Til Folketinget og Justitsministeren
Efter retsplejelovens § 1021 h skal Rigsadvokaten afgive en årlig beretning om behandlingen af de sager, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c. Det drejer sig om behandlingen af klager over politipersonalets adfærd i tjenesten, behandlingen af straffesager imod politipersonale samt undersøgelser af tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
I overensstemmelse hermed afgiver jeg herved beretning for året 2002.
I beretningen er medtaget politiklagenævnenes delberetninger.
København, september 2003
Henning Fode
Den stigning i sagstallet, der kunne konstateres i 2001, er svækket i beretningsåret. Der er således sket et fald i antallet af nye sager med 6%, således at sagstallet nu svarer til niveauet i 2000.
Der kan for så vidt angår talmaterialet henvises til bilag 4 i beretningen, hvor der er medtaget en statistisk opgørelse over behandlingen af konkrete klagesager hos statsadvokaterne og Rigsadvokaten.
Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden har været behandlet i de forrige beretninger. Det er ikke uden grund, da spørgsmålet er centralt for de, der er omfattet af en klagesag. Det er forståeligt, at det kan opleves som meget utilfredsstillende og belastende for sagens parter at skulle vente alt for længe på en afgørelse af en klagesag. Ved udgangen af 2002 er det fortsat min opfattelse, at sagsbehandlingstiden nu generelt er tilfredsstillende ved alle embeder. Der er i 2002 truffet afgørelser i lige så mange sager, som der er indkommet, og derved er den overordnede målsætning generelt opfyldt.
Spørgsmålet om sagsbehandlingstiden behandles også i denne beretning. Der kan herom henvises til afsnit 3.6.1.
Politiklagenævnsordningen har også i dette beretningsår været genstand for en debat i politiets fagtidsskrift "Dansk Politi". Jeg finder det tilfredsstillende, at der på denne måde fortsat udvises stor interesse for den måde, hvorpå disse sager behandles.
//
Siden indførelsen af politiklagenævnsordningen i 1996 har det løbende været overvejet, i hvilket omfang det inden for rammerne af den gældende lovgivning er muligt at forenkle politiklagenævnsordningen. Jeg kan herved nærmere henvise til beretningerne for 1998 og 1999, der indeholder en evaluering af politiklagenævnsordningens første tre år.
I de senere år har det navnlig været spørgsmålet om behandlingen af færdselssagerne og de mindre adfærdssager (notitssager), der har været genstand for konkrete overvejelser om forenkling af sagsbehandlingen.
Efter drøftelse med de berørte parter har jeg besluttet at forenkle behandlingen af sager om automatisk hastighedskontrol og notitssager.
Ved min cirkulæreskrivelse af 30. september 2002 har jeg således fastsat retningslinjer for behandlingen af sager om automatisk hastighedskontrol og om behandling af notitssager (adfærdssager). Cirkulæreskrivelsen er medtaget i beretningen som bilag 15.
Det er konstateret, at der stadig knytter sig en vis usikkerhed til håndteringen og behandlingen af sager vedrørende polititjenestemænds retsstilling i forbindelse med tjenstlige og strafferetlige undersøgelser specielt i situationer, hvor de faktiske forhold peger på, at der eventuelt skal/bør indledes en strafferetlig undersøgelse på baggrund af en politiforretning.
En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for politiet og anklagemyndigheden samt politiets organisationer har på den baggrund opstillet nogle retningslinjer for fremgangsmåden ved behandlingen af en række forskellige tilfældegrupper.
Retningslinjerne fremgår af et notat om en række spørgsmål vedrørende behandlingen af strafferetlige og tjenstlige sager mod polititjenestemænd. Notatet er medtaget i beretningen som bilag 16. Der foreligger herunder retningslinjer for følgende tilfældegrupper:
Behandlingen af sager, der er omfattet af politiklagenævnsordningen lægger fortsat beslag på betydelige ressourcer i den overordnede anklagemyndighed. Spørgsmålet om en løbende tilpasning og forenkling af de administrative retningslinjer og rutiner for behandlingen af sagerne, og uddannelse af det personale, der behandler sagerne er derfor fortsat relevant at beskæftige sig med. Nedenfor redegøres for nogle af de spørgsmål, der har været behandlet i beretningsåret.
Politiklagenævnene har siden ordningen trådte i kraft i tilknytning til sit årlige landsmøde i januar inviteret Rigsadvokaten til at afgive et indlæg om behandlingen af klagesagerne i det forløbne år. Jeg har været meget glad for at have lejlighed til at møde nævnenes medlemmer og for at have mulighed for dels at orientere om behandlingen af sagerne og dels at drøfte spørgsmål af fælles interesse. Jeg finder i øvrigt, at netop årsmødet er et glimrende forum for på en uformel måde at få afklaret en række generelle praktiske spørgsmål omkring ordningen. Efter oprettelsen af det grønlandske politiklagenævn, har dette deltaget i de danske politiklagenævns landsmøde i september og årsmødet i januar.
Som det fremgår af landsformandens beretning andetsteds i beretningen, blev årsmødet i januar 2002 afholdt i Eigtveds Pakhus. Årsmødet blev i samarbejde med Justitsministeriet afholdt som et seminar for de nye nævnsformænd.
Der blev samtidig gjort status over politiklagenævnsordningens første 6 leveår. Det var konklusionen, at ordningen er bæredygtig og almindelig accepteret af både borgere, politiet og andre interessenter, og at der ikke er behov for store ændringer af regelsættet. Det var dog konklusionen, at der muligvis kunne være behov for en vis tilpasning af de administrative rutiner for sagsbehandlingen. Det gælder navnlig behandlingen af færdselssager (automatisk hastighedskontrol) og bagatelsagerne inden for færdselsområdet. Der kan herom henvises til den nærmere beskrivelse i beretningen.
I henhold til Europarådets konvention af 26. november 1987 til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf har Den Europæiske Torturkomite (CPT) i perioden fra den 28. januar til den 4. februar 2002 aflagt sit tredje periodiske besøg i Danmark.
På baggrund af besøget har CPT den 25. september 2002 udarbejdet en rapport, der indeholder komiteens anbefalinger mv. Visse af afsnittene i Den Europæiske Torturkomités rapport vedrører anklagemyndighedens eller politiets forhold. Komiteen noterede blandt andet i rapporten, at en uafhængig ordning til at behandle klager over politiet er et vigtigt værn for tilbageholdte personer. Komiteen konkluderede på baggrund af de indsamlede oplysninger, at den danske ordning synes at fungere uafhængig og at nyde almen tillid.
Jeg orienterede i mine forrige beretninger om den grønlandske ordning for behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale, der i meget vidt omfang bygger på den danske klageordning. Det fremgår blandt andet af den grønlandske beretning, der afgives til Grønlands Landsting, Folketinget og Justitsministeren, at der i beretningsåret 2002 indkom 14 sager, der var omfattet af politiklagenævnsordningen mod 24 året før. Det vil sige et fald på 58 %. Sagerne fordelte sig med 4 adfærdsklager og 10 kriminalsager.
Jeg kan i øvrigt henvise til beretningen om den grønlandske politiklagenævnsordning, der ligeledes er tilgængelig på Rigsadvokatens hjemmeside http://www.rigsadvokaten.dk/
Jeg kan supplerende oplyse, at der fortsat ikke er taget stilling til, om en tilsvarende ordning vedrørende behandling af klager mv. mod politipersonale vil blive indført på Færøerne.
Regelsættet for behandling af klager over politipersonalet m.v. består af tre kapitler i retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93 d vedrører politiklagenævnene.
Regelsættet om behandling af klager over politipersonalet i Danmark trådte i kraft den 1. januar 1996. Et tilsvarende regelsæt om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland trådte i kraft den 1. januar 2000. Reglerne om behandling af klager over politiet gælder indtil videre ikke for Færøerne.
Det væsentligste element i regelsættet er, at det er de regionale statsadvokater, der behandler klager over politipersonalets adfærd, efterforsker straffesager mod politipersonale og afgør tiltalespørgsmålet. Ordningen omfatter den del af de ansatte i politiet, der har politimyndighed. Det vil sige det politiuddannede personale og politiets jurister. Kontorpersonale og civile medarbejdere er ikke omfattet af ordningen.
Bestemmelserne omfatter kun forhold, der er begået i tjenesten. Denne afgrænsning af, om et forhold er begået i tjenesten, beror på en konkret vurdering. Det tilføjes i forarbejderne, at begrebet på grund af polititjenestens særlige karakter formentlig må fortolkes temmelig vidt.
Statsadvokaten foretager som udgangspunkt selv alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, således at politiet kun i meget begrænset omfang deltager i behandlingen af disse sager. Politiet skal dog selv foretage uopsættelige undersøgelses- og efterforskningsskridt. Statsadvokaterne kan desuden bede Rigspolitichefens Rejseafdeling om i et vist omfang at hjælpe til med efterforskningen mv. Denne eksterne hjælp til efterforskning må dog kun bruges rent undtagelsesvist og efter nøje instruktion fra statsadvokaten.
Et andet væsentligt element er indførelsen af politiklagenævn. Der er oprettet et politiklagenævn for hver regional statsadvokat. Nævnet består af en advokat og to lægmænd, og det fører tilsyn med statsadvokatens behandling af sager, der er omfattet af ordningen.
Nævnene vælger en landsformand og afgiver en årlig beretning om deres virksomhed.
Regelsættet er begrænset til adfærdsklager og straffesager mod politipersonalet. Uden for ordningen falder således klager over materielle afgørelser og politiets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Disse klager er ikke omfattet af politiklagenævnenes kompetence.
Et tredje element i regelsættet er en udvidet adgang til at beskikke advokat. Det gælder både for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for den forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.
Adfærdsklager over politipersonalet, straffesager mod politipersonalet og sager hvor statsadvokaten iværksætter en efterforskning efter en persons død eller alvorlige tilskadekomst som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, er omfattet af politiklagenævnsordningen.
Definitionen af en adfærdsklage, som denne er angivet i Justitsministeriets vejledning af 18. januar 1982 (vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed), er bibeholdt.
Justitsministeriet beskriver i denne vejledning det centrale område for lokalnævnsbehandlingen som klager over vold og hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende, myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse og ransagning, anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten, samt uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.
Sager vedrørende klager over politipersonalets adfærd behandles af statsadvokaten efter klage eller på eget initiativ, herunder efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Alle implicerede parter skal underrettes om, at klagen er indgivet.
Det er endvidere forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, "at politiets behandling af mindre klager opretholdes". Mange små klager er efter denne praksis blevet afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det forudsættes herved, at klageren får vejledning af politiet om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at der udfærdiges en notits om det, der er sket.
Notitsen forelægges for statsadvokaten, der på eget initiativ kan iværksætte en nærmere undersøgelse. Statsadvokaten orienterer endvidere politiklagenævnet om notitsen.
Statsadvokaten kan afvise en adfærdsklage uden at realitetsbehandle den. Det gælder, hvis klagen indgives mere end seks måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted, eller klagen er åbenbart grundløs. Før statsadvokaten træffer afgørelse, skal sagen forelægges for politiklagenævnet.
Statsadvokaten iværksætter efterforskning efter anmeldelse eller på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Efterforskning iværksættes, når der er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige.
Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, at skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse og at forberede sagens behandling ved retten.
En anmeldelse kan afvises uden realitetsbehandling, hvis der ikke er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige. Sagen skal dog først forelægges for politiklagenævnet.
//
Statsadvokaten skal iværksætte en efterforskning, når en person er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne efterforskning skal iværksættes, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold.
Selvom efterforskningen skal ske i strafferetsplejens former er formålet ikke blot at vurdere om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer og regler mv. kan forebygge lignende hændelser.
Statsadvokaten behandler sagen, når klagen eller anmeldelsen er modtaget. Statsadvokaten kan også behandle en sag på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. I visse situationer er en undersøgelse obligatorisk.
Politiklagenævnet skal straks - dvs. uden ophold - underrettes om sagen og orienteres løbende om undersøgelsens eller efterforskningens forløb. Statsadvokaten underretter desuden politimesteren (Politidirektøren), Rigspolitichefen og i visse tilfælde Justitsministeriet. Disse myndigheder skal også løbende holdes orienteret om alle undersøgelses- og efterforskningsskridt, der har betydning for varetagelsen af deres opgaver.
Finder statsadvokaten, at klagen er åbenbart grundløs, eller viser det sig ved den indledende vurdering, at klagen ikke er alvorligt ment, kan statsadvokaten undlade at iværksætte en undersøgelse eller efterforskning. Statsadvokaten skal forelægge spørgsmålet om afvisning af klagen for politiklagenævnet, inden afgørelsen bliver truffet.
Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c.
Når det overvejes, i hvilken form en klage skal behandles, vil klagerens formulering af klagen almindeligvis være afgørende for, om sagen behandles som en adfærdsklage eller som en straffesag. I tvivlstilfælde vurderer statsadvokaten, efter hvilket regelsæt klagen skal behandles.
Det er ikke afgørende for statsadvokatens afgørelse af, i hvilken form en undersøgelse skal foregå, om politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom.
Finder politiklagenævnet i modsætning til statsadvokaten, at en sag bør efterforskes som en straffesag, kan nævnet tilkendegive dette over for statsadvokaten. Følger statsadvokaten ikke politiklagenævnets tilkendegivelse, kan nævnet klage over afgørelsen til Rigsadvokaten.
Parterne vil normalt blive indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor eller eventuelt på et andet sted, som statsadvokaten skønner er hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være rådhuset på det sted, hvor den handling, der klages over, har fundet sted.
Statsadvokaten kan beslutte, at forklaringerne i stedet skal afgives i retten. Retsmøderne er som udgangspunkt offentlige.
Politiklagenævnet kan i adfærdsklagesager og straffesager anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt.
Politiklagenævnet kan i princippet på ethvert stade af sagen bede statsadvokaten om at foretage yderligere undersøgelses- og efterforskningsskridt.
Hvis statsadvokaten i en adfærdsklagesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan nævnet påklage statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten, Hvis sigtede eller statsadvokaten i forbindelse med behandlingen af en straffesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning om at foretage bestemte yderligere efterforskningsskridt, skal spørgsmålet afgøres af retten.
Statsadvokaten udarbejder i sager om adfærdsklager en sagsfremstilling på grundlag af de foreliggende oplysninger. Den indklagede polititjenestemand modtager en kopi af sagsfremstillingen, inden vedkommende bliver afhørt. Den indklagede har ikke pligt til at udtale sig om sagsfremstillingen.
Der udarbejdes ikke sagsfremstilling i forbindelse med strafferetlige undersøgelser.
Statsadvokaten udarbejder en redegørelse til politiklagenævnet, når undersøgelsen eller efterforskningen er afsluttet. Denne redegørelse skal indeholde en gennemgang af sagens forløb og faktum, en vurdering af beviserne og en tilkendegivelse om sagens afgørelse. Der udarbejdes ikke redegørelse i åbenbart grundløse sager.
Politiklagenævnet skal også inddrages i sagen, hvis der efter statsadvokatens afgørelse fremkommer nye oplysninger, der kan medføre, at statsadvokatens afgørelse bør revurderes. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de nye oplysninger er af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med statsadvokatens og politiklagenævnets oprindelige stillingtagen til sagen.
Er de nye oplysninger ikke af en sådan karakter, at statsadvokaten finder grundlag for at genoptage sagens behandling med forelæggelse for politiklagenævnet, skal statsadvokaten alene orientere politiklagenævnet om oplysningerne.
Politiklagenævnet meddeler herefter statsadvokaten, hvordan nævnet mener, at sagen bør afgøres.
Politiklagenævnet kan i adfærdsklagesager tilkendegive som sin opfattelse, at statsadvokaten over for klageren bør beklage det passerede, eller at en klage bør afvises. Klagen kan enten afvises efter forudgående undersøgelse eller på det foreliggende grundlag.
I straffesager kan politiklagenævnet tilkendegive som sin opfattelse, at der bør rejses tiltale eller meddeles tiltalefrafald. Nævnet kan også tilkendegive, at påtalen bør opgives, at en påbegyndt efterforskning bør indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.
Afvisning
Statsadvokaten afviser klagen, hvis undersøgelsen ikke
har skaffet oplysninger, der støtter klagen, eller klagen er åbenbart grundløs.
Statsadvokaten underretter sagens parter.
Klager får helt eller delvist medhold
Statsadvokatens afgørelse af
en begrundet klage eller anmeldelse kan blandt andet gå ud på, at der gives
klageren en beklagelse af det passerede, eller at der rejses kritik af den eller
de involverede polititjenestemænd. Denne afgørelse kan træffes både i sager,
hvor der har været foretaget en undersøgelse af en adfærdsklage og i
straffesager, hvor statsadvokaten har fundet, at der ikke forelå
tiltalegrundlag.
Den indklagede vil modtage en genpart af statsadvokatens afgørelse, der i visse tilfælde kan danne grundlag for en disciplinær undersøgelse. Statsadvokaten afgiver ikke indstilling om, hvorvidt der bør indledes en disciplinærsag.
Er der grundlag for at rejse sigtelse, eller er der mistanke om et strafbart forhold, og den indklagede forlanger sagen behandlet som straffesag, sluttes behandlingen af klagen. Behandlingen af klagen kan genoptages, hvis der ikke rejses tiltale eller fældes dom.
Har undersøgelsen påvist fejl af generel karakter, vil statsadvokaten rejse spørgsmålet over for den ansvarlige myndighed.
Klagen tilbagekaldes
En sag vil normalt blive afsluttet, hvis
klagen tilbagekaldes. Da en undersøgelse også kan iværksættes på statsadvokatens
initiativ, kan behandlingen af klagen dog fortsætte, hvis statsadvokaten finder
det nødvendigt.
Andre muligheder
I visse tilfælde vil sagen kunne overgå til
behandling ved en undersøgelsesret mv.
Afvisning
Statsadvokaten indstiller efterforskningen, hvis den ikke
har bragt oplysninger frem, der giver rimelig formodning om, at der er begået et
strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Anmeldelsen bliver også
afvist, hvis den er åbenbart grundløs.
Har statsadvokaten foretaget en undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, kan statsadvokaten på samme måde indstille efterforskningen. Det sker, når sagens omstændigheder er fuldt oplyste, og der ikke herved er skabt en rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.
Tiltalerejsning m.v.
Statsadvokaten kan også afgøre straffesagen
ved at rejse tiltale, opgive påtale eller frafalde tiltale mv.
Afgørelsesformerne fremgår af retsplejelovens bestemmelser om
strafferetsplejen.
Politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen vil i alle tilfælde blive underrettet om afgørelsen. Dette gælder i visse tilfælde også Justitsministeriet.
Statsadvokaten vil, når tiltalespørgsmålet overvejes, også tage stilling til, om der foreligger anden kritisabel adfærd, herunder om sagen skal behandles som en adfærdsklage.
Det sker, at en klager trækker sin klage eller anmeldelse tilbage. Årsagerne hertil kan være mange. Ønsket om at trække klagen tilbage kan f.eks. være begrundet i, at klageren efter en betænkningstid ikke har fundet grundlag for at fastholde sin klage, eller at den berørte polititjenestemand har beklaget det passerede. Det sker endvidere, at en klager ikke reagerer på statsadvokatens indkaldelse til afhøring eller andre henvendelser. Statsadvokaten vil i sådanne situationer i almindelighed indstille undersøgelsen i en adfærdsklagesag, medmindre sagen giver statsadvokaten grundlag for af egen drift at fortsætte undersøgelsen i sagen.
For så vidt angår efterforskningen i en straffesag vil statsadvokaten også i et vist omfang kunne indstille en efterforskning, hvis anmeldelsen tilbagekaldes.
Både den forurettede og andre kan klage til statsadvokaten over politipersonalets adfærd i tjenesten. Der er som udgangspunkt heller ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politiet.
Det er derimod kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten.
Som part anses efter forvaltningsretten den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse. Det kan f.eks. være en person, der har fremsat et erstatningskrav i anledning af sagen.
Klager nogen, der ikke er part med hensyn til sagens realitet, over den formelle sagsbehandling, vil klageren kun være part i denne sag.
Klagefristen er fire uger. Sagens parter skal underrettes, hvis afgørelsen i en adfærdsklagesag påklages. Er det politiklagenævnet, der klager over statsadvokatens afgørelse, skal der også ske underretning i straffesager.
Klagebehandlingen er undergivet det almindelige to-instansprincip, som indebærer, at Rigsadvokatens afgørelse af en klage over statsadvokatens afgørelse er endelig. Afgørelsen kan således ikke påklages til Justitsministeriet.
Der gælder samme klagefrist for politiklagenævnet som for sagens parter. Det vil sige, at klagefristen er fire uger efter, at nævnet har modtaget afgørelsen. En klage fra en part skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er klageren selv, der skal godtgøre, at overskridelsen af fristen er undskyldelig.
Er der tale om en klage fra nævnet, betragter Rigsadvokaten i praksis denne som en klage fra en myndighed. Ekspeditionsfejl hos myndigheder, herunder politiklagenævn, anses i almindelighed ikke for undskyldelige. Sagens parter skal have underretning af statsadvokaten, hvis politiklagenævnet klager over afgørelsen. Sagens parter underrettes endvidere af statsadvokaten, når en afgørelse i en adfærdsklagesag påklages.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Rigsadvokaten kan som led i klagesagens behandling indhente nye oplysninger, herunder for at belyse omstændigheder, der er gjort gældende i forbindelse med klagen. Dette kan f.eks. være yderligere eller supplerende afhøringer af vidner, klageren eller indklagede og indhentelse af foto eller rids over gerningsstedet.
Fremkommer der i forbindelse med Rigsadvokatens behandling af sagen nye oplysninger, kan dette føre til, at Rigsadvokaten hjemviser sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet. Oplysningerne skal dog være af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med statsadvokatens og politiklagenævnets oprindelige stillingstagen til sagen.
Rigsadvokaten påser ved sin behandling af en sag både, at afgørelsen materielt er rigtig, og at formelle regler for sagsbehandlingen er overholdt. Dette indebærer i praksis, at Rigsadvokaten f.eks. ikke er bundet af det forhold, at der har været enighed mellem statsadvokat og nævn om, hvilke faktiske omstændigheder, der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bevisvurderingen eller subsumptionen.
Indklagede og sagens øvrige parter har adgang til aktindsigt i en adfærdsklagesag efter reglerne i forvaltningsloven. Udgangspunktet er her, at der er fuld adgang til aktindsigt i sagens dokumenter.
Andre end parterne har ikke adgang til aktindsigt i en adfærdsklagesag, idet politiklagenævnssager ikke er omfattet af offentlighedsloven.
Den anmeldte har derimod som udgangspunkt ikke adgang til aktindsigt i en straffesags dokumenter, mens sagen verserer, og ofte heller ikke når den er afsluttet. Den anmeldtes eventuelle forsvarer har ret til at gøre sig bekendt med straffesagens dokumenter efter de almindelige regler i retsplejeloven. Såfremt forurettede har fået en advokat beskikket, har denne i vidt omfang adgang til sagens dokumenter. Andre har ikke ret til aktindsigt i en straffesags dokumenter.
I adfærdsklagesager beskikker retten i alle tilfælde en advokat for sagens parter, det vil sige indklagede og klageren, når afhøringen foretages i retten. Retten vejleder indklagede om, at indklagede ikke har pligt til at afgive forklaring, hvis dette må antages at udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.
Ved udenretlige afhøringer kan retten, når forholdene taler derfor, på indklagedes begæring beskikke en advokat for indklagede. Statsadvokaten vejleder indklagede om adgang til advokatbeskikkelse.
Indklagedes beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af sagens materiale. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af indklagede og skal endvidere underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
I straffesager kan den anmeldte få beskikket en forsvarer, når det følger af reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om "sigtede og hans forsvar".
Den anmeldte har endvidere adgang til at få beskikket en forsvarer, når forholdene taler derfor. Det gælder også selv om den anmeldte ikke er sigtet. Begæring kan fremsættes af den anmeldte eller af statsadvokaten. Statsadvokaten vejleder anmeldte om adgangen til forsvarerbeskikkelse. Det er retten, der træffer afgørelse om beskikkelse af forsvarer. Forsvarerens beføjelser følger af retsplejelovens almindelige regler.
I en beskrivelse af, hvordan der kan klages over politiets virksomhed, skal der skelnes mellem dispositioner og afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) eller på disses ansvar, og politipersonalets adfærd eller strafbare forhold i tjenesten.
Klager over dispositioner og afgørelser er ikke omfattet af politiklagenævnsordningen. Spørgsmålet om, hvilken myndighed der er rette klageinstans, afhænger af sagens karakter.
Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, når der er tale om rent politimæssige (operationelle) dispositioner uden for strafferetsplejen. Disse sager omfatter dispositioner som led i ordenshåndhævelsen, f.eks. afspærring af et område som følge af cykelløb eller som følge af et færdselsuheld, bortvisning af en person fra en lokalitet, anbringelse i detentionen og lignende.
For en række af politiets øvrige opgaver uden for strafferetsplejen gælder der særlige klageregler. Eksempelvis hører færdselslovgivningen under Justitsministeriet, og dette ministerium er derfor f.eks. klageinstans vedrørende klager over politiets afslag på udstedelse af kørekort. Politiet yder endvidere på forskellige særlovsområder bistand til særmyndigheden, når den gennemfører kontrolforanstaltninger - også i tilfælde, hvor der ikke er mistanke om et strafbart forhold. Endvidere indeholder nogle særlove bestemmelser, der giver politiet en administrativ tilsynsbeføjelse uden for strafferetsplejen, f.eks. i dyreværnsloven.
Er der derimod tale om dispositioner som led i en strafferetlig efterforskning, kan afgørelsen påklages til den regionale statsadvokat. Det kan være afgørelser om at benytte bestemte efterforskningsskridt, herunder f.eks. at anholde, ransage, beslaglægge og lignende. På tilsvarende måde kan man klage over, at bestemte efterforskningsskridt ikke er foretaget - f.eks. at en person ikke er afhørt, eller at en person ikke er afhørt grundigt nok. Kun hvis der er tale om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan denne sagstype være omfattet af ordningen med politiklagenævn.
Spørgsmålet om lovligheden af politiets efterforskningsskridt kan endvidere indbringes for retten efter retsplejelovens § 746, stk. 1.
Der kan også klages over politimesterens (Politidirektørens) afgørelse af tiltalespørgsmålet - f.eks. hvis politimesteren (Politidirektøren) opgiver påtale, afviser en anmeldelse eller indstiller efterforskningen.
Man kan endvidere klage til statsadvokaten over politimesterens (Politidirektørens) afslag på en begæring om aktindsigt.
//
Statsadvokaterne træffer ikke afgørelse i disciplinærsager. Disse sager behandles og afgøres alt efter sagens karakter af politimesteren (Politidirektøren), Rigspolitichefen eller Justitsministeriet. Spørgsmålet om, hvornår der er grundlag for at indlede en disciplinærsag mod en polititjenestemand, afgøres efter tjenestemandslovens regler. Reglerne om behandlingen af disciplinærsager fremgår af tjenestemandslovens kapitel 4, om suspension og disciplinærforfølgning mv. og Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10, om disciplinærsagers behandling. Regelsættet om disciplinærsagers behandling er beskrevet i beretningen for 1996 side 152 ff. Dette afsnit beskriver kort samspillet mellem regelsættene om disciplinærsager og politiklagenævnssager.
Statsadvokaten skal underrette vedkommende politimester (Politidirektøren) og Rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag eller efterforskning i en straffesag. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens § 1019 j, og § 1020 a, stk. 2, 2. pkt.
Disse regler har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden får lejlighed til at vurdere, om sagen giver anledning til disciplinære foranstaltninger over for den indklagede eller anmeldte polititjenestemand. Det følger endvidere af bestemmelserne, at der ikke indledes en disciplinærundersøgelse i anledning af en klage eller anmeldelse, før behandlingen af adfærdsklagen eller straffesagen er afsluttet. Baggrunden for bestemmelsen er at undgå, at sagen samtidig undersøges både som politiklagenævnssag og som disciplinærsag.
Bestemmelserne er ikke til hinder for, at den indklagede eller anmeldte suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten, mens klagenævnssagen verserer. Denne afgørelse træffes af Rigspolitichefen.
Statsadvokaten underretter politimesteren (Politidirektøren) og Rigspolitichefen (ansættelsesmyndigheden), når undersøgelsen eller efterforskningen af klagesagen er afsluttet. Statsadvokaten kan i den forbindelse henlede opmærksomheden på eventuelle tidligere (adfærds)sager mod den samme polititjenestemand. Underretningen sker efter, at statsadvokaten har færdigbehandlet sagen og truffet afgørelse i sagen. Politimesteren (Politidirektøren)/Rigspolitichefen får herved mulighed for at tage stilling til, om der skal indledes en disciplinærsag.
Statsadvokaten afgiver ikke indstilling om, hvorvidt der bør indledes en disciplinærsag.
Politimesterens (Politidirektørens) eller Rigspolitichefens grundlag for at indlede en eventuel disciplinærsag vil blandt andet være statsadvokatens afgørelse. Statsadvokatens afgørelse fører ikke nødvendigvis til, at der indledes en disciplinær undersøgelse med en disciplinær sanktion til følge. Har statsadvokaten udtalt kritik eller beklaget det passerede over for klageren, bør statsadvokatens afgørelse følges op på tjenestestedet i forhold til den eller de involverede polititjenestemænd som led i en ledelsesmæssig og personalepolitisk disposition.
Af Rigspolitichefens vejledning til kundgørelsen om disciplinærsagers behandling fremgår det, at det er Rigspolitichefens opfattelse, at enhver kritik eller beklagelse af en polititjenestemands adfærd over for borgerne skal have tjenstlige konsekvenser, uanset om der er tale om en adfærdsklagesag, en straffesag (hvor der ikke rejses tiltale) eller en sag, der er omfattet af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Det anføres endvidere, at det er Rigspolitichefens generelle opfattelse, at denne type forhold typisk vil føre til egentlige disciplinærsager.
Politimesteren (Politidirektøren) har - i stedet for at indlede disciplinær forfølgning - mulighed for at behandle forholdet under en tjenstlig samtale, hvor reglerne for korrekt optræden indskærpes, og hvor der advares mod gentagelser. Hvis politimesteren (Politidirektøren) vælger denne mulighed, følger det af Rigspolitichefens kundgørelse 1 nr. 10, at politimesteren (Politidirektøren) skriftligt skal underrette Rigspolitichefen om, hvilke tjenstlige konsekvenser en afgørelse, hvor statsadvokaten - eller eventuelt Rigsadvokaten - udtrykkeligt har kritiseret eller beklaget en polititjenestemands adfærd, har haft for den pågældende.
Rigspolitichefen videresender underretningen til statsadvokaten/ Rigsadvokaten. Statsadvokaten/Rigsadvokaten vil således i alle tilfælde blive orienteret om, hvilke tjenstlige konsekvenser statsadvokatens/ Rigsadvokatens kritik eller beklagelse af en polititjenestemands adfærd har fået for den pågældende.
Regelsættet for behandling af klager over politipersonalet mv. består af tre kapitler i retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93 d vedrører politiklagenævnene.
Regelsættet om behandling af klager over politipersonalet i Danmark er indsat ved lov nr. 393 af 14. juni 1995 og trådte i kraft den 1. januar 1996. Et tilsvarende regelsæt om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland trådte i kraft den 1. januar 2000. Reglerne om behandling af klager over politiet gælder indtil videre ikke for Færøerne.
Regelsættet er begrænset til adfærdsklager og straffesager mod politipersonalet. Uden for ordningen falder således klager over materielle afgørelser og politiets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Disse klager er ikke omfattet af politiklagenævnenes kompetence.
I dette hovedafsnit gennemgås reglerne for behandlingen af politiklagenævnssager i retsplejelovens kapitel 93 b, c og d. Lovteksten er medtaget i sin helhed med de seneste ændringer. De generelle kommentarer til de enkelte bestemmelser bygger i vidt omfang på Betænkning 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonalet og bemærkningerne til lovforslaget.
Der er under de enkelte bestemmelser medtaget eksempler fra administrativ praksis til illustration af anvendelsen af den pågældende bestemmelse i form af afgørelser truffet af statsadvokaterne, Rigsadvokaten og Folketingets Ombudsmand. Desuden er der medtaget relevant retspraksis i form af afgørelser truffet af landsretterne og Højesteret.
Endelig skal det bemærkes, at der bagest i beretningen er medtaget en række bilag vedrørende den overordnede anklagemyndigheds behandling af klager over politiet. Der er herunder medtaget en kortfattet beskrivelse af politiets og anklagemyndighedens organisation og opgaver. Desuden er der medtaget en statistisk opgørelse over behandlingen af konkrete klagesager hos statsadvokaterne med en opgørelse af tallene for 2002. Endelig er der medtaget en række bekendtgørelser, cirkulæreskrivelser og vejledninger mv. vedrørende politiklagenævnssagerne og deres behandling.
DEN OMFATTEDE PERSONKREDS
Politiklagenævnsordningen omfatter den del af de ansatte i politiet, der har politimyndighed, dvs. det politiuddannede personale og politiets jurister. Kontorpersonale og civilarbejdere er ikke omfattet. Ordningen omfatter heller ikke det juridiske personale hos statsadvokaterne og hos Rigsadvokaten.
Efter retsplejelovens § 1019 og § 1020 omfatter ordningen alene forhold, der er begået i tjenesten. Det skyldes, at behovet for en særlig klageordning udspringer af de magtbeføjelser, politiet har i dets arbejde. Når en polititjenestemand ikke er i tjeneste, bør han derfor ikke behandles anderledes end andre borgere.
Spørgsmålet om, hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil afhænge af en konkret vurdering. På baggrund af polititjenestens særlige karakter bør begrebet "i tjenesten" nok fortolkes vidt. Det fremgår af forarbejderne til loven.
Justitsministeriet bemærkede i lovforslaget, at udtrykket "i tjenesten" ikke indebar nogen ændring i praksis, når man sammenligner med det hidtil anvendte udtryk "under udførelsen af tjenesten".
Nedenfor anføres en række eksempler fra praksis vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en polititjenestemand må anses for at være i tjeneste.
I TJENESTEN
Eksempel 1
Politiassistent anset for at være "i tjeneste"
ved vidneforklaring i landsretten
SA1-98-44-0261 og K 337/98
Politiassistent på uddannelsesorlov anset for at være "i tjeneste" i
forbindelse med vidneforklaring i landsretten.
Beretning 1999, side 49 og
side 62.
Eksempel 2
Politiassistents flytning af bil anset for sket "i
tjeneste"
SA5-99-44-0187.
Politiassistents flytning af en bil, der spærrede for indkørslen til hans
private bopæl, anset for sket "i tjenesten".
Beretning 1999, side 63 og side
91.
Eksempel 3
Forevisning af politiskilt i sin fritid anset for sket "i
tjenesten"
SA2-00-321-0403 og K 682/00
En politiassistent, der i sin fritid blev påkørt af en anden bilist og i den
forbindelse foreviste sin politilegitimation, blev anset for at være "i
tjenesten".
Beretning 2000, side 65.
Eksempel 4
Politiassistent rettede i uniform henvendelse til borger i
privat ærinde, anset for sket "i tjenesten"
SA2-00-321-0389
En politiassistent, der i uniform rettede henvendelse til borger i privat
ærinde blev anset for at være "i tjeneste".
Beretning 2000, side 66.
Eksempel 5
Vicepolitikommissær i uniform anset for at være "i
tjeneste"
SA2-99-44-0368 og K 595/00
En vicepolitikommissær, der som privat person havde præsenteret sig med titel
og var kommet kørende i tjenestekøretøj ved bestilling af et festarrangement hos
en festarrangør, blev anset for at være i tjeneste.
Beretning 2000, side
67.
Eksempel 6
Politiassistent, der foreviste politilegitimation, anset for
at være "i tjeneste"
SA1-98-321-0463 og K 629/00
En politiassistent, der foreviste politilegitimation i forbindelse med
diskussion om en privat handel, blev anset for at være i tjeneste.
Beretning
2000, side 68.
Eksempel 7
Erhvervelse af dopingmidler anset for "begået i
tjenesten"
SA1-00-321-1000 og K 722/2001
Erhvervelse af dopingmidler i tjenestetiden og på tjenstligt område anset for
sket "i tjenesten".
Beretning 2001, side 68.
Eksempel 8 Politifolks bistand i fritiden anset for sket "i
tjenesten"
SA1-01-321-1199
En politiassistent, der i sin fritid i uniform havde påtaget sig mod særskilt
vederlag at bistå et filmselskab med at afspærre en vej i forbindelse med en
filmoptagelse, blev anset for at være "i tjeneste".
Beretning 2001, side
69.
Eksempel 9
Civilklædt politiassistent, der foreviste sit politiskilt,
anset "i tjeneste"
SA2-2001-321-0484
En civilklædt politiassistent foreviste i sin fritid i beruset tilstand sit politiskilt for en 16-årig dreng, og forsøgte under trussel om tæsk at få drengen til at forlade en pengeautomat, hvor de begge ville hæve penge. Da drengen forblev på stedet, slog politiassistenten ham i ansigtet med knyttet hånd. Landsretten fandt politiassistenten skyldig i forsøg på ulovlig tvang og vold og idømte denne fængsel i 40 dage. Landsretten lagde til grund, at politiassistenten ved at forevise politiskiltet havde bragt sig i tjeneste, og at straffelovens § 154 derfor fandt anvendelse.
Eksempel 10
Politiets ledelse ved anmeldelse for overtrædelse af
arbejdsmiljøloven anset "i tjeneste"
SA5-2002-322-0024
En sikkerhedsrepræsentant på en politistation anmeldte på vegne af en
politiassistent P, der var beskæftiget i ekspeditionen, "min arbejdsgiver"
(Politimesteren eller Rigspolitichefen) for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i
forbindelse med P's ansvar for klargøring af udrykningskufferter og herunder
håndtering af et giftigt fingeraftrykspulver.
Statsadvokaten behandlede i
første omgang sagen uden forelæggelse for politiklagenævnet. Rigsadvokaten
anmodede efter anmelderens klage statsadvokaten om at genoptage sagen og
herunder forelægge sagen for politiklagenævnet, idet Rigsadvokaten fandt, at
anmeldelsen måtte anses som en anmeldelse vedrørende et forhold begået af
politipersonale i tjenesten.
Beretning 2002, side 210.
UDEN FOR TJENESTEN
Eksempel 1
En civilklædt politiassistent, der virkede som
stævningsmand, var ikke "i tjeneste"
SA6-2001-44-0348
En civilklædt politiassistent i civil vogn, der virkede som stævningsmand
udenfor tjenestetiden for den lokale byret, rettede henvendelse til en kvinde
ved dennes bopæl, var ikke anset for at være i tjeneste.
Beretning 2001, side
66.
Eksempel 2
En politiassistent i privat ærinde iført uniformsskjorte var
ikke "i tjeneste"
SA3-2001-44-281 og K 730/2001
En politiassistent havde rettet henvendelse til en kvinde, hvis søn var til
behandling for knivstik på skadestuen. Politiassistenten var far til
gerningsmanden til knivstikkeriet. Ved henvendelsen var politiassistenten iført
uniformsskjorte og oplyste, at han var polititjenestemand. Statsadvokaten
besluttede ikke at behandle klagen som en adfærdsklage efter retsplejelovens
kapitel 93 b. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistenten
udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at han ikke var i tjeneste samt på, at
han ikke havde tilført straffesagen oplysninger.
Beretning 2001, side 67.
Eksempel 3
Politiassistent, der under generalforsamling omtalte en
politisag, ikke anset "i tjeneste"
SA6-2002-321-0323
En golfklub anmeldte et tyveri fra klubbens øl- og sodavandsautomater til det
lokale politi. Anmeldelsen blev få dage efter af formanden omtalt på
golfklubbens generalforsamling. En politiassistent, der var medlem af
golfklubben - og kort tid forinden havde været deltidsansat som green-keeper -
omtalte ligeledes sagen fra talerstolen, hvorunder han henviste til
døgnrapporten.
Sagen mod politiassistenten, som var indbragt for
statsadvokaten af politimesteren, blev behandlet efter reglerne i kapitel 93 c -
selvom hændelsen var sket i fritiden - idet statsadvokaten fandt, at forholdet
havde en så nær sammenhæng med tjenesten som polititjenestemand, at det faldt
ind under begrebet "i tjenesten".
Beretning 2002, side 167.
§ 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i
tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning
statsadvokaterne bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd
foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter,
at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat
herom.
Sager vedrørende klager over politipersonalets adfærd behandles af de regionale statsadvokater efter klage eller på eget initiativ, herunder efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Der henvises nærmere til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995, der er medtaget som bilag 9.
Modtages klagen af statsadvokaten, beder denne politimesteren (Politidirektøren i København) om at identificere begivenheden samt den eller de involverede polititjenestemænd og om at underrette indklagede. Hvis oplysningerne allerede fremgår af klagen, underretter statsadvokaten snarest muligt den eller de involverede polititjenestemænd om klagen. Indgives klagen til politimesteren(Politidirektøren), identificerer denne begivenheden og den eller de involverede polititjenestemænd og fremsender materialet til statsadvokaten. Dette skal ske snarest muligt. Politimesteren (Politidirektøren) underretter indklagede om klagen og fremsendelsen til statsadvokaten. Der henvises herved til pkt. C i fællesskrivelse fra Rigsadvokaten og Rigspolitichefen af 27. januar 2003, der er medtaget som bilag 15.
For så vidt angår de situationer, hvor det ikke umiddelbart kan afgøres, om der er tale om en anmeldelse af formodet strafbart forhold, en adfærdsklage eller en dispositionsklage, eller hvor flere elementer er indeholdt i samme klage, henvises til pkt. E i fællesskrivelsen.
For så vidt angår undersøgelse af begivenheder/forhold uden anmeldelse/klage henvises til pkt. G i fællesskrivelsen.
DEFINITION AF EN ADFÆRDSKLAGE
Definitionen af en adfærdsklage, som denne er angivet i Justitsministeriets vejledning af 18. januar 1982 er bibeholdt. Justitsministeriet beskriver i denne vejledning det centrale område for lokalnævnsbehandlingen som
DISPOSITIONSKLAGER
Uden for ordningen falder rent politimæssige (operationelle) dispositioner uden for strafferetsplejen. Disse sager omfatter dispositioner som led i ordenshåndhævelsen, f.eks. afspærring af et område som følge af cykelløb eller som følge af et færdselsuheld, bortvisning af en person fra en lokalitet, indsættelse af politihunde, anbringelse i detentionen og lignende. Klager herover kan rettes til justitsministeren.
Politiets beslutning om at indsætte politihunde i forbindelse med en politiforretning må i almindelighed anses for en politimæssig disposition, der ikke er omfattet af politiklagenævnets område, medmindre det må antages, at brugen af hunden er sket i chikanøst øjemed eller som led i magtmisbrug fra politiets side. Derimod er måden, hvorpå hundeføreren anvender sin tjenestehund over for en borger i almindelighed omfattet af ordningen. Der henvises til beretning 1999, side 52 og beretning 2002, side 42.
For en række af politiets øvrige opgaver uden for strafferetsplejen gælder der særlige klageregler. Eksempelvis hører færdselslovgivningen under Justitsministeriet, og dette ministerium er derfor f.eks. klageinstans vedrørende klager over politiets afslag på udstedelse af kørekort.
Politiet yder endvidere på forskellige særlovsområder bistand til særmyndigheden, når den gennemfører kontrolforanstaltninger - også i tilfælde, hvor der ikke er mistanke om et strafbart forhold.
Endvidere indeholder nogle særlove bestemmelser, der giver politiet en administrativ tilsynsbeføjelse uden for strafferetsplejen, f.eks. i dyreværnsloven.
Klager over politiets dispositioner i forbindelse med efterforskning og behandling af sager inden for strafferetsplejen er ikke omfattet af politiklagenævnets kompetence. En del af disse sager behandles også af statsadvokaterne, men ikke efter reglerne om politiklagenævn.
Som eksempler på klager, der ikke er omfattet af ordningen, kan nævnes, at der er sket anholdelse, ransagning eller bortvisning fra en lokalitet. På tilsvarende måde kan man klage over, at bestemte efterforskningsskridt ikke er foretaget - f.eks. at en person ikke er afhørt, eller at en person ikke er afhørt grundigt.
Ordningen gælder endvidere ikke klager over, at en sag er utilstrækkeligt oplyst, eller at en sag er forhalet unødvendigt.
Derimod vil en klage over måden, eksempelvis en anholdelse blev gennemført på, være omfattet af politiklagenævnets område. En klage over en for hårdhændet anholdelse vil således være omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b om adfærdsklager. Også sager, hvor der bliver rejst spørgsmål om chikane eller magtmisbrug fra politiets side, kan være omfattet af ordningen med politiklagenævn.
EKSEMPLER PÅ KLAGER, DER ER OMFATTET ORDNINGEN
Eksempel 1
Manglende kontrol over politihund
omfattet
SA5-98-44-0170 og K 402/99
Rigsadvokaten fandt, at en klage over, at politihunde ikke er under
tilstrækkelig kontrol, er omfattet af retsplejelovens kapitel 93
b.
Beretning 1999, side 52.
Eksempel 2
Adfærd i forbindelse med afvisning af at modtage en
tyverianmeldelse omfattet
SA1-98-44-0287
I en sag vedrørende afvisning af at modtage en anmeldelse om tyveri, kunne
spørgsmålet om polititjenestemandens opførsel i forbindelse med dispositionen
behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og d, selvom klagen over
politiets disposition ikke var omfattet af statsadvokatens og politiklagenævnets
kompetence.
Beretning 1999, side 65.
Eksempel 3
Kriminalinspektørs udtalelse til pressen
omfattet
SA1-99-44-0377 og K 537/00
Forsvareren for en kvinde, der var sigtet for 22 drab på plejehjemmet
"Plejebo", klagede over en kriminalinspektørs udtalelser til pressen.
Kriminalinspektøren var blandt andet citeret for at have udtalt: "Der er
ingen grund til at spilde tiden på en afhøring og få den samme løgnagtige
forklaring, før vi har flere konkrete forhold, som hun skal tage stilling
til".
Rigsadvokaten fandt, at klagen måtte anses for en klage over ukorrekt
fremgangsmåde i forbindelse med udførelsen af tjenesten eller som en klage over
uhøflig eller ukorrekt optræden, der efter forarbejderne til loven om
politiklagenævnsordningen måtte anses for omfattet af disse regler.
Rigsadvokaten fandt endvidere, at det ikke kunne udelukkes, at der eventuelt ved
disse udtalelser kunne være tale om et strafbart forhold i form af overtrædelse
af retsplejelovens § 1016 a, og at reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b,
derfor skulle anvendes.
Beretning 2000, side 54.
Eksempel 4
Afvisning af at oplyse telefonnummer
omfattet
SA1-99-44-0342 og K 534/00
Klage over at politiassistent afviste at slå et telefaxnummer op i politiets
telefonbog henhørte under politiklagenævnsordningen.
Beretning 2000, side
59.
Eksempel 5
Afvisning af rapportoptagelse
omfattet
SA2-99-44-0359
Klage over at politiassistent afviste at optage rapport vedrørende
færdselsuheld var omfattet af politiklagenævnsordningen.
Beretning 2000, side
71.
Eksempel 6
Klage over politiets anvendelse af politihund
omfattet
SA1-02-41-2366 og RA-2002-323-0014
En advokat klagede på vegne af H over politiets adfærd i forbindelse med, at
han var blevet bidt af en politihund.
Rigsadvokaten fandt, at en klage over
en polititjenestemands/hundeførers adfærd i en situation, hvor en person er
blevet bidt af en politihund, som udgangspunkt må anses for en klage over
politiets magtanvendelse, der skal behandles efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 93 b. Rigsadvokaten fandt det herefter rigtigst, at klagen blev
behandlet som politiklagenævnssag og tilbagesendte derfor sagen til
statsadvokaten med anmodning om at iværksætte en undersøgelse af
episoden.
Beretning 2002, side 173.
EKSEMPLER PÅ KLAGER, DER IKKE ER OMFATTET AF ORDNINGEN
Eksempel 1
Ulykke opstået efter standsning ikke
omfattet
SA3-97-321-0117
En motorcykelbetjent havde standset et større vogntog inde i vejsiden.
Politiassistenten og føreren af vogntoget stod og talte sammen foran vogntoget
og den parkerede motorcykel. Føreren af en varebilen mistede herredømmet, der
ramte føreren af vogntoget, hvorved han blev dræbt. Sagen ikke anset for
omfattet.
Beretning 1997, side 44.
Eksempel 2
Adfærd mellem ansatte i politiet ikke
omfattet
SA1-99-321-741 og K 623/00
En mandlig civilmedarbejder i jobtræning indgav anmeldelse mod en
kriminalassistent for uterligt forhold. Anmelderen havde stået foroverbøjet for
at ordne post, da kriminalassistenten greb fat i ham bagfra og pressede sit
underliv mod anmelderens bagdel, mens han udstødte et brøl. Kriminalassistentens
adfærd var ikke omfattet af politiklagenævnsordningen, fordi adfærden var udøvet
på arbejdspladsen mellem to ansatte. Rigsadvokaten tiltrådte
afgørelsen.
Beretning 2000, side 57.
Eksempel 3
Fremgangsmåde i forbindelse med anholdelse ikke
omfattet
SA1-00-41-1769 og 373/00
Klage over at en anholdt ikke fik udleveret Justitsministeriets vejledning
til anholdte, og at han først efter 14 timers anholdelse fik lov til at kontakte
sin advokat og sin kone, blev behandlet som en klage vedrørende politiets
dispositioner.
Beretning 2000, side 70.
Eksempel 4
Polititjenestemands nægtelse af at oplyse navn og
tjenestested ikke omfattet
SA1-01-44-504 og K 816/2001
Rigsadvokaten fandt, at en klage over, at en polititjenestemand ikke ville
meddele en borger sit navn og tjenestested, som udgangspunkt var en klage
over en politimæssig disposition og ikke en klage over vedkommendes
adfærd.
Beretning 2001, side 70.
Eksempel 5
Klager over andre ansatte i politiet ikke
omfattet
SA2-2001-44-0511 og K 908/2002
En advokat klagede på vegne af en kvinde over, at en politiassistent havde
gjort seksuelle tilnærmelser til hende på en politistation, hvor de begge
arbejdede.
Rigsadvokaten anførte, at klager over polititjenestemænds adfærd i
tjenesten over for andre polititjenestemænd eller ansatte i politiet ikke kan
anses for omfattet af retsplejelovens kapitel 93 b eller statsadvokatens
kompetence i øvrigt.
Rigsadvokaten anførte endvidere, at
politiklagenævnsordningen er oprettet med henblik på at give borgerne en særlig
klageadgang, når de i kontakt med politiet bliver udsat for en
utilfredsstillende adfærd. Formålet med ordningen var således ikke at oprette et
særligt klageorgan for konflikter mellem polititjenestemænd indbyrdes eller
mellem polititjenestemænd og andre ansatte i politiet.
Beretning 2002, side
168.
Se endvidere eksemplerne oven for ("i tjeneste") og neden for under § 1020 a, stk. 2.
UNDERRETNING
Alle implicerede parter skal underrettes om, at klagen er indgivet.
Rigsadvokaten har i en skrivelse af 16. september 1999 (G 2710) til landsformanden for politiklagenævnene meddelt, at statsadvokaterne i forbindelse med en afgørelse i en dispositionsklagesag skal orientere klageren om, at sagen ikke har været forelagt for politiklagenævnet:
Der henvises til beretning 1999, side 70.
NOTITSSAGER
Det har siden indførelsen af politiklagenævnsordningen været overvejet, i hvilket omfang det inden for rammerne af den gældende lovgivning er muligt at forenkle politiklagenævnsordningen, herunder vedrørende behandling af notitssager (adfærdssager).
I forarbejderne til retsplejelovens kapitel 93 b er det forudsat, at man kunne opretholde den hidtil fulgte praksis ved behandling af små klager (bagatelsager), der afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Det har været en forudsætning for anvendelsen af denne fremgangsmåde, at klageren fra politiet får vejledning om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og at politiet udfærdiger en notits om det passerede. Denne notits forelægges for statsadvokaten, så statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en undersøgelse af egen drift, ligesom det er forudsat, at statsadvokaten sender kopi af notitsen til politiklagenævnet.
Efter praksis har denne måde at afgøre sagerne på været forbeholdt klager, hvor borgeren vælger at henvende sig direkte til politimesteren med sin klage.
Rigsadvokaten har under indtryk af den betydelige stigning i sagstilgangen, der har været de senere år, ved cirkulæreskrivelse af 30. september 2002 fundet grundlag for at ændre den administrative praksis, således at der åbnes mulighed for, at statsadvokaterne fremover kan sende en modtagen bagatelklage til Politidirektøren/politimesteren med henblik på notitsbehandling. Der henvises til bilag 15.
Statsadvokaten kan tilbagesende en modtagen bagatelklage til Politidirektøren/politimesteren under forudsætning af, at klageren overfor statsadvokaten erklærer sig indforstået med, at sagen søges afgjort på denne måde, at klageren herunder behørigt vejledes om, at sagen, hvis klageren ikke er tilfreds med udfaldet af samtalen med en overordnet polititjenestemand, kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b, og at samtalen gennemføres kort tid efter, at klagen er indgivet.
Politidirektøren/politimesteren udfærdiger en notits om det passerede. Det bør fremgå af notitsen, at klageren er vejledt om, at klagen, hvis klageren ikke er tilfreds med udfaldet af samtalen med den overordnede polititjenestemand, kan behandles af statsadvokaten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b. Notitsen sendes til statsadvokaten, der underretter politiklagenævnet ved kopi af notitsen.
Som det fremgår af fællesskrivelse af 27. januar 2003 fra Rigspolitichefen og Rigsadvokaten kan ledelsen i forbindelse med en notitsbehandling anmode den/de involverede polititjenestemænd om mundtligt at give faktiske oplysninger om episoden. De modtagne oplysninger gengives i kort form i notitsen.
Hvis klagen er indsendt til statsadvokaten, afgør statsadvokaten, om klagen kan sendes til Politidirektøren/politimesteren til notitsbehandling.
BISTAND FRA RIGSPOLITICHEFEN
Efter bestemmelsen i stk. 2 skal Rigspolitichefen, det vil i praksis normalt sige Rigspolitichefens Rejseafdeling, efter anmodning yde statsadvokaten bistand til undersøgelsen. Det forudsættes, at undersøgelsen i adfærdsklagesager som altovervejende hovedregel foretages af statsadvokaten selv eller det juridiske personale i statsadvokaturerne, herunder advokater der er beskikket som medhjælpere for statsadvokaten. Bestemmelsen er imidlertid fundet nødvendig navnlig med henblik på at sikre, at statsadvokaterne altid råder over de fornødne ressourcer også til at behandle meget omfattende eller komplicerede adfærdsklagesager. Undersøgelsen foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på dennes ansvar, og afgørelsen i adfærdsklagesagen træffes af statsadvokaten.
UOPSÆTTELIGE EFTERFORSKNINGSKRIDT
Det følger af bestemmelsen i stk. 3, at politiet i adfærdsklagesager udelukkende kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, dvs. undersøgelsesskridt, der ikke kan afvente, at statsadvokaten indleder sin undersøgelse af en konkret sag. Det kan f.eks. være iværksættelse af en lægeundersøgelse på en skadestue eller hos en praktiserende læge, eller sikring af vidners identitet i en situation, hvor en person umiddelbart i tilknytning til en episode tilkendegiver, at han eller hun vil klage. Formålet med bestemmelsen, der har et snævert anvendelsesområde, er at undgå bevistab som følge af den (korte) tid, der i praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Hvis politiet foretager sådanne undersøgelsesskridt, skal statsadvokaten snarest muligt underrettes herom. Politiet kan ikke ud over, hvad der følger af bestemmelsen i stk. 3, foretage undersøgelser i adfærdsklagesagerne. Der henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 om behandling af klager over politipersonalet mv., der er medtaget som bilag 9.
§ 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over
myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan
endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens
behandling.
Stk. 2. Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis
klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har
fundet sted.
INDGIVELSE AF KLAGEN
Klagen skal indgives til den regionale statsadvokat. Hvis klagen modtages af politiet eller en anden myndighed, må den videresendes til den regionale statsadvokat som rette myndighed.
For så vidt angår modtagelse af henvendelser om situationer, hvor det ikke umiddelbart kan afgøres, om der er tale om en anmeldelse af formodet strafbart forhold, en adfærdsklage eller en dispositionssag, eller hvor flere elementer er indeholdt i samme klage, henvises til Rigsadvokatens og Rigspolitichefens fællesskrivelse af 27. januar 2003 med notat af samme dato, der er medtaget som bilag 15.
Det fremgår heraf, at statsadvokaten hurtigst muligt skal afgøre spørgsmålet om, hvordan henvendelsen skal forstås. Modtages henvendelsen af Politidirektøren/politimesteren, afgiver denne indstilling herom til statsadvokaten. Når sagens karakter i øvrigt er fastlagt følges den fremgangsmåde, der i øvrigt fremgår af notatet.
Politidirektøren/politimesteren bør i forbindelse med sin indstilling til statsadvokaten udskille dispositionsklager, som han skal afgøre eller har afgjort. Politidirektøren/politimesteren underretter klageren herom samtidig med indstillingen til statsadvokaten.
I meget komplicerede situationer kan det være rigtigst at lade behandlingen af dispositionen behandle af statsadvokaten sammen med de øvrige klagepunkter.
Eksempel
Kritik af kriminalassistents adfærd i forbindelse med
modtagelse af en klage over politiet
SA5-2001-44-0287 og K
802/2001
Rigsadvokaten anførte, at der må udvises en betydelig konduite fra politiets
side, når en borger henvender sig til politiet for at klage over politiet. I det
omfang, der foretages en indledende afhøring for at få klagen nærmere beskrevet,
kan denne ikke uden videre gennemføres som en traditionel politimæssig afhøring,
men må tilvejebringes under hensyntagen til de særlige omstændigheder, der gør
sig gældende. Heraf følger blandt andet, at der må være vid adgang for en
advokat, der møder for at bistå borgeren med at indgive klagen, til at fremkomme
med bemærkninger eller spørgsmål, der tjener formålet med afhøringen - at få
klagens indhold nærmere klarlagt. Dette gør sig desto mere gældende, når
klageren er umyndig.
Beretningen 2001, side 60.
HVEM KAN KLAGE?
Bestemmelsen indeholder ikke en nærmere regulering af, hvem der kan klage. Typisk vil en klage blive indgivet af den, der anser sig for forulempet af politiet, eller eventuelt af en advokat for den pågældende.
Justitsministeren har fastsat nærmere regler om forretningernes fordeling mellem statsadvokaterne i medfør af retsplejeloven § 103, stk. 1. Medtaget som bilag 5.
Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere efter stk. 1, 2. pkt., fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling. Retten må i så fald sende en udskrift af retsbogen til statsadvokaten, der foretager det videre fornødne i relation til klagesagen.
FRIST FOR INDGIVELSE AF KLAGE
Statsadvokaten kan efter stk. 2, afvise en klage uden realitetsbehandling, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Mulighederne for at gennemføre en undersøgelse i anledning af en klage kan være væsentligt forringede, hvis klagen indgives længe efter den episode, der har givet anledning til klagen. Det er derfor fundet rimeligt at fastsætte den nævnte klagefrist. Bestemmelsen er fakultativ, og statsadvokaten kan derfor beslutte at realitetsbehandle sagen, selv om fristen er overskredet, hvis omstændighederne taler derfor.
TILBAGEKALDELSE AF KLAGE
Det sker, at en klager trækker sin klage eller anmeldelse tilbage. Årsagerne hertil kan være mange. Ønsket om at trække klagen tilbage kan f.eks. være begrundet i, at klageren efter en betænkningstid ikke har fundet grundlag for at fastholde sin klage, eller at den berørte polititjenestemand har beklaget det passerede. Det sker endvidere, at en klager ikke reagerer på statsadvokatens indkaldelse til afhøring eller andre henvendelser.
Statsadvokaten vil i sådanne situationer i almindelighed indstille undersøgelsen i en adfærdsklagesag, medmindre sagen giver statsadvokaten grundlag for af egen drift at fortsætte undersøgelsen i sagen, jf. retsplejelovens § 1019 k. Det kan f.eks. være i en situation, hvor der kan være spørgsmål om, hvorvidt en polititjenestemand har søgt at presse klageren til at trække klagen tilbage.
Eksempel 1
Indklagedes henvendelse til klager under
klagesagen
K 30/96
Indklagede og andre polititjenestemænd bør ikke af egen drift henvende sig
til en klager for at drøfte klagen, når statsadvokaten behandler
klagesagen.
Beretning 1996, side 130.
Eksempel 2
Klage afvist, da klager ikke besvarede statsadvokatens
henvendelse
SA2-99-44-0369
I forbindelse med en klage over, at efterforskningen af en afsluttet
straffesag ikke blev genoptaget, anførte klageren, at hun ikke kunne leve med de
trusler som to navngivne polititjenestemænd havde fremsat. Statsadvokaten
anmodede skriftligt kvinden om at præcisere klagen. Kvinden besvarede ikke
henvendelsen, og da kvindens manglende reaktion blev opfattet som et udtryk for,
at hun ikke ønskede at opretholde klagen, afviste statsadvokaten med
politiklagenævnets tiltræden klagen.
Beretningen 2000, side 84.
Eksempel 3
Klage afvist, da klager ikke ønske at
medvirke
SA1-00-44-0349
En mand indgav en noget uklar anmeldelse over, at politiets vagthold næsten
havde brækket hans håndled. Klageren blev tilsagt til afhøring, men mødte ikke.
Efter aftale med politiklagenævnet blev der kun sendt én indkaldelse til
klageren. Klagen blev afvist, da der ikke var grundlag for at behandle sagen,
når klageren ikke ønskede at medvirke.
Beretningen 2000, side 89.
Eksempel 4
Klage afvist, da klager udeblev fra
afhøringer
SA3-2002-323-0013
En klager/anmelder udeblev uden oplyst grund fra flere afhøringer og
reagerede ikke på telefonisk henvendelse, der var aftalt med henblik på afhøring
af den pågældende. Statsadvokaten afviste herefter klagen som åbenbart grundløs
og besluttede ikke at indlede efterforskning.
Beretning 2002, side 185.
§ 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig om fremstillingen.
SAGSFREMSTILLING
Statsadvokaten udarbejder i adfærdsklagesager en sagsfremstilling på grundlag af de foreliggende oplysninger. Den indklagede polititjenestemand modtager en kopi af sagsfremstillingen, inden vedkommende bliver afhørt. Den indklagede har ikke pligt til at udtale sig om sagsfremstillingen.
Afgives forklaring i retten, bør sagsfremstillingen så vidt muligt forinden udleveres til indklagede. Derved sikres det, at indklagede før sagens behandling i retten kan få et indtryk af, hvad klagen omhandler.
Statsadvokaten skal efter § 1019 d, vejlede indklagede om bestemmelsen, herunder at indklagede ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.
Det forudsættes, at der ikke udarbejdes en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder i tilfælde, hvor en klage afvises på det foreliggende grundlag, uden at der indledes en undersøgelse eller efterforskning, f.eks. fordi klagen må anses for åbenbart grundløs, eller fordi fristen i § 1019 a, stk. 2, er overskredet.
Bestemmelsen suppleres af forvaltningslovens regler om partshøring og om retten til at forlange sagens afgørelse udsat med henblik på afgivelse af en udtalelse. Indklagede kan vælge at udtale sig mundtligt eller skriftligt om fremstillingen (eller at undlade at udtale sig).
§ 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder.
Efter bestemmelsen har indklagede ret til at møde med en bisidder. Der er ikke fundet grundlag for at fastsætte bestemmelser om, hvem der kan anvendes som bisidder. Der henvises herved til Folketingets Ombudsmands beretning (FOB) 1990, side 356, hvor det i forbindelse med en omtale af tjenestemandslovens § 21, stk. 1 og 2, og forvaltningslovens § 8, antages, at en tjenestemand ikke under et tjenstligt forhør kan lade sig repræsentere (dvs. erstatte) af en partsrepræsentant, da formålet med forhøret blandt andet netop er at afhøre parten. Parten er dog ikke ved valget mellem hvem, der skal bistå i forbindelse med et tjenstligt forhør, begrænset til de persongrupper, der er omhandlet i tjenestemandslovens § 21, stk. 2. Myndigheden kan kun tilsidesætte partens valg af bisidder i tilfælde, hvor der konkret vil være hjemmel hertil i forvaltningslovens § 8, stk. 2 ("findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser"). Tilsvarende gælder i forhold til § 1019 c.
Bestemmelsen suppleres af forvaltningslovens § 8, hvoraf det fremgår, at en part i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Der henvises herved til FOB 1990, side 356. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
En part kan dog ikke lade sig repræsentere eller bistå af andre, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov, jf. herved FOB 1990, side 356.
Ifølge tjenestemandslovens § 23, godtgøres tjenestemandens udgift til bisidder, hvis en tjenstlig undersøgelse sluttes uden ikendelse af disciplinærstraf. I andre tilfælde afgør vedkommende minister under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne i øvrigt, om udgiften til bisidder skal godtgøres helt eller delvis. Godtgørelse ydes kun, hvis det må anses for rimeligt, at tjenestemanden har afholdt udgifter til bisidder, og godtgørelsen kan ikke overstige, hvad der for et tilsvarende arbejde ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer i en straffesag.
Statsadvokaten skal efter § 1019 d, vejlede indklagede om indholdet af bestemmelsen i § 1019 c.
§ 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til
statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for
strafansvar eller disciplinæransvar.
Stk. 2. Statsadvokaten vejleder
indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i § 1019 b, § 1019 c,
og § 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest,
inden indklagede afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at
indklagede har modtaget behørig vejledning.
Parterne vil normalt blive indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor eller eventuelt på et andet sted, som statsadvokaten skønner er hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være rådhuset på det sted, hvor den handling, der klages over, har fundet sted.
PLIGT TIL AT AFGIVE FORKLARING?
Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, hvis indklagede risikerer at udsætte sig selv for strafansvar eller for et formelt disciplinært ansvar, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde, overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted eller stilling, degradering eller afsked efter tjenestemandslovens § 24. En risiko for, at et forhold uden for det disciplinære område kan give anledning til en tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes ikke at medføre, at pligten til at udtale sig bortfalder.
Det kan give anledning til nogen tvivl, i hvilket omfang man efter de gældende tjenestemandsretlige regler er forpligtet til at udtale sig under en sag, hvor man risikerer straf eller disciplinære sanktioner, jf. herved betænkning 1278/1994, side 122-124, samt FOB 1990, side 417 f og FOB 1991, side 233 ff.
Der henvises i øvrigt til § 1019 g, stk. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Klageren er ikke forpligtet til at udtale sig til statsadvokaten. Hvis sagen behandles i retten efter § 1019 f, vil klageren imidlertid som udgangspunkt efter de almindelige regler i retsplejeloven være forpligtet til at afgive vidneforklaring.
VEJLEDNING
Statsadvokaten skal vejlede indklagede om bestemmelsen i stk. 1. Statsadvokaten skal desuden vejlede indklagede om, at denne skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig herom, samt at indklagede ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen (§ 1019 b), at indklagede har ret til at møde med en bisidder, og at tjenestemandslovens § 23, finder tilsvarende anvendelse (§ 1019 c). Endelig skal indklagede vejledes om, at behandlingen af adfærdsklagesagen sluttes, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som en straffesag (§ 1019 i, stk. 1, nr. 2).
Vejledningen skal gives snarest muligt og senest inden indklagede afhøres første gang, og det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.
Rigsadvokaten har udarbejdet en Vejledning til politipersonalet om politiklagennævnsordningen, hvori der blandt andet indgår en beskrivelse af indklagedes rettigheder. Der henvises til bilag 17.
§ 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en
advokat for klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når
forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en
advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de pågældende om adgangen
til at begære en advokat beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom
indbringes for retten. § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse.
Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres
første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget
behørig vejledning.
Stk. 3. Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de
pågældende.
Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart
af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen.
Advokaten må ikke uden statsadvokatens tilladelse overlevere det modtagne
materiale til sin klient eller andre.
Stk. 5. Advokaten har adgang til at
overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har
ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om
tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
ADVOKATBESKIKKELSE
Afgives forklaring i en adfærdsklagesag i retten, skal retten altid beskikke en advokat for parterne, det vil sige klageren (den forurettede) og den indklagede polititjenestemand. I andre tilfælde, det vil sige ved afhøring hos statsadvokaten, kan retten, når forholdene taler derfor, på parternes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det afhænger af en konkret vurdering af sagen, om der bør ske en beskikkelse. Advokaten beskikkes uden udgift for parterne.
Som omtalt i bemærkningerne til § 1019 a, vil en klage kunne indgives af f.eks. tilfældigt forbipasserende, der har overværet den episode, klagen vedrører. I relation til spørgsmålet om advokatbeskikkelse sigter udtrykket "klageren" imidlertid kun til den, der anser sig for forulempet af politiet, og som derfor kan betragtes som part i sagen.
Afgives forklaring udenretligt, kan retten, når forholdene taler derfor, på begæring beskikke en advokat for klageren og/eller indklagede. Om der skal ske advokatbeskikkelse i en adfærdsklagesag, må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvorunder der navnlig skal lægges vægt på karakteren af klagen.
Eksempel
Afslag på beskikkelse af advokat for
polititjenestemand
U 2003.1460 Ø
A indgav klage over politibetjent PŽs adfærd i forbindelse med at politiet havde bragt hendes bil til standsning. P skulle ifølge klageren blandt andet have kaldt A en "so" og en "møgkælling" samt slået A på skulderen. P anmodede om beskikkelse af en advokat i medfør af retsplejelovens § 1019 e, stk. 2.
Landsretten stadfæstede byrettens benægtelse heraf og lagde herved navnlig vægt på karakteren af den adfærdsklage, der havde givet anledning til statsadvokatens iværksættelse af en undersøgelse.
Er der tale om en klage over vold og anden hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende, eller klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning, vil advokatbeskikkelse ofte være indiceret. Er der derimod tale om klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten eller klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden, vil der som regel ikke være tilstrækkelig anledning til at beskikke advokat.
Endvidere kan der være anledning til at beskikke en advokat for klageren, hvis klageren er mindreårig, eller hvis klageren på grund af legemlig eller psykisk sygdom har et særligt behov for bistand.
Det er i alle disse tilfælde en forudsætning for advokatbeskikkelse, at klagen ikke er åbenbart grundløs.
Det bør efter Justitsministeriets opfattelse være udgangspunktet, at der, når den ene part får beskikket en advokat, også beskikkes en advokat for den anden part. Undtagelse herfra kan gøres, når advokatbeskikkelsen alene er begrundet i, at klageren/forurettede er mindreårig eller som følge af sygdom har et særligt behov for bistand.
Eksempel 1
Rettens afvisning af advokatbeskikkelse ved adfærdsklage
over indgreb i bil
SA3-1996-44-0003
En klager K blev af en politiassistent standset i sin 20 år gamle bil. K
klagede over, at politiassistenten havde gjort vold mod bilens akkumulator, og
at politiassistenten under en efterfølgende telefonsamtale havde erklæret, at
han ikke ønskede at tale med K. Retten fandt ikke, at forholdene talte for, at
klageren fik beskikket en advokat.
Beretning 1996, side 141.
Eksempel 2
Advokatbeskikkelse til klager afslået i ukonkretiseret
sag
SA2-96-44-0118
En kvinde indgav en ikke nærmere konkretiseret klage over to betjentes
sprogbrug. Klageren ønskede kun at udtale sig, hvis hun fik beskikket en
advokat. Både byret og landsret afslog advokatbeskikkelse.
Beretning 1997,
side 140.
Eksempel 3
Advokatbeskikkelse til klager i sag om politiets
magtanvendelse
SA4-96-44-0041 og K 144/97
En mand klagede telefonisk til statsadvokaten over to politiassistenters
adfærd i forbindelse med, at han blev bortvist fra en banegård. Han oplyste, at
han blev vækket af to politiassistenter, der havde vredet armen rundt om ryggen
af ham og slået ham, hvorunder han havde pådraget sig en skade på albuen. Retten
imødekom klagerens anmodning om advokatbeskikkelse.
Beretning 1997, side
140.
Eksempel 4
Ikke advokatbeskikkelse i
adfærdsklagesag
SA5-99-44-0207 og K536/00. U 2000.444 V
Klagen vedrørte en politiassistents reaktion på en klagers henvendelse til
ham i patruljevogn, og herunder dennes manglende interesse i at søge at opklare
en forbrydelse samt dårlig opførsel. Da forholdene i den pågældende sag,
herunder klagernes karakter, ikke talte for advokatbeskikkelsen, blev klagers
anmodning herom ikke taget til følge.
Beretning 2000, side 89 og beretning
2001, side 78.
Statsadvokaten skal vejlede parterne om adgangen til at begære en
advokat beskikket, og statsadvokaten indbringer i givet fald begæringen for
retten. Værnetingsbestemmelsen i § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende
anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den
pågældende afhøres første gang, og det skal af rapporten fremgå, at den
pågældende har modtaget behørig vejledning.
Advokatbeskikkelse sker uden
udgift for de pågældende.
DEN BESKIKKEDE ADVOKATES BEFØJELSER
Det følger af stk. 4, at advokaten løbende skal have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne af statsadvokaten meddeles aktindsigt efter de almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 4. Undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 3, finder ikke anvendelse på adfærdsklagesager.
Den beskikkede advokat har efter stk. 5, adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. I tilknytning hertil er det fastsat, at advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke nogen nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det vil således i vidt omfang være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse. Der kan herved henvises til ordningen med bistandsadvokater efter retsplejelovens § 741 c, stk. 2 . Det gælder blandt andet med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end sin egen klient, dvs. til den anden part og eventuelle vidner.
§ 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i
retten.
Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side
under behandlingen af en straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig
afgørelse, afgives forklaring for den byret, som behandler eller har behandlet
straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes indbragt. I andre
tilfælde afgives forklaring ved byretten i den retskreds, hvor det forhold,
klagen angår, har fundet sted.
Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten f.eks. hvis det skønnes af betydning, at forklaringer afgives under vidneansvar eller i offentlige retsmøder.
Klageren er på linie med, hvad der gælder en anmelder i en straffesag, ikke forpligtet til udenretligt at udtale sig til statsadvokaten. Hvis sagen behandles i retten, vil klageren derimod som udgangspunkt efter de almindelige regler i retsplejeloven være forpligtet til at afgive vidneforklaring.
Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd, jf. § 1019 g, stk. 4.
§ 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen
behandles.
Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede
retsmøder og have lejlighed til at være til stede.
Stk. 3. Indklagede har
ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville
udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder
indklagede herom.
Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden
medvirken af domsmænd.
Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles. Det forudsættes, at statsadvokaten møder personligt eller ved en af sine medarbejdere, herunder eventuelt en advokat der er beskikket som medhjælper for statsadvokaten. Statsadvokaten kan ikke bemyndige en politimester (Politidirektøren) til at møde på sine vegne.
Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at være til stede, herunder i retsmøder, hvor der foretages afhøring af vidner.
SELVINKRIMINERING
Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, hvis forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar, og retten skal vejlede indklagede herom.
Det kan give anledning til nogen tvivl, i hvilket omfang man efter de gældende tjenestemandsretlige regler er forpligtet til at udtale sig under en sag, hvor man risikerer straf eller disciplinære sanktioner, jf. herved betænkning 1278/1994, side 122-124, samt FOB 1990, side 417 f og FOB 1991, side 233 ff.
For så vidt angår spørgsmålet om selvinkriminering indebærer stk. 3, således, at indklagede ikke har pligt til at udtale sig, hvis indklagede risikerer at udsætte sig selv for strafansvar eller for et formelt disciplinært ansvar, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde, overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted eller stilling, degradering eller afsked efter tjenestemandslovens § 24. En risiko for, at et forhold uden for det disciplinære område kan give anledning til en tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes ikke at medføre, at pligten til at udtale sig bortfalder.
Om indklagede i givet fald kan straffes for falsk forklaring for retten, må afgøres efter de almindelige bestemmelser i straffelovens § 159. Det følger blandt andet af denne bestemmelses stk. 1, at afgiver nogen falsk forklaring som sigtet i en offentlig straffesag, straffes han ikke. Princippet i § 159, stk. 1, fører til straffrihed i tilfælde, hvor den, som har forklaret falsk, har haft føje til at antage, at han kunne blive sigtet ved at afgive sandfærdig forklaring, jf. UfR 1982.1090 H. Af § 159, stk. 2, fremgår, at afgives falsk forklaring under afhøring for retten i tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte forklaring, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.
U 1982.1090 H - Straffrihed ved falsk forklaring, når føje til antagelse om straf ved afgivelse af sandfærdig forklaring
Tiltalte var skyldig i skyldnersvig ved i strid med panthavernes rettigheder at have bortsolgt en landbrugsejendoms besætning og en del af høsten til en værdi af i alt ca. 225.000 kr. Tiltalte havde endvidere i skifteretten, der behandlede hans konkursbo, urigtigt forklaret, at han ikke havde kendskab til, hvor og for hvilken pris hans hustru havde købt en bil, og hvad der var sket med et beløb på 67.700 kr., som var afregnet. Principperne i straffelovens § 159, stk. 1, fandtes at medføre, at en skyldner, der afgiver forklaring til opfyldelse af sin oplysningspligt efter konkurslovens § 100, ikke pådrager sig ansvar efter straffelovens § 162, for urigtige erklæringer om forhold i forbindelse med hvilke han er sigtet, eller med føje antog, at han kunne blive sigtet, hvis han afgav sandfærdig erklæring. Da sandfærdige oplysninger ikke ville have haft betydning for bedømmelsen af, om der var begået skyldnersvig, fandtes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 162.
Klageren vil som udgangspunkt efter de almindelige regler i retsplejeloven være forpligtet til at afgive vidneforklaring i retten. Derimod er klageren ikke forpligtet til udenretligt at udtale sig til statsadvokaten.
Efter bestemmelsens stk. 4, skal sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd. At der ikke medvirker domsmænd, skal ses i sammenhæng med, at retten ikke skal foretage bevisvurderinger eller træffe afgørelse i sagen.
Retsmøderne er offentlige i samme omfang som i straffesager. Det følger af retsplejelovens almindelige regler.
§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af
statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en
klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Fristen for klager
over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal
den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om
aktindsigt efter forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
KLAGEBERETTIGEDE
Det er kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten.
Som part anses efter forvaltningsloven den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse. Det kan f.eks. være en person, der har fremsat et erstatningskrav i anledning af sagen.
Klager nogen, der ikke er part med hensyn til sagens realitet, over den formelle sagsbehandling, vil klageren kun være part i denne sag. F.eks. vil en person, der ønsker aktindsigt i en straffesag efter forvaltningslovens § 18, være part i den del af sagen, der vedrører spørgsmålet om vedkommendes partsstatus. Han har derved adgang til at klage over politimesterens (Politidirektørens) afslag på aktindsigt i straffesagen.
Eksempel
Anmelder ikke klageberettiget
SA1-01-321-1148
og K 849/2002
En plejervikar indgav anmeldelse mod vicekriminalinspektøren for tjenesteforsømmelse efter straffelovens § 157, ved at have afvist en anmeldelse.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen mod vicekriminalinspektøren i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1.
Plejervikaren påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der afviste klagen under henvisning til, at klageren alene var vidne til og ikke forurettet ved episoden og derfor ikke kunne anses for at have en sådan væsentlig, direkte og individuel interesse i sagens afgørelse, at plejervikaren kunne anses for at være klageberettiget.
Ny realitetsbehandling
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling af sagen. Således skal der foretages en fuldstændig materiel prøvelse af bevisbedømmelsen, retsspørgsmål og skønsspørgsmål. Rigsadvokaten påser ved sin behandling af en sag både at afgørelsen materielt er rigtig, og at formelle regler for sagsbehandlingen er overholdt.
Dette indebærer i praksis, at Rigsadvokaten f.eks. ikke er bundet af det forhold, at der har været enighed mellem statsadvokat og nævn om, hvilke faktiske omstændigheder, der kan lægges til grund ved sagens afgørelse, bevisvurderingen eller subsumptionen.
Eksempel 1
Ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af
enkeltpersoner
SA5-2000-321-0200 og K 744/2001
Modsat statsadvokaten og politiklagenævnet fandt Rigsadvokaten ikke, at der
var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik mod enkeltpersoner i den
såkaldte Hjørring-sag og lagde herved vægt på, at man ikke med sikkerhed kunne
fastlå, hvem der fandt på dækhistorien for en anholdelse, eller hvilken af de
indklagede betjente, der havde indbragt den anholdte til
politistationen.
Beretning 2001, side 58.
Eksempel 2
Ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af udtalelser
under en indbyrdes samtale mellem to politiassistenter
SA6-99-321-0183
og K 485/99
En cyklist havde blandt andet klaget over to politiassistenters udtalelser i
forbindelse med påtale af en overtrædelse af færdselsloven. Statsadvokaten
beklagede politiassistenternes udtalelser. Politiklagenævnet var enig i
afgørelsen. Rigsadvokaten fandt imidlertid ikke, at der i den konkrete sag var
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere udtalelserne, der var fremsat som
led i indbyrdes samtale mellem politiassistenterne. Rigsadvokaten anførte i den
forbindelse, at der bør indrømmes samarbejdende politiassistenter en vis frihed
til at drøfte, hvorledes en politiforretning skal gribes an.
Beretning 2000,
side 49.
Eksempel 3
Ikke tilstrækkeligt bevis for at en motorcykelbetjent havde
udtalt sig på en beklagelig måde
SA2-99-44-0346 og K 539/00
En motorcykelbetjent standsede en bilist på motorvejen. Hustruen til
bilisten, der var passager, klagede efterfølgende over motorcykelbetjentens
udtalelser til hende. Statsadvokaten beklagede motorcykelbetjentens udtalelser.
Politiklagenævnet tiltrådte afgørelsen. Rigsadvokaten fandt ikke, at det - som
sagen var oplyst - med sikkerhed kunne lægges til grund, at motorcykelbetjenten
havde udtalt sig på en beklagelig måde.
Beretning 2000, side 52.
Eksempel 4
Kritik af udtalelse
SA4-98-44-0152 og K
406/99
En far klagede over en politiassistents udtalelse "Vi har din kære søn" i
forbindelse med underretning om den 16-årige søns anholdelse. Statsadvokaten
fandt ikke grundlag for at kritisere politiets adfærd i forbindelse med
episoden, hvilket politiklagenævnet erklærede sig enig i. Rigsadvokaten fandt
udtalelsen beklagelig under henvisning til, at der ikke under den for faderen
specielle og belastende situation burde fremsættes en så ironisk
bemærkning.
Beretning 1999, side 48.
Eksempel 5
Betingelser for udrykningskørsel var ikke opfyldt i
forbindelse med eftersættelse af en knallert
SA5-99-321-0148 og K
451/99
En politiassistent i civil eftersatte i en civil patruljevogn en knallert,
der var efterlyst i forbindelse med nogle forsikringsforhold. Dette skete uden
at aktivere udrykningssignalerne. Patruljevognen påkørte knallerten bagfra, da
føreren pludselig standsede op. Statsadvokaten indstillede efterforskningen,
hvilket politiklagenævnet tiltrådte. Rigsadvokaten fandt, at
udrykningsbekendtgørelsens regler om anvendelse af udrykningslygte og om, at
undladelse af at følge færdselslovens almindelige regler skal være påtrængende
nødvendig, var overtrådt.
Beretning 1999, side 49.
Rigsadvokaten kan som led i klagesagens behandling indhente nye oplysninger, herunder for at belyse omstændigheder, der er gjort gældende i forbindelse med klagen. Dette kan f.eks. være yderligere eller supplerende afhøringer af vidner, klageren eller indklagede og indhentelse af foto eller rids over gerningsstedet. Rigsadvokaten har i enkelte sager på baggrund af oplysninger fremkommet under klagesagen anmodet statsadvokaten om at genoptage undersøgelsen af klagesagen.
Eksempel 1
Nye oplysninger førte ikke til fornyet behandling ved
statsadvokaten og politiklagenævnet
SA1-96-44-0122 og K 356/98
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet, og anførte i den forbindelse:
"Det følger af retsplejelovens § 1019 h, stk. 1, at Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklagesager. Der gælder således et to-instanssystem med hensyn til sager af denne art.
Reglerne i retsplejeloven om behandlingen af klager over politipersonale indeholder ikke begrænsninger med hensyn til adgangen til over for rigsadvokaturen at fremføre nye påstande og anbringender vedrørende de forhold, som statsadvokaten og politiklagenævnet har taget stilling til. Det vil derfor forekomme, at der i forbindelse med en klage til Rigsadvokaten fremkommer nye oplysninger. Det er min opfattelse, at sådanne nye oplysninger - uanset om de fremsættes af klageren eller indhentes til brug for behandlingen af klagen - som udgangspunkt må indgå i rigsadvokaturens behandling af klagesagen, og at der ikke gælder en almindelig pligt til i sådanne tilfælde at hjemvise sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten, herunder med pligt til på ny at forelægge sagen for politiklagenævnet. Det vil dog også kunne forekomme, at nye oplysninger har en sådan afgørende betydning, at sagen ændrer karakter, og at der på den baggrund træffes afgørelse om hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet.
Jeg finder dog ikke, at de oplysninger, der i den foreliggende sag er
fremkommet ved afhøring af ..., og min vurdering ovenfor vedrørende indholdet af
statsadvokatens redegørelse til politiklagenævnet er af en sådan betydning, at
der bør træffes afgørelse om hjemvisning af sagen."
Beretning 1999, side
78.
Eksempel 2
Genoptagelse af undersøgelse efter § 1020 a, stk. 2, i en
sag, hvor en person blev dræbt af skud
SA6-2002-321-0331, K 917/2002 og
RA 2003-321-0052
Rigsadvokaten fandt det rigtigst, at statsadvokatens undersøgelser også havde
omfattet politiets dispositioner i forbindelse med kommunikationen forud for
anholdelsen. Rigsadvokaten fandt således, at begivenhedsforløbet burde søges
klarlagt således, at der kunne tilvejebringes det fornødne grundlag for at
vurdere ikke blot, om et eventuelt strafferetligt eller disciplinært ansvar
kunne komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler
kunne forebygge lignende hændelser. Rigsadvokaten anmodede herefter
statsadvokaten om at genoptage sagen.
Beretning 2002, side 229.
Eksempel 3
Undersøgelse genoptaget på baggrund af nye
oplysninger
SA2-2000-321-0415 og K 761/2001
En mand havde anmeldt tre polititjenestemænd for vold og tvang i forbindelse
med underskrivelse af konfiskationserklæring. Efter afhøring af to af de
involverede polititjenestemænd, indstillede statsadvokaten undersøgelsen i
sagen, hvilket politiklagenævnet tiltrådte. Klagerens advokat påklagede
afgørelsen til Rigsadvokaten, der indhentede en døgnrapport, der bekræftede, at
klageren efter løsladelsen havde anmeldt forholdet i en anden politikreds.
Rigsadvokaten anmodede herefter statsadvokaten om at genoptage behandlingen af
sagen.
Beretning 2001, side 55.
Eksempel 4
Rigsadvokatens anmodning om yderligere
afhøringer
SA4-321-0208 og K 570/00
Til brug for klagesagens behandling anmodede Rigsadvokaten statsadvokaten om
at foretage nye afhøringer.
Beretning 2000, side 50 og beretning 1999, side
183 og afsnit 8.1.4.
Eksempel 5
Rigsadvokatens anmodning om yderligere
afhøringer
SA1-98-44-261 og K 337/98
En kvinde klagede over en politiassistents udtalelser til hende uden for et
retslokale, hvor de begge var indkaldt til at afgive forklaring. Da kvindens
datter havde bekræftet udtalelserne, lagde statsadvokaten til grund, at
politiassistenten havde udtalt sig som anført af klageren. Politiassistenten
påklagede afgørelsen, og Rigsadvokaten anmodede statsadvokaten om at afhøre
anklageren og personale i landsretten. Rigsadvokaten fandt herefter ikke fuldt
tilstrækkeligt bevis for, at politiassistenten havde udtalt sig, som anført af
klageren, da ingen andre havde hørt udtalelserne, der skulle være fremsat ved
råb eller høj stemme.
Beretning 1999, side 49.
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., at afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som følge af klager over statsadvokaternes afgørelser, ikke kan påklages til justitsministeren.
KLAGEFRIST
Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger. Bestemmelsen gælder kun, hvor en afgørelse er truffet. Den gælder f.eks. for klager over, at der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ved brevforsendelse må afgørelsen antages at være kommet frem den første postforsendelsesdag efter afsendelsen, medmindre klageren sandsynliggør, at meddelelsen er kommet frem senere. Klagen skal være kommet frem til myndigheden inden fristens udløb.
Klagefristen er ikke absolut. En klage, der fremkommer efter udløbet af 4 ugersfristen, skal behandles, hvis klagemyndigheden skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller lignende har været forhindret i at indgive klage rettidigt. Det er op til klager selv at godtgøre, hvorfor overskridelsen af fristen er undskyldelig.
Er der tale om en klage fra nævnet, betragter Rigsadvokaten i praksis denne som en klage fra en myndighed. Ekspeditionsfejl hos myndighederne anses i almindelighed ikke for undskyldelige.
Eksempel
Fristoverskridelse ikke anset for
undskyldelig
SA1-97-321-0233 og K 130/97
Statsadvokaten traf afgørelse i en sag vedrørende et færdselsuheld i
forbindelse med politiets eftersættelse af en bil den 20. januar 1997. Den 10.
marts 1997 klagede nævnet over afgørelsen. Nævnet oplyste, at overskridelsen af
klagefristen skyldtes en ekspeditionsfejl i nævnet. Rigsadvokaten fandt ikke
overskridelsen af klagefristen undskyldelig og afviste klagen.
Beretning
1997, side 48.
Klagefristen på 4 uger gælder også i tilfælde, hvor en afgørelse truffet af Rigsadvokaten som 1. instans påklages til justitsministeren.
Det bemærkes, at en overskridelse af klagefristen ikke berører den overordnede myndigheds adgang til at omgøre den underordnede myndigheds afgørelse i medfør af bestemmelserne i retsplejelovens § 98, stk. 3, og § 99, stk. 2, 2. pkt.
Det følger i øvrigt af forvaltningslovens § 25, stk. 1, at afgørelser, som kan påklages, når de meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Bestemmelsen i stk. 3, er indføjet ved lov nr. 428 af 31. maj 2000 og indebærer, at klager over aktindsigt efter forvaltningsloven - i lighed med klager over afgørelser vedrørende adfærdsklager - bliver omfattet af to-instans princippet. Bestemmelsen indebærer endvidere, at klagefristen på 4 uger også gælder i forhold til klager over afgørelser om aktindsigt. Der er som nævnt mulighed for at dispensere fra klagefristen.
§ 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis
Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
Bestemmelsen omhandler en række tilfælde, hvor behandlingen af en adfærdsklagesag skal sluttes, fordi en sag overgår til behandling efter andre regler.
Hvis der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede, må sagen i stedet behandles som en straffesag, jf. stk. 1, nr. 1. Det samme gælder, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som en straffesag, jf. stk. 1, nr. 2. Sidstnævnte bestemmelse kan sammenholdes med tjenestemandslovens § 22, stk. 3, hvorefter tjenestemanden i forbindelse med en disciplinærsag, hvis han er mistænkt for et strafbart forhold, kan forlange sagen behandlet som straffesag.
Statsadvokaten skal efter § 1019 d, vejlede indklagede om indholdet af bestemmelsen i stk. 1, nr. 2.
Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, blev ændret ved lov nr. 428 af 31. maj 2000. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes herefter, hvis der træffes bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i lov nr. 357 af 2. juni 1999 om undersøgelseskommissioner. Det kan i den forbindelse tilføjes, at meget omfattende begivenhedsforløb, som f.eks. "Nørrebrosagen", ikke forudsættes undersøgt efter reglerne i kapitel 93 b.
§ 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og
rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten
underretter endvidere vedkommende politimester og rigspolitichefen om afgørelsen
i adfærdsklagesager.
Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage
indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes
eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for
tjenesten.
Bestemmelsen i stk.1, har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden kan få lejlighed til at vurdere, om sagen giver anledning til disciplinære foranstaltninger.
Efter bestemmelsens 1. pkt. skal statsadvokaten underrette vedkommende politimester(Politidirektøren) og Rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Derved får ansættelsesmyndigheden lejlighed til at tage stilling til, om indklagede skal suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, mens sagen verserer.
Efter bestemmelsens 2. pkt., skal statsadvokaten endvidere underrette vedkommende politimester(Politidirektøren) og statsadvokaten om afgørelsen i alle adfærdsklagesager. Derved får ansættelsesmyndigheden lejlighed til at vurdere spørgsmålet om eventuelle disciplinære sanktioner.
Den indklagede polititjenestemand har ikke en ringere retsstilling under statsadvokatens behandling af en adfærdsklagesag, end denne har under en disciplinærsag. Tværtimod gennemføres der en udvidet adgang til advokatbeskikkelse i adfærdsklagesager. Hertil kommer, at statsadvokatens afgørelse i en adfærdsklagesag kan gå ud på, at der gives en beklagelse, eller at klageren ikke får medhold, eventuelt at klagen afvises som åbenbart grundløs. Derimod kan statsadvokaten ikke træffe beslutning om eventuelle sanktioner over for den eller de indklagede polititjenestemænd. Afgørelse herom må træffes under en efterfølgende disciplinærsag efter reglerne i tjenestemandslovgivningen.
Statsadvokaten skal ikke fremkomme med nogen indstilling til ansættelsesmyndigheden om, hvorvidt der bør indledes disciplinærsag.
Bestemmelserne i stk. 2, og stk. 3, har til formål at undgå, at sagen samtidig behandles både som adfærdsklagesag og som disciplinærsag.
Om behandlingen af disciplinærsager henvises til afsnit 2.8.
§ 1019 k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel.
Bestemmelsen indebærer, at statsadvokaten af egen drift kan beslutte at foretage en undersøgelse efter bestemmelserne i kapitel 93 b, f.eks. hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt.
Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten, jf. §§ 1019 f og 1019 g. I de nævnte tilfælde vil det formentlig ofte være relevant, at forklaringerne afgives i offentlige retsmøder.
§ 1019 l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager.
Justitsministeren har udsendt en cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 om behandlingen af klager over politipersonalet m.v. Se bilag 9.
§ 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
Justitsministeren har ikke udnyttet muligheden herfor.
Straffesager mod politipersonale
§ 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til vedkommende statsadvokat.
Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten skal indgives til vedkommende statsadvokat. Hvis anmeldelsen modtages af politiet (eller en anden myndighed), må den videresendes til statsadvokaten som rette vedkommende. Anmeldelser af strafbart forhold begået af politipersonale udenfor tjenesten behandles af vedkommende politimester(Politidirektøren). Om afgrænsningen se indledningen.
Justitsministeren har ved bekendtgørelse nr. 1146 af 13. december 2002 fastsat nærmere regler om forretningernes fordeling mellem statsadvokaterne. Se bilag 5 .
Der er som udgangspunkt ikke begrænsninger i den personkreds, der er berettiget til at indgive anmeldelse om strafbart forhold, som er begået af politiet.
Der henvises endvidere til Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/1999 om behandlingen af straffesager mod personer ansat i politiet og anklagemyndigheden.
De almindelige bestemmelser i retsplejeloven om udfærdigelse af rapport om foretagne efterforskningsskridt og afhøringer. Se herom § 1020 g.
§ 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen
drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i
tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige.
Stk. 2. Statsadvokaterne iværksætter endvidere efterforskning,
når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge
af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.
Bestemmelserne i § 1019 j finder herved tilsvarende anvendelse.
Statsadvokaten iværksætter efterforskning efter anmeldelse eller på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Efterforskning iværksættes, når der er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige, er begået. Denne betingelse for at indlede efterforskning svarer til, hvad der gælder i straffesager, som efterforskes af politiet. Dette følger af § 1020 g, jf. retsplejelovens § 742, stk. 2.
Efterforskningen har efter retsplejelovens § 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.
EKSEMPLER PÅ SAGER, SOM STATSADVOKATEN HAR UNDERSØGT PÅ EGET INITIATIV
Eksempel 1
Efterforskning af optællingsfejl ved
ransagning
SA1-2001-321-1222
Under politiets ransagning af A's bopæl i forbindelse med en narkosag, blev der taget mønter i bevaring til en samlet værdi af 28.764 kr. samt pengesedler til en samlet værdi af 124.350 kr., og der blev udstedt kvittering til A på det samlede beløb. Da pengene på ny blev optalt i forbindelse med udleveringen til A, blev der konstateret en difference på 1.100 kr. i 20-kr.-mønter. A blev gjort opmærksom på optællingsfejlen og kvitterede for det udleverede beløb. A ønskede ikke at indgive klage.
Politidirektøren fremsendte sagen til statsadvokaten, der indstillede
efterforskningen i sagen.
Beretning 2002, side 226.
Eksempel 2
Efterforskning af udeladelse af politirapporter til en
forsvarer
SA1-2001-321-1014
Politimesteren fremsendte en sag til statsadvokaten til afgørelse af, om der skulle foretages yderligere overfor to kriminalassistenter, der i forbindelse med fremstilling i grundlovsforhør af en ung mand, der var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 123, havde udeladt en politirapport om en videooptagelse fra de genparter, der blev udleveret til den anholdtes forsvarer.
Statsadvokaten fandt ikke, at forholdet var af en sådan grovhed, at
straffelovens § 155 og § 157 fandt anvendelse, og undersøgelsen blev herefter
indstillet.
Beretning 2001, side 160.
Eksempel 3
Efterforskning af skud mod
"hittehund"
SA4-2000-321-0026
En politimester orienterede telefonisk statsadvokaten om, at en
politiassistent angiveligt ved et vådeskud havde skudt en hund, der var indbragt
til politistationen som "hittehund". Statsadvokaten resolverede på baggrund af
orienteringen, at politikredsen selv kunne behandle sagen. Efter en nærmere
vurdering besluttede statsadvokaten dog at iværksætte en efterforskning i
henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 1.
Beretning 2001, side
161.
Eksempel 4
Efterforskning af skudafgivelse i
tjenestekøretøj
SA4-2001-321-0050
En politimester forelagde en sag for statsadvokaten, hvor en politiassistent og skydeinstruktør under afladning af sin tjenestepistol havde afgivet et utilsigtet skud gennem døren i en Ford Transit, hvor han og flere kolleger var passagerer.
Statsadvokaten fandt, at der var udvist høj grad af uforsigtighed, men fandt
ikke forsømmelsen af en sådan grovhed, at den var omfattet af
straffelovens § 157. Statsadvokaten besluttede derfor ikke at indlede en
undersøgelse efter retsplejelovens kapitel 93 c.
Beretning 2001, side
162.
Eksempel 5
Efterforskning af vold mod
anholdt
SA1-01-321-1063
En politibetjent på prøve A, fremkom under en samtale, der blev afholdt i anledning af, at han var indstillet til afsked, med oplysninger om, at politibetjent B i forbindelse med en anholdelse af en person C havde slået denne fire gange. Politibetjenten havde selv deltaget i anholdelsen.
Politidirektøren fremsendte sagen til statsadvokaten, som indledte en
efterforskning med bistand fra Rejseafdelingen.
Beretning 2001, side 163.
Eksempel 6
Efterforskning af
skudepisode
SA1-2001-321-1244
Politidirektøren underrettede statsadvokaten om en skudepisode, der havde fundet sted på en tankstation i forbindelse med, at patruljen havde forsøgt at anholde en eftersøgt person. Den eftersøgte havde forsøgt at køre fra stedet og havde i den forbindelse forsøgt at påkøre polititjenestemændene. Polititjenestemændene havde afgivet varselsskud og skud mod bilens dæk og førerkabine. Der blev afgivet i alt 19 skud.
Statsadvokaten besluttede ikke at iværksætte en undersøgelse efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, fordi der ikke forelå oplysninger om, at den pågældende var blevet ramt af skuddene
Statsadvokaten besluttede på grundlag af det materiale, han modtog fra
Politidirektøren, at iværksætte en undersøgelse i medfør af retsplejelovens §
1020 a, stk. 1. Statsadvokaten fandt det rettest, at den fortsatte undersøgelse
foregik efter politiklagenævnsreglerne, da det ikke ganske kunne udelukkes, at
polititjenestemændene havde handlet kritisabelt, eventuelt
strafbart.
Beretning 2001, side 164.
Eksempel 7
Efterforskning om uberettiget
telefonaflytning
SA1-00-321-0892
Politidirektøren fremsendte en sag til statsadvokaten, hvor der var sket
telefonaflytning i ca. 1 uge, uden at rettens kendelse havde været indhentet.
Det fremgik af sagen, at retten 18 dage tidligere havde afvist at godkende en
telefonaflytning vedrørende den samme person. Statsadvokaten iværksatte på
den baggrund efterforskning i sagen.
Beretning 2000, side 166.
Eksempel 8
Efterforskning om urigtige
politirapporter
SA1-99-321-0785
Efter urolighederne på Nørrebro den 7. november 1999 anmodede politiet retten om at afsige kendelse om, at pressen skulle udlevere fotografier, tv-billeder mv. med henblik på at politiet kunne identificere gerningsmænd til strafbare forhold begået under urolighederne.
På baggrund af oplysninger i dagspressen om, at politiet i rapporterne
bevidst havde anført urigtige oplysninger om de enkelte mediers holdning til
spørgsmålet om udlevering og til spørgsmålet om tilstedeværelse under retsmødet,
indledte statsadvokaten af egen drift efterforskning.
Beretning 2000,
side 167.
Eksempel 9
Efterforskning af ændring i indhold af
politirapport
SA2-00-321-0420
I en sag vedrørende butikstyveri blev den rapportoptagende politiassistent af sekretariatet anmodet om yderligere oplysninger, herunder en nærmere afhøring af en butiksdetektiv. Da sekretariatet efter ca. tre uger modtog sagen retur, var butiksdetektiven ikke afhørt. I stedet var afhøringsrapporten af den sigtede tilsyneladende ændret, således at den sigtede nu erkendte tyveri og ønskede sagen afgjort ved et bødeforelæg. Der var tilsyneladende ikke foretaget genafhøring, men alene rettet i den oprindelige afhøringsrapport.
Politimesteren sendte sagen til statsadvokaten, der indledte nærmere
undersøgelse.
Beretning 2000, side
168.
Eksempel 10
Efterforskning om lækning af oplysninger om
anholdelsesaktion
SA2-99-321-0362 og SA2-99-321-0382
Under efterforskningen af en omfattende narkotika- og bedragerisag, der havde været efterforsket gennem lang tid, blev det flere gange antydet, at oplysninger fra efterforskningen tilflød de mistænkte. Ved en anholdelsesaktion i sagen blev det endvidere klart, at flere af de hovedmistænkte undgik pågribelse, fordi de på forhånd var advaret om aktionen.
Politimesteren henledte statsadvokatens opmærksomhed på sagen, og
statsadvokaten indledte af egen drift efterforskning.
Beretning 2000, side
169.
Eksempel 11
Efterforskning om eftergivelse af
parkeringsafgift
SA6-00-321-0210
En politiassistent parkerede sin personbil mindre end 10 meter fra et vejkryds og modtog herfor en parkeringsafgift på 460 kr. Politiassistenten udfyldte en blanket til brug for eftergivelse af parkeringsafgifter, og indsendte denne til Centralregistret for Parkeringsafgifter og anførte, at krav om betaling af afgiften var frafaldet på grund af politimesterens bestemmelse.
Politimesteren sendte sagen til statsadvokaten, der af egen drift indledte
efterforskning.
Beretning 2000, side 171.
Eksempel 12
Efterforskning om systematisk vold mod
anholdte
SA1-00-46-0071 og 465/00
En speciallæge i psykiatri anførte i et læserbrev i et dagblad, at fem yngre mandlige patienter uafhængigt af hinanden havde fortalt ham, at de inden for de senere år var blevet afstraffet på politigården ved, at 3-4 politibetjente havde gennembanket dem med våde håndklæder. Politimesteren underrettede statsadvokaten om sagen og oplyste, at det ikke var muligt at identificere de hændelser, der var omtalt i læserbrevet, ligesom speciallægen med henvisning til sin tavshedspligt ikke ønskede at medvirke hertil.
Statsadvokaten indledte efterforskning i sagen.
Beretning 2000, side
173.
Eksempel 13
Efterforskning af "Station
1-sagen"
SA1-99-321-0565 og G 2625
Efter at et større dagblad bragte en artikel, hvori der blev fremsat en
lang række beskyldninger om trusler, chikane, vold eller seksuelle overgreb
begået af politifolk på station 1 i København, besluttede statsadvokaten, på
baggrund af en henvendelse fra Politidirektøren i København, at indlede
undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 1.
Beretning 1999,
side 187.
Eksempel 14
Ikke "rimelig formodning" om strafbart
forhold
SA2-97-46-0018 og K 280/98
En politimester orienterede statsadvokaten om en sag, hvor to
polititjenestemænd i tjenesten var forulykket i en patruljebil og kommet
alvorligt til skade. Statsadvokaten behandlede klagen som en klage vedrørende
politiets dispositioner. Rigsadvokaten tilsluttede sig statsadvo- katens
vurdering, hvorefter der ikke forelå rimelig formodning om, at et strafbart
forhold var begået, jf. § 1020 a, stk. 1, og at sagen derfor ikke var omfattet
af retsplejelovens kapitel 93 c. Folketingets Ombudsmand var enig heri og
udtalte blandt andet, at "reale grunde taler på samme måde som i bagatelsagerne
for at det som efter politimesterens opfattelse ikke er nogen egentlig sag,
sluttes af politimesteren med en notits til statsadvokaten der således får
mulighed for at reagere."
Beretning 2000, side 73.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det såkaldte "objektivitetsprincip" i retsplejelovens § 96, stk. 2, hvorefter de offentlige anklagere ikke blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.
Efterforskningen har efter retsplejelovens § 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse og at forberede sagens behandling ved retten.
Statsadvokaten udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysninger herom foreligger på anden måde efter retsplejelovens § 744.
AFVISNING AF ANMELDELSE
En anmeldelse kan afvises uden realitetsbehandling, hvis der ikke er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart, som forfølges af det offentlige. Sagen skal dog først forelægges for politiklagenævnet.
Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af statsadvokaten efter retsplejelovens § 749, hvis der ikke har været rejst sigtelse. Er der rejst sigtelse, finder reglerne om påtaleopgivelse eller om tiltalefrafald anvendelse, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2, 2. pkt., samt bemærkningerne til § 1020 c.
Selvom statsadvokaten afviser en anmeldelse, kan statsadvokaten på baggrund af de oplyste omstændigheder indlede en adfærdsklagesag efter reglerne i kapitel 93 b.
UNDERSØGELSE AF BEGIVENHEDER UDEN ANMELDELSE
For så vidt angår undersøgelse af begivenheder/forhold uden anmeldelse/klage fremgår det af fællesskrivelse fra Rigsadvokaten og Rigspolitichefen af 27. januar 2003 med notat af samme dato følgende:
"Hvis politiledelsen på baggrund af beskrivelsen af dispositioner i døgnrapporten, en pligtmæssig indberetning eller en eventuel anmeldelse eller forklaring fra polititjenestemanden selv, jf. pkt. A, eller på baggrund af andre oplysninger (f.eks. rygter, presseomtale, henvendelser fra borgere eller lignende) bliver opmærksom på, at en polititjenestemand kan have begået et kritisabelt forhold i tjenesten, vurderer Politidirektøren/politimesteren, om der er formodning om, at der kan være begået et strafbart forhold. Foreligger en sådan formodning, skal Politidirektøren/politimesteren snarest muligt underrette statsadvokaten telefonisk eller skriftligt. Statsadvokaten har efterforsknings- og tiltalekompetence i sagen og afgør herunder, hvad Politidirektøren/politimesteren skal foretage sig, og om underretning af den/de involverede polititjenestemænd kan ske, jf. foran under B. [for så vidt angår anmeldelser om strafbart forhold begået i forbindelse med tjenesten]
Finder Politidirektøren/politimesteren, at der ikke er den ovenfor nævnte formodning om, at et strafbart forhold kan være begået, må Politidirektøren/politimesteren vurdere, om der eventuelt er grundlag for at orientere statsadvokaten med henblik på, at statsadvokaten af egen drift kan iværksætte en undersøgelse efter reglerne om adfærdsklager.
Er der ikke grundlag for at indlede undersøgelse efter reglerne om adfærdssager, må Politidirektøren/politimesteren vurdere, om der eventuelt er grundlag for at indlede en undersøgelse efter reglerne i kundgørelse I nr. 10 om disciplinærsagers behandling, eller om der er grundlag for en tjenstlig tilkendegivelse.
Er der ikke grundlag for at indlede en tjenstlig undersøgelse, må Politidirektøren/politimesteren vurdere, om der eventuelt er grundlag for at underkaste de politimæssige dispositioner."
FÆRDSELSSAGER
Siden indførelsen af politiklagenævnsordningen har det løbende været overvejet, i hvilket omfang det inden for rammerne af den gældende lovgivning er muligt at forenkle politiklagenævnsordningen. Det har i de senere år navnlig været spørgsmålet om behandlingen af de mindre færdselssager, der har været genstand for konkrete overvejelser om forenkling af sagsbehandlingen.
Efter drøftelse med de berørte parter har Rigsadvokaten ved cirkulæreskrivelse af 30. september 2002 forenklet behandling af blandt andet. sager om automatisk hastighedskontrol og notitssager. Se bilag 15.
Når et "uniformeret" tjenestekøretøj registreres i en hastighedskontrol, vil der efter Rigsadvokatens opfattelse ikke i almindelighed være en formodning om, at der er begået et strafbart forhold i forbindelse med hastighedsoverskridelsen. Behandlingen af sådanne sager forenkles derfor, således at politimesteren/Politidirektøren alene skal fremsende sagen til statsadvokaten i de tilfælde, hvor der kan være grundlag for at antage, at der ikke var tale om udrykningskørsel på gerningstidspunktet.
Afgørelsen af hvilke sager der skal fremsendes til statsadvokaten, træffes af politimesteren/Politidirektøren i gerningskredsen. Hvis tjenestekøretøjets fører er stationeret i en anden politikreds, indhentes en udtalelse fra denne til brug for afgørelsen.
Sager om hastighedsoverskridelse foretaget i et "civilt tjenestekøretøj", behandles efter de hidtil gældende retningslinier. Politimesteren/Politidirektøren i gerningsstedskredsen fremsender herefter sagen til statsadvokaten til afgørelse med oplysning om, hvorvidt tjenestekøretøjets fører foretog udrykningskørsel på gerningstidspunktet. Hvis tjenestekøretøjets fører er stationeret i en anden politikreds, indhentes en udtalelse fra denne til brug for forelæggelsen.
Sager, der berører tredjemand, f.eks. hvis der foreligger færdselsuheld, indsendes som hidtil af politimesteren/Politidirektøren og behandles af statsadvokaten. Dette gælder også sager, hvor der er indgivet anmeldelse mod polititjenestemanden og sager, der er omfattet af bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Samtlige sager, der vedrører polititjenestemænd, overtages fra den kreds, der i øvrigt behandler sager om automatisk hastighedskontrol (distriktskredsen) af politimesteren/Politidirektøren i gerningsstedskredsen, hvor de journaliseres efter sædvanlige retningslinjer.
Hvis polititjenestemanden er stationeret i en anden kreds, underrettes denne om sagens afgørelse.
UDRYKNINGSSAGER EFTER RETSPLEJELOVEN § 1020 A, STK. 2
Statsadvokaten skal efter stk. 2, iværksætte en efterforskning, når en person er død eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne efterforskning skal iværksættes, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold. Det fremgår blandt andet af betænkning 1278/1994, side 146f., "at tankegangen er den, at der på den ene side som nævnt er et påtrængende behov for en grundig undersøgelse, mens det på den anden side kan være unødigt belastende for de involverede polititjenestemænd, såfremt disse sager altid efterforskes i strafferetsplejens former, hvis dette - som efter de gældende regler - nødvendigvis indebærer en formodning om, at der er begået et strafbart forhold".
SAGER OMFATTET AF § 1020 A, STK. 2
Der indgår i hver beretning et afsnit om konkrete undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Der kan herved henvises til
Beretningen for 1996, side 93 ff.
Beretningen for 1997, side 90 ff. og
side 101 ff.
Beretningen for 1998, side 105 ff., side 193 og side 198
ff.
Beretningen for 2000, side 157 ff. og side 177 ff.
Beretningen for
2001, side 145 ff. og side 165 ff.
Denne beretning, side 226 ff og side 245
ff.
Oversigt over undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, findes i beretningen for 2001, side 47 ff., og i denne beretning side 293 ff. Der er her foretaget en opdeling af sagerne i følgende kategorier:
Efter praksis orienteres Folketingets Ombudsmand om opståede »detentionsdødsfald« og om resultatet af undersøgelsen i sådanne sager.
Efterforskningen har i de sager, der er omfattet af stk. 2, et noget bredere sigte, end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743. Begivenhedsforløbet bør søges klarlagt således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere ikke blot, om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler mv. bedre kan forebygge lignende hændelser. Dette indebærer blandt andet, at statsadvokaten i forbindelse med undersøgelsen også skal foretage en vurdering af politiets dispositioner.
Eksempel Begivenhedsforløbet i en sag, hvor en person blev dræbt af skud burde klarlægges SA6-2002-321-0331, K 917/2002 og RA 2003-321-0052
Rigsadvokaten fandt det rigtigst, at statsadvokatens undersøgelser også havde
omfattet politiets dispositioner i forbindelse med kommunikationen forud for
anholdelsen. Rigsadvokaten fandt således, at begivenhedsforløbet burde søges
klarlagt således, at der kunne tilvejebringes det fornødne grundlag for at
vurdere ikke blot, om et eventuelt strafferetligt eller disciplinært ansvar
kunne komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler
kunne forebygge lignende hændelser. Rigsadvokaten anmodede herefter
statsadvokaten om at genoptage sagen.
Beretning 2002, side 229.
Det forudsættes i bemærkningerne til lovforslaget, at statsadvokaten i fornødent omfang bør orientere alle relevante myndigheder om resultaterne af efterforskningen.
ALVORLIG SKADE
Ved vurderingen af hvornår en person må anses for at være kommet alvorligt til skade, tages der udgangspunkt i de skader, der er omfattet af straffelovens § 249, der omhandler uagtsom tilføjelse af betydelig skade på legeme eller helbred. I Kommenteret Straffelov, 7. omarbejdede udgave, 2001, side 301, anføres: "Skader, der medfører varige mén, er i almindelighed betydelige. Kraniebrud og lårbensbrud vil ofte være betydelige, mens det ikke gælder ukomplicerede armbrud. Sygehusophold på mere end nogle ugers varighed er normalt tilstrækkeligt. Ved sygehusophold på mindre end en uge kræves der mere end et par måneders uarbejdsdygtighed."
EKSEMPLER PÅ "ALVORLIG SKADE"
Eksempel 1
Skinnebensbrud anset for alvorlig
skade
SA6-2001-321-0295
Statsadvokaten indledte undersøgelse efter § 1020 a, stk. 2, i en sag
hvor en voldsom patient, der skulle overflyttes til en anden afdeling på et
psykiatrisk sygehus, efter forskellige overgreb på en politiassistent, blev ramt
af dennes politistav, hvorved den pågældende pådrog sig et
skinnebensbrud.
Beretning 2002, side 227.
Eksempel 2
Skinnebensbrud anset for alvorlig skade
SA6-2001-321-0302
Statsadvokaten indledte undersøgelse efter § 1020 a, stk. 2, i en sag, hvor
en politiassistent på motorcykel ville tale med to unge mænd, der holdt på en
knallert udenfor et butikscenter. De to unge mænd forsøgte at køre fra
politiassistenten på cykel- og gangstier omkring butikscenteret, og fortsatte
kørslen, selvom politiassistenten tændte motorcyklens udrykningssignaler.
Knallerten kørte ind i en bænk, hvorved føreren pådrog sig et kompliceret brud
på skinnebenet.
Beretning 2001, side 156.
Eksempel 3
Lille brud på bækkenet anset for alvorlig
skade
SA1-00-321-0803
Under uroligheder på Nørrebro i København blev tre såkaldte hollændervogne sat ind for at rydde Nørrebrogade, således at brandvæsenet kunne komme frem og slukke påsatte brande i nogle containere. Hollændervognene påkørte en person, der pådrog sig en lille fraktur på bækkenet.
Statsadvokaten indledte undersøgelse efter § 1020 a, stk. 2.
Beretning
2001, side 158.
Eksempel 4
Brud på begge hofter anset for alvorlig
skade
SA2-00-321-0440
En patrulje eftersatte under udrykningskørsel en knallert, hvis fører var mistænkt for netop at have begået et røveri. For at standse knallerten, der på tidspunktet kørte på en cykelsti, overhalede patruljebilen denne og kørte vinkelret op på cykelstien og standsede med blinket tændt. Knallerten fortsatte sin kørsel, påkørte patruljebilen og blev kastet over køleren på bilen. Føreren af knallerten pådrog sig herved brud på begge hofter.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte
efterforskning.
Beretning 2001, side 162.
En politipatrulje satte efter indbrudstyv, der var stukket af i en stjålet
bil. Under kørslen, hvor hastigheden var op til 180 km/t, påkørte gerningsmanden
et autoværn og patruljevognen, hvorved han fik en rygmarvsrystelse, der fortog
sig. Sagen ikke anset for omfattet af
politiklagenævnsordningen.
Beretning 1997, side 44.
Eksempel 2
Stik med saks ikke alvorlig skade
SA3-00-46-0070
En politimester orienterede statsadvokaten om, at en anholdt kvindelig
narkoman, havde stukket sig selv med en saks i maveregionen, mens hun sad på
bagsædet i en patruljebil på vej til arresten. Statsadvokaten fandt ikke
grundlag for at iværksætte efterforskning efter retsplejelovens kapitel 93c.
Stikket havde ikke ramt indre organer eller bughinden.
Beretning 2000, side
46.
Eksempel 3
Diffuse smerter og hævelse i knæ ikke alvorlig
skade
SA3-2002-321-0002
En mor til en tilskadekommet pige, der var passager på en knallert, anmeldte en politiassistent for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med, at en politipatrulje forsøgte at bringe knallerten til standsning. Knallerten væltede i forbindelse med forsøget på standsning, og pigen kom lettere til skade. Datteren havde fortsat diffuse smerter og hævelse i knæet en måned efter uheldet. Hun havde ikke været indlagt på hospitalet.
Politimesteren fremsendte sagen til statsadvokaten til eventuel behandling i
medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Statsadvokaten fandt ikke, at skaden
var så alvorlig, at sagen burde behandles i medfør af retsplejelovens § 1020 a,
stk. 2.
Beretning 2002, side 225.
"POLITIETS INDGRIBEN"
Eksempel 1
Påkørsel af ældre kvinde, der afgik ved
døden
SA6-2001-321-0304
En politiassistent påkørte om natten under eftersættelse af en bil en ældre kvinde, der var faldet omkuld på vejbanen. Kvinden blev ramt i hovedet af patruljevognens forskærm og afgik samme nat ved døden som følge af de kvæstelser hun pådrog sig ved påkørslen.
Statsadvokaten indledte undersøgelse af sagen.
Beretning 2001, side
152.
Eksempel 2
Politiets eftersættelse af køretøj, der påkørte modkørende,
hvorved begge afgik ved døden
SA6-2002-321-0322
Efter en melding til politiet om, at der netop var begået et røveri mod et apotek, blev det oplyst, at gerningsmanden var kørt fra stedet i et nærmere beskrevet køretøj. En politipatrulje observerede køretøjet, der blev eftersat under anvendelse af udrykningshorn og -blink. Kort efter kørte den formodede gerningsmand frontalt sammen med en modkørende bil, hvorved han og føreren af den modkørende bil afgik ved døden.
Statsadvokaten iværksatte en undersøgelse.
Beretning 2002, side 228.
Eksempel 3
Skud mod undvegen anholdt, der afgik ved
døden
SA6-2002-321-0331 og K 917/2002
En undvegen anholdt fremtog - efter at han blev ilagt håndjern - et oversavet jagtgevær, som han truede og slog en politiassistent med, hvorefter han forsøgte at undvige. En politiassistent afgav et skud mod den undvegne, der ramte hans nakke. Han afgik senere ved døden.
Statsadvokaten indledte undersøgelse af sagen.
Beretning 2002, side
229.
Eksempel 4
Skud mod indbrudstyv, der blev ramt i
knæet
SA4-2002-321-0143
Tidligt på morgenen var en politipatrulje blevet gjort opmærksom på, at der var begået indbrud i et solcenter, og at den formodede indbrudstyv fortsat opholdt sig på ejendommen. Politiassistenten fandt indbrudstyven, og der opstod et håndgemæng med indbrudstyven. Da indbrudstyven på et tidspunkt ikke kunne få indgangsdøren op, vendte han sig mod politiassistenten, der havde taget tjenestepistolen frem. Politiassistenten affyrede herefter et enkelt skud, der ramte indbrudstyven i højre knæ.
Statsadvokaten indledte undersøgelse af sagen.
Beretning 2002, side
233.
"I POLITIETS VARETÆGT"
Personer, der er anholdt eller anbragt i detention vil uden tvivl være i politiets varetægt. Det samme må formentlig også gælde andre personer, som frivilligt har opsøgt politiet, hvis der under opholdet hos politiet bliver "lagt hånd på den pågældende", f.eks. på grund af håndgemæng. En person, der under en afhøring hos politiet afgår ved døden f.eks. på grund af et hjertetilfælde, vil muligt også blive anset for at have været i politiets varetægt.
Eksempel 1
Dødsfald muligvis sket, mens pågældende var i politiets
varetægt
SA5-1998-321-0133
Kl. 13.05 og kl. 13.42 anmodede to personer uafhængigt af hinanden politiet om assistance til en spirituspåvirket mand, der lå og sov i sneen foran en boligblok. Temperaturen udenfor var på det pågældende tidspunkt omkring -1,5°C. På grund af manglende disponibelt mandskab blev en patrulje først sendt til stedet ved vagtskiftet kl. 14.00.
Ved patruljens ankomst kl. 14.07 var den angiveligt spirituspåvirkede person livløs, og han blev erklæret død kl. 14.30.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte
efterforskning.
Beretning 1998, side 112.
Eksempel 2
Dødsfald i forbindelse med anholdelse
SA2-99-321-0328
Da en 19-årig rettede henvendelse ved en anden mands lejlighed, som politiet var i gang med at ransage, fordi beboeren var under mistanke for at handle med narkotika, stak den 19-årige af. Han blev indhentet og anholdt. I forbindelse med anholdelsen kastede han sig forover, idet han tilsyneladende havde noget i munden. Da der var mistanke om, at den 19-årige muligt havde slugt narkotika blev en ambulance tilkaldt med det samme. Den 19-årige fulgte med tilbage til lejligheden. Her fik den 19-årige det dårligt. Da ambulancen ankom ca. tre minutter senere, var han fortsat i live, men uden bevidsthed. Han blev erklæret død efter ankomsten til hospitalet.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte
efterforskning.
Beretning 1999, side 177.
Eksempel 3
Brækket lårben efter anholdelse
SA3-99-321-0182
Ved politiets ankomst til alvorlige husspektakler i et privat hjem, ønskede anmelderen sin samlever fjernet fra hjemmet, idet han havde været oppe at slås med en gæst. En politiassistent førte herefter samleveren ud i entreen, hvor han satte sig til modværge. Der opstod tumult, og politiassistenten og samleveren tumlede rundt på gulvet. Da politiassistenten forsøgte at presse samleveren fremover pådrog han sig et lårbens-/hoftebensbrud.
Politimesteren indberettede sagen, og statsadvokaten indledte efterforskning
i sagen.
Beretning 1999, side 178.
Eksempel 4
Dødsfald i forbindelse med
tvangsindlæggelse
SA2-2001-321-574
Under politiets medvirkning til en tvangsindlæggelse på psykiatrisk hospital af en psykisk syg mand, gjorde patienten modstand, da han skulle ud i ambulancen, og han blev derfor fastspændt til en båre. Under transporten blev han pludselig slap. Genoplivning blev forsøgt i ambulancen, men ved ankomsten til sygehuset blev patienten konstateret død.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte
efterforskning.
Beretning 2001, side 157.
TILTALEREJSNING
Statsadvokatens efterforskning af undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, har i enkelte tilfælde givet grundlag for tiltalerejsning mod det politipersonale, der var omfattet af undersøgelsen.
Eksempel 1
Dødsfald i forbindelse med færdselsuheld under
udrykningskørsel
SA2-2001-321-567
En politibetjent foretog under udrykning i et kryds beliggende i bymæssig bebyggelse overhaling af en personbil, der samtidig påbegyndte venstresving. Patruljevognen påkørte personbilen, hvis fører afgik ved døden.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte en efterforskning. Statsadvokaten rejste tiltale mod politibetjenten for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, samt for overtrædelse af færdselsloven og udrykningsbekendtgørelsen.
Politibetjenten blev i byretten idømt 20 dagbøder á 400 kr. samt betinget
frakendelse af førerretten. Dommen blev anket til landsretten, der stadfæstede
byrettens dom for så vidt angik den idømte bøde. Landsretten frifandt for
påstanden om betinget frakendelse af førerretten.
Beretning 2001, side
156.
Eksempel 2
Påkørsel af ung mand, der blev dræbt
SA6-2001-321-0310
En politiassistent førte ca. kl. 05.50 i bymæssig bebyggelse en patruljevogn
med en hastighed på ca. 100 km/t. Der var ikke tale om udrykningskørsel.
Politiassistenten påkørte i den forbindelse en ung mand, der blev dræbt.
Statsadvokaten fandt, at politiassistentens kørsel måtte betegnes som særlig
hensynsløs og rejste tiltale mod denne for overtrædelse af straffelovens § 241
og færdselslovens hastighedsbestemmelser. Politiassistenten blev idømt fængsel i
60 dage for overtrædelse af straffelovens § 241 og færdselsloven, samt frakendt
førerretten ubetinget i 2 år. Landsretten stadfæstede byrettens
dom.
Beretning 2001, side 156.
Eksempel 3
Skud mod kioskrøver, der blev dræbt
("Ølbysagen")
SA3-2002-322-0003
Ved et røveri begået af tre maskerede, men ubevæbnede gerningsmænd mod en DSB kiosk, affyrede en kriminalassistent K, der tilfældigt var til stede, i alt fire skud med sin tjenestepistol og ramte herved to personer. Det første skud ramte en 17-årig dreng, der få dage senere døde som følge af en skudlæsion i maven. To andre skud ramte en 16-årig dreng i venstre fod, muligvis med varige mén til følge. Den 16-årige dreng havde ikke deltaget i røveriet, men var løbet ind i kiosken umiddelbart herefter. Statsadvokaten blev underrettet om sagen af politimesteren og indledte en undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Statsadvokaten rejste tiltale mod kriminalassistenten for overtrædelse af
straffelovens § 246, jf. § 154, § 245, jf. § 154, og § 252, stk. 1, i
forbindelse med skuddene imod den 16-årige. K blev i det hele
frifundet.
Beretning 2002, side 234.
SAGER, HVOR UNDERSØGELSEN EFTER § 1020 A, STK. 2, ER MUNDET UD I KRITIK M.V.
Statsadvokatens undersøgelse er i flere sager mundet ud i en kritik af de involverede polititjenestemænd eller henstillinger om tilrettelæggelsen af polititjenesten mv.
Eksempel 1
Efterforskning i anledning af, at en person afgik ved
døden, mens han var anbragt i detentionen
SA4-96-321-0074 og K
172/97
Den pågældende politikreds var, da dødsfaldet i detentionen indtraf, med i en forsøgsordning med elektronisk overvågning af detentionerne. Statsadvokaten henledte i forbindelse med sin behandling af sagen Rigspolitichefens opmærksomhed på, at sagen efter hans opfattelse viste, at elektroniske tilsyn ikke i alle tilfælde synes tilstrækkelige til at vurdere den detentionsanbragtes tilstand. Dette fandt han burde tages i betragtning ved evalueringen af den iværksatte forsøgsordning.
Rigsadvokaten udtalte i sagen, at statsadvokatens behandling af sager efter
retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, blandt andet har til formål at afdække, om det
må antages, at polititjenestemænd har begået strafbart forhold i forbindelse med
den efterforskning, sagen vedrørte.
Beretning 1996, side 102, beretning 1997,
side 103 og beretning 1999, side103.
Eksempel 2
Efterforskning i anledning af en anholdelse, hvor det
efterfølgende blev konstateret, at anholdte havde brækket
benet
SA1-96-321-0011 og K 200/97
Statsadvokaten fandt, at der burde have været tilkaldt lægehjælp straks
efter, at kvinden var ankommet til politistation. Der var imidlertid ikke
grundlag for at gøre nogen enkeltperson direkte ansvarlig for, at dette ikke
skete. Sagen gav imidlertid statsadvokaten anledning til over for politiet at
indskærpe opmærksomheden på forhold, der indicerer, at en person har brug for
lægehjælp.
Beretning 1996 side 100, beretning 1997, side 133 og beretning
1998, side 146.
Eksempel 3
Dødsfald i forbindelse med
detentionsanbringelse
SA2-2001-321-0559
Statsadvokaten udtalte i en sag vedrørende et detentionsdødsfald kritik af,
at kravet i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 55, om at de to første
detentionstilsyn altid skal ske ved personlig fremmøde i detentionen ikke var
fulgt.
Beretning 2001, side 155.
EKSEMPLER PÅ SAGER, DER IKKE ER OMFATTET AF § 1020 A, STK. 2
Eksempel 1
Dødsfald under politiets forfølgning ikke
omfattet
SA2-97-46-0052
En mand, der havde været til ulempe på et værtshus, var kørt væk i en
varevogn. To patruljevogne fulgte efter i en afstand af ca. 100 m. Under
kørslen, der foregik med en hastighed på ca. 100 km/t, påkørte han en
granitsøjle og herefter kørte han i en sø. Polititjenestemændene i
patruljevognene så ikke uheldet, men observerede bilen liggende i søen med
bunden opad. Manden døde kort efter. Sagen ikke anset for omfattet af
politiklagenævnsordningen.
Beretning 1997, side 44.
Eksempel 2
Ulykke opstået efter politiets standsning af vogntog ikke
omfattet
SA3-97-321-0117
En motorcykelbetjent havde standset et større vogntog inde i vejsiden.
Politiassistenten og føreren af vogntoget stod og talte sammen foran vogntoget
og den parkerede motorcykel. Føreren af en varebilen mistede herredømmet, der
ramte føreren af vogntoget, hvorved han blev dræbt. Sagen ikke anset for omfatte
af politiklagenævnsordningen.
Beretning 1997, side 44.
Eksempel 3
Sag om eskorteret varetægtsarrestant, der afgik ved døden,
ikke omfattet
SA3-1998-321-145
Statsadvokaten fandt ikke, at en varetægtsfængslet person havde været i
politiets varetægt under opholdet i arresten, idet polititjenestemænd alene
havde eskorteret den pågældende til og fra hospitalet.
Beretning 1998, side
50.
Eksempel 4
Sag vedrørende dødfunden person, som politiet forinden
havde kørt hjem, ikke omfattet
SA4-99-321-0189
Statsadvokaten modtog fra politimesteren orientering om en dødfunden person,
der tidligere samme dag var blevet kørt hjem af politiet. Statsadvokaten fandt
ikke grundlag for at iværksætte efterforskning i medfør af retsplejelovens §
1020 a, stk. 2, fordi det ikke kunne antages, at den pågældende var afgået ved
døden eller var kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben,
eller mens han var i politiets varetægt.
Beretning 1999, side 45.
Eksempel 5
Selvmordsforsøg i venterum ikke
omfattet
SA1-00-321-0840
Politidirektøren underrettede statsadvokaten om et selvmordsforsøg i et venterum. Da den pågældende hverken efter lægens, politiets eller egen opfattelse var kommet alvorligt til skade, fandt statsadvokaten ikke grundlag for at indlede efterforskning efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Politiklagenævnet var enig i, at der ikke var grundlag for at foretage
videre.
Beretning 2000, side 45.
Det følger af henvisningen til § 1019 j, at statsadvokaten skal underrette vedkommende politimester (Politidirektøren) og Rigspolitichefen, når der indledes efterforskning. Det følger ligeledes af henvisningen til § 1019 j, at der ikke indledes disciplinærundersøgelse, før statsadvokatens efterforskning er afsluttet. Formålet med denne bestemmelse er at undgå, at sagen samtidig undersøges både som en straffesag og som en disciplinærsag. Ansættelsesmyndigheden træffer afgørelse, om den, der er omfattet af undersøgelsen, bør suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten, mens sagen verserer.
Det følger endvidere af henvisningen til § 1019 j, at statsadvokaten, når efterforskningen er afsluttet, orienterer ansættelsesmyndigheden med henblik på dennes stillingtagen til, om der skal indledes disciplinærsag. Statsadvokaten skal ikke i den forbindelse fremkomme med nogen indstilling om, hvorvidt der bør indledes disciplinærsag.
§ 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan
statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet.
Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand under
efterforskningen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige
efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne
efterforskningsskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat
herom.
Bestemmelsen afspejler, at det efter kapitel 93 c, er statsadvokaterne og ikke politiet, der behandler straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten. Statsadvokaterne kan i den forbindelse udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. Det vil navnlig sige, at statsadvokaterne kan foretage afhøringer (retsplejelovens kapitel 68) og anholdelse (kapitel 69), foranledige sigtede varetægtsfængslet (kapitel 70), samt foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden (kapitel 71), legemsindgreb (kapitel 72), ransagning (kapitel 73) og beslaglæggelse (kapitel 75 b).
Som udgangspunkt skal efterforskningen foretages af statsadvokaten selv eller det juridiske personale i statsadvokaturerne, herunder advokater der er beskikket som medhjælpere for statsadvokaten. I særlige tilfælde kan statsadvokaten imidlertid efter bestemmelsen i stk. 2, anmode Rigspolitichefen, det vil i praksis normalt sige Rigspolitichefens Rejsehold, om bistand under efterforskningen. Statsadvokaten kan også om fornødent anmode om bistand fra Rigspolitiets øvrige afdelinger, herunder Kriminalteknisk Afdeling. Formålet med bestemmelsen i stk. 2, er navnlig at sikre, at statsadvokaterne altid råder over de fornødne ressourcer også til at behandle meget omfattende eller komplicerede straffesager. Efterforskningen foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på dennes ansvar.
UDTAGELSE AF BLODPRØVER
Retsplejelovens § 792 giver hjemmel til udtagelse af blodprøver som led i efterforskningen. Det gælder, jf. retsplejelovens § 792 b, stk. 2, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er en del. Afgørelsen træffes af politiet, jf. § 792 c, stk. 1.
Disse almindelige regler erstattes på færdselsområdet i nogen grad af specialreglen i færdselslovens § 55, stk. 2, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at politiet kan fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er grund til at antage, at han har overtrådt § 53 eller § 54, stk. 1 eller stk. 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve.
Statsadvokaten indledte efterforskning i en sag vedrørende en kvinde, der døde i forbindelse med en tvangstilbageholdelse og anmodede herunder om, at fire politiassistenter, der havde deltaget i tilbageholdelsen af kvinden, afgav blodprøver med henblik på alkoholanalyse. Statsadvokaten tilkendegav, at de pågældende - såfremt de ikke ville medvirke til udtagelse af blodprøve - skulle opfordres til at puste i alkometer.
Politiforeningen klagede til Rigsadvokaten over, at statsadvokaten havde anmodet om, at der blev udtaget blodprøver på de fire politiassistenter. Rigsadvokaten fandt ikke anledning til at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver.
Sagen blev indbragt for Folketingets Ombudsmand, der blandt andet udtalte:
"Efter retsplejelovens § 792 d, stk. 2, skal et samtykke så vidt muligt foreligge skriftligt. I det foreliggende tilfælde ses der ikke at være nogen begrundelse for at der ikke i overensstemmelse med retsplejelovens regler blev indhentet et skriftligt samtykke. Jeg mener, at det er beklageligt, at Rigsadvokaten ikke over for Statsadvokaten i Sønderborg påtalte det forhold, at statsadvokaten ikke sikrede sig, at de implicerede politiassistenter afgav et skriftligt samtykke, inden blodprøven blev udtaget. Det er min opfattelse, at der hverken har været hjemmel i administrativ praksis eller i retsplejelovens bestemmelser til udtagelsen af blodprøverne. Det må anses for kritisabelt, at Rigsadvokaten ikke over for statsadvokaten påtalte, at statsadvokaten havde ladet blodprøverne udtage uden forinden at have sikret sig, at der var den fornødne hjemmel herfor."
Det blev efter drøftelse med politiorganisationerne besluttet, at statsadvokaterne i tilfælde, hvor retsplejelovens eller færdselslovens regler om udtagelse af blodprøve eller udåndingsprøve ikke finder anvendelse, kan besigtige den implicerede polititjenestemand eller bede en repræsentant fra politikredsens øverste ledelse - kriminalinspektøren eller politiinspektøren - herom. Polititjenestemanden kan dog selv fremsætte ønske om, at der foretages udåndingsprøve eller tages blodprøve. Sagen er omtalt i beretningen for 1996, side 97, og beretningen for 1998, side 178.
Folketingets Ombudsmand har senere tilkendegivet, at der også fremover vil kunne udtages blodprøve fra f.eks. en ikke-sigtet polititjenestemand, hvis der foreligger et "ægte" samtykke.
UOPSÆTTELIGE EFTERFORSKNINGSSKRIDT
Det følger af bestemmelsen i stk. 3, at politiet i de pågældende sager udelukkende kan foretage uopsættelige efterforskningsskridt, dvs. efterforskningsskridt, der ikke kan afvente, at statsadvokaten indleder sin behandling af en konkret sag. Formålet med bestemmelsen, der har et snævert anvendelsesområde, er at undgå bevistab som følge af den (korte) tid, der i praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Hvis politiet foretager sådanne efterforskningsskridt, skal statsadvokaten snarest muligt underrettes herom. Politiet kan ikke ud over, hvad der følger af bestemmelsen i stk. 3, foretage efterforskning i sagerne. Bestemmelsen bør efter lovforarbejderne have et snævert anvendelsesområde. Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 om behandlingen af klager over politipersonalet mv., pkt. 3. Bilag 9.
§ 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer
statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i
medfør af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Adgangen
til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.
Stk. 2. Statsadvokaterne
varetager udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne, Sø-
og Handelsretten og landsretterne.
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at påtalekompetencen, i politiklagenævnssager som hovedregel tilkommer statsadvokaten, medmindre denne er tillagt Rigsadvokaten eller justitsministeren, hvis dette følger af retsplejeloven eller regler fastsat i medfør af retsplejeloven. Tilsvarende gælder for adgangen til at afgøre en sag med et tiltalefrafald. Politimesteren har ikke påtalekompetence i disse sager.
Om forelæggelse af tiltalespørgsmålet for Rigsadvokaten og justitsministeren, nærmere Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2002 (Forelæggelsesregler og kompetenceregler mv.). Se endvidere § 1020 h, om justitsministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a, nævnte sager.
Afgørelse om påtaleopgivelse træffes af påtalemyndigheden, dvs. statsadvokaten eller - hvis påtalekompetencen tilkommer disse myndigheder - Rigsadvokaten eller justitsministeren. Politimesteren kan ikke opgive påtale, heller ikke i de tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig grundløs.
Efter stk. 2, varetager statsadvokaterne udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a, nævnte straffesager mod politipersonale såvel ved byretterne og Sø- og Handelsretten som ved landsretterne. Bestemmelsen fraviger retsplejelovens § 104, stk. 1, hvorefter politimestrene(Politidirektøren) varetager udførelsen af straffesager ved byretterne og Sø- og Handelsretten. Det følger af retsplejelovens § 99, stk. 1, at Rigsadvokaten varetager udførelsen af de pågældende straffesager ved Højesteret og ved Den Særlige Klageret.
§ 1020 d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66.
Bestemmelsen vedrører beskikkelse af forsvarer for den polititjenestemand eller politijurist, som sagen retter sig mod. Efter § 1020 d, 2. led, skal der som minimum beskikkes en forsvarer for den pågældende i alle de tilfælde, hvor dette følger af de gældende regler i retsplejelovens kapitel 66 om "Sigtede og hans forsvar". Der skal således beskikkes forsvarer i de tilfælde, der er omfattet af retsplejelovens § 731. I andre tilfælde end de i § 731 nævnte, kan forsvarerbeskikkelse ske efter begæring i medfør af § 732, stk. 1, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.
Forsvarerbeskikkelse efter § 1020 d, 1. led, "når forholdene taler derfor", kan efter omstændighederne også komme på tale, selv om der ikke er rejst sigtelse mod den pågældende.
Eksempel 1
Ikke grundlag for beskikkelse af forsvarer for
polititjenestemænd
U 2001.1392 Ø
Da der ikke var rejst eller forventedes at blive rejst sigtelse mod otte polititjenestemænd, der afhørtes under statsadvokatens efterforskning af et detentionsdødsfald, fandt retten ikke, at forholdene talte for at beskikke forsvarer for de pågældende.
Eksempel 2
Ikke grundlag for at beskikke advokat for anmelder under
Rigsadvokatens behandling af klage
SA5-1999-322-0011 og K
738/2001
Under Rigsadvokatens behandling af en klagesag vedrørende indstilling af efterforskningen meddelte en advokat, at han ikke længere repræsenterede klager. En anden advokat fremsatte herefter over for Rigsadvokaten anmodning om at blive beskikket for klager under Rigsadvokatens behandling af sagen. Rigsadvokaten anmodede statsadvokaten om at indbringe spørgsmålet om advokatbeskikkelse for retten. Rigsadvokaten pegede i den forbindelse på, at A havde haft beskikket advokat under statsadvokatens behandling af sagen, hvor A var blevet afhørt, at der ikke var rejst sigtelse mod de anmeldte polititjenestemænd, at flere af forholdene var strafferetligt forældede, samt at A selv i flere skrivelser havde redegjort detaljeret for sine synspunkter i anledning af statsadvokatens afgørelse.
Byretten fandt ikke grundlag for at beskikke advokat for A.
Beretning
2001, side 79.
I straffesager mod politipersonale bør det være den altovervejende hovedregel, at der beskikkes en advokat for parterne, hvis der er en sådan mistanke om, at et strafbart forhold er begået, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod polititjenestemanden. Undtagelse kan dog gøres, hvis der er tale om et strafbart forhold af mindre betydning, f.eks. en færdselsforseelse.
Der må i den forbindelse navnlig lægges vægt på, i hvilket omfang anmeldelsen er underbygget, om anmeldelsen vedrører alvorlig kriminalitet, om der er tale om en kompliceret sag, samt på, om forurettede på grund af mindreårighed eller sygdom har et særligt behov for bistand.
Det bør efter Justitsministeriets opfattelse i såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale være udgangspunktet, at der, når den ene part får beskikket en advokat, tillige beskikkes en advokat for den anden part. Undtagelse herfra kan gøres, når advokatbeskikkelsen alene er begrundet i, at klageren/forurettede er mindreårig eller som følge af sygdom har et særligt behov for bistand.
VELEDNING
Af bestemmelsen sammenholdt med § 1020 g, følger blandt andet, at begæring om beskikkelse af forsvarer kan fremsættes af statsadvokaten eller af parten, jf. herved retsplejelovens § 732, stk. 2, 1. pkt.
Statsadvokaten skal vejlede polititjenestemanden om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, og det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning, jf. herved retsplejelovens § 732, stk. 2, 2. og 3. pkt. Det gælder uanset om polititjenestemanden er sigtet eller ikke-sigtet.
Statsadvokaten skal endvidere indbringe spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse for retten, jf. herved retsplejelovens § 732, stk. 2, 4. pkt. De almindelige værnetingsbestemmelser i straffesager finder herved anvendelse.
FORSVARERENS BEFØJELSER
Forsvarerens beføjelser må afgøres efter de almindelige regler i retsplejeloven, jf. herved § 1020 g.
For så vidt angår beskikkelse af advokat i adfærdssager henvises til § 1019 e.
§ 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den
pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af
bestemmelserne i kapitel 66 a.
Stk. 2. Den for forurettede beskikkede advokat
har adgang til det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der
er rejst tiltale i sagen.
Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i
øvrigt tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen vedrører advokatbeskikkelse for forurettede. Der skal efter § 1020 e, 2. led, som minimum beskikkes en advokat for forurettede i de tilfælde, hvor advokatbeskikkelse ellers ville have været obligatorisk efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1. Desuden skal beskikkelse ske i de tilfælde, hvor det må antages, at en begæring om advokatbeskikkelse ville være blevet taget til følge efter § 741 a, stk. 2.
Efter 1. led kan der endvidere beskikkes en advokat, "når forholdene taler derfor". Det må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i den konkrete sag, om der skal beskikkes en advokat. Der må efter bestemmelsens forarbejder i den forbindelse navnlig lægges vægt på, i hvilket omfang anmeldelsen er underbygget, om anmeldelsen vedrører alvorlig kriminalitet, om der er tale om en kompliceret sag samt på, om forurettede på grund af mindreårighed eller sygdom har et særligt behov for bistand.
I såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale bør det efter Justitsministeriets opfattelse være udgangspunktet, at der, når den ene part får beskikket en advokat, tillige beskikkes en advokat for den anden part. Undtagelse herfra kan gøres, når advokatbeskikkelsen alene er begrundet i, at klageren/forurettede er mindreårig eller som følge af sygdom har et særligt behov for bistand.
Eksempel 1
Beskikkelse af advokat for forurettede
U
1999.1663 Ø
En mand klagede over politiets behandling af ham under anholdelse ved en demonstration, hvor han blev lagt i håndjern og angiveligt slået. I anledning af klagen var der indledt undersøgelse efter retsplejelovens kapitel 93 c. Efter de oplysninger, der forelå for landsretten om mandens tilskadekomst ved anholdelsen, beskikkedes der advokat for ham, jf. retsplejelovens § 1020 e, stk. 1.
Eksempel 2
Ikke hjemmel til at beskikke bistandsadvokat for de
efterladte efter en person, der var død i detentionen
(U 2000.390
HKK)
Efter at en person A døde i detentionen på politistation 1 i København,
iværksatte statsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, en
efterforskning af sagen. En advokat anmodede om at blive beskikket som
bistandsadvokat for de efterladte efter A. Retsplejelovens § 1020 e, om
beskikkelse af en advokat til »forurettede« må - ligesom bestemmelserne i lovens
kapitel 66 a, om advokatbistand til forurettede - forstås således, at der alene
er hjemmel til at beskikke en advokat for den, der er forurettet ved et muligt
strafbart forhold, hvorfor der ikke efter bestemmelsen er hjemmel til at
beskikke en advokat for de efterladte efter en person, der er afgået ved døden
som følge af et muligt strafbart forhold. Der var heller ikke hjemmel til at
beskikke en bistandsadvokat for de efterladte i medfør af retsplejelovens § 1019
e, om beskikkelse af en advokat for den, der har indgivet klage over politiets
adfærd, ligesom der ikke var hjemmel til advokatbeskikkelse i medfør af lovens §
995 a, stk. 2, allerede fordi der ikke var rejst sigtelse i sagen. Anmodningen
om advokatbeskikkelse blev herefter ikke imødekommet. Landsrettens afgørelse er
gengivet i U 1999.1148 Ø.
Beretning 1999, side 85 og side 176, beretning
2001, side 79.
Eksempel 3
Ikke grundlag for at beskikke advokat for anmelder under
Rigsadvokatens behandling af klagen
SA5-1999-322-0011 og K
738/2001
Ikke grundlag for at beskikke advokat for anmelder under Rigsadvokatens
behandling af klagen over statsadvokatens afgørelse i en
straffesag.
Beretning 2001, side 79.
DEN BESKIKKEDE ADVOKATS BEFØJELSER
Efter bestemmelsens stk. 2, har den beskikkede advokat adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, der er nævnt i retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 2. pkt., uanset om der er rejst tiltale i sagen, jf. herom nedenfor.
Efter stk. 3, finder kapitel 66 a, tilsvarende anvendelse for så vidt angår forurettedes advokat. Herunder anvendes § 741 c, stk. 1-3, om den beskikkede advokats beføjelser tilsvarende på en advokat, der - uden at være beskikket af retten - er antaget af forurettede i de i §§ 1020 og 1020 a, nævnte sager, jf. § 741 c, stk. 4.
Henvisningen i stk. 3, til bestemmelserne i kapitel 66 a, indebærer, at der - hvis forurettede ikke fremsætter begæring om advokatbeskikkelse - på statsadvokatens begæring kan beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen, jf. § 741 a, stk. 3. Ifølge forarbejderne til denne bestemmelse er baggrunden for, at beskikkelsen i denne situation alene gælder under efterforskningen, at der ikke kan antages at forekomme tilfælde, hvor der er nogen selvstændig interesse fra anklagemyndighedens side i, at den forurettede har advokat, efter at efterforskningen er afsluttet, jf. Folketingstidende 1979-80, tillæg B, sp. 942. Skulle den forurettede, der efter statsadvokatens begæring har haft beskikket advokatbistand under efterforskningen, på et senere stadium af sagen selv ønske at få beskikket advokat, vil advokatbeskikkelse efter den forurettedes begæring kunne ske i medfør af § 1020 e, stk. 1.
VEJLEDNING
Det følger endvidere af § 741 b, stk. 1, at statsadvokaten skal vejlede den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den pågældende afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af rapporten fremgå, at forurettede har modtaget behørig vejledning. Statsadvokaten skal desuden sørge for, at den forurettedes begæring om advokatbeskikkelse indbringes for retten. De almindelige værnetingsbestemmelser finder herved anvendelse, jf. herved § 1020 g.
Er den forurettede villig til at udtale sig, er en begæring om beskikkelse af advokat, som retten endnu ikke har taget stilling til, ikke til hinder for, at statsadvokaten afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan statsadvokaten tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen, jf. herved retsplejelovens § 741 b, stk. 2.
Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder, jf. herved retsplejelovens § 741 c, stk. 1.
Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til statsadvokatens rapport, jf. herved retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt.
Advokaten har tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som statsadvokaten har tilvejebragt, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 2. pkt. Det følger som nævnt af stk. 2, at det ikke er en betingelse for, at advokaten kan få adgang til dette materiale, at der er rejst tiltale i sagen. Advokaten vil således - i modsætning til hvad der gælder for bistandsadvokater beskikket efter kapitel 66 a, jf. herved § 741 c, stk. 2, 2. pkt. - under hele sagens forløb have adgang til alt det materiale, som statsadvokaten tilvejebringer.
Baggrunden for denne udvidede adgang til sagsakterne er, at ordningen med advokatbeskikkelse for forurettede i sager mod politipersonale blandt andet er begrundet i hensynet til at skabe tillid til, at straffesager mod politipersonale behandles på betryggende vis.
Den beskikkede advokat har således samme adgang til akterne i sagen som den beskikkede forsvarer. Advokaten skal normalt have kopi af materialet, jf. § 741 c, stk. 3, 1. pkt.
Det følger af retsplejelovens § 741 c, stk. 3, 2. pkt., at advokaten ikke uden statsadvokatens samtykke må udlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden statsadvokatens samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, dvs. materiale ud over forurettedes forklaring til rapport.
Den beskikkede advokat har således en snævrere adgang end forsvareren til at gøre sin klient bekendt med indholdet af sagens akter. Denne forskel må ses i sammenhæng med forskellen mellem den sigtedes og forurettedes stilling i sagen. Der kan i denne forbindelse henvises til forarbejderne til bestemmelsen i § 741 c, hvor det blandt andet anføres (Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 470):
"... Mens den sigtede under hele sagen har adgang til at nægte at udtale sig og ikke kan straffes, hvis han afgiver falsk forklaring, er den forurettede hovedkilden til sagens oplysning og som vidne i retten forpligtet til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden. Det er som følge heraf af afgørende betydning, at den forurettedes udtalelser i videst muligt omfang alene bygger på den pågældendes egen umiddelbare oplevelse og ikke i løbet af sagen bliver præget af, og eventuelt tillempet, en forudgående konfrontation med den sigtedes forklaring og politiets øvrige materiale."
Hvis statsadvokaten meddeler samtykke hertil, vil den beskikkede advokat imidlertid kunne gøre sin klient bekendt med indholdet af alle sagens akter.
Bestemmelsen indeholder ikke nogen nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det vil således i vidt omfang være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelse i forbindelse med den almindelige retsledelse, jf. herved Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 470. Det gælder blandt andet med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end forurettede, dvs. til den anden part og eventuelle vidner.
Den forurettedes advokat bør imidlertid ikke kunne virke som en yderligere anklager i sagen. Advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere med hensyn til skyldspørgsmålet og strafudmålingen, jf. herved Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 471 f.
Reglerne i § 741 c, stk. 1-3, om den beskikkede advokats beføjelser finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der - uden at være beskikket af retten - er antaget af forurettede i de i §§ 1020 og 1020 a, nævnte sager, jf. § 741 c, stk. 4.
Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder ifølge § 741 d, samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.
Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder ifølge § 741 e, samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. Bestemmelsen indebærer, at udgifterne til salær mv. til den beskikkede advokat afholdes af det offentlige, jf. Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 472.
§ 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.
Kumulation kan finde sted, hvis en polititjenestemand f.eks. har begået kriminalitet dels i tjenesten, dels uden for tjenesten, og hvor praktiske hensyn taler for, at sagen behandles under ét af statsadvokaten efter reglerne i kapitel 93 c. Noget tilsvarende kan gøre sig gældende, hvis en polititjenestemand i tjenesten har begået kriminalitet sammen med en eller flere medskyldige, der ikke hører til politipersonalet, og som derfor ikke er omfattet af regelsættet.
Rigsadvokaten kan i denne situation bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i kapitel 93 c, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede. Der kan i denne forbindelse henvises til princippet i retsplejelovens § 705, stk. 1, hvoraf det følger, at hvis forfølgning samtidig skal finde sted mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som delagtige i en forbrydelse, bør dette ske under én sag, for så vidt sådant lader sig gøre uden væsentlig forhaling eller vanskelighed.
Eksempel
Efterforskningen omfattede flere sigtede herunder en
politiassistent og eventuel medskyldig
SA4-2000-321-0040 og K
792/2001
En person A indgav anmeldelse mod en politiassistent for brud på tavshedspligten, ulovlig indtrængen på A's bopæl, blufærdighedskrænkelse og vold. Statsadvokatens efterfølgende efterforskning omfattede dels politiassistenten og dels en eventuel medskyldig, der ikke hørte til politipersonalet.
Beretning 2002, side 210 og 212.
§ 1020 g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
Det følger af bestemmelsen, at retsplejelovens almindelige bestemmelser om behandlingen af straffesager finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af disse sager.
Eksempel
Spørgsmål om hvorvidt rettens bevisvurdering i en afsluttet
straffesag mod klageren var bindende i klagesagen
SA1-99-321-1072 og
K 778/2001
Statsadvokaten og Rigsadvokaten fandt, at bevisvurderingen i en afsluttet
straffesag mod blandt andet klageren ikke var bindende for afgørelsen i en
klagesag mod en indklaget politiassistent. Statsadvokaten og Rigsadvokaten
fandt, at der på dette område må gælde samme grundsætninger, som gælder om
straffedommens betydning for andre straffesager, der ikke er identiske med den
pådømte, og ifølge hvilke en straffedoms resultat ikke er bindende for
afgørelsen i andre straffesager.
Beretning 2001, side 62.
Bestemmelsen indebærer blandt andet, at statsadvokaten efter omstændighederne kan udstede et bødeforelæg i henhold til retsplejelovens § 924.
§ 1020 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager.
Justitsministeren har udsendt en cirkulæreskrivelse af 29. december 1995 om behandlingen af klager over politipersonalet mv. Se bilag 9.
§ 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
Justitsministeren kan undtagelsesvis bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i kapitel 93 c, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde. Som et muligt eksempel kan nævnes, at justitsministeren beslutter, at en sag mod en polititjenestemand, der mistænkes for spionagevirksomhed, skal efterforskes af Politiets Efterretningstjeneste.
Politiklagenævn
§ 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd,
der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar.
Genudpegning kan finde sted én gang.
Stk. 2. Medlemmer af politiklagenævn kan
fortsætte behandlingen af en verserende sag efter udløbet af det tidsrum, for
hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis hensynet til en hensigtsmæssig
ressourceudnyttelse i nævnet taler for det og sagen forventes afgjort inden for
kortere tid.
Stk. 3. Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet,
idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer, heraf to kvinder og to
mænd.
Stk. 4. Lægmændene udpeges efter indstilling fra amtsrådene, Københavns
Borgerrepræsentation, kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Bornholms
Regionsråd, der hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd,
som har bopæl i vedkommende amt eller kommune.
Stk. 5. Lægmændene kan ikke
samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem af en
kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i § 70 finder i
øvrigt tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Advokaten skal have kontor, og
lægmændene skal have bopæl, i det område, der hører under vedkommende
politiklagenævn.
Stk. 7. En person, der inden for det i stk. 1, 1. pkt.,
nævnte tidsrum fylder 70 år, kan ikke udpeges som medlem.
Stk. 8. For hvert
medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler som for vedkommende
medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 3 og
4.
Stk. 9. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet af
politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt om indstillingen af
medlemmer og disses vederlag.
Der er oprettet et politiklagenævn for hver af de seks regionale statsadvokater. Nævnet består af en advokat som formand og to lægmænd. Der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse 1995 nr. 1042, der indgår som bilag 7, og oversigten over nævnsmedlemmer og suppleanter, bilag 1.
Politiklagenævnenes formænd er udpeget af justitsministeren efter indstilling fra Advokatrådet, og det forudsættes, at den advokat, der udpeges, har erfaring med behandlingen af straffesager.
De læge medlemmer udpeges efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. De repræsenterer offentligheden og varetager særligt samfundets interesse i, at sager mod politiansatte behandles og afgøres på en saglig og tillidsskabende måde. Det er i bemærkningerne til lovforslaget blandt andet anført, at "Det anses for nødvendigt, at de pågældende har en betydelig indsigt i almindelige samfundsforhold. Det er endvidere af væsentlig betydning for nævnets samlede autoritet, at de ikke udpeges som repræsentanter for bestemte interessegrupper, men udpeges i kraft af deres integritet og personlige egenskaber. De pågældende bør så vidt muligt udgøre et repræsentativt udsnit af befolkningen med hensyn til alder, uddannelse og erhverv. Der bør endvidere ved udvælgelsen af lægmænd til politiklagenævn lægges vægt på, at de pågældende er alment respekterede og nyder bred tillid i det område, hvor de skal virke".
Nævnsmedlemmernes funktionsperiode er 4 år og genbeskikkelse kan kun finde sted én gang. En person kan derfor højst virke i et politiklagenævn i 8 år. Dette gælder f.eks. også, selv om den pågældende starter som suppleant i en periode og derefter bliver medlem i den næste periode.
Bestemmelsen i stk. 2, er indsat ved lov nr. 256 af 8. maj 2002 af procesøkonomiske grunde, således at de medlemmer af politiklagenævnet, som har varetaget behandlingen af en verserende klagesag mv., i visse tilfælde kan færdigbehandle sagen, selv om den 4-årige udpegningsperiode er udløbet for et eller flere medlemmer, og der ikke sker genudpegning.
Adgangen for nævnsmedlemmer (formanden eller lægmændene) til at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres udpegningsperiode bør generelt have undtagelsens karakter. Fortsættelse af sagsbehandlingen bør således i almindelighed være betinget af, at der er tale om en større og mere kompliceret sag, at nævnsmedlemmerne har foretaget den overvejende del af sagsbehandlingen i udpegningsperioden, og at sagen kan forventes afsluttet inden for kortere tid, det vil normalt sige inden for 3-4 måneder efter udløbet af udpegningsperioden.
Hensigten med bestemmelsen er at undgå, at en fremskreden sagsbehandling af navnlig større og mere komplicerede klagesager mv. reelt må begynde forfra, når den hidtidige formand eller lægmændene (og disses suppleanter) udskiftes ved udløbet af den 4-årige udpegningsperiode, med deraf følgende forlængelse af sagsbehandlingstiden.
Beslutningen om at fortsætte sagsbehandlingen af en verserende sag ud over udpegningsperioden må derfor bero på en konkret vurdering af sagens sværhedsgrad, hvor langt nævnsmedlemmerne er nået i sagsbehandlingen, og hvornår nævnet forventer at kunne afslutte sagen. Nævnet kan beslutte, at tillade medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen af den pågældende sag, hvis nævnet ud fra en samlet vurdering finder, at der herved kan opnås en væsentlig ressourcemæssig besparelse. Nævnet kan ikke pålægge medlemmerne at fortsætte sagsbehandlingen ud over deres udpegningsperiode. Fortsættelse af sagsbehandlingen forudsætter derfor, at det pågældende medlem er indforstået hermed.
I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel 93 d, tilsvarende anvendelse på (tidligere) nævnsmedlemmer, der fortsætter behandlingen af en eller flere konkrete sager ud over udpegningsperioden. Det indebærer blandt andet, at afgåede lægmænd, der deltager i færdigbehandlingen af en eller flere sager, ikke samtidig kan være medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget, jf. § 1021, stk. 4.
§ 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og
anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c.
Stk.
2. Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten tilkendegive, at der efter
nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b
eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93
c.
Efter bestemmelsen i stk. 1, skal statsadvokaten straks - dvs. uden ophold - underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser efter kapitel 93 b og 93 c. Nævnet skal endvidere holdes løbende orienteret om alle væsentlige beslutninger i forbindelse med sagen, f.eks. sigtelse, udvidelse af kredsen af undersøgte personer og lignende. Nævnet har samme beføjelser i de sager, statsadvokaten tager initiativ til.
Der har i øvrigt været rejst spørgsmål om politiklagenævnets kompetence i en række sager. Der kan herom henvises til eksemplerne anført oven for under § 1019 og § 1020, vedrørende lovens område. Yderligere eksempler anføres nedenfor.
Eksempel 1
Anmodning fra en statsadvokat til en politimester om at
foretage yderligere undersøgelser var inden for nævnets
kompetence
SA4-99-321-0198 og 244/99
Rigsadvokaten fandt, at en anmodning fra en statsadvokaten til politimesteren
om at foretage yderligere undersøgelser med henblik på at be- eller afkræfte
forlydenderne om politiassistenten, i det foreliggende tilfælde måtte anses som
iværksættelse af en efterforskning i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 1.
Statsadvokaten burde på den baggrund have behandlet sagen som en
politiklagenævnssag efter retsplejelovens kapitel 93 c, og således have
orienteret politiklagenævnet.
Beretning 1999, side 71.
Eksempel 2
Nævnets kompetence vedrørende beslutning om oversendelse
til en anden statsadvokat
SA1-98-321-0520 og G 2720
Rigsadvokaten fandt, at spørgsmålet om oversendelse til en anden statsadvokat umiddelbart kunne opstå i to situationer, dels hvor en sag som følge af inhabilitet i en statsadvokatur overgik til behandling hos en anden statsadvokat, dels hvor sagen ud fra et værnetingssynspunkt oversendes til "rette" statsadvokat. I de tilfælde, hvor behandlingen af en sag på grund af inhabilitet overgår til en anden statsadvokat, fortsætter denne behandlingen af sagen i samarbejde med det oprindelige politiklagenævn. Oversendes sagen derimod til en anden statsadvokat, fordi det forhold, som klagen eller anmeldelsen vedrører, angives at være begået i en politikreds under vedkommende statsadvokat, vil sagen skulle behandles af det politiklagenævn, der er tilknyttet vedkommende statsadvokat.
Rigsadvokaten fandt ikke, at den statsadvokat, der videresender sådanne
sager, skal underrette eller høre politiklagenævnet herom. Rigsadvokaten
tilføjede, at politiklagenævnenes kompetence efter retsplejelovens kapitel 93 d,
vedrører sagens realitet og ikke formelle spørgsmål af den foreliggende
karakter.
Beretning 1999, side 76.
Eksempel 3
Kontrol eller anbefalinger til politimester vedrørende
tilrettelæggelse af politimæssigt arbejde uden for nævnets
kompetence
SA2-99-321-0362 og SA2-99-321-0382
Det lå uden for nævnets kompetence at kontrollere eller komme med
anbefalinger til en politimester omkring tilrettelæggelsen af det politimæssige
arbejde.
Beretning 2000, side 82.
Eksempel 4
Polititjenestemænds adfærd i tjenesten over for andre
ansatte i politiet uden for nævnets kompetence
SA1-99-321-741 og K
623/00
En mandlig civilmedarbejder i jobtræning hos Rigspolitichefen indgav
anmeldelse mod en kriminalassistent for uterligt forhold. Rigsadvokaten fandt
ikke, at polititjenestemænds adfærd i tjenesten over for andre
polititjenestemænd eller ansatte i politiet henhører under
politiklagenævnsordningen eller statsadvokatens kompetence i
øvrigt.
Beretning 2000, side 82.
Eksempel 5
Anmeldelse mod Rigspolitichefen som arbejdsgiver var uden
for nævnets kompetence
K 498/99
Rigsadvokaten fandt ikke, at en anmeldelse mod Rigspolitichefen som
arbejdsgiver var omfattet af klagenævnsordningen og lagde vægt på, at politiets
transport og emballering af farligt affald ikke knytter sig til udøvelsen af
politimyndighed, men derimod til politiets almindelige drift som virksomhed.
Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at et personligt straffeansvar i givet
fald skulle rettes mod de to servicemedarbejdere, der ikke var omfattet af
politiklagenævnsordningen.
Beretning 2000, side 83.
Når det overvejes, i hvilken form en klage skal behandles, vil klagerens formulering af klagen almindeligvis være afgørende for, om sagen behandles som en adfærdsklage eller som en straffesag. Det er dog ikke afgørende, om henvendelsen fra borgeren betegner sig som en klage eller en anmeldelse. I tvivlstilfælde vurderer statsadvokaten, efter hvilket regelsæt klagen skal behandles. Hvis der er rimelig formodning om, at en polititjenestemand i tjenesten har begået et strafbart forhold, indledes der efterforskning i strafferetsplejens former efter § 1020 a. Det er ikke afgørende for statsadvokatens afgørelse af i hvilken form, en undersøgelse skal foregå, om politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom. Det er heller ikke en forudsætning for, at statsadvokaten kan indlede en undersøgelse eller en efterforskning, at politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom.
Politiklagenævnets beføjelser fremgår af bestemmelserne i §§ 1021 b - c, og §§ 1021 e - f.
Finder statsadvokaten, at sagen må behandles som en adfærdsklage, indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b, og politiklagenævnet underrettes herom. Finder politiklagenævnet i modsætning til statsadvokaten, at en sag bør efterforskes som en straffesag, kan nævnet tilkendegive dette over for statsadvokaten. Følger statsadvokaten ikke politiklagenævnets tilkendegivelse, kan nævnet klage over afgørelsen til Rigsadvokaten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1021 f.
Eksempel 1
Politiklagenævnet klagede over statsadvokatens afgørelse
SA1-98-321-0415 og K 441/99
Politiklagenævnet klagede over, at statsadvokaten undlod at nedlægge påstand om betinget frakendelse i en sag, hvor en politibetjent under en udrykningskørsel i en civil bil foretog en overhaling venstre om og påkørte en personbil, der under kørsel i samme retning havde påbegyndt venstresvingning. Det fremgik af sagen, at kun udrykningshornet, men ikke udrykningsblinket, der ikke virkede, havde været aktiveret.
Rigsadvokaten fandt, at udrykningsbekendtgørelsen var overtrådt. Som følge af
den konkrete sag, henledte Rigsadvokaten Rigspolitichefens opmærksomhed på, at
der kunne være problemer med anvendelsen af de pågældende udrykningslys
(magnetudrykningslys).
Beretning 1999, side 166.
Eksempel 2
Politiklagenævnet klagede over statsadvokatens afgørelse
SA1-98-321-0532 og K 492/99
Politiklagenævnet klagede over, at statsadvokaten havde indstillet efterforskningen i en sag, hvor en motorcykelbetjent på grund af den trafikale situation på stedet, parkerede motorcyklen på fortovet og efter endt politiforretning kørte ca. 5 meter på fortovet.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Beretning 1999, side
55.
Statsadvokaten vil ikke kunne afvise at indlede en undersøgelse efter kapitel 93 b, i anledning af en klage, f.eks. fordi klagen må anses for åbenbart grundløs, eller fordi fristen i § 1019 a, stk. 2, er sprunget, uden at sagen forinden har været forelagt for politiklagenævnet. Tilsvarende vil statsadvokaten ikke kunne afvise at indlede efterforskning i anledning af en anmeldelse, uden at sagen forinden har været forelagt for politiklagenævnet.
POLITIKLAGENÆVNETS INITIATIVSAGER
Politiklagenævnet kan, selv om der ikke foreligger en klage eller en anmeldelse, tilkendegive over for statsadvokaten, at der efter nævnets opfattelse bør foretages en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b, eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c, f.eks. hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt. Det er også i disse tilfælde en forudsætning for at indlede efterforskning i strafferetsplejens former, at der er "rimelig formodning om", at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige efter § 1020 a, stk. 1, medmindre der foreligger en situation som omhandlet i § 1020 a, stk. 2. Der kan f.eks. være anledning hertil, hvis politiets adfærd ved en bestemt lejlighed giver anledning til kritisk omtale i medierne. I sådanne tilfælde har statsadvokaten også selv mulighed for at indlede en undersøgelse eller en efterforskning efter bestemmelserne i § 1019 k, og § 1020 a, stk. 1.
Eksempel 1
Politiklagenævnets reaktion på en artikel i et
dagblad
SA2-97-321-0218
Politiklagenævnet bad statsadvokaten om at iværksætte en undersøgelse i anledning af en episode, der var foregået på en politistation og omtalt i et dagblad under overskriften "Politiet udstiller fanger i håndjern". Statsadvokaten bad politimesteren om en udtalelse. Politimesteren fremsendte en redegørelse om sagen, som han havde udarbejdet til Justitsministeriet i anledning af, at Folketingets Retsudvalg havde stillet spørgsmål om sagen.
Politiklagenævnet var enig med statsadvokaten i, at der ikke var grundlag for
at foretage yderligere i sagen.
Beretning 1998, side 132.
Eksempel 2
Politiklagenævn anmodede af egen drift om undersøgelse af
dopingsag
SA1-00-321-1000
Politiklagenævnet anmodede af egen drift om, at en sag vedrørende
polititjenestemænds brug af ulovlige dopingmidler som led i deres fysiske
træning i et til politistationen knyttet motionscenter, blev behandlet efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c.
Beretning 2001, side 72.
Eksempel 3
Politiklagenævn anmodede af egen drift i "Plejebosagen" om
yderligere undersøgelser
SA1-99-44-0377 og K 537/00
Politiklagenævnet anmodede af egen drift efter påtaleopgivelsen mod kvinden i
"Plejebosagen" statsadvokaten om at undersøge, om der forelå kritisable forhold
under efterforskningen af sagen.
Beretning 2000, side 73.
GENOPTAGELSE AF AF UNDERSØGELSEN/EFTERFORSKNINGEN
Politiklagenævnet skal også inddrages i sagen, hvis der efter statsadvokatens afgørelse fremkommer nye oplysninger, der kan medføre, at statsadvokatens afgørelse bør revurderes. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de nye oplysninger er af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med statsadvokatens og politiklagenævnets oprindelige stillingtagen til sagen.
Er de nye oplysninger ikke af en sådan karakter, at statsadvokaten finder grundlag for at genoptage sagens behandling med forelæggelse for politiklagenævnet, skal statsadvokaten alene orientere politiklagenævnet om oplysningerne.
Fremkommer der i forbindelse med en klage til Rigsadvokaten nye oplysninger, kan dette ligeledes føre til, at Rigsadvokaten hjemviser sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet. Er oplysningerne af så væsentlig betydning, at sagen ændrer karakter, forelægger statsadvokaten på ny sagen for nævnet.
Eksempel 1
Statsadvokatens efterfølgende ændring af en afgørelse af
tiltalespørgsmålet skal forelægges nævnet på ny
SA1-97-321-0367 og K
249/98
Statsadvokaten havde besluttet at forelægge en kriminalassistent en bøde på 850 kr. for en ca. 33 % overskridelse af hastighedsbegrænsningen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen. Kriminalassistenten ønskede ikke at vedtage bødeforelægget, fordi hastighedsoverskridelsen skyldtes særlige omstændigheder. På denne baggrund ophævede statsadvokaten bødeforelægget.
Rigsadvokaten fandt, at spørgsmålet om ophævelse af bødeforelægget burde have
været forelagt for politiklagenævnet.
Beretning 1998, side 58.
Eksempel 2
Rigsadvokaten besluttede efter indstilling fra
statsadvokaten at genoptage efterforskningen
SA2-99-321-0323 og
SA2-99-321-334 og K 463/99
Efter at statsadvokaten udtalte stærk kritik af to politiassistenters adfærd
i forbindelse med en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse, indbragte de
afgørelsen for Rigsadvokaten. Inden Rigsadvokaten havde truffet afgørelse
fremkom der oplysninger om, at den ene af politiassistenterne ved en tidligere
lejlighed havde udvist lignende adfærd overfor to andre unge piger. Efter
indstilling fra statsadvokaten besluttede Rigsadvokaten, at efterforskningen i
sagen skulle genoptages.
Beretning 2000, side 81.
Eksempel 3
Statsadvokatens beslutning om at fortsætte undersøgelsen
SA5-2001-321-0282 og K 847/2002
Ved statsadvokatens afgørelse lagde han blandt andet til grund, at
politiassistent B's pistol havde afgivet ét skud ind i den grønne Jeep's kabine.
I en ny erklæring oplyste Kriminalteknisk Afdeling, at fornyede undersøgelser
viste, at nogle projektildele fundet i kabinen på den grønne Jeep stammede fra
to forskellige projektiler affyret af politiassistent B's pistol. Da der således
ikke var overensstemmelse mellem det, statsadvokaten tidligere lagde til grund
og den nye tekniske erklæring, besluttede statsadvokaten at fortsætte
undersøgelsen for om muligt at klarlægge forløbet nøjere.
Beretning 2001,
side 83 og side 157 og beretning 2002, side 246.
§ 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det
materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i
kapitel 93 b nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 93 c nævnte sager.
Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne
materiale til andre.
Stk. 2. Statsadvokaten orienterer i øvrigt løbende
politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med
undersøgelsen eller efterforskningen.
Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre, jf. 2. pkt. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 745, stk. 1, 2. pkt. Medlemmerne af politiklagenævnet har i øvrigt tavshedspligt efter de almindelige regler herom i straffelovens § 152.
Statsadvokaten orienterer efter stk. 2, løbende politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen. Statsadvokaten skal således orientere nævnet, når der træffes mere betydningsfulde beslutninger om den videre tilrettelæggelse og gennemførelse af undersøgelsen eller efterforskningen, herunder hvis der rejses sigtelse i en straffesag, eller hvis undersøgelsen eller efterforskningen udvides til at omfatte flere personer eller flere forhold.
§ 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage
bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.
Stk. 2. Hvis
sigtede eller statsadvokaten i en sag, der behandles efter kapitel 93 c,
modsætter sig nævnets anmodning om foretagelse af bestemte yderligere
efterforskningsskridt, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse. § 694,
stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes på
begæring ved kendelse.
Politiklagenævnets anmodninger til statsadvokaten kan i princippet foretages på ethvert stade af sagen. Hovedreglen bør dog være, at politiklagenævnet først benytter sig af muligheden for at anmode om foretagelse af bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforsknings skridt efter, at statsadvokaten har afsluttet sin undersøgelse/efterforskning. Undtagelse vil f.eks. kunne gøres, hvis der er risiko for bevistab. Det forudsættes i bemærkningerne til lovforslaget, at statsadvokaten i almindelighed vil efterkomme sådanne anmodninger.
Hvis statsadvokaten i en adfærdsklagesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan nævnet klage over statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten efter § 1021 f.
Eksempel
Politiklagenævn anmodede statsadvokaten om afholdelse
af fotokonfrontation
SA1-00-44-0428 og K 608/00
En journalist klagede over en polititjenestemands chikanøse adfærd under
nogle uroligheder. Statsadvokaten indstillede til politiklagenævnet, at sagen
blev henlagt, fordi det ikke var muligt at identificere episoden.
Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om, at der blev foretaget en
fotokonfrontation med henblik på identifikation af den polititjenestemand, som
klagen vedrørte. Rigsadvokaten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage
fotokonfrontation i en sag, som blev behandlet efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 93 b. Rigsadvokaten anførte herunder, at gennemførelsen af et
undersøgelsesskridt i en adfærdssag, som har karakter af et straffeprocessuelt
tvangsindgreb, krævede enten udtrykkelig lovhjemmel eller samtykke fra de
involverede, det vil sige alle de polititjenestemænd, hvis foto måtte blive
benyttet til forevisningen.
Beretning 2000, side 76.
Modsætter statsadvokaten sig politiklagenævnets anmodning i en straffesag, forelægges spørgsmålet efter stk. 2, for retten til afgørelse. Denne bestemmelse svarer til ordningen i retsplejelovens § 746, hvorefter retten i straffesager afgør tvistigheder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Det forudsættes, at statsadvokaten underretter sigtede eller dennes forsvarer om anmodninger fra nævnet.
Retten kan vurdere lovligheden og hensigtsmæssigheden af det efterforskningsskridt, som politiklagenævnet har anmodet om. Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse. Det forudsættes, at formanden om fornødent møder for politiklagenævnet i retten.
Se herom § 12 i bekendtgørelse nr. 1041/1995. Medtaget som bilag 6.
Værnetingsreglen i retsplejelovens § 694, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Efter denne bestemmelse skal begæring fra sigtede eller forsvareren om retsmøder under efterforskningen indgives til den ret, hvor sagen behandles, eller hvor den kan forventes behandlet. Ved samme ret afgøres tvistigheder mellem politiet og forsvaret om efterforskningsskridt.
Eksempel 1
Spørgsmål om yderligere undersøgelser i en
straffesag
SA1-97-321-390 og K 276/98
Statsadvokaten meddelte i en sag vedrørende anmeldelse af en polititjenestemand for ærekrænkelse og bagvaskelse politiklagenævnet, at han agtede at afvise anmeldelsen uden at foretage yderligere undersøgelser. Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om at indhente en nærmere redegørelse fra polititjenestemanden, inden nævnet traf afgørelse i sagen. Det afviste statsadvokaten. Politiklagenævnet indbragte spørgsmålet om indhentelse af yderligere oplysninger for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten meddelte, at spørgsmålet ikke kunne indbringes for
Rigsadvokaten, idet sagen blev behandlet som en straffesag efter retsplejelovens
kapitel 93 c. Spørgsmålet om indhentelse af yderligere undersøgelser skulle i
stedet indbringes for retten, jf. retsplejelovens § 1021 c, stk. 2.
Beretning
1998, side 58 og side 134.
Eksempel 2
Politiklagenævn anmodede om yderligere oplysninger i
udrykningssag
SA1-97-321-0372 og K 433/99
En politiassistent blev af statsadvokaten forelagt en bøde, idet han i forbindelse med en automatisk hastighedskontrol blev noteret for en hastighedsoverskridelse. Politiassistentens tjenestested oplyste imidlertid, at der var tale om udrykningskørsel. Statsadvokaten indstillede herefter til politiklagenævnet, at sagen blev henlagt.
Politiklagenævnet anmodede statsadvokaten om, at der blev indhentet yderligere oplysninger om baggrunden for kørslen, og at politiassistentens overordnede blev afhørt. Dette fandt statsadvokaten ikke grundlag for. Politiklagenævnet indbragte spørgsmålet for Rigsadvokaten, der blandt andet udtalte: "Det følger af retsplejelovens § 1021 c, stk. 1, at politiklagenævnene kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt. Hvis statsadvokaten i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning efter stk. 1, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse, jf. § 1021 c, stk. 2. Det er min opfattelse, at denne bestemmelse indebærer, at spørgsmålet ikke kan påklages hertil i medfør af retsplejelovens § 1021 f. Jeg lægger herved også vægt på, at det i lovforslagets bemærkninger til § 1021 f, om nævnets adgang til at påklage statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten er anført, at bestemmelsen - ud over at finde anvendelse ved klage over statsadvokatens endelige afgørelse - også finder anvendelse, hvor nævnet ønsker at klage over, at statsadvokaten ikke vil efterkomme en anmodning fra nævnet om at foretage yderligere undersøgelser i en adfærdsklagesag. Noget tilsvarende nævnes derimod ikke, for så vidt angår yderligere undersøgelser i straffesager mod politipersonale."
Statsadvokaten indbragte herefter spørgsmålet om afhøring af
politiassistentens overordnede for retten.
Beretning 1999, side 74.
Eksempel 3
Politiklagenævn anmodede om indenretlig afhøring af vidne
SA1-98-44-0292 og K 551/00
En mand, der stammede fra Færøerne, klagede over, at en politiassistent havde
sagt til ham: "Skide færing", "Det er jer, der altid er problemer med", "Skrid
med jer" i forbindelse med, at manden blev bortvist fra diskotek.
Politiklagenævnet anmodede om, at vidnet blev afhørt indenretligt, således at
nævnet kunne danne sig et indtryk af vidnets troværdighed. Vidnet blev herefter
afhørt i retten under overværelse af to medlemmer af
politiklagenævnet.
Beretning 2000, side 77.
Eksempel 4
Politiklagenævn anmodede om yderligere efterforskning i
"Station 1-sagen"
SA1-99-321-0587
I forbindelse med undersøgelsen i "station 1-sagen" rettede en person
telefonisk henvendelse til statsadvokaten og anmeldte, at han 10 år tidligere
havde været udsat for et voldeligt overfald begået af to polititjenestemænd og
en lussing tildelt af en tredje politiassistent. Nævnet anmodede i sagen om
yderligere efterforskning. Retten afviste anmodnin- gen under henvisning til, at
sagen var tilstrækkeligt oplyst, at et strafansvar for vold var forældet, og at
B ikke længere var ansat i politiet og at der derfor heller ikke kunne blive
tale om et disciplinært ansvar mod ham.
Beretning 2000, side 78.
Eksempel 5
Politiklagenævn anmodede om at se dokument i grundløs
straffesag
SA1-00-322-0013
En komité anmeldte Politidirektøren for at afvise en anmeldelse.
Statsadvokaten indstillede til politiklagenævnet, at anmeldelsen blev afvist som
grundløs. Politiklagenævnet anmodede om at se et dokument i relation til den
afviste anmeldelse. Retten tog ikke nævnets begæring til følge.
Beretning
2000, side 79.
§ 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efter kapitel 93 c. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder sagen bør afgøres.
STATSADVOKATENS REDEGØRELSE
Statsadvokaten udarbejder en redegørelse til politiklagenævnet, når undersøgelsen efter kapitel 93 b, eller efterforskningen efter kapitel 93 c, er afsluttet. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og en gennemgang af de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse. Desuden skal redegørelsen indeholde en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder, sagen bør afgøres. Dette sker i praksis ofte ved, at statsadvokaten vedlægger en skitse til de skrivelser til sagens parter, som statsadvokaten agter at udfærdige, når politiklagenævnets udtalelse efter § 1021 e, foreligger. Redegørelsens nærmere indhold og omfang må i øvrigt bero på karakteren af den konkrete sag. Samtidig med fremsendelsen af redegørelsen sendes alle sagens akter i det omfang dette ikke er sket tidligere.
Indledes der ikke en undersøgelse eller efterforskning, f.eks. fordi klagen eller anmeldelsen er åbenbart grundløs, skal statsadvokaten ikke udfærdige en redegørelse. Statsadvokaten må imidlertid nærmere begrunde over for politiklagenævnet, hvorfor han ikke finder, der er anledning til at indlede en undersøgelse eller efterforskning.
Forelæggelsen af sagen for politiklagenævnet sker skriftligt. Hvis nævnet eller statsadvokaten ønsker det, kan redegørelsen suppleres med en mundtlig forelæggelse, f.eks. hvis der er tale om en særlig kompliceret sag.
§ 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der
behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør
afgøres.
Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i overensstemmelse
med politiklagenævnets opfattelse.
Stk. 3. Afgørelsen skal sendes til den,
der har indgivet klage eller
anmeldelse.
Statsadvokaten træffer afgørelse i sagen, når politiklagenævnets udtalelse om, hvordan nævnet mener, at sagen bør afgøres, foreligger.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at politiklagenævnet i adfærdsklagesager kan tilkendegive som sin opfattelse, at statsadvokaten over for klageren bør beklage det passerede, eller at en klage bør afvises. Klagen kan enten afvises efter forudgående undersøgelse eller på det foreliggende grundlag. I straffesager kan politiklagenævnet tilkendegive som sin opfattelse, at der bør rejses tiltale eller meddeles tiltalefrafald. Nævnet kan også tilkendegive, at påtalen bør opgives, at en påbegyndt efterforskning bør indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.
I praksis er fremgangsmåden i såvel straffesager som adfærdsklagesager den, at statsadvokaten, når sagen efter hans opfattelse er klar til afgørelse, sender en redegørelse efter § 1021 d, til politiklagenævnet med et forslag til afgørelse. Er der ikke udarbejdet en redegørelse, fordi der ikke har været iværksat en undersøgelse eller efterforskning, begrunder statsadvokaten dette i forbindelse med forelæggelsen af sagen. Statsadvokaten sender sagsakterne til politiklagenævnet, medmindre nævnet allerede har modtaget dette materiale efter bestemmelsen i § 1021 b.
Politiklagenævnet må herefter i første række vurdere, om der efter nævnets opfattelse er behov for at foretage yderligere undersøgelser eller efterforskning. Er det tilfældet anmodes statsadvokaten herom efter § 1021 c. Kan sagen afgøres på det foreliggende grundlag, meddeler nævnet statsadvokaten, hvordan sagen bør afgøres. Statsadvokaten træffer herefter afgørelse i sagen.
Er sagen efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt oplyst, kan nævnet fremsætte anmodning om at fortsætte undersøgelsen eller efterforskningen efter § 1021 c.
Fremkommer der efter statsadvokatens afgørelse nye oplysninger, der kan medføre, at statsadvokatens afgørelse bør revurderes, inddrages nævnet på ny. Der henvises herom til § 1021 a.
Nævnenes tilkendegivelser er ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand. Der stilles derfor ikke krav om begrundelse, partshøring mv.
Eksempel
Nævnets udtalelse ikke en afgørelse i
forvaltningsretlig forstand
SA5-99-44-0191 og K 478/99
Rigsadvokaten meddelte i sagen, at man ikke kan klage over nævnets udtalelse.
Nævnets afgørelse er, som det fremgår af retsplejelovens § 1021 e, ikke bindende
for statsadvokaten og er ikke en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Beretning 1999, side 79.
Skal afgørelsen undtagelsesvis træffes af Rigsadvokaten eller justitsministeren som første instans, afgiver statsadvokaten først sin indstilling efter forelæggelsen for politiklagenævnet.
Det skal efter bestemmelsen i stk. 2, fremgå af statsadvokatens afgørelsen i sagen, om den er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. De almindelige krav til begrundelsen for afgørelsen skærpes, hvis statsadvokatens afgørelse ikke er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Statsadvokaten må i så fald udførligt redegøre for de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse og for vurderingen af de fremkomne beviser. Tilsvarende gælder, hvis afgørelsen undtagelsesvis træffes af Rigsadvokaten eller justitsministeren som 1. instans.
Eksempel 1
Statsadvokatens revurdering af sag efter indstilling fra
politiklagenævn
SA2-00-321-0389
Statsadvokaten revurderede efter politiklagenævnets indstilling sin
opfattelse af en sag, hvor politiklagenævnet fandt, at en politiassistents
adfærd var kritisabel.
Beretning 2000, side 80.
Eksempel 2
Rigsadvokatens besluttede at genoptage efterforskning i sag
SA2-99-321-323 og SA2-99-321-334 og K 463/99
To politiassistenter indbragte afgørelse, hvorefter statsadvokaten udtalte
stærk kritik af de to politiassistenters adfærd, for Rigsadvokaten. Inden
Rigsadvokaten havde truffet afgørelse fremkom der oplysninger om, at den ene
politiassistent ved en tidligere lejlighed havde udvist lignende adfærd overfor
to andre unge piger. Efter indstilling fra statsadvokaten besluttede
Rigsadvokaten, at efterforskningen i sagen skulle genoptages.
Beretningen
2000, side 81.
Efter stk. 3, sendes afgørelsen til den, der har indgivet klage eller anmeldelse, uanset om vedkommende kan betragtes som part i sagen. Sagens parter (forurettede og den politiansatte) skal altid underrettes om afgørelsen. Afgørelsen sendes endvidere til vedkommende politimester (Politidirektøren) og Rigspolitichefen samt i visse tilfælde til Justitsministeriet.
§ 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til
rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til
justitsministeren.
Stk. 2. Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at
politiklagenævnet har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter
udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses
for undskyldelig.
Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten. Baggrunden herfor er, at politiklagenævnets virksomhed skal medvirke til at sikre, at befolkningen har tillid til, at sagerne i enhver henseende behandles sagligt og korrekt. Der må ikke kunne opstå mistanke om, at man holder hånden over politipersonale, der har begået et strafbart eller kritisabelt forhold. Der kan herved henvises til betænkning 1278/1994, side 172 og side 179.
Det er politiklagenævnet som sådant - ikke det enkelte medlem - der har klageadgang. Det vil sige, at en klage fra politiklagenævnet forudsætter, at mindst to af nævnets tre medlemmer ønsker at klage.
Nævnets beslutninger træffes efter forretningsordenens § 9, ved afstemning efter stemmeflerhed. Se bekendtgørelse nr. 1041/1995, der er optrykt som bilag 7.
Da parterne selv har mulighed for at påklage afgørelsen, forudsættes det, at politiklagenævnets beføjelse til at klage opfattes som en form for ekstra garanti, der kun undtagelsesvis bringes i anvendelse, f.eks. hvis en sag er af principiel interesse.
UNDERRETNING AF SAGERS PARTER
Sagens parter (forurettede og den politiansatte) skal underrettes, hvis politiklagenævnet klager over statsadvokatens afgørelse. Det fremgår af bekendtgørelse om forretningsorden for politiklagenævn § 11. Sagens parter underrettes endvidere af statsadvokaten, når en afgørelse i en adfærdsklagesag påklages. Det følger af Rigsadvokatens skrivelse af 28. januar 2002.
Bestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor politiklagenævnet ønsker at klage over, at statsadvokaten ikke vil følge en tilkendegivelse fra nævnet, der er fremkommet efter § 1021 a, stk. 2, eller efterkomme en anmodning fra nævnet om at foretage yderligere undersøgelsesskridt i en adfærdsklagesag, jf. § 1021 c.
KLAGEFRIST
Der gælder samme klagefrist for politiklagenævnet som for sagens parter. Det vil sige, at klagefristen er fire uger efter, at nævnet har modtaget afgørelsen. En klage fra en part skal dog behandles, hvis der er en undskyldelig årsag til, at klagefristen er overskredet. Det er klageren selv, der skal godtgøre, at overskridelsen af fristen er undskyldelig. Er der tale om en klage fra nævnet, betragter Rigsadvokaten i praksis denne som en klage fra en myndighed. Ekspeditionsfejl hos myndigheder, herunder politiklagenævn anses i almindelighed ikke for undskyldelige.
Fremkommer der i forbindelse med en klage til Rigsadvokaten nye oplysninger, kan dette føre til, at Rigsadvokaten hjemviser sagen til fornyet behandling ved statsadvokaten og politiklagenævnet. Oplysningerne skal dog også her være af så væsentlig betydning, at sagen ændrer karakter.
§ 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene.
Der henvises til bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævn og bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn. Bekendtgørelserne er optrykt som bilag 7 og 8.
§ 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.
Det er i betænkning 1278/1994, side 128 f. understreget, at der i forbindelse med ikrafttrædelsen af en ny klageordning gøres en særlig indsats for at udbrede kendskabet til ordningen, dels at befolkningen løbende informeres om behandlingen af klager over politipersonalet.
Rigsadvokaten har siden 1997 årligt afgivet en beretning om behandlingen af klager over politiet, der sendes til Folketinget og justitsministeren. Beretningen offentliggøres og foreligger blandt andet på Internettet på adressen http://www.rigsadvokaten.dk/.
Politiklagenævnene udarbejder hver deres selvstændige delberetning, der sammen med beretningen fra politiklagenævnenes landsformand, indgår i en selvstændig del af Rigsadvokatens beretning.
De seks politiklagenævn afholder et årligt fællesmøde, og medlemmerne af nævnene vælger blandt de seks formænd en landsformand. Der kan herom henvises til forretningsordenens § 13. Landsformanden har til opgave at forberede og indkalde til fællesmødet og udgiver sammen med Rigsadvokaten den årlige beretning. Nævnene holder yderligere møder efter behov. Der kan herom henvises til nævnenes beretninger.
Reglerne om inhabilitet findes i forvaltningslovens kapitel 2. Den centrale bestemmelse er lovens § 3. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til den bestemte sag, hvis
Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens
karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i
forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at
afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3.
Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i
afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende
sag".
Retsplejelovens § 97 bestemmer endvidere, at den, der efter kapitel 2 i forvaltningsloven må anses for inhabil i forhold til en bestemt sag, ikke må virke som anklager i sagen.
Afgørelsen af, om en statsadvokat er inhabil ved behandlingen af en sag, afgøres efter de almindeligt gældende bestemmelser om inhabilitet i forvaltningsloven og retsplejeloven. Hvis en statsadvokat har betænkeligheder ved at behandle en sag, kan det dog overvejes at lade sagen overgå til en anden statsadvokat - også selv om der ikke foreligger egentlig inhabilitet.
Statsadvokaterne har kun i få tilfælde bedt Rigsadvokaten om at tage stilling til habilitetsspørgsmål. I det følgende beskrives nogle eksempler på sager, hvor spørgsmålet var fremme.
Der har også været rejst spørgsmål om statsadvokatens habilitet i tilfælde, hvor statsadvokaten skal træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i relation til samme hændelsesforløb. Justitsministeriet fastslog i et svar til Folketingets Retsudvalg, at en ordning, hvor kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i relation til et begivenhedsforløb til samme myndighed, ikke er i strid med almindelige "habilitetssynspunkter". Spørgsmålet opstod i forbindelse med statsadvokatens undersøgelse af skudsagen i Tilst ved Århus, der er refereret i afsnit 5.2.4. og beretning 2001, side 157.
Folketingets Retsudvalg stillede følgende spørgsmål til justitsministeren (Spørgsmål nr. 51 af 16. januar 2002 fra Folketingets Retsudvalg):
"Hvorledes forholder det sig til den generelle opfattelse af begrebet habilitet, at en statsadvokat i en sag, hvor statsadvokaten skal undersøge politiets brug af tjenestepistol (og herunder vurdere om der skal rejses tiltale mod betjentene), også som anklagemyndighed tager stilling til, om der skal rejses tiltale mod de gerningsmænd, der er blevet beskudt."
Justitsministeriet anførte i sit svar af 8. februar 2002 følgende:
""Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:
"Det er i retsplejeloven udtrykkeligt forudsat, at den samme regionale statsadvokat kan træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i tilknytning til et begivenhedsforløb, herunder både til spørgsmål om tiltalerejsning mod politiet eller andre som følge af det pågældende begivenhedsforløb og til politiets sagsbehandling og optræden i forbindelse med forløbet.
Ifølge retsplejelovens § 101 varetager de regionale statsadvokater således udførelsen af straffesager ved landsretterne, ligesom statsadvokaterne fører tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning. De regionale statsadvokater har endvidere påtalekompetencen i sager, der skal behandles ved landsretterne i 1. instans eller som ankeinstans, og i sager om overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i straffeloven, jf. retsplejelovens § 719, stk. 2.
Herudover henhører efterforskning af strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten samt behandlingen af klager over politipersonalet under vedkommende statsadvokat, ligesom statsadvokaterne iværksætter efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, jf. bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c. Denne ordning er omtalt i forarbejderne til bestemmelserne i retsplejeloven om behandlingen af klager over politipersonalet og straffesager mod politipersonale (Folketingstidende 1994/95, Tillæg A, side 3558), hvoraf blandt andet fremgår følgende:
"Statsadvokatmodellen indebærer, at den samme instans skal behandle såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale. Når dertil kommer, at statsadvokaten i forvejen behandler klager over politiets efterforskning i straffesager, og at statsadvokaten efter lovforslaget også som udgangspunkt skal træffe afgørelse i 1. instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, vil en gennemførelse af lovforslaget indebære en betydelig og tiltrængt forenkling af hele klagesystemet på dette område. Ikke mindst af hensyn til den borger, der ønsker at klage over politiet, er det overordentlig hensigtsmæssigt, at man ved henvendelse til én og samme myndighed kan få behandlet disse mange forskellige mulige aspekter af en sag. Derved undgås vanskelige afgrænsningsspørgsmål og en opsplitning af sagen på flere forskellige instanser.""
En sådan ordning, hvor lovgivningsmagten har henlagt kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende forskellige spørgsmål i relation til et begivenhedsforløb til samme myndighed, er efter min opfattelse ikke i strid med almindelige habilitetssynspunkter."
EKSEMPLER PÅ INHABILITET
Eksempel 1
Statsadvokat inhabil ved behandling af klage over
statsadvokatassessors mand
SA6-99-44-0204 og K 405/99
Sagen burde ikke behandles i statsadvokaturen, idet den indklagedes hustru
var ansat som statsadvokatassessor ved embedet.
Beretning 1999, side 87.
Eksempel 2
Statsadvokat anset for inhabil, da statsadvokaten selv blev
anmeldt
SA5-99-329-0033 og K 265/98
En person A indgav anmeldelse mod Justitsministeriet, Rigsadvokaten,
statsadvokaten, politimesteren og politiklagenævnet for strafbart forhold i
forbindelse med de forskellige myndigheders behandling af en sag, hvor A havde
indgivet anmeldelse mod en dommer for bestikkelse. Statsadvokaten fandt, at han
var inhabil til at træffe afgørelse i sagen, da han selv var anmeldt, og
fremsendte sagen til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten meddelte A, at han kunne
henholde sig til en tidligere afgørelse, hvorefter en anmeldelse mod
statsadvokaten var afvist. Afgørelsen var tiltrådt af Justitsministeriet. Sagen
blev herefter tilbage- sendt til statsadvokaten, der tog stilling til
anmeldelsen mod politimesteren. For så vidt angik anmeldelserne mod
Justitsministeriet, Rigsadvokaten og politiklagenævnet blev sagen herefter sendt
til politimesteren med henblik på, at denne traf afgørelse.
Beretning 1999,
side 88.
Eksempel 3
Statsadvokatassessor inhabil ved behandling af klage over
overordnet vicestatsadvokat
SA2-99-322-0019 og K 465/99
En person indgav anmeldelse mod en vicepolitimester og en vicestatsadvokat for at have fjernet akter fra anmelderens sagsmappe. En statsadvokatassessor traf afgørelse i sagen og afviste anmeldelserne som grundløse.
Rigsadvokaten fandt, at der kunne rejses tvivl om en statsadvokatassessors habilitet, fordi den anmeldte vicestatsadvokat var den pågældendes overordnede ved embedet. Det samme gjaldt for så vidt angik vicepolitimesteren, da anmeldelsen mod denne havde nær sammenhæng med anmeldelsen mod vicestatsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt endvidere, at anmeldelsen mod vicestatsadvokaten burde
behandles af Politidirektøren i København, og at anmeldelsen mod
vicepolitimesteren skulle behandles af statsadvokaten på ny med forelæggelse for
politiklagenævnet, når sagen mod vicestatsadvokaten var afgjort af
Politidirektøren.
Beretning 1999, side 88.
Eksempel 4
Statsadvokat inhabil ved behandling af anmeldelse
vedrørende politifuldmægtig
SA3-2001-321-317 og 322 og K
810/2001
En statsadvokat, der i en nævningesag fik bistand af en anmeldt
politifuldmægtig, anset for inhabil ved behandling af anmeldelsen.
Beretning
2001, side 81.
Eksempel 5
Statsadvokat inhabil ved behandling af anmeldelse mod
kriminalassistent, der skulle bistå statsadvokaten
SA1-00-321-0873 og
K 612/00
I en sag, hvor en indklaget kriminalassistent skulle bistå statsadvokaten i
en ankesag, besluttede Rigsadvokaten at sende sagen til en anden regional
statsadvokat.
Beretning 2000, side 92.
Eksempel 6
Statsadvokat inhabil ved kendelse om efterforskningsskridts
ulovlighed og statsadvokatens kære heraf
SA5-00-321-0176 og K
526/00
I Hjørringsagen besluttede Rigsadvokaten, efter byrettens kendelse om et
efterforskningsskridts ulovlighed og statsadvokatens kære heraf, at fem sager
vedrørende samme politikreds og vedrørende fremgangsmåden i forbindelse med
andre straffeprocessuelle tvangsindgreb skulle overføres til behandling hos
anden statsadvokat, således at disse sager kunne indgå ved en mere generel
vurdering af spørgsmålet om politikredsens tilrettelæggelse af behandlingen af
straffeprocessuelle indgreb.
Beretning 2000, side 92.
EKSEMPLER PÅ SAGER, HVOR STATSADVOKATEN IKKE VAR INHABIL VED SAGENS BEHANDLING
Eksempel 1
Statsadvokat ikke inhabil ved afgørelse truffet i sag, hvor
der tidligere var rejst tiltale
SA1-97-321-0347 og K 462/99
Statsadvokaten rejste tiltale mod en person A for overtrædelse af straffelovens § 121, idet A i forbindelse med en anholdelse havde råbt ukvemsord efter politiet. A indgav efterfølgende klage over en politiassistent for unødig magtanvendelse under anholdelsen. Statsadvokaten fandt ikke, at han var inhabil og lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke i afgørelsen om tiltalerejsning lå en forhåndsvurdering af, hvorvidt de pågældende polititjenestemænd havde anvendt uforholdsmæssig magt eller begået strafbar vold mod klageren under anholdelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse og bemærkede, at
retsplejelovens bestemmelser om behandlingen af klager over politipersonale
forudsætter, at statsadvokaten træffer forskellige afgørelser i relation til det
samme begivenhedsforløb.
Beretning 1999, side 87.
Eksempel 2
Statsadvokat ikke inhabil i sag, hvor statsadvokaten havde
underrettet tjenested om tidligere klager over
politiassistent
SA2-2001-49-0760 og K 799/2001
I forbindelse med en ny klagesag havde statsadvokaten i forbindelse med
underretning af tjenestestedet, henledt opmærksomheden på tidligere afgjorte og
verserende klager over politiassistenten. Statsadvokaten og Rigsadvokaten fandt
ikke statsadvokaten inhabil ved behandlingen af sager mod den
pågældende.
Beretning 2001, side 82.
Eksempel 3
Statsadvokat ikke inhabil i "Tilst-sagen"
SA5-2001-321-0282 og K 847/2002, side 157
Rigsadvokaten fandt ikke, at der forelå inhabilitet eller andre forhold, der
kunne begrunde, at undersøgelsen foretages af en anden end Statsadvokaten i
Viborg. Rigsadvokaten bemærkede herunder, at det forhold, at en myndighed
genoptager behandlingen af en sag, i almindelighed ikke medfører, at de, der
medvirkede ved sagens første be-handling, er inhabile ved behandlingen i
forbindelse med genoptagelse af sagen.
Beretning 2002, side 246.
Eksempel 4
Statsadvokat ikke inhabil i forbindelse med straffesag mod
assistancefuldmægtig
SA3-2000-322-21 og K 871/2002
Sagen drejede sig om en assistancefuldmægtig K under statsadvokaten, der under sin ansættelse var fysisk placeret i en politikreds. Under ansættelsen blev K sigtet for overtrædelse af straffelovens § 235. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om, at hun ikke var inhabil. Rigsadvokaten anførte, at det forhold at K, mens han var ansat som politifuldmægtig, i 14 dage arbejdede i statsadvokaturen, ikke medførte, at statsadvokaten var inhabil.
Rigsadvokaten fandt heller ikke, at klagerens ansættelse som
assistancefuldmægtig gjorde statsadvokaten inhabil.
Beretning 2002, side
237.
Eksempel 5
Vicestatsadvokat, der havde mødt som anklager mod anmelder,
ikke inhabil ved ny behandling af anmeldelse
SA3-00-321-0187 og K
461/00
Rigsadvokaten fandt ikke, at det forhold, at en vicestatsadvokat hos
statsadvokaten havde mødt som anklager i en straffesag mod anmelderen A, var
egnet til at vække tvivl om vicestatsadvokatens upartiskhed i forbindelse med
behandlingen af A's anmeldelser. Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at det
efter retsplejeloven er statsadvokaten, der varetager udførelsen af ankesager og
behandler klager og anmeldelser mod politipersonale for forhold begået i
tjenesten. Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at det i lovgivningen er
forudsat, at den samme regionale statsadvokat træffer afgørelse vedrørende
forskellige spørgsmål i tilknytning til begivenhedsforløbet og sagsbehandlingen
af en straffesag.
Beretning 2000, side 91.
Eksempel 6
Statsadvokat ikke generelt inhabil ved behandlingen af
sager fra en politikreds uanset inhabilitet i tidligere sag fra samme kreds
SA4-00-321-0006 og K 679/01
Rigsadvokaten anførte, at spørgsmålet om hvorvidt der er grundlag for at
overføre behandlingen af en politiklagenævnssag til en anden statsadvokat på
grund af inhabilitet hos den statsadvokat, under hvis embede sagen normalt
henhører, beror på en konkret vurdering i den en-kelte sag. Det forhold, at en
statsadvokat var fundet inhabil ved behandlingen af en sag vedrørende en bestemt
politikreds medførte således ikke, at statsadvokaten ikke fremover kunne
behandle sager fra den pågældende politikreds.
Beretning 2000, side 93.
Eksempel 7
Statsadvokat ikke inhabil ved tiltrædelse af afvisning af
anmeldelse mod politimester
SA2-2001-321-0489, SA2-2001-322-0030 og K
726/2001
Rigsadvokaten fandt ikke, at det forhold, at statsadvokaten havde tiltrådt
politimesterens beslutning om at afvise A's anmeldelse, medførte, at
statsadvokaten måtte anses for inhabil ved behandlingen af anmeldelserne mod
politimesteren og kriminalinspektøren.
Beretning 2001, side 83.
Afgørelsen af, om Rigsadvokaten er inhabil ved behandlingen af en sag, afgøres efter de almindeligt gældende bestemmelser om inhabilitet i forvaltningsloven og retsplejeloven.
Eksempel
Rigsadvokat ikke inhabil
SA1-2001-321-1033
og K 860/2002
En person A, der følte sig skygget af en polititjenestemand P i Politiets
Efterretningstjeneste, anmeldte P for overtrædelse af straffelovens § 152. A
havde tidligere anmeldt andre ansatte i politiet for overtrædelse af
straffeloven for samme type handlinger. I klagen over statsadvokatens afgørelse
påstod A blandt andet rigsadvokaturen inhabil på grund af Rigsadvokatens
tidligere ansættelse i PET. Rigsadvokaten fandt ikke anledning til at overveje
dette spørgsmål og lagde herved vægt på, at der ikke i det for ham foreliggende
materiale forelå oplysninger om, at PET skulle have haft med A at
gøre.
Beretning 2002, side 238.
Formanden for et af politiklagenævnene henvendte sig i efteråret 1996 til Justitsministeriet i anledning af, at hun som beskikket forsvarer i en sag på vegne af sin klient havde indgivet en klage til statsadvokaten i det område, som hun var nævnsformand for. Nævnsformanden anførte i sin henvendelse, at hun ifølge forretningsordenen for politiklagenævn måtte anses for inhabil i politiklagenævnssagen. Også politiklagenævnets to lægmænd var efter hendes opfattelse inhabile, da hun havde haft et tæt samarbejde med lægmændene. Nævnsformanden rejste derfor spørgsmålet om, hvorvidt der i sådanne tilfælde bør indkaldes suppleanter til behandling af sagen, eller om sagen, eventuelt efter Rigsadvokatens henvisning, burde overgå til behandling i et af de andre politiklagenævn.
Nævnsformanden havde til Justitsministeriet supplerende oplyst, at hendes samarbejde med lægmændene udelukkende var professionelt og i medfør af hendes hverv som formand for politiklagenævnet.
Rigsadvokaten udtalte i et høringssvar til Justitsministeriet:
"Det følger af § 2 i bekendtgørelse af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævn, at alle nævnets medlemmer deltager i sagens behandling. Er et medlem forhindret, deltager suppleanten i den pågældendes sted.
Det fremgår endvidere, at et medlem af nævnet ikke kan deltage i behandlingen af en sag, når vedkommende er inhabil efter forvaltningslovens kapitel 2. I den konkrete sag må nævnsformanden antages at være inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1.
Det er min opfattelse, at det må forventes, at en tilsvarende situation jævnligt vil kunne opstå. Det er i forarbejderne til lovændringen forudsat, at den advokat, der udpeges til politiklagenævnsformand, har erfaring med behandlingen af straffesager. Den pågældende vil derfor typisk beskæftige sig med forsvareropgaver, og dermed repræsentere personer, der har været i kontakt med politiet på en måde, der kan give anledning til klager over politiet. En hurtig og enkel behandling af sagerne tilsiger derfor, at suppleanten deltager i den pågældendes sted, når der konstateres personlig inhabilitet hos et nævnsmedlem, herunder også nævnsformanden, fremfor sagens oversendelse til et andet politiklagenævn.
Det er endvidere min opfattelse, at der næppe er grundlag for at statuere inhabilitet hos de to lægmænd alene på baggrund af deres professionelle samarbejde med formanden i politiklagenævnet.
Jeg finder ikke, at denne løsning vil være i strid med hensynet til politiklagenævnsordningens troværdighed og almindelige omdømme, der næppe tilsiger denne udvidelse af inhabilitetsbegrebet.
I den konkrete sag finder jeg derfor, at formandssuppleanten bør substituere formanden, medens de øvrige nævnsmedlemmer kan deltage i behandlingen af sagen."
Justitsministeriet meddelte i brev af 19. december 1996 på baggrund af Rigsadvokatens udtalelse, at der næppe var grundlag for at erklære politiklagenævnets to lægmænd inhabile, blot fordi de har haft et professionelt samarbejde med formanden for nævnet. Man lagde herved vægt på, at nævnsformandens tilknytning til lægmændene udelukkende var professionelt. Desuden er nævnets lægmænd i deres stemmeafgivning uafhængige af formanden, og nævnets lægmænd er i øvrigt som medlemmer ligestillede med formanden, og der eksisterer ikke noget over/underordnelsesforhold i til formanden. Justitsministeriet tilsluttede sig endvidere Rigsadvokatens opfattelse af, at formandssuppleanten i den konkrete sag burde erstatte nævnsformanden, mens de øvrige medlemmer kunne deltage i behandlingen af sagen.
Eksempel 1
Nævnsformand erklærede sig inhabil ved behandling af sag,
hvor han havde været beskikket forsvarer for en medtiltalt i sagen mod klageren
SA4-99-46-0017 og K 450/99
Statsadvokaten fandt ikke anledning til at indlede undersøgelse af klage over
politiets adfærd i forbindelse med en anholdelse og detentionsanbringelse, idet
klagen i al væsentlighed drejede sig om politiets dispositioner. En klager
gjorde over for Rigsadvokaten blandt andet gældende, at nævnsformanden var
inhabil ved behandlingen af sagen, idet han havde været beskikket forsvarer for
en person, der var medtiltalt i sagen mod klageren. Rigsadvokaten tiltrådte
statsadvokatens afgørelse og oplyste, at det fremgik af sagen, at den i
politiklagenævnet var behandlet under medvirken af formandens suppleant, fordi
formanden havde erklæret sig inhabil.
Beretning 1999, side 89.
Eksempel 2
Politiklagenævnsformands udtalelse i delberetningen for
2000 om antallet af klager over en bestemt politiassistent medførte ikke
inhabilitet
SA2-2001-49-0760 og K 799/2001
Formanden for et politiklagenævn havde i sin delberetning af Rigsadvokatens beretning for 2000 om behandling af klager over politiet udtalt sig om antallet og indholdet af klager over en bestemt politiassistent. Politiklagenævnet havde herunder anført, at der burde være mulighed for, at en sådan politiassistent skulle gennemgå et kursus i, hvordan man tiltaler borgerne.
Rigsadvokaten fandt ikke, at udtalelsen kunne føre til, at formanden for
politiklagenævnet måtte anses for inhabil ved behandlingen af klager over
politiassistenten, jf. forvaltningslovens § 3.
Beretning 2001, side 86.
Rigspolitichefen har i Kundgørelse I nr. 38 af 6. juli 1988 fastsat følgende regler om inhabilitet for ansatte i politiet. Punkt 1 i kundgørelsen svarer til forvaltningslovens § 3:
"1. En ansat i politiet er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
2. Foreligger eller indtræder en af de under pkt. 1 beskrevne situationer foretages uopsættelig sagsbehandling, hvorefter sagsbehandleren omgående indberetter forholdet til politimesteren, i København til Politidirektøren, som herefter træffer afgørelse om habilitetsspørgsmålet.
3. Såfremt der opstår en inhabilitetssituation for en politimester eller for Politidirektøren i København, gælder følgende:
Spørgsmålet om inhabilitet er endvidere behandlet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2002 om forelæggelsesregler og kompetenceregler mv., afsnit I, side 2.
EKSEMPLER PÅ INHABILITET
Eksempel 1
Politimester inhabil i straffesag vedrørende overtrædelse
af polititilhold mod henvendelser til politistationen
U 1996.1104
Ø
En politimester havde meddelt en person advarsel mod at trænge sig ind på politistationen ved telefoniske henvendelser. Den pågældende overtrådte dette tilhold og blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 265. Vedkommende blev frifundet, da advarslen fandtes at være ugyldig på grund af inhabilitet, idet politimesteren fandtes at have haft en sådan interesse i udfaldet af sagen vedrørende meddelelse af advarslen, at afgørelsen ikke burde være truffet af politimesteren.
Eksempel 2
Politiassistent inhabil ved behandlingen af sag, hvor han
var anmelder og forurettet
SA2-99-329-0027 og K 400/99
En politiassistent foretog opslag i Kriminalregisteret og Indexregisteret på
sin tidligere samlever, ligesom han i forbindelse med sin egen anmeldelse om
vold mod en af samleverens bekendte foretog opslag i Kriminalregisteret
vedrørende den bekendte. Rigsadvokaten fandt ikke, at opslaget i
Kriminalregisteret vedrørende den bekendte var strafbart, men kritiserede, at
politiassistenten havde deltaget i behandlingen af voldssagen, når han selv var
anmelder og forurettet.
Beretning 1999, side 91.
Eksempel 3
Politiassistenten inhabil i en sag, hvor han selv var
impliceret
SA5-99-44-0187
En politiassistent, der ikke var i tjeneste, flyttede ved sin private bopæl en efter hans opfattelse ulovligt parkeret bil, der spærrede for hans indkørsel. Han anmeldte telefonisk bilens ejer for overtrædelse af færdselsloven. Politiassistenten udfærdigede næste dag selv rapport om overtrædelsen af færdselsloven.
Politimesteren tilkendegav i forbindelse med sagen, at politiassistenten ikke
måtte optage rapport i en sag, hvor han selv var impliceret.
Beretning 1999,
side 91.
Eksempel 4
Politiassistent inhabil i sag, hvor han var
forurettet
SA2-1999-44-0290 og K 675/00
Rigsadvokaten fandt, at politiassistenten som forurettet i en færdselssag
havde været inhabil, og at han derfor ikke burde have medvirket ved behandlingen
af sagen bort set fra, hvad der må betragtes som uopsættelige
efterforskningsskridt mv. i umiddelbar tilknytning til selve
episoden.
Beretning 2000, side 95.
Eksempel 5
Motorcykelbetjent inhabil i sag, hvor han var
forurettet
SA2-99-44-0349
En motorcykelbetjent standsede en bilist for ikke at have afpasset afstanden
til betjentens motorcykel. Statsadvokaten tilkendegav i den forbindelse, at
betjenten havde været inhabil, da han udfærdigede bødeforlægget, og at han alene
burde have sikret sig bilistens generalier og derefter overladt sagens videre
behandling til andre.
Beretning 2000, side 96.
Eksempel 6
Politiassistent inhabil ved behandling af sag, hvor han
selv var part
SA2-2000-44-0392 og K 781/2001
Politiassistent, der deltog i efterforskningen af en færdselssag, hvor han
selv var part, blev fundet inhabil ved behandlingen af sagen, udover hvad der
måtte anses for uopsættelige efterforskningsskridt og lignende i umiddelbar
tilknytning til selve episoden.
Beretning 2001, side 88.
Eksempel 7
Politiassistent inhabil ved behandling af anmeldelse
indgivet af ham selv på vegne et jagtkonsortium
SA5-2000-321-0223 og
K 735/2001
En politiassistent, der på vegne af et jagtkonsortium ved anmeldelse mod en
person for ulovlig jagt, havde anvendt anmeldelsesrapport og sin
stillingsbetegnelse ved indgivelse af anmeldelse, blev anset for
inhabil.
Beretning 2001, side 89.
IKKE STATUERET INHABILITET
Eksempel Politimester var ikke inhabil ved behandlingen af en straffesag, selvom der ved samme episode blev klaget over polititjenestemænd SA3-2000-321-282 og K 715/2001
Det forhold, at der er indgivet anmeldelse mod eller klage over
polititjenestemænd ved et bestemt politimesterembede, medførte ikke, at
politimesteren som myndighed var inhabil ved behandlingen af en straffesag mod
anmelderen, heller ikke selvom anmeldelsen mod eller klagen over
polititjenestemændene og straffesagen mod anmelderen udsprang af den samme
episode.
Beretning 2001, side 90.
I dette afsnit beskrives faktorer, der har en væsentlig betydning for den samlede sagsbehandlingstid, med henvisning til eksempler herpå.
En af de faktorer, der kan have indflydelse på sagsbehandlingstiden, er de personalemæssige ressourcer, der står til rådighed for statsadvokaten, når denne foretager undersøgelsen. Det personalemæssige spørgsmål blev nærmere beskrevet i beretningen for 1996, side 42 f.
Flere faktorer har imidlertid en væsentlig betydning for den samlede tid, som en undersøgelse eller efterforskning varer ("sagsbehandlingstiden").
Eksempel
Ikke grundlag for kritik af statsadvokatens
sagsbehandlingstid
SA1-00-321-993 og K 940/2002
En advokat klagede over sagsbehandlingstiden hos statsadvokaten i en politiklagenævnssag vedrørende en anmeldelse af hans klient, en politiassistent A, for vold begået den 4. august 2000 under en afhøring overfor en person P. Advokaten fandt det uacceptabelt, at sagen havde verseret i 1 år og 9 måneder, og navnlig at hans klient havde været sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244 i 9 måneder.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at udtale kritik af den tid, der medgik til statsadvokatens behandling af sagen.
Rigsadvokaten lagde ved sin afgørelse vægt på, at sagen ikke blev sat i bero på statsadvokatens foranledning bortset fra den periode, hvor statsadvokaten afventede udfaldet af straffesagen mod klageren. Rigsadvokaten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens skøn vedrørende prioriteringen af politiklagenævnssagen og straffesagen mod A, der var berammet til domsforhandling ca. 2 måneder efter, at statsadvokaten havde modtaget anmeldelsen mod politiassistenten. Rigsadvokaten bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at A ikke ønskede at afgive forklaring i retsmødet den 23. januar 2002, var medvirkende årsag til, at sagen blev udsat, hvorefter der først blev afsagt dom den 29. juni 2001.
Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at det ikke skyldtes statsadvokatens forhold, at der - efter der var rejst sigtelse mod A - medgik ca. 6 måneder til tilvejebringelsen af yderligere oplysninger og forelæggelse for Retslægerådet, samt at sagen derudover beroede hos politiklagenævnet i ca. 21⁄2 måned med henblik på nævnets udtalelse i sagen.
Beretning 2002, side 240.
Ingen har pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten. Det fremgår af retsplejelovens § 1019 d og § 1020 g, jf. § 750. Ønsker sagens parter eller vidner ikke at afgive forklaring til statsadvokaten, kan denne beslutte, at forklaring skal afgives i retten. Der vil som udgangspunkt blive beskikket en advokat for både den forurettede og polititjenestemanden (indklagede/anmeldte). Disse forhold kan - afhængig af rettens berammelsestider - bevirke, at sagsbehandlingstiden bliver forlænget. Det tilsvarende gælder, hvis et retsmøde må udsættes, f.eks. på grund af sygdom eller lignende.
Der henvises som eksempel herpå til beretning 2000, side 98 og beretning 1999, side 93.
Parterne i en politiklagenævnssag har i vid udstrækning mulighed for at få beskikket en advokat. Som udgangspunkt kan vedkommende selv vælge den advokat, som han ønsker beskikket. Sagsbehandlingstiden kan derfor påvirkes af, hvornår der bliver beskikket en advokat samt den beskikkede advokats mulighed for at deltage i afhøringerne.
Der henvises som eksempel herpå til beretning 2000, side 98 og beretning 1999, side 93.
Det kan under behandlingen af en sag være nødvendigt at forelægge denne eller dele af denne for eksterne myndigheder og sagkyndige, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Dette kan i visse situationer forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt.
Der henvises som eksempel herpå til beretning 2000, side 99 og beretning 1999, side 94.
Statsadvokaten indkalder skriftligt klager og vidner til afhøring. Møder den indkaldte - med eller uden lovligt forfald - ikke op til afhøring, vil den pågældende i almindelighed på ny blive indkaldt til afhøring. Dette forhold forlænger sagsbehandlingstiden.
Der henvises som eksempel herpå til beretning 2000, side 99 og beretning 1999, side 94.
En klagesag kan udspringe af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhedsforløb. Hvis statsadvokaten finder det hensigtsmæssigt, kan behandlingen af klagesagen sættes i bero og vente på afgørelsen af den verserende straffesag. Dette kan medføre en markant forlængelse af sagsbehandlingstiden. Der henvises herom til afsnit 3.5.3. om prioriteringen af straffesager og klagesager.
Der henvises som eksempel herpå til beretning 2000, side 100 og beretning 1999, side 95.
Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelser og efterforskning.
Der henvises som eksempel herpå til beretning 2000, side 101 og beretning 1999, side 95.
I nogle tilfælde udspringer en klagesag af en episode, som fører til en straffesag mod klageren. Begge sager vil derfor ofte vedrøre samme begivenhed. Dette kan give anledning til overvejelser om, hvilken sag, der bør behandles først. Sættes klagesagen i bero betyder det, at polititjenestemanden ikke har vidnepligt i sagen mod klageren, ligesom forklaringen ikke afgives under det sædvanlige vidneansvar.
Problemstillingen er omtalt mere generelt i afsnit 7.5. i beretningen for 1997. Rigsadvokaten udtalte her, at statsadvokaterne bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en verserende straffesag.
Det kan dog i visse sager være indlysende, at en klage kan afvises forlods. Det er i mange sager næppe nødvendigt at afvente ankebehandlingen af straffesagen mod klager, førend klagesagen behandles.
Verserer der en straffesag mod klageren, som åbner mulighed for, at den indklagede polititjenestemand skal afgive forklaring, bør denne så vidt muligt underrettes om klagen, inden straffesagen behandles.
Stilles behandlingen af en politiklagenævnssag i bero på udfaldet af en straffesag, kan de vidneforklaringer, som er afgivet indenretligt, anvendes ved behandlingen af klagesagen. Det er imidlertid ofte nødvendigt at foretage supplerende afhøringer til brug for klagesagen, da denne typisk har et andet fokus end den sideløbende straffesag. De forklaringer, der er afgivet under straffesagens behandling i retten, er ofte ikke fuldt dækkende med hensyn til beskrivelsen af det forhold, der er klaget over, og det er derfor nødvendigt at foretage supplerende afhøringer inden klagesagen afgøres.
Eksempel 1
Klager frifundet, da politiassistent ikke ønskede at udtale
sig på grund af verserende klagesag
SA1-99-44-0336 og K
627/99
En klager blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121, da en
politiassistent ikke ønskede at udtale sig på grund af en verserende
klagesag.
Beretning 1999, side 67f under j.nr. K 483/99 og beretning
2000, side 87.
Eksempel 2
Berostillelse af anmeldelse mod vicepolitimester på udfald
af straffesag mod anmelder
SA3-99-322-0017 og K 448/99
A indgav anmeldelse mod vicepolitimesteren for at lyve. Da den rapportoptagende polititjenestemand var indkaldt som vidne i straffesagen mod A, besluttede statsadvokaten at lade behandlingen af anmeldelsen mod vicepolitimesteren afvente udfaldet af straffesagen mod A.
Rigsadvokaten tiltrådte afgørelsen.
Beretning 1999, side
82.
Eksempel 3
Klager frifundet, da politiassistent ikke ønskede at udtale
sig på grund af verserende klagesag
SA3-98-44-0153
Klager frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, da to
politiassistenter ikke ønskede at udtale sig på grund af en verserende
klagesag.
Beretning 1999, side 83.
Eksempel 4
Udsættelse af behandling af klagesag
SA2-00-44-0408 og K 660/00
Rigsadvokaten fandt ikke, i forbindelse med en klage over politiets
magtanvendelse ved en anholdelse, grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens
skøn over, hvorledes behandlingen af klagesagen og straffesagen mest
hensigtsmæssigt skulle koordineres, og tiltrådte statsadvokatens afgørelse om at
udsætte behandlingen af klagesagen.
Beretning 2000, side 87.
Eksempel 5
Berosættelse af politiklagenævnssag på dom mod tiltalt
politiassistent
SA1-00-321-0908 og K 742/2001
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at statsadvokaten havde
ladet afgørelsen om, hvorvidt der var grundlag for at rejse sigtelse mod tre
anmeldte politiassistenter for strafbart forhold i relation til et af sagens
forhold, afvente landsrettens dom i en sag mod en i samme forbindelse tiltalt
politiassistent.
Beretning 2000, side 133 og beretning 2001, side
76.
Eksempel 6
Ikke ombudsmandskritik af afgørelse om at sætte
politiklagenævnssag i bero
SA2-1999-44-0364 og K 559/2000. FOB
2001.147
I anledning af en klage fra Politiforbundet i Danmark til Folketingets
Ombudsmand over statsadvokaternes prioritering i forholdet mellem
politiklagenævnssager og straffesager i almindelighed, og en klage fra de
indklagede politiassistenter over berostillelsen i den konkrete sag, fandt
ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om at sætte behandlingen
af politiklagenævnssagen i bero. Ombudsmanden fandt under henvisning til
Rigsadvokatens udtalelse om, at der ikke havde været fuldt tilstrækkeligt
grundlag for tillige at afvente ankesagen, ikke grundlag for at udtale sig
herom. Ombudsmanden fandt, at det havde været bedst stemmende med god
forvaltningsskik, om statsadvokaten havde angivet en begrundelse for sin
beslutning om berosættelse over for sagens parter.
Beretning 2001, side
74.
Eksempel 7
Ikke grundlag for genoptagelse af undersøgelse fire år
efter anholdelse
SA1-1997-321-282 og K 727/2001
En advokat klagede over, at statsadvokaten havde indstillet efterforskningen i en sag om vold mod hans klient A i forbindelse med en anholdelse i maj 1997. Advokaten ønskede undersøgelsen genoptaget blandt andet med henblik på afhøring af vidner.
Rigsadvokaten fandt, at der ikke - knap fire år efter anholdelsen - var
grundlag for at genoptage undersøgelsen med afhøring af vidner.
Rigsadvokaten tilsluttede sig statsadvokatens beklagelse af den meget lange
sagsbehandlingstid.
Beretning 2001, side 95.
Den, der anses for part i sagen, har efter forvaltningsloven en række beføjelser, herunder adgang til aktindsigt og partshøring under sagens behandling. Endvidere har parten efter forvaltningslovens § 22, krav på en begrundelse for sagens afgørelse. Endelig har en part efter forvaltningslovens § 25, krav på klagevejledning, hvis afgørelsen kan påklages.
Retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c, indeholder ingen vejledning om, hvem der må anses for part i en politiklagenævnssag. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 1019 h, vedrørende adfærdsklagesager og retsplejelovens § 102 og § 724, der gælder for behandlingen af straffesager, jf. § 1020 g, at spørgsmålet skal afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.
Den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse, anses som part efter forvaltningsretten.
Ved afgørelsen af om en person er part i en sag, lægges der navnlig vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagen.
I adfærdsklagesager er det klageren og den indklagede polititjenestemand, der er parter.
I straffesager vil en sigtet eller tiltalt polititjenestemand altid være part. Hvis polititjenestemanden alene er mistænkt for et strafbart forhold, må det afgøres efter en konkret vurdering, om han kan anses som part.
Anmeldere og vidner mv. vil almindeligvis ikke kunne anses for parter i en straffesag, medmindre de pågældende helt undtagelsesvis har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens afgørelse.
Forurettede antages efter anklagemyndighedens praksis i en del tilfælde at have en sådan rimelig interesse i sagens udfald, at de efter en konkret vurdering har partsstatus, også selv om de ikke udtrykkeligt gør et erstatningskrav gældende.
I sager, hvor den forurettede er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, jf. retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, og denne dermed er ude af stand til at handle selv, vil en ægtefælle eller en samlever i et længerevarende samlivsforhold eller (voksne) børn som nære pårørende som udgangspunkt betragtes som parter.
I andre situationer må det efter en konkret vurdering afgøres, om et familiemedlem eller anden nærtstående faktisk har haft en så nær tilknytning til den forurettede, at vedkommende bør gives partsstatus.
Eksempel
Ikke part i sag vedrørende politiassistents mulige
hastighedsovertrædelse under transport til retsmøde
SA3-2002-321-0004
og K 931/2002
En advokat anmeldte en polititjenestemand for hastighedsovertrædelse i forbindelse med transport af advokatens klient K fra arresten i Roskilde til Odense.
Rigsadvokaten fandt ikke, at K var klageberettiget, idet han ikke havde en
sådan væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens udfald, at han
kunne anses for part i sagen.
Beretning 2002, side 237.
Det følger af forvaltningslovens § 8, at den, der er part i en sag, kan bemyndige en anden til at repræsentere sig og udøve partsbeføjelser på sine vegne.
Bemyndigelsen kan ske ved, at parten giver en egentlig fuldmagt til partsrepræsentanten. Er fuldmagten skriftlig, eller fremgår det i øvrigt af sagen, at den pågældende part er indforstået med at blive repræsenteret af den pågældende, må dette i almindelighed være tilstrækkeligt.
Advokater må antages uden videre, det vil sige uden at dokumentere en formel fuldmagt, at repræsentere en part, hvis advokaten henvender sig på partens vegne.
Interesseorganisationer eller lignende foreninger kan i almindelighed ikke anses for partsrepræsentanter, uden at der foreligger et fuldmagtsforhold, eller det i henvendelsen oplyses, at det sker efter anmodning fra den pågældende.
Adgangen til aktindsigt for sagens parter reguleres af reglerne i forvaltningsloven. For andre end sagens parter finder reglerne i offentlighedsloven anvendelse.
Sagens parter har efter reglerne i forvaltningsloven som udgangspunkt fuld adgang til aktindsigt i dokumenterne i en adfærdsklagesag. I straffesager, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, vil sagens parter som udgangspunkt ikke have adgang til aktindsigt i straffesagens dokumenter, mens sagen verserer, og ofte heller ikke når den er afsluttet. Dette følger af forvaltningslovens § 18.
Andre end sagens parter har adgang til aktindsigt i det omfang, der følger af reglerne i offentlighedsloven. Der er ikke adgang til aktindsigt i straffesager. Det fremgår af offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. En ændring af offentlighedsloven, der trådte i kraft den 15. maj 1998, har begrænset retten til aktindsigt i offentligt ansattes personalesager. Dette medfører, at der som udgangspunkt ikke længere er ret til aktindsigt i adfærdsklagesager.
Journalister mv. har efter retsplejelovens § 41 a, stk. 1, og stk. 4, en udvidet adgang til aktindsigt i straffesager, der er indbragt for domstolene. De pågældende har således efter bestemmelsen mulighed for på rettens kontor at gennemse og få udleveret anklageskrift eller retsmødebegæring. Når sagen er endt, har de endvidere adgang til dom- og retsbog. Efter § 41 a, stk. 5, kan gennemsyn eller udlevering dog nægtes, hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig måde, jf. § 41, stk. 2.
Kompetencen til at træffe afgørelse om aktindsigt i sager vedrørende klager over polititjenestemænd er beskrevet i Justitsministeriets notits af 3. oktober 1996 om aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven i klagesager over polititjenestemænd, der behandles af statsadvokaterne og politiklagenævnene. Notitsen er medtaget som bilag 11.
Offentlighedsloven gælder efter § 2, stk. 1, ikke for sager inden for strafferetsplejen. Det vil sige, at der ikke er adgang til sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 c, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Ved lov nr. 276 af 13. maj 1998 om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen (aktindsigt i personalesager), er der som nævnt ovenfor gennemført yderligere begrænsninger i retten til aktindsigt i offentligt ansattes personalesager.
Foruden sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, gælder loven som udgangspunkt heller ikke for andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste. Det fremgår af lovens § 2, stk. 2, 2. pkt.
Sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d, om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager), er undtaget fra lovens område. Det er i den forbindelse uden betydning, om anmodningen om aktindsigt fremsættes over for ansættelsesmyndigheden, eller om der i stedet anmodes om aktindsigt i den sag, der er oprettet hos statsadvokaten eller politiklagenævnet. Udtrykket "ansættelsesforhold" i den foreslåede bestemmelse skal således forstås i vid forstand. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 2, stk. 2, 2. pkt.
Efter § 2, stk. 3, 2. pkt., gælder offentlighedsloven dog for så vidt angår ansatte i chefstillinger for oplysninger om disciplinære reaktioner i form af advarsel eller derover. Det er dog kun oplysninger om selve den disciplinære reaktion, det vil sige ansættelsesmyndighedens skrivelse med den endelige afgørelse i sagen, der er omfattet af offentlighedsloven. Andre dokumenter og oplysninger i sagen er ikke omfattet.
Det betyder, at offentlighedsloven ikke gælder for politiklagenævnssager, uanset om der er tale om en adfærdsklagesag eller en straffesag, og uanset om sagen drejer sig om en ansat i en chefstilling.
Det fremgår af lovens § 16, stk. 3, at myndigheden snarest skal underrette den ansatte om, at der er fremsat anmodning om aktindsigt og hvem der har fremsat anmodningen. Formålet er blandt andet at give den ansatte lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til brug for myndighedens afgørelse af spørgsmålet om aktindsigt.
Forvaltningsloven gælder efter § 1, for alle dele af den offentlige forvaltning. Efter § 2, stk. 1, gælder loven for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
I politiklagenævnssager er politimesteren(Politidirektøren), statsadvokaten, Rigsadvokaten, politiklagenævnet og Rigspolitichefen selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til hinanden. Det betyder blandt andet, at de dokumenter, der udveksles mellem disse myndigheder, ikke kan betragtes som interne arbejdsdokumenter og derfor som udgangspunkt vil være omfattet af adgangen til aktindsigt.
Forvaltningslovens regler om aktindsigt gælder ikke for sager om strafferetlig forfølgning, jf. § 9, stk. 3, og dermed heller ikke i sager, der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Har dokumenterne i en sag været fremlagt i retten, f.eks. i forbindelse en indenretlig afhøring eller domsforhandling, skal afgørelsen om aktindsigt træffes efter principperne i retsplejelovens § 41, stk. 1 og 2. Det følger af Højesterets kendelse i U 1999.1729 H.
Forvaltningslovens regler om aktindsigt finder fuldt ud anvendelse på klager over politipersonales adfærd (adfærdsklager), der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 b.
Det kan give anledning til tvivl, hvornår der i relation til forvaltningsloven er tale om en straffesag eller adfærdsklagesag.
Efter retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, sluttes behandlingen af en adfærdsklagesag, hvis der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede, eller hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag. I disse tilfælde overgår sagen til straffesagsbehandling efter kapitel 93 c, og vil fra dette tidspunkt være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 9, stk. 3.
Efter § 1019 i, stk. 2, 2. pkt., skal behandlingen af en adfærdsklagesag genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom. Genoptages en adfærdsklagesag efter denne bestemmelse, vil der på ny være adgang til aktindsigt i sagens akter. Det samme gælder, hvis statsadvokaten i forbindelse med en indstilling af efterforskningen eller påtaleopgivelse i en straffesag tager stilling til polititjenestemandens adfærd.
Der henvises til beretningen for 1999, side 110f., SA6-1998-44-0154 og K 332/98 omtalt i beretningen for 1998, side 77.
Adgangen til aktindsigt omfatter som udgangspunkt samtlige af adfærdssagens akter, herunder blandt andet statsadvokatens sagsfremstilling til indklagede samt korrespondancen med politiklagenævnet, jf. forvaltningslovens § 10.
Indgår der i adfærdsklagesagen akter fra en straffesag, enten fordi sagen oprindelig er startet som straffesag, eller fordi der f.eks. er indgivet klage over politiets magtanvendelse i forbindelse med en anholdelse, vil sådanne akter som nævnt være omfattet af adgangen til aktindsigt.
Der vil dog efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, være mulighed for at begrænse partens adgang til aktindsigt i adfærdsklagesager, hvis hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, begrunder dette. Afvejningen skal foretages for hvert enkelt dokument i sagen, og parten bør i almindelighed gøres bekendt med, at visse oplysninger er tilbageholdt, jf. § 15, stk. 2.
Imødekommes en begæring om aktindsigt under sagens behandling, skal der efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, almindeligvis ske udsættelse af sagen, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt akterne.
Eksempel 1
Afgørelse om aktindsigt i dokumenter, der har været
fremlagt under en straffesag, skal træffes efter principperne i retsplejelovens
§ 41, stk. 1 og 2 U 1999.1729 H
Anklagemyndighedens afgørelse om aktindsigt i dokumenter, der har været fremlagt under en straffesag, skal træffes efter principperne i retsplejelovens § 41, stk. 1 og 2.
Beretning 1999, side 110f og beretning 2001, side 97.
Eksempel 2
Journalist havde ikke krav på aktindsigt i en straffesag
mod polititjenestemand
SA4-99-321-0209 og K 549/00
I en sag om politiets eftersættelse af en bil på motorvejen, der var endt med, at føreren af bilen forulykkede og afgik ved døden, anmodede en journalist fra en tv-station om aktindsigt i Rigsadvokatens afgørelse og sagens øvrige dokumenter.
Da straffesager mod politipersonale ikke er omfattet af offentlighedsloven, jf. lovens § 2, stk. 1, og da det alene er parter i en afsluttet straffesag, der kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter, jf. forvaltningslovens § 18, stk. 1, jf. § 9, stk. 3, fandt Rigsadvokaten ikke, at journalisten havde krav på aktindsigt i sagen. Rigsadvokaten fandt dog efter princippet om meroffentlighed, at der kunne meddeles journalisten aktindsigt i Rigsadvokatens afgørelse i anonymiseret form.
Justitsministeriet tiltrådte Rigsadvokatens afgørelse.
Beretning 2000,
side 106.
Eksempel 3
Ikke aktindsigt i statsadvokatens redegørelse og
politiklagenævnets udtalelse
SA5-99-322-0010 og K 488/99
Rigsadvokaten lagde vægt på, at statsadvokatens redegørelse indeholder overvejelser vedrørende den indgivne anmeldelse mod de ovennævnte polititjenestemænd, jf. retsplejelovens § 1021 d. Redegørelsen til politiklagenævnet indeholder derimod ikke faktiske oplysninger, der ikke fremgår af de øvrige dokumenter i sagen. Heller ikke udtalelsen fra politiklagenævnet indeholder oplysninger om de foretagne undersøgelser i sagen.
Rigsadvokaten fandt herefter ikke at redegørelsen og nævnets udtalelse er
materiale, der kan anses for omfattet af retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 2.
pkt., jf. § 1020 e, stk. 2.
Beretning 2000, side 107.
Eksempel 4
Ikke aktindsigt under straffesagsbehandling i dele af
statsadvokatens redegørelse
SA5-00-321-0176 og K 526/00
Rigsadvokaten tiltrådte, at de omhandlede afsnit i redegørelsen ikke var udleveret og tilføjede, at afsnittene indeholdt statsadvokatens overvejelser om bevisvurdering og afgørende retsspørgsmål vedrørende de tiltalte, men ikke faktiske oplysninger, som ikke fremgik af de øvrige dokumenter i sagen. Rigsadvokaten anførte endvidere, at formålet med at overvejelserne indgår i redegørelsen, alene er, at politiklagenævnet skal have mulighed for at udtale sig om spørgsmålet om tiltalerejsning, jf. retsplejelovens § 1021 e, stk. 1.
Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at de nævnte afsnit i redegørelsen
alene indeholdt foreløbige overvejelser vedrørende vurderingen af beviserne mv.,
og at der i forbindelse med straffesagen under domsforhandlingen af
anklagemyndigheden ville blive redegjort for anklagemyndighedens synspunkter
vedrørende disse spørgsmål, herunder også i lyset af de oplysninger, der kom
frem under domsforhandlingen.
Beretning 2000, side 92, side 109 og side
169.
Eksempel 5
Aktindsigt efter forvaltningslovens § 18 i afsluttet
straffesag
SA1-98-321-0296 og K 606/00
Rigsadvokaten fandt ikke, at en advokat i en afsluttet straffesag havde krav
på materialet efter retsplejelovens § 1020 e, stk. 2, jf. § 741 c, men fandt, at
spørgsmålet om aktindsigt skulle vurderes efter forvaltningslovens § 18, da
straffesagen var afsluttet. Rigsadvokaten imødekom herefter
anmodningen.
Beretning 2000, side 110.
Forvaltningslovens § 19 har følgende ordlyd:
§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
Stk. 3. ...
Bestemmelsen har til formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Partshøring sker på initiativ fra myndigheden, der i hver enkelt sag skal vurdere, om der er grundlag for at foretage partshøring.
Henvisningen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, nr. 4, betyder, at forvaltningslovens regler om partshøring ikke gælder for sager om strafferetlig forfølgning, jf. § 9, stk. 3, og dermed heller ikke i sager der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, herunder sager, der efterforskes i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Er der derimod tale om en adfærdsklagesag, finder reglerne om partshøring fuldt ud anvendelse.
Spørgsmålet om, hvornår en sag i relation til forvaltningslovens § 9, stk. 3, skal betragtes som en sag om strafferetlig forfølgning er nærmere behandlet ovenfor under pkt. 3.5.6.
Folketingets Ombudsmand har i en konkret sag taget stilling til, hvornår pligten til partshøring indtræder i tilfælde, hvor statsadvokaten indstiller en strafferetlig forfølgning mod en polititjenestemand, men samtidig udtaler kritik af den pågældendes adfærd:
Eksempel
Ikke partshøring af advokat forud for beslutning om
opgivelse af tiltale
SA6-1998-44-0154 og K 332/98
En politiassistents advokat indbragte en sagen for Rigsadvokaten og gjorde i den forbindelse gældende, at hans klient ikke var partshørt over en genafhøring af en kvinde. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om at indstille efterforskningen og udtalte, at forvaltningslovens regler om partshøring ikke fandt anvendelse, da sagen var behandlet efter retsplejelovens kapitel 93 c.
Sagen blev indbragt for Folketinget Ombudsmand, der ikke fandt grundlag for at kritisere, at statsadvokaten ikke partshørte advokaten i det tidsrum, da sagen blev behandlet som potentiel straffesag. Han udtalte endvidere: "Fra det tidspunkt da statsadvokaten traf beslutning om at opgive den strafferetlige forfølgning, men fastholdt at ville udtale kritik af Deres klients adfærd, ændrede sagen karakter bl.a. således at partshøringsforpligtelsen efter den overfor gengivne bestemmelse i forvaltningslovens § 19 indtrådte.
Rigsadvokaten har ..... henvist til, at der var tale om en potentiel straffelovsovertrædelse og at forvaltningslovens regler om partshøring ikke gælder i sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 9, stk. 3.
Jeg går ud fra at Rigsadvokaten med dette alene sigter til tiden forud for beslutningen om at opgive påtale."
Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at den omhandlede genafhøring af kvinden indeholdt nye oplysninger om faktiske forhold og foretog sig derfor ikke videre vedrørende partshøringsspørgsmålet.
Afgørelsen illustrerer, at statsadvokaten skal tage stilling til, hvorvidt
der er grundlag for at foretage partshøring i straffesager, hvor forfølgningen
opgives, men hvor der samtidig udtales kritik af adfærden.
Beretning 1998,
side 77.
Forpligtelsen til at partshøre gælder i relation til sagens parter, det vil sige klageren og den indklagede polititjenestemand. Retsplejelovens § 1019 b, foreskriver partshøring overfor den indklagede i sagens indledende fase. Den indklagede skal efter denne bestemmelse have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig over fremstillingen. Forvaltningslovens regler om partshøring supplerer retsplejeloven, og fremkommer der efter sagsfremstillingen nye faktiske oplysninger, som er til ugunst for indklagede og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, skal indklagede høres over sådanne oplysninger. Der er ikke i retsplejeloven foreskrevet nogen partshøringsforpligtelse i relation til klageren, og her gælder forvaltningslovens almindelige regler.
Da der stilles krav om, at oplysningerne skal være til ugunst for den pågældende part, vil de oplysninger, der kan give anledning til partshøring af indklagede og klageren ofte ikke være sammenfaldende.
Efter forvaltningslovens § 19, skal der kun foretages partshøring over oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder. Det afgørende er, om oplysningen er af en sådan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed over sagens faktiske omstændigheder. I politiklagenævnssager vil det typisk være politirapporter fra den underliggende straffesag, f.eks. vedrørende anholdelsen af klager, notitser fra eller rapporter med afhøring af den indklagede eller andre, der kan give anledning til at partshøre klageren, mens det for så vidt angår indklagede omvendt ofte vil være oplysninger fra klager og eventuelle andre, som er fremkommet efter sagsfremstillingen.
Det er endvidere en betingelse, at parten ikke er bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af oplysningerne og vil benytte disse. Det er i den forbindelse uden betydning, om parten kender de pågældende oplysninger, når blot der er en vis formodning for, at parten ikke ved, at oplysningerne vil indgå i sagens afgørelse. Det er endelig en betingelse, at oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Hvis betingelserne for partshøring er opfyldt, må statsadvokaten ikke træffe afgørelse, før parten er gjort bekendt med oplysningerne og har fået lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
Justitsministeriet har som omtalt i beretningen for 2001, side 105 i anledning af en konkret politiklagenævnssag meddelt, at det efter ministeriets opfattelse i almindelighed må være et naturligt led i sagsbehandlingen af adfærdsklager, at vedkommende statsadvokat eller Rigsadvokaten underretter sagens øvrige parter om, at afgørelsen er påklaget, således at parterne ikke fejlagtigt - i forlængelse af klagefristens udløb - indstiller sig på den påklagede afgørelse, og således at parterne samtidig - også uden for de tilfælde, hvor en partshøring følger direkte af forvaltningslovens § 19 - får lejlighed til, over for klageinstansen, at fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger til sagen.
En sådan underretning vil efter Justitsministeriets opfattelse endvidere være en nødvendig forudsætning for, at parten under behandlingen af klagesagen har mulighed for at udnytte sine almindelige forvaltningsretlige partsbeføjelser. På denne baggrund anmodede Rigsad- vokaten statsadvokaterne om fremover at foretage den nødvendige underretning af sagens øvrige parter, når en afgørelse i en adfærdsklagesag påklages.
Eksempel
Ombudsmandskritik af manglende orientering af anmelder om
sagsforløbet og sagsbehandlingstiden
SA1-99-321-715 og
K789/2001
Folketingets Ombudsmand har i 2002 i anledning af en henvendelse fra
anmelderen i en verserende politiklagenævnssag udtalt kritik af statsadvokatens
manglende orientering af anmelderen om sagsforløbet og sagsbehandlingstiden,
herunder manglende opfølgning på tidligere oplysninger om den forventede
sagsbehandlingstid.
Beretning 2001, side 93.
Reglerne om begrundelse fremgår af forvaltningslovens kapitel 6, og indebærer i medfør af lovens § 22, at afgørelser, der er meddelt skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter.
I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Eksempel
Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god
forvaltningsskik, at der angives begrundelse for beslutning over for sagens
parter
SA2-1999-44-0364 og K 559/2000. FOB 2001.147
Folketingets Ombudsmand har i 2001 i anledning af en klage over, at statsadvokaten havde stillet behandlingen af en politiklagenævnssag i bero på udfaldet af straffesagen mod klagerne udtalt følgende:
"Statsadvokaten gav i sit brev af 7. januar 2000 ikke de indklagede politiassistenter nogen begrundelse for sin beslutning. Statsadvokatens begrundelse for berostillelsen ses først at fremgå af statsadvokatens brev af 26. januar 2000 til Politiklagenævnet.
Den begrundelsespligt som følger af reglerne i forvaltningslovens §§ 22-24, gælder for afgørelser vedrørende sagens realitet, dvs. udtalelser der går ud på at fastslå hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. Beslutninger, der træffes som led i selve sagsforberedelsen (procesledende afgørelser), skal efter disse regler som udgangspunkt ikke ledsages af en begrundelse.
Efter min opfattelse bør fortolkningen af forvaltningsloven i almindelighed tage udgangspunkt i, at det skal tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en sådan art at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede til at tilgodese borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedernes beslutningsprocesser.
Jeg har på denne baggrund overvejet om beslutningen om berostillelse i et tilfælde som det foreliggende kan anses for omfattet af lovens afgørelsesbegreb. I en sag som denne hvor der er væsentlige hensyn at tage til de implicerede politifolk, hvor der er udsigt til at berostillelsen vil stå på i længere tid, har sagens parter en klar interesse i at kunne påvirke statsadvokatens beslutningsproces, også i denne fase af politiklagenævnssagens behandling. Forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse ville efter min opfattelse kunne medvirke til at opfylde dette behov, og til generelt at sikre rigtige afgørelser.
Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningsloven finder anvendelse i sådanne tilfælde, men det er min opfattelse at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten havde angivet en begrundelse for sin beslutning over for sagens parter i overensstemmelse med principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24."
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at formulere en egentlig kritik af
statsadvokaten, men anmodede Rigsadvokaten om at gøre statsadvokaterne bekendt
med Ombudsmandens opfattelse. Dette er sket ved Rigsadvokatens skrivelse af 12.
december 2001.
Beretning 2001, side 74 og side 105.
Statsadvokaten afviser en adfærdsklage, hvis undersøgelsen ikke har skaffet oplysninger, der støtter klagen, eller klagen er åbenbart grundløs. Finder statsadvokaten på baggrund af undersøgelsen, at der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold i klagen, vil statsadvokaten i sin afgørelse beklage det passerede over for klageren.
Statsadvokatens beklagelse af, at der er begået individuelle fejl, vil ofte munde ud i en kritik af den indklagede polititjenestemand. Dette behøver imidlertid ikke altid at være tilfældet. Beklagelsen kan også angå fejl af mere generel karakter, som undersøgelsen har afdækket.
Statsadvokaten har endvidere i nogle sager beklaget et hændelsesforløb eller et forhold over for klageren, selvom der ikke har været grundlag for at bebrejde den indklagede polititjenestemand noget. Eksempler på sådanne objektive beklagelser er beskrevet nedenfor. Som anført i Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000, der er medtaget som bilag 14, bør statsadvokaten være tilbageholdende med at beklage et forhold over for klageren, når der intet er at bebrejde politiet.
Endvidere er der tilfælde, hvor statsadvokatens undersøgelse er mundet ud i, at der er udvist kritisabel adfærd eller endog strafbart forhold, men hvor den pågældende polititjenestemand ikke har kunnet identificeres.
Af hensyn til ensartetheden i afgørelserne i adfærdsklagesager, har Rigsadvokaten fundet det hensigtsmæssigt, at statsadvokaterne i praksis anvender det samme ordvalg for at beskrive en given kritisabel adfærd. Dette vil tillige i højere grad give de disciplinære myndigheder mulighed for at gennemskue, med hvilken alvor statsadvokaten har set på forholdet, når der skal foretages en reaktion over for den pågældende polititjenestemand. På den baggrund har Rigsadvokaten i cirkulæreskrivelsen af 30. maj 2000 fastsat retningslinier for, hvilke afgørelser undersøgelsen af en adfærdsklagesag kan munde ud i, og herunder hvilke udtryk der som udgangspunkt bør anvendes ved beskrivelsen af en kritisabel adfærd. I cirkulæreskrivelsen, bilag 13, er fastsat en kritikskala i tre grader, dvs. kritik, alvorlig kritik og meget alvorlig kritik. Hvis statsadvokaten ikke finder tilstrækkeligt eller fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere en adfærd, kan denne karakteriseres som uhensigtsmæssig.
Statsadvokatens afgørelse af en straffesag kan gå ud på at afvise anmeldelsen, indstille efterforskningen, opgive påtale, frafalde eller rejse tiltale. Statsadvokaten skal i forbindelse med tiltalespørgsmålet tillige tage stilling til, om der foreligger kritisabel adfærd, og om sagen skal overgå til behandling som adfærdsklagesag. Det følger af retsplejelovens § 1019 i, stk. 2.
Får klageren helt eller delvist medhold i sin klage, er statsadvokatens reaktionsmuligheder udtømte. Sagen oversendes til de disciplinære myndigheder, der herefter træffer afgørelse om, hvilke konsekvenser statsadvokatens afgørelse skal have.
En kritik kan som anført ovenfor tilkendegives med flere nuancer, og i det følgende gengives eksempler på statsadvokaternes og Rigsadvokatens anvendelse i praksis af de forskellige grader af kritik.
UHENSIGTSMÆSSIG ADFÆRD
En række sager afgøres med en tilkendegivelse om, at et hændelsesforløb eller en handlemåde kunne være håndteret mere hensigtsmæssigt, eller at en polititjenestemand burde have handlet anderledes, end han gjorde, uden at det passerede er så groft, at det giver anledning til en egentlig beklagelse eller kritik.
Eksempel 1
Uhensigtsmæssigt
SA4-99-321-0200
Statsadvokaten fandt, at en vicekriminalkommissærs udtalelser til et ugeblad
om motiv og udførelsesmåde i en drabssag, der ikke var efterforskningsmæssigt
begrundede, måtte anses for uhensigtsmæssige, når de faldt inden straffesagen
havde fundet sin afgørelse, jf. retsplejelovens § 1016 a.
Beretning 2000,
side 113.
Eksempel 2
Uhensigtsmæssigt
SA2-2001-321-0472 og K
767/2001
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af, at en kriminalassistent i
forbindelse med eftersøgning af en person, der var mistænkt for omfattende
bedragerier, forsøgte at signalere over for den eftersøgtes logivært, at denne
burde være varsom i omgangen med eftersøgte. Statsadvokaten fandt det dog
uhensigtsmæssigt, at kriminalassistenten i den forbindelse havde anvendt
udtrykket "platugle" om eftersøgte.
Beretning 2001, side 100 og side
112.
Eksempel 3
Uhensigtsmæssigt
SA3-2001-44-294 og K
794/2001
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at en
landpolitiassistent overfor en person, der nægtede at åbne døren for
politiassistenten, udtalte, at denne skulle lade være med at være et skvat og
åbne døren, så de kunne tale sammen. Statsadvokaten fandt dog, at det havde
været mere hensigtsmæssigt at undlade brug af en tiltaleform, der kunne opfattes
nedladende.
Beretning 2001, side 100 og side 114.
Eksempel 4
Uhensigtsmæssigt
SA1-01-44-0475
Statsadvokaten tilkendegav overfor en politiassistent, at beslutningen om
anholdelse for overtrædelse af politivedtægten af en beruset familiefar klokken
03.00 i hjemmet for øjnene af tre børn var uhensigtsmæssig. Statsadvokaten
fandt, at den politimæssige efterforskning vedrørende overtrædelse af
politivedtægten kunne være foretaget mere hensigtsmæssigt på et andet tidspunkt
og under andre for alle parter mere rimelige omstændigheder.
Beretning 2002,
side 170.
KRITIK
Hvis det passerede er så groft, at der er grundlag for egentlig kritik anvendes i den nederste del af kritikskalaen udtrykket kritisabelt.
Eksempel 1
Kritik
SA1-98-44-0244
Statsadvokaten kritiserede, at en politiassistent havde udtalt: "Er du dum?"
som svar på en bilists spørgsmål om, hvorfor han var blevet standset ved en
hastighedskontrol.
Beretning 2000, side 113 og side 123.
Eksempel 2
Kritisabel
SA2-00-321-0403 og K 682/00
Statsadvokaten og Rigsadvokaten fandt en politiassistents adfærd i
forbindelse med påtale af en færdselsforseelse, hvor han i sin fritid var blevet
påkørt af en anden bilist, for kritisabel.
Beretning 2000, side 65 og
side 114.
Eksempel 3
Kritisabel
SA3-99-321-0302 og K 531/00
Statsadvokaten fandt, at en bevidst påkørsel med patruljebil for at få en
person til at flytte sig var kritisabel, hvilket Rigsadvokaten
tiltrådte.
Beretning 2000, side 114 og side 136.
Eksempel 4
Kritisabelt
SA5-00-321-0189
Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at en kriminalassistent foretog
ransagning hos en mistænkt, selvom retten forudgående havde afsagt kendelse om,
at der ikke var det fornødne mistankegrundlag.
Beretning 2000, side 115 og
side 141.
Eksempel 5
Kritisabelt
SA6-00-44-0263
Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at en politiassistent havde ført
samtaler med en tiltalt i en straffesag om et vidne, der i anden anledning havde
klaget over politiassistenten.
Beretning 2000, side 115 og side 129.
Eksempel 6
Kritik
SA6-00-44-0256
Statsadvokaten fandt ikke, at en politiassistents bemærkning som
"kamelknepper" var berettiget under nogen omstændigheder, og kritiserede
udtalelsen.
Beretning 2000, side 115 og side 129.
Eksempel 7
Kritik
SA6-2001-321-0287 og K 793/2001
Statsadvokaten kritiserede, at en politiassistent, som reaktion på
udtalelsen: "Flyt dig din fede nar", kortvarigt trykkede den anholdtes hoved ned
i asfalten.
Beretning 2001, side 101 og side 110.
Eksempel 8
Kritisabelt
SA5-2000-44-0237 og K
692/2001
Statsadvokaten beklagede, at en politiassistent i en anholdelsesrapport anførte, at anholdte havde stirrende øjne og virkede meget "klam" - nærmest som taget ud af en standardkasse for beskrivelse af blufærdighedskrænkere. Politiklagenævnet påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, idet Politiklagenævnet fandt, at politiassistenten havde handlet kritisabelt.
Rigsadvokaten var enig med nævnet i, at det var kritisabelt, at
politiassistenten havde udtrykt sig som sket, og at denne kritik burde have
været anført udtrykkeligt i statsadvokatens afgørelse.
Beretning 2001, side
101 og side 112.
Eksempel 9
Kritik
SA3-2001-44-291
Statsadvokaten kritiserede, at to politiassistenter under en ordveksling med
en person, der blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, kaldte denne for
"Perletand" og udtalte: "Du skal ikke spille dum".
Beretning 2001, side 101
og side 113.
Eksempel 10
Kritik
SA6-2000-44-0311 og K 827/2001
Statsadvokaten kritiserede, at en politiassistent tog cigaret og cigaretpakke
fra advokat, der overtrådte rygeforbud i retsbygning.
Beretning 2001, side
101 og side 115.
Eksempel 11
Kritik
SA1-98-321-0501 og K 733/2001
Statsadvokaten kritiserede, at reglerne i forskrifterne for Det Centrale
Kriminalregister og i lov om offentlige myndigheders registre om informeret
skriftligt samtykke ikke var blevet fulgt ved indhentelse af samtykke til
forespørgsel i kriminalregisteret.
Beretning 2001, side 102.
Eksempel 12
Kritik
SA3-2001-44-315
Statsadvokaten kritiserede, at indklagede havde brugt kraftudtryk og fandt
anledning til at tilkendegive, at politipersonalet navnlig i forbindelse med
politiforretninger, der involverer den enkelte borger, bør anvende korrekt
sprogbrug også indbyrdes, hvorfor kraftudtryk bør undgås.
Beretning 2002,
side 175.
Eksempel 13
Kritik
SA6-2002-44-0378
Statsadvokaten fandt anvendelsen af udtrykket "hold kæft perker" kritisabelt,
også selvom klageren havde anvendt en sprogbrug, som svarede
hertil.
Beretning 2002, side 176.
Eksempel 14
Kritik
SA3-2002-323-0018
Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at politiassistenten ikke sørgede for
at afslutte politiforretningen, således at P kunne nå færgen.
Beretning 2002,
side 181.
ALVORLIG KRITIK
Er der grundlag for en alvorligere påtale, anvendes udtryk som meget kritisabelt, meget beklageligt eller klart uacceptabel.
Eksempel 1
Meget kritisabelt
SA3-00-44-0230 og K
605/00
Statsadvokaten fandt det meget kritisabelt, at en politiassistent i
forbindelse med en påtale af, at en person af somalisk afstamning på kørebanen
foran indkørslen til politistationen havde tiltalt den pågældende med "sorte
svin".
Beretning 2000, side 116 og side 125.
Eksempel 2
Meget kritisabelt
SA2-2000-321-0427
Statsadvokaten fandt det meget kritisabelt, at det ikke fremgik af sagen, at
et vidne havde haft rettelser og tilføjelser til afhøringsrapporten. Vidnet
havde fået telefaxet en foreløbig politirapport udarbejdet på baggrund af
notater optaget i forbindelse med afhøringen, og vidnets rettelser og
tilføjelser blev indarbejdet i den endelige rapport.
Beretning 2001, side 102
og side 131.
MEGET ALVORLIG KRITIK
Den skarpeste kritik har været formuleret med vendinger som utilbørlig og yderst/særdeles kritisabelt.
Eksempel 1
Stærkt kritisabel
SA2-99-321-0323 og
SA2-99-321-334 og K 463/99
Statsadvokaten fandt to politiassistenters adfærd for stærkt kritisabel. De
havde en nat kontaktet to unge piger og kørt dem hjem, selvom de undervejs havde
modtaget et opkald fra vagthavende om en selvmordstruet person ved togstationen.
Den følgende aften opsøgte politiassistenterne under en privat fest igen
pigerne. Under transporten i patruljebilen, fik pigerne blandt andet frivilligt
håndjern på, ligesom de fik lov til at holde tjenestevåben.
Beretning 2000,
side 81, side 116 og side 144.
Eksempel 2
Yderst kritisabelt
SA2-2000-321-0427
Statsadvokaten fandt, at det var yderst kritisabelt, at en
vicekriminalkommissær i en rapport vedrørende afhøring at et vidne, på en måde,
der kun kunne misforstås, gav udtryk for sin egen subjektive vurdering af
vidnets forklaring. I politirapporten stod anført: "vidnet husker ikke alle
detaljer fra dette møde, men fremførte med sikkerhed, at ...". Ordene "med
sikkerhed" eller tilsvarende var ikke anvendt af vidnet, men alene udtryk for
vicekriminalkommissærens subjektive vurdering af vidnets
forklaring.
Beretning 2001, side 103 og side 131.
Eksempel 3
Særdeles kritisabelt
SA1-00-321-0903
Statsadvokaten fandt en politiassistents adfærd særdeles kritisabel.
Politiassistenten havde uden tjenstlig anledning foretaget opslag i Det Centrale
Personregister for at undersøge fødselsdatoer på to personer, som hans samlever
lå i nabostridigheder med.
Beretning 2001, side 103 og side 128.
Eksempel 4
Særdeles kritisabelt
SA2-2002-321-0576
En kriminalassistent havde i politiets sagsbehandlingssystem foretaget opslag
i hans søns færdselssag og herefter sendt to interne e-mails til
sagsbehandleren, hvori kriminalassistenten viderebragte yderligere oplysninger
fra sin søn, der var til dennes fordel. Statsadvokaten betegnede
kriminalassistentens dispositioner som særdeles kritisable.
Beretning 2002,
side 195.
Det følger af forarbejderne til loven, at statsadvokaten kan rejse kritik af fejl af mere generel karakter, som undersøgelsen har afdækket. Dette gælder navnlig statsadvokatens undersøgelser i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, hvor begivenhedsforløbet søges klarlagt således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere ikke blot, om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler mv. kan forebygge lignende hændelser. I sådanne situationer vil kritikken blive fulgt op af en henvendelse til de relevante myndigheder, som oftest Rigspolitichefen, politimesteren/Politidirektøren eller Justitsministeriet.
Eksempel 1
Henstilling
SA3-00-321-0238
I en sag, hvor en politiassistent var mistænkt for at have bortskaffet
beviser, henstillede statsadvokaten til politimesteren, at procedurerne omkring
henlæggelse af sager, påtaleopgivelser mv. blev strammet op. Endvidere blev det
henstillet, at proceduren omkring meddelelse af forbud efter restaurationsloven
blev strammet op, idet et forbud var blevet udstedt og underskrevet, uden at der
forelå rapporter om baggrunden herfor.
Beretning 2000, side 117.
Eksempel 2
Sag om anvendelse af førergreb til Politiskolen til
orientering
SA1-99-321-0769
En ung mand blev anholdt i forbindelse med et slagsmål. For at passivisere
den anholdte blev der anvendt førergreb, hvilket medførte, at hans overarm
brækkede. Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at bebrejde den anholdende
politiassistent noget i forbindelse episoden, og lagde vægt på at anvendelsen af
førergrebet i den givne situation havde været berettiget, og at risikoen for
brud på overarmen ved førergreb ikke var fremhævet i hæftet "Politiets
selvforsvarsgreb og teknikker". Statsadvokaten sendte sagen til
Rigspolitichefen, Politiskolen, til orientering vedrørende det i hæftet om
anvendelsen af førergreb anførte.
Beretning 2000, side 117.
Eksempel 3
Øvelseskørsel
SA2-2000-321-0457 og K
876/2002
Politiforbundet i Danmark rettede henvendelse til Rigsadvokaten i anledning af en afsluttet straffesag, hvor en politibetjent på prøve havde vedtaget en bøde for en hastighedsovertrædelse begået i forbindelse med deltagelse i Politiskolens køreuddannelse.
Rigsadvokaten udtalte i skrivelse af 6. marts 2002 følgende: "Efter en
gennemgang af sagen kan jeg meddele, at jeg ikke finder, at Politiskolens
køreuddannelse har en sådan karakter, at den kan sidestilles med tjenstlig
udrykningskørsel, således at den efter gældende ret er omfattet af
udrykningsbekendtgørelsen. Jeg er imidlertid enig i, at den køreuddannelse, der
gennemføres på Politiskolen, bør kunne afvikles under så realistiske forhold som
muligt og at dette i et vist omfang vil nødvendiggøre tilsidesættelse af f.eks.
gældende hastighedsbestemmelser. Jeg skal derfor ikke udtale mig imod, at der
søges tilvejebragt et regelsæt, som giver mulighed for, at føreren af et
tjenestekøretøj som led i Politiskolens køreuddannelse kan tilsidesætte de
gældende hastighedsbestemmelser, hvis uddannelseskørslen gør det påkrævet og
forsvarligt."
Beretning 2001, side 141.
Eksempel 4
Civile politifolks eftersættelse særdeles
uhensigtsmæssig
SA5-99-321-0148 og K 451/99
En politiassistent i civil eftersatte i en civil patruljebil en knallert, der var efterlyst i forbindelse med et forsikringsopgør. Det fremgik, at patruljebilens udrykningssignaler ikke blev anvendt under eftersættelsen. I stedet signalerede patruljebilen med fjernlyset og aktiverede hornet.
Rigsadvokaten fandt, at udrykningsbekendtgørelsens regler om anvendelse af
udrykningslygte og om undladelse af at følge færdselslovens almindelige regler
skal være påtrængende nødvendig, var overtrådt. Rigsadvokaten udtalte endvidere,
at den anvendte fremgangs- måde, hvor civile politifolk i en civil patruljebil
foretager eftersættelse uden at give sig til kende, er særdeles uhensigtsmæssig,
ligesom han fandt det særdeles beklageligt, såfremt den manglende anvendelse af
udrykningslygte skyldes vanskeligheder med at betjene en sådan.
Beretning
1999, side 165.
Eksempel 5
Færdselsuheld under udrykningskørsel uden anvendelse af
udrykningsblink.
SA1-98-321-0415 og K 441/99
Som følge af den konkrete sag, henledte Rigsadvokaten Rigspolitichefens
opmærksomhed på, at der kunne være problemer med anvendelsen af de pågældende
udrykningslys (magnetudrykningslys).
Beretning 1999, side 54 og side166.
Under denne kategori hører sager, hvor statsadvokaten har fundet, at der ikke har været grundlag for at bebrejde den pågældende polititjenestemand noget, men alligevel har beklaget, hvis klageren har opfattet det passerede på en ubehagelig eller krænkende måde, sager hvor klageren f.eks. er kommet til skade under en anholdelse, uden at dette kan bebrejdes politiet, og sager, hvor det ikke er lykkedes at identificere den pågældende polititjenestemand.
Som anført i Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000 (bilag 14) bør statsadvokaten være tilbageholdende med at beklage et forhold over for klageren, når der intet er at bebrejde politiet. Har undersøgelsen godtgjort, at polititjenestemanden ikke har handlet forkert, er der som udgangspunkt ikke anledning til at beklage forholdet over for klageren. Det bør f.eks. ikke beklages, hvis klageren har følt sig krænket ved en udtalelse, som ikke kan bebrejdes polititjenestemanden, eller hvor påstand står mod påstand.
Eksempel 1
Ikke beklagelse over for klager, hvor påstand stod mod
påstand
SA2-99-44-0361og K 569/00
Statsadvokaten beklagede, hvis politiassistentens opførsel havde kunnet opfattes som arrogant og nedladende.
Rigsadvokaten meddelte politiassistenten efter dennes klage, at
statsadvokaten ikke burde have udtrykt beklagelse over for klageren i den
foreliggende sag, hvor påstand stod mod påstand.
Beretning 2000, side
118.
Eksempel 2
Ikke kritik af kriminalassistents adfærd, men beklagelse af
det passerede
SA4-00-44-0028
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at udtale kritik af en
kriminalassistents adfærd i forbindelse med en henvendelse hos en kvinde, som
kriminalassistenten troede var identisk med en kvinde, som man eftersøgte, men
beklagede det passerede overfor klageren.
Beretning 2000, side 119.
Eksempel 3
Objektiv beklagelse af armbrud i forbindelse med en
anholdelse
SA5-2000-44-0237 og K 692/2001
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere den måde hvorpå en
anholdelse foregik, men beklagede, at den anholdte brækkede den ene arm i
forbindelse med anholdelsen.
Beretning 2001, side 104, side 111 og side
112.
Eksempel 4
Stærk kritik kunne ikke rettes mod
enkeltpersoner
SA5-2000-321-0200 og K 744/2001
Rigsadvokaten fandt, at en ulovlig anholdelse af en kvinde i forbindelse med
installering af en rumaflytning i hendes bolig var særdeles kritisabel, men at
der af bevismæssige årsager ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale
kritik af enkeltpersoner.
Beretning 2001, side 58 og side 104.
Eksempel 5
Orientering af Rigspolitichefen om
sagen
SA6-2002-321-0331, K 917/2002 og RA-2003-321-0052
Rigsadvokaten besluttede blandt andet at orientere Rigspolitichefen om sagen
med henblik på at overveje spørgsmålet om placering af det ledelsesmæssige
ansvar i situationer, hvor en politikreds assisterer en anden.
Beretning
2002, side 229.
Gennemgangen af konkrete sager har til formål at beskrive en række typiske sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret. Sagerne er udvalgt i samarbejde med statsadvokaterne og politiklagenævnene. Enkelte af sagerne har været forelagt for Rigsadvokaten af sagens parter.
Gennemgangen af sagerne følger med visse ændringer samme systematik som i de foregående års beretninger. Sagerne er således kategoriseret i sager vedrørende lovens område af mere principiel karakter, sager efter kapitel 93 b, sager efter kapitel 93 c, herunder færdselssager, i undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, sager som statsadvokaten har indledt af egen drift efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 1 (initiativsager), og endelig sager vedrørende sagsbehandlingsmæssige spørgsmål.
Eksempel 1
Politiassistent, der på talerstolen under en golfklubs
generalforsamling omtalte en politisag, ikke anset i
tjeneste
SA6-2002-321-0323
En golfklub anmeldte et tyveri fra klubbens øl- og sodavandsautomater til det lokale politi. Anmeldelsen blev få dage efter af formanden omtalt på golfklubbens generalforsamling. En politiassistent, der var medlem af golfklubben - og kort tid forinden havde været deltidsansat som green-keeper - omtalte ligeledes sagen fra talerstolen, hvorunder han henviste til døgnrapporten.
Sagen mod politiassistenten, som var indbragt for statsadvokaten af politimesteren, blev behandlet efter reglerne i kap. 93c - selvom hændelsen var sket i fritiden - idet statsadvokaten fandt, at forholdet havde en så nær sammenhæng med tjenesten som politiembedsmand, at det faldt ind under begrebet "i tjenesten".
Statsadvokaten fandt ikke, at politiassistenten efter det foreliggende havde videregivet oplysninger, der ikke havde været fremme tidligere fra anden side, ligesom han ikke havde videregivet oplysninger, som han havde fra sit arbejde som politiassistent. Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Statsadvokaten fandt det derimod ikke hensigtsmæssigt, at politiassistenten - som klubbens medlemmer vidste var ansat i politiet - fra talerstolen på generalforsamlingen i forbindelse med omtale af anmeldelsen, der var indgivet til det lokale politi, havde henvist til døgn- rapporten, og at man ud fra hans indlæg om sagen kunne få den opfattelse, at han refererede til sagens akter.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Klager overfor andre ansatte i politiet ikke omfattet af
politiklagenævnsordningen
SA2-2001-44-0511 og K 908/2002
En advokat klagede på vegne af en kvinde over, at en politiassistent havde gjort seksuelle tilnærmelser til hende på en politistation, hvor de begge arbejdede. Statsadvokaten standsede undersøgelsen i sagen, idet han ikke fandt, at episoden var omfattet af gerningsindholdet i straffelovens § 232 vedrørende blufærdighedskrænkelse, og idet undersøgelsen ikke havde tilvejebragt oplysninger, der støttede kvindens klage.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om ikke at foretage videre i sagen. Rigsadvokaten anførte, at klager over polititjenestemænds adfærd i tjenesten over for andre polititjenestemænd eller ansatte i politiet ikke kan anses for omfattet af retsplejelovens kapitel 93 b eller statsadvokatens kompetence i øvrigt.
Rigsadvokaten anførte endvidere, at politiklagenævnsordningen er oprettet med henblik på at give borgerne en særlig klageadgang, når de i kontakt med politiet bliver udsat for en utilfredsstillende adfærd. Formålet med ordningen har derimod ikke været at oprette et særligt klageorgan for konflikter mellem polititjenestemænd indbyrdes eller mellem polititjenestemænd og andre ansatte i politiet. Endeligt anførte Rigsadvokaten, at det således ved indførelsen af reglerne om politiklagenævn klart er forudsat, at disciplinærsager fortsat afgøres af ansættelsesmyndigheden.
Rigsadvokaten meddelte herefter klagerens advokat, at afgørelsen henhørte under ansættelsesmyndigheden, der blev underrettet om afgørelsen.
Eksempel 2
Ny forelæggelse for politiklagenævn trods usikkerhed om
klagers intention
SA4-2000-321-0032 og K 928/2002
En kriminalassistent K indgav ved notits til politimesteren en klage over, at en anden kriminalassistent i forbindelse med en afhøring af en indsat i et fængsel over for den indsatte skulle have oplyst, at han efterforskede en sag, der drejede sig om, at kriminalassistenten skulle have underrettet sin søster om en politiaktion, der skulle finde sted i en by, hvor hun drev en kro. Kriminalassistenten skulle ifølge K have lovet den indsatte, at han ville blive flyttet til et andet fængsel, hvis han videregav oplysninger om K.
Statsadvokaten standsede undersøgelsen i sagen, idet hun ikke fandt, at der var tilvejebragt oplysninger, der støttede klagen. Statsadvokaten fandt, at klagen vedrørte kriminalassistentens dispositioner og behandlede den derfor uden forelæggelse for politiklagenævnet.
Klageren indbragte sagen for Rigsadvokaten og anførte, at han ikke mente, at sagen var en adfærdsklage, men et spørgsmål om overtrædelse af straffelovens regler om tavshedspligt.
Rigsadvokaten fandt, at det hverken i klagerens notits til politimesteren eller under statsadvokatens afhøring af klageren udtrykkeligt var anført, at klageren ønskede at anmelde et strafbart forhold. På den anden side var oplysningerne i notitsen af en sådan karakter, at statsadvokatens undersøgelse også måtte anses at have omfattet spørgsmålet, om der var sket en overtrædelse af tavshedspligten.
Rigsadvokaten fandt det således rigtigst, at sagen på ny blev forelagt for politiklagenævnet, selvom dette spørgsmål kunne give anledning til en vis tvivl.
Gennemgangen af konkrete sager har til formål at belyse en række typiske sager, som statsadvokaterne har behandlet i beretningsåret. Sagerne er udvalgt i samarbejde med statsadvokaterne og politiklagenævnene. Enkelte af sagerne har været forelagt for Rigsadvokaten af sagens parter.
Gennemgangen af sagerne følger i det store hele samme systematik som i de foregående års beretninger.
Dette afsnit beskriver 21 sager, hvor der er klaget over politipersonalets adfærd i tjenesten. Fire af sagerne vedrører klager over politiets magtanvendelse mv., mens otte sager vedrører klager over sprogbrug, og otte sager vedrører anden ukorrekt personlig optræden. Endelig er der medtaget en grundløs klage.
De overordnede principper for politiets magtanvendelse reguleres af straffelovens § 13 og § 14. Der findes endvidere administrative forskrifter, som er udarbejdet på grundlag heraf, herunder Rigspolitichefens kundgørelser om brug af politistav, skydevåben og politihunde.
Principperne i disse regler er, at magtanvendelsen skal være sagligt begrundet, egnet, nødvendigt for at nå målet, mindst indgribende, men dog tilstrækkelig, samt proportional, det vil sige at indgrebet ikke må stå i misforhold til det mål, som forfølges.
I det følgende omtales nogle eksempler på politiets magtanvendelse.
Eksempel 1
Klage over magtanvendelse i forbindelse med
anholdelse
SA1-01-44-0475
To politiassistenter blev om natten sendt til et rækkehuskvarter som følge af en anmeldelse om hundegøen fra et hus. Politiassistenterne besluttede at tilkalde en låsesmed, da der var mistanke om, at der befandt sig en hjælpeløs hund i det pågældende hus.
Beboeren B kom herefter beruset hjem sammen med sin hustru og tre små børn efter en familiefest. B blev stærkt ophidset, da han blev foreholdt pligten til at betale låsesmed. En højlydt diskussion med nedladende bemærkninger over for politifolkene endte med, at B ved indgangsdøren udtalte ordene "sådan en narrehat".
En af politiassistenterne besluttede da at anholde B for overtrædelse af politivedtægten. I forsøget på at gennemføre anholdelsen opstod et håndgemæng mellem politiassistenten og B i entreen, medens børnene græd i stuen. På grund af børnenes tilstedeværelse blev sigtelse og anholdelse herefter frafaldet, og politipatruljen forlod stedet.
B indgav klage over politiassistentens aggressive adfærd, sprogbrug og den voldsomme anholdelse.
Statsadvokaten tilkendegav overfor politiassistenten, at beslutningen om anholdelse for overtrædelse af politivedtægten af en beruset familiefar klokken 03.00 i hjemmet for øjnene af tre børn var uhensigtsmæssig. Statsadvokaten fandt, at den politimæssige efterforskning vedrørende overtrædelse af politivedtægten kunne være foretaget mere hensigtsmæssigt på et andet tidspunkt og under andre for alle parter mere rimelige omstændigheder.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Klage over anvendelse af politihund i forbindelse med
anholdelse
SA2-2000-44-0421 og K 859/2002
En ung mand M passerede på knallert den 2. juni 2000 om natten sammen med to venner et stationscenter med nogle forretninger, der havde været plaget af indbrud. To tilstedeværende politiassistenter på hundepatrulje formodede, at de unge på knallerten havde begået indbrud i en af forretningerne eller forsøgt herpå, og de eftersatte derfor knallerten. Efter politiassistent P's forklaring råbte han til M, at tjenestehunden ville blive brugt, hvis M ikke stoppede. M fortsatte, hvorefter hunden eftersatte og bed ham. Efter P's forklaring havde hunden højest haft fat i M i 20-30 sekunder, men M pådrog sig dog flere bid.
M klagede over politiets adfærd, herunder at P havde truet med, at hunden kunne bide igen, hvis klageren ikke oplyste navnene på de to, der også havde været på knallerten. M klagede endvidere over, at P under den efterfølgende rapportskrivning i sin rapport undlod at referere M's oplysning om P's udtalelser.
Statsadvokaten indstillede den 2. januar 2002 undersøgelsen i sagen og beklagede endvidere sagsbehandlingstiden. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen blev af en advokat på vegne af M indbragt for Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten fandt, henset til stedet, tidspunktet og om omstændighederne i øvrigt, hvorunder politiassistenterne traf klageren, at politiassistenterne havde grundlag for en mistanke om, at klageren og hans venner havde begået indbrud eller forsøgt indbrud i en forretning.
Rigsadvokaten lagde til grund, at politiassistenterne, inden hundene blev sat ind, eftersatte klageren og hans bekendte for at standse dem, og da det ikke lykkedes, flere gange råbte, at de skulle standse, idet tjenestehundene ellers ville blive anvendt. Herefter fandt Rigsadvokaten, at politiassistenterne i den givne situation var berettigede til at gøre brug af politihundene til magtanvendelse, og at der ikke herved blev anvendt unødig magt. Rigsadvokaten fandt endvidere, at brugen af politihundene havde været i overensstemmelse med reglerne i Rigspolitichefens Kundgørelse II nr. 40 af 6. maj 1998. Rigsadvokaten lagde desuden vægt på, at der var tale om kortvarig brug af politihunden, og at anvendelsen blev bragt til ophør hurtigst muligt.
Rigsadvokaten tilsluttede sig endvidere statsadvokatens beklagelse af sagsbehandlingstiden.
Eksempel 3
Klage over unødvendig magtanvendelse ved
anholdelse
SA5-2002-44-0359 og RA-2002-323-0007
En advokat klagede på vegne af K over to politiassistenters adfærd i forbindelse med, at K blev anholdt af politiet. Advokaten klagede herunder over, at politiet havde forelagt K en bøde for at have ført en personbil uden sikkerhedssele, at anholdelsen var ubegrundet og ulovlig, og at der ved anholdelsen blev anvendt unødvendig magt ved anvendelse af førergreb.
Statsadvokaten indstillede undersøgelsen. Statsadvokaten lagde til grund, at K ikke havde anvendt sele, og at det derfor var sagligt begrundet at standse bilen for at sigte ham for overtrædelse af færdselsloven. Statsadvokaten henviste til, at K blev anholdt for at have kastet den bødetilkendegivelse, han netop havde modtaget, i hovedet på den ene politiassistent, og at politiassistenterne havde vurderet, at dette indebar en overtrædelsen af politivedtægten eller straffelovens § 119, hvorefter K skulle foreholdes den endelige sigtelse og gives lejlighed til at udtale sig.
Statsadvokaten fandt ikke anledning til at tilsidesætte politiassistenternes skøn af nødvendigheden af en kortvarig anholdelse af K, henset til K's manglende samarbejdsvilje og aggressive reaktion på den bøde, han netop var præsenteret for, og til at K ved sin egen opførsel havde demonstreret, at der ved præsentationen af en ny sigtelse var nærliggende risiko for en yderligere optrapning af situationen med flere udfald mod politiet til følge.
Statsadvokaten fandt herefter, sammenholdt med, at K ikke på anmodning steg ud af bilen, da han blev erklæret anholdt, heller ikke grundlag for at tilsidesætte politiassistenternes skøn af, at anholdelsen måtte gennemføres med magt, eller at magtanvendelsen gik ud over det nødvendige og forsvarlige.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 4
Klage over politiets anvendelse af politihund i forbindelse
med demonstration
SA1-02-41-2366 og RA-2002-323-0014
En advokat klagede på vegne af H over politiets adfærd i forbindelse med, at H var blevet bidt af en politihund. H havde under en demonstration søgt at forhindre, at der blev kastet sten mod politiet, og det var i den forbindelse, at han var blevet bidt i låret.
Statsadvokaten fandt, at klagen skulle behandles som en klage over politiets dispositioner, og at klagen angik politimandens beslutning om at tage sin hund med hen til de tilstedeværende 2-3 personer og nogle polititjenestemænd og den næste beslutning om at advare personerne, herunder H om, at de skulle flytte sig.
Statsadvokaten sendte på den baggrund sagen til Politidirektøren til afgørelse.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten og anførte, at hans klage ikke vedrørte politiets disposition om at indsætte politihund, men den adfærd, der var udvist af politihundeføreren i den forbindelse. Advokaten bestred ikke, at det var relevant at anvende politihund over for de borgere, der råbte og var uregerlige, men gjorde gældende, at den måde politiet anvendte tjenestehunden over for H var misbrug, da hunden bed H i låret, hvorved H fik et 2 x 2 cm stort sår.
Rigsadvokaten fandt, at en klage over en polititjenestemands/hundeførers adfærd i en situation, hvor en person er blevet bidt af en politihund, som udgangspunkt må anses for en klage over politiets magtanvendelse, der skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b. Rigsadvokaten fandt det herefter rigtigst, at klagen blev behandlet som politiklagenævnssag og tilbagesendte derfor sagen til statsadvokaten med anmodning om at iværksætte en undersøgelse af episoden.
Eksempel 1
Polititjenestemand kaldte en person "din lille
mide"
SA1-99-44-0310
En person indgav dels en anmeldelse om vold over politiets hårdhændede anholdelse, og dels en klage over at en polititjenestemand havde kaldt ham "din lille mide".
Statsadvokaten afviste begge klager i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, 1. pkt.
Statsadvokaten fandt det ikke acceptabelt, at politiet henvender sig til eller omtaler borgerne på denne måde. Statsadvokaten anførte dog, at udtalelsen imidlertid måtte vurderes i forhold til den konkrete sammenhæng, herunder den sprogbrug politiet mødes med. Da klageren havde optrådt meget ophidset, voldsom og provokerende, kunne dette i nogen grad forklare polititjenestemandens - isoleret set kritisable - sprogbrug, og der var herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for kritik.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Klage over politiassistents forslag om behandling hos
psykolog
SA1-00-44-0471
Under politiets ransagning af et køretøj og visitation af bilens fører F, førte F en længerevarende telefonsamtale. Politiet fandt det på et tidspunkt nødvendigt at bede F afslutte telefonsamtalen, hvilket hidsede ham meget op. Under en efterfølgende samtale nævnte en af politiassistenterne overfor F muligheden for behandling hos psykolog. Bemærkningen var ifølge politiassistenten oprigtigt ment og på ingen måde ironisk.
F klagede over politiassistentens bemærkning, som han havde opfattet som ironisk.
Politiassistenten beklagede, hvis hans bemærkninger om psykologbehandling var blevet misforstået og opfattet som ironiske.
Statsadvokaten fandt på denne baggrund ikke grundlag for at foretage videre.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Klage over spørgsmål til bilist om "han var
farveblind"
SA1-01-44-0539
En polititjenestemand P i færdselspolitiet observerede under patruljering en bilist B køre frem mod rødt lys. Ved kontakt til B bestred denne at have kørt over for rødt, og under samtalen spurgte P herefter B, "om han var farveblind".
Statsadvokaten fandt ikke grundlagt for at kritisere betjentens adfærd.
Politiklagenævnet tiltrådte statsadvokatens indstilling, men påpegede samtidigt, at politipersonale ikke i forbindelse med påtale af forseelser bør anvende en ironisk tiltaleform.
Eksempel 4
Klage over politiassistents anvendelse af
kraftudtryk
SA3-2001-44-315
En hjemmehjælper klagede over, at en politiassistent flere gange havde anvendt kraftudtrykkene "kraftedeme", "fandenedeme" og "sgu". Hun var kommet til en afspærret beboelsesejendom, hvor hun skulle tilse en kræftsyg person. Hun forklarede under efterforskningen, at en politiassistent nægtede hende adgang til ejendommen og i samme forbindelse anvendte kraftudtrykkene overfor hende.
Statsadvokaten kritiserede, at indklagede havde brugt kraftudtryk og fandt anledning til at tilkendegive, at politipersonalet navnlig i forbindelse med politiforretninger, der involverer den enkelte borger, bør anvende korrekt sprogbrug også indbyrdes, hvorfor kraftudtryk bør undgås.
Statsadvokaten beklagede over for hjemmehjælperen det passerede.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Der blev indledt en disciplinærsag mod politiassistenten, der blev meddelt en advarsel af politimesteren.
Eksempel 5
Klage over politiassistents
sprogbrug
SA6-2002-44-0378
I forbindelse med politiets standsning af en bil, der blev ført af en person af fremmed herkomst, anvendte passageren efter politiassistenternes forklaring et sprogbrug, "der ikke var særlig pænt", og der blev "givet igen af samme skuffe". Politiassistenterne kunne dog hverken be- eller afkræfte om et udtryk som "hold kæft - perker" var blevet anvendt.
Statsadvokaten fandt anvendelsen af et sådant udtryk kritisabelt, også selvom klageren havde anvendt en sprogbrug, som svarede hertil.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 6
Klage over en medarbejder hos politiets telefoniske
udtalelse
SA6-2001-44-0362
En kvinde K bad politiet om at køre ud til hendes tidligere forlovede, da hun fornemmede, at der var noget galt med ham, idet K ikke havde talt med ham i 16 dage. K oplyste, at en medarbejder hos politiet telefonisk havde udtalt, at "de skulle nok få en klage fra en af beboerne i opgangen, hvis det begyndte at lugte råddent".
Statsadvokaten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte KŽs opfattelse, men statsadvokaten kunne ikke identificere den pågældende medarbejder.
Politimesteren oplyste, at det ikke på det foreliggende grundlag var muligt at oplyse eller redegøre nærmere for episoden, og statsadvokaten var enig heri.
Politimesteren beklagede episoden meget over for K, idet han anførte, "at hvis udtalelsen var faldet som anført i klagen, så var den meget uprofessionel og lå langt fra den adfærd, som han forlangte af sine medarbejdere i forhold til deres daglige arbejde og kontakten til borgerne."
Politimesteren indskærpede overfor medarbejderne den adfærd og de holdninger til arbejdet, som medarbejderne skal efterleve.
Statsadvokaten beklagede det passerede, og noterede sig, at politimesteren overfor sine medarbejdere havde indskærpet de nævnte krav til politiets adfærd.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 7
Klage over at politiassistent sagde "hold
kæft"
SA1-01-321-1188 og K 862/02
To kriminalassistenter i en civil vogn observerede på en motorvej en taxa med passagerer, som ifølge den ene kriminalassistent K havde kørt uforsvarligt stærkt. Ifølge K kørte de efter taxaen over en strækning på 9 kilometer, hvoraf en del af kørslen foregik med udrykningskørsel i form af blå blink. Taxachaufføren T, der var af fremmed herkomst, benægtede at have kørt for stærkt.
Efterfølgende klagede T over K's opførsel og hævdede blandt andet, at K havde bandet og været fordomsfuld, idet han havde udtalt, at "du kender ikke de danske regler", og at K under en efterfølgende diskussion på stationen, hvor T kom for at klage, bad ham om at "holde kæft".
K bekræftede, at han havde bandet. Statsadvokaten fandt det ikke i sig selv kritisabelt, at kriminalassistenten under diskussionen havde lagt trumf på sine udtalelser om, at T kørte for stærkt og i den forbindelse havde fremkommet med udtryk, der kunne betegnes som bandeord, med mindre der var tale om meget grove bandeord.
Kriminalassistenten mente ikke, at han på stationen havde sagt "hold kæft", men ville ikke helt afvise det. Statsadvokaten fandt dog ikke grundlag for at kritisere dette situationen taget i betragtning.
Statsadvokaten udtalte generelt, at han ikke fandt, at det i sig selv er kritisabelt, at en polititjenestemand inden for visse grænser giver udtryk for irritation eller vrede, når en borger benægter sin forseelse.
Politiklagenævnet havde forinden tiltrådt afgørelsen med bemærkning om, at selv om K's adfærd ikke havde givet anledning til kritik, havde hans håndtering af situationen dog været mindre hensigtsmæssig.
T klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten var ikke enig i statsadvokatens vurdering af sagen og anførte, at polititjenestemænd skal anvende korrekt sprogbrug og i øvrigt optræde korrekt over for borgerne. Det må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne, hvad der er korrekt sprogbrug og korrekt optræden.
Rigsadvokaten fandt, at K ikke havde optrådt korrekt og med den fornødne selvbeherskelse ved den pågældende lejlighed, hvilket Rigsadvokaten beklagede. Rigsadvokaten påpegede, at det er politiets opgave efter retsplejeloven at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne. Rigsadvokaten fandt det således korrekt, , at K tog skridt til at standse T, da han - efter sin egen forklaring - havde konstateret, at T ikke overholdt hastighedsbegrænsningen på motorvejen. At T over for kriminalassistenten benægtede forseelsen, var imidlertid uden betydning for vurderingen af K's adfærd.
Politidirektøren i København sluttede sagen med rigspolitichefens tiltrædelse uden disciplinær reaktion.
Eksempel 8
Klage over politiassistents udtalelse i forbindelse med
sigtelse for hastighedsovertrædelse
SA2-2001-44-0477 og K
880/02
En politiassistent sigtede en mand H for overtrædelse af hastighedsgrænsen på motorvej. H klagede efterfølgende over politiassistentens adfærd og anførte blandt andet, at politiassistenten havde udtalt: "Det bliver desværre kun til en fartbøde, jeg ville gerne have skrevet dig for mere - men sådan må det være" eller lignende.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten havde udtalt, at det "desværre" kun blev til en fartbøde eller lignende. Statsadvokaten beklagede udtalelsen og udtalte, at den måtte anses for aldeles uhensigtsmæssig.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten klagede til Rigsadvokaten, der ikke fandt, at det kunne lægges til grund, at politiassistenten havde udtalt sig som nævnt. Rigsadvokaten lagde vægt på, at politiassistenten erkendte at have udtalt, at H var "heldig", at målingen ikke var højere. Således som sagen var oplyst, fandt Rigsadvokaten ikke, at det kunne afvises, at H og vidnerne havde misforstået denne udtalelse. Rigsadvokaten fandt derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af politiassistentens adfærd, men fandt, at udtalelsen måtte anses for uhensigtsmæssig. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at udtalelsen måtte anses for unødvendig, fordi det er måleresultatet, der lægges til grund ved bødefastsættelsen, og at udtalelsen kunne give anledning til misforståelser.
Eksempel 1
Klage over polititjenestemands adfærd i forbindelse med
dennes standsning af bil
SA1-99-44-0388
Statsadvokaten afviste i det hele en passager K's klage over en polititjenestemand P's adfærd i forbindelse med dennes standsning af en bil.
Statsadvokaten fandt ikke, at det kunne kritiseres, at P, som var uniformeret, ikke ved sin første henvendelse havde hilst eller præsenteret sig, idet klageren ikke kunne være i tvivl om, at P var polititjenestemand.
Statsadvokaten fandt heller ikke, at en udtalelse, om at K var "fuld af løgn", kunne kritiseres, da det var ubestridt, at KŽs oplysning til P var usand, hvilket på tidspunktet for udtalelsen stod begge parter klart, ligesom en klage over at have "smilet på en kold måde" var unddraget muligheden for undersøgelse eller kritik.
Statsadvokaten anførte, at klagen over P's udtalelse om "at være ligeglad med en klage", ikke var bekræftet af P, men at udtalelsen i givet fald næppe kunne medføre kritik.
Politiklagenævnet var delvist uenig heri, idet nævnet tog afstand fra en sådan udtalelse. Nævnet anførte i denne forbindelse, at der var tale om manglende respekt for systemet og pligt til at medvirke til, at klagesagerne begrænses. Politiklagenævnets bemærkninger blev gengivet i afgørelsen.
Eksempel 2
Klage over at kriminalassistent efterlod besked til klagers
logivært om klagers efterlysning
SA1-00-44-0453
En kvinde K indgav klage over, at en kriminalassistent trods løfte om det modsatte havde henvendt sig personligt hos klagerens logivært med henblik på tilsigelse til afhøring. K ønskede ikke, at hendes logivært skulle gøres bekendt med, at hun havde en sag. Kriminalassistenten havde ved henvendelsen efterladt en besked med teksten: "Da De er eftersøgt af politiet, bedes De kontakte mig snarest muligt". K blev ringet op af logiværten, der gjorde hende bekendt med beskeden fra politiet.
Statsadvokaten afviste klagen, da K ikke havde reageret på tidligere tilsigelser, og da K's benægtelse af at have modtaget en tilsigelse med "trussel" om eftersøgning ikke kunne lægges til grund, da brevet ikke var modtaget retur fra postvæsenet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Klage over politiassistents adfærd under afhøring af
asylansøger
SA2-2001-44-0485 og K 863/2002
En advokat for en asylansøger A indgav en klage over en politiassistents adfærd under en afhøring af A i forbindelse med dennes anmodning om asyl i Danmark. Afhøringen vedrørte hovedsageligt AŽs rejserute til Danmark.
Advokaten klagede herunder over, at politiassistenten havde stillet spørgsmålstegn ved, om asylansøgerens forklaring om rejserute var korrekt, og over at politiassistenten havde indskærpet reglerne i udlændingeloven vedrørende udbetaling af lommepenge mv. Der blev i den forbindelse klaget over, at dispositionerne udgjorde en racistisk adfærd fra politiassistentens side.
Statsadvokaten fandt, at en politiassistent naturligvis i forbindelse med en afhøring af en asylansøger vedrørende dennes identitet og rejserute til Danmark må forholde sig kritisk til oplysninger fra den asylansøgende og i den forbindelse ligeledes må "foreholde" den pågældende asylansøger andre oplysninger om f.eks. rejseruter mv. Statsad- vokaten fandt ikke, at det i sig selv kunne tages som udtryk for, at politiassistenten havde udvist racistisk adfærd.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Afgørelsen blev påklaget til Rigsadvokaten, der ikke fandt grundlag for at omgøre statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 4
Klage over politiassistents sene afslutning af
politiforretning
SA3-2002-323-0018
En politiassistent standsede en person P ca. kl. 16.30 på et havneområde og sigtede denne for overtrædelse af færdselsloven ved at have undladt at overholde sin ubetingede vigepligt. P oplyste politiassistenten om, at han skulle nå en færge kl. 16.45, og at færgen var den sidste fra øen den dag. Politiassistenten anmodede om at få udleveret hans kørekort og rekvirerede herefter oplysninger om PŽs køretøj via sin radio. Politiassistenten modtog oplysningerne fra det centrale motorkøretøjsregister kl. 16.42 og tilbageleverede først kørekortet til P efter, at færgen var sejlet.
P klagede over politiassistentens adfærd.
Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at politiassistenten ikke sørgede for at afslutte politiforretningen, således at P kunne nå færgen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 5
Klage over politiassistents adfærd i forbindelse med
forkyndelse af vidneindkaldelse
SA1-01-321-1240
En advokat klagede over en politiassistents adfærd i forbindelse med forkyndelse af en vidneindkaldelse for advokatens klient K på hans arbejdsplads. Advokaten anmeldte endvidere politiassistenten for at overtræde sin tavshedspligt ved angiveligt under forkyndelsen at have oplyst, at K havde verserende kriminalsager og fogedsager.
Efter afhøring af en ansat på KŽs arbejdssted kunne det ikke lægges til grund, at politiassistenten havde overtrådt sin tavshedspligt. Denne del af sagen blev sluttet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Politiassistenten beklagede, at hans adfærd af personalet i banken var blevet omfattet som frembrusende og indiskret, således at personalet fik det indtryk, at K havde gjort et eller andet forkert.
Statsadvokaten tilsluttede sig beklagelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 6
Klage over polititjenestemænds beslaglæggelse af
sundhedscertifikat hos mistænkt
SA4-2002-44-0111
En kvinde K klagede over to polititjenestemænds adfærd i forbindelse med en afhøring af hende som mistænkt for tyveri af hesteudstyr.
Statsadvokaten lagde ved afgørelsen til grund, at K inviterede politifolkene indenfor, og at hun frivilligt viste politifolkene nogle papirer herunder et sundhedscertifikat vedrørende en hest, som hun havde købt i Tyskland. På et tidspunkt tog K papirerne til sig og afviste, at politifolkene kunne læse mere i dem. Den ene af politifolkene tog herefter sundhedscertifikatet fra hende, således at han kunne færdiggøre sine notater samtidig med, at den anden holdt hende tilbage. Statsadvokaten fandt, at rådighedsfratagelsen af sundhedscertifikatet mod K's vilje var en beslaglæggelse, som krævede iagttagelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 74.
Da K med rimelig grund havde været mistænkt for at være involveret i tyveriet af hesteudstyr, fandt statsadvokaten, at betingelserne for beslaglæggelse var tilstede, jf. retsplejelovens § 806, stk. 3, jf. § 802, stk. 1. Statsadvokaten fandt imidlertid, at politifolkene i medfør af retsplejelovens § 807, stk. 1, 2. pkt., burde have vejledt K om, at indgrebets lovlighed kunne være indbragt for retten. Under hensyn til, at K indledningsvist havde givet politifolkene tilladelse til at se sundhedscer- tifikatet, og at indgrebet var meget kortvarigt, fandt statsadvokaten ikke tilstrækkeligt grundlag for at rejse yderligere kritik.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 7
Klage over politiassistents adfærd i forbindelse med
vidneforklaring i retten
SA2-2001-44-0538 og K 881/2002
En politiassistent P afgav vidneforklaring i en straffesag mod en borger K, der var tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 15, stk. 3, om for tæt kørsel. Efterfølgende klagede K over politiassistenten P's adfærd, idet denne efter bevisførelsen i sagen havde talt med anklageren om sagen. K fandt det "sammenspist" og "uetisk", at P på denne måde i retten lige foran K havde henvendt sig direkte til anklageren, der ligeledes var polititjenestemand og optrådte i uniform. K mente, at P nærmest havde irettesat anklageren, men kunne dog ikke nærmere konkretisere dette.
Statsadvokaten lagde til grund, at P alene havde fremsat nogle generelle betragtninger vedrørende den pågældende sagstype. Statsadvokaten lagde endvidere til grund, at dette skete efter, at dommeren havde forladt retsmødet.
Statsadvokaten indstillede herefter undersøgelsen i sagen.
Statsadvokaten udtalte endvidere, at der ikke generelt kan udstikkes faste retningslinjer for, hvem der som involverede i et retsmøde bør tale med hinanden eller ej. Afgørende er, at der fra polititjenestemænds side, når de f.eks. afgiver vidneforklaringer, udvises respekt for retshandlingen, og at der udvises almindelig god opførsel, navnlig i relation til, at der kan befinde sig tiltalte/vidner/forurettede i lokalet. Statsadvokaten fandt ikke, at P's adfærd i den konkrete sag kunne kritiseres og lagde herved vægt på, at han alene var fremkommet med nogle generelle betragtninger, og at K ikke nærmere havde konkretiseret sin klage.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Statsadvokaten fandt, at KŽs henvendelse tillige vedrørte en dispositionsklage i relation til P's beslutning om som vidne at rette henvendelse til anklageren. Statsadvokaten valgte at træffe afgørelse vedrørende denne del af klagen i 1. instans. Statsadvokaten fandt efter en konkret vurdering politiassistentens disposition for uhensigtsmæssig. Det var således statsadvokatens opfattelse, at politiassistentens generelle betragtninger kunne være nævnt efter retsmødets afslutning og ikke nødvendigvis i påhør af K.
P klagede over statsadvokatens afgørelse og klagede tillige over statsadvokatens sagsbehandling, idet han fandt det yderst kritisabelt, at statsadvokaten havde ignoreret hans anmodning om at indkalde K til at afgive forklaring i klagesagen.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse og lagde herved vægt på de samme forhold, som statsadvokaten havde anført som begrundelse for sin afgørelse. Rigsadvokaten erklærede sig i øvrigt enig i statsadvokatens betragtninger om de krav, der må stilles til en korrekt og neutral optræden hos polititjenestemænd, der optræder som vidner i retssager. Hvorvidt det er acceptabelt, at vidner samtaler med anklageren eller andre i retten, må bero på en konkret vurdering.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere statsadvokatens sagsbehandling.
Eksempel 8
Klage over politiassistents visitation af mistænkt og
udtalelser i forbindelse hermed
SA2-2001-44-0544 og RA
2002-323-0003
En advokat klagede på vegne af den 34-årige K over to politiassistenters visitation af K og politiassistenternes udtalelser i denne forbindelse. K var blevet standset af politiassistenterne efter, at han - efter deres opfattelse - havde forsøgt at køre fra dem. K var kort tid forud dømt for handel med narkotika og blev standset ud for et sted, hvor politiet havde mistanke om, at der blev handlet med narkotika. Politiassistenterne ønskede derfor at visitere K, hvilket han modsatte sig, medmindre han blev anholdt. Politiassistenterne oplyste herefter K om, at anholdelse ikke var nødvendig, og at visitationen ville blive gennemført, uanset om K ønskede at medvirke. Visitationen blev gennemført på et øjeblik ved, at den ene politiassistent holdt fast omkring KŽs håndled, mens den anden foretog visitationen. Hverken politimesteren eller statsadvokaten fandt grundlag for at kritisere politiets dispositioner.
Advokaten klagede herunder over, at politiet skulle have udtalt, at "vi kan rode i dine lommer, som det passer os".
Statsadvokaten indstillede undersøgelsen i sagen, idet han ikke fandt, at der var tilvejebragt oplysninger, der støttede klagen. Statsadvokaten lagde vægt på, at politiassistenterne havde oplyst, at de ikke mente at have fremsat udtalelsen. Statsadvokaten lagde endvidere vægt på indholdet af udtalelsen og anførte, at politiassistenterne havde været berettiget til at foretage visitationen, og at det i virkeligheden var det, de havde oplyst ham om. Statsadvokaten anførte endvidere med hensyn til udtalelsens form, at det ikke var et formelt, men et meget ligefremt sprog. Statsadvokaten fandt dog ikke henset til omstændighederne i sagen tilstrækkelig grund til at kritisere udtalelsen. Statsadvokaten lagde herved vægt på, at klienten ved at modsætte sig politiets anvisninger måtte forvente at blive tiltalt på en mere bestemt måde end, hvis han medvirkede til den ønskede undersøgelse. Henset til klientens alder fandt statsadvokaten ikke, at det var et sprogbrug, som politiassistenterne kunne forvente at krænke ham med.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel
Afvisning af klage ved klagers udeblivelse uden
oplyst grund
SA3-2002-323-0013
En mor klagede over politipersonalets adfærd i forbindelse med transport af hendes søn i en politibil, hvorunder politiet angiveligt havde omtalt sønnen som "en skidt knægt". Desuden anmeldte hun føreren af politibilen for "uforsvarlig kørsel" i forbindelse med hastighedsovertrædelse samt "hårde opbremsninger og skarpe sving".
Klageren/anmelderen udeblev uden oplyst grund fra flere afhøringer og reagerede ikke på en telefonisk henvendelse, der var aftalt med henblik på telefonisk afhøring af hende.
Statsadvokaten afviste klagen som åbenbart grundløs og besluttede ikke at indlede efterforskning.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Dette afsnit beskriver 33 sager, hvor polititjenestemænd er anmeldt for strafbart forhold i tjenesten. Otte af sagerne vedrører anmeldelse af vold og trusler, 10 af sagerne vedrører anmeldelse af brud på tavshedspligten og misbrug af politiets registre, to af sagerne vedrører anmeldelse om strafbare forhold under efterforskningen, tre sager vedrører anmeldelse om strafbart forhold i forbindelse med demonstrationer, samt ni sager vedrørende andre anmeldelser af strafbare forhold. Endvidere beskrives et eksempel på grundløs anmeldelse.
Eksempel 1
Anmeldelse af politiassistent for vold ved at have taget ung
mand om halsen
SA1-00-321-0993
En 16-årig ung mand M indgav anmeldelse mod en politiassistent P for at have udøvet vold ved at have taget ham omkring halsen i et stramt greb med den ene hånd, så der kom røde mærker på hans hals.
P havde kontaktet M, fordi denne havde råbt op i anledning af, at en anden ung mand var blevet trukket til side under en politiforretning. M gjorde gældende, at den påståede vold blev udøvet i denne forbindelse. Mærkerne på halsen blev bekræftet af fotos og en skadestueerklæring. Endvidere blev MŽs forklaring bekræftet af tre andre unge mennesker, der hævdede at have været til stede og set optrinnet.
P bestred at have udøvet vold. Han forklarede, at han med sin højre arm havde taget M om halsen og trukket ham af sted, fordi M gjorde modstand mod at blive ført til side for at blive afhørt. Mærkerne på halsen kunne så være fremkommet ved, at MŽs hals blev presset ind mod politiassistentens pistol og pistolhylster, som han bar i sit bælte. Ingen af politiassistentens kolleger kunne bekræfte hverken P's eller MŽs forklaring, og da MŽs forklaring blev støttet af tre tilstedeværende unge mennesker, blev P sigtet for volden.
På foranledning af P's forsvarer blev sagen forelagt for Retslægerådet, der støttede P's forklaring. Retslægerådet fandt det usandsynligt, at mærkerne på MŽs hals kunne være fremkommet på den af M forklarede måde.
Statsadvokaten opgav herefter påtale i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Anmeldelse af vold ved anvendelse af
politistav
SA1-01-321-1128
En ung mand M blev anråbt af politiet, der ville tale med ham i anledning af, at han tidligere på dagen i forbindelse med en større gruppes overfald på politiet havde råbt "ludere, bøsserøve og pansersvin" mod politiet. M prøvede at undløbe, men blev standset af en politiassistent P, der i forbindelse hermed slog den unge mand i maven med politistaven.
M indgav anmeldelse mod P for vold. P forklarede under efterforskningen, at han havde grebet fat i M's arm, og at M under forsøget på at vride sig fri havde hævet sin arm med knyttet hånd. For at undgå personlig overlast trak P staven og sigtede mod M's skulder eller arm, men på grund af tumulten ramte han M i maven.
M blev tiltalt for at have gjort udfald mod P, men blev frifundet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen, idet der ikke var grundlag for at tilsidesætte P's forklaring.
Politiklagenævnets flertal var uenig i afgørelsen, idet man på baggrund af vidneforklaringer i sagen lagde til grund, at P havde anvendt sin stav mod manden med henblik på at standse den pågældende.
Eksempel 3
Anmeldelse af vold mod anholdt
SA1-2001-321-1230
og K 944/2002
Efter politiets modtagelse af en anmeldelse for indbrud fik to politiassistenter i gerningsområdet kontakt med en 24-årig mand M, der blev anråbt. M havde to hunde med, som han pudsede på en af politiassistenterne, der trak sig baglæns med deres tjenestehund og til sidst måtte affyre varselsskud med tjenestepistol. M blev senere dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have overfaldet politiassistenten.
M forsvandt derefter ned på en husbåd, hvor han blev anholdt. Da M ikke frivilligt ville lade sig anholde og ikke ville forlade husbåden, måtte de to politiassistenter springe ned på båden og med assistance fra yderligere to polititjenestemænd slæbe og bære manden hen over en anden husbåd.
En advokat indgav 5 måneder senere på vegne af M en anmeldelse mod politiet for vold i forbindelse med anholdelsen.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen.
Ved afgørelsen lagde statsadvokaten vægt på, at en lægeerklæring, der var udfærdiget på grundlag af en undersøgelse 2 dage efter anholdelsen, beskrev hudafskrabninger over hele kroppen, arme og ansigtet samt stort blåt mærke på venstre skinneben og bag venstre øre, men ingen buler eller misfarvninger, der kunne tyde på slag eller anden stump vold. Erklæringen indeholdt intet om skader på håndled.
Statsadvokaten fandt derfor ikke grundlag for at antage, at M skulle have slået hovedet hårdt imod båden som en "rambuk", idet der ikke var konstateret skader andre steder på hovedet end et blåt mærke bag det ene øre. Statsadvokaten anførte, at der ville have været andre skader i ansigtet, hvis M havde fået slået hovedet ned i jorden eller lignende, og at de konstaterede blå mærker således ikke kunne henføres til en bestemt del af episoden.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af den anvendte magt eller kritik af den måde, hvorpå anholdelsen blev gennemført ved at slæbe og bære manden op på kajen, idet anvendelse af håndjern på baggrund af den forudgående voldsomme episode måtte anses for nødvendig for at beskytte politifolkene mod yderligere overlast, ligesom M på et hvilket som helst tidspunkt kunne have afværget de påførte skrammer og blå mærker ved at lade sig anholde frivilligt.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen blev af advokaten indbragt for Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen.
Rigsadvokaten lagde tillige vægt på, at der ved afhøring af M til rapport 7 timer efter episoden ikke blev konstateret skader, og at M heller ikke selv ved afhøringen fremsatte klager over sådanne skader, samt at klagen først blev indgivet næsten 5 måneder efter anholdelsen.
Eksempel 4
Anmeldelse af bid af politihunde
SA1-02-321-1241
og RA 2003-321-0035
En advokat klagede over, at tre af hendes klienter var blevet bidt af politihunde under uroligheder foran et gymnasium. De tre gymnasieelever havde om aftenen deltaget i en skolefest på gymnasiet. Da festen sluttede, stillede et stort antal festdeltagere sig ud på gaden uden for skolen uden rigtig at kunne beslutte sig for, hvor de skulle gå hen og feste videre. Der opstod nogle uroligheder, og politiet blev tilkaldt. Der kom i alt 21 polititjenestemænd med fire tjenestehunde til stede. Polititjenestemændene foretog nogle anholdelser, og da der fremkom højlydte protester herimod fra de øvrige tilstedeværende, besluttede politiet at rydde gaden. I forbindelse hermed blev de tre gymnasieelever bidt af politihundene.
Sagen blev undersøgt med bistand af Rigspolitichefens Rejseafdeling, der foretog en lang række afhøringer, herunder af de tre gymnasieelever. Undersøgelsen trak imidlertid i langdrag, fordi det viste sig meget vanskeligt at få de pågældende til at møde til afhøring.
Statsadvokaten lagde til grund, at gymnasieeleverne var blevet bidt af politihundene, da politipersonalet var gået ind i forsamlingen for at komme en kollega - der var kommet i vanskeligheder, medens han var ved at foretage en anholdelse - til undsætning, og at de var blevet bidt, uden at polititjenestemændene ønskede det, medens de prøvede at skubbe de nærmeste uromagere væk fra kollegaen.
Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Statsadvokaten fandt heller ikke grundlag for kritik af politipersonalet, idet det ikke under de foreliggende omstændigheder fandtes muligt at afgøre, om hundebiddene kunne være undgået.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men bemærkede dog, at politipersonalet kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, da de søgte at beskytte de kolleger, som var i færd med at foretage en anholdelse, herunder have undladt at gå ind imellem de forsamlede unge mennesker.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 5
Anmeldelse af vicekriminalkommissær for vold med
mobiltelefon i forbindelse med påkørsel
SA1-02-321-1325
I forbindelse med en diskussion om et mindre færdselsuheld legitimerede en vicekriminalkommissær, der var skyld i påkørslen, sig med politiskilt, selvom han havde fri. Derefter havde han en diskussion med anmelderen og hans tre venner om, hvorvidt der var skader på anmel- derens bil. Vicekriminalkommissæren blev anmeldt for i forbindelse med diskussionen at have slået anmelderen i panden med en mobiltelefon, som vicekriminalkommissæren i forvejen havde i hånden.
Statsadvokaten rejste, med politiklagenævnets forudgående tiltræden, tiltale mod vicekriminalkommissæren for vold efter straffelovens § 244.
Byretten (to voterende) frifandt vicekriminalkommissæren. Retten fandt ikke, at det med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed kunne anses for bevist at vicekriminalkommissæren slog anmelderen, idet der herved var lagt vægt på, at det forekom usandsynligt, at tiltalte ene mod fire andre skulle have grebet til vold, ligesom det ikke kunne lægges til grund, at en bule, anmelder havde over øjet, hidrørte fra voldsudøvelse. En voterende stemte for at domfælde i overensstemmelse med anklageskriftet.
Rigspolitichefen sluttede disciplinærsagen.
Eksempel 6
Anmeldelse af politikommissær for vold mod 13-årig dreng
under fest i politikommissærens fraflyttede
hus
SA5-2002-321-0296
En politikommissærs 14-årige datter holdt uden sin fars viden fest i det hus, som familien var fraflyttet. Politikommissæren blev sidst på aftenen adviseret om, at mange unge mennesker var forsamlet i og ved huset. Han indfandt sig som privatperson i huset i den formening, at der var tale om ulovlig indtrængen.
Politikommissæren greb fat i en 13-årig dreng og væltede ham om på gulvet. Først herefter så han, at hans datter var til stede i huset. Den 13-årige anmeldte efterfølgende politikommissæren for vold. Der blev ved en lægeundersøgelse konstateret et blåt mærke på drengens bryst.
Efter episoden inde i huset forsamlede de unge sig uden for huset, blandt andet fordi deres overtøj og andre personlige effekter fortsat befandt sig i huset. En af de unge kastede en flaske mod politikommissæren, der nu valgte at vise sit politiskilt. Politikommissæren oplyste, at udlevering af de efterladte effekter kunne ske mod, at de unge oplyste deres generalia. De unge oplevede fortsat politikommissæren som vred og ophidset, og flere turde ikke hente tøjet. Andre stillede spørgsmål ved lovligheden af, at udleveringen af tøjet blev betinget af oplysning om generalia. Ikke alle havde set eller vidste, at politikommissæren havde vist sit politiskilt.
Flere af de unge opfattede politikommissærens udtalelser som racistiske, idet de mente, at han brugte ord som "abefest", "aber" og "bavianer" om de tilstedeværende udlændinge.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen af voldsanmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet statsadvokaten fandt, at handlingen var straffri, allerede fordi den faldt ind under straffelovens § 13, stk. 3. Statsadvokaten fandt, at politikommissæren havde grebet fat i den 13-årige for at sikre sig navnet på en af de personer, som han på det tidspunkt, hvor han endnu ikke havde set sin datter, antog opholdt sig ulovligt i huset, og som ved hans ankomst forsøgte at undløbe.
Politiklagenævnet var enig i denne del af afgørelsen.
Om det efterfølgende forløb udenfor huset konstaterede statsadvokaten, at der ikke var indgivet klage eller anmeldelse herom. Statsadvokaten fandt, at de unges forklaringer efterlod et indtryk af politikommissærens optræden i tjenesten, som statsadvokaten, også henset til, at der var tale om mindreårige, ikke kunne bortse fra eller undlade at kommentere.
Statsadvokaten fandt, at fremgangsmåden ved udleveringen af tøjet efter omstændighederne havde været berettiget. Statsadvokaten fandt det ikke overensstemmende med politimæssig korrekt optræden at anvende skældsord, herunder i særdeleshed ikke skældsord, der nærliggende kunne opfattes som racistiske.
Statsadvokaten konkluderede, at politikommissæren kom og reagerede som privatperson, i hvilken egenskab han - forståeligt omstændighederne taget i betragtning - var vred og ophidset. Statsadvokaten fandt ikke noget til hinder for, at politikommissæren påberåbte sig politimyndighed, men man er herefter underlagt samme regelsæt som enhver anden tjenestegørende polititjenestemand og skal herunder optræde politimæssigt korrekt. Hvis han som personligt involveret og forurettet ikke kan håndtere dette, må han som andre borgere tilkalde politiet.
Statsadvokaten fandt, at den udviste vrede og de anvendte skældsord ikke var nødvendige i den konkrete situation. Statsadvokaten overvejede, men fandt ikke anledning til at udtale egentlig kritik. Herved lagde han også vægt på de ganske særlige omstændigheder og på, at der ikke var indgivet en egentlig klage.
Politiklagenævnet havde for så vidt angår de øvrige forhold udtalt, at det var meget kritisabelt, at politikommissæren i den givne situation sammenblandede sin rolle som forurettet, far og polititjenestemand.
Politimesteren besluttede med Rigspolitichefens tiltræden, at der efter omstændighederne ikke var anledning til at reagere disciplinært overfor politikommissæren, der over for politimesteren havde erklæret sig enig i, at han burde have tilkaldt politiet og ikke selv forsøgt at klare sagen.
Eksempel 7
Anmeldelse for vold og blufærdighedskrænkelse i forbindelse
med visitation
SA1-00-321-912 og K 861/2002
M, der var medlem af en rockergruppe, blev standset af politiet. Efter udstigning af vognen førte han pludselig sin knyttede hånd ned i bukserne for derpå umiddelbart efter at tage den op igen. Som følge heraf besluttede politiassistenterne at sigte ham for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og foretage visitation af ham.
Ifølge M spurgte den ene politiassistent ham, om visitationen skulle foregå på den lette eller den hårde måde. Han blev herefter ført op i en tilkaldt transportvogn, hvor visitationen foregik ved anvendelse af magt.
M fik ifølge politiassistenterne valget mellem at blive visiteret på stationen eller i transportvognen, og han valgte transportvognen. De forklarede endvidere, at visitationen foregik uden magtanvendelse. Dog havde den ene politiassistent fysisk kontakt med M, da denne smed en sok i hovedet på politiassistenten, der derfor greb fat i hans arm.
MŽs advokat indgav i april 2000 anmeldelse mod de to polititjenestemænd for blufærdighedskrænkelse, vold, ulovlig tvang og ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 232, § 244, § 260 og § 261.
Statsadvokaten indstillede i november 2001 efterforskningen i sagen og beklagede sagsbehandlingstiden, der var blevet forøget som følge af, at sagen havde været forelagt politiklagenævnet to gange. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men bemærkede, at statsadvokaten burde have sikret sig MŽs skriftlige indforståelse med, at visitationen fandt sted i transportvognen og ikke på stationen.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten og anførte blandt andet, at han fandt det betænkeligt, at sagen var afgjort uden afhøring af andre polititjenestemænd end de indklagede.
Rigsadvokaten erklærede sig enig i statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at kritisere, at der ikke blev afhørt andre polititjenestemænd. De involverede politiassistenter havde oplyst, at flere patruljer kom til assistance, men at ingen af disse deltog i visitationen.
Rigsadvokaten kunne ikke tilslutte sig politiklagenævnets bemærkning om, at politiet burde have sikret sig MŽs skriftlige indforståelse med, at visitationen foregik i transportvognen. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at det fremgår af retsplejelovens § 792 a, stk. 1, sammenholdt med § 792 c, at det er politiet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal ske legemsbesigtigelse af en sigtet. Der stilles ikke krav om nogen form for samtykke fra den sigtede til legemsbesigtigelsen, og heller ikke krav om, at sigtede skal give samtykke til i hvilke lokaliteter legemsbesigtigelsen skal gennemføres.
Rigsadvokaten tilsluttede sig endelig beklagelsen over sagsbehandlingstiden.
Eksempel 8
Anmeldelse af vold under anholdelse ved slag med
politistav
SA5-2002-321-0288 og K 905/2002
To politiassistenter foretog en nat værtshuskontrol på et diskotek. I den forbindelse fremsatte en mand M fornærmelige udtalelser over for politiassistenterne, som efterfølgende gav anledning til, at han blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 121. På baggrund af udtalelserne anholdt politiassistenterne ham og tilkaldte forstærkning, hvorefter der kom yderligere to politiassistenter til stedet.
Ifølge politiassistenterne var M aggressiv og tilkendegav, at han ikke ville følge med. Han havde et glas i hånden og gjorde fysisk modstand, da politiassistenterne tog fat i ham. Under tumult blev han lagt ned på gulvet, hvor politiassistenterne under hans fortsatte modstand forsøgte at passivisere ham for at lægge ham i håndjern.
Den ene politiassistent forklarede, at han ville tildele M et slag med staven på skulderen for at passivisere ham for hurtigt at få situationen under kontrol, blandt andet under indtryk af risikoen for andre gæsters indblanding. M bevægede i det samme sit hoved, og blev ramt af slaget i hovedet .
M's advokat anmeldte i forbindelse med straffesagen 10 måneder senere politiassistenterne for vold. M forklarede, at han blev tildelt slaget med staven, mens han stod op. Han anførte desuden, at politiassistenterne havde tildelt ham flere hårde spark på kroppen. De af lægeerklæringen konstaterede skader stemte ikke overens hermed.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men tilføjede, at nævnet fandt det "objektivt beklageligt, at klageren, om end utilsigtet, blev ramt af politistaven i hovedet". Advokaten klagede til Rigsadvokaten, som ikke fandt grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 1
Anmeldelse for uberettiget videregivelse af oplysninger fra
Kriminalregisteret
SA1-00-321-0976
En person indgav anmeldelse mod en kriminalassistent for uberettiget videregivelse af oplysninger om anmelderens registrering i Kriminalregisteret.
Kriminalassistenten havde indhentet oplysninger om anmelderen og videregivet disse oplysninger til sin samlever, der havde videregivet disse til anmelderens tidligere svigermor A. Anmelderen havde således giftet sig med en kvinde P, som han havde lært at kende på en massageklinik. Efter få dages ægteskab gik parterne fra hinanden. P havde i opgøret i den forbindelse fortalt anmelderen, at hendes mor A havde fortalt hende, at anmelderen var tidligere straffet og omtalte, hvad han tidligere var straffet for.
Kriminalassistenten forklarede, at han ville hjælpe A og hendes mand, fordi anmelderen uberettiget ville have en pengesum fra A og hendes mand, fordi anmelderen mente, at A og hendes mand var ansvarlig for bryllupsfesten, som ikke blev til noget.
Kriminalassistenten erkendte overtrædelse af straffelovens § 155 og § 152, stk. 1, og vedtog en bøde på 5.000 kr.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten blev ikendt en disciplinærbøde på 1.000 kr. af Rigspolitichefen.
Eksempel 2
Anmeldelse om uberettiget opslag i politiets
registre
SA2-2001-321-0535
En politibetjent blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 155, ved uden tjenstlig anledning at have foretaget opslag på parret M og K i politiets registre.
Politibetjenten forklarede, at hans kæreste på sin arbejdsplads var blevet generet af M i anledning af et civilretligt mellemværende mellem politibetjenten og K, og at han i den forbindelse havde overvejet at indgive politianmeldelse mod M og K.
Statsadvokaten opgav påtale i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2.
Statsadvokaten lagde ved sin afgørelse vægt på, at politibetjenten intet havde fået ud af sine opslag, idet han som ny i tjenesten ikke forstod at læse tallene på skærmen og på, at politibetjenten ikke havde videregivet oplysninger. Endvidere lagde statsadvokaten vægt på, at baggrunden var MŽs ubehagelige facon, hvilken var bekræftet af ansatte på politibetjentens kærestes arbejdsplads. Endelig lagde statsadvokaten vægt på, at politiet, såfremt politibetjenten havde indgivet den påtænkte anmeldelse, formentlig ville have foretaget de samme opslag, det vil herunder sige opslag i politiets indexregister. Statsadvokaten fandt ikke, at dette berettigede politibetjenten til selv at foretage opslaget, men fandt, at det fratog handlingen den grovhed, der var en forudsætning for at rejse tiltale.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Anmeldelse af kriminalassistents uberettigede opslag i hans
søns færdselssag
SA2-2002-321-0576
En kriminalassistent havde i politiets sagsbehandlingssystem foretaget opslag i hans søns færdselssag og herefter sendt to interne e-mails til sagsbehandleren, hvori kriminalassistenten viderebragte yderligere oplysninger fra sin søn, der var til dennes fordel.
Kriminalassistenten forklarede, at baggrunden for hans handlinger var, at han ønskede at bidrage til, at sagen blev behandlet hurtigst muligt.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 155 henset til bevismæssige problemer i relation til kriminalassistentens forsæt. Statsadvokaten betegnede dog kriminalassistentens dispositioner som særdeles kritisable.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Der blev indledt en disciplinærsag mod kriminalassistenten, som blev ikendt en bøde på 800 kroner.
Eksempel 4
Anmeldelse af brud på
tavshedspligt
SA3-2002-321-0014
En far klagede over, at nogle politiassistenter til hans anholdte søn og dennes to kammerater havde udtalt, at "de bare skulle holde kæft". Klageren anførte endvidere, at den politiassistent, der havde afhørt den ene af sønnens kammerater, havde brudt sin tavshedspligt, idet politiassistenten til denne skulle have fortalt, at klagerens søn tidligere var straffet for vold.
Statsadvokaten behandlede dels sagen som en adfærdsklage i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b, dels som en anmeldelse om strafbart forhold i medfør af kapitel 93 c.
For så vidt angår adfærdsklagen fandt statsadvokaten ikke anledning til at kritisere den nævnte udtalelse. Der blev lagt vægt på, at drengene var blevet anholdt som sigtede for vold begået i forening, at det var af betydning for sagens opklaring, at de ikke fik lejlighed til at tale sammen, inden de blev afhørt til sagen, og at drengene ikke havde efterkommet gentagne henstillinger fra politiassistenten om at tie stille.
For så vidt angår anmeldelsen for strafbart forhold sigtede statsadvokaten politiassistenten efter afhøringen af drengen for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1.
Statsadvokaten opgav senere sigtelsen i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, idet statsadvokaten lagde til grund, at samtalen var forløbet, som forklaret af politiassistenten, således at denne alene på forespørgsel havde bekræftet oplysningen om vennens tidligere dom, at drengen gav udtryk for, at han og omgangskredsen vidste dette i forvejen, og at politiassistenten ikke tilførte oplysningen et mere kvalificeret indhold.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Politiklagenævnet anførte dog, at anmeldelsen om brud på tavshedspligten burde have været behandlet som en adfærdsklage. Nævnet fandt endvidere, at der burde udtrykkes beklagelse i anledning af det passerede. Nævnet lagde herved til grund, at det som anført af drengen, havde været politiassistenten, der bragte emnet på bane.
Eksempel 5
Anmeldelse for uberettiget opslag i Det Centrale
Personregister
SA5-2002-321-0297
På opfordring af en tidligere kollega, der besøgte en politiassistent på politigården, foretog denne opslag i Det Centrale Personregister. Opslaget blev foretaget for at undersøge, hvor mange personer der havde beboet en bestemt adresse over en årrække. De pågældende personers CPR-numre fremgik af opslaget, der skulle bruges i forbindelse med en civil tvist mellem den tidligere kollega og dennes naboer.
Politiassistenten viste den tidligere kollega, hvordan man skiftede mellem siderne og printede ud fra maskinen, hvorefter han lod sin tidligere kollega sidde ved edb-maskinen på grund af hastende arbejdsopgaver.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten måtte have indset, at han uberettiget videregav fortrolige oplysninger. Statsadvokaten fandt det skærpende, at politiassistenten lod sin tidligere kollega disponere over oplysningerne uden opsyn, ligesom politiassistenten var klar over, at oplysningerne var til brug for en civil tvist.
Statsadvokaten fandt dog ikke, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder, som beskrevet i straffelovens § 152, stk. 2. Statsadvokaten lagde ved den vurdering vægt på, at politiassistenten ikke var klar over, at de fortrolige oplysninger ville blive fremlagt i retten, at der var tale om en "vennetjeneste", og at politiassistenten således ikke havde personlige eller økonomiske interesser i de pågældende oplysninger.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten vedtog en bøde på 2000 kr. for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, og Indenrigs- og Sundhedsministeriets standardvilkår for offentlige myndigheders terminaladgang til CPR, jf. lov om Det Centrale Personregister § 32, stk. 1, og 2, jf. § 57, stk. 1, nr. 4.
Disciplinærsagen verserer fortsat.
Eksempel 6
Anmeldelse for brud på
tavshedspligten
SA5-2002-321-0286
En kvinde henvendte sig i politiets ekspedition for at anmelde et tyveri af et par briller. Mens anmelderen ved skranken talte med en politiassistent, kom en kriminalassistent, der tidligere havde afhørt anmelderen som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, tilfældigt forbi.
Politiassistenten ville ikke tage imod anmeldelsen, da brillerne reelt blot var bortkommet, og anmelderen blev temmelig ophidset, talte meget højt og lænede sig ind over skranken. Kriminalassistenten, der overværede dette, sagde til politiassistenten, at denne ikke skulle komme for tæt på anmelderen, da hun slog folk. Hun anmeldte herefter kriminalassistenten for brud på tavshedspligten.
Statsadvokaten lagde til grund, at kriminalassistentens udtalelse som udgangspunkt var omfattet af tavshedspligten. Statsadvokaten fandt, at videregivelse af fortrolige oplysninger indenfor den enkelte forvaltningsenhed, herunder et politimesterembede kan være uberettiget og dermed i strid med straffelovens § 152. Statsadvokaten fandt i den foreliggende sag, at videregivelsen var berettiget under hensyn til kriminalassistentens ønske om at advare politiassistenten og dennes saglige interesse heri. Statsadvokaten henviste herunder til en sag, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning (FOB 1990.515).
Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men udtalte, at det havde været hensigtsmæssigt, om kriminalassistenten var gået lidt tættere på sin kollega end et par meter.
Eksempel 7
Anmeldelse for brud på tavshedspligten i forbindelse med
afhøring
SA5-2002-321-0306
Politiet blev tilkaldt i forbindelse med en voldsepisode begået af en række piger under en fest på et kollegium. Pigen C blev senere dømt for vold mod pigen O.
Efter voldsepisoden rettede O sammen med sin far henvendelse til den ene af de politiassistenter, der havde været på stedet. O ønskede ikke at indgive en voldsanmeldelse, men bad om, at politiet kontaktede de voldelige pigers forældre og nævnte herved C ved navn. Politiassistenten tilkendegav, at politiet ville kontakte C's forældre.
Få dage efter indgik der en række anmeldelser om vold begået af et antal piger, der efter beskrivelsen af gerningspigerne kunne tyde på, at der var tale om samme pigebande.
Politiassistenten kontaktede på baggrund heraf O's far med oplysning om, at politiet havde mistanke om, at C havde været involveret i yderligere tre tilfælde af vold, og oplyste, at politiet derfor påbegyndte en egentlig efterforskning, herunder vedrørende C.
Efterfølgende anmeldte C's far politiassistenten for brud på tavshedspligten ved at have oplyst O's far om, at C var mistænkt i yderligere voldssager.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Statsadvokaten henviste herved blandt andet til, at han ikke fandt, at videregivelsen af oplysningen om politiets mistanke under de givne omstændigheder var af en sådan grovhed, at forholdet faldt ind under straffelovens § 152.
Statsadvokaten meddelte endvidere, at han ikke fandt grundlag for at udtale kritik, men at politiassistenten burde have handlet anderledes, nemlig ved at have undladt at nævne C's navn som under mistanke for at have begået yderligere vold.
Politiklagenævnet var uenig i statsadvokatens afgørelse og fandt det kritisabelt, at politiassistenten i forbindelse med sin orientering til O's far konkretiserede yderligere mistanke mod C i unødigt omfang. Nævnet var enig med statsadvokaten i, at forholdet ikke faldt ind under straffelovens § 152.
Afgørelsen blev af anmelder påklaget til Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse, men fandt ikke, at politiassistenten burde have handlet anderledes. Rigsadvokaten fandt det således rimeligt, at politiassistenten under de foreliggende omstændigheder kortfattet oplyste baggrunden for, at politiet i den givne situation ikke kunne afslutte sagen om vold mod O ved at tale med C's forældre.
Eksempel 8
Anmeldelse for brud på tavshedspligt ved videregivelse af
tidspunkt for ransagning
SA4-2001-321-0059 og K 837/2001
En advokat indgav på vegne af to fonde, som var henholdsvis ejer og lejer af en ejendom, hvor politiet havde foretaget ransagning, anmeldelse om, at en politimester havde overtrådt sin tavshedspligt. En privatperson havde meddelt politiet, at han og flere andre overvågede fondens lokaliteter. Politiet skønnede, at denne overvågning kunne ødelægge den planlagte ransagning og indgik en aftale med personen om, at han ville få besked, når der skulle ransages, hvorefter overvågningen ophørte.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen blev af anmelderens advokat indbragt for Rigsadvokaten, der fandt, at politiet som udgangspunkt ikke bør videregive en oplysning om tidspunktet for en ransagning til udenforstående, herunder en privatperson. Rigsadvokaten tiltrådte imidlertid statsadvokatens vurdering, hvorefter det under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag ikke blev anset for uberettiget, at politiet videregav oplysningen om tidspunktet for ransagningen til personen. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at personens vedvarende tilstedeværelse ved ejendommen kunne være til gene for politiets efterforskning, og herunder muligheden for at gennemføre enkelte skridt i denne uden forudgående varsel af fondene. Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at personen ved sin tilstedeværelse selv ville have kunnet konstatere, hvornår ransagningen blev iværksat.
Eksempel 9
Anmeldelse af vicepolitimesters brud på
tavshedspligten
SA4-2002-322-0008 og K 951/2002
Efter et retsmøde havde en person P ved en skrivelse til politiet bemyndiget sin advokat til at få oplyst, om han var idømt en bøde på et bestemt beløb og i restance med betalingen af denne. I bekræftende fald var advokaten desuden bemyndiget til at anmode om en udskrift af bødeafgørelsen. Vicepolitimesteren, som på daværende tidspunkt var fungerende politimester, meddelte advokaten, at det nævnte beløb ikke var en dom, men en afskrivning på et skyldigt beløb, og at beløbet stammede fra overskydende skat, der var blevet modregnet i saldoen.
Vicepolitimesteren blev anmeldt af P for overtrædelse af straffelovens § 152 for videregivelse af fortrolige oplysninger til advokaten. P hævdede desuden, at advokaten til politiet havde udleveret nogle dokumenter fra en retssag fra 1992.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen.
Statsadvokaten fandt, at vicepolitimesteren kun havde videregivet oplysninger, som lå i naturlig forlængelse af det stillede spørgsmål, og som bidrag til at afklare sagen nærmere. Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at antage, at vicepolitimesteren havde videregivet akter vedrørende en sag fra 1992.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
P klagede til Rigsadvokaten, som ikke fandt grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 10
Anmeldelse om politimesters udtalelser om
skyldsspørgsmålet
SA4-2002-322-0009 og RA-2002-321-0009
Sigtede S's forsvarer anmeldte en politimester for overtrædelse af retsplejelovens § 1016 a og § 1017, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med politimesterens udtalelser til pressen i en større økonomisk sag.
Forsvareren henviste i anmeldelsen til en række artikler i dagblade fra december 2001 til marts 2002. Der var dels tale om citater af udtalelser fremsat af politimesteren, dels omtaler af sagen. Der var ikke i anmeldelsen anført nogen konkret udtalelse fra politimesteren, som skulle være i strid med retsplejeloven.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen og fandt endvidere ikke anledning til at kritisere politimesterens udtalelser.
Statsadvokaten anførte, at en efterforskningsleders samarbejde med pressen er en balancegang mellem på den ene side hensynet til efterforskningen og den senere domsforhandling og på den anden side hensynet til pressens og dermed offentlighedens interesse i at få oplysninger om sagerne. Statsadvokaten fandt ikke, at det forhold, at politi- mesteren offentligt havde tilkendegivet, at efterforskningen efter hans opfattelse havde vist, at der var en begrundet mistanke mod en person, er i strid med retsplejelovens § 1016 a, idet det jo er klart, at politiet har den opfattelse, idet man ikke ellers ville gå i retten og anmode om en fængslingskendelse.
Forsvareren klagede over afgørelsen.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at omgøre statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 1
Anmeldelse af politiets manglende objektivitet under
efterforskning, hvor polititjenestemand var
involveret
SA2-2000-321-0419
I forbindelse med et færdselsuheld, hvor to biler var involveret, var der mistanke om, at begge førere havde været spirituspåvirket. Politiet blev tilkaldt af ejeren E af den have, hvor den ene forulykkede bil var endt. Forinden politiet kom til stede var den ene fører imidlertid forsvundet. E forstod på politipersonalet, at føreren var en polititjenestemand, og fornemmede, at politipersonalet var utilbøjeligt til at finde personen. E anmeldte herefter forholdet til politiet.
Statsadvokaten fandt det påfaldende, at tilsyneladende ingen af de afhørte polititjenestemænd forklarede samstemmende om helt centrale punkter i sagen, men fandt efter omstændighederne, at undersøgelsen måtte indstilles i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Statsadvokaten fandt endvidere, at nogle af politifolkene havde foretaget uhensigtsmæssige dispositioner, som imidlertid ikke var omfattet af politiklagenævnsordningen.
Statsadvokaten fandt desuden, at det måtte lægges til grund, at politipersonalet på uheldsstedet var bekendt med den forsvundne førers identitet, men at statsadvokaten ikke ville være i stand til at løfte den fornødne bevisbyrde for, hvem der i givet fald på ulykkesstedet havde modtaget denne oplysning, eller at denne eller disse personer i givet fald forsætligt havde dækket over en kollega.
Statsadvokaten fandt endvidere, at en politiassistent havde foretaget nogle forkerte dispositioner, herunder at der i de politirapporter, han havde udarbejdet, manglede de fundamentale oplysninger om identiteten af den forsvundne fører, som han havde fået af anmelderen og af den anden fører. Statsadvokaten fandt således, at de pågældende politirapporter for en udenforstående kunne fremstå, som om politiet havde noget at skjule, og at der således ikke var udvist den fornødne objektivitet i politiarbejdet.
Statsadvokaten kritiserede desuden den vagthavende polititjenestemand, der fik oplysningen om polititjenestemandens mulige spirituskørsel, for at have undladt at orientere sin overordnede om det passerede og for derved at have foretaget en uhensigtsmæssig disposition.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Anmeldelse af politifuldmægtig for
embedsforsømmelse
SA6-2001-322-0025 og K 867/2002
En advokat anmeldte en politifuldmægtig for embedsforsømmelse ved ikke at have indbragt advokatens anmodning om ukontrolleret besøg til hans klient K for retten. Advokaten anførte endvidere, at politifuldmægtigen ved sin adfærd havde udøvet bevidst chikane over for K's retssikkerhed.
Advokaten begærede i forbindelse med anmodningen spørgsmålet indbragt for retten, hvis besøget ikke ville blive tilladt. Politifuldmægtigen afviste ukontrollerede besøg og anførte, at hvis advokaten ønskede spørgsmålet behandlet ved retten, måtte advokaten selv gøre dette.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen og klagen. Statsadvokaten lagde vægt på, at politifuldmægtigens beslutninger var afgørelser vedrørende strafforfølgningen, der kunne klages over til statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 101.
Statsadvokaten fandt ikke, at der var holdepunkter for at antage, at der var tale om embedsforsømmelse eller bevidst chikanøs adfærd, hvorfor statsadvokaten ikke fandt anledning til at foretage sig yderligere.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten og anførte blandt andet, at han fandt det kritisabelt, at statsadvokaten ikke vurderede, hvilke retsregler der er gældende på området.
Statsadvokaten udtalte efter høring til Rigsadvokaten, at anvendelsen af retsreglerne vedrørende besøgskontrol havde været behandlet, og at disse overvejelser havde dannet grundlag for afgørelsen i sagen. Det havde dog været hensigtsmæssigt, at dette havde fremgået af afgørelsen.
Rigsadvokaten henviste til Rigsadvokatens Meddelelse nr. 19/1974 vedrørende den tidligere gældende bestemmelse om besøg i retsplejelovens § 784, stk. 1, nr. 2, hvori der blev fastsat retningslinier om fremgangsmåden, hvis politiet vil nægte besøgstilladelse til arrestanter.
Rigsadvokaten fandt det på den baggrund rigtigst, at det i afgørelsen om afslag på besøgstilladelse var blevet oplyst, at politimesteren ville forelægge spørgsmålet for retten, hvis ønsket om besøgstilladelse blev fastholdt, og Rigsadvokaten henledte derfor politimesterens opmærksomhed herpå.
Rigsadvokaten fandt ikke, at denne fejl gav grundlag for at antage, at politifuldmægtigen havde begået strafbart forhold, eller at der var tale om chikane og tiltrådte derfor statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 1
Klage over tilbageholdelse og visitation af
demonstranter
SA1-00-321-847
Under en demonstration i København blev der blandt andet afbrændt en dukke, som forestillede den amerikanske præsident, ligesom der efter politiets opløsning af demonstrationen var nogen uro, herunder blev et sidespejl til en politibil revet af.
En advokat klagede efterfølgende på vegne af 18 klienter, der på vej væk fra demonstrationsstedet blev omringet af en større politistyrke og uden formel anholdelse blev tilbageholdt i op mod en time og herunder visiteret. Ingen blev afhørt eller sigtet for noget, og alle fik lov til at gå efter visitationen.
Advokaten klagede endvidere over, at en politimand tog et ulovligt halsgreb på en af hendes klienter, og at en politibil på demonstrationsstedet havde påkørt en anden af hendes klienter.
Politiet begrundede tilbageholdelsen og visitationerne med, at man ville prøve at finde gerningsmændene til afbrændingen af dukken og afrivningen af sidespejlet.
Statsadvokaten meddelte, at der ikke var tilstrækkelig saglig begrundelse for den stedfundne tilbageholdelse og visitation af demonstranterne, at der heller ikke i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, eller i § 792 d, stk. 4, var hjemmel til at foretage visitationerne, og at den stedfundne tilbageholdelse måtte sidestilles med en anholdelse, hvorfor de pågældende burde have været formelt anholdt.
De to øvrige klagepunkter blev afvist på grund af mangel på bevis.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Anmeldelse for i strid med grundloven at have udstedt forbud
mod demonstrationer
SA1-02-322-30
En forening anmeldte Politidirektøren og en chefpolitiinspektør for overtrædelse af en række bestemmelser i straffeloven ved i strid med grundlovens § 79, at have udstedt og håndhævet et forbud mod demonstrationer i Københavns indre by i forbindelse med EU-møder og lignende samt at have nægtet at give tilladelse til sådanne demonstrationer.
Chefpolitiinspektøren og andre polititjenestemænd havde inden demonstrationen afholdt et dialogmøde med forskellige repræsentanter for organisationer, der planlagde demonstrationer under det danske EU-formandskab. Det fremgik af referatet af mødet, at politiet ikke ville tillade demonstrationer i den indre by.
Det fremgik endvidere af et interview til en avis, at chefpolitiinspektøren havde udtalt, at demonstrationerne ikke kunne tillades af hensyn til trafikken, og fordi det ville være helt uoverskueligt at have demonstrationer i de små gader.
Statsadvokaten fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at der var udstedt et generelt demonstrationsforbud, og uanset om dette havde været tilfældet, fandt statsadvokaten ikke, at der var noget som helst grundlag for at antage, at de anmeldte derved havde haft forsæt til at overtræde straffeloven.
Statsadvokaten afviste derfor anmeldelsen som åbenbart grundløs.
Statsadvokaten bemærkede i øvrigt over for politiklagenævnet, at der efter grundlovens § 79, 3. pkt., er mulighed for at forbyde forsamlinger, når forsamlingerne kan give anledning til fare for den offentlige fred. Statsadvokaten henviste herved til Folketingets Ombudsmands afgørelse (1999-2565-619), hvor der ikke blev fundet grundlag for kritik i en sag, hvor politiet havde afvist tre demonstrationer i Københavns indre by. Politiet havde i den pågældende sag afvist demonstrationerne under henvisning til risikoen for ufred, uro og uorden, som ikke kunne forebygges forsvarligt på grund af de geografiske og færdselsmæssige forhold i den indre by.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Anmeldelse for at have hindret prædikant i at gennemføre
demonstration
SA1-02-322-32
En forening indgav i henhold til en fuldmagt fra en prædikant anmeldelse mod politiet og en politiadvokat blandt andet for tjenesteforbrydelser efter straffelovens §§ 151, § 155 og § 157, samt overtrædelse af grundloven og forskellige konventioner ved at have været ansvarlig for, at prædikanten blev hindret i at gennemføre en demonstration.
Umiddelbart inden afviklingen af en lovligt anmeldt propalæstinensisk demonstration med ca. 1.500 deltagere, der efter reglerne var anmeldt til politiet, iværksatte prædikanten en uanmeldt demonstration til fordel for Israel.
Da den propalæstinensiske gruppe traf prædikanten, der var iført skudsikker vest og medbragte et israelsk flag, opfattede den propalæstinensiske gruppe dette som en provokation. For at sikre opretholdelsen af ro og orden og ikke mindst af hensyn til prædikantens eget liv og velfærd blev han ført bort fra pladsen, ligesom den spontant opståede propalæstinensiske moddemonstration blev opløst, da den efter politiets skøn havde udviklet sig til et opløb.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen som grundløs i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1.
Statsadvokaten fandt det foretagne indgreb særdeles velbegrundet under de givne omstændigheder, hvor prædikantens demonstration ikke var anmeldt på forhånd, og at det derfor ikke havde været muligt for politiet på forhånd at tilrettelægge en sikker afvikling heraf.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 1
Vicepolitikommissærs bortfjernelse af
fyrværkeri
SA2-2001-321-0572
En vicepolitikommissær havde kort før nytår bortfjernet og benyttet noget foreløbigt beslaglagt fyrværkeri, der lå opmagasineret på en kaserne.
Vicepolitikommissæren oplyste i forbindelse med den efterfølgende efterforskning, at han havde benyttet fyrværkeriet i forbindelse med en demonstration over for kolleger, idet der forelå oplysninger om, at der ville blive udført hærværk omkring nytårsaften ved anvendelse af fyrværkeri. Vicepolitikommissæren oplyste endvidere, at han havde fået mundtlig tilladelse af straffesagens sagsbehandler til at udtage fyrværkeriet, selvom straffesagen ikke var afgjort.
Der forelå intet skriftligt i straffesagen omkring udtagelsen af fyrværkeriet, men vicepolitikommissæren havde dog på kasernen skrevet under på, at han medtog fyrværkeriet. Det kunne ikke i øvrigt bekræftes, at sagsbehandleren i straffesagen havde givet tilladelse til bortfjernelse af fyrværkeriet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, særligt henset til, at flere polititjenestemænd mente at erindre, at der havde været afholdt en demonstration med fyrværkeri. Statsadvokaten fandt dog vicepolitikommissærens dispositioner i sagen kritisable.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Vicepolitikommissær dømt for
underslæb
SA3-2002-321-0008 og K 947/2002
En vicepolitikommissær med ansvar for politikredsens koster, herunder våben, blev efter politiklagenævnets tiltræden af tiltalespørgsmålet i byretten dømt for underslæb efter straffelovens § 278, ved at have solgt otte jagtvåben, der var taget i bevaring af politiet. Vicepolitikommissæren havde attesteret, at våbnene var destrueret, hvorefter han havde solgt dem til en våbenhandler.
Vicepolitikommissæren blev i byretten idømt 3 måneders fængsel, der under hensyn til tiltaltes alvorlige sygdom blev gjort betinget.
Eksempel 3
Politifuldmægtig dømt for besiddelse af
børnepornografi
SA3-2000-321-0023 og K 871/2002
På grundlag af en anmeldelse fra en internetudbyder, der fandt børnepornografisk materiale på sin egen mail-server, blev der foretaget en større politiaktion imod ca. 40 personer. De pågældende var indehavere af e-mailadresser, hvortil der var blevet sendt børneporno. Blandt disse personer var en politifuldmægtig.
Den pågældende blev samme dag anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2. Politifuldmægtigen besad ved anholdelsen en større mængde børnepornografisk materiale i form af billedfiler og videoklip, dels på sin egen computer i hjemmet og dels på sin computer på tjenestestedet. Politifuldmægtigen blev endvidere sigtet for uberettiget at have lagret børnepornografisk materiale på en computer med internetopkobling på tjenestestedet. Det børnepornografiske materiale hidrørte dels fra straffesager, der havde været efterforsket på tjenestestedet og dels fra internettet. Politifuldmægtigen havde ikke været sagsbehandler på straffesagerne, hvorfra materialet stammede. Politifuldmægtigen forklarede, at han besad materialet som et led i en privat efterforskning imod udbyderne af børnepornografi på internettet.
Statsadvokaten rejste tiltale imod politifuldmægtigen for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, § 155 og § 293, stk. 1, for besiddelse af børnepornografisk materiale, samt for uberettiget af have brugt sin stilling som politifuldmægtig til at sætte sig i besiddelse af sådant materiale og for uberettiget at have lagret materialet på tjenestestedets computer.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politifuldmægtigen blev for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, idømt 30 dages fængsel. Der skete frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 155 og § 293, stk. 1.
Dommen blev af anklagemyndigheden anket til landsretten med påstand om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet og skærpelse. Landsretten fandt politifuldmægtigen skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, § 235, stk. 2, og § 293, stk. 1, og han blev idømt fængsel i 60 dage.
Anklagemyndigheden havde ikke nedlagt påstand om rettighedsfrakendelse under byrettens behandling af straffesagen. Landsretten fandt, at frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed må anses for at være en væsentlig og indgribende retsfølge, som tiltalte må have adgang til at få prøvet ved retten i to instanser. Da en påkendelse under sagen indebærer, at tiltalte kun med Procesbevillingsnævnets tilladelse kan opnå prøvelse i anden instans af en eventuel afgørelse om rettighedsfratagelse, afviste landsretten påstanden.
Eksempel 4
Anmeldelse af politiassistent for vold, tyveri og
forsikringsbedrageri mv.
SA3-2002-321-0028 og
SA3-2002-321-0052
I forbindelse med husspektakler der udviklede sig til vold, anmeldte en politiassistent P's samlever P for at have stjålet nogle effekter fra en byggeplads under patruljekørsel, for at have overdraget hende 2,9 gram hash, samt for forsikringsbedrageri i forbindelse med en anmeldelse om indbrud på politiassistentens landejendom.
Politimesteren kontaktede statsadvokaten, der overtog efterforskningen imod P. Under hensyn til de geografiske forhold omfattede statsadvokatens efterforskning de forhold, der var begået i tjenesten, og de forhold der var begået udenfor tjenesten.
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod politiassistenten.
Politiassistenten blev for vold imod samleveren, ulovlig omgang med hittegods, tyveri af kopipapir fra tjenestestedet, underslæb med hensyn til en diktafon og en stavlygte, samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer idømt fængsel i 80 dage. Politiassistenten blev frifundet for tiltalen for forsikringsbedrageri.
Politimesteren og Rigspolitichefen indstillede politiassistenten til afsked.
Disciplinærsagen verserer fortsat.
Eksempel 5
Anmeldelse for ulovlig indtrængen, vold og
blufærdighedskrænkelse mv.
SA4-2000-321-0040 og K 792/2001
En person A, der i forvejen var omfattet af politiets efterforskning af en selskabstømmersag, indgav anmeldelse mod en politiassistent P for brud på tavshedspligten, ulovlig indtrængen på A's bopæl, blufærdighedskrænkelse og vold.
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod P for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, § 264, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 232.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men fandt også, at statsadvokaten burde rejse tiltale for vold efter straffelovens § 244.
P blev idømt 25 dagbøder á 300 kr. med en forvandlingsstraf på 25 dage for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, ved under en privat samtale fra politigården at have videregivet fortrolige oplysninger om, at A havde over 40 verserende strafforhold, og at forholdene blandt andet omfattede vold, bedrageri og polititilhold.
P blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, ved uberettiget at have skaffet sig adgang til A's hus for at lede efter hans tidligere veninde og for overtrædelse af straffelovens § 232, ved umiddelbart efter at være gået hen til sengen og revet dynen af hende.
Eksempel 6
Anmeldelse af politiets ledelse for overtrædelse af
arbejdsmiljøloven
SA5-2002-322-0024
En sikkerhedsrepræsentant på en politistation anmeldte på vegne af en politiassistent P, der var beskæftiget i ekspeditionen, "min arbejdsgiver" (Politimesteren eller Rigspolitichefen) for overtrædelse af arbejdsmiljøloven i forbindelse med P's ansvar for klargøring af udrykningskufferter og herunder håndtering af et giftigt fingeraftrykspulver.
Arbejdstilsynet udtalte, at der var tale om en klar og temmelig "grov" overtrædelse af gældende regler, idet der var tale om manglende procesventilation, manglende brug af personlige værnemidler samt manglende vejledning og instruktion på baggrund af brugsanvisningen.
Statsadvokaten behandlede i første omgang sagen uden forelæggelse for politiklagenævnet, da sagen efter statsadvokatens opfattelse ikke var af en sådan karakter, at den skulle undergives politiklagenævnsbehandling.
Rigsadvokaten anmodede efter anmelderens klage statsadvokaten om at genoptage sagen og herunder forelægge sagen for politiklagenævnet, idet Rigsadvokaten fandt, at anmeldelsen må anses som en anmeldelse vedrørende et forhold begået af politipersonale i tjenesten.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Statsadvokaten lagde herved blandt andet vægt på, at Arbejdstilsynet havde fremsendt vejledning om ventilation ved håndtering af fingeraftrykspulver, at tilsynet ville have udstedt et påbud i medfør af arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, såfremt den af sikkerhedsrepræsentanten beskrevne arbejdsproces var blevet konstateret af tilsynet, og at tilsynet ikke havde praksis for umiddelbar politianmeldelse eller udstedelse af administrativ bøde i den pågældende situation.
Endelig bemærkede statsadvokaten, at det ikke var ganske klart, om anmeldelsen rettede sig mod politimesteren eller Rigspolitichefen som personer eller myndigheder. Da et eventuelt strafbart forhold imidlertid i begge tilfælde kunne være begået af personale med politimyndighed, og da der i givet fald ville være tale om forhold i tjenesten, blev sagen forelagt for politiklagenævnet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 7
Anmeldelse for ærekrænkelse ved ureglementeret
påklædning
SA6-2001-44-0359
Da en landmand ikke ønskede frivilligt at lade sine dyr øremærke, gennemførte fogedretten dette med politiets medvirken. To professionelle "cowboys" blev herunder rekvireret til at indfange kvæg, der ikke lod sig indfange på sædvanlig vis. En vicepolitikommissær bistod under fogedforretningen og bar under denne - inspireret af de professionelle cowboys - en cowboyhat, men var i øvrigt iført uniformsjakke og -bukser.
Fogedforretningen blev optaget på tv, og vicepolitikommissæren blev interviewet blandt andet om, hvorfor han bar cowboyhat.
Landmandens advokat anmeldte vicepolitikommissæren for ærekrænkelser efter straffelovens § 267, ved ureglementeret at have båret cowboyhat i forbindelse med fogedforretningen og for at have udtalt sig herom til tv, idet han fandt, at vicepolitikommissæren havde båret hatten for at genere eller nedgøre hans klient. Advokaten tilkendegav, at han samtidig ønskede anmeldelsen behandlet som en klage over vicepolitikommissærens adfærd.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, da overtrædelse af straffelovens § 267 er undergivet privat på- tale, og da almene hensyn ikke krævede offentlig påtale.
For så vidt angår adfærdsklagen, fandt statsadvokaten ikke, at der var grundlag for at antage, at vicepolitikommissæren bar cowboyhatten for at genere eller nedgøre landmanden, hvorfor der ikke var grundlag for at kritisere vicepolitikommissæren.
Statsadvokaten fandt dog, at den valgte hovedbeklædning i den konkrete situation måtte betegnes som uhensigtsmæssig, fordi cowboyhatten ikke syntes at opfylde noget særligt praktisk behov eller formål.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 8
Anmeldelse for embedsmisbrug i forbindelse med
efterforskning
SA4-2000-321-0040 og K 792/2001
En person P overtrådte en meddelt advarsel om at opsøge en kvinde i henhold til straffelovens § 265, og der blev efterfølgende rejst sigtelse mod P for ulovlig tvang og frihedsberøvelse. En kriminalassistent efterforskede sagen i et halvt år, hvorefter han selv bad om at blive frigjort fra sagen.
P anmeldte kriminalassistenten for embedsmisbrug, forsøg på at fremkalde falsk anmeldelse og falsk forklaring for retten.
P gjorde blandt andet gældende, at der bestod et forhold mellem den nævnte forurettede kvinde og kriminalassistenten, og at kriminalassistenten derfor havde en usaglig interesse i sagen. Kvinden og kriminalassistenten benægtede samstemmende dette. De oplyste, at de havde mødt hinanden et par gange tilfældigt, og at de én gang havde været på café og restaurant sammen.
P henviste til et brev fra kriminalassistenten til kvinden. I straffesagen mod P forklarede kvinden og kriminalassistenten som vidner, at de ikke havde haft kontakt ud over, hvad der vedrørte sagen. Nogle dage efter forklaringen i retten afgav kriminalassistenten en notits til den mødende anklager, hvori han omtalte et brev, han havde skrevet til kvinden i en noget personlig stil. Han forklarede senere, at brevet efter hans opfattelse alene var trøstende og ikke nogen kærlighedserklæring.
Statsadvokaten opfattede anmeldelsen for embedsmisbrug som en anmeldelse om overtrædelse af straffelovens §§ 155 eller 157. Statsadvokaten fandt, at kriminalassistenten under efterforskningen af sagen fik en form for personlig interesse i forurettede, hvilket på et tidspunkt - i hvert fald da han skrev det nævnte brev - gjorde ham inhabil. Statsadvokaten fandt, at kriminalassistenten burde have frasagt sig sagen på et tidligere tidspunkt end han gjorde, men fandt ikke, at der herved eller på anden måde var sket en overtrædelse af straffelovens §§ 155 eller 157. Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen i sagen mod kriminalassistenten.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
P's advokat klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten. Endvidere rettede en af P's bekendte henvendelse til politiet og oplyste, at der forelå et yderligere brev mellem kriminalassistenten og kvinden. Statsadvokaten iværksatte herefter en undersøgelse med henblik på at få klarlagt, hvorvidt et sådant brev eksisterede. På den baggrund bestemte Rigsadvokaten, at strafforfølgningen mod kriminalassistenten skulle fort-sætte.
Efter undersøgelsen indstillede statsadvokaten på ny efterforskningen i sagen. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig heri.
Advokaten klagede til Rigsadvokaten, der tilsluttede sig statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 9
Kriminalassistents anmeldelse af politiassistent for
strafbart forhold ved udfærdigelse af en
bødetilkendegivelse
SA2-2001-321-0580 og K 923/2002
En kriminalassistent anmeldte en politiassistent P for strafbart forhold i forbindelse med udfærdigelse af en bødetilkendegivelse til kriminalassistentens hustru ved urigtigt at angive gerningsstedet som "Roskildevej mod vest" i Københavns Politikreds (Valby). Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, fordi der efter hans opfattelse ikke var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige, var begået.
Statsadvokaten fandt dog flere af P's dispositioner i sagen uheldige. Statsadvokaten fandt det uheldigt, at gerningsstedet i bødetilkendegivelsen var vagt formuleret. Statsadvokaten henviste i den forbindelse til retsplejelovens § 831, der fastlægger de oplysninger et anklageskrift skal indeholde, og til, at samme principper gælder for en bødetilkendegivelse. Statsadvokaten fandt det endvidere beklageligt, at P, efter han var gjort bekendt med den indgivne klage, i princippet fastholdt gerningsstedet, selvom han medgav, at han rent faktisk ikke kunne huske, hvor færdselsforseelsen fandt sted og i den forbindelse tillige havde opsøgt kriminalassistentens hustru for at få dette opklaret.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenten klagede til Rigsadvokaten over afgørelsen og over en række forhold vedrørende statsadvokatens sagsbehandling, herunder at statsadvokaten havde ladet en notits vedrørende en telefonsamtale med en politiassessor indgå i sagen. Klageren fandt, at oplysningerne fra assessoren var injurierende, utilstedelige og udtryk for "grov ærekrænkelse". K fremsatte endvidere anmodning om, at der blev iværksat en undersøgelse af kriminalassistentens opslag i politiets registre vedrørende hustruens færdselssag.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse og lagde herved vægt på de samme forhold, som statsadvokaten havde anført som begrundelse for sin afgørelse.
For så vidt angår inddragelsen af den nævnte notits, bemærkede Rigsadvokaten, at politiassessoren havde rettet telefonisk henvendelse til statsadvokaten samme dag, som statsadvokaten havde afhørt kriminalassistenten, og at henvendelsen var begrundet i assessorens kendskab til afhøringen. På den baggrund fandt Rigsadvokaten det korrekt af statsadvokaten at udfærdige en notits om den telefoniske henvendelse og henviste i den forbindelse til offentlighedslovens § 6, stk. 1. Under hensyn til at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at oplysningerne kunne få betydning i sagen, fandt Rigsadvokaten endvidere ikke grundlag for at kritisere, at notitsen indgik i sagens bilag. Rigsadvokaten havde dog ikke tillagt oplysningerne i notitsen betydning for afgørelsen af sagen og fandt heller ikke grundlag for at antage, at statsadvokaten havde gjort dette.
Med hensyn til klagerens bemærkninger om indholdet af politiassessorens udtalelser var Rigsadvokaten enig med statsadvokaten i, at sager om overtrædelse af straffelovens § 267 om ærekrænkelser er undergivet privat påtale i medfør af straffelovens § 275.
Rigsadvokaten var endvidere enig med statsadvokaten i, at politiassistentens oplysninger om kriminalassistentens opslag i politiets registre måtte behandles som en anmeldelse for strafbart forhold.
Statsadvokaten afviste i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, anmeldelsen, idet der ikke var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, var begået.
K klagede til Rigsadvokaten, der tilsluttede sig statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 1
Anmeldelse af unavngivne polititjenestemænd for undladelse
af at foretage efterforskning
SA1-02-321-1317
En kvinde K anmeldte flere unavngivne polititjenestemænd for strafbart forhold ved at have undladt at foretage sig noget i anledning af en prostituerets skatte- og socialbedrageri, selvom politiet var bekendt med bedragerierne. Desuden blev unavngivne polititjenestemænd anmeldt for strafbart forhold ved vederlagsfrit at modtage seksuelle ydelser af den prostituerede.
Baggrunden for anmeldelserne var, at KŽs ægtefælle igennem lang tid havde været kunde hos den prostituerede, hvilket K i et vist omfang var bekendt med.
På et tidspunkt, hvor den prostituerede ønskede, at "forholdet" til KŽs ægtefælle skulle ophøre, udbad han sig en kvittering på 73.000 kr. for de beløb og gaver, som han havde betalt hende for de seksuelle ydelser. I modsat fald ville han anmelde den prostituerede for skattesvig og socialbedrageri, ligesom han på anden måde chikanerede hende. KŽs ægtefælle blev herefter meddelt tilhold over for den prostituerede og tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 264 d.
Politidirektøren frafaldt senere tiltalen, da den prostituerede tilbagekaldte anmeldelsen og anmodede om, at tilholdet blev tilbagekaldt.
Statsadvokaten anså anmeldelsen af politiet for en ren hævnakt og afviste anmeldelsen som grundløs, jf. retsplejelovens § 749, stk. 1.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Behandlingen af færdselsstraffesager omfatter dels sager, hvor der er sket færdselsuheld, dels andre typer af færdselsforseelser. For så vidt angår færdselsuheld, hvor polititjenestemænd er impliceret, er der i beretningen for 1996 i afsnit 8.1.1. nærmere gjort rede for de gældende kriterier for at afgrænse hvilke sager, der omfattes af politiklagenævnsordningen. I beretningen for 1999 er der i afsnit 7.3.6. nærmere gjort rede for efterforskningen i færdselssager.
Statsadvokaterne har foretaget undersøgelser i en lang række sager, hvor polititjenestemænd har været involveret i færdselsuheld.
Eksempel 1
Uagtsom overtrædelse af færdselsloven af påkørt
politiassistent
SA1-02-321-1294
En politiassistent deltog som lærer på Politiskolen i en "skyggeøvelse", hvorunder han blev skygget af et hold elever. Pludselig løb politiassistenten ud på kørebanen for at løbe skråt over gaden. Han overså imidlertid en personbil, der ikke kunne undgå påkørsel, hvorved politiassistenten blev slynget op på kølerhjelmen, hvorved han ramte forruden, der blev knust, og faldt ned på kørebanen. Han blev herved tilføjet voldsomme læsioner i ansigtet, venstre skulder blev revet af led, og han fik flere mindre skader.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen.
Statsadvokaten lagde til grund, at politiassistenten selv bar ansvaret for uheldets indtræden, og for at han kom alvorligt til skade. Statsadvokaten lagde ved afgørelsen vægt på, at der i den pågældende situation, hvor der blev påført politiassistenten betydelige skader, i en tilsvarende sag overfor en ikke-tjenstgørende politiassistent ikke ville blive rejst tiltale for uagtsom overtrædelse af færdselsloven.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Politimesters undladelse af iagttagelse af ubetinget
vigepligt
SA4-2001-322-0006
En politimester undlod under tjenstlig kørsel at iagttage sin ubetingede vigepligt i en rundkørsel, hvorved der skete sammenstød med en cyklist med materiel skade og lettere personskade til følge.
Statsadvokaten rejste med politiklagenævnets tiltræden tiltale mod politimesteren for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 2, med påstand om bøde og betinget frakendelse af førerretten.
Byretten lagde til grund, at politimesteren ved at overse cyklisten i rundkørslen havde ført bilen under tilsidesættelse af væsentlige hen- syn til færdselssikkerheden og derved havde forvoldt skade. Politimesteren blev idømt en bøde på 1.500 kr. og betinget frakendelse af førerretten.
Denne sagskategori vedrører for det første færdselsuheld, der er sket under udrykningskørsel.
Sagskategorien vedrører endvidere sager uden færdselsuheld, hvor føreren af patruljevognen af andre er blevet anmeldt for at have overtrådt færdselslovens regler.
For alle disse sagstyper drejer undersøgelsen sig om, hvorvidt betingelserne for at køre udrykningskørsel har været opfyldt, og om der i givet fald er sket en overtrædelse af reglerne i udrykningsbekendtgørelsen. Reglerne for udrykningskørsel er fastsat i Trafikministeriets be- kendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996 og er nærmere beskrevet i beretningen for 1999 under punkt 7.3.2.
Eksempel 1
Fremkørsel for rødt lys med sammenstød til
følge
SA1-02-321-1318
En patruljevogn under udrykning kørte frem mod rødt lys i et kryds, hvor der skete sammenstød med anden bil, der kørte ind i krydset for grønt lys. Føreren af patruljevognen forklarede blandt andet, at patruljevognens udrykningssignaler var aktiveret, og at han umiddelbart inden fremkørsel i krydset blev opmærksom på modparten.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen efter retsplejelovens § 749, stk. 2, fordi fremkørslen i krydset var sket med ganske lav hastighed, og patruljevognen på grund af føret og ABS-systemet ikke kunne nå at bremse op inden sammenstødet.
Statsadvokaten fandt dog, at politiassistenten kunne have udvist større forsigtighed, da passageren i patruljevognen havde opdaget modparten tidligere. Da udrykningskørsel altid indebærer en forøget risiko for uheld, og da der i sådanne situationer må indrømmes førerne af udrykningskøretøjer en vis margin for mindre fejlskøn, fandt statsadvokaten ikke tilstrækkeligt grundlag for strafferetlige sanktioner.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 2
Kørsel under skygning anset for
udrykningskørsel
SA2-2001-321-0561
I forbindelse med skygning for PET påkørte en polititjenestemand en tilfældig anden trafikant.
Statsadvokaten behandlede selve kørslen som udrykningskørsel, hvorfor forseelsen alene blev anset for en overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1. Polititjenestemanden vedtog og betalte en bøde på 500 kr.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 3
Uagtsomt manddrab i forbindelse med
udrykningskørsel
SA2-2001-321-0567
En politibetjent P kørte under udrykning uden anvendelse af udrykningshorn med en hastighed på ikke under 115 km/t på en strækning, hvor der var 50 km/t fartbegrænsning. Han foretog herunder overhaling af en bil, der blev ført i samme retning af F, som forberedte svingning til venstre. P påkørte F's bil, der svingede til venstre ind foran politibilen, og F blev dræbt ved sammenstødet.
P blev efter politiklagenævnets tiltræden af tiltalespørgsmålet ved byrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af færdselsloven, udrykningsbekendtgørelsen og straffelovens § 241, og blev idømt 20 dagbøder á 400 kr. med forvandlingsstraf på fængsel i 20 dage og betinget frakendelse af førerretten.
Landsretten stadfæstede bødestraffen, men frifandt politibetjenten for førerretsfrakendelsen.
Politimesteren indstillede, at disciplinærsagen blev afgjort med en irettesættelse. Rigspolitichefen meddelte, at det var den overordnede opfattelse, at forhold, hvor en polititjenestemand bliver dømt for uagtsomt manddrab, som udgangspunkt bør afgøres disciplinært med forflyttelse.
Med henvisning til polititjenestemandens personlige forhold fandt Rigspolitichefen det dog forsvarligt at afgøre sagen med en bøde.
Politibetjenten blev ikendt en disciplinærbøde på 1.000 kr. af Rigspolitichefen.
Eksempel 4
Manglende overholdelse af ubetinget vigepligt med
færdselsuheld til følge
SA3-2002-321-0007
En politiassistent førte en politibil under udrykning med lav hastighed ind i et vejkryds uden at overholde den ubetingede vigepligt, hvorved der skete sammenstød med en tværkørende personbil med mindre materiel skade til følge.
Statsadvokaten fandt, at politiassistenten som følge af oversigtsforholdene, der på grund af beplantning og lavtstående sol ikke var gode, og da alene udrykningslygten var aktiveret, burde have udvist ganske særlig forsigtighed, idet politiassistenten ikke havde rimelig grund til at forvente, at eventuel tværkørende trafik ville eller havde mulighed for at respektere udrykningssignalet.
Statsadvokaten fandt dog, at politiassistenten havde udvist høj grad af vilje til forsigtighed, hvorfor overtrædelsen af udrykningsbekendtgørelsen blev anset af ringe strafværdighed, og tiltale blev frafaldet, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1.
Statsadvokaten henviste politiassistenten til for fremtiden at overholde udrykningsbekendtgørelsen og meddelte politiassistenten, at han i gentagelsestilfælde måtte forvente at blive draget til ansvar efter bekendtgørelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Rigspolitichefen sluttede disciplinærsagen.
Eksempel 5
Udskridning under udrykningskørsel med færdselsuheld til
følge
SA3-2002-321-0040
Under eftersættelse af et brugsstjålent køretøj skred en patruljebil ud i et skarpt sving og stødte sammen med et køretøj i den modsatte kørebane med materiel skade til følge.
Statsadvokaten lagde til grund, at føreren af patruljebilen før udskridningen havde nedsat hastigheden og ikke i øvrigt under eftersættelsen havde taget unødige chancer.
Statsadvokaten fandt, at udrykningsbekendtgørelsen var overtrådt, men på baggrund af førerens kørsel, fandt statsadvokaten overtrædelsen af så ringe strafværdighed, at tiltale blev frafaldet i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 6
Anvendelse af udrykningssignaler ved ledsagelse af brudepar
fra kirke til en restaurant
SA5-2002-321-0313
En række politiassistenter på tjenestemotorcykler havde under anvendelse af udrykningssignaler ledsaget et brudepar fra en kirke til en restaurant i en anden by.
Statsadvokaten behandlede sagen efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c.
Statsadvokaten fandt, at der for så vidt angik kørslen med tændte udrykningslygter var tale om en overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsens § 6, stk. 4.
Statsadvokaten frafaldt tiltale i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, og meddelte de pågældende polititjenestemænd en advarsel. Statsadvokaten lagde herved blandt andet vægt på baggrunden for kørslen, politiassistenternes beklagelse og især på, at forholdet ville blive sanktioneret disciplinært med en irettesættelse.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiassistenterne blev meddelt en irettesættelse af politimesteren.
Eksempel 1
Overtrædelse af færdselslovens § 65, stk. 1
RA
2002-719-0001. U 2003.1029 H
Ved en dom afsagt den 12. februar 2003 har Højesteret taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en ejer (bruger) af et køretøj efter færdselslovens § 65, stk. 1, er forpligtet til på politiets forespørgsel at oplyse, hvem der som fører har benyttet køretøjet, også selv om føreren er en af ejerens (brugerens) nærmeste.
Baggrunden for sagen var en sædvanlig automatisk hastighedskontrol, hvor det blev konstateret, at en personbil blev ført med for høj hastighed. Meddelelse herom blev i en standardskrivelse sendt til ejeren af bilen vedlagt et fotografi af føreren på tidspunktet for hastighedsovertrædelsen. Ejeren, der var kriminalassistent, blev i medfør af færdselslovens § 65, stk. 1, pålagt inden en nærmere fastsat frist at oplyse, hvem der havde været fører af køretøjet, hvis han ikke selv havde været fører af dette.
Kriminalassistenten oplyste herefter over for politiet, at han ikke selv havde været fører af køretøjet, og meddelte, at han under henvisning til retsplejelovens § 171, ikke havde pligt til at medvirke til politiets efterforskning, idet denne kunne være til skade for ham og/eller hans nærmeste pårørende.
Der blev herefter rejst tiltale mod ejeren af bilen for overtrædelse af færdselslovens § 65, stk. 1.
Under sagens behandling i byretten forklarede kriminalassistenten blandt andet, at han ikke ville oplyse, hvem der førte køretøjet, fordi han derved vil udsætte føreren, som er en af hans nærmeste, for straf.
Byretten fandt ejeren skyldig i overensstemmelse med tiltalen og idømte ham en bøde på 500 kr. med en forvandlingsstraf på fængsel i 4 dage. Denne dom stadfæstede Østre Landsret den 27. juni 2002. Landsrettens dom er optrykt i U 2002.2378.
Ved Højesterets dom af 12. februar 2003 blev landsrettens dom stadfæstet.
I dommen anførte Højesteret følgende:
"Efter landsrettens bevisvurdering lægges det til grund, at tiltalte ikke risikerer at udsætte sig selv for straf ved at opfylde oplysningspligten.
Højesteret tiltræder, at det herefter ikke er i strid med de hensyn og principper, der fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at pålægge tiltalte at opfylde oplysningspligten efter færdselslovens § 65, stk. 1. Heller ikke de principper og hensyn, som ligger bag Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, kan være til hinder for en sådan oplysningspligt.
Ved ændringen af retsplejelovens vidneregler ved lov nr. 149 af 21. april 1965 blev der ikke taget stilling til, om en lovbestemmelse, der indeholder en oplysningspligt, skal vige for retsplejelovens regler om vidnefritagelse. Dette må - som anført side 8 i betænkning 316/1962 om vidner - afhænge af en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser."
Et flertal på seks dommere udtalte herefter følgende:
"Ved vurderingen af rækkevidden af oplysningspligten i færdselslovens § 65, stk. 1, lægger vi vægt på, at oplysningspligten har som sit væsentligste formål at varetage hensynet til færdselssikkerheden ved at give mulighed for en effektiv håndhævelse af færdselslovgivningen. Selv om en ejers (brugers) oplysning om, hvem der som fører har benyttet køretøjet, vil kunne føre til en sigtelse mod en af ejerens nærmeste, er der ikke i færdselslovens § 65, stk. 1, eller forarbejderne til denne bestemmelse fastsat begrænsninger med hensyn til oplysningspligtens rækkevidde.
På denne baggrund finder vi, at en ejer (bruger) af et motorkøretøj efter færdselslovens § 65, stk. 1, er forpligtet til på politiets forespørgsel at oplyse, hvem der som fører har benyttet køretøjet, også selv om føreren er en af hans nærmeste. Det bemærkes herved, at § 65, stk. 1, der alene er sanktioneret ved bøde, kun indebærer en pligt til at oplyse, hvem der som fører har benyttet køretøjet, og ikke en videregående forpligtelse til at yde bistand ved politiets efterforskning."
En dommer stemte for at tage ejerens frifindelsespåstand til følge.
Eksempel 2
Kriminalassistents vedtagelse af bøde for
hastighedsovertrædelse
SA2-2001-321-0550
En kriminalassistent K påberåbte sig, at billedkvaliteten af et billede optaget ved automatisk fartkontrol var for ringe til sikker identifikation, og at alene det forhold, at han var genkendt af kolleger, havde gjort det muligt at identificere ham. K gjorde gældende, at der var tale om en urimelig forskelsbehandling i forhold til privatpersoner.
K var dog villig til at vedtage bøden, hvis statsadvokaten fastslog, at det omhandlede foto også under andre omstændigheder kunne bruges til identifikation.
Statsadvokaten fandt, at identifikation af K var uproblematisk på trods af, at bakspejlet dækkede en del af ansigtet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
K vedtog bødeforelægget.
Eksempel 3
Anmeldelse af politiet for uberettiget fotografering som led
i den automatiske trafikkontrol
SA4-2002-321-0115
En person anmeldte en for ham ubekendt polititjenestemand for overtrædelse af straffelovens § 264 a, ved som led i en automatisk trafikkontrol at have fotograferet ham i hans bil.
Statsadvokaten afviste anmeldelsen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, og henviste til, at hverken betingelserne i straffelovens § 264 a om, at fotograferingen skal være "uberettiget", eller være sket på "et ikke frit tilgængeligt sted" var opfyldt.
Statsadvokaten henviste til, at det i forarbejderne til straffelovens § 264 a (Betænkning nr. 601 fra 1971, s. 52), blev anført, at legitime modhensyn kunne betinge fotografering på et ikke frit tilgængeligt sted. Retsplejeloven indeholdt herudover regler om fotografering i efterforskningsøjemed. Da ordningen med den automatiske trafikkontrol blev indført ud fra legitime trafiksikkerhedsmæssige hensyn, og da der ikke var tale om en fotografering som led i en efterforskning i sædvanlig forstand, men derimod i umiddelbar tilknytning til en begået lovovertrædelse, var fotograferingen ikke "uberettiget".
Statsadvokaten anførte endvidere, at bestemmelsen i straffelovens § 264 a, havde til hensigt at ramme den fotografering, som fandt sted på steder, hvor folk ikke havde nogen forventning om at blive fotograferet. Da anmelderen havde siddet i sin bil og kørt på offentlig vej ved trafikkontrollen, fandt statsadvokaten, at anmelderen derfor også måtte forvente at blive set og fotograferet og derfor næppe havde befundet sig på "et ikke frit tilgængeligt sted".
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Eksempel 4
Hastighedsovertrædelse ikke egnet til at afgøres med
advarsel
U 2003.754 Ø
Ved en hastighedsmåling blev en polititjenestemand målt til at have kørt 58 km/t, selvom højest tilladte hastighed var 50 km/t. Byretten tildelte den pågældende en advarsel for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Landsretten anførte, at sagen efter dens karakter ikke fandtes egnet til afgørelse ved advarsel, jf. retsplejelovens § 937, hvorefter polititjenestemanden idømtes en bøde.
Eksempel 1
Anvendelse af mobiltelefon under kørsel i
tjenestevogn
SA2-2002-321-0603
En buschauffør anmeldte en politiassistent P for at have talt i mobiltelefon under kørsel i tjenestevogn på en sådan måde, at P ifølge anmelderen generede den øvrige trafik.
P blev indkaldt til afhøring, men meddelte via sin tillidsmand, at hun ikke ønskede at deltage i en afhøring. Hun ville i stedet afvente modtagelsen af et bødeforelæg.
Statsadvokaten fremsendte på denne baggrund med politiklagenævnets tiltræden et bødeforelæg på 500 kr. til P, der vedtog og betalte dette.
Eksempel 2
Anmeldelse for overtrædelse af færdselsloven ved forsøg på
standsning af knallert
SA3-2002-321-0002
En mor til en tilskadekommet pige P, der var passager på en knallert, anmeldte en politiassistent for overtrædelse af færdselsloven ved i forbindelse med en politipatrulje at have forsøgt at bringe knallerten til standsning, hvorunder knallerten væltede, og P kom lettere til skade. P havde fortsat diffuse smerter og hævelse i knæet en måned efter uheldet. Hun havde ikke været indlagt på hospitalet.
Politimesteren fremsendte sagen til statsadvokaten til eventuel behandling i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Statsadvokaten fandt ikke, at skaden var så alvorlig, at sagen burde behandles i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Statsadvokaten indledte dog undersøgelse af sagen under hensyn til politianmeldelsen.
Statsadvokaten sigtede indledningsvist politiassistenten for overtrædelse af færdselslovens § 21, stk. 3, for ikke i forbindelse med overhalingen at holde tilstrækkelig afstand. Politiassistenten nægtede sig skyldig.
Statsadvokaten opgav påtalen imod politiassistenten i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Statsadvokaten lagde herved til grund, at der ikke var anvendt udrykningssignaler under eftersættelsen, der foregik i meget lav fart hen ad en grusvej, at patruljebilen holdt en god afstand til siden af knallerten, og at føreren af knallerten mistede kontrollen over denne, idet han forsøgte at køre fra politipatruljen og så sig tilbage for at se, om patruljen stadig fulgte efter.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 1, iværksætter statsadvokaterne efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået strafbart forhold, som skal forfølges af det offentlige.
Efterforskningen iværksættes i almindelighed på grundlag af en anmeldelse fra en borger.
Statsadvokaterne indleder imidlertid også efterforskning, når de bliver bekendt med oplysninger om, at der er begået et formodet strafbart forhold. Efterforskningen har efter retsplejelovens § 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, skaffe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten. Her gengives et eksempel på en sag, som statsadvokaten har undersøgt på eget initiativ.
Eksempel
Optællingsfejl ved
ransagning
SA1-2001-321-1222
Under politiets ransagning af A's bopæl i forbindelse med en narkosag blev der taget mønter i bevaring til en samlet værdi på 28.764 kr. samt pengesedler til en samlet værdi på 124.350 kr., og der blev udstedt kvittering til A på det samlede beløb. Da pengene på ny blev optalt i forbindelse med udleveringen til A, blev der konstateret en difference på 1.100 kr. i 20-kr.-mønter. A blev gjort opmærksom på optællingsfejlen og kvitterede for det udleverede beløb. A ønskede ikke at indgive klage.
Politidirektøren fremsendte sagen til statsadvokaten, der indstillede efterforskningen i sagen. Ved afgørelsen lagde statsadvokaten vægt på, at der var tale om et meget betydeligt antal mønter, hvoraf alene 20-kr.s-mønterne udgjorde 1329 stk., at optællingen blev foretaget på A's spisebord, hvorfor der formentlig var tale om en fejloptælling, og at der ikke var grundlag for at antage, at nogen af politifolkene havde tilegnet sig beløbet under hensyn til, at der i ransagningen deltog adskillige politifolk, og det ville være påfaldende, om nogen tilegnede sig 55 stk. mønter under de givne omstændigheder.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, iværksætter statsadvokaten efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorlig til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. I disse tilfælde skal der indledes efterforskning, uanset om der i det konkrete tilfælde er formodning om strafbart forhold.
Statsadvokaterne har i beretningsåret 2002 foretaget ni undersøgelser efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Undersøgelserne omfattede seks dødsfald, hvoraf to skete i forbindelse med politiets afgivelse af skud, to skete i forbindelse med eftersættelse og udrykningskørsel, et skete i forbindelse med transport af anholdt til detentionen og et skete i detentionen.
Som det fremgår vedrørte undersøgelserne fire skudepisoder, hvor personer blev ramt af skud afgivet af politiet. Rigspolitichefen har til sammenligning oplyst, at politiet i 2002 anvendte tjenestepistol i 260 tilfælde, hvoraf der i 251 tilfælde alene var tale om trussel med tjenestepistol.
Statsadvokaterne har i forbindelse med indsendelse af sager, der er oprettet i 2002, indsendt en enkelt sag fra 2001, der ikke tidligere er omtalt i beretningen.
Politiassistents slag med politistav med skinnebensbrud til
følge
SA6-2001-321-0295
I forbindelse med, at en voldsom patient A den 3. juli 2001 skulle overflyttes til en anden afdeling på et psykiatrisk sygehus, blev politiet tilkaldt. Politiassistent P forklarede, at A, da P med håndjern i hånden gik frem mod A, pressede en tændt cigar mod P's lår, slog ham hårdt på siden af hagen og sparkede ud efter ham. P tog herefter sin politistav frem og slog A, der i det samme igen havde forsøgt at sparke P. A pådrog sig et skinnebensbrud ved slaget. Lægen konkluderede, at skaden ikke forventedes på langt sigt at ville medføre blivende fysiske mén.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Statsadvokaten fandt, at P havde overholdt Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 37 om politiets brug af stav og anså bruddet på benet for at være en uheldig og ikke tilsigtet følge af det tildelte slag.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 1
Politiets eftersættelse af køretøj, der påkørte modkørende,
hvorved begge afgik ved døden
SA6-2002-321-0322
Efter en melding til politiet den 25. februar 2002 om, at der netop var foretaget et røveri mod et apotek, blev det oplyst, at gerningsmanden var kørt fra stedet i et nærmere beskrevet køretøj. En politipatrulje observerede køretøjet, der blev eftersat under anvendelse af udrykningshorn og -blink. Kort efter kørte den formodede gerningsmand frontalt sammen med en modkørende bil, hvorved han og føreren af den modkørende bil afgik ved døden.
Statsadvokaten iværksatte en undersøgelse i medfør retsplejelovens § 1020, stk. 2.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne for at påbegynde udrykningskørsel havde været til stede. Statsadvokaten lagde vægt på, at føreren af det eftersatte køretøj havde været påvirket af metadon og amfetamin, at vedkommende derfor ikke kunne anses for at være i stand til at føre motordrevet køretøj på forsvarlig måde, at dette forhold måtte have været årsagen til færdselsuheldet, og at politiets patruljekøretøj under den foretagne udrykningskørsel ikke havde mindsket afstanden til det eftersatte køretøj så meget, at der havde været tale om, at føreren af det eftersatte køretøj var blevet presset til at køre på uforsvarlig måde.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 2
Forsøg på selvmord i
venterum
SA4-2002-321-0116
En mand M, der tidligere på aftenen var blevet anholdt efter en anmeldelse om vold over for sin hustru, blev den 14. marts 2002, anbragt i et venterum på politigården i Hjørring. Det var meningen, at M skulle overnatte i arresten med henblik på afhøring næste formiddag under medvirken af tolk. Der var imidlertid først efter ca. 1 time og 15 minutter plads i arresten, hvorfor M blev anbragt i et venterum. Under opholdet i venterummet blev M fortvivlet over sin situation og tog glassene ud af sine briller og knækkede dem, hvorefter han skar sig på halsen. M blev med det samme bragt til sygehuset, hvorfra han næste morgen blev udskrevet uden at have været i livsfare.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen, idet statsadvokaten ikke formodede, at yderligere efterforskning ville sandsynliggøre, at de involverede polititjenestemænd havde udvist skødesløshed i tjenesten, ligesom statsadvokaten ikke fandt anledning til at rejse kritik af politiets håndtering af sagen. Statsadvokaten lagde herunder vægt på, at det alene var tiltænkt, at den pågældende skulle opholde sig kortvarigt i venterummet, og at den pågældende var rolig og upåfaldende ved indsættelsen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 3
Skud mod undvegen anholdt, der afgik ved
døden
SA6-2002-321-0331, K 917/2002 og RA 2003-321-0052
Politiet i Horsens kontaktede den 16. april 2002 politiet i Tønder med anmodning om assistance til at anholde en person D, der var mistænkt for drabsforsøg. Det blev aftalt, at to politiassistenter, der kørte patrulje, skulle foretage anholdelsen og bevogte D indtil en patrulje fra Horsens kom frem.
Anholdelsen blev foretaget uden for D's hjem. D fremtog fra bagagerummet i sin bil - efter at han blev ilagt håndjern på forsiden af kroppen - et oversavet jagtgevær, som han truede og slog den ene politiassistent med. Ved slaget fik politiassistenten en flænge i hovedet, der måtte sys. Herefter forsøgte D at undvige. Den anden politiassistent afgav et varselsskud og råbte gentagne gange advarsler om, at der ville blive anvendt skydevåben, hvis D ikke standsede. D standsede ikke, men vendte sig under undvigelsen flere gange mod politiassistenterne og truede med geværet.
Efter at D anden gang havde truet og vendt sig om for at løbe videre afgav en af politiassistenterne et skud, der ramte i D's nakke. Han afgik senere ved døden.
Statsadvokaten indledte undersøgelse af sagen i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Statsadvokaten fandt, at afgivelsen af skud var nødvendig, dels for at hindre D i at undvige fra det gennemførte angreb på den ene politiassistent - dels for at hindre et overhængende angreb på begge politiassistenter.
Statsadvokaten fandt ikke, at skaderne ved skudafgivelsen kunne bebrejdes den pågældende politiassistent, og fandt at politiets skudafgivelse havde været nødvendig og fuldt forsvarligt.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
I redegørelsen til politiklagenævnet anførte statsadvokaten, at der syntes at have været kommunikationsmangler i forløbet frem til anholdelsen af D, der var kendt for tidligere at have skudt mod politiet. Statsadvokatens undersøgelse omfattede dog ikke denne del af sagen. Statsadvokaten anførte endvidere i redegørelsen, at en eventuel udredning af kommunikationen mellem politiet i Horsens og Tønder og kommunikationen internt i politiet i Tønder skulle foretages af Politimesteren i Tønder.
En advokat klagede på vegne af D's enke over statsadvokatens afgørelse.
Rigsadvokaten fandt det rigtigst, at statsadvokatens undersøgelse også havde omfattet politiets dispositioner i forbindelse med kommunikationen forud for anholdelsen. Rigsadvokaten henviste herved til lovens forarbejder til § 1020 a, stk. 2, hvoraf det fremgår, at efterforskningen i de sager, der er omfattet af bestemmelsen, har et noget videre sigte, end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743. Rigsadvokaten fandt således, at begivenhedsforløbet burde søges klarlagt således, at der kunne tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere ikke blot, om et eventuelt strafferetligt eller disciplinært ansvar kunne komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler mv. bedre kunne forebygge lignende hændelser.
Rigsadvokaten anmodede herefter statsadvokaten om at genoptage sagen, således at en fornyet behandling også omfattede en vurdering af kommunikationen i og imellem de to politikredse vedrørende anholdelsen, om eventuelle mangler i den forbindelse havde haft betydning for begivenhedsforløbet, og om der i givet fald var grundlag for at udtale kritik og/eller give anbefalinger i denne anledning.
Statsadvokaten fandt ikke, at der ved den fornyede behandling af sagen var fremkommet oplysninger, der medførte en ændret vurdering af de forhold omkring skudafgivelsen, som lå til grund ved den oprindelige afgørelse. Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Statsadvokaten oplyste, at undersøgelsen viste, at kommunikationen i og mellem Tønder og Horsens politikreds var mangelfuld, hvilket betød, at de politiassistenter, der indfandt sig for at anholde D, ikke var bekendt med, at han skulle anholdes som sigtet for drabsforsøg, ligesom de ikke vidste, at han tidligere havde skudt mod politiet. Desuden blev den vagthavende i Tønder, der havde sendt patruljen af sted som assistance for politiet i Horsens og kriminalinspektøren i Horsens, der havde rekvireret assistance fra Tønder, ikke orienteret om, at anholdelsen blev foretaget af Tønderpatruljen alene, og ikke - som forudsat ved aftalens indgåelse - af Horsenspatruljen med assistance fra Tønder.
Statsadvokaten fandt, at de manglende oplysninger i anholdelsessituationen medførte, at særlige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med anholdelsen udfra disse forudsætninger ikke var blevet overvejet eller etableret.
Statsadvokaten kunne ikke entydigt afgøre, om manglerne havde haft betydning for begivenhedsforløbet, men fandt, at undersøgelsen ikke havde afdækket mangler ved politiets dispositioner forud for anholdelsen, der havde haft direkte betydning for det efterfølgende begivenhedsforløb. Statsadvokaten vurderede, at der ikke var grundlag for at statuere et strafferetligt ansvar i den forbindelse. Statsadvokaten meddelte O's enke, at han fandt den mangelfulde kommunikation uhensigtsmæssig og anmodede de disciplinære myndigheder om at overveje, om uhensigtsmæssighederne omkring kommunikationen skulle have disciplinære følger for de involverede.
Statsadvokaten indstillede efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet, at der overfor Rigspolitichefen blev rejst spørgsmål om, hvorvidt det ledelsesmæssige ansvar i en situation, hvor en politikreds assisterer en anden politikreds, er klart placeret udfra overordnede retningslinier.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Nævnet fandt dog tillige, at det burde meddeles den kriminalassistent fra Horsens politi, der anmodede om assistance, at kommunikationen mellem ham og patruljen fra Tønder var uhensigtsmæssig.
Sagen blev på ny påklaget til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Rigsadvokaten orienterede Rigspolitichefen om sagen med henblik på overvejelse af spørgsmålet om placering af det ledelsesmæssige ansvar i situationer, hvor en politikreds assisterer en anden. Rigsadvokaten fandt desuden en af politiassistenternes handlemåde uheldig, herunder at ilægge O håndjern foran på kroppen.
Rigsadvokaten rettede henvendelse til Rigspolitichefen og meddelte, at det bør overvejes, om der er grundlag for at uddybe retningslinierne eller undervisningsmaterialet om anvendelse af håndjern foran på kroppen.
Sag nr. 4
Dødsfald i forbindelse med transport af anholdt til
detentionen
SA4-2002-321-0132
To politiassistenter anholdt en ung mand M, der var anmeldt for at have øvet vold mod en anden ung mand ved en halfest i Løgstør den 14. juni 2002. Anholdelsen blev gennemført, efter at M havde udvist aggressiv adfærd over for politifolkene, med assistance fra civile borgere og med betydelig magtanvendelse, idet M, som var kraftigt bygget, stærk og overvægtig, gjorde voldsom modstand.
M blev herefter af politiassistenterne kørt mod Aalborg med henblik på indsættelse i detentionen, idet politistationen i Løgstør kort efter lukkede. Undervejs blev M ustyrlig, og politiassistenterne anmodede om en transportvogn fra politiet i Aalborg. De fik endvidere af vagthavende ved politiet i Løgstør besked på at stoppe patruljebilen, idet den vagthavende vurderede at videre transport var for risikabel.
Politiassistenterne holdt herefter ind på en rasteplads, hvor M på ny blev ustyrlig og herunder smadrede en rude i politibilen. Politiassistenterne tog ham ud fra bilen, og under de efterfølgende bestræbelser på at få bragt ham til ro, blev M pludselig livløs og døde kort efter.
Der blev ikke ved obduktionen påvist nogen sikker dødsårsag, Det fremgår dog af obduktionsrapporten, at dødsårsagen udfra sagens oplysninger og de foretagne fund, mest tydede på akut hjertesvigt opstået som følge af voldsom fysisk aktivitet hos den kraftige, overvægtige mand, i forbindelse med indtagelse af alkohol og hash. Som en muligt medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet, blev der i obduktionserklæringen anført det forhold, at den anholdte havde ligget delvist fastholdt på maven og forsøgt lagt i benlås.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sagen blev påklaget til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse.
Sag nr. 5
Skud mod indbrudstyv, der blev ramt i
knæet
SA4-2002-321-0143
Tidligt på morgenen den 28. juli 2002 var en politipatrulje blevet gjort opmærksom på, at der var begået indbrud i et solcenter, og at den formodede indbrudstyv fortsat opholdt sig på ejendommen. Ved politiassistenternes fremkomst til gerningsstedet besluttede den ene at gå ind i ejendommen.
Under politiassistentens gennemsøgning af solcenteret fik han øje på en person, der stod og huggede i et eller andet med, hvad politiassistenten formodede var enten en skruetrækker eller en kniv. Politiassistenten tog sin stav frem, og da indbrudstyven opdagede ham, sprang indbrudstyven i retning mod politiassistenten og slog og sparkede ud efter ham. Politiassistenten ramte under det følgende håndgemæng indbrudstyven nogle gange med staven.
Da indbrudstyven på et tidspunkt ikke kunne få indgangsdøren op, vendte han sig på ny mod politiassistenten, der efter at have tabt sin stav, havde taget tjenestepistolen frem. Det var politiassistentens opfattelse, at indbrudstyven havde set pistolen, da han gik frem mod politiassistenten, der herefter affyrede et enkelt skud, der ramte indbrudstyven i højre knæ.
Der blev på stedet blandt andet fundet en kniv med bøjet blad, en skruetrækker og en videobåndoptager med overskåret kabel. Der blev senere rejst tiltale mod indbrudstyven for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 119, for hvilket han blev frifundet, idet retten ikke anså det for bevist, at han på gerningstidspunktet indså, at der var tale om en politiassistent.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen og fandt ikke anledning til at rejse kritik af de involverede polititjenestemænd.
Statsadvokaten lagde herunder navnlig vægt på, at indbrudstyven, der var påvirket af spiritus og narkotika, ved et indbrud havde skaffet sig adgang til solcenteret. Politiassistenten havde under tumulten, der opstod inde i solcenteret, mistet sin stav, og statsadvokaten kunne ikke afvise, at politiassistenten, da han affyrede sin pistol, var af den opfattelse, at han var udsat for at overhængende og farligt angreb, hvor andre midler og metoder under de givne forhold skønnedes utilstrækkelige til at modstå og afværge angrebet.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Sag nr. 6
Skud mod eftersat biltyv, der fik livstruende
skader
SA2-2002-322-0002
Den 20. november 2002 eftersatte en politipatrulje en bil med en ung mand M som fører, der var mistænkt for tyveri og brugstyveri. M blev ramt af to skud afgivet af en politiassistent.
M påkørte under eftersættelsen forsætligt patruljevognen flere gange, herunder sidste gang meget voldsomt. Efter standsningen løb M derefter truende frem mod politipersonalet, og den ene af politiassistenterne afgav to skud, der ramte M i skulderen og brystet med livstruende skader til følge.
M blev fængslet in absentia som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119. Efter ca. 14 dages hospitalsindlæggelse blev M udskrevet fra hospitalet og varetægtsfængslet.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet statsadvokaten vurderede, at skuddene var afgivet som lovlig nødværge.
Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen.
Sag nr. 7
Skud mod formodede røvere, hvorved en dreng
døde
SA3-2002-322-0003 - RA 2003-321-0064
Den 20. november 2002 blev der begået et røveri af tre maskerede, men ubevæbnede gerningsmænd mod en DSB kiosk. En kriminalassistent K, der tilfældigt var til stede, affyrede i alt fire skud med sin tjenestepistol og ramte herved to personer. Det første skud ramte en 17-årig dreng, der få dage senere døde som følge af en skudlæsion i maven. To andre skud ramte en 16-årig dreng i venstre fod, muligvis med varige mén til følge. Den 16-årige dreng havde ikke deltaget i røveriet, men var løbet ind i kiosken umiddelbart herefter. Statsadvokaten blev underrettet om sagen af politimesteren og indledte en undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.
Statsadvokaten rejste tiltale mod kriminalassistenten for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 154, § 245, jf. § 154, og § 252, stk. 1, i forbindelse med skuddene imod den 16-årige. En advokat klagede på vegne K over statsadvokatens afgørelse.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens vurdering af sagen og omgøre beslutningen. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at statsadvokatens afgørelse om tiltalerejsning træffes efter en konkret, skønsmæssig vurdering af mulighederne for at føre et bevis, der er tilstrækkeligt til domfældelse i en straffesag. Rigsadvokaten fandt ikke, at der forelå oplysninger i sagen, der gav anledning til at tilsidesætte det af statsadvokaten udøvede skøn.
For så vidt angår det første skud fandt to dommere, at K, der i medfør af retsplejelovens § 108 var undergivet en handlepligt, var straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1. De to dommere fandt således ikke at K gik ud over, hvad der var nødvendigt og forsvarligt i situationen. En dommer fandt, at K var gået udover, hvad der var nødvendigt og forsvarligt i situationen. Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet. For så vidt angik det andet skud lagde retten til grund, at der var tale om et varselsskud. For så vidt angik det tredje skud fandt retten, at K var straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1, idet retten lagde til grund, at skuddet var afgivet som et sigtet skud mod den 16-åriges ben. For så vidt angik det fjerde skud fandt retten ikke, at K var straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1, eller § 13, stk. 3. Retten lagde herved vægt på, at den 16-årige nu var på vej ud af kiosken, hvorfor det ikke var en nødvendig og forsvarlig handling. At K var af den opfattelse, at den 16-årige kunne hente våben eller eventuelt øvrige medgerningsmænd, ændrede ikke på dette. Retten fandt imidlertid, at K var straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Retten lagde herved vægt på karakteren og omfanget af røveriet, og at episoden løbende var blevet optrappet.
K blev herefter frifundet i alle tre forhold.
Sag nr. 8
Politiets eftersættelse af brugsstjålen bil med alvorlig
personskade til følge
SA5-2002-321-0013
En politipatrulje eftersatte den 27. november 2002 en brugsstjålen bil.
Efter ca. en kilometers kørsel med høj hastighed, men uden konkrete faresituationer, forulykkede den brugsstjålne bil i en soloulykke. Føreren af bilen pådrog sig herved diverse skader, herunder skader i hovedet.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen af politimesteren og indledte en undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Føreren har i en periode været holdt i koma, og har fået konstateret betydelig hjerneskade.
Statsadvokatens undersøgelse er endnu ikke tilendebragt.
Sag nr. 9
Dødsfald i forbindelse med
detentionsanbringelse
SA2-2002-322-0003
En beruset mand blev den 5. december 2002 fra skadestuen indbragt til politiet i Holbæk med henblik på indsættelse i detention. Han havde i dagene forinden haft ophold på skadestuen, men var samme dag blevet udskrevet/bortvist.
Den pågældende var forinden indbringelsen til detentionen angiveligt erklæret detentionsegnet af skadestuelægen. Ved tilsyn næste morgen i detentionen blev han konstateret død.
Statsadvokaten blev underrettet om sagen og indledte efterforskning.
Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet.
Ikke part i sag vedrørende politiassistents mulige hastighedsovertrædelse
under transport til retsmøde
SA3-2002-321-0004 og K 931/2002
En advokat anmeldte en polititjenestemand for hastighedsovertrædelse i forbindelse med transport af advokatens klient K fra arresten i Roskilde til Odense.
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i færdselssagen. Statsadvokaten lagde vægt på, at selv om det kunne sandsynliggøres, at der under transporten enkelte steder var sket overskridelse af hastigheden, ville der ikke kunne tilvejebringes de til domfældelse fornødne præcise målinger eller oplysninger i øvrigt, der ville kunne godtgøre på hvilke strækninger, der var kørt med nærmere bestemte hastigheder.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Advokaten klagede over afgørelsen.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse. For så vidt angik hastighedsovertrædelsen fandt Rigsadvokaten ikke, at K var klageberettiget, idet hans klient ikke havde en sådan væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens udfald, at han kunne anses for part i sagen.
Eksempel 1
Statsadvokat ikke inhabil i forbindelse med straffesag mod
assistancefuldmægtig
SA3-2000-322-21 og K 871/2002
Sagen drejede sig om en assistancefuldmægtig K under statsadvokaten, der under sin ansættelse var fysisk placeret i en politikreds. Under ansættelsen blev K sigtet for overtrædelse af straffelovens § 235. Sagen blev behandlet efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 c. Sagen er omtalt på side 128.
Forsvareren gjorde gældende, at statsadvokaten var inhabil ved behandlingen af sagen i retten og ønskede sagen overført til en anden statsadvokatur.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om, at hun ikke var inhabil. Rigsadvokaten anførte herunder blandt andet, at det forhold at K, mens han var ansat som politifuldmægtig, i 14 dage arbejdede i statsadvokaturen, ikke medførte, at statsadvokaten var inhabil.
Rigsadvokaten fandt heller ikke, at klagerens ansættelse som assistancefuldmægtig gjorde statsadvokaten inhabil. Rigsadvokaten lagde blandt andet vægt på, at assistancefuldmægtige i det daglige arbejde refererer til politimesteren i den kreds, hvor vedkommende gør tjeneste, og at statsadvokaten ikke har instruktionsbeføjelser i forhold til den pågældende i dennes daglige arbejde.
Eksempel 2
Statsadvokat og Rigsadvokat ikke
inhabil
SA1-2001-321-1033 og K 860/2002
En person A, der følte sig skygget af en polititjenestemand P i Politiets Efterretningstjeneste, anmeldte P for overtrædelse af straffelovens § 152. A havde tidligere anmeldt andre ansatte i politiet for overtrædelse af straffeloven for samme type handlinger. Anklagemyndigheden havde på denne baggrund flere gange tidligere truffet afgørelse i forskellige instanser siden AŽs første anmeldelse i 1993. A mente derfor, at statsadvokaten var inhabil, fordi han som ansat i rigsadvokaturen tidligere havde behandlet sagen.
Statsadvokaten afviste at være inhabil. A indbragte spørgsmålet for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse og lagde vægt på, at statsadvokaten ikke som ansat i rigsadvokaturen tidligere havde taget stilling til den pågældende anmeldelse.
I klagen over statsadvokatens afgørelse påstod A endvidere rigsadvokaturen inhabil på grund af Rigsadvokatens tidligere ansættelse i PET. Rigsadvokaten fandt ikke anledning til at overveje dette spørgsmål og lagde herved vægt på, at der ikke i det for ham foreliggende materiale forelå oplysninger om, at PET skulle have haft med A at gøre.
Eksempel 1
Behandlingen af sagen blev anset for
genoptaget
SA1-2001-321-1127 og K 809/2001
En advokat klagede til Rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse om at indstille efterforskningen i en sag, hvor advokatens klient A havde anmeldt politiet for vold og klaget over en polititjenestemands adfærd. A's advokat klagede over afgørelsen og anførte, at statsadvokaten burde have afhørt A og andre personer, der var tilstede under episoden. Advokaten henviste til, at en række personer havde udtalt sig om episoden i forbindelse med en straffesag mod AŽs bror, der udsprang af samme handlingsforløb.
Rigsadvokaten anmodede om en udtalelse fra statsadvokaten, som telefonisk meddelte, at hans udtalelse beroede på rettens afgørelse i straffesagen mod AŽs bror. Rigsadvokaten anmodede en måned senere på ny statsadvokaten om en udtalelse i sagen, herunder om statsadvokaten fandt grundlag for at genoptage behandlingen af sagen.
Statsadvokaten fremsendte på denne baggrund på ny sagen til Rigsadvokaten vedlagt blandt andet dommen og retsbogen fra straffesagen. Statsadvokaten meddelte samtidig, at han kunne henholde sig til sin afgørelse. Efter høring af AŽs advokat meddelte denne, at han fortsat fandt, at der var tale om vold mod hans klient, ligesom han fastholdt klagen over politiassistentens adfærd.
Rigsadvokaten fandt, at behandlingen af politiklagenævnssagen måtte anses for genoptaget ved statsadvokatens beslutning om at stille sagens behandling i bero på udfaldet af straffesagen mod A's bror og inddrage de forklaringer, der var afgivet under straffesagen i klagesagen. Rigsadvokaten tilbagesendte derfor, med henvisning til retsplejelovens § 1021 d, sagen til statsadvokaten med anmodning om, at sagen på ny forelagdes for politiklagenævnet, inden statsadvokaten traf afgørelse i sagen.
Eksempel 1
Korrespondance mellem politiklagenævn og statsadvokat ikke
omfattet af pligt til partshøring
SA3-2000-321-283 og K
873/2002
En mand M blev anholdt som sigtet for overtrædelse af politivedtægten og retsplejelovens § 750, og hans advokat klagede efterfølgende over politiets adfærd i forbindelse med anholdelsen. Advokaten klagede over, at polititjenestemændene, der anholdt M, undlod at legitimere sig, og at en af politiassistenterne havde sagt til M, at man "ikke kunne se, om han kom fra Pakistan, hvis ikke han havde legitimationspapirer på sig". Dette benægtede politiassistenterne, og statsadvokaten fandt ikke grundlag for at antage, at politiassistenterne havde udtalt sig på denne måde.
Advokaten klagede endvidere over, at M blev slået i hovedet med en politistav, med en flænge i hovedbunden til følge.
Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, politiassistenterne havde udøvet vedrørende nødvendigheden af at bruge politistav for at afværge personlig overlast samt gennemføre anholdelse af M. Statsadvokaten beklagede, at M havde pådraget sig et sår, men fandt ikke grundlag for at antage, at dette skulle være opstået ved politiassistenternes slag.
Statsadvokaten standsede derfor undersøgelsen i sagen.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
M's advokat klagede til Rigsadvokaten og anførte, at det måtte være en fejl, at hverken han eller M havde modtaget kopi af korrespondancen mellem statsadvokaten og politiklagenævnet og anmodede om aktindsigt. Rigsadvokaten meddelte aktindsigt i de nævnte dokumenter, men anførte, at det ikke var en fejl, at der ikke tidligere var meddelt aktindsigt. Rigsadvokaten anførte herunder, at korrespondancen mellem statsadvokaten og politiklagenævnet ikke indeholdt nye faktiske oplysninger, men alene redegjorde for disse myndigheders vurderinger af sagen og derfor ikke var omfattet af forvaltningslovens § 19 om partshøring.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse.
Eksempel 1
Ikke grundlag for kritik af statsadvokatens
sagsbehandlingstid
SA1-00-321-993 og K 940/2002
En advokat klagede over sagsbehandlingstiden hos statsadvokaten i en politiklagenævnssag vedrørende en anmeldelse af hans klient, en politiassistent A, for vold begået den 4. august 2000 under en afhøring overfor en person P. Advokaten fandt det uacceptabelt, at sagen havde verseret i 1 år og 9 måneder, og navnlig at hans klient havde været sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244 i 9 måneder.
Det fremgik af sagen, at P den 13. november 2000 til Politidirektøren i København anmeldte A for vold i forbindelse med en episode, hvor P han var blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 121 og politivedtægten.
Statsadvokaten, der modtog sagen fra Københavns Politi den 28. november 2000, oplyste, at hans undersøgelser i anledning af anmeldelsen afventede, at straffesagen mod anmelderen for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 121 og politivedtægten blev afsluttet.
Straffesagen mod P var berammet til domsforhandling i Københavns Byret den 23. januar 2001, hvor blandt andet A var indkaldt til at afgive vidneforklaring. A ønskede efter aftale med Københavns Politiforening ikke at udtale sig. På den baggrund begærede anklagemyndigheden straffesagen udsat.
A afgav senere i et retsmøde den 22. juni 2001 forklaring i sagen, og den 29. juni 2001 afsagde Københavns Byret dom i straffesagen, hvor P blev idømt 6 dagbøder á 600 kr.
I perioden august til oktober 2001 foretog statsadvokaten afhøring af en række vidner i sagen. A blev afhørt den 5. november 2001, hvor han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244.
Statsadvokaten har endvidere oplyst, at han den 7. november 2001 sendte sagen til politiklagenævnet med en redegørelse i sagen og en tilkendegivelse om, hvorledes sagen efter statsadvokatens opfattelse burde afgøres.
Den 16. november 2001 anmodede advokaten om, at der blev foretaget yderligere efterforskning, og han anmodede endvidere om, at sagen derefter blev forelagt for Retslægerådet.
Statsadvokaten modtog den 27. december 2000 fra politiet yderligere oplysninger i sagen, og sagen blev efter aftale med advokaten forelagt for Retslægerådet den 6. februar 2002, der afgav udtalelse den 20. marts 2002. Retslægerådets udtalelse gav anledning til, at A's advokat ønskede yderligere spørgsmål forelagt for Retslægerådet, hvorefter Retslægerådets supplerende udtalelse forelå den 22. maj 2002.
Statsadvokaten fremsendte den 21. juni 2002 på ny sagen til politiklagenævnet med en ny redegørelse i sagen samt en tilkendegivelse om, hvorledes sagen efter statsadvokatens opfattelse burde afgøres. Politiklagenævnets indstilling i sagen forelå den 11. september 2002, og den 13. september 2002 traf statsadvokaten afgørelse om at opgive påtale mod A.
Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at udtale kritik af den tid, der medgik til statsadvokatens behandling af sagen.
Rigsadvokaten lagde ved sin afgørelse vægt på, at sagen ikke blev sat i bero på statsadvokatens foranledning bortset fra den periode, hvor statsadvokaten afventede udfaldet af straffesagen mod klageren. Rigsadvokaten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens skøn vedrørende prioriteringen af politiklagenævnssagen og straffesagen mod A, der var berammet til domsforhandling ca. 2 måneder efter, at statsadvokaten havde modtaget anmeldelsen mod politiassistenten. Rigsadvokaten bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at A ikke ønskede at afgive forklaring i retsmødet den 23. januar 2002, var medvirkende årsag til, at sagen blev udsat, hvorefter der først blev afsagt dom den 29. juni 2001.
Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at det ikke skyldtes statsadvokatens forhold, at der - efter der var rejst sigtelse mod A - medgik ca. 6 måneder til tilvejebringelsen af yderligere oplysninger og forelæggelse for Retslægerådet, samt at sagen derudover beroede hos politiklagenævnet i ca. 21⁄2 måned med henblik på nævnets udtalelse i sagen.
Lovligheden af statsadvokatens
efterforskningsskridt
(SA1-99-321-0747 og K 648/00, side 149)
Folketingets Ombudsmand traf afgørelse i sagen den 2. januar 2003. Ombudsmanden fandt, at Politidirektøren i København må anses for telefonernes indehaver i henseende til retsplejelovens regler om meddelelse af telefonoplysninger. Ombudsmanden fandt herefter, at Politidirektørens samtykke dermed indebar, at de pågældende oplysninger var undtaget fra betingelserne i §§ 781 og 782, og at der ikke kunne kræves retskendelse, når telefonselskabet frivilligt udleverer oplysninger.
For så vidt angår spørgsmålet, om der kan rejses kritik ud fra offentligretlige grundsætninger ved, at Politidirektøren meddelte samtykke, anførte Ombudsmanden følgende:
"Medmindre der foreligger særlige omstændigheder kan det ikke anses for stridende mod grundsætningen om saglig forvaltning at en arbejdsgiver som indehaver af arbejdspladsens telefonabonnement meddeler samtykke til indhentelse af teleoplysninger der kan være af afgørende betydning for en efterforskning.
Sådanne særlige omstændigheder kan bestå i at der udtrykkeligt eller stiltiende er givet de ansatte et tilsagn om at de af dem benyttede apparater betragtes som personlige i den forstand at den enkelte bruger kan påregne fortrolighed i henseende til hvilke forbindelser der etableres til eller fra apparatet.
I den foreliggende sag er der intet oplyst om sådanne særlige tilsagn. - Jeg bemærker herved at det ikke kan udelukkes at retningslinier for god forvaltningsskik på given foranledning kan tilsige at arbejdsgiveren gør personalet udtrykkeligt opmærksom på at teleoplysninger vedrørende de benyttede telefoner efter omstændighederne kan indhentes. Jeg har imidlertid intet grundlag for at fastslå at et sådant behov var opstået på Københavns Politigård forud for Politidirektørens meddelelse af samtykket i den foreliggende sag. Og selv om så var, kunne det ikke i sig selv afskære Politidirektøren fra gyldigt at meddele samtykke.
Ved de oplysninger som tilflød pressen, skete der en væsentlig krænkelse af personer som var inddraget i straffesagen, og Politidirektøren i København havde - af flere grunde - en væsentlig interesse i at få oplyst hvorledes oplysningerne tilflød pressen. Under disse omstændigheder kan det efter min opfattelse ikke kritiseres at Politidirektøren medvirkede til at tilvejebringe oplysningerne ved at meddele samtykke. Selv om indhentelse af teleoplysninger kunne påføre en bredere personkreds et vist ubehag, var der således ikke tale om at Politidirektørens samtykke kunne anses for stridende mod almindelige principper om proportionalitet.
De har i brevet af 4. september 2002 rejst spørgsmål om hvorvidt det forhold at Politidirektøren i København som arbejdsgiver har givet samtykket, indebærer at der foreligger et særligt habilitetsproblem. De har ikke nærmere redegjort for hvorpå De støtter denne opfattelse. Hvis den bygger på det forhold at Politidirektøren i København, som nævnt ovenfor, havde en væsentlig interesse i at få opklaret hvorledes oplysningerne tilflød pressen, bemærker jeg at der ikke var tale om en personlig interesse og at det i øvrigt var et sagligt formål der blev forfulgt.
I øvrigt bemærker jeg, at det var statsadvokaten, og ikke Politidirektøren, der gennemførte efterforskningen. I henseende til den straffeprocessuelle vurdering af om teleoplysningerne burde søges indhentet, forelå der således intet habilitetsproblem."
Folketingets Ombudsmand var endvidere enig med Politidirektøren i København og Rigsadvokaten i, at det foretagne indgreb ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Politiassistent, der i privat ærinde henvendte sig på en skadestue iført
uniformsskjorte, var ikke i tjeneste
(SA3-2001-44-281 og K 730/2001,
side 51, eksempel 2)
Moderen klagede til Rigsadvokaten, der ikke fandt grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten lagde herved vægt på, at politiassistentens tjeneste var afsluttet, da han henvendte sig på skadestuen og udtrykkeligt havde gjort klageren opmærksom på, at han ikke var i tjeneste. Rigsadvokaten lagde endvidere vægt på, at baggrunden for henvendelsen var af privat karakter og efter Rigsadvokatens opfattelse fremstod som sådan. Rigsadvokaten fandt ikke, at det forhold, at politiassistenten var iført uniformsskjorte under en civil jakke, og at han havde oplyst, at han var polititjenestemand, medførte, at sagen måtte anses for omfattet af politiklagenævnsordningen.
Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 144
(SA1-99-321-695,
side 133, eksempel 3)
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Dødsfald i forbindelse med tvangsindlæggelse
(SA2-2001-321-0574,
side 157, sag nr. 15)
Undersøgelsen viste, at manden havde et svært forstørret hjerte. Dødsårsagen antages at være hjertestop som følge af det det påviste sygdomsbetingede hjerte - og karforandringer.
Statsadvokaten fandt sagen tilstrækkeligt oplyst og indstillede herefter undersøgelserne i sagen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Statsadvokaten fandt således ingen holdepunkter for at antage, at de involverede polititjenestemænd har begået strafbart forhold i forbindelse med tvangsindlæggelsen af manden. Statsadvokaten fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at politiassistenterne har anvendt magt udover det nødvendige henset til det oplyste om mandens betydelige modstand og størrelse. Statsadvokaten anførte endelig, at selvom der som altovervejende hovedregel ikke bør anvendes håndjern i forbindelse med en tvangsindlæggelse, fandt statsadvokaten efter omstændighederne ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik heraf.
Politiklagenævnet var enig i afgørelsen.
Politiets skud mod biler, hvori to personer blev ramt og afgik ved
døden
(SA5-2001-321-0282 og K 847/2002, side 157, sag nr.
16)
Ved statsadvokaten i Viborgs afgørelse af 4. april 2002 lagde statsadvokaten blandt andet til grund, at politiassistent B's pistol havde afgivet ét skud ind i den grønne Jeep's kabine. Foranlediget af en henvendelse fra pressen den 13. november 2002 vedrørende en bestemt våbenteknisk erklæring rettede statsadvokaten den 20. november 2002 henvendelse til Rigspolitichefens Kriminaltekniske Afdeling med henblik på at få afklaret eventuelle uklarheder i erklæringen.
Ved skrivelse af 1. maj 2002 klagede de pårørende til de afdøde over statsadvokatens afgørelse om at indstille efterforskningen i sagen.
I en ny erklæring af 11. december 2002 har Kriminalteknisk Afdeling oplyst, at fornyede undersøgelser har vist, at nogle projektildele fundet i kabinen på den grønne Jeep stammer fra to forskellige projektiler affyret af politiassistent B's pistol.
Da der således ikke var overensstemmelse mellem det, statsadvokaten tidligere lagde til grund og den nye tekniske erklæring, besluttede statsadvokaten at fortsætte undersøgelsen for om muligt at klarlægge forløbet nøjere.
Den 5. marts 2003 tiltrådte Rigsadvokaten på det foreliggende grundlag statsadvokatens oprindelige afgørelse.
Den 12. juni 2003 besluttede statsadvokaten at fastholde sin afgørelse af 4. april 2002 om at indstille efterforskningen i sagen i medfør af Retsplejelovens § 749, stk. 2. Statsadvokaten beklagede i afgørelsen overfor sagens parter, at statsadvokaten ikke tidligere var opmærksom på de uklarheder i erklæringerne med hensyn til skud gennem Jeepens frontrude og skud i Mercedesens forhjul, som gav anledning til genoptagelse af sagen.
Statsadvokatens afgørelse er påklaget til Rigsadvokaten.
Skudepisode på tankstation
(SA1-2001-321-1244, side 164,
eksempel 5)
Den eftersøgte person blev sat under tiltale for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1. Københavns Byret frifandt ham , idet retten ikke fandt at havde det fornødne forsæt til overtrædelse af bestemmelsen
Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen og fandt ikke at en fortsættelse af efterforskningen ville føre til, at der rejses sigtelse mod de involverede polititjenestemænd.
Statsadvokaten fandt, at betingelserne i Rigspolitichefens kundgørelse II, nr. 38, § 6, stk. 1, om anvendelse af skydevåben for alle de involverede polititjenestemænd var opfyldt.
Politiklagenævnet tiltrådte ikke statsadvokatens afgørelse, idet nævnet vurderede, at ingen af skuddene kunne anses for begrundet i en situation, som omhandlet i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 38, § 6, jf. også kundgørelsens § 5.
Politiklagenævnet anførte, at de tre polititjenestemænds brug af våben, herunder den faktiske skudafgivelse fandt sted med det formål at standse bilen med henblik på at anholde klageren - "en fremgangsmåde som efter de oplysninger Nævnet har modtaget ved andre lejligheder er i strid med anerkendt politimæssig korrekt og hensigtsmæssig handlemåde, hvilket i øvrigt også af den konkrete situation blev bekræftet, idet bilen rent faktisk ikke blev standset som følge af skudafgivelsen".
Et af nævnets medlemmer fandt herefter, at der burde udtale kritik overfor de tre involverede polititjenestemænd i anledning af de affyrede pistolskud, der ikke kunne anses for at være tilstrækkeligt begrundet i skyderegulativet - uden at dette medlem dog fandt, at der var fuld tilstrækkelig anledning til at der rejses straffesag mod de pågældende for overtrædelse af straffelovens § 252.
To af nævnets medlemmer fandt, at der burde rejses tiltale mod de tre involverede polititjenestemænd for overtrædelse af straffelovens § 252.
Københavns Byret frifandt klageren for overtrædelse af straffelovens § 252.
Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten bemærkede for så vidt angår byrettens afgørelse, at retten lagde til grund, at klageren var begyndt at køre frem, da en af politiassistenterne kom ud ad døren, og at de to øvrige polititjenestemænd var uden for rækkevidde, inden klageren påbegyndte bakningen. Blandt andet på baggrund heraf fandt retten det ikke bevist, at klageren havde forsæt til at køre politiassistenten ned, da han kørte frem, eller at ramme polititjenestemændene under bakningen.
Rigsadvokaten fandt ikke, at rettens vurdering indebar, at de involverede polititjenestemænd ikke kan have antaget, at der var fare for, at klageren ville køre personer ned. Det fremgik således også af præmisserne i byrettens dom, at klageren speedede motoren på bilen voldsomt op, således at der var hjulspind, da han kørte frem, ligesom flere vidner har forklaret, at det for dem så ud til, at klageren havde svært ved at styre bilen.
Endvidere bemærkede Rigsadvokaten, at polititjenestemændene samme dag var blevet orienteret om, at klageren, der var efterlyst, var farlig for politifolk, og at han ugen forinden havde forsøgt at køre en politimand ned, hvilket forhold klageren i øvrigt ved samme lejlighed blev domfældt for.
Den 1. januar 2002 tiltrådte 6 nye formænd, ligesom nye læge medlemmer blev udpeget, da nogle af de tidligere medlemmer som følge af valg til kommune- og amtsråd måtte udtræde.
Under hensyn til den store udskiftning af medlemmer af Politiklagenævnene indkaldte Justitsministeriet til seminar fredag den 18. januar 2002 i København.
Efter velkomst og introduktion v/kontorchef Lars Findsen, Justitsministeriet, redegjorde statsadvokaterne Erik Merlung og P. Alsøe for Statsadvokatens rolle i politiklagenævnsordningen og erfaringer fra den hidtidige behandling af politiklagenævnssager.
Herefter var der indlæg fra landsformanden 2001, advokat Karen Marie Dyekjær samt de læge medlemmers formand, direktør Peter Falk.
Seminaret afsluttedes med et indlæg fra rigsadvokat Henning Fode om politiklagenævns ordningen i fremtiden.
I forlængelse af seminaret afvikledes politiklagenævnenes landsmøde, hvor undertegnede blev valgt som landsformand.
Seminaret havde et godt indhold, og var til stor nytte for nævnenes fremtidige arbejde.
I maj måned 2002 blev der afholdt formandsmøde i København. Den grønlandske formand var ikke i stand til at deltage. Formændene foretog en evaluering af den hidtidige erfaring i arbejdet. Særligt redegjorde formanden for Politiklagenævnet v/statsadvokaten i Viborg, advokat Karen Marie Henningsen om Tilst-sagen, og i den forbindelse blev de mødte orienteret om muligheden for ekstraordinært honorar på grund af omfattende tidsforbrug til en speciel sag.
I relation til habilitetsspørgsmål var der enighed om, at det mest hensigtsmæssige er, at man anvender kollegaformanden frem for at sende sagen til suppleanten, der er uden erfaring i sagsbehandling.
På mødet blev drøftet rigsadvokatens skrivelse af 06.03.2002, hvori blev lagt op til en forenkling af politiklagenævnsordningen på følgende punkter:
Vedrørende behandling af sager om automatisk hastighedskontrol
Såfremt et "uniformeret" tjenestekøretøj registreres i en hastighedskontrol går oplægget på, at politimesteren alene skal fremsende sagen til statsadvokaten i de tilfælde, hvor der kan være grundlag for at antage, at der ikke var tale om udrykningskørsel på gerningstidspunktet.
Sager om hastighedsoverskridelser foretaget i et civilt tjenestekøretøj skal behandles efter de hidtidige gældende retningslinier.
Sager, der berører tredjemand, f.eks. hvis der foreligger færdselsuheld indsendes som hidtil af politimesteren og behandles af statsadvokaten.
Politiklagenævnene kunne tiltræde rigsadvokatens oplæg, hvilket er meddelt Rigsadvokaten ved brev af 30.09.2002.
Vedrørende behandling af notitssager (adfærdssager)
I forarbejderne til Retsplejelovens kap. 93 b er det forudsat, at man kunne opretholde den hidtidige fulgte praksis ved behandling af små klager (bagatelsager), der afgøres ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Forudsætningen for anvendelsen af denne fremgangsmåde har været, at klageren fra politiet får vejledning om den formelle klagemulighed til Statsadvokaten, og at politiet udfærdiger en notits om det passerede. Notitsen forelægges for Statsadvokaten og det er forudsat, at Statsadvokaten sender kopi af notitsen til Politiklagenævnet. Efter praksis har denne måde at afgøre sagerne på været forbeholdt klager, hvor borgeren vælger at henvende sig direkte til politimesteren med sin klage.
Det er nu efter tilslutning af Politiklagenævnene besluttet at ændre den hidtidige administrative praksis, således at der åbnes mulighed for, at statsadvokaterne fremover kan sende en modtagen bagatelklage til politimesteren med henblik på notitsbehandling. Det forudsættes dog, at klageren over for Statsadvokaten erklærer sig indforstået med, at sagen søges afgjort på denne måde, og at klageren herunder behørigt vejledes om, at sagen, hvis klageren ikke er tilfreds med udfaldet af samtalen med en overordnet polititjenestemand, kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 B, og at samtalen i øvrigt gennemføres kort tid efter, at klagen er indgivet. Politimesteren skal udfærdige en notits om det passerede, og det skal heraf fremgå, at forannævnte forudsætninger er opfyldt. Politiklagenævnet skal fortsat orienteres ved kopi af notitsen til Statsadvokaten.
Vedrørende behandling af mindre færdselssager
Det følger af Retsplejelovens § 1020, stk. 1, at Statsadvokaterne efter anmeldelse af egen drift iværksætter efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold som forfølges af det offentlige.
I Rigsadvokatens beretning for 1996 side 157 f er nærmere redegjort for de gældende kriterier for afgrænsningen af, hvilke færdselssager der omfattes af politiklagenævnsordningen. Sagerne er kendetegnet ved, at der alene er tale om overtrædelse af Færdselslovens § 3, stk. 1. Sager af den karakter er ikke blevet forelagt Politiklagenævnet.
Statsadvokaterne har givet udtryk for, at færdselssager alene skal forelægges for Politiklagenævnene, når der foreligger en anmeldelse fra en borger, når der er spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, når politiet forsætligt har foretaget en påkørsel som led i magtanvendelse/standsning af et køretøj eller hvor Straffeloven er overtrådt. Fra statsadvokaternes side har det været forudsat, at politimesteren fortsat bør forelægge færdselssagerne for statsadvokaten.
Det fremgår af Rigsadvokatens henvendelse til Politiklagenævnene, at det er en betingelse, at forslaget kan gennemføres inden for rammerne af den gældende lovgivning. I modsat fald vil der være behov for ændring af Retsplejeloven.
Ved svaret til Rigsadvokaten er meddelt, at to af Politiklagenævnene har givet udtryk for, at det kan tiltræde Rigsadvokatens forslag. De øvrige Politiklagenævn nærer betænkelighed ved ordningens gennemførelse, også selv om den nuværende lovgivning ændres. Betænkeligheden sker ud fra en retssikkerhedsmæssig vurdering.
Der er indtil nu fra Rigsadvokatens side ikke foretaget yderligere initiativ vedrørende dette spørgsmål.
Politiklagenævnenes fællesmøde blev afholdt i Aalborg den 25. og 26. oktober 2002. Kun et enkelt medlem havde set sig nødsaget til at melde afbud. Formanden for Politiklagenævnet på Grønland deltog. Hele eftermiddagen var der, med en flot bistand fra politimester Flemming Kjær, Aalborg, lagt et program på politigården, der omfattede blandt andet demonstration samt gennemgang af indsats med tjenestehunde, demonstration samt gennemgang af indsatsen mod borgerlige uroligheder, kort case vedrørende detentionsanbringelse af spirituspåvirket person samt demonstration af fotovogn til automatisk trafikkontrol.
Derefter var der et indlæg fra to politiassistenter, der i forbindelse med tjeneste i en uropatrulje, begge havde været indklaget for Politiklagenævnet. Med udgangspunkt i en konkret sag blev der fra politiassistenterne fremsat kritik af sagsbehandlingstidens længde, og givet udtryk for, at klagesagsbehandlingen i sig selv er en belastning for de indklagede politifolk. Der blev også givet udtryk for, at mange flere sager burde afvises af statsadvokaten uden nærmere undersøgelser og uden Politiklagenævnets behandling, fordi et meget stort antal klagesager ifølge indlæggene allerede fra klagens indgivelse forekommer åbenlyst grundløse.
Det var flotte indlæg, som vakte megen opmærksomhed og udløste mange spørgsmål fra deltagerne.
Lørdag formiddag var der en debat mellem statsadvokat Elsemette Cassøe og redaktør Flemming Hvidtfeldt, Nordjyske Stiftstidende over temaet "udtalelser til pressen om politiklagesager".
Statsadvokaten gav udtryk for, at såvel hensynet til efterforskningen som hensynet til de implicerede parter som udgangspunkt tilsiger, at offentligheden ikke informeres, før sagen er efterforsket og der er truffet en afgørelse. Det overordnede hensyn for klagesagsbehandlingen er de involveredes tryghed og tillid til en grundig og uvildig efterforskning og sagsbehandling.
Chefredaktøren fremhævede, at mange problemer og mytedannelser kunne undgås, hvis der fra politiets side blev udvist større åbenhed om konkrete politiforretninger. Redaktøren fremhævede, at politiet i mange sammenhænge har brug for pressens medvirken, og derfor bør politiet ikke være tilbageholdende med at informere pressen - specielt ikke ved problemer inden for politiet egne rækker.
Fredag aften/nat havde nogle af deltagerne mulighed for at være med på almindelig patrulje.
Afslutningsvis var der et fælles møde, hvor den hidtidige del af året blev evalueret. Formanden for Politiklagenævnet ved statsadvokaten i Viborg, advokat Karen Marie Henningsen gav et indlæg omkring sine erfaringer i forbindelse med skudsagen i Tilst. Formanden for Politiklagenævnet for Statsadvokaten for København mv. advokat Poul Helmuth Petersen oplyste, at Politiklagenævnet i Købehavn er udsat for, at klagere har givet udtryk for ønske om foretræde for nævnet for nærmere at begrunde deres indstilling til verserende sager. Dette indlæg gav anledning til en meningsudveksling om det betimelige i, at Politiklagenævnene åbner mulighed for, at klagere og indklagede kan opnå personligt foretræde for nævnene. Der var helt overvejende betænkelighed ved at indføre en sådan ordning.
Der har i årets løb været flere skudepisoder, som har medført en væsentlig presseomtale af Politiklagenævnsordningen. Omverdenen synes at opfatte Politiklagenævnene som en garant for, at klagesagerne undersøges i fornødent omfang.
Hjørring, den 17. januar 2003
T. Bidstrup Hansen
Pr. 1. januar 2002 blev Nævnets hidtidige formand, advokat Søren Arentoft afløst af advokat Poul Helmuth Petersen. Nævnet besluttede indtil videre at opretholde den hidtidige sagsbehandlingspraksis, der har været gældende for Politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby, således at sagerne i lighed med tidligere er blevet afgjort på skriftligt grundlag, medmindre et medlem har ønsket mundtlig forhandling eller sagen har indeholdt spørgsmål af mere principiel karakter. Nævnet har i det forløbne år afholdt møder ca. hver anden måned, og der har været afholdt et enkelt møde med Statsadvokatens personale, hvor generelle sagsbehandlingsspørgsmål er blevet drøftet.
Nævnet har deltaget i landsmødet med Rigsadvokaten og i et fællesmøde med de andre politiklagenævnsmedlemmer.
Nævnet har i 2002 truffet 258 afgørelser, som fordeler sig således:
| Adfærdsklager: | 69 |
| Straffesager: | 99 |
| Færdselssager: | 75 |
| Notitssager: | 15 |
Nævnets egen sagsbehandlingstid har i første halvdel af 2002 været længere end ønskeligt, hvilket primært har være begrundet i formandsskiftet. I sidste halvdel af 2002 har Nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid fundet et acceptabelt leje.
Til gengæld har Nævnet i en række sager givet udtryk for, at man generelt finder den samlede sagsbehandlingstid i klagesager uheldig. Selvom man er opmærksom på, at den langvarige sagsbehandlingstid hos Statsadvokaten primært kan henføres til ressourcemæssige forhold, skal Nævnet understrege, at man dels af hensyn til sagens parter og dels af hensyn til muligheden for at få konkrete klagesager belyst bedst muligt finder det særdeles vigtigt, at efterforskningen i form af afhøring af parter og vidner finder sted hurtigst muligt og i hvert fald inden for de første 4-6 måneder efter klagens indgivelse.
I øjeblikket verserer 113 klagesager, hvor Statsadvokaten endnu ikke har fremsendt redegørelse i medfør af retsplejelovens § 1021 d. Af disse sager vedrører 56 klager der er indgivet i 2001 eller tidligere.
Nævnet har ikke i årets løb haft anledning til at indkalde suppleanter for nævnsmedlemmerne.
Af de i alt 258 afgørelser Nævnet har truffet, har man i ca. 10 % af tilfældene (26 sager) ikke kunne tiltræde Statsadvokatens afgørelse. Godt halvdelen af disse sager (14 sager) vedrørte færdselssager, hvor Nævnet typisk i modsætning til Statsadvokaten har fundet, at en konkret færdselssag burde afgøres ved et bødeforlæg til den pågældende polititjenestemand for enten overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen og/eller færdselsloven.
Nævnet har ikke i løbet af 2002 påklaget afgørelser truffet af Statsadvokaten til Rigsadvokaten. Nævnets tilbageholdenhed med at indbringe sager for Rigsadvokaten skal blandt andet ses på baggrund af, at Nævnet i de sager, hvor parterne har været repræsenteret af advokat, har haft den opfattelse, at der fra Nævnets side kun bør iværksættes en klage over en afgørelse, hvis denne vedrører et meget principielt spørgsmål, hvor Nævnet ikke har været enig med Statsadvokaten.
København, den 10. januar 2003
Poul Helmuth Petersen
Politiklagenævnet for Sjælland har i løbet af 2002 modtaget underretning om 191 sager. Det nye nævn har herudover fra det tidligere politiklagenævn fået oversendt 89 verserende sager.
Alle sager fra 2000 er afsluttet, mens der mangler afslutning på 10 sager fra 2001 og 75 fra 2002.
Politiklagenævnet har afholdt 10 møder.
Der er truffet afgørelse i 195 sager, der fordeler sig således:
Adfærdsklager:
Der er i alt blevet behandlet 91 sager af denne art, hvoraf 62 sager er afvist som grundløse. Fire sager er afgjort med beklagelse overfor klageren af konkrete omstændigheder. En sag er afvist som for sent indgivet, jf. retsplejelovens § 1009 a stk. 2. En sag er frafaldet af klageren.
23 sager er blevet behandlet som notitssager.
Straffesager:
Politiklagenævnet har behandlet i alt 71 sager der alle er afvist, idet der ikke kunne antages at være tale om strafbare forhold. Det største enkeltgruppe af klager i denne kategori, således 19, vedrørte klager om vold.
Herudover var der fire klager der vedrørte uberettiget opslag i kriminalregistret og som alle sluttede med overvejelse om en disciplinær reaktion.
I en sag har anmelderen trukket klagen tilbage.
I en noget atypisk sag udfærdigede en politiassistent med vilje en politirapport, der gengav den faktiske baggrund for en narkotikasags opstart ukorrekt. Baggrunden herfor var alene et ønske om at beskytte anmelderen af narkotikakriminaliteten mod repressalier. Sagen blev sluttet i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3, idet ressourceforbruget ved at gennemføre sagen ikke fandtes at stå i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf der kunne forventes idømt. Det blev tilkendegivet overfor politiassistenten, at dennes dispositioner fandtes stærkt kritisable.
Færdselssager:
Der er blevet behandlet 33 sager om overtrædelse af færdselsloven.
I en sag er der rejst tiltale med påstand om betinget frakendelse af kørekortet. I 19 sager fandt man, at der ikke forelå overtrædelse af færdselsloven. 13 sager er afgjort med en bøde.
De indkomne sager fordeler sig i øvrigt således imellem de enkelte politikredse.
|
Frederikssund |
7 |
|
Gentofte |
15 |
|
Gladsaxe |
20 |
|
Glostrup |
39 |
|
Helsingør |
17 |
|
Hillerød |
17 |
|
Holbæk |
7 |
|
Hvidovre |
10 |
|
Kalundborg |
6 |
|
Korsør |
1 |
|
Lyngby |
7 |
|
Ringsted |
5 |
|
Roskilde |
17 |
|
Rødovre |
1 |
|
Slagelse |
13 |
|
Rigspolitiets færdselsafd. Kbh. |
3 |
|
Do. Hørsholm |
4 |
Herudover har nævnet af forskellige grunde behandlet seks sager der vedrørte klager over politifolk i Københavns og Frederiksberg politikredse.
Sagsbehandlingstiden i politiklagenævnet fra det tidspunkt, hvor nævnet modtager Statsadvokatens redegørelse med indstilling til afgørelse af sagen og til politiklagenævnet har truffet afgørelse er normalt mindre end 1 måned.
Også den tid som Statsadvokaten har anvendt på behandlingen af sagerne finder nævnet i orden. Ligeledes har samarbejdet med Statsadvokaturen fungeret absolut tilfredsstillende.
Holbæk, den 7. januar 2003
Michael Abel
Politiklagenævnet har i beretningsåret afholdt ni møder til behandling af klagesager med deltagelse af nævnets ordinære medlemmer. Der har således ikke været behov for indkaldelse af suppleanter til deltagelse i sagsbehandlingen i 2002.
Nævnets medlemmer har endvidere deltaget i årsmødet i København i januar 2002 og i fællesmødet i Aalborg i oktober 2002.
Nævnets formand deltog i formandsmødet i København i maj 2002.
Nævnet har afsluttet behandlingen af 73 sager i 2002, og nævnet har ved årets udgang 32 verserende sager, hvori Statsadvokaten ikke har afgivet redegørelse og indstilling.
De afsluttede sager fordeler sig på de enkelte politikredse således:
|
Odense |
29 |
|
Næstved |
8 |
|
Svendborg |
14 |
|
Nykøbing Falster |
7 |
|
Vordingborg |
6 |
|
Nakskov |
6 |
|
Middelfart |
1 |
|
Assens |
2 |
|
Nyborg |
0 |
|
Køge |
0 |
|
I alt |
73 |
I tre sager har statsadvokaten med nævnets tiltræden besluttet at rejse tiltale for straffelovsovertrædelser. Det drejer sig om to tilfælde af tyveri efter straffelovens § 276, og et tilfælde af børnepornografi i medfør af straffelovens § 235. Der er sket domfældelse i de nævnte sager.
I 19 sager er de indklagede polititjenestemænd anmeldt for vold - typisk i forbindelse med anholdelser og under omstændigheder, hvor klagerne har været påvirket af spiritus eller narkotika. Statsadvokaten har med nævnets tiltræden afvist samtlige anmeldelser for vold på grund af bevisets stilling.
18 sager har vedrørt hastighedsoverskridelser og mindre færdselsforseelser. Disse sager er typisk afgjort med bødeforelæg og tiltalefrafald i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, hvilket nævnet har tiltrådt.
I 18 tilfælde har klagen vedrørt politifolkenes adfærd i tjenesten. I 14 af disse tilfælde er klagen med nævnets tiltræden blevet afvist.
I fire tilfælde har klagen givet anledning til kritik på forskellige niveauer, hvilket nævnet har tiltrådt i tre af tilfældene.
I et tilfælde har statsadvokaten afvist en adfærdsklage, som efter nævnets opfattelse burde have givet anledning til en beklagelse. Sagen blev af klageren indbragt for Rigsadvokaten, der stadfæstede statsadvokatens afgørelse.
Nævnet har ikke i noget tilfælde fundet anledning til at iværksætte klage til Rigsadvokaten over de af statsadvokaten trufne afgørelser.
I 11 tilfælde har klagerne påklaget statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten, der i samtlige tilfælde har stadfæstet den af Statsadvokaten trufne afgørelse.
En enkelt sag har givet anledning til en principiel uoverensstemmelse mellem statsadvokaten og nævnet, nemlig
SA3-2002-321-0014
Et klagepunkt i denne sag var, at moderen til en ung mand, der var blevet anholdt sammen med nogle andre unge mennesker, klagede over, at en politiassistent under afhøring af en af sønnens venner havde oplyst til denne, at hendes søn havde en tidligere dom for vold. Det fremgår af klageskrivelsen, at sønnens ven under afhøringen hos politiet var bekendt med, at klagerens søn tidligere var dømt for vold.
Statsadvokaten behandlede denne del af klagen i medfør af retsplejelovens kapitel 93 c som en overtrædelse af straffelovens § 152, og besluttede at opgive påtale mod den indklagede politiassistent i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2.
Nævnet delte statsadvokatens opfattelse af, at der ikke var noget grundlag for at indlede straffesag mod politiassistenten, men gav udtryk for, at den pågældende del af klagen efter nævnets opfattelse burde have været behandlet som en adfærdsklage i medfør af retsplejelovens § 93 b, idet nævnet fandt det malplaceret, at en politiassistent, der foretager afhøring af en anholdt person, overhovedet indlader sig i drøftelse med den pågældende om en anden anholdt persons kriminelle fortid. Nævnet henviste til den i Rigsadvokatens beretning 1997, side 79, refererede afgørelse.
Det er nævnets opfattelse, at der fra Statsadvokatens side har været udvist stor grundighed i sagernes forberedelse, og at Statsadvokatens indstillinger til sagernes afgørelse helt generelt er særdeles velovervejede.
Nævnet har fremmet sagernes behandling efter bedste evne i bestræbelsen på at afkorte den generelle sagsbehandlingstid mest muligt.
Svendborg, den 30. december 2002
Peter V. Borch
Den 01.01.2002 tiltrådte undertegnede som formand for Politiklagenævnet. Samtidig blev Anne Krøjer Jacobsen udpeget som afløser for Medzait Ljatifi, der på grund af sit valg til Amtsrådet ikke længere kunne fortsætte som medlem. Det andet medlem Else Christiansen har således stået for kontinuitet i nævnets arbejde.
Nævnet indledte sit arbejde med et fælles orienteringsmøde med statsadvokaten og dennes medarbejdere. I umiddelbar forlængelse heraf deltog nævnet i årsmødet, hvor Justitsministeriet var arrangør og vært for et orienteringsmøde.
Forinden havde der været overleveringsforretning hos den tidligere formand Bent Holmberg. Der blev afleveret 19 endnu ikke færdigbehandlede sager.
Der er i årets løb indgået 117 sager fordelt med
|
57 kap. 93 B sager - |
heraf 6 notitssager |
|
60 kap. 93 C sager - |
heraf 9 sager |
Ved årets afslutning er 19 sager under behandling.
Man kan således konstatere, at nævnet på sine seks møder har behandlet 117 sager.
Otte af sagerne vedrører hastighedsovertrædelse er afgjort med bødeforlæg, medens en enkelt på foranledning af politiassistenten er indbragt for Retten. Denne sag er så vidt ses endnu ikke afsluttet. Det har i det forløbne kun været retskredsene i Aalborg og Holstebro, som har fotovogn til automatisk trafikkontrol.
To af de behandlede sager har drejet sig om anvendelse af våben. I det ene tilfælde i forbindelse med pågribelse af en indbrudstyv på fersk gerning. Politiassistenten trak sin pistol og skød indbrudstyven i benet, idet politiassistenten følte sig truet af indbrudstyvens markering af et angreb med en knivlignende genstand. Nævnet erklærede sig enig i statsadvokatens vurdering af, at der ikke af den pågældende politiassistent var begået et strafbart forhold, ligesom der i øvrigt ikke var anledning til at rejse kritik af hverken den pågældende polititjenestemand eller hans kollega, som deltog i eftersøgningen. (SA4-2002-321-0143).
I den anden situation skød en politiassistent efter dækkene i en stjålet bil, der var under voldsom flugt efter et røveri. Skuddene blev affyret på en skovvej, hvor der blev kørt med lav hastighed. Også her tiltrådte nævnet statsadvokatens vurdering af, at der ikke var noget at bebrejde den pågældende politiassistent.
En enkelt sag har haft især de lokale mediers bevågenhed. Under en tumult i Løgstør blev en ung mand anholdt. Det skete ved magtanvendelse, idet den unge mand var voldsom i sin adfærd. Det blev besluttet at indbringe den unge mand til arresten i Aalborg. Undervejs gjorde den unge mand flere udfald mod de to politiassistenter, der følte sig foranlediget til at tilkalde assistance. Efter aftale med vagthavende i Aalborg kørte patruljevognen ind på en rastplads for at afvente assistance. Her smadrede den unge mand sideruden i patruljevognen, selv om han var belagt med håndjern. Betjentene tog den unge mand ud, og lagde ham på maven på jorden, og umiddelbart derefter afgik den unge mand ved døden, formentlig af hjertestop.
Efter grundige undersøgelser, herunder omfattende afhøringer, obduktionserklæring mv. konkluderede statsadvokaten, at de to politiassistenter ikke havde begået en strafbar handling, ligesom der ej heller kunne rejses kritik af deres adfærd eller af deres dispositioner. Politiklagenævnet tiltrådte statsadvokatens konklusion (SA4-2002-321-0132).
På grund af inhabilitet har nævnet fået overleveret en sag fra statsadvokaten i Viborg, hvilken sag endnu ikke er færdigbehandlet.
Samarbejdet med statsadvokaten fungerer særdeles tilfredsstillende, og nævnet har konstateret, at sagsbehandlingen hos statsadvokaten er både hurtig og effektiv. De under behandling pr. 31.12.2002 værende sager er alle indgået i sidste halvdel af 2002.
De indkomne klager for året 2002 fordeler sig på politikredsene som følger:
|
Kap. 93B: |
Kap 93C: |
Notits: | |
|
Frederikshavn |
3 |
5 |
|
|
Hjørring |
4 |
4 |
|
|
Thisted |
3 |
1 |
|
|
Løgstør |
4 |
3 |
|
|
Aalborg |
24 |
15 |
1 |
|
Hobro |
1 |
8 |
|
|
Randers |
7 |
10 |
4 |
|
Holstebro |
2 |
11 |
1 |
|
Grenå |
3 |
3 |
|
|
I alt |
51 |
60 |
6 |
Undertegnede har været landsformand i 2002, og har derfor haft ansvaret for afvikling af formandsmødet i maj 2002 samt årsmødet i oktober 2002, der alene kunne gennemføres med virkelig god bistand fra såvel statsadvokaten som Politimesteren i Aalborg.
Hjørring, den 10. januar 2003
T. Bidstrup Hansen
Efter nogen turbulens i forbindelse med formandsskiftet den 31. december 2001 - 1. januar 2002, hvor overgangsregler for de igangværende sager i det hidtidige Nævn til nyt Nævn var dunkle, samt det specielle forhold for Viborgnævnet, at et af de læge medlemmer var valgt til en plads i Amtsrådet uden at nyt medlem var udpeget, påbegyndte Nævnet sit arbejde trods de formelle hindringer, hvilket var nødvendigt, idet statsadvokaten allerede primo januar 2002 orienterede Nævnsformanden om en skudepisode i Tilst den 29. december 2001, hvor statsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, skulle iværksætte efterforskning, da der var tale om at polititjenestemænd havde affyret skud under politiforretning, hvorved to personer var afgået ved døden.
Nævnet fulgte efterforskningen løbende med henblik på vurdering af, hvorvidt yderligere efterforskning udover den af statsadvokaten foretagne måtte være hensigtsmæssig set med Nævnets øjne. Statsadvokaten fremsendte sin redegørelse i medfør af retsplejelovens § 1021 d, den 15. marts 2002.
Nævnet, der holdt et 4 timer langt møde alene til behandling af den 17 sider lange redegørelse, konkluderede, at yderligere efterforskning ikke var nødvendig, men at der i relation til fortolkning af nødværgebestemmelserne i straffelovens § 13 burde ske tiltalerejsning mod den ene af de to betjente. Man var således ikke enig i statsadvokatens vurdering og afgørelse.
Nævnets indstilling blev offentliggjort i sin helhed som et led i statsadvokatens pressemeddelelse.
Statsadvokaten fulgte ikke Nævnets indstilling.
Nævnet valgte ikke at indbringe statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten, idet man fandt, at man utvetydigt havde tilkendegivet, at det ville være det mest rigtige at skudepisoden blev bedømt af de almindelige domstole med de retsgarantier det indebar.
Sagen blev påklaget til Rigsadvokaten af pårørende til en af de dræbte. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at ændre statsadvokatens afgørelse.
Ved årsskiftet 2001/2002 var der 10 sager, hvor sagsbehandling var påbegyndt i det gamle Nævn, men hvor formandsperioden udløb med udgangen af år 2001. Overdragelsesforretning fandt sted den 8. februar 2002, hvor formanden i det gamle Nævn overdrog 10 sager til færdigbehandling i det nye Nævn.
Der er i 2002 modtaget yderligere 140 sager, således at der er modtaget i alt 150 sager, der fordeler sig med
53 sager vedrørende polititjenestemænds adfærd, og
81 sager vedrørende
straffesager, heraf 15 færdselssager
16 sager er rubriceret som
notitssager
34 sager er endnu ikke behandlet af Nævnet ved årets udgang.
Nævnet var enig med statsadvokaten i 111 sager, men uenig i fire sager, herunder Tilst-sagen. Nævnet har ikke indbragt statsadvokatens afgørelser for Rigsadvokaten.
Geografisk fordeler sagerne sig således:
|
Århus |
77 |
|
Silkeborg |
12 |
|
Horsens |
10 |
|
Herning |
8 |
|
Skive |
12 |
|
Viborg |
17 |
|
Skanderborg/Odder |
7 |
|
Aalborg |
7 |
To sager er behandlet af suppleant for formanden.
De syv sager der er behandlet for Politiklagenævnet for statsadvokaten i Aalborg skyldes inhabilitet i Nævnet der.
Der har været afholdt i alt ni møder i Nævnet, hvor sædvanligvis 12 - 15 sager bliver behandlet, bortset fra mødet den 4. april 2002, hvor alene Tilst-sagen blev debatteret og afsluttet.
Nævnet har haft et møde med statsadvokaten og ansatte jurister i statsadvokaturen.
Nævnet har haft bemærkninger til flere af de enkelte afgørelser, uanset om Nævnet i øvrigt kunne erklære sig enig i statsadvokatens vurdering og afgørelse, og hver gang er bemærkningerne blevet loyalt citeret i statsadvokatens skrivelse til klager.
Nævnet har deltaget i årsmødet i København i januar måned 2002, bortset fra Inger Elsebeth Jensen, der endnu ikke var blevet udpeget af Justitsministeriet.
Det samlede Nævn deltog i et meget udbytterigt årsmøde afholdt i Aalborg den 25. - 26. oktober 2002.
Herudover har formanden deltaget i det almindelige formandsmøde i foråret i København.
Den 17. januar 2003
Karen Marie Henningsen
Politiklagenævnet for Statsadvokaten i Sønderborg har i årets løb modtaget i alt 87 sager, en nedgang på ca. 10% i forhold til 2001.
I det forløbne år er der afgjort 73 sager, heraf 14 fra 2001 og resten fra 2002.
Verserende 24 sager er alle fra 2002.
Der har i alle sager været enighed med statsadvokaten om disses afgørelse, dog har Politiklagenævnet i en sag indstillet, at der blev udtalt yderligere kritik.
Sagernes afgørelser fordeler sig som følger:
|
Kap. 93B: |
Kap 93C: |
Notits: | |
|
Esbjerg |
4 |
6 |
1 |
|
Fredericia |
1 |
5 |
2 |
|
Gråsten |
3 |
4 |
1 |
|
Haderslev |
4 |
4 |
|
|
Kolding |
2 |
3 |
2 |
|
Ribe |
1 |
2 |
|
|
Ringkøbing |
1 |
1 | |
|
Sønderborg |
4 |
1 | |
|
Tønder |
5 |
1 | |
|
Varde |
5 |
||
|
Vejle |
4 |
4 |
1 |
|
Rigspolitichefen |
1 |
I de 24 adfærdsklager er der udtalt kritik i de to af sagerne, herunder med disses oversendelse til de disciplinære myndigheder, ligesom det passerede er beklaget over for klagerne. De resterende adfærdsklager er afvist.
Af de 39 straffesager udgør 14 færdselssager, hvor fire sager er afgjort ved bødeforlæg, mens de resterende færdselssager alle er afvist.
I de øvrige straffesager er der i en sag udtalt kritik, herunder med oversendelse til de disciplinære myndigheder, ligesom der er sket beklagelse over for klager. Resten af sagerne er afvist.
I årets løb har særligt en skudepisode i Tønder påkaldt sig interesse. Sagskomplekset er imidlertid ikke afgjort i sin helhed.
Politiklagenævnet har behandlet sine sager på møder, hvoraf der har været afholdt seks i årets løb.
Derudover har Politiklagenævnet deltaget i nævnenes årsmøde i januar 2002, hvor såvel afgående som nyudpegede formænd deltog, ligesom nævnet har deltaget i et møde med Statsadvokaten i Sønderborg samt fællesmøde for nævnene i oktober måned 2002 i Ålborg. Derudover har formanden deltaget i formandsmødet i maj måned 2002.
Sønderborg, den 9. januar 2003
Palle Niss
Henvisningerne refererer til årgang og sidetal i beretningerne for
1996-2002
|
Adfærdsklager: |
96.20, 97.17, 97.57.98.23ff, 98.69, 99.123ff, 2000.121ff, 2001.109ff, 2002.20 |
|
- anden ukorrekt adfærd: |
96.63ff, 97.65ff, 98.76ff, 99.130ff, 2000.127ff, 2001.115ff, 2002.179ff |
|
- bevisvurdering: |
98.187ff, 99.58, 2000.61, 2001.62ff, 2002, 30 |
|
- klage uden indhold: |
96.73, 97.72f98.83ff, 99.135ff, 2000.130ff, 2001.118f, 2002.185f |
|
- kritikskala: |
99.120ff, 2000.111ff, 2000.259ff. 2001, 99ff, 2002.153ff |
|
- magtanvendelse: |
96.52ff, 97.57ff, 98.167ff, 99.57, 99.123ff, 2000, 62, 2000.121ff, 2001.15f, 2001.56, 2001.109ff, 2002.170 |
|
- notitssager: |
97.73f, 98.84ff, 99.138ff, 2000.132f, 2001.119f, 2002.14 |
|
- over for dispositionsklager: |
96.110f, : 96.149ff, 97.51, 97.107f, 98.121ff 98.187, 99.64ff, 2000.68ff, 2001.70ff, 2002.41ff |
|
- sagens afgørelse: |
96.23, 96.135ff, 97.20f, 98.134ff, 2000.79f, 2001.28, 2002.239 |
|
- sprogbrug: |
96.55ff, 97.61ff, 98.72ff, 99.126ff, 2000.123ff, 2001.112ff, 2002.174ff |
|
- undersøgelsen: |
2000.73, 2001.26f, 2002.24 |
|
Advokatbeskikkelse: |
98.144ff, 98165f, 98.191ff, 99.84, 99.93, 2000.88, 2001.77, 2002.55, 2002.137 |
|
- i adfærdsklagesager: |
96.140f, 97.139ff, 99.84, 2000.88, 2001,77f, 2002.30f |
|
- i medfør af rpl. § 1020a, stk. 2: |
96.142ff, 99.84, 2000.88, 2002.55 |
|
- i straffesager: |
96.141ff, 97.139ff, 99.84, 2000.88, 2001.78ff, 2002.31 |
|
Aktindsigt: |
96.145ff, 98.162ff, 99.103ff, 2000.103, 2001.96, 2002.30 |
|
- forvaltningsloven: |
99.105ff, 2000.104ff, 2001.97f, 2002.144 |
|
- i redegørelse: |
2000.107ff, 2002.147 |
|
- offentlighedsloven: |
98.162, 99.104f, 2000.104, 2001.96, 2002.143f |
|
Ankespørgsmål: |
96.136, 2002.138 |
|
Anklagemyndighedens opbygning: |
96.29, 97.29, 98.33, 99.31, 2000.33, 2001.37 |
|
- politimestrene: |
96.30f, 97.30f , 98.36f, 99.34f, 2000.34, 2001.38 |
|
- rigsadvokaten: |
96.29f, 97.29f, 98.35, 99.33, 2000.33, 2001.37 |
|
- statsadvokaterne: |
96.30, 97.30, 98.36, 99.33f, 2000.34, 2001.38 |
|
Armlås: |
2000.136 |
|
Automatisk hastighedskontrol: |
97.155f, 98.182ff, 99.167f, 2000.154, 2001.142f, 2002.14 |
|
Bagatelsager: |
96.149f, 99.138, 2000.132, 2002.14 |
|
Blodprøver: |
96.160ff, 98.176, 2000.73, 2001.135ff, 2002.91 |
|
Delberetninger fra Politiklagenævnene |
|
|
- Landsformanden: |
96.163, 97.161, 98.215, 99.205, 2000.187, 2001.185, 2002.249 |
|
- SA København mv.: |
96.166, 97.163, 98.217, 99.206, 2000.190, 2001.186, 2002.253 |
|
- SA Sjælland: |
96.170, 97.167, 98.222, 99.223, 2000.197, 2001.189, 2002.255 |
|
- SA Fyn mv.: |
96.173, 97.170, 98.227, 99.228, 2000.200, 2001.191, 2002.257 |
|
- SA Ålborg: |
96.176, 97.172, 98.230, 99.232, 2000.202, 2001.195, 2002.259 |
|
- SA Viborg: |
96.177, 97.175, 98.232, 99.234, 2000.204, 2001.197, 2002.262 |
|
- SA Sønderborg: |
96.179, 97.175, 98.236, 99.241, 2000.210, 2001.198, 2002.264 |
|
Detentionsdødsfald: |
96.102f, 97.92ff, 97.103f, 98.110, 99.176f, 99.183f, 99.193f, 99.198f, 2000.50f, 2000.88f, 2000.160ff, 2000.177ff, 2001.155, 2001.166, 2002.24, 2002.79, 2002.87f |
|
Disciplinærsager: |
96.152ff, 97.24f, 98.30ff, 99.28ff, 2000.28ff, 2001.33f, 2002.32f |
|
Dispositionsklager: |
‑96.33f, : 96.108f, 97.33f, 97.107f, 98.39, 98.122f, 99.64f, 2000.68ff, 2001.40, 2001.70ff, 2002.41ff |
|
Efterforskning |
|
|
- afgørelsen: |
96.26, 97.21, 2002.47 |
|
- færdselssager: |
99.172f, 2000.150, 2001.140, 2002.77f |
|
- politiklagenævnets anmodning: |
96.130ff, 97.123f, 98.147ff, 99.73f, 2000.75, 2001.27, 2001.69, 2001.72 |
|
- rpl. § 1020 a, stk. 2: |
96.93ff, 2001.29, 2001.145, 2002.24 |
|
- straffesager: |
2000.149, 2001.32, 2002.70ff |
|
- uopsættelige efterforskningsskridt: |
96.116, 99.172f, 2002.47, 2002.92 |
|
Evaluering af politiklage- |
|
|
nævnsordningen (i 1999): |
98.15, 99.11, 99.295 |
|
Falske anmeldelser: |
97.83ff, 98.97ff, 99, 158ff, 2000.147ff, 2002.212 |
|
Folketingets Ombudsmand: |
98.118, 98.179f, 99.108, 99.110, 99.193, 2000.74, 2000.150, 2001.74ff, 2001.93f, 2002.24, 2002.76 |
|
Forsikringssager: |
96.157f, 99.171f, 2000.156 |
|
Forsætlig påkørsel: |
98.181f, 99.170, 2000.136, 2001.142, 2002.157 |
|
Forvaltningsretlige spørgsmål, se bl.a. |
|
|
- aktindsigt |
|
|
- inhabilitet |
|
|
- klageadgang |
|
|
- partsbegrebet |
|
|
- partshøring |
|
|
- partsrepræsentation |
|
|
- sagsbehandlingstiden |
|
|
- underretning |
|
|
Fotokonfrontation: |
2000.76, 2002.113 |
|
Færdselsloven |
|
|
- andre færdselsforseelser: |
97.89f, 98.189f, 99.56f, 99.171, 2000.156, 2002.224f |
|
- automatisk hastighedskontrol: |
97.155f, 98.182ff, 99.167ff, 2000.154, 2001.142f, 2002.114f, 2002.221ff |
|
- bevisvurderingen: |
98.65ff |
|
- efterforskning: |
99.172f, 2000.150 |
|
- forsætlig påkørsel: |
98.181f, 99.170, 2000.136, 2001.142, 2002.157 |
|
- færdselssager: |
96.90ff, 97.53f, 97.87, 97.155f, 98.61ff, 98.99, 99.54, 99.161ff, 2000.58, 2000.150ff, 2001.61, 2001.140ff, 2002.216 |
|
- færdselssagers behandling: |
96.117f, 98.181ff , 99.161ff, 2000.150ff, 2001.140ff |
|
- færdselsuheld: |
97.87, 97.151, 98.99ff, 99.161ff, 2000.150ff, 2001.140ff, 2002.216 |
|
- mindre færdselsuheld: |
96.157f, 99.171f, 2000.156 |
|
- udrykningskørsel: |
96.158, 97.88f, 97.151ff, 97.156ff, 98.102ff, 98.190, 99.54f, 99.163ff, 2000.59, 2000.60, 2000.152ff, 2001.141f, 2001.156, 2001.166, 2002.217 |
|
Førergreb: |
2000.136, 2001.149, 2002.162 |
|
Genoptagelse: |
99.77, 2000.81, 2000.144, 2002.64 |
|
Grænsekontrol: |
96.69ff |
|
Hjemvisning: |
99.77ff, 2000.81, 2002.64 |
|
"Hjørring-sagen": |
2000.92, 2000.109, 2000.169, 2000.202, 2001.13, 2001.58 |
|
Hovedfaldsgreb: |
99.144 |
|
Hundebid: |
96.109ff, 97.109ff, 98.123ff, 99.69, 99.148, 2000.175, 2002.188 |
|
Håndjern: |
97.57, 97.75, 98.89, 99.125, 2000.62, 2001.123, 2002.229 |
|
Håndledstryk: |
99.125 |
|
Inhabilitet |
|
|
- forvaltningslovens regler: |
96.119, 97.115f, 98.125, 99.85, 2000.90, 2001.80, 2002.122 |
|
- politiklagenævnets inhabilitet: |
96.127f, 98.128, 99.89, 2000.94, 2001.86f, 2002.132 |
|
- polititjenestemænds inhabilitet: |
98.129ff, 99.90, 2000.94ff, 2001.87ff |
|
- rigsadvokatens inhabilitet: |
96.125ff, 97.118f, 98.128, 99.89, 2000.93, 2001.86, 2002.238 |
|
- statsadvokatens inhabilitet: |
96.120ff, 97.116ff, 98.126ff, 99.86ff, 2000.91ff, 2001.81ff, 2002.237 |
|
Initiativsager: |
97. 96ff, 98.113ff, 99.186ff , 2000.166ff, 2001.72, 2001.160ff, 2002.109 |
|
Klageadgang: |
96.21, 96.33ff, 97.19, 97.33ff, 97.47ff, 98.27, 98.37ff, 99.35ff, 2000.47f, 2001.29, 2001.41, 2001.53f, 2002.168f |
|
Klager uden indhold: |
96.73, 2000.130, 2001.118f, 2002.185f |
|
Konkrete sager, se bl.a. |
|
|
- "Hjørring-sagen" |
|
|
- "PFA-sagen" |
|
|
- "Plejebosagen" |
|
|
- "Spjaldsagen" |
|
|
- "Station 1-sagen" |
|
|
- "Tilst-sagen" |
|
|
- "Ølby-sagen" |
|
|
Kritikskala, se adfærdsklager |
|
|
Køreprøvesagkyndige: |
96.61ff, 2001.116 |
|
Legitimation: |
96.58, 96.133, 98.60, 98.73, 98.78, 98.89f, 98.120, 99.157, 2000.65f, 2000.68, 2000.129, 2000.143, 2001.66, 2001.102, 2001.117, 2002.37ff, 2002.159 |
|
Magtmidler, politiets anvendelse af, se |
|
|
- armlås |
|
|
- føregreb |
|
|
- hovedfaldsgreb |
|
|
- hundebid |
|
|
- håndjern |
|
|
- håndledstryk |
|
|
- politihunde |
|
|
- politistav |
|
|
- skydevåben |
|
|
Misbrug af politiets registre: |
96.86, 99.151, 2000.137ff, 2001.103, 2001.124, 2001.124ff, 2002.194ff |
|
Notitssager: |
96.151f, 97.73f, 98.84ff, 99.138ff, 2000.132f, 2001.119f, 2002.14 |
|
Objektiv beklagelse: |
99.119, 99.121, 2000.118, 2001.104, 2002.163 |
|
Omgørelsesfrister: |
97.150ff, 99.190, 2002.67 |
|
Partsbegrebet: |
99.102, 2002.141 |
|
Partshøring: |
99.109ff, 2001.105, 2002.148 |
|
Partsrepræsentation: |
99.103, 2002.142 |
|
Personfølsomme oplysninger: |
96.147ff, 97.136ff |
|
"PFA-sagen": |
2000.92, 2000.149 |
|
"Plejebosagen": |
2000.54, 2000.71, 2000.192 |
|
Politihunde: |
96.109ff, 97.109ff, 98.123ff, 99.69, 99.148, 2000.69, 2000.130, 2000.175, 2001.71, 2002.188 |
|
Politiklagenævnet |
|
|
- kompetenceområde: |
96.19f, : 96.129ff, 97.16f, 97.119ff, 98.22f, 98.132, 99.20, 99.71, 2000.72, 2001.22 |
|
Politiklagenævnsordningen |
|
|
- begrebet "i tjenesten": |
96.107ff, 97.105ff, 98.59, 98117ff, 99.61ff, 2000.65, 2001.65, 2002.36 |
|
- nævnets sammensætning: |
96.37f, 2002.19 |
|
- sagsgangen i klagenævnssag: |
96.22ff, 97.19f, 98.27ff, 99.25, 2000.22, 2001.30ff, 2002.35 |
|
- væsentlige elementer: |
96.17f, 97.15f, 2002.19 |
|
Politisamarbejde i grænseregionerne, |
|
|
se Schengen |
|
|
Politistav: |
98.87, 99.57, 2001.163, 2001.165, 2002.186 |
|
Prioritering af straffesager og |
|
|
klagesager: |
96.137ff, 97.127ff, 98.139ff, 99.82ff, 2000.85ff, 2001.73ff, 2002.241 |
|
Ransagning: |
96.79ff, 98.79, 2000.141, 2002.71 |
|
Retsplejeloven |
|
|
- § 170 |
2000.174 |
|
- § 741 c |
2000.110, 2002.58 |
|
- § 745 |
2000.109, 2000.142, 2001.161, 2002.112 |
|
- § 746 |
97, 33, 97.123, 98.39, 98.134, 99.37, 99.74, 2000.78. 2001.27, 2001.41, 2002.32 |
|
- § 780 |
2000.150 |
|
- § 1016 a |
97.143, 97.148, 99.156, 2000.146, 2002.201 |
|
- § 1017 |
99.156, 2000.146, 2002.201 |
|
- § 1020 a, stk. 1 |
97.96ff, 98.113ff, 98.190, 99.186, 2000.166ff, 2001.160, 2002.109 |
|
- § 1020 a, stk. 2 |
96.21, 96.93ff, 96.159f, 97.18, 97.90ff, 98.27, 98.105ff, 98.190ff, 99.173ff, 2000.157, 2001.51, 2001.83, 2001.145, 2001.165, 2002.24, 2002.79, 2002.87f |
|
Rigsadvokatens ændring |
|
|
af afgørelser: |
97.49ff, 98.52ff, 99.48ff, 2000.49ff, 2001.55ff, 2002.28 |
|
Rimelig formodning om strafbart |
|
|
forhold: |
99.71f, 99.171ff, 2000.73 |
|
Sagsbehandlingstiden: |
97.131ff, 98.142ff, 98.147ff, 99.92ff, 2000.96ff, 2001.12, 2001.91ff, 2002.135ff |
|
Sagsstatistik |
|
|
- adfærdsklager: |
96.50, 97.41, 98.46, 99.41, 2000.41f, 2001.45f, 2002.14 |
|
- indkomne sager: |
96.46, 97.37f, 98.42ff, 99.39ff, 2000.39f, 2001.43ff, 2001.59, 2002.14f |
|
- rpl. § 1020 a, stk. 2: |
96.51, 97.42, 98.48, 99.43, 2000.43, 2001.47ff, 2002.277 |
|
- straffesager: |
96.51, 97.42, 98.46ff, 99.42, 2000.42f, 2001.46f |
|
- visitationssager: |
98.48, 99.45, 2000.45, 2001.49f |
|
Schengen: |
2000.13ff |
|
Skydevåben: |
96.94ff, 96.100ff, 97.91f, 97.95ff, 98.106ff, 98.113, 98.115, 98.190, 99.180ff, 99.201, 2000.161ff, 2001.51, 2001.83, 2001.146f, 2001.150ff, 2001.157ff, 2001.161ff, 2002.229ff |
|
"Spjaldsagen": |
96.109f, 97.110ff |
|
"Station 1-sagen": |
99.159, 99.160, 99.187, 2000.78, 2000.181, 2000.192 |
|
Straffelovens kapitel 16 |
|
|
- § 146: |
96.122, 97.85, 98.98, 2001.137 |
|
- § 147: |
98.97, 2001.56 |
|
- § 148: |
2000.168, 2001.137 |
|
- § 150: |
99.110, 99.157 |
|
- § 152: |
96.83ff, 96.122, 98.121, 98.176f, 99.52f, 99.68, 99.116, 99.118, 99.149f, 99.190, 2000.138ff, 2001.127ff, 2001.138, 2002.129 |
|
- § 152b: |
2000.138 |
|
- § 152e: |
2000.138f |
|
- § 152f: |
2000.140 |
|
- § 154: |
96.76, 96.126, 97.80f, 97.143, 97.145ff, 98.87, 99.189, 2000.133, 2000.174, 2001.56, 2001.66, 2001.76, 2001.121, 2001,123, 2002.87, 2002.235 |
|
- § 155: |
96.87, 96.133, 98.92, 98.138, 98.176, 99.59, 99.69, 99.110, 99.151f, 99.157, 99.189f, 99.196, 2000.68, 2000.109, 2000.138f, 2000.143f, 2000.168, 2000.171f, 2000.175, 2001.89, 2001.124, 2001.128, 2001.133, 2001.161, 2002.206 |
|
- § 156: |
97.79, 98.93, 99.153f, 99.197, 2000.139, 2000.142, 2001.135f, 2001.165 |
|
- § 157: |
98.96, 99.154, 99.197, 2000.109, 2000.139, 2000.142, 2000.167, 2000.171, 2001.127, 2001.134, 2001.136f, 2001.161f |
|
Straffelovssager |
|
|
- andre anmeldelser: |
96.82f, 96.87ff, 97.81ff, 98.92ff, 99.153ff, 2000.143ff, 2001.132ff |
|
- anmeldelser om tyveri: |
98.96, 99.58, 2000.147 |
|
- anmeldelser om vold: |
96.74ff, 97.75f, 98.87ff, 99.144, 2000.133ff, 2001.121ff |
|
- formodning om strafbart forhold: |
99.71, 2000.73 |
|
- forbrydelse i offentlig tjeneste |
se Straffelovens kapitel 16 |
|
- grundløse anmeldelser: |
97.83ff, 98.97ff, 99.148, 2000.146ff, 2001.137ff, 2002.215 |
|
- misbrug af politiets registre: |
96.86, 99.59, 99.151, 2000.137ff, 2001.103, 2001.124ff, 2002.194ff |
|
- straffesager: |
96.21, 96.74, 97.18, 97.74, 98.86, 99.143, 2000.133ff, 2001.121ff, 2002.70ff |
|
- straffesager ctr. klagesager: |
97.127ff, 98.139ff, 99.82.2000.85ff, 2001.73ff, 2002.138 |
|
- tavshedspligten: |
96.83ff, 97.79ff, 98.91ff, 99.148, 2000.137ff, 2001.124ff |
|
- uagtsomt manddrab: |
98.65, 98.186, 2001.152, 2001.156f, 2002.219f |
|
- under efterforskningen: |
97.77ff, 98.90f, 2000.141ff, 2001.130ff |
|
Systemkritik: |
99.118, 99.121f, 2000.117, 2001.103, 2002.161 |
|
Tavshedsbrud |
|
|
- konkrete sager: |
97.144ff, 98.172ff, 99.148, 2000.137ff, 2001.118, 2001.124ff, 2002.198f |
|
- straffesager: |
96.83ff, 97.79ff, 98.91ff, 99.148, 2000.137ff, 2001.124ff, 2002.194ff |
|
- videregivelse til pressen: |
97.144, 97.80, 98.172, 2000.149, 2001.125ff, 2002.201 |
|
Tilbagekaldte sager: |
97.125ff, 98.137ff, 99.80ff, 2000.84ff, 2001.28f |
|
"Tilst-sagen": |
2002.157, 2002.246 |
|
Udrykningskørsel: |
96.158, 97.88f, 97.151ff, 97.156ff, 98.102ff, 98.190, 99.54f, 99.163ff, 2000.59, 2000.60, 2000.152ff, 2001.141f, 2001.156, 2001.166, 2002.217 |
|
Underretning: |
96.113f, 98.143, 99.95f, 99.100f, 2001.105 |
|
Undersøgelsessager: |
97.43ff |
|
Videregivelse af oplysninger om |
|
|
tidligere sager |
|
|
- til ansættelsesmyndigheden: |
2000.29, 2001.82 |
|
- til nævnet: |
2000.62f |
|
Visitation: |
98.66f, 99.130, 2002.184 |
|
"Ølby-sagen": |
2002.87, 2002.235 |
Henvisningerne refererer sig til årgang og sidetal
Rigsadvokatens j.nr.
K 648/00 2002.243
K 730/01 2002.245
K 792/01 2002.101,
2002.210, 2002.212
K 809/01 2002.239
K 837/01 2002.200
K 847/02
2002.246
K 849/02 2002.61
K 859/02 2002.171
K 860/02 2002.129,
2002.238
K 861/02 2002.192
K 862/02 2002.177
K 863/02 2002.180
K
867/02 2002.203
K 871/02 2002.128, 2002.208, 2002.237
K 873/02
2002.240
K 880/02 2002.178
K 881/02 2002.182
K 905/02 2002.193
K
908/02 2002.45, 2002.168
K 917/02, 2002.64, 2002.80, 2002.165, 2002.229
K
923/02 2002.214
K 928/02 2002.169
K 931/02 2002.142, 2002.237
K 940/02
2002.136, 2002.241
K 944/02 2002.187
K 947/02 2002.208
K 951/02
2002.201
RA-02-231-0009 2002.201
RA-02-323-0003 2002.184
RA-02-323-0007
2002.172
RA-02-323-0014 2002.43, 2002.173
RA-02-719-0001
2002.221
RA-03-321-0052 2002.64, 2002.80, 2002.165,
2002.229
RA-03-321-0064 2002.235
Statsadvokaternes j.nr.
SA1-99-321-0747 2002.243
SA1-99-321-695
2002.245
SA1-99-44-0310 2002.174
SA1-00-321-847 2002.204
SA1-00-321-912
2002.192
SA1-00-321-976 2002.194
SA1-00-321-993 2002.136, 2002.186,
2002.241
SA1-00-44-453 2002.180
SA1-00-44-471 2002.174
SA1-01-231-1033
2002.129, 2002.238
SA1-01-321-1127 2002.239
SA1-01-321-1128
2002.186
SA1-01-321-1148 2002.61
SA1-01-321-1188
2002.177
SA1-01-321-1222 2002.71, 2002.226
SA1-01-321-1230
2002.187
SA1-01-321-1240 2002.181
SA1-01-321-1244
2002.247
SA1-01-44-475 2002.156, 2002.170
SA1-01-44-539
2002.175
SA1-02-322-30 2002.205
SA1-02-322-32 2002.206
SA1-02-321-1241
2002.188
SA1-02-321-1294 2002.216
SA1-02-321-1317
2002.215
SA1-02-321-1318 2002.218
SA1-02-321-1325
2002.189
SA1-02-41-2366 2002.43, 2002.173
SA2-00-321-0419
2002.202
SA2-00-44-0421 2002.11
SA2-01-321-484 2002.38
SA2-01-321-535
2002.195
SA2-01-321-550 2002.223
SA2-01-321-561 2002.218
SA2-01-321-567
2002.219
SA2-01-321-572 2002.207
SA2-01-321-574 2002.245
SA2-01-321-580
2002.214
SA2-01-44-477 2002.178
SA2-01-44-485 2002.180
SA2-01-44-511
2002.45, 2002.168
SA2-01-44-538 2002.182
SA2-01-44-544
2002.184
SA2-02-321-576 2002.161, 2002.195
SA2-02-321-603
2002.224
SA2-02-322-0002 2002.234
SA2-02-322-0003
2002.236
SA3-00-321-283 2002.240
SA3-00-322-21 2002.128,
2002.237
SA3-01-44-281 2002.245
SA3-01-44-315 2002.159,
2002.175
SA3-02-321-0002 2002.82, 2002.225
SA3-02-321-0004 2002.142,
2002.237
SA3-02-321-0007 2002.219
SA3-02-321-0008
2002.208
SA3-02-321-0014 2002.196
SA3-02-321-0023
2002.208
SA3-02-321-0028 2002.209
SA3-02-321-0040
2002.220
SA3-02-321-0052 2002.209
SA3-02-322-0003 2002.87,
2002.235
SA3-02-323-0013 2002.51, 2002.185
SA3-02-323-0018 2002.159,
2002.181
SA4-00-321-0032 2002.169
SA4-00-321-0040 2002.101, 2002.210,
2002.212
SA4-01-321-0059 2002.200
SA4-01-322-0006
2002.217
SA4-02-321-0115 2002.223
SA4-02-321-0116
2002.229
SA4-02-321-0132 2002.232
SA4-02-321-0143 2002.84,
2002.233
SA4-02-322-0008 2002.201
SA4-02-322-0009
2002.201
SA4-02-44-0111 2002.182
SA5-01-321-0282
2002.246
SA5-02-321-0013 2002.236
SA5-02-321-0286
2002.198
SA5-02-321-0288 2002.193
SA5-02-321-0296
2002.190
SA5-02-321-0297 2002.197
SA5-02-321-0306
2002.199
SA5-02-321-0313 2002.220
SA5-02-322-0024 2002.38,
2002.210
SA5-02-44-0359 2002.172
SA6-01-322-0025
2002.203
SA6-01-321-0295 2002.81, 2002.227
SA6-01-44-0359
2002.211
SA6-01-44-0362 2002.176
SA6-02-321-0322 2002.83,
2002.228
SA6-02-321-0323 2002.39, 2002.167
SA6-02-321-0331 2002.80,
2002.83, 2002.165, 2002.229
SA6-02-44-0378 2002.159, 2002.176
Politiklagenævnenes medlemmer
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og
Tårnby,
Amagertorv 11,
1160 København K
Formand:
Advokat Poul Helmuth Petersen
Advokat Ulla Paabøl
(Suppleant)
Indstillet af Københavns Borgerrepræsentation:
Cand.mag. Hanne
Rørbæk Hansen
Faglig sekretær Flemming Hansen (Suppleant)
Indstillet af Frederiksberg Kommunalbestyrelse:
Faglig Sekretær
Ellen Hanne Sørensen
Mette Holbæk Bartholin (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Sjælland,
Havnepladsen
6,
4300 Holbæk
Formand:
Advokat Michael Abel
Advokat Margrethe Steen
(Suppleant)
Indstillet af Københavns Amt:
Forstander Grethe Blomberg
Indstillet af Frederiksborg Amt:
Konsulent Jens Greve
(Suppleant)
Indstillet af Vestsjællands Amt:
Selvstændig Anders Petersen
Indstillet af Roskilde Amt:
Cand.mag. Hans-Christian Eisen
(Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten for Fyn,
Sydøstsjælland,
Lolland, Flaster og Bornholm,
Ramsherred 2, Torvet
5700
Svendborg
Formand:
Advokat Peter Borch
Advokat Morten Karup
(Suppleant)
Indstillet af Storstrøms Amt:
Ældrekonsulent Bodil Lykke
Holm
Tandlæge Karen Samson (Suppleant)
Indstillet af Fyns Amt:
Gårdejer Torben Jørgensen
Indstillet af Bornholms Amt:
Gårdejer Niels Peter Kofoed Ipsen
(Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Aalborg,
Østergade
21,
9800 Hjørring
Formand:
Advokat T. Bidstrup Hansen
Advokat Kirsten Schmidt
(suppleant)
Indstillet af Århus Amt:
Else Christiansen
Indstillet af Viborg Amt:
Lærer Hanne Bruun (Suppleant)
Indstillet af Nordjyllands Amt:
Sundhedsfremmekonsulent Anne Krøjer
Jacobsen
Lærer Henning Hjort Jensen (Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Viborg,
Store Torv
8,4
8100 Århus C
Formand:
Advokat Karen Marie Henningsen
Advokat Keld Pagh
(Suppleant)
Indstillet af Vejle Amt:
Lektor Jakob Schow Madsen
Indstillet af Viborg Amt:
Disponent Morten Frandsen (Suppleant)
Indstillet af Ringkøbing Amt:
Designer Inger Elsebeth Jensen
Indstillet af Århus Amt:
Vuggestuepædagog Birte Aagaard
(Suppleant)
Politiklagenævnet for
Statsadvokaten i Sønderborg,
Perlegade
44,
6400 Sønderborg
Formand:
Advokat Palle Niss
Palle Rohrsted (Suppleant)
Indstillet af Ringkøbing Amt:
Dagplejepædagog Else Esmarch
Pedersen
Indstillet af Sønderjyllands Amt:
Filialdirektør Peter
Falk
Fiskeskipper Oluf Stenrøjl Kristensen (Suppleant)
Indstillet af Ribe Amt:
Salgschef Jørn Motzkus (Suppleant)
Medarbejdere i rigsadvokaturen og statsadvokaturerne til behandling af politiklagenævnssager pr. 31.12.2002:
Rigsadvokaten:
Rigsadvokat Henning Fode
Statsadvokat Lars
Stevnsborg
Statsadvokat Hanne Schmidt
Statsadvokat Poul Dahl
Jensen
Vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg
Vicestatsadvokat Lis
Hjortnæs
Vicestatsadvokat Eva Rønne
Kst. vicestatsadvokat Hans
Fogtdal
Rigsadvokatassessor Jette Christiansen
Rigsadvokatassessor Jette
Britt Bjerg Clausen
Rigsadvokatassessor Ida K.
Sørensen
Rigsadvokatassessor Birgit Foltmar Gammelgaard
Kst.
Rigsadvokatassessor Alessandra Giraldi
Fg. Rigsadvokatassessor Jørn
Thostrup
Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby:
Statsadvokat
Karsten Hjorth
Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast
Vicestatsadvokat Kim
Christiansen
Statsadvokatassessor Anne Birgitte
Stürup
Statsadvokatassessor Poul Borg Gadegaard
Statsadvokatassessor Per
Corneliussen
Statsadvokatassessor Henrik Aagaard
Statsadvokaten for
Sjælland:
Statsadvokat Erik Merlung
Vicestatsadvokat Jørgen
Jensen
Vicestatsadvokat Vibeke Uldal
Statsadvokatassessor Dorthe
Vejsig
Statsadvokatassessor Birgitte Pock
Statsadvokatassessor Annette
Vester
Statsadvokatassessor Morten Frederiksen
Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og
Bornholm:
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas
Vicestatsadvokat Mette
Vestergaard
Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich
Statsadvokatassessor Erik
Hjelm
Statsadvokatassessor Charlotte Alsing Juul
Statsadvokatassessor
Morten Ebbe Nielsen
Kst. statsadvokatassessor Bo Bjerregaard
Statsadvokaten i Aalborg:
Statsadvokat Elsemette
Cassøe
Vicestatsadvokat Kirsten Dyrman
Vicestatsadvokat Steen Friis
Nielsen
Statsadvokatassessor John Kølbæk
Statsadvokatassessor Rune
Jensen
Statsadvokatassessor Steen Thomsen
Statsadvokaten i Viborg:
Statsadvokat Peter Brøndt
Jørgensen
Vicestatsadvokat Peter Adamsen
Vicestatsadvokat Karin D.
Thostrup
Statsadvokatassessor Mette Møller
Statsadvokatassessor Torben
Ovesen
Statsadvokatassessor Frantz Cohn
Statsadvokatassessor Anne-Mette
Wiese
Statsadvokaten i Sønderborg:
Statsadvokat Preben
Alsøe
Vicestatsadvokat Marianne Birck
Vicestatsadvokat Peter
Urskov
Statsadvokatassessor Jens Kjærgaard
Christensen
Statsadvokatassessor Claus Guldbrand
Kst. statsadvokatassessor
Lene Eisby
Kst. statsadvokatassessor Jimmy B. Veitland
Politiets og anklagemyndighedens organisation og opgaver.
En
oversigt
Politimyndigheden
Politiets opgave er efter retsplejelovens § 108 at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af landets love og vedtægter samt at foretage det nødvendige for at hindre forbrydelser og efterforske og forfølge sådanne.
Landet er inddelt i 54 politikredse samt politikredsene i Grønland og på Færøerne. Københavns politikreds ledes af Politidirektøren i København, de øvrige af en politimester.
Justitsministeren er efter retsplejelovens § 109, stk. 1, politiets øverste foresatte. Ministeren udøver sine beføjelser gennem Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og politimestrene.
Politiets personale- og økonomiforvaltning mv. er efter retsplejelovens § 110 underlagt Rigspolitichefen. Denne fører desuden tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) almindelige måde at tilrettelægge politiets arbejde på og giver almindelige bestemmelser for dette. Disse bestemmelser udgives i Rigspolitichefens Kundgørelsessamling.
Anklagemyndighedens organisation og opgaver
Anklagemyndighedens opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel 10 (§§ 95 - 107). Anklagemyndigheden består af Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene.
Anklagemyndighedens opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven. De overordnede målsætninger for denne opgave er beskrevet i retsplejelovens § 96, stk. 2. Her står det, at anklagemyndigheden skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader. Derved skal anklagemyndigheden påse, at de strafskyldige drages til ansvar. Den skal også sikre, at uskyldige ikke bliver retsforfulgt ("objektivitetsprincippet").
Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der fører tilsyn med de offentlige anklagere. Justitsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver, og ministeren kan give disse pålæg om at behandle konkrete sager. Justitsministeren behandler endvidere klager over afgørelser, der er truffet af Rigsadvokaten som 1. instans.
Rigsadvokaten
Rigsadvokatens opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 99. Ifølge den varetager Rigsadvokaten straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret. Rigsadvokaten er de øvrige anklageres overordnede og fører tilsyn med dem.
Rigsadvokaten fastsætter endvidere bestemmelser om, hvordan de offentlige anklagere skal udføre deres opgaver. Disse generelle instrukser udgives blandt andet i Rigsadvokatens Meddelelser. Rigsadvokaten har f.eks. i Meddelelse 2/2002 fastsat nærmere retningslinjer om påtalekompetencen og forelæggelsesregler mv. for anklagemyndigheden.
Rigsadvokaten kan desuden give de offentlige anklagere pålæg om at behandle konkrete sager.
Rigsadvokaten behandler også klager over afgørelser, der er truffet af statsadvokaterne som 1. instans.
Statsadvokaterne
Statsadvokaternes opgaver er beskrevet i retsplejelovens § 101. Her står det, at statsadvokaterne varetager straffesager ved landsretterne, herunder anke- og nævningesager og stillingtagen til spørgsmålet om anke af byretsafgørelser. Statsadvokaterne fører endvidere tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser, der er truffet af politimestrene (Politidirektøren) vedrørende strafforfølgning.
Statsadvokaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser for, hvordan politimestrene (Politidirektøren) skal udføre deres opgaver som offentlige anklagere. De kan også give pålæg om behandlingen af konkrete sager, blandt andet ved at pålægge politimestrene (Politidirektøren) at begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgningen i en konkret sag.
Statsadvokaterne behandler desuden sager om erstatning i forbindelse med strafferetlig forfølgning (retsplejelovens kapitel 93 a) og klager over politiet (retsplejelovens kapitel 93 b - 93 d). Statsadvokaterne fører tilsyn med længden af strafferetlige foranstaltninger, som psykisk afvigende kriminelle er blevet idømt, og tager herunder også stilling til spørgsmålet om friheder efter "frihedscirkulæret".
Statsadvokaternes forretninger er fordelt mellem seks regionale statsadvokater, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og Statsadvokaten for Særlige Internationale Sager. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1146 af 13. december 2002 er optrykt som bilag 5.
Politimestrene (Politidirektøren)
Politimestrenes og Politidirektørens opgaver som anklagemyndighed er beskrevet i retsplejelovens § 104. Politimestrene (Politidirektøren) og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse, fungerer som anklagemyndighed ved byretterne. Politimesteren (Politidirektøren) har således - ved siden af ledelsen af politiet - ansvaret for politikredsens efterforskning og den lokale anklagemyndigheds virksomhed.
Ved lov om anklagemyndighedens struktur (L 385/1992) blev den almindelige påtalekompetence i straffesager ændret. Påtalen hører nu som udgangspunkt under politimestrene (Politidirektøren).
Politimesteren (Politidirektøren) skal dog efter bestemmelserne i retsplejeloven og anklagemyndighedens forelæggelsesregler, herunder Rigsadvokatens Meddelelse 2/2002, forelægge en række sager for statsadvokaten, inden der rejses tiltale mv.
Politimesteren (Politidirektøren) skal f.eks. forelægge sager, hvis der kan rejses begrundet tvivl om politimesterens (Politidirektørens) habilitet, hvis ansatte i politiet er blevet forurettet i tjenesten, eller hvis sigtede har indgivet klage over, at politiet har anvendt særlige efterforskningsskridt. Dog undtages klart grundløse klager over efterforskningsskridt, der er godkendt af retten. Politimesteren (Politidirektøren) skal f.eks. også forelægge sager mod psykisk afvigende kriminelle, sager mod advokater, samt visse særlovssager, f.eks. sager hvor der er uenighed mellem politimesteren (Politidirektøren) og særmyndigheden omkring tiltalens udformning.
Kompetenceændringen blev koblet sammen med en udvidelse af statsadvokaternes pligt til almen kontrol og tilsyn med politikredsenes arbejdstilrettelæggelse og sagsbehandling. Ved at give statsadvokaterne mulighed for af egen drift eller efter en klage at kunne tage afgørelser op til fornyet behandling, tilgodeses hensynet til en ensartet sagsbehandling. Rigsadvokaten har i Meddelelse 3/1999 udsendt en vejledning om statsadvokaternes tilsyn med politimestrenes (Politidirektørens) behandling af straffesager ("Tilsynsinstruksen").
//
Statistisk opgørelse over behandlingen af konkrete klagesager hos statsadvokaterne og Rigsadvokaten
Tabel 1. Indkomne politiklagenævnssager 1996-2002
|
Antal sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
Klager over politipersonalets adfærd |
539 |
333 |
286 |
583 |
367 |
392 |
365 |
|
Straffesager mod politipersonale |
474 |
312 |
340 |
480 |
502 |
539 |
511 |
|
- heraf færdselssager |
166 |
100 |
113 |
138 |
160 |
166 |
170 |
|
- heraf sager behandlet efter rpl. § 1020 a, stk. 2 |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
17 |
9 |
|
I alt |
1013 |
645 |
626 |
838 |
869 |
931 |
876 |
Tabel 2. Indkomne politiklagenævnssager hos statsadvokaterne 2002
|
Antal indkomne |
SA |
SA |
SA |
SA |
SA |
SA |
I alt |
|
Klager over politipersonalets adfærd |
80 |
96 |
35 |
51 |
59 |
44 |
365 |
|
Straffesager mod politipersonale |
166 |
113 |
59 |
57 |
71 |
45 |
511 |
|
Heraf færdselssager |
69 |
29 |
24 |
12 |
21 |
15 |
170 |
|
I alt |
246 |
209 |
94 |
108 |
130 |
89 |
876 |
Tabel 3. Fordeling af indkomne sager pr. statsadvokatur 1996-2002
|
Antal sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
Statsadvokaten for København mv. |
268 |
223 |
208 |
326 |
280 |
309 |
246 |
|
Statsadvokaten for Sjælland |
288 |
123 |
116 |
164 |
200 |
224 |
209 |
|
Statsadvokaten for Fyn mv. |
100 |
54 |
51 |
73 |
83 |
73 |
94 |
|
Statsadvokaten i Ålborg |
119 |
82 |
90 |
89 |
89 |
111 |
108 |
|
Statsadvokaten i Viborg |
100 |
56 |
78 |
93 |
114 |
117 |
130 |
|
Statsadvokaten i Sønderborg |
138 |
107 |
83 |
93 |
103 |
97 |
89 |
|
I alt sager omfattet af ordningen |
1013 |
645 |
626 |
838 |
869 |
931 |
876 |
Tabel 4. Afgjorte politiklagenævnssager i 1996-2002
|
Antal sager afgjort i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
Klager over politi-personalets adfærd |
260 |
320 |
282 |
380 |
302 |
363 |
400 |
|
Straffesager mod politipersonale |
258 |
283 |
323 |
431 |
413 |
564 |
474 |
|
- heraf færdselssager |
117 |
106 |
103 |
106 |
139 |
174 |
121 |
|
- heraf undersøgelser efter § 1020 a, stk. 2 |
8 |
6 |
7 |
13 |
13 |
16 |
11 |
|
I alt sager omfattet af ordningen |
526 |
609 |
612 |
811 |
715 |
927 |
874 |
Tabel 5. Statsadvokaternes afgørelser af klager over politipersonalets adfærd 1996-2002
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
Klagen forligt i politikredsen1) |
39 |
45 |
48 |
52 |
44 |
52 |
73 |
|
Klagen tilbagekaldt |
32 |
24 |
11 |
18 |
11 |
18 |
8 |
|
Klagen afvist som forældet2) |
12 |
4 |
5 |
7 |
12 |
9 |
3 |
|
Klagen afvist som ubegrundet3) |
145 |
206 |
162 |
255 |
197 |
241 |
289 |
|
Ej kritik, men forholdet beklaget 4) |
15 |
10 |
22 |
17 |
12 |
12 |
12 |
|
Grundlag for kritik 5) |
4 |
6 |
11 |
12 |
16 |
9 |
7 |
|
Systemkritik 6) |
1 |
0 |
0 |
0 |
1 |
1 |
0 |
|
Andet 7) |
12 |
25 |
23 |
19 |
9 |
21 |
8 |
| I alt | 260 | 320 | 282 | 380 | 302 | 363 | 400 |
Noter:
Tabel 6. Statsadvokaternes afgørelse af straffesager mod politipersonalet, herunder sager, der er behandlet efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, 1996-2002.
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold 1) |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
Anmeldelsen |
57(7) |
78(18) |
84(3) |
127(11) |
100(12) |
106(10) |
96(4) |
|
Efterforskning indstillet eller påtale3) |
112(47) |
150(47) |
161(48) |
216(40) |
228(66) |
320(65) |
282(62) |
|
Tiltalegrundlag 4) |
36(31) |
37(28) |
58(47) |
78(54) |
73(60) |
116(97) |
79(52) |
|
Forholdet beklaget, men ikke tiltalegrundlag 5) |
5(2) |
5(0) |
0(0) |
0(0) |
5(0) |
11(0) |
3(1) |
|
Andet 6) |
48(30) |
19(13) |
21(5) |
10(1) |
7(1) |
11(2) |
14(2) |
|
I alt |
258(117) |
289(106) |
330(103) |
431(106) |
413(139) |
564(174) |
474(121) |
Noter:
Tabel 7. Verserende politiklagenævnssager pr. 31.12.2002
|
Verserende sager indkommet i |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
i alt |
|
Adfærdsklager |
2 |
2 |
20 |
171 |
195 |
|
Straffesager |
0 |
6 |
54 |
265 |
325 |
|
Undersøgelser efter § 1020 a, stk. 2 |
0 |
0 |
0 |
6 |
6 |
|
Verserende sager i alt |
2 |
8 |
74 |
442 |
526 |
Tabel 8. Indkomne undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, 1996-2002
|
Antal sager indkommet i: |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
I alt |
|
Detentionsdødsfald |
1 |
1 |
1 |
3 |
3 |
1 |
1 |
11 |
|
Forsøg på selvmord i detention mv. |
0 |
0 |
2 |
1 |
0 |
1 |
1 |
5 |
|
Skudsager |
6 |
3 |
3 |
3 |
2 |
6 |
4 |
27 |
|
- heraf med dødelig udgang |
1 |
0 |
0 |
0 |
0 |
2 |
2 |
5 |
|
Dødsfald i øvrigt |
3 |
2 |
4 |
5 |
0 |
6 |
2 |
22 |
|
Tilskadekomst i øvrigt |
1 |
0 |
2 |
2 |
4 |
31 |
1 |
13 |
| I alt sager | 11 | 6 | 12 | 14 | 9 | 17 | 9 | 78 |
Tabel 9. Fordeling af indkomne undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 pr. statsadvokatur 1996-2002
|
Antal sager indkommet i |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
I alt |
|
Statsadvokaten for København mv. |
2 |
2 |
5 |
4 |
1 |
1 |
0 |
15 |
|
Statsadvokaten for Sjælland |
3 |
1 |
0 |
2 |
4 |
6 |
2 |
18 |
|
Statsadvokaten for Fyn mv. |
1 |
1 |
0 |
1 |
0 |
1 |
1 |
5 |
|
Statsadvokaten i Ålborg |
1 |
1 |
3 |
2 |
2 |
1 |
3 |
13 |
|
Statsadvokaten i Viborg |
3 |
0 |
3 |
1 |
1 |
2 |
1 |
11 |
|
Statsadvokaten i Sønderborg |
1 |
1 |
1 |
4 |
1 |
61 |
2 |
16 |
|
I alt sager |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
17 |
9 |
78 |
Tabel 10. Afgørelser i undersøgelsessager efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, 1996-2002. (Ajourført pr. 20. september 2003)
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
I alt |
|
Efterforskning indstillet eller påtale opgivet 1) |
9 |
6 |
10 |
10 |
7 |
14 |
5 |
61 |
|
Tiltalegrundlag 2) |
0 |
0 |
0 |
1 |
0 |
2 |
1 |
4 |
|
Kritik 3) |
1 |
0 |
0 |
3 |
0 |
1 |
0 |
5 |
|
Forholdet beklaget, men ikke grundlag for kritik 4) |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
|
Systemkritik og henstillinger 5) |
1 |
0 |
1 |
0 |
2 |
0 |
1 |
5 |
|
Andet 6) |
0 |
0 |
1 |
0 |
0 |
0 |
0 |
1 |
|
Verserende |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
2 |
2 |
|
I alt |
11 |
6 |
12 |
14 |
9 |
17 |
9 |
78 |
Noter:
Tabel 11. Opgørelse af visitationssager- dvs. sager, hvor der har været behov for en undersøgelse af, om klagen er omfattet af politiklagenævnsordningen. Antallet af sager er opgjort pr. 31.12.2002
|
Fordelingen efter afgørelsens indhold |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 |
|
Politiklagenævnssag |
60 |
84 |
73 |
61 |
58 |
|
Dispositionsklage |
26 |
16 |
65 |
11 |
12 |
|
Verserende |
15 |
44 |
62 |
56 |
36 |
|
Andet *) |
192 |
177 |
139 |
214 |
145 |
|
I alt |
215 |
321 |
339 |
342 |
251 |
*) Andet, herunder henlagt
Tabel 12. Indkomne sager hos Rigsadvokaten 1998-2002
|
Sag indkommet i |
1998 |
1999 |
2000 |
2001 |
2002 | |||||
|
Sagskategori |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
93b |
93c |
|
Sagen påklaget af |
||||||||||
|
- polititjeneste-manden |
3 |
6 |
9 |
9 |
5 |
6 |
5 |
8 |
2 |
3 |
|
- borgeren *) |
51 |
66 |
41 |
63 |
59 |
58 |
44 |
80 |
46 |
99 |
|
- politiklagenævnet |
6 |
14 |
2 |
12 |
4 |
11 |
3 |
8 |
0 |
1 |
|
Klager efter |
||||||||||
|
kap. 93 b og 93 c |
60 |
86 |
52 |
84 |
68 |
75 |
52 |
96 |
48 |
103 |
|
Klager i alt |
146 |
136 |
143 |
148 |
151 | |||||
|
Afgørelser i alt |
612 |
829 |
715 |
927 |
874 | |||||
|
"Klageprocent" |
0,24 |
0,16 |
0,20 |
0,16 |
0,17 | |||||
*) Herunder klager, der er afvist på grund af manglende partsstatus.
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1146 af 13.12.2002 om fordelingen af forretningerne mellem statsadvokaterne
//
//
Retsplejelovens kapitel 93 b - 93 d
//
//
//
//
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1041 af 15.12.1995 om forretningsorden for politiklagenævn
//
//
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1042 af 15.12.1995 om politiklagenævn
//
//
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29.12.1995 om behandling af klager over politipersonalet mv.
//
//
//
//
//
//
Justitsministeriets skrivelse af 5.1.1996 om vidne- og transportgodtgørelse
//
//
Jcis. af 14.7.2000 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævnssager
//
//
//
Justitsministeriets notits 3.10.1996 om aktindsigt i politiklagenævnssager
//
//
//
//
//
//
//
//
Rm 2/1999 om behandlingen af straffesager mod personer ansat i politiet og anklagemyndigheden
//
//
//
//
Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000 vedrørende forenkling og standardisering af formuleringen af afgørelser i adfærdsklager
//
//
Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse af 30. september 2002 om forenkling af politiklagenævnsordningen i Danmark
//
//
//
Fællesskrivelse fra Rigsadvokaten og Rigspolitichefen og notat om en række spørgsmål vedrørende behandlingen af strafferetlige og tjenstlige sager mod polititjenestemænd af 27. januar 2003//
//
//
//
//
//
Vejledning til politipersonalet om politiklagenævnsordningen
//
//
//
//
//
//
//
Rigsadvokaten Version 0.1 d. 25.
november 2003
Denne publikation findes på adressen: http://www.rigsadvokaten.dk/
Copyright
(c) Rigsadvokaten