Til Folketinget og Justitsministeren
Efter retsplejelovens § 1021 h skal Rigsadvokaten afgive en årlig beretning om behandlingen af de sager, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c. Det drejer sig om behandlingen af klager over politipersonalets adfærd i tjenesten, behandlingen af straffesager imod politipersonale samt undersøgelser af tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
I overensstemmelse hermed afgiver jeg herved beretning for året 2001.
I beretningen er medtaget politiklagenævnenes delberetninger.
København, august 2002
Henning Fode
Den stigning i sagstallet, der kunne konstateres i 1999 og 2000, er fastholdt i beretningsåret. Der er endvidere en klar tendens til en stigning i sagstallet i forhold til 2000. Det stabile sagstal i årene 1997 og 1998 har således ikke kunnet fastholdes, og sagstallet begynder nu at nærme sig niveauet fra 1996. Dengang betød et betydeligt antal overførte lokalnævnssager, at antallet af nye sager langt oversteg de forventninger, man havde gjort sig i forbindelse med forberedelsen af den nye lovgivning.
Mens den markante stigning i sagstallet, der fandt sted i 1999, navnlig skyldtes det såkaldte "Station 1"-kompleks, er der ikke nogen indlysende årsag til den fortsatte stigning i sagstallet på landsplan. En analyse af sammensætningen af sagsporteføljen på landsplan kan heller ikke bidrage til en forståelse af baggrunden for det øgede sagstal, ligesom der hverken i beretningsåret eller i 2000 har foreligget større sagskomplekser og lignende, der har kunnet påvirke sagstallet.
/Figur 1/
Der kan for så vidt angår talmaterialet henvises til afsnit 4.
Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden har været behandlet i de forrige beretninger. Det er ikke uden grund, da spørgsmålet er centralt for de, der er omfattet af en klagesag. Det er forståeligt, at det kan opleves som meget utilfredsstillende og belastende for sagens parter at skulle vente alt for længe på en afgørelse af en klagesag. Ved udgangen af 2001 er det fortsat min opfattelse, at sagsbehandlingstiden nu generelt er tilfredsstillende ved alle embeder. Der er i 2001 truffet afgørelser i lige så mange sager, som der er indkommet, og derved er den overordnede målsætning generelt opfyldt. Men statsadvokaterne lider dog fortsat under den pukkel af sager, der fra ordningens (lidt skæve) start er skubbet foran. Det er spørgsmålet, om det med de eksisterende ressourcer er muligt at forbedre sagsbehandlingstiden markant. Politiklagenævnenes landsformand anførte i sin årsberetning for 2000 blandt andet, at "det er indtrykket, at sagsbehandlingstiden hos statsadvokaterne ikke kan gøres kortere, hvis der ikke ansættes flere sagsbehandlere". Jeg er ikke uenig i denne konklusion.
Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden behandles også i denne beretning. Der kan herom henvises til afsnit 6.7. Der er i dette afsnit også redegjort for nogle konkrete klager over sagsbehandlingstiden i 2001.
Politiklagenævnsordningen har i beretningsåret været genstand for en debat i politiets fagtidsskrift "Dansk Politi", hvor også repræsentanter for politiklagenævnene og domstolene har deltaget. Jeg finder det tilfredsstillende, at der på denne måde fortsat udvises stor interesse for den måde, hvorpå disse sager behandles.
Jeg er i forbindelse med nogle af de problemstillinger, der har været fremme i årets løb, fremkommet med nogle mere generelle udtalelser overfor politiets faglige organisationer m.v.
"Hjørring-sagen" (G 3090)
Jeg udtalte således i anledning af en henvendelse fra Politiforbundet i Danmark om præmisserne i Hjørring Rets dom af 8. september 2000 i den såkaldte Hjørring-sag" følgende:
"Ved brev af 1. november 2001 har du rettet henvendelse til mig om præmisserne i Hjørring Rets dom af 8. september 2000 i den såkaldte "Hjørring-sag". Du har oplyst, at dommen har skabt utryghed hos mange af Politiforbundets medlemmer, og har anmodet mig om en tilkendegivelse om, hvorvidt præmisserne har lagt rammerne for polititjenestemænds daglige arbejde.
Du har endvidere nævnt, at der ikke i "Hjørring-sagen" blev rejst tiltale mod politiets jurister, og du har i den forbindelse mere generelt anført, at det ikke er udtryk for nogen konsekvent linie, hvis det alene er polititjenestemænd, der skal undgælde for tjenstlige fejltagelser.
Den præmis i Hjørring Rets dom af 8. september 2000, som du har henvist til, lyder således:
"Retten må herved fastslå, at der som i ethvert offentligt tjenesteforhold, påhviler en underordnet polititjenestemand et selvstændigt retligt ansvar med hensyn til bedømmelsen af en tjenstlig befalings lovlighed. Efter det omhandlede indgrebs beskaffenhed findes de tiltalte ikke at kunne påberåbe sig ansvarsfrihed eller strafnedsættelse som følge af ledelsens urigtige bedømmelse af indgrebets lovlighed."
Dette uddrag af dommen har senere været fremme i flere sammenhænge.
Statsadvokaten i Viborg udsendte den 25. september 2000 en pressemeddelelse i anledning af Hjørring Rets dom af 8. september 2000, hvoraf bl.a. fremgår:
"Kommentar i anledning af enkelte indlæg i pressen om, at dommen kan ændre politiets arbejdsvilkår, fordi man efter dommen ikke skulle kunne handle i tillid til ledelsens instrukser:
Der er tale om en helt konkret afgørelse, hvor retten i Hjørring har lagt vægt på det samlede forløb og de særlige omstændigheder i tilknytning hertil. Dommen ændrer ikke politiets arbejdsvilkår. Det er forsat det klare udgangspunkt, at polititjenestemænd kan handle i tillid til ledelsens instrukser og retlige vurderinger uden risiko for at ifalde ansvar."
Dommen blev også drøftet på politimestrenes efterårskonference på Gl. Avernæs, hvor den 3. oktober 2000 var afsat til en temadag om emnet "Politimesterens rolle som chef for den lokale anklagemyndighed, herunder udøvelse af legalitetskontrol med politiets virksomhed".
I forbindelse med mit indlæg udtalte jeg mig om præmissens 1. punktum, at den – bedømt alene efter sin ordlyd og løsrevet fra sin sammenhæng – kunne give anledning til misforståelse og tvivl om politiets arbejdsvilkår, idet den kan læses som en mere generel tilkendegivelse fra retten om underordnede polititjenestemænds retlige ansvar. Jeg tilkendegav – ligesom Statsadvokaten i Viborg havde gjort i sin pressemeddelelse af 25. september 2000 – at polititjenestemænd efter anklagemyndighedens opfattelse som det klare udgangspunkt kan handle i tillid til ledelsens instrukser og retlige vurderinger uden risiko for at ifalde ansvar. Jeg gjorde samtidig udtrykkeligt opmærksom på, at mine bemærkninger var af generel karakter og fremsat som følge af indlæg i pressen om dommens betydning for politiets arbejdsvilkår.
Som bekendt har jeg endvidere på et møde i Justitsministeriets centrale samarbejdsudvalg for politiet den 23. november 2000, hvor du også deltog givet udtryk for samme synspunkter.
Endelig har jeg på en kursusrække for bl.a. politiledere afholdt i Politiskolens regi i løbet af efteråret 2000 givet udtryk for den samme holdning.
Det er således min opfattelse, at polititjenestemænd som det klare udgangspunkt kan handle i tillid til ledelsens instrukser og retlige vurderinger uden risiko for at ifalde ansvar.
Jeg mener derfor heller ikke, at dommen bør give anledning til bekymring for Politiforbundets medlemmer.
Med hensyn til dine bemærkninger om tiltale mod juridisk personale i anledning af tjenstlige fejltagelser, kan jeg oplyse, at det er min opfattelse, at jurister naturligvis ikke skal bedømmes mildere end politifolk. Spørgsmålet om ansvar – og herunder strafferetligt ansvar – må dog afgøres konkret afhængig af omstændighederne i de enkelte sager, og bl.a. under hensyn til, hvilken rolle de enkelte polititjenestemænd og jurister har spillet i forbindelse med kritisable eller strafbare handlinger".
Politiets magtanvendelse (G 3592)
Jeg udtalte endvidere ved skrivelse af 28. december 2001 i anledning af en henvendelse fra en chefpolitiinspektør i en af landets større politikredse om behandling af klager over politiets magtanvendelse, navnlig i forbindelse med anholdelsessituationer eller politiets konfliktløsninger i øvrigt følgende:
"I dit brev af 19. november 2001 rejser du en række spørgsmål vedrørende behandling af klager over politiets magtanvendelse, navnlig i forbindelse med anholdelsessituationer eller politiets konfliktløsninger i øvrigt.
Du udtrykker i den forbindelse bekymring over, at polititjenestemænd ikke sjældent sigtes for vold efter straffelovens § 244, når statsadvokaten undersøger klager over politiets magtanvendelse, idet dette opleves som meget belastende af de pågældende polititjenestemænd.
Jeg har selvfølgelig forståelse for, at statsadvokatens undersøgelse af en klage over politiets magtanvendelse, hvad enten den behandles som en adfærdsklage efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b eller som en anmeldelse mod politiet for vold efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, kan opleves som meget belastende for den enkelte polititjenestemand.
Det er imidlertid min opfattelse, at der kun sjældent rejses sigtelse mod polititjenestemænd for vold begået i tjenesten. Jeg er ikke i besiddelse af statistiske oplysninger herom, men Rigspolitichefen, Personaleafdelingen, har oplyst, at der i 2000 blev indberettet to polititjenestemænd for vold begået i tjenesten, og i 1999 blev fire indberettet herfor.
I dit brev anfører du, at magtanvendelse i anholdelsessituationer bør betragtes som tjenestehandlinger, således at reaktionen over for magtanvendelse, der synes at være gået for vidt, bliver betragtet som en tjenesteforseelse og ikke som en overtrædelse af straffeloven.
De overordnede principper for politiets magtanvendelse reguleres af straffelovens § 13 og § 14, som suppleres af Rigspolitichefens kundgørelser om brug af politistav, skydevåben og politihunde.
Det følger heraf, at magtanvendelsen skal være sagligt begrundet, egnet, nødvendig for at nå målet, mindst indgribende, men dog tilstrækkelig. Magtanvendelsen skal endvidere være proportional, hvilket vil sige at indgrebet ikke må stå i misforhold til det mål, som forfølges.
En polititjenestemand, der overskrider grænserne for lovlig magtanvendelse, vil efter omstændighederne gøre sig skyldig i en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold.
En anmeldelse mod en polititjenestemand for strafbart forhold begået i tjenesten skal indgives til statsadvokaten og behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, og det vil derfor ikke efter de gældende regler være muligt udelukkende at behandle en sag om overskridelse af grænserne for lovlig magtanvendelse efter disciplinærreglerne i tjenestemandsloven.
Jeg finder ikke anledning til at søge denne retstilstand ændret".
I beretningsåret tog jeg initiativ til i samarbejde med Justitsministeriet at arrangere et seminar for de nye nævnsformænd, der blev afholdt i januar 2002, og hvor der samtidig blev gjort status over politiklagenævnsordningen første 6 leveår. Det var konklusionen, at ordningen er bæredygtig og almindelig accepteret af både borgere, politiet og andre interessenter, og at der ikke er behov for store ændringer af regelsættet. Det var dog konklusionen, at der muligvis kunne være behov for en vis tilpasning af de administrative rutiner for sagsbehandlingen. Det gælder navnlig behandlingen af færdselssager (automatisk hastighedskontrol) og bagatelsagerne inden for adfærdsområdet. Der kan herom henvises til afsnit 7.3.3. og afsnit 7.1.5.
Sammenfattende er det min opfattelse, at ordningen fungerer efter sin hensigt. Den har vist sig at være både funktionsdygtig og i stand til at yde den nødvendige retsbeskyttelse for både den borger, der ønsker at klage, og det berørte politipersonale. Man kan fortsat have tillid til, at klager over politiet behandles på betryggende måde.
Behandlingen af sager, der er omfattet af politiklagenævnsordningen lægger fortsat beslag på betydelige ressourcer i den overordnede anklagemyndighed. Spørgsmålet om en løbende tilpasning og forenkling af de administrative retningslinjer og rutiner for behandlingen af sagerne, og uddannelse af det personale, der behandler sagerne er derfor fortsat relevant at beskæftige sig med. Nedenfor redegøres for nogle af de spørgsmål, der har været behandlet i beretningsåret.
Politiklagenævnene har siden ordningen trådte i kraft i tilknytning til sit årlige landsmøde i januar inviteret Rigsadvokaten til at afgive et indlæg om behandlingen af klagesagerne i det forløbne år. Jeg har været meget glad for at have lejlighed til at møde nævnenes medlemmer og for at have mulighed for dels at orientere om behandlingen af sagerne og dels at drøfte spørgsmål af fælles interesse. Jeg finder i øvrigt, at netop årsmødet er et glimrende forum for på en uformel måde at få afklaret en række generelle praktiske spørgsmål omkring ordningen. Efter oprettelsen af det grønlandske politiklagenævn, har dette deltaget i de danske politiklagenævns landsmøde i september og årsmødet i januar.
Som det fremgår af landsformandens beretning andetsteds i beretningen blev årsmødet i 2001 afholdt i Justitsministeriet. Jeg fik på mødet lejlighed til blandt andet at komme ind på tiltalepraksis i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 121 og § 119. Der var endvidere lejlighed til blandt andet at drøfte spørgsmålet om en overgangsordning i forbindelse med nævnsformændenes fratræden med udgangen af 2001 og udpegning af nye nævnsformænd.
I beretningsåret blev der – i lighed med tidligere – afholdt et seminar for det overordnede personale i rigsadvokaturen og i de regionale statsadvokaturer vedrørende forskellige spørgsmål af relevans for behandlingen af politiklagenævnssager. Endvidere deltog de chargerede medarbejdere hos Politimesteren i Grønland, der behandler politiklagenævnssager. Emnerne omfattede blandt andet magtanvendelse med politihunde, Rigspolitichefens behandling af disciplinærsager, ligesom der var lejlighed til at udveksle erfaringer vedrørende den praktiske håndtering af politiklagenævnssager. Rigsadvokaten havde også bedt dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen, Carsten Niebuhr Instituttet for Nærorientalske Studier ved Københavns Universitet om at redegøre for arabisk kultur og dens møde med Danmark og anmodet Politiforbundet i Danmark og nogle af de rutinerede advokater for politipersonalet om et indlæg om politiklagenævnsordningen set fra den indklagedes synsvinkel. Endelig redegjorde repræsentanter for politiklagenævnene for deres syn på ordningen.
Efter bekendtgørelse om politiklagenævn udpeges politiklagenævnets medlemmer for et tidsrum af 4 år, dog således at der kan finde genudpegning sted én gang. Dette indebar, at Justitsministeriet i december 2001 udpegede nye formænd og formandssuppleanter for de seks politiklagenævn.
Justitsministeren fremsatte den 30. januar 2002 forslag om ændring af retsplejelovens § 1021, således at medlemmer af politiklagenævn kan fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det tidsrum, for hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i nævnet taler for det, og sagen forventes afgjort inden for kortere tid. Nævnsmedlemmer kan efter forslaget undtagelsesvis fortsætte sagsbehandlingen ud over deres udpegningsperiode for at sikre kontinuiteten i politiklagenævnenes arbejde, f.eks. i en større og mere kompliceret sag, hvor nævnsmedlemmerne har foretaget den overvejende del af sagsbehandlingen i udpegningsperioden. Lovforslaget blev vedtaget den 8. maj 2002 (Lov nr. 256).
Jeg orienterede i mine forrige beretninger om den grønlandske ordning for behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale, der i meget vidt omfang bygger på den danske klageordning.
Det fremgår blandt andet af den grønlandske beretning, der afgives til Grønlands Landsting, Folketinget og Justitsministeren, at der i beretningsåret 2001 indkom 24 sager, der var omfattet af politiklagenævnsordningen, mod 36 året før. Dvs. et fald på 33 %. Sagerne fordelte sig i øvrigt med 9 adfærdsklager og 15 kriminalsager. Jeg kan i øvrigt henvise til beretningen om den grønlandske politiklagenævnsordning, der ligeledes er tilgængelig på Rigsadvokatens hjemmeside http://www.Rigsadvokaten.dk/.
Jeg har i mine tidligere beretninger nævnt, at der ikke er taget stilling til, om en tilsvarende ordning vedrørende behandling af klager m.v. mod politipersonale vil blive indført på Færøerne. Det er fortsat situationen.
Regelsættet for behandling af klager over politipersonalet m.v. består af tre kapitler i retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93 d vedrører politiklagenævnene.
Regelsættet om behandling af klager over politipersonalet i Danmark trådte i kraft den 1. januar 1996. Et tilsvarende regelsæt om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland trådte i kraft den 1. januar 2000 og er omtalt i afsnit 1. Reglerne om behandling af klager over politiet gælder indtil videre ikke for Færøerne.
Det væsentligste element i regelsættet er, at det er de regionale statsadvokater, der behandler klager over politipersonalets adfærd, efterforsker straffesager mod politipersonale og afgør tiltalespørgsmålet. Ordningen omfatter den del af de ansatte i politiet, der har politimyndighed. Det vil sige det politiuddannede personale og politiets jurister. Kontorpersonale og civile medarbejdere er ikke omfattet af ordningen.
Bestemmelserne omfatter kun forhold, der er begået i tjenesten. Denne afgrænsning af, om et forhold er begået i tjenesten, beror på en konkret vurdering. Det tilføjes i forarbejderne, at begrebet på grund af polititjenestens særlige karakter formentlig må fortolkes temmelig vidt.
Statsadvokaten foretager som udgangspunkt selv alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, således at politiet kun i meget begrænset omfang deltager i behandlingen af disse sager. Politiet skal dog selv foretage uopsættelige undersøgelses- og efterforskningsskridt. Statsadvokaterne kan desuden bede Rigspolitichefens Rejseafdeling om i et vist omfang at hjælpe til med efterforskningen m.v. Denne eksterne hjælp til efterforskning må dog kun bruges rent undtagelsesvist og efter nøje instruktion fra statsadvokaten.
Et andet væsentligt element er indførelsen af politiklagenævn. Der er oprettet et politiklagenævn for hver regional statsadvokat. Nævnet består af en advokat og to lægmænd, og det fører tilsyn med statsadvokatens behandling af sager, der er omfattet af ordningen.
Nævnene vælger en landsformand og afgiver en årlig beretning om deres virksomhed.
Regelsættet er begrænset til adfærdsklager og straffesager mod politipersonalet. Uden for ordningen falder således klager over materielle afgørelser og politiets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Disse klager er ikke omfattet af politiklagenævnenes kompetence. Der kan herom nærmere henvises til afsnit 3.4.2., 3.4.3. og 6.1.3.
Et tredje element i regelsættet er en udvidet adgang til at beskikke advokat. Det gælder både for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for den forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.
Statsadvokaten skal straks – dvs. uden ophold – underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser efter kapitel 93 b og 93 c. Nævnet skal endvidere holdes løbende orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen, f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og lignende. Nævnet har samme beføjelser i de sager, statsadvokaten tager initiativ til.
Politiklagenævnet kan tilkendegive, at der bør indledes undersøgelse efter kapitel 93 b (adfærdsklager) og 93 c (straffesager m.v.), ligesom nævnet kan tilkendegive, at der bør anvendes en anden undersøgelsesform end den, statsadvokaten har valgt. Politiklagenævnet kan endvidere anmode statsadvokaten om at foretage bestemte undersøgelses- og efterforskningsskridt. Sådanne anmodninger skal normalt efterkommes, står der i lovforslagets bemærkninger.
Statsadvokaten skal endvidere udarbejde en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen eller efterforskningen. Dette gælder dog ikke i åbenbart grundløse sager. Statsadvokaten kan eventuelt uddybe den skriftlige redegørelse i en mundtlig forelæggelse for nævnet. Det skal fremgå af redegørelsen, hvordan statsadvokaten finder, sagen bør afgøres. I tilfælde, hvor der ikke indledes undersøgelse eller efterforskning, må statsadvokaten nærmere begrunde dette.Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan sagen efter nævnets opfattelse bør afgøres.
Nævnenes tilkendegivelser er ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand. Der stilles derfor ikke krav om begrundelse, partshøring m.v.
Statsadvokatens afgørelse skal begrundes, og det skal fremgå, om afgørelsen er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Hvis nævnet ikke er enig i afgørelsen, kræves en udførlig begrundelse.
Justitsministeriet har fastsat nærmere regler for nævnenes virksomhed i bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævnene og bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn.
Definitionen af en adfærdsklage, som denne er angivet i Justitsministeriets vejledning af 18. januar 1982 (vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed), er bibeholdt.
Justitsministeriet beskriver i denne vejledning det centrale område for lokalnævnsbehandlingen som klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende, myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse og ransagning, anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten, samt uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.
Sager vedrørende klager over politipersonalets adfærd behandles af statsadvokaten efter klage eller på eget initiativ, herunder efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Alle implicerede parter skal underrettes om, at klagen er indgivet.
Det er endvidere forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, "at politiets behandling af mindre klager opretholdes". Mange små klager er efter denne praksis blevet afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det forudsættes herved, at klageren får vejledning af politiet om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at der udfærdiges en notits om det, der er sket.
Notitsen forelægges for statsadvokaten, der på eget initiativ kan iværksætte en nærmere undersøgelse. Statsadvokaten orienterer endvidere politiklagenævnet om notitsen.
Statsadvokaten kan afvise en adfærdsklage uden at realitetsbehandle den. Det gælder, hvis klagen indgives mere end seks måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted, eller klagen er åbenbart grundløs. Før statsadvokaten træffer afgørelse, skal sagen forelægges for politiklagenævnet.
1. Sagen indledes
Klagen modtages.
– Klageren får en skriftlig bekræftelse.
–Nævnet samt
politimesteren og Rigspolitichefen underrettes om klagen.
– Den person, der
klages over (indklagede) får besked.
– Nævnet orienteres løbende om
undersøgelsens forløb.
Statsadvokaten forelægger klagen for Nævnet, inden den
evt. afvises som åbenbart grundløs.
2.Sagsfremstillingen
Statsadvokaten udarbejder en sagsfremstilling, når der er tale om en begrundet adfærdsklage. Sagsfremstillingen sendes til indklagede.
3.Undersøgelsen/efterforskningen
Parterne afhøres og kan få beskikket advokat. Evt. vidner afhøres.
4. Sagen forelægges for Nævnet
Statsadvokaten udarbejder en redegørelse, der gennemgår sagsforløbet og
sagens faktum, vurderer beviser og lægger op til sagens afgørelse.
Der
udarbejdes ikke nogen redegørelse i åbenbart grundløse sager.
5. Nævnets tilkendegivelse (§ 1021 e)
Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan Nævnet finder, at sagen bør afgøres.
6. Afgørelsen
Statsadvokaten træffer herefter afgørelse i sagen.
Adfærdsklagesag
– klagen afvises
– klager får helt eller delvist medhold
Straffesag
– anmeldelsen afvises
– efterforskning indstilles
– påtale opgives – evt. med en beklagelse
– tiltalerejsning/tiltalefrafald
Det skal fremgå af afgørelsen, om Nævnet er enig i afgørelsen. Sagens parter, Nævnet, politimesteren og Rigspolitichefen underrettes om sagens afgørelse.
7.Klageadgang
Statsadvokatens afgørelse af klagesagen kan påklages til Rigsadvokaten af sagens parter og Nævnet.
/Sagsgang i en politiklagenævnssag/
Statsadvokaten iværksætter efterforskning efter anmeldelse eller på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Efterforskning iværksættes, når der er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige.
Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, at skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse og at forberede sagens behandling ved retten.
En anmeldelse kan afvises uden realitetsbehandling, hvis der ikke er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige. Sagen skal dog først forelægges for politiklagenævnet.
Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c. Det fremgår af retsplejelovens § 1021 a, stk. 1.
Når det overvejes, i hvilken form en klage skal behandles, vil klagerens formulering af klagen almindeligvis være afgørende for, om sagen behandles som en adfærdsklage eller som en straffesag. I tvivlstilfælde vurderer statsadvokaten, efter hvilket regelsæt klagen skal behandles.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1021 a, at det ikke er afgørende for statsadvokatens afgørelse af i hvilken form, en undersøgelse skal foregå, om politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom.
Finder politiklagenævnet i modsætning til statsadvokaten, at en sag bør efterforskes som en straffesag, kan nævnet tilkendegive dette over for statsadvokaten (§ 1021 a, stk. 2). Følger statsadvokaten ikke politiklagenævnets tilkendegivelse, kan nævnet klage over afgørelsen til Rigsadvokaten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1021 f.
Politiklagenævnet kan i adfærdsklagesager og straffesager anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt (retsplejelovens § 1021 c, stk. 1).
Politiklagenævnet kan i princippet på ethvert stade af sagen bede statsadvokaten om at foretage yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt. Det anføres i bemærkningerne til bestemmelsen, at "hovedreglen bør dog være, at politiklagenævnet først benytter sig af muligheden for at anmode om foretagelse af bestemte yderligere undersøgelsesskridt efter, at statsadvokaten har afsluttet sin undersøgelse/efterforskning. Undtagelse vil f.eks. kunne gøres, hvis der er risiko for bevistab, jf. betænkning 1278/1994, side 170."
Hvis statsadvokaten i en adfærdsklagesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan nævnet påklage statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten, jf. § 1021 f.
Hvis sigtede eller statsadvokaten i forbindelse med behandlingen af en straffesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning om at foretage bestemte yderligere efterforskningsskridt, skal spørgsmålet afgøres af retten, jf. retsplejelovens § 1021 c, stk. 2.
I bemærkningerne til lovforslagets § 1021 c, stk. 2, er der henvist til den tilsvarende ordning i retsplejelovens § 746. Efter denne bestemmelse afgør retten tvistigheder om yderligere efterforskningsskridt, som forsvareren eller sigtede har bedt om at få foretaget.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslagets § 1021 c, stk. 2, at formanden for politiklagenævnet om nødvendigt skal møde i retten.
I bemærkningerne til lovforslaget fremgår vedrørende § 1021 e, at politiklagenævnet i adfærdsklagesager kan tilkendegive som sin opfattelse, at statsadvokaten over for klageren bør beklage det passerede, eller at en klage bør afvises. Klagen kan enten afvises efter forudgående undersøgelse eller på det foreliggende grundlag.
I straffesager kan politiklagenævnet tilkendegive som sin opfattelse, at der bør rejses tiltale eller meddeles tiltalefrafald. Nævnet kan også tilkendegive, at påtalen bør opgives, at en påbegyndt efterforskning bør indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.
Politiklagenævnet skal også inddrages i sagen, hvis der efter statsadvokatens afgørelse fremkommer nye oplysninger, der kan medføre, at statsadvokatens afgørelse bør revurderes. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de nye oplysninger er af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med statsadvokatens og politiklagenævnets oprindelige stillingtagen til sagen.
Er de nye oplysninger ikke af en sådan karakter, at statsadvokaten finder grundlag for at genoptage sagens behandling med forelæggelse for politiklagenævnet, skal statsadvokaten alene orientere politiklagenævnet om oplysningerne.
Fremkommer der i forbindelse med en klage til Rigsadvokaten nye oplysninger, kan dette ligeledes føre til, at Rigsadvokaten hjemviser sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet. Oplysningerne skal dog også her være af så væsentlig betydning, at sagen ændrer karakter.
Det sker, at en klager trækker sin klage eller anmeldelse tilbage. Årsagerne hertil kan være mange. Ønsket om at trække klagen tilbage kan f.eks. være begrundet i, at klageren efter en betænkningstid ikke har fundet grundlag for at fastholde sin klage, eller at den berørte polititjenestemand har beklaget det passerede. Det sker endvidere, at en klager ikke reagerer på statsadvokatens indkaldelse til afhøring eller andre henvendelser.
Statsadvokaten vil i sådanne situationer i almindelighed indstille undersøgelsen i en adfærdsklagesag, medmindre sagen giver statsadvokaten grundlag for af egen drift at fortsætte undersøgelsen i sagen, jf. retsplejelovens § 1019 k. Det kan f.eks. være i en situation, hvor der kan være spørgsmål om, hvorvidt en polititjenestemand har søgt at presse klageren til at trække klagen tilbage. Det var tilfældet i en sag, der var omtalt i beretningen for 1996, afsnit 6.5.3. som eksempel 1.
For så vidt angår efterforskningen i en straffesag vil statsadvokaten også i et vist omfang kunne indstille en efterforskning, hvis anmeldelsen tilbagekaldes.
Der kan vedrørende antallet af tilbagekaldte klager henvises til tabel 5 i afsnit 4.
Statsadvokaten skal iværksætte en efterforskning, når en person er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne efterforskning skal iværksættes, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold.
Både den forurettede og andre kan klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten. Det er forudsat i forarbejderne til lovændringen og svarer til, hvad der hidtil har været gældende.
Der er som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politiet.
Det er derimod kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Klagefristen er fire uger. Sagens parter skal underrettes, hvis afgørelsen i en adfærdsklagesag påklages. Er det politiklagenævnet, der klager over statsadvokatens afgørelse, skal der også ske underretning i straffesager.
Statsadvokaten behandler sagen, når klagen eller anmeldelsen er modtaget. Statsadvokaten kan også behandle en sag på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. I visse situationer er en undersøgelse obligatorisk.
Politiklagenævnet skal straks – dvs. uden ophold – underrettes om sagen og orienteres løbende om undersøgelsens eller efterforskningens forløb. Statsadvokaten underretter desuden politimesteren (Politidirektøren), Rigspolitichefen og i visse tilfælde Justitsministeriet. Disse myndigheder skal også løbende holdes orienteret om alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, der har betydning for varetagelsen af deres opgaver.
Finder statsadvokaten, at klagen er åbenbart grundløs, eller viser det sig ved den indledende vurdering, at klagen ikke er alvorligt ment, kan statsadvokaten undlade at iværksætte en undersøgelse eller efterforskning. Statsadvokaten skal forelægge spørgsmålet om afvisning af klagen for politiklagenævnet, inden afgørelsen bliver truffet.
Statsadvokaten udarbejder i sager om adfærdsklager en sagsfremstilling på grundlag af de foreliggende oplysninger. Den indklagede polititjenestemand modtager en kopi af sagsfremstillingen, inden vedkommende bliver afhørt. Den indklagede har ikke pligt til at udtale sig om sagsfremstillingen.
Der udarbejdes ikke sagsfremstilling i forbindelse med strafferetlige undersøgelser.
Parterne vil normalt blive indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor eller eventuelt på et andet sted, som statsadvokaten skønner er hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være rådhuset på det sted, hvor den handling, der klages over, har fundet sted.
Statsadvokaten kan beslutte, at forklaringerne i stedet skal afgives i retten. Retsmøderne er som udgangspunkt offentlige.
Statsadvokaten udarbejder en redegørelse til politiklagenævnet, når undersøgelsen eller efterforskningen er afsluttet. Denne redegørelse skal indeholde en gennemgang af sagens forløb og faktum, en vurdering af beviserne og en tilkendegivelse om sagens afgørelse. Der udarbejdes ikke redegørelse i åbenbart grundløse sager.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan nævnet mener, at sagen bør afgøres. Statsadvokaten afgør herefter sagen og underretter sagens parter. Afgørelsen bliver også sendt til politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen samt i visse tilfælde til Justitsministeriet.
Afvisning
Statsadvokaten afviser klagen, hvis undersøgelsen ikke har skaffet oplysninger, der støtter klagen, eller klagen er åbenbart grundløs. Statsadvokaten underretter sagens parter.
Klager får helt eller delvist medhold
Statsadvokatens afgørelse af en begrundet klage eller anmeldelse kan blandt andet gå ud på, at der gives klageren en beklagelse af det passerede, eller at der rejses kritik af den eller de involverede polititjenestemænd. Denne afgørelse kan træffes både i sager, hvor der har været foretaget en undersøgelse af en adfærdsklage og i straffesager, hvor statsadvokaten har fundet, at der ikke forelå tiltalegrundlag.
Den indklagede vil modtage en genpart af statsadvokatens afgørelse, der i visse tilfælde kan danne grundlag for en disciplinær undersøgelse. Statsadvokaten afgiver ikke indstilling om, hvorvidt der bør indledes en disciplinærsag.
Er der grundlag for at rejse sigtelse, eller er der mistanke om et strafbart forhold, og den indklagede forlanger sagen behandlet som straffesag, sluttes behandlingen af klagen. Behandlingen af klagen kan genoptages, hvis der ikke rejses tiltale eller fældes dom.
Har undersøgelsen påvist fejl af generel karakter, vil statsadvokaten rejse spørgsmålet over for den ansvarlige myndighed.
Klagen tilbagekaldes
En sag vil normalt blive afsluttet, hvis klagen tilbagekaldes. Da en undersøgelse også kan iværksættes på statsadvokatens initiativ, kan behandlingen af klagen dog fortsætte, hvis statsadvokaten finder det nødvendigt.
Andre muligheder
I visse tilfælde vil sagen kunne overgå til behandling ved en undersøgelsesret m.v.
Afvisning
Statsadvokaten indstiller efterforskningen, hvis den ikke har bragt oplysninger frem, der giver rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Anmeldelsen bliver også afvist, hvis den er åbenbart grundløs.
Har statsadvokaten foretaget en undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, kan statsadvokaten på samme måde indstille efterforskningen. Det sker, når sagens omstændigheder er fuldt oplyste, og der ikke herved er skabt en rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Tiltalerejsning m.v.
Statsadvokaten kan også afgøre straffesagen ved at rejse tiltale, opgive påtale eller frafalde tiltale m.v. Afgørelsesformerne fremgår af retsplejelovens bestemmelser om strafferetsplejen.
Politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen vil i alle tilfælde blive underrettet om afgørelsen. Dette gælder i visse tilfælde også Justitsministeriet.
Statsadvokaten vil, når tiltalespørgsmålet overvejes, også tage stilling til, om der foreligger anden kritisabel adfærd – herunder om sagen skal behandles som en adfærdsklage.
Statsadvokaterne træffer ikke afgørelse i disciplinærsager. Disse sager behandles og afgøres alt efter sagens karakter af politimesteren (Politidirektøren), Rigspolitichefen eller Justitsministeriet. Spørgsmålet om, hvornår der er grundlag for at indlede en disciplinærsag mod en polititjenestemand, afgøres efter tjenestemandslovens regler. Reglerne om behandlingen af disciplinærsager fremgår af tjenestemandslovens kapitel 4 om suspension og disciplinærforfølgning mv. og Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10 om disciplinærssagers behandling. Regelsættet om disciplinærsagers behandling er beskrevet i beretningen for 1996 side 152 ff. Dette afsnit beskriver kort samspillet mellem regelsættene om disciplinærsager og politiklagenævnssager.
Statsadvokaten skal underrette vedkommende politimester (Politidirektøren) og Rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag eller efterforskning i en straffesag. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens § 1019 j og § 1020 a, stk. 2, 2. pkt.
Disse regler har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden får lejlighed til at vurdere, om sagen giver anledning til disciplinære foranstaltninger over for den indklagede eller anmeldte polititjenestemand. Det følger endvidere af bestemmelserne, at der ikke indledes en disciplinærundersøgelse i anledning af en klage eller anmeldelse, før behandlingen af adfærdsklagen eller straffesagen er afsluttet. Baggrunden for bestemmelsen er at undgå, at sagen samtidig undersøges både som politiklagenævnssag og som disciplinærsag.
Bestemmelserne er ikke til hinder for, at den indklagede eller anmeldte suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten, mens klagenævnssagen verserer. Denne afgørelse træffes af Rigspolitichefen.
Statsadvokaten underretter politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen (ansættelsesmyndigheden), når undersøgelsen eller efterforskningen af klagesagen er afsluttet. Statsadvokaten kan i den forbindelse henlede opmærksomheden på eventuelle tidligere (adfærds) sager mod den samme polititjenestemand. Underretningen sker efter, at statsadvokaten har færdigbehandlet sagen og truffet afgørelse i sagen.
Politimesteren (Politidirektøren)/Rigspolitichefen får herved mulighed for at tage stilling til, om der skal indledes en disciplinærsag.
Statsadvokaten afgiver ikke indstilling om, hvorvidt der bør indledes en disciplinærsag.
Politimesterens (Politidirektørens) eller Rigspolitichefens grundlag for at indlede en eventuel disciplinærsag vil blandt andet være statsadvokatens afgørelse. Statsadvokatens afgørelse fører ikke nødvendigvis til, at der indledes en disciplinær undersøgelse med en disciplinær sanktion til følge. Har statsadvokaten udtalt kritik eller beklaget det passerede over for klageren, bør statsadvokatens afgørelse følges op på tjenestestedet i forhold til den eller de involverede polititjenestemænd som led i en ledelsesmæssig og personalepolitisk disposition.
Af Rigspolitichefens vejledning til kundgørelsen om disciplinærsagers behandling fremgår det, at det er Rigspolitichefens opfattelse, at enhver kritik eller beklagelse af en polititjenestemands adfærd over for borgerne skal have tjenstlige konsekvenser, uanset om der er tale om en adfærdsklagesag, en straffesag (hvor der ikke rejses tiltale) eller en sag, der er omfattet af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Det anføres endvidere, at det er Rigspolitichefens generelle opfattelse, at denne type forhold typisk vil føre til egentlige disciplinærsager.
Politimesteren (Politidirektøren) har – i stedet for at indlede disciplinær forfølgning – mulighed for at behandle forholdet under en tjenstlig samtale, hvor reglerne for korrekt optræden indskærpes, og hvor der advares mod gentagelser. Hvis politimesteren (Politidirektøren) vælger denne mulighed, følger det af Rigspolitichefens kundgørelse 1 nr. 10, at politimesteren (Politidirektøren) skriftligt skal underrette Rigspolitichefen om, hvilke tjenstlige konsekvenser en afgørelse, hvor statsadvokaten – eller eventuelt Rigsadvokaten – udtrykkeligt har kritiseret eller beklaget en polititjenestemands adfærd, har haft for den pågældende.
Rigspolitichefen videresender underretningen til statsadvokaten/
Rigsadvokaten. Statsadvokaten/Rigsadvokaten vil således i alle tilfælde blive orienteret om, hvilke tjenstlige konsekvenser statsadvokatens/
Rigsadvokatens kritik eller beklagelse af en polititjenestemands adfærd har fået for den pågældende
Dette afsnit beskriver, hvordan politiet og anklagemyndigheden er struktureret, og hvilke opgaver disse myndigheder har. Desuden omtales en række forvaltningsretlige aspekter, der har betydning for behandlingen af klagesager, herunder også for behandlingen af klager over statsadvokaternes afgørelser i sager, der ikke er omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Politiets opgave er efter retsplejelovens § 108 at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af landets love og vedtægter samt at foretage det nødvendige for at hindre forbrydelser og efterforske og forfølge sådanne.
Landet er inddelt i 54 politikredse samt politikredsene i Grønland og på Færøerne. Københavns politikreds ledes af Politidirektøren i København, de øvrige af en politimester.
Justitsministeren er efter retsplejelovens § 109, stk. 1, politiets øverste foresatte. Ministeren udøver sine beføjelser gennem Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og politimestrene.
Politiets personale- og økonomiforvaltning m.v. er efter retsplejelovens § 110 underlagt Rigspolitichefen. Denne fører desuden tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) almindelige måde at tilrettelægge politiets arbejde på og udfærdiger generelle retningslinier for dette.
/Kort over organisation/
Anklagemyndighedens opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel 10 (§§ 95 - 107). Anklagemyndigheden består af Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene (Politidirektøren).
Anklagemyndighedens opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven. De overordnede målsætninger for denne opgave er beskrevet i retsplejelovens § 96, stk. 2. Her står det, at anklagemyndigheden skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader. Derved skal anklagemyndigheden påse, at de strafskyldige drages til ansvar. Den skal også sikre, at uskyldige ikke bliver retsforfulgt ("objektivitetsprincippet").
Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der fører tilsyn med de offentlige anklagere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver, og ministeren kan give disse pålæg om at behandle konkrete sager. Justitsministeren behandler endvidere klager over afgørelser, der er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.
Rigsadvokatens opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 99. Ifølge den bestemmelse varetager Rigsadvokaten straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret. Rigsadvokaten er de øvrige anklageres overordnede og fører tilsyn med dem.
Rigsadvokaten fastsætter endvidere bestemmelser om, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver. Disse generelle instrukser udgives blandt andet i Rigsadvokatens Meddelelser. Rigsadvokaten har f.eks. i Meddelelse nr. 3/2002 fastsat nærmere retningslinjer om påtalekompetencen og forelæggelsesregler m.v. for anklagemyndigheden.
Rigsadvokaten kan desuden give de offentlige anklagere pålæg om at behandle konkrete sager.
Rigsadvokaten behandler også klager over afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne som 1. instans.
Statsadvokaternes opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 101. Her står det, at statsadvokaterne varetager straffesager ved landsretterne, herunder anke- og nævningesager og stillingtagen til spørgsmålet om anke af byretsafgørelser. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) vedrørende strafforfølgning.
Statsadvokaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan politimestrene (Politidirektøren) skal udføre deres opgaver som offentlige anklagere. De kan også give pålæg om behandlingen af konkrete sager, blandt andet ved at pålægge politimestrene (Politidirektøren) at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgningen i en konkret sag.
Statsadvokaterne behandler desuden sager om erstatning i forbindelse med strafferetlig forfølgning (retsplejelovens kapitel 93 a) og fører tilsyn med længden af strafferetlige foranstaltninger, som psykisk afvigende kriminelle er blevet idømt, og tager herunder også stilling til spørgsmålet om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 680 af 10. juli 2000.
Endelig behandler statsadvokaterne i 1. instans de klager over politiet (retsplejelovens kapitel 93 b - 93 d), som denne beretning vedrører.
Statsadvokaternes forretninger er fordelt mellem seks regionale statsadvokater, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager.
Politimestrenes og Politidirektørens opgaver som anklagemyndighed er beskrevet i retsplejelovens § 104. Politimestrene (Politidirektøren) og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse, fungerer som anklagemyndighed ved byretterne. Politimesteren (Politidirektøren) har således – ved siden af ledelsen af politiet som beskrevet i afsnit 3.2. – ansvaret for politikredsens efterforskning og den lokale anklagemyndigheds virksomhed.
Ved lov om anklagemyndighedens struktur (L 385/1992) blev den almindelige påtalekompetence i straffesager ændret. Påtalen hører nu som udgangspunkt under politimestrene (Politidirektøren).
Politimesteren (Politidirektøren) skal dog efter bestemmelserne i retsplejeloven og anklagemyndighedens forelæggelsesregler, herunder Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2002, forelægge en række sager for statsadvokaten, inden der rejses tiltale m.v.
Det gælder f.eks., hvis der kan rejses begrundet tvivl om politimesterens (Politidirektørens) habilitet, hvis ansatte i politiet er blevet forurettet i tjenesten, eller hvis sigtede har indgivet klage over, at politiet har anvendt særlige efterforskningsskridt. Dog undtages klart grundløse klager over efterforskningsskridt, der er godkendt af retten. Endvidere forelægges f.eks. også sager mod psykisk afvigende kriminelle, samt visse særlovssager, f.eks. sager hvor der er uenighed mellem politimesteren (Politidirektøren) og særmyndigheden omkring tiltalens udformning for statsadvokaten.
Kompetenceændringen blev koblet sammen med en udvidelse af statsadvokaternes pligt til almen kontrol og tilsyn med politikredsenes arbejdstilrettelæggelse og sagsbehandling. Ved at give statsadvokaterne mulighed for af egen drift eller efter en klage at kunne tage afgørelser op til fornyet behandling, tilgodeses hensynet til en ensartet sagsbehandling.
I en beskrivelse af, hvordan der kan klages over politiets virksomhed, skal der skelnes mellem dispositioner og afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) eller på disses ansvar, og politipersonalets adfærd eller strafbare forhold i tjenesten.
Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Spørgsmålet om, hvilken myndighed der er rette klageinstans, afhænger af sagens karakter.
Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, når der er tale om rent politimæssige (operationelle) dispositioner uden for strafferetsplejen. Disse sager omfatter dispositioner som led i ordenshåndhævelsen, f.eks. afspærring af et område som følge af cykelløb eller som følge af et færdselsuheld, bortvisning af en person fra en lokalitet, anbringelse i detentionen og lignende.
For en række af politiets øvrige opgaver uden for strafferetsplejen gælder der særlige klageregler. Eksempelvis hører færdselslovgivningen under Trafikministeriet (Justitsministeriet pr. 27. november 2001), og dette ministerium er derfor f.eks. klageinstans vedrørende klager over politiets afslag på udstedelse af kørekort.
Politiet yder endvidere på forskellige særlovsområder bistand til særmyndigheden, når den gennemfører kontrolforanstaltninger – også i tilfælde, hvor der ikke er mistanke om et strafbart forhold.
Endvidere indeholder nogle særlove bestemmelser, der giver politiet en administrativ tilsynsbeføjelse uden for strafferetsplejen, f.eks. i dyreværnsloven.
Er der derimod tale om dispositioner som led i en strafferetlig efterforskning, kan afgørelsen påklages til den regionale statsadvokat. Det kan være afgørelser om at benytte bestemte efterforskningsskridt, herunder f.eks. at anholde, ransage, beslaglægge og lignende. På tilsvarende måde kan man klage over, at bestemte efterforskningsskridt ikke er foretaget – f.eks. at en person ikke er afhørt, eller at en person ikke er afhørt grundigt nok. Kun hvis der er tale om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan denne sagstype være omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Spørgsmålet om lovligheden af politiets efterforskningsskridt kan endvidere indbringes for retten efter retsplejelovens § 746, stk. 1.
Der kan også klages over politimesterens (Politidirektørens) afgørelse af tiltalespørgsmålet – f.eks. hvis politimesteren (Politidirektøren) opgiver påtale, afviser en anmeldelse eller indstiller efterforskningen.
Man kan endvidere klage til statsadvokaten over politimesterens (Politidirektørens) afslag på en begæring om aktindsigt.
Det er kun sagens parter, der er klageberettigede i forhold til selve afgørelsen. Som part anses efter forvaltningsretten den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse. Det kan f.eks. være en person, der har fremsat et erstatningskrav i anledning af sagen.
Klager nogen, der ikke er part med hensyn til sagens realitet, over den formelle sagsbehandling, vil klageren kun være part i denne sag. F.eks. vil en person, der ønsker aktindsigt i en straffesag efter forvaltningslovens § 18, være part i den del af sagen, der vedrører spørgsmålet om vedkommendes partsstatus. Han har derved adgang til at klage over politimesterens (Politidirektørens) afslag på aktindsigt i straffesagen.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der som udgangspunkt foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Tilsvarende gælder for den formelle sagsbehandling.
Samtidig med kompetenceændringen i 1992 blev klageadgangen moderniseret og forenklet med henblik på en hurtigere og mere effektiv behandling af klagesager. Derved blev også denne sagskategori underlagt det almindelige to-instansprincip. Det indebærer, at statsadvokatens afgørelse af en klage over politimesterens (Politidirektørens) afgørelse er endelig.
Har statsadvokaten truffet afgørelsen som 1. instans, kan man klage over den til Rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelser i klagesager kan ikke påklages til justitsministeren.
Klagefristen er fire uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. Klagen skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er op til klageren selv at begrunde, hvorfor overskridelsen af fristen er undskyldelig.
To-instansprincippet og fire-ugers klagefristen finder også anvendelse på klager over formelle mangler ved sagsbehandlingen og klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Den overordnede myndighed kan i øvrigt også uden klage tage en sag op til vurdering, som en underordnet myndighed behandler.
Statsadvokaterne har i beretningsåret modtaget 931 sager, der er omfattet af ordningen. Dette svarer til en stigning i sagstallet på ca. 7 % i forhold til 2000.
Den markante stigning i sagstallet, der fandt sted i 1999 – og som navnlig skyldtes det såkaldte "Station 1"-kompleks er således blevet fastholdt også i 2001. Der er ikke nogen indlysende årsag til den fortsatte stigning i sagstallet, der navnlig ses at være kommet til udtryk i det Storkøbenhavnske område. En analyse af sammensætningen af sagsporteføljen på landsplan kan heller ikke bidrage til en forståelse af baggrunden for det øgede sagstal. Der har hverken i beretningsåret eller i 2000 foreligget større sagskomplekser og lignende, der har kunnet påvirke sagstallet.
Fordelingen af sagerne på landsplan er fortsat "skæv" i den forstand, at Statsadvokaten for København m.v. og Statsadvokaten for Sjælland fortsat modtager godt 55 % af sagerne, mens indbyggertallet i disse to områder alene udgør ca. 37 % af Danmarks befolkning.
Ser man på sammensætningen af sagsporteføljen på landsplan, kan der spores visse tendenser. Mens antallet af færdselssager har ligget nogenlunde konstant på ca. 15 % af samtlige nye sager, er adfærdssagernes andel reduceret fra ca. 45 % de første år til ca. 35 % i 2001, således at anmeldelser om strafbart forhold nu udgør ca. 50 % af samtlige sager.
Denne forskydning fra adfærdsklager til anmeldelser om strafbart forhold, der har kunnet konstateres gennem de seneste par år, indikerer muligvis, at borgerne i videre omfang griber til en anmeldelse frem for at klage. Der var i 2001 tiltalegrundlag i ca. 20 % af sagerne. Den overvejende del heraf var færdselssager.
Det er anført i de tidligere beretninger, at der har været overvejelser om, hvorvidt de indkomne sager burde fordeles på de enkelte politikredse. En sådan fordeling vil imidlertid kunne give anledning til en række misforståelser. Således ville f.eks. et højt antal klager over politipersonalet i en given politikreds ved en ureflekteret læsning kunne give en fejlagtig opfattelse af klagefrekvensen.
Der indgår desuden en lang række parametre ud over de mere basale statistiske oplysninger, hvis man skal vurdere klagefrekvensen. Det kunne f.eks. være oplysninger om politikredsens befolkningsunderlag, politipersonalets størrelse, antal politiforretninger i beretningsåret m.v. Der ville også være behov for nærmere oplysninger om politikredsens demografi og om eventuelle længerevarende og omfattende konfliktsituationer i lokalsamfundet, der har åbnet for mulighed for konfrontationer eller gnidninger mellem politi og borgere, der kunne fremkalde klager. På denne baggrund er det ikke fundet tilstrækkeligt velbegrundet at foretage denne opdeling i beretningen, ligesom det er Rigsadvokatens opfattelse, at der heller ikke i beretningsåret har vist sig et behov for en sådan opsplitning af de statistiske oplysninger. Der er derimod som hidtil foretaget en regional opdeling af de indkomne sager. Der henvises herom blandt andet til tabel 2.
Nogle politiklagenævn har valgt også i delberetningen for 2001 at fordele de indkomne sager på de enkelte politikredse. Der kan herom henvises til de enkelte delberetninger.
Tabel 1. Indkomne politiklagenævnssager 1996-2001
|
Antal sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Klager over politipersonalets adfærd |
539 |
333 |
286 |
583 |
367 |
392 |
|
Straffesager mod politipersonale |
474 |
312 |
340 |
480 |
502 |
539 |
|
– heraf færdselssager |
166 |
100 |
113 |
138 |
160 |
166 |
|
– heraf sager behandlet efter rpl. § 1020 a, stk. 2 |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
|
I alt sager omfattet af ordningen |
1013 |
645 |
626 |
838 |
869 |
931 |
Tabel 2. Fordeling af indkomne sager pr. statsadvokatur 1996-2001
|
Antal sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Statsadvokaten for København m.v. |
268 |
223 |
208 |
326 |
280 |
309 |
|
Statsadvokaten for Sjælland |
288 |
123 |
116 |
164 |
200 |
224 |
|
Statsadvokaten for Fyn m.v. |
100 |
54 |
51 |
73 |
83 |
73 |
|
Statsadvokaten i Ålborg |
119 |
82 |
90 |
89 |
89 |
111 |
|
Statsadvokaten i Viborg |
100 |
56 |
78 |
93 |
114 |
117 |
|
Statsadvokaten i Sønderborg |
138 |
107 |
83 |
93 |
103 |
97 |
|
I alt sager omfattet af ordningen |
1013 |
645 |
626 |
838 |
869 |
931 |
Tabel 3. Verserende politiklagenævnssager pr. 31.12.2001
|
Verserende sager indkommet i |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
i alt |
|
|
Adfærdsklager |
1 |
0 |
10 |
29 |
187 |
227 |
|
|
Straffesager |
0 |
0 |
3 |
33 |
257 |
293 |
|
|
Undersøgelser efter § 1020 a, stk. 2 |
0 |
0 |
0 |
2 |
8 |
10 |
|
|
Verserende sager i alt |
1 |
0 |
13 |
64 |
452 |
530 |
Statsadvokaterne har i beretningsåret 2001 afgjort 927 sager, der er omfattet af ordningen. Statsadvokaterne afgjorde i 2000 i alt 715 sager.
Et udvalg af de konkrete sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret, er beskrevet i afsnit 7. Sager af mere principiel karakter er behandlet i beretningens afsnit 6 om generelle problemstillinger.
Tabel 4. Afgjorte politiklagenævnssager i 1996-2001
|
Antal sager afgjort i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Klager over politipersonalets adfærd |
260 |
320 |
282 |
380 |
302 |
363 |
|
Straffesager mod politipersonale |
258 |
283 |
323 |
431 |
400 |
548 |
|
– heraf færdselssager |
117 |
106 |
103 |
106 |
139 |
174 |
|
– undersøgelser efter § 1020 a, stk. 2 |
8 |
6 |
7 |
18 |
13 |
16 |
|
I alt sager omfattet af ordningen |
526 |
609 |
612 |
829 |
715 |
927 |
Statistikken over afgjorte adfærdssager indeholder oplysninger om klager, der er forligt i politikredsen (notitssager), tilbagekaldte klager og afviste klager. Endvidere indgår der oplysninger om sager, hvor der ikke er udtalt kritik af politiet, men hvor statsadvokaten alligevel har beklaget forholdet over for klageren. Endelig indgår der oplysninger om sager, hvor statsadvokaten har fundet grundlag for at kritisere den enkelte polititjenestemand eller "systemet". Der er i beretningsåret afgjort i alt 363 adfærdsklagesager.
Tabel 5. Statsadvokaternes afgørelser af klager over politipersonalets adfærd 1996-2001
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Klagen forligt i politikredsen 1) |
39 |
45 |
48 |
52 |
44 |
52 |
|
Klagen tilbagekaldt |
32 |
24 |
11 |
18 |
11 |
18 |
|
Klagen afvist som forældet 2) |
12 |
4 |
5 |
7 |
12 |
9 |
|
Klagen afvist som ubegrundet 3) |
145 |
206 |
162 |
255 |
197 |
241 |
|
Ej kritik, men forholdet beklaget 4) |
15 |
10 |
22 |
17 |
12 |
12 |
|
Grundlag for kritik 5) |
4 |
6 |
11 |
12 |
16 |
9 |
|
Systemkritik 6) |
1 |
0 |
0 |
0 |
1 |
1 |
|
Andet 7) |
12 |
25 |
23 |
19 |
9 |
21 |
|
I alt |
260 |
320 |
282 |
380 |
302 |
363 |
Noter:
1) Notitssager.
2) Retsplejelovens § 1019 a, stk. 2.
3) Gruppen
omfatter bl.a. sager, der er grundløse, sager, hvor undersøgelsen ikke har
underbygget klagen, og sager, hvor der er modstridende
forklaringer ("uafgjort").
4) Sager, hvor statsadvokaten
har beklaget forholdet over for klager, selvom der ikke har været grundlag for
kritik af polititjenestemandens adfærd.
5) Kritik af
polititjenestemandens adfærd.
6) Herunder kritik af
tilrettelæggelsen af generelle procedurer.
7) Gruppen
omfatter bl.a. sager, der er henlagt, fordi klager ikke har reageret på
henvendelser fra statsadvokaten.
Statistikken over afgjorte straffesager indeholder oplysninger om sager, hvor anmeldelsen er afvist uden realitetsbehandling, og sager, hvor statsadvokaten har indstillet efterforskningen eller opgivet påtale. Endvidere indgår der oplysninger om de sager, hvor statsadvokaten har fundet, at der var et tiltalegrundlag. Denne kategori omfatter både sager, hvor der er rejst tiltale, hvor tiltalen er frafaldet eller hvor polititjenestemanden har fået en advarsel efter retsplejeloven. Endelig indgår der oplysninger om de sager, hvor statsadvokaten har beklaget forholdet, selvom der ikke har været et tiltalegrundlag i sagen. Færdselssagerne er anført særskilt. Der er i beretningsåret afgjort i alt 564 sager, der er behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c (straffesager).
Tabel 6. Statsadvokaternes afgørelse af straffesager mod politipersonalet, herunder sager, der er behandlet efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold 1) |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Anmeldelsen afvist 2) |
57 (7) |
78 (18) |
84 (3) |
127 (11) |
100 (12) |
106 (10) |
|
Efterforskning indstillet |
112 (47) |
150 (47) |
161 (48) |
216 (40) |
216 (66) |
305 (65) |
|
eller påtale 3) |
||||||
|
Tiltalegrundlag 4) |
36 (31) |
37 (28) |
58 (47) |
78 (54) |
73 (60) |
116 (97) |
|
Forholdet beklaget, men |
||||||
|
ikke tiltalegrundlag 5) |
5 (2) |
5 (0) |
6 (0) |
0 |
5 (0) |
11 (0) |
|
Andet 6) |
48 (30) |
19 (13) |
21 (5) |
10 (1) |
6 (1) |
10 (2) |
|
I alt |
258 (117) |
289 (106) |
330 (103) |
431 (106) |
400 (139) |
548 (174) |
Noter:
1) Færdselssager er anført i
parentes
2) Afvisning efter retsplejelovens § 749, stk.
1.
3) Gruppen omfatter både sager, hvor efterforskning
er indstillet efter retsplejelovens § 749, stk. 2, (ikke-sigtede personer), og sager, hvor påtale er opgivet efter
retsplejelovens § 721, stk.1, nr. 1, (sigtede
personer).
4) Gruppen omfatter sager, hvor der er rejst
tiltale, udsendt bødeforlæg og meddelt tiltalefrafald eller en advarsel.
5) Sager, hvor statsadvokaten har
beklaget det skete, selvom der ikke har været grundlag for tiltale m.v.
6) Gruppen omfatter bl.a. sager, der er tilbagekaldt,
bagatelsager (færdselssager) m.v.
Tabel 7. Statistik over afgjorte undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2
|
Undersøgelse efter § 1020 a, stk. 2 |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Efterforskning indstillet |
8 |
6 |
7 |
16 |
12 |
15 |
|
Andet |
0 |
0 |
0 |
2 |
1 |
1 |
|
I alt |
8 |
6 |
7 |
18 |
13 |
16 |
Dette afsnit omhandler sager, som statsadvokaterne og Rigsadvokaten har behandlet efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter statsadvokaten efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorlig til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. I disse tilfælde skal der indledes efterforskning, uanset om der i det konkrete tilfælde er formodning om strafbart forhold.
Der er i perioden 1996 til 2001 indkommet 68 af sådanne sager. Heraf verserede en sag ved beretningens afgivelse. Sagerne er beskrevet i de tidligere beretninger og i denne beretnings afsnit 7.4.
Der har i den overvejende del af sagerne foreligget enighed mellem politiklagenævn og statsadvokat om sagens afgørelse. Nævnet ses således alene i fire sager at have udtalt sig imod statsadvokatens forslag til afgørelse. To af de sager, der var afgjort, er påklaget til Rigsadvokaten, der har tiltrådt statsadvokatens afgørelse.
Tabel 8. Indkomne undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 1996-2001
|
Antal sager indkommet i: Vedrørende: |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
I alt |
|
Detentionsdødsfald |
1 |
1 |
1 |
3 |
3 |
1 |
10 |
|
Forsøg på selvmord i detention m.v. |
0 |
0 |
2 |
1 |
0 |
1 |
5 |
|
Skudsager |
6 |
3 |
3 |
3 |
2 |
6 |
23 |
|
– heraf med dødelig udgang |
1 |
0 |
0 |
0 |
0 |
2 1) |
3 |
|
Dødsfald i øvrigt |
3 |
2 |
4 |
5 |
0 |
6 |
19 |
|
Tilskadekomst i øvrigt |
1 |
0 |
2 |
2 |
4 |
2 |
10 |
|
I alt sager |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
68 |
Note:
1) Den ene sag vedrørte 2
dræbte
Tabel 9. Fordeling af indkomne undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 pr. statsadvokatur 1996-2001
|
Antal sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
I alt |
|
Statsadvokaten for København m.v. |
2 |
2 |
5 |
4 |
1 |
1 |
15 |
|
Statsadvokaten for Sjælland |
3 |
1 |
0 |
2 |
4 |
6 |
16 |
|
Statsadvokaten for Fyn m.v. |
1 |
1 |
0 |
1 |
0 |
1 |
4 |
|
Statsadvokaten i Ålborg |
1 |
1 |
3 |
2 |
2 |
1 |
10 |
|
Statsadvokaten i Viborg |
3 |
0 |
3 |
1 |
1 |
2 |
10 |
|
Statsadvokaten i Sønderborg |
1 |
1 |
1 |
4 |
1 |
5 |
13 |
|
I alt sager |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
68 |
Tabel 10. Afgørelser i undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 1996-2001
|
Sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
I alt |
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold Efterforskning indstillet eller påtale opgivet 1) |
9 |
6 |
10 |
10 |
7 |
12 |
54 |
|
Tiltalegrundlag 2) |
0 |
0 |
0 |
1 |
0 |
2 |
3 |
|
Kritik 3) |
1 |
0 |
0 |
3 |
0 |
1 |
5 |
|
Forholdet beklaget, men ikke grundlag for kritik 4) |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
|
Systemkritik og henstillinger 5) |
1 |
0 |
1 |
0 |
2 |
0 |
4 |
|
Andet 6) |
0 |
0 |
1 |
0 |
0 |
0 |
1 |
|
Verserende7) |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
1 |
1 |
|
I alt |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
68 |
Noter:
1) Denne kategori omfatter 53
sager, hvor efterforskning er indstillet efter retsplejelovens § 749, stk. 2,
(ikke-sigtede personer), og en sag, hvor påtale er opgivet efter retsplejelovens
§ 721, stk.1, nr. 1, (sigtede personer).
2) Denne kategori omfatter sager, hvor der er rejst tiltale, udsendt
bødeforlæg og meddelt tiltalefrafald eller en advarsel. Der blev rejst tiltale i
begge sager for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241 og overtrædelse af
færdselsloven.
3) Sager, hvor
statsadvokaten/Rigsadvokaten har rejst kritik, selvom der ikke har været
grundlag for tiltale m.v.
4) Objektiv beklagelse. Se
nærmere om definitionen afsnit 6.8.4.
5) Der er her tale
om henstillinger vedr. procedurer i forbindelse med detentionsanbringelse og
anvendelse af armsnoringsgreb.
6)
Gruppen omfatter en sag, hvor polititjenestemanden beklagede det
passerede.
7) Opgjort pr. 31.8.2002.
Statsadvokaternes mangeartede opgaver efter retsplejeloven er beskrevet i afsnit 3.3. Det er her beskrevet, hvorledes der gælder flere regelsæt for behandlingen af klager over politiet. Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Klager over politiets dispositioner og afgørelser inden for strafferetsplejen kan påklages til statsadvokaten.
Statsadvokaten behandler således klager over politiets dispositioner som led i den strafferetlige efterforskning, klager over formelle mangler ved politiets sagsbehandling og klager eller anmeldelser, der er omfattet af politiklagenævnsordningen. Statsadvokaterne er derimod ikke klageinstans for klager over politimæssige dispositioner. Klager af denne karakter indbringes for Justitsministeriet.
Efter retsplejelovens § 1021 a, stk. 1, skal statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b (adfærdsklager) eller kapitel 93 c (straffesager). Statsadvokatens underretning kan i praksis først ske, når det er afklaret, om en sag er omfattet af ordningen.
Når en klagesag er indkommet, foretager statsadvokaten en foreløbig vurdering af klagen, herunder om denne skønnes at være omfattet af ordningen. Det kan dog lejlighedsvis være vanskeligt straks at vurdere, om en modtaget klage er omfattet af politiklagenævnsordningen. Dette gør sig navnlig gældende, når den indeholder flere forskellige elementer, der f.eks. indeholder både klager over politiets dispositioner og politipersonalets adfærd i tjenesten således som det er beskrevet i afsnit 6.1.3. kan også skyldes afgrænsningen af området for retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, der er beskrevet i afsnit 4.5.
Ofte bliver det først efter en mere indgående undersøgelse klart, om en klage eller anmeldelse er omfattet af ordningen. Nedenfor omtales et eksempel på en sag, hvor statsadvokaten har overvejet, om en episode var omfattet af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Det viste sig allerede i løbet af det første beretningsår (1996), at denne form for indledende undersøgelse af, om en klagesag er omfattet af politiklagenævnets kompetence, i nogen grad kunne belaste statsadvokaterne. Det blev derfor medio 1997 efter ønske fra statsadvokaterne besluttet løbende at foretage en statistisk opgørelse over antallet af indkomne klagesager, hvor statsadvokaten har måttet foretage en nærmere undersøgelse af, om en sag er omfattet af politiklagenævnsordningen. Opgørelsen viser, at statsadvokaterne i vidt omfang vælger at foretage denne grundige visitering af sagerne, inden der træffes beslutning om, hvorvidt en sag er omfattet af ordningen.
Tabel 11. Opgørelse af visitationssager 1998-2001
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Politiklagenævnssag |
60 |
84 |
73 |
61 |
|
Dispositionsklage |
26 |
16 |
65 |
11 |
|
Verserende |
15 |
44 |
62 |
56 |
|
Andet 1) |
192 |
177 |
139 |
214 |
|
I alt |
215 |
321 |
339 |
342 |
Noter:
1) Andet, herunder henlagt
Eksempel på indkomne visitationssager
Muligheden for at gennemføre en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, har i beretningsåret blandt andet været overvejet i følgende sager:Eksempel 1
Skudepisode på
tankstation
(SA1-2001-321-1244)
Politidirektøren underrettede statsadvokaten om en skudepisode, hvor polititjenestemænd havde afgivet i alt 19 skarpe skud i forbindelse med anholdelse af en eftersøgt person. Statsadvokaten besluttede ikke at iværksætte en undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, idet ingen personer var blevet ramt af skud.
Sagen er nærmere omtalt under afsnit 7.5. eksempel 5.
Eksempel 2
Spørgsmål om politiassistent var i
tjeneste
(SA3-2001-44-281 og K 730/2001)
En kvinde klagede over en politiassistents adfærd i forbindelse med, at denne havde rettet henvendelse til hende på skadestuen, hvor hendes søn var til behandling for knivstik. Politiassistenten var far til den 16-årige gerningsmand til knivstikkeriet. Ved henvendelsen var politiassistenten iført uniformsskjorte og oplyste, at han var polititjenestemand, men ikke var i tjeneste. Klageren anførte, at politiassistenten havde misbrugt sin stilling både på sygehuset og under den efterfølgende straffesag mod sønnen.
Statsadvokaten besluttede ikke at behandle klagen som en adfærdsklage efter retsplejelovens kapitel 93 b. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenten udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at han ikke var i tjeneste samt på, at han ikke havde tilført straffesagen oplysninger.
Sagen blev ikke forelagt for Politiklagenævnet.
Sagen er endvidere omtalt under afsnit 6.1.2. eksempel 3.
Som anført i afsnit 2.11. om klageadgangen, kan både den forurettede og andre klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten. Der gælder som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politipersonale.
Der er ovenfor i afsnit 3.5. redegjort for de almindelige principper for hvem, der er berettigede til at klage over en afgørelse. Herefter er det kun sagens parter, der er klageberettigede i forhold til selve afgørelsen. Som part anses efter forvaltningsloven den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse.
Reglerne for behandlingen af klager over statsadvokaternes afgørelser af politiklagenævnssager afviger på et punkt fra de beskrevne generelle regler.
Udover sagens parter kan således også politiklagenævnet klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Klagebehandlingen er undergivet det almindelige to-instansprincip, som indebærer, at Rigsadvokatens afgørelse af en klage over statsadvokatens afgørelse er endelig. Afgørelsen kan således ikke påklages til Justitsministeriet. Dette fremgår af retsplejelovens § 1019 h og § 1020 g, jf. § 99, stk. 3, samt § 1021 f.
Reglen om politiklagenævnets klageadgang findes i retsplejelovens § 1021 f. Det anføres om bestemmelsen i lovforarbejderne:
"Om baggrunden for bestemmelsen bemærkes, at politiklagenævnets virksomhed skal medvirke til at sikre, at befolkningen har tillid til, at sagerne i enhver henseende behandles sagligt og korrekt. Der må ikke kunne opstå mistanke om, at man holder hånden over politifolk, der har begået strafbart eller kritisabelt forhold, jf. herved betænkning 1278/1994, side 172 og side 179.
Det er politiklagenævnet som sådant – ikke det enkelte medlem – der har klageadgang. Dvs. at en klage fra politiklagenævnet forudsætter, at mindst to af nævnets tre medlemmer ønsker at klage, jf. betænkning 1278/194, side 172. Da parterne selv har mulighed for at påklage afgørelsen, forudsættes det, at politiklagenævnets beføjelse til at klage opfattes som en form for ekstra garanti, der kun undtagelsesvis bringes i anvendelse, f.eks. hvis en sag er af principiel interesse, jf. betænkning 1278/1994, side 172 og side 179".
Der gælder samme klagefrist for politiklagenævnet som for sagens parter. Det vil sige, at klagefristen er fire uger efter, at nævnet har modtaget afgørelsen. En klage fra en part skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er klageren selv, der skal godtgøre, at overskridelsen af fristen er undskyldelig.
Er der tale om en klage fra nævnet, betragter Rigsadvokaten i praksis denne som en klage fra en myndighed. Ekspeditionsfejl hos myndigheder, herunder politiklagenævn anses i almindelighed ikke for undskyldelige.
Sagens parter skal have underretning af statsadvokaten, hvis politiklagenævnet klager over afgørelsen. Det fremgår af bekendtgørelse om forretningsorden for politiklagenævn § 11. Sagens parter underrettes endvidere af statsadvokaten, når en afgørelse i en adfærdsklagesag påklages, jf. afsnit 6.9.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Rigsadvokaten kan som led i klagesagens behandling indhente nye oplysninger, herunder for at belyse omstændigheder, der er gjort gældende i forbindelse med klagen. Dette kan f.eks. være yderligere eller supplerende afhøringer af vidner, klageren eller indklagede og indhentelse af foto eller rids over gerningsstedet. Fremkommer der i forbindelse med Rigsadvokatens behandling af sagen nye oplysninger, kan dette føre til, at Rigsadvokaten hjemviser sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet. Oplysningerne skal dog være af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med statsadvokatens og politiklagenævnets oprindelige stillingstagen til sagen. Der er nedenfor anført et eksempel på en sag, hvor Rigsadvokaten på baggrund af oplysninger fremkommet under klagesagen, anmodede statsadvokaten om at genoptage undersøgelsen med henblik på at bringe nye oplysninger til veje.
Rigsadvokaten påser ved sin behandling af en sag både, at afgørelsen materielt er rigtig, og at formelle regler for sagsbehandlingen er overholdt.
Dette indebærer i praksis, at Rigsadvokaten f.eks. ikke er bundet af det forhold, at der har været enighed mellem statsadvokat og nævn om, hvilke faktiske omstændigheder, der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bevisvurderingen eller subsumptionen.
I det følgende bringes nogle eksempler på sager, hvor Rigsadvokaten har ændret en afgørelse, hvorom der var enighed mellem nævn og statsadvokat.
Eksempel 1
Undersøgelsen genoptaget på baggrund af nye
oplysninger
(SA2-2000-321-0415 og K 761/2001)
En mand M, der var tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og politivedtægten, oplyste under sagens behandling i retten, at tre polititjenestemænd fra politiet i Glostrup i forbindelse med anholdelsen for de af tiltalen omfattede forhold havde udsat ham for vold og havde tvunget ham til at underskrive en konfiskationserklæring.
Politimesteren sendte sagen til statsadvokaten, der afhørte to af de involverede polititjenestemænd. Begge afviste M's forklaring.
Statsadvokaten standsede herefter med politiklagenævnets tiltræden undersøgelsen i sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
M's advokat påklagede statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten og oplyste, at M efter løsladelsen havde rettet henvendelse til politiet i Gladsaxe for at anmelde, at han under den ovennævnte anholdelse var blevet udsat for vold og trusler. Rigsadvokaten indhentede en udskrift af døgnrapporten, der bekræftede advokatens oplysninger. Rigsadvokaten anmodede herefter statsadvokaten om at genoptage behandlingen af sagen og om i denne forbindelse blandt andet at foretage afhøring af den tredje politiassistent, der deltog i anholdelsen, og af den politiassistent, der havde udfærdiget politirapporten om konfiskationserklæringen.
Ved den genoptagne undersøgelse fremkom der ikke oplysninger, der på afgørende vis støttede M's forklaring, og statsadvokaten indstillede derfor undersøgelsen. Sagen blev forinden forelagt politiklagenævnet, der var enig i afgørelsen.
M's advokat indbragte på ny sagen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 2
Undersøgelsen genoptaget på baggrund af frifindende
dom
(SA2-1999-321-0315 og K 507/1999)
Statsadvokaten rejste i september 1999 tiltale mod en politiassistent A for overtrædelse af straffelovens § 147 og § 244, jf. § 154, ved lovstridigt og under uforholdsmæssig magtanvendelse at have anholdt en person P og øvet vold mod denne i forbindelse med anholdelsen, visitationen og anbringelsen i detentionen.
Statsadvokaten udtalte endvidere kritik af en politiassistent B, der havde været til stede under visitationen og anbringelsen i detentionen, og af den vagthavende, vicepolitikommissær C. Statsadvokaten fandt således blandt andet, at det var yderst kritisabelt, at politiassistent B ikke havde gjort noget for at standse politiassistent A's voldsomme adfærd. Statsadvokaten fandt endvidere, at der var grundlag for at udtale kritik i forskellige grader af en række politimæssige dispositioner foretaget af B og C i forbindelse med anholdelsen af P, der blandt andet var blevet ført direkte til detentionen uden at blive fremstillet for vagthavende.
Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen.
Politiassistent A blev frifundet ved Østre Landsrets ankedom af 30. maj 2000.
På baggrund af frifindelsen af A og oplysninger om, at forelå en tjenstlig instruks fra politimesteren om, at alle anholdte skulle føres direkte til visitationsrummet, genoptog statsadvokaten behandlingen af sagen vedrørende B og C.
Statsadvokaten beklagede, at han uretmæssigt havde kritiseret B og C for, at P var blevet ført direkte til visitationsrummet, men fastholdt i øvrigt sin afgørelse. Statsadvokaten havde forinden på ny forelagt sagen for politiklagenævnet, der erklærede sig enig i afgørelsen.
Statsadvokaten anførte i den supplerende redegørelse til politiklagenævnet: "Der er ikke identitet mellem den adfærd, som jeg hos politiassistent A har fundet såvel strafbar som kritisabel og den adfærd, som jeg hos vicepolitikommissær C og politiassistent B har fundet kritisabel i forskellige grader.
Jeg har ikke fundet anledning til at afsvække kritikken af, at B ikke har gjort noget for at standse politiassistent A's voldsomme adfærd i kælderen. At Østre Landsret har fundet politiassistent A's forhold straffrit i forhold til straffelovens § 244, ændrer ikke ved min vurdering. At en handling ikke bedømmes som vold i straffelovens forstand udelukker ikke, at den overskrider grænserne for det acceptable og dermed bliver kritisabel. Det er stadig min vurdering, at der er anvendt uforholdsmæssig meget magt fra politiassistent A's side. Jeg fastholder, at politiassistent B burde have grebet ind over for dette. At Rigspolitichefen ikke har fundet anledning til at reagere over for politiassistent A, ændrer ikke ved min vurdering."
B's og C's beskikkede advokat påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten og anførte i den forbindelse, at statsadvokaten fuldstændig havde negligeret landsrettens præmisser vedrørende A's adfærd, at politiassistent B kun havde en handlepligt, hvis A's adfærd objektivt og dokumenterbart havde givet anledning hertil, samt at de politimæssige dispositioner i øvrigt var foretaget i overensstemmelse med fast praksis.
Statsadvokaten oplyste på Rigsadvokatens forespørgsel, at han ikke efter frifindelsen havde genoptaget behandlingen af klagen vedrørende politiassistent A's adfærd, jf. princippet i retsplejelovens § 1019 i, stk. 2.
Rigsadvokaten udtalte, at der efter landsrettens frifindende dom vedrørende A og det bevisresultat, som landsretten havde lagt til grund, ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af politiassistent B's og vicepolitikommissær C's adfærd i forbindelse med anholdelsen af P. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at statsadvokaten ikke efter frifindelsen af A havde genoptaget klagen vedrørende A's adfærd og dermed heller ikke udtalt kritik af dennes magtanvendelse, samt på at der ikke var grundlag for at antage, at B's og C's dispositioner i relation til P var udtryk for chikane eller myndighedsmisbrug.
Eksempel 3
Ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af
enkeltpersoner
(SA5-2000-321-0200 og K 744/2001)
Under efterforskningen af den såkaldte Hjørring-sag henledte en af de polititjenestemænd, som undersøgelsen var rettet mod, statsadvokatens opmærksomhed på en sag, hvor der i 1995 – i forbindelse med installeringen af en rumaflytning i en bolig – skulle være foretaget en ulovlig anholdelse af den kvindelige beboer.
Statsadvokatens afhøringer af de polititjenestemænd, der havde været involveret i sagen, og af beboeren bekræftede, at beboeren var blevet indbragt til afhøring under urigtig foregivende af, at en stjålen cykel, der tidligere var blevet fundet ved hendes bopæl, skulle være anvendt i forbindelse med en voldtægt. I den forbindelse blev det tilkendegivet kvinden, at hun ville blive anholdt, hvis hun ikke frivilligt fulgte med. Der blev ikke udarbejdet rapport om afhøringen.
Statsadvokaten lagde til grund, at den ene af de to sagsbehandlende kriminalassistenter havde planlagt og gennemført "anholdelsen" og afhøringen af beboeren på et fiktivt grundlag. Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, fordi et eventuelt strafansvar måtte anses for forældet. Statsadvokaten fandt kriminalassistentens handling særdeles kritisabel. Statsadvokaten udtalte i den forbindelse, at helt afgørende for graden af kritik var på den ene side, at beboerens personlige frihed blev krænket ulovligt og uden rapportskrivning, og på den anden side at "anholdelsen" var af kort varighed, og at den ulovlige fremgangsmåde blev anvendt for at effektuere en retskendelse.
Politiklagenævnet var enig i statsadvokatens afgørelse.
Sagen blev af kriminalassistentens advokat indbragt for Rigsadvokaten, der var enig i, at den pågældende politiforretning var særdeles kritisabel. Rigsadvokaten fandt imidlertid ikke at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af enkeltpersoner, herunder kriminalassistenten. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at det ikke med sikkerhed kunne fastlægges, hvem der fandt på "dækhistorien", eller hvilken af de to polititjenestemænd, der havde indbragt beboeren til politistationen.
Rigsadvokaten modtog i beretningsåret i alt 152 konkrete sager vedrørende politiklagenævnsordningen, heraf 145 klagesager. Dette svarede til niveauet i 2000, hvor Rigsadvokaten modtog 143 klagesager. Set i forhold til det samlede antal afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne i beretningsåret, er der tale om, at knap en femtedel af afgørelserne indbringes for Rigsadvokaten. Denne "klagefrekvens" har været nogenlunde stabil i de forløbne år. De øvrige modtagne sager vedrørte spørgsmålet om statsadvokatens habilitet eller var orienteringssager eller sager, der skulle sendes videre til vedkommende statsadvokat m.v.
Fordelingen af klager, der er indbragt af sagens parter (den indklagede polititjenestemand og borgeren) og politiklagenævnene fremgår af tabel 1. Det fremgår heraf, at politiklagenævnet påklagede 11 afgørelser (ca. 7 %), mens polititjenestemanden påklagede 13 (ca. 9 %) og borgerne stod for resten af klagerne (ca. 83 %).
Tabel 1. Fordelingen af indkomne sager hos Rigsadvokaten
|
Sag indkommet i |
1997[1] |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 | |||||
|
Sagskategori |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
|
Sagen påklaget af |
||||||||||
|
Polititjenestemanden |
4 |
0 |
3 |
6 |
9 |
9 |
5 |
6 |
5 |
8 |
|
borgeren 2) |
46 |
43 |
51 |
66 |
41 |
63 |
59 |
58 |
41 |
80 |
|
Politiklagenævnet |
3 |
15 |
6 |
14 |
2 |
12 |
4 |
11 |
3 |
8 |
|
Klager i alt |
53 |
58 |
60 |
86 |
52 |
84 |
68 |
75 |
49 |
96 |
|
I alt |
111 |
120 |
136 |
143 |
145 |
|||||
1) Rigsadvokaten modtog i 1996 i alt 97 klager. Statistikken er
ikke udspecificeret.
2) Herunder klager, der er afvist på grund af manglende
partsstatus.
Det kan fortsat konstateres, at politiklagenævnene – som forudsat i lovforarbejderne – generelt er tilbageholdende med at klage over statsadvokatens afgørelse, selvom man er uenige heri. Nævnene har i 2001 i 11 tilfælde klaget over statsadvokatens afgørelse. Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby har indbragt syv sager, mens Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Viborg har indbragt fire sager for Rigsadvokaten.
Nedenfor beskrives tre sager, hvor politiklagenævnene har indbragt statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten.
Eksempel
Kritik af kriminalassistents adfærd i forbindelse med
modtagelse af en klage over politiet
(SA5-2001-44-0287 og K
802/2001)
En advokat klagede til statsadvokaten over, at en kriminalassistent, der modtog en klage over politiet fra advokatens 17-årige klient, afskar denne fra at fremkomme med alle klagepunkter og hindrede advokaten i at medvirke til udformningen af klagen.
Statsadvokaten indledte en undersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b.
Efter de samstemmende forklaringer lagde statsadvokaten til grund, at advokaten under kriminalassistentens afhøring af klageren brød ind med en bemærkning eller et spørgsmål til klageren, og at kriminalassistenten bad advokaten holde mund eller ikke blande sig.
Kriminalassistenten forklarede, at advokaten havde afbrudt ham to gange, og da det skete for tredje gang, sagde han til advokaten: "Nu skal du altså holde din mund, ellers holder vi her". Advokaten sagde herefter ikke mere.
Advokaten forklarede, at det var hans første og eneste spørgsmål, der fik kriminalassistenten til rasende at udbryde, at det var ham, der afhørte, og at advokaten ikke skulle blande sig. Kriminalassistenten havde været ophidset og flere gange råbt til advokaten, om denne havde forstået det. Klageren forklarede, at hun også havde opfattet kriminalassistenten som meget ophidset.
Statsadvokaten fandt, at kriminalassistentens adfærd havde været kritisabel. I sin afgørelse anførte statsadvokaten: "Om end det nøjagtige forløb og ordvalg næppe sikkert kan afgøres, er det dog sikkert, at afhøringen ikke fik et optimalt forløb, og at en væsentlig årsag hertil var uenigheden om advokatens adgang til at fremkomme med kommentarer/spørgsmål.
Når en borger henvender sig til politiet for netop at klage over politiet, må der udvises en betydelig konduite fra politiets side. I det omfang, der foretages en indledende afhøring for at få klagen nærmere beskrevet, kan denne ikke uden videre gennemføres som en traditionel politimæssig afhøring, men må tilvejebringes under hensyntagen til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende. Heraf følger bl.a., at der må være vid adgang for en advokat, der møder for at bistå borgeren med at indgive klagen, til at fremkomme med bemærkninger eller spørgsmål, der tjener formålet med afhøringen – at få klagens indhold nærmere klarlagt.
Dette gør sig desto mere gældende, når klageren som her er umyndig. Uanset hvilken forklaring, der lægges til grund, finder jeg ikke, at kriminalassistent ... udviste den fornødne konduite og forståelse for situationen."
Statsadvokaten fandt ikke, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, at det uheldige afhøringsforløb kunne anses for magtmisbrug eller grov tjenesteforseelse.
Statsadvokaten lagde herved blandt andet vægt på, at de væsentligste og alvorligste klagepunkter kom frem under afhøringen uanset det uheldige forløb, at klagesagen ingen skade led, samt at intet tydede på, at der lå usaglige hensyn bag forløbet.
Politiklagenævnet indbragte afgørelsen for Rigsadvokaten. Nævnet fandt, at kriminalassistentens adfærd havde været stærkt kritisabel, og at der var tale om magtmisbrug, fordi han burde have været vidende om, at man ikke anvender retsplejelovens bestemmelser om afhøring af sigtede med tilstedeværelse af forsvarer i en klagesag.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby har i beretningsåret indbragt tre afgørelser vedrørende sanktions- og bevisspørgsmål i færdselssager for Rigsadvokaten. En af disse sager omtales nedenfor.
Eksempel
Tiltalefrafald for overtrædelse af færdselsloven ved påkørsel
af forankørende under eskortekørsel
(SA1-01-321-1102 og K
754/2001)
En politiassistent P kørte under eskortekørsel foran en såkaldt "VIP-vogn". Under et venstresving i et større vejkryds påkørte P en forankørende bil, da denne foretog en pludselig opbremsning.
Statsadvokaten frafaldt i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, tiltale mod P for overtrædelse af færdselslovens § 15, stk. 3.
Statsadvokaten lagde herved vægt på, at P var på en vanskelig opgave, der krævede, at han også skulle rette sin opmærksomhed bagud mod den bil, han eskorterede, at færdselsuheldet skete i bytrafik, at påkørslen af den forankørende bil skete med meget lav hastighed, at påkørslen skete, fordi den forankørende bil foretog en pludselig og uventet opbremsning, og at der kun skete begrænsede skader ved sammenstødet med den forankørende bil.
Politiklagenævnet var af den opfattelse, at der ikke på nogen måde forelå omstændigheder, der talte for, at P ikke skulle have en bøde efter gældende takst og indbragte afgørelsen for Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel
Spørgsmål om hvorvidt rettens bevisvurdering i en afsluttet
straffesag mod klageren var bindende i klagesagen
(SA1-99-321-1072 og
K 778/2001)
En mand K klagede telefonisk til statsadvokaten over, at han dels var blevet visiteret på en krænkende måde af en politiassistenten, der med hånden havde berørt hans skridt, dels at han var blevet smidt på jorden, da han havde fjernet politiassistentens hånd. Statsadvokaten udfærdigede et telefonnotat, der blev sendt til K til godkendelse og med opfordring til at oplyse om eventuelle vidner til episoden. K reagerede ikke.
Statsadvokaten satte herefter klagesagen i bero på udfaldet af straffesagen mod K, der var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, ved at have lagt hindringer i vejen for politipersonalets udførelse af deres hverv, idet han flere gange havde skubbet politiassistentens hænder væk for at undgå visitation.
K blev frifundet, da rettens flertal i overensstemmelse med K's forklaring lagde til grund, at han én gang impulsivt havde skubbet politiassistentens hænder væk i overraskelse over politiassistentens berøring af hans kønshår. Politiassistenten havde under domsforhandlingen forklaret, at K under visitationen to gange havde skubbet hans hænder væk og afviste at have berørt klagerens kønshår.
Èn dommer fandt, at politiassistentens forklaring om visitationen skulle lægges til grund, og stemte derfor for at anse klageren for skyldig i tiltalen.
Statsadvokaten sendte K en kopi af retsbogen fra straffesagen og anmodede K om at rette henvendelse, hvis han ønskede at tilføje noget til sin forklaring. K reagerede ikke.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet der ikke var bevismæssigt grundlag for at antage, at politiassistenten havde begået noget strafbart overfor klageren. Statsadvokaten anførte for så vidt angik det første klagepunkt blandt andet: "Selv om det ved dommen således af rettens flertal er lagt til grund, at politiassistent ... berørte Deres kønshår, er denne afgørelse ikke bindende for afgørelsen vedrørende Deres klage over politiassistenten.
Ved min vurdering af, om politiassistent ... under visitationen berørte Deres kønshår, må jeg konstatere, at der alene er Deres egen forklaring herom. Denne forklaring bestrides af politiassistent ..., og der er ikke vidner, der kan bekræfte Deres forklaring. Påstand står således mod påstand, og jeg har ikke det fornødne bevismæssige grundlag for at afgøre, hvilken af forklaringerne, der er den rigtige.
Den bevismæssige tvivl, der er herom, og som fører til, at den dissentierende dommer ikke ville lægge til grund, at politiassistenten berørte Deres kønshår, må på tilsvarende måde komme politiassistenten til gode i nærværende sag."
Politiklagenævnet havde forinden udtalt, at nævnet kunne tiltræde statsadvokatens indstilling, dog med en anden begrundelse for så vidt angik det første klagepunkt. Nævnet anførte i den forbindelse: "Det er et faktum, at politiassistent ... har rørt klagerens kønshår. Dommen er ikke anket, og nævnet vægter domsmandsrettens skøn højere end statsadvokatens.
For nævnet bliver det derfor et spørgsmål om berøringen kan tilregnes politiassistent.
Nævnet afstår fra en bedømmelse heraf, da det vil blive det rene gætværk. Hvor store var bukserne, og hvor langt sad de nede på hofterne.
Under disse omstændigheder må klagen afvises, om end det må beklages, at betjenesten berørte klagerens kønshår."
I forbindelse med afgørelsen af sagen bemærkede statsadvokaten i en påtegning til politiklagenævnet: "Jeg må fastholde, at bevisvurderingen i den afsluttede straffesag mod bl.a. klageren ikke er bindende for afgørelsen i klagesagen mod politiassistent ... Der må på dette område gælde samme grundsætninger, som gælder om straffedommens betydning for andre straffesager, der ikke er identiske med den pådømte, og ifølge hvilke en straffedoms resultat ikke er bindende for afgørelsen i andre straffesager, jf. herved Hurwitz: Den Danske Strafferetspleje, 3. udgave (1959), s. 561 ff.
I nærværende tilfælde er det ganske uforståeligt, at rettens flertal i den foreliggende situation, hvor påstand står mod påstand, lægger den tiltaltes forklaring om indklagedes berøring af klagerens kønshår til grund. Efter helt almindelige bevisgrundsætninger, som også en indklaget i en politiklagenævnssag må kunne påberåbe sig, skal en sådan bevisvurdering derfor ikke lægges uprøvet til grund i andre sager, herunder politiklagenævnssager."
Politiklagenævnet indbragte afgørelsen for Rigsadvokaten og henviste i klagen til dets udtalelse til statsadvokaten. Nævnet tilføjede, at der efter dets opfattelse var forskel på de almindelige bevismæssige grundsætninger i en klagesag og i en straffesag. Når statsadvokaten ikke havde anket byrettens dom, havde han dermed efter nævnets opfattelse godkendt bevisbedømmelsen og kunne ikke efterfølgende drage den i tvivl.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse med den af statsadvokaten anførte begrundelse.
Ordningen med politiklagenævn omfatter det politiuddannede personale og politiets jurister, men ikke kontorpersonale og civilarbejdere. Ordningen omfatter heller ikke det juridiske personale hos statsadvokaterne og hos Rigsadvokaten.
Efter retsplejelovens § 1019 og § 1020 omfatter ordningen kun forhold, der er begået i tjenesten. Det skyldes, at behovet for en særlig klageordning udspringer af de magtbeføjelser, politiet har i dets arbejde. Når en polititjenestemand ikke er i tjeneste, bør han derfor ikke behandles anderledes end andre borgere.
Spørgsmålet om, hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil afhænge af en konkret vurdering. På baggrund af polititjenestens særlige karakter bør begrebet "i tjenesten" nok fortolkes vidt. Det fremgår af forarbejderne til loven.
Justitsministeriet bemærkede i lovforslaget, at udtrykket "i tjenesten" ikke indebar nogen ændring i praksis, når man sammenligner med det hidtil anvendte udtryk "under udførelsen af tjenesten".
Rigsadvokaten har i beretningsåret fået forelagt to sager vedrørende spørgsmålet om afgrænsningen af den personkreds, der er omfattet af politiklagenævnsordningen, og spørgsmålet om en indklaget eller anmeldt polititjenestemand har været i tjeneste. Disse sager og nogle sager, hvor spørgsmålet har været overvejet af statsadvokaten, beskrives i dette afsnit.
Eksempel 1
Vold anset for begået i
tjenesten
(SA2-2001-321-0484)
En civilklædt politiassistent foreviste i sin fritid i beruset tilstand sit politiskilt for en 16-årig dreng, og forsøgte under trussel om tæsk at få drengen til at forlade en pengeautomat, hvor de begge ville hæve penge. Da drengen forblev på stedet slog politiassistenten ham i ansigtet med knyttet hånd.
Drengen anmeldte politiassistenten for vold.
Statsadvokaten rejste tiltale mod politiassistenten for forsøg på ulovlig tvang efter straffelovens § 260, nr. 1, jf. § 21, og for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 154. Politiklagenævnet var enig heri.
Byretten frifandt politiassistenten.
Statsadvokaten ankede dommen til landsretten, der fandt politiassistenten skyldig i forsøg på ulovlig tvang og vold, og idømte denne fængsel i 40 dage. Landsretten lagde til grund, at politiassistenten ved at forevise politiskiltet havde bragt sig i tjeneste, og at straffelovens § 154 derfor fandt anvendelse.
Politiassistenten blev efterfølgende afskediget.
Eksempel 2
En civilklædt politiassistent, der virkede som
stævningsmand, var i ikke tjeneste
(SA6-2001-44-0348)
En civilklædt politiassistent rettede udenfor tjenestetiden, som led i sit bijob som stævningsmand for den lokale byret, henvendelse til en kvinde ved dennes bopæl. Formålet med henvendelse var at forkynde en indkaldelse til fogedretten, hvor kvinden tidligere var udeblevet .
Politiassistenten, der var kørende til stedet i civil vogn, præsenterede sig ikke som polititjenestemand overfor kvinden.
Kvinden klagede efterfølgende over, at politiassistenten havde holdt på vejen ud for hendes hus og fra bilen havde råbt, at nu var det på tide, at hun begyndte at opføre sig ordentligt, samt at hun skulle møde i fogedretten på et nærmere angivet tidspunkt.
Statsadvokaten afviste klagen, idet han ikke fandt, at reglerne om behandling af klager over polititjenestemænds adfærd i tjenesten fandt anvendelse. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at hændelsen foregik som led i politiassistentens hverv som stævningsmand for den lokale byret.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Politiassistent, der i privat ærinde henvendte sig på en
skadestue iført uniformsskjorte var ikke i tjeneste
(SA3-2001-44-281
og K 730/2001)
En kvinde klagede over en politiassistents adfærd i forbindelse med, at denne havde rettet henvendelse til hende på skadestuen, hvor hendes søn var til behandling for knivstik. Politiassistenten var far til den 16-årige gerningsmand til knivstikkeriet. Ved henvendelsen var politiassistenten iført uniformsskjorte og oplyste, at han var polititjenestemand, men ikke var i tjeneste. Klageren anførte, at politiassistenten havde misbrugt sin stilling både på sygehuset og under den efterfølgende straffesag mod sønnen.
Statsadvokaten besluttede ikke at behandle sagen som en adfærdsklage efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 b. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenten i følge klagerens egne oplysninger udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at han ikke var i tjeneste på det pågældende tidspunkt og på, at politiassistenten ikke havde tilført straffesagen oplysninger. Statsadvokaten fandt det uden betydning, at politiassistenten var iført uniformsskjorte.
Sagen blev på denne baggrund ikke forelagt for politiklagenævnet.
Statsadvokatens afgørelse blev påklaget til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten anmodede statsadvokaten om at indhente yderligere oplysninger, herunder om baggrunden for, at politiassistenten havde rettet henvendelse på skadestuen iført uniformsskjorte, og om hvad han havde foretaget sig under opholdet på skadestuen. Det fremgik af en skriftlig redegørelse, som statsadvokaten indhentede fra politiassistenten, at denne var fratrådt tjeneste tidligere på aftenen og fortsat var iført uniformsskjorte, da han blev ringet op af sin søn. Sønnen havde oplyst, at der uden for det hus, hvor han var til fest, opholdt sig en gruppe, der ville tæske ham. Politiassistenten bad sin søn vente på stedet, iførte sig en civil jakke over uniformsskjorten og kørte straks til stedet. Her så han sønnen blive ført væk af politiet som anholdt. Politiassistenten rettede henvendelse til festdeltagerne i huset, der oplyste, at sønnen var blevet overfaldet af en gruppe unge, der ikke var inviteret til festen, og at klagerens søn var blevet kørt til skadestuen til behandling for knivstik.
Politiassistenten kørte herefter til skadestuen, da han fandt det sandsynligt, at nogle af tilskadekomnes kammerater var tilstede på skadestuen og ville fortælle ham om hændelsesforløbet. Endvidere ønskede politiassistenten ifølge sin redegørelse til statsadvokaten at forhøre sig om tilskadekomnes tilstand og samtidig "række en hånd ud" mod denne og dennes kammerater for at undgå yderligere episoder.
I venterummet på skadestuen førte politiassistenten en kort samtale med tilskadekomnes forældre. Samtalen vedrørte unge og disses opførsel. Politiassistenten havde i den forbindelse oplyst, at han var polititjenestemand, men ikke var i tjeneste. Han foreviste ikke politilegitimation.
Rigsadvokaten tiltrådte herefter statsadvokatens afgørelse om ikke at behandle klagen som en adfærdsklage efter retsplejelovens kap. 93 b, fordi politiassistenten ikke måtte anses for at have været i tjeneste, da han rettede henvendelsen til klageren på skadestuen. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenten på tidspunktet for henvendelsen til klageren havde afsluttet sin tjeneste, at han udtrykkeligt havde gjort klageren opmærksom på, at han ikke var i tjeneste, samt at baggrunden for henvendelsen til klageren var af privat karakter og også fremstod således. Rigsadvokaten fandt ikke, at det forhold, at politiassistenten var iført uniformsskjorte under civil jakke og under samtalen med klageren oplyste, at han var polititjenestemand, medførte, at episoden på skadestuen måtte anses for omfattet af politiklagenævnsordningen.
Eksempel 4
Erhvervelse af dopingmidler i tjenestetiden og på tjenstligt
område anset for begået i tjenesten
(SA1-00-321-1000 og K
722/2001)
En instruktør ved et til en politistation knyttet træningscenter indberettede til politistationens ledelse, at hun havde modtaget oplysninger om, at nogle navngivne polititjenestemænd anvendte dopingmidler som led i deres fysiske træning.
Ved en ransagning hos de pågældende polititjenestemænd, blev der fundet dopingstoffer på bopælen hos to af disse. Under den videre efterforskning, der i første omgang blev foretaget af politiet, blev i alt fem polititjenestemænd sigtet for overtrædelse af loven om dopingmidler. Fire af polititjenestemændene havde alene anvendt dopingmidler til eget brug, medens den femte blev sigtet for at have solgt dopingmidler til en af de andre.
Statsadvokaten anså i første omgang ikke sagen vedrørende dopingmidlerne for en politiklagenævnssag, da forholdene ikke var begået direkte som led i tjenesten.
Politiklagenævnet fandt imidlertid, at sagen burde behandles efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 c. Spørgsmålet blev efter anmodning fra politiklagenævnet forelagt for Rigsadvokaten, men da statsadvokaten ikke havde truffet en formel afgørelse i sagen, fandt Rigsadvokaten ikke grundlag for at tage stilling til, om forholdene var begået i tjenesten.
Statsadvokaten besluttede herefter efter omstændighederne at imødekomme politiklagenævnets ønske om at behandle sagen efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 c. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at overtrædelserne af loven om dopingmidler havde en vis sammenhæng med tjenesten, bl.a. fordi dopingmidlerne i et vist omfang var erhvervet i tjenestetiden og på tjenstligt område.
Sagerne mod de tre af de polititjenestemænd, der alene havde erhvervet dopingstoffer til eget brug, blev afgjort med vedtagelse af bødeforelæg, mens påtale mod den fjerde blev opgivet på grund af forældelse. Der blev endvidere rejst tiltale mod den femte polititjenestemand for at have solgt dopingstoffer til en af de andre polititjenestemænd.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Den polititjenestemand, der havde solgt dopingstoffer, blev idømt en bøde.
Eksempel 5
Politifolks bistand i fritiden til afspærringsopgaver under
filmoptagelse
(SA1-01-321-1199)
En politiassistent fra politiet på Frederiksberg havde efter opfordring fra ledelsen påtaget sig i sin fritid og mod særskilt vederlag at bistå et filmselskab med at afspærre en vej i forbindelse med en filmoptagelse. Under udførelsen af denne opgave hindrede politiassistenten, der var i uniform, en af vejens beboere i at køre ind på vejen.
Beboeren klagede senere over at være blevet forment adgang til den vej, hvor hun boede. Hun mente, at politimanden havde handlet ulovligt, da han alene havde handlet i et privat filmselskabs interesse. Dette mente hun ikke kunne være en politimæssig opgave.
Det var i sagen oplyst, at politifolk fra Københavns Politi jævnligt bistår ved tilsvarende opgaver, og at Politidirektøren har udfærdiget nærmere instrukser herom. Det fremgik endvidere, at filmselskabet overfor politiet på Frederiksberg havde oplyst, at vejmyndighederne havde givet filmselskabet tilladelse til vejafspærringen. Dette viste sig at bero på en misforståelse.
Sagen blev behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 93 c.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, da der intet grundlag var for at antage, at politiassistenten havde optrådt i strid med gældende regler ved at have foretaget regulering af færdslen i forbindelse med filmoptagelsen. Statsadvokaten fandt således ikke, at politiassistenten var ansvarlig for, at filmselskabets tilladelse til vejafspærringen hvilede på en misforståelse.
Statsadvokaten fandt, at det ikke henhørte under hans kompetence at tage stilling til, om det var hensigtsmæssigt eller eventuelt kritisabelt, at politiet på Frederiksberg stillede politipersonale til rådighed til afspærring i forbindelse med de pågældende filmoptagelser.
Politiklagenævnet tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Klager over politiets dispositioner i forbindelse med efterforskning og sagsbehandling falder uden for politiklagenævnets område. En del af disse sager behandles også af statsadvokaterne, men ikke efter reglerne om politiklagenævn, jf. afsnit 3.4.3.
Som eksempler på klager, der ikke er omfattet af ordningen, kan nævnes, at der er sket anholdelse, ransagning eller bortvisning fra en lokalitet. Derimod vil en klage over måden, eksempelvis en anholdelse blev gennemført på, være omfattet af politiklagenævnets område. En klage over en for hårdhændet anholdelse vil således være omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b om adfærdsklager. Også sager, hvor der bliver rejst spørgsmål om chikane eller magtmisbrug fra politiets side kan være omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Politiets beslutning om at indsætte politihunde i forbindelse med en politiforretning må i almindelighed anses for en politimæssig disposition, der ikke er omfattet af politiklagenævnets område, medmindre det må antages, at brugen af hunden er sket i chikanøst øjemed eller som led i magtmisbrug fra politiets side. Derimod er måden, hvorpå hundeføreren anvender sin tjenestehund over for en borger i almindelighed omfattet af ordningen
Ordningen gælder heller ikke klager over, at en sag er utilstrækkeligt oplyst, eller at en sag er forhalet unødvendigt.
Eksempel
Politiassistents nægtelse af at oplyse navn og
tjenestested
(SA1-01-44-504 og K 816/2001)
En politiassistent rettede henvendelse til en buschauffør for at påtale, at denne umiddelbart forinden på uforsvarlig vis havde forsøgt at overhale en patruljevogn, der i forbindelse med en politiforretning var standset til gene for færdselen.
Buschaufføren hidsede sig op, og politiforretningen udviklede sig uhensigtsmæssigt. Buschaufføren indgav efterfølgende en klage over politiassistentens adfærd og over, at denne undlod at oplyse sit tjenestenummer og tjenestested.
Statsadvokaten standsede undersøgelsen i sagen, da den ikke havde tilvejebragt oplysninger, der støttede klagen over politiassistentens adfærd.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 32 af 17. november 1993 for at undlade at oplyse identitet havde været til stede. Statsadvokaten fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte politiassistentens forklaring om, at han havde henvist klageren til at rette henvendelse til tjenestestedet, da klageren fremstod stærkt ophidset og uligevægtig. Statsadvokaten vejledte klageren om, at hans afgørelse vedrørende politiassistentens adfærd kunne indbringes for Rigsadvokaten, mens afgørelsen vedrørende politiassistentens nægtelse af at oplyse identitet ikke kunne påklages, da der var tale om en klage over politiassistentens disposition.
Politiklagenævnet erklærede sig delvis enig i afgørelsen, idet nævnet ikke fandt, at politiassistenten i den foreliggende situation burde have undladt at opgive navn og tjenestested, da han blev anmodet herom.
Klageren påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse, og anførte følgende: "En klage over, at en polititjenestemand ikke vil meddele en borger sit navn og tjenestested, er som udgangspunkt en klage over en politimæssig disposition og ikke en klage over vedkommendes adfærd. Klagen behandles derfor som udgangspunkt i første instans af politimesteren/Politidirektøren dér, hvor den pågældende gør tjeneste, og politimesterens/Politidirektørens afgørelse vil kunne påklages til Justitsministeriet.
Hvis der klages over, at en politimæssig disposition er udført på en overfor borgeren chikanøs måde, vil klagen være omfattet af politiklagenævnsordningens regler om klager over polititjenestemænds adfærd.
Der er efter min opfattelse ikke i den foreliggende sag grundlag for at antage, at politiassistentens afvisning af at meddele Dem sit navn og tjenestested har haft chikanøst præg, og der er dermed heller ikke på dette punkt grundlag for at udtale kritik af hans adfærd."
Spørgsmålet om omfanget af politiklagenævnets kompetence har været prøvet i enkelte sager.
Politiklagenævnet kan af egen drift tilkendegive over for statsadvokaten, at der efter nævnets opfattelse bør foretages en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c. Det fremgår af retsplejelovens § 1021 a, stk. 2.
Eksempel
Politiklagenævnets anmodning om undersøgelse af
polititjenestemænds brug af dopingmidler
( SA1-00-321-1000)
Politiklagenævnet anmodede om, at en sag vedrørende polititjenestemænds brug af ulovlige dopingmidler som led i deres fysiske træning i et til politistationen knyttet motionscenter blev behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c.
Sagen er nærmere omtalt under afsnit 6.1.2. eksempel 4.
I nogle tilfælde udspringer en klagesag af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhed. Dette kan give anledning til overvejelser om, hvilken sag, der bør behandles først.
Sættes klagesagen i bero betyder det, at polititjenestemanden ikke har vidnepligt i sagen mod klageren, ligesom forklaringen ikke afgives under det sædvanlige vidneansvar.
Spørgsmålet om de indklagede polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med indkaldelse som vidner under straffesagen mod klager, har i beretningsåret været fremme i flere sager. I sagen, der er omtalt nedenfor som eksempel 2 tog landsretten stilling til spørgsmålet om tre polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med afgivelse af forklaring under anket straffesag mod polititjenestemændenes kollega.
Problemstillingen er omtalt mere generelt i afsnit 7.5. i beretningen for 1997. Rigsadvokaten udtalte her, at statsadvokaterne bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en verserende straffesag.
Det kan dog i visse sager være indlysende, at en klage kan afvises forlods. Det er i mange sager næppe nødvendigt at afvente ankebehandlingen af straffesagen mod klager, førend klagesagen behandles.
Verserer der en straffesag mod klageren, som åbner mulighed for, at den indklagede polititjenestemand skal afgive forklaring, bør denne så vidt muligt underrettes om klagen, inden straffesagen behandles.
Stilles behandlingen af en politiklagenævnssag i bero på udfaldet af en straffesag, kan de vidneforklaringer, som er afgivet indenretligt, anvendes ved behandlingen af klagesagen. Det er imidlertid ofte nødvendigt at foretage supplerende afhøringer til brug for klagesagen, da denne typisk har et andet fokus end den sideløbende straffesag. De forklaringer, der er afgivet under straffesagens behandling i retten, er ofte ikke fuldt dækkende med hensyn til beskrivelsen af det forhold, der er klaget over, og det kan derfor være nødvendigt at foretage supplerende afhøringer inden klagesagen afgøres.
I 2001 blev spørgsmålet om berostillelse af klagesagen på udfaldet af straffesagen mod klageren indbragt for Folketingets Ombudsmand i en sag, der er omtalt nedenfor som eksempel. 1.
I det følgende omtales endvidere en sag, hvor der under behandlingen af en straffesag mod en politiassistent for vold mod en anholdt opstod spørgsmål om, hvorvidt afhøringen af politiassistentens kolleger, der var indkaldt som vidner, skulle ske med en sigtets retsstilling.
Eksempel 1
Berostillelse af klagesag
(SA2-1999-44-0364 og K
559/2000)
Den 6. august 1999 blev to politiassistenter sendt til Holbæk station for at yde DSB assistance i forbindelse med, at to udenlandske kvinder havde kørt uden billet i regionaltoget. På stationen rettede politiassistenterne henvendelse til de pågældende. Episoden udviklede sig, da kvinderne hidsede sig op, og det endte med, at de begge blev anholdt som sigtet for overtrædelse af jernbaneloven. Den ene af kvinderne blev tillige sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119 ved at have tildelt den ene politiassistent et knytnæveslag på skulderen.
Den 15. november 1999 klagede kvinderne over, at politiassistenterne havde optrådt uhøfligt og været meget voldsomme under anholdelsen, hvor de angiveligt skulle have slået klagerne.
Statsadvokaten traf den 7. januar 2000 beslutning om at sætte behandlingen af klagesagen i bero indtil straffesagen mod klagerne var afgjort. Statsadvokaten underrettede politiklagenævnet og sagens parter herom. Statsadvokaten anmodede samtidig politimesteren om at fremskynde straffesagen mod klagerne.
Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om at fremsende sagens akter, da nævnet ikke umiddelbart var enig i, at hele klagesagen skulle afvente straffesagen mod klagerne. Nævnet pegede i den forbindelse på, at klagen tillige angik politiets dispositioner og adfærd i forbindelse med det efterfølgende forløb på politistationen, der ikke var omhandlet af den verserende straffesag mod klagerne.
Statsadvokaten meddelte den 26. januar 2000 politiklagenævnet, at klagens hovedpunkter var klagen over vold og ulovlig anholdelse, og at dette var baggrunden for beslutningen om at afvente straffesagen. Nævnet stillede sig tilfreds hermed.
De indklagedes advokat klagede til Rigsadvokaten over statsadvokatens beslutning om, at lade politiklagenævnssagen afvente straffesagen mod klagerne. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens konkrete skøn vedrørende prioriteringen af straffesagen mod klagerne og politiklagenævnssagen.
Ved dom af 30. oktober 2000 blev den ene af klagerne idømt 20 dages hæfte betinget for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og våbenloven.
Domfældte ankede dommen. Statsadvokaten indbragte sagen for landsretten med påstand om afvisning, da anken var indgivet efter ankefristens udløb. Den 6. april 2001 afviste landsretten anken.
Statsadvokaten påbegyndte herefter behandlingen af klagesagen.
Den 9. november 2001 standsede statsadvokaten sin undersøgelse, idet der ikke var fremkommet oplysninger, der støttede klagen. Statsadvokaten fandt ikke, at anholdelsen af klagerne havde været voldsommere end påkrævet.
Sagen gav anledning til en klage fra Politiforbundet i Danmark til Folketingets Ombudsmand over statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed og en klage fra de indklagede politiassistenter over berostillelsen i den konkrete sag.
I sin udtalelse til Ombudsmanden anførte Rigsadvokaten blandt
andet følgende: "Jeg kan henholde mig til mine afgørelser af 26. april og 25. august 2000, hvorefter jeg ikke på det pågældende tidspunkt fandt anledning til at tilsidesætte statsadvokatens skøn om, at det i den konkrete sag – hvor straffesagen vedrørte overtrædelse af straffelovens § 119 begået i forbindelse med anholdelsen den 6. august 1999 overfor politiassistent P, og hvor klagesagen bl.a. vedrørte en klage over den samme politiassistents voldelige adfærd under samme anholdelse – var mest hensigtsmæssigt at lade straffesagen afgøre før klagesagen. Det er imidlertid min opfattelse, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for tillige at lade klagesagens behandling afvente udfaldet af ankesagen, hvilket jeg har meddelt statsadvokaten. Jeg har herved blandt andet lagt vægt på, at klagesagen allerede på dette tidspunkt havde afventet straffesagen i næsten 1 år, og at anken efter alt foreliggende var iværksat for sent, og således måtte forventes afvist."
Ombudsmanden begrænsede sin undersøgelse til den konkrete sag og fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om at sætte behandlingen af politiklagenævnssagen i bero. Ombudsmanden fandt under henvisning til Rigsadvokatens udtalelse om, at der ikke havde været fuldt tilstrækkeligt grundlag for tillige at afvente ankesagen, ikke grundlag for at udtale sig herom.
Ombudsmanden fandt, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om statsadvokaten havde angivet en begrundelse for sin beslutning om berosættelse over for sagen parter.
Eksempel 2
Spørgsmål om afhøring af polititjenestemand skulle ske med
sigtets retsstilling
(SA1-00-321-0908 og K 742/2001)
Under efterforskning af en anmeldelse mod politiassistent A for vold mod en anholdt, blev tre af politiassistentens kollegaer B, C og D afhørt af statsadvokaten den 16. juni 2000 med en sigtets retsstilling. Under straffesagen mod A afgav de tre polititjenestemænd vidneforklaring i byretten den 6. februar 2001 fortsat med en sigtets retstilling, idet det ikke kunne udelukkes, at der tillige ville blive gjort strafansvar gældende mod disse.
A blev ved byrettens dom fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, jf. § 154, og idømt 60 dages fængsel. Dommen blev anket til landsretten.
B, C og D blev indkaldt til at afgive vidneforklaring under ankesagen den 23. maj 2001. På forespørgsel fra deres beskikkede advokat tilkendegav statsadvokaten, at han fandt, at B, C og D for så vidt angik sagens forhold 2 fortsat udtalte sig uden vidneansvar, hvis de ønskede at udtale sig.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten og gjorde gældende, at det var urimeligt, at hans klienter – i modsætning til de øvrige polititjenestemænd – skulle afhøres med en sigtets retsstilling. Advokaten anførte i den forbindelse, at hans klienter havde krav på, at det indenfor rimelig tid blev afklaret, om sagen for deres vedkommende var opgivet. Advokaten bemærkede, at der næsten var forløbet et år fra afhøringen hos statsadvokaten, og at sagen for så vidt angik han klienter reelt havde ligget død i denne periode.
Under domsforhandlingen i landsretten oplyste statsadvokaten, at en eventuel sigtelse mod B, C og D ville vedrøre henholdsvis overtrædelse af straffelovens § 156 og vold.
I forbindelse med afhøringen af B, C og D besluttede landsretten, at de skulle afhøres med en sigtets retsstilling vedrørende det forhold, hvor der muligt efterfølgende kunne rejses en sigtelse mod dem.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at statsadvokaten havde ladet afgørelsen om, hvorvidt der var grundlag for at rejse sigtelse mod B, C og D for strafbart forhold i relation til sagens forhold 2, afvente landsrettens dom i sagen mod A.
Sagen er omtalt i beretningen for 2000 side 133.
Retten beskikker altid en advokat for parterne i en adfærdsklagesag, når forklaringen afgives i retten, jf. retsplejelovens § 1019 e, stk. 1. Det er statsadvokaten, der bestemmer, om en afhøring af en part sker i retten eller hos statsadvokaten.
I andre tilfælde, d.v.s. ved afhøring hos statsadvokaten, kan retten når forholdene taler derfor, på parternes begæring beskikke en advokat for den pågældende.
Advokaten beskikkes uden udgift for de pågældende.
Statsadvokaten har pligt til at vejlede om adgangen til at kræve en advokat beskikket og sørge for, at begæringen indbringes for retten. Denne vejledning skal gives snarest muligt og senest inden parten afhøres første gang.
Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget, at det afhænger af en konkret vurdering af sagen, om der bør ske en beskikkelse.
Advokatbeskikkelse vil f.eks. ofte være indiceret, når der er tale om en klage over vold eller anden hårdhændet behandling i forbindelse med en anholdelse, samt under opløb eller lignende. Det gælder også klager over myndighedsmisbrug f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning.
Advokatebeskikkelse kan også være indiceret, hvis klageren er mindreårig, eller hvis klageren på grund af legemlig eller psykisk sygdom har et særligt behov for bistand.
Derimod vil der som regel ikke være anledning til at beskikke en advokat, når der er tale om klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten eller klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden. Således afslog landsretten under henvisning til forarbejderne til retsplejelovens § 1019 e, stk. 2, at beskikke advokat for en kalger, der havde klaget over, at en politiassistent havde afvist klagerens anmeldelse og i den forbindelse været meget grov og uforskammet. Sagen er referet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 444 samt i beretningen for 2000 side 89.
Det er i alle tilfælde en forudsætning for advokatbeskikkelse, at klagen ikke er åbenbart grundløs.
Beskikkes der en advokat, har denne efter loven en række beføjelser som repræsentant for parten. Han skal f.eks. løbende have tilsendt undersøgelsesmateriale og har adgang til at overvære afhøringer af sin klient, og han skal underrettes om tidspunkter for afhøringer og retsmøder.
I straffesager beskikker retten en advokat for parterne, når det følger af reglerne i retsplejelovens kapitel 66 ("Sigtede og hans forsvar") eller kapitel 66 a ("Advokatbistand til den forurettede"). Statsadvokaten har efter disse regler pligt til at vejlede sigtede og forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Denne vejledning skal gives snarest muligt og senest inden parten afhøres første gang. Retten beskikker endvidere en forsvarer/bistandsadvokat for perterne, når forholdene taler derfor.
Statsadvokaten sørger for, at spørgsmålet om advokatbeskikkelse indbringes for retten. Advokaten beskikkes uden udgift for den forurettede. I tilfælde hvor den sigtede efterfølgende dømmes for et strafbart forhold træffer retten afgørelse om betaling af sagsomkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer, efter retsplejelovens almindelig regler herom.
Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget, at det børn være den altovervejende hovedregel, at der beskikkes en advokat for parterne, hvis der er en sådan mistanke om et strafbart forhold. D.v.s., når der er grundlag for at rejse sigtelse mod polititjenestemanden.
Er der kun tale om strafbart forhold af mindre betydning, f.eks. en færdselsforseelse, kan der dog gøres en undtagelse.
I andre tilfælde må det afhænge af en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i den konkrete sag, om der skal beskikkes en advokat.
Der må i den forbindelse lægges vægt på, i hvilket omfang anmeldelsen er underbygget, om anmeldelsen vedrører alvorlig kriminalitet, og om der er tale om en kompliceret sag. Der må også lægges vægt på, om den forurettede på grund af mindreårighed eller sygdom har et særligt behov for bistand.
Højesteret har i en kendelse af 24. november 1999 fastslået, at der ikke er hjemmel til at beskikke en advokat for de efterladte til en person, der er afgået ved døden som følge af et muligt strafbart forhold. Sagen er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 390 samt i beretningen 1999 side 85.
I det følgende er omtalt en sag, hvor retten afviste at beskikke advokat for klager under Rigsadvokatens behandling af sagen.
Eksempel
Ikke grundlag for at beskikke advokat for anmelder under
Rigsadvokatens behandling af klagen over statsadvokatens afgørelse i
straffesag
(SA5-1999-322-0011 og K 738/2001)
En person A indgav anmeldelse mod en tidligere vicepolitimester, en kriminalinspektør og en kriminalassistent for strafbart forhold i forbindelse med behandlingen af en straffesag mod A for underslæb. A blev ved byretten idømt et års fængsel, der blev gjort delvist betinget, og frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed.
Retten beskikkede i medfør af retsplejelovens § 1020 e en advokat B for A.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen. Advokat B påklagede denne afgørelse til Rigsadvokaten.
Under Rigsadvokatens behandling af sagen meddelte advokat B, at han ikke længere repræsenterede A.
En advokat C fremsatte over for Rigsadvokaten anmodning om at blive beskikket for A under Rigsadvokatens behandling af sagen. Rigsadvokaten anmodede statsadvokaten om at indbringe spørgsmålet om advokatbeskikkelse for retten. Rigsadvokaten fandt, at der burde protesteres imod beskikkelse. Rigsadvokaten pegede i den forbindelse på, at A havde haft beskikket advokat under statsadvokatens behandling af sagen, hvor A var blevet afhørt, at der ikke var rejst sigtelse mod de anmeldte polititjenestemænd, at flere af forholdene var strafferetligt forældede, samt at A selv i flere skrivelser havde redegjort detaljeret for sine synspunkter i anledning af statsadvokatens afgørelse.
Byretten fandt ikke grundlag for at beskikke advokat for A.
Reglerne om inhabilitet findes i forvaltningslovens kapitel 2. Den centrale bestemmelse er lovens § 3. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til den bestemte sag, hvis
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsmyndighed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag".
Retsplejelovens § 97 bestemmer, at den, der efter kapitel 2 i forvaltningsloven må anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, ikke må virke som anklager i sagen.
Afgørelsen af, om en statsadvokat er inhabil ved behandlingen af en sag, afgøres efter de almindeligt gældende bestemmelser om inhabilitet i forvaltningsloven og retsplejeloven. Hvis en statsadvokat har betænkeligheder ved at behandle en sag, kan det dog overvejes at lade sagen overgå til en anden statsadvokat – også selv om der ikke foreligger egentlig inhabilitet.
Statsadvokaterne har kun i få tilfælde bedt Rigsadvokaten om at tage stilling til habilitetsspørgsmål. I det følgende beskrives nogle eksempler på sager, hvor spørgsmålet var fremme.
Eksempel 1
Den indklagede politifuldmægtig skulle bistå statsadvokaten
i en nævningesag
(SA3-2001-321-317 og 322 og K 810/2001)
Forsvareren for en person, der var sigtet for narkotikakriminalitet efter straffelovens § 191, anmeldte en politifuldmægtig og en kriminalassistent for strafbart forhold i forbindelse med behandlingen af straffesagen mod hans klient. Statsadvokaten havde løbende fulgt politiets efterforskning i sagen, der skulle behandles ved nævningeting. Statsadvokaten havde i den forbindelse afholdt flere møder med den pågældende politifuldmægtig.
Statsadvokaten anså sig for inhabil ved behandlingen af anmeldelserne, og fremsendte disse til Rigsadvokaten.
Statsadvokaten oplyste, at det kunne forventes, at politifuldmægtigen fortsat skulle assistere statsadvokaten ved behandlingen af straffesagen og medvirke ved sagens behandling i retten.
Rigsadvokaten fandt, at anmeldelsen mod politifuldmægtigen burde behandles af en anden statsadvokat. Rigsadvokaten fandt derimod ikke, at statsadvokaten var inhabil for så vidt angik anmeldelsen mod kriminalassistenten. Da det blev fundet hensigtsmæssigt, at anmeldelserne blev behandlet samlet, blev de dog begge sendt til en anden regional statsadvokat.
Eksempel 2
Underretning om tidligere afgjorte og verserende klagesager
vedrørende en politiassistents adfærd i tjenesten medførte ikke
inhabilitet
(SA2-2001-49-0760 og K 799/2001)
En politiassistent klagede over, at statsadvokaten i forbindelse underretning af tjenestestedet om afgørelsen i en konkret klagesag mod politiassistenten, havde henledt opmærksomheden på tidligere afgjorte og verserende klager over politiassistenten. Statsadvokaten havde i perioden fra december 1995 til september 2001 truffet afgørelse i otte klagesager, og der verserede fortsat to sager hos statsadvokaten. Klagerne angik hovedsageligt politiassistentens adfærd i forbindelse med færdselskontrol. Statsadvokaten havde én gang tidligere henledt tjenestestedets opmærksomhed på tidligere klagesager.
Politiassistenten anførte i sin klage, at statsadvokaten på grund af underretningerne måtte anses for inhabil ved behandlingen af klager over politiassistenten.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at statsadvokaten i forbindelse med sin orientering om afgørelsen i den konkrete sag havde henledt ansættelsesmyndighedens opmærksomhed på, at der tidligere havde verseret lignende sager mod politiassistenten, uanset at de tidligere sager ikke var mundet ud i kritik. Rigsadvokaten fandt endvidere, at statsadvokaten ikke var inhabil ved behandlingen af sager vedrørende den pågældende politiassistent.
Sagen er endvidere omtalt under afsnit 6.5.4.
Spørgsmålet om statsadvokatens habilitet i tilfælde, hvor statsadvokaten skal træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i relation til samme hændelsesforløb har været forelagt Rigsadvokaten i flere tilfælde. I det følgende beskrives nogle eksempler herpå.
Eksempel 1
Anmeldelse mod politimester og kriminalinspektør i anledning
af en afgørelse, der var tiltrådt af
statsadvokaten
(SA2-2001-321-0489, SA2-2001-322-0030 og K
726/2001)
En forening A indgav anmeldelse mod politimesteren og kriminalinspektøren for strafbart forhold i forbindelse med behandlingen af en sag, hvor A havde anmeldt en biblioteksleder for strafbart forhold i forbindelse med installeringen af et PC-program, der begrænsede internetadgangen fra bibliotekets computere.
Politimesteren havde afvist anmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1.
Politimesterens afgørelse blev påklaget til statsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen. Statsadvokaten meddelte samtidig A, at han anså sig for inhabil til at behandle anmeldelsen mod politimesteren og kriminalinspektøren og fremsendte sagen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt ikke, at det forhold, at statsadvokaten havde tiltrådt politimesterens beslutning om at afvise A's anmeldelse, medførte, at statsadvokaten måtte anses for inhabil ved behandlingen af anmeldelserne mod politimesteren og kriminalinspektøren.
Eksempel 2
Statsadvokatens undersøgelse af en
skudepisode
(SA5-2001-321-0282 og K 847/2002)
Statsadvokaten indledte i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, en undersøgelse af en episode, hvor politiet den 29. december 2001 afgav skud mod nogle biler, hvorved to personer blev ramt og afgik ved døden. Politiet efterforskede samtidig en sag mod nogle personer, som deltog i de ulovligheder, som politiets indgriben og skudafgivelse havde sammenhæng med.
Statsadvokaten fandt, at en samlet vurdering af situationens farlighed kunne blive afgørende for såvel bedømmelsen af politiets skudafgivelse som for afgørelsen af tiltalespørgsmålet mod de personer, som politiet havde sigtet. Statsadvokaten anmodede på denne baggrund Rigsadvokaten om at overveje, om der var anledning til at lade en anden statsadvokat behandle den sag, som politiet efterforskede.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at overføre behandlingen af den af politiet efterforskede sag til en anden statsadvokat. Rigsadvokaten fandt således ikke, at det forhold, at statsadvokaturen både skulle tage stilling til rejste sigtelser og til klager over politiets sagsbehandling i forbindelse med efterforskningen, var egnet til at vække tvivl om statsadvokatens eller dennes medarbejderes upartiskhed i forbindelse med efterforskningen af skudepisoden.
Sagen er nærmere omtalt afsnit 7.4., sag nr. 16.
Sagen gav i øvrigt anledning til, at Folketingets Retsudvalg stillede følgende spørgsmål til justitsministeren:
"Hvorledes forholder det sig til den generelle opfattelse af begrebet habilitet, at en statsadvokat i en sag, hvor statsadvokaten skal undersøge politiets brug af tjenestepistol (og herunder vurdere om der skal rejses tiltale mod betjentene), også som anklagemyndighed tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod de gerningsmænd, der er blevet beskudt". (Spørgsmål nr. 51 af 16. januar 2002 fra Folketingets Retsudvalg).
Justitsministeriet anfører i sit svar af 8. februar 2002 følgende:
"Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:
"Det er i retsplejeloven udtrykkeligt forudsat, at den samme regionale statsadvokat kan træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i tilknytning til et begivenhedsforløb, herunder både til spørgsmål om tiltalerejsning mod politiet eller andre som følge af det pågældende begivenhedsforløb og til politiets sagsbehandling og optræden i forbindelse med forløbet.
Ifølge retsplejelovens § 101 varetager de regionale statsadvokater således udførelsen af straffesager ved landsretterne, ligesom statsadvokaterne fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning. De regionale statsadvokater har endvidere påtalekompetencen i sager, der skal behandles ved landsretterne i 1. instans eller som ankeinstans, og i sager om overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i straffeloven, jf. retsplejelovens § 719, stk. 2.
Herudover henhører efterforskning af strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten samt behandlingen af klager over politipersonalet under vedkommende statsadvokat, ligesom statsadvokaterne iværksætter efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, jf. bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c. Denne ordning er omtalt i forarbejderne til bestemmelserne i retsplejeloven om behandlingen af klager over politipersonalet og straffesager mod politipersonale (Folketingstidende 1994/95, Tillæg A, side 3558), hvoraf blandt andet fremgår følgende:
"Statsadvokatmodellen indebærer, at den samme instans skal behandle såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale. Når dertil kommer, at statsadvokaten i forvejen behandler klager over politiets efterforskning i straffesager, og at statsadvokaten efter lovforslaget også som udgangspunkt skal træffe afgørelse i 1. instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, vil en gennemførelse af lovforslaget indebære en betydelig og tiltrængt forenkling af hele klagesystemet på dette område. Ikke mindst af hensyn til den borger, der ønsker at klage over politiet, er det overordentlig hensigtsmæssigt, at man ved henvendelse til én og samme myndighed kan få behandlet disse mange forskellige mulige aspekter af en sag. Derved undgås vanskelige afgrænsningsspørgsmål og en opsplitning af sagen på flere forskellige instanser."
En sådan ordning, hvor lovgivningsmagten har henlagt kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i relation til et begivenhedsforløb til samme myndighed, er efter min opfattelse ikke i strid med almindelige habilitetssynspunkter."
Den konkrete sag, der gav anledning til spørgsmålet fra Folketingets retsudvalg, er omtalt under afsnit 7.4, sag nr. 16.
Der har ikke i 2001 været rejst spørgsmål om Rigsadvokatens habilitet i forbindelse med behandlingen af klager over statsadvokaternes afgørelser i politiklagenævnssager.
Der har i 2001 været rejst spørgsmål om politiklagenævnenes og nævnsmedlemmernes inhabilitet i blandt andet følgende tilfælde:
Eksempel
Politiklagenævnsformands udtalelse i delberetningen for 2000
vedrørende antallet af klager over en bestemt
politiassistent.
(SA2-2001-49-0760 og K 799/2001)
Formanden for et politiklagenævn havde i sin delberetning af Rigsadvokatens beretning for 2000 om behandling af klager over politiet blandt andet udtalt følgende:
"Politiklagenævnet har behandlet ganske mange klager over en bestemt politiassistent. Klagerne går ud på, at den pågældende, der ikke er ny i tjenesten, optræder arrogant og nedladende i forbindelse med, at han foretager færdselskontrol. Sagerne er altid "påstand mod påstand", og udfra bevismæssige vurderinger bliver klagerne afvist. Statsadvokaten har dog i et tilfælde ... fundet anledning til at henlede de disciplinære myndigheders opmærksomhed på sagerne. Politiklagenævnet finder, at der burde være mulighed for, at en sådan politiassistent skulle gennemgå et kursus i, hvordan man tiltaler borgerne."
På denne baggrund gjorde den pågældende politiassistent gældende, at politiklagenævnets formand var inhabil ved behandlingen af sager vedrørende ham.
Rigsadvokaten fandt ikke, at udtalelsen kunne føre til, at formanden for politiklagenævnet måtte anses for inhabil ved behandlingen af klager over politiassistenten, jf. forvaltningslovens § 3.
Sagen er tillige omtalt ovenfor under afsnit 6.6.2., eksempel 2.
Det er fortsat Rigsadvokatens opfattelse, at der ikke almindeligvis er grundlag for at erklære hele politiklagenævnet for inhabil, blot fordi formanden eller ét af medlemmerne er inhabile i behandlingen af en sag. Der henvises herved til beretningen for 1996 vedrørende klager over politiet side 127 ff.
Det fremgår i øvrigt af delberetningerne fra politiklagenævnene, at der i årets løb er blevet gjort brug af suppleanter på grund af inhabilitet hos formanden eller de øvrige nævnsmedlemmer. I tre tilfælde har et politiklagenævn sendt sagen til et andet politiklagenævn på grund af inhabilitet. I et tilfælde har formanden for et politiklagenævn deltaget i sagsbehandlingen i et andet politiklagenævn, fordi formanden for dette politiklagenævn var inhabil.
Rigspolitichefen har i Kundgørelse I nr. 38 af 6. juli 1988 fastsat følgende regler om inhabilitet for ansatte i politiet. Punkt 1 i kundgørelsen svarer til forvaltningslovens § 3:
"1. En ansat i politiet er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
a) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
b) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nært som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
c) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
d) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår eller
e) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
2. Foreligger eller indtræder en af de under pkt. 1 beskrevne situationer foretages uopsættelig sagsbehandling, hvorefter sagsbehandleren omgående indberetter forholdet til politimesteren, i København til Politidirektøren, som herefter træffer afgørelse om habilitetsspørgsmålet.
3. Såfremt der opstår en inhabilitetssituation for en politimester eller for Politidirektøren i København, gælder følgende:
a) Straffesager forelægges for vedkommende statsadvokat, idet dog uopsættelige skridt foretages på sædvanlig måde.
b) Andre sager forelægges for Justitsministeriet, medmindre det drejer sig om ekspeditioner, som foregår rutinemæssigt efter bestemte regler og ikke giver plads for overvejelser eller skøn, som for eksempel udstedelse af pas og kørekort, registrering af motorkøretøjer og lignende, alt forudsat, at der ikke ved sådanne ekspeditioner opstår spørgsmål om at dispensere fra de almindelige regler".
Spørgsmålet om inhabilitet er endvidere behandlet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2002 om forelæggelsesregler og kompetenceregler m.v., afsnit I side 2.
Spørgsmålet om inhabilitet har i beretningsåret blandt andet været behandlet i nedenstående tilfælde:
Eksempel 1
Politiassistent deltog i efterforskningen af en færdselssag,
hvor han selv var part
(SA2-2000-44-0392 og K 781/2001)
En politiassistent – der ikke var i tjeneste – forsøgte under kørsel i sin private bil at standse en bilist, fordi denne havde foretaget vognbaneskift og nedsat hastigheden til gene for politiassistenten, der måtte bremse hårdt op for at undgå påkørsel. Politiassistenten kørte i den forbindelse op på siden af bilen og foreviste gennem sideruden sit politiskilt til bilisten, der fortsatte sin kørsel.
Senere samme dag ringede politiassistenten flere gange til bilisten, der ikke ønskede at tale med politiassistenten. Et par dage efter episoden rekvirerede politiassistenten et journalnummer hos det stedlige politi for at oprette en sag på bilisten for ikke at have efterkommet politiassistentens anvisning om at standse.
Efter nærmere overvejelse af sagen skønnede politiassistenten imidlertid, at sagen burde opgives og rettede derfor i tjenesten henvendelse til bilisten på dennes bopæl for at underrette ham herom. Bilisten klagede over, at politiassistenten ved denne henvendelse havde udvist ubehagelig og truende adfærd.
Statsadvokaten afviste klagen, da det ikke kunne lægges til grund, at politiassistenten havde opført sig som angivet af klageren. Statsadvokaten fandt, at politiassistenten havde været inhabil ved behandlingen af sagen, udover hvad der måtte anses for uopsættelige efterforskningsskridt og lignende i umiddelbar tilknytning til selve episoden og beklagede derfor, at politiassistenten havde medvirket ved sagens behandling.
Politiklagenævnet havde erklæret sig enig heri.
Sagen blev påklaget til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten udtalte i den forbindelse, at politiassistenten ikke burde have deltaget i behandlingen af sagen efter det forgæves forsøg på at standse klageren, men at han i stedet enten burde have kontaktet sin overordnede for at få dennes beslutning om sagens videre behandling eller have indgivet anmeldelse om forseelsen til det stedlige politi.
Eksempel 2
Anvendelse af anmeldelsesrapport og stillingsbetegnelse ved
indgivelse af anmeldelse
(SA5-2000-321-0223 og K 735/2001)
En politiassistent indgav anmeldelse mod en person A for ulovlig jagt på et af A lejet jagtområde, der angiveligt skulle være i strid jagtlovens krav til et jagtområdes størrelse. Et jagtkonsortium, som politiassistenten var medlem af, ønskede at erhverve det pågældende område, da det havde jagtretten på de tilstødende arealer. Politiassistenten udfyldte en af politiets anmeldelsesrapporter og anførte heri et af jagtkonsortiets øvrige medlemmer som anmelder.
Påtale i sagen blev opgivet, da jagten ikke fandtes ulovlig.
A indgav anmeldelse mod politiassistenten for tjenestemisbrug efter straffelovens § 155.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, fordi han fandt anmeldelsen grundløs. Statsadvokaten tilføjede, at politiassistenten burde have undladt at anvende anmeldelsesblanketten og at angive sin stillingsbetegnelse i forbindelse med anmeldelsen, hvorved oplysningerne fremstod som led i en politimæssig undersøgelse af sagen. Under hensyn til, at politimesteren havde indskærpet habilitetsreglerne over for politiassistenten, fandt statsadvokaten ikke anledning til at udtale kritik af politiassistentens fremgangsmåde.
Politiklagenævnet fandt ikke, at politimesterens indskærpelse var tilstrækkelig, og ville kritisere politiassistentens fremgangsmåde.
A indbragte afgørelsen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten fandt, at politiassistentens anvendelse af en af politiets anmeldelsesrapporter og angivelse af sin stillingsbetegnelse kunne have givet A anledning til mistolkning af situationen, herunder med hensyn til, om der var tale om sædvanlig politimæssig efterforskning.
Eksempel 3
Politimester ikke inhabil
(SA3-2000-321-282 og K
715/2001)
To personer A og B blev anholdt, som sigtet for overtrædelse af politivedtægten, ved at have deltaget i sammenstimlen og undladt at efterkomme politiets påbud om at forlade stedet. A og B blev i den forbindelse bidt af politiets hunde.
A og B anmeldte herefter politiet for ulovlig frihedsberøvelse og grov legemsbeskadigelse i forbindelse med anholdelsen.
Der blev rejst tiltale mod A og B for overtrædelse af politivedtægtens § 7, stk. 1.
Statsadvokaten besluttede at lade undersøgelsen af anmeldelsen mod polititjenestemændene afvente udfaldet af straffesagen mod A og B. Den for A og B beskikkede forsvarer gjorde herefter gældende, at politimesteren måtte anses for inhabil ved behandlingen af straffesagen mod A og B og anførte i den forbindelse, at en behandling af den rejste tiltale ville indebære, at politimesteren reelt kom til at undersøge de forhold, som det påhvilede statsadvokaten at undersøge.
Statsadvokaten fandt ikke, at politimesteren var inhabil ved behandlingen af straffesagen mod A og B.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og bemærkede, at det forhold, at der er indgivet anmeldelse mod eller klage over polititjenestemænd ved et bestemt politimesterembede, ikke medfører, at politimesteren som myndighed er inhabil ved behandlingen af en straffesag mod anmelderen, heller ikke selvom anmeldelsen mod eller klagen over polititjenestemændene og straffesagen mod anmelderen udspringer af den samme episode.
Der har i perioden siden politiklagenævnsordningens start i 1996 flere gange været rejst spørgsmål om den tidsmæssige udstrækning af statsadvokatens undersøgelse af klager eller efterforskning af straffesager, der er omfattet af ordningen. Navnlig i 1998 blev spørgsmålet om sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssager fra flere sider rejst overfor Justitsministeriet, ligesom sagsbehandlingstiden gav anledning til spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til Justitsministeriet. Dette er nærmere omtalt i beretningen for 1998 side 142 ff, hvor sagsbehandlingstiden indgående er beskrevet.
Også i 1999 gav sagsbehandlingstiden anledning til spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg, ligesom Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland rettede henvendelse til Rigsadvokaten herom. Der henvises nærmere til beretningen 1999 side 95ff.
I 2000 anførte politiklagenævnenes landsformand i sin delberetning følgende vedrørende sagsbehandlingstiden: "Det er indtrykket, at sagsbehandlingstiden hos statsadvokaterne ikke kan gøres kortere, hvis der ikke ansættes flere sagsbehandlere".
Der har ikke i beretningsåret været rejst spørgsmål af generel karakter vedrørende sagsbehandlingstiden i politiklagenævnssager.
Dette afsnit beskriver nogle af de sager, hvor spørgsmålet om sagsbehandlingstiden har været fremme i beretningsåret. Endvidere beskrives faktorer, der har en væsentlig betydning for den samlede sagsbehandlingstid.
En af de faktorer, der kan have indflydelse på sagsbehandlingstiden, er de personalemæssige ressourcer, der står til rådighed for statsadvokaten, når denne foretager undersøgelsen. Det personalemæssige spørgsmål blev nærmere beskrevet i beretningen for 1996 side 42 f.
Flere faktorer har imidlertid en væsentlig betydning for den samlede tid, som en undersøgelse eller efterforskning varer ("sagsbehandlingstiden"). Det er eksempler på disse faktorer, der beskrives i dette afsnit.
Indenretlig afhøring af sagens parter m.v.
Ingen har pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten. Det fremgår af retsplejelovens § 1019 d og § 1020 g, jf. § 750. Ønsker sagens parter eller vidner ikke at afgive forklaring til statsadvokaten, kan denne beslutte, at forklaring skal afgives i retten. Der vil som udgangspunkt blive beskikket en advokat for både den forurettede og polititjenestemanden (indklagede/anmeldte), jf. herved afsnit 6.4. Disse forhold kan – afhængig af rettens berammelsestider – bevirke, at sagsbehandlingstiden bliver forlænget. Det tilsvarende gælder, hvis et retsmøde må udsættes, f.eks. på grund af sygdom eller lignende.
Advokatbeskikkelse
Parterne i en politiklagenævnssag har i vid udstrækning mulighed for at få beskikket en advokat. Som udgangspunkt kan vedkommende selv vælge den advokat, som han ønsker beskikket. Sagsbehandlingstiden kan derfor påvirkes af, hvornår der bliver beskikket en advokat samt den beskikkede advokats mulighed for at deltage i afhøringerne.
Indhentelse af sagkyndige udtalelser
Det kan under behandlingen af en sag være nødvendigt at forelægge denne eller dele af denne for eksterne myndigheder og sagkyndige, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Dette kan i visse situationer forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt.
Udeblivelse fra afhøring
Statsadvokaten indkalder skriftligt klager og vidner til afhøring på sit kontor. Møder den indkaldte – med eller uden lovligt forfald – ikke op til afhøring, vil den pågældende i almindelighed på ny blive indkaldt til afhøring. Dette forhold forlænger sagsbehandlingstiden.
Klagesag venter på afgørelsen af den verserende straffesag
Som anført i afsnit 6.3. kan en klagesag udspringe af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhedsforløb. Hvis statsadvokaten finder det hensigtsmæssigt, kan behandlingen af klagesagen sættes i bero og vente på afgørelsen af den verserende straffesag. Dette kan medføre en markant forlængelse af sagsbehandlingstiden. Der henvises herom til afsnit 6.3. om prioriteringen af straffesager og klagesager.
Yderligere undersøgelser og efterforskning
Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelser og efterforskning.
Rigsadvokaten har i beretningsåret modtaget flere klager over statsadvokaternes sagsbehandlingstid.
Eksempel 1
Kritik og beklagelse af manglende orientering af klager om
sagsforløbet og sagsbehandlingstiden
(SA1-99-321-715 og K
789/2001)
Folketingets Ombudsmand besluttede på baggrund af en henvendelse fra anmelderen i en verserende politiklagenævnssag at iværksætte en undersøgelse af statsadvokatens sagsbehandlingstid, herunder om retningslinierne i Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven var overholdt.
Det fremgik af sagen, at en mand den 19. juli 1999 indgav anmeldelse til statsadvokaten om, at han den 13. april 1999 i forbindelse med en anholdelse i en fogedsag var blevet udsat for vold af fem unavngivne polititjenestemænd. Der skulle angiveligt have været et vidne til episoden.
Statsadvokaten undersøgte sagen og fremsendte herefter sin redegørelse til politiklagenævnet den 18. september 2000. Politiklagenævnet var ikke enig med statsadvokaten i, at et af anmelderens klagepunkter var en dispositionsklage og dermed ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Statsadvokaten havde i den forbindelse en brevveksling med politiklagenævnet, der ved brev af 9. marts 2001 bad om, at spørgsmålet blev forelagt for Rigsadvokaten. Statsadvokaten meddelte den 27. april 2001 nævnet, at sagen ikke blev indbragt for Rigsadvokaten, fordi statsadvokaten ikke havde truffet afgørelse i sagen og bad om nævnets udtalelse om de øvrige klagepunkter. Efter opfordring fra nævnet blev det den 10. juli 2001 aftalt, at der skulle afholdes et møde om sagen den 18. juli 2001. Politiklagenævnet afgav herefter sin udtalelse den 6. august 2001, og statsadvokaten traf herefter afgørelse i sagen den 26. september 2001.
Folketingets Ombudsmand anførte i sin udtalelse af 19. september 2001, at det var en fejl ved sagens tilrettelæggelse – også set i lyset af oplysningerne om de generelt meget lange berammelsestider for afhøringerne i politiklagenævnssagerne – at statsadvokaten først i marts 2000 efter afhøring af polititjenestemændene anmodede Politidirektøren om nærmere oplysning vedrørende det vidne, som anmelderen havde nævnt. Ombudsmanden pegede i den forbindelse på, at hurtig indkaldelse af vidnet måtte antages at kunne have betydning for sagens afgørelse, da et vidnes erindring svækkes som tiden går.
Ombudsmanden udtalte endvidere, at han fandt det meget uheldigt, at der i en periode på fire måneder fra 9. marts til 10. juli 2001 ikke blev foretaget egentlige sagsbehandlingsskridt i sagen. Ombudsmanden lagde herved til grund, at brevvekslingen med politiklagenævnet om det klagepunkt, der var uenighed om, for så vidt var afsluttet den 9. marts 2001 med politiklagenævnets klage til Rigsadvokaten.
Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt, at det tog statsadvokaten næsten to måneder at bede politiklagenævnet om en nærmere begrundelse for sit afvigende standpunkt, og at statsadvokaten var mere end seks uger om at reagere på nævnets påklage til Rigsadvokaten i brevet af 9. marts 2001.
Statsadvokaten oplyste i sin udtalelse til Ombudsmanden blandt andet, at anmelderen havde rettet talrige henvendelser til statsadvokaten om sagens forløb, men at det på grund af dennes ophidsede tilstand ikke havde været muligt at forklare ham baggrunden for sagsbehandlingstiden. På denne baggrund fandt Ombudsmanden det beklageligt, at statsadvokaten på intet tidspunkt på eget initiativ skriftligt underrettede anmelderen om, hvad sagens behandling beroede på, og hvornår statsadvokaten regnede med at sagen var færdigbehandlet, jf. Justitsministeriets vejledning pkt. 206 og 207.
Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt, at statsadvokaten ikke havde fulgt op på en skrivelse af 1. august 2000 til anmelderens advokat, hvori det blev oplyst, at sagen ville blive sendt til politiklagenævnet, og at nævnets ekspeditionstid erfaringsmæssigt er 2-4 uger.
Sluttelig udtalte Ombudsmanden kritik af, at statsadvokaten ikke på et tidspunkt, da han måtte forudse, at den forventede sagsbehandlingstid, som oplyst i en skrivelse til anmelderen, ikke kunne overholdes, fulgte op på skrivelsen med angivelse af en ny frist for sagens færdigbehandling.
Eksempel 2
Kritik af en sagsbehandlingstid på 31⁄2
år
(SA1-1997-321-282 og K 727/2001)
En advokat klagede over, at statsadvokaten havde indstillet efterforskningen i en sag om vold mod hans klient A i forbindelse med en anholdelse i maj 1997. Advokaten ønskede undersøgelsen genoptaget blandt andet med henblik på afhøring af vidner.
Det fremgik af sagen, at advokaten på vegne af A og to andre personer B og C den 22. maj 1997 indgav en kortfattet klage over politiet i forbindelse med en anholdelse den 17. maj 1997. Efter flere rykkere uddybede advokaten sin klage den 20. november 1997.
Statsadvokaten besluttede herefter at lade sagen afventede straffesagerne mod klagerne. A blev ved byrettens dom af den 5. marts 1998 dømt for at have lagt hindringer i vejen for politiet efter straffelovens § 119, stk. 3, og politivedtægten, og B og C blev ved landsrettens dom af 19. maj 1999 dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.
B blev efter flere udsættelser og forsvarerskifte afhørt den 2. november 1999.
Sagen blev fremsendt til politiklagenævnet den 15. december 2000.
Statsadvokaten besluttede den 21. marts 2001 med nævnets tiltræden at indstille efterforskningen i sagen. Statsadvokaten begrundede afgørelsen med, at det ikke ville være muligt 31⁄2 år efter episoden at fastlægge hvad der skete i forbindelse med anholdelsen af A. Statsadvokaten beklagede meget, at der var gået så lang tid med sagens behandling.
Rigsadvokaten fandt, at der ikke – nu knap fire år efter anholdelsen – var grundlag for at genoptage undersøgelsen med afhøring af vidner. Rigsadvokaten tilsluttede sig statsadvokatens beklagelse af den meget lange sagsbehandlingstid.
Adgangen til aktindsigt for sagens parter reguleres af reglerne i forvaltningsloven. For andre end sagens parter finder reglerne i offentlighedsloven anvendelse.
Reglerne er nærmere beskrevet i afsnit 6.9. i beretningen for 1999. Det fremgår heraf, at sagens parter efter reglerne i forvaltningsloven som udgangspunkt har fuld adgang til aktindsigt i dokumenterne i en adfærdsklagesag. I straffesager, herunder sager der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, vil sagens parter som udgangspunkt ikke have adgang til aktindsigt i straffesagens dokumenter, mens sagen verserer, og ofte heller ikke når den er afsluttet. Dette følger af forvaltningslovens § 9, stk. 3, og § 18.
Andre end sagens parter har adgang til aktindsigt i det omfang, der følger af reglerne i offentlighedsloven. Der er ikke adgang til aktindsigt i straffesager. Det fremgår af offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Der er som udgangspunkt heller ikke adgang til aktindsigt i adfærdsklagesager, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.
Journalister m.v. har efter retsplejelovens § 41 a, stk. 1 og 4, en udvidet adgang til aktindsigt i straffesager, der er indbragt for domstolene. De pågældende har således efter bestemmelsen mulighed for på rettens kontor at gennemse akter og få udleveret anklageskrift eller retsmødebegæring. De har endvidere adgang til doms- og retsbog. Efter § 41 a, stk. 5, kan gennemsyn eller udlevering dog nægtes, såfremt det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. § 41, stk. 2.
Kompetencen til at træffe afgørelse om aktindsigt i sager vedrørende klager over polititjenestemænd er beskrevet i Justitsministeriets notits af 3. oktober 1996 om aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven i klagesager over polititjenestemænd, der behandles af statsadvokaterne og politiklagenævnene. Notitsen er optrykt som bilag 10. Det bemærkes, at notitsen er udarbejdet før lov nr. 276 af 13. maj 1998 om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen (aktindsigt i personalesager).
Forvaltningsloven gælder efter § 1 for alle dele af den offentlige forvaltning. Efter § 2, stk. 1, gælder loven for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Forvaltningslovens regler om aktindsigt gælder ikke for sager om strafferetlig forfølgning, jf. § 9, stk. 3, og dermed heller ikke i sager, der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Er straffesagen afsluttet, reguleres parters adgang til aktindsigt af forvaltningslovens § 18. Har dokumenterne i en sag været fremlagt i retten, f.eks. i forbindelse med en indenretlig afhøring eller domsforhandling, skal afgørelsen om aktindsigt træffes efter principperne i retsplejelovens § 41, stk. 1 og 2. Det følger af Højesterets kendelse, der er trykt i UfR 1999.1729 H.
Forvaltningslovens regler om aktindsigt finder fuldt ud anvendelse på klager over politipersonalets adfærd (adfærdsklager), der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 b.
I politiklagenævnssager er politimesteren (Politidirektøren), statsadvokaten, Rigsadvokaten, politiklagenævnet og Rigspolitichefen selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til hinanden. Det betyder blandt andet, at de dokumenter, der udveksles mellem disse myndigheder ikke kan betragtes som interne arbejdsdokumenter og derfor som udgangspunkt vil være omfattet af adgangen til aktindsigt.
Det kan give anledning til tvivl, hvornår der i relation til forvaltningsloven er tale om en straffesag eller adfærdsklagesag.
Efter retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, sluttes behandlingen af en adfærdsklagesag, hvis der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede, eller hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag. I disse tilfælde overgår sagen til straffesagsbehandling efter kapitel 93 c, og vil fra dette tidspunkt være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 9, stk. 3.
Efter § 1019 i, stk. 2, 2. pkt., skal behandlingen af en adfærdsklagesag genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom. Genoptages en adfærdsklagesag efter denne bestemmelse vil der på ny være adgang til aktindsigt i sagens akter. Det samme gælder, hvis statsadvokaten i forbindelse med en indstilling af efterforskningen eller påtaleopgivelse i en straffesag tager stilling til polititjenestemandens adfærd. Der henvises til beretningen for 1999 side 110f og den der omtalte sag.
Indgår der i adfærdsklagesagen akter fra en straffesag, enten fordi sagen oprindelig er startet som straffesag, eller fordi der f.eks. er indgivet klage over politiets magtanvendelse i forbindelse med en anholdelse, vil sådanne akter som nævnt være omfattet af adgangen til aktindsigt.
Der vil dog efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, være mulighed for at begrænse partens adgang til aktindsigt i adfærdsklagesager, hvis hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, begrunder dette. Afvejningen skal foretages for hvert enkelt dokument i sagen, og parten bør i almindelighed gøres bekendt med, at visse oplysninger er tilbageholdt, jf. § 15, stk. 2.
Imødekommes en begæring om aktindsigt under sagens behandling, skal der efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, almindeligvis ske udsættelse af sagen, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt akterne.
Statsadvokaten afviser en adfærdsklage, hvis undersøgelsen ikke har skaffet oplysninger, der støtter klagen, eller klagen er åbenbart grundløs. Finder statsadvokaten på baggrund af undersøgelsen, at der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold i klagen, vil statsadvokaten i sin afgørelse beklage det passerede over for klageren.
Statsadvokatens beklagelse af, at der er begået individuelle fejl, vil ofte munde ud i en kritik af den indklagede polititjenestemand. Dette behøver imidlertid ikke altid at være tilfældet. Beklagelsen kan også angå fejl af mere generel karakter, som undersøgelsen har afdækket. Der kan herved henvises til punkt 6.8.3.
Statsadvokaten har endvidere i nogle sager beklaget et hændelsesforløb eller et forhold over for klageren, selvom der ikke har været grundlag for at bebrejde den indklagede polititjenestemand noget. Eksempler på sådanne objektive beklagelser er beskrevet under punkt 6.8.4. Som anført i Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000 (bilag 12) bør statsadvokaten være tilbageholdende med at beklage et forhold over for klageren, når der intet er at bebrejde politiet.
Endvidere er der tilfælde, hvor statsadvokatens undersøgelse er mundet ud i, at der er udvist kritisabel adfærd eller endog strafbart forhold, men hvor den pågældende polititjenestemand ikke har kunnet identificeres.
Af hensyn til ensartetheden i afgørelserne i adfærdsklagesager har Rigsadvokaten fundet det hensigtsmæssigt, at statsadvokaterne i praksis anvender det samme ordvalg for at beskrive en given kritisabel adfærd. Dette vil tillige i højere grad give de disciplinære myndigheder mulighed for at gennemskue, med hvilken alvor statsadvokaten har set på forholdet, når der skal foretages en reaktion over for den pågældende polititjenestemand. På den baggrund har Rigsadvokaten i en cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000 fastsat retningslinier for, hvilke afgørelser undersøgelsen af en adfærdsklagesag kan munde ud i, og herunder hvilke udtryk der som udgangspunkt bør anvendes ved beskrivelsen af en kritisabel adfærd. I cirkulæreskrivelsen, der er optrykt som bilag 12, er fastsat en kritikskala i 3 grader, d.v.s. kritik, alvorlig kritik og meget alvorlig kritik. Såfremt statsadvokaten ikke finder tilstrækkeligt eller fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere en adfærd, kan denne karakteriseres som uhensigtsmæssig.
Statsadvokatens afgørelse af en straffesag kan gå ud på at afvise anmeldelsen, indstille efterforskningen, opgive påtale, frafalde eller rejse tiltale. Statsadvokaten skal i forbindelse med tiltalespørgsmålet tillige tage stilling til, om der foreligger kritisabel adfærd, og om sagen skal overgå til behandling som adfærdsklagesag. Det følger af retsplejelovens § 1019 i, stk. 2.
Får klageren helt eller delvist medhold i sin klage, er statsadvokatens reaktionsmuligheder udtømte. Sagen oversendes til de disciplinære myndigheder, der herefter træffer afgørelse om hvilke konsekvenser statsadvokatens afgørelse skal have. Der henvises herom til afsnit 2.13.
En kritik kan som anført ovenfor tilkendegives med flere nuancer, og i det følgende gengives eksempler på statsadvokaternes og Rigsadvokatens anvendelse i praksis af de forskellige grader af kritik.
Uhensigtsmæssig adfærd
En række sager afgøres med en tilkendegivelse om, at et hændelsesforløb eller en handlemåde kunne være håndteret mere hensigtsmæssigt, eller at en polititjenestemand burde have handlet anderledes, end han gjorde, uden at det passerede er så groft, at det giver anledning til en egentlig beklagelse eller kritik.Eksempel 1
Uhensigtsmæssigt
(SA2-2001-321-0472 og K
767/2001)
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af, at en kriminalassistent i forbindelse med eftersøgning af en person, der var mistænkt for omfattende bedragerier, forsøgte at signalere over for den eftersøgtes logivært, at denne burde være varsom i omgangen med eftersøgte. Statsadvokaten fandt det dog uhensigtsmæssigt, at kriminalassistenten i den forbindelse havde anvendt udtrykket "platugle" om eftersøgte.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.2. eksempel 2.
Eksempel 2
hensigtsmæssigt
(SA3-2001-44-294 og K
794/2001)
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at en landpolitiassistent overfor en person, der nægtede at åbne døren for politiassistenten, udtalte, at denne skulle lade være med at være et skvat og åbne døren, så de kunne tale sammen. Statsadvokaten fandt dog, at det havde været mere hensigtsmæssigt at undlade brug af en tiltaleform, der kunne opfattes nedladende.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.2. eksempel 4.
Kritik
Hvis det passerede er så groft, at der er grundlag for egentlig kritik anvendes i den nederste del af kritikskalaen udtryk som beklageligt eller kritisabelt.
Eksempel 3
Kritik
(SA6-2001-321-0287 og K 793/2001)
Statsadvokaten kritiserede, at en politiassistent, som reaktion på udtalelsen "Flyt dig din fede nar", kortvarigt trykkede en anholdtes hoved ned i asfalten.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.1. eksempel 1.
Eksempel 4
Beklagelse
(SA5-2000-44-0237 og K
692/2001)
Statsadvokaten beklagede, at en politiassistent i en anholdelsesrapport anførte, at anholdte havde stirrende øjne og virkede meget "klam" – nærmest som taget ud af en standardkasse for beskrivelse af blufærdighedskrænkere.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.2. eksempel 1.
Eksempel 5
Kritik
(SA3-2001-44-291)
Statsadvokaten kritiserede, at to politiassistenter under en ordveksling med en person, der blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, kaldte denne for "Perletand" og udtalte "Du skal ikke spille dum".
Sagen er nærmere omtalt afsnit 7.1.2. eksempel 3.
Eksempel 6
Kritik
(SA6-2000-44-0311 og K 827/2001)
Statsadvokaten kritiserede, at en politiassistent tog cigaret og cigaretpakke fra advokat, der overtrådte rygeforbud i retsbygning.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.3. eksempel 1.
Eksempel 7
Beklagelse
(SA1-00-44-0456)
Statsadvokaten beklagede, at en politibetjent ved sin henvendelse i en cykelforretning i privat anledning og i fremmed politikreds havde forevist sin politilegitimation og bedt en ansat om dennes generalieoplysninger.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.3. eksempel 4.
Eksempel 8
Kritik
(SA1-98-321-0501 og K 733/2001)
Statsadvokaten kritiserede, at reglerne i forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister og i lov om offentlige myndigheders registre om informeret skriftligt samtykke ikke var blevet fulgt ved indhentelse af samtykke til forespørgsel i kriminalregisteret.
Alvorlig kritik
Er der grundlag for en alvorligere påtale, anvendes udtryk som meget kritisabelt, meget beklageligt eller klart uacceptabel.Eksempel 9
Meget kritisabelt
(SA2-2000-321-0427)
Statsadvokaten fandt det meget kritisabelt, at det ikke fremgik af sagen, at et vidne havde haft rettelser og tilføjelser til afhøringsrapporten. Vidnet havde fået telefaxet en foreløbig politirapport udarbejdet på baggrund af notater optaget i forbindelse med afhøringen, og vidnets rettelser og tilføjelser blev indarbejdet i den endelige rapport.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.2.3. eksempel 2 og nedenfor i eksempel 10.
Meget alvorlig kritik
Den skarpeste kritik har været formuleret med vendinger som utilbørlig og yderst/ særdeles kritisabelt.Eksempel 10
Yderst kritisabelt
(SA2-2000-321-0427)
Statsadvokaten fandt, at det var yderst kritisabelt, at en vicekriminalkommissær i en rapport vedrørende afhøring at et vidne på en måde, der kun kunne misforstås, gav udtryk for sin egen subjektive vurdering af vidnets forklaring. I politirapporten stod anført: "vidnet husker ikke alle detaljer fra dette møde, men fremførte med sikkerhed, at ...". Ordene "med sikkerhed" eller tilsvarende var ikke anvendt af vidnet, men alene udtryk for vicekriminalkommissærens subjektive vurdering af vidnets forklaring.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.2.3. eksempel 2 og ovenfor i eksempel 9.
Eksempel 11
Særdeles kritisabelt
(SA1-00-321-0903)
Statsadvokaten fandt en politiassistents adfærd særdeles kritisabel. Politiassistenten havde uden tjenstlig anledning foretaget opslag i Det Centrale Personregister for at undersøge fødselsdatoer på to personer, som hans samlever lå i nabostridigheder med.
Sagen er nærmere omtalt under afsnit 7.2.2. eksempel 6.
Det følger af forarbejderne til loven, at statsadvokaten kan rejse kritik af fejl af mere generel karakter, som undersøgelsen har afdækket. Dette gælder navnlig statsadvokatens undersøgelser i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, hvor begivenhedsforløbet søges klarlagt således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere ikke blot, om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler m.v. kan forebygge lignende hændelser. I sådanne situationer vil kritikken blive fulgt op af en henvendelse til de relevante myndigheder, som oftest Rigspolitichefen, politimesteren eller Justitsministeriet.
Under denne kategori hører sager, hvor statsadvokaten har fundet, at der ikke har været grundlag for at bebrejde den pågældende polititjenestemand noget, men alligevel har beklaget, hvis klageren har opfattet det passerede på en ubehagelig eller krænkende måde, sager hvor klageren f.eks. er kommet til skade under en anholdelse, uden at dette kan bebrejdes politiet, og sager, hvor det ikke er lykkedes at identificere den pågældende polititjenestemand.
Som anført i Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000 (bilag 12) bør statsadvokaten være tilbageholdende med at beklage et forhold over for klageren, når der intet er at bebrejde politiet. Har undersøgelsen godtgjort, at polititjenestemanden ikke har handlet forkert, er der som udgangspunkt ikke anledning til at beklage forholdet over for klageren. Det bør f.eks. ikke beklages, hvis klageren har følt sig krænket ved en udtalelse, som ikke kan bebrejdes polititjenestemanden, eller hvor påstand står mod påstand.
Eksempel 1
Objektiv beklagelse af armbrud i forbindelse med en
anholdelse
(SA5-2000-44-0237 og K 692/2001)
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere den måde hvorpå en anholdelse foregik, men beklagede at den anholdte brækkede den ene arm i forbindelse med anholdelsen.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.1.1. eksempel 3 og 7.1.2. eksempel 1.
Eksempel 2
Stærk kritik kunne ikke rettes mod
enkeltpersoner
(SA5-2000-321-0200 og K 744/2001)
Rigsadvokaten fandt, at en ulovlig anholdelse af en kvinde i forbindelse med installering af en rumaflytning i hendes bolig var særdeles kritisabel, men at der af bevismæssige årsager ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af enkeltpersoner.
Sagen er nærmere omtalt under afsnit 5.2. eksempel 3.
Justitsministeriet og Folketingets Ombudsmand har i beretningsåret udtalt sig om følgende forvaltningsretlige spørgsmål i relation til behandlingen af politiklagenævnssager:
Justitsministeriet har i 2002 i anledning af en konkret politiklagenævnssag meddelt, at det efter ministeriets opfattelse i almindelighed må være et naturligt led i sagsbehandlingen af adfærdsklager, at vedkommende statsadvokat eller Rigsadvokaten underretter sagens øvrige parter om, at afgørelsen er påklaget, således at parterne ikke fejlagtigt – i forlængelse af klagefristens udløb – indstiller sig på den påklagede afgørelse, og således at parterne samtidig – også uden for de tilfælde, hvor en partshøring følger direkte af forvaltningslovens § 19 – får lejlighed til over for klageinstansen at fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger til sagen.
En sådan underretning vil efter Justitsministeriets opfattelse endvidere være en nødvendig forudsætning for, at parten under behandlingen af klagesagen har mulighed for at udnytte sine almindelige forvaltningsretlige partsbeføjelser. På denne baggrund anmodede Rigsadvokaten statsadvokaterne om fremover at foretage den nødvendige underretning af sagens øvrige parter, når en afgørelse i en adfærdsklagesag påklages.
(SA2-1999-44-0364 og K 559/2000)
Folketingets Ombudsmand har i 2002 i anledning af en klage over at statsadvokaten havde stillet behandlingen af en politiklagenævnssag i bero på udfaldet af straffesagen mod klagerne udtalt følgende:
"Statsadvokaten gav i sit brev af 7. januar 2000 ikke de indklagede politiassistenter nogen begrundelse for sin beslutning. Statsadvokatens begrundelse for at berostillelsen ses først at fremgå af statsadvokatens brev af 26. januar 2000 til Politiklagenævnet.
Den begrundelsespligt som følger af reglerne i forvaltningslovens §§ 22-24, gælder for afgørelser vedrørende sagens realitet, dvs. udtalelser der går ud på at fastslå hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. Beslutninger, der træffes som led i selve sagsforberedelsen (procesledende afgørelser), skal efter disse regler som udgangspunkt ikke ledsages af en begrundelse.
Efter min opfattelse bør fortolkningen af forvaltningsloven i almindelighed tage udgangspunkt i, at det skal tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en sådan art at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede til at tilgodese borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedernes beslutningsprocesser.
Jeg har på denne baggrund overvejet om beslutningen om berostillelse i et tilfælde som det foreliggende kan anses for omfattet af lovens afgørelsesbegreb. I en sag som denne hvor der er væsentlige hensyn at tage til de implicerede politifolk, hvor der er udsigt til at berostillelsen vil stå på i længere tid, har sagens parter en klar interesse i at kunne påvirke statsadvokatens beslutningsproces, også i denne fase af politiklagenævnssagens behandling. Forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse ville efter min opfattelse kunne medvirke til at opfylde dette behov, og til generelt at sikre rigtige afgørelser.
Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningsloven finder anvendelse i sådanne tilfælde, men det er min opfattelse at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten havde angivet en begrundelse for sin beslutning over for sagens parter i overensstemmelse med principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24".
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at formulere en egentlig kritik af statsadvokaten, men anmodede Rigsadvokaten om at gøre statsadvokaterne bekendt om Ombudsmandens opfattelse. Dette er sket ved Rigsadvokatens skrivelse af 12. december 2001.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 6.3. eksempel 1.
(SA1-99-321-715 og K789/2001)
Folketingets Ombudsmand har i 2002 i anledning af en henvendelse fra anmelderen i en verserende politiklagenævnssag udtalt kritik af statsadvokatens manglende orientering af anmelderen om sagsforløbet og sagsbehandlingstiden, herunder manglende opfølgning på tidligere oplysninger om den forventede sagsbehandlingstid.
Sagen er nærmere omtalt under punkt 6.6.3.
Gennemgangen af konkrete sager har til formål at beskrive en række typiske sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret. Sagerne er udvalgt i samarbejde med statsadvokaterne og politiklagenævnene. Enkelte af sagerne har været forelagt for Rigsadvokaten af sagens parter. Sager af mere principiel karakter er behandlet i beretningens afsnit 5 og 6, hvortil der henvises.
Gennemgangen af sagerne følger samme systematik som i de foregående års beretninger.
Dette afsnit beskriver 16 sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd i tjenesten. Tre af sagerne vedrører klager over politiets magtanvendelse m.v., mens resten af sagerne vedrører klager over sprogbrug og anden ukorrekt personlig optræden. Endvidere er der beskrevet nogle eksempler på grundløse klager, og et eksempel på en sag, der blev forsøgt afsluttet med en samtale mellem klageren og en højtstående polititjenestemand.
De overordnede principper for politiets magtanvendelse reguleres af straffelovens § 13 og § 14. Der findes endvidere administrative forskrifter, som er udarbejdet på grundlag heraf, herunder Rigspolitichefens kundgørelser om brug af politistav, skydevåben og politihunde.
Principperne i disse regler er, at magtanvendelsen skal være sagligt begrundet, egnet, nødvendigt for at nå målet, mindst indgribende, men dog tilstrækkelig, samt proportional, det vil sige at indgrebet ikke må stå i misforhold til det mål, som forfølges.
I det følgende omtales nogle eksempler på politiets magtanvendelse.
Eksempel 1
Klage over magtanvendelse i forbindelse med
anholdelse
(SA6-2000-321-0287 og K 793/2001)
En mand A blev anholdt for at have forsøgt at befri en kammerat, der var anholdt af politiet. A klagede over, at anholdelsen havde været for hårdhændet, herunder at hans hoved var blevet trykket ned i asfalten på et tidspunkt, hvor han lå værgeløs på jorden.
Statsadvokaten kritiserede, at politiassistenten, som reaktion på A's udtalelse "flyt dig din fede nar", kortvarigt havde trykket A hoved ned i asfalten. Statsadvokaten lagde herved vægt på at A, der forinden havde sat sig voldsomt til modværge og fortsat var meget ophidset, på tidspunktet for politiassistentens handling var blevet passiviseret.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Afgørelsen blev af indklagede indbragt for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 6.8.2. eksempel 3.
Eksempel 2
Anvendelse af maskinpistoler i forbindelse med
anholdelse
(SA4-2000-44-0032 og K 704/2001)
To politiassistenter bevogtede et hus, hvor der var fundet oversavede jagtgeværer, der kunne sættes i forbindelse med et væbnet røveri tidligere samme dag. Politiassistenterne var bevæbnet med maskinpistoler.
Om natten blev politiassistenterne opmærksomme på to personer A og B, der havde indfundet sig ved huset. Politiassistenterne råbte dem an og pegede på dem med maskinpistolerne, der var påmonteret kraftige lygter. A og B blev beordret ned at ligge. Da A lå på maven, gik en af politiassistenterne hen til ham, satte maskinpistolen ned mod A's ryg og beordrede ham til at tage hænderne om på ryggen. A blev herefter ilagt håndjern. Efter at være iført håndjern lå A og B på jorden i måske 25 minutter, indtil der kom yderligere politipersonale til stede. Efter anmodning fik A og B dog lov til at vende sig om på siden i en mere bekvem stilling.
A klagede over, at han havde fået en brutal behandling og blandt andet var blevet tvunget til at ligge i lang tid i en ubekvem stilling på anholdelsesstedet.
Statsadvokaten afviste klagen, da hun henset til fundet af de oversavede jagtgeværer ikke fandt, at politiets magtanvendelse havde gået ud over det nødvendige. Statsadvokaten fandt heller ikke, at A i unødvendig lang tid havde måttet ligge på jorden.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Klageren indbragte sagen for Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen.
Eksempel 3
Klage over magtanvendelse i forbindelse med anholdelse, hvor
anholdte brækkede armen
(SA5-2000-44-0237 og K
692/2001)
En patrulje blev sendt til et cafeteria, fordi bestyreren kort forinden havde oplyst, at en mand M – der var mistænkt for tidligere at have blottet sig på stedet – igen havde indfundet sig i cafeteriaet. M nægtede at følge med politiassistenterne og satte sig kraftigt til modværge. Da den ene politiassistent tog fat i M's arm og tvang den om på ryggen, lød der et smæld fra armen.
Politiassistenten forklarede, at hans første tanke var, at M havde brækket armen, men da denne blot fortsatte sin modstand, gik han ud fra, at han havde taget fejl. M blev herefter ilagt håndjern.
Ved en efterfølgende lægeundersøgelse blev der konstateret adskillige brud på højre overarm. Anholdte blev endvidere fundet svært psykotisk og måtte indlægges på psykiatrisk hospital.
M klagede til statsadvokaten over politiassistent A's fremgangsmåde ved anholdelsen.
Statsadvokaten standsede undersøgelsen, fordi der ikke var tilvejebragt oplysninger, der støttede klagen, men fandt det beklageligt, at M havde brækket armen i forbindelse med anholdelsen. Skaden måtte dog antages at være sket som følge af M's meget kraftige modstand. Statsadvokaten fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at politiassistenterne fortsatte anholdelsen, efter at der havde lydt et smæld fra M's arm. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at M ikke reagerede herpå, men fortsatte modstanden mod anholdelsen.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 7.1.2. eksempel 1 og punkt 6.8.4. eksempel 4.
Eksempel 1
Kritik af sprogbrug i
politirapport
(SA5-2000-44-0237 og K 692/2001)
En beskikket forsvarer for en mand M, der var sigtet for blufærdighedskrænkelse, klagede over, at det i anholdelsesrapporten om M var anført, at denne havde stirrende øjne og virkede meget "klam" – nærmest som taget ud af en standardkasse for beskrivelse af blufærdighedskrænkere.
Statsadvokaten beklagede, at politiassistenten havde anvendt denne formulering i anholdelsesrapporten. Statsadvokaten fandt ikke, at det valgte udtryk kunne anses for berettiget, uanset anholdtes lidt specielle opførsel ved den pågældende lejlighed. Ved en lægeundersøgelse i forbindelse med anholdelsen blev M fundet svært psykotisk og måtte indlægges på psykiatrisk hospital.
Politiklagenævnet påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, idet politiklagenævnet fandt, at politiassistenten havde handlet kritisabelt.
Statsadvokaten oplyste, at han ikke havde opfattet politiklagenævnets udtalelse som udtryk for uenighed. Statsadvokaten fandt dog, at afgørelsen kunne have været formuleret mere hensigtsmæssigt og ville tage spørgsmålet om formulering af udtalelserne op med nævnet for at undgå misforståelser.
Rigsadvokaten lagde herefter til grund, at statsadvokaten var enig med nævnet i, at det var kritisabelt, at politiassistenten havde udtrykt sig som sket i anholdelsesrapporten, og at denne kritik burde have været anført udtrykkeligt i statsadvokatens afgørelse. På denne baggrund foretog Rigsadvokaten sig ikke videre i anledning af nævnets klage.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 7.1.1. eksempel 3 og punkt 6.8.4.
Eksempel 2
Kriminalassistent omtalte en person som
"platugle"
( SA2-2001-321-0472 og K 767/2001)
En mand var eftersøgt af politiet for omfattende bedragerier. To kriminalassistenter rettede i den anledning henvendelse til mandens kvindelige logivært.
Kvinden klagede efterfølgende blandt andet over, at kriminalassistenterne ved henvendelse skulle have udtalt, at eftersøgte var den største platugle og plattenslager, der fandtes, at han havde snydt og bedraget en masse mennesker, og at det ikke var småpenge, det drejede sig om.
Statsadvokaten lagde alene til grund, at en af kriminalassistenterne havde anvendt udtrykket "platugle" om eftersøgte.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at kriminalassistenten havde forsøgt at signalere over for logiværten, at hun burde være varsom i omgangen med eftersøgte, men fandt kriminalassistentens ordvalg uhensigtsmæssigt.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Klageren indbragte sagen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 7.2.2. eksempel 7, og punkt 6.8.4. eksempel 1.
Eksempel 3
Politiassistent kaldte bilist
"Perletand"
(SA3-2001-44-291)
To uniformerede politiassistenter observerede en bil med opbrudt tændingslås, der holdt med motoren tændt og ulåste døre. En af politiassistenterne satte sig ind i bilen. Bilens ejer kom herefter til stede og spurgte ophidset, hvad politiassistenten lavede i hans bil. Politiassistenterne sigtede bilens ejer for overtrædelse af færdselsloven ved at have undladt at sikre bilen, så den ikke kunne benyttes af andre. Der fandt herefter en ordveksling sted.
Bilens ejer klagede over, at en af politiassistenterne på spørgsmål om, hvad han lavede i bilen, flere gange udtalte "Prøv lige at høre her Perletand, nu skal du ikke stå og spille dum."
Statsadvokaten lagde til grund, at den ene politiassistent under ordvekslingen havde kaldt klageren for "Perletand", og at den anden havde udtalt "Du skal ikke spille dum." Statsadvokaten fandt disse udtalelser kritisable. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenterne for at undgå eventuel yderligere konfrontation med klageren, der var ophidset, aggressiv og frembrusende, havde særlig anledning til at anvende korrekt sprogbrug.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 4
Klage over at politiassistent sagde
"skvat"
(SA3-2001-44-294 og K 794/2001)
En landpolitiassistent henvendte sig på en mands bopæl i anledning af, at dennes hund havde overfaldet og væltet en dame på cykel. Manden ville ikke åbne døren for politiassistenten. Politiassistenten, der kendte manden, sagde til denne, at han skulle lade være med at være et skvat og åbne døren, så de kunne tale sammen.
Manden klagede til statsadvokaten over politiassistentens sprogbrug.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af politiassistentens sprogbrug, men tilkendegav, at det havde været mere hensigtsmæssigt at undlade brug af en tiltaleform, der kunne opfattes nedladende.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 6.8.2. eksempel 2.
Eksempel 5
Kritisabel sprogbrug i
brev
(SA2-2000-44-0009)
En forening klagede over, at en politiassessor skrev breve med et uvenligt indhold.
Politiassessoren skrev følgende: "Modtagelsen af Deres brev af 5. ds. anerkendes. Jeg er uforstående overfor Deres forespørgsel. De har spurgt om aktindsigt i sagsakter med en nærmere tidsangivelse, og jeg har svaret, at der ikke beror sagsakter omfattet af reglerne i forvaltningsloven. Der er her tale om en konstatering, som vel ikke kan begrundes yderligere. De angiver at yde "retshjælp" og må derfor formodes at have et i hvert fald grundlæggende kendskab til retsplejeloven, herunder § 101, stk. 2 (klagemulighederne), og anklagemyndighedens organisation.
I Deres sag ... fik De at vide, at rekursmyndigheden er Statsadvokaten for Sjælland, jf. skrivelse af 22. maj d.å.
I Deres sag ... bad De den 30. maj 2000 om klagevejledning, og fik igen at vide, at rekursmyndigheden er Statsadvokaten for Sjælland, jf. min skrivelse af 6. juni 2000.
Nu beder De om klagevejledning igen.
Rekursmyndigheden er fortsat Statsadvokaten for Sjælland."
Statsadvokaten fandt, at tonen i brevet var kritisabel.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Eksempel 6
Politiassistent sagde "god røv" til kvinde, der passerede en
gruppe polititjenestemænd
(SA2-2001-44-0489)
En løsladt kvinde passerede på politistationen en gruppe polititjenestemænd. En af polititjenestemændene sagde i den forbindelse "god røv" til kvinden, der havde klippet hul i bukserne over bagdelen. Kvinden havde tidligere sagt "latterlig uniform" til politiassistenten.
I en notits til statsadvokaten beklagede politiassistenten sin udtalelse.
Statsadvokaten fandt, at politiassistentens udtalelse var kritisabel.
Statsadvokaten udtalte i den forbindelse, at en polititjenestemand, selv i en situation, hvor en kvindelig anholdt måtte tale nedsættende om polititjenestemandens uniform, må afholde sig fra et fremkomme med udtalelser, som er egnede til at virke krænkende med videre eller som i sit indhold kunne fremstå seksuelt præget.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Politiassistent tog en cigaret fra en advokat, der
overtrådte rygeforbud i retsbygning
(SA6-2000-44-0311 og K
827/2001)
En politiassistent påtalte, at en advokat røg på gangarealet i en retsbygning, hvor der var rygeforbud tilkendegivet ved skiltning.
Da påtalen ikke blev efterkommet tog politiassistenten cigaretten fra advokaten, ligesom han tog en cigaretpakke ud af advokatens lomme. Det kom til en meningstilkendegivelse, og politiassistenten smed cigaretten i toilettet.
Statsadvokaten fandt, at politiassistentens handlemåde var kritisabel.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten indbragte sagen for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten fandt dog ikke grundlag for at kritisere, at politiassistenten havde påtalt overtrædelsen af rygeforbuddet over for advokaten.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 6.8.2. eksempel 6.
Eksempel 2
Klager over køreprøvesagkyndigs
adfærd
(SA5-2000-44-0250 og K 812/2001)
En gruppe kørelærere anmodede politimesteren om et møde, da de var utilfredse med en politiassistent, der gjorde tjeneste som køreprøvesagkyndig. Utilfredsheden angik politiassistentens adfærd. Denne blev efterfølgende overført til anden tjeneste.
Politiassistenten anmodede statsadvokaten om at behandle sagen efter retsplejelovens kapitel 93 b. På statsadvokatens forespørgsel oplyste kørelærerne, at de ønskede sagen behandlet som politiklagenævnssag, og statsadvokaten indledte herefter en undersøgelse i sagen. Det fremgik af statsadvokatens afhøringer af 21 klagere, at politiassistenten blev opfattet som nedladende, sur, uhøflig og med manglende gensidig faglig respekt. Politiassistenten afviste klagerne, og statsadvokaten standsede undersøgelsen i sagen, fordi klagerens påstand stod mod politiassistentens i de enkelte tilfælde. Statsadvokaten tilføjede dog, at meget tydede på, at politiassistenten under sit arbejde som køreprøvesagkyndig måske nok burde have håndteret situationen bedre, men at han ikke fandt anledning til at bebrejde politiassistenten dette.
Politiklagenævnet havde erklæret sig uenig i afgørelsen og påklagede denne til Rigsadvokaten. Nævnet anførte i den forbindelse, at politiassistentens adfærd som køreprøvesagkyndig generelt set ud fra alle de foreliggende forklaringer var beklagelig.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 3
Kriminalassistents personlige vurderinger i
politirapport
(SA3-2000-44-270 )
En kriminalassistent, der efterforskede et større sagskompleks om overtrædelse af skattekontrolloven, udarbejdede en rapport, hvori han gjorde rede for tidsforbruget i sagen. I rapporten skrev han blandt andet, at et advokatfirma havde været urimeligt længe om at svare på spørgsmål i sagen, og at flere ansatte hos politiet og Told & Skat, der tidligere havde haft sager med samme advokatfirma, var af den klare opfattelse, at advokatfirmaet bevidst trak sagerne i langdrag i håb om at opnå strafnedsættelse for deres klienter.
En advokat fra advokatfirmaet klagede over ordvalget i rapporten.
Kriminalassistenten, der ikke havde konkrete holdepunkter for sin kritik af advokatfirmaet, beklagede, at han var fremkommet med personlige vurderinger i en politirapport.
Sagen gav anledning til, at politikredsens interne retningslinier om godkendelse af korrespondance mellem politiet og forsvarere m.fl. blev strammet op.
Statsadvokaten tog kriminalassistentens beklagelse til efterretning og underrettede klageren om de tiltag, politikredsen havde gjort for at undgå gentagelser. Politiklagenævnet havde forinden tiltrådt statsadvokatens forslag til afgørelse.
Eksempel 4
Misbrug af politiskilt
(SA1-00-44-0456)
En politibetjent P henvendte sig uden for tjenesten til en cykelhandler, da han udenfor forretningen så en cykel, som han troede var hans egen stjålne cykel. En ansat oplyste cyklens stelnummer til P, der ville sammenligne dette med sit eget stelnummer. På den ansattes forespørgsel om, hvem han talte med, viste P sit politiskilt og bad om den ansattes generalia.
Nogle dage senere henvendte P sig på ny i cykelforretningen, hvor han meddelte ejeren, at han mente, at det var hans cykel og bad om at aflæse stelnummeret. Ejeren af cykelforretningen blev vred over, hvad han opfattede som en beskyldning om at sælge stjålne cykler, og ønskede ikke at medvirke til at udfinde stelnummeret. P tilkaldte det stedlige politi, der konstaterede, at det ikke var P's cykel. P havde også i forbindelse med denne henvendelse forevist sin politilegitimation.
Statsadvokaten beklagede, at politibetjenten havde fremvist sin politilegitimation ved begge henvendelser, og at han i forbindelse med forevisningen af politilegitimation for den ansatte havde anmodet om dennes generalia. Statsadvokaten lagde herved vægt på at henvendelserne var sket i privat anledning og i en fremmed politikreds.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 6.8.2. eksempel 7.
Eksempel 5
Klage over brud på
tavshedspligt
(SA5-2001-44-0293)
En varetægtsfængslet mand, der var indsat i et statsfængsel, var til undersøgelse på et sygehus, hvor han blev konstateret HIV-positiv. Transporten til sygehuset blev efter anmodning fra den politikreds, der behandlede straffesagen mod arrestanten, forestået af to politiassistenter fra en anden politikreds. Politiassistenterne var tilstede under konsultationen.
Arrestanten klagede via sin advokat over at politiassistenterne videregav oplysningerne om, at han var konstateret HIV-positiv til deres vagthavende, og at den vagthavende videregav oplysningen til den assisterede politikreds. Arrestanten havde ikke givet samtykke til videregivelse af oplysningerne.
Statsadvokaten behandlede sagen efter retsplejelovens kapitel 93 b under henvisning til, at klagen var indgivet som en klage over politiets adfærd i tjenesten, og da der ikke umiddelbart var anledning til at tro, at der kunne være tale om så grove brud på tavshedspligten, at strafferetlige sanktioner kunne komme på tale.
Statsadvokaten fandt, at det på ingen måde kunne bebrejdes politiassistenterne, at de orienterede deres nærmeste foresatte – dvs. den vagthavende – om arrestantens sygdom, da dette kunne have sikkerhedsmæssig betydning.
Statsadvokaten fandt endvidere ikke, at den vagthavendes videregivelse af oplysningerne om arrestantens sygdom til den assisterede politikreds var i strid med reglerne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3. Statsadvokaten lagde herved til grund, at den vagthavendes henvendelse var begrundet i et ønske om at tilrettelægge sit personales arbejde, herunder sikkerhedsmæssigt, bedst muligt.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Upræcis klage over politipersonales
adfærd
(SA3-2001-44-293)
En mand klagede over "respektløs, uhøflig, uvenlig samt unødig aggressiv behandling" fra politipersonales side på en motorvejsrasteplads. Klageren undlod at konkretisere klagen trods flere anmodninger herom.
Statsadvokaten afviste herefter klagen.
Politiklagenævnet var enig heri.
Eksempel 2
Klage over polititjenestemænds opførsel overfor
fodgænger
(SA1-01-44-0500)
En spirituspåvirket mand gik over for rødt lys foran en patruljevogn. Da han blev bedt om at gå tilbage fortsatte han over vejbanen, idet han udtalte "Nå, taler I dansk".
Polititjenestemændene udfærdigede på stedet en tilkendegivelse med en takstmæssig bøde på 500 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 10, der blev udleveret til manden. I den forbindelse lagde manden armen om skulderen på den ene polititjenestemand og forsøgte at give ham et kindkys.
Efter at have modtaget et bødeforelæg for overtrædelse af politivedtægten, indgav manden klage over polititjenestemændenes meget nedladende, sarkastiske og ekstremt irettesættende opførsel. Polititjenestemændene afviste at have optrådt, som klageren anførte.
Det blev lagt til grund, at klageren under episoden havde optrådt provokerende og nedladende.
Statsadvokaten afviste herefter klagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiets behandling af mindre klager er beskrevet i afsnit 7.2. i beretningen for 1996. I forarbejderne til loven er det forudsat, at man kan opretholde den hidtil fulgte praksis ved behandling af små klager, der afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det er blandt andet en forudsætning, at klageren fra politiet får en vejledning om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at politiet udfærdiger en notits om det passerede. Denne notits forelægges for statsadvokaten, så statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en undersøgelse af egen drift. Det forudsættes, at statsadvokaten sender kopi af notitsen til politiklagenævnet. Disse regler er uddybet i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 til anklagemyndigheden og politiet vedrørende behandlingen af klager over politipersonalet m.v. pkt. 7. Cirkulæreskrivelsen er optrykt som bilag 7.
Begrebet "mindre klager" må fortolkes som rene bagatelsager, og mæglingen skal foretages af højtplaceret politipersonale. Tidsmæssigt må en sådan mægling formentlig finde sted kort tid efter, at klagen er indgivet.
Som anført i beretningen 1999 side 141f. er det kun klager, der er indgivet til politiet, der kan behandles som notitssager. Klager, der er indgivet direkte til statsadvokaten, skal således – uanset klagens karakter – behandles af statsadvokaten. Det er for tiden under overvejelse at justere denne ordning, således at statsadvokaten med klagerens samtykke kan tilbagesende sagen til politimesteren med henblik på mægling.
I den følgende sag blev notitssagsbehandling forsøgt. Der er ikke i øvrigt indberettet sager, der illustrerer ordningen med notitssager.
Eksempel
Notitssagsbehandling
forsøgt
(SA3-2001-44-279)
To unge mænd blev standset af politiet i anledning af, at de kørte på fortovet på en brugsstjålet barnecykel.
Efter at have vedtaget en bøde for brugstyveri, indgav mændene en klage til politimesteren over den ene politiassistents adfærd under politiforretningen. Denne skulle angiveligt have hånet klagerne og i den forbindelse udtalt, "Hvor lavt kan man synke" og "Nu kan I ikke få nogle job".
Klagen blev efter aftale med statsadvokaten forgæves søgt afgjort som notitsklage.
Ved afgørelsen lagde statsadvokaten til grund, at klagerne havde været berusede og ikke havde haft megen forståelse for, at politiet greb ind overfor en forseelse, som forekom dem ubetydelig. Politiassistenten havde i den forbindelse udtalt, "Hvor lavt kan man synke" i betydningen at stjæle en barnecykel.
Statsadvokaten afviste klagen, men tilkendegav overfor politiassistenten, at det havde været mere hensigtsmæssigt, om han havde undladt at udtale sin personlige opfattelse af brugstyveriet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Dette afsnit beskriver 23 sager, hvor polititjenestemænd er anmeldt for strafbart forhold i tjenesten. Fire af sagerne vedrører anmeldelse af vold og trusler, heraf to i forbindelse med anholdelse, mens resten af sagerne vedrører anmeldelse af brud på tavshedspligten og misbrug af politiets registre, anmeldelser om strafbare forhold under efterforskningen samt andre anmeldelser af strafbare forhold. Endvidere beskrives tre eksempler på grundløse anmeldelser.
Eksempel 1
Trusler mod vidne
(SA1-01-321-1154)
En politibetjent A, der tidligere havde anmeldt en politiassistent B for vold mod en anholdt og afgivet vidneforklaring under byrettens behandling af straffesagen mod B, blev i den anledning udsat for trusler, truende adfærd, hån, skældsord eller anden fornærmelig tale af to andre polititjenestemænd C og D, som han tilfældigt i sin fritid mødte på et værtshus. C og D havde ikke været involveret i voldssagen.
A's veninde anmeldte forholdet til Politidirektøren i København, som videresendte anmeldelsen til statsadvokaten.
Statsadvokaten indledte efterforskning i sagen, og rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod politiassistenterne C og D for overtrædelse af straffelovens § 123.
Begge betjente blev i byretten idømt fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 123. Dommen blev anket til landsretten, der skærpede straffene til fængsel i 4 måneder.
Sagen mod B er omtalt i beretningen 2000 side 133 eksempel 1 og under punkt 8.1.3.
Eksempel 2
Dom for vold
(SA2-2001-321-0484)
En politiassistent blev i byretten frifundet for forsøg på ulovlig tvang og for vold efter straffelovens § 244, jf. § 154 mod en 16-årig dreng.
Statsadvokaten ankede dommen til landsretten, der fandt politiassistenten skyldig og idømte denne fængsel i 40 dage. Det blev under sagen lagt til grund, at politiassistenten under trussel om tæsk havde forsøgt at få drengen til at forlade en pengeautomat, hvor de begge ville hæve penge, hvorefter politiassistenten, da drengen blev på stedet, tildelte denne et knytnæveslag i ansigtet.
Politiassistenten blev efterfølgende afskediget.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 6.1.2. eksempel 1.
Eksempel 3
Vold mod anholdt
(SA6-2001-321-0290 og
394/2001)
En 18-årig mand påkørte en politibetjent A, der stod på et køreareal på en parkeringsplads ved en hal.
A og politiassistent B, der havde set påkørslen, anmodede føreren om at stå ud af bilen, og da denne ikke umiddelbart efterkom anmodningen, hev de ham ud af bilen. A og B tildelte i den forbindelse begge føreren flere slag med staven.
Føreren blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 41, stk. 1, samt straffelovens § 119 og § 252. Statsadvokaten opgav påtale mod føreren. Denne afgørelse blev tiltrådt af Rigsadvokaten.
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod begge politiassistenter for vold efter straffelovens § 244.
Ved byrettens dom blev A frifundet, mens B blev idømt en betinget dom uden straffastsættelse.
Retten lagde til grund, at politiassistenterne havde opfattet situationen således, at påkørslen af A var forsætlig og at de første slag med staven blev tildelt i den hensigt at foretage en lovlig anholdelse af føreren. Retten fandt ikke at kunne afvise, at politiassistenterne opfattede situationen således, at føreren gjorde modstand, og at dette var baggrunden for, at han blev tildelt slag med staven.
Retten lagde endvidere til grund, at B slog føreren et par gange med staven, mens han lå ned, og i al fald ikke dér kunne udøve nævneværdig modstand. Retten fandt, at det på dette tidspunkt måtte have stået B klart, at disse slag ikke var nødvendige for at gennemføre anholdelsen.
Ved strafudmålingen lagde retten afgørende vægt på, at B havde været overordentligt chokeret som følge af, at han overværede påkørslen af A, og at dette var baggrunden for den hårdhændede behandling af føreren.
Disciplinærsagen blev afgjort med forflyttelse til anden politikreds.
Eksempel 4
Vold mod anholdt
(SA5-2000-321-0193)
En spirituspåvirket mand A, der var anholdt for butikstyveri, blev iført håndjern og indsat på bagsædet i en patruljevogn. A beklagede sig over anholdelsen og anmodede om at få løsnet håndjernene. Da dette ikke blev imødekommet, hidsede han sig voldsomt op og tildelte i den forbindelse føreren af patruljevognen, politiassistent B, et spark i nakken. B, der var alene i patruljevognen med A og dennes medgerningsmand, stod ud af patruljevognen, åbnede døren til bagsædet og tildelte A adskillige slag med staven på kroppen.
Politimesteren orienterede statsadvokaten om episoden, og statsadvokaten indledte herefter en efterforskning efter reglerne i retsplejelovens § 93 c. A indgav senere anmeldelse mod politiassistenten for vold.
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 154.
Ved byrettens dom blev politiassistenten idømt 20 dages betinget hæfte. Byretten fandt, at straffen kunne nedsættes efter princippet i straffelovens § 84, stk. 1, under hensyn til, at A forinden havde sparket politiassistenten i hovedet.
Dommen blev anket til landsretten, der forhøjede straffen til 40 dages betinget fængsel. Landsretten lagde herved vægt på, at volden var udøvet overfor en person, der var ilagt håndjern. Landsretten fandt ligesom byretten, at der var grundlag for strafnedsættelse i medfør af straffelovens § 84, stk. 1, nr. 1 og 4, og straffen blev derfor gjort betinget.
Disciplinærsagen blev afgjort med forflyttelse til anden politikreds.
Eksempel 1
Søgning i Det Centrale Personregister uden tjenstlig
anledning
(SA2-2000-321-0422)
En politiassistent foretog en dag uden tjenstlig anledning 620 søgninger i Det Centrale Personregister og fik derved vist 2623 cpr-numre. Baggrunden herfor var, at politiassistenten som medlem af en forening ville sikre gennemførelsen af et foreningsarrangement.
Statsadvokaten sigtede politiassistenten for stillingsmisbrug efter straffelovens § 155, men opgav senere påtale med henvisning til, at området for straffelovens § 155 alene er det grove tjenestemisbrug, mens mindre alvorlige tjenesteforsømmelser afgøres disciplinært af ansættelsesmyndigheden.
Politiassistenten vedtog en bøde på 1000 kr. for overtrædelse af Indenrigsministeriets forskrifter for Det Centrale Personregister § 16, stk. 2, jf. § 34.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Anmeldelse om anvendelse af oplysninger fra Det Centrale
Personregister til privat brug
(SA2-2001-321-0463)
En kvinde indgav anmeldelse om, at en politiassistent i privat anledning havde indhentet oplysninger om hende og hendes søn i politiets registre. Kvinden havde modtaget et brev fra politiassistenten, hvor der blandt andet stod, at han "gennem de centrale registre" havde fundet frem til hendes identitet, og at han formodede, at hun var mor til barnet A, der havde generet hans barn i skolen.
Politiassistenten forklarede, at han oprindeligt havde søgt efter A's identitet i Det Centrale Personregister med henblik på at indgive en anmeldelse om vold mod A. På grund af A's unge alder besluttede han i stedet at søge sagen drøftet med A's forældre og skrev derfor til dem.
Ifølge undersøgelser hos Rigspolitichefens dataafdeling var der alene søgt i Det Centrale Personregister og ikke i andre registre. Politiet i den politikreds, hvor A boede, kunne endvidere bekræfte, at politiassistenten havde rettet telefonisk henvendelse for at anmelde, at hans barn havde været udsat for vold, men at han – efter drøftelser om A's alder – havde ønsket at overveje sagen på ny. Efterforskningen af sagen blev herefter indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, og sagen blev sendt til politimesteren med henblik på en eventuel disciplinær afgørelse. Politiklagenævnet var enig heri.
Politimesteren afgjorde siden sagen med en advarsel.
Eksempel 3
Anmeldelse om brud på tavshedspligt i forbindelse med
udtalelser til pressen
(SA1-99-321-564)
En advokat A var sigtet for strafbart forhold ved at have forsynet et dokument med en vitterlighedsunderskrift om en underskrift, han ikke havde set blive påført, og som senere viste sig at være falsk.
A's forsvarer klagede over, at to kriminalinspektører i udtalelser til pressen havde givet oplysninger om sagen, der var omfattet af deres tavshedspligt. Det drejede sig blandt andet om udtalelser som "Der verserer en straffesag mod A", "Politiet er på vej med en sigtelse imod ham", "A har begået noget strafbart i forbindelse med sin vitterlighedspåtegning", og "det var en misforstået brug af tavshedspligt hos de pågældende advokater, der gjorde det muligt at holde de falske papirer hemmelige for selskabets bestyrelsesformand ...". Endvidere havde de udtalt sig om, hvad A havde forklaret til politirapport, herunder at han havde afgivet skiftende forklaringer.
Statsadvokaten fandt ikke, at der forelå en sådan overtrædelse af kriminalinspektørernes tavshedspligt, at der var begået et strafbart forhold, men det blev i afgørelsen påtalt, at udtalelserne var blevet fremsat. Statsadvokaten fandt, at udtalelserne om sagens stadium burde have været formuleret mere neutralt, f.eks. "Politiet har indledt en undersøgelse i sagen" eller lignende. Statsadvokaten fandt endvidere, at politiet under efterforskningen af en straffesag ikke i almindelighed bør udtale sig om, hvad en sigtet, der nægter sig skyldig, har forklaret til politiet, herunder om denne har afgivet skiftende forklaringer.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen og udtalte følgende: "Politiklagenævnet... finder ligesom statsadvokaten, at sagen skal bedømmes i lyset af den store offentlige interesse, der har været knyttet til sagen. Årsagen hertil må for størstedelens vedkommende henføres til mediernes omfattende omtale af sagen. Anklagemyndigheden havde ingen særlig anledning til at gøre brug af pressen. Havde anklagemyndigheden valgt at afvise journalisternes henvendelse, ville den hermed have været med til at skabe mytedannelse. Efter Nævnets mening har Anklagemyndigheden bestræbt sig på at skabe balance mellem hensynet til offentlighedens og de private interesser, der har været knyttet til sagen."
Eksempel 4
Videregivelse af oplysninger fra
Kriminalregisteret
(SA1-98-321-0501 og K 733/2001)
En forening anmeldte en polititjenestemand for strafbart forhold ved at have indhentet og videregivet fortrolige oplysninger fra Kriminalregisteret til et filmproduktionsselskab til brug ved udvælgelse af statister til en TV-serie med rekonstruktioner af uopklarede alvorlige forbrydelser.
Under statsadvokatens undersøgelse blev det oplyst, at politiet i forbindelse med rekonstruktionen af et røveri var blevet opmærksom på, at en af de deltagende statister tidligere var dømt for alvorlig kriminalitet. Det blev herefter besluttet at kontrollere de medvirkende statister i Kriminalregisteret.
Ordningen blev praktiseret således, at produktionsselskabet oplyste, hvilke personer man ønskede at anvende som statister, hvorefter polititjenestemanden efter opslag i Kriminalregisteret meddelte selskabet, hvem der var "egnet" eller "uegnet" som statister. Der blev ikke videregivet oplysninger om, hvad der måtte være registreret i Kriminalregisteret.
Statisterne blev forinden mundtligt informeret om, at de ville blive kontrolleret i politiets registre.
Efter at fremgangsmåden var blevet kritiseret i pressen blev proceduren ændret således, at staben af statister blev anmodet om skriftligt at meddele samtykke til indhentelse af oplysninger i Kriminalregisteret. Samtykkeerklæringer opfyldte imidlertid ikke betingelserne i § 37, stk. 2, i registerforskrifterne, fordi det ikke var angivet, hvem oplysningerne måtte videregives til, og hvorledes oplysningerne måtte anvendes af den angivne modtager.
Statsadvokaten fandt, at formuleringen "egnet" eller "uegnet" måtte sidestilles med en oplysning fra Kriminalregisteret, idet det stod de implicerede klart, at baggrunden for svaret var en forespørgsel i dette register.
Under hensyn til, at kontrollen skete til berettiget varetagelse af offentlige interesser og var nødvendig af hensyn til forurettede, vidner og øvrige medvirkende, at polititjenestemanden troede, at der forelå gyldigt, mundtligt samtykke fra statisterne, samt usikkerheden om, hvorvidt oplysningen om egnethed kunne sidestilles med en oplysning fra Kriminalregisteret, fandt statsadvokaten ikke, at polititjenestemanden havde haft forsæt til overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1. Sagens karakter og omfang gav endvidere ikke grundlag for anvendelse af straffelovens § 157 om tjenesteforsømmelse.
Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i sagen.
Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at reglerne i registerforskrifternes § 37, stk. 2, og i lov om offentlige myndigheders registre § 16, stk. 3, om informeret, skriftligt samtykke, ikke havde været fulgt.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen blev af anmelderen indbragt for Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen.
Eksempel 5
Anmeldelse om videregivelse af oplysninger fra lukket
retsmøde
(SA1-00-321-0811)
En advokat indgav på vegne en 15-årig dreng, der var sigtet for voldtægt, anmeldelse mod politiet for overtrædelse af retsplejelovens § 29 d, jf. § 32 b, ved at have givet oplysninger til pressen fra et lukket grundlovsforhør.
Et formiddagsblad bragte dagen efter en omtale af sagen. Som artiklen fremtrådte, måtte det antages, at journalisten havde oplysninger fra det lukkede grundlovsforhør.
Statsadvokatens undersøgelse kunne ikke afdække, hvem journalistens kilde var.
Den vicekriminalinspektør, der mødte som anklager under grundlovsforhøret, oplyste, at han alene havde fortalt en journalist fra det pågældende formiddagsblad, at drengen var blevet fængslet. Af anklagerens forklaring fremgik, at han ikke var klar over, at denne oplysning ikke kunne gives, når kendelsen om fængsling var afsagt for lukkede døre.
Der blev ikke rejst sigtelse mod anklageren, fordi overtrædelsen var af mere formel karakter, og fremgangsmåden havde været fast praksis.
Efterforskningen blev herefter indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, 1. pkt. Statsadvokaten lagde herved blandt andet vægt på, at mange med tilknytning til skolen, hvor den forurettede pige og den sigtede dreng var elever, havde givet oplysninger til pressen om sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen gav anledning til, at det blev aftalt med byretten, at pressen fremover underrettes om fængslingen ved at selve kendelsen bliver oplæst i et åbent retsmøde, eller ved at dommeren efter retsmødets afslutning kort orienterer pressen om, hvorvidt der er sket fængsling eller ej.
Eksempel 6
Opslag i Det Centrale
Personregister
(SA1-00-321-0903)
En politiassistent foretog uden tjenstlig anledning opslag i Det Centrale Personregister for at undersøge fødselsdatoer på to personer A og B, som hans samlever lå i nabostridigheder med. Samleveren havde blandt andet senere – som chikane – indmeldt A og B i FDM.
A og B indgav anmeldelse mod politiassistenten for misbrug af politiets registre.
Under statsadvokatens efterforskning, erkendte politiassistenten det uberettigede opslag i Det Centrale Personregister, men nægtede at have videregivet oplysningerne til samleversken.
Statsadvokaten fandt, at politiassistentens opslag i registeret var sket i strid med reglerne i Rigspolitichefens kundgørelse om benyttelse af Det Centrale Personregister, og lov om behandling af personoplysninger § 6.
Statsadvokaten indstillede imidlertid efterforskningen, fordi han ikke fandt grundlag for at rejse tiltale mod politiassistenten for tavshedsbrud efter straffelovens § 152 eller tjenestemisbrug efter § 155. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at der ikke kunne føres bevis for, at politiassistenten havde videregivet oplysningerne til sin samlever.
Politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby var enig, men fandt, at politiassistenten havde udvist en særdeles kritisabel adfærd ved at foretage det uberettigede opslag i registeret.
Statsadvokaten tilsluttede sig dette.
Sagen blev sendt til Rigspolitichefen med henblik på disciplinærafgørelse, og politiassistenten blev senere meddelt en disciplinær advarsel.
Sagen er endvidere omtalt under afsnit 6.8.2. eksempel 10.
Eksempel 7
Anmeldelse om brud på
tavshedspligten
(SA2-2001-321-0472 og K 767/2001)
En mand var eftersøgt af politiet for omfattende bedragerier. To kriminalassistenter rettede i den anledning henvendelse til mandens kvindelige logivært. Kriminalassistenterne oplyste overfor logiværten, at det drejede sig om en bedragerisag, og at eftersøgte havde været eftersøgt i et års tid.
Kvinden klagede efterfølgende blandt andet over, at kriminalassistenterne ved henvendelsen ikke havde overholdt tavshedspligten.
Statsadvokaten fandt ikke, at der var videregivet fortrolige oplysninger og indstillede undersøgelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Klageren indbragte sagen for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og udtalte:
"Det må antages, at der er snævre grænser for, hvilke oplysninger om enkeltpersoners strafbare forhold, en polititjenestemand kan videregive. Jeg finder dog ikke, at et forhold som det foreliggende er omfattet af straffelovens § 152, stk. 1, om krænkelse af tavshedspligten. Jeg har herved lagt vægt på, at videregivelsen af oplysningerne om, at det drejede sig om en bedragerisag, og at kriminalpolitiet havde søgt ... i et års tid, ikke kan anses for uberettiget i den givne sammenhæng. Jeg finder det således helt naturligt, at politiet i et tilfælde som det foreliggende i et vist omfang oplyser om baggrunden for henvendelsen, og jeg finder ikke, at der i denne sag er videregivet oplysninger af en sådan karakter, at der efter en samlet vurdering er tale om brud på tavshedspligten."
Sagen er endvidere omtalt under punkt 7.1.2. eksempel 2.
Eksempel 1
Kriminalassistent indhentede teleoplysninger uden
hjemmel
(SA1-00-321-884 og K 739/2001)
En kriminalassistent afhørte en udlænding, der skulle udsendes, om, hvilket land han kom fra. I den forbindelse tog han kopi af to telefonkort, som han fandt i udlændingens pung. Udlændingen protesterede ikke herimod. Kriminalassistenten spurgte herefter vedkommende teleselskab, hvilke telefonsamtaler, der havde været ført ved hjælp af det ene telefonkort. Dette blev godkendt af kriminalassistentens umiddelbare foresatte.
Teleselskabet oplyste derpå hvilke telefonnumre, der var sket opkald til. Blandt disse var foretaget opkald til et telefonnummer på Elfenbenskysten, og politiet rettede derfor henvendelse til den stedlige generalkonsul med henblik på at få oplyst, hvem telefonnummeret tilhørte. Inden der fremkom oplysning herom, blev politiets ledelse opmærksom på, at der derved muligvis forelå et indgreb i meddelelseshemmeligheden i strid med retsplejelovens regler, og sagen blev sendt til statsadvokaten til undersøgelse i henhold til retsplejelovens kapitel 93 c.
Statsadvokaten lagde til grund, at der ikke i retsplejeloven eller i anden lovgivning var hjemmel til det foretagne indgreb i meddelelseshemmeligheden i en udsendelsessag. Da kriminalassistenten imidlertid måtte antages at havde handlet i god tro, indstillede statsadvokaten efterforskningen. Statsadvokaten lagde herved blandt andet vægt på, at kriminalassistenten ifølge sin forklaring ikke havde gjort sig tanker om, at der forelå et indgreb i meddelelseshemmeligheden og at kriminalassistentens umiddelbare foresatte heller ikke havde været opmærksomme herpå.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Udlændingens advokat påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen.
Eksempel 2
Anmeldelse om embedsmisbrug og bevisforvanskning i
forbindelse med afhøring af vidne
(SA2-2000-321-0427)
Advokaterne for en tiltalt i en sag vedrørende omfattende bedrageri og dokumentfalsk anmeldte en vicekriminalkommissær for embedsmisbrug og bevisforvanskning i forbindelse med afhøringen af et vidne, der var bosiddende i Norge.
Afhøringen af vidnet fandt sted i Norge, og vicekriminalkommissæren foretog af tidsmæssige årsager alene notater om vidnets forklaring. Vicekriminalkommissæren udfærdigede på baggrund af sine notater en foreløbig rapport om vidnets forklaring. Denne blev faxet til vidnet, og vidnets rettelser og tilføjelser blev indarbejdet i den endelige politirapport. Denne fremgangsmåde fremgik ikke af politirapporten.
Vicekriminalkommissæren påførte efterfølgende den endelige politirapport en påtegning, hvoraf det fremgik, at vidnet i tilslutning til sin forklaring havde lejlighed til at gennemlæse sin forklaring til rapporten, som han godkendte.
I den endelige politirapport var det blandt andet anført, at "vidnet husker ikke alle detaljer fra dette møde, men fremførte med sikkerhed, at...". Under statsadvokatens undersøgelse kom det frem, at vidnet ikke selv havde anvendt ordene "med sikkerhed" eller tilsvarende, men at vicekriminalkommissæren alene havde givet udtryk for sin subjektive vurdering af vidnets forklaring.
Statsadvokaten besluttede at indstille efterforskningen i sagen, men udtalte kritik af flere af de trufne dispositioner i sagen.
Statsadvokaten fandt således, at det var beklageligt, at dispositionerne omkring vidnets gennemlæsning og godkendelse af politirapporten ikke klart fremgik af sagen, samt at det var kritisabelt at påtegningen om vidnets gennemlæsning og godkendelse var formuleret på en måde, der gav anledning til misforståelser. Statsadvokaten fandt endvidere, at det var meget kritisabelt, at det ikke fremgik af sagen, at vidnet havde rettelser og tilføjelser til afhøringsrapporten. Endelig fandt statsadvokaten, at det var yderst kritisabelt, at vicekriminalkommissæren på en måde, der kun kunne misforstås, gav udtryk for sin egen subjektive vurdering af vidnets forklaring. Statsadvokaten udtalte i den forbindelse, at hvis der var behov for en sådan vurdering, burde den have fundet klart udtryk andetsteds i rapporten eller i hvert fald på en anden måde, som ikke efterlod læseren af rapporten i nogen tvivl om, at ophavsmanden til bemærkningen ikke var vidnet, men vicepolitikommissæren.
Politiklagenævnet var enig i statsadvokatens afgørelse.
Politidirektøren har efterfølgende meddelt vicekriminalkommissæren en disciplinær advarsel.
Sagen er endvidere omtalt under punkt 6.8.2. eksempel 9 og 10.
Eksempel 1
Tiltale for forbrug af fejlagtigt anvist
ulempetillæg
(SA1-01-321-1176 og K 800/2001)
En politiassistent P modtog i forbindelse med udsendelse til tjeneste i udlandet et ulempetillæg på ca. 17.000 kr. månedlig. Ved en fejl fik han fortsat anvist ulempetillægget efter hjemkomsten. Fejlen blev først opdaget efter ca. et år. Han havde da modtaget i alt netto 100.000 kr. i ulempetillæg.
Rigspolitichefen anmodede statsadvokaten om at undersøge, om P havde begået strafbart forhold ved ikke at give lønanvisningen meddelelse om fejlen. Efter at P var indkaldt til afhøring hos statsadvokaten, tilbagebetalte han beløbet.
Under afhøringen forklarede P, at han ikke havde bemærket, at han fortsat fik anvist ulempetillægget, før han blev gjort opmærksom herpå af lønanvisningen. Han oplyste endvidere, at han havde betalt ca. 30.000 kr. af det nævnte beløb fra et indestående på sin bankkonto, medens han havde måttet låne resten, godt 70.000 kr., i banken.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, da der ikke forelå fuldt tilstrækkeligt bevis for, at politiassistenten havde haft varig tilegnelseshensigt. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenten måtte have været klar over, at forholdet ville blive opdaget, og at han faktisk var i stand til at tilbagebetale beløbet.
Politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby var uenig i afgørelsen, idet nævnet fandt, at der burde rejses tiltale for ulovlig omgang med hittegods efter straffelovens § 277. Nævnet lagde vægt på beløbets størrelse, og på at det meste af beløbet var forbrugt.
Nævnet påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der omgjorde afgørelsen og bestemte, at der skulle rejses tiltale mod politiassistenten for overtrædelse af straffelovens § 277.
Politiassistenten blev frifundet. Dommen er ikke anket.
Eksempel 2
Anmeldelse om
embedsmisbrug
(SA2-2001-321-0478)
En politiassistent udfærdigede på politimesterens brevpapir en skrivelse til sit forsikringsselskab til brug for en sag, hvor hans ægtefælle havde været involveret i et trafikuheld. Skrivelsen indeholdt politiassistentens private observationer fra uheldsstedet.
Modparten i trafikuheldet anmeldte politiassistenten for at have misbrugt sin stilling i privat øjemed.
Politiassistenten forklarede, at skrivelsen blev skrevet på en computer på tjenestestedet, og at han ikke var opmærksom på, at der derved automatisk kom politimesterens brevhoved på. Dette var ikke tilsigtet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen, fordi han ikke fandt, at politiassistenten havde haft forsæt til stillingsmisbrug efter straffelovens § 155. Statsadvokaten lagde herved navnlig vægt på ordlyden i skrivelsen, hvor blandt andet vendingerne "min kone" og "vores bil" blev anvendt.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politimesteren meddelte politiassistenten en disciplinær advarsel.
Eksempel 3
Tiltale for overtrædelse af straffelovens §
144
(SA1-99-321-695)
En politiassistent modtog i forbindelse med indrejsekontrol på krydstogtsskibe cigaretter fra skibenes personale. Rederiet blev opmærksom på forholdet og anmodede om et møde med ledelsen af den pågældende politiafdeling.
Under efterforskningen blev politiassistenten sigtet for overtrædelse af straffelovens § 144 og toldloven.
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod politiassistenten.
Byretten lagde til grund, at politiassistenten uberettiget havde modtaget ikke under ni kartonner cigaretter, og han blev idømt fængsel i 60 dage betinget og en tillægsbøde på 4.000 kr.
Dommen er anket.
Eksempel 4
Anmeldelse om
tjenesteforsømmelse
(SA5-2001-321-0234)
En ungdomsskoleleder anmeldte telefonisk til politiet, at han stod med fem unge drenge, der havde tilstået et tyveri. En patrulje med to politiassistenter A og B blev sendt til stedet. Inden patruljen nåede frem havde yderligere to drenge tilstået tyveriet.
Politiassistenterne meddelte ungdomsskolelederen, at de skulle hente fem cpr-numre. Der udspandt sig herefter en diskussion mellem ungdomsskolelederen og politiassistent A om, hvorvidt der skulle hentes fem eller syv numre, samt om der skulle optages rapport. Politiassistenterne forlod herefter stedet uden oplysninger af nogen art.
Ungdomsskolelederen klagede. Statsadvokaten efterforskede sagen som mulig tjenesteforsømmelse efter straffelovens § 157, fordi der tidligere havde verseret sager mod politiassistent A for overtrædelse af denne bestemmelse.
Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistenternes noget "kluntede" håndtering af situationen var en tjenesteforsømmelse omfattet af straffelovens § 157. Statsadvokaten bemærkede i den forbindelse, at der skal noget særligt til for at kvalificere en uheldig håndtering af en politiopgave som en strafbar tjenesteforsømmelse.
Statsadvokaten fandt imidlertid politiassistenternes adfærd meget kritisabel. Statsadvokaten lagde herved vægt på at politiassistenterne intet havde gjort for at søge misforståelsen opklaret, og at de ikke havde udvist den fornødne konduite eller forståelse for ungdomsskolelederens situation, hvilket bevirkede, at dennes autoritet blev undermineret.
Der blev indledt en disciplinærsag mod politiassistent A, der blev ikendt en bøde på 2.000 kr.
Eksempel 5
Manko i kassebeholdning hos
landpolitiassistent
(SA6-2001-321-0301)
En politimester konstaterede under et uanmeldt kasseeftersyn hos en landpolitiassistent, at der manglede ca. 1.400 kr. i den kassebeholdning, politiassistenten havde fået udleveret.
Statsadvokaten sigtede politiassistenten for underslæb efter straffelovens § 278 og tjenesteforsømmelse efter § 156. Politiassistenten forklarede, at kassebeholdningen for det meste havde bestået af store sedler, fordi det så var lettere at gøre kassen op, når han to gange om ugen foretog afregning på politigården. Han lagde derfor ofte sine egne midler i kassen, hvis han skulle give en borger penge tilbage. Mankoen var fremkommet ved, at han havde betalt private regninger ud af kassen, fordi han troede, at han havde penge til gode i kassen. Han havde forud for sagen intet kendskab til Politiets Regnskabsinstruks.
Politimesteren oplyste, at der aldrig tidligere var konstateret uoverensstemmelser med politiassistentens afregninger eller kvitteringer. Han bekræftede, at politiassistenten aldrig havde modtaget særlig vejledning om sine regnskabsmæssige forpligtelser.
Statsadvokaten fandt under hensyn til beløbets størrelse og politiassistentens forklaring om, hvorledes mankoen var fremkommet, at der ikke kunne føres bevis for, at politiassistenten havde haft forsæt til uberettiget vinding. Statsadvokaten opgav herefter påtale i sagen medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2.
Statsadvokaten henstillede samtidig til politimesteren, at han foretog det fornødne med henblik på at sikre, at medarbejdere, der havde med kredsens kasse- og regnskabsopgaver at gøre, havde det fornødne kendskab til Politiets Regnskabsinstruks.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 6
Undladelse af at foranledige blodprøve udtaget trods
mistanke om spirituskørsel
(SA5-2001-321-0206 og K 782/2001)
En bilist påkørte i politikreds A en parkeret bil og kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende. Politikreds A anmodede i den anledning vagthavende i politikreds B om at undersøge, om bilens ejer var kørt til bopælen.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor den konstaterede, at bilen var skadet, og motorhjelmen var "håndvarm". Politiassistenterne traf endvidere ejeren, der var spirituspåvirket. En udåndingsprøve viste en promille på 1,35. Ejeren erkendte, at han havde været ude at køre og forklarede, at han efter hjemkomsten havde drukket 3/4 øl.
Politiassistenterne underrettede den vagthavende herom og spurgte, om de skulle foretage sig yderligere. Den vagthavende rettede henvendelse til sagsbehandleren i politikreds A, der oplyste at politikreds A ikke ønskede blodprøve udtaget, idet der da var gået ca. 11⁄2 time fra uheldstidspunktet, og bilistens færden i dette tidsrum ikke kunne fastslås.
Den vagthavende meddelte patruljen, at politikreds A ikke ønskede, at de foretog sig videre i sagen. Patruljen forlod herefter stedet, uden at anholde bilisten med henblik på udtagelse af blodprøve, og uden at der blev foretaget undersøgelse af, hvorvidt bilistens forklaring om indtagelse af alkohol efter kørslen kunne være rigtig.
Politimesteren i politikreds B anmodede statsadvokaten om at indlede en undersøgelse i sagen.
Ved sagens afgørelse lagde statsadvokaten til grund, at den vagthavende i politikreds A havde pligt til at påse, at politiassistenterne foretog det fornødne til efterforskning og forfølgning af strafbare forhold, og at det derfor var en fejl, at han undlod at sikre, at politiassistenterne foretog den fornødne bevissikring.
Statsadvokaten lagde endvidere til grund, at pligten til at vurdere, om der skulle udtages en blodprøve, som udgangspunkt påhvilede politiassistenterne, som var sendt ud til den mulige spiritusbilist, da de var de eneste, der umiddelbart kunne afgøre, om betingelserne herfor var opfyldt, og skønne om en blodprøve ville få afgørende betydning for sagens afgørelse. Statsadvokaten fandt dog, at kun den ene politiassistent havde haft det fuldstændige grundlag for at beslutte hvilke dispositioner, der skulle foretages, og derfor var ansvarlig for den skete fejl.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen, idet han ikke fandt grundlag for at gøre strafansvar gældende mod polititjenestemændene for tjenesteforsømmelse efter straffelovens §§ 156 og 157 i anledning af den manglende boldprøveudtagning. Der var således intet, der indikerede, at der skulle være tale om en forsætlig undladelse af at opfylde en tjenestepligt, ligesom forsømmelsen ikke var så grov, at den var omfattet af straffelovens § 157. Den manglende bevissikring kunne delvis tilskrives, at den vagthavende fejlagtigt havde fået det indtryk, at politikreds A selv ville tage sig af sagen, og at han gav denne fejlopfattelse videre til patruljen på stedet.
Statsadvokaten fandt den manglende bevissikring meget kritisabel.
Politiklagenævnet fandt, at der skulle rejses tiltale mod polititjenestemændene for overtrædelse af straffelovens § 157, og påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Disciplinærsagen blev afgjort med indskærpelse af reglerne om efterforskning af sager om overtrædelse af færdselslovens § 53 og af den vagthavendes ansvar.
Eksempel 1
Anmeldelse om strafbart forhold i forbindelse med afvisning
af anmeldelse
(SA1-00-321-0017 og K 706/2001)
En privat komité anmeldte Politidirektøren, en politiassessor og en politifuldmægtig blandt andet for overtrædelse af straffelovens §§ 146 og 148, ved at have afvist komitéens anmeldelse mod statsministeren og forskningsministeren for overtrædelse af grundloven og straffeloven.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, fordi han ikke fandt noget som helst grundlag for at antage, at de pågældende havde begået et strafbart forhold.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Komitéen påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der afviste klagen, da komitéen ikke kunne anses for klageberettiget.
Eksempel 2
Grundløs anmeldelse brud på
tavshedspligten
(SA1-00-321-15)
En person A anmeldte en vicepolitidirektør for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, ved på forespørgsel fra A's advokat at have oplyst denne om baggrunden for en anholdelse af A.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1.
Politiklagenævnet erklærede sig enig og bemærkede følgende:
"Nævnet bemærker, at klagen er helt urimelig set i forhold til, at klagerens egen advokat havde tavshedspligt i forhold til de oplysninger, han måtte have fået i forbindelse med løsning af den opgave, som klageren havde bedt ham om at udføre.
Der er efter nævnets mening tale om en udnyttelse af klagesystemet, som ligger helt uden for det formål, som lovgiver har haft for øje ved etableringen af klagenævnsordningen. Hvis klagesystemet fortsat skal nyde almindelig respekt blandt politi og borgere, bør lignende klager fra ... afvises uden nærmere undersøgelser."
Eksempel 3
Gentagne grundløse
anmeldelser
(SA5-2001-321-0239/0249/0251/0254/0261/0267/0268 og
SA5-2001-322-0019 og K 751/2001, K 752/2001, K 775/2001, K 835/2001, K 776/2001,
K 836/2001, K 850/2002 og K 851/2002)
En person A indgav i 2001 i alt ni anmeldelser mod politiet i den politikreds, hvor han var bosiddende. Anmeldelserne relaterede sig alle til politiets behandling af en straffesag mod A og en erstatningssag, som A havde anlagt erstatningssag mod politiet , og i særdeleshed til landpolitiassistentens henvendelser til A i den anledning:
Statsadvokaten oplyste, at anmelderens gentagne klager og anmeldelser mod politiet – i 2001 og tidligere år – i enkelte tilfælde med politiklagenævnets tiltræden, har indgået i vurderingen af undersøgelsens intensitet.
Statsadvokaten oplyste endvidere, at han – i de tilfælde hvor var nødvendigt at indhente oplysninger fra landpolitiassistenten til belysning af de faktiske forhold – indhentede disse telefonisk eller i form af en kort skriftlig udtalelse, hvilket landpolitiassistenten var indforstået med. Dette smidiggjorde i betydelig grad sagsbehandlingen.
Behandlingen af færdselsstraffesager omfatter dels sager, hvor der er sket færdselsuheld, dels andre typer af færdselsforseelser. For så vidt angår færdselsuheld, hvor polititjenestemænd er impliceret, er der i beretningen for 1996 i afsnit 8.1.1. nærmere gjort rede for de gældende kriterier for at afgrænse hvilke sager, der omfattes af politiklagenævnsordningen. I beretningen for 1999 er der i afsnit 7.3.6. nærmere gjort rede for efterforskningen i færdselssager.
Statsadvokaterne har foretaget undersøgelser i en lang række sager, hvor polititjenestemænd har været involveret i færdselsuheld.
I de sager, hvor færdselsuheldene skyldes polititjenestemandens forhold, er der ofte tale om, at polititjenestemanden har tilsidesat vigepligtsreglerne eller ikke har været tilstrækkelig påpasselig ved svingning.
I de sager, hvor polititjenestemanden har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, er han tillige blevet frakendt førerretten betinget.
Statsadvokaterne har i 2001 i to tilfælde rejst tiltale mod polititjenestemænd for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241 i forbindelse med færdselsuheld. Sagerne er refereret under punkt 7.4. sag nr. 13 og 14.
Denne sagskategori vedrører for det første færdselsuheld, der er sket under udrykningskørsel. Færdselsuheldene er ofte sket ved, at en patruljevogn under udrykning er kørt ind i et lysreguleret kryds for rødt lys eller ved, at føreren af patruljevognen på grund af patruljevognens hastighed har mistet herredømmet over bilen.
Sagskategorien vedrører endvidere sager uden færdselsuheld, hvor føreren af patruljevognen af andre er blevet anmeldt for at have overtrådt færdselslovens regler. Sager vedrørende overtrædelser af færdselslovens hastighedsbegrænsninger i forbindelse med udrykningskørsel er omtalt under pkt. 7.3.3.
For alle disse sagstyper drejer undersøgelsen sig om, hvorvidt betingelserne for at køre udrykningskørsel har været opfyldt, og om der i givet fald er sket en overtrædelse af reglerne i udrykningsbekendtgørelsen. Reglerne for udrykningskørsel er fastsat i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996 og er nærmere beskrevet i beretningen for 1999 under punkt 7.3.2.
Nedenfor er omtalt et eksempel, hvor der opstod spørgsmål om, hvorvidt reglerne for udrykningskørsel var blevet iagttaget.
Endvidere er omtalt en sag, hvor forsætlig påkørsel af et eftersat køretøj fandtes begrundet i nødretsbetragtninger.
Eksempel 1
Overhaling af venstresvingende med færdselsuheld til
følge
(SA1-01-321-1092 og K 777/2001)
En patruljevogn under udrykning kørte i et lyskryds for grønt lys uden om nogle biler, der spærrede for patruljevognens videre kørsel, ved at køre over i vognbanen for den modkørende trafik. En bil, der havde holdt stille i krydset med venstre blinklys aktiveret, påbegyndte et venstresving og blev påkørt patruljevognen. Ved sammenstødet skete der mindre materiel skade på begge biler.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, idet han fandt, at føreren af patruljevognen havde haft rimelig grund til at antage, at modparten havde observeret udrykningskøretøjet, der benyttede såvel lyd- som lyssignal, og derfor ville afvente, at udrykningskøretøjet passerede krydset, før han foretog svingningen.
Politiklagenævnet fandt, at der burde ske en strafferetlig forfølgning mod føreren af patruljevognen, og påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten. Nævnet anførte i den forbindelse, at patruljevognens fører havde overtrådt færdselsloven ved ikke at have nedsat hastigheden så meget, at han straks kunne standse og undgå påkørsel, da modparten påbegyndte svingningen til venstre.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
Eksempel 2
Forsætlig påkørsel af eftersat
køretøj
(SA1-00-321-0915)
To patruljevogne eftersatte under udrykning og over en længere strækning en brugsstjålet personbil. Den brugsstjålne bil kørte i den forbindelse flere gange over for rødt lys med meget høj hastighed. Da den brugsstjålne bil nærmede sig et stærkt trafikeret kryds, påkørte patruljevognene den, for at bringe den til standsning. Føreren af den brugsstjålne bil var spirituspåvirket.
Statsadvokaten indstillede undersøgelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, fordi den forsætlige påkørsel måtte anses for straffri ud fra nødretsbetragtninger. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at det havde været påtrængende nødvendigt at bringe bilen til standsning på grund af dens farlige og uforsvarlige kørsel.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
I september 1997 blev der i København indledt forsøg med automatisk hastighedskontrol. Forsøget er senere udvidet til også at omfatte andre politikredse i Danmark.
Automatisk hastighedskontrol gennemføres ved, at et kamera automatisk tager et billede af alle, der kører for stærkt. Samtidig registreres køretøjets hastighed. Filmen aflæses, og der indhentes oplysninger om ejer/bruger m.v. ud fra bilens nummerplade. På baggrund af disse oplysninger får ejeren af køretøjet tilsendt et bødeforelæg.
Ordningen med automatisk hastighedskontrol har givet anledning til at overveje, hvordan hastighedsovertrædelser, der finder sted f.eks. under udrykningskørsel, observationskørsel, øvelseskørsel eller bodyguard-kørsel (VIP-kørsel), og som registreres af de særligt opsatte kameraer, skal behandles.
Det er Rigsadvokatens opfattelse, at såfremt en polititjenestemands hastighedsoverskridelse har været tjenstlig nødvendig som led i udrykningskørsel, kan der ikke antages at være en formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Statsadvokaten vil således ikke af egen drift skulle indlede efterforskning i sagen. Politiklagenævnet orienteres derfor heller ikke om sagen.
For at sikre, at der har været tale om en tjenstlig nødvendig hastighedsovertrædelse, sendes sagen til statsadvokaten med en erklæring fra politikredsens ledelse om, at hastighedsoverskridelsen har været nødvendig. Rigsadvokaten har på baggrund af en undersøgelse af et antal sager inden for en bestemt periode ikke fundet, at der er behov for, at polititjenestemanden efter kørslen selv udarbejder et notat om og begrundelsen for hastighedsovertrædelsen (notatpligt). Der kan herom henvises til beretningen 1999 side 169f.
Hvis der ikke foreligger en erklæring fra politiets ledelse om, at kørslen har været tjenstlig nødvendig, eller hvis statsadvokaten ikke – trods en angivelse af tjenstlig årsag til kørslen – finder betingelserne for udrykningskørsel opfyldt, skal sagen på sædvanlig vis forelægges for politiklagenævnet.
Øvelseskørsel
Ved skrivelse af 11. september 2001 rettede Politiforbundet i Danmark henvendelse til Rigsadvokaten i anledning af en afsluttet straffesag, hvor en politibetjent på prøve havde vedtaget en bøde for en hastighedsovertrædelse begået i forbindelse med deltagelse i Politiskolens køreuddannelse.Rigsadvokaten indhentede i denne forbindelse en udtalelse fra Rigspolitichefen, der nærmere redegjorde for indholdet af Politiskolens køreuddannelse. Rigspolitichefen tilkendegav herunder den opfattelse, at en forsvarlig uddannelse i udrykningskørsel nødvendiggør, at uddannelsen gennemføres under så realistiske forhold som muligt såvel af hensyn til uddannelsen som for at kunne bedømme elevens evner, herunder dennes evner til fornuftigt at vurdere nødvendigheden af og forsvarligheden ved eftersættelse og udrykningskørsel i en given situation. Dette indebærer, at gældende hastighedsbestemmelser i begrænset og moderat omfang kan blive overskredet. Rigspolitichefen finder, at denne form for tjenstlig uddannelseskørsel således bør sidestilles med tjenstlig udrykningskørsel og ikke udløse bødeforlæg i forbindelse med automatisk trafikkontrol.
Rigsadvokaten udtalte i skrivelse af 6. marts 2002 (G 3490) følgende:
"Efter en gennemgang af sagen kan jeg meddele, at jeg ikke finder, at Politiskolens køreuddannelse har en sådan karakter, at den kan sidestilles med tjenstlig udrykningskørsel, således at den efter gældende ret er omfattet af udrykningsbekendtgørelsen.
Jeg er imidlertid enig i, at den køreuddannelse, der gennemføres på Politiskolen, bør kunne afvikles under så realistiske forhold som muligt og at dette i et vist omfang vil nødvendiggøre tilsidesættelse af f.eks. gældende hastighedsbestemmelser.
Jeg skal derfor ikke udtale mig imod, at der søges tilvejebragt et regelsæt, som giver mulighed for, at føreren af et tjenestekøretøj som led i Politiskolens køreuddannelse kan tilsidesætte de gældende hastighedsbestemmelser, hvis uddannelseskørslen gør det påkrævet og forsvarligt."
Den konkrete sag, der gav anledning til henvendelsen er omtalt neden for som eksempel nr. 1.
Spørgsmålet om behandlingen af sager om automatisk hastighedskontrol er for tiden under overvejelse.
Eksempel 1
Øvelseskørsel
(SA2-2000-321-0457 og K
876/2002)
En politibetjent på prøve vedtog og betalte et bødeforelæg på 500 kr. for en hastighedsoverskridelse den 20. september 2000 i forbindelse med deltagelse i Politiskolens køreuddannelse.
Politiforbundet i Danmark rettede efterfølgende henvendelse til Rigsadvokaten og anførte, at der ikke burde være forelagt en bøde for hastighedsovertrædelsen, fordi dette kunne få konsekvenser for Politiskolens køreuddannelse.
Rigsadvokaten besluttede efter en gennemgang af sagen efter omstændighederne at omgøre statsadvokatens beslutning og frafaldt tiltale i sagen i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 2, da almene hensyn ikke kræver påtale.
Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at kørslen fandt sted under afviklingen af Politiskolens køreuddannelse for politiskoleelever (PG1), og mens politiskoleeleven var under instruktion af en af Politiskolens køreinstruktører. Rigsadvokaten anmodede derfor statsadvokaten om at eftergive den pålagte og betalte bøde på 500 kr.
Eksempel 2
Hastighedsoverskridelse uden tjenstlig
begrundelse
(SA2-2000-321-0417 og K868/02)
En politiassistent P blev i forbindelse med automatisk hastighedskontrol den 27. december 1999 noteret for at have ført en patruljevogn med en hastighed af mindst 93 km/t, selv om højst tilladte hastighed på stedet ved skiltning var angivet til 60 km/t. Statsadvokaten havde ved anklageskrift af 28. december 2000 rejste tiltale imod P med politiklagenævnets tiltræden, og P var ved byrettens dom af 5. april 2001 fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og idømt en bøde på 1.500 kr. Procesbevillingsnævnet afviste at give tilladelse til at anke dommen. P klagede ved skrivelse af 12. februar 2002 over, at statsadvokatens efterforskning af sagen var mangelfuld og uprofessionel. Rigsadvokaten afviste klagen, fordi klagefristen for længst var udløbet, og der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i sagen.
Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, iværksætter statsadvokaten efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorlig til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. I disse tilfælde skal der indledes efterforskning, uanset om der i det konkrete tilfælde er formodning om strafbart forhold.
Ved vurderingen af hvornår en person må anses for at være kommet alvorlig til skade, tages der udgangspunkt i straffelovens § 249, der
omhandler uagtsom tilføjelse af "betydelig skade" på legeme eller
helbred. I Kommenteret Straffelov, 7. omarbejdede udgave, 2001, side 301, anføres: "Skader, der medfører varige mén, er i almindelighed betydelige. Kraniebrud og lårbensbrud vil ofte være betydelige, mens det ikke gælder ukomplicerede armbrud. Sygehusophold på mere end nogle ugers varighed er normalt tilstrækkeligt. Ved sygehusophold på mindre end en uge kræves der mere end et par måneders uarbejdsdygtighed."
Statsadvokaterne har i beretningsåret 2001 foretaget 16 undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Undersøgelserne omfattede 10 dødsfald, hvoraf tre skete i forbindelse med politiets afgivelse af skud, tre skete i forbindelse med eftersættelse og udrykningskørsel, to skete i forbindelse med anden tjenstlig kørsel, ét skete i detentionen og ét skete i ambulancen under indbringelse til hospitalet i forbindelse med tvangsindlæggelse. Der var endvidere tale om fire tilfælde, hvor en person blev ramt af skud i benet, ét tilfælde, hvor en person pådrog sig skinnebensbrud i forbindelse færdselsuheld under eftersættelse og ét tilfælde, hvor en person pådrog sig brud på armen i forbindelse med detentionsanbringelse.
Som det fremgår vedrørte undersøgelserne seks skudepisoder, hvor personer blev ramt af skud afgivet af politiet. Rigspolitichefen har til sammenligning oplyst, at politiet i 2001 anvendte tjenestepistol i 235 tilfælde, hvoraf der i 214 tilfælde alene var tale om trussel med tjenestepistol.
Sag nr. 1
Kriminalassistents skud mod bankrøver, der blev ramt i
benet
(SA2-2001-321-469)
To politiassistenter eftersatte den 9. januar 2001 til fods en flygtende bankrøver, der med en pistol i hånden løb ad stranden i Greve. Røveren standsede ikke på politiassistenternes anråb, men truede politiassistenterne med pistolen. Politiassistenterne trak deres tjenestepistoler, og den ene politiassistent afgav varselsskud. Røveren løb imidlertid videre.
I modsat retning kom en kriminalassistent. Røveren standsede ikke på kriminalassistentens anråb, men fortsatte frem mod denne med pistolen i hånden. Kriminalassistenten afgav herefter varselsskud op i luften, uden at det fik røveren til at standse. Røveren pegede med pistolen på kriminalassistenten, som kastede sig ned. Røveren løb mod befærdede områder, og kriminalassistenten skød flere sigtede skud med hans ben. To skud ramte i fod og ben. Røveren smed herefter pistolen fra sig. Denne viste sig efterfølgende at være en uladt gaspistol.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen og fandt, at kriminalassistenten havde handlet i overensstemmelse med Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 38 om politiets brug af skydevåben, idet det var åbenbart nødvendigt at få anholdt røveren. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at den pågældende, der umiddelbart forinden havde begået væbnet bankrøveri, løb af sted med en pistol i hånden, som han truede polititjenestemændene med. Det kunne ikke risikeres, at røveren f.eks. fik mulighed for gidseltagning.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 2
Politiets eftersættelse af en varebil, der påkørte en
personbil med dødsfald til følge
(SA3-2001-321-291)
En politipatrulje ville den 20. januar 2001 standse en varebil på grund af dennes aggressive kørsel og oplysninger om varebilens registreringsforhold. Patruljen forsøgte at kontakte føreren ved brug af det blå udrykningsblink. Da føreren, der var spirituspåvirket og rystet over en trafikal hændelse umiddelbart forinden, så det blåt blink, flygtede han i panik. Patruljen eftersatte over en strækning på højest 265 meter varebilen. Denne kørte med en hastighed på 130-150 km/t over for rødt i et lysreguleret kryds og påkørte herunder en personbil, der brød i brand. Føreren af personbilen omkom ved ulykken.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af politiassistenterne. Ved afgørelsen lagde statsadvokaten til grund, at varebilens kørsel ikke syntes begrundet i politiets eftersættelse.
Statsadvokaten fandt det fuldt berettiget, at politiassistenterne forsøgte at kontakte føreren af varebilen ved hjælp af det blå udrykningsblink og eftersatte ham, da han ikke reagerede på politiets anmodning om at standse. Statsadvokaten fandt intet grundlag for at tilsidesætte politiassistenternes skøn over, at eftersættelsen i den foreliggende situation var forsvarlig.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Føreren af varebilen blev i byretten idømt fængsel i 1 år og 3 måneder samt frakendt førerretten i otte år. Han blev dømt for uagtsomt manddrab, spirituskørsel, for at undlade at standse, da politiet gav tegn hertil, for kørsel frem mod rødt lys og for at have kørt med en hastighed af 130-150 km/t, hvor den højst tilladte hastighed var 60 km/t.
Sag nr. 3
Politiets eftersættelse af en bil, hvis fører afgik ved
døden ved sammenstød med modkørende
(SA6-2001-321-276)
Politiet modtog den 26. januar 2001 flere telefoniske henvendelser om en bil, der blev ført slingrende og usikkert. En civil patruljevogn blev sendt til stedet. Bilen blev forsøgt standset ved anvendelse af patruljevognens blå blink. Da føreren af bilen ikke reagerede herpå, blev bilen eftersat.
Eftersættelsen fandt sted på en landevej, hvor bilens hastighed varierede fra 80-140 km/t. Patruljevognen var under eftersættelsen ca. 100 meter bag køretøjet og havde herunder aktiveret det blå blink.
Den eftersatte bil fortsatte sin slingrende og usikre kørsel, og kørte på et tidspunkt over i den modsatte kørebane, hvor bilen ramte en modkørende bilist. Føreren af det eftersatte køretøj blev dræbt på stedet. En blodprøve udtaget af afdøde viste, at denne havde været spirituspåvirket.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne for udrykningskørsel var opfyldt, og at der ikke var en formodning om, at føreren af patruljevognen havde begået strafbart forhold. Statsadvokaten lagde vægt på, at der under hele forløbet havde været en passende afstand mellem patruljevognen og det eftersatte køretøj, og at politiet ikke under udrykningskørslen kørte uforsvarligt eller hurtigere end situationen påkrævede. Statsadvokaten fandt, at uheldet var en upåregnelig følge af eftersættelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag 4
Brud på arm i forbindelse med
detentionsanbringelse
(SA6-2001-321-0275)
To politiassistenter førte den 28. januar 2001 på politigården en anholdt fra vagthavendes kontor til detentionen. Da den anholdte var kraftig påvirket af alkohol og gjorde modstand, tog begge politiassistenter fat i hans arme og anlagde reglementeret førergreb. I detentionsgangen gjorde den anholdte et pludseligt udfald mod den ene politiassistent, samtidig med at han faldt forover. Det gav i den forbindelse et smæld i anholdtes højre arm. Mens anholdte afventede den tilkaldte ambulance, tog han fat i sin skadede arm og vippede den frem og tilbage flere gange.
Ved den efterfølgende lægeundersøgelse konstateredes det, at anholdte havde pådraget sig et kompliceret brud på højre arm, der nødvendiggjorde operation.
Statsadvokaten lagde ud fra lægeerklæringer i sagen til grund, at det skete brud på anholdtes arm var fremkaldt som følge af anholdtes adfærd kombineret med dennes kraftige påvirkning af alkohol.
Statsadvokaten fandt ikke, at den anvendte magt havde overskredet det i situationen fornødne, eller at politiassistenterne burde have forudset anholdtes uventede handling, der medførte bruddet.
Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 5
Forsøg på selvmord i
venterum
(SA2-2001-321-0485)
En mand blev den 18. februar 2001 anholdt under indbrud. Manden blev indbragt til politistationen, hvor han blev hensat i venterum med henblik på senere afhøring.
Da politipersonalet hørte en trommende lyd fra venterummet åbnede de døren til venterummet, hvor de konstaterede, at den anholdte havde forsøgt at kvæle sig selv ved at stramme en T-shirt om halsen og var i krampe. Polititjenestemændene løb til og afværgede det forsøgte selvmord.
Af lægeerklæringen fremgik, at den anholdte havde været i livsfare.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af politiets håndtering af sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 6
Politiets skud mod gidseltager, der blev ramt i
benene
(SA4-2001-321-0068)
Den 6. juni 2001 blev politiet tilkaldt til en landejendom, hvor en mand holdt ejendommens ejer som gidsel. En patruljevogn med to politiassistenter blev sendt til stedet. Gennem et vindue kunne politiassistenterne se gidseltageren, der holdt ejeren i et halsgreb og pressede en stor køkkenkniv mod dennes hals.
Gidseltageren tilkendegav over for politiassistenterne, at de ikke måtte tale med ejeren og truede i denne forbindelse flere gange med at slå ejeren ihjel. Politiassistenterne opfordrede flere gange gidseltageren til at komme ud af huset og lade ejeren gå. Gidseltageren reagerede ikke på opfordringerne, men holdt fortsat kniven mod ejerens hals. På et tidspunkt lagde gidseltageren kniven fra sig. Det lykkedes i den forbindelse ejeren at frigøre sig fra gidseltagerens greb, hvorefter han løb ud af huset.
Da politiassistenterne blev opmærksom på, at ejeren var i færd med at frigøre sig, sprang de ind i huset via to vinduer. Politiassistenterne havde i den forbindelse trukket og afsikret deres tjenestepistoler.
Gidseltageren havde på dette tidspunkt bevæbnet sig med to knive. Da den ene politiassistent så dette, pegede han på gidseltageren med sin tjenestepistol, medens han flere gange råbte, at gidseltageren skulle slippe knivene. Gidseltageren reagerede imidlertid ikke herpå. Pludselig gik gidseltageren frem mod politiassistenten med knivene pegende mod denne. Politiassistenten opfattede situationen således, at gidseltageren ville stikke ham ned. Politiassistenten sigtede derfor mod gidseltagerens ben og afgav et skud med sin tjenestepistol. Skuddet ramte gidseltageren i det ene ben. Denne forblev imidlertid på benene og trak sig tilbage fortsat med knivene i hænderne.
Gidseltageren vendte på et tidspunkt den ene kniv således, at politiassistenten fik det indtryk, at kniven ville blive kastet imod ham. Da gidseltageren gjorde et pludseligt udfald med knivene mod politiassistenten, skød denne mod gidseltagerens ben, der atter blev ramt.
Da gidseltageren herefter trak sig tilbage, lykkedes det politiassistenten at forlade huset. Gidseltageren forblev i huset. Nogen tid efter forlod gidseltageren frivilligt huset, hvorefter han blev anholdt.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, fordi der ikke var en rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, var begået.
Ved sin afgørelse lagde statsadvokaten vægt på, at politiassistenten i forbindelse med skudafgivelsen havde handlet i overensstemmelse med straffelovens § 13 samt Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 38.
Politiklagenævnet erklærede sig enig heri.
Sag nr. 7
Skud mod bevæbnet mand, der blev ramt i
benet
(SA1-2001-321-1196)
Politiet modtog den 11. august 2001 kort efter midnat en anmeldelse om, at en mand kort forinden ved TV-byen i Gladsaxe havde truet en vagt med en kniv samt flere anmeldelser om, at der gik en mand i nødsporet på Hillerødmotorvejen.
En patrulje med to politiassistenter fra Gladsaxe politi fik kontakt med den pågældende, der gik i nødsporet med en kniv i hånden. Han var da nået ca. 30 meter ind i Københavns politikreds. Politiassistenterne steg ud af patruljekøretøjet og råbt gentagne gange til manden, at han skulle smide kniven. Manden reagerede ikke herpå, men fortsatte frem mod politiassisternerne med kniven strakt frem foran sig.
Polititjenestemændene trak sig herefter baglæns tilbage, trak deres tjenestepistoler og afgav i alt tre advarselsskud. Manden reagerede ikke på politiassistenternes advarselsskud eller gentagne råb om at smide kniven, men fortsatte i rask gang frem mod politiassistenterne med kniven foran sig. Den ene politiassistent skød herefter på en afstand af ca. tre meter ét skud rettet mod mandens ben, men denne reagerede ikke. Den anden politiassistent skød endnu ét skud mod mandens ben. Skuddet ramte den pågældende i benene, hvilket medførte, at han faldt sammen og i øvrigt undskyldte sin opførsel.
Manden blev herefter anholdt.
Det fremgik af lægeerklæringen, at den pågældende blev ramt af skud i lysken og i benet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, og fandt, at politiassistenterne have handlet i overensstemmelse med Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 38 om politiets brug af skydevåben.
Statsadvokaten lagde herved vægt på, at polititjenestemændene havde været udsat for et overhængende og påbegyndt farligt angreb på deres person, og at skudafgivelsen var sket i lovligt nødværge.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 8
Politiets eftersættelse af knallert, hvis fører pådrog sig
brud på skinnebenet, da han ramte en bænk
(SA6-2001-321-0302)
En politiassistent på motorcykel ville den 28. august 2001 tale med to unge mænd, der holdt på en knallert udenfor et butikscenter. De to unge mænd forsøgte at køre fra politiassistenten på cykel- og gangstier omkring butikscenteret, og fortsatte kørslen, selvom politiassistenten tændte motorcyklens udrykningssignaler.
Knallertens hastighed var under kørslen mindst 50 km/t. På torvet ved butikscentret ville føreren af knallerten køre udenom et træ og nogle bænke, hvilket mislykkedes, formentlig på grund af knallertens hastighed.
Knallerten kørte ind i en bænk, hvorved føreren pådrog sig et kompliceret brud på skinnebenet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet der ikke var en rimelig formodning om, at politiassistenten havde begået et strafbart forhold. Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistenten havde presset føreren af knallerten til uforsvarlig kørsel og fandt, at uheldet var en upåregnelig følge af eftersættelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 9
Påkørsel af ældre kvinde der afgik ved
døden
(SA6-2001-321-0304)
En politiassistent påkørte under eftersættelse af en bil den 15. september 2001 om natten en ældre kvinde, der var faldet omkuld på vejbanen.
Kvinden blev ramt i hovedet af patruljevognens forskærm og afgik samme nat ved døden som følge af de kvæstelser hun pådrog sig ved påkørslen. En blodprøve viste, at afdøde havde en alkoholpromille i blodet på 1,81.
Politiassistenten havde forsøgt at foretage en undvigemanøvre.
Politiassistenten blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241.
Statsadvokaten opgav påtale mod politiassistenten i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, idet han ikke fandt, at politiassistenten havde udvist en sådan uagtsomhed, at han kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 241 eller færdselsloven. Statsadvokaten lagde vægt på, at sigtbarheden var nedsat på grund af mørke, og at politiassistentens muligheder for at opdage kvinden yderligere var nedsat som følge af, at hun var iklædt mørkt tøj, og vejbanen var dårligt oplyst på uheldsstedet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 10
Politiets skud mod person, der blev ramt i
benet
(SA2-2001-321-0558)
Den 30. september 2001 var to civilklædte politiassistenter til stede i forbindelse med et større natligt slagsmål, hvori der deltog mellem 30-40 personer.
På et tidspunkt søgte en gruppe af personerne beskyttelse bag de to politiassistenter, der var alene på stedet. Politipatruljen havde forinden flere gange kaldt efter assistance. Gruppen af personer oplyste, at personer i modstandergruppen var bevæbnet med knive. På afstand så politiassistenterne en mand med en kniv, og de trak begge deres tjenestepistoler, som de holdt ned langs siden. Manden forsvandt ud af syne.
Senere bemærkede begge politifolk på ny en mand med en kniv. Manden befandt sig da ca. 1-2 meter fra politiassistenterne, som han gik frem imod med kniven løftet. Den ene politiassistent løftede sin pistol, sigtede direkte på manden og råbte, at det var politiet, og at han skulle smide kniven. Den pågældende reagerede ikke. Den anden politiassistent, der opfattede situationen således, at manden skulle til at stikke med kniven, afgav herefter et skud mod manden, der blev ramt i benet. Manden blev trukket væk af andre af de tilstedeværende.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen og fandt, at reglerne i Rigspolitichefens Kundgørelse nr. II nr. 38 om politiets brug af skydevåben var opfyldt. Statsadvokaten fandt ikke anledning til at kritisere, at der under de givne omstændigheder, hvor angrebet var påbegyndt, ikke var tid til at afgive advarselsråb eller varselsskud.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 11
Skud mod gidseltager, der blev
dræbt
(SA5-2001-321-0270 og K 826/2001)
Den 2. oktober 2001 blev politiet tilkaldt til en bank, hvor en mand havde taget en kvindelig bankassistent som gidsel. Manden truede bankassistenten med en kniv, som han pressede mod hendes hals. Manden havde overfor bankens direktør oplyst, at han ville se sine børn, og han anmodede flere gange om at tale med en ældre betjent.
En vicepolitikommissær ankom herefter til banken, hvor han blev orienteret om situationen og om, at gidseltageren virkede meget desperat. Vicepolitikommissæren tog sin tjenestepistol op af hylsteret, afsikrede den og anbragte den i bukselommen. Vicepolitikommissæren og bankdirektøren indfandt sig herefter med gidseltagerens accept i banklokalet. Gidseltageren sad med ryggen mod væggen og spredte ben med gidslet siddende foran sig nærmest som et skjold. Gidseltageren havde en kniv presset mod hendes hals.
Vicepolitikommissæren forsøgte at tale med gidseltageren, der virkede meget uligevægtig og sagde, at han ville se sine børn inden fire timer, ellers kunne han ikke garantere for gidslet. Gidseltageren spurgte i den forbindelse, hvad klokken var og anmodede om at få bankdirektørens ur. Bankdirektøren gav uret til gidslet. Gidseltageren kiggede på uret over gidslets skulder, og blottede derved sit hoved, samtidig med at han løsnede presset med kniven mod kvindens hals. Vicepolitikommissæren trak sin tjenestepistol og afgav et skud mod gidseltageren, der blev ramt i hovedet og afgik ved døden kort efter.
Under efterforskningen forklarede vicepolitikommissæren, at han i det korte øjeblik, hvor gidseltageren blottede sit hoved, skønnede, at det var nu, hvis han skulle redde gidslet. Da gidslet dækkede for hele gidseltagerens krop, skød vicepolitikommissæren mod gidseltagerens hoved.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte eller kritisere vicepolitikommissærens skøn i forbindelse med skudafgivelsen. Statsadvokaten anså skudafgivelsen på det pågældende tidspunkt og mod gidseltagerens hoved for forsvarlig og sket i berettiget nødværge. Statsadvokaten fandt, at vicepolitikommissæren havde handlet i overensstemmelse med kundgørelsen om politiets brug af skydevåben.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen, og tilføjede at vicepolitikommissæren havde handlet fuldstændig korrekt i den pågældende situation.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sag nr. 12
Dødsfald i forbindelse med
detentionsanbringelse
(SA2-2001-321-0559)
Den 6. oktober 2001 kl. 01.10 anholdt politiet en mand, som var blevet fundet liggende på fortovet i beruset tilstand. Ved fremstillingen for vagthavende fremstod anholdte som spirituspåvirket i svær grad. Anholdte blev kl. 01.30 indsat i detentionen, hvor han blev lagt i aflåst sideleje.
Anholdte blev tilset af en læge kl. 01.40, der fandt anholdte svært beruset, men ikke behandlingskrævende. Anholdte blev efterladt i detentionscellen i aflåst sideleje.
Der blev foretaget regelmæssige tilsyn af anholdte via tv-monotor og mikrofon, der er tilsluttet højtaler i vagthavendes pult. Kl. 06.00 konstaterede vagthavende, at han ikke længere kunne høre anholdte trække vejret. En politiassistent blev sendt til detentionscellen, hvor anholdte blev fundet livløs og let blålig i ansigtet.
Genoplivning blev forsøgt, men anholdte blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte efterforskning.
Statsadvokaten udtalte kritik af, at kravet i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 55, om at de to første detentionstilsyn altid skal ske ved personlig fremmøde i detentionen ikke var fulgt. De manglende fremmøder i detentionen fandtes ikke at have haft nogen indflydelse på dødsfaldet, der antageligt skyldtes alkoholforgiftning, og statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 13
Dødsfald i forbindelse med færdselsuheld under
udrykningskørsel
(SA2-2001-321-567)
En politibetjent foretog den 1. november 2001 under udrykning i et kryds beliggende i bymæssig bebyggelse overhaling af en personbil, der samtidig påbegyndte venstresving. Patruljevognen påkørte personbilen, hvis fører afgik ved døden.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte en efterforskning.
Statsadvokatens undersøgelse viste blandt andet, at patruljevognens hastighed havde været ikke under 115 km/t, og at patruljevognens udrykningshorn ikke havde været aktiveret.
Statsadvokaten rejste tiltale mod politibetjenten for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241 samt for overtrædelse af færdselsloven og udrykningsbekendtgørelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politibetjenten blev i byretten idømt 20 dagbøder á 400 kr. samt betinget frakendelse af førerretten.
Dommen blev anket til landsretten, der stadfæstede byrettens dom for så vidt angik den idømte bøde. Under hensyn til omstændighederne omkring kørslen, herunder at politibetjenten var berettiget til at køre udrykningskørsel, fandt landsretten det betænkeligt at statuere, at politibetjenten i forbindelse med uheldet havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og frifandt derfor for påstanden om betinget frakendelse af førerretten.
Sag nr. 14
Påkørsel af ung mand, der blev
dræbt
(SA6-2001-321-0310)
En politiassistent førte den 4. november 2001 ca. kl. 05.50 i bymæssig bebyggelse en patruljevogn med en hastighed på ca. 100 km/t. Der var ikke tale om udrykningskørsel. Politiassistenten påkørte i den forbindelse en ung mand, der blev dræbt.
Undersøgelsen viste, at den unge mand og dennes to kammerater var steget ud af en holdende taxa og var i færd med at krydse vejen, da påkørslen skete. Oversigtsforholdene på uheldsstedet var gode og sigtbarheden på uheldstidspunktet var fin.
Statsadvokaten fandt, at politiassistentens kørsel måtte betegnes som særlig hensynsløs og rejste tiltale mod denne for overtrædelse af straffelovens § 241 og færdselslovens hastighedsbestemmelser.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Den 9. januar 2002 afsagde byretten dom i sagen. Politiassistenten blev idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 241 og færdselsloven, samt frakendt førerretten ubetinget i 2 år.
Dommen blev anket til landsretten, der stadfæstede byrettens dom.
Sag nr. 15
Dødsfald i forbindelse med
tvangsindlæggelse
(SA2-2001-321-574)
En psykisk syg mand, der boede på et psykiatrisk plejehjem skulle den 26. november 2001 tvangsindlægges på "gule papirer" (behandlingsindikation) på et psykiatrisk hospital. Politiet medvirkede ved tvangsindlæggelsen.
Transporten fra plejehjemmet til det psykiatriske hospital forgik i ambulance. Patienten gjorde modstand, da han skulle ud i ambulancen, og han blev derfor fastspændt til en båre. Tilstede i ambulancen var en politiassistent og en redder fra det lokal brandvæsen.
Under transporten, hvor patienten fortsat var fastspændt og urolig, blev han pludselig slap. Genoplivning blev forsøgt i ambulancen, men ved ankomsten til sygehuset blev patienten konstateret død.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte efterforskning.
Sagen er fortsat under efterforskning.
Sag nr. 16
Politiets skud mod biler, hvori to personer blev ramt og
afgik ved døden
(SA5-2001-321-0282 og K 847/2002)
Natten til den 29. december 2001 fik Århus Politi anmeldelse om, at tre uindregistrerede – formentlig brugsstjålne – 4-hjulstrækker biler "kørte som åndssvage" i retning fra Århus mod Tilst. Ved Anelystparken så en politipatrulje de tre biler og nogle personer klædt i hvide kedeldragter med hætter over hovedet. Under kørsel ad Anelystparken måtte patruljevognen kort efter foretage en undvigemanøvre for ikke at blive påkørt af en af 4-hjulstrækkerne, der kørte væk. Denne 4-hjulstrækker blev genkendt som en, der tidligere samme aften var meldt stjålet.
Patruljevognen blev derefter påkørt i alt tre gange af de to andre 4-hjulstrækkere. I forbindelse med at 4-hjulstrækkerne var på vej frem mod patruljevognen, afgav politiassistent B først to skud mod den ene 4-hjulstrækker – en grøn jeep – og derefter to skud mod den anden bil – en Mercedes. Ved ét af skuddene mod jeepen blev føreren ramt i hovedet og afgik senere samme dag ved døden. Ved ét af skuddene mod Mercedesen blev føreren ramt ved det ene øjenlåg.
Da politiassistent B kort efter så en person i Mercedesen række efter en genstand, som han opfattede som et oversavet jagtgevær, og da denne ikke efterkom opfordringen til at slippe genstanden, afgav han to skud ind ad højre siderude på Mercedesen, hvorved føreren blev ramt og kort efter afgik ved døden.
Umiddelbart derefter forsøgte politiassistent A at komme ind i jeepen ved at banke på højre siderude med sin pistol, hvorved et skud "gik af" og knuste ruden.
Ud over de nævnte syv skud afgav politiassistenterne i forløbet yderligere fem skud mod dæk samt tre forsøg herpå.
Det samlede forløb antages at have varet noget mindre end 11⁄2 minut og måske kun 20 sekunder.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet han ikke fandt, at der var rimelig formodning om, at der var begået et strafbart forhold i forbindelse med skudafgivelserne.
Statsadvokaten lagde herved til grund, at skuddene mod bilernes dæk var afgivet i overensstemmelse med skydereglementets § 6, stk. 3, hvorefter skydevåben må anvendes i særlige tilfælde til at gennemføre anholdelse af eller forhindre undvigelse af personer.
Statsadvokaten fandt, at politiassistent B's skud mod Jeepen og Mercedesen under disses fremkørsel mod politiassistenterne var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1, om nødværge. Statsadvokaten fandt ikke, at grænserne for lovligt nødværge var overskredet. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at der var tale om angreb med store 4-hjulstrækkere, at politiassistenterne var alene overfor et for dem ukendt antal forklædte personer, hvilket må have fremstået frygtindgydende.
Statsadvokaten fandt endvidere, at politiassistent B's skud gennem sideruden i Mercedesen mod personen i bilen, der ikke på opfordring slap en genstand, som politiassistenten opfattede som et oversavet jagtgevær, var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1, om nødværge. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenten, efter først at være forsøgt påkørt af den sorte Mercedes, havde grund til at antage, at han stod over for et oversavet jagtgevær.
Statsadvokaten fandt det dog beklageligt, at politiassistent A utilsigtet havde affyret et skud ind i jeepen i forbindelse med, at han bankede på bilruden med sin pistol.
I sin redegørelse til politiklagenævnet anførte statsadvokaten følgende: "Mere overordnet har jeg overvejet, og vil henstille til Politimesterens overvejelse og drøftelse med politipersonalet, om politiindsatsen, under hvilken der blev skudt tolv gange og forsøgt skudt tre gange, set i "bakspejlet" blev afviklet optimalt. Jeg antager, at det i denne forbindelse vil blive drøftet, i hvilket omfang første mand/patrulje på stedet bør gribe ind straks eller forholde sig afventende, indtil fornøden forstærkning er nået frem. Disse spørgsmål, der drejer sig om polititaktik, henhører i øvrigt ikke under min eller Politiklagenævnets kompetence."
Politiklagenævnet var delvis enig i afgørelsen, idet nævnet fandt, at anvendelsen af nødværgebestemmelserne, for så vidt angår de dræbende skud mod personen i Mercedesen, var tolket så vidt, at afgørelsen af hensyn til alle involverede parter gennem tiltalerejsning burde træffes af domstolene.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 1, iværksætter statsadvokaterne efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået strafbart forhold, som skal forfølges af det offentlige.
Efterforskningen iværksættes i almindelighed på grundlag af en anmeldelse fra en borger.
Statsadvokaterne indleder imidlertid også efterforskning, når de bliver bekendt med oplysninger om, at der er begået et formodet strafbart forhold. Efterforskningen har efter retsplejelovens § 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten. Her gengives eksempler på sager, som statsadvokaten har undersøgt på eget initiativ.
Eksempel 1
Undladelse af at udlevere genpart af visse politirapporter
til en forsvarer
(SA1-01-321-1014)
Politimesteren fremsendte en sag til statsadvokaten til afgørelse af, om der skulle foretages yderligere overfor to kriminalassistenter, der i forbindelse med fremstilling i grundlovsforhør af en ung mand, der var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 123, havde udeladt en politirapport om en videooptagelse fra de genparter, der blev udleveret til den anholdtes forsvarer.
Det fremgik af sagen, at politiet på grundlag af trusler og alvorlig hærværk mod et vidne og hans familie havde opsat videoudstyr ved vidnets bopæl.
Den anholdte havde henvendt sig ved vidnets bopæl, hvor han overfor en bekendt til vidnet fremsatte trusler mod vidnet og dennes familie. Henvendelsen blev optaget på video uden lydgengivelse. Denne videooptagelse dannede sammen med den bekendtes forklaring grundlag for anholdelsen af den unge mand. Anklageren påberåbte sig ikke videooptagelsen under grundlovsforhøret, hvor den unge mand blev varetægtsfængslet.
Seks dage efter grundlovsforhøret fremsendte politimesteren den udeladte politirapport til forsvareren. Politimesteren begrundede overfor forsvareren den forsinkede udlevering med, at man ønskede også fremover at kunne sikre vidnet og hans familie i tilfælde af yderligere overgreb og at kunne sikre bevis i sådanne situationer. Politimesteren meddelte samtidig forsvareren, at de pågældende medarbejdere var gjort bekendt med, at den valgte fremgangsmåde var uacceptabel, og at de i stedet skulle have anvendt reglerne i retsplejelovens § 745, stk. 4, om forsvarerpålæg.
Statsadvokaten fandt ikke, at forholdet var af en sådan grovhed, at straffelovens § 155 og § 157 fandt anvendelse, og undersøgelsen blev herefter indstillet.
Statsadvokaten lagde herved blandt andet vægt på, at politirapporten ikke i grundlovsforhøret blev påberåbt som grundlag for sigtelsen, og at politirapporterne ikke indeholdt oplysninger til gunst for den anholdte, men tværtimod yderligere bestyrkede sigtelsen mod ham.
Politiklagenævnet erklærede sig uenig i afgørelsen. Nævnet fandt, at der forelå en bevidst tilsidesættelse af retsplejelovens § 745, stk. 1, og at kriminalassistenterne burde forelægges en bøde for overtrædelse af straffelovens § 148.
Eksempel 2
Skud mod indbragt
"hittehund"
(SA4-2000-321-0026)
En politimester orienterede telefonisk statsadvokaten om, at en politiassistent angiveligt ved et vådeskud havde skudt en hund, der var indbragt til politistation som "hittehund". Statsadvokaten resolverede på baggrund af orienteringen, at politikredsen selv kunne behandle sagen. Efter en nærmere vurdering besluttede statsadvokaten dog at iværksætte en efterforskning i henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 1.
Politiassistenten blev afhørt som sigtet for hærværk og dyremishandling. Han forklarede om episoden, at han i gårdarealet til politistationen havde trukket sin tjenestepistol og rettet den mod hunden, der stod bundet til et hegn.
Om baggrunden for sin handling oplyste politiassistenten, at hunden stod og gøede, men han kunne ikke give nogen egentlig forklaring på, hvorfor han trak sin tjenestepistol, udover at der var tale om en "dumsmart" spontan handling. Efter at han havde rettet pistolen mod hunden, gik der pludselig et skud af, der ramte hunden i brystet og sårede den meget alvorligt. Politiassistenten aflivede herefter hunden, der var dødeligt såret og havde store smerter, med yderligere et skud.
Der var ingen vidner til skudepisoden. Efter rekonstruktion og erklæring fra Kriminalteknisk Afdeling, Våbensektionen, kunne det ikke afvises, at der var tale om et vådeskud. Statsadvokaten opgav herefter påtale mod politiassistenten for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1 og dyreværnsloven.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at rejse tiltale mod politiassistenten for tjenesteforsømmelse efter straffelovens § 157, da der måtte forventes at blive tale om en ikke ubetydelig disciplinær reaktion.
Statsadvokaten fandt det stærkt kritisabelt, at politiassistenten uden grund havde trukket den ladte pistol og rettet den mod hunden.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten blev ikendt en disciplinærbøde på 3.000 kr. Der var tale om en samlet bøde, der tillige omfattede en lignende sag mod politiassistenten. Denne sag er omtalt nedenfor eksempel 3.
Eksempel 3
Skudafgivelse inde i
tjenestekøretøj
(SA4-2001-321-0050)
En politimester forelagde en sag for statsadvokaten, hvor en politiassistent og skydeinstruktør under afladning af sin tjenestepistol havde afgivet et utilsigtet skud gennem døren i en Ford Transit, hvor han og flere kolleger var passagerer.
Det fremgik af politiassistentens oplysninger, at skuddet gik af, fordi politiassistenten ikke havde udtaget pistolens magasin ordentligt.
Statsadvokaten fandt, at der var udvist høj grad af uforsigtighed, men fandt ikke forsømmelsen af en sådan grovhed, at den var omfattet af straffelovens § 157. Statsadvokaten besluttede derfor ikke at indlede en undersøgelse efter retsplejelovens kap 93c.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten blev ikendt en disciplinærbøde på 3.000 kr. Der var tale om en samlet bøde, der tillige omfattede en lignende sag mod politiassistenten. Denne sag er omtalt ovenfor eksempel 2.
Eksempel 4
Undersøgelse om vold mod
anholdt
(SA1-01-321-1063)
En politibetjent på prøve A fremkom under en samtale, der blev afholdt i anledning af, at han var indstillet til afsked, med oplysninger om, at politibetjent B i forbindelse med en anholdelse af en person C havde slået denne fire gange. Politibetjenten havde selv deltaget i anholdelsen.
Politidirektøren fremsendte sagen til statsadvokaten, som indledte en efterforskning med bistand fra Rejseafdelingen. En indgående afhøring af anmelderen viste, at han ikke havde set volden, men at han havde hørt "fire klask, som han ikke mente passede ind i sammenhængen".
Han mente, at der kunne være tale om, at den anholdte B var blevet slået i leverregionen.
Det lå fast, at anholdte C var gået amok på stationen, i hvilken forbindelse der havde været egentlig kamp mellem C, som var meget stærk og karatetrænet og polititjenestemændene. Det var under denne kamp, at A havde hørt de fire klask.
Den anholdte kunne intet huske om episoden, idet han havde været spirituspåvirket.
A afviste at have slået B, men forklarede som andre i sagen, at der havde været tale om magtanvendelse, herunder om slag med stav i forbindelse med, at B blev pacificeret. Der forelå notits om anvendelse af stav.
Vagtlægen der undersøgte C i detentionen havde ikke fundet tegn på andre slag end dem C var blevet tildelt med politistaven.
Efterforskningen blev herefter indstillet, da der ikke var formodning om, at B havde udøvet et strafbart forhold.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 5
Skudepisode på
tankstation
(SA1-2001-321-1244)
Politidirektøren underrettede telefonisk statsadvokaten om en skudepisode, der havde fundet sted på en tankstation i forbindelse med, at patruljen havde forsøgt at anholde en eftersøgt person. Den eftersøgte havde forsøgt at køre fra stedet og havde i den forbindelse forsøgt at påkøre polititjenestemændene. Polititjenestemændene havde afgivet varselsskud og skud mod bilens dæk og førerkabine. Der blev afgivet i alt 19 skud.
Statsadvokaten besluttede ikke at iværksætte en undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, fordi der ikke forelå oplysninger om, at den pågældende var blevet ramt af skuddene. Statsadvokaten anmodede om at blive holdt løbende orienteret om sagen.
Statsadvokaten besluttede på grundlag af det materiale, han modtog fra Politidirektøren, at iværksætte en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 1. Statsadvokaten fandt det rettest, at den fortsatte undersøgelse foregik efter politiklagenævnsreglerne, da det ikke ganske kunne udelukkes, at polititjenestemændene havde handlet kritisabelt, eventuelt strafbart.
Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet.
Dom for vold mod anholdt
(SA1-00-321-0908, side 133, eksempel
1)
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Sigtet afhørt uden forsvarers tilstedeværelse
(SA4-00-321-0015,
side 142, eksempel 2)
Kriminalassistenten blev idømt 5 dagbøder på hver 200 kr. for overtrædelse af straffelovens 156.
Politiassistents skud mod to mænd, der blev ramt i
benene
(SA2-00-321-0459, side 161, sag nr. 4)
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, og fandt ikke grundlag for kritik af politiets indsats. Statsadvokaten fandt, at det havde været berettiget at passivisere de to asylansøgere ved brug af skud og slag med politistav. Statsadvokaten lagde vægt på, at de pågældende udøvede vold og angreb politiet.
Politiklagenævnet tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Påkørsel af knallert i forbindelse med udrykningskørsel, hvor føreren
pådrog sig brud på begge hofter
(SA2-00-321-0440 og K 830/2001, side
162, sag. nr. 5)
Statsadvokaten standsede undersøgelsen i sagen, idet han ikke fandt, at føreren af patruljebilen havde gjort sig skyldig i strafbart forhold i forbindelse med påkørslen. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at knallertkøreren havde forsøgt at flygte fra politiet, at patruljevognen holdt stille, da knallerten ramte denne, samt at der i øvrigt var plads til at knallerten kunne passere forbi patruljevognen.
Politiklagernævnet var enig i afgørelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte
statsadvokatens afgørelse.
Dødsfald i forbindelse med
detentionsanbringelse
(SA5-00-321-0232, side 164, sag. nr. 8)
Obduktionserklæringen angav den umiddelbare dødsårsag som nedsugning af maveindholdet til luftrøret og dettes forgreninger. Den tilgrundliggende dødsårsag antoges at være nedslugning af en pose indeholdende heroin med efterfølgende frigivelse af heroin fra posen til blodet.
Under statsadvokatens undersøgelse kom det frem, at manden efter løsladelsen havde henvendt sig på sygehuset, hvor han overfor personalet havde oplyst, at han fire timer tidligere havde slugt poser med to gram heroin for at skjule det for politiet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen, da han ikke fandt, at der var udvist strafbart eller kritisabelt forhold fra politiets side. Statsadvokaten lagde vægt på, at politiet alene var bekendt med at anholdte havde spist piller, at anholdte var blevet tilset af en læge i forbindelse med begge detentionsanbringelser, samt at der var ført hyppige tilsyn under detentionsanbringelserne.
Statsadvokaten bemærkede, at det havde været ønskeligt om personalet på sygehuset havde videregivet nøjagtige oplysninger om den indtagne heroin til de politiassistenter, der anholdt manden på sygehuset. Oplysningen ville have været relevant for vagtlægen ved dennes vurdering af, hvorvidt det var forsvarligt at anbringe den pågældende i detentionen. Det havde endvidere været ønskeligt, om vagtlægen havde fået mere detaljerede oplysninger om, hvor meget anholdte havde kastet op om eftermiddagen.
Politiklagennævnet erklærede sig enig i statsadvokatens afgørelse.
In accordance with Section 108 of the Danish Administration of Justice Act, it is the responsibility of the police to maintain law and order, public safety and security, to ensure that national laws and regulations are upheld, and to do what is necessary to prevent, investigate and prosecute crime.
Denmark is divided into 54 police districts plus the districts in Greenland and the Faroe Islands. The Commissioner of the Copenhagen Police heads the district in the country's capital city, while Chiefs of Police command the other districts.
In accordance with Section 109(1) of the Danish Administration of Justice Act, the Minister of Justice is the highest-ranking superior of the police. The Minister exercises his powers through the National Commissioner of Police, the Commissioner of the Copenhagen Police and the Chiefs of Police.
In accordance with Section 110 of the Danish Administration of Justice Act, the administration of the police's human resources, finances etc. is under the auspices of the National Commissioner of Police. The National Commissioner of Police then supervises the usual way that the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) plan the work of the police and draws up general guidelines for such work.
The tasks and organization of the Prosecution Service are set out in Part 10 (Sections 95-107) of the Danish Administration of Justice Act. The Prosecution Service is made up of the Director of Public Prosecutions, the Public Prosecutors and the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police).
It is the task of the Prosecution Service in collaboration with the police to prosecute crimes in pursuance of the rules of the Danish Administration of Justice Act. The overall objectives of this task are described in Section 96(2) of the Act, which states that the Prosecution Service shall proceed with every case at the speed permitted by the nature of the case. The Prosecution Service shall thereby ensure that those liable to punishment are prosecuted and that the innocent are not prosecuted (‘the principle of objectivity').
The Prosecution Service is governed by the Minister of Justice, who supervises the prosecutors. The Minister of Justice may also make rules for how the prosecutors carry out their tasks, and the Minister may also instruct them to take on specific cases. The Minister of Justice also deals with complaints about decisions made by the Director of Public Prosecutions in the 1st instance.
The tasks of the Director of Public Prosecutions are set out in Section 99 of the Danish Administration of Justice Act. In accordance with this provision, the Director of Public Prosecutions conducts criminal cases before the Supreme Court and takes part in the special court of final appeal. The Director of Public Prosecutions is superior to the other prosecutors and supervises them.
The Director of Public Prosecutions also decides how the prosecutors are to carry out their work. These general instructions are published in Instructions from the Director of Public Prosecutions [Rigsadvokatens Meddelser], among others. For example, in Instruction No. 3/2002, the Director of Public Prosecutions set detailed guidelines on the authority to prosecute and rules on submission of cases for approval etc. for the Prosecution Service.
The Director of Public Prosecutions may also instruct the prosecutors to take on specific cases.
The Director of Public Prosecutions also deals with complaints about decisions made by the Public Prosecutors in the 1st instance.
The tasks of the Public Prosecutors are laid out in Section 101 of the Danish Administration of Justice Act, which states that the Public Prosecutors conduct criminal cases before the high courts, including appeals and jury trials and decisions on the question of appealing city court decisions. The Public Prosecutors also supervise the handling of criminal cases by the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) and handle complaints about decisions made by the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) regarding prosecution.
The Public Prosecutors can furthermore make decisions on how the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) are to carry out their duties as prosecutors. They may also give instructions on handling specific cases, including instructing the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) to start, continue, abstain from or stop the prosecution in a specific case.
The Public Prosecutors also deal with cases involving compensation with regard to criminal prosecutions (Part 93a of the Danish Administration of Justice Act) and supervise the extent of criminal measures to which psychologically deviate criminals have been sentenced, and thus take a position on the issue of off-ground privileges etc. for persons placed in hospital or institution by criminal justice decisions, see Statutory Order no. 680 of 10 July 2000 from the Ministry of Justice.
Finally the Public Prosecutors handle complaints about the police in the 1st instance (Part 93b-93d of the Danish Administration of Justice Act) covered by this report.
The tasks of the Public Prosecutors are divided among six regional Public Prosecutors, the Public Prosecutor for Serious Economic Crime and the Chief Prosecutor for Special International Crime.
The tasks of the Chiefs of Police and Commissioner of the Copenhagen Police as Public Prosecutors are set out in Section 104 of the Danish
Administration of Justice Act. The Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) and the prosecutors employed by them function as the Prosecution Service before the city courts. Thus in addition to heading up the police as described in Section 9.1.2., the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) are responsible for investigations in the police districts and the operations of the Prosecution Service.
The ordinary authority to prosecute in criminal cases was changed by the Act on the Structure of the Prosecution Service (L 385/1991). As a starting point, prosecution is now under the auspices of the Chiefs of Police (Commissioner of the Copenhagen Police).
However, in accordance with the provisions of the Danish Administration of Justice Act and the Prosecution Service rules on submission of cases for approval, including Instruction No. 3/2002 from the Director of Public Prosecutions, the Chief of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) must submit a number of cases to the Public Prosecutor for approval before charges are brought etc.
This could apply, for example, if there could be any question of whether the Chief of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) would be disqualified to act in such cases, or if members of the police force have been wronged while on duty, or if the accused has complained that the police have taken special investigative steps. Naturally, groundless complaints about investigative steps approved by the court are exempted, including cases against psychologically deviate criminals as well as certain ad hoc Acts, for example, cases where there is disagreement between the Chief of Police (Commissioner of the Copenhagen Police) and the special authority concerning the formulation of the charges for the Public Prosecutor.
The change of competence to act was coupled with an expansion of the duty of the Public Prosecutor to exercise ordinary control and supervision of planning and case handling in the police districts. Giving the Public Prosecutors the option either on their own initiative or following a complaint to take up decisions for review thus helps ensure uniform case handling.
/Map/
By Act No. 393 of 14 June 1995, the Danish Parliament passed an amendment for a new body of rules for processing complaints about police officers and others. The body of rules consists of three parts in the Danish Administration of Justice Act. Part 93 b and Part 93 c regulate processing complaints regarding the conduct of police officers and processing criminal proceedings against police officers, while Part 93 d concerns the Police Complaints Boards. The scheme for processing complaints regarding police officers entered into force on 1 January 1996 and does not at present extend to the Faeroe Islands. From 1 January 2000 Greenland has its own but similar body of rules.
The core element in the scheme is that the six Regional Public Prosecutors will deal with complaints regarding the conduct of police officers, investigate criminal cases involving police officers and decide which charge(s), if any, should be brought. The rules apply to police personnel with police authority, that is, police-trained personnel and police attorneys. This personnel consists of approximately 10.200 persons .
Clerical staff and civilian employees are not comprised by the scheme.
Provisions only apply to incidents that have occurred while a police officer is on duty. The decision on whether an incident has occurred while a police officer was on duty is based on a specific assessment. A memorandum to the bill adds that due to the special nature of police service, the concept will probably be interpreted very broadly.
Basically, the Regional Public Prosecutor will handle all aspects of inquiries and investigation, so that police personnel will only be involved in the consideration of these cases to a very limited extent. However, the police will handle any urgent matters concerning inquiries and investigation. In addition, to a certain extent, the Regional Public Prosecutors may ask for help with their investigation, from the National Commissioner's Flying Squad. Such external assistance in connection with an investigation may, however, only be used as an exception and in accordance with strict instructions from the Regional Public Prosecutor.
Another important element is the introduction of Police Complaints Boards. A Police Complaints Board has been set up for each Regional Public Prosecutor. The Board consists of one lawyer and two laymen, and it supervises the Regional Public Prosecutor's processing of cases comprised by the scheme. The Boards elect a national chairman and submit an annual report on their activities.
The scheme is limited to complaints about conduct and criminal proceedings involving police personnel. Thus, complaints about decisions on merit and police action in connection with processing cases are not included. Such complaints are processed in accordance with the rules that already apply.
A third element in the body of rules is the extended access to services from an assigned legal counsel to the case. This applies both to the complainant and the officer complained against in cases of complaints about conduct, and to the injured party and the police officer in criminal cases involving police personnel.
The Regional Public Prosecutor shall without delay inform the Police Complaints Board about complaints and reports filed in accordance with Part 93 b and 93 c of the Danish Administration of Justice Act. Furthermore, the Board shall be kept currently informed of all essential decisions in connection with the case, such as charges or an increase in the circle of persons under investigation, etc. The Board shall have the same powers in cases opened by the Regional Public Prosecutor.
The Police Complaints Board may recommend that an inquiry be initiated in accordance with Part 93 b (complaints about conduct) and 93 c (criminal proceedings, etc.), and the Board may also recommend a form of inquiry different from that chosen by the Regional Public
Prosecutor. Moreover, the Police Complaints Board may ask the Regional Public Prosecutor to take certain actions as part of his inquiry and investigation. It is stated in the memorandum to the bill that such requests shall usually be met.
The Regional Public Prosecutor is obligated to prepare a report to the Police Complaints Board about the result of the inquiry or the investigation, with the exception of obviously unfounded cases. The Regional Public Prosecutor may supplement the written report in an oral submission before the Board. The report must indicate how the Regional Public Prosecutor finds that the case should be settled. In cases where no inquiry or investigation is initiated, the Regional Public Prosecutor must give grounds why this has not been found necessary.
The Police Complaints Board will then inform the Regional Public Prosecutor how the Board finds that the case should be settled.
The recommendations of the Police Complaints Boards are not decisions as defined by the Public Administration Act. Thus, there are no requirements as to grounds, evidence of the involved parties, etc.
Grounds shall be given for the decision of the Regional Public Prosecutor and it shall appear whether the decision is in accordance with the opinion of the Police Complaints Board. If the Board does not concur in the decision, detailed grounds are required.
The Ministry of Justice has laid down specified rules for the work of the Boards in Statutory Order No. 1041 of 15 December 1995 concerning rules of procedure for the Police Complaints Boards and Statutory Order No. 1042 of 15 December 1995 concerning Police Complaints Boards.
/Procedure/
1. The case is opened
The complaint is received.
– The
complainant reseives written confirmation.
– The Board and the Chief of
Police and the National Commissioner of Police are notified of the
complaint.
– The person complained against (the respondent) is notified.
–
The Board is kept informed of the progress of the inquiry.
The public
prosecutor submits the complaint to the Board before any possible dismissal of
the complaint as obviously unfounded.
2.Particular
The public prosecutor prepares particulars if the
complaint about conduct is founded. The particulars are sent to the
respondent.
3. The inquiry/investigation
The parties are interviewed, and an
attorney may be assigned to either or both of them. Witnesses, if any, are
interviewed.
4. The case is submitted to the Board
The public prosecutor
prepares a report containing a review of the course and the facts of the case,
assesses the evidence and makes a recommendation of the how the case should be
settled. No report is made in cases that are obviously unfounded.
5. The Board's Opinion (Section 1021 e)
The Police Complaints Board
notifies the public prosecutor of how the Board finds the case should be
settled.
6. The decision
The public prosecutor makes a decision in the
case.
Cases regarding complaints about conduct
– complaint
dismissed.
– complainant upheld in whole or in part.
Criminal proceedings
– report dismissed.
– investigation
discontinued.
– charges withdrawn – with apologies, if appropriate.
–
charges made/charges dismissed.
It shall appear from the decision whether the Board concurs in the decision. The parties of the case, the Board, the Chief of Police and the National Commissioner are notified of the decision of the case.
7. Appeal
The decision of the case made by the public prosecutor may be appealed to the Director of Public Prosecutions by the parties of the case and by the Board.
The definition of a complaint about conduct as defined in the Ministry of Justice's guidelines of 18 January 1982 (concerning processing of complaint cases that are referred to the previously existing Complaints Board regarding police activities) is maintained.
In the guidelines, the Ministry of Justice describes the core area of the Boards as complaints about violence and heavy-handed treatment in connection with arrest, civil disturbances, etc., abuse of power, for example, in connection with arrest and search, other incorrect procedures occurring in the line of duty, and impolite address or other incorrect conduct.
Cases regarding complaints about the conduct of police personnel are considered by the Regional Public Prosecutor following a complaint or at his own initiative, including on the basis of an opinion submitted by the Police Complaints Board. All involved parties shall be informed of the filing of the complaint.
It is, moreover assumed in the memorandum to the bill "that the police's processing of minor complaints shall be maintained". In accordance with this practice, many minor complaints have been settled informally (in a conversation) between a superior police officer and the complainant.
In this connection, it is assumed that the police advise the complainant about the formal channel of complaint to the Regional Public Prosecutor and that a note is prepared about what has happened.
The note is submitted to the Regional Public Prosecutor, who, at his own initiative, may institute a closer inquiry. Moreover the Regional Public Prosecutor shall inform the Police Complaints Board about the note.
The Regional Public Prosecutor may dismiss a complaint about conduct without considering the merits of the case, for example, if the complaint is filed more than six months after the incident in question took place, or if the complaint is obviously unfounded. The case shall be submitted to Police Complaints Boards before the Regional Public Prosecutor makes his decision.
The Regional Public Prosecutor shall initiate an investigation of a complaint or at his own initiative, for example, following an opinion submitted by the Police Complaints Board. An investigation shall be initiated if there is a reasonable assumption that while discharging his duties, a police officer has committed a criminal offence subject to public prosecution. The purpose of the investigation is to clarify whether the conditions to impose criminal liability or other sanction under criminal law exist, to gather information in order to make a decision in the case, and to prepare the case for court proceedings.
A case may be dismissed on its merits without instituting any proceedings if there is no reasonable assumption that a criminal offence subject to public prosecution has been committed. However, the case shall first be submitted to the Police Complaints Board.
The Regional Public Prosecutor shall, moreover, initiate an investigation if a person has died or been seriously injured due to police interference, or while the subject was in police custody. Such investigations shall be initiated regardless of whether there is any assumption that a criminal offence has been committed.
The injured party and others may complain to the Regional Public Prosecutor about the conduct of police officers while on duty. This is presupposed in the memorandum to the bill for an amendment and corresponds to previous procedures.
There are basically no limits as to which persons are entitled to file complaints about a criminal offence committed by the police.
However, it is only the parties to the case and the Police Complaints Board who may complain to the Director of Public Prosecutions about the decision of the Regional Public Prosecutor.
The deadline for filing complaints is four (4) weeks. The parties to the case shall be notified if the Police Complaints Board appeals the decision.
The Regional Public Prosecutor considers a case after a complaint or a report has been filed. The Regional Public Prosecutor may also consider a case on his own initiative, that is, upon the recommendation of the Police Complaints Board. An inquiry is mandatory in certain circumstances.
The Police Complaints Board shall be notified of the case without delay and shall be kept informed about the progress of the inquiry or investigation.
The Regional Public Prosecutor shall also notify the Chief of Police of a district (the Commissioner of Police in Copenhagen), the National Commissioner and in certain cases, the Ministry of Justice as well. These authorities shall be kept up to date about all relevant steps.
If the Regional Public Prosecutor finds that the complaint is obviously unfounded, or if it appears at the initial assessment that the complaint is not seriously meant, the Regional Public Prosecutor may decide not to initiate an inquiry or investigation. He shall submit the question of dismissing the complaint to the Police Complaints Board before any decision is made.
In cases concerning complaints about the conduct of police officers, the Regional Public Prosecutor shall prepare particulars on the basis of the information available. The respondent police officer shall receive a copy of the particulars before he or she is interviewed. The respondent police officer has no obligation to comment on the particulars.
Particulars will not be prepared in connection with criminal inquiries.
Usually, the parties are then summoned for an interview at the Regional Public Prosecutor's office, or any other place deemed expedient by the Regional Public Prosecutor. The Regional Public Prosecutor may also decide that statements shall be heard in court. Basically, court hearings are open hearings.
The Regional Public Prosecutor shall prepare a report to the Police Complaints Board when the inquiry or the investigation is finished. The report shall include a review of the facts and course of the case, an assessment of the evidence and an opinion on the decision of the case. No report is made in cases deemed obviously unfounded.
The Police Complaints Board then notifies the Regional Public Prosecutor how it finds that the case should be settled. The Regional Public Prosecutor makes his decision and notifies the parties of the case. The decision is also sent to the Chief of Police (Commissioner of Police in Copenhagen) and the National Commissioner, as well as to the Ministry of Justice in certain cases.
The Regional Public Prosecutor only dismisses the case if no information has been obtained to support the complaint or if the complaint is obviously unfounded. The Regional Public Prosecutor notifies the parties of the case.
The complainant is upheld in whole or in part in his claim
If the Regional Public Prosecutor finds that the respondent police officer has behaved in a manner subject to criticism, he will notify the complainant. The police officer will receive a copy of the decision of the Regional Public Prosecutor, which may in certain cases form the basis of a disciplinary inquiry.
If there is any basis for bringing charges, or if there is any suspicion of a criminal offence and the officer in question demands criminal proceedings, the consideration of the complaint is terminated. A consideration of the complaint may be resumed if the police officer in question is not charged or convicted. If the inquiry appears to be subject to flaws of a general nature, the Regional Public Prosecutor will raise the question with the responsible authority.
A complaint is withdrawn
A case is normally closed if the complaint is withdrawn. However, as an inquiry may also be initiated at the behest of the Regional Public Prosecutor, the processing of the complaint may continue if deemed necessary by the Regional Public Prosecutor.
Other possibilities
Under certain circumstances, the case may be transferred for processing before a court of inquiry, etc.
The Regional Public Prosecutor closes the investigation if no information has been obtained giving reasonable grounds to assume that a criminal offence subject to public prosecution has been committed.
A complaint will also be dismissed if it is obviously unfounded.
If the Regional Public Prosecutor has made an inquiry in accordance with section 1020 a (2) of the Danish Administration of Justice Act, he will close the investigation in the same manner. This is done if the circumstances of the case have been fully clarified and if on the basis of the information found there is no reasonable assumption that a criminal offence subject to public prosecution has been committed.
Indictment, etc.
The Regional Public Prosecutor may settle criminal proceedings by bringing an indictment or charges, by withdrawing charges or dismissing all charges. The forms of decisions are stipulated in the provisions of criminal procedure of the Danish Administration of Justice Act.
The Chief of Police (Commissioner of Police) and the National Commissioner will in all circumstance be notified of the decision. In certain cases, the Ministry of Justice will also be notified.
When considering the question of bringing charges, the Regional
Prosecutor will also decide whether other conduct subject to criticism is involved – including whether the case shall be dealt with as a complaint about conduct.
Statistics on new cases 1996-2001
|
New cases filed in |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Conduct cases |
539 |
333 |
286 |
583 |
367 |
392 |
|
Criminal proceedings |
474 |
312 |
340 |
480 |
502 |
539 |
|
– including traffic offences |
166 |
100 |
113 |
138 |
160 |
166 |
|
Cases governed by section 1020a |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
|
Total |
1013 |
645 |
626 |
838 |
869 |
931 |
Statistics on cases completed 1996-2001
|
Cases completed in |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Conduct cases |
260 |
320 |
282 |
380 |
302 |
363 |
|
Criminal proceedings 1) |
258 (117) |
283 (106) |
323 (103) |
431 (106) |
400 (139) |
548 (174) |
|
Cases governed by section 1020a |
8 |
6 |
7 |
18 |
13 |
16 |
|
Total |
526 |
609 |
612 |
829 |
715 |
927 |
Note:
Traffic cases in brackets
Conduct cases completed 1996-2001
|
Cases completed in |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Cases settled in police district 1) |
39 |
45 |
48 |
52 |
44 |
52 |
|
Complaint withdrawn |
32 |
24 |
11 |
18 |
11 |
18 |
|
Complaint dismissed ("Time barred") 2) |
12 |
4 |
5 |
7 |
12 |
9 |
|
Complaint dismissed as unfounded 3) |
145 |
206 |
162 |
255 |
197 |
241 |
|
No criticism but incident regretted 4) |
15 |
10 |
22 |
17 |
12 |
12 |
|
Criticism 5) |
4 |
6 |
11 |
12 |
16 |
9 |
|
Criticism of "system errors" 6) |
1 |
0 |
0 |
0 |
1 |
1 |
|
Other 7) |
12 |
25 |
23 |
19 |
9 |
21 |
|
I alt |
260 |
320 |
282 |
380 |
302 |
363 |
Notes:
1) Minor cases.
2) Administration of Justice Act
section 1019 a (2).
3) Inter alia: unfounded cases, cases where the inquiry
has not supported the complaint, cases where statements are contradictory
("inconclusive").
4) Cases where the Regional Public Prosecutor regretted the
incident to the complainant, although there were no grounds to criticise the
conduct of the police officer.
5) Criticism of the police officer's
conduct.
6) Including criticism of the organisation of general
procedures.
7) Inter alia: cases closed when the complainant did not respond
to summons by the Regional Public Prosecutor.
Criminal proceedings completed by the Regional Public Prosecutors 1996-2001, including cases governed by section § 1020 a, stk. 2.
|
Cases completed in 1) |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Dismissal 2) |
57 (7) |
78 (18) |
84 (3) |
127 (11) |
100 (12) |
106 (10) |
|
Investigation discontinued/ charges withdrawn 3) |
112 (47) |
150 (47) |
161 (48) |
216 (40) |
216 (66) |
305 (65) |
|
Charges 4) |
36 (31) |
37 (28) |
58 (47) |
78 (54) |
73 (60) |
116 (97) |
|
Incident deplored but no charges 5) |
5 (2) |
5 (0) |
6 (0) |
0 |
5 (0) |
11 (0) |
|
Other 6) |
48 (30) |
19 (13) |
21 (5) |
10 (1) |
6 (1) |
10 (2) |
|
Total |
258 (117) |
289 (106) |
330 (103) |
431 (106) |
400 (139) |
548 (174) |
Notes:
1) Traffic cases in brackets.
2) Dismissed
according to the Administration of Justice Act section 749 (1).
3) Comprising
cases dismissed according to the Administration of Justice Act section 749 (1)
(non-charged individuals) and cases dismissed according to the Administration of
Justice Act section 721 (1-1) (charged individuals).
4) Comprising cases
where charges were made, fines imposed, or charges withdrawn or concluded with a
formal caution.
5) Cases where the Regional Public Prosecutor regretted the
incident to the complainant, although there were no grounds for charges
etc.
6) Inter alia: cases withdrawn, minor traffic cases etc.
New cases governed by section 1020 a (2) 1996-2001
|
Cases regarding: |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
I alt |
|
|
Deceased while in detention |
1 |
1 |
1 |
3 |
3 |
1 |
10 |
|
|
Attempted suicide in |
||||||||
|
detention etc. |
0 |
0 |
2 |
1 |
0 |
1 |
5 |
|
|
Injuries caused by firearms |
6 |
3 |
3 |
3 |
2 |
6 |
23 |
|
|
– including persons killed by |
||||||||
|
firearms |
1 |
0 |
0 |
0 |
0 |
2 |
1) |
3 |
|
Other mortal incidents |
3 |
2 |
4 |
5 |
0 |
6 |
19 |
|
|
Other injuries |
1 |
0 |
2 |
2 |
4 |
2 |
10 |
|
|
Total |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
68 |
1) One of the cases concerned 2 persons killed by firearms.
Tabel 9. Cases completed governed by section 1020 a (2) 1996-2001
|
Decision: |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
I alt |
|
Investigation discontinued/ charges withdrawn |
9 |
6 |
10 |
10 |
7 |
13 |
54 |
|
Charges 1) |
0 |
0 |
0 |
1 |
0 |
2 |
3 |
|
Criticism |
1 |
0 |
0 |
3 |
0 |
0 |
5 |
|
Incident deplored but no criticism |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
|
Criticism of "system errors" and recommendations 2) |
1 |
0 |
1 |
0 |
2 |
0 |
4 |
|
Other 3) |
0 |
0 |
1 |
0 |
0 |
0 |
1 |
|
Cases pending |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
1 |
1 |
|
Total |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
16 |
68 |
Noter:
1) Charges for manslaughter caused by traffic
offences.
2) Recommendations on procedures connected to detention etc.
3)
Incident deplored by the police officer in question.
Statistics for cases processed by the Director of Public Prosecutions
|
Complaints filed in |
1997 1) |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
|||||
|
Type of case |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
|
Complaint filed by Policeoffiocer |
4 |
0 |
3 |
6 |
9 |
9 |
5 |
6 |
5 |
8 |
|
Citizen 2) |
46 |
43 |
51 |
66 |
41 |
63 |
59 |
58 |
44 |
80 |
|
Board |
3 |
15 |
6 |
14 |
2 |
12 |
4 |
11 |
3 |
8 |
|
Total |
53 |
58 |
60 |
86 |
52 |
84 |
68 |
75 |
52 |
96 |
|
Total number |
111 |
120 |
136 |
143 |
148 |
Notes:
1) The Director of Public Prosecutions filed 97
complaints in 1996. Types of cases were not specified.
2) Including
complaints rejected.
Politiklagenævnsordningen har med udgangen af år 2001 været i kraft i 6 år. I hele perioden har de seks nævn haft den samme formand, og alle seks formænd fratræder med udgangen af år 2001.
I alle nævnene er det de samme personer, der har været lægmedlemmer i såvel 2001, som i 2000, og der har således ikke i 2001 været de problemer, der er kommet til udtryk i år 2000, i forbindelse med udskiftning af lægmedlemmer.
Det forhold, at det i en længere periode er de samme personer, der har fungeret i nævnene, har givet disse mulighed for en smidig sagsbehandling, ligesom det samarbejde, der har været mellem formændene og nævnene har sikret en ligeartet praksis i nævnenes afgørelser.
Politiklagenævnene har holdt årsmøde i januar måned 2001. Mødet blev afholdt i Justitsministeriet, med deltagelse af Rigsadvokaten. Under mødet deltog også de grønlandske medlemmer.
I maj måned 2001 blev der afholdt formandsmøde i København. Under mødet deltog også den grønlandske formand.
Det væsentligste spørgsmål, der blev drøftet på formandsmødet var de problemer, der kunne forudses i forbindelse med, at alle formænd i nævnene med udgangen af 2001 skulle fratræde. Der blev blandt andet drøftet, hvorledes sagerne, der ikke var afsluttet, men påbegyndt behandlet af de respektive nævn i 2001, skulle afleveres til de nye formænd, således at sagerne kunne behandles på en hensigtsmæssig måde, og uden at sagsbehandlingen blev forsinket, hvilket især ville være beklageligt af hensyn til klagerne, og de personer, hvorover der var blevet klaget.
Der har været kontakt til Justitsministeriet og Rigsadvokaten med henblik på at drøfte en praktisk aflevering af sagerne, men da der ved udgangen af året endnu ikke var foretaget underretning til formændene om, hvem der var udpeget som nye formænd, har en praktisk aflevering af sagerne ikke været mulig ved årsskiftet.
I september 2001 blev der afholdt møde med alle politiklagenævnsmedlemmerne og med deltagelse også af de grønlandske medlemmer.
Mødet blev afholdt dels på politistationen i Padborg, dels på Scandic Hotel, Sønderborg. Under mødet fremkom politimester M. Mørup Hansen med et indlæg om Schengen, herunder redegjorde han for, hvorledes politiets arbejde er nu, sammenlignet med perioden forud for Schengen.
Herudover bidrog statsadvokat Preben Alsøe med et indlæg om bevisbyrde og bevisbedømmelsens frihed, især i relation til politiklagenævnssager.
I årets løb har der ikke i pressen været megen omtale af politiklagenævnsordningen, men det er landsformandens opfattelse, at ordningen nu er velkendt og er blevet indarbejdet, og at såvel klagere som de politiembedsmænd, der klages over, er tilfredse med den måde systemet fungerer på, og herunder tilfredse med, at det ikke er politiet, der undersøger sig selv.
Politiklagenævnene vil gerne benytte lejligheden til at opfordre politikredsene til i højere grad at søge sagerne afgjort ved en samtale med klageren (notitssager). Mange sager vil kunne løses på en hurtig, smidig og tilfredsstillende måde ved, at klageren får en forklaring og eventuelt en undskyldning.
Vedtaget på årsmødet den 18. januar 2002.
Esbjerg, den 21. januar 2002
Karen Marie Dyekjær
I lighed med tidligere år er sagerne afgjort på skriftligt grundlag, medmindre et medlem har ønsket mundtlig forhandling eller sagen har indeholdt spørgsmål af mere principiel karakter.
Nævnet har deltaget i Landsmødet med Rigsadvokaten og 2 fællesmøder med de andre politiklagenævns medlemmer.
I Nævnet har der være afholdt møder hver anden måned, og der har været holdt et enkelt møde, hvor udvalgte sager og sagsgangen er blevet drøftet med Statsadvokatens personale. I et enkelt tilfælde har Nævnet været tilkaldt til et møde hos Statsadvokaten for at gennemgå en sag, der var ved at blive strafferetlig forældet.
Nævnet har i 2001 afregnet 327 afgørelser, som fordeler sig således:
|
Adfærdsklager: |
88 |
|
Straffesager: |
121 |
|
Færdselssager: |
113 |
|
Notitssager: |
5 |
Nævnet finder forsat, at flere af sagerne, der er behandlet som adfærdsklager, burde have været afgjort med en notits til Nævnet uden egentlig sagsbehandling.
Det har ikke i år været nødvendigt at indhente rettens afgørelse om særlige undersøgelseskridt.
Der er tale om en stigning i sagsantallet. Sagsbehandlingstiden er stadig for lang set fra parternes side, men når sagerne skal behandles omhyggeligt og klagepunkterne skal tages op til vurdering af flere personer, vil der uundgåeligt gå nogen tid med sagsbehandlingen. Fra Nævnets side tilstræbes en hurtig behandling, men der vil givetvis være tilfælde, hvor der med rette kan rejses kritik om, at en sag har ligget for længe. Sådanne tilfælde beklages hermed.
Den 31.12.2001 verserede der ca. 133 sager, som afventer Statsadvokatens redegørelser.
Praksis i hastighedssagerne er uændret og Nævnet finder fortsat, at behandlingen af disse sker på en måde, hvor det er politiet der undersøger sig selv.
Nævnets formand har orienteret forsvarsadvokaterne i København og en forsamling af klagesagsbehandlere ved 2 møder. Hos forsvarsadvokaterne skete der en general gennemgang af ordningen med henblik på formandsskiftet til nytår. Hos klagebehandlerne skete der en vurdering på baggrund af de første – og for formanden sidste – 6 år af politiklagenævnsordningen.
Formanden har her givet udtryk for, at det burde overvejes om rene færdselssager skulle udgå af politiklagenævnsordningen, ligesom undersøgelsen i disse sager kunne foretages af politiet med statsadvokaten som kontrollerende myndighed.
Området for politiklagenævnssager kunne så udvides, så at samme episode med klage over betjentens dispositioner og adfærd, ikke behandles hver for sig, men indgår i en samlet bedømmelse.
Nævnets medlemmer har deltaget i et møde med politiet på Frederiksberg, hvor politimesteren tog imod sammen med stationens ledere og personalegrupper. Det er altid rart at komme ud og orientere om politiklagenævnsordningen og samtidig høre, hvordan ordningen opleves blandt dem, hvis sager Nævnet behandler.
Med udgangen af 2001 udløber formandens funktionsperiode. Nævnsformand kan kun udpeges for en 6-årig periode, og det samme gælder for formandens suppleant, advokat Nina Anderskouw, som jeg hermed gerne vil benytte lejligheden til at takke for et godt samarbejde.
Jeg har tidligere givet udtryk for de frustrationer der medfølger, når nævnets medlemmer udskiftes og ikke fortsætter behandlingen af de sager, som allerede er igangsat. Problemet er ikke blevet mindre i år, hvor alle 6 nævnsformænd forlader arbejdet på én gang. På indeværende tidspunkt vides det endnu ikke hvem der er efterfølgerne *). Det er meget utilfredsstillende ikke at kunne tilrettelægge overgangen. Det er en del af formandens opgave at varetage sekretariatsfunktionen i Nævnet. Forretningsgangen i Nævnet er tilrettelagt efter drøftelser med Statsadvokaten og de andre nævn. Der er nu skabt en situation, hvor de nye formænd ikke bare skal starte på en frisk, men også er tvunget til at sætte sig ind i de sager, hvor der allerede er truffet beslutninger. Justitsministeriet er for lang tid siden gjort opmærksom på problemet, men har åbenbart ikke fundet det nødvendigt, at få afklaret forholdene. Det er mit håb, at næste formandsskifte fra Justitsministeries side vil blive bedre forberedt, og jeg vil i denne forbindelse foreslå ministeriet, at man et års tid før skiftet indkalder formændene til en drøftelse af, hvordan overdragelsesforretningen gennemføres mest smidigt.
Jeg har i mine tidligere årsberetninger fremhævet enkelte sager, som i årets løb har haft Nævnets særlige interesse. Imidlertid har det vist sig, at det stort set er de samme sager, som Rigsadvokaten omtaler. På nærværende sted vil jeg derfor blot konstatere, at der er sket en klar tilnærmelse mellem Nævnets og Statsadvokatens opfattelse af de krav vi kan stille til en betjents gode opførsel. Kun få sager giver anledning til uenighed om resultatet, men forud er brugt mange kræfter på at få oplyst sagerne.
Det har været spændende og oplevelsesrigt at deltage i politiklagenævnsordningen og dette ikke mindst takket være nogle gode læge medlemmer, som har hjulpet med til at ordningen for mit vedkommende opleves som tilfredsstillende hos borgerne og i politiet.
København, den 29. december 2001.
Søren Arentoft
*) Helt tilfældigt har Statsadvokaten den 28. december 2001 oplyst mig om at advokat Poul Helmuth Pedersen bliver min afløser.
Politiklagenævnet for Statsadvokaten for Sjælland har i løbet af 2001
modtaget underretning om i alt 218 nye sager.
Alle sager fra 1999 er
afsluttet, mens der mangler afslutning af 3 sager fra 2000.
Politiklagenævnet
har afholdt 12 møder og enkelte telefonmøder.
Der er truffet afgørelse i 210 sager, der fordeler sig således :
Adfærdsklager:
Der er behandlet 88 adfærdsklager.
2 sager er endt med en undskyldning til
klager.
I 3 tilfælde er politiets adfærd fundet uhensigtsmæssig.
I 2 sager er politiets adfærd fundet beklagelig og i 8 tilfælde kritisabel. En sag er et eksempel på, at det juridisk uddannede personale er omfattet af reglerne, idet en politiassessor blev kritiseret for sit sprogbrug i en skrivelse. Derimod er en anden sag blevet afvist (SA2-2000-44-0451) fordi de udtalelser, der blev klaget over, var fremsat af kontorpersonale, der ikke er omfattet af politiklagenævnsordningen.
I 63 sager blev der ikke fundet grundlag for kritik af politiets adfærd. 4 sager er blevet tilbagekaldt af anmelderen
En sag er afvist som for sent indgivet, jf. retsplejelovens § 1009 a stk.
2.
13 sager er blevet behandlet som notitssager.
Straffesager:
Politiklagenævnet har behandlet i alt 86 sager, der fordeler sig således:
76 sager er blevet afvist, fordi det ikke kunne antages, at der var tale om strafbart forhold.
Flere af sagerne har drejet sig om eventuel overtrædelse af tavshedspligten, uden at det i noget tilfælde har ført til tiltalerejsning. I et tilfælde, der er blevet efterforsket af rejseholdet (SA2-1999-321-0371), var konklusionen dog, at der var tale om overtrædelse af tavshedspligten, uden at det dog var muligt at fastslå, hvem der havde lækket de pågældende oplysninger.
Endvidere ses der flere anmeldelser mod politifolk for afgivelse af falsk forklaring for retten. Det drejer sig typisk om klagere, der er blevet dømt på grund af politiets forklaring og som føler sig dømt med urette.
4 sager er blevet tilbagekaldt af anmelderen, og man har ikke fundet grundlag for alligevel at rejse sagerne.
I 2 sager har der nok været tale om strafbart forhold, men det har ikke været muligt at fastslå, hvem der i givet fald skulle rejses tiltale imod.
I en lidt kedelig sag (SA2-2000-321-0448) kunne det således formentlig lægges til grund, at der på en politistation var forsvundet en kuvert med ca. kr. 5.000,-, uden at det kunne fastlægges, hvordan det var sket.
I 1 tilfælde er der rejst tiltale for vold og trusler.
Endelig er der i 3 tilfælde fundet grundlag for at indstille, at en disciplinærsag blev rejst.
Færdselssager:
Der er behandlet i alt 30 sager om overtrædelse af færdselsloven.
I 14
tilfælde fandt man, at der ikke forelå en overtrædelse af færdselsloven.
12
sager er afgjort med en bøde. Det drejer sig i det væsentlige om kørsel med for
høj hastighed.
I et enkelt tilfælde var Politiklagenævnet uenig med Statsadvokaten, idet vi i modsætning til Statsadvokaten ikke ville give en bøde.
I 2 sager er der nedlagt påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Sager efter retsplejelovens § 1020 a:
Der har været behandlet 6 sager, hvoraf kan nævnes : SA2-2000-321-0445, hvor en person døde i detentionen på Rødovre Politistation efter at have indtaget hospitalssprit. Personalet på Hvidovre Hospital havde anmodet politiet om at afhente den pågældende. I den konkrete sag var der intet at bebrejde politiet.
En anden sag (SA2-2000-321-0459) drejede sig om, at politiet i Sandholmlejren havde været nødsaget til at affyre skud, hvorved to blev ramt i benet. Der var intet at bebrejde politiet.
Habilitet:
Politiklagenævnet har behandlet en sag fra Station 1 i København vedrørende lækning af oplysninger til pressen. Rigsadvokaten fandt, at såvel Statsadvokaten som Politiklagenævnet var inhabilt.
Generelle bemærkninger .
Det er fortsat nævnets opfattelse, at politiet generelt gør et godt og ordentligt arbejde. De fleste klager er heldigvis af mindre alvorlig karakter. I mange af sagerne er der ingen vidner, og klagen må afvises, fordi det er påstand mod påstand. Men politiklagenævnet er opmærksom på om den samme tjenestemand får flere klager af samme karakter.
Endelig vil jeg benytte lejligheden til at takke de to læge medlemmer Grethe Blomberg og Anders Pedersen for et stort og engageret arbejde. Min funktionsperiode udløber nu, men jeg har fuld tillid til, at de formår at viderebringe nævnets viden og erfaringer til det nye nævn.
Helsingør, den 17. januar 2002.
Ulla Degnegaard
Politiklagenævnet har i år 2001 modtaget 76 nye sager, hvilket er 6 sager mindre end i 2000.
Der har i årets løb været afholdt 11 møder i politiklagenævnet.
I 6 sager har formanden været inhabil. I 5 sager har suppleanten deltaget i sagsbehandlingen, og i 1 sag, hvor også suppleanten var inhabil, har formanden for politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby deltaget i sagsbehandlingen.
I 1 sag har formanden deltaget i sagsbehandlingen i politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby, fordi formanden advokat Søren Arentoft var inhabil.
Politiklagenævnet har i 2001 truffet afgørelse i 88 sager, der fordeler sig således i de enkelte politikredse:
|
Odense |
31 |
|
Nyborg |
3 |
|
Svendborg |
12 |
|
Assens |
6 |
|
Middelfart |
1 |
|
Næstved |
8 |
|
Køge |
6 |
|
Vordingborg |
1 |
|
Nykøbing F |
5 |
|
Nakskov |
4 |
|
Bornholm |
11 |
Af de afgjorte sager kan 50 henføres under retsplejelovens kapitel 93 b (adfærdsklager) og 37 sager under retsplejelovens kapitel 93 c (straffesager). Inden for kapitel 93 c-sagerne har 11 sager været færdselssager. En sag er behandlet i medfør af Retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
I årets løb har 4 af de sager, som politiklagenævnet har afgjort, været indbragt for Rigsadvokaten.
Til illustration af de forskellige typer sager, der har været behandlet i årets løb, kan følgende eksempler nævnes:
SA3-2001-321-291:
Under patrulje den 20. januar 2001 kl. 01.35 blev
2 politiassistenter opmærksomme på en bil, som patruljen ville standse på grund
af førerens aggressive kørsel og på grund af oplysninger om bilen, der ifølge
Radiotjenesten skulle være forsynet med en nummerplade med et afmeldt
registreringsnummer.
Patruljevognens udrykningsblink blev aktiveret, udrykningshornet blev kortvarigt aktiveret og samtidig kørte patruljevognen op på bilens venstre side, mens den ene politiassistent med håndtegn tilkendegav, at bilen skulle standse. Da føreren af bilen ikke reagerede herpå, blev bilen eftersat.
Eftersættelsen har ifølge undersøgelsens resultater kun varet i højst 15 sekunder og er opmålt til mellem 175 og 265 meter.
Den eftersatte bil kørte med for høj hastighed flere gange over for rødt lys og påkørte i et kryds en bil, der kørte ud i krydset for grønt. Føreren af den påkørte bil døde. Ved påkørslen opstod der straks en eksplosionsagtig brand i den påkørte personbil. Branden bredte sig umiddelbart efter til en anden bil, der befandt sig i krydset. En forretningsfacade brød ligeledes i brand.
Føreren af den eftersatte bil forklarede, at han var blevet rystet over en trafikal hændelse, og at han flygtede i panik, da han samtidig så et blåt blink, som han antog kom fra en politibil. Han forklarede, at han ikke vidste, om han blev eftersat af politiet.
I redegørelsen anfører Statsadvokaten, at den eftersatte førers kørsel ikke synes begrundet i politiets eftersættelse, men at en medvirkende årsag kan være det blå blink.
Statsadvokaten finder det fuldt berettiget, at politiassistenterne ville kontakte den pågældende ved hjælp af blåt blink, og at de eftersatte ham, da han ikke reagerede på politiets ønske om, at han standsede.
Statsadvokaten finder intet grundlag for at tilsidesætte skønnet over, at eftersættelse på det pågældende tidspunkt på det pågældende sted var forsvarligt, og der er herefter intet grundlag for kritik af politiassistenterne.
Politiklagenævnet har erklæret sig enig i afgørelsen.
SA3-2001-321-289:
En politiassistent anholdt om natten en ung mand
A for spirituskørsel.
Forud for anholdelsen flygtede A og A's søster fra bilen ud i et terræn, som politiassistenten anså for farligt i mørke.
A anmeldte politiassistenten for trusler, idet politiassistenten i forbindelse med anholdelsen skulle have spurgt A, om han "skulle have 5 flade" samtidig med, at politiassistenten holdt en slukket lommelygte op mod A, hvilket A opfattede som en trussel.
Politiassistenten bestred ikke de faktiske oplysninger og forklarede, at hans sprogbrug skyldtes angst for, hvad der kunne ske A og hans søster, der var undløbet, og politiassistenten har beklaget, hvis forløbet er opfattet som en trussel.
Statsadvokaten indstiller i medfør af Retsplejelovens § 749, stk. 2, jf. § 742 efterforskningen, idet der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.
Statsadvokaten finder dog, at sprogbrug som "hvad fanden bilder du dig ind, din møgdreng" og "......at du skulle have 5 flade for den åndssvage kørsel" er uacceptabel, og politiassistenten er meddelt, at hans adfærd er kritisabel.
Politiklagenævnet har erklæret sig enig i afgørelsen.
SA3-2001-44-291:
En mand A havde parkeret sin bil med motoren i
gang og dørene ulåste, mens han købte morgenbrød hos en bager.
To uniformerede politiassistenter B og C blev opmærksomme på bilen, og den ene politiassistent satte sig ind på forsædet.
A kom til stede ved bilen og spurgte: "Hvad fanden laver I i min bil".
A var ophidset og frembrusende over for politiassistenterne, og der fandt mellem A og politiassistenterne en ordveksling sted, hvorunder politiassistent B kaldte A for "perletand", og politiassistent C sagde til A: "Du skal ikke spille dum".
Statsadvokaten har over for A beklaget politiassistenternes udtalelser og har over for politiassistenterne udtalt kritik på grund af udtalelserne.
Statsadvokaten har lagt vægt på, at sådanne udtalelser ikke i almindelighed bør fremsættes af polititjenestemænd i forbindelse med kontakten med borgere. Politiassistenterne havde, for at undgå eventuel yderligere konfrontation med A, særlig anledning til at anvende korrekt sprogbrug over for A, der var ophidset, aggressiv og frembrusende.
Politiklagenævnet har erklæret sig enig i afgørelsen.
Ved årets udgang har politiklagenævnet 25 verserende sager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse.
Politiklagenævnet har deltaget i årsmøde i København den 19. januar 2001 samt i fællesmøde for politiklagenævnene den 7. og 8. september 2001 i Padborg og Sønderborg.
Med udgangen af 2001 udløber formandens funktionsperiode, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de læge medlemmer Bodil Holm og Torben Jørgensen for et godt og engageret samarbejde i de forløbne 6 år.
Odense, den 11. januar 2002.
Anne-Birgitte Bjerre-Olsen
Nærværende delberetning er den sidste fra min side, idet genudpegning ikke på ny kan finde sted.
At genudpegning kun kan finde sted én gang, jf. Retsplejelovens § 1021, er i sagens natur en særdeles fornuftig ordning, men i den forbindelse er det min opfattelse, at sagsbehandlingstiden ikke af den årsag må forlænges, idet dette spørgsmål er særdeles centralt for de, der er omfattet af en klagesag.
Forslaget til ændring af Retsplejeloven (som i skrivende stund endnu ikke er vedtaget), hvorefter et medlem af politiklagenævnet kan fortsætte og afslutte en sag, der er påbegyndt, før det pågældende medlem træder ud, er derfor særdeles væsentligt af hensyn til sagsbehandlingstiden.
Generelt er det min opfattelse, at sagsbehandlingstiden nu er acceptabel for alle parter, og det ville være særdeles uhensigtsmæssigt, såfremt en ny sagsbehandling altid skulle starte ved indtræden af nye medlemmer i politiklagenævnet.
Selv om det er meget få sager, det drejer sig om, er det efter min opfattelse ganske afgørende, at også disse sager bliver behandlet og afsluttet så hurtigt som muligt.
Ved tilbageblik har jeg i øvrigt noteret mig, at de indkomne sager i årenes løb har fordelt sig således:
|
År |
Kap. 93 |
Kap. 93b+c |
Kap. 93c |
Heraf færdselssager |
Notitssager |
|
1996 |
46 |
2 |
57 |
21 |
9 |
|
1997 |
39 |
1 |
37 |
10 |
7 |
|
1998 |
37 |
0 |
40 |
11 |
9 |
|
1999 |
37 |
0 |
49 |
7 |
9 |
|
2000 |
35 |
0 |
38 |
2 |
17 |
|
2001 |
37 |
1 |
58 |
13 |
10 |
Det må således konstateres, at der alene er små men forklarlige udsving, og at niveauet for Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Aalborg er cirka i alt 100 sager årligt, hvilket antal jeg på ingen måde finder alarmerende.
Politiklagenævnet har således i år 2001 modtaget 109 sager, hvoraf 3 sager er overgivet til andet politiklagenævn på grund af inhabilitet.
Sagerne er behandlet på sædvanlig vis i samarbejde med statsadvokaturen, hvilket samarbejde som altid har fungeret særdeles tilfredsstillende.
De indkomne og i dette nævn behandlede sager fordeler sig således:
|
Kap. 93 b: |
Kap. 93 c: |
Kap. 93 b+c: |
Notitssager: | |
|
Frederikshavn |
2 |
2 |
2 | |
|
Hjørring |
4 |
9 |
1 | |
|
Thisted |
2 |
3 |
||
|
Løgstør |
2 |
3 |
1 | |
|
Aalborg |
17 |
17 |
5 | |
|
Hobro |
1 |
5 |
1 |
|
|
Randers |
5 |
10 |
1 | |
|
Holstebro |
4 |
8 |
||
|
Grenå |
1 |
|||
|
I alt |
37 |
58 |
1 |
10 |
Af de 59 straffesager er 13 færdselssager og 46 andre straffesager.
Indtil dato er der afsluttet i alt 107 sager, hvoraf 1 sag er modtaget i 1999 og 23 sager er modtaget i år 2000.
Aalborg, den 9. januar 2002.
Bent Holmberg
Der er i år 2001 modtaget i alt 124 sager, der fordeler sig som følger:
54 sager vedrørende polititjenestemænds adfærd
50 sager vedrørende
straffesager
20 sager er såkaldte notitssager
Der er i 2001 foretaget afsluttende behandling af 124 sager.
Der er ikke helt overensstemmelse imellem Rigsadvokatens statistik, idet nogle sager er indgået i år 2000 hos Statsadvokaten og først sendt til politiklagenævnet i 2001.
De indkomne klager for år 2001 fordeler sig på politikredsene som følger:
|
År |
1999 |
2000 |
2001 |
|
Århus |
34 |
58 |
62 |
|
Silkeborg |
10 |
14 |
14 |
|
Horsens |
8 |
10 |
10 |
|
Herning |
19 |
10 |
6 |
|
Skive |
6 |
2 |
12 |
|
Viborg |
9 |
7 |
9 |
|
Skanderborg/Odder |
8 |
4 |
7 |
|
Ålborg |
2 |
2 |
4 |
De 4 sager fra Ålborg (2001) skyldes, at politiklagenævnet i Ålborg som helhed har erklæret sig inhabil.
Stigningen i sagerne vedrørende Skive skyldes, at en enkelt klager har set sig gal på en landpolitibetjent, hvorfor der kommer løbende klager mod den pågældende.
Politiklagenævnet har i år 2001 på samme måde som tidligere år behandlet sagerne løbende pr. korrespondance og pr. telefon, ligesom der har været afholdt i alt 8 møder.
Der har været afholdt et møde med Statsadvokaten i Viborg og et møde med Politimesteren i Silkeborg sammen med Statsadvokaten.
Politiklagenævnet har derudover deltaget i årsmøde i januar måned 2001 samt i et møde i september måned i Padborg/Sønderborg.
Viborg, den 10. januar 2002.
Peter Junge
Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Sønderborg har i årets løb modtaget i alt 96 sager.
I det forløbne år er 11 sager afgjort:
23 sager fra år 2000
88 sager
fra 2001
Der har i alle sager været enighed med Statsadvokaten om sagernes afgørelse.
Sagernes afgørelser fordeler sig i øvrigt således:
|
Kap. 93 b: |
Kap. 93 c: |
Notitssager: |
Dispositionsklage | |
|
Haderslev |
9 |
8 |
||
|
Fredericia |
1 |
3 |
||
|
Esbjerg |
10 |
6 |
||
|
Ribe |
1 |
3 |
||
|
Sønderborg |
3 |
3 |
1 |
|
|
Vejle |
9 |
4 |
||
|
Varde |
1 |
3 |
||
|
Gråsten |
3 |
6 |
2 |
|
|
Tønder |
3 |
2 |
4 |
1 |
|
Kolding |
9 |
4 |
1 |
|
|
Ringkøbing |
5 |
2 |
3 |
|
|
Grænsepolitiet |
1 |
|||
|
I alt |
54 |
45 |
11 |
1 |
54 adfærdsklager, hvoraf 4 er afgjort ved at beklage det skete overfor klageren. De resterende 50 adfærdsklager er afvist.
11 notitssager.
45 straffesager, hvoraf 11 er færdselssager. I 2 færdselssager er der rejst tiltale mod de pågældende politiassistenter, mens 3 sager er afgjort ved bødeforelæg. De resterende 6 færdselssager er alle afvist. I de øvrige 34 straffesager er der i 3 sager rejst tiltale mod den pågældende, i 1 sag er der udtalt kritik overfor politiassistenten, 1 klage er trukket tilbage af klageren, mens resten af sagerne er afvist.
Én af straffesagerne har påkaldt sig særlig interesse. Sagen drejede sig om en politiassistent, der i bymæssig bebygget område påkørte og dræbte en ung mand, da denne kl. ca. 05.00 krydsede gaden sammen med 2 kammerater, efter at de var steget ud af en taxa. Politiklagenævnet var enig med Statsadvokaten om, at det måtte lægges til grund, at politiassistenten havde kørt med en hastighed på ikke under 100 km/t. Der var ikke tale om udrykningskørsel, og der blev hverken benyttet blink eller horn.
Der er i sagen rejst tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 41, stk. 1 og 2, § 42, stk. 1, nr. 1 og stk. 4 samt straffelovens § 241. Sagen forventes at komme for retten i begyndelsen af 2002.
Politiklagenævnet har behandlet sagerne på møder, hvoraf der i årets løb har været afholdt 6. Herudover har der været afholdt 4 telefonmøder i sager, hvor nævnets indstilling hastede.
Politiklagenævnet får løbende tilsendt materiale fra Statsadvokaten og samarbejdet fungerer tilfredsstillende og giver Politiklagenævnet mulighed for at følge efterforskningen.
Sagsbehandlingstiden er i årets løb bragt væsentligt ned og ved udgangen af året er der således kun 9 sager, der alle er fra 2001, der ikke er afgjort.
Med årets udgang fratræder formanden, ligesom alle øvrige formænd, men da der ved udgangen af året endnu ikke er udpeget en ny formand, har det ikke været muligt at foretage afleveringsforretning af verserende sager.
Esbjerg, den 10. januar 2002.
Karen Marie Dyekjær
Henvisningerne refererer til årgang og sidetal i beretningerne for
1996-2001
|
Adfærdsklager: |
96.20, 97.17, 97.57.98.23ff, 98.69, 99.123ff, 2000.121ff, 2001.109ff |
|
– anden ukorrekt adfærd: |
96.63ff, 97.65ff, 98.76ff, 99.130ff, 2000.127ff, 2001.115ff |
|
– bevisvurdering: |
98.187ff, 99.58, 2000.61, 2001.62ff |
|
– klage uden indhold: |
96.73, 97.72f98.83ff, 99.135ff, 2000.130ff, 2001.118f |
|
– kritikskala: |
99.120ff, 2000.111ff, 2000.259ff. 2001, 99ff |
|
– magtanvendelse: |
96.52ff, 97.57ff, 98.167ff, 99.57, 99.123ff, 2000, 62, 2000.121ff, 2001.15f, 2001.56, 2001.109ff |
|
– notitssager: |
97.73f, 98.84ff, 99.138ff, 2000.132f, 2001.119f |
|
– over for dispositionsklager: |
96.110f, : 96.149ff, 97.51, 97.107f, 98.121ff 98.187, 99.64ff, 2000.68ff, 2001.70ff |
|
– sagens afgørelse: |
96.23, 96.135ff, 97.20f, 98.134ff, 2000.79f, 2001.28 |
|
– sprogbrug: |
96.55ff, 97.61ff, 98.72ff, 99.126ff, 2000.123ff, 2001.112ff |
|
– undersøgelsen |
2000.73, 2001.26f |
|
Advokatbeskikkelse: |
98.144ff, 98165f, 98.191ff, 99.84, 99.93, 2000.88, 2001.77 |
|
– i adfærdsklagesager: |
96.140f, 97.139ff, 99.84, 2000.88, 2001,77f |
|
– i medfør af rpl. § 1020a, stk. 2: |
96.142ff, 99.84, 2000.88 |
|
– i straffesager: |
96.141ff, 97.139ff, 99.84, 2000.88, 2001.78ff |
|
Aktindsigt: |
96.145ff, 98.162ff, 99.103ff, 2000.103, 2001.96 |
|
– forvaltningsloven: |
99.105ff, 2000.104ff, 2001.97f |
|
– i redegørelse: |
2000.107ff |
|
– offentlighedsloven: |
98.162, 99.104f, 2000.104, 2001.96 |
|
Ankespørgsmål: |
96.136 |
|
Anklagemyndighedens opbygning: |
96.29, 97.29, 98.33, 99.31, 2000.33, 2001.37 |
|
– politimestrene: |
96.30f, 97.30f , 98.36f, 99.34f, 2000.34, 2001.38 |
|
– rigsadvokaten: |
96.29f, 97.29f, 98.35, 99.33, 2000.33, 2001.37 |
|
– statsadvokaterne: |
96.30, 97.30, 98.36, 99.33f, 2000.34, 2001.38 |
|
Armlås: |
2000.136 |
|
Automatisk hastighedskontrol: |
97.155f, 98.182ff, 99.167f, 2000.154, 2001.142f |
|
Bagatelsager: |
96.149f, 99.138, 2000.132 |
|
Blodprøver: |
96.160ff, 98.176, 2000.73, 2001.135ff |
|
Delberetninger fra Politiklagenævnene |
|
|
– Landsformanden: |
96.163, 97.161, 98.215, 99.205, 2000.187, 2001.185 |
|
– SA København mv.: |
96.166, 97.163, 98.217, 99.206, 2000.190, 2001.186 |
|
– SA Sjælland: |
96.170, 97.167, 98.222, 99.223, 2000.197, 2001.189 |
|
– SA Fyn mv.: |
96.173, 97.170, 98.227, 99.228, 2000.200, 2001.191 |
|
– SA Ålborg: |
96.176, 97.172, 98.230, 99.232, 2000.202, 2001.195 |
|
– SA Viborg: |
96.177, 97.175, 98.232, 99.234, 2000.204, 2001.197 |
|
– SA Sønderborg: |
96.179, 97.175, 98.236, 99.241, 2000.210, 2001.198 |
|
Detentionsdødsfald: |
96.102f, 97.92ff, 97.103f, 98.110, 99.176f, 99.183f, 99.193f, 99.198f, 2000.50f, 2000.88f, 2000.160ff, 2000.177ff, 2001.155, 2001.166 |
|
Disciplinærsager: |
96.152ff, 97.24f, 98.30ff, 99.28ff, 2000.28ff, 2001.33f |
|
Dispositionsklager: |
96.33f, : 96.108f, 97.33f, 97.107f, 98.39, 98.122f, 99.64f, 2000.68ff, 2001.40, 2001.70ff |
|
Efterforskning |
|
|
– afgørelsen: |
96.26, 97.21 |
|
– færdselssager: |
99.172f, 2000.150, 2001.140 |
|
– politiklagenævnets anmodning: |
96.130ff, 97.123f, 98.147ff, 99.73f, 2000.75, 2001.27, 2001.69, 2001.72 |
|
– rpl. § 1020 a, stk. 2: |
96.93ff, 2001.29, 2001.145 |
|
– straffesager: |
2000.149, 2001.32 |
|
– uopsættelige efterforskningsskridt: |
96.116, 99.172f |
|
Evaluering af politiklage- |
|
|
nævnsordningen (i 1999): |
98.15, 99.11, 99.295 |
|
Falske anmeldelser: |
97.83ff, 98.97ff, 99, 158ff, 2000.147ff. |
|
Folketingets Ombudsmand: |
98.118, 98.179f, 99.108, 99.110, 99.193, 2000.74, 2000.150, 2001.74ff, 2001.93f |
|
Forsikringssager: |
96.157f, 99.171f, 2000.156 |
|
Forsætlig påkørsel: |
98.181f, 99.170, 2000.136, 2001.142 |
|
Forvaltningsretlige spørgsmål, se bl.a. |
|
|
– aktindsigt |
|
|
– inhabilitet |
|
|
– klageadgang |
|
|
– partsbegrebet |
|
|
– partshøring |
|
|
– partsrepræsentation |
|
|
– sagsbehandlingstiden |
|
|
– underretning |
|
|
Fotokonfrontation: |
2000.76 |
|
Færdselsloven |
|
|
– andre færdselsforseelser: |
97.89f, 98.189f, 99.56f, 99.171, 2000.156 |
|
– automatisk hastighedskontrol: |
97.155f, 98.182ff, 99.167ff, 2000.154, 2001.1442f |
|
– bevisvurderingen: |
98.65ff |
|
– efterforskning: |
99.172f, 2000.150 |
|
– forsætlig påkørsel: |
98.181f, 99.170, 2000.136, 2001.142 |
|
– færdselssager: |
96.90ff, 97.53f, 97.87, 97.155f, 98.61ff, 98.99, 99.54, 99.161ff, 2000.58, 2000.150ff, 2001.61, 2001.140ff |
|
– færdselssagers behandling: |
96.117f, 98.181ff , 99.161ff, 2000.150ff, 2001.140ff |
|
– færdselsuheld: |
97.87, 97.151, 98.99ff, 99.161ff, 2000.150ff, 2001.140ff |
|
– mindre færdselsuheld: |
96.157f, 99.171f, 2000.156 |
|
– udrykningskørsel: |
96.158, 97.88f, 97.151ff, 97.156ff, 98.102ff, 98.190, 99.54f, 99.163ff, 2000.59, 2000.60, 2000.152ff, 2001.141f, 2001.156, 2001.166 |
|
Føregreb: |
2000.136, 2001.149 |
|
Genoptagelse: |
99.77, 2000.81, 2000.144 |
|
Grænsekontrol: |
96.69ff |
|
Hjemvisning: |
99.77ff, 2000.81 |
|
"Hjørring-sagen": |
2000.92, 2000.109, 2000.169, 2000.202, 2001.13, 2001.58 |
|
Hovedfaldsgreb: |
99.144 |
|
Hundebid: |
96.109ff, 97.109ff, 98.123ff, 99.69, 99.148, 2000.175 |
|
Håndjern: |
97.57, 97.75, 98.89, 99.125, 2000.62, 2001.123 |
|
Håndledstryk: |
99.125 |
|
Inhabilitet |
|
|
– forvaltningslovens regler: |
96.119, 97.115f, 98.125, 99.85, 2000.90, 2001.80 |
|
– politiklagenævnets inhabilitet: |
96.127f, 98.128, 99.89, 2000.94, 2001.86f |
|
– polititjenestemænds inhabilitet: |
98.129ff, 99.90, 2000.94ff, 2001.87ff |
|
– rigsadvokatens inhabilitet: |
96.125ff, 97.118f, 98.128, 99.89, 2000.93, 2001.86 |
|
– statsadvokatens inhabilitet: |
96.120ff, 97.116ff, 98.126ff, 99.86ff, 2000.91ff, 2001.81ff |
|
Initiativsager: |
97. 96ff, 98.113ff, 99.186ff , 2000.166ff, 2001.72, 2001.160ff |
|
Klageadgang: |
96.21, 96.33ff, 97.19, 97.33ff, 97.47ff, 98.27, 98.37ff, 99.35ff, 2000.47f, 2001.29, 2001.41, 2001.53f |
|
Klager uden indhold: |
96.73, 2000.130, 2001.118f |
|
Konkrete sager, se bl.a. |
|
|
– "Hjørring-sagen" |
|
|
– "PFA-sagen" |
|
|
– "Plejebosagen" |
|
|
– "Spjaldsagen" |
|
|
– "Station 1-sagen" |
|
|
Kritikskala, se adfærdsklager |
|
|
Køreprøvesagkyndige: |
96.61ff, 2001.116 |
|
Legitimation: |
96.58, 96.133, 98.60, 98.73, 98.78, 98.89f, 98.120, 99.157, 2000.65f, 2000.68, 2000.129, 2000.143, 2001.66, 2001.102, 2001.117 |
|
Magtmidler, politiets anvendelse af, se |
|
|
– armlås |
|
|
– føregreb |
|
|
– hovedfaldsgreb |
|
|
– hundebid |
|
|
– håndjern |
|
|
– håndledstryk |
|
|
– politihunde |
|
|
– politistav |
|
|
– skydevåben |
|
|
Misbrug af politiets registre: |
96.86, 99.151, 2000.137ff, 2001.103, 2001.124, 2001.124ff |
|
Notitssager: |
96.151f, 97.73f, 98.84ff, 99.138ff, 2000.132f, 2001.119f |
|
Objektiv beklagelse: |
99.119, 99.121, 2000.118, 2001.104 |
|
Omgørelsesfrister: |
97.150ff, 99.190 |
|
Partsbegrebet: |
99.102 |
|
Partshøring: |
99.109ff, 2001.105 |
|
Partsrepræsentation: |
99.103 |
|
Personfølsomme oplysninger: |
96.147ff, 97.136ff |
|
"PFA-sagen": |
2000.92, 2000.149 |
|
"Plejebosagen": |
2000.54, 2000.71, 2000.192 |
|
Politihunde: |
96.109ff, 97.109ff, 98.123ff, 99.69, 99.148, 2000.69, 2000.130, 2000.175, 2001.71 |
|
Politiklagenævnet |
|
|
– kompetenceområde: |
96.19f, : 96.129ff, 97.16f, 97.119ff, 98.22f, 98.132, 99.20, 99.71, 2000.72, 2001.22 |
|
Politiklagenævnsordningen |
|
|
– begrebet "i tjenesten": |
96.107ff, 97.105ff, 98.59, 98117ff, 99.61ff, 2000.65, 2001.65 |
|
– nævnets sammensætning: |
96.37f |
|
– sagsgangen i klagenævnssag: |
96.22ff, 97.19f, 98.27ff, 99.25, 2000.22, 2001.30ff |
|
– væsentlige elementer: |
96.17f, 97.15f |
|
Politisamarbejde i grænseregionerne, se Schengen |
|
|
Politistav: |
98.87, 99.57, 2001.163, 2001.165 |
|
Prioritering af straffesager og |
|
|
klagesager: |
96.137ff, 97.127ff, 98.139ff, 99.82ff, 2000.85ff, 2001.73ff |
|
Ransagning: |
96.79ff, 98.79, 2000.141 |
|
Retsplejeloven |
|
|
– § 170 |
2000.174 |
|
– § 741 c |
2000.110 |
|
– § 745 |
2000.109, 2000.142, 2001.161 |
|
– § 746 |
97, 33, 97.123, 98.39, 98.134, 99.37, 99.74, 2000.78. 2001.27, 2001.41 |
|
– § 780 |
2000.150 |
|
– § 1016 a |
97.143, 97.148, 99.156, 2000.146 |
|
– § 1017 |
99.156, 2000.146 |
|
– § 1020 a, stk. 1 |
97.96ff, 98.113ff, 98.190, 99.186, 2000.166ff, 2001.160 |
|
– § 1020 a, stk. 2 |
96.21, 96.93ff, 96.159f, 97.18, 97.90ff, 98.27, 98.105ff, 98.190ff, 99.173ff, 2000.157, 2001.51, 2001.83, 2001.145, 2001.165 |
|
Rigsadvokatens ændring |
|
|
af afgørelser: |
97.49ff, 98.52ff, 99.48ff, 2000.49ff, 2001.55ff |
|
Rimelig formodning om strafbart |
|
|
forhold: |
99.71f, 99.171ff, 2000.73 |
|
Sagsbehandlingstiden: |
97.131ff, 98.142ff, 98.147ff, 99.92ff, 2000.96ff, 2001.12, 2001.91ff |
|
Sagsstatistik |
|
|
– adfærdsklager: |
96.50, 97.41, 98.46, 99.41, 2000.41f, 2001.45f |
|
– indkomne sager: |
96.46, 97.37f, 98.42ff, 99.39ff, 2000.39f, 2001.43ff, 2001.59 |
|
– rpl. § 1020 a, stk. 2: |
96.51, 97.42, 98.48, 99.43, 2000.43, 2001.47ff |
|
– straffesager: |
96.51, 97.42, 98.46ff, 99.42, 2000.42f, 2001,46f |
|
– visitationssager: |
98.48, 99.45, 2000.45, 2001.49f |
|
Schengen: |
2000.13ff |
|
Skydevåben: |
96.94ff, 96.100ff, 97.91f, 97.95ff, 98.106ff, 98.113, 98.115, 98.190, 99.180ff, 99.201, 2000.161ff, 2001.51, 2001.83, 2001.146f, 2001.150ff, 2001.157ff, 2001.161ff |
|
"Spjaldsagen": |
96.109f, 97.110ff |
|
"Station 1-sagen": |
99.159, 99.160, 99.187, 2000.78, 2000.181, 2000.192 |
|
Straffelovens kapitel 16 |
|
|
– § 146: |
96.122, 97.85, 98.98, 2001.137 |
|
– § 147: |
98.97, 2001.56 |
|
– § 148: |
2000.168, 2001.137 |
|
– § 150: |
99.110, 99.157 |
|
– § 152: |
96.83ff, 96.122, 98.121, 98.176f, 99.52f, 99.68, 99.116, 99.118, 99.149f, 99.190, 2000.138ff, 2001.127ff, 2001.138 |
|
– § 152b: |
2000.138 |
|
– § 152e: |
2000.138f |
|
– § 152f: |
2000.140 |
|
– § 154: |
96.76, 96.126, 97.80f, 97.143, 97.145ff, 98.87, 99.189, 2000.133, 2000.174, 2001.56, 2001.66, 2001.76, 2001.121, 2001,123 |
|
– § 155: |
96.87, 96.133, 98.92, 98.138, 98.176, 99.59, 99.69, 99.110, 99.151f, 99.157, 99.189f, 99.196, 2000.68, 2000.109, 2000.138f, 2000.143f, 2000.168, 2000.171f, 2000.175, 2001.89, 2001.124, 2001.128, 2001.133, 2001.161 |
|
– § 156: |
97.79, 98.93, 99.153f, 99.197, 2000.139, 2000.142, 2001.135f, 2001.165 |
|
– § 157: |
98.96, 99.154, 99.197, 2000.109, 2000.139, 2000.142, 2000.167, 2000.171, 2001.127, 2001.134, 2001.136f, 2001.161f |
|
Straffelovssager |
|
|
– andre anmeldelser: |
96.82f, 96.87ff, 97.81ff, 98.92ff, 99.153ff, 2000.143ff, 2001.132ff |
|
– anmeldelser om tyveri: |
98.96, 99.58, 2000.147 |
|
– anmeldelser om vold: |
96.74ff, 97.75f, 98.87ff, 99.144, 2000.133ff, 2001.121ff |
|
– formodning om strafbart forhold: |
99.71, 2000.73 |
|
– forbrydelse i offentlig tjeneste |
se Straffelovens kapitel 16 |
|
– grundløse anmeldelser: |
97.83ff, 98.97ff, 99.148, 2000.146ff, 2001.137ff |
|
– misbrug af politiets registre: |
96.86, 99.59, 99.151, 2000.137ff, 2001.103, 2001.124ff |
|
– straffesager: |
96.21, 96.74, 97.18, 97.74, 98.86, 99.143, 2000.133ff, 2001.121ff |
|
– straffesager ctr. klagesager: |
97.127ff, 98.139ff, 99.82.2000.85ff, 2001.73ff |
|
– tavshedspligten: |
96.83ff, 97.79ff, 98.91ff, 99.148, 2000.137ff, 2001.124ff |
|
– uagtsomt manddrab: |
98.65, 98.186, 2001.152, 2001.156f |
|
– under efterforskningen: |
97.77ff, 98.90f, 2000.141ff, 2001.130ff |
|
Systemkritik: |
99.118, 99.121f, 2000.117, 2001.103 |
|
Tavshedsbrud |
|
|
– konkrete sager: |
97.144ff, 98.172ff, 99.148, 2000.137ff, 2001.118, 2001.124ff |
|
– straffesager: |
96.83ff, 97.79ff, 98.91ff, 99.148, 2000.137ff, 2001.124ff |
|
– videregivelse til pressen: |
97.144, 97.80, 98.172, 2000.149, 2001.125ff |
|
Tilbagekaldte sager: |
97.125ff, 98.137ff, 99.80ff, 2000.84ff, 2001.28f |
|
Udrykningskørsel: |
96.158, 97.88f, 97.151ff, 97.156ff, 98.102ff, 98.190, 99.54f, 99.163ff, 2000.59, 2000.60, 2000.152ff, 2001.141f, 2001.156, 2001.166 |
|
Underretning: |
96.113f, 98.143, 99.95f, 99.100f, 2001.105 |
|
Undersøgelsessager: |
97.43ff |
|
Videregivelse af oplysninger om tidligere sager |
|
|
– til ansættelsesmyndigheden: |
2000.29, 2001.82 |
|
– til nævnet: |
2000.62f |
|
Visitation: |
98.66f, 99.130 |
Henvisningerne refererer sig til årgang og sidetal
|
Rigsadvokatens j.nr. |
Statsadvokaternes j.nr. |
|
394/01 2001.122 |
SA1-97-321-282 2001.95 |
|
K 507/99 2001.56 |
SA1-98-321-501 2001.102, 2001.126 |
|
K 559/00 2001.74, 2001.105 |
SA1-99-321-564 2001.125 |
|
K 692/01 2001.101, 2001.104, 2001.111f |
SA1-99-321-695 2001.133 |
|
K 704/01 2001.110 |
SA1-99-321-715 2001.93, 2001.106 |
|
K 706/01 2001.137 |
SA1-99-321-1072 2001.62 |
|
K 715/01 2001.90 |
SA1-00-321-15 2001.138 |
|
K 722/01 2001.68 |
SA1-00-321-17 2001.137 |
|
K 726/01 2001.83 |
SA1-00-321-811 2001.127 |
|
K 727/01 2001.95 |
SA1-00-321-884 2001.130 |
|
K 730/01 2001.51, 2001.67 |
SA1-00-321-903 2001.103, 2001.128 |
|
K 733/01 2001.102, 2001.126 |
SA1-00-321-908 2000.133, 2001.76, 2001.165 |
|
K 735/01 2001.89 |
SA1-00-321-915 2001.142 |
|
K 738/01 2001.79 |
SA1-00-321-1000 2001.68, 2001.72 |
|
K 739/01 2001.130 |
SA1-00-44-456 2001.101, 2001.117 |
|
K 742/01 2001.76 |
SA1-01-321-1014 2001.160 |
|
K 744/01 2001.58, 2001.104 |
SA1-01-321-1063 2001.163 |
|
K 751/01 2001.138 |
SA1-01-321-1092 2001.141 |
|
K 752/01 2001.138 |
SA1-01-321-1102 2001.62 |
|
K 754/01 2001.62 |
SA1-01-321-1154 2001.121 |
|
K 761/01 2001.55 |
SA1-01-321-1176 2001.132 |
|
K 767/01 2001.100, 2001.112, 2001.129 |
SA1-01-321-1196 2001.151 |
|
K 775/01 2001.138 |
SA1-01-321-1199 2001.69 |
|
K 776/01 2001.138 |
SA1-01-321-1244 2001.51, 2001.164 |
|
K 777/01 2001.141 |
SA1-01-44-500 2001.119 |
|
K 778/01 2001.62 |
SA1-01-44-504 2001.71 |
|
K 781/01 2001.88 |
SA2-99-321-315 2001.56 |
|
K 782/01 2001.135 |
SA2-99-321-371 2001.190 |
|
K 789/01 2001.93, 2001.106 |
SA2-99-44-364 2001.74, 2001.105 |
|
K 793/01 2001.101, 2001.110 |
SA2-00-321-415 2001.55 |
|
K 794/01 2001.100, 2001.114 |
SA2-00-321-417 2001.145 |
|
K 799/01 2001.82, 2001.86 |
SA2-00-321-422 2001.124 |
|
K 800/01 2001.132 |
SA2-00-321-427 2001.102f, 2001.131 |
|
K 802/01 2001.60 |
SA2-00-321-440 2000.162, 2001.166 |
|
K 810/01 2001.81 |
SA2-00-321-445 2001.191 |
|
K 812/01 2001.116 |
SA2-00-321-448 2001.190 |
|
K 816/01 2001.71 |
SA2-00-321-457 2001.144 |
|
K 826/01 2001.154 |
SA2-00-321-459 2000.161, 2001.165, 2001.191 |
|
K 827/01 2001.101, 2001.115 |
SA2-00-44-9 2001.114 |
|
K 830/01 2000.162, 2001.166 |
SA2-00-44-392 2001.88 |
|
K 835/01 2001.138 |
SA2-00-44-451 2001.189 |
|
K 836/01 2001.138 |
SA2-01-321-463 2001.124 |
|
K 847/02 2001.83, 2001.157 |
SA2-01-321-469 2001.146 |
|
K 850/02 2001.138 |
SA2-01-321-472 2001.100, 2001.112, 2001.129 |
|
K 851/02 2001.138 |
SA2-01-321-478 2001.133 |
|
K 868/02 2001.145 |
SA2-01-321-484 2001.66, 2001.121 |
|
K 876/02 2001.144 |
SA2-01-321-485 2001.149 |
|
Rigsadvokatens j.nr. |
SA2-01-321-489 2001.83 |
|
394/01 2001.122 |
SA2-01-321-558 2001.153 |
|
K 507/99 2001.56 |
SA2-01-321-559 2001.155 |
|
K 559/00 2001.74, 2001.105 |
SA2-01-321-567 2001.156 |
|
K 692/01 2001.101, 2001.104, 2001.111f |
SA2-01-321-574 2001.157 |
|
K 704/01 2001.110 |
SA2-01-322-30 2001.83 |
|
K 706/01 2001.137 |
SA2-01-44-489 2001.115 |
|
K 715/01 2001.90 |
SA2-01-49-760 2001.82, 2001.86 |
|
K 722/01 2001.68 |
SA3-00-321-282 2001.90 |
|
K 726/01 2001.83 |
SA3-00-44-270 2001.116 |
|
K 727/01 2001.95 |
SA3-01-321-289 200.193 |
|
K 730/01 2001.51, 2001.67 |
SA3-01-321-291 2001.147, 2001.192 |
|
K 733/01 2001.102, 2001.126 |
SA3-01-321-317 2001.81 |
|
K 735/01 2001.89 |
SA3-01-321-322 2001.81 |
|
K 738/01 2001.79 |
SA3-01-44-279 2001.120 |
|
K 739/01 2001.130 |
SA3-01-44-281 2001.51, 2001.67 |
|
K 742/01 2001.76 |
SA3-01-44-291 2001.101, 2001.113, 2001.194 |
|
K 744/01 2001.58, 2001.104 |
SA3-01-44-293 2001.118 |
|
K 751/01 2001.138 |
SA3-01-44-294 2001.100, 2001.114 |
|
K 752/01 2001.138 |
SA4-00-321-15 2000.142, 2001.165 |
|
K 754/01 2001.62 |
SA4-00-321-26 2001.161 |
|
K 761/01 2001.55 |
SA4-00-44-32 2001.110 |
|
K 767/01 2001.100, 2001.112, 2001.129 |
SA4-01-321-50 2001.162 |
|
K 775/01 2001.138 |
SA4-01-321-68 2001.150 |
|
K 776/01 2001.138 |
SA5-99-322-11 2001.79 |
|
K 777/01 2001.141 |
SA5-00-321-193 2001.123 |
|
K 778/01 2001.62 |
SA5-00-321-200 2001.58, 2001.104 |
|
K 781/01 2001.88 |
SA5-00-321-223 2001.89 |
|
K 782/01 2001.135 |
SA5-00-321-232 2000.164, 2001.166 |
|
K 789/01 2001.93, 2001.106 |
SA5-00-44-237 2001.101, 2001.104, 2001.111f |
|
K 793/01 2001.101, 2001.110 |
SA5-00-44-250 2001.116 |
|
K 794/01 2001.100, 2001.114 |
SA5-01-321-206 2001.135 |
|
K 799/01 2001.82, 2001.86 |
SA5-01-321-234 2001.134 |
|
K 800/01 2001.132 |
SA5-01-321-239 2001.138 |
|
K 802/01 2001.60 |
SA5-01-321-249 2001.138 |
|
K 810/01 2001.81 |
SA5-01-321-251 2001.138 |
|
K 812/01 2001.116 |
SA5-01-321-254 2001.138 |
|
K 816/01 2001.71 |
SA5-01-321-261 2001.138 |
|
K 826/01 2001.154 |
SA5-01-321-267 2001.138 |
|
K 827/01 2001.101, 2001.115 |
SA5-01-321-268 2001.138 |
|
K 830/01 2000.162, 2001.166 |
SA5-01-321-270 2001.154 |
|
K 835/01 2001.138 |
SA5-01-321-282 2001.83, 200.157 |
|
K 836/01 2001.138 |
SA5-01-322-19 2001.138 |
|
K 847/02 2001.83, 2001.157 |
SA5-01-44-287 2001.60 |
|
K 850/02 2001.138 |
SA5-01-44-293 2001.118 |
|
K 851/02 2001.138 |
SA6-00-44-311 2001.101, 2001.115 |
|
K 868/02 2001.145 |
SA6-01-321-275 2001.149 |
|
K 876/02 2001.144 |
SA6-01-321-276 2001.148 |
|
SA6-01-321-287 2001.101, 2001.110 | |
|
SA6-01-321-290 2001.122 | |
|
SA6-01-321-301 2001.135 | |
|
SA6-01-321-304 2001.152 | |
|
SA6-01-321-310 2001.156 | |
|
SA6-01-44-348 2001.66 |
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og
Tårnby,
Gammel Torv 8,
1457 København K
Formand:
Advokat Søren Arentoft
Advokat Nina Anderskouv
(Suppleant)
Indstillet af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg:
Faglig sekretær
Ellen Hanne Sørensen
Mette Holbæk Bartholin (Suppleant)
Indstillet af Københavns Borgerrepræsentation:
Cand.mag. Hanne
Rørbæk Hansen
Faglig sekretær Flemming Hansen (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Sjælland,
Stengade
70,
3000 Helsingør
Formand:
Advokat Ulla Degnegaard
Advokat Poul Jost Jensen
(Suppleant)
Indstillet af Københavns Amt:
Forstander Grethe Blomberg
Indstillet af Frederiksborg Amt:
Konsulent Jens Greve
Indstillet af Vestsjællands Amt:
Selvtændig Anders Petersen
Indstillet af Roskilde Amt:
Cand.mag. Hans-Christian Eisen
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Fyn,
Sydøstsjælland,
Lolland, Falster og Bornholm,
Vestergade 15, Postboks
1159,
5100 Odense C
Formand:
Advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen
Advokat Kjeld
Danielsen (Suppleant)
Indstillet af Storstrøms Amt:
Ældrekonsulent Bodil Lykke
Holm
Tandlæge Karen Samson (Suppleant)
Indstillet af Fyns Amt:
Gårdejer Torben Jørgensen
Indstillet af Bornholms Amt:
Gårdejer Niels Peter Kofoed Ipsen
(Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Aalborg,
Tiendeladen 7,
Postboks 1363,
9100 Aalborg
Formand:
Advokat Bent Holmberg
Advokat Elin Tjærby Kersting
(Suppleant)
Indstillet af Århus Amt:
Else Christiansen
Indstillet af Viborg Amt:
Lærer Hanne Bruun (Suppleant)
Indstillet af Nordjyllands Amt:
Sygeplejerske Medzait
Ljatifi
Sundhedsfremmekonsulent Anne Krøjer Jacobsen (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Viborg,
Torvet 12,
7400
Herning
Formand:
Advokat Peter Junge
Advokat Karen Marie Henningsen
(Suppleant)
Indstillet af Vejle Amt:
Lektor Jakob Schow Madsen
Indstillet af Viborg Amt:
Disponent Morten Frandsen (Suppleant)
Indstillet af Århus Amt:
Chefsekretær Britta Jordt Bang
Indstillet af Ringkøbing Amt:
Designer Inger Elsebeth Jensen
(Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Sønderborg,
Kongensgade 58,
Postboks 140,
6701 Esbjerg
Formand:
Advokat Karen Marie Dyekjær
Advokat Jens Ole Mengel
(Suppleant)
Indstillet af Ringkøbing Amt:
Dagplejepædagog Else Esmarch
Pedersen
Indstillet af Sønderjyllands Amt:
Filialdirektør Peter
Falk
Fiskeskipper Oluf Stenrøjl Kristensen (Suppleant)
Indstillet af Ribe Amt:
Salgschef Jørn Motzkus (Suppleant)
Rigsadvokaten:
Rigsadvokat Henning Fode
Statsdvokat Lars
Stevnsborg
Statsadvokat Hanne Schmidt
Statsadvokat Poul Dahl
Jensen
Vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg
Vicestatsadvokat Lis
Hjortnæs
Vicestatsadvokat Jan Reckendorff
Rigsadvokatassessor Jette
Christiansen
Rigsadvokatassessor Jette Britt Bjerg
Clausen
Rigsadvokatassessor Ida K. Sørensen
Rigsadvokatassessor Birgit
Foltmar Gammelgaard
Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby:
Statsadvokat
Karsten Hjorth
Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast
Fg. vicestatsadvokat Anne
Birgitte Stürup
Statsadvokatassessor Poul Borg
Gadegaard
Statsadvokatassessor Per Corneliussen
Kst. statsadvokatassessor
Henrik Aagaard
Kst. statsadvokatassessor Claus Mohr Hansen
Statsadvokaten for Sjælland:
Statsadvokat Erik
Merlung
Vicestatsadvokat Jørgen Jensen
Vicestatsadvokat Vibeke
Uldal
Statsadvokatassessor Dorthe Vejsig
Statsadvokatassessor Birgitte
Pock
Statsadvokatassessor Annette Vester
Statsadvokatassessor Morten
Frederiksen
Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og
Bornholm:
Statsadvokat Birgitte Vestberg
Vicestatsadvokat Mette
Vestergaard
Statsadvokatassessor Charlotte Alsing
Juul
Statsadvokatassessor Margit Wegge
Statsadvokatassessor Erik Hjelm
Statsadvokaten i Aalborg:
Statsadvokat Elsemette
Cassøe
Vicestatsadvokat Kirsten Dyrman
Vicestatsadvokat Steen Friis
Nielsen
Statsadvokatassessor John Kølbæk
Statsadvokatassessor Rune
Jensen
Statsadvokatassessor Steen Thomsen
Statsadvokaten i Viborg:
Statsadvokat Peter Brøndt
Jørgensen
Vicestatsadvokat Marian Thomsen
Vicestatsadvokat Peter
Adamsen
Statsadvokatassessor Mette Møller
Statsadvokatassessor Karin D.
Thostrup
Statsadvokatassessor Torben Ovesen
Statsadvokatassessor Frantz
Cohn
Statsadvokaten i Sønderborg:
Statsadvokat Preben
Alsøe
Vicestatsadvokat Peter Urskov
Statsadvokatassessor Claus
Guldbrand
Statsadvokatassessor Lene Nørup Theil
Kst. statsadvokatassessor
Jakob Beyer
Rigsadvokaten Version 1 d. 3.
oktober 2002
Denne publikation findes på adressen: http://www.rigsadvokaten.dk/
Copyright
(c) Rigsadvokaten