet af dette
kapitel, truffet
afgørelse om afvisning
af anmeldelse,
indstilling af
efterforskningen,
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning, eller
er der ikke anmodet om
retsmøde med henblik på
sagens behandling som
tilståelsessag i medfør
af § 831, skal der gives
skriftlig underretning
til anmelder og de
personer, der skal
underrettes om
statsadvokatens
afgørelse efter § 1020
d, stk. 1 og 3, eller
Politiklagemyndighedens
afgørelse efter § 1020
d, stk. 2.
Stk. 2.
Underretning efter
stk. 1 skal ligeledes
gives, hvis der ikke
inden 1 år efter, at
Politiklagemyndigheden
har indledt
efterforskning i sager
omfattet af § 1020 a,
stk. 2, er truffet
afgørelse om indstilling
af efterforskningen,
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning eller er
anmodet om retsmøde med
henblik på sagens
behandling som
tilståelsessag i medfør
af § 831.
Stk. 3. Der skal
gives underretning på
ny, hvis der 6 måneder
efter den seneste
underretning fortsat
ikke er truffet
afgørelse.
§ 1020 g. Retten
beskikker en forsvarer,
hvis det følger af
bestemmelserne i kapitel
66, eller særlige grunde
taler derfor.
§ 1020 h. Retten
beskikker en advokat for
den forurettede, hvis
det følger af
bestemmelserne i kapitel
66 a, eller efter
anmodning fra den
pågældende, hvis særlige
grunde taler derfor.
Stk. 2. Er
forurettede afgået ved
døden, beskikker retten
efter anmodning fra
forurettedes nære
pårørende en advokat for
de pårørende, når
forholdene taler derfor.
Stk. 3. Den
advokat, der er
beskikket efter stk. 1
eller 2, har adgang til
det materiale, der er
nævnt i § 741 c, stk. 2,
2. pkt., uanset om der
er rejst tiltale i
sagen.
Stk. 4.
Bestemmelserne i kapitel
66 a finder i øvrigt
tilsvarende anvendelse.
§ 1020 i.
Statsadvokaten kan
bestemme, at en
straffesag, der omfatter
flere forhold eller
flere sigtede, i sin
helhed skal efterforskes
af
Politiklagemyndigheden
efter bestemmelserne i
dette kapitel, hvis en
sådan behandling er
påkrævet med hensyn til
et af forholdene eller
en af de sigtede, og en
samlet efterforskning
skønnes hensigtsmæssig.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden
kan behandle en klage
over en disposition, som
politipersonale har
truffet, hvis der er en
nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en
igangværende
efterforskning i
Politiklagemyndigheden.
Stk. 3.
Statsadvokaten træffer
afgørelse i
dispositionsklager
omfattet af stk. 2.
§ 1020 j.
Bestemmelserne i denne
lov om behandlingen af
straffesager finder i
øvrigt tilsvarende
anvendelse.
§ 1020 k.
Justitsministeren kan
bestemme, at en sag ikke
skal behandles efter
reglerne i dette
kapitel, hvis hensynet
til statens sikkerhed
eller forholdet til
fremmede magter kræver
det.
§ 1020 l.
Erstatningskrav, der
rejses af en person, der
er kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt,
eller af nære pårørende
til en person, der er
afgået ved døden som
følge af politiets
indgriben, eller mens
afdøde var i politiets
varetægt, behandles på
begæring efter
fremgangsmåden i kapitel
93 a. Erstatningskrav
skal dog fremsættes
inden to måneder efter
endelig afgørelse i en
sag omfattet af § 1020
a, stk. 2, eller i en
straffesag mod
politipersonale i
anledning af skade eller
dødsfald som nævnt i 1.
pkt.
Stk. 2. Udgifter
til advokatbeskikkelse i
sager, der er omfattet
af stk. 1, afholdes af
statskassen.«
9.
Kapitel 93 d
ophæves.
§ 2
I lov
nr. 415 af 10. juni 1997
om gennemførelse af
Europolkonventionen, som
ændret ved lov nr. 1435
af 22. december 2004,
foretages følgende
ændring:
1. Efter § 5
indsættes:
Ȥ 5 a.
Bestemmelserne i
straffelovens kapitel 14
om forbrydelser mod
den offentlige myndighed
og kapitel 16 om
forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv
finder også anvendelse,
når forholdet er begået
mod eller af
Europolansatte under
udførelse af opgaver i
Danmark efter
konventionens artikel 3
a.
Stk. 2. Forvolder
Europolansatte under
udførelse af opgaver i
Danmark efter
konventionens artikel 3
a skader, som efter
dansk ret medfører
erstatningspligt,
udbetales erstatningen
af justitsministeren.
Stk. 3. Klager
over Europolansattes
adfærd under udførelse
af opgaver i Danmark
efter konventionens
artikel 3 a behandles
efter reglerne i
retsplejelovens kapitel
11 a og 93 b.«
§ 3
I lov
nr. 1435 af 22. december
2004 om ændring af lov
om gennemførelse af
Europolkonventionen og
lov om ændring af
straffeloven,
retsplejeloven, lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet og lov om
international
fuldbyrdelse af straf
m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til
Europolkonventionen
m.v.) foretages følgende
ændring:
1.
§ 1, nr. 5,
ophæves.
§ 4
I lov
nr. 479 af 17. juni 2008
om ændring af lov om Det
Centrale
Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om
registrering af
køretøjer og lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet
(Gennemførelse af
Prümafgørelsen om
udveksling af
oplysninger om
dna-profiler,
fingeraftryk og
køretøjer) foretages
følgende ændring:
1. I
§ 5, stk. 2,
ændres »93 b og 93 d«
til »11 a og 93 b«.
§ 5
Stk. 1. Lovens
§ 1, nr. 4-6, og §§ 3 og
4 træder i kraft den 1.
juli 2010.
Stk. 2. Lovens
§ 1, nr. 1-3 og 7-9,
træder i kraft den 1.
januar 2012.
Stk. 3.
Justitsministeren
fastsætter tidspunktet
for ikrafttrædelse af
lovens § 2.
§ 6
Stk. 1.
Verserende sager den 1.
januar 2012 om klager
over politipersonale og
anmeldelser om strafbare
forhold begået af
politipersonale
færdigbehandles efter
reglerne i denne lov.
Verserende sager kan dog
efter drøftelse mellem
vedkommende statsadvokat
og
Politiklagemyndigheden
færdigbehandles og
afgøres af
statsadvokaten efter de
hidtil gældende regler.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1
finder tilsvarende
anvendelse på verserende
undersøgelse og
efterforskning, der af
egen drift eller efter
den hidtil gældende
bestemmelse i
retsplejelovens § 1020
a, stk. 2, er iværksat
inden den 1. januar
2012.
Stk. 3. Klager
over afgørelser, der er
truffet inden den 1.
januar 2012, og klager
over afgørelser, der
efter stk. 1 og 2 er
truffet efter de hidtil
gældende regler,
behandles efter de
hidtil gældende regler.
Stk.
4 De hidtidige
medlemmer af
politiklagenævnene kan
færdiggøre sager, der
efter stk. 1-3 behandles
efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 5. Ved den
første beskikkelse af
medlemmer af
Politiklagerådet
beskikkes advokaten og
repræsentanten udpeget
af Kommunernes
Landsforening for en
periode på 2 år.
§ 7
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne
og Grønland
Stk. 2. §§ 2-4
kan ved kongelig
anordning sættes helt
eller delvist i kraft
for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som
de grønlandske eller
færøske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
|
|
|
|
Almindelige bemærkninger
|
|
|
|
|
1.
|
Indledning
|
|
1.1.
|
Lovforslagets formål og baggrund
|
|
1.2.
|
Lovforslagets hovedindhold
|
2.
|
Gældende ret
|
|
2.1
|
Behandling af klager over politiet
|
|
|
2.1.1.
|
Tidligere overvejelser
|
|
|
2.1.2.
|
Den gældende ordning
|
|
|
2.1.3.
|
Politiklagenævn
|
|
|
2.1.4.
|
Adfærdsklager – retsplejelovens kapitel 93 b
|
|
|
2.1.5.
|
Straffesager mod politipersonale – retsplejelovens kapitel 93 c
|
|
2.2.
|
Dispositionsklager
|
|
2.3.
|
Disciplinærsager
|
|
2.4.
|
Erstatningskrav
|
3.
|
Lovforslagets udformning
|
|
3.1.
|
Generelle overvejelser om politiklageordningen
|
|
|
3.1.1.
|
Behovet for at ændre den gældende politiklageordning
|
|
|
3.1.2.
|
Mulige modeller
|
|
|
3.1.3.
|
Udvalgets vurdering af model 1 og 4
|
|
|
3.1.4.
|
Udvalgets vurdering af model 2 og 3
|
|
|
3.1.5.
|
Behovet for parallelle klageordninger
|
|
|
3.1.6.
|
Justitsministeriets overvejelser
|
|
3.2.
|
Politiklagemyndighedens organisation mv.
|
|
3.3.
|
Generelle spørgsmål vedrørende Politiklagemyndighedens kompetence
|
|
|
3.3.1.
|
Hvem kan der klages over?
|
|
|
3.3.2.
|
Hvilke sager bør være omfattet af klageordningen?
|
|
|
3.3.3.
|
Særligt om dispositionsklager
|
|
|
3.3.4.
|
Politiklagemyndighedens information til offentligheden
|
|
|
3.3.5.
|
Justitsministeriets overvejelser
|
|
3.4.
|
Politiklagemyndighedens kompetence i adfærdsklagesager
|
|
|
3.4.1.
|
Undersøgelse og afgørelse i adfærdsklagesager
|
|
|
3.4.2.
|
Notitssager
|
|
|
3.4.3.
|
Konfliktmægling
|
|
|
3.4.4.
|
Klagefrist
|
|
|
3.4.5.
|
Justitsministeriets overvejelser
|
|
3.5.
|
Politiklagemyndighedens kompetence i straffesager mod politipersonale
|
|
|
3.5.1.
|
Efterforskning
|
|
|
3.5.2.
|
Afslutning af sagen
|
|
|
3.5.3.
|
Særligt om færdselssager
|
|
|
3.5.4.
|
Justitsministeriets overvejelser
|
|
3.6.
|
Parternes pligt til at udtale sig samt advokatbeskikkelse og bisidder
|
|
|
3.6.1.
|
Klager, anmelder og forurettede
|
|
|
3.6.2.
|
Indklagede eller anmeldte politimand
|
|
|
3.6.3.
|
Advokatbeskikkelse og bisidder
|
|
|
3.6.4.
|
Justitsministeriets overvejelser
|
|
3.7.
|
Sagsbehandlingstid
|
|
3.8.
|
Erstatningskrav
|
4.
|
De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
|
5.
|
De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
|
6.
|
De administrative konsekvenser for borgere
|
7.
|
De miljømæssige konsekvenser
|
8.
|
Forholdet til EU-retten
|
9.
|
Hørte myndigheder mv.
|
10.
|
Sammenfattende skema
|
|
|
|
|
|
1.
Indledning
1.1.
Lovforslagets formål og
baggrund
Formålet med
lovforslaget er at
gennemføre en revision
af retsplejelovens
regler om behandling af
klager over
politipersonale og om
behandling af
straffesager mod
politipersonale.
Lovforslaget indebærer,
at der oprettes en ny
myndighed - Den
Uafhængige
Politiklagemyndighed -
der i givet fald skal
undersøge og træffe
afgørelse i sager om
politipersonalets adfærd
i tjenesten
(adfærdsklager) og
efterforske strafbare
forhold begået af
politipersonale i
tjenesten.
Lovforslaget bygger på
betænkning nr. 1507/2009
om behandling af klager
over politiet (herefter
»betænkningen«) og
svarer i det væsentlige
til betænkningens
lovudkast.
Betænkningen er afgivet
af et bredt sammensat
udvalg nedsat af
Justitsministeriet i
oktober 2006 (herefter
»udvalget«). Udvalget
har haft til opgave at
foretage en gennemgang
og vurdering af den
gældende ordning med
behandling af klager
over politiet og
behandlingen af
straffesager mod
politipersonale.
Udvalget har gennemgået
retsplejelovens regler
herom (kapitel 93 b-93
d) med henblik på at
overveje, om den
gældende ordning i lyset
af de indhøstede
erfaringer mv. fungerer
tilfredsstillende, eller
om der er behov for at
foretage ændringer af
klageordningen.
Udvalget har i den
forbindelse haft til
opgave at overveje, om
det er muligt inden for
de overordnede rammer
for den nuværende
klageordning i endnu
højere grad at sikre
offentlighedens tillid
til, at sager vedrørende
politiets personale
behandles på betryggende
vis, f.eks. ved at
styrke
politiklagenævnenes
kompetence, eller om der
bl.a. i lyset af
udenlandske erfaringer
med andre klageordninger
er behov for mere
vidtgående ændringer af
klageordningen. Udvalget
har også været opmærksom
på vigtigheden af, at
klageordningen i videst
muligt omfang sikrer en
hurtig gennemførelse af
sagernes behandling.
Udvalget har endvidere
haft til opgave at
gennemgå og vurdere, om
også klager over
politiets dispositioner
uden for
strafferetsplejen
(f.eks. beslutning om at
anbringe en person i
detentionen) bør indgå i
et eventuelt nyt
klagesystem.
1.2.
Lovforslagets
hovedindhold
Lovforslaget indeholder
navnlig følgende
hovedpunkter:
Det
foreslås, at der
oprettes en ny myndighed
- Den Uafhængige
Politiklagemyndighed
(Politiklagemyndigheden)
- der overtager
statsadvokaternes
opgaver efter
retsplejelovens kapitel
93 b med at undersøge og
træffe afgørelse i sager
om politipersonalets
adfærd i tjenesten
(adfærdsklager). Den nye
myndighed skal endvidere
overtage
statsadvokaternes opgave
efter retsplejelovens
kapitel 93 c med at
efterforske strafbare
forhold begået af
politipersonale i
tjenesten samt sager om
personer, der er afgået
ved døden eller er
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt.
Efter lovforslaget vil
et politiklageråd få det
overordnede ansvar for
Politiklagemyndighedens
virksomhed. Det vil
efter lovforslaget
fortsat være
anklagemyndigheden
(statsadvokaterne og
Rigsadvokaten), der
tager stilling til
tiltalespørgsmålet og i
givet fald møder i
retten som anklager.
Den
såkaldte
notitssagsbehandling i
mindre
adfærdsklagesager, der
er blevet etableret i
praksis, foreslås
lovfæstet. Det bør
herudover ved alle
adfærdsklager overvejes,
om sagen under visse
betingelser kan
afsluttes ved en samtale
mellem en overordnet
politimand og klageren.
Det
foreslås, at det
udtrykkeligt kommer til
at fremgå af
retsplejeloven, at der
skal træffes afgørelse i
adfærdsklagesager inden
rimelig tid. Herudover
foreslås pligt til at
underrette klager og
indklagede i
adfærdsklagesager, hvis
der ikke er truffet
afgørelse inden for 6
måneder. I straffesager
foreslås pligt til at
underrette anmelder og
de personer, der skal
underrettes om
statsadvokatens eller
Politiklagemyndighedens
afgørelse (typisk
sigtede og forurettede),
hvis der ikke inden for
12 måneder efter
anmeldelsen er truffet
afgørelse om indstilling
af efterforskning,
påtaleopgivelse mv.
Det
foreslås, at
Politiklagemyndigheden
ikke skal efterforske
sager om overtrædelse af
færdselslovens
hastighedsbestemmelser,
der er begået af
politipersonale, hvis
den pågældende erkender
sig skyldig,
hastighedsovertrædelsen
ikke skønnes at ville
medføre anden sanktion
end bøde eller betinget
frakendelse af
førerretten, og
hastighedsovertrædelsen
ikke involverer
tredjemand. Sådanne
sager skal efter
forslaget behandles af
politiet.
Endelig foreslås det, at
den forenklede procedure
for behandling af
erstatningskrav i
retsplejelovens kapitel
93 a om erstatning i
anledning af
strafferetlig
forfølgning også skal
kunne anvendes ved
erstatningskrav i sager
om personer, der er
afgået ved døden eller
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt. Det
indebærer bl.a., at der
er en nem adgang til
domstolsprøvelse af
erstatningsspørgsmålet,
og at der sker
advokatbeskikkelse.
2.
Gældende ret
2.1
Behandling af klager
over politiet
2.1.1.
Tidligere overvejelser
Som
der nærmere er redegjort
for i betænkningen side
25-28, har behandlingen
af klager over politiet
løbende været
debatteret, og ordningen
er blevet ændret flere
gange.
Indtil
1973 var det politiet
selv, der foretog
undersøgelser af klager
over politiet. I 1973
blev der i hver
politikreds oprettet et
lokalnævn vedrørende
politiets virksomhed.
Baggrunden var, at det i
1960’erne i den
offentlige debat var
blevet kritiseret, at
politiet selv foretog
undersøgelser af klager
over politipersonale, og
det blev anført, at der
var behov for kontrol
med disse undersøgelser.
Ved
lov nr. 325 af 13. juni
1973 blev der således
gennemført en ordning,
hvorefter kontrollen med
undersøgelser af klager
over politiet skulle
overgå til et organ,
hvis flertal var
folkevalgt (lokalnævn).
Formålet hermed var i
første række at styrke
tillidsforholdet mellem
politiet og
befolkningen.
Ved
gennemførelsen af
lokalnævnsordningen blev
der i hver politikreds
oprettet et lokalnævn
vedrørende politiets
virksomhed. En
hovedopgave for
lokalnævnet var at
vedligeholde og udbygge
kontakten mellem
politiet og
befolkningen. En anden
hovedopgave var at
træffe bestemmelse om
undersøgelse af klager
over politipersonalets
adfærd under udførelsen
af tjenesten. Det var
fortsat politiet, som
foretog undersøgelsen.
På
baggrund af den kritik,
der fra flere sider
havde været rejst mod
lokalnævnsordningen,
blev der i 1981
gennemført ændringer i
reglerne om
lokalnævnenes behandling
af klagesager mv.,
navnlig således at en
advokat, der var udpeget
af Advokatrådet blandt
de beskikkede
forsvarsadvokater i
politikredsen, skulle
medvirke ved
lokalnævnenes behandling
af klager over politiet
(lov nr. 270 af 10. juni
1981).
2.1.2.
Den
gældende ordning
De
gældende regler om
behandlingen af klager
over politipersonalet
blev indsat i
retsplejeloven ved lov
nr. 393 af 14. juni 1995
om behandlingen af
klager over
politipersonalet mv. og
trådte i kraft den 1.
januar 1996.
Reglerne bygger på
anbefalingerne i
betænkning nr. 1278/1994
om behandlingen af
klager over
politipersonalet, der
blev afgivet af et
udvalg nedsat af
Justitsministeriet.
Udvalget blev nedsat, da
en række spørgsmål i
relation til
behandlingen af klager
over politipersonale
havde givet anledning
til debat, og det
anføres i udvalgets
kommissorium bl.a., at
tilliden til politiet
forudsætter, at klager
over politipersonalet
undergives en korrekt
behandling, og at
klagesystemet opleves
som betryggende.
Der er
efterfølgende foretaget
visse ændringer i
reglerne. Det kan
navnlig nævnes, at der i
2005 blev indsat hjemmel
til, at der i
straffesager mod
politipersonale, når
forholdene taler for
det, kan beskikkes en
bistandsadvokat for nære
pårørende til en person,
der er død i politiets
varetægt eller som følge
af politiets indgriben.
Reglerne om behandling
af klager mv. findes i
tre kapitler i
retsplejeloven. Kapitel
93 b og kapitel 93 c
regulerer henholdsvis
behandlingen af
adfærdsklager over
politipersonalet og
behandlingen af
straffesager mod
politipersonalet, mens
kapitel 93 d vedrører
politiklagenævnene.
Den
nuværende ordning
indebærer, at
statsadvokaterne
undersøger og afgør
adfærdsklager.
Statsadvokaterne
efterforsker endvidere
straffesager mod
politipersonale og afgør
tiltalespørgsmålet i
disse sager. Til hver
statsadvokat er der
tilknyttet et
kontrolorgan (et
politiklagenævn), der
består af en advokat og
to lægmænd, der har
indseende med
statsadvokaternes
behandling af
adfærdsklager og
straffesager mod
politipersonale.
Rigsadvokaten afgiver en
årlig beretning om
behandlingen af klager
over politipersonalets
adfærd i tjenesten samt
straffesager mod
politipersonale.
Nedenfor redegøres for
retsplejelovens kapitel
93 d om
politiklagenævnene (pkt.
2.1.3), retsplejelovens
kapitel 93 b om
behandlingen af
adfærdsklager over
politipersonalet (pkt.
2.1.4) og
retsplejelovens kap 93 c
om behandlingen af
straffesager mod
politipersonale (pkt.
2.1.5). I pkt. 2.2 og
2.3 er behandlingen af
dispositionsklager
henholdsvis
disciplinærsager mod
politipersonale
beskrevet. I pkt. 2.4 er
der redegjort for visse
erstatningsretlige
aspekter i klager over
politipersonale.
2.1.3.
Politiklagenævn
Der er
etableret seks
politiklagenævn, der
organisatorisk er
afgrænset i
overensstemmelse med de
regionale
statsadvokaters stedlige
kompetence.
Hvert
politiklagenævn består
af en advokat som
formand og to lægmænd,
som udpeges af
justitsministeren for et
tidsrum af 4 år.
Genbeskikkelse kan kun
finde sted én gang, jf.
retsplejelovens § 1021.
Formanden udpeges efter
indstilling fra
Advokatrådet. Lægmændene
udpeges efter
indstilling fra
Kommunernes
Landsforening.
Lægmændene må ikke være
medlemmer af en
kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller
Folketinget.
Bestemmelsen i
retsplejelovens § 70 om
nævninger og domsmænd
finder tilsvarende
anvendelse på
lægmændene. Det
indebærer, at visse
stillinger er
uforenelige med hvervet
som medlem af
politiklagenævn. Det
gælder f.eks. ministre,
advokater,
advokatfuldmægtige,
centraladministrationens,
domstolenes,
anklagemyndighedens,
politiets og
fængselsvæsenets
tjenestemænd.
Advokaten skal have
kontor og lægmændene
bopæl i det område, der
hører under vedkommende
politiklagenævn.
I
bekendtgørelse nr. 1042
af 15. december 1995 om
politiklagenævn er der
fastsat nærmere regler
om bl.a.
politiklagenævnenes
sammensætning og
udpegning af medlemmer
til nævnene. Endvidere
er der i bekendtgørelse
nr. 1041 af 15. december
1995 fastsat en
forretningsorden for
politiklagenævnene.
Politiklagenævnet fører
tilsyn med
statsadvokatens
behandling af klager
over politipersonale og
straffesager mod
politipersonale og
tilkendegiver, hvordan
disse sager efter
nævnets opfattelse bør
afgøres, jf. nærmere
herom nedenfor i pkt.
2.1.4 om adfærdsklager
og 2.1.5 om straffesager
mod politipersonale.
2.1.4.
Adfærdsklager –
retsplejelovens kapitel
93 b
2.1.4.1. Klager
over politipersonalets
adfærd i tjenesten
(adfærdsklager)
behandles af
statsadvokaterne, jf.
retsplejelovens § 1019,
stk. 1. Bestemmelsen
indebærer, at
statsadvokaten skal
undersøge og afgøre
klager over
politipersonalets adfærd
i tjenesten.
Klageordningen omfatter
politipersonale, dvs.
den del af de ansatte
ved politiet, der har
politimyndighed.
Omfattet er således det
politiuddannede
personale og politiets
jurister. Ordningen
omfatter ikke det
juridiske personale hos
statsadvokaterne og
Rigsadvokaten eller
politiets og
anklagemyndighedens
kontorpersonale mv.
Klageordningen omfatter
udelukkende forhold, der
er begået i tjenesten,
og ikke forhold, der er
begået uden for
tjenesten. Det vil
afhænge af en konkret
vurdering, om en
handling er foretaget i
tjenesten. På grund af
polititjenestens særlige
karakter bør begrebet »i
tjenesten« efter lovens
forarbejder i denne
sammenhæng tolkes
temmelig vidt. Kravet om
at være i tjeneste vil
almindeligvis være
opfyldt, når
politipersonale har
optrådt i uniform, har
legitimeret sig som
politipersonale eller i
øvrigt har tilkendegivet
sig som politipersonale
og påberåbt sig sin
særlige myndighed over
for en borger.
Som
eksempler på tilfælde,
hvor der er handlet i
tjenesten, kan nævnes en
sag om en politimand,
der blev anset for at
være indtrådt i
tjenesten, da han som
gæst på et værtshus
angav at ville skrive en
såkaldt beværternotits,
en sag om en
politimester, der kørte
spirituskørsel i
frokostpausen, og en sag
om en politimand, der
brugte
politilegitimation i
forbindelse med en
taxakørsel efter en
julefrokost.
Begrebet adfærdsklager
omfatter, jf.
Justitsministeriets
vejledning nr. 7 af 18.
januar 1982, bl.a.:
Klager
over vold og anden
hårdhændet behandling i
forbindelse med
anholdelse, under opløb
og lignende.
Klager
over myndighedsmisbrug,
f.eks. i forbindelse med
anholdelse eller
ransagning.
Klager
over anden ukorrekt
fremgangsmåde under
udførelsen af tjenesten.
Klager
over uhøflig tiltale
eller anden ukorrekt
personlig optræden.
Uden
for klageordningen
falder klager over
materielle afgørelser og
politipersonalets
dispositioner i
forbindelse med
sagsbehandlingen
(dispositionsklager). Om
sondringen mellem
adfærdsklager og
dispositionsklager
henvises i øvrigt til
pkt. 2.2.
Må en
klage opfattes som en
anmeldelse om et
strafbart forhold,
behandles sagen efter
reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 c, jf. pkt. 2.1.5.
nedenfor. Det er ikke
afgørende, hvordan
klageren selv betegner
forholdet.
2.1.4.2. Selv om
det efter ordlyden af
retsplejelovens § 1019,
stk. 1, er
statsadvokaten, der
behandler klager over
politipersonalets
adfærd, forudsættes det
i bestemmelsens
forarbejder, at mindre
klagesager kan afgøres
ved en samtale mellem en
overordnet
polititjenestemand og
klageren. Begrebet
»mindre klagesager«
fortolkes i praksis som
rene bagatelsager og
anvendes i sager om
uhøflig tale eller anden
ukorrekt optræden.
Modtager klageren i
sådanne tilfælde en
beklagelse af det
passerede eller en
forklaring med tilsagn
om, at forholdet vil
blive påtalt, og
erklærer vedkommende sig
tilfreds hermed, vil der
ofte ikke være behov for
at iværksætte nogen
nærmere undersøgelse.
Klageren skal dog
vejledes af politiet om
den formelle
klagemulighed til
statsadvokaten, og
politiet skal udfærdige
en notits om det
passerede, som
forelægges
statsadvokaten, således
at statsadvokaten kan få
lejlighed til eventuelt
at iværksætte en
undersøgelse af egen
drift. Det forudsættes,
at statsadvokaten sender
en kopi af notitsen til
politiklagenævnet, der
har mulighed for at
anmode om yderligere
undersøgelser.
Denne
særlige måde at behandle
visse adfærdsklager på
betegnes som
notitssagsbehandling.
Indtil
2002 var
notitssagsbehandling
forbeholdt klager, hvor
borgeren valgte at
henvende sig direkte til
det lokale politi med
sin klage. Rigsadvokaten
har i cirkulæreskrivelse
af 30. september 2002 om
forenkling af
politiklagenævnsordningen
i Danmark udvidet
muligheden for
notitssagsbehandling ved
at give statsadvokaten
mulighed for at sende en
modtaget bagatelklage
til vedkommende
politidirektør med
henblik på den
beskrevne
notitsbehandling.
Statsadvokaten kan
tilbagesende en modtaget
klage til
politidirektøren under
forudsætning af, at
klageren over for
statsadvokaten erklærer
sig indforstået med, at
sagen søges afgjort på
denne måde, at klageren
vejledes om, at sagen,
hvis klageren ikke er
tilfreds med udfaldet af
samtalen med en
overordnet politimand,
kan behandles efter
reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 b, og at samtalen
gennemføres kort tid
efter, at klagen er
indgivet.
Politidirektøren skal
også i dette tilfælde
udfærdige en notits om
det passerede. Notitsen
sendes til
statsadvokaten, der
underretter
politiklagenævnet ved
kopi af notitsen.
Notitssagsbehandling har
i de senere år været
anvendt i en ikke
uvæsentlig del af
adfærdsklagesagerne.
F.eks. blev 129 ud af
379 adfærdsklagesager i
2006 og 147 ud af 489
adfærdsklagesager i 2007
afsluttet som
notitssager.
2.1.4.3. En klage
over politipersonalets
adfærd indgives til
vedkommende
statsadvokat, jf.
retsplejelovens § 1019
a. Hvis klagen modtages
af politiet eller en
anden myndighed, skal
den videresendes til
statsadvokaten.
Klage
over myndighedsmisbrug
fra politiets side under
behandlingen af en
straffesag kan endvidere
fremsættes mundtligt til
retsbogen under
straffesagens
behandling, jf. § 1019
a, stk. 1. Retten sender
i så fald en udskrift af
retsbogen til
statsadvokaten.
Retsplejelovens § 1019 a
indeholder ikke en
nærmere regulering af,
hvem der kan klage.
Typisk vil en klage
blive indgivet af den,
der anser sig for
forulempet af politiet,
eller eventuelt af en
advokat for den
pågældende. Klagen vil
imidlertid også kunne
indgives af andre,
f.eks. af den
pågældendes forældre
eller af
forbipasserende, der har
overværet den episode,
klagen vedrører.
Statsadvokaten kan
afvise at behandle en
klage, hvis klagen
indgives mere end 6
måneder efter, at det
forhold, som klagen
angår, har fundet sted,
jf. retsplejelovens
§ 1019 a, stk. 2. Dette
er begrundet i, at
mulighederne for at
gennemføre en
undersøgelse i anledning
af en klage kan være
væsentligt forringede,
hvis klagen indgives
længe efter den episode,
der giver anledning til
klagen. Bestemmelsen er
dog fakultativ, og
statsadvokaten kan
beslutte at
realitetsbehandle sagen,
selv om fristen er
overskredet, hvis
omstændighederne taler
for det.
Statsadvokaten kan ikke
afvise at indlede en
undersøgelse efter
kapitel 93 b i anledning
af en klage, fordi
klagefristen er
sprunget, uden at sagen
forinden har været
forelagt for
politiklagenævnet.
Statsadvokaten kan
endvidere af egen drift
iværksætte en
undersøgelse efter
reglerne i kapitel 93 b,
jf. retsplejelovens
§ 1019 k. Det kan f.eks.
ske, hvis en offentlig
interesse tilsiger, at
omstændigheder i
forbindelse med
politiets virksomhed ved
en bestemt lejlighed bør
søges fastlagt f.eks.
som følge af kritisk
omtale i medierne af
politipersonalets
adfærd.
Politiklagenævnet kan af
egen drift over for
statsadvokaten
tilkendegive, at der
efter nævnets opfattelse
bør indledes en
undersøgelse efter
reglerne i kapitel 93 b,
jf. retsplejelovens
§ 1021 a, stk. 2.
Statsadvokaten
underretter straks
politiklagenævnet om
adfærdsklager, der skal
behandles efter
retsplejelovens kapitel
93 b. Derved sikres det,
at politiklagenævnet fra
starten kan følge disse
sager.
Statsadvokaten
underretter endvidere
vedkommende
politidirektør og
Rigspolitiet, når der
indledes en
adfærdsklagesag. Derved
får
ansættelsesmyndigheden
lejlighed til at tage
stilling til, om den
indklagede politimand
bør suspenderes eller
midlertidigt overføres
til andet arbejde, mens
sagen verserer.
Statsadvokaten
færdigbehandler
adfærdsklagesagen (dvs.
træffer afgørelse i
sagen), før der i givet
fald indledes
disciplinærsag.
Statsadvokaten skal ikke
fremkomme med nogen
indstilling til
ansættelsesmyndigheden
om, hvorvidt der bør
indledes disciplinærsag,
jf. i øvrigt pkt. 2.3
nedenfor.
2.1.4.4. Det er
statsadvokaten, der
undersøger en klage over
politipersonalets adfærd
i tjenesten. Politiet
kan i adfærdsklagesager
udelukkende foretage
uopsættelige
undersøgelsesskridt,
dvs.
undersøgelsesskridt, der
ikke kan afvente, at
statsadvokaten indleder
sin undersøgelse af
sagen, jf.
retsplejelovens § 1019,
stk. 3. Det kan f.eks.
være iværksættelse af en
lægeundersøgelse på en
skadestue eller sikring
af vidners identitet.
Formålet med
bestemmelsen, der har et
snævert
anvendelsesområde, er at
undgå bevistab som følge
af den tid, der i
praksis vil kunne gå,
før statsadvokaten kan
tage sig af sagen. Hvis
politiet foretager
sådanne
undersøgelsesskridt,
skal statsadvokaten
snarest muligt
underrettes herom.
Statsadvokaten kan
anmode Rigspolitiet om
bistand til
undersøgelsen, jf.
retsplejelovens § 1019,
stk. 2. Dette kan
omfatte bistand fra
Rigspolitiet, Nationalt
Efterforskningscenter og
Rigspolitiets øvrige
specialafdelinger,
f.eks. Kriminalteknisk
Center.
Modtager statsadvokaten
en klage, beder denne
politidirektøren om at
identificere
begivenheden og den
involverede politimand
samt om at underrette
indklagede (dvs. den,
klagen angår). Hvis
oplysningerne allerede
fremgår af klagen,
underretter
statsadvokaten snarest
muligt den involverede
politimand om klagen.
Indgives klagen til
politidirektøren,
identificerer denne
begivenheden og den
involverede politimand,
underretter denne og
fremsender materialet
til statsadvokaten.
Statsadvokaten
undersøger herefter
klagen og udarbejder en
sagsfremstilling på
grundlag af de
foreliggende
oplysninger. Det
forudsættes dog i
forarbejderne, at der
ikke udarbejdes en
fremstilling af sagens
faktiske omstændigheder
i tilfælde, hvor en
klage eller en
anmeldelse afvises på
det foreliggende
grundlag, uden at der
indledes en undersøgelse
eller efterforskning,
f.eks. fordi klagen må
anses for åbenbart
grundløs, eller
klagefristen er
overskredet.
Politiklagenævnet skal
efter retsplejelovens
§ 1021 b løbende have
tilsendt kopi af det
materiale,
statsadvokaten
tilvejebringer i
forbindelse med
undersøgelsen.
Statsadvokaten skal
endvidere løbende
orientere
politiklagenævnet om
alle væsentlige
beslutninger, der
træffes i forbindelse
med undersøgelsen.
Politiklagenævnet kan
anmode statsadvokaten om
at foretage bestemte
yderligere
undersøgelsesskridt. Det
forudsættes dog i
forarbejderne, at
politiklagenævnet som
hovedregel først
benytter sig af
muligheden for at anmode
om foretagelse af
bestemte yderligere
undersøgelsesskridt
efter, at statsadvokaten
har afsluttet sin
undersøgelse. Det
forudsættes endvidere,
at statsadvokaten i
almindelighed vil
efterkomme sådanne
anmodninger.
Såfremt statsadvokaten i
en adfærdsklagesag
modsætter sig
politiklagenævnets
anmodning, kan nævnet
påklage statsadvokatens
afgørelse til
Rigsadvokaten.
2.1.4.5.
Indklagede skal have
udleveret
statsadvokatens
fremstilling af sagens
faktiske omstændigheder
og have adgang til at
udtale sig om
fremstillingen, jf.
retsplejelovens § 1019
b. Indklagede har ret
til at møde med en
bisidder ved afhøring
hos statsadvokaten, jf.
retsplejelovens § 1019
c.
Statsadvokaten kan
bestemme, at forklaring
skal afgives i retten,
jf. § 1019 f, stk. 1.
Udgangspunktet er, at
politipersonale er
forpligtet til over for
statsadvokaten at
fremkomme med
oplysninger om forhold
vedrørende tjenesten.
Det samme udgangspunkt
gælder over for
dommeren, hvis
forklaring afgives i
retten.
I
overensstemmelse med
princippet om, at en
person ikke har pligt
til at inkriminerer sig
selv, har indklagede
imidlertid ikke pligt
til at afgive
forklaring, hvis
forklaringen antages at
ville udsætte ham eller
hende for strafansvar
eller disciplinæransvar,
jf. retsplejelovens
§ 1019 d, stk. 1. Det
samme gælder, hvis sagen
behandles i retten, jf.
§ 1019 g, stk. 3.
Disciplinæransvar
omfatter i denne
forbindelse et formelt
disciplinært ansvar,
dvs. en formel
irettesættelse eller
advarsel, en bøde,
overførelse til andet
arbejdssted eller
stilling, degradering
eller afsked. En risiko
for, at et forhold uden
for det disciplinære
område kan give
anledning til en
tjenstlig
tilkendegivelse fra
ledelsen, forudsættes
efter forarbejderne ikke
at medføre, at
indklagedes pligt til at
udtale sig bortfalder.
Som
der nærmere er redegjort
for i betænkningen side
38, antages det uanset
forbuddet mod
selvinkriminering, at
politipersonale i et
vist omfang må være
forpligtet til at
fremkomme med
oplysninger af rent
faktisk karakter, f.eks.
om forløbet af en
politiforretning, også
selv om denne måtte have
givet anledning til en
klage eller en
anmeldelse.
Hvis
den pågældende
politimand undlader at
afgive forklaring eller
afgiver urigtig
erklæring til
statsadvokaten i en sag,
hvor der ikke er risiko
for straf eller formelt
disciplinært ansvar, vil
det efter
omstændighederne kunne
behandles som en
selvstændig
tjenesteforseelse. Hvis
han eller hun undlader
at afgive forklaring i
retten, hvor der ikke er
risiko for straf eller
formelt disciplinært
ansvar, vil forholdet
skulle bedømmes efter de
almindelige regler om
vidners vægring ved at
afgive forklaring.
Politimanden vil
endvidere i givet fald
efter omstændighederne
kunne straffes for falsk
forklaring for retten,
jf. straffelovens § 158,
hvis vedkommende kommer
med urigtige
oplysninger.
Hvis
der er risiko for straf
eller disciplinær
sanktion, vil
politimanden ikke ifalde
strafansvar for urigtig
erklæring eller falsk
forklaring for retten,
hvis han eller hun
udtaler sig til
statsadvokaten eller
afgiver forklaring i
retten, jf.
straffelovens § 159,
stk. 1, om sigtedes
afgivelse af falsk
forklaring i
straffesager. Princippet
i § 159, stk. 1, fører
også til straffrihed i
tilfælde, hvor den, som
har forklaret falsk, har
haft føje til at antage,
at han eller hun kunne
blive sigtet ved at
afgive sandfærdig
forklaring. Det samme
antages at gælde, hvis
politimanden har haft
føje til at antage, at
han eller hun kunne
blive udsat for en
disciplinær sanktion.
Klageren er ikke
forpligtet til at udtale
sig udenretligt til
statsadvokaten. Hvis
statsadvokaten har
bestemt, at der skal
afgives forklaring i
retten, jf.
retsplejelovens § 1019
f, vil klageren som
udgangspunkt efter de
almindelige regler i
retsplejeloven være
forpligtet til at afgive
vidneforklaring.
2.1.4.6. Afgives
forklaring i retten,
beskikker retten en
advokat for klageren og
indklagede, jf.
retsplejelovens § 1019
e, stk. 1.
Advokatbeskikkelsen er
obligatorisk. Som omtalt
ovenfor vil en klage
kunne indgives af f.eks.
tilfældigt
forbipasserende, der har
overværet den episode,
klagen vedrører. I
relation til spørgsmålet
om advokatbeskikkelse
sigter udtrykket
»klageren« imidlertid
kun til den, der anser
sig for forulempet af
politiet, og som derfor
kan betragtes som part i
sagen.
I
andre tilfælde kan
retten, når forholdene
taler for det, på
klagerens eller
indklagedes begæring
beskikke en advokat for
den pågældende, jf.
retsplejelovens § 1019
e, stk. 2. Det beror på
en konkret vurdering i
den enkelte sag, om der
skal ske
advokatbeskikkelse, og
der må herved navnlig
lægges vægt på
karakteren af klagen. Er
der tale om en klage
over hårdhændet
behandling i forbindelse
med anholdelse, under
opløb og lignende, eller
klager over
myndighedsmisbrug,
f.eks. i forbindelse med
anholdelse eller
ransagning, vil der
efter retspraksis ofte
være anledning til at
beskikke en advokat.
Endvidere kan der være
anledning til at
beskikke en advokat for
klageren, hvis klageren
er mindreårig, eller
hvis klageren på grund
af legemlig eller
psykisk sygdom har et
særligt behov for
bistand. Det er dog en
forudsætning for
advokatbeskikkelse, at
klagen ikke er åbenbart
grundløs.
Er der
tale om klager over
anden ukorrekt
fremgangsmåde under
udførelsen af tjenesten
eller klager over
uhøflig tiltale eller
anden ukorrekt personlig
optræden, vil der som
regel ikke være
tilstrækkelig anledning
til at beskikke advokat.
Parterne skal vejledes
af statsadvokaten om
muligheden for
advokatbeskikkelse, og
advokatbeskikkelsen sker
uden udgift for
parterne.
Den
advokat, der beskikkes,
skal løbende have
tilsendt kopi af det
materiale, som
statsadvokaten
tilvejebringer som led i
undersøgelsen, og har
adgang til at overvære
afhøringer af sin klient
såvel hos statsadvokaten
som i retten og har ret
til at stille yderligere
spørgsmål til sin
klient.
2.1.4.7.
Statsadvokaten
udfærdiger en
redegørelse til
politiklagenævnet om
resultatet af
undersøgelsen efter
kapitel 93 b, jf.
retsplejelovens § 1021
d.
Redegørelsen skal
indeholde en gennemgang
af forløbet af
undersøgelsen og en
gennemgang af de
faktiske omstændigheder,
der er af betydning for
sagens afgørelse.
I de
tilfælde, hvor der ikke
indledes en
undersøgelse, f.eks.
fordi klagen er åbenbart
grundløs, skal
statsadvokaten ikke
udfærdige en
redegørelse.
Statsadvokaten må
imidlertid nærmere
begrunde over for
politiklagenævnet,
hvorfor der ikke er
fundet anledning til at
indlede en undersøgelse.
Det
skal fremgå af
redegørelsen, hvordan
statsadvokaten finder,
at sagen bør afgøres.
Politiklagenævnet kan
anmode statsadvokaten om
at foretage bestemte
yderligere
undersøgelses- og
efterforskningsskridt.
Politiklagenævnet
meddeler statsadvokaten,
hvordan sagen efter dets
opfattelse bør afgøres,
jf. retsplejelovens
§ 1021 e. I
adfærdsklager kan
politiklagenævnet
tilkendegive som sin
opfattelse, at
statsadvokaten over for
klageren bør beklage det
passerede, eller at en
klage bør afvises.
2.1.4.8. En sag
vil normalt blive
afsluttet, hvis klagen
tilbagekaldes. Da en
undersøgelse også kan
iværksættes på
statsadvokatens
initiativ, kan
behandlingen af klagen
dog fortsætte, hvis
statsadvokaten finder
grundlag for det.
Statsadvokaten afviser
en adfærdsklage, hvis
der ved undersøgelsen
ikke er fremskaffet
oplysninger, der støtter
klagen, eller klagen er
åbenbart grundløs.
Finder statsadvokaten på
baggrund af
undersøgelsen, at der er
grundlag for at give
klageren helt eller
delvist medhold i
klagen, vil
statsadvokaten i sin
afgørelse beklage det
passerede over for
klageren.
Statsadvokatens
beklagelse af, at der er
begået individuelle
fejl, vil ofte munde ud
i en kritik af den
indklagede politimand.
Dette behøver imidlertid
ikke at være tilfældet.
Beklagelsen kan også
angå fejl af mere
generel karakter, som
undersøgelsen har
afdækket. I sådanne
situationer kan
statsadvokatens
beklagelse følges op af
en henvendelse til de
relevante myndigheder,
som oftest Rigspolitiet,
politidirektøren eller
Justitsministeriet med
henblik på en
kvalitetsforbedring af
politiets arbejde og en
vurdering af politiets
metoder.
Statsadvokaten har
endvidere i nogle sager
beklaget et
hændelsesforløb eller et
forhold over for
klageren, selv om der
ikke har været grundlag
for at bebrejde den
indklagede politimand
noget.
Endvidere er der
tilfælde, hvor
statsadvokatens
undersøgelse er mundet
ud i, at der er udvist
kritisabel adfærd eller
endog strafbart forhold,
men hvor den pågældende
politimand ikke har
kunnet identificeres.
En
adfærdsklagesag overgår
til at blive behandlet
som en straffesag efter
retsplejelovens kapitel
93 c, jf. pkt. 2.1.5
nedenfor, inden
statsadvokaten træffer
afgørelse, hvis der er
grundlag for at rejse
sigtelse mod indklagede,
eller hvis indklagede er
mistænkt for et
strafbart forhold og
forlanger sagen
behandlet som
straffesag, jf.
retsplejelovens § 1019
i. Behandlingen af
adfærdsklagesagen
genoptages, hvis tiltale
ikke rejses eller
gennemføres til fældende
dom.
Rigsadvokaten har i en
cirkulæreskrivelse af
30. maj 2000 vedrørende
forenkling og
standardisering af
formuleringen af
afgørelser i
adfærdssager fastsat
retningslinjer for,
hvilke afgørelser
undersøgelsen kan munde
ud i, herunder hvilke
udtryk der som
udgangspunkt bør
anvendes ved
beskrivelsen af en
kritisabel adfærd. I
cirkulæreskrivelsen er
der fastsat en
kritikskala i tre
grader: kritik, alvorlig
kritik og meget alvorlig
kritik.
Hvis
statsadvokaten finder,
at der ikke er
tilstrækkeligt grundlag
for at kritisere en
adfærd, kan denne
karakteriseres som
uhensigtsmæssig.
Får
klageren helt eller
delvist medhold i sin
klage, er
statsadvokatens
reaktionsmuligheder
udtømte. Sagen
oversendes til de
disciplinære myndigheder
(politidirektøren eller
Rigspolitiet), der
herefter træffer
afgørelse om, hvilke
konsekvenser
statsadvokatens
afgørelse skal have i
forhold til den
pågældende politimand,
jf. pkt. 2.3 nedenfor.
2.1.4.9. Klager
over afgørelser truffet
af statsadvokaterne
vedrørende adfærdsklager
behandles af
Rigsadvokaten, hvis
afgørelse i en klagesag
ikke kan påklages til
Justitsministeriet, jf.
retsplejelovens § 1019
h.
Det er
kun sagens parter og
politiklagenævnet, der
kan klage over
statsadvokatens
afgørelse til
Rigsadvokaten.
Som
part anses efter
almindelige
forvaltningsretlige
regler den, der har en
væsentlig, direkte,
individuel og retlig
interesse i sagens
afgørelse. Det vil
navnlig være den
forurettede.
Sagens
parter skal underrettes,
hvis afgørelsen i en
adfærdsklagesag
påklages.
Fristen for klager over
afgørelser i
adfærdsklagesager er 4
uger efter, at klageren
har fået meddelelse om
afgørelsen. Fremkommer
klagen efter udløbet af
denne frist, kan den kun
behandles, såfremt
fristoverskridelsen må
anses for undskyldelig,
jf. retsplejelovens
§ 1019 h, stk. 2.
Klageadgangen indebærer
en helt ny
realitetsbehandling af
sagen. Der skal således
på ny foretages en
fuldstændig prøvelse af
beviserne, retsspørgsmål
og skønsspørgsmål.
Rigsadvokaten kan som
led i klagesagens
behandling indhente nye
oplysninger, herunder
for at belyse
omstændigheder, der er
gjort gældende i
forbindelse med klagen.
Dette kan f.eks. være
yderligere eller
supplerende afhøringer
af vidner, klageren
eller indklagede og
indhentelse af
fotografier eller rids.
Rigsadvokaten påser ved
sin behandling, både at
afgørelsen
indholdsmæssigt er
rigtig, og at de
formelle regler for
sagsbehandlingen er
overholdt. Dette
indebærer, at
Rigsadvokaten f.eks.
ikke er bundet af, at
der har været enighed
mellem statsadvokaten og
politiklagenævnet om,
hvilke faktiske
omstændigheder der kan
lægges til grund ved
sagens afgørelse.
2.1.5.
Straffesager mod
politipersonale –
retsplejelovens kapitel
93 c
2.1.5.1.
Anmeldelser om strafbare
forhold begået af
politipersonale i
tjenesten indgives til
vedkommende
statsadvokat, jf.
retsplejelovens § 1020.
Reglerne i kapitel 93 c
omfatter ligesom
adfærdsklager de ansatte
i politiet, der har
politimyndighed, dvs.
det politiuddannede
personale og politiets
jurister.
Bestemmelsen indebærer,
at anmeldelser om
strafbare forhold begået
af politipersonale i
tjenesten skal indgives
til statsadvokaten og
ikke - som det ellers er
tilfældet i andre
straffesager - til
politiet. Hvis
anmeldelsen modtages af
politiet (eller en anden
myndighed), må den
videresendes til
statsadvokaten.
Statsadvokaten afviser
en indgivet anmeldelse,
hvis der ikke findes
grundlag for at indlede
efterforskning, jf.
retsplejelovens § 1020
g. Henvendelsen vil
imidlertid efter
omstændighederne kunne
føre til, at
statsadvokaten indleder
en adfærdsklagesag efter
reglerne i kapitel 93 b,
jf. pkt. 2.1.4 ovenfor.
Klageordningen omfatter
ligesom retsplejelovens
kapitel 93 b om klager
over politipersonalet
udelukkende forhold, der
er begået i tjenesten.
For så
vidt angår
retsstillingen for
indklagede og klageren
henvises til pkt. 2.1.4
om adfærdsklagesager
efter retsplejelovens
kapitel 93 b.
Rigsadvokaten kan
bestemme, at en
straffesag, der omfatter
flere forhold eller
flere sigtede, i sin
helhed skal behandles af
statsadvokaten efter
reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 c, hvis en sådan
behandling er påkrævet
med hensyn til et af
forholdene eller en af
de sigtede, jf.
retsplejelovens § 1020
f. Der vil f.eks. kunne
forekomme tilfælde, hvor
politipersonale har
begået kriminalitet både
i og uden for tjenesten,
men hvor praktiske
hensyn taler for, at
sagen behandles under ét
af statsadvokaten efter
reglerne i kapitel 93 c.
Justitsministeren kan
bestemme, at en sag ikke
skal behandles efter
reglerne kapitel 93 c,
hvis hensynet til
statens sikkerhed eller
dens forhold til
fremmede magter kræver
det, jf. retsplejelovens
§ 1020 i. Bestemmelsen
har efter forarbejderne
et snævert
anvendelsesområde. Som
eksempel kan nævnes, at
justitsministeren kan
beslutte, at en sag mod
en politimand, der
mistænkes for spionage,
skal efterforskes af
Politiets
Efterretningstjeneste.
2.1.5.2.
Statsadvokaten
iværksætter efter
anmeldelse eller af egen
drift efterforskning,
når der er rimelig
formodning om, at
politipersonale i
tjenesten har begået et
strafbart forhold, som
forfølges af det
offentlige, jf.
retsplejelovens § 1020
a, stk. 1. Dette svarer
til, hvad der gælder i
straffesager, som
efterforskes af
politiet, jf.
retsplejelovens § 742,
stk. 2, og skal ses i
sammenhæng med det
såkaldte
objektivitetsprincip,
jf. retsplejelovens
§ 96, stk. 2, hvorefter
de offentlige anklagere
ikke blot skal påse, at
strafskyldige drages til
ansvar, men også, at
forfølgning af uskyldige
ikke finder sted.
Efterforskningen har til
formål at klarlægge, om
betingelserne for at
pålægge strafansvar er
til stede, og at
tilvejebringe
oplysninger til brug for
sagens afgørelse samt
forberede sagens
behandling ved retten.
Statsadvokaten
udfærdiger snarest
rapport om de
afhøringer, der
foretages, og om andre
efterforskningsskridt,
medmindre oplysninger
herom foreligger på
anden måde.
Statsadvokaten
underretter straks
politiklagenævnet om
sager, der skal
behandles efter
retsplejelovens kapitel
93 c. Derved sikres det,
at politiklagenævnet fra
starten kan følge disse
sager.
Ligesom ved sager, der
behandles efter
retsplejelovens kapitel
93 b, kan
politiklagenævnet af
egen drift over for
statsadvokaten
tilkendegive, at der
efter nævnets opfattelse
bør indledes
efterforskning efter
reglerne i kapitel 93 c,
jf. § 1021 a, stk. 2.
Statsadvokaten kan ikke
afvise at indlede
efterforskning i
anledning af en
anmeldelse, uden at
sagen forinden har været
forelagt for
politiklagenævnet, jf.
retsplejelovens § 1021
e, stk. 1.
Hvis
statsadvokaten finder,
at sagen må behandles
som en adfærdsklage,
indledes en undersøgelse
efter reglerne i kapitel
93 b, og
politiklagenævnet
underrettes herom.
Finder
politiklagenævnet, at
sagen i stedet bør
efterforskes som en
straffesag efter
reglerne i kapitel 93 c,
kan nævnet tilkendegive
dette over for
statsadvokaten.
Statsadvokaten
underretter vedkommende
politidirektør og
Rigspolitiet, når der
indledes efterforskning.
Der indledes ikke
disciplinærundersøgelse,
før statsadvokatens
efterforskning er
afsluttet. Formålet
hermed er at undgå, at
sagen samtidig
undersøges både som
straffesag og som
disciplinærsag. Dette er
ikke til hinder for, at
den pågældende
suspenderes eller
midlertidigt overføres
til andet arbejde efter
de almindelige regler
herom, mens sagen
verserer.
Når
efterforskningen er
afsluttet, orienterer
statsadvokaten
Rigspolitiet eller
politidirektøren med
henblik på stillingtagen
til, om der bør indledes
disciplinærsag.
Statsadvokaten skal ikke
fremkomme med nogen
indstilling om, hvorvidt
der bør indledes
disciplinærsag, jf. i
øvrigt pkt. 2.3
nedenfor.
2.1.5.3. En
særlig gruppe af
straffesager mod
politipersonale er
færdselssagerne. Denne
gruppe omfatter dels
sager, hvor der er sket
færdselsuheld, dels
andre typer af
færdselsforseelser,
herunder
hastighedsovertrædelser.
En stor del af
færdselssagerne er rene
bødesager, men gruppen
omfatter også sager med
betinget eller ubetinget
frakendelse af
førerretten, f.eks. på
grund af spirituskørsel,
og sager, hvor nogen ved
et færdselsuheld, hvor
politiet er indblandet,
er blevet dræbt eller
kommet alvorligt til
skade.
Efter
de gældende bestemmelser
i retsplejelovens
kapitel 93 c behandles
færdselsstraffesager mod
politipersonale på samme
måde som andre
straffesager.
Ved
mindre færdselsuheld (de
såkaldte
forsikringssager), hvor
der alene sker mindre
skader på køretøjerne,
f.eks. parkeringsskader,
optages der af politiet
i almindelige sager
normalt kun rapport,
hvis forholdet anmeldes
som et strafbart
forhold. I så fald kan
der være tale om en
overtrædelse af
færdselslovens § 3.
I
overensstemmelse hermed
har statsadvokaterne for
politipersonales
vedkommende ikke fundet
anledning til af egen
drift at indlede
efterforskning i sådanne
sager, hvor det, uden at
der foreligger en
anmeldelse, er kommet
til statsadvokatens
kundskab, at en
politimand kan have
gjort sig skyldig i
overtrædelse af
færdselslovens § 3.
En
meget stor del af
færdselssagerne er
hastighedsoverskridelser,
herunder navnlig i
forbindelse med
automatisk trafikkontrol
(ATK-sager). For at
lette behandlingen af
dette meget store antal
sager udsendte
Rigsadvokaten den 30.
september 2002 en
cirkulæreskrivelse om
forenkling af
politiklagenævnsordningen
i Danmark.
Når en
»uniformeret« politibil
registreres i en
hastighedskontrol, vil
der efter
cirkulæreskrivelsen i
almindelighed være en
formodning for, at der
ikke er begået et
strafbart forhold i
forbindelse med
hastighedsoverskridelsen.
Behandlingen af sådanne
sager er derfor
forenklet, således at
politidirektøren alene
skal fremsende sagen til
statsadvokaten i de
tilfælde, hvor der kan
være grundlag for at
antage, at der ikke var
tale om udrykningskørsel
på gerningstidspunktet.
Foretages
hastighedsoverskridelsen
i et civilt køretøj,
gælder den forenklede
procedure ikke. Sagen
skal derfor altid
fremsendes til
statsadvokaten med
oplysning om, hvorvidt
der var tale om
udrykningskørsel.
Sager,
der berører tredjemand,
er heller ikke omfattet
af den forenklede
ordning. Det gælder
sager, hvor der er sket
færdselsuheld, eller
hvor der er indgivet
anmeldelse mod
politipersonale.
2.1.5.4. På ét
punkt fraviger reglerne
i kapitel 93 c det
almindelige krav om, at
der skal bestå en
rimelig formodning om et
strafbart forhold, for
at der kan indledes
efterforskning. Efter
retsplejelovens § 1020
a, stk. 2, iværksætter
statsadvokaterne
efterforskning, når en
person er afgået ved
døden eller er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt
(f.eks. som anholdt
eller
detentionsanbragt).
Efterforskningen skal i
disse tilfælde altid
foretages i
strafferetsplejens
former, uanset om der i
det konkrete tilfælde er
formodning om et
strafbart forhold.
Om
baggrunden for denne
bestemmelse anføres det
i betænkning nr.
1278/1994, side 146-147,
at der på den ene side
er et påtrængende behov
for en grundig
undersøgelse i disse
tilfælde, mens det på
den anden side kan være
unødigt belastende for
det involverede
politipersonale, såfremt
disse sager altid
efterforskes i
strafferetsplejens
former, hvis dette
nødvendigvis skulle
indebære en formodning
om, at der er begået et
strafbart forhold.
Efterforskningen har i
de sager, der er
omfattet af § 1020 a,
stk. 2, et noget videre
sigte, end det normalt
er tilfældet efter
retsplejelovens § 743.
Begivenhedsforløbet bør
søges klarlagt således,
at der tilvejebringes
det fornødne grundlag
for at vurdere ikke
blot, om et
strafferetligt eller
disciplinært ansvar kan
komme på tale, men også
om man gennem ændrede
procedurer eller regler
mv. bedre kan forebygge
lignende hændelser. Hvis
statsadvokatens
efterforskning giver
grundlag for at føre
straffesag mod
politipersonale, må
straffesagen behandles
af statsadvokaten efter
reglerne i kapitel 93 c.
Vurderingen af, hvornår
en person må anses for
at være kommet alvorligt
til skade, tager i
praksis udgangspunkt i
de skader, der er
omfattet af
straffelovens § 249, der
omhandler uagtsom
tilføjelse af betydelig
skade på legeme eller
helbred. Skader, der
f.eks. medfører varige
mén, vil således i
almindelighed være
betydelige, mens det for
eksempel ikke gælder
ukomplicerede armbrud.
Den omstændighed, at en
person rammes af skud
fra politiet, indebærer
efter praksis, at der –
uanset om skaden er
omfattet af § 249 –
iværksættes en
efterforskning efter
retsplejelovens § 1020
a, stk. 2.
2.1.5.5.
Efterforskningen
foretages af
statsadvokaten selv
eller det juridiske
personale i
statsadvokaturerne.
Ved
behandlingen af
straffesager mod
politipersonale kan
statsadvokaterne udøve
de beføjelser, som
ellers tilkommer
politiet, jf.
retsplejelovens § 1020
b. Det vil navnlig sige,
at statsadvokaterne kan
foretage afhøringer
(retsplejelovens kapitel
68) og anholdelse
(kapitel 69), begære
sigtede
varetægtsfængslet
(kapitel 70), foretage
indgreb i
meddelelseshemmeligheden
(kapitel 71),
legemsindgreb (kapitel
72), ransagning (kapitel
73) og beslaglæggelse
(kapitel 74).
I
særlige tilfælde kan
statsadvokaten anmode
Rigspolitiet om bistand
under efterforskningen.
Formålet hermed er
navnlig at sikre, at
statsadvokaterne altid
råder over de fornødne
ressourcer også til at
behandle meget
omfattende eller
komplicerede
straffesager.
Efterforskningen
foretages i alle
tilfælde for
statsadvokaten og på
dennes ansvar.
Politiet kan udelukkende
foretage uopsættelige
efterforskningsskridt,
dvs.
efterforskningsskridt,
der ikke kan afvente, at
statsadvokaten indleder
sin behandling af en
konkret sag. Formålet
hermed er at undgå
bevistab som følge af
den tid, der i praksis
vil kunne gå, før
statsadvokaten kan tage
sig af sagen. Såfremt
politiet foretager
sådanne
efterforskningsskridt,
skal statsadvokaten
snarest muligt
underrettes herom.
Politiklagenævnet skal
løbende have tilsendt
kopi af det materiale,
statsadvokaten
tilvejebringer i
forbindelse med
efterforskningen.
Statsadvokaten skal
endvidere løbende
orientere
politiklagenævnet om
alle væsentlige
beslutninger, der
træffes i forbindelse
med efterforskningen.
Efter
retsplejelovens § 1021
c, stk. 1, kan
politiklagenævnet anmode
statsadvokaten om at
foretage bestemte
yderligere
undersøgelses- eller
efterforskningsskridt.
Det forudsættes dog i
forarbejderne til
bestemmelsen, at
politiklagenævnet som
hovedregel først
benytter sig af
muligheden efter, at
statsadvokaten har
afsluttet sin
efterforskning.
Undtagelse vil f.eks.
kunne gøres, hvis der er
risiko for tab af
beviser. Det forudsættes
endvidere, at
statsadvokaten i
almindelighed vil
efterkomme sådanne
anmodninger.
Hvis
statsadvokaten, sigtede
eller dennes forsvarer
modsætter sig
politiklagenævnets
anmodning, forelægges
spørgsmålet for retten
til afgørelse. Retten
kan vurdere lovligheden
og hensigtsmæssigheden
af det
efterforskningsskridt,
som politiklagenævnet
har anmodet om.
2.1.5.6.
Statsadvokaten
udfærdiger en
redegørelse til
politiklagenævnet om
resultatet af
efterforskningen efter
kapitel 93 c, jf.
retsplejelovens § 1021
d.
Det
skal fremgå af
redegørelsen, hvordan
statsadvokaten finder,
at sagen bør afgøres.
Finder
politiklagenævnet i
lighed med
statsadvokaten, at sagen
kan afgøres på det
foreliggende grundlag,
meddeler nævnet
statsadvokaten, hvordan
sagen efter nævnets
opfattelse bør afgøres.
I straffesager kan
politiklagenævnet
tilkendegive, at der bør
rejses tiltale, at der
bør meddeles
tiltalefrafald, at
påtale bør opgives, at
en påbegyndt
efterforskning bør
indstilles, eller at en
anmeldelse bør afvises.
Finder
politiklagenævnet
derimod, at sagen ikke
kan afgøres på det
foreliggende grundlag,
kan nævnet anmode
statsadvokaten om at
foretage yderligere
undersøgelses- eller
efterforskningsskridt,
jf. retsplejelovens
§ 1021 c, stk. 1.
Det
skal fremgå af
statsadvokatens
afgørelse, om den er i
overensstemmelse med
politiklagenævnets
opfattelse.
2.1.5.7. Retten
beskikker en forsvarer
for den politimand, som
sagen drejer sig om, når
forholdene taler derfor,
eller såfremt det følger
af bestemmelserne i
retsplejelovens kapitel
66, jf. retsplejelovens
§ 1020 d. Der skal
således som minimum
beskikkes en forsvarer
for den pågældende i de
tilfælde, hvor dette
følger af de almindelige
regler i retsplejelovens
kapitel 66 om sigtede og
dennes forsvar (navnlig
§§ 731 og 732), f.eks.
når der er rejst tiltale
i sager, i hvilke der
bliver spørgsmål om
højere straf end bøde.
Retten
beskikker efter
anmodning en advokat for
den forurettede, når
forholdene taler derfor,
eller såfremt det følger
af bestemmelserne i
retsplejelovens kapitel
66 a om advokatbistand
til den forurettede. Er
forurettede afgået ved
døden, beskikker retten
på begæring af den
forurettedes nære
pårørende en advokat for
de pårørende, når
forholdene taler derfor,
jf. retsplejelovens
§ 1020 e, stk. 2.
Det
anføres i bestemmelsens
forarbejder, at det bør
være den altovervejende
hovedregel, at der
beskikkes en advokat for
parterne, hvis der er en
sådan mistanke om, at et
strafbart forhold er
begået, at der er
grundlag for at rejse
sigtelse mod
politimanden.
2.1.5.8.
Efterforskningen kan
munde ud i forskellige
afgørelser.
Statsadvokaten afviser
en anmeldelse, hvis den
er åbenbart grundløs.
Derudover indstiller
statsadvokaten
efterforskningen, hvis
den ikke har bragt
oplysninger frem, der
giver en rimelig
formodning om, at der er
begået et strafbart
forhold, som forfølges
af det offentlige.
Har
statsadvokaten foretaget
en undersøgelse efter
retsplejelovens § 1020
a, stk. 2, om personer,
der er afgået ved døden
eller er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt, kan
statsadvokaten på samme
måde indstille
efterforskningen. Det
sker, når sagens
omstændigheder er fuldt
oplyst, og der ikke
herved er skabt en
rimelig formodning om,
at der er begået et
strafbart forhold, som
forfølges af det
offentlige.
Statsadvokaten kan også
afgøre straffesagen ved
at rejse tiltale, opgive
påtale eller frafalde
tiltale mv. efter de
almindelige regler i
retsplejeloven.
Offentlig påtale i
straffesager mod
politipersonale
vedrørende forhold
begået i tjenesten
tilkommer som hovedregel
statsadvokaten. Påtalen
tilkommer dog
rigsadvokaten eller
justitsministeren, hvis
dette følger af
retsplejeloven eller
regler fastsat i medfør
af retsplejeloven.
Derimod er det i intet
tilfælde
politidirektøren, der
rejser tiltale i disse
sager.
Adgangen til at opgive
påtale tilkommer
statsadvokaten eller -
hvis påtalekompetencen
efter de almindelige
regler tilkommer denne -
rigsadvokaten eller
justitsministeren.
Politidirektøren kan
ikke opgive påtale,
heller ikke i de
tilfælde, hvor sigtelsen
har vist sig grundløs,
således som det ellers
er tilfældet efter
retsplejelovens § 721,
stk. 2, jf. stk. 1, nr.
1.
Statsadvokaterne
varetager udførelsen af
straffesager mod
politipersonale
vedrørende forhold
begået i tjenesten såvel
ved byretterne som ved
landsretterne. Dette
indebærer en fravigelse
af retsplejelovens
§ 104, stk. 1, hvorefter
politidirektørerne
varetager udførelsen af
straffesager ved
byretterne. Efter
retsplejelovens § 99,
stk. 1, varetager
Rigsadvokaten udførelsen
af de pågældende
straffesager ved
Højesteret og Den
Særlige Klageret.
2.2.
Dispositionsklager
Dispositionsklager er
ikke omfattet af den
gældende
politiklageordning.
Afgørelser og
dispositioner, der er
truffet af
politidirektørerne eller
på disses ansvar er
således undergivet et
andet klagesystem.
Klage
over politimæssige
dispositioner uden for
strafferetsplejen skal
ske til Rigspolitiet,
hvis der er tale om rent
politimæssige
(operationelle)
dispositioner uden for
strafferetsplejen.
Rigspolitiets afgørelser
kan ikke indbringes for
Justitsministeriet, jf.
retsplejelovens § 109,
stk. 2. En operationel
disposition kan f.eks.
være bortvisning af en
person fra en lokalitet,
afspærring af et område,
anbringelse i
detentionen, anvendelse
af tåregas eller
indsættelse af
politihunde. En klage
over manglende
politimæssig bistand
(»udrykning«) er også en
dispositionsklage, der i
første instans afgøres
af politidirektøren, og
hvor klage skal ske til
Rigspolitiet.
Er
dispositionen foretaget
som led i en
strafferetlig
efterforskning, er der
tale om en disposition
inden for
strafferetsplejen, og
afgørelsen kan påklages
til den regionale
statsadvokat. Det kan
være afgørelsen om at
benytte bestemte
efterforskningsskridt,
herunder f.eks. at
anholde en person. Der
kan også klages over, at
bestemte
efterforskningsskridt
ikke er foretaget. Der
kan også klages til
statsadvokaten over
politiets
sagsbehandlingstid i
forbindelse med en
strafferetlig
efterforskning, at en
sag er utilstrækkeligt
eller urigtigt oplyst,
eller at en rapport
indeholder en ukorrekt
gengivelse af en afgivet
forklaring.
Sondringen mellem
adfærdsklager og
dispositionsklager har i
praksis givet anledning
til visse
afgrænsningsvanskeligheder.
Det er ikke
ualmindeligt, at en
klage kan indeholde både
en dispositionsklage
inden for og uden for
strafferetsplejen, en
adfærdsklage og en
anmeldelse for strafbart
forhold. Som eksempel
kan nævnes, at en person
mener sig uberettiget
bortvist fra et sted, og
at han eller hun i
forbindelse hermed
bliver anholdt. Klagen
over bortvisningen vil
være en
dispositionsklage uden
for strafferetsplejen,
mens klagen over
anholdelsen vil være en
dispositionsklage inden
for strafferetsplejen.
Begge dispositionsklager
vil falde uden for
politiklagenævnsordningen.
En klage over, at
anholdelsen har været
unødvendigt hårdhændet
eller over
politipersonales
sprogbrug i forbindelse
med anholdelsen, vil
derimod være en
adfærdsklage efter
kapitel 93 b. Mener
klageren, at en
politimand i forbindelse
med anholdelsen har
begået et strafbart
forhold, må denne del af
klagen behandles efter
kapitel 93 c.
2.3.
Disciplinærsager
Reglerne om behandling
af disciplinærsager mod
politipersonale fremgår
navnlig af kapitel 4 i
tjenestemandsloven samt
af Rigspolitiets
kundgørelse I, nr. 10,
af 14. juli 1999 om
disciplinærsagers
behandling.
Efter
tjenestemandslovens § 19
kan der indledes
disciplinær undersøgelse
mod enhver
tjenestemandsansat. For
politiets vedkommende er
det politiuddannede
personale, det
tjenestemandsansatte
kontorpersonale og det
tjenestemandsansatte
juridiske personale
omfattet af
tjenestemandslovens
regler herom.
Det er
Rigspolitiets
opfattelse, at enhver
kritik eller beklagelse
af politipersonales
adfærd over for borgerne
skal have tjenstlige
konsekvenser, uanset om
der er tale om en
adfærdsklagesag eller en
straffesag, jf.
kundgørelsen om
disciplinærsagers
behandling.
Disciplinær forfølgning
indledes som følge af
manglende overholdelse
af tjenestemandens
pligter. Der kan i den
forbindelse navnlig
henvises til
tjenestemandslovens
§ 10, hvorefter
tjenestemanden til
enhver tid
samvittighedsfuldt skal
overholde de regler, der
gælder for vedkommendes
stilling, og såvel i som
uden for tjenesten vise
sig værdig til den
agtelse og tillid, som
stillingen kræver.
Efter
tjenestemandslovens § 24
kan der som disciplinær
straf for en tjenstlig
forseelse anvendes
advarsel,
irettesættelse, bøde,
der dog ikke må
overstige 1/2 måneds
løn, tvangsforflyttelse,
degradering eller
afsked. Sanktionsvalget
sker ud fra en konkret
vurdering af sagens
omstændigheder, hvor der
bl.a. vil blive lagt
vægt på forseelsens
grovhed og eventuelle
tidligere disciplinære
afgørelser.
Disciplinærsager
behandles alt efter
sagens karakter af
politidirektøren,
Rigspolitiet eller
Justitsministeriet.
I
alvorligere sager skal
der efter
tjenestemandslovens
§ 20, stk. 2, når
disciplinær undersøgelse
indledes mod en
tjenestemand, udpeges en
forhørsleder, der skal
forestå tjenstligt
forhør.
Mens
sagen verserer, kan
tjenestemanden eventuelt
overføres til andet
arbejde eller
suspenderes.
2.4.
Erstatningskrav
Erstatningskrav, der
rettes mod politiet, kan
fremsættes og behandles
efter de særlige regler
i retsplejelovens
kapitel 93 a, hvis der
er tale om erstatning i
anledning af
strafferetlig
forfølgning.
I
sager om erstatning i
anledning af
strafferetlig
forfølgning har bl.a.
den, der har været
anholdt eller
varetægtsfængslet som
led i en strafferetlig
forfølgning, krav på
erstatning for den
derved tilføjede skade,
såfremt påtale opgives
eller tiltalte
frifindes, uden at dette
er begrundet i, at han
eller hun findes
utilregnelig. Efter
samme regler kan en
sigtet, der som led i en
strafferetlig
forfølgning har været
udsat for andre
straffeprocessuelle
indgreb (f.eks.
legemsindgreb og
ransagning), tillægges
erstatning.
Ansvarsgrundlaget er i
disse sager objektivt,
dvs. at det ikke skal
bevises, at det
offentlige efter
almindelige
erstatningsregler har
handlet
ansvarspådragende.
Det er
en betingelse for at
behandle et
erstatningskrav efter
kapitel 93 a, at der er
tale om erstatning i
anledning af
strafferetlig
forfølgning. Hvis
politiet som led i
ordenshåndhævelsen
afgiver skud som en
nødværgehandling, vil et
erstatningskrav i
forbindelse hermed ikke
kunne behandles efter
kapitel 93 a, mens et
erstatningskrav ved
skudafgivelse i
forbindelse med en
anholdelse vil kunne
behandles efter de
særlige regler i kapitel
93 a. Erstatningskrav i
forbindelse med
detentionsdødsfald vil
f.eks. heller ikke kunne
behandles efter kapitel
93 a.
Statsadvokaten træffer
afgørelse i sager
omfattet af kapitel 93 a
og afgørelsen kan
påklages til
Rigsadvokaten.
Kapitel 93 a indebærer
en særlig let adgang til
domstolsbehandling af et
erstatningskrav. Kravet
skal på begæring af den
erstatningssøgende
indbringes for retten af
statsadvokaten, og det
er således ikke den
erstatningssøgende, der
selv skal anlægge sag,
jf. retsplejelovens
§ 1018 f, stk. 1.
Efter
retsplejelovens § 1018 h
kan erstatningskrav, der
på grundlag af dansk
rets almindelige
erstatningsregler rejses
i anledning af en
strafferetlig
forfølgning, på begæring
behandles efter reglerne
i kapitel 93 a. Dette
indebærer, at de
processuelle regler i
kapitel 93 a finder
anvendelse, hvilket
bl.a. omfatter den
særligt nemme adgang til
at få indbragt
erstatningskrav for
domstolene og reglerne
om advokatbeskikkelse.
Der er
ikke i reglerne om
behandling af klager
over politiet særlige
bestemmelser vedrørende
erstatningskrav. Det
fremgår af
cirkulæreskrivelse nr.
18 af 15. marts 2007 om
politiets behandling af
visse erstatningssager,
at der over for private
kan ydes erstatning for
skader som forvoldes af
ansatte i politiet.
Politidirektøren kan
træffe afgørelse i sager
om erstatningskrav, hvis
kravet ikke overstiger
50.000 kr. Sager om
erstatningskrav over
50.000 kr. og sager af
principiel karakter skal
med politidirektørens
indstilling forelægges
for Rigspolitiet til
afgørelse.
Afvises et
erstatningskrav i
anledning af et
strafbart forhold begået
af politipersonale, vil
kravet kunne gøres
gældende i forbindelse
med en eventuel
straffesag mod
politimanden efter
reglerne om den såkaldte
adhæsionsproces i
retsplejelovens kapitel
89 om påtale af
borgerlige krav under
straffesager.
I
adfærdsklagesager kan et
erstatningskrav, som
ikke imødekommes, gøres
gældende ved et civilt
søgsmål. Det samme kan
den erstatningssøgende
vælge at gøre for så
vidt angår
erstatningskrav i
forbindelse med
efterforskning i en
straffesag mod
politipersonale,
herunder § 1020 a,
stk. 2-sager (om
dødsfald mv.), hvor der
ikke rejses tiltale.
Sagen skal i så fald
anlægges i den
borgerlige retsplejes
former. Den, der mener
sig berettiget til
erstatning, har mulighed
for at søge fri proces
til sagsanlægget efter
de almindelige regler
herom.
De
særlige processuelle
regler i kapitel 93 a
anvendes ved
erstatningskrav i
forbindelse med klager
over politipersonale,
hvis der er tale om en
sag inden for
strafferetsplejen. Der
anlægges også i den
civile retsplejes former
jævnligt sager med
påstand om erstatning i
sager, hvor
anklagemyndigheden ikke
har fundet grundlag for
at rejse tiltale mod
politipersonale.
Erstatningsgrundlaget i
disse sager vil være et
almindeligt culpaansvar,
hvilket betyder, at
skadevolderen skal have
handlet enten forsætligt
eller uagtsomt for at
kunne blive pålagt
erstatningsansvar. I
sager om ulovlig
magtanvendelse mv. vil
der være tale om en
streng culpabedømmelse.
Erstatningskravet kan
vedrøre både tingsskade
og personskade og
opgøres efter de
almindelige
erstatningsretlige
regler, herunder
erstatningsansvarslovens
regler om erstatning og
godtgørelse for
personskade. Der kan
efter reglerne i
erstatningsansvarsloven
f.eks. blive tale om
erstatning for
helbredsudgifter og tabt
arbejdsfortjeneste og
godtgørelse for svie og
smerte og varigt mén.
Hvis det er de
efterladte til en
person, der er død i
politiets varetægt eller
som følge af politiets
indgriben, der anlægger
sagen, kan der rejses
krav om erstatning for
tab af forsørger og for
begravelsesudgifter.
Der
vil efter
omstændighederne også
kunne blive tale om
godtgørelse for tort og
godtgørelse til de
efterladte efter den
særlige bestemmelse
herom i
erstatningsansvarsloven.
3.
Lovforslagets udformning
Som
anført ovenfor i pkt. 1
har udvalget vedrørende
klager over politiet
gennemgået og vurderet
ordningen med behandling
af klager over politiet
og af straffesager mod
politipersonale. På
grundlag af udvalgets
overvejelser og
anbefalinger foreslås
det, at der oprettes en
ny uafhængig
politiklagemyndighed,
der skal overtage
statsadvokaternes opgave
med at undersøge og
træffe afgørelse i sager
om politipersonalets
adfærd i tjenesten
(adfærdsklager).
Politiklagemyndigheden
skal efter lovforslaget
endvidere efterforske
strafbare forhold begået
af politipersonale i
tjenesten, mens det som
i andre straffesager vil
være anklagemyndigheden,
der tager stilling til
tiltalespørgsmålet i
straffesager. Efter
lovforslaget vil et
politiklageråd få det
overordnede ansvar for
Politiklagemyndighedens
virksomhed.
Pkt.
3.1 nedenfor indeholder
generelle overvejelser
om den nuværende
politiklageordning og om
udformningen af en
fremtidig ordning på
dette område. Herefter
behandles den foreslåede
politiklagemyndigheds
organisation og
sammensætning mv. (pkt.
3.2) og forskellige
generelle spørgsmål
vedrørende myndighedens
kompetence (pkt. 3.3).
De to følgende afsnit
angår
Politiklagemyndighedens
kompetence i henholdsvis
adfærdsklagesager og
straffesager (pkt. 3.4
og 3.5). Derefter
behandles visse særlige
spørgsmål: De
involveredes pligt til
at udtale sig og
spørgsmålet om
advokatbeskikkelse (pkt.
3.6),
sagsbehandlingstiden
(pkt. 3.7) og
behandlingen af
erstatningskrav (pkt.
3.8).
3.1.
Generelle overvejelser
om politiklageordningen
3.1.1.
Behovet for at ændre den
gældende
politiklageordning
Udvalget finder
overordnet, at den
gældende
politiklageordning stort
set har fungeret
tilfredsstillende.
Som
der nærmere er redegjort
for i betænkningen side
182-183, finder
udvalget, at der
generelt ikke er
grundlag for at fastslå,
at tiltalepraksis i
forhold til
politipersonale har
været hverken for
restriktiv eller for
vidtgående, herunder at
der kan påvises sager,
hvor der ikke er rejst
tiltale, og hvor en
straffesag ved
domstolene ville have
ført til domfældelse,
hvis der var blevet
rejst tiltale. Udvalget
bemærker i den
forbindelse, at den
kritik mod
statsadvokaternes
tiltalepraksis, der for
nogle år siden kom til
udtryk, i væsentlig grad
er aftaget efter de
straffesager, der har
været gennemført mod
politipersonale navnlig
siden 2005.
Udvalget finder på denne
baggrund, at det fortsat
bør være
anklagemyndigheden
(statsadvokaterne og
Rigsadvokaten), der har
kompetencen til at rejse
tiltale mod
politipersonale i
anledning af strafbare
forhold begået i
tjenesten. Dette stemmer
med den almindelige
lovgivningsmæssige linje
gennem mange år,
hvorefter det er
anklagemyndigheden - og
ikke en særmyndighed på
et bestemt område - der
har tiltalekompetencen.
Udvalget bemærker, at
der kan være gode grunde
til, at
anklagemyndigheden lader
en sag, der må betegnes
som et grænsetilfælde,
prøve i retten, også
hvis der er tale om en
straffesag mod
politipersonale. Det må
derimod ikke være sådan,
at tiltalespørgsmålet i
relation til
politipersonale afgøres
på et andet juridisk
eller bevismæssigt
grundlag end det, der
gælder for andre
borgere. Det vil derfor
efter udvalgets
opfattelse ikke være
acceptabelt, hvis der
rejses tiltale mod
politipersonale i videre
eller mindre omfang end
mod andre borgere i
ensartede tilfælde.
Risikoen for en sådan
forskellig
tiltalevurdering ville
efter udvalgets
opfattelse være større,
hvis tiltalekompetencen
blev henlagt til et
organ uden for den
almindelige
anklagemyndighed.
Udvalget bemærker i
øvrigt, at en sag i
tilfælde af risiko for
inhabilitet bør
behandles af en anden
statsadvokatur, og at
det som udgangspunkt kun
bør være chargerede
medarbejdere i
statsadvokaturerne og
ikke turnusmedarbejdere
(statsadvokatfuldmægtige
i
uddannelsesstillinger),
der vurderer
tiltalespørgsmålet i
sager mod
politipersonale.
Udvalgets flertal (11
medlemmer) finder
endvidere overordnet
set, at den gældende
klageordning også i
adfærdsklagesager
og i relation til
efterforskningen af
straffesager
stort set har fungeret
tilfredsstillende, og at
den behandling, som
sagerne har fået i
statsadvokaturerne,
gennemgående har været
på et højt fagligt
niveau.
Udvalget bemærker i den
forbindelse bl.a., at
der i de senere år er
taget en række tiltag
med henblik på at
nedbringe
sagsbehandlingstiden.
Udvalget fremhæver
bl.a., at klagesagerne
nu behandles af en
særskilt afdeling i alle
statsadvokaturer. Herved
er der sikret dels en
yderligere ekspertise
vedrørende
politiklagesagerne dels
en større fleksibilitet,
idet statsadvokaturerne
kan tilføre ekstra
ressourcer til området
efter behov.
Udvalgets flertal
anfører dog samtidig, at
der bl.a. i
offentligheden og i
medierne har været en
del kritik af den
efterforskning, der har
fundet sted, og at der
også i adfærdsklagesager
har været kritik af
statsadvokatens
afgørelser. Hertil
kommer, at der i de
lande, som Danmark
normalt sammenlignes
med, for at styrke
befolkningens tillid til
politiet og til
klagesystemet er sket en
styrkelse af
uafhængigheden af den
myndighed, som forestår
efterforskning mod
politipersonale.
Udvalgets flertal
finder, at det for at
forøge befolkningens
generelle tillid til
politiklagesystemet er
vigtigt, at den
myndighed, der forestår
undersøgelse og
efterforskning af
politipersonale,
funktionelt og personelt
løsrives fra politiet og
anklagemyndigheden.
Udvalgets flertal
henviser også til, at en
brugerundersøgelse, som
Aalborg Universitet har
foretaget for udvalget,
viser, at 84 pct. af de
adspurgte mener, at
politiklager bør
behandles af en
selvstændig enhed, jf.
betænkningen side 185.
Flertallet bemærker
endvidere, at da
adfærdsklagesager ikke
er straffesager, skal de
– medmindre andet er
udtrykkelig bestemt –
derfor ikke behandles
efter retsplejelovens
bestemmelser herom, men
efter reglerne i
forvaltningsloven mv.
Det kan tale for, at
adfærdsklagesager bør
behandles af en anden
myndighed end
statsadvokaterne, hvis
kompetence og ekspertise
først og fremmest er
knyttet til
straffesager.
Flertallet nævner også,
at statsadvokaturerne
ikke har efterforskere
ansat. Det betyder, at
efterforskningen i
straffesager mod
politipersonale hidtil
er blevet foretaget af
juridisk personale uden
særlig
efterforskningsmæssig
baggrund og uddannelse.
Flertallet finder på
denne baggrund, at der
er behov for en revision
af den gældende
politiklageordning med
henblik på at styrke
uafhængigheden af den
myndighed, der behandler
disse sager. Om den
nærmere udformning af
forslaget om at oprette
en uafhængig
politiklagemyndighed
henvises til pkt.
3.1.2-3.1.4 nedenfor.
Et
mindretal af udvalgets
medlemmer (5 medlemmer)
finder, at den nuværende
klageordning er
velfungerende og med
nogle justeringer vil
kunne styrkes
yderligere. Mindretallet
henviser bl.a. til, at
efter gennemførelsen af
et leanprojekt og efter
en tilførsel af
yderligere ressourcer i
2007 er problemet med
lange
sagsbehandlingstider
løst.
Hvis
det imidlertid for at
øge befolkningens tillid
til klagesystemet
skønnes påkrævet at
gennemføre ændringer,
der ikke kan rummes
inden for de overordnede
rammer for den nuværende
klageordning, kan disse
medlemmer af udvalget
tilslutte sig forslaget
om etablering af en
politiklagemyndighed som
nærmere beskrevet
nedenfor.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
181-186.
3.1.2.
Mulige modeller
Udvalget har til brug
for overvejelserne om en
ny politiklageordning
opstillet 4 mulige
modeller for den
fremtidige klageordning.
Udvalget har ved
udformningen af
modellerne lagt vægt på,
at klageordningen skal
være egnet til at skabe
tillid i befolkningen,
herunder ved hjælp af
lægmænd i
klageordningen. Udvalget
har i den forbindelse
også lagt vægt på
klageordningens
gennemskuelighed,
overskuelighed og
betydelige uafhængighed
af politiet samt på, at
der sikres en saglig og
grundig behandling af
klager samt effektivitet
og anvendelighed i den
praktiske hverdag.
Efter
udvalgets opfattelse bør
der endvidere ikke
etableres en ordning,
hvor kompetencen til at
tage stilling til
tiltalespørgsmålet i
sager mod
politipersonale
tilkommer et nævn eller
et lignende kollegialt
organ. Stillingtagen til
tiltalespørgsmål kræver
betydelig anklagerfaglig
erfaring og sagkundskab,
og afgørelsen af
tiltalespørgsmålet bør
efter udvalgets
opfattelse som i andre
straffesager henlægges
til anklagemyndigheden.
Udvalget lægger
endvidere vægt på, at
det ikke er i
overensstemmelse med
dansk retstradition at
lade en dommer deltage i
selve efterforskningen
eller i forbindelse med
stillingtagen til, om
der skal rejses tiltale
for et strafbart
forhold. Det bør efter
udvalgets opfattelse
fastholdes, at dommernes
rolle i overensstemmelse
med retsplejelovens
regler er at træffe
afgørelse i de
straffesager, hvor der
rejses tiltale, og i de
sager inden for
strafferetsplejen eller
i den civile retsplejes
former, hvor der rejses
erstatningskrav mod
politiet.
Udvalget finder det
derimod ikke
betænkeligt, at en
dommer kan fungere som
formand for et råd, der
har
afgørelseskompetencen i
adfærdsklagesager.
Tværtimod må det
antages, at et sådant
organ med en dommer som
formand vil være med til
at skabe øget tillid til
de afgørelser, der
træffes vedrørende
klager over politiets
adfærd.
Disciplinærsager afgøres
i dag af
ansættelsesmyndigheden
(f.eks. Rigspolitiet for
det politiuddannede
personale), og det er
efter udvalgets
opfattelse den rigtige
løsning. Den myndighed,
som har den
ansættelsesretlige
kompetence, bør også
tage stilling til,
hvilke konsekvenser en
medarbejders handlinger
skal have for hans eller
hendes
ansættelsesforhold.
Udvalget foreslår derfor
ikke ændringer i
relation til
sammenhængen mellem
politiklageordningen og
disciplinærsystemet.
Med
udgangspunkt i disse
generelle overvejelser
har udvalget opstillet 4
mulige modeller for en
fremtidig
politiklageordning.
Efter
model 1 forestår
statsadvokaterne ligesom
i dag undersøgelsen i
adfærdsklagesager.
Politiklagenævnene
træffer afgørelse i
klager over
politipersonalets adfærd
(som i dag afgøres af
statsadvokaterne), og
statsadvokaturerne
fungerer i den
forbindelse som
sekretariat for
politiklagenævnene, idet
statsadvokaterne skal
redegøre for sagens
faktiske omstændigheder,
eventuelle retlige
spørgsmål og komme med
en indstilling om,
hvordan sagen bør
afgøres.
Straffesager mod
politipersonale vil
efter denne model skulle
behandles på samme måde
som hidtil. Kompetencen
til at efterforske
straffesager og foretage
undersøgelse i sager,
hvor nogen er afgået ved
døden eller kommet
alvorligt til skade i
politiets varetægt eller
som følge af politiets
indgriben, vil stadig
være hos statsadvokaten.
Det vil også være
statsadvokaten (eller i
særlige tilfælde
Rigsadvokaten eller
Justitsministeriet), der
træffer afgørelse om
tiltalespørgsmålet efter
de almindelige regler
herom i retsplejeloven.
Sagen skal som hidtil
forelægges for
politiklagenævnet, inden
statsadvokaten tager
stilling til
tiltalespørgsmålet.
Efter
model 2 oprettes
en særlig
politiklagemyndighed
under Justitsministeriet
og uafhængig af politi-
og anklagemyndighed.
Myndigheden kan
organiseres som en
administrativ myndighed
med en direktør, men vil
også kunne organiseres
med et kollegialt organ
(Politiklageråd) som
bestyrelse bestående af
bl.a. en dommer og
lægmand. Myndigheden kan
enten være centralt
placeret eller have
lokale kontorer rundt om
i landet. Myndigheden
skal bestå både af
jurister og
efterforskere.
Myndigheden skal
undersøge og træffe
afgørelse i
adfærdsklagesager.
Myndigheden skal
endvidere efterforske
straffesager mod
politipersonale og
sager, hvor personer er
afgået ved døden eller
er kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt.
Under efterforskningen
af et strafbart forhold
har myndigheden de samme
beføjelser som politiet.
Det er
som udgangspunkt fortsat
statsadvokaterne, der
tager stilling til
spørgsmål om
tiltalerejsning med
klageadgang til
Rigsadvokaten.
Efter
model 3 oprettes
en særskilt myndighed,
der skal undersøge og
efterforske alle
klagesager, træffe
afgørelse i
adfærdsklagesager og
tage stilling til
tiltalespørgsmålet med
klageadgang til
Rigsadvokaten. Modellen
kan have to
udformninger.
Efter
den første variant kan
myndighedens afgørelser
i alle sager påklages
til Rigsadvokaten, og
Rigsadvokaten kan give
myndigheden generelle
instruktioner.
Efter
den anden variant
tilknyttes et
kontrolorgan i form af
et eller flere
politiklagenævn, der
enten skal have samme
kompetence som i dag
eller yderligere
beføjelser i form af
afgørelseskompetence i
adfærdsklagesager.
Udvalget finder derimod
ikke, at denne model kan
kombineres med et
politiklageråd som en
egentlig bestyrelse. Som
nævnt ovenfor bør det
efter udvalgets
opfattelse ikke være et
kollegialt organ – især
ikke med en dommer som
formand – der skal tage
stilling til, om der bør
rejses tiltale. Det vil
således stadig være
Rigsadvokaten, der har
den endelige afgørelse i
spørgsmålet om
tiltalerejsning, men det
kan overvejes, om der i
adfærdsklagesager bør
være adgang til at klage
over politiklagenævnets
afgørelse til
Rigsadvokaten.
Efter
model 4 oprettes
en fritstående særskilt
myndighed, som skal have
adgang til at undersøge
og efterforske alle
klagesager og træffe
afgørelse i
adfærdsklagesager og
vedrørende spørgsmålet
om tiltalerejsning. Der
vil eventuelt kunne
etableres et
politiklagenævn, et
tilsynsråd, en
bestyrelse eller
lignende i tilknytning
til myndigheden.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
124-137.
3.1.3.
Udvalgets vurdering af
model 1 og 4
Udvalget finder, at
model 1 ikke vil
være egnet til
fremadrettet at sikre
den fornødne tillid til
politiklagesystemet. Der
vil være tale om en
meget begrænset ændring
af
afgørelseskompetencen,
og undersøgelsen og
efterforskningen af
sagerne vil som i dag
blive foretaget af
statsadvokaterne.
En
gennemførelse af denne
model med flere
politiklagenævn vil også
skabe et stort behov for
koordinering, som det
umiddelbart er
vanskeligt at pege på,
hvem der skal stå for,
idet nævnene i deres
virksomhed skal være
uafhængige. En anden
mulighed vil være, at
der alene er et enkelt
politiklagenævn for hele
landet, men det vil
kræve et sekretariat af
betydelig størrelse, og
det vil i givet fald
stadig være de lokale
statsadvokater, der skal
sørge for at få også
adfærdsklagesagerne
tilstrækkeligt oplyst.
Det må
i givet fald overvejes,
hvordan
politiklagenævnene skal
sammensættes, hvis de
skal have
afgørelseskompetencen i
adfærdsklagesager,
herunder om der skal
være adgang til prøvelse
i to instanser. Den
nuværende sammensætning
bør efter udvalgets
opfattelse i givet fald
ændres. Det vil
formentlig være
nødvendigt for at sikre
koordineringsbehovet og
den nødvendige tillid,
herunder ikke mindst fra
politipersonalet, at der
bliver mulighed for at
indbringe
politiklagenævnenes
afgørelser for
Rigsadvokaten, eller at
der etableres en
ressourcekrævende
ordning, hvorefter der
med Rigsadvokaten som
sekretariat oprettes et
særligt
(over)politiklagenævn.
Udvalget anfører, at
model 1 i modsætning til
model 2 ikke vil
indebære den styrkelse,
der ligger i, at et
uafhængigt
politiklageråd vil få
det overordnede ansvar
for hele
klagesagsbehandlingen og
vil kunne fastlægge
generelle retningslinjer
for både
efterforskningen i
straffesager og
undersøgelsen og
afgørelsen i
adfærdsklagesager.
På
denne baggrund kan
udvalget ikke anbefale
denne model hverken med
opretholdelse af det
nuværende antal
politiklagenævn eller
med et enkelt
politiklagenævn for hele
landet.
Udvalget kan endvidere
ikke anbefale model 4,
som indebærer, at der
oprettes en helt ny
fuldstændig fritstående
myndighed, der skal have
kompetence til at
undersøge og efterforske
alle politiklagesager og
træffe afgørelse i alle
sager, herunder i
relation til spørgsmålet
om tiltalerejsning i
straffesager, uden at
dette kan indbringes for
nogen anden myndighed.
Udvalget lægger som
nævnt afgørende vægt på,
at kompetencen til at
rejse tiltale mod
politipersonale fortsat
er hos
anklagemyndigheden
(statsadvokaten og
Rigsadvokaten).
Det er
udvalgets opfattelse, at
det vil være principielt
betænkeligt at henlægge
tiltalekompetencen i
sager mod
politipersonale til et
særligt organ uden for
den almindelige
strafferetsplejes
organisation. En sådan
myndighed vil på et
specifikt område få en
kompetence, som er
sideordnet med
anklagemyndigheden,
herunder Rigsadvokaten.
Ud fra
retssikkerhedsmæssige
hensyn forekommer det
særdeles betænkeligt,
hvis sager mod
politipersonale skulle
efterforskes og
spørgsmålet om
tiltalerejsning afgøres
af en sådan myndighed
uden mulighed for at
påklage spørgsmålet om
tiltalerejsning til
Rigsadvokaten, der har
det overordnede ansvar
for at koordinere
anklagemyndighedens
arbejde og sikre en
ensartet tiltalepraksis.
Der
kan efter udvalgets
opfattelse heller ikke
ses bort fra, at der kan
være risiko for, at en
sådan »alternativ«
anklagemyndighed med
dens meget snævre
ansvarsområde vil rejse
tiltale i større omfang
end den almindelige
anklagemyndighed, der
også er ansvarlig for en
lang række andre
sagskategorier. Dermed
kunne der være risiko
for usaglig
forskelsbehandling af
politipersonale i
forhold til andre
borgere, og man kunne
frygte, at det i en
sådan fritstående
myndighed i længden ikke
ville være muligt at
opretholde et højt
fagligt niveau. Det vil
heller ikke stemme med
den almindelige
udvikling de seneste
mange år, som klart er
gået i retning af, at
det er
anklagemyndigheden, der
har tiltalekompetencen i
alle straffesager.
Udvalget understreger i
den forbindelse, at det
er meget vigtigt, at
politiklageordningen
ikke blot af
befolkningen opleves som
tillidsskabende, men at
den også opfattes som
tillidsvækkende og
legitim af det
politipersonale, som der
klages over, eller mod
hvem der indledes en
efterforskning.
Udvalget bemærker også,
at det i et lille land
som Danmark i praksis
vil være meget
vanskeligt at opnå en så
høj grad af
uafhængighed, som
modellen lægger op til,
uden at det risikerer at
gå ud over kvaliteten af
sagsbehandlingen. Hertil
kommer, at det må anses
for stort set umuligt at
etablere en ordning,
hvor en fritstående
myndighed slet ikke må
trække på politiets
specialafdelinger, men
skal have egen
ekspertise.
Så
vidt det er udvalget
bekendt, er der heller
ikke lande, som Danmark
normalt sammenligner sig
med, hvor man er gået så
langt som at oprette en
fuldstændig fritstående
politiklagemyndighed
uden klageadgang
vedrørende
tiltalespørgsmålet til
den øverste anklager.
Udvalget kan således
ikke anbefale model 4.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
197-200.
3.1.4.
Udvalgets vurdering af
model 2 og 3
Udvalget finder som
anført i pkt. 3.1.1, at
det er nødvendigt for at
styrke tilliden til
politiklageordningen, at
den myndighed, der
efterforsker og
undersøger disse sager,
gøres uafhængig af
politi og
anklagemyndighed.
Udvalgets drøftelser
herom har koncentreret
sig om
model 2 og 3.
Begge
disse modeller
indebærer, at der
oprettes en ny særskilt
politiklagemyndighed.
Forskellen på de to
modeller er, at
myndigheden i model 3
tillægges
påtalekompetencen (dvs.
afgørelsen af, om der
skal rejes tiltale) med
klageadgang til
Rigsadvokaten, mens
denne kompetence i model
2 ligesom i alle andre
straffesager er hos
anklagemyndigheden.
Model 2 minder om den
engelske klageordning
(Independent Police
Complaints Commission),
mens model 3 minder om
den norske ordning med
Specialenheten for
politisaker.
Udvalget har nærmere
drøftet de fordele og
ulemper, der er
forbundet med de to
ordninger, herunder i
lyset af erfaringerne i
Norge og Storbritannien.
I
begge modeller styrkes
tilliden til, at der
finder en uafhængig
undersøgelse og
efterforskning sted,
idet undersøgelsen og
efterforskningen
varetages af
politiklagemyndigheden
og flyttes væk fra
statsadvokaturerne.
I
relation til model 3 kan
det anføres, at det
nuværende system for så
vidt bevares, i det
omfang ordningen
udformes sådan, at der
vil være klageadgang i
de konkrete sager til
Rigsadvokaten. Det
forudsættes, at
Rigsadvokaten kun
undtagelsesvis griber
ind i myndighedens
arbejde i forbindelse
med straffesager mod
politipersonale efter
begge varianter af
modellen. Endvidere
forudsættes det, at
Rigsadvokaten kun
undtagelsesvis griber
ind i myndighedens
behandling af
adfærdsklagesagerne i
den første variant af
modellen, hvor der er
klageadgang til
Rigsadvokaten i
adfærdsklagesagerne. For
så vidt angår
straffesagerne kan dette
føre til, at der reelt
ikke bliver tale om en
prøvelse af
tiltalespørgsmålet i to
instanser. Hertil
kommer, at det i
forbindelse med model 3
vil være vanskeligt at
bevare det læge elements
indflydelse og den
bredere indflydelse, som
et politiklageråd kan
give, idet en myndighed
med tiltalekompetence
efter udvalgets
opfattelse som nævnt
ikke bør ledes af et
bredt sammensat råd. Som
kontrolorgan i model 3
må det derfor i givet
fald overvejes at
oprette et centralt
politiklagenævn for hele
landet - en ordning, som
udvalget som tidligere
nævnt ikke finder at
kunne anbefale.
Mod
model 2 kan det
indvendes, at der ikke
bliver nogen klageadgang
i adfærdsklagesagerne,
og at de indvendinger,
der har været rejst mod
statsadvokaternes
tiltalekompetence i
sager mod
politipersonale, ikke
vil blive løst.
Efter
udvalgets opfattelse vil
det imidlertid med et
bredt sammensat
politiklageråd være
ubetænkeligt, at der
ikke er nogen
klageadgang i
adfærdsklagesagerne. Som
nævnt ovenfor i pkt.
3.1.1 finder udvalget
endvidere, at der
generelt ikke er
grundlag for at fastslå,
at tiltalepraksis i
forhold til
politipersonale har
været for restriktiv
eller for vidtgående,
herunder, at der kan
påvises sager uden
tiltalerejsning, hvor en
straffesag ved
domstolene ville have
ført til domfældelse,
hvis der var blevet
rejst tiltale. Den
kritik mod
statsadvokaternes
tiltalepraksis, der for
nogle år siden kom til
udtryk, er desuden i
væsentlig grad aftaget
efter de straffesager,
der har været gennemført
mod politipersonale
navnlig siden 2005.
Udvalget bemærker
endvidere, at en
straffesag ved risiko
for inhabilitet bør
behandles af en anden
statsadvokatur, og at
det som udgangspunkt kun
bør være chargerede
medarbejdere i
statsadvokaturerne og
ikke turnusmedarbejdere
(statsadvokatfuldmægtige
i
uddannelsesstillinger),
der vurderer
tiltalespørgsmålet i
sager mod
politipersonale.
Efter
en samlet vurdering af
de to modeller anbefaler
udvalget, at model 2
gennemføres.
Denne
model indebærer, at
retssikkerhedsgarantierne
for alle implicerede i
politiklagesagerne, der
ofte er af indgribende
betydning for parterne,
bevares og udbygges.
Modellen vil også sikre
en ensartet behandling
af klagerne hos én
myndighed og vil kunne
sikre en høj faglig
kompetence hos de
personer, som skal
forestå og udføre
efterforskningen. En
uafhængig
politiklagemyndighed vil
også kunne bidrage til
øget
borgertilgængelighed og
bedre
informationsformidling
og give befolkningen
bedre indsigt i
behandlingen af
politiklagesager,
hvilket er vigtigt for
tilliden til
klageordningen og dermed
dens legitimitet.
I
nogle lande kan politiet
selv afgøre
adfærdsklager, men
udvalget finder, at det
gældende danske system,
hvor adfærdsklager ikke
behandles og afgøres af
politiet selv, har
fungeret på en så
hensigtsmæssig måde, at
det ville være et
væsentligt
tilbageskridt, hvis
disse klagesager på ny
skulle afgøres af
politiet. Hertil kommer,
at det vil være med til
at give en ny uafhængig
politiklagemyndighed en
vis sagsmængde, at
myndigheden undersøger
og træffer afgørelse
også i
adfærdsklagesager.
For at
tydeliggøre, at en ny
uafhængig
politiklagemyndighed
ikke er en del af
politiet eller
anklagemyndigheden,
foreslås bestemmelserne
herom indsat i et nyt
særskilt afsnit i
retsplejeloven.
Udvalget har også
overvejet den del af den
gældende klageordning,
der indebærer, at der
som kontrolorgan er
knyttet et
politiklagenævn til hver
af statsadvokaturerne,
jf. pkt. 2.1.3 ovenfor.
Udvalget anfører, at
politiklagenævnene siden
deres oprettelse i 1996
har udført et godt
stykke arbejde, men at
de er alene rådgivende
uden nogen form for
afgørelseskompetence, og
med deres nuværende
sammensætning vil det
som nævnt ovenfor næppe
være hensigtsmæssigt at
tilføre dem yderligere
kompetence.
Udvalget finder
endvidere, at der ikke
er behov for at
opretholde den nuværende
ordning med
politiklagenævn som
kontrolinstans, hvis der
oprettes en ny uafhængig
politiklagemyndighed med
bl.a. et politiklageråd
med en dommer som
formand og med
offentlighedsrepræsentanter
som medlemmer.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
184-186 og 200-201.
3.1.5.
Behovet for parallelle
klageordninger
Udvalget har i
tilknytning til
overvejelserne om model
1-4 overvejet, om et
flerstrenget system med
elementer af »frit
lejde«– som det f.eks.
kendes inden for
sundhedsområdet og
luftfarten – kunne
anvendes inden for
politiklageordningen.
Inden
for sundhedsområdet er
der således f.eks. 3
ordninger. For det
første behandler
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn klager
over sundhedspersonales
faglige virksomhed,
f.eks. undersøgelse,
diagnose, behandling
eller pleje. Nævnets
afgørelse sendes bl.a.
til
ansættelsesmyndigheden,
der derefter har
mulighed for at tage
ansættelsesretlige
skridt i forhold til
den, der har begået
fejl.
For
det andet behandler
Patientforsikringen –
med klageadgang til
Patientskadeankenævnet –
sager om erstatning til
patienter og efterladte
til patienter, som
påføres skade i
forbindelse med
undersøgelse, behandling
og lignende på et
sygehus. Der er i
princippet vandtætte
skotter mellem
Patientklagenævnet og
patientforsikringsordningen.
En sag må derfor ikke
sendes fra
patientforsikringsordningen
til Patientklagenævnet,
og de bilag, der indgår
i de to systemer, må
ikke udveksles. Det er
hensigten med denne
ordning at øge
mulighederne for, at
sundhedspersonalet vil
bidrage med at belyse en
erstatningssag, hvis
vedkommende ikke
risikerer, at sagen
sendes videre til
Patientklagenævnet.
For
det tredje har
sundhedspersoner, som
bliver opmærksom på en
utilsigtet hændelse i
forbindelse med en
patients behandling
eller ophold på sygehus,
pligt til at rapportere
disse hændelser.
Regionerne registrerer
og analyserer
rapporteringerne og
indberetter disse til
Sundhedsstyrelsen i
anonymiseret form.
Formålet med
rapporteringerne er at
forbedre
patientsikkerheden og
behandlingen af
patienter.
Inden
for luftfartsvæsenet er
der pligt til at
indberette havarier og
mere alvorlige
hændelser, der f.eks.
har været tæt på at
medføre en ulykke, og
visse
driftsforstyrrelser og
andre irregulære forhold
af betydning for
flyvesikkerheden.
Sådanne indberetninger
er undergivet
tavshedspligt, og den
indberettende kan ikke
straffes for
overtrædelse af nærmere
angivne bestemmelser i
luftfartsloven.
Udvalget anfører bl.a.,
at politiets opgaver
adskiller sig væsentligt
fra andre
myndighedsopgaver, da
politiet har mulighed
for (og i visse tilfælde
pligt til) fysisk
magtudøvelse over for
borgerne. Klager over
politiet bliver derfor
formentlig i højere
grad, end det er
tilfældet på andre
områder, opfattet som en
klage over den enkelte
politimand, og risikoen
for, at den pågældende
kan blive udsat for
kritik med tjenstlige
konsekvenser til følge,
er større end på andre
områder. Disse forhold
har efter udvalgets
opfattelse ført til - og
må nødvendigvis føre til
- at hensynet til den
enkelte politimands
retssikkerhed tillægges
særdeles stor vægt,
således at kravene til
bevisets styrke for at
give en klager medhold
også i en
adfærdsklagesag nærmer
sig kravet til bevisets
styrke i en straffesag.
Det indebærer, at der i
sager om en klage over
en politimands adfærd
eller anmeldelse af en
politimand for strafbare
forhold ikke må være
nogen rimelig tvivl om,
at klagen eller
anmeldelsen er
berettiget. Særligt i
sager, som skal afgøres
uden andre beviser end
klagers eller anmelders
og politimandens
udtalelser, kan der
derfor ofte ikke med den
fornødne sikkerhed
lægges til grund, at den
pågældende politimand
har begået fejl. Hertil
kommer, at den
pågældende politimand
ofte kan påberåbe sig en
selv-inkrimeringsrisiko
og dermed kan undlade at
udtale sig nærmere,
hvilket kan føre til en
dårligere belysning af
de faktiske forhold, der
er afgørende for klagen.
Udvalgets flertal (15
medlemmer) bemærker
bl.a., at det næppe vil
være acceptabelt, at
politipersonale, der
begår et strafbart
forhold i tjenesten,
eller som handler på en
sådan måde, at det vil
kunne give anledning til
en alvorlig disciplinær
reaktion, ikke vil kunne
drages til ansvar.
Flertallet finder på
denne baggrund, at der
ikke bør indføres en
ordning, der generelt
giver politipersonale
mulighed for at afgive
forklaring under »frit
lejde«. Området for et
eventuelt flerstrenget
system vil i praksis
ikke blive særlig stort.
Hertil kommer, at
statsadvokaterne
allerede efter det
nuværende klagesystem
har mulighed for at
udtale såkaldt
systemkritik, og at en
ny uafhængig
politiklagemyndighed
også bør have og udnytte
denne mulighed.
Skulle
man forestille sig en
flerstrenget
klageordning i relation
til klager over
politiet, kunne den
efter flertallets
opfattelse gå ud på, at
der var dels en streng i
relation til klagen over
den enkelte politimand,
dels en streng, der i
lighed med
Patientskadeankenævnet
vedrørte spørgsmålet om
erstatning fra politiet
som sådan. Hvis et
sådant flerstrenget
system skulle have nogen
reel betydning i forhold
til et »enstrenget
klagesystem«, måtte det
forudsætte, dels at
kravene til bevisets
styrke for, at der var
begået fejl mv., var
mindre i
erstatningsstrengen,
dels at der ikke kunne
udveksles oplysninger
mellem de to strenge. Et
sådant dobbeltstrenget
system vil imidlertid
blive kompliceret, og
dets nytteværdi ville
efter flertallets
opfattelse næppe stå mål
med anstrengelserne,
bl.a. set i lyset af, at
der vil være mange
sager, hvor der ikke er
lidt noget tab. Det vil
også for klageren kunne
fremstå som
uforståeligt, hvis han
eller hun får medhold i,
at vedkommende skal have
erstatning, men at der
ikke er noget at
kritisere den pågældende
politimand for.
For at
lette borgernes mulighed
for at få prøvet
erstatningskrav mod
politiet foreslår et
enigt udvalg i stedet,
at den lette adgang
efter retsplejelovens
kapitel 93 a til at få
prøvet erstatningskrav
mod politiet bør gælde i
alle tilfælde, hvor
nogen er afgået ved
døden eller er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt, jf.
nærmer herom i pkt. 3.8
nedenfor.
De
problemer, der i nogle
tilfælde har været med
at få politipersonale
til at opfylde deres
oplysningspligt i sager,
hvor der for de
pågældende ikke er
risiko for
selvinkriminering, lader
sig efter flertallets
opfattelse ikke løse ved
en ordning med frit
lejde eller i
politiklagesystemet i
øvrigt. Disse tilfælde
må løses ved uddannelse
og dialog og eventuelt
ved iværksættelse af
tjenstlige sanktioner
mod den politimand, der
ikke opfylder sin
oplysningspligt. Som
eksempel kan nævnes den
situation, at det ønskes
oplyst, hvem der modtog
et bestemt alarmopkald.
Under afhøring af den
mulige kreds af
personer, der kan have
modtaget opkaldet, er
der ingen, der vil
udtale sig herom. Hvis
det efterfølgende
afklares, hvem der
modtog opkaldet, vil de
øvrige politifolk efter
omstændighederne kunne
ifalde et
disciplinæransvar for
ikke at have opfyldt
deres oplysningspligt,
jf. også pkt. 3.6
nedenfor.
Flertallet bemærker
også, at den
omstændighed, at
personer ikke får
medhold af bevismæssige
grunde, ikke er særegen
for
politiklageordningen.
Problemstillingen er
generel inden for
strafferetsplejen.
Uanset hvordan
politiklagesystemet
indrettes, vil det
således ikke være muligt
at gøre alle tilfredse i
den forstand, at alle
vil få helt eller
delvist medhold i deres
klage.
Efter
en samlet vurdering
finder udvalgets flertal
på denne baggrund ikke
grundlag for at foreslå
et flerstrenget
klagesystem med
elementer af »frit
lejde« i lighed med
sundhedsområdet og
luftfarten.
Et
mindretal i udvalget (1
medlem) er enig i, at
reglerne inden for
luftfarten og
sundhedssektoren ikke
vil kunne overføres til
politiklageområdet, men
peger på, at de dog
illustrerer, at lovgiver
i nyere tid har været
opmærksom på problemerne
med, at klagesager
forbindes med
spørgsmålet om
muligheden for at
pålægge den enkelte et
ansvar. Mindretallet
foreslår på denne
baggrund visse ændringer
af
Politiklagemyndighedens
kompetence og
indklagedes retsstilling
inden for rammerne af
den politiklageordning,
som udvalget i øvrigt
foreslår. Mindretallets
ændringsforslag
behandles nærmere i pkt.
3.6.3 nedenfor.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
186-191 og 196-197.
3.1.6.
Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er
enig med udvalget i, at
den gældende
politiklageordning
overordnet set må anses
for at være
velfungerende, men at
det bl.a. i lyset af den
kritik, der har været af
ordningen, er vigtigt
fremadrettet både hos
befolkningen og politiet
at sikre grundlaget for
en almindelig tillid
til, at behandlingen af
politiklager foregår
korrekt, objektivt og
retssikkerhedsmæssigt
forsvarligt.
Af de
grunde som udvalgets
flertal i øvrigt har
anført, kan
Justitsministeriet på
denne baggrund tilslutte
sig »model 2«.
Justitsministeriet er
således enig i, at der
bør oprettes en ny
uafhængig
politiklagemyndighed,
der fremover skal
undersøge og afgøre
klager over
politipersonales adfærd
i tjenesten
(adfærdsklager) og
efterforske straffesager
vedrørende
politipersonale.
Justitsministeriet kan
også tilslutte sig
forslaget om, at et
politiklageråd med en
dommer som formand og
med
offentlighedsrepræsentanter
bør have det overordnede
ansvar for
Politiklagemyndighedens
virksomhed.
Justitsministeriet er
endvidere enig med
udvalget i, at det
ligesom i andre
straffesager bør være
anklagemyndigheden
(normalt
statsadvokaterne), der
tager stilling til
tiltalespørgsmålet i
straffesager mod
politipersonale, mens
efterforskningen af
sagen som nævnt bør
varetages af
Politiklagemyndigheden.
Justitsministeriet
lægger bl.a. vægt på, at
tiltalespørgsmålet i
straffesager mod
politipersonale af
principielle grunde bør
afgøres efter de samme
retningslinjer som i
andre straffesager, idet
politipersonale med
hensyn til »rollen« som
tiltalt i en straffesag
bør behandles som alle
andre borgere i forhold
til retssystemet.
Justitsministeriet er
således enig i, at
tiltalespørgsmålet bør
behandles af den
myndighed, som har en
bred generel
anklagerfaglig
ekspertise og erfaring
fra en lang række andre
sagskategorier, således
at der sikres en
ensartet tiltalepraksis
i straffesager.
Med
hensyn til spørgsmålet
om såkaldt parallelle
klageordninger med
mulighed for »frit
lejde« for det
implicerede
politipersonale er
Justitsministeriet enig
med udvalgets flertal i,
at der som følge af
politiets særlige rolle
og magtbeføjelser ikke
er grundlag for at
indføre en ordning med
frit lejde for
politipersonale, således
at politifolk ikke
skulle kunne pålægges
disciplinære eller
strafferetlige
reaktioner i anledning
af deres adfærd, hvis de
f.eks. vælger at udtale
sig under sagen, jf. dog
pkt. 3.4.2 nedenfor om
de såkaldte notitssager.
Af de grunde, som er
anført af udvalgets
flertal, kan
Justitsministeriet
endvidere tilslutte sig,
at der ikke er
tilstrækkelig anledning
til at indføre såkaldt
parallelle
klageordninger på dette
område.
Det
tilføjes, at ministeren
for sundhed og
forebyggelse senere i
denne folketingssamling
forventes at fremsætte
et lovforslag om
etablering af et nyt
patientklagesystem – en
patientombudsmands-/patientklageinstitution
– der bl.a. vil give
patienterne bedre
klagemuligheder, skabe
én indgang til
klagesystemet og give
mulighed for hurtigere
afgørelser i klagesager.
Med
hensyn til den nærmere
udformning af den
foreslåede fremtidige
politiklageordning
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2-3.8 nedenfor.
3.2.
Politiklagemyndighedens
organisation mv.
3.2.1. Udvalget
finder, at
Politiklagemyndigheden i
sin virksomhed bør være
fuldstændig uafhængig af
politiet og
anklagemyndigheden. Det
foreslås derfor, at
myndigheden i
administrativ henseende
placeres direkte under
Justitsministeriet, der
vil være den øverste
ansvarlige for
Politiklagemyndighedens
bevillinger og andre
økonomiske forhold,
personale og IT.
Da
myndigheden er
uafhængig, vil dens
afgørelser i konkrete
adfærdsklagesager ikke
kunne påklages til
Justitsministeriet eller
nogen anden
administrativ myndighed.
Spørgsmål om
Politiklagemyndighedens
undersøgelse i
adfærdsklagesager og
myndighedens afgørelser
i disse sager vil
således ikke kunne
indbringes for anden
administrativ myndighed.
Politiklagemyndigheden
bør have den endelige
kompetence i
adfærdsklagesager, mens
kompetencen til at tage
stilling til
tiltalespørgsmålet i
forbindelse med
eventuelle strafbare
forhold begået af
politipersonale – som i
alle andre straffesager
– bør være hos
anklagemyndigheden
(statsadvokaterne og
Rigsadvokaten og i
særlige tilfælde
Justitsministeriet), jf.
pkt. 3.1.1-3.1.4
ovenfor.
Med
hensyn til behandlingen
mv. af straffesager bør
Politiklagemyndigheden
være undergivet
anklagemyndighedens
generelle instrukser
(fra Rigsadvokaten og
statsadvokaterne).
Myndigheden skal således
følge de generelle
forskrifter og
direktiver om
efterforskningen i
straffesager, der kommer
fra navnlig
Rigsadvokaten, mens
efterforskningen i
konkrete sager
gennemføres af
Politiklagemyndigheden.
Statsadvokaten
involveres som
udgangspunkt ikke i
Politiklagemyndighedens
efterforskning og har
ikke nogen indflydelse
på tilrettelæggelsen af
denne. Myndigheden skal
således ikke forelægge
for statsadvokaten,
hvilke
efterforskningsskridt
der skal foretages, og
statsadvokaten kan ikke
give pålæg om, at
efterforskningen skal
foregå på en bestemt
måde. Der kan heller
ikke klages over
efterforskningen til
statsadvokaten, idet
eventuel uenighed om
lovligheden af
Politiklagemyndighedens
efterforskningskridt og
om f.eks. en forsvarers
rettigheder må afgøres
af retten, jf.
retsplejelovens § 746
(som ikke foreslås
ændret). Der er dog
efter udvalgets
opfattelse intet til
hinder for, at
Politiklagemyndigheden i
større sager underretter
statsadvokaten om
efterforskningen, eller
at der i øvrigt finder
et samarbejde sted i
større konkrete sager.
Udvalget fremhæver, at
statsadvokaten ikke kan
bede
Politiklagemyndigheden
om at stoppe en
efterforskning, og at
statsadvokatens
involvering kun kan ske
på initiativ fra
Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndighedens
afvisning af en
anmeldelse vil dog kunne
påklages til den
regionale statsadvokat,
jf. forslaget til § 1020
d, stk. 2.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
202-203.
3.2.2. Udvalget
foreslår, at der som en
del af Den Uafhængige
Politiklagemyndighed
oprettes et
Politiklageråd, der
skal have det
overordnede ansvar for
Politiklagemyndighedens
virksomhed og fastlægge
generelle overordnede
retningslinjer for
myndighedens arbejde.
Det
daglige ansvar for
myndighedens arbejde bør
påhvile en direktør, der
er chef for myndighedens
medarbejdere.
Udvalget finder, at der
ved denne sammensætning
af
Politiklagemyndigheden
opnås en god balance
mellem den faglige del
af myndigheden, der skal
forestå det daglige
arbejde, og ekstern
indflydelse og
kompetence i form af et
råd, der som en slags
bestyrelse eller
kontrolinstans har det
overordnede ansvar for
myndighedens virke. Ved
denne model bevares også
det læge element som i
dag findes i
politiklagesystemet, og
et bredt sammensat
politiklageråd vil også
kunne være med til at
styrke
Politiklagemyndighedens
uafhængighed og anseelse
og være med til at
forøge tilliden til
politiklagesystemet.
Udvalget foreslår, at
Politiklagerådet skal
have 5 medlemmer. Det
foreslås, at medlemmerne
beskikkes af
justitsministeren efter
indstilling fra
relevante myndigheder og
organisationer, jf.
nedenfor. Det
forudsættes, at
justitsministeren i
almindelighed vil skulle
følge indstillingerne.
Der beskikkes et
tilsvarende antal
suppleanter. Det
foreslås, at beskikkelse
sker for en periode på 4
år med mulighed for
genbeskikkelse for
yderligere én periode.
Den maksimale periode,
som et medlem kan
deltage i rådets
arbejde, vil således
være 8 år.
For at
styrke tilliden til
rådets arbejde og dets
uafhængighed foreslås
det, at formanden skal
være landsdommer.
Formanden beskikkes
efter indstilling fra de
to landsretter. For at
sikre at begge
landsretter bliver
repræsenteret, bør
formandskabet gå på
skift mellem de to
landsretter, og således
at suppleanten for
formanden er en dommer
fra Vestre Landsret,
hvis formanden er fra
Østre Landsret, og
omvendt.
Det
foreslås, at rådet ud
over formanden skal
bestå af en advokat, en
universitetslærer i
retsvidenskab og to
repræsentanter for
offentligheden. Herved
får Politiklagerådet en
bred sammensætning, hvor
også det læge element,
som i dag kendetegner
politiklagenævnene,
indgår.
Svarende til, hvad der
gælder for Den Særlige
Klageret
(retsplejelovens § 1 a,
stk. 3) og
Dommerudnævnelsesrådet
(retsplejelovens § 43 b,
stk. 3), foreslås det,
at advokaten beskikkes
efter indstilling fra
Advokatrådet, og at de
to
offentlighedsrepræsentanter
beskikkes efter
indstilling fra
henholdsvis KL
(Kommunernes
Landsforening) og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Universitetslæreren i
retsvidenskab bør -
ligesom det er tilfældet
i relation til Den
Særlige Klageret og
Procesbevillingsnævnet –
udpeges direkte af
justitsministeren, idet
det forudsættes, at der
udpeges en erfaren
professor eller lektor
med interesse for
politiets arbejde.
Udvalget finder det for
at styrke uafhængigheden
rigtigst, at der er tale
om en juridisk
universitetslærer, der
er tilknyttet et af
universiteterne, og
tilføjelsen i
retsplejelovens §§ 1 a,
stk. 3, og 23, stk. 1,
(om udpegning af
medlemmer til Den
Særlige Klageret
henholdsvis
Procesbevillingsnævnet)
om »en anden jurist med
særlig videnskabelig
uddannelse« foreslås
derfor ikke medtaget.
Politiklagerådet bør på
samme måde som en
bestyrelse have det
overordnede ansvar for
Politiklagemyndighedens
arbejde og fastlægge de
generelle overordnede
retningslinjer for dette
arbejde.
Rådet
bør endvidere kunne
behandle og træffe
afgørelse i konkrete
sager, der er af
principiel karakter
eller af betydelig
almindelig interesse,
eller som af andre
særlige grunde findes at
burde afgøres af rådet.
I andre sager træffes
afgørelsen af direktøren
eller af den, som er
bemyndiget hertil af
rådet eller direktøren.
Udadtil bør afgørelsen
fremtræde som truffet af
Politiklagemyndigheden,
idet der ikke kan klages
over direktørens
afgørelser til rådet.
Det er ikke tanken, at
rådet skal involveres i
alle konkrete sager, men
det vil i øvrigt være op
til rådet selv at
fastlægge de nærmere
retningslinjer for,
hvilke sager der skal
forelægges for rådet.
Politiklagerådet bør
selv fastsætte sin
forretningsorden og
regler om arbejdets
fordeling mellem rådet
og direktøren.
Forretningsordenen bør
f.eks. indeholde nærmere
regler om de tilfælde,
hvor der finder
afstemning sted i rådet.
Det forudsættes, at
afgørelse i rådet ved
uenighed træffes ved
almindelig
stemmeflerhed. Der er
ikke noget til hinder
for, at det fremgår af
en afgørelse fra
Politiklagemyndigheden,
om den har været drøftet
i Politiklagerådet, men
resultatet af en
eventuel afstemning bør
i almindelighed ikke
offentliggøres.
Politiklagemyndighedens
daglige arbejde bør som
nævnt ledes af en
direktør, der er chef
for de medarbejdere, der
er ansat i myndigheden.
Udvalget foreslår, at
direktøren ansættes og
afskediges af
justitsministeren efter
politiklagerådets
indstilling.
Direktøren skal være
forpligtet til alene at
følge de anvisninger og
retningslinjer, der
gives af rådet, og altså
ikke anvisninger fra
anden side. Dog vil
Politiklagemyndigheden
som nævnt ovenfor være
underlagt Rigsadvokatens
generelle instrukser om
behandlingen af
straffesager.
Direktøren bør deltage i
Politiklagerådets møder,
medmindre rådet
undtagelsesvis bestemmer
andet, hvilket
forudsættes alene at ske
i helt særlige tilfælde.
Der er ikke noget til
hinder for, at også
andre medarbejdere
deltager i rådets møder,
såfremt rådet giver
samtykke hertil.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
202-203.
3.2.3. Udvalget
finder som nævnt, at
Politiklagemyndigheden
bør ledes af en
direktør, der
forudsættes at være en
erfaren og anerkendt
jurist. Derudover vil
det formentlig være
nødvendigt med en
souschef, der kan
varetage direktørens
funktioner, når denne
ikke er til stede. Der
vil endvidere til
afdelingen skulle
knyttes et yderligere
antal juridiske
medarbejdere. Der bør
fortrinsvis være tale om
chargerede medarbejdere,
der på egen hånd vil
kunne varetage
myndighedens funktioner.
Myndigheden vil
herudover skulle bestå
af en eller flere
efterforskningsledere,
et antal faste
efterforskere og
administrativt
personale.
Antallet af faste
efterforskere bør efter
udvalgets opfattelse
udgøre 5-10
medarbejdere. Hvis der
er brug for det, bør
Politiklagemyndigheden
kunne anmode om bistand
fra Rigspolitiet. Det
kan f.eks. være i
tilfælde, hvor
Politiklagemyndigheden
ikke selv har ressourcer
til at gennemføre
efterforskningen, eller
hvor det ikke vil være
hensigtsmæssigt, hvis
Politiklagemyndigheden
træder frem, f.eks. i
forbindelse med mistanke
om, at der lækkes
tavshedsbelagte
oplysninger fra en
politistation. Det
forudsættes, at en sådan
undersøgelse i givet
fald bør styres nøje af
Politiklagemyndigheden
og foretages på
myndighedens ansvar.
Politiklagemyndigheden
bør også i andre
sammenhænge, f.eks. i
relation til
kriminalteknisk bistand,
kunne trække på
Rigspolitiets
specialafdelinger.
Udvalget finder ikke
grundlag for at foreslå
særlige regler om
sammensætningen af
personalet i
Politiklagemyndigheden,
f.eks. i relation til
tidligere arbejde i
politi eller
anklagemyndighed.
Der er
efter udvalgets
opfattelse på den ene
side intet til hinder
for, at en medarbejder
har en politimæssig
uddannelse og tidligere
har gjort tjeneste i
politiet, mens dette på
den anden side ikke kan
stilles som en
betingelse. Det må nok
forventes, at der vil
være en meget stor andel
af efterforskere med
politimæssig baggrund,
herunder tidligere
politipersonale. Også
personer, der har en
politimæssig uddannelse,
men som har været
beskæftiget med andet
arbejde i en periode,
vil være en mulighed som
efterforskere i
Politiklagemyndigheden.
Udvalget fremhæver, at
hver enkelt medarbejder
i Politiklagemyndigheden
i sit daglige virke bør
have for øje, at
myndigheden er uafhængig
af politiet og
anklagemyndigheden.
Udvalget finder ikke
anledning til at stille
forslag om en
»karantæneperiode« for
tidligere medarbejdere i
politiet. Udvalget har
herved navnlig lagt vægt
på, at det vil være
særdeles vanskeligt at
skaffe kvalificerede
efterforskere, hvis der
stilles krav om en sådan
karantæneperiode.
Politiklagemyndighedens
efterforskning må
nødvendigvis være på et
meget højt fagligt
niveau, så der er den
nødvendige tillid hertil
hos befolkningen, og hos
det politipersonale, som
efterforskningen retter
sig imod, og som selv
har en politimæssig
baggrund og ofte
efterforskningsmæssig
erfaring.
Udvalget har også lagt
vægt på, at der hverken
i det engelske
Independent Police
Complaints Commission
eller i den norske
Specialenhet for
politisaker er krav om
en karantæneperiode for
efterforskere.
Politiklagemyndigheden
skal kunne rykke ud med
meget kort varsel,
f.eks. i forbindelse med
sager, hvor en person er
afgået ved døden eller
er kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt.
Udvalget har derfor
overvejet, om
myndigheden permanent
bør have et eller flere
kontorer rundt omkring i
landet. Udvalget finder
imidlertid i lyset af
Danmarks størrelse og de
lette
transportmuligheder ikke
anledning til at
anbefale dette. Der er
dog naturligvis intet
til hinder for, at der i
en periode – hvis der
måtte være behov for det
– indrettes midlertidige
kontorfaciliteter for
Politiklagemyndigheden
andre steder end på
myndighedens
hovedadresse.
Udvalget bemærker, at
antallet af sager, hvor
en person er afgået ved
døden eller er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt, i
årene fra 2002 til 2005
var mellem 7 og 10, i
2006 har været 20 og i
2007 21. Det forudsættes
i øvrigt, at der
etableres en
vagtordning, således at
medarbejdere fra
myndigheden med kort
varsel vil kunne komme
til stede, når der er
brug for det.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
212-215.
3.2.4.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets
overvejelser og forslag
om
Politiklagemyndighedens
organisatoriske
placering, sammensætning
mv., og lovforslaget er
med enkelte
redaktionelle ændringer
udformet i
overensstemmelse med
udvalgets udkast.
Der
henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2
(forslag til
retsplejelovens § 118
(om
Politiklagemyndighedens
uafhængighed),
§§ 118-118 b og 118 d
(om Politiklagerådets
sammensætning og
opgaver) og § 118 c (om
direktørens opgaver)),
§ 1, nr. 7 (forslag til
retsplejelovens § 1019,
stk. 2 (om Rigspolitiets
bistand til
undersøgelsen i
adfærdsklagesager)), og
§ 1, nr. 8 (forslag til
retsplejelovens § 1020
c, stk. 2 (om
Rigspolitiets bistand
til efterforskningen i
straffesager mod
politipersonale)), og
bemærkningerne hertil.
3.3.
Generelle spørgsmål
vedrørende
Politiklagemyndighedens
kompetence
3.3.1.
Hvem kan der klages
over?
Udvalget finder efter en
samlet vurdering ikke
anledning til at foreslå
ændringer i, hvilke
personer (funktioner)
der bør være omfattet af
politiklageordningen.
Det
politiuddannede
personale bør fortsat
være omfattet af
ordningen. Det er den
mulighed for
magtanvendelse, herunder
af fysisk karakter, som
denne del af politiets
personale har, der er
baggrunden for, at der
er etableret en særlig
klageordning vedrørende
politipersonale.
Udvalget finder i lyset
af de arbejdsopgaver,
som politiets
kontorpersonale mv. har,
at der ikke er anledning
til, at disse
personalegrupper bør
være omfattet af
klageordningen. Klage
over disse
personalegrupper bør
derfor som hidtil
behandles af
politidirektørerne og
Rigspolitiet.
For så
vidt angår politiets
juridiske personale er
det andre hensyn, der
gør sig gældende end for
det politiuddannede
personale. Selv om det
juridiske personale har
mulighed for at anvende
politimæssige beføjelser
i form af anholdelse
mv., er det i praksis
sjældent, at det sker,
mens der er flere
tilfælde, hvor en af
politiets jurister
beskyldes for uhøflig
optræden eller
anvendelse af urimelig
sprogbrug. Anmeldelser
om strafbare forhold mod
politiets jurister er
sjældent forekommende,
men det sker dog, at der
er anmeldelser i form af
f.eks. beskyldninger om
korruption og lignende.
Samlet er antallet af
klagesager over
politiets jurister
beskedent.
Udvalget finder på denne
baggrund, at det er mest
hensigtsmæssigt at
bevare den nuværende
ordning, hvorefter
jurister, der gør
tjeneste i en
politikreds eller hos
Rigspolitiet, er
omfattet af
politiklageordningen.
Medarbejderne hos den
overordnede
anklagemyndighed
(statsadvokaterne og
Rigsadvokaten) bør efter
udvalgets opfattelse
fortsat ikke være
omfattet af
politiklageordningen.
Klage over disse
medarbejdere vil
endeligt skulle afgøres
af Justitsministeriet.
Nogle
af politiets jurister
møder i sager ved
landsretten (og
eventuelt i
nævningesager i
byretterne) som
medhjælpere for
statsadvokaten, jf.
retsplejelovens § 103,
stk. 2. Da de pågældende
i denne funktion direkte
er undergivet
statsadvokaten, bør
klage over deres
optræden i forbindelse
med denne funktion som
hidtil ikke være
omfattet af
politiklageordningen.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
173-174.
3.3.2.
Hvilke sager bør være
omfattet af
klageordningen?
Udvalget finder, at den
nuværende afgrænsning af
den særlige
politiklageordning til
adfærdsklagesager og
sager om strafbare
forhold i tjenesten er
hensigtsmæssig og
velbegrundet. Udvalget
finder således, at
ordningen, som
udgangspunkt ikke bør
omfatte forhold uden for
tjenesten.
Udvalget har herved lagt
vægt på, at
klageordningen
udspringer af de særlige
beføjelser til at bruge
fysisk magt, som
politiet i modsætning
til andre myndigheder er
tillagt. Udvalget har
også lagt vægt på, at
begrebet »i tjenesten«
fortsat i tvivlstilfælde
bør fortolkes vidt, jf.
pkt. 2.1.4 ovenfor.
Herudover har udvalget
lagt vægt på, at det er
vigtigt, at
Politiklagemyndighedens
ressourcer fra starten
anvendes i de sager,
hvor der er et reelt
behov for, at
efterforskningen
foretages af en
uafhængig myndighed.
Udvalget bemærker
endvidere, at eventuelle
habilitetsproblemer i
forbindelse med forhold
uden for tjenesten må
løses ved, at sagen
overgives til behandling
i en anden politikreds
eller eventuelt i
Rigspolitiet.
Udvalget foreslår dog,
at
Politiklagemyndigheden i
særlige tilfælde skal
kunne forestå
efterforskningen også af
forhold, der er begået
uden for tjenesten. Det
drejer sig navnlig om de
situationer, hvor der er
mistanke mod en
politimand om forhold,
der er begået både i og
uden for tjenesten. Det
foreslås, at
statsadvokaten i sådanne
tilfælde kan bestemme,
at
Politiklagemyndigheden
skal forestå
efterforskningen i hele
sagen mod den
pågældende.
Statsadvokaten vil også
kunne bestemme, at en
sag, hvor der både er en
eller flere sigtede
politimænd, og andre
sigtede uden tilknytning
til politiet, i sin
helhed skal efterforskes
af
Politiklagemyndigheden.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 175.
3.3.3.
Særligt om
dispositionsklager
Ved et
tillægskommissorium af
6. august 2008 blev
udvalget anmodet om at
overveje, om klager over
politiets dispositioner
uden for
strafferetsplejen bør
indgå i en eventuel ny
politiklageordning.
Baggrunden for
tillægskommissoriet var
presseomtale af borgeres
klager over
politibetjeningen,
herunder ønsker om
politimæssig bistand
(»udrykning«).
Udvalget finder ikke, at
alle dispositionsklager
uden for
strafferetsplejen bør
være omfattet af den
særlige klageordning.
Udvalget har herved lagt
vægt på, at antallet af
dispositionsklager er
meget stort, og at der
er tale om meget
forskelligartede klager.
Der kan bl.a. være tale
om klage over egentlige
ledelsesmæssige
vurderinger og
beføjelser, og der må
nødvendigvis indgå et
betydeligt politifagligt
og ledelsesmæssigt skøn
i sådanne dispositioner.
Hertil kommer, at en
stor del af klagerne
over politiets
dispositioner efter
udvalgets opfattelse
slet ikke vil være
egnede til at indgå i
politiklagesystemet.
Ofte er der tale om
klager over dagligdags
dispositioner, der
klares med en samtale
med borgeren, og hvor
der ikke træffes og ikke
er behov for en formel
afgørelse.
Hertil
kommer, at
dispositionsklager er
karakteriseret ved, at
klagen ikke vedrører
magtmisbrug mv. fra
politiets eller en
enkelt politimands side,
men angår tilfælde, hvor
det skøn, som er udøvet
i forbindelse med en
bestemt politimæssig
disposition, ved en
efterfølgende vurdering
viser sig muligvis at
burde have været udøvet
anderledes. De hensyn,
der ligger bag, at der
er etableret en særlig
klageordning i
forbindelse med
magtmisbrug og andre
tjenesteforsømmelser mv.
eller strafbare forhold
fra politiets side, gør
sig således ikke på
samme måde gældende i
relation til
dispositionsklager. Det
bemærkes i den
forbindelse, at hvis der
er mulighed for, at der
f.eks. foreligger
magtmisbrug eller anden
tjenesteforsømmelse,
eller der er tale om
dårlig adfærd fra
politiets side i
forbindelse med en
dispositionsklage, vil
sagen allerede efter de
gældende regler overgå
til at blive behandlet
som en adfærdsklage i
politiklagesystemet. Er
der tale om en
disposition, hvor der er
mistanke om et strafbart
forhold, vil sagen også
allerede efter de
gældende regler skulle
behandles efter de
særlige regler i kapitel
93 c om straffesager mod
politipersonale.
Hvis
den foreslåede
uafhængige
politiklagemyndighed i
den nye klageordning
skulle overtage alle
dispositionsklager,
ville det indebære, at
der skulle tilføres
meget betydelige
ressourcer til
politiklageordningen, og
der ville være risiko
for, at der ville blive
åbnet op for et
uoverskueligt
klagesystem, hvor de
afsatte ressourcer og
indsatsen efter
udvalgets opfattelse
ikke ville stå mål med
den opnåede gevinst.
I
relation til de tilfælde
af manglende udrykning
fra politiet, som bl.a.
har været fremme i den
offentlige debat, er det
udvalgets opfattelse, at
det vil være
betænkeligt, hvis alle
klager over manglende
politibetjening skulle
rettes til en ny
uafhængig
politiklagemyndighed.
Det ville således
betyde, at
Politiklagemyndigheden
bl.a. detaljeret skulle
vurdere opbygningen af
politikredsenes
vagtcentraler, herunder
hvilke ressourcer der
skal afsættes hertil, og
størrelsen og
prioriteringen af det
politimæssige beredskab
i øvrigt.
Efter
udvalgets opfattelse bør
de rene
dispositionsklager
således som udgangspunkt
ligesom i dag holdes
uden for
politiklagesystemet og
behandles af
anklagemyndigheden (ved
dispositionsklager inden
for strafferetsplejen)
eller af
politidirektørerne og
Rigspolitiet (ved
dispositionsklager uden
for strafferetsplejen).
Udvalget finder dog, at
der kan være tilfælde,
hvor det vil være
hensigtsmæssigt og
forsvarligt, at
dispositionsklager som
et accessorium til en
politiklage vil kunne
behandles i
politiklageordningen.
Det vil være tilfældet i
de situationer, hvor der
i forbindelse med en
adfærdsklage eller en
anmeldelse om strafbart
forhold tillige klages
over en disposition, som
en politimand har
truffet i forbindelse
med den pågældende
politiforretning. De
rent ledelsesmæssige
dispositioner bør
derimod ikke være
omfattet af
politiklageordningen,
f.eks. om hvordan
politiets ressourcer
skal anvendes eller
generelle overvejelser
af
operationel/polititaktisk
karakter.
Udvalget foreslår
derfor, at
Politiklagemyndigheden,
hvis der er en nær
sammenhæng mellem en
dispositionsklage og en
adfærdsklage eller en
straffesag mod en
politimand, skal have
mulighed for også at
behandle
dispositionsklagen.
Politiklagemyndigheden
bør dog i forbindelse
med behandlingen af en
dispositionsklage
forelægge sagen for den
pågældende politimands
foresatte, typisk en
politidirektør eller
Rigspolitiet, således at
politiledelsen kan få
lejlighed til at komme
med bemærkninger om
dispositionen.
Som
eksempler, hvor der kan
være en sådan nær
sammenhæng, kan nævnes
beslutningen om at
indsætte politihunde
eller et
detentionsdødsfald.
Beslutningen om at
indsætte hunde i
forbindelse med en
politiforretning vil i
almindelighed være en
politimæssig
disposition. Må det
antages, at klagen
f.eks. går på, at brugen
af hunde er sket i
chikanøst øjemed eller
som led i magtmisbrug
fra politiets side, kan
klagen dog være omfattet
af kapitel 93 b om
klager over
politipersonalet (eller
eventuelt kapitel 93 c
om straffesager mod
politipersonale). Ved
efterforskningen af et
dødsfald i en detention
kan der tilsvarende
indgå vurderinger både
af politiets
detentionsanbringelse og
gennemførelsen af
anbringelsen.
Udvalget anfører, at det
må antages, at der vil
blive tale om et
forholdsvis begrænset
antal tilfælde, hvor
Politiklagemyndigheden
som et accessorium vil
kunne behandle
dispositionsklager.
Udvalget finder ikke, at
det på forhånd bør være
udelukket, at
Politiklagemyndigheden
vurderer en disposition
inden for
strafferetsplejen, hvis
der er en nær sammenhæng
med klagen i øvrigt. Som
eksempel kan nævnes en
anholdelse af en person
(som sker inden for
strafferetsplejen), der
mener sig uberettiget
bortvist.
Udvalget foreslår, at
der i retsplejelovens
kapitel 93 b om
adfærdsklager indsættes
en særlig bestemmelse om
denne adgang for
Politiklagemyndigheden
til i visse tilfælde at
behandle og afgøre
dispositionsklager, der
har en nær sammenhæng
med en adfærdsklage.
Udvalget foreslår
endvidere, at der i
retsplejelovens kapitel
93 c indsættes en
bestemmelse om, at
Politiklagemyndigheden
også i forbindelse med
efterforskningen af en
straffesag kan behandle
dispositionsklager, der
har en nær sammenhæng
med straffesagen.
Politiklagemyndigheden
bør derimod ikke i disse
tilfælde vurdere
hensigtsmæssigheden af
dispositionen, hvis
sagen i øvrigt
forelægges for
statsadvokaten med
henblik på afgørelse af
tiltalespørgsmålet. Det
bør i disse sager være
statsadvokaten, der
vurderer dispositionen.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
151-156 og 175.
3.3.4.
Politiklagemyndighedens
information til
offentligheden
Politiklagemyndigheden
bør efter udvalgets
opfattelse have en række
opgaver af mere
informativ karakter både
i forhold til
offentligheden og til
politiets personale.
Myndigheden bør også
overtage Rigsadvokatens
opgave med at indsamle
og koordinere statistisk
materiale på
politiklageområdet. Det
forudsættes således, at
myndigheden skal have
egen hjemmeside, hvor
alle oplysninger om
klager over og
straffesager mod
politipersonale samles,
og at myndigheden
udarbejder en
årsberetning om klager
over politiet.
Årsberetningen bør også
indeholde nærmere
oplysninger om de
straffesager og
disciplinærsager, der i
årets løb har været
rejst som følge af
myndighedens arbejde.
Det forudsættes, at
Politiklagemyndigheden
til brug for
årsberetningen modtager
de nødvendige
oplysninger fra
anklagemyndigheden,
Rigspolitiet og
politidirektørerne.
Udvalget anbefaler
endvidere, at
medarbejdere fra
myndigheden deltager som
undervisere i
forbindelse med
uddannelse af politifolk
og i øvrigt deltager i
oplysende arbejde om
klager over politiet.
Endelig anbefales det,
at myndigheden deltager
i det internationale
samarbejde, der er under
opbygning i forhold til
tilsvarende myndigheder
i andre europæiske
lande.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 212.
3.3.5.
Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet er
enig i udvalgets
overvejelser om
afgrænsningen af, hvilke
persongrupper og sager
som bør være omfattet af
Politiklagemyndighedens
kompetence, og
lovforslaget er udformet
i overensstemmelse
hermed.
Af de
grunde, som udvalget har
anført, er
Justitsministeriet
endvidere enig i, at den
foreslåede
Politiklagemyndighed
ikke bør have beføjelse
til generelt at behandle
klager over politiets
dispositioner uden for
eller inden for
strafferetsplejen.
Justitsministeriet er
enig med udvalget i, at
en dispositionsklage dog
bør kunne behandles
sammen med en klagesag
eller straffesag, hvis
der er en nær sammenhæng
mellem sagerne. I
forhold til udvalgets
lovudkast er der
indføjet en bestemmelse
i lovforslaget, som
udtrykkeligt fastsætter,
at det er
statsadvokaten, der på
grundlag af
Politiklagemyndighedens
efterforskning (og efter
høring af
politidirektøren/Rigspolitiet)
træffer afgørelse i en
sådan dispositionsklage,
når den behandles sammen
med en straffesag mod
politipersonale, jf.
forslaget til
retsplejelovens § 1020
i, stk. 3.
Der
henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 1
(forslag til
retsplejelovens § 118 c
(om
Politiklagemyndighedens
årlige beretning)), § 1,
nr. 7 (forslag til
retsplejelovens § 1019,
stk. 1, (om klager over
politipersonalets
adfærd) og § 1019 q (om
adgangen til at behandle
dispositionsklager i
forbindelse med
adfærdsklagesager)), og
§ 1, nr. 8 (forslag til
retsplejelovens § 1020
i, stk. 1, (om samlet
behandlingen af
strafbare forhold begået
i og uden for tjenesten)
og § 1020 i, stk. 2 og
3, (om adgangen til at
behandle
dispositionsklager i
forbindelse med
straffesager)), og
bemærkningerne hertil.
3.4.
Politiklagemyndighedens
kompetence i
adfærdsklagesager
3.4.1.
Undersøgelse og
afgørelse i
adfærdsklagesager
Udvalget foreslår, at
Politiklagemyndigheden
skal have til opgave at
undersøge alle
adfærdsklagesager
bortset fra klager, der
kan behandles som
notitssag, jf. pkt.
3.4.2 nedenfor.
Ved
modtagelsen af en sag
bør
Politiklagemyndigheden
tage stilling til, om
sagen skal behandles som
en adfærdsklage eller
som en anmeldelse af et
strafbart forhold. Det
er naturligvis af
betydning, hvordan
klageren selv betegner
sin klage, men det er
ikke afgørende. Hvis en
klager fastholder, at
der er tale om en
anmeldelse af et
strafbart forhold, har
den pågældende krav på,
at der tages stilling
hertil.
Udvalget foreslår, at
Politiklagemyndigheden
selv tilrettelægger sin
sagsbehandling.
Det er
udvalgets vurdering, at
de gældende bestemmelser
om indenretlig afhøring
i tilstrækkelig grad
giver mulighed for at
foretage indenretlige
afhøringer, hvis det
anses for
hensigtsmæssigt eller
påkrævet. Udvalget
foreslår derfor, at
Politiklagemyndigheden
kan bestemme, at der
skal afgives indenretlig
forklaring i forbindelse
med undersøgelse af en
adfærdsklage i samme
omfang som i dag.
Udvalget foreslår dog,
at
værnetingsbestemmelsen
gøres mere enkel, så der
skabes mulighed for, at
indenretlig afhøring kan
finde sted i den
retskreds, hvor det er
mest hensigtsmæssigt.
Dette svarer til
værnetingsbestemmelsen i
retsplejelovens § 694,
stk. 1 (som ikke
foreslås ændret), om
retsmøder under
efterforskningen i
straffesager.
Politiklagemyndigheden
møder i givet fald selv
i retten under sådanne
retsmøder.
Udvalget foreslår
herudover, at
Politiklagemyndigheden
på et hvilket som helst
tidspunkt af
sagsbehandlingen kan
afvise en adfærdsklage,
hvis det findes
åbenbart, at der ikke er
grundlag for at give
klageren medhold. En
sådan adgang til at
afvise adfærdsklager bør
anvendes med varsomhed,
men myndigheden bør have
mulighed for ikke
unødvendigt at bruge
ressourcer på chikanøse,
useriøse, uforståelige
og åbenbart grundløse
klager.
Hvis
der ikke sker afvisning,
træffer
Politiklagemyndigheden,
når undersøgelsen er
tilendebragt, afgørelse
i adfærdsklagesagen og
tager i forbindelse
hermed stilling til, om
der er grundlag for at
udtale kritik. Kritikken
kan vedrøre en bestemt
politimands udsagn,
adfærd eller handlemåde,
men kan også være en
»systemkritik«.
Udvalget finder i lyset
af forslaget om et
særligt Politiklageråd
ikke grundlag for at
foreslå, at der skal
gælde en særlig
klageadgang for
adfærdsklagesagerne
eller opretholdes et
særligt kontrolorgan i
form af et
politiklagenævn, jf.
også pkt. 3.1.4 ovenfor.
Det bør således afgøres
endeligt af
Politiklagemyndigheden,
om der er grundlag for
kritik i anledning af en
adfærdsklage.
Hvis
en klage vedrørende
samme begivenhedsforløb
indeholder både en
adfærdsklage og
anmeldelse om et
strafbart forhold, bør
spørgsmålet om, hvorvidt
der skal rejses tiltale,
forelægges for
statsadvokaten, før
Politiklagemyndigheden
tager stilling til
adfærdsklagen. Vedrører
klagen derimod
forskellige
hændelsesforløb uden
sammenhæng, bør
Politiklagemyndigheden
afgøre, om det er mest
hensigtsmæssigt at vente
med at tage stilling til
adfærdsklagen, indtil
statsadvokaten har
vurderet, om der i
relation til et andet
hændelsesforløb er
grundlag for at rejse
tiltale.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
206-209.
3.4.2.
Notitssager
Som
nævnt i pkt. 2.1.4
ovenfor kan mindre
adfærdsklagesager efter
praksis i dag afsluttes
med en samtale mellem en
overordnet politimand og
klageren og en
efterfølgende notits til
statsadvokaten og
politiklagenævnet.
Udvalget finder, at den
nuværende ordning med
notitssagsbehandling har
været meget
velfungerende, og peger
på, at en udvidelse af
ordningen med
notitssagsbehandling i
sager om klager over
politiets adfærd i
tjenesten vil kunne være
med til at sikre en
hurtig og fleksibel
gennemførelse af
sagsbehandlingen og
samtidig frigive
ressourcer til
behandling af bl.a. mere
tunge adfærdsklagesager.
Udvalget foreslår på
denne baggrund at
lovfæste og udvide
anvendelsesområdet for
sådanne notitssager.
Udvalget har i den
forbindelse også lagt
vægt på, at en
brugerundersøgelse, som
Aalborg Universitet har
gennemført, bl.a. viser,
at op mod halvdelen af
de klagere, der deltog i
undersøgelsen, frem for
et formelt klageforløb,
som de oplevede, ville
have foretrukket en
uformel samtale med en
overordnet
polititjenestemand og
dermed en væsentlig
hurtigere behandling af
klagen.
Det
forudsættes, at
behandlingen af en
adfærdssag på denne
lettere måde alene
gennemføres, såfremt
klageren ønsker det.
Klageren kan når som
helst i processen
forlange, at sagen
behandles i det
sædvanlige klagesystem.
Udvalget finder
endvidere, at det bør
være en forudsætning for
notitssagsbehandling, at
en indklaget politimand,
der til brug for
notitssagsbehandlingen
afgiver en udtalelse,
skal kunne gøre dette
uden risiko for en
disciplinær reaktion.
Udvalget foreslår
derfor, at der ikke
efterfølgende kan
pålægges en politimand,
der som led i
notitssagsbehandlingen
er fremkommet med en
udtalelse, en
disciplinær sanktion i
anledning heraf. Derved
sikres det, at
indklagede kan medvirke
ved notitssagens
behandling uden at
risikere, at de
oplysninger, som han
eller hun fremkommer
med, senere kan bruges
imod vedkommende.
Udelukkelsen af en
disciplinær sanktion bør
først indtræde, når
indklagede afgiver en
udtalelse til brug for
notitssagsbehandlingen.
Inddrages indklagede
ikke i
notitssagsbehandlingen,
vil en efterfølgende
disciplinær sanktion
således ikke være
udelukket, hvis klageren
ikke ønsker sagen
afgjort som notitssag.
Hvis klageren efter, at
indklagede er fremkommet
med en udtalelse, ikke
ønsker sagen afgjort som
notitssag, vil
Politiklagemyndigheden
kunne udtale kritik mv.,
men der vil ikke som
følge heraf kunne
pålægges nogen
disciplinær sanktion.
Udvalget finder, at
notitssagsbehandling kun
bør kunne finde sted i
adfærdsklagesager. Er
der mistanke om et
strafbart forhold, kan
notitssagsbehandling
således ikke
gennemføres. Sagen må i
så fald som enhver anden
straffesag efterforskes,
og det må vurderes, om
der er grundlag for at
rejse tiltale mod nogen.
Det vil således navnlig
være i de mindre
alvorlige
adfærdsklagesager om
f.eks. ukorrekt
fremgangsmåde i
tjenesten og uhøflig
tiltale eller anden
ukorrekt personlig
optræden, at
notitssagsbehandling vil
være velegnet.
Udvalget finder dog ikke
på forhånd at kunne
udelukke, at
notitssagsbehandling vil
kunne finde sted i
forbindelse med f.eks.
en klage over hårdhændet
behandling i forbindelse
med en anholdelse. Det
bør derfor ved enhver
adfærdsklage konkret
overvejes, om sagen
skønnes egnet til
notitssagsbehandling. Er
der tale om en adfærd,
der nærmer sig vold,
således at der er
mulighed for, at sagen
kan ende med en alvorlig
disciplinær sanktion i
forhold til den
indklagede politimand,
eller er der som nævnt
tale om mistanke om
strafbart forhold, bør
sagen ikke kunne sluttes
som notitssag.
Udvalget foreslår, at
politiet ligesom i dag
forestår
notitssagsbehandlingen
ved en samtale med
klageren. Den
overordnede politimand,
der gennemfører samtalen
med klageren, skal
udarbejde en notits om
samtalen og dens udfald.
Af notitsen skal det
fremgå, at klageren er
vejledt om, at han eller
hun kan få en formel
afgørelse i sagen, men
at den pågældende ikke
har ønsket dette og er
indforstået med
notitssagsbehandling.
Udvalget finder fortsat,
at det bør være muligt
at lade den indklagede
politimand deltage i
samtalen, idet det dog
bemærkes, at den
overordnede politimand
næppe bør gennemføre
egentlige
mæglingsbestræbelser,
idet dette i givet fald
bør ske under medvirken
af en uafhængig
konfliktmægler i
overensstemmelse med
almindelige
mæglingsstandarder, jf.
også pkt. 3.4.3
nedenfor.
Udvalget foreslår, at
der i retsplejelovens
kapitel 93 b om
adfærdsklagesager
indsættes en udtrykkelig
bestemmelse om, at
adfærdsklagesager kan
sluttes ved
notitssagsbehandling.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
156-162.
3.4.3.
Konfliktmægling
Der er
i udvalget enighed om,
at der også på
politiklageområdet i
adfærdsklagesager kan
være muligheder i at
anvende en form for
konfliktmægling, men der
er samtidig betydelig
skepsis over for, om
konfliktmægling vil være
en brugbar løsningsmodel
i andet end et helt
minimalt antal sager.
Udvalget peger i den
forbindelse bl.a. på, at
det er vigtigt, at
offentligheden har
tillid til, at
adfærdsklager også ved
anvendelse af
konfliktmægling
behandles på betryggende
vis. Ethvert
mæglingsforløb er
imidlertid fortroligt,
og der vil derfor ikke
på grundlag af mæglingen
efterfølgende kunne
blive tale om
disciplinær- eller
strafforfølgning mod den
pågældende politimand.
Udvalget finder ikke
grundlag for i
retsplejeloven at
foreslå særlige regler
om konfliktmægling i
politiklagesager, men
peger på, at den nye
uafhængige
politiklagemyndighed i
givet fald vil kunne
etablere en
forsøgsordning med
egentlig konfliktmægling
i adfærdsklagesager.
Med en
sådan forsøgsordning vil
det kunne afklares, om
konfliktmægling i
adfærdsklagesager er et
brugbart redskab til at
få løst nogle sager til
alle involveredes
tilfredshed. Desuden vil
nogle af de spørgsmål,
som konfliktmægling i
adfærdsklagesager
rejser, kunne afklares,
f.eks. sammenhængen
mellem fortroligheden
ved mægling og behovet
for
disciplinærforfølgning
mod politimænd.
Udvalget er opmærksom
på, at konfliktmægling i
adfærdsklagesager vil
rejse en række
problemstillinger, der
bør afklares, inden en
forsøgsordning
iværksættes, men
udvalget finder ikke, at
disse forhold er af en
sådan karakter, at de på
forhånd bør udelukke, at
Politiklagemyndigheden
kan iværksætte en
forsøgsordning med
konfliktmægling. Man kan
sagtens forestille sig
situationer - også uden
for notitssagsområdet -
hvor personer, der
klager over bestemte af
politiets adfærdsformer
(eksempelvis sprogbrug,
chikane mv.), primært
ønsker en forklaring om
eller beklagelse af det
passerede i umiddelbar
forlængelse heraf og
netop ikke har indgivet
klagen for at »forfølge«
den enkelte politimand.
I sådanne situationer
vil en forsøgsordning
med konfliktmægling
kunne være en mulighed i
tilfælde, hvor sagen
ikke kan sluttes ved
notitssagsbehandling.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
162-164.
3.4.4.
Klagefrist
Udvalget finder, at der
fortsat bør være en
frist på 6 måneder for
indgivelse af klage.
Hvis klagen ikke er
indgivet inden for
fristen, bør den
afvises, medmindre den
enten har en sådan
alvorlig karakter, at
afvisning ikke skønnes
rimelig, eller det er
undskyldeligt, at klagen
ikke er indgivet
tidligere.
Udvalget foreslår, at
bestemmelsen om
afvisning ændres,
således at det fremgår,
at 6-måneders fristen er
en egentlig klagefrist
og ikke blot en
»kan-regel«. Det
betyder, at klagen skal
afvises, hvis den ikke
er indleveret inden 6
måneder, men således at
Politiklagemyndigheden i
særlige tilfælde kan
behandle sagen, selv om
klage indgives senere.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
178-179.
3.4.5.
Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets
overvejelser og forslag,
herunder overvejelserne
om konfliktmægling, og
lovforslaget er i det
væsentlige udformet i
overensstemmelse hermed.
Det
forudsættes, at den
foreslåede
notitssagsbehandling
ikke vil blive
gennemført, hvis det er
tvivlsomt, om sagen er
egnet til at blive søgt
behandlet som notitssag,
f.eks. fordi der i den
konkrete sag er tvivl
om, hvorvidt
politimandens adfærd
eventuelt vil kunne give
anledning til en
alvorligere disciplinær
sanktion. Det
forudsættes herunder, at
der ikke indhentes en
udtalelse fra
indklagede, før det i
givet fald står klart,
at klageren er
indforstået med
notitssagsbehandlingen.
For så
vidt angår
politipersonales
mulighed for at afgive
oplysninger til brug for
en notitssagsbehandling
uden at risikere
disciplinæransvar
bemærkes, at det i lyset
af høringen over
betænkningen i forslaget
til retsplejelovens
§ 1019 k, stk. 3, er
præciseret, at dette
alene gælder det eller
de forhold, som indgår i
notitssagsbehandlingen.
Politipersonale bør
naturligvis ikke kunne
undgå et eventuelt
disciplinært ansvar som
følge af en anden
kritisabel adfærd ved at
oplyse om denne i
forbindelse med
notitssagsbehandlingen
af en klage over f.eks.
uhøflig tiltale.
I
lyset af høringen over
betænkningen foreslås
det endvidere i
forslaget til
retsplejelovens § 1019
o, stk. 2, at den
regionale statsadvokat
skal underrettes om
Politiklagemyndighedens
afgørelse i
adfærdsklagesager.
Baggrunden herfor er
statsadvokaternes
generelle
tilsynsforpligtelse i
forhold til
politikredsenes
behandling af
straffesager, jf.
retsplejelovens § 101,
stk. 2, 1. pkt. (som
ikke foreslås ændret).
Det
bemærkes, at en
adfærdsklagesag i nogle
tilfælde udspringer af
en episode, som fører
til en straffesag mod
klageren. Begge sager
kan derfor vedrøre samme
begivenhed. Dette kan
give anledning til
overvejelser om, hvilken
sag der bør behandles
først. Sættes klagesagen
i bero vil politimanden
ikke have vidnepligt i
sagen mod klageren, og
forklaringen afgives
ikke under sædvanligt
vidneansvar.
Politiklagemyndigheden
vil i givet fald ligesom
statsadvokaterne i dag
have et vidt skøn over,
hvordan en undersøgelse
i disse tilfælde
tilrettelægges, herunder
om det efter en konkret
vurdering er
hensigtsmæssigt at sætte
behandlingen af en
adfærdsklagesag i bero.
Der
henvises til
lovforslagets § 1, nr. 7
(forslag til
retsplejelovens
§§ 1019-1019 m og 1019
o–1019 q (om
undersøgelse og
afgørelse i
adfærdsklagesager,
notitssagsbehandling og
klagefrist)), og
bemærkningerne hertil.
3.5.
Politiklagemyndighedens
kompetence i
straffesager mod
politipersonale
3.5.1.
Efterforskning
Udvalget foreslår, at
Politiklagemyndigheden
skal have til opgave at
efterforske sager, hvor
der er mistanke om
strafbart forhold begået
af en politimand i
tjenesten, jf. dog pkt.
3.5.3 neden for om visse
færdselsstraffesager.
Anmeldelser om strafbare
forhold, der modtages af
politiet eller
anklagemyndigheden, skal
videresendes til
efterforskning hos
Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden
bør også – ligesom
politiet i almindelige
straffesager – have
kompetence til af egen
drift at tage sager op
til undersøgelse og
efterforskning. I
tilfælde, hvor nogen er
død eller kommet
alvorligt til skade i
politiets varetægt eller
som følge af politiets
indgriben, bør
myndigheden endvidere
ligesom statsadvokaterne
i dag gennemføre en
efterforskning, også
selv om der ikke er
mistanke om, at en
politimand har begået et
strafbart forhold.
I
forbindelse med
efterforskningen i
straffesager bør
Politiklagemyndigheden
udøve de beføjelser, som
ellers tilkommer
politiet. Det betyder,
at
Politiklagemyndigheden
under efterforskningen
kan udøve politiets
beføjelser efter
retsplejelovens kapitel
67-75 b, herunder i
relation til afhøringer
og straffeprocessuelle
tvangsindgreb som
anholdelse,
varetægtsfængsling,
indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
legemsindgreb,
ransagning og
beslaglæggelse.
Politiklagemyndigheden
tilrettelægger selv sin
sagsbehandling. Det er
udvalgets opfattelse, at
de gældende bestemmelser
om indenretlig afhøring
i tilstrækkelig grad
giver mulighed for at
foretage indenretlig
afhøring, hvis det
skønnes påkrævet, og
reglerne herom foreslås
videreført for
Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden
møder selv i retsmøder,
der afholdes i
forbindelse med en
strafferetlig
efterforskning.
Efterforskningen i
straffesager bør i
øvrigt ske i
overensstemmelse med
retsplejelovens
almindelige regler om
behandling af
straffesager.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
206-208.
3.5.2.
Afslutning af sagen
Som
der nærmere er redegjort
for i pkt. 3.1 ovenfor,
finder udvalget, at
kompetencen til at tage
stilling til, om der
skal rejses tiltale i
sager mod
politipersonale, fortsat
bør være hos
statsadvokaten (dog
Rigsadvokaten eller
justitsministeren, hvis
dette følger af de
almindelige regler om
påtalekompetencen,
hvorefter f.eks.
justitsministerens
beslutning er en
forudsætning for
tiltalerejsning i sager
om terrorisme). Det er
således statsadvokaten,
der bør have den
påtalekompetence, der
efter retsplejelovens
§ 719, stk. 1, og §§ 721
og 722 tilkommer
politiet i »almindelige«
straffesager. Hverken
politidirektøren eller
Politiklagemyndigheden
har således efter
forslaget kompetence til
at tage stilling til
tiltalespørgsmålet, jf.
dog pkt. 3.3.5.3 neden
for om visse
hastighedsovertrædelser.
Efter
retsplejelovens § 749,
stk. 1, kan politiet i
almindelige straffesager
afvise en indgivet
anmeldelse, hvis der
ikke er grundlag for at
indlede efterforskning.
Udvalget finder det ikke
nødvendigt, at denne
type anmeldelser skal
forelægges for
statsadvokaterne, og det
foreslås derfor, at
Politiklagemyndigheden
tillægges
afvisningskompetencen
efter § 749, stk. 1, i
relation til anmeldelser
mod politipersonale om
strafbare forhold. Da
der er tale om en
afgørelse inden for
strafferetsplejen,
finder udvalget det
rigtigst, at
Politiklagemyndighedens
afgørelse om at afvise
en anmeldelse kan
påklages til den
regionale statsadvokat.
Da der ikke er tale om
en afgørelse truffet af
statsadvokaten i 1.
instans, vil
statsadvokatens
afgørelse ikke kunne
påklages til
Rigsadvokaten, jf.
retsplejelovens § 99,
stk. 3, og § 101, stk. 2
(som ikke foreslås
ændret).
Efter
retsplejelovens § 749,
stk. 2, kan politiet
beslutte at indstille en
efterforskning, hvis der
ikke har været rejst
sigtelse. Udvalgets
flertal (15 medlemmer)
finder, at denne
kompetence i
straffesager mod
politipersonale som en
væsentlig del af den
anklagemæssige
kompetence bør være hos
statsadvokaterne. Det er
således kun ved den
indledende vurdering af,
om en anmeldelse skal
afvises, at
Politiklagemyndigheden
bør kunne træffe
afgørelse. I alle andre
tilfælde bør sagen
sendes til
statsadvokaten med
henblik på at vurdere,
om efterforskningen skal
indstilles.
Udvalgets mindretal (1
medlem) finder, at
Politiklagemyndigheden
også bør have beføjelse
til at slutte sager
efter § 749, stk. 2, og
§ 721, stk. 1, nr. 1 (om
åbenbart grundløse
sigtelser), jf. herom
pkt. 3.6.3 nedenfor.
Har
Politiklagemyndigheden
afsluttet
efterforskningen i en
sag, hvor der er
indgivet anmeldelse om
et strafbart forhold,
hvor en politimand har
været sigtet eller
afhørt med en sigtets
rettigheder, eller hvor
myndigheden i øvrigt
finder, at der er eller
har været rimelig grund
til antage, at der har
været tale om et
strafbart forhold,
sendes sagen til den
regionale statsadvokat
til afgørelse af
tiltalespørgsmålet.
I
forbindelse med
fremsendelsen af sagen
til statsadvokaten bør
Politiklagemyndigheden
udfærdige en redegørelse
til statsadvokaten om
efterforskningen.
Redegørelsen bør
indeholde en gennemgang
af forløbet af
efterforskningen og
oplysning om de faktiske
omstændigheder, der er
tillagt betydning for
sagens afgørelse.
Udvalget har overvejet,
om
Politiklagemyndigheden
ud over denne
redegørelse for sagens
faktiske omstændigheder
bør have pligt til eller
mulighed for at komme
med en vurdering af
beviserne i sagen og
sagens juridiske
aspekter, herunder
navnlig
tiltalespørgsmålet.
Det er
ikke hensigten, at
Politiklagemyndigheden
skal udarbejde en
juridisk redegørelse til
statsadvokaten i form af
en længere indstilling
med en udførlig
gennemgang af
tiltalespørgsmålet,
herunder tilkendegivelse
om, under hvilke
bestemmelser i
straffeloven eller anden
lovgivning et forhold
bør henføres. Det er
heller ikke tanken, at
Politiklagemyndigheden
skal udarbejde udkast
til anklageskrift.
Udvalget finder derfor
ikke, at
Politiklagemyndigheden
bør have pligt til at
komme med en indstilling
om beviserne og sagens
juridiske aspekter. På
den anden side bør
Politiklagemyndigheden
ikke være afskåret fra
at udtale sig om
beviserne og i den
forbindelse komme ind på
juridiske aspekter i
sagen. Udvalget foreslår
derfor, at
Politiklagemyndigheden i
forbindelse med
redegørelsen til
statsadvokaten kan (dvs.
har mulighed for at)
komme med en vurdering
af de fremkomne beviser.
Det vil i givet fald
være op til
Politiklagerådet og
direktøren nærmere at
udmønte denne mulighed i
praksis.
Udvalget har herved også
lagt vægt på, at
Politiklagerådets
formand efter udvalgets
forslag skal være
landsdommer, og at en
bestemmelse om pligt for
Politiklagemyndigheden
til at udtale sig om
beviserne kan støde på
principielle
betænkeligheder om en
dommers rolle i
forbindelse med
overvejelserne om
tiltalerejsning, jf.
også pkt. 3.1.2 ovenfor.
Udvalget henviser i den
forbindelse også til
§ 4, stk. 5, i lov om
undersøgelseskommissioner,
hvorefter en
undersøgelseskommission
med en dommer som
formand kun kan foretage
retlige vurderinger til
belysning af, om der
foreligger grundlag for,
at det offentlige søger
nogen draget til ansvar,
i det omfang dommeren
finder det
retssikkerhedsmæssigt
forsvarligt.
Udvalget fremhæver, at
det er Politiklagerådet,
der i givet fald tager
stilling til, i hvilket
omfang rådet skal
involveres i konkrete
sager. Ved denne
vurdering må rådet have
for øje, at rådet (eller
den dommer, der er
formand for rådet) ikke
skal have funktion som
»undersøgelsesdommer«.
Udvalget foreslår, at
Politiklagemyndigheden
bør underrette
anmelderen, mistænkte og
sigtede politimænd og
eventuelt andre
involverede (f.eks.
forurettede, hvis denne
ikke er anmelderen) om
sagens fremsendelse til
statsadvokaten.
Politiklagemyndigheden
bør ikke underrette om
indholdet af
redegørelsen til
statsadvokaten, men
oplyse, at redegørelsen,
herunder myndighedens
eventuelle vurdering af
bevisernes vægt, vil
komme til at fremgå af
statsadvokatens
afgørelse. Når
statsadvokaten træffer
sin afgørelse, bør der
henvises til
Politiklagemyndighedens
redegørelse, og
statsadvokatens
afgørelse bør også
indeholde oplysning om
Politiklagemyndighedens
eventuelle vurdering af
bevisernes vægt.
Finder
statsadvokaten, at der
mangler oplysninger i
sagen, bør han eller hun
kunne anmode
Politiklagemyndigheden
om at foretage
yderligere
efterforskning. Der er i
øvrigt ikke noget til
hinder for, at
Politiklagemyndigheden i
alvorlige sager
orienterer
statsadvokaten på et
tidligere tidspunkt
under efterforskningen,
eller at der under
efterforskningen i
sådanne sager på
Politiklagemyndighedens
initiativ finder en
drøftelse sted med
statsadvokaten.
Spørgsmålet om, hvorvidt
der bør rejses tiltale,
afgøres herefter af
anklagemyndigheden på
samme måde som i enhver
anden straffesag efter
retsplejelovens
bestemmelser herom.
Statsadvokatens
afgørelse vil kunne
påklages til
Rigsadvokaten, mens
Rigsadvokatens afgørelse
ikke kan påklages til
Justitsministeriet, jf.
retsplejelovens § 99,
stk. 3 (som ikke
foreslås ændret).
Det
betyder, at det er
statsadvokaten, der
foretager den
strafferetlige vurdering
af, om der bør rejses
tiltale, og i givet fald
afgør, hvilke
bestemmelser tiltalen
skal angå. Det er også
statsadvokaten, der har
kompetence til at opgive
påtale eller træffe
bestemmelse om
tiltalefrafald, og det
er statsadvokaten, der
bestemmer, om en sag
skal søges afgjort ved
bødeforelæg i
overensstemmelse med
retsplejelovens § 832
eller som
tilståelsessag, jf.
§ 831.
Politiklagemyndigheden
har således i relation
til tiltalespørgsmålet
ikke nogen kompetence
til at udføre
anklagerfunktioner.
Politidirektørerne har
heller ikke nogen
kompetence i relation
til tiltalespørgsmålet,
jf. dog nedenfor i pkt.
3.5.3 om visse
færdselssager.
Udvalget finder ikke, at
Politiklagemyndigheden
ligesom
politiklagenævnene i dag
bør tillægges en
selvstændig beføjelse
til at klage til
Rigsadvokaten, hvis
statsadvokaten ikke
rejser tiltale. Det må
således forventes, at en
forurettet, der ikke er
tilfreds med afgørelsen,
oftest vil udnytte
klageadgangen.
Forurettede vil ved sin
stillingtagen til, om
den pågældende ønsker at
klage, kunne lade
Politiklagemyndighedens
eventuelle vurdering af
beviserne indgå i sit
vurderingsgrundlag.
Udvalget har også lagt
vægt på, at
politiklagenævnenes
nuværende mulighed for
at klage til
Rigsadvokaten kun
udnyttes i meget
begrænset omfang.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
209-212.
3.5.3.
Særligt om færdselssager
3.5.3.1.
Færdselssager udgør en
væsentlig del af
straffesagerne mod
politipersonale, og en
stor del af sagerne
afgøres ved
bødevedtagelse. I 2005
udgjorde færdselssagerne
f.eks. 45 pct. af de 579
straffesager vedrørende
politipersonale, som
statsadvokaterne
afgjorde, og 96 pct. af
alle de sager, hvor
statsadvokaterne fandt,
at der var grundlag for
at rejse tiltale.
Statsadvokaterne fandt,
at der var grundlag for
at rejse tiltale i 69
pct. (179) af de
anmeldte færdselssager.
Af disse vedrørte 84
pct. (150 sager)
hastighedsovertrædelser
registreret i en
automatisk
hastighedskontrol.
Der
kan efter udvalgets
opfattelse være
anledning til at
overveje, om det er
nødvendigt, at alle
færdselssager undergives
den samme meget grundige
og tidskrævende
behandling som mere
alvorlige sigtelser mod
politipersonale, eller
om det vil være
forsvarligt - som det
allerede i den gældende
ordning er sket
administrativt - at
forenkle behandlingen af
nogle af disse sager.
Efter
udvalgets opfattelse er
det væsentligste ved de
mindre alvorlige
færdselslovsovertrædelser,
typisk
hastighedsovertrædelser,
at sikre, at disse
overtrædelser
registreres, og at den
pågældende politimand
idømmes den bøde mv.,
som efter fast praksis
er sanktionen ved
overtrædelsen. Med andre
ord består opgaven i at
sikre, at ingen
politimand falder for
fristelsen til at
undlade at registrere
hastighedsovertrædelsen,
fordi der er tale om en
kollega. Udvalget
bemærker, at dette
imidlertid ikke er
noget, som
politiklagesystemet kan
sikre, og at den nævnte
situation på grund af
dansk politis integritet
og høje standard næppe
er noget stort problem i
praksis.
Der
har dog været enkelte
tilfælde, hvor
politifolk har set
igennem fingre med
færdselslovovertrædelser,
som er begået af andre
politifolk. I de meget
få tilfælde, hvor dette
måtte forekomme, vil
behandlingen af en
straffesag mod den
politimand, der har
undladt at rejse
sigtelse i en
færdselssag mod en
kollega, skulle foregå
efter de foreslåede
regler om behandling af
straffesager mod
politipersonalet.
Problemstillingen bør
derimod ikke være
afgørende for, hvordan
de færdselssager mod
politipersonale, der er
oprettet og kendt i
systemet, bør behandles.
Udvalget bemærker, at
man ved
tilrettelæggelsen af den
fremtidige ordning for
behandling af
færdselsstraffesager mod
politipersonalet dog bør
være opmærksom på, at
der netop er behov for
særlig opmærksomhed på
offentlighedens tillid
til systemet i de
tilfælde, hvor der ikke
rejses tiltale mod en
politimand for en
tilsyneladende
færdselslovsovertrædelse,
fordi den pågældende
eksempelvis har kørt
udrykningskørsel. I den
omvendte situation, hvor
der rejses tiltale i
overensstemmelse med
registreringen i
eksempelvis en
automatisk
hastighedskontrol, kan
der derimod næppe rejses
spørgsmål om
offentlighedens tillid
til systemet.
3.5.3.2. De
færdselssager, der i dag
er undtaget fra
politiklageordningen,
bør efter udvalgets
opfattelse fortsat være
undtaget. Det drejer sig
om de helt bagatelagtige
sager - de såkaldte
forsikringssager, hvor
der almindeligvis ikke
er en formodning om, at
der er begået et
strafbart forhold, som
forfølges af det
offentlige. Det drejer
sig om sager med mindre
færdselsuheld, der kun
medfører mindre skader
på køretøjets materiel,
f.eks. parkeringsskader,
og hvor der alene kan
være tale om en
overtrædelse af
færdselslovens § 3,
stk. 1, om hensynsfuld
og agtpågivende færdsel.
I
disse sager bør
politidirektøren fortsat
kunne foretage de
undersøgelser, der er
nødvendige for at
fastslå, om der er
rimelig formodning for,
at et strafbart forhold,
der forfølges af det
offentlige, er begået af
de implicerede
politimænd. Udvalget
finder ikke, at der er
behov for en særskilt
bestemmelse herom i
retsplejelovens kapitel
93 c.
3.5.3.3. Sager om
hastighedsoverskridelser
behandles i dag
forskelligt afhængigt
af, om overtrædelsen er
registeret i en
automatisk
hastighedskontrol, og om
overtrædelsen er
foretaget i et
»uniformeret« eller
»civilt«
tjenestekøretøj. Ved et
»uniformeret« køretøj
forstås i denne
sammenhæng et køretøj,
der er mærket med
politiets kendetegn
eller med synlige
udrykningssignaler.
Der er
efter udvalgets
opfattelse ikke behov
for, at sager om
politipersonales
hastighedsovertrædelser
efterforskes af
Politiklagemyndigheden i
de tilfælde, hvor den
pågældende politimand
erkender sig skyldig,
hastighedsovertrædelsen
alene indebærer en
bødestraf og eventuelt
en betinget frakendelse
af førerretten, og
overtrædelsen ikke
berører tredjemand.
Dette gælder, uanset om
hastighedsovertrædelsen
konstateres ved
automatisk trafikkontrol
(ATK) eller på anden
måde, f.eks. ved
anvendelse af
policepilot (udstyr til
hastighedskontrol i en
politibil). Baggrunden
herfor er, at sager om
hastighedsoverskridelser
afgøres meget skematisk.
I disse tilfælde bør
bødeforelægget, uanset
hvilken slags
hastighedskontrol der er
tale om, kunne
udarbejdes af
politidirektøren og
forelægges den
pågældende politimand
uden forelæggelse for
Politiklagemyndigheden.
Hvis bødeforelægget
vedtages, sendes kopi
heraf til
Politiklagemyndigheden
og Rigspolitiet.
I
tilfælde, hvor
politidirektøren
vurderer, at der i
forbindelse med en
hastighedsoverskridelse
er tale om
udrykningskørsel, finder
udvalget, at det ved en
hastighedsovertrædelse i
et »civilt« køretøj er
rigtigst, at det er
Politiklagemyndigheden,
der efterforsker sagen
og vurderer, om
betingelserne for
udrykningskørsel var
opfyldt. Baggrunden
herfor er, at der i
disse tilfælde kan være
behov for en uafhængig
undersøgelse og
vurdering for at
fastholde
offentlighedens tillid
til ordningen.
Er der
derimod tale om et
»uniformeret« køretøj,
er der en væsentlig
større sandsynlighed
for, at der er tale om
udrykningskørsel. Det
vil derfor efter
udvalgets opfattelse i
overensstemmelse med den
gældende administrative
ordning være
forsvarligt, at sagen
ikke sendes til
Politiklagemyndigheden,
hvis politidirektøren
vurderer, at der er tale
om udrykningskørsel.
Politidirektøren kan i
så fald beslutte at
indstille
efterforskningen i
sagen.
3.5.3.4. Efter
færdselslovens § 125,
stk. 2, nr. 5, indebærer
en
hastighedsoverskridelse
på mere end 30 pct. et
såkaldt »klip« i
kørekortet. Hvis den
pågældende inden for en
periode på tre år har
gjort sig skyldig i tre
forhold, der indebærer
et klip, skal han eller
hun betinget frakendes
retten til at føre
motordrevet køretøj,
hvortil der kræves
kørekort.
Det er
udvalgets opfattelse, at
det forhold alene, at en
politimand i tjenesten
har overskredet
fartgrænserne med 30
pct. og således skal
have et »klip« i
kørekortet, ikke bør
medføre, at sagen skal
forelægges for
Politiklagemyndigheden,
hvis den pågældende
politimand erkender sig
skyldig. Det skyldes, at
et »klip« udløses
automatisk, når den
pågældende har vedtaget
bøden for
hastighedsforseelsen.
Der er således ikke
mulighed for
skønsmæssigt at undlade
et »klip« i kørekortet.
Nægter politimanden sig
skyldig, vil sagen på
sædvanlig måde skulle
oversendes til
Politiklagemyndigheden.
Efter
færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 3, skal
føreren af et
motordrevet køretøj,
hvortil der kræves
kørekort, betinget
frakendes retten til at
føre et sådant køretøj,
hvis føreren har
overskredet de tilladte
hastigheder med mere end
60 pct. eller har kørt
med en hastighed på 160
km i timen eller
derover.
Betinget frakendelse er
en automatisk reaktion,
der udløses ved de
nævnte
hastighedsovertrædelser.
Der er således heller
ikke mulighed for
skønsmæssigt at undlade
betinget frakendelse.
Selv om sager, hvor en
politimand i tjenesten
er sigtet for at have
overskredet
fartgrænserne med 60
pct. eller at have kørt
med en hastighed på 160
km i timen, må betragtes
som alvorlige
overtrædelser af
færdselsloven, finder
udvalget det
unødvendigt, at
Politiklagemyndigheden
inddrages i sådanne
sager, hvis den sigtede
politimand erkender sig
skyldig. Sagen kan i så
fald afgøres ved, at den
pågældende vedtager en
bøde og betinget
frakendelse. Hvis der
ikke foreligger en
erkendelse, bør
Politiklagemyndigheden
som i andre straffesager
forestå efterforskningen
og sende sagen til
statsadvokaten med
henblik på stillingtagen
til, om der bør rejses
tiltale med påstand om
betinget
førerretsfrakendelse.
Også i
tilfælde, hvor en
politimand som følge af
3 klip i kørekortet for
hastighedsoverskridelser
skal frakendes
førerretten betinget,
behøver sagen efter
udvalgets opfattelse
ikke at blive sendt til
Politiklagemyndigheden,
hvis den pågældende
politimand erkender sig
skyldig og vedtager en
bøde og betinget
frakendelse af
førerretten.
Udvalget foreslår, at
politidirektøren i
sager, hvor en
politimand i forbindelse
med en
hastighedsovertrædelse
vedtager en bøde, skal
underrette
Politiklagemyndigheden
herom.
I
tilfælde, hvor ubetinget
frakendelse kan komme på
tale, herunder
spirituskørsel, bør
sagen efter udvalgets
opfattelse i alle
tilfælde sendes til
Politiklagemyndigheden
til efterforskning. Det
gælder også, selv om
politimanden erkender
sig skyldig. Når
efterforskningen er
afsluttet, er det
statsadvokaten, der
afgør, om sagen kan
afgøres efter de særlige
vedtagelsesregler i
færdselsloven.
Sager
om politipersonales
hastighedsovertrædelser
i tjenesten, der berører
tredjemand, bør efter
udvalgets opfattelse
altid efterforskes af
Politiklagemyndigheden.
I disse sager vil der
bl.a. kunne opstå
spørgsmål om
ansvarsplaceringen hos
enten politimanden eller
tredjemand, hvis der er
sket et færdselsuheld,
og efterforskningen i
sagerne bør derfor af
hensyn til
offentlighedens tillid
til sagsbehandlingen
foretages af
Politiklagemyndigheden.
Det gælder også, selv om
politimanden erkender
sig skyldig.
3.5.3.5. Udvalget
foreslår ikke en enklere
sagsbehandling ved andre
overtrædelser af
færdselsloven end
hastighedsoverskridelser.
Det skyldes dels, at der
antalsmæssigt ikke er
tale om særligt mange
sager, dels at der
oftest både i rene
bødesager og i relation
til spørgsmålet om
betinget frakendelse af
førerretten vil indgå
vurderinger af mere
skønspræget karakter,
som det er rigtigst, at
Politiklagemyndigheden
og statsadvokaten
foretager.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
164-171.
3.5.4.
Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets
(henholdsvis udvalgets
flertals) overvejelser
og forslag vedrørende
Politiklagemyndighedens
behandling af
straffesager mod
politipersonale, og
lovforslaget er i det
væsentlige udformet i
overensstemmelse hermed.
I
forhold til udvalgets
lovudkast er det i
lovforslaget præciseret,
at politidirektøren skal
underrette
Politiklagemyndigheden
om vedtagne bøder og
betingede frakendelser
af førerretten i de
sager om overtrædelse af
færdselslovens
hastighedsbestemmelser,
som efter forslaget
behandles af
politidirektøren. Der
henvises til forslaget
til retsplejelovens
§ 1020 b, stk. 3.
I
forbindelse med høringen
over betænkningen er det
anført, at
Politiklagemyndigheden
bør have adgang til at
klage over
statsadvokatens
afgørelse af
tiltalespørgsmålet i en
straffesag på samme måde
som politiklagenævnet
efter den gældende
politiklageordning kan
klage til Rigsadvokaten
over statsadvokatens
afgørelse.
Som
anført af udvalget vil
den forurettede i sagen
i givet fald kunne klage
over statsadvokatens
afgørelse om f.eks. at
undlade videre
strafforfølgning af den
pågældende politimand,
og politiklagenævnene
har kun i meget
begrænset omfang
udnyttet klageadgangen
efter de gældende
regler. Efter
Justitsministeriets
opfattelse vil en
videreførelse af denne
klageadgang således, at
Politiklagemyndigheden
får mulighed for at
klage til Rigsadvokaten
over statsadvokatens
afgørelse af
tiltalespørgsmålet,
imidlertid bidrage til
yderligere at sikre den
almindelige tillid til
den foreslåede nye
politiklageordning. En
sådan klageadgang kan
også ses i forlængelse
af forslaget om, at
Politiklagemyndigheden i
forbindelse med, at
sagen sendes til
statsadvokaten, bør have
mulighed for (men ikke
pligt til) at udtale sig
om beviserne i sagen mv.
Det vil i givet fald
være op til
Politiklagemyndigheden
nærmere at vurdere, i
hvilket omfang denne
mulighed for at udtale
sig om bevisernes vægt
og for at klage over
statsadvokatens
afgørelse bør udnyttes i
praksis. Det foreslås på
denne baggrund, at
Politiklagemyndigheden
får mulighed for at
klage til Rigsadvokaten
over statsadvokatens
afgørelse af
tiltalespørgsmålet i en
straffesag mod
politipersonale, f.eks.
en beslutning om at
opgive påtale i sagen.
I
forbindelse med høringen
over betænkningen er det
endvidere anført, at det
bør overvejes, om
Politiklagemyndigheden
bør undersøge alle
sager, hvor politiet har
affyret skud og ramt en
person, uanset om
personen er kommet
alvorligt til skade.
Efter den gældende
bestemmelse i § 1020 a,
stk. 2, skal
statsadvokaten bl.a.
foretage undersøgelser,
hvor en person er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben mv. I praksis
fortolkes begrebet
»alvorligt til skade«
som udgangspunkt i
overensstemmelse med
retspraksis efter
straffelovens § 249 om
uagtsom betydelige
skadeforvoldelse.
Statsadvokaten
undersøger imidlertid
alle sager, hvor
politiet har affyret
skud og ramt en person,
uanset om personen er
kommet alvorligt til
skade. I forbindelse med
høringen over
betænkningen er det
herudover anført, at det
bør overvejes, om
Politiklagemyndigheden i
givet fald også bør
undersøge sager, hvor
politiet har affyret
skud uden at ramme
nogen.
I
overensstemmelse med
udvalgets anbefalinger
foreslås det, at
Politiklagemyndigheden
på samme måde som
statsadvokaterne i dag
skal undersøge sager,
hvor personer er afgået
ved døden eller er
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt, jf.
forslaget til
retsplejelovens § 1020
a, stk. 2. Det
forudsættes, at
bestemmelsen ligesom i
dag i praksis anvendes
således, at alle sager,
hvor en person er blevet
ramt af skud fra
politiet, uanset om
personen er kommet
alvorligt til skade,
undersøges af
Politiklagemyndigheden.
Justitsministeriet
finder, at den særlige
politiklageordning bør
begrænses til sager,
hvor de særlige hensyn,
som ligger bag
ordningen, gør sig
gældende. Dette omfatter
f.eks. sager, hvor
personer er kommet
alvorligt til skade
eller er blevet ramt af
skud, men ikke en række
tilfælde, hvor
politipersonale har
affyret skud uden at
ramme nogen, f.eks. skud
brugt til aflivning af
et lidende dyr eller
varselsskud affyret uden
risiko for fare. Det
bemærkes i den
forbindelse, at alle
sager, hvor
politipersonale har
affyret skud, skal
indberettes til
Rigspolitiet. Hvis der i
den forbindelse er eller
opstår mistanke om, at
den pågældende
politimand har handlet
strafbart, vil sagen af
politidirektøren eller
Rigspolitiet skulle
sendes til
Politiklagemyndigheden
(efter den gældende
ordning til
statsadvokaten) med
henblik på, at sagen kan
blive efterforsket efter
reglerne om straffesager
mod politipersonale.
Det
bemærkes, at en
straffesag mod
politipersonale i nogle
tilfælde udspringer af
en episode, som også
fører til en straffesag
mod klageren. Begge
sager kan derfor vedrøre
samme begivenhed. Dette
kan give anledning til
overvejelser om, hvilken
sag der bør behandles
først. Sættes
straffesagen mod
politimanden i bero, vil
politimanden ikke have
vidnepligt i sagen mod
klageren, og
forklaringen afgives
ikke under sædvanligt
vidneansvar.
Politiklagemyndigheden
vil i givet fald ligesom
statsadvokaterne i dag
have et vidt skøn over,
hvordan en undersøgelse
i disse tilfælde
tilrettelægges, herunder
om det efter en konkret
vurdering er
hensigtsmæssigt at sætte
efterforskningen af en
straffesag mod
politipersonale i bero.
Tilsvarende gælder for
anklagemyndighedens
vurdering af
tiltalespørgsmål i de to
»parallelle«
straffesager.
Der
henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 8
(forslag til
retsplejelovens
§§ 1020-1020 e og 1020
j-1020 k (om
efterforskning mv. i
straffesager mod
politipersonale)), og
bemærkningerne hertil.
3.6.
Parternes pligt til at
udtale sig samt
advokatbeskikkelse og
bisidder
3.6.1.
Klager, anmelder og
forurettede
Udvalget finder ikke
anledning til at foreslå
ændringer i en klagers
eller anmelders
retsstilling i
henholdsvis
adfærdsklagesager og
straffesager. Han eller
hun vil således ikke
være forpligtet til at
udtale sig udenretligt
til
Politiklagemyndigheden,
men vil efter
retsplejelovens
almindelige bestemmelser
være forpligtet til at
afgive forklaring som
vidne i retten, hvis
Politiklagemyndigheden
efter den foreslåede
politiklageordning
(ligesom statsadvokaten
efter gældende regler)
har bestemt, at der skal
afgives forklaring i
retten.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 175.
3.6.2.
Indklagede eller
anmeldte politimand
Udvalget finder ikke
anledning til at foreslå
ændringer i de gældende
regler om indklagedes
eller anmeldtes ret og
pligt til at udtale sig,
jf. pkt. 2.1.4 ovenfor,
hvorefter udgangspunktet
er, at en politimand er
forpligtet til over for
statsadvokaten at
fremkomme med
oplysninger om forhold
vedrørende tjenesten.
Det samme udgangspunkt
gælder over for
dommeren, hvis
forklaring afgives i
retten. I
overensstemmelse med
princippet om, at en
person ikke har pligt
til at inkriminere sig
selv, har indklagede
imidlertid ikke pligt
til at afgive
forklaring, hvis
forklaringen antages at
ville udsætte ham eller
hende for strafansvar
eller disciplinæransvar.
Udvalget bemærker, at
selv om der er
forekommet situationer,
hvor det har virket
uheldigt, at det ikke
har været muligt at
finde frem til, hvilken
af flere politifolk der
har foretaget en bestemt
strafbar handling, må
det fastholdes, at
politipersonale -
ligesom alle andre -
ikke har pligt til
selvinkriminering.
Udvalget anfører, at
nogle af de forhold, der
har givet anledning til
usikkerhed i forhold til
politipersonales
retsstilling, er
problemstillinger af
mere generel karakter,
som også vedrører andre
offentligt ansatte. Det
gælder f.eks., i
hvilket omfang en
politimand i kraft af
tjenesteforholdet er
forpligtet til at
fremkomme med
oplysninger af faktisk
karakter. Det samme
gælder udstrækningen af
strafansvaret for falsk
forklaring, hvis den,
der ikke har pligt til
at svare, alligevel
udtaler sig. Udvalget
finder, at sådanne
problemstillinger i
givet fald bør behandles
i en bredere sammenhæng
og henviser i den
forbindelse også til, at
offentligt ansattes
pligt til at udtale sig
bl.a. er beskrevet i
vejledningen »God adfærd
i det offentlige« fra
juni 2007 udgivet af
Personalestyrelsen, KL
og Danske Regioner.
Udvalget bemærker
endvidere, at det
ligesom i dag bør være
en dommer, der i givet
fald tager stilling til,
om politipersonale har
pligt til at udtale sig,
og der må således tages
skridt til en
indenretlig afhøring,
hvis politipersonale
ikke vil afgive
forklaring udenretligt
til
Politiklagemyndigheden.
Et
mindretal i udvalget (1
medlem) finder det
tvivlsomt, om udvalgets
forslag vil medføre en
væsentlig forøgelse af
offentlighedens tillid
til klagesystemet. For
at optimere
Politiklagemyndighedens
undersøgelsesbeføjelser
og dermed muligheden for
at få klarlagt, hvad der
faktisk er sket,
foreslår mindretallet,
at politipersonale i et
vist omfang skal kunne
afgive forklaring til
Politiklagemyndigheden
uden at risikere straf
eller disciplinære
sanktioner samtidig med,
at politipersonale skal
have en
strafsanktioneret pligt
til at udtale sig til
Politiklagemyndigheden.
Mindretallet foreslår
således, at
Politiklagemyndigheden
bør tillægges beføjelse
til at udelukke et
strafansvar eller et
disciplinært ansvar,
hvis det er åbenbart, at
der ikke er grundlag for
et sådant, og at
Politiklagemyndigheden
bør have samme
beføjelser som
politidirektøren til at
frafalde en rejst
sigtelse i »almindelige
straffesager«, jf.
retsplejelovens § 749,
stk. 2, og § 721,
stk. 1, nr. 1, om
indstilling af
efterforskning og
påtaleopgivelse, jf.
også pkt. 3.4.1 ovenfor.
For så
vidt angår
politipersonales pligt
til at udtale sig til
Politiklagemyndigheden
er den almindelige regel
efter mindretallets
opfattelse, at en ansat
har pligt til at give
oplysning til sin
overordnede i
almindelige klagesager.
Politiklagemyndigheden
er uafhængig og er ikke
overordnet det
almindelige
politipersonale. Det
medfører efter
mindretallets
opfattelse, at
politipersonalet næppe
efter almindelige
forvaltningsretlige
regler har pligt til at
afgive oplysninger til
Politiklagemyndigheden.
Mindretallet foreslår
derfor, at
politipersonalet i
adfærdsklagesager bør
have pligt til under
strafansvar at afgive
forklaring til
Politiklagemyndigheden.
Mindretallet foreslår
endvidere en regel om
politipersonales pligt
til at udtale sig i
straffesager mod
politipersonale svarende
til tjenestemandslovens
§ 21, stk. 4, hvorefter
enhver ansat har pligt
til under strafansvar at
afgive forklaring til
forhørslederen. Hvis en
ansat vægrer sig ved at
afgive forklaring, kan
vedkommende indkaldes
til at afgive forklaring
i retten med udtalepligt
og under sædvanligt
vidneansvar.
Mindretallet finder, at
den foreslåede regel bør
praktiseres således, at
den ansatte har
udtalepligt, men at
denne alene kan
gennemtvinges gennem
indenretlig afhøring.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side 176 og
191-197.
3.6.3.
Advokatbeskikkelse og
bisidder
De
gældende regler om
advokatbeskikkelse for
klager og den indklagede
politimand i
adfærdsklagesager og for
forurettede og den
sigtede politimand i
straffesager mod
politipersonale har
efter udvalgets
opfattelse i det
væsentlige fungeret
tilfredsstillende og
foreslås derfor som
udgangspunkt videreført
i en ny
politiklageordning.
Bestemmelserne afspejler
efter udvalgets
opfattelse på en
passende måde den
afvejning, der bør
foretages mellem på den
ene side hensynet til
klageren og den
indklagede politimand og
på den anden side
hensynet til de
udgifter, der er
forbundet med
beskikkelse.
Udvalget finder dog, at
der på et par punkter
kan være anledning til
at foretage justeringer
af loven.
Udvalget finder ikke
anledning til at foreslå
ændringer af den
nuværende praksis om
advokatbeskikkelse, jf.
herom pkt. 2.1.4
ovenfor, men foreslår,
at det i bestemmelserne
om advokatbeskikkelse
markeres, at
advokatbeskikkelse – ud
over de tilfælde, hvor
der skal afholdes
retsmøde, eller hvor det
følger af
retsplejelovens kapitel
66 om beskikkelse af
forsvarer eller kapitel
66 a om beskikkelse af
bistandsadvokat for
forurettede – kan ske
efter en konkret
vurdering, når særlige
grunde taler derfor.
Udvalget foreslår
endvidere, at det i
reglerne vedrørende
adfærdsklagesager
præciseres, at
beskikkede advokater
ikke blot skal indkaldes
til retsmøder, hvor
deres klient skal afgive
forklaring, men også til
retsmøder, hvor andre
skal afgive forklaring
til brug for sagen. Det
gælder både klagerens og
indklagedes advokat. Det
foreslås endvidere, at
den beskikkede advokat
skal have mulighed for
under retsmøder ikke
blot at stille spørgsmål
til sin klient, men også
til andre, der skal
afgive forklaring i
retten. Efter udvalgets
opfattelse bør den
beskikkede advokat i
forbindelse med
forklaringer hos
Politiklagemyndigheden
fortsat kun have adgang
til at overvære
forklaringer, der
afgives af klienten. Det
foreslås endvidere, at
det i lovteksten
udtrykkelig angives, at
tidspunktet for
afgivelse af forklaring
i alle tilfælde så vidt
muligt bør aftales med
en beskikket advokat.
Udvalget er opmærksom
på, at en beskikket
advokat i
adfærdsklagesager derved
vil få større mulighed
for at stille spørgsmål
end en bistandsadvokat
efter retsplejelovens
kapitel 66 a. Udvalget
finder imidlertid ikke,
at dette kan give
anledning til
betænkeligheder under
hensyn til sagernes
forskellige karakter og
de forskellige roller,
som parterne har i en
adfærdsklagesag og en
straffesag.
Udvalget foreslår også,
at den gældende
bestemmelse om
indklagedes adgang til
at møde med en bisidder
opretholdes, dog således
at der sker en ændring
af reglerne om betaling
af udgifterne til
bisidder. I dag afgøres
spørgsmålet om betaling
af en politimands
udgifter til en bisidder
efter
tjenestemandslovens
§ 23, hvorefter
tjenestemænd godtgøres
udgiften til en
bisidder, hvis en
undersøgelse efter
tjenestemandsloven
afsluttes uden
disciplinærsanktion. I
andre tilfælde afgør
vedkommende minister
under hensyntagen til
sagens udfald og
omstændighederne i
øvrigt, om udgiften til
bisidder skal godtgøres
helt eller delvist.
Udvalget foreslår, at
det i stedet bliver
Politiklagemyndigheden,
der bestemmer, om
udgifterne til bisidder
skal betales af
statskassen.
Politiklagemyndigheden
bør efter udvalgets
opfattelse normalt kun
tage stilling hertil
efter anmodning. Hvis
der ikke udtales kritik
af den indklagede
politimand, bør det
normalt bestemmes, at
statskassen betaler
udgifterne til bisidder,
mens det i andre
tilfælde må bero på en
konkret vurdering, om
udgifterne til bisidder
bør betales af
statskassen. Hvis retten
har givet afslag på at
beskikke en advokat, kan
det indgå i
Politiklagemyndighedens
vurdering af, om der er
anledning til at lade
statskassen afholde
udgifterne til en
advokat som bisidder.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
176-178.
3.6.4.
Justitsministeriets
overvejelser
Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets
(henholdsvis
flertallets)
overvejelser og forslag
om parternes pligt til
at udtale sig og om
advokatbeskikkelse, og
lovforslaget er udformet
i overensstemmelse
hermed.
Med
hensyn til spørgsmålet
om politipersonalets
pligt til at udtale sig
til
Politiklagemyndigheden
og mindretallets
bemærkninger herom
bemærker
Justitsministeriet, at
det med lovforslaget er
forudsat, at
politipersonale vil have
pligt til at udtale sig
udenretligt over for
Politiklagemyndigheden i
samme omfang, som de i
dag har pligt til at
udtale sig over for
statsadvokaterne, når
disse undersøger
politiklager, jf. pkt.
2.1.4 ovenfor om
gældende ret. Det må som
udgangspunkt anses for
omfattet af
politipersonalets
tjenstlige forpligtelser
at udtale sig til den
myndighed, som efter
lovgivningen behandler
klager over politiet og
anmeldelser om
politipersonales
strafbare forhold –
naturligvis som
udgangspunkt med de
begrænsninger, der
følger af princippet om,
at der ikke er pligt til
at udtale sig ved risiko
for selvinkriminering.
Dette har bl.a. den
konsekvens, at en
politimand, som afviser
at udtale sig, selv om
der ikke er risiko for
selvinkriminering, både
i dag og efter den
foreslåede ordning efter
omstændighederne vil
kunne mødes med
disciplinære sanktioner.
Hertil kommer, at der
både efter den gældende
og den foreslåede
ordning er mulighed for
indenretlig afhøring af
politipersonale som
vidner under sædvanligt
strafansvar også her med
respekt for princippet
om, at en person ikke
har pligt til at
inkriminere sig selv.
Rigsadvokaten har i
øvrigt over for
Justitsministeriet
oplyst, at man i den
gældende ordning i
praksis meget sjældent
oplever tilfælde, hvor
politipersonale afviser
at udtale sig i
forbindelse med
behandlingen af en
klagesag mv.
Forslaget fra udvalgets
mindretal indebærer, at
politipersonalet under
strafansvar skal være
forpligtet til at afgive
forklaring til
Politiklagemyndigheden,
og er i hvert fald i et
vist omfang kombineret
med en frit
lejde-ordning, hvor den
pågældende ikke
risikerer straf eller
disciplinær forfølgning.
Som der nærmere er
redegjort for i pkt.
3.1.6 ovenfor, finder
Justitsministeriet
imidlertid ligesom
udvalgets flertal, at
der som følge af
politiets særlige
magtbeføjelser ikke bør
indføres en ordning,
hvor den pågældende
politimand i andet end
de mindre alvorlige
notitssager, jf. pkt.
3.4.2, ikke kan pålægges
disciplinært ansvar
eller strafansvar i
anledning af sine
handlinger.
På den
anførte baggrund finder
Justitsministeriet ikke
grundlag for at indføre
en ordning som foreslået
af udvalgets mindretal.
Der
henvises til
lovforslagets § 1, nr. 7
(forslag til
retsplejelovens §§ 1019
f-1019 g og 1019 i-1019
j (om indklagedes og
klagers retsstilling i
adfærdsklagesager)) og
lovforslagets § 1, nr. 8
(forslag til
retsplejelovens §§ 1020
g-h (om politipersonales
og klagers retsstilling
i straffesager mod
politipersonalet)), og
bemærkningerne hertil.
3.7.
Sagsbehandlingstid
3.7.1. I de
senere år har bl.a.
sagsbehandlingstiden i
sager om klager over
politiet været
kritiseret. På den
baggrund fremgik det af
udvalgets kommissorium,
at udvalget skulle være
opmærksom på vigtigheden
af, at klageordningen i
videst muligt omfang
sikrer en hurtig
gennemførelse af
sagernes behandling.
Udvalget konstaterer, at
der de senere år er
iværksat en række tiltag
med henblik på at
nedbringe
sagsbehandlingstiden,
bl.a. har
statsadvokaterne fået
tilført yderligere
jurister til at behandle
klagesagerne, der er
blevet oprettet særlige
enheder hos
statsadvokaterne med
hovedansvar for
politiklagesagerne, og
der er etableret
målesystemer, så
udviklingen i
sagsbehandlingstiden kan
følges bedre.
Udvalget har overvejet,
i hvilket omfang det som
led i bestræbelserne på
at fremme
politiklagesagernes
behandling kan være
nyttigt at anvende
egentlige fristregler
for sagsbehandlingen.
Som der nærmere er
redegjort for af
Strafferetsplejeudvalget
i betænkning nr.
1492/2007 kan en
fristregel, der
indebærer en præcis
grænse for, hvornår et
bestemt skridt i
sagsbehandlingen skal
være tilendebragt, virke
i retning af at opnå det
ønskede resultat, men
det er væsentligt at
være opmærksom på, at
sådanne regler også
rummer en række ulemper.
Udvalget har også
overvejet, på hvilken
måde lovregler, der
(uden at fastsætte
bestemte frister)
fastslår, hvem der har
ansvaret for sagernes
fremme, kan være med til
at fremskynde
sagsbehandlingen.
Udvalget bemærker, at
enhver drøftelse af
sagsbehandlingstider har
sammenhæng med, hvilke
ressourcer der stilles
til rådighed for
sagsbehandlingen.
Udvalget fremhæver også,
at det ikke er muligt at
opnå en hurtig
sagsbehandling,
medmindre alle aktører
»spiller med«. Det er
derfor vigtigt, at der i
forbindelse med f.eks.
tilrettelæggelse af
afhøringer udvises
betydelig fleksibilitet,
og klagerens eller
indklagedes ønske om en
bestemt advokat bør
vurderes i forhold til
sagens effektive fremme.
3.7.2. Udvalget
sondrer ved sine
overvejelser om disse
spørgsmål mellem
straffesager og
adfærdsklagesager.
Det
gældende kapitel 93 c om
straffesager mod
politipersonale
indeholder ikke
særregler om
efterforskning,
påtaleopgivelse og
tiltalerejsning, og
udvalget fremhæver, at
straffesager mod
politipersonale
indholdsmæssigt bør
efterforskes og afgøres
på samme måde som
straffesager mod andre
borgere.
Udvalget finder på denne
baggrund, at der som
udgangspunkt ikke i
straffesager mod
politipersonale bør
gælde særlige
bestemmelser med krav om
en hurtigere
sagsbehandling end i
andre straffesager.
Retsplejelovens § 718 a,
stk. 1, om, at der skal
træffes afgørelse inden
rimelig tid, og
anklagemyndighedens
forpligtelse efter § 718
a, stk. 2, til at
underrette sigtede om,
hvorpå sagen beror, og
hvornår afgørelse i
sagen kan forventes
truffet, vil også gælde
i straffesager mod
politipersonale. En
sigtet politimand vil
desuden kunne anvende
adgangen efter § 718 b
til at indbringe sagen
for retten, hvis en
afgørelse om
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning mv. ikke
truffet inden 1 år og 6
måneder efter det
tidspunkt, hvor han
eller hun er gjort
bekendt med sigtelsen.
Yderligere vil retten
efter § 733, stk. 2,
kunne nægte at beskikke
den advokat, som sigtede
ønsker som forsvarer,
hvis dennes medvirken
vil medføre en
forsinkelse af betydning
for sagens fremme.
For så
vidt angår sagens
behandling efter
tiltalerejsning ved
domstolene følger det af
retsplejelovens § 843 a,
at hovedforhandlingen så
vidt muligt skal
berammes inden 2 uger
fra indleveringen af
anklageskriftet, og at
det påhviler
anklagemyndigheden og
forsvareren at
tilrettelægge deres
virke således, at sagen
kan gennemføres inden
for rimelig tid.
Underretningsforpligtelsen
i retsplejelovens § 718
a, stk. 2, retter sig
kun mod den sigtede. I
straffesager mod
politipersonale, hvor
nogen påstår sig udsat
for et strafbart forhold
fra den myndighed, som
skal håndhæve loven, kan
der imidlertid efter
udvalgets opfattelse
være et særligt behov
for, at også anmeldere
og forurettede
underrettes om sagens
forløb.
Udvalget foreslår
derfor, at der i
retsplejelovens kapitel
93 c indsættes en særlig
bestemmelse om, at en
anmelder af et strafbart
forhold mod en
politimand, hvis der
ikke inden for 1 år er
truffet afgørelse om
indstilling af
efterforskningen,
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning i sagen,
skriftligt skal
underrettes om, hvorpå
sagen beror, og hvornår
det kan forventes, at
der vil blive truffet
afgørelse i sagen. I
tilfælde, hvor der ikke
er nogen anmelder, men
hvor nogen er død eller
kommet alvorlig til
skade som følge af
politiets indgriben
eller i politiets
varetægt, bør der gives
en tilsvarende
underretning til den
forurettede eller til de
efterladte.
Er en
politimand sigtet i
sagen, bør den
pågældende ligeledes
underrettes om sagens
stilling, hvis der ikke
er truffet afgørelse
inden for 1 år fra det
tidspunkt, hvor der er
indgivet anmeldelse.
Efter udvalgets
opfattelse bør
underretning til den
sigtede i disse sager
således gives 6 måneder
tidligere end til
sigtede i almindelige
straffesager efter
retsplejelovens § 718 a,
stk. 1, jf. ovenfor.
Udvalget foreslår
endvidere, at der bør
gives underretning på
ny, hvis der 6 måneder
efter den seneste
underretning fortsat
ikke er truffet
afgørelse.
Udvalget finder ikke
grundlag for at foreslå,
at der tillægges
anmelderen mv. en særlig
ret til at indbringe
sagen for retten, hvis
der ikke er truffet
afgørelse inden rimelig
tid. Noget sådant ville
også være i modsætning
til, hvad der gælder i
andre straffesager. En
sigtet politimand kan
derimod efter den
almindelige bestemmelse
i retsplejelovens § 718
b indbringe sagen for
retten efter 1 år og 6
måneder, hvis der ikke
er truffet afgørelse om
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning mv. med
henblik på, at retten i
givet fald kan fastsætte
en frist for
anklagemyndighedens
afgørelse af
tiltalespørgsmålet.
Udvalget foreslår, at
underretningen gives af
den myndighed, hvor
sagen er under
behandling. Er sagen
under behandling hos
Politiklagemyndigheden,
bør det derfor være
denne myndighed, der
giver underretningen. Er
sagen sendt til
statsadvokaten med
henblik på stillingtagen
til tiltalespørgsmålet,
bør statsadvokaten give
underretningen. Fristen
på 1 år og
opfølgningerne hvert
halve år bør tidsmæssigt
ses under ét. Der løber
altså ikke nogen ny
frist fra sagens
oversendelse fra
Politiklagemyndigheden
til anklagemyndigheden.
3.7.3. Da
adfærdsklagesager ikke
er straffesager, er de
ikke omfattet af
retsplejelovens
almindelige
straffeprocessuelle
bestemmelser, herunder
om sagernes fremme.
Disse sager vil ofte i
deres omfang og
problemstilling være af
mindre indgribende
betydning for både
klageren og indklagede.
Udvalget finder, at det
bl.a. af hensyn til
tilliden til
klageordningen er
vigtigt, at
sagsbehandlingstiden
også i adfærdsklagesager
ikke bliver for lang.
Udvalget foreslår
derfor, at der i
retsplejelovens kapitel
93 b om adfærdsklager
indsættes en bestemmelse
svarende til
retsplejelovens § 718 a,
stk. 1, så det kommer
til at fremgå, at også
adfærdsklagesager skal
afgøres inden rimelig
tid. Bestemmelsen er
således ikke nogen
absolut fristregel.
Dertil er sagerne alt
for forskellige, og der
vil altid være klager,
som det af forskellige
grunde vil tage længere
tid at behandle.
Udvalget finder derfor
heller ikke, at det
direkte i lovteksten bør
angives, at der »så vidt
muligt« bør være truffet
afgørelse inden en
bestemt tidsfrist. En
sådan lovbestemmelse vil
efter udvalgets
opfattelse ikke have
noget reelt indhold, og
den tilsigtede
fremskyndelse af
sagsbehandlingstiden vil
bedre kunne opnås ved
administrative
målsætninger svarende
til dem, som allerede er
opstillet, og hvor der
tages hensyn til, at der
nødvendigvis er visse
sager, der trækker ud.
Udvalget foreslår
endvidere, at der også i
adfærdsklagesager
indføres en
underretningspligt,
således at der skal
gives underretning til
klageren og til den
politimand, der er
klaget over, hvis der
ikke inden 6 måneder er
taget stilling til
klagen. Underretningen
bør indeholde oplysning
om, hvorpå sagen beror,
og hvornår det kan
forventes, at der vil
blive truffet afgørelse.
Med
hensyn til
adfærdsklagesagerne
foreslår udvalget for at
fremme sagsbehandlingen
endvidere, at der
indsættes en særskilt
bestemmelse i
retsplejelovens kapitel
93 b om klager, hvor det
er åbenbart, at der ikke
er grundlag for at
fortsætte en
undersøgelse.
Bestemmelsen skal give
Politiklagemyndigheden
mulighed for i sager,
hvor det efter en
indledende undersøgelse
er åbenbart, at der ikke
kan gives klageren
medhold, at træffe en
hurtig afgørelse uden
yderligere undersøgelser
og med en kort
sagsfremstilling i det
skriftlige svar. Det bør
af afgørelsen fremgå, at
der er tale om en
afgørelse, der er
truffet efter denne
særlige fremgangsmåde.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
138-150.
3.7.4.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets
overvejelser og forslag,
og lovforslaget er
udformet i
overensstemmelse hermed.
Det er dog i
lovforslaget præciseret,
at underretning om
sagsbehandlingstiden i
straffesager og sager om
personer, der er afgået
ved døden eller kommet
alvorligt til skade i
politiets varetægt mv.,
skal gives til de
personer, der skal
underrettes om
Politiklagemyndighedens
eller
anklagemyndighedens
senere afgørelse. Det
vil sige, at anmelder og
de personer, der efter
retsplejelovens
almindelige regler skal
underrettes om
afgørelsen i
straffesager (typisk
forurettede og sigtede
ved f.eks.
påtaleopgivelser, jf.
retsplejelovens § 724,
stk. 1 (som ikke
foreslås ændret)), skal
underrettes i
straffesager mod
politipersonale mv., jf.
forslaget til
retsplejelovens § 1020
f. I adfærdsklagesager
skal klager og
indklagede underrettes,
jf. forslaget til
retsplejelovens § 1019
n.
Der
henvises til
lovforslagets § 1, nr. 7
(forslag til
retsplejelovens § 1019 d
(om afvisning af
åbenbart grundløse
adfærdsklager og § 1019
n om afgørelser inden
for rimelig tid og
underretningspligt i
adfærdsklagesager)), og
lovforslagets § 1, nr. 8
(forslag til
retsplejelovens § 1020 f
(om underretningspligten
i straffesager)), og
bemærkningerne hertil.
3.8.
Erstatningskrav
3.8.1. I nogle
tilfælde kan der ikke
gennemføres en
straffesag mod en
bestemt politimand, selv
om det må antages, at
nogen har været udsat
for en strafbar handling
fra politiets side.
I
sådanne situationer er
det efter udvalgets
opfattelse vigtigt at
fremhæve, at det også i
politiklagesager kan
pålægges politiet at
betale erstatning, hvis
der efter almindelige
erstatningsretlige
regler foreligger et
erstatningspådragende
forhold. Som det nærmere
er beskrevet i
betænkningen side 58, er
der flere eksempler på,
at personer har fået
medhold i et
erstatningskrav, også
selv om der ikke er
fundet grundlag for en
straffesag mod en
bestemt
polititjenestemand.
Det
forskellige udfald af
sagerne om henholdsvis
erstatning og straf i
anledning af det samme
forhold skyldes, at
betingelserne for at få
medhold i et
erstatningskrav
adskiller sig fra
betingelserne for at
pålægge en person
strafansvar. Forskellen
mellem en sag om
erstatningskrav og en
straffesag kan efter
udvalgets opfattelse
sammenfattes i 3
punkter. For det første
vil beviskravene for at
give en person medhold i
et erstatningskrav mod
politiet almindeligvis
være mindre end for at
straffe en bestemt
politimand. Der skal
således normalt
tilvejebringes en
stærkere grad af
sandsynliggørelse i
straffesager end i
erstatningssager. For
det andet kræves der
ikke forsæt for at
pålægge
erstatningsansvar, idet
også uagtsom adfærd
efter almindelige
erstatningsretlige
regler kan begrunde
erstatning. Det kræves
således ikke, at
skadevolderen i en
erstatningssag f.eks.
skal have haft til
hensigt at forvolde
skade. For det tredje
kan systemfejl og fejl
begået af en
ikke-identificeret
politimand begrunde
erstatning. Det kræves
således ikke, at en
bestemt politimand har
begået fejlen, idet også
fejl ved politiledelsens
tilrettelæggelse af
arbejdet eller en fejl,
hvor den, der har begået
fejlen, ikke kan
identificeres, efter
omstændighederne vil
kunne medføre
erstatningsansvar.
Udvalget finder ikke
anledning til at
foreslå, at alle
erstatningskrav mod
politiet, dvs.
erstatningskrav
vedrørende forhold uden
for strafferetsplejen,
med tilknytning til
politiklageordningen
skal behandles efter den
særlige procedure i
retsplejelovens kapitel
93 a. Efter denne
procedure er der bl.a.
en særlig let adgang til
domstolsprøvelse i sager
om erstatning i
tilknytning til sager
inden for
strafferetsplejen, da
statsadvokaten på
begæring fra den
erstatningssøgendes skal
indbringe
erstatningssagen for
domstolene, og der
beskikkes på begæring en
advokat for den
erstatningssøgende.
Adgangen hertil bør
efter udvalgets
opfattelse begrænses til
de alvorligste
erstatningssager. Til
gengæld finder
udvalget, at der i de
alvorligste sager bør
gives en
erstatningssøgende
mulighed for at få sit
krav behandlet efter de
særlige regler i kapitel
93 a, således at han
eller hun ikke er nødt
til at anlægge en civil
sag mod politiet.
Udvalget finder, at den
lette adgang efter
retsplejelovens kapitel
93 a til at få prøvet
erstatningskrav mod
politiet bør gælde i
alle tilfælde, hvor
nogen er afgået ved
døden eller er kommet
alvorligt til skade som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt.
Afgrænsningen af
personkredsen er den
samme som i den gældende
bestemmelse i
retsplejelovens § 1020
a, stk. 2 (som
videreføres i forslaget
til retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 2,
hvorefter der i disse
sager skal iværksættes
en efterforskning,
uanset om der er
mistanke om, at der er
begået et strafbart
forhold).
Erstatningskrav mod
politiet vil allerede i
dag i et vist omfang
kunne behandles efter
kapitel 93 a, jf. § 1018
h. Det kræver dog, at
der er tale om krav i
forbindelse med sager
inden for
strafferetsplejen,
hvilket f.eks. omfatter
erstatningskrav som
følge af uberettiget
varetægtsfængsling.
Udvalgets forslag
indebærer, at alle
erstatningskrav i
forbindelse med dødsfald
eller alvorlig
tilskadekomst, f.eks. i
forbindelse med
detentionsanbringelse
eller andre
politimæssige indgreb
uden for
strafferetsplejen, vil
kunne behandles efter
kapitel 93 a.
Den
foreslåede bestemmelse
herom bør af
systematiske grunde
indsættes i kapitel 93 c
om straffesager mod
politipersonale og ikke
i kapitel 93 a (som ikke
foreslås ændret), som
alene vedrører
erstatningskrav i
forbindelse med sager
inden for
strafferetsplejen.
Forslaget medfører, at
alle erstatnings- og
godtgørelseskrav
vedrørende personskade
og tingsskade i
forbindelse med dødsfald
og alvorlig
tilskadekomst som følge
af politiets indgriben
mv. kan behandles efter
retsplejelovens kapitel
93 a. Det er kun
fremgangsmåden i kapitel
93 a, der gøres
anvendelig. Der er altså
ikke tale om et
objektivt ansvar som
efter §§ 1018 a-1018 d
om bl.a. erstatning i
anledning af
varetægtsfængsling i
sager, hvor påtalen
opgives, eller hvor
tiltalte frifindes. Der
vil fortsat være tale om
et almindeligt
erstatningsansvar efter
dansk rets almindelige
erstatningsregler
(culpaansvar). Forslaget
indebærer, at det bliver
statsadvokaten og
Rigsadvokaten, der skal
tage stilling til et
erstatningskravs
berettigelse og
størrelse, jf.
retsplejelovens § 1018
e, og sørge for, at
kravet bliver indbragt
for retten, hvis den
erstatningssøgende
anmoder om det, jf.
retsplejelovens § 1018
f.
Endvidere indebærer
forslaget, at der på
begæring skal beskikkes
en advokat for den
erstatningssøgende, jf.
§ 1018 f, stk. 2.
Udvalget finder, at
udgifterne til
advokatbeskikkelse i
alle tilfælde bør
afholdes endeligt af
statskassen for den, der
vælger at lade en
erstatningssag behandle
efter kapitel 93 a.
Der
henvises i øvrigt til
betænkningen side
171-175.
3.8.2.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets
overvejelser og forslag,
og lovforslaget er i det
væsentlige udformet i
overensstemmelse hermed.
Efter
retsplejelovens § 1018
e, stk. 1, skal krav fra
en person, der har været
sigtet, fremsættes inden
to måneder efter
meddelelse til sigtede
om strafforfølgningens
ophør eller efter
afsigelse af en endelig
dom. Krav fra andre skal
fremsættes inden to
måneder efter, at
indgrebet er ophørt.
Forslaget om, at
retsplejelovens kapitel
93 a om erstatning i
anledning af
strafferetlig
forfølgning skal finde
tilsvarende anvendelse
på sager om dødsfald
eller alvorlig
tilskadekomst som følge
af politiets indgriben
mv., vil efter
retsplejelovens § 1018
e, stk. 1, medføre, at
erstatningskravet skal
fremsættes inden to
måneder efter, at
indgrebet er ophørt.
Fremsættes
erstatningskrav inden
for denne frist på 2
måneder, vil der
imidlertid i princippet
skulle ske en parallel
sagsbehandling af
erstatningskravet hos
statsadvokaten og
efterforskning af sagen
hos
Politiklagemyndigheden.
For at
undgå dette foreslås
det, at erstatningskrav
i disse sager i stedet
skal fremsættes inden to
måneder efter endelig
afgørelse i sager
omfattet af § 1020 a,
stk. 2, eller i en
straffesag mod
politipersonale i
anledning af skader
eller dødsfald nævnt i
§ 1020 a, stk. 2.
Der
henvises til
lovforslagets § 1, nr. 8
(forslag til
retsplejelovens § 1020
l) og bemærkningerne
hertil.
4.
De
økonomiske og
administrative
konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget indebærer,
at der oprettes en ny
myndighed, Den
Uafhængige
Politiklagemyndighed
(Politiklagemyndigheden),
der overtager
statsadvokaternes
opgaver efter
retsplejelovens kapitel
93 b med at undersøge og
træffe afgørelse i sager
om politipersonalets
adfærd i tjenesten
(adfærdsklager).
Politiklagemyndigheden
skal endvidere overtage
statsadvokaternes opgave
efter retsplejelovens
kapitel 93 c med at
efterforske strafbare
forhold begået af
politipersonale i
tjenesten samt i sager
om personer, der er
afgået ved døden eller
er kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt.
Efter lovforslaget vil
et politiklageråd få det
overordnede ansvar for
myndighedens virksomhed.
Politiklagenævnene
foreslås nedlagt.
Lovforslaget indebærer
en omlægning af en
eksisterende opgave og
skønnes derfor ikke at
have økonomiske
konsekvenser af
betydning for det
offentlige. Udgifterne
til driften af
Politiklagemyndigheden
og Politiklagerådet vil
således blive
finansieret af de
mindreudgifter i politi
og anklagemyndighed, der
er en følge af, at de
ovenfor nævnte opgaver
foreslås overført til
Politiklagemyndigheden,
samt af de midler, der
frigøres ved, at
politiklagenævnene
nedlægges.
Lovforslaget skønnes
ikke i øvrigt at have
økonomiske eller
administrative
konsekvenser for det
offentlige af betydning.
5.
De
økonomiske og
administrative
konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen
administrative
konsekvenser for
erhvervslivet.
6.
De
administrative
konsekvenser for borgere
Lovforslaget indebærer,
at den forenklede
procedure for behandling
af erstatningskrav i
retsplejelovens kapitel
93 a om erstatning i
anledning af
strafferetlig
forfølgning også skal
kunne anvendes ved
erstatningskrav i sager
om personer, der er
afgået ved døden eller
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt. Det
indebærer bl.a., at der
er en nem adgang til
domstolsprøvelse af
erstatningsspørgsmålet,
og at der sker
advokatbeskikkelse.
Lovforslaget indebærer
således en administrativ
lettelse for borgere,
der ønsker en
domstolsprøvelse af
anklagemyndighedens
afgørelse om
erstatningskrav i sager
om personer, der er
afgået ved døden eller
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben mv.
Lovforslaget har
herudover ingen
administrative
konsekvenser for
borgerne.
7.
De
miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige
konsekvenser.
8.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder
ikke EU-retlige
aspekter.
9.
Hørte
myndigheder mv.
Betænkning nr.
1507/2009, som
lovforslaget bygger på,
har været sendt i høring
hos følgende myndigheder
og organisationer mv.:
Østre
Landsret, Vestre
Landsret, Samtlige
byretter,
Domstolsstyrelsen, Den
Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten,
Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af
Statsadvokater,
Rigspolitiet,
Politidirektørforeningen,
Politiforbundet,
Direktoratet for
Kriminalforsorgen,
Advokatrådet,
Landsforeningen af
beskikkede advokater,
Institut for
Menneskerettigheder,
Retssikkerhedsfonden,
Retspolitisk Forening,
Det Kriminalpræventive
Råd, Amnesty
International,
Kommunernes
Landsforening, Dansk
Folkeoplysnings Samråd,
Danske Advokater,
Landsforeningen af
Politiklagenævn, Danske
Regioner og
Datatilsynet.
|
|
|
10. Sammenfattende skema
|
|
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative konsekvenser/
merudgifter
|
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
|
Ingen
|
Ingen af betydning
|
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative konsekvenser for borgerne
|
Lovforslaget indebærer en administrativ lettelse for borgere, der ønsker en domstolsprøvelse af anklagemyndighedens afgørelse om erstatningskrav i sager om personer, der er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
|
|
Lovforslaget har herudover ingen administrative konsekvenser for borgerne.
|
Ingen
|
|
Forholdet til EU-retten
|
Ingen
|
Ingen
|
|
|
|
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
(Retsplejeloven)
Til
nr. 1 (overskrift til
første bog, femte
afsnit)
Retsplejelovens femte
afsnit har i dag
overskriften
»Politimyndigheden«, men
i bestemmelserne i
kapitel 11 anvendes
betegnelsen »politiet«.
Det foreslås på denne
baggrund, at
overskriften til femte
afsnit ændres til
»Politiet«, herunder for
at undgå forveksling med
den foreslåede
overskrift til sjette
afsnit om Den Uafhængige
Politiklagemyndighed.
Til
nr. 2 (første bog,
sjette afsnit)
Det
foreslås, at der
indsættes et nyt afsnit
om Den Uafhængige
Politiklagemyndighed.
Til § 118
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
der oprettes en ny
statslig myndighed, der
betegnes Den Uafhængige
Politiklagemyndighed. I
daglig tale kaldes
myndigheden
Politiklagemyndigheden.
Efter
forslaget til
stk. 1 er
myndigheden en
selvstændig myndighed,
der ledes af
Politiklagerådet og en
direktør. Myndighedens
opgave er at undersøge
og træffe afgørelse i
adfærdsklagesager og
efterforske straffesager
mod politipersonale, jf.
stk. 2.
I
stk. 3 fastslås
det, at
Politiklagemyndigheden
udøver sine funktioner i
fuld uafhængighed. Det
indebærer, at
myndigheden ikke er
underlagt
anklagemyndigheden eller
Justitsministeriet i
faglig henseende, og at
myndighedens afgørelser
ikke kan indbringes for
anden administrativ
myndighed.
Politiklagemyndigheden
vil dog være undergivet
anklagemyndigheden
(Rigsadvokaten og
statsadvokaterne) i
relation til generelle
instrukser i
straffesager mod
politipersonalet.
Myndigheden skal således
følge de generelle
forskrifter og
direktiver om
efterforskningen i
straffesager, der kommer
fra navnlig
Rigsadvokaten. Endvidere
vil
Politiklagemyndighedens
afvisning af en
anmeldelse kunne
påklages til
statsadvokaten, jf.
forslaget til § 1020 d,
stk. 2, og
bemærkningerne hertil.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 118 a
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
Politiklagerådet er
Politiklagemyndighedens
øverste ledelse og har
det overordnede ansvar
for myndighedens
virksomhed. Den daglige
ledelse varetages af
direktøren, jf.
forslaget til § 118 c.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 118 b
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
rådets formand skal være
landsdommer. Rådet skal
derudover efter stk. 1
bestå af 4 medlemmer: En
advokat, en
universitetslærer i
retsvidenskab og to
repræsentanter for
offentligheden.
Medlemmerne beskikkes
efter
stk. 2 for en
periode på 4 år, og
genbeskikkelse kan kun
ske en enkelt gang. Den
maksimale periode for
medlemskab af rådet er
således 8 år.
Stk. 3-5
indeholder bestemmelser
om, hvem der skal
indstille medlemmerne af
rådet. Det foreslås, at
formanden beskikkes
efter indstilling fra de
to landsretter. Det
forudsættes i den
forbindelse, at
formandskabet går på
skift mellem de to
landsretter for at
sikre, at begge
landsretter bliver
repræsenteret. Endvidere
bør suppleanten for
formanden være en dommer
fra Vestre Landsret,
hvis formanden er fra
Østre Landsret, og
omvendt. Det foreslås
endvidere, at advokaten
beskikkes efter
indstilling fra
Advokatrådet, og at
offentlighedsrepræsentanterne
ligesom i
Dommerudnævnelsesrådet
beskikkes efter
indstilling fra
henholdsvis Kommunernes
Landsforening og Dansk
Folkeoplysnings Samråd.
Det forudsættes, at
justitsministeren i
almindelighed vil følge
indstillingerne.
Universitetslæreren
udpeges ligesom i
Procesbevillingsnævnet
af justitsministeren
(uden indstilling), idet
det forudsættes, at der
peges på en
universitetsjurist med
viden om og interesse
for politiklageområdet.
Stk. 6 fastslår
for at sikre rådets
uafhængighed af
politiske interesser, at
medlemmer af
Folketinget, regionsråd
og kommunalbestyrelser
ikke kan være medlem af
Politiklagerådet. Dette
svarer til, hvad der i
dag gælder for medlemmer
af politiklagenævnene,
jf. den gældende § 1021,
stk. 5.
I
stk. 7 er det
bestemt, at der skal
beskikkes en suppleant
for hvert af rådets
medlemmer.
Bestemmelserne i
stk. 1-6 finder
tilsvarende anvendelse
ved beskikkelse af
suppleanterne.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 118 c
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer efter
stk. 1, at
Politiklagemyndighedens
daglige ledelse forestås
af en direktør, der er
chef for myndighedens
medarbejdere og
ansvarlig for driften i
forhold til
Politiklagerådet.
Direktøren skal i sit
arbejde alene følge de
anvisninger og
retningslinjer, som
gives af rådet.
Direktøren bør være en
fagligt velkvalificeret
jurist med interesse for
politiets forhold og
helst med en alsidig
baggrund og bred
erfaring.
Direktøren er ikke
medlem af rådet og har
ikke stemmeret ved
afstemninger i rådet,
men direktøren deltager
i rådets møder, jf.
stk. 2, medmindre
rådet undtagelsesvis
træffer anden
bestemmelse. Det
forudsættes, at denne
adgang udnyttes snævert.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 118 d
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
Politiklagerådet selv
fastsætter sin
forretningsorden, der
bl.a. vil kunne
indeholde bestemmelser
om forberedelse af
sager, der skal
forelægges for rådet, om
rådets møder og
afstemninger.
Rådet
vil endvidere kunne
fastsætte nærmere
retningslinjer for,
hvilke sager der skal
eller kan forelægges for
rådet. Rådet vil have
den endelige beslutning
om indholdet af
retningslinjer og
vejledninger, som
udarbejdes af
Politiklagemyndigheden
f.eks. om behandlingen
af særlige
sagskategorier, og om
myndighedens
årsberetning.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 118 e
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden
overtager Rigsadvokatens
opgave med at afgive en
årlig beretning om
politiklageområdet.
Beretningen skal vedrøre
både adfærdsklager og
straffesager.
Årsberetningen bør også
indeholde nærmere
oplysninger om de
straffesager og
disciplinærsager, der i
årets løb har været
rejst som følge af
myndighedens arbejde.
Det forudsættes, at
beretningen udarbejdes
under inddragelse af
anklagemyndigheden,
politidirektørerne og
Rigspolitiet, og at
disse myndigheder
stiller materiale,
herunder statistik og de
øvrige nødvendige
oplysninger, til
rådighed for
Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden
forudsættes også at
informere offentligheden
om myndighedens arbejde
på andre måder end
gennem årsberetningen.
Politiklagemyndigheden
forudsættes således
bl.a. at have egen
hjemmeside, hvor
oplysninger om klager
over og straffesager mod
polititjenestemænd
samles.
Medarbejdere fra
Politiklagemyndigheden
kan endvidere deltage
som undervisere i
forbindelse med
uddannelse af politifolk
og i øvrigt deltage i
oplysende arbejde om
klager over politiet.
Politiklagemyndigheden
deltager desuden i det
internationale
samarbejde, der er under
opbygning i forhold til
tilsvarende myndigheder
i andre europæiske
lande.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til
nr. 3 (første bog,
sjette afsnit)
Der er
tale om en
konsekvensændring som
følge af det foreslåede
nye afsnit om
Politiklagemyndigheden,
jf. lovforslagets § 1,
nr. 2.
Til
nr. 4 (§ 722, stk. 1,
nr. 2)
Der er
tale om en
konsekvensændring som
følge af den nye lov om
social service, der
trådte i kraft den 1.
januar 2007 (lov nr. 573
af 24. juni 2005, jf.
lovbekendtgørelse nr.
979 af 1. oktober 2008).
Til
nr. 5 (§ 769, stk. 2,
nr. 1)
Der er
tale om redaktionel
ændring, idet der
rettelig skal stå
»straffelovens« i stedet
for »denne lovs«.
Til
nr. 6 (§ 821 b, stk. 1,
2. pkt.)
Der er
tale om en
konsekvensændring som
følge af ændringen af
retsplejelovens § 792 b,
stk. 1, ved lov nr. 369
af 25. juni 2005.
Den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 821,
stk. 1, 2. pkt.,
indeholder en henvisning
til § 792 b, stk. 1, og
en delvis gengivelse af
ordlyden af § 792 b,
stk. 1, før bestemmelsen
blev ændret ved lov nr.
369 af 25. juni 2005.
Det
foreslås, at ordlyden af
§ 821, stk. 1, 2. pkt.,
ændres, så den igen
kommer til at svare til
ordlyden af § 792 b,
stk. 1.
Til
nr. 7 (kapitel 93 b)
Det
foreslås, at
retsplejelovens kapitel
93 b om klager over
politipersonalet
erstattes af et nyt
kapitel som følge af, at
der foreslås oprettet en
ny politiklagemyndighed.
Kapitlets overskrift
foreslås ikke ændret og
vil således også
fremover være »Klager
over politipersonalet«.
Til § 1019
Den
foreslåede bestemmelse
svarer – bortset fra, at
kompetencen til at
undersøge og træffe
afgørelse i
adfærdsklagesager
henlægges til
Politiklagemyndigheden –
i det hele til den
gældende § 1019. Der
foreslås således ikke
ændringer i den
typemæssige eller
personmæssige
afgrænsning af
politiklageområdet, som
er angivet i
stk. 1. Klager
over politipersonales
adfærd uden for
tjenesten er fortsat
ikke omfattet af
klageordningen, og
klageordningen omfatter
ikke politiets
kontorpersonale og
civilmedhjælpere og
medarbejderne i
statsadvokaturerne og
hos Rigsadvokaten.
Efter
stk. 2 skal
rigspolitichefen yde
Politiklagemyndigheden
bistand til
undersøgelsen. Det kan
f.eks. være politiets
tekniske afdelinger.
Sådan bistand er alene
tænkt at kunne blive
aktuel i meget
omfattende og
komplicerede
adfærdsklagesager.
Undersøgelsen foretages
i givet fald på
Politiklagemyndighedens
ansvar, og det er
Politiklagemyndigheden,
der træffer afgørelse i
sagen.
Efter
stk. 3 kan
politiet på egen hånd
foretage uopsættelige
undersøgelsesskridt.
Formålet med
bestemmelsen, der har et
snævert
anvendelsesområde, er at
undgå bevistab. Adgangen
til at foretage
uopsættelige skridt vil
formentlig have noget
større praktisk
betydning i
straffesager, jf.
forslaget til § 1020 c,
stk. 3. Der henvises til
bemærkningerne til denne
bestemmelse. Hvis
politiet foretager
undersøgelsesskridt,
skal
Politiklagemyndigheden
snarest underrettes
herom.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.2 (om assistance
i forbindelse med
Politiklagemyndighedens
undersøgelser), pkt. 3.3
(om hvem der kan klages
over, og hvilke typer
klager der skal være
omfattet af
klageordningen) og pkt.
3.4 (om
Politiklagemyndighedens
kompetence i
adfærdsklagesager) i
lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 a
Den
foreslåede bestemmelse
beskriver ligesom den
gældende bestemmelse i
§ 1019 a, hvordan,
hvornår og til hvem en
adfærdsklage kan
indgives. Bestemmelsen
indeholder ligesom den
gældende bestemmelse
ikke en nærmere
regulering af, hvem der
kan klage. Typisk vil en
klage blive indgivet af
den, der anser sig for
forulempet af politiet
eller eventuelt af en
advokat for den
pågældende. Klagen vil
imidlertid også kunne
indgives f.eks. af den
pågældendes forældre
eller af
forbipasserende.
Klagen
skal efter
stk. 1 indgives
til
Politiklagemyndigheden.
Indgives klagen til
politiet eller en anden
myndighed, skal den
straks videresendes til
Politiklagemyndigheden,
uden at der iværksættes
nogen sagsbehandling.
Der er dog intet til
hinder for, at politiet
i forbindelse med
videresendelsen
fremkommer med
oplysninger eller
vedlægger relevant
materiale, som kan være
med til at belyse sagen.
Skønner politiet, at en
klage er egnet til
notitssagsbehandling,
kan politiet uden
forelæggelse for
Politiklagemyndigheden
indkalde klageren til en
samtale med henblik på
at afslutte sagen som
notitssag, jf. forslaget
til § 1019 k. Politiet
skal i så fald
underrette
Politiklagemyndigheden
om sagen ved at sende en
kopi af klagen. Det
forudsættes, at politiet
sender kopi af klagen
umiddelbart efter, at
klagen er modtaget. Hvis
Politiklagemyndigheden
ikke er enig med
politiet i, at sagen er
egnet til
notitssagsbehandling,
kan
Politiklagemyndigheden
tage sagen op af egen
drift, jf. forslaget til
§ 1019 b. Det
forudsættes endvidere,
at
Politiklagemyndigheden
underretter vedkommende
politidirektør om, at
sagen i givet fald ikke
bør afgøres som
notitssag.
Stk. 2 svarer til
den gældende § 1019 a,
stk. 1, 2. pkt., og
indebærer, at klage over
myndighedsmisbrug fra
politiets side under
behandlingen af en
straffesag kan
fremsættes mundtligt til
retsbogen. Hvis der
klages til retsbogen,
skal retten sende en
udskrift af retsbogen
til
Politiklagemyndigheden,
der så behandler sagen
på samme måde som andre
klager.
Stk. 3
viderefører den gældende
6-måneders frist for
klage i § 1019 a,
stk. 2. Det foreslås
dog, at bestemmelsen om
afvisning på grund af
for sen indgivet klage
ændres, således at
6-måneders fristen
bliver en egentlig
klagefrist og ikke blot
en »kan-regel«. Det
betyder, at klagen skal
afvises, hvis den ikke
er indleveret inden 6
måneder.
Politiklagemyndigheden
kan dog i særlige
tilfælde behandle sagen,
hvis indleveringen sker
senere, f.eks. hvis
fristoverskridelsen
skønnes undskyldelige
omstændigheder, eller
der er tale om en
alvorlig sag, som ikke
bør afsluttes alene som
følge af
fristoverskridelsen.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 b
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1019 k og indebærer,
at
Politiklagemyndigheden
af egen drift kan
iværksætte en
undersøgelse efter
kapitel 93 b, f.eks.
hvis en offentlig
interesse tilsiger, at
omstændighederne i
forbindelse med
politiets virksomhed ved
en bestemt lejlighed bør
undersøges og vurderes.
Der gælder i denne
situation ikke nogen
6-måneders frist, jf.
forslaget til § 1019 a,
stk. 3.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 c
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og omhandler
Politiklagemyndighedens
undersøgelse. Det er
Politiklagemyndigheden,
der skal sørge for at
indhente det materiale,
som er nødvendigt for at
afgøre sagen.
Myndigheden kan
skriftligt eller
telefonisk indhente
oplysninger fra
klageren, en indklaget
politimand og andre.
Klageren, indklagede og
andre (f.eks. personer,
der har overværet
episoden) kan anmodes om
at afgive forklaring til
brug for sagen. Politiet
stiller det skriftlige
og andet materiale til
rådighed, som
Politiklagemyndigheden
anmoder om, og det
forudsættes, at politiet
også på anden måde
bidrager til sagens
oplysning, f.eks. ved at
besvare forespørgsler
fra
Politiklagemyndigheden
om bestemte aspekter i
sagen.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 d
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden
får mulighed for at
afvise klager, hvor det
efter en indledende
undersøgelse er
åbenbart, at der ikke
kan gives klageren
medhold. Sagen kan
afvises ved en hurtig
afgørelse uden
yderligere undersøgelser
og med en kort
sagsfremstilling i det
skriftlige svar. Det
skal af afgørelsen
fremgå, at der er tale
om en afgørelse, der er
truffet efter denne
særlige fremgangsmåde.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 e
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
bestemmelse i § 1019 b,
1. pkt., med den
ændring, at det vil være
tilstrækkeligt, at der -
som det allerede i dag
sker i nogle tilfælde -
ikke på dette stadium af
sagen udarbejdes en
sagsfremstilling, men
alene gives indklagede
en kopi af klagen.
Muligheden for alene at
give indklagede en kopi
af klagen vil navnlig
have betydning i
tilfælde, hvor
Politiklagemyndigheden
vurderer, at der ikke er
behov for en egentlig
sagsfremstilling. Er der
tale om en kompliceret
klage eller en klage
f.eks. med påstand om
hårdhændet behandling
grænsende til en
voldsanmeldelse, er det
væsentligt for
indklagede nøjagtigt at
vide, hvad
undersøgelsestemaet er.
Der skal derfor i
sådanne sager altid
udarbejdes en
sagsfremstilling, som
udleveres til
indklagede. Indklagede
skal også i disse sager
have en kopi af selve
klagen.
Indklagede skal have
adgang til at udtale sig
om klagen. Som nærmere
redegjort for i pkt. 3.6
i de almindelige
bemærkninger forudsættes
det, at indklagede har
pligt til at udtale sig
til
Politiklagemyndigheden i
samme omfang, som
indklagede i dag har
pligt til at udtale sig
til statsadvokaten. Hvis
indklagedes oplysninger
kan udsætte ham eller
hende for strafansvar
eller disciplinæransvar,
er der dog ingen
oplysningspligt, jf.
forslaget til § 1019 g,
stk. 1.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens
kompetence i
adfærdsklagesager) og
pkt. 3.6 (om parternes
pligt til at udtale sig
samt advokatbeskikkelse)
i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 f
Den
foreslåede bestemmelse
indebærer, at den
indklagede politimand
som hidtil i forbindelse
med afgivelse af
forklaring har ret til
at møde med en bisidder,
jf. den gældende
bestemmelse i § 1019 c,
1. pkt. Denne adgang
udnyttes ofte i praksis.
Det er ikke i
bestemmelsen fastsat,
hvem der kan være
bisidder, men det vil
ofte være en
organisationsrepræsentant.
Bisidderen kan også være
en advokat. Det vil som
hidtil kun helt
undtagelsesvist være
muligt for
Politiklagemyndigheden
at tilsidesætte valget
af bisidder.
Politiklagemyndigheden
vil således kun kunne
tilsidesætte valget af
bisidder, når den
indklagedes interesse i
at kunne lade sig bistå
af den pågældende findes
at burde vige for
væsentlige hensyn til
offentlige eller private
interesser, f.eks. i
tilfælde, hvor parten
under et møde med
Politiklagemyndigheden
ønsker sig bistået af
flere personer og
myndigheden af hensyn
til sagsbehandlingen, ro
og orden, finder at
burde begrænse antallet
af bisiddere eller helt
udelukke andre end den
indklagede selv fra at
deltage i mødet. Hvis
den ønskede bisidder er
ganske uegnet til at
varetage partens
interesser eller måske
direkte vil kunne skade
parten, kan
Politiklagemyndigheden i
særlige tilfælde også
tænkes at tilsidesætte
valget af bisidder af
hensyn til parten selv.
Det
foreslås, at
henvisningen i den
gældende § 1019 c, 2.
pkt., til
tjenestemandslovens § 23
udgår. Det fremgår af
tjenestemandslovens
§ 23, at udgiften til en
bisidder godtgøres, hvis
en undersøgelse
afsluttes uden
disciplinære sanktioner.
I andre tilfælde afgør
vedkommende minister, om
udgiften til bisidder
skal godtgøres helt
eller delvist under
hensyntagen til sagens
udfald og omstændigheder
i øvrigt. Det foreslås,
at det i stedet bliver
Politiklagemyndigheden,
der bestemmer, om
udgifterne til bisidder
skal betales af
statskassen.
Politiklagemyndigheden
skal normalt kun tage
stilling hertil efter
anmodning. Hvis der ikke
udtales kritik af den
indklagede politimand,
bør det normalt
bestemmes, at
statskassen betaler
udgifterne til bisidder,
mens det i andre
tilfælde må bero på en
konkret vurdering, om
udgifterne til bisidder
bør betales af
statskassen. Hvis retten
har givet afslag på at
beskikke en advokat, kan
det indgå i
Politiklagemyndighedens
vurdering af, om der er
anledning til at lade
statskassen afholde
udgifterne til en
advokat som bisidder.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 g
Som
nærmere beskrevet i pkt.
3.6 lovforslagets
almindelige bemærkninger
forudsættes indklagede
at have pligt til at
udtale sig i samme
omfang som efter
gældende ret. Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1019 d og fastslår i
stk. 1, at en
indklaget politimand
ikke har pligt til at
udtale sig, hvis
forklaringen antages at
ville udsætte den
pågældende for
strafansvar eller
disciplinæransvar. Som
hidtil er det kun risiko
for formelt disciplinært
ansvar, dvs. en formel
irettesættelse eller
advarsel, en bøde,
overførelse til andet
arbejde, andet
arbejdssted eller
stilling, degradering
eller afsked, jf.
tjenestemandslovens
§ 24, som kan begrunde,
at politimanden ikke har
pligt til at udtale sig.
En risiko for, at et
forhold uden for det
disciplinære område kan
give anledning til en
tjenstlig
tilkendegivelse fra
ledelsen vil ikke
medføre, at pligten til
at udtale sig
bortfalder.
I
stk. 2
videreføres den gældende
vejledningspligt i
§ 1019 d, stk. 2, der nu
vil påhvile
Politiklagemyndigheden.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 h
Politiklagemyndigheden
kan efter forslaget til
stk. 1 på samme
måde som statsadvokaten
efter den gældende
bestemmelse i § 1019 f,
stk. 1, bestemme, at
forklaring skal afgives
i retten. Forklaringen
afgives i så fald efter
de almindelige regler
for vidneforklaringer,
jf. i retsplejelovens
kapitel 12.
Stk. 2 indeholder
værnetingsbestemmelsen
for retsmøderne. Det
foreslås, at
værnetingsbestemmelsen i
den gældende § 1019 f,
stk. 2, forenkles,
således at indenretlig
afhøring ligesom
retsmøder under
efterforskningen i
straffesager, jf. § 694,
stk. 1, kan finde sted i
den retskreds, hvor det
er mest hensigtsmæssigt.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens
kompetence i
adfærdsklagesager) og
pkt. 3.6 (om parternes
pligt til at udtale sig
samt advokatbeskikkelse)
i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 i
Den
foreslåede bestemmelse i
stk. 1
viderefører de gældende
regler i § 1019 g om
sagens behandling i
retten, dog således at
det er
Politiklagemyndigheden
og ikke statsadvokaten,
der møder i retsmøder,
hvor der skal afgives
forklaring efter § 1019
h, stk. 1.
Efter
stk. 2 skal
klager og indklagede så
vidt muligt underrettes
om retsmøder. Hvis en
part ikke har oplyst en
adresse eller i øvrigt
ikke kan findes, kan det
dog ikke hindre, at
retsmødet gennemføres.
Det er ikke et krav, at
indkaldelsen skal ske
ved anbefalet brev eller
lignende. Efter den
gældende bestemmelse i
§ 1019 g, stk. 2, er det
kun indklagede, der skal
underrettes om
retsmøder, men det
foreslås, at også
klageren som part i
sagen bliver underrettet
og får lejlighed til at
være til stede.
Stk. 3 handler om
indklagedes pligt til at
afgive forklaring.
Indklagede har ikke
pligt hertil, hvis
forklaringen antages at
kunne udsætte den
pågældende for
strafansvar eller
disciplinæransvar.
Sagen
skal efter
stk. 4 som hidtil
behandles i
strafferetsplejens
former uden domsmænd.
Det betyder bl.a., at
retsmøderne vil være
offentlige i samme
omfang som i
straffesager, og at
dørene kun kan lukkes,
hvis betingelserne
herfor efter
retsplejelovens § 29 a,
stk. 1 eller 3, er
opfyldt. Ved sin
retsledelse og
tilrettelæggelse af
sagen skal dommeren
anvende bestemmelserne i
retsplejelovens fjerde
bog om strafferetsplejen
og ikke tredje bog om
den borgerlige
retspleje.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens
kompetence i
adfærdsklagesager) og
pkt. 3.6 (om parternes
pligt til at udtale sig,
advokatbeskikkelse mv.)
i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 j
Den
foreslåede bestemmelse
indeholder reglerne om
advokatbeskikkelse i
adfærdsklagesager som i
dag findes i § 1019 e.
Klage over politiets
adfærd vil kunne
indgives også af f.eks.
tilfældigt
forbipasserende eller
andre vidner til et
påstået politiovergreb,
men i relation til
advokatbeskikkelse er
det ligesom i dag kun
den, der mener sig
forulempet af politiet,
der er part i sagen og
vil kunne få en advokat
beskikket.
Efter
stk. 1 skal der –
som også efter den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 1019
e, stk. 1 – altid
beskikkes en advokat for
både klageren og
indklagede, hvis der
skal afholdes retsmøde,
idet begge parter vil
kunne have brug for
advokatbistand, når det
skønnes, at det er
nødvendigt med
indenretlig forklaring.
Der skal således
beskikkes en advokat for
klager og indklagede i
de tilfælde, hvor det
enten er indklagede
eller klager, der skal
afgive forklaring. Der
skal endvidere beskikkes
en advokat for
indklagede og klager i
de tilfælde, hvor andre
end indklagede eller
klager skal afgive
forklaring. Det kan
f.eks. være i, hvor en
forbipasserende, som har
overværet episoden, skal
afgive forklaring i
retten.
Der
kan efter
stk. 2 også i
andre tilfælde ske
advokatbeskikkelse i
forbindelse med en
adfærdsklagesag for
enten klageren eller
indklagede eller for
begge parter.
Advokatbeskikkelse skal
efter forslaget ske, når
særlige grunde taler
derfor, og ikke som
efter den gældende
§ 1019, stk. 3, når
forholdene taler derfor.
Der er ikke hermed
tilsigtet en ændring i
den nuværende praksis
for advokatbeskikkelse,
men det slås fast, at
advokatbeskikkelse bør
være en undtagelse
udover de tilfælde, hvor
der skal holdes
retsmøde.
Det er
som hidtil retten, der
beskikker advokat for
den pågældende og tager
stilling til størrelsen
af advokatens salær.
Beskikkelsen sker efter
stk. 3 uden udgift for
den pågældende.
Stk. 4-6 indeholder
regler om den beskikkede
advokats beføjelser.
Stk. 4 svarer til
den gældende bestemmelse
i § 1019 e, stk. 4, og
indebærer, at advokaten
løbende skal have
tilsendt kopi af alt det
materiale, som
Politiklagemyndigheden
indsamler eller modtager
til brug for sagen.
Advokaten kan gennemgå
materialet med klienten,
men må ikke uden
tilladelse fra
Politiklagemyndigheden
overlevere det modtagne
materiale til klienten
eller til andre.
Bestemmelsen er ikke til
hinder for, at parterne
af
Politiklagemyndigheden
meddeles aktindsigt
efter de almindelige
regler i
forvaltningslovens
kapitel 4 om aktindsigt.
Undtagelsesbestemmelsen
i forvaltningslovens
§ 9, stk. 3 (om
straffesager), finder
ikke anvendelse på
adfærdsklagesager.
Stk. 5 vedrører
den beskikkede advokats
rettigheder i
forbindelse med, at
klienten skal afgive
forklaring til
Politiklagemyndigheden.
Som efter den gældende
bestemmelse i § 1019 e,
stk. 5, har advokaten
adgang til at være til
stede og stille
supplerende spørgsmål
til klienten. Dette er
af helt afgørende
betydning for tilliden
mellem advokat og klient
og for, at den
pågældende kan føle sig
tryg under afhøringen.
Advokaten skal derfor
ligesom i dag
underrettes om
tidspunktet for
afgivelse af forklaring.
Som noget nyt i forhold
til den gældende
bestemmelse skal
Politiklagemyndigheden
så vidt muligt aftale
tidspunktet med
advokaten. Ordene »så
vidt muligt« indebærer,
at afgivelse af
forklaring kun kan
gennemføres, hvis det
ikke er muligt inden for
rimelig tid at få aftalt
et tidspunkt med den
beskikkede advokat.
Kriteriet svarer til det
kriterium, der gælder
for indkaldelse af
bistandsadvokater til
afhøring af forurettede
i retten, jf.
retsplejelovens § 741 c,
stk. 1, 4. pkt. Der er
ikke noget til hinder
for, at advokaten
aftaler med klienten, at
afgivelse af forklaring
kan ske, uden at
advokaten er til stede.
Stk. 6 indebærer
en udvidelse af den
beskikkede advokats
beføjelser i forbindelse
med retsmøder i forhold
til i dag. Advokaten
skal ikke blot indkaldes
til retsmøder, hvor
klienten skal afgive
forklaring, men også til
retsmøder, hvor andre
skal afgive forklaring
til brug for sagen. Det
gælder såvel klagerens
som indklagedes
beskikkede advokat. Det
foreslås, at den
beskikkede advokat skal
have mulighed for under
retsmødet ikke blot at
stille spørgsmål til sin
klient, men også til
andre, der skal afgive
forklaring i retten. Det
foreslås endvidere, at
det i lovteksten
udtrykkeligt angives, at
også tidspunktet for
afholdelse af retsmøder
så vidt muligt skal
aftales med en beskikket
advokat.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 k
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og har til formål
at lovfæste og udvide
den
notitssagsbehandling,
der allerede finder sted
i visse sager.
Det
fremgår af
stk. 1, at en sag
kan afsluttes ved en
samtale mellem en
overordnet politimand og
klageren
(notitssagsbehandling),
hvis klageren er
indstillet på at
medvirke hertil.
Notitssagsbehandling vil
navnlig være aktuel i de
mindre adfærdsklagesager
om f.eks. ukorrekt
fremgangsmåde i
tjenesten og uhøflig
tiltale eller anden
ukorrekt personlig
optræden, hvilket svarer
til praksis i dag. Det
bør imidlertid på
forhånd ikke være
udelukket at anvende
notitssagsbehandling i
andre adfærdsklagesager,
f.eks. i forbindelse med
en klage over hårdhændet
behandling i forbindelse
med en anholdelse. Det
bør derfor ved enhver
adfærdsklage konkret
overvejes, om sagen
skønnes egnet til
notitssagsbehandlingen.
Sagen bør ikke sluttes
som notitssag, hvis der
er tale om en adfærd,
der nærmer sig vold, og
som derfor muligvis bør
ende med en alvorlig
disciplinær sanktion i
forhold til den
indklagede politimand.
Sagen bør heller ikke
sluttes som notitssag,
hvis der er mistanke om
et strafbart forhold.
Endvidere forudsættes
det, at den foreslåede
notitssagsbehandling
ikke vil blive
gennemført, hvis det er
tvivlsomt, om sagen er
egnet til at blive søgt
behandlet som notitssag,
f.eks. fordi der i den
konkrete sag er tvivl
om, hvorvidt
politimandens adfærd
eventuelt vil kunne give
anledning til en
alvorligere disciplinær
sanktion. Det
forudsættes herunder, at
der ikke indhentes en
udtalelse fra
indklagede, før det i
givet fald står klart,
at klageren er
indforstået med
notitssagsbehandlingen.
Hvis
en klage indgives til
politiet, vil der efter
stk. 2 kunne
træffes beslutning om,
at klageren skal
tilbydes, at sagen
behandles som notitssag.
Hvis klageren ønsker
det, kan samtalen
herefter gennemføres.
Modtages klagen af
Politiklagemyndigheden,
vil myndigheden kunne
oversende klagen til
politiet med henblik på
behandling som
notitssag. Samtalen skal
som hidtil gennemføres
af en overordnet
politimand.
Af
stk. 3 fremgår,
at der ikke kan pålægges
en politimand en
disciplinær sanktion,
hvis han eller hun som
led i
notitssagsbehandlingen
er fremkommet med en
udtalelse. Udelukkelsen
af disciplinæransvar
gælder alene, hvis
politimanden kommer med
en udtalelse.
Politimandens adgang til
at afgive forklaring
uden at risikere
disciplinæransvar gælder
alene forhold, der
vedrører den konkrete
klage, som kan behandles
som notitssag.
Politimanden kan således
f.eks. ikke undgå
disciplinæransvar i
forbindelse med anden
kritisabel adfærd ved at
fortælle om dette i
forbindelse med
notitssagsbehandlingen
af en klage over f.eks.
uhøflig tiltale.
Stk. 4 fastslår,
at den politimand, der
gennemfører samtalen med
klageren, skal udarbejde
en notits om samtalen og
dens udfald. Af notitsen
skal det fremgå, at
klageren er vejledt om,
at han eller hun kan få
en formel afgørelse i
sagen, og om den
pågældende ønsker dette.
Politiet skal efter
stk. 5 efter
samtalen med klageren
sende en kopi af
notitsen til
Politiklagemyndigheden,
som vil være den
myndighed, der har
ansvaret for, at
notitssagsbehandlingen i
politikredsene finder
sted på forsvarlig måde,
således at befolkningens
tillid til denne måde at
behandle en
adfærdsklagesag på
bevares. Notitsen sendes
endvidere til den
regionale statsadvokat
og Rigspolitiet.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 l
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1019 i om tilfælde,
hvor en adfærdsklagesag
skal sluttes, fordi
sagen overgår til
behandling efter andre
regler.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 m
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden
træffer afgørelse i
sagen, når undersøgelsen
af en adfærdsklage er
tilendebragt. Afgørelsen
skal i overensstemmelse
med forvaltningslovens
regler begrundes, jf.
denne lovs kapitel 6 om
begrundelse. Det skal
ikke fremgå af
afgørelsen, om den har
været drøftet i
Politiklagerådet, men
der er ikke noget til
hinder herfor. Nærmere
bestemmelser herom vil
eventuelt kunne optages
i Politiklagerådets
forretningsorden.
Politiklagerådet vil,
som det i den gældende
ordning er sket ved
Rigsadvokatens
cirkulæreskrivelse af
30. maj 2000, kunne
bestemme, at en
adfærdsklage som
udgangspunkt skal munde
ud i nogle bestemte
formuleringer, der
beskriver graden af den
kritisable adfærd.
Afgørelsen vil kunne
indeholde kritik af en
indklaget politimand og
bør ledsages af
oplysninger om, at en
afgørelse er sendt til
Rigspolitiet til
vurdering af et
eventuelt disciplinært
ansvar.
Politiklagemyndigheden
skal ikke komme med en
indstilling af
disciplinær karakter.
Denne vurdering
tilkommer
ansættelsesmyndigheden i
overensstemmelse med
bl.a.
tjenestemandslovens
regler.
Det
forudsættes, at sagens
parter (typisk
forurettede og den
politiansatte)
underrettes om
afgørelsen, og at klager
underrettes om
afgørelsen, uanset om
vedkommende kan
betragtes som part i
sagen.
Den
foreslåede bestemmelse
indebærer endvidere, at
afgørelsen ikke kan
indbringes for anden
administrativ myndighed.
Afgørelsen kan heller
ikke forlanges indbragt
for Politiklagerådet.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.3 (om generelle
spørgsmål om
Politiklagemyndighedens
kompetence) og pkt. 3.4
(Politiklagemyndighedens
kompetence i
adfærdsklagesager) i
lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 n
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og indeholder
regler, der har til
formål at fremme
sagsbehandlingen og
undgå urimeligt lange
sagsbehandlingstider.
Det
foreslås, at der som
stk. 1 indsættes
en bestemmelse i lighed
med retsplejelovens
§ 718 a, stk. 1, om, at
også adfærdsklagesager
skal afgøres inden
rimelig tid. Ved
fastsættelsen af, hvad
der forstås ved rimelig
tid, kan der f.eks.
tages hensyn til interne
målsætninger for
sagsbehandlingstiden, om
det er en sag, der
kræver tidskrævende
undersøgelser, og
forholdet mellem
Politiklagemyndighedens
ressourcer og
arbejdsopgaver.
Stk. 2 indebærer
en pligt til at
underrette klager og
indklagede, hvis der
ikke inden 6 måneder er
taget stilling til
klagen. Underretningen
skal indeholde oplysning
om, hvorpå sagen beror,
og hvornår det kan
forventes, at der vil
blive truffet afgørelse.
Der skal gives
underretning på ny, hvis
der 6 måneder efter den
seneste underretning
fortsat ikke er truffet
afgørelse.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.7 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 o
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1019 j, idet det dog
ikke er fundet
nødvendigt at medtage
§ 1019 j, stk. 3, om den
indklagede politimands
eventuelle suspendering
eller midlertidige
overførelse til andet
arbejde. Det er således
ansættelsesmyndigheden,
der tager stilling til,
om en klage bør medføre,
at en politimand skal
suspenderes eller
midlertidigt overføres
til andet arbejde.
Bestemmelsen i
stk. 1, 1. pkt.,
har til formål at sikre,
at
ansættelsesmyndigheden,
mens sagen verserer, kan
få lejlighed til at
vurdere, om der er
grundlag for foreløbige
tjenstlige skridt i form
af suspension eller
midlertidig overførelse
til andet arbejde.
Stk. 1, 2. pkt. ,
skal sikre, at
ansættelsesmyndigheden
får underretning om
afgørelsen i sagen og
dermed får mulighed for
at vurdere spørgsmålet
om eventuelle
disciplinære sanktioner.
Endvidere skal den
regionale statsadvokat
underrettes om sagens
udfald af hensyn til
statsadvokaternes
generelle
tilsynsforpligtelse i
forhold til
politikredsens
behandling af
straffesager, jf.
retsplejelovens § 101,
stk. 2, 1. pkt.
Politiklagemyndigheden
skal ikke fremkomme med
nogen vurdering af eller
indstilling om, hvorvidt
der bør indledes en
disciplinærsag. Denne
vurdering skal foretages
af
ansættelsesmyndigheden,
der efter
stk. 2 ikke kan
indlede nogen
disciplinærundersøgelse,
før
Politiklagemyndighedens
afgørelse foreligger.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 p
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1019 m, hvorefter
justitsministeren kan
bestemme, at en
undersøgelse ikke skal
foretages efter de
gældende regler om
behandling af klager
over politipersonalet,
hvis hensynet til
statens sikkerhed eller
fremmede magter kræver
det.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 q
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og giver mulighed
for, at
Politiklagemyndigheden i
visse tilfælde kan
behandle og afgøre
klager over
politipersonales
dispositioner. Det kan
dog kun ske, hvis der er
en nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en
adfærdsklage, som
Politiklagemyndigheden
behandler. Det vil
f.eks. være tilfældet i
de situationer, hvor der
i forbindelse med en
adfærdsklage tillige
klages over en
disposition, som en
politimand har truffet i
forbindelse med den
pågældende
politiforretning. De
rent ledelsesmæssige
dispositioner kan
derimod ikke være
omfattet af
politiklageordningen,
f.eks. beslutninger om
hvordan politiets
ressourcer skal anvendes
eller generelle
overvejelser af
operationel/polititaktisk
karakter.
Som
eksempel, hvor der kan
være en sådan nær
sammenhæng, kan f.eks.
nævnes beslutningen om
at indsætte politihunde.
Beslutningen om at
indsætte hunde i
forbindelse med en
politiforretning vil i
almindelighed være en
politimæssig
disposition. Må det
antages, at klagen går
på, at brugen af hunde
er sket i chikanøst
øjemed eller som led i
magtmisbrug fra
politiets side, kan
klagen dog være omfattet
af kapitel 93 b om
klager over
politipersonalet (eller
eventuelt kapitel 93 c
om straffesager mod
politipersonale).
Situationer, hvor
politiet yder bistand i
forbindelse med
tvangsindlæggelser efter
psykiatriloven, og hvor
der klages over en
politimands adfærd i
forbindelse med
tvangsindlæggelsen, kan
også nævnes. I disse
tilfælde kan
Politiklagemyndigheden
også vurdere politiets
dispositioner, hvis der
er en nær sammenhæng med
undersøgelsen af
politimandens adfærd i
øvrigt.
Det
forudsættes, at
Politiklagemyndigheden i
forbindelse med
behandlingen af en
dispositionsklage
forelægger sagen for den
pågældende politimands
foresatte, typisk en
politidirektør eller
rigspolitichefen,
således at
politiledelsen kan få
lejlighed til at komme
med bemærkninger om
dispositionen.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til
nr. 8 (kapitel 93 c)
Det
foreslås, at
retsplejelovens kapitel
93 c om straffesager mod
politipersonale
erstattes af et nyt
kapitel som følge af, at
der foreslås oprettet en
ny politiklagemyndighed.
Kapitlets overskrift
foreslås ikke ændret og
vil også fremover være
»Straffesager mod
politipersonale«.
Til § 1020
Anmeldelser om strafbare
forhold indgives normalt
til politiet, jf.
retsplejelovens § 742,
stk. 1. Den foreslåede
bestemmelses
1.
pkt. svarer til
den gældende bestemmelse
i § 1020, bortset fra at
anmeldelser om strafbare
forhold begået af
politipersonale i
tjenesten skal indgives
til
Politiklagemyndigheden
og ikke til
statsadvokaten. Den
typemæssige og
personmæssige
afgrænsning af sager
omfattet af kapitel 93 d
foreslås ikke ændret.
Det
foreslåede
2.
pkt. er nyt og
indebærer, at
anmeldelser indgivet til
politiet eller
anklagemyndigheden
straks skal videresendes
til
Politiklagemyndigheden,
uden at der iværksættes
nogen sagsbehandling.
Der er dog intet til
hinder for, at politiet
i forbindelse med
videresendelsen
fremkommer med
oplysninger eller
vedlægger relevant
materiale, som kan være
med til at belyse sagen.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 a
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
bestemmelse i § 1020 a
med de ændringer, der
følger af, at det efter
forslaget er
Politiklagemyndigheden i
stedet for
statsadvokaterne, der
efterforsker sagerne.
Den gældende bestemmelse
i § 1020 a, stk. 2, 2.
pkt., er flyttet til
stk. 3.
Det
foreslås, at
Politiklagemyndigheden
ikke kun kan indlede
efterforskning, hvis der
indgives en anmeldelse,
men også af egen drift
kan indlede en
efterforskning, hvis det
på grund af oplysninger
i medierne eller af
andre grunde skønnes
nødvendigt at
efterforske et
hændelsesforløb, hvor
politipersonale kan have
gjort sig skyldig i
strafbare forhold.
Det er
dog efter
stk. 1 en
betingelse for at
indlede en
efterforskning, at der
er rimelig formodning
om, at der er begået et
strafbart forhold, som
forfølges af det
offentlige. Denne
betingelse svarer til,
hvad der i øvrigt gælder
i straffesager, jf.
retsplejelovens § 742,
stk. 2.
Efter
stk. 2 fraviges
betingelsen om en
rimelig formodning om
et strafbart forhold dog
i de meget alvorlige
sager, hvor nogen er
kommet alvorligt til
skade eller er død som
følge af politiets
indgriben, eller mens
den pågældende var i
politiets varetægt. Som
nærmere beskrevet i pkt.
3.5.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger
forudsættes det, at
bestemmelsen ligesom i
dag i praksis anvendes
således, at alle sager,
hvor en person er blevet
ramt af skud fra
politiet, undersøges af
Politiklagemyndigheden,
uanset om personen er
kommet alvorligt til
skade.
Der
skal i sådanne tilfælde
altid indledes en
efterforskning i
strafferetsplejens
former for at sikre, at
der gennemføres en
tilbundsgående
undersøgelse. Det gælder
også, selv om der ikke
er en rimelig formodning
om, at nogen har begået
et strafbart forhold.
Efterforskningen har i
disse tilfælde et noget
videre sigte, end det
normalt er tilfældet
efter retsplejelovens
§ 743, hvorefter
efterforskningen har til
formål at klarlægge, om
betingelserne for at
pålægge strafansvar
eller anden
strafferetlig retsfølge
er til stede, og at
tilvejebringe
oplysninger til brug for
sagens afgørelse samt
forberede sagens
behandling ved retten.
Begivenhedsforløbet
f.eks. i forbindelse med
en skudafgivelse, hvor
nogen bliver dræbt eller
kommer alvorligt til
skade, skal oplyses så
grundigt som muligt ikke
blot for at vurdere, om
der er grundlag for et
strafferetligt eller
disciplinært ansvar, men
også for at politiet og
andre kan lære af
hændelsesforløbet,
herunder om forløbet kan
give anledning til at
ændre procedurer,
indskærpe regler eller
lignende.
Forslaget til stk. 2
svarer til den gældende
bestemmelse i § 1020 a,
stk. 2, dog således at
det efter forslaget vil
være
Politiklagemyndigheden,
der skal forestå
efterforskningen.
Hvis
der er rimelig
formodning om, at en
politimand har begået et
strafbart forhold, eller
der er tale om dødsfald
eller alvorlig
tilskadekomst, skal
politiet straks
underrette
Politiklagemyndigheden.
Det forudsættes i den
forbindelse, at der
etableres en
vagtordning, så det
altid er muligt at få
kontakt til
Politiklagemyndigheden,
der hurtigst muligt
sørger for at komme til
stede. Indtil
medarbejdere fra
Politiklagemyndigheden
er kommet til stede, kan
politiet f.eks. foretage
afspærring, iværksætte
lægeundersøgelse og
sikre vidners identitet,
jf. forslaget til § 1020
c, stk. 3. Politiet bør
derimod almindeligvis
ikke påbegynde egentlig
afhøring af de
involverede eller
vidner.
Bestemmelsen i
stk. 3 svarer til
sidste punktum i den
gældende § 1020 a,
stk. 2. Det forudsættes
således, at
Politiklagemyndigheden
underretter vedkommende
politidirektør og
Rigspolitiet, når der
indledes en sag omfattet
af retsplejelovens
kapitel 93 c. Endvidere
forudsættes det, at
statsadvokaten
underretter vedkommende
politidirektør,
Rigspolitiet og
Politiklagemyndigheden
om sine afgørelser, og
at
Politiklagemyndigheden
underretter vedkommende
politidirektør,
Rigspolitiet og den
regionale statsadvokat
om
Politiklagemyndighedens
afgørelser. Endelig
forudsættes det, at
disciplinærundersøgelse
i anledning af en
anmeldelse ikke
indledes, før
behandlingen af
straffesagen er
afsluttet.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 b
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og vedrører
hastighedsovertrædelser,
der begås af
politipersonale i
tjenesten.
Efter
stk. 1
efterforsker
Politiklagemyndigheden
ikke politipersonales
overtrædelser af
færdselslovens
hastighedsbestemmelser i
tilfælde, hvor den
pågældende politimand
erkender sig skyldig, og
hastighedsovertrædelsen
alene skønnes at ville
medføre bøde eller
betinget frakendelse af
førerretten og ikke
berører tredjemand.
Baggrunden herfor er, at
der er tale om sager,
hvor der ved
sanktionsfastsættelsen
ikke udøves et skøn.
Politidirektøren kan
uden forelæggelse for
Politiklagemyndigheden
udarbejde bødeforlæg og
lade den pågældende
tjenestemand vedtage en
bøde og betinget
frakendelse.
Stk. 2 vedrører
udrykningskørsel. Når et
politikøretøj overtræder
færdselslovens
hastighedsgrænser, kan
føreren gøre gældende,
at der var tale om
udrykningskørsel. Det
foreslås, at der skelnes
mellem, om der var tale
om et civilt køretøj,
altså et køretøj uden
særlige politikendetegn,
og et »uniformeret«
køretøj, dvs. et
køretøj, der er mærket
med politiets kendetegn
eller særlige
udrykningssignaler. Er
der tale om et
»uniformeret« køretøj,
vil der ofte kunne være
tale om
udrykningskørsel, og det
foreslås derfor at
overlade det til
politidirektøren at
vurdere, om dette er
tilfældet. Sagen
forelægges alene for
Politiklagemyndigheden,
hvis Politidirektøren
vurderer, at der ikke
har været tale om
udrykningskørsel.
Er der
derimod tale om et
»civilt« køretøj, skal
sagen overgives til
Politiklagemyndigheden,
der forestår
efterforskningen og
vurderer, om der er tale
om udrykningskørsel.
Politidirektøren kan
således i disse tilfælde
ikke fastslå, at der var
tale om udrykningskørsel
med den følge, at den
pågældende politimand
ikke pålægges nogen
sanktion. Er det også
Politiklagemyndighedens
opfattelse, at der var
tale om
udrykningskørsel,
slutter sagen dermed.
Har
Politiklagemyndigheden
en anden opfattelse,
skal sagen efter de
almindelige regler om
afgørelse af spørgsmålet
om tiltalerejsning
sendes til
statsadvokaten til
afgørelse af, om der er
tale om udrykningskørsel
og dermed, om der skal
rejses tiltale for
hastighedsoverskridelsen,
jf. forslaget til § 1020
e.
Efter
stk. 3 skal
politidirektøren
underrette
Politiklagemyndigheden
og Rigspolitiet om
udenretligt vedtagne
bøder og betingede
frakendelser af
kørekortet i sager
omfattet af stk. 1.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 c
Bestemmelsen svarer til
den gældende bestemmelse
i retsplejelovens § 1020
b, dog således at det
efter den foreslåede
ordning vil være
Politiklagemyndigheden i
stedet for
statsadvokaterne, der
udøver beføjelserne i
straffesager mod
politipersonale.
Efter
stk. 1 har
Politiklagemyndigheden
under efterforskningen
de beføjelser, der
ellers tilkommer
politiet. Det indebærer
bl.a., at
Politiklagemyndigheden
kan foretage
straffeprocessuelle
tvangsindgreb, som
normalt er omfattet af
politiets kompetence, og
fremsætte begæring til
retten om de indgreb,
som kræver retskendelse
(f.eks. telefonaflytning
og ransagning).
Det
fremgår af
retsplejelovens kapitel
70 om
varetægtsfængsling, at
det er
anklagemyndigheden, der
anmoder retten om
varetægtsfængsling mv.
Det forudsættes i den
forbindelse, at
Politiklagemyndigheden
ligeledes varetager
anklagemyndighedens
opgaver i relation til
varetægtsfængsling under
efterforskningen af
sagen. Når sagen er
overgivet til
anklagemyndigheden med
henblik på stillingtagen
til tiltalespørgsmålet,
varetager
anklagemyndigheden som i
andre straffesager
opgaverne i relation til
varetægtsfængsling.
Begæringer om
varetægtsfængsling under
sagens efterforskning
indgives således til
retten af
Politiklagemyndigheden,
mens begæring om
opretholdelse af en
varetægtsfængsling, når
sagen er overgivet til
statsadvokaten eller
under en eventuel appel,
som i andre sager
indgives af
anklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden
vil ikke helt kunne
undvære bistand fra
politiet i
efterforskningen. I
lighed med den gældende
ordning kan
Politiklagemyndigheden
derfor efter
stk. 2 drage
nytte af politiets
særlige ekspertise,
f.eks. i relation til
analyse af fingeraftryk
og andre tekniske spor.
Hvis der er behov herfor
f.eks. af
ressourcemæssige grunde,
kan
Politiklagemyndigheden
også anmode om bistand
fra Rigspolitiet. Det er
Politiklagemyndigheden,
der også ved en sådan
efterforskningsmæssig
bistand leder
efterforskningen, og de
pågældende medarbejdere
fra Rigspolitiet udfører
deres arbejde på
myndighedens ansvar. Det
er op til
Politiklagemyndigheden
at vurdere, i hvilket
omfang der kan være
behov for anden ekstern
specialfaglig
ekspertise, herunder i
stedet for eller som
supplement til politiets
ekspertise.
Efter
stk. 3 kan
politiet på egen hånd
foretage uopsættelige
efterforskningsskridt.
Formålet med
bestemmelsen, der har et
snævert
anvendelsesområde, er at
undgå bevistab i den
(korte) tid, der kan gå,
indtil
Politiklagemyndigheden
kan tage sig af sagen.
Bestemmelsen giver ikke
politiet særskilt
hjemmel til i øvrigt at
foretage
efterforskningsskridt.
Hvis politiet foretager
indledende
efterforskningsskridt,
skal
Politiklagemyndigheden
snarest underrettes
herom. Når
repræsentanter for
Politiklagemyndigheden
er kommet til stede,
overtager de med det
samme ansvaret for
efterforskningen.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 d
Den
foreslåede bestemmelse
regulerer ligesom den
gældende bestemmelse i
§ 1020 c, hvem der har
påtalekompetencen i
straffesager mod
politipersonale, idet
bestemmelsen dog er
ændret som følge af
forslaget til den nye
politiklageordning.
Det
foreslås, at
påtalekompetencen stadig
skal tilkomme de
regionale
statsadvokater. I det
omfang påtalekompetencen
efter de almindelige
regler tilkommer
Rigsadvokaten eller
justitsministeren
(f.eks. i sager om
overtrædelse af
straffelovens kapitel
12, hvor det er en
forudsætning, at
justitsministeren
træffer beslutning om
tiltalerejsning, jf.
straffelovens § 110 f),
vil det også gælde
straffesager mod
politipersonale.
Politiklagemyndigheden
skal dog i alle tilfælde
sende sagen til
statsadvokaten, når
efterforskningen er
tilendebragt.
Statsadvokaterne har
efter
stk. 1 ikke blot
den påtalekompetence,
der efter
retsplejelovens § 719,
stk. 2, tilkommer dem i
andre straffesager, men
også den kompetence, der
efter § 719, stk. 1,
normalt er hos
politidirektørerne. Det
er også statsadvokaten,
der har kompetencen til
at opgive påtale, jf.
§ 721, og til eventuelt
at meddele
tiltalefrafald efter
§ 722.
Efter
§ 749, der er placeret i
kapitel 67 om
efterforskning, har
politiet mulighed for at
afvise en anmeldelse,
jf. stk. 1, eller for at
indstille en påbegyndt
efterforskning, jf.
stk. 2.
Det
foreslås i
stk. 2, 1. pkt.,
at
Politiklagemyndigheden i
straffesager mod
politipersonale udøver
de beføjelser, der
ellers tilkommer
politiet efter § 749,
stk. 1. Det vil som
følge heraf ikke være
nødvendigt at inddrage
statsadvokaten i
forbindelse med en
afvisning af at indlede
efterforskning.
Bestemmelsen om
afvisning vil ligesom
forslaget til § 1019 d i
adfærdsklagesager kunne
bruges til at afvise
åbenbart grundløse
anmeldelser.
Da der
er tale om en
straffeprocessuel
afgørelse om at slutte
sagen, vil
Politiklagemyndighedens
afgørelse efter
stk. 2, 2. pkt.,
kunne påklages til
statsadvokaten, men ikke
til Rigsadvokaten, jf.
retsplejelovens § 99,
stk. 3. Klage skal i
overensstemmelse med den
almindelige regel i
retsplejelovens § 102,
stk. 1, indgives inden 4
uger.
Politiklagemyndighedens
afgørelse skal indeholde
oplysning om
klageadgangen og fristen
herfor.
I
forbindelse med
modtagelse af en klage
foretager
statsadvokaterne i dag
en visitation af
sagerne, dvs. en
stillingtagen til, om
sagen skal behandles som
en adfærdsklage eller en
straffesag.
Politiklagemyndigheden
vil skulle foretage en
tilsvarende visitation.
En sådan visitation vil
efter omstændighederne
kunne betragtes som en
afgørelse efter § 749,
stk. 1, og vil derfor
kunne påklages til
statsadvokaten. Det vil
f.eks. være tilfældet,
hvis det i en klage
klart er angivet, at en
navngiven politimand
ønskes straffet, men
Politiklagemyndigheden
mener, at der ikke er
tale om noget strafbart,
men derimod en
adfærdsklage.
Politiklagemyndigheden
har derimod efter
stk. 3 ikke
kompetence til at
indstille en
efterforskning, hvor der
ikke er grundlag for at
fortsætte
efterforskningen, jf.
retsplejelovens § 749,
stk. 2. Hvis
Politiklagemyndigheden
mener, at en påbegyndt
efterforskning bør
indstilles, skal sagen
derfor sendes til
statsadvokaten, jf.
forslaget til § 1020 e.
Politiklagemyndighedens
redegørelse til
statsadvokaten behøver
ikke indeholde mere end
det, der er nødvendigt
for at tage stilling
til, om efterforskningen
skal indstilles. Det bør
ved fremsendelsen af
sagen fremgå, at
Politiklagemyndigheden
ikke mener, at der er
grundlag for at
fortsætte
efterforskningen.
Det
afgøres efter
retsplejelovens
almindelige regler, hvem
der skal underrettes om
statsadvokatens eller
Politiklagemyndighedens
afgørelse efter
stk. 1-3. Det fremgår
således f.eks. af
retsplejelovens § 749,
stk. 3, at forurettede
eller, hvis den
forurettede er afgået
ved døden, den
forurettedes nære
pårørende skal
underrettes, hvis en
anmeldelse afvises eller
en efterforskning
indstilles. Det samme
gælder andre, der må
antages at have en
rimelig interesse heri.
Det følger endvidere af
§ 724, stk. 1, at ved
afgørelse om
påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald
underrettes sigtede,
forurettede eller, hvis
forurettede er afgået
ved døden, forurettede
nære pårørende. Det
samme gælder andre, der
må antages at have en
rimelig interesse heri.
Herudover forudsættes
anmelder ligesom i dag
at blive underrettet om
statsadvokatens
afgørelse, selv om den
pågældende ikke måtte
være part i sagen.
Efter
stk. 4 er det
statsadvokaten, der
møder i retten i
forbindelse med
straffesager mod
politipersonale (både i
byretten og
landsretten). Under
efterforskningen er det
en repræsentant for
Politiklagemyndigheden,
der møder i retsmøder i
sagen, f.eks. ved
anmodning om
telefonaflytning og
varetægtsfængsling.
Indbringes en sag med
Procesbevillingsnævnets
tilladelse for
Højesteret, er det som i
andre straffesager
Rigsadvokaten, der møder
for anklagemyndigheden.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 e
Den
foreslåede bestemmelse i
stk. 1 er ny og
indebærer, at
Politiklagemyndigheden
bestemmer, hvornår en
efterforskning skal
sluttes.
Politiklagemyndigheden
sender herefter sagen
til den regionale
statsadvokat til
afgørelse af
tiltalespørgsmålet. Det
forudsættes, at
Politiklagemyndigheden
underretter anmelderen,
mistænkte og sigtede
politimænd og eventuelt
andre involverede
(f.eks. forurettede,
hvis denne ikke er
anmelderen) om sagens
fremsendelse til
statsadvokaten.
Politiklagemyndigheden
bør ikke underrette om
indholdet af
redegørelsen til
statsadvokaten, men
oplyse, at redegørelsen,
herunder myndighedens
eventuelle vurdering af
bevisernes vægt, vil
komme til at fremgå af
statsadvokatens
afgørelse. Når
statsadvokaten træffer
sin afgørelse, bør der
henvises til
Politiklagemyndighedens
redegørelse, og
statsadvokatens
afgørelse bør også
indeholde oplysning om
Politiklagemyndighedens
eventuelle vurdering af
bevisernes vægt.
Den
foreslåede bestemmelse i
stk. 2 er ny og
indebærer, at
Politiklagemyndigheden
skal udarbejde en
redegørelse om
efterforskningen i
forbindelse med
fremsendelsen af sagen
til statsadvokaten.
Redegørelsen skal
indeholde en gennemgang
af forløbet af
efterforskningen og
oplysning om de faktiske
omstændigheder, der er
af betydning for sagens
afgørelse.
Politiklagemyndigheden
kan herudover i
forbindelse med
redegørelsen til
statsadvokaten komme med
en vurdering af de
fremkomne beviser. Der
er ikke noget til hinder
for, at
Politiklagemyndigheden i
sin redegørelse også
kommer ind på sagens
juridiske aspekter, men
myndigheden har ikke
nogen pligt hertil.
Spørgsmålet om, hvorvidt
der skal rejses tiltale,
afgøres herefter af
anklagemyndigheden på
samme måde som i enhver
anden straffesag.
Den
foreslåede bestemmelse i
stk. 3 er ny og
indebærer, at
statsadvokaten kan bede
Politiklagemyndigheden
om at foretage
yderligere
efterforskning f.eks. i
form af supplerende
afhøring af allerede
afhørte vidner eller
afhøring af yderligere
vidner, hvis
statsadvokaten finder,
at der er behov for
flere oplysninger, før
tiltalespørgsmålet kan
afgøres.
Efter
stk. 4 kan
Politiklagemyndigheden
påklage statsadvokatens
afgørelser efter stk. 1
og 3 til Rigsadvokaten.
Det kan navnlig være
statsadvokatens
afgørelser om
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald og
tiltalerejsning.
Bestemmelsen svarer som
udgangspunkt til den
gældende bestemmelse i
§ 1021 f, hvorefter
politiklagenævn kan
påklage statsadvokatens
afgørelser, idet
statsadvokaten dog ikke
længere træffer
afgørelse i
adfærdsklagesager, men
alene i straffesager mod
politipersonale.
Politiklagemyndigheden
skal klage inden for 4
uger efter, at
myndigheden har fået
meddelelse om
statsadvokatens
afgørelse. Det
forudsættes i den
forbindelse, at
statsadvokaten
orienterer
Politiklagemyndigheden
om sine afgørelser i
straffesager mod
politipersonale.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 f
Den
foreslåede bestemmelse
er ny og har til formål
at undgå urimelig lang
sagsbehandlingstid i
straffesager mod
politipersonale.
Ved
lov nr. 493 af 17. juni
2008 om begrænsning af
langvarige sigtelser og
varetægtsfængslinger
blev der bl.a. indført
nye regler i
retsplejelovens §§ 718 a
og 718 b med det formål
at begrænse langvarige
sigtelser. Efter § 718
a, stk. 1, skal der
træffes afgørelse om
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning inden
rimelig tid efter det
tidspunkt, hvor politiet
har gjort sigtede
bekendt med sigtelsen.
Efter § 718 a, stk. 2,
skal anklagemyndigheden
underrette sigtede om,
hvorpå sagen beror, og
hvornår afgørelse i
sagen kan forventes
truffet, hvis afgørelse
om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning ikke er
truffet, eller der ikke
er anmodet om retsmøde
med henblik på sagens
behandling som
tilståelsessag i medfør
af § 831 inden 1 år og 6
måneder efter det
tidspunkt, hvor politiet
har gjort sigtede
bekendt med sigtelsen.
Efter retsplejelovens
§ 718 b har sigtede
mulighed for at
indbringe sagen for
retten, hvis afgørelse
om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning ikke er
truffet, eller der ikke
er anmodet om retsmøde
med henblik på sagens
behandling som
tilståelsessag i medfør
af § 831 inden 1 år og 6
måneder efter det
tidspunkt, hvor politiet
har gjort sigtede
bekendt med sigtelsen.
Disse bestemmelser
gælder også i
straffesager mod
politipersonale.
Endvidere vil det efter
§ 733, stk. 2, være
muligt at nægte
beskikkelse af en
bestemt forsvarer, hvis
dennes medvirken vil
medføre en forsinkelse
af sagen.
Underretningsforpligtelsen
i retsplejelovens § 718
a, stk. 2, retter sig
kun mod den sigtede.
Efter
forslaget til
stk. 1 skal der
ske skriftlig
underretning om, hvorpå
sagen beror, og hvornår
der kan forventes at
blive truffet afgørelse,
hvis ikke der inden 1 år
efter anmeldelsen er
truffet afgørelse om
afvisning af
anmeldelsen, indstilling
af efterforskningen,
påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller
tiltalerejsning, eller
der ikke er anmodet om
retsmøde med henblik på
sagens behandling som
tilståelsessag i medfør
af § 831.
Underretningen skal
gives til anmelder og de
personer, der skal
underrettes om
Politiklagemyndighedens
eller
anklagemyndighedens
afgørelse efter de
almindelige regler i
retsplejeloven, jf.
herom bemærkningerne til
forslaget til § 1020 e,
stk. 3.
Efter
stk. 2 gælder
bestemmelserne om
underretning i stk. 1
tilsvarende i sager,
hvor nogen er død eller
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben
eller i politiets
varetægt. Den første
underretning skal
således fortages, hvis
ikke der inden 1 år
efter, at
Politiklagemyndigheden
har indledt
efterforskningen, er
truffet afgørelse.
Efter
stk. 3 skal
underretning gives på
ny, hvis der efter
yderligere 6 måneder
fortsat ikke er truffet
afgørelse.
Underretningen efter
stk. 1-3 skal gives af
den myndighed, hvor
sagen er under
behandling. Under
efterforskningen er det
således
Politiklagemyndigheden,
der skal foretage
underretningen. Har
Politiklagemyndigheden
sendt sagen til
statsadvokaten til
afgørelse af
tiltalespørgsmålet, er
det statsadvokaten, der
skal give
underretningen. Fristen
på 1 år og
opfølgningerne hvert
halve år bør tidsmæssigt
ses under ét. Der løber
altså ikke nogen ny
frist fra sagens
oversendelse fra
Politiklagemyndigheden
til anklagemyndigheden.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.7 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 g
Den
foreslåede bestemmelse
indeholder regler om
forsvarerbeskikkelse for
den politimand, som en
sag retter sig mod. Der
skal beskikkes en
forsvarer for den
pågældende, hvis det
følger af de almindelige
bestemmelser herom i
retsplejelovens §§ 731,
731 a og 732. Det kan
f.eks. være, når der er
rejst tiltale i sager, i
hvilke der bliver
spørgsmål om højere
straf end bøde. Der kan
herudover beskikkes en
forsvarer, hvis særlige
grunde taler derfor. Det
kan også komme på tale
at beskikke en
forsvarer, selv om der
ikke rejst sigtelse.
Bestemmelsen svarer til
den gældende § 1020 d
bortset fra en ændring
af »når forholdene taler
derfor« til »særlige
grunde taler derfor«.
Der er ikke hermed
tilsigtet nogen ændring
i praksis for
advokatbeskikkelse, men
det er hensigten at
markere, at
advokatbeskikkelse skal
ske efter en konkret
vurdering, når særlige
grunde taler derfor.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 h
Den
foreslåede bestemmelse
indeholder regler om
beskikkelse af advokat
for forurettede og nære
pårørende til
forurettede afgået ved
døden og om advokatens
beføjelser. Bestemmelsen
svarer til den gældende
§ 1020 e, idet det dog
som ved de andre
bestemmelser om
forsvarer- og
advokatbeskikkelse
foreslås, at kriteriet
»når forholdene taler
derfor« ændres til
»særlige grunde taler
derfor«. Der er ikke
hermed tilsigtet nogen
ændring af praksis om
advokatbeskikkelse.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 i
Det
foreslåede
stk. 1 indebærer,
at statsadvokaten får
mulighed for at
bestemme, at en
straffesag, der omfatter
flere forhold eller
flere sigtede, i sin
helhed skal efterforskes
af
Politiklagemyndigheden.
Bestemmelsen svarer til
den gældende bestemmelse
i § 1020 f, hvorefter
Rigsadvokaten i dag kan
bestemme, at en
straffesag, der omfatter
flere forhold eller
flere sigtede, i sin
helhed skal behandles af
statsadvokaten, og
bestemmelsen kan f.eks.
anvendes, hvor det vil
være hensigtsmæssigt, at
en straffesag mod en
politimand, hvor der er
forhold, der er begået
både i og uden for
tjenesten, i sin helhed
skal efterforskes af
Politiklagemyndigheden.
Statsadvokaten kan også
bestemme, at en sag,
hvor der både er en
eller flere sigtede
politimænd, men også
andre sigtede uden
tilknytning til
politiet, i sin helhed
skal efterforskes af
Politiklagemyndigheden.
Stk. 2 er ny og
giver
Politiklagemyndigheden
mulighed for i visse
tilfælde at behandle
klager over
politipersonales
dispositioner, herunder
f.eks. politiets
beslutning om at
anbringe en person til
fare for sig selv eller
andre i detentionen, i
forbindelse med
efterforskningen af en
straffesag. Det gælder
både dispositioner inden
for og uden for
strafferetsplejen. Det
kan dog kun ske, hvis
der er en nær sammenhæng
mellem
dispositionsklagen og en
igangværende
efterforskning i
Politiklagemyndigheden.
Det
vil f.eks. være
tilfældet i de
situationer, hvor der i
forbindelse med en
anmeldelse af et
strafbart forhold
tillige klages over en
disposition, som en
politimand har truffet i
forbindelse med den
pågældende
politiforretning. De
rent ledelsesmæssige
dispositioner kan
derimod ikke være
omfattet af
politiklageordningen,
f.eks. en beslutning om,
hvordan politiets
ressourcer skal anvendes
eller generelle
overvejelser af
operationel/polititaktisk
karakter.
Som
eksempel på en nær
sammenhæng mellem en
straffesag og en
dispositionsklage kan
nævnes en anmeldelse af
en politimands udøvelse
af vold i forbindelse
med bortvisning af en
person fra offentligt
tilgængeligt område.
Politiklagemyndigheden
kan under
efterforskningen af
anmeldelsen af
politimandens vold
inddrage lovligheden af
beslutningen om at
bortvise den pågældende.
Det
forudsættes, at
Politiklagemyndigheden i
forbindelse med
behandlingen af en
dispositionsklage
forelægger sagen for den
pågældende politimands
foresatte, typisk en
politidirektør eller
rigspolitichefen,
således at
politiledelsen kan få
lejlighed til at komme
med bemærkninger om
dispositionen.
Efter
stk. 3 træffer
statsadvokaten afgørelse
om klager over politiets
dispositioner i
forbindelse med, at der
tages stilling til
tiltalespørgsmålet i
straffesagen.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 1020 j
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1020 g og har til
formål at fastslå, at
det i det hele er
strafferetsplejens
bestemmelser, der gælder
i forbindelse med
efterforskning mv. i
sager mod
politipersonale om
strafbare forhold og ved
efterforskning i sager
om personer afgået ved
døden, eller som er
kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt. Det
indebærer f.eks., at
spørgsmålet om en
forsvarers beføjelser må
afgøres efter
bestemmelserne herom i
kapitel 66, og at
uenighed mellem
Politiklagemyndigheden
og en forsvarer eller en
beskikket advokat må
afgøres af retten, jf.
§ 746, stk. 1.
Til § 1020 k
Den
foreslåede bestemmelse
svarer til den gældende
§ 1020 i, hvorefter
justitsministeren kan
bestemme, at en sag ikke
skal behandles efter de
gældende regler om
straffesager mod
politipersonalet, hvis
hensynet til statens
sikkerhed eller fremmede
magter kræver det.
Til § 1020 l
Den
foreslåede bestemmelse
er ny. Efter
retsplejelovens kapitel
93 a er der adgang til
at få behandlet krav om
erstatning i anledning
af strafferetlig
forfølgning efter en
særlig procedure. Det
foreslåede
stk. 1 indebærer,
at visse erstatningskrav
uden for
strafferetsplejen også
kan behandles efter
reglerne i kapitel 93 a.
Adgangen efter stk. 1
til at få behandlet
erstatningskrav efter
proceduren i kapitel 93
a er begrænset til krav
i anledning af dødsfald
eller alvorlig
tilskadekomst som følge
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt.
Afgrænsningen svarer
således til den
foreslåede § 1020 a,
stk. 2, om
efterforskning af sager
om personer, der er
afgået ved døden eller
er kommet alvorligt til
skade som følge af
politiets indgriben,
eller mens den
pågældende var i
politiets varetægt. Som
nærmere beskrevet i pkt.
3.5.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger
forudsættes det, at
§ 1020 a, stk. 2,
ligesom i dag i praksis
anvendes således, at
alle sager, hvor en
person er blevet ramt af
skud fra politiet,
undersøges af
Politiklagemyndigheden,
uanset om personen er
kommet alvorligt til
skade. Adgangen til at
få behandlet
erstatningskrav efter
proceduren i kapitel 93
a er begrænset til de
sager, som er omfattet
af ordlyden af § 1020 a,
stk. 2, og omfatter
således ikke sager, hvor
personer er blevet ramt
af skud, uden at dette
har medført alvorlig
skade eller dødsfald.
Bestemmelsen kan f.eks.
anvendes i sager om
dødsfald eller alvorlig
tilskadekomst i
forbindelse med
detentionsanbringelse.
Den
foreslåede bestemmelse
om, at visse
erstatningskrav uden for
strafferetsplejen også
kan behandles efter
reglerne i kapitel 93 a,
bør af systematiske
grunde indsættes i
kapitel 93 c om
straffesager mod
politipersonale og ikke
i kapitel 93 a (som ikke
foreslås ændret), som
alene vedrører
erstatningskrav inden
for strafferetsplejen.
Forslaget medfører, at
alle erstatnings- og
godtgørelseskrav
vedrørende personskade
og tingsskade i
forbindelse med dødsfald
og alvorlig
tilskadekomst som følge
af politiets indgriben
mv. kan behandles efter
retsplejelovens kapitel
93 a. Det er kun
fremgangsmåden i kapitel
93 a, der gøres
anvendelig. Der er altså
ikke tale om et
objektivt ansvar som
efter §§ 1018 a-1018 d
om bl.a. erstatning i
anledning af
varetægtsfængsling i
sager, hvor påtalen
opgives, eller hvor
tiltalte frifindes. Der
vil fortsat være tale om
et almindeligt
erstatningsansvar efter
dansk rets almindelige
erstatningsregler
(culpaansvar). Forslaget
indebærer, at det bliver
statsadvokaten og
Rigsadvokaten, der skal
tage stilling til et
erstatningskravs
berettigelse og
størrelse, jf.
retsplejelovens § 1018
e, og sørge for, at
kravet bliver indbragt
for retten, hvis den
erstatningssøgende
anmoder om det, jf.
retsplejelovens § 1018
f.
Det
foreslås, at
erstatningskrav i disse
sager skal fremsættes
inden to måneder efter
endelig afgørelse i
sager omfattet af § 1020
a, stk. 2, eller i en
straffesag mod
politipersonale i
anledning af skader
eller dødsfald nævnt i
§ 1020 l, stk. 1, 1.
pkt.
Det
foreslås i
stk. 2, at
udgifterne til
advokatbeskikkelse i
alle tilfælde afholdes
endeligt af statskassen
for den, der vælger at
lade en erstatningssag
afgøre efter kapitel 93
a.
Der er
ikke tilsigtet ændringer
med hensyn til reglerne
i retsplejelovens
kapitel 93 a om
erstatning i anledning
af strafferetlig
forfølgning.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.8 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til
nr. 9 (kapitel 93 d)
Det
foreslås, at
retsplejelovens kapitel
93 d om politiklagenævn
ophæves som følge af den
foreslåede nye
Politiklagemyndighed.
Der
henvises i øvrigt til
pkt. 3.1 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger.
Til § 2
(Lov nr. 415 af 10. juni
1997 om gennemførelse af
Europolkonventionen)
Til
nr. 1 (§ 5 a)
Der er
tale om en
konsekvensændring som
følge af den foreslåede
politiklageordning.
Ved
lov nr. 1435 af 22.
december 2004 om ændring
af lov om gennemførelse
af Europolkonventionen
og lov om ændring af
straffeloven,
retsplejeloven, lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet og lov om
international
fuldbyrdelse af straf
m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til
Europolkonventionen mv.)
blev der indsat en ny
bestemmelse i § 5 a i
lov nr. 415 af 10. juni
1997 om gennemførelse af
Europolkonventionen.
Efter bestemmelsens
stk. 3 skal klager over
Europolansattes adfærd
under udførelse af
opgaver i Danmark efter
Europolkonventionens
artikel 3 a behandles
efter reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 b om klager over
politipersonalet og
kapitel 93 d om
politiklagenævn.
Henvisningen til
reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 b og d foreslås
ændret til en henvisning
til retsplejelovens
kapitel 11 a om Den
Uafhængige
Politiklagemyndighed og
kapitel 93 b om klager
over politipersonalet.
Det
fremgår af § 3 i lov nr.
1435 af 22. december
2004, at
justitsministeren
fastsætter tidspunktet
for lovens ikrafttræden.
Dette omfatter også § 5
a, som skal indsættes i
lov nr. 415 af 10. juni
1997 om gennemførelse af
Europolkonventionen.
Bestemmelsen er endnu
ikke sat i kraft.
Det
fremgår af lovforslag
nr. 27 af 7. oktober
2009 om Den Europæiske
Politienhed (Europol),
at lov nr. 415 af 10.
juni 1997 om
gennemførelse af
Europolkonventionen
forslås ophævet.
Justitsministeriet vil
fremsætte et
ændringsforslag, der
tager højde for denne
ændring, hvis lovforslag
nr. 27 af 7. oktober
2009 vedtages og
stadfæstes.
Til § 3
(Lov nr. 1435 af 22.
december 2004 om ændring
af lov om gennemførelse
af Europolkonventionen
og lov om ændring af
straffeloven,
retsplejeloven, lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet og lov om
international
fuldbyrdelse af straf
m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til
Europolkonvention m.v.)
Til
nr. 1 (§ 1, nr. 5)
Der er
tale om en
konsekvensændring som
følge af lovforslagets
§ 2.
Til § 4
(Lov nr. 479 af 17. juni
2008 om ændring af lov
om Det Centrale
Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om
registrering af
køretøjer og lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet
(Gennemførelse af
Prümafgørelsen om
udveksling af
oplysninger om
dna-profiler,
fingeraftryk og
køretøjer m.v.))
Til
nr. 1 (§ 5, stk. 2)
Der er
tale om en
konsekvensændring som
følge af den foreslåede
politiklageordning.
Klager
over adfærd, der er
udvist af en embedsmand
fra et andet land under
udførelse af opgaver i
Danmark efter
Prümafgørelsen eller
Rådets afgørelse om
forbedring af
samarbejdet mellem
EU-medlemsstaternes
særlige indsatsenheder i
krisesituationer,
behandles efter reglerne
i retsplejelovens
kapitel 93 b og 93 d,
jf. § 5, stk. 2, i lov
nr. 479 af 17. juni 2008
om ændring af lov om Det
Centrale
Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om
registrering af
køretøjer og lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet
(Gennemførelse af
Prümafgørelsen om
udveksling af
oplysninger om
dna-profiler,
fingeraftryk og
køretøjer m.v.).
Henvisningen til
reglerne i
retsplejelovens kapitel
93 b og d foreslås
ændret til en henvisning
til retsplejelovens
kapitel 11 a om Den
Uafhængige
Politiklagemyndighed og
kapitel 93 b om klager
over politipersonalet.
Det
fremgår af § 6, stk. 1,
i lov nr. 479 af 17.
juni 2008, at
justitsministeren
fastsætter for lovens
ikrafttræden. Lovens § 5
er trådt i kraft den 15.
november 2009, jf.
bekendtgørelse nr. 1050
af 6. november 2009 om
ikrafttræden af § 5 i
lov om ændring af lov om
Det Centrale
Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om
registrering af
køretøjer og lov om
konkurrence- og
forbrugerforhold på
telemarkedet
(Gennemførelse af
Prüm-afgørelsen om
udveksling af
oplysninger om
dna-profiler,
fingeraftryk og
køretøjer m.v.).
Til § 5
(Ikrafttrædelse)
Efter
stk. 1 foreslås
det, at lovens § 1, nr.
4-6, og §§ 3 og 4 træder
i kraft den 1. juli
2010.
Det
foreslås i
stk. 2, at lovens
§ 1, nr. 1-3 og 7-9, som
alle vedrører den nye
politiklageordning,
træder i kraft den 1.
januar 2012, jf. dog de
foreslåede
overgangsregler i § 6.
Den
foreslåede
ikrafttrædelsesdato er
fastsat med henblik på
at sikre mulighed for,
at etableringen af
Politiklagemyndigheden
kan samordnes med
overvejelserne om
eventuelle ændringer i
statsadvokaturernes
opgavevaretagelse og
organisatoriske
struktur.
Justitsministeriets
arbejdsgruppe om en
fremtidig
statsadvokatordning
forventes at afgive
betænkning sommeren 2010
med henblik på, at der i
givet fald fremsættes et
lovforslag herom i
folketingsåret 2010-11.
Ikrafttrædelsesdatoen er
endvidere fastsat med
henblik på at sikre
tilstrækkelig tid til at
få etableret den nye
Politiklagemyndighed.
Efter
stk. 3 foreslås
det, at
justitsministeren
fastsætter tidspunktet
for, hvornår lovens § 2
skal træde i kraft.
Til § 6
(Overgangsbestemmelser)
Bestemmelsen indeholder
overgangsbestemmelser
vedrørende den
foreslåede nye
politiklageordning.
Stk. 1 indebærer,
at klager og anmeldelser
modtaget inden den 1.
januar 2012, jf.
forslaget til § 5,
stk. 2, som udgangspunkt
overtages og
færdigbehandles af
Politiklagemyndigheden
(og statsadvokaten for
så vidt angår spørgsmål
om tiltalerejsning)
efter de nye regler.
Efter drøftelser mellem
vedkommende statsadvokat
og
Politiklagemyndigheden
kan en sag dog
færdigbehandles og
afgøres af
statsadvokaten efter de
hidtil gældende regler.
Det vil navnlig være
relevant i sager, hvor
statsadvokaten er meget
tæt på at kunne træffe
afgørelse i sagen, og
hvor det af
ressourcemæssige grunde
ikke vil være
hensigtsmæssigt, at
Politiklagemyndigheden
skal overtage sagen.
Hvis statsadvokaten og
Politiklagemyndigheden
ikke kan nå til enighed,
færdigbehandles sagen
efter de nye regler.
Statsadvokaterne vil
således efter den 1.
januar 2012 i visse
tilfælde skulle
færdiggøre verserende
sager efter de hidtil
gældende regler, hvilket
indebærer, at
politiklagenævnenes
funktion ikke ophører
ved lovens ikrafttræden.
Reglerne i stk. 1 gælder
efter
stk. 2 også for
undersøgelse og
efterforskning, der af
egen drift eller efter
den hidtil gældende
bestemmelse i § 1020 a,
stk. 2, er iværksat
inden den 1. januar
2012.
Efter
stk. 3 vil klager
over afgørelser, der er
truffet inden den 1.
januar 2012, og klager
over afgørelser, der
efter stk. 1 og 2 er
truffet efter de hidtil
gældende regler, skulle
behandles efter de
hidtil gældende regler.
Det indebærer, at
afgørelser, der i første
instans er truffet efter
de hidtil gældende
regler, også under
klagesagsbehandlingen
skal behandles efter
disse regler.
Rigsadvokaten vil
således i en periode
efter ikrafttræden af
den nye
politiklageordning
fortsat kunne behandle
klager over afgørelser,
der er truffet efter de
hidtil gældende regler.
Efter
stk. 4 foreslås
en overgangsregel for
medlemmer af
politiklægenævnene.
De
nuværende medlemmer af
politiklagenævnene er
udpeget indtil den 31.
december 2011. Det
følger imidlertid af de
foreslåede bestemmelser
i stk. 1 og 2, at
statsadvokaterne efter
den 1. januar 2012 i
visse tilfælde vil
skulle færdiggøre
verserende sager efter
de hidtil gældende
regler, hvilket også
indebærer, at
politiklagenævnenes
funktion i givet fald
ikke ophører ved lovens
ikrafttræden. Ligeledes
følger det af den
foreslåede bestemmelse i
stk. 3, at klager over
afgørelser, der er
truffet inden den 1.
januar 2012, og klager
over afgørelser, der
efter stk. 1 og 2 er
truffet efter de hidtil
gældende regler, vil
skulle behandles efter
de hidtil gældende
regler.
På
denne baggrund foreslås
det, at nuværende
medlemmer af
politiklagenævnene kan
færdiggøre sager, der
efter stk. 1-3 behandles
efter de hidtidige
regler.
For at
sikre, at ikke alle
medlemmer af det
foreslåede
Politiklageråd skal
udskiftes på samme tid,
foreslås det i
stk. 5, at
advokaten og
repræsentanten udpeget
af Kommunernes
Landsforening ved den
første beskikkelse af
medlemmer af
Politiklagerådet alene
beskikkes for en periode
på 2 år.
Til § 7
Bestemmelsen angår
lovens territoriale
gyldighed. Det foreslås,
at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland,
men §§ 2-4 ved kongelig
anordning kan sættes
helt eller delvist i
kraft for disse
landsdele med de
ændringer, som de
særlige færøske og
grønlandske forhold.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1
|
|
|
|
|
|
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret ved § 3 i lov nr. 526 af 7. juni 2006, foretages følgende ændringer:
|
|
|
|
Femte afsnit.
Politimyndigheden
|
|
1. Overskriften til første bog, femte afsnit, affattes således:
|
|
|
»Femte afsnit.
Politiet«.
|
|
|
|
§ 117. Sognefogeder bistår politiet efter de hidtil gældende regler.
|
|
2. Efter § 117 indsættes:
|
|
|
»Sjette afsnit.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed
|
|
|
|
|
|
Kapitel 11 a
|
|
|
|
|
|
§ 118. Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør.
|
|
|
Stk. 2. Politiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel 93 c.
|
|
|
Stk. 3. Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.
|
|
|
|
|
|
§ 118 a. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens øverste ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedens virksomhed.
|
|
|
|
|
|
§ 118 b. Politiklagerådet består af en formand, som skal være landsdommer, en advokat, en universitetslærer i retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden.
|
|
|
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted én gang.
|
|
|
Stk. 3. Formanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne.
|
|
|
Stk. 4. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.
|
|
|
Stk. 5. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
|
|
|
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet.
|
|
|
Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af suppleanter.
|
|
|
|
|
|
§ 118 c. Politiklagemyndighedens daglige ledelse varetages af direktøren, der udnævnes og afskediges af justitsministeren efter indstilling fra Politiklagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og retningslinjer, som gives af rådet.
Stk. 2. Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
|
|
|
|
|
|
§ 118 d. Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem rådet og direktøren.
|
|
|
|
|
|
§ 118 e. Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Beretningen offentliggøres.«
|
|
|
|
Sjette afsnit.
Advokater
|
|
3. I første bog ændres »Sjette afsnit. Advokater« til: »Syvende afsnit. Advokater«.
|
|
|
|
§ 722. Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i tilfælde,
1) (Udelades)
|
|
|
2) hvor det i medfør af § 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service,
3)- 7) (Udelades)
Stk. 2. og 3. (Udelades)
|
|
4. I § 722, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 40 i lov om social service« til: »§ 52 i lov om social service«.
|
|
|
|
§ 769. (Udelades)
Stk. 2. Er der afsagt dom i sagen, hvorved den tiltalte er idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, kan den tiltalte endvidere varetægtsfængsles, når hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at den tiltalte ikke er på fri fod, under hensyntagen til, at
|
|
|
1) der foregår et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der flere gange som led i opgøret enten er anvendt skydevåben eller anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begået brandstiftelse omfattet af denne lovs § 180, og
2) (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
|
|
5. I § 769, stk. 2, nr. 1, ændres »denne lovs« til: »straffelovens«.
|
|
|
|
§ 821 b. Indgreb, som efter denne lovs kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition og kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt kan foretages mod personer, der er sigtede eller mistænkte, finder tilsvarende anvendelse over for mistænkte personer under 15 år. Dette gælder dog ikke med hensyn til optagelse af fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation, jf. § 792 b, stk. 1. Politiet må endvidere ikke opbevare personfotografi, fingeraftryk eller andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører mistænkte personer under 15 år, med henblik på senere identifikation.
Stk. 2.-3. (Udelades)
|
|
6. I § 821 b, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »personfotografi«: »samt udtagelse af spyt- eller blodprøve«.
|
|
|
|
Kapitel 93 b
Behandling af klager over politipersonalet
|
|
7. Kapitel 93 b affattes således:
»Kapitel 93 b
Behandling af klager over politipersonalet
|
|
|
|
§ 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.
|
|
§ 1019. Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger og træffer afgørelse vedrørende klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette Politiklagemyndigheden herom.
|
|
|
|
§ 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.
Stk. 2. Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.
|
|
§ 1019 a. Klage indgives til Politiklagemyndigheden. Indgives klagen til politiet eller anklagemyndigheden, skal den straks videresendes til Politiklagemyndigheden, medmindre klagen er egnet til notitssagsbehandling efter § 1019 k. I så fald sender politiet en kopi af klagen til Politiklagemyndigheden.
Stk. 2. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.
Stk. 3. Klage skal indgives senest 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Politiklagemyndigheden kan i særlige tilfælde se bort fra fristen.
|
|
|
|
§ 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig om fremstillingen.
|
|
§ 1019 b. Politiklagemyndigheden kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel.
|
|
|
|
§ 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder.
|
|
§ 1019 c. Politiklagemyndigheden undersøger sagen og sørger for, at alt relevant materiale tilvejebringes. Politiet stiller det materiale og de oplysninger til rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om. Politiklagemyndigheden kan indhente oplysninger fra klageren, indklagede og andre.
|
|
|
|
§ 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.
|
|
§ 1019 d. Politiklagemyndigheden kan afvise en adfærdsklage, hvis det findes åbenbart, at der ikke er grundlag for at indlede eller fortsætte en undersøgelse. Det skal fremgå af afgørelsen, at den er truffet på dette grundlag.
|
Stk. 2. Statsadvokaten vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i § 1019 b, § 1019 c, og § 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.
|
|
|
|
|
|
§ 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de pågældende om adgangen til at begære en advokat beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.
Stk. 3. Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de pågældende.
Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.
Stk. 5. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
|
|
§ 1019 e. Indklagede skal have udleveret en kopi af klagen eller en fremstilling af sagens omstændigheder og have adgang til at udtale sig herom.
|
|
|
|
§ 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.
Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, afgives forklaring for den byret, som behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes indbragt. I andre tilfælde afgives forklaring ved byretten i den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.
|
|
§ 1019 f. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at udgifterne til bisidder betales af statskassen.
|
|
|
|
§ 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles.
Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at være til stede.
Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.
Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.
|
|
§ 1019 g. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til Politiklagemyndigheden, hvis forklaringen må antages at ville udsætte den pågældende for strafansvar eller disciplinæransvar.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden vejleder indklagede om indholdet af stk. 1 og § 1019 e, § 1019 f og § 1019 l, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afgiver forklaring første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.
|
|
|
|
§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt.
|
|
§ 1019 h. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.
Stk. 2. Retsmøder kan afholdes ved byretten i enhver retskreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes.
|
|
|
|
§ 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis
1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,
2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag, eller
3) der træffes bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i lov om undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
|
|
§ 1019 i. Politiklagemyndigheden giver møde i retsmøder, hvor der skal afgives forklaring efter § 1019 h, stk. 1.
Stk. 2. Indklagede og klager skal så vidt muligt underrettes om retsmøder i sagen og have lejlighed til at være til stede.
Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte den pågældende for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.
Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.
|
|
|
|
§ 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politidirektør og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter endvidere vedkommende politidirektør og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.
Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.
|
|
§ 1019 j. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 h, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når særlige grunde taler derfor, efter begæring fra klageren eller indklagede beskikke en advokat for den pågældende. Politiklagemyndigheden vejleder om adgangen til at begære en advokat beskikket, og Politiklagemyndigheden sørger for, at en anmodning herom indbringes for retten. § 1019 h, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afgiver forklaring første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.
Stk. 3. Advokatbeskikkelse efter stk. 1 og 2 sker uden udgifter for klageren og indklagede.
Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt kopi af det materiale, som Politiklagemyndigheden tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden tilladelse fra Politiklagemyndigheden overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.
Stk. 5. Den beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer, der afgives af klienten hos Politiklagemyndigheden, og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for afgivelse af forklaring, der så vidt muligt skal aftales med advokaten.
Stk. 6. Den beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer, der afgives i retten, og har ret til at stille yderligere spørgsmål. Advokaten underrettes om tidspunktet for afholdelse af retsmøde, der så vidt muligt skal aftales med advokaten.
|
|
|
|
§ 1019 k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel.
|
|
§ 1019 k. En adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren (notitssagsbehandling). Notitssagsbehandling kan kun gennemføres, hvis klageren er indforstået hermed. Samtalen skal gennemføres hurtigst muligt efter klagens modtagelse.
Stk. 2. Indgives en adfærdsklage til politiet, kan politiet tilbyde klageren en notitssagsbehandling. I en sag, der er under behandling i Politiklagemyndigheden, kan denne myndighed bestemme, at sagen skal sendes til politiet med henblik på notitssagsbehandling, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Indhentes der som led i notitssagsbehandling en udtalelse fra indklagede, kan der ikke efterfølgende pålægges den pågældende disciplinæransvar for det eller de forhold, som indgår i notitssagsbehandlingen.
Stk. 4. Den overordnede polititjenestemand, der gennemfører samtalen efter stk. 1, skal udarbejde en notits om det passerede. Det skal fremgå af notitsen, at klageren er vejledt om betydningen af notitssagsbehandling, og at sagen kan forlanges afgjort af Politiklagemyndigheden. Det skal af notitsen endvidere fremgå, om klageren ønsker klagen afgjort af Politiklagemyndigheden.
Stk. 5. Politiet sender kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, den regionale statsadvokat og rigspolitichefen.
|
|
|
|
§ 1019 l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager.
|
|
§ 1019 l. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis
1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,
2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag, eller
3) det bestemmes, at sagen skal undersøges efter reglerne i lov om undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, behandles straffesagen efter reglerne i kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
|
|
|
|
§ 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
|
|
§ 1019 m. Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i klagesagen. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
|
|
|
|
|
|
§ 1019 n. Politiklagemyndighedens afgørelse i klagesagen skal træffes inden rimelig tid efter, at myndigheden har modtaget klagen.
|
|
|
Stk. 2. Er afgørelsen ikke truffet inden 6 måneder efter modtagelse af klagen, skal Politiklagemyndigheden skriftligt underrette klageren og indklagede om, hvorpå sagen beror, og hvornår der kan forventes en afgørelse. Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
|
|
|
|
|
|
§ 1019 o. Politiklagemyndigheden underretter vedkommende politidirektør og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Politiklagemyndigheden underretter endvidere vedkommende politidirektør, statsadvokat og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.
Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.
|
|
|
|
|
|
§ 1019 p. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter kræver det.
|
|
|
|
|
|
§ 1019 q. Politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre en klage over en disposition, som politipersonale har truffet, hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden behandler.«
|
|
|
|
Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale
|
|
8. Kapitel 93 c affattes således:
»Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale
|
|
|
|
§ 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til vedkommende statsadvokat.
|
|
§ 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Indgives anmeldelsen til politiet eller anklagemyndigheden, videresendes den straks til Politiklagemyndigheden.
|
|
|
|
§ 1020 a. Statsadvokaterne i-værksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Stk. 2. Statsadvokaterne iværk-sætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Bestemmelserne i § 1019 j finder herved tilsvarende anvendelse.
|
|
§ 1020 a. Politiklagemyndigheden iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 1019 o finder tilsvarende anvendelse.
|
|
|
|
§ 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet.
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand under efterforskningen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.
|
|
§ 1020 b. Sager om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale, efterforskes ikke af Politiklagemyndigheden, hvis
1) den pågældende erkender sig skyldig,
2) hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville medføre anden sanktion end bøde eller betinget frakendelse af førerretten, og
3) hastighedsovertrædelsen ikke involverer tredjemand.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager, hvor politidirektøren har vurderet, at der i forbindelse med politipersonales overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser er tale om udrykningskørsel i et køretøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler.
Stk. 3. Politidirektøren underretter Politiklagemyndigheden og rigspolitichefen om udenretligt vedtagne bøder og betingede frakendelser af førerretten i sager omfattet af stk. 1.
|
|
|
|
§ 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.
Stk. 2. Statsadvokaterne varetager udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne og landsretterne.
|
|
§ 1020 c. Ved behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, udøver Politiklagemyndigheden under efterforskningen de beføjelser, der ellers tilkommer politiet, jf. dog § 1020 d, stk. 3.
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden bistand under efterforskningen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette Politiklagemyndigheden herom.
|
|
|
|
§ 1020 d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66.
|
|
§ 1020 d. Offentlig påtale i de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, tilkommer statsadvokaten, medmindre påtale efter denne lov eller regler fastsat i medfør af loven tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden udøver ved behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter § 749, stk. 1. Politiklagemyndighedens afgørelser efter 1. pkt. kan påklages til statsadvokaten.
Stk. 3. Statsadvokaten udøver ved behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter § 749, stk. 2.
Stk. 4. Statsadvokaten varetager udførelsen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, ved byretterne og landsretterne.
|
|
|
|
§ 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a.
Stk. 2. Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten på begæring af den forurettedes nære pårørende en advokat for de pårørende, når forholdene taler derfor.
Stk. 3. Den for forurettede beskikkede advokat eller den for de nære pårørende beskikkede advokat har adgang til det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
|
|
§ 1020 e. Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden sagen til statsadvokaten med henblik på afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden udarbejder en redegørelse til statsadvokaten om efterforskningen. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af efterforskningen og oplysning om de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse. Redegørelsen kan indeholde en vurdering af vægten af de fremkomne beviser.
Stk. 3. Statsadvokaten kan anmode Politiklagemyndigheden om at foretage yderligere efterforskning.
Stk. 4. Politiklagemyndigheden kan påklage statsadvokatens afgørelser efter § 1020 d, stk. 1 og 3, til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren. Fristen for at klage er 4 uger efter, at Politiklagemyndigheden har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
|
|
|
|
§ 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.
|
|
§ 1020 f. Er der ikke inden 1 år fra modtagelsen af en anmeldelse om et strafbart forhold, der er omfattet af dette kapitel, truffet afgørelse om afvisning af anmeldelse, indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831, skal der gives skriftlig underretning til anmelder og de personer, der skal underrettes om statsadvokatens afgørelse efter § 1020 d, stk. 1 og 3, eller Politiklagemyndighedens afgørelse efter § 1020 d, stk. 2.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 skal ligeledes gives, hvis der ikke inden 1 år efter, at Politiklagemyndigheden har indledt efterforskning i sager omfattet af § 1020 a, stk. 2, er truffet afgørelse om indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831.
Stk. 3. Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
|
|
|
|
§ 1020 g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
|
|
§ 1020 g. Retten beskikker en forsvarer, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66, eller særlige grunde taler derfor.
|
|
|
|
§ 1020 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager.
|
|
§ 1020 h. Retten beskikker en advokat for den forurettede, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a, eller efter anmodning fra den pågældende, hvis særlige grunde taler derfor.
Stk. 2. Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten efter anmodning fra forurettedes nære pårørende en advokat for de pårørende, når forholdene taler derfor.
Stk. 3. Den advokat, der er beskikket efter stk. 1 eller 2, har adgang til det materiale, der er nævnt i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., uanset om der er rejst tiltale i sagen.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
|
|
|
|
§ 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
|
|
§ 1020 i. Statsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden efter bestemmelserne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede, og en samlet efterforskning skønnes hensigtsmæssig.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden kan behandle en klage over en disposition, som politipersonale har truffet, hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og en igangværende efterforskning i Politiklagemyndigheden.
Stk. 3. Statsadvokaten træffer afgørelse i dispositionsklager omfattet af stk. 2.
|
|
|
|
|
|
§ 1020 j. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
|
|
|
|
|
|
§ 1020 k. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter kræver det.
|
|
|
|
|
|
§ 1020 l. Erstatningskrav, der rejses af en person, der er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, eller af nære pårørende til en person, der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens afdøde var i politiets varetægt, behandles på begæring efter fremgangsmåden i kapitel 93 a. Erstatningskrav skal dog fremsættes inden to måneder efter endelig afgørelse i en sag omfattet af § 1020 a, stk. 2, eller i en straffesag mod politipersonale i anledning af skade eller dødsfald som nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. Udgifter til advokatbeskikkelse i sager, der er omfattet af stk. 1, afholdes af statskassen.«
|
|
|
|
Kapitel 93 d
Politiklagenævn
|
|
9. Kapitel 93 d ophæves.
|
|
|
|
§ 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted én gang.
Stk. 2. Medlemmer af politiklagenævn kan fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det tidsrum, for hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler for det og sagen forventes afgjort inden for kortere tid.
Stk. 3. Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer, heraf to kvinder og to mænd.
Stk. 4. Lægmændene udpeges efter indstilling fra KL (Kommunernes Landsforening), der for hvert politiklagenævn indstiller otte personer, heraf fire kvinder og fire mænd, som har bopæl inden for det pågældende politiklagenævns område.
Stk. 5. Lægmændene kan ikke samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i § 70 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Advokaten skal have kontor, og lægmændene skal have bopæl, i det område, der hører under vedkommende politiklagenævn.
Stk. 7. For hvert medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 3 og 4.
Stk. 8. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt om indstillingen af medlemmer, herunder om indstilling fra kommuner, der ikke er medlemmer af KL (Kommunernes Landsforening), og disses vederlag.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c.
Stk. 2. Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 93 b nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 93 c nævnte sager. Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre.
Stk. 2. Statsadvokaten orienterer i øvrigt løbende politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.
Stk. 2. Hvis sigtede eller statsadvokaten i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning om foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse. § 694, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efter kapitel 93 c. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder sagen bør afgøres.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør afgøres.
Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse.
Stk. 3. Afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at politiklagenævnet har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene.
|
|
|
|
|
|
§ 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
|
|
|
I lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen, som ændret ved lov nr. 1435 af 22. december 2004, foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af de aftaler m.v., der indgås i medfør af konventionens artikel 41.
|
|
1. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af Europolansatte under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a.
Stk. 2. Forvolder Europolansatte under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a skader, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatningen af justitsministeren.
Stk. 3. Klager over Europolansattes adfærd under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 11 a og 93 b.«
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
|
|
|
I lov nr. 1435 af 22. december 2004 om ændring af lov om gennemførelse af Europolkonventionen og lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af tillægsprotokoller til Europolkonventionen m.v.) foretages følgende ændring:
|
|
|
|
5. Efter § 5 indsættes som ny paragraf:
|
|
1. § 1, nr. 5., ophæves
|
|
|
|
»§ 5 a. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af Europolansatte under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a.
Stk. 2. Forvolder Europolansatte under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a skader, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatningen af justitsministeren.
Stk. 3. Klager over Europolansattes adfærd under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og d.«
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
|
|
|
I lov nr. 479 af 17. juni 2008 om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer) foretages følgende ændring:
|
|
|
|
§ 5. (Udelades)
|
|
|
Stk. 2. Klager over adfærd, der er udvist af en embedsmand fra et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder i krisesituationer, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d.
Stk. 3.-4. (Udelades)
|
|
1. I § 5, stk. 2, ændres »93 b og 93 d« til »11 a og 93 b«.
|
|
|
|
|
|
§ 5
|
|
|
|
|
|
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 4-6, og §§ 3 og 4 træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1-3 og 7-9, træder i kraft den 1. januar 2012.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 2.
|
|
|
|
|
|
§ 6
|
|
|
|
|
|
Stk. 1. Verserende sager den 1. januar 2012 om klager over politipersonale og anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale færdigbehandles efter reglerne i denne lov. Verserende sager kan dog efter drøftelse mellem vedkommende statsadvokat og Politiklagemyndigheden færdigbehandles og afgøres af statsadvokaten efter de hidtil gældende regler.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på verserende undersøgelse og efterforskning, der af egen drift eller efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, er iværksat inden den 1. januar 2012.
Stk. 3. Klager over afgørelser, der er truffet inden den 1. januar 2012, og klager over afgørelser, der efter stk. 1 og 2 er truffet efter de hidtil gældende regler, behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. De hidtidige medlemmer af politiklagenævnene kan færdiggøre sager, der efter stk. 1-3 behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Ved den første beskikkelse af medlemmer af Politiklagerådet beskikkes advokaten og repræsentanten udpeget af Kommunernes Landsforening for en periode på 2 år.
|
|
|
|
|
|
§ 7
|
|
|
|
|
|
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland
Stk. 2. §§ 2-4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de grønlandske eller færøske forhold tilsiger.
|
|