HØJESTERETS DOM
afsagt
torsdag den 9. juni 2011
Sag
170/2010
(2.
afdeling)
M og Boet efter A
(advokat Tyge Trier for begge)
mod
Nordjyllands Politi og
Justitsministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Henrik
Nedergaard Thomsen for begge)
I
tidligere instans er afsagt dom af Vestre
Landsrets 3. afdeling den 22. april 2010.
I
pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per
Walsøe, Poul Søgaard, Niels Grubbe, Henrik
Waaben og Oliver Talevski.
Påstande
Appellanten M har gentaget sine påstande 1-5
således:
1) De
indstævnte, Nordjyllands Politi og
Justitsministeriet, skal anerkende at være
ansvarlige for, at A afgik ved døden den 14.
juni 2002 i tidsrummet mellem kl. 23.00 og
kl. 23.15.
2)
Nordjyllands Politi og Justitsministeriet
skal anerkende at være medansvarlige for, at
A afgik ved døden den 14. juni 2002 i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 23.15.
3)
Nordjyllands Politi og Justitsministeriet
skal anerkende, at politimæssige pligter
blev tilsidesat ved håndteringen af A.
4)
Nordjyllands Politi og Justitsministeriet
skal anerkende, at den europæiske
menneskerettighedskonventions artikel 2 er
blevet overtrådt.
5)
Nordjyllands Politi og Justitsministeriet
skal betale 50.000 kr. for ikke-økonomisk
skade m.v. til M eller et mindre beløb efter
rettens skøn.
De
indstævnte, Nordjyllands Politi og
Justitsministeriet, har over for påstand 1-4
principalt påstået stadfæstelse, subsidiært
frifindelse.
Nordjyllands Politi har over for påstand 5
principalt påstået afvisning, subsidiært
stadfæstelse, mere subsidiært betaling af et
mindre beløb.
Justitsministeriet har over for påstand 5
principalt påstået stadfæstelse, subsidiært
betaling af et mindre beløb.
Appellanten Boet efter A har påstået, at
Nordjyllands Politi skal betale en
godtgørelse på 50.000 kr. for ikke-økonomisk
skade til boet eller et mindre beløb efter
rettens skøn.
Nordjyllands Politi har heroverfor
principalt påstået stadfæstelse, subsidiært
betaling af et mindre beløb.
Supplerende sagsfremstilling
Der er
for Højesteret fremlagt uddrag af bogen
”Hævet over mistanke” af Michael Klint og
Christian Andersen, manuskript til Danmarks
Radios dokumentarudsendelse ”Under anklage”
fra serien ”Magtens billeder” og manuskript
til Danmarks Radios udsendelse ”Hævet over
mistanke”. Endvidere er fremlagt en e-mail
af 12. januar 2011 fra professor, dr. med.
Jørgen Lange Thomsen til advokat Tyge Trier.
Forklaringer
Til brug
for Højesteret er der afgivet forklaring af
B samt supplerende forklaring af C og D.
B har
forklaret bl.a., at han og A er
barndomskammerater fra Løgstør. De var
således meget sammen, indtil A blev 15-16
år. Som helt unge var de lidt af nogle
ballademagere. Han husker, at de blev taget
for tyveri af nogle knallerter, og at det
var C, der havde med sagen at gøre hos
politiet. Han mener ikke, at D havde med den
sag at gøre, men han vidste, hvem D var. Han
var ligesom A til stede ved Løgstør Hallen
den 14. juni 2002. Han så, at der kom to
betjente til stede, og at de efter et stykke
tid gik hen i retning af A. B sagde til A,
at nu måtte han hellere tage derfra, for
ellers ville han blive taget. Årsagen til,
at han sagde sådan, var, at de havde retning
direkte mod A. Han hørte den ene af
betjentene, C, sige: "A, vi skal tale med
dig". Herefter gik betjentene sammen med A
op imod deres bil, der stod ca. 50 meter
væk.
Han og
flere andre, herunder hans kæreste og en
person, der hedder E, fulgte med op imod
politibilen. Ved politibilen opstod der
noget tumult mellem A og betjentene.
Herefter forsøgte betjentene at få håndjern
på A, og hele situationen eskalerede. A
ville ikke gå med til, at han skulle have
håndjern på, og ville ikke tage med
betjentene. Han oplevede, at betjentene var
brutale over for A, idet de tog hårdt fat i
ham og vred hans arm voldsomt rundt,
hvorefter de fik ham ned at ligge på maven.
Han var lige ved at træde til for at hjælpe
A, men hans kæreste sagde til ham, at han
skulle lade være. Han vil anslå, at hele
episoden – fra politiet henvendte sig til A,
til de kørte derfra med ham – tog ca. 5
minutter. Han husker ikke at have hørt A
råbe skældsord efter betjentene, men nok, at
han ”s'gu” ikke ville med dem. A forsøgte at
komme væk derfra. Han har ikke set A slå ud
efter eller slå betjentene, men han har set
ham svinge med armene, idet betjentene
forsøgte at få fat i dem. Anledningen til,
at politiet kom til stede, var, så vidt han
opfattede det, at der havde været noget
tumult tidligere under byfesten. Da de gik
op imod politibilen, gik han et par meter
bag ved betjentene og A. Han kunne ikke høre
en eventuel samtale imellem dem. Ved bilen
stod han 4-5 meter fra A og betjentene. Han
undrer sig over, at han ikke tidligere er
blevet afhørt til brug for sagen.
C har
forklaret bl.a., at han 5-6 år før 2002 ved
Løgstør Politi havde haft en knallertsag mod
A. Han genkendte ikke A til at begynde med,
da de henvendte sig til ham ved Løgstør
Hallen.
Han
præsenterede sig som A X, og C kendte ham
alene som A. Han kunne desuden ikke genkende
ham, idet han havde ændret sig siden
knallertsagen. Han blev på et tidspunkt
under forløbet ved Løgstør Hallen klar over,
at der var tale om den samme A. Når
vagthavende i Løgstør, F, i
anmeldelsesrapport af 15. juni 2002 har
skrevet: "anholdtes ID er ikke fastlagt, men
muligt A X" er der alene tale om, at F skrev
de oplysninger, han havde fået over radioen
fra dem. Det er ikke sikkert, at de på det
tidspunkt havde meddelt til F, at de var
blevet klar over, at rette identitet var A
X.
På
rastepladsen lagde de ham i aflåst sideleje,
da han ikke længere gjorde modstand. Da A
holdt op med at gøre modstand og blev slap,
snakkede og råbte de til ham. Han tror, at
de begge råbte til ham, men husker ikke i
dag, hvad der skete i detaljer. Der var også
en af dem, som vred hans øre eller næse, men
han husker ikke hvem. Der var ingen
reaktion, og de lagde ham som nævnt i aflåst
sideleje. De var i tvivl om, hvorvidt han
simulerede, og bange for, at han eventuelt
ville gå til angreb igen. De rekvirerede en
ambulance, fordi han virkede til at være
livløs eller bevidstløs. Han husker ikke, om
de havde en nærmere dialog om at tilkalde en
ambulance, men det kan de meget vel have
haft. De mente, at de kunne mærke puls, og
de kunne se brystkassen hæve og sænke sig.
På den baggrund skønnede de det ikke aktuelt
at give kunstigt åndedræt eller anden
førstehjælp. Efter at de havde lagt ham i
aflåst sideleje, opholdt de sig begge lige
ved siden af ham, mens de afventede, at
ambulancen skulle komme.
Han har i
tjenesten været på førstehjælpskurser, men
han husker ikke nærmere, hvornår det var.
Han kan godt have været med på et
førstehjælpskursus, der blev afholdt af
Falck i Aalborg i Rørdal i 2000. Når der i
kursusmateriale fra Nordjyllands Amt/Falck
Aalborg er anført "nødbehandlerens 5
hovedpunkter", er det ikke noget, han i dag
har en klar erindring om. Han var klar over,
at hvis en person ligger ubevægelig, er det
et alarmerende signal, og at man bør
undersøge personen ved at tale højt til den
pågældende og påføre ham smerte. Han har i
forbindelse med førstehjælpskurser i
tjenesten lært kunstigt åndedræt og også
prøvet dette i praksis med en dukke. Mens de
afventede, at ambulancen skulle komme, og A
lå i aflåst sideleje, holdt de øje med
åndedræt og puls. Det var efter hans
opfattelse ikke nødvendigt at undersøge As
svælg, idet han lå i aflåst sideleje. Hvis
han havde kastet op, ville opkast og slim
have kunnet løbe ud af munden på ham. Han
husker ikke, om han har undersøgt As
luftveje. I hele perioden fra de havde
ringet efter ambulancen, til den kom til
stede, sad de ved siden af A.
Han har
ikke hørt en af redderne sige, at anholdte
var død. Han og D var til møde hos advokat
Peder Fihl i Aalborg, umiddelbart inden de
blev afhørt hos statsadvokaten. Han husker
ikke i dag, hvad de talte om under mødet,
som, så vidt han husker, varede en halv til
en hel time.
Advokaten
havde de fået stillet til rådighed af
Politiforbundet, idet han skulle følge dem
til afhøringen ved statsadvokaten.
D har
forklaret bl.a., at han, forinden mødet med
advokat Peder Fihl, blev afhentet på sin
bopæl af C. Han bor i Hasseris, hvor også
advokat Fihl har kontor, så køreturen sammen
med C tog kun kort tid. Han husker ikke i
dag, hvad de talte om, men de har formentlig
snakket om deres oplevelse på rastepladsen
dagen forinden. Efter mødet med Peder Fihl
kørte de direkte til statsadvokaten, hvor
også Peder Fihl var til stede under
afhøringen. Mødet med advokaten var ganske
uformelt. Der fandt en samtale sted, som de
alle deltog i. Han mener også, at deres
tillidsmand var til stede, men er ikke
sikker på det. Der var ikke tale om, at de
enkeltvis og i enrum havde en samtale med
advokaten.
På
rastepladsen kunne han mærke puls på
anholdtes håndled. Årsagen til, at de
tilkaldte ambulancen, var, at anholdte først
havde været vild og efterfølgende blev helt
rolig. De tilkaldte ambulancen for en
sikkerheds skyld. Han husker ikke i dag, om
han tog pulsen på anholdtes venstre eller
højre håndled. Han har løbende været på
kurser i førstehjælp. Han husker ikke, om
han har været på kursus i Rørdal i 2000, men
det kan han godt have været. I forbindelse
med de løbende kurser i førstehjælp har han
også lært nærmere om kunstigt åndedræt og
udført dette i praksis på en dukke. Dette er
sket flere gange. Forevist kursusmateriale
fra "kursus i nødbehandling/førstehjælp" fra
Nordjyllands Amt/Falck Aalborg mener han at
have fået den pågældende undervisning. Når
han har været på kursus i førstehjælp, har
der været tale om holdundervisning. I
perioden fra de rekvirerede ambulancen, til
den kom til stede, var de hos A på pladsen
og observerede ham. De var i perioden i
tvivl om, hvorvidt han simulerede eller ej.
Højesterets begrundelse og resultat
Spørgsmålet om afvisning af Ms påstand 5
Af de
grunde, som landsretten har anført,
tiltræder Højesteret, at Nordjyllands
Politis påstand om afvisning af Ms
betalingspåstand 5 ikke er taget til følge.
Spørgsmålet om afvisning af Ms påstand 4
Højesteret finder, at Ms
anerkendelsespåstand 4 er så generelt
formuleret, at den er uegnet til at blive
taget under pådømmelse som selvstændig
påstand, og det tiltrædes, at påstanden er
blevet afvist. Det bemærkes herved, at
påstanden vil blive prøvet som et
anbringende for påstand 5
(betalingspåstanden).
Spørgsmålet om afvisning af Ms påstande 1-3
Højesteret finder, at en afgørelse af Ms
anerkendelsespåstande 1-3 over for
Nordjyllands Politi og Justitsministeriet
ikke har betydning for hendes retsstilling i
andre henseender end vedrørende påstand 5.
Højesteret tiltræder derfor, at
anerkendelsespåstandene 1-3 er blevet
afvist.
Det
bemærkes herved, at anerkendelsespåstandene
vil blive prøvet som anbringender for
påstand 5.
Spørgsmålet, om Justitsministeriet er rette
sagsøgte i forhold til Ms påstand 5
Såvel
Nordjyllands Politi som statsadvokaten og
Rigsadvokaten er statslige myndigheder under
Justitsministeriet, og det er statskassen,
som den økonomiske forpligtelse vil påhvile,
hvis M får medhold i sin betalingspåstand.
Højesteret frifinder herefter ikke
Justitsministeriet med den begrundelse, at
ministeriet ikke er rette sagsøgte.
Tre
dommere – Poul Søgaard, Henrik Waaben og
Oliver Talevski – udtaler herefter:
Målestokken for bedømmelsen af
begivenhedsforløbet
Hvis en
person, der er ved godt helbred, anholdes af
politiet og efterfølgende afgår ved døden,
mens vedkommende er i politiets varetægt,
har staten pligt til at fremkomme med en
plausibel forklaring på de begivenheder, der
førte frem til dødsfaldet, jf. herved bl.a.
Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.
september 2002 i sag nr. 38361/97, Anguelova
mod Bulgarien, præmis 110.
Som
anført af landsretten må bevisbyrden i
tilfælde af dødsfald i politiets varetægt,
hvor alene myndighederne har kendskab til,
hvad der er sket, hvile på myndighederne, i
den forstand at de må komme med en
tilfredsstillende og overbevisende
forklaring på indtrådte skader og dødsfald,
jf. herved bl.a. dom af 4. august 2001 i sag
nr. 24746/94, Hugh Jordan mod
Storbritannien, præmis 103.
Vi
finder, at begivenhedsforløbet i denne sag,
der førte til As dødsfald i politiets
varetægt, skal vurderes i lyset af det
anførte. Vi tiltræder herved, at
myndighederne er forpligtet til at komme med
en tilfredsstillende og overbevisende
forklaring på forløbet under kørslen og på
rastepladsen, der resulterede i As dødsfald,
og hvor alene myndighederne har kendskab
til, hvad der er sket.
Anholdelsen
Landsretten har lagt til grund, at
anholdelsen af A blev iværksat, da denne
havde slået ud efter D, at A gjorde
modstand under anholdelsen, og at det
derfor var nødvendigt at udøve magt for at
gennemføre anholdelsen. Bevisførelsen for
Højesteret, herunder Bs forklaring, giver
efter vores opfattelse ikke grundlag for en
anden vurdering.
Vi finder
herefter, at anholdelsen af A var lovlig, og
at betjentene ikke anvendte fysisk magt ud
over, hvad der var absolut nødvendigt for at
anholde A.
Forløbet
under kørslen
Bevisførelsen for Højesteret giver efter
vores opfattelse ikke grundlag for at
tilsidesætte den bevisvurdering om forløbet
under kørslen, som landsretten har
foretaget.
Vi finder
herefter, at betjentene under kørslen ikke
anvendte fysisk magt over for A i videre
omfang end absolut nødvendigt med henblik på
at bringe ham til detentionen i Aalborg.
Forløbet
på rastepladsen, inden A mistede
bevidstheden
Af de
grunde, landsretten har anført, tiltræder
vi, at det ikke var en fejl at tage A ud af
bilen.
Vi
tiltræder endvidere, at det var absolut
nødvendigt med magt at lægge ham ned på
jorden i et såkaldt bugleje for at
pacificere ham. Det gælder, selv om han
stadig havde hænderne fastgjort med håndjern
på ryggen. Vi tiltræder også, at han kun
ganske kortvarigt var lejret i bugleje,
inden han mistede bevidstheden, og at det
ikke kan lægges til grund, at C har udøvet
et tryk i videre omfang end forklaret af
ham. Vi lægger heller ikke til grund, at de
fundne hudafskrabninger i panden på A viser,
at der under den kortvarige buglejring af
ham blev anvendt magt i videre omfang end
absolut nødvendigt. Vi finder, at det ikke
gik ud over, hvad der var absolut
nødvendigt, at D efter sin egen forklaring
slog A med en knippel én gang på låret og
forsøgte at iværksætte en benlås på ham. Det
tiltrædes, at det ikke kan lægges til grund,
at en benlås faktisk blev etableret. Endelig
tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at
fastslå, at dødsfaldet indtrådte alene på
grund af iltmangel som følge af buglejring
og fastholdelse af A, men at det ikke kan
udelukkes, at iltmangel har været en
medvirkende årsag til udløsning
af hjertestoppet.
Vi finder
herefter, at myndighederne har givet en
tilfredsstillende og overbevisende
forklaring på begivenhedsforløbet. Dette
gælder, selv om det ikke har været muligt
for Retslægerådet at fastlægge den endelige
dødsårsag.
Sammenfattende er vi enige med landsretten
i, at der ikke er grundlag for at fastslå,
at politiet på rastepladsen, inden A mistede
bevidstheden, har handlet ansvarspådragende
eller krænket artikel 2 i den europæiske
menneskerettighedskonvention, herunder ved
at anvende magt overfor A i videre omfang
end absolut nødvendigt.
Forløbet
på rastepladsen, efter at A mistede
bevidstheden
Efter
EKG-udskriften blev der første gang givet
strømstød kl. 23.19.54, og udskriften viste
da manglende elektrisk aktivitet
(hjertestop). Retslægerådet har i
besvarelsen af spørgsmål 1 udtalt, at rådet
ikke har lægeligt materiale til at kunne
sige noget om varigheden af hjertestoppet
forud for optagelsen af EKG. Det fremgår af
falckredder Bernt Holsts forklaring, at han
– da A lå på båren – så, at han var
blåfarvet på overkroppen og hovedet. Det var
første gang, at blåfarvning blev observeret.
Dette skal sammenholdes med, at ambulancen
ankom til rastepladsen ca. kl. 23.13, og at
Bernt Holst efter sin forklaring – før A
blev lagt på båren – indledte med en klinisk
undersøgelse af A, men ikke kunne mærke puls
eller se tegn på vejrtrækning, hvorefter han
gav førstehjælp. Det fremgår endvidere af
forklaringerne fra Retslægerådets
repræsentanter overlæge Stig Haunsø og
professor Torsten Toftegaard Nielsen, at blå
farvning kommer 5-6 minutter efter
hjertestop. Herefter og efter bevisførelsen
i øvrigt tiltræder vi, at der ikke er
grundlag for at fastslå, hvornår
hjertestoppet indtrådte, herunder om A havde
fået hjertestop allerede omkring kl. 23.06,
da D og C tilkaldte en ambulance. Der er
efter vores opfattelse heller ikke grundlag
for at fastslå, at hjertestoppet var
indtrådt før ambulancens ankomst, eller at
det var indtrådt på et sådant tidspunkt før
ambulancens ankomst, at det var muligt for
betjentene at konstatere hjertestoppet og
iværksætte yderligere førstehjælp.
Herefter
og i øvrigt af de grunde, som landsretten
har anført, finder vi, at D og C ikke
handlede ansvarspådragende ved ikke at
iværksætte yderligere førstehjælp efter at
have løsnet håndjernene, etableret aflåst
sideleje og tilkaldt en ambulance. Heller
ikke bevisførelsen for Højesteret giver
således grundlag for at forkaste betjentenes
forklaringer om, at de mærkede puls og
iagttog livstegn hos A, samt at de, mens de
ventede på ambulancen, nøje observerede A
ved at opholde sig tæt ved ham på jorden.
Det kan efter vores opfattelse ikke føre til
et andet resultat, at ingen af betjentene i
den foreliggende situation lyttede til As
mund og næse for at undersøge åndedrættet.
Vi
tiltræder endvidere, at der ikke er grundlag
for at fastslå, at betjentene G og H har
udvist en adfærd, der er ansvarspådragende.
Efter det
anførte har vi heller ikke grundlag for at
fastslå, at en eller flere af de fire
betjente har handlet i strid med europæiske
menneskerettighedskonventions artikel 2. Det
bemærkes herved, at myndighederne efter
vores opfattelse har givet en
tilfredsstillende og overbevisende
forklaring på forløbet på rastepladsen,
efter at A mistede bevidstheden. Dette
gælder, selv om tidspunktet for
hjertestoppets indtræden ikke kan fastlægges
præcist.
Undersøgelsen
Vi er
enige med landsretten i, at det er egnet til
at svække offentlighedens tillid til
statsadvokatens første undersøgelse, at D og
C havde mulighed for at samstemme deres
forklaringer, inden de blev afhørt af
statsadvokaten dagen efter dødsfaldet, og at
vurderingen af forklaringerne derfor må ske
i lyset heraf. Af de grunde, landsretten har
anført, har vi imidlertid efter en samlet
vurdering ikke grundlag for at fastslå, at
statsadvokatens undersøgelse som følge heraf
har været uegnet til at afdække spørgsmålet
om at indlede strafferetlig forfølgning mod
de involverede betjente, herunder bedømme,
om der havde fundet magtanvendelse sted i
strid med artikel 2.
Herefter
og af de grunde, som landsretten i øvrigt
har anført, tiltræder vi, at der ikke er
grundlag for at fastslå, at der i relation
til undersøgelserne af omstændighederne ved
dødsfaldet er sket krænkelse af artikel 2.
Sagsbehandlingstiden
Vi
tiltræder, at spørgsmålet om, hvorvidt
artikel 6, stk. 1, i den europæiske
menneskerettighedskonvention om rettergang
inden for rimelig tid er krænket, skal
vurderes i lyset af tidsforløbet fra
sagernes anlæg henholdsvis den 5. september
2006 og den 7. august 2007.
Af de
grunde, der er anført af landsretten,
tiltræder vi, at der ikke er grundlag for at
fastslå, at sagerne under landsrettens
behandling har haft et forløb, der indebærer
krænkelse af appellanternes ret til
rettergang inden for rimelig tid.
Vi finder
heller ikke, at forløbet under Højesterets
behandling af sagen indebærer en krænkelse
af appellanternes ret til rettergang inden
for rimelig tid.
På denne
baggrund, og da det, som appellanterne i
øvrigt har anført, ikke kan føre til et
andet resultat, stemmer vi for at stadfæste
dommen.
Dommerne
Per Walsøe og Niels Grubbe udtaler:
Vi er
enige i det, der er anført af flertallet om
målestokken for bedømmelsen, om
anholdelsen og forløbet under kørslen
samt om undersøgelsen og
sagsbehandlingstiden.
I
tilfælde hvor myndighederne lovligt og ved
en i øvrigt forsvarlig optræden anvender en
fremgangsmåde eller skaber en tilstand, der
rummer betydelige risici for
skadeforvoldelse, må myndighederne foretage
det fornødne for at forebygge, at
fremgangsmåden eller tilstanden udløser
skade.
Vi er som
anført enige i, at det er myndighederne, der
skal fremkomme med en tilfredsstillende og
overbevisende forklaring på det forløb, der
førte til, at A døde, mens han var i
politiets varetægt efter anholdelsen, hvor
alene myndighederne har kendskab til, hvad
der skete. Vi finder, at kravet om, at
forklaringen skal være tilfredsstillende og
overbevisende, skal ses på baggrund af den
nævnte strenge norm for kravene til
myndighedernes handlemåde i en sådan
situation.
Om
forløbet på rastepladsen
Som
fastslået af flertallet og landsretten i
overensstemmelse med Retslægerådets svar på
spørgsmål 1 a og 1 b er det ikke muligt at
fastslå den endelige dødsårsag, men der er
holdepunkter for at antage, at det uventede
hjertestop skyldtes voldsom fysisk aktivitet
sammen med indtagelse af alkohol og cannabis
samt iltmangel forårsaget af hæmmet
vejrtrækning, fordi A i en periode lå på
maven med armene fikseret på ryggen.
Retslægerådet har endvidere anført, at det
ikke kan udelukkes, at iltmanglen har været
medvirkende årsag til udløsning af
hjertestoppet. Der er herved henvist til, at
A var overvægtig og til, at den nedsatte
vejrtrækning er særlig farlig for en
hyperaktiv person, der har et øget
iltforbrug og en udtrættet muskulatur.
Retslægerådet har endvidere i svaret på
spørgsmål C anført, at der ikke foreligger
nogen lægelige oplysninger om betydningen af
eventuelle sygdomme forud for hjertestoppets
indtræden.
Vi
tillægger det væsentlig betydning, at der i
forhold til Retslægerådets udsagn om de
samvirkende årsager til hjertestoppet ikke
af Retslægerådet eller på anden måde er
påvist andre årsager.
Der
foreligger ikke sikre oplysninger om,
hvornår hjertestoppet indtrådte. Hverken
oplysninger om EKG eller blåfarvning giver
sikkert holdepunkt for, at det var indtrådt
væsentligt før ambulancens ankomst til
rastepladsen ca. kl. 23.13, men disse
oplysninger taler på den anden side heller
ikke imod, at det kan være indtrådt
tidligere. Bevidstløsheden var indtrådt før
kl. 23.06, hvor ambulancen blev tilkaldt.
Retslægerådet har på spørgsmål 7 svaret, at
bevidstløshed indtræder 5-10 sekunder efter
hjertestop. Vi bemærker, at der ikke
foreligger nogen oplysninger om, at
bevidstløsheden havde anden årsag end
hjertestoppet. Dette taler isoleret set for,
at hjertestoppet var indtrådt før kl. 23.06.
Rigspolitiets daværende lærebog i politiets
teknikker angav i et afsnit om benlås – som
ikke blev etableret her – at et kraftigt
ikke ganske kortvarigt tryk på brystkassen
kan være farligt under bugleje, og at det
tilrådes, at der ved enhver form for
pacificering, hvor anbringelse i bugleje
finder sted, foretages nøje observation af
puls og vejrtrækning.
En
daværende vejledning om førstehjælp udgivet
af nordjysk politi og Falck til brug for
politiet angiver, at bevidstløse personer
hjælpes ved at skaffe frie luftveje,
at undersøge mund og svælg for
fremmedlegemer og at lytte ved mund
og næse, om personen trækker vejret.
Proceduren ved akutbehandling, der er
foreskrevet i tilfælde, hvor den bevidstløse
ikke trækker vejret, er angivet ved fire
trin, således at man fortsætter til næste
trin, hvis et trin er negativt. Første trin
omfatter kontrol af bevidsthed, andet trin
kontrol af åndedræt og eventuelt kunstigt
åndedræt, tredje trin omfatter kontrol af
puls ved undersøgelse på begge sider af
halsen og fjerde trin hjertemassage og
fortsat kunstigt åndedræt.
I en
senere udgave af politiets lærebog er
angivet, at buglejring kun bør benyttes i
kort tid ad gangen. Betydningen af overvægt,
fysisk aktivitet og spirituspåvirkning er i
forbindelse med udsendelsen af den senere
udgave understreget ved en indskærpelse af,
at buglejring af overvægtige personer, der
eventuelt tillige er hyperaktive og/eller
påvirkede, skal være af så kort varighed som
muligt.
Om
forløbet på rastepladsen lægger vi til
grund, at A med magt blev lagt i bugleje, og
at der i den forbindelse var en betydelig
fysisk aktivitet, idet han, der også
forinden havde været aggressiv og sparkende
og gjort voldsom modstand, modsatte sig
magtanvendelsen og forsøget på at iværksætte
benlås. Han blev holdt nede ved et tryk på
højre skulder og fik et slag med politistav
på låret. Der er ikke præcise oplysninger
om, hvor længe A lå i bugleje, før han
mistede bevidstheden, men vi lægger til
grund, at det ikke var langvarigt.
Betjentene har forklaret, at da A lå stille,
overvejede de, om han simulerede. Da han
blev ved med at ligge stille og ikke
reagerede, blev de klar over, at han havde
mistet bevidstheden, og lagde ham i låst
sideleje og fjernede håndjernene. De tog
puls ved håndleddet og ifølge den ene
betjent muligvis tillige på halsen, og de
mente at kunne mærke puls. Retslægerådet har
som svar på spørgsmål 8 oplyst, at det kan
være vanskeligt at føle puls hos en person
med kraftig overvægtig underarm, og at det
ikke er ualmindeligt, at lægfolk forveksler
deres eget pulsslag i fingrene med den
undersøgtes eventuelle manglende puls. De
kunne begge se As brystkasse hæve og sænke
sig og den ene betjent tillige, at han
bevægede hoved eller mund.
Ingen af
betjentene tog imidlertid hovedet ned til
hans mund og næse for at tjekke åndedrættet.
Ved
bedømmelsen af forløbet må det efter vores
opfattelse yderligere tages i betragtning,
hvad der var baggrunden for anholdelsen, og
at forholdene på rastepladsen var rolige,
selv om A var stor og reagerede voldsomt,
samt at betjentene ikke havde andre opgaver
at tage vare på.
På
baggrund af det anførte finder vi, at
myndighederne – selv om betjentene gjorde,
hvad de i situationen vurderede som det
rigtige – ikke har givet en
tilfredsstillende og overbevisende
forklaring på det forløb på rastepladsen,
som førte til As død.
Som følge
af flertallets stemmeafgivning finder vi
ikke anledning til at tage konkret stilling
til de to nedlagte betalingspåstande.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Højesteret finder, at der foreligger sådanne
særlige grunde, at appellanterne ikke skal
betale sagsomkostninger for Højesteret til
de indstævnte, jf. retsplejelovens § 312,
stk. 2.
Thi
kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale
sagsomkostninger for Højesteret til nogen
anden part.