HØJESTERETS DOM

 

afsagt torsdag den 9. juni 2011

 

Sag 170/2010

(2. afdeling)

M og Boet efter A
(advokat Tyge Trier for begge)

mod

Nordjyllands Politi og
Justitsministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Henrik Nedergaard Thomsen for begge)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 3. afdeling den 22. april 2010.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Poul Søgaard, Niels Grubbe, Henrik Waaben og Oliver Talevski.

Påstande

Appellanten M har gentaget sine påstande 1-5 således:

1) De indstævnte, Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, skal anerkende at være ansvarlige for, at A afgik ved døden den 14. juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.

2) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal anerkende at være medansvarlige for, at A afgik ved døden den 14. juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.

3) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal anerkende, at politimæssige pligter blev tilsidesat ved håndteringen af A.

4) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal anerkende, at den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2 er blevet overtrådt.

5) Nordjyllands Politi og Justitsministeriet skal betale 50.000 kr. for ikke-økonomisk skade m.v. til M eller et mindre beløb efter rettens skøn.

 

De indstævnte, Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, har over for påstand 1-4 principalt påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse.

Nordjyllands Politi har over for påstand 5 principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse, mere subsidiært betaling af et mindre beløb.

Justitsministeriet har over for påstand 5 principalt påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Appellanten Boet efter A har påstået, at Nordjyllands Politi skal betale en godtgørelse på 50.000 kr. for ikke-økonomisk skade til boet eller et mindre beløb efter rettens skøn.

Nordjyllands Politi har heroverfor principalt påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for Højesteret fremlagt uddrag af bogen ”Hævet over mistanke” af Michael Klint og Christian Andersen, manuskript til Danmarks Radios dokumentarudsendelse ”Under anklage” fra serien ”Magtens billeder” og manuskript til Danmarks Radios udsendelse ”Hævet over mistanke”. Endvidere er fremlagt en e-mail af 12. januar 2011 fra professor, dr. med. Jørgen Lange Thomsen til advokat Tyge Trier.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af B samt supplerende forklaring af C og D.

B har forklaret bl.a., at han og A er barndomskammerater fra Løgstør. De var således meget sammen, indtil A blev 15-16 år. Som helt unge var de lidt af nogle ballademagere. Han husker, at de blev taget for tyveri af nogle knallerter, og at det var C, der havde med sagen at gøre hos politiet. Han mener ikke, at D havde med den sag at gøre, men han vidste, hvem D var. Han var ligesom A til stede ved Løgstør Hallen den 14. juni 2002. Han så, at der kom to betjente til stede, og at de efter et stykke tid gik hen i retning af A. B sagde til A, at nu måtte han hellere tage derfra, for ellers ville han blive taget. Årsagen til, at han sagde sådan, var, at de havde retning direkte mod A. Han hørte den ene af betjentene, C, sige: "A, vi skal tale med dig". Herefter gik betjentene sammen med A op imod deres bil, der stod ca. 50 meter væk.

Han og flere andre, herunder hans kæreste og en person, der hedder E, fulgte med op imod politibilen. Ved politibilen opstod der noget tumult mellem A og betjentene. Herefter forsøgte betjentene at få håndjern på A, og hele situationen eskalerede. A ville ikke gå med til, at han skulle have håndjern på, og ville ikke tage med betjentene. Han oplevede, at betjentene var brutale over for A, idet de tog hårdt fat i ham og vred hans arm voldsomt rundt, hvorefter de fik ham ned at ligge på maven. Han var lige ved at træde til for at hjælpe A, men hans kæreste sagde til ham, at han skulle lade være. Han vil anslå, at hele episoden – fra politiet henvendte sig til A, til de kørte derfra med ham – tog ca. 5 minutter. Han husker ikke at have hørt A råbe skældsord efter betjentene, men nok, at han ”s'gu” ikke ville med dem. A forsøgte at komme væk derfra. Han har ikke set A slå ud efter eller slå betjentene, men han har set ham svinge med armene, idet betjentene forsøgte at få fat i dem. Anledningen til, at politiet kom til stede, var, så vidt han opfattede det, at der havde været noget tumult tidligere under byfesten. Da de gik op imod politibilen, gik han et par meter bag ved betjentene og A. Han kunne ikke høre en eventuel samtale imellem dem. Ved bilen stod han 4-5 meter fra A og betjentene. Han undrer sig over, at han ikke tidligere er blevet afhørt til brug for sagen.

C har forklaret bl.a., at han 5-6 år før 2002 ved Løgstør Politi havde haft en knallertsag mod A. Han genkendte ikke A til at begynde med, da de henvendte sig til ham ved Løgstør Hallen.

Han præsenterede sig som A X, og C kendte ham alene som A. Han kunne desuden ikke genkende ham, idet han havde ændret sig siden knallertsagen. Han blev på et tidspunkt under forløbet ved Løgstør Hallen klar over, at der var tale om den samme A. Når vagthavende i Løgstør, F, i anmeldelsesrapport af 15. juni 2002 har skrevet: "anholdtes ID er ikke fastlagt, men muligt A X" er der alene tale om, at F skrev de oplysninger, han havde fået over radioen fra dem. Det er ikke sikkert, at de på det tidspunkt havde meddelt til F, at de var blevet klar over, at rette identitet var A X.

På rastepladsen lagde de ham i aflåst sideleje, da han ikke længere gjorde modstand. Da A holdt op med at gøre modstand og blev slap, snakkede og råbte de til ham. Han tror, at de begge råbte til ham, men husker ikke i dag, hvad der skete i detaljer. Der var også en af dem, som vred hans øre eller næse, men han husker ikke hvem. Der var ingen reaktion, og de lagde ham som nævnt i aflåst sideleje. De var i tvivl om, hvorvidt han simulerede, og bange for, at han eventuelt ville gå til angreb igen. De rekvirerede en ambulance, fordi han virkede til at være livløs eller bevidstløs. Han husker ikke, om de havde en nærmere dialog om at tilkalde en ambulance, men det kan de meget vel have haft. De mente, at de kunne mærke puls, og de kunne se brystkassen hæve og sænke sig. På den baggrund skønnede de det ikke aktuelt at give kunstigt åndedræt eller anden førstehjælp. Efter at de havde lagt ham i aflåst sideleje, opholdt de sig begge lige ved siden af ham, mens de afventede, at ambulancen skulle komme.

Han har i tjenesten været på førstehjælpskurser, men han husker ikke nærmere, hvornår det var. Han kan godt have været med på et førstehjælpskursus, der blev afholdt af Falck i Aalborg i Rørdal i 2000. Når der i kursusmateriale fra Nordjyllands Amt/Falck Aalborg er anført "nødbehandlerens 5 hovedpunkter", er det ikke noget, han i dag har en klar erindring om. Han var klar over, at hvis en person ligger ubevægelig, er det et alarmerende signal, og at man bør undersøge personen ved at tale højt til den pågældende og påføre ham smerte. Han har i forbindelse med førstehjælpskurser i tjenesten lært kunstigt åndedræt og også prøvet dette i praksis med en dukke. Mens de afventede, at ambulancen skulle komme, og A lå i aflåst sideleje, holdt de øje med åndedræt og puls. Det var efter hans opfattelse ikke nødvendigt at undersøge As svælg, idet han lå i aflåst sideleje. Hvis han havde kastet op, ville opkast og slim have kunnet løbe ud af munden på ham. Han husker ikke, om han har undersøgt As luftveje. I hele perioden fra de havde ringet efter ambulancen, til den kom til stede, sad de ved siden af A.

Han har ikke hørt en af redderne sige, at anholdte var død. Han og D var til møde hos advokat Peder Fihl i Aalborg, umiddelbart inden de blev afhørt hos statsadvokaten. Han husker ikke i dag, hvad de talte om under mødet, som, så vidt han husker, varede en halv til en hel time.

Advokaten havde de fået stillet til rådighed af Politiforbundet, idet han skulle følge dem til afhøringen ved statsadvokaten.

D har forklaret bl.a., at han, forinden mødet med advokat Peder Fihl, blev afhentet på sin bopæl af C. Han bor i Hasseris, hvor også advokat Fihl har kontor, så køreturen sammen med C tog kun kort tid. Han husker ikke i dag, hvad de talte om, men de har formentlig snakket om deres oplevelse på rastepladsen dagen forinden. Efter mødet med Peder Fihl kørte de direkte til statsadvokaten, hvor også Peder Fihl var til stede under afhøringen. Mødet med advokaten var ganske uformelt. Der fandt en samtale sted, som de alle deltog i. Han mener også, at deres tillidsmand var til stede, men er ikke sikker på det. Der var ikke tale om, at de enkeltvis og i enrum havde en samtale med advokaten.

På rastepladsen kunne han mærke puls på anholdtes håndled. Årsagen til, at de tilkaldte ambulancen, var, at anholdte først havde været vild og efterfølgende blev helt rolig. De tilkaldte ambulancen for en sikkerheds skyld. Han husker ikke i dag, om han tog pulsen på anholdtes venstre eller højre håndled. Han har løbende været på kurser i førstehjælp. Han husker ikke, om han har været på kursus i Rørdal i 2000, men det kan han godt have været. I forbindelse med de løbende kurser i førstehjælp har han også lært nærmere om kunstigt åndedræt og udført dette i praksis på en dukke. Dette er sket flere gange. Forevist kursusmateriale fra "kursus i nødbehandling/førstehjælp" fra Nordjyllands Amt/Falck Aalborg mener han at have fået den pågældende undervisning. Når han har været på kursus i førstehjælp, har der været tale om holdundervisning. I perioden fra de rekvirerede ambulancen, til den kom til stede, var de hos A på pladsen og observerede ham. De var i perioden i tvivl om, hvorvidt han simulerede eller ej.

Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet om afvisning af Ms påstand 5

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at Nordjyllands Politis påstand om afvisning af Ms betalingspåstand 5 ikke er taget til følge.

Spørgsmålet om afvisning af Ms påstand 4

Højesteret finder, at Ms anerkendelsespåstand 4 er så generelt formuleret, at den er uegnet til at blive taget under pådømmelse som selvstændig påstand, og det tiltrædes, at påstanden er blevet afvist. Det bemærkes herved, at påstanden vil blive prøvet som et anbringende for påstand 5 (betalingspåstanden).

Spørgsmålet om afvisning af Ms påstande 1-3

Højesteret finder, at en afgørelse af Ms anerkendelsespåstande 1-3 over for Nordjyllands Politi og Justitsministeriet ikke har betydning for hendes retsstilling i andre henseender end vedrørende påstand 5. Højesteret tiltræder derfor, at anerkendelsespåstandene 1-3 er blevet afvist.

Det bemærkes herved, at anerkendelsespåstandene vil blive prøvet som anbringender for påstand 5. Spørgsmålet, om Justitsministeriet er rette sagsøgte i forhold til Ms påstand 5

Såvel Nordjyllands Politi som statsadvokaten og Rigsadvokaten er statslige myndigheder under Justitsministeriet, og det er statskassen, som den økonomiske forpligtelse vil påhvile, hvis M får medhold i sin betalingspåstand. Højesteret frifinder herefter ikke Justitsministeriet med den begrundelse, at ministeriet ikke er rette sagsøgte.

Tre dommere – Poul Søgaard, Henrik Waaben og Oliver Talevski – udtaler herefter:

Målestokken for bedømmelsen af begivenhedsforløbet

 

Hvis en person, der er ved godt helbred, anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt, har staten pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte frem til dødsfaldet, jf. herved bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. september 2002 i sag nr. 38361/97, Anguelova mod Bulgarien, præmis 110.

Som anført af landsretten må bevisbyrden i tilfælde af dødsfald i politiets varetægt, hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket, hvile på myndighederne, i den forstand at de må komme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på indtrådte skader og dødsfald, jf. herved bl.a. dom af 4. august 2001 i sag nr. 24746/94, Hugh Jordan mod Storbritannien, præmis 103.

Vi finder, at begivenhedsforløbet i denne sag, der førte til As dødsfald i politiets varetægt, skal vurderes i lyset af det anførte. Vi tiltræder herved, at myndighederne er forpligtet til at komme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på forløbet under kørslen og på rastepladsen, der resulterede i As dødsfald, og hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket.

Anholdelsen

Landsretten har lagt til grund, at anholdelsen af A blev iværksat, da denne havde slået ud efter D, at A gjorde modstand under anholdelsen, og at det derfor var nødvendigt at udøve magt for at gennemføre anholdelsen. Bevisførelsen for Højesteret, herunder Bs forklaring, giver efter vores opfattelse ikke grundlag for en anden vurdering.

Vi finder herefter, at anholdelsen af A var lovlig, og at betjentene ikke anvendte fysisk magt ud over, hvad der var absolut nødvendigt for at anholde A.

Forløbet under kørslen

Bevisførelsen for Højesteret giver efter vores opfattelse ikke grundlag for at tilsidesætte den bevisvurdering om forløbet under kørslen, som landsretten har foretaget.

Vi finder herefter, at betjentene under kørslen ikke anvendte fysisk magt over for A i videre omfang end absolut nødvendigt med henblik på at bringe ham til detentionen i Aalborg.

Forløbet på rastepladsen, inden A mistede bevidstheden

 

Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder vi, at det ikke var en fejl at tage A ud af bilen.

Vi tiltræder endvidere, at det var absolut nødvendigt med magt at lægge ham ned på jorden i et såkaldt bugleje for at pacificere ham. Det gælder, selv om han stadig havde hænderne fastgjort med håndjern på ryggen. Vi tiltræder også, at han kun ganske kortvarigt var lejret i bugleje, inden han mistede bevidstheden, og at det ikke kan lægges til grund, at C har udøvet et tryk i videre omfang end forklaret af ham. Vi lægger heller ikke til grund, at de fundne hudafskrabninger i panden på A viser, at der under den kortvarige buglejring af ham blev anvendt magt i videre omfang end absolut nødvendigt. Vi finder, at det ikke gik ud over, hvad der var absolut nødvendigt, at D efter sin egen forklaring slog A med en knippel én gang på låret og forsøgte at iværksætte en benlås på ham. Det tiltrædes, at det ikke kan lægges til grund, at en benlås faktisk blev etableret. Endelig tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at dødsfaldet indtrådte alene på grund af iltmangel som følge af buglejring og fastholdelse af A, men at det ikke kan udelukkes, at iltmangel har været en medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet.

Vi finder herefter, at myndighederne har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på begivenhedsforløbet. Dette gælder, selv om det ikke har været muligt for Retslægerådet at fastlægge den endelige dødsårsag.

Sammenfattende er vi enige med landsretten i, at der ikke er grundlag for at fastslå, at politiet på rastepladsen, inden A mistede bevidstheden, har handlet ansvarspådragende eller krænket artikel 2 i den europæiske menneskerettighedskonvention, herunder ved at anvende magt overfor A i videre omfang end absolut nødvendigt.

Forløbet på rastepladsen, efter at A mistede bevidstheden

Efter EKG-udskriften blev der første gang givet strømstød kl. 23.19.54, og udskriften viste da manglende elektrisk aktivitet (hjertestop). Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 1 udtalt, at rådet ikke har lægeligt materiale til at kunne sige noget om varigheden af hjertestoppet forud for optagelsen af EKG. Det fremgår af falckredder Bernt Holsts forklaring, at han – da A lå på båren – så, at han var blåfarvet på overkroppen og hovedet. Det var første gang, at blåfarvning blev observeret. Dette skal sammenholdes med, at ambulancen ankom til rastepladsen ca. kl. 23.13, og at Bernt Holst efter sin forklaring – før A blev lagt på båren – indledte med en klinisk undersøgelse af A, men ikke kunne mærke puls eller se tegn på vejrtrækning, hvorefter han gav førstehjælp. Det fremgår endvidere af forklaringerne fra Retslægerådets repræsentanter overlæge Stig Haunsø og professor Torsten Toftegaard Nielsen, at blå farvning kommer 5-6 minutter efter hjertestop. Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, hvornår hjertestoppet indtrådte, herunder om A havde fået hjertestop allerede omkring kl. 23.06, da D og C tilkaldte en ambulance. Der er efter vores opfattelse heller ikke grundlag for at fastslå, at hjertestoppet var indtrådt før ambulancens ankomst, eller at det var indtrådt på et sådant tidspunkt før ambulancens ankomst, at det var muligt for betjentene at konstatere hjertestoppet og iværksætte yderligere førstehjælp.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, finder vi, at D og C ikke handlede ansvarspådragende ved ikke at iværksætte yderligere førstehjælp efter at have løsnet håndjernene, etableret aflåst sideleje og tilkaldt en ambulance. Heller ikke bevisførelsen for Højesteret giver således grundlag for at forkaste betjentenes forklaringer om, at de mærkede puls og iagttog livstegn hos A, samt at de, mens de ventede på ambulancen, nøje observerede A ved at opholde sig tæt ved ham på jorden. Det kan efter vores opfattelse ikke føre til et andet resultat, at ingen af betjentene i den foreliggende situation lyttede til As mund og næse for at undersøge åndedrættet.

Vi tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at betjentene G og H har udvist en adfærd, der er ansvarspådragende.

Efter det anførte har vi heller ikke grundlag for at fastslå, at en eller flere af de fire betjente har handlet i strid med europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2. Det bemærkes herved, at myndighederne efter vores opfattelse har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på forløbet på rastepladsen, efter at A mistede bevidstheden. Dette gælder, selv om tidspunktet for hjertestoppets indtræden ikke kan fastlægges præcist.

Undersøgelsen

Vi er enige med landsretten i, at det er egnet til at svække offentlighedens tillid til statsadvokatens første undersøgelse, at D og C havde mulighed for at samstemme deres forklaringer, inden de blev afhørt af statsadvokaten dagen efter dødsfaldet, og at vurderingen af forklaringerne derfor må ske i lyset heraf. Af de grunde, landsretten har anført, har vi imidlertid efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fastslå, at statsadvokatens undersøgelse som følge heraf har været uegnet til at afdække spørgsmålet om at indlede strafferetlig forfølgning mod de involverede betjente, herunder bedømme, om der havde fundet magtanvendelse sted i strid med artikel 2.

 

Herefter og af de grunde, som landsretten i øvrigt har anført, tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der i relation til undersøgelserne af omstændighederne ved dødsfaldet er sket krænkelse af artikel 2.

Sagsbehandlingstiden

Vi tiltræder, at spørgsmålet om, hvorvidt artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention om rettergang inden for rimelig tid er krænket, skal vurderes i lyset af tidsforløbet fra sagernes anlæg henholdsvis den 5. september 2006 og den 7. august 2007.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at fastslå, at sagerne under landsrettens behandling har haft et forløb, der indebærer krænkelse af appellanternes ret til rettergang inden for rimelig tid.

Vi finder heller ikke, at forløbet under Højesterets behandling af sagen indebærer en krænkelse af appellanternes ret til rettergang inden for rimelig tid.

På denne baggrund, og da det, som appellanterne i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, stemmer vi for at stadfæste dommen.

Dommerne Per Walsøe og Niels Grubbe udtaler:

Vi er enige i det, der er anført af flertallet om målestokken for bedømmelsen, om anholdelsen og forløbet under kørslen samt om undersøgelsen og sagsbehandlingstiden.

I tilfælde hvor myndighederne lovligt og ved en i øvrigt forsvarlig optræden anvender en fremgangsmåde eller skaber en tilstand, der rummer betydelige risici for skadeforvoldelse, må myndighederne foretage det fornødne for at forebygge, at fremgangsmåden eller tilstanden udløser skade.

Vi er som anført enige i, at det er myndighederne, der skal fremkomme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på det forløb, der førte til, at A døde, mens han var i politiets varetægt efter anholdelsen, hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der skete. Vi finder, at kravet om, at forklaringen skal være tilfredsstillende og overbevisende, skal ses på baggrund af den nævnte strenge norm for kravene til myndighedernes handlemåde i en sådan situation.

Om forløbet på rastepladsen

Som fastslået af flertallet og landsretten i overensstemmelse med Retslægerådets svar på spørgsmål 1 a og 1 b er det ikke muligt at fastslå den endelige dødsårsag, men der er holdepunkter for at antage, at det uventede hjertestop skyldtes voldsom fysisk aktivitet sammen med indtagelse af alkohol og cannabis samt iltmangel forårsaget af hæmmet vejrtrækning, fordi A i en periode lå på maven med armene fikseret på ryggen. Retslægerådet har endvidere anført, at det ikke kan udelukkes, at iltmanglen har været medvirkende årsag til udløsning af hjertestoppet. Der er herved henvist til, at A var overvægtig og til, at den nedsatte vejrtrækning er særlig farlig for en hyperaktiv person, der har et øget iltforbrug og en udtrættet muskulatur.

Retslægerådet har endvidere i svaret på spørgsmål C anført, at der ikke foreligger nogen lægelige oplysninger om betydningen af eventuelle sygdomme forud for hjertestoppets indtræden.

Vi tillægger det væsentlig betydning, at der i forhold til Retslægerådets udsagn om de samvirkende årsager til hjertestoppet ikke af Retslægerådet eller på anden måde er påvist andre årsager.

Der foreligger ikke sikre oplysninger om, hvornår hjertestoppet indtrådte. Hverken oplysninger om EKG eller blåfarvning giver sikkert holdepunkt for, at det var indtrådt væsentligt før ambulancens ankomst til rastepladsen ca. kl. 23.13, men disse oplysninger taler på den anden side heller ikke imod, at det kan være indtrådt tidligere. Bevidstløsheden var indtrådt før kl. 23.06, hvor ambulancen blev tilkaldt. Retslægerådet har på spørgsmål 7 svaret, at bevidstløshed indtræder 5-10 sekunder efter hjertestop. Vi bemærker, at der ikke foreligger nogen oplysninger om, at bevidstløsheden havde anden årsag end hjertestoppet. Dette taler isoleret set for, at hjertestoppet var indtrådt før kl. 23.06.

Rigspolitiets daværende lærebog i politiets teknikker angav i et afsnit om benlås – som ikke blev etableret her – at et kraftigt ikke ganske kortvarigt tryk på brystkassen kan være farligt under bugleje, og at det tilrådes, at der ved enhver form for pacificering, hvor anbringelse i bugleje finder sted, foretages nøje observation af puls og vejrtrækning.

 

En daværende vejledning om førstehjælp udgivet af nordjysk politi og Falck til brug for politiet angiver, at bevidstløse personer hjælpes ved at skaffe frie luftveje, at undersøge mund og svælg for fremmedlegemer og at lytte ved mund og næse, om personen trækker vejret. Proceduren ved akutbehandling, der er foreskrevet i tilfælde, hvor den bevidstløse ikke trækker vejret, er angivet ved fire trin, således at man fortsætter til næste trin, hvis et trin er negativt. Første trin omfatter kontrol af bevidsthed, andet trin kontrol af åndedræt og eventuelt kunstigt åndedræt, tredje trin omfatter kontrol af puls ved undersøgelse på begge sider af halsen og fjerde trin hjertemassage og fortsat kunstigt åndedræt.

I en senere udgave af politiets lærebog er angivet, at buglejring kun bør benyttes i kort tid ad gangen. Betydningen af overvægt, fysisk aktivitet og spirituspåvirkning er i forbindelse med udsendelsen af den senere udgave understreget ved en indskærpelse af, at buglejring af overvægtige personer, der eventuelt tillige er hyperaktive og/eller påvirkede, skal være af så kort varighed som muligt.

Om forløbet på rastepladsen lægger vi til grund, at A med magt blev lagt i bugleje, og at der i den forbindelse var en betydelig fysisk aktivitet, idet han, der også forinden havde været aggressiv og sparkende og gjort voldsom modstand, modsatte sig magtanvendelsen og forsøget på at iværksætte benlås. Han blev holdt nede ved et tryk på højre skulder og fik et slag med politistav på låret. Der er ikke præcise oplysninger om, hvor længe A lå i bugleje, før han mistede bevidstheden, men vi lægger til grund, at det ikke var langvarigt.

Betjentene har forklaret, at da A lå stille, overvejede de, om han simulerede. Da han blev ved med at ligge stille og ikke reagerede, blev de klar over, at han havde mistet bevidstheden, og lagde ham i låst sideleje og fjernede håndjernene. De tog puls ved håndleddet og ifølge den ene betjent muligvis tillige på halsen, og de mente at kunne mærke puls. Retslægerådet har som svar på spørgsmål 8 oplyst, at det kan være vanskeligt at føle puls hos en person med kraftig overvægtig underarm, og at det ikke er ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag i fingrene med den undersøgtes eventuelle manglende puls. De kunne begge se As brystkasse hæve og sænke sig og den ene betjent tillige, at han bevægede hoved eller mund.

Ingen af betjentene tog imidlertid hovedet ned til hans mund og næse for at tjekke åndedrættet.

Ved bedømmelsen af forløbet må det efter vores opfattelse yderligere tages i betragtning, hvad der var baggrunden for anholdelsen, og at forholdene på rastepladsen var rolige, selv om A var stor og reagerede voldsomt, samt at betjentene ikke havde andre opgaver at tage vare på.

På baggrund af det anførte finder vi, at myndighederne – selv om betjentene gjorde, hvad de i situationen vurderede som det rigtige – ikke har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på det forløb på rastepladsen, som førte til As død.

Som følge af flertallets stemmeafgivning finder vi ikke anledning til at tage konkret stilling til de to nedlagte betalingspåstande.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Højesteret finder, at der foreligger sådanne særlige grunde, at appellanterne ikke skal betale sagsomkostninger for Højesteret til de indstævnte, jf. retsplejelovens § 312, stk. 2.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.