H.D. 4. januar 2013 i sag 100/2012 (1. afd.)

Statsadvokaten for København og Bornholm (nu Statsadvokaten i København) og Rigsadvokaten (Km.adv. v/adv. Henrik Nedergaard Thomsen, Kbh., for begge) mod A og B (adv. Tyge Trier, Kbh., besk., for begge).


Østre Landsrets dom 9. marts 2012 (6. afd.), B-1692-11


(Ole Græsbøll Olesen, Lene Jensen, Tine Vuust).


Denne sag er ved stævning af 20. oktober 2008 anlagt ved Københavns Byret mod Københavns Politi, Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten. Ved kendelse af 25. juni 2009 henviste Københavns Byret sagen til behandling ved Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. Østre Landsret afsagde den 19. maj 2010 dom i sagen (6. afd. nr. B-1765-09), hvorved Københavns Politi, Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten blev frifundet, efter at spørgsmålene om retlig interesse og forældelse var blevet udskilt til særskilt behandling i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2. Dommen blev anket til Højesteret, der ved dom af 5. maj 2011 ophævede dommen over for Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling ved landsretten. Højesterets dom er gengivet i UfR 2011, s. 2208.


Sagen udspringer af, at C - søn til sagsøger A og halvbror til sagsøger B - den 1. april 2003, i forbindelse med at Københavns Politi forsøgte at pågribe ham, blev skudt af en politibetjent, hvilket førte til, at han samme dag afgik ved døden.


Sagen drejer sig om, hvorvidt A og B har krav på godtgørelse, fordi Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten på retsstridig måde har krænket deres rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 og 13. Kravet støttes på det efterfølgende undersøgelsesforløb, som efter de pårørendes opfattelse har været mangelfuldt og fejlbehæftet på en sådan måde, at der herved er påført dem som efterladte en selvstændig krænkelse, og at dette berettiger dem til en godtgørelse efter dansk rets almindelige regler, der må forstås under hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 41.


A og B har for landsretten haft fri proces, og A har tillige haft retshjælpsdækning i henhold til en retshjælpsforsikring. 


Påstande


A og B har nedlagt endelig påstand om, at Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten tilpligtes in solidum at betale 190.000 kr., subsidiært et mindre beløb, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.


Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.


Sagsfremstilling


Statsadvokaten for København og Bornholm (i det følgende benævnt statsadvokaten) fremkom den 26. juni 2003 i medfør af den dagældende retsplejelovs § 1021 d med en redegørelse om skudepisoden til Politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby (i det følgende benævnt politiklagenævnet). Af redegørelsen fremgår følgende:


». . . vedrørende skudepisode den 1. april 2003 klokken 14.24 på Røde Mellemvej i København, hvor den 28-årige politibetjent P, i forbindelse med en eftersættelse af en brugsstjålen BMW med den 28-årige C som fører, affyrede 1 skud med sin tjenestepistol og ramte C, der kort efter afgik ved døden.


C blev erklæret død den 1. april 2003 klokken 14.33 af tilkaldt ambulancelæge.


Indledning


Statsadvokaturen blev den 1. april 2003 ca. klokken 14.50 af den centrale vagtleder på Politigården i København underrettet om episoden. Det blev i forbindelse med politidirektørens underretning sikret, at uopsættelige efterforskningsskridt var iværksat.


Statsadvokaturen iværksatte straks i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, en undersøgelse af skudepisoden. Det påhviler efter bestemmelsen Statsadvokaturen at iværksætte efterforskning, bl.a. når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben.


Undersøgelsen har til formål at klarlægge, hvorvidt politibetjent P i forbindelse med skudafgivelsen har handlet indenfor grænserne af lovlig magtanvendelse, samt om undersøgelsen i øvrigt giver anledning til kritik af politiets håndtering af episoderne.


Vurderingen af politiets dispositioner henhører ikke under politiklagenævnets kompetence.


Efter afslutning af undersøgelserne på Røde Mellemvej, herunder afholdelse af ligsyn, foretog statsadvokaturen samme aften afhøring på Station Amager af P samt kriminalassistent Q, politibetjent G og endelig politibetjent H, der under hele forløbet var sammen med P. Den 2. april 2003 blev foretaget afhøring af politibetjent U samt politiassistent X. F-1-4 og F-7-2. Der er den 12. juni 2003 i statsadvokaturen foretaget genafhøring af P, Q og G. X er genafhørt den 24. juni 2003.


P er afhørt uden sigtelse, men med en sigtets retsstilling. Bilag F-5-1 og F-5-1-1.


En sigtelse ville i givet fald lyde:


»overtrædelse af straffelovens § 237, manddrab, subsidiært § 246, jr. § 154, legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder,


ved den 1. april 2003 kl. 14.24 på Røde Mellemvej ca. 110 meter nord for krydset Røde Mellemvej/Peder Lykkes Vej, København, under tjeneste som politibetjent med sin tjenestepistol at have afgivet et skud mod C, der blev ramt i brystkassen og kort efter som følge af forblødning afgik ved døden.«


Jeg fandt imidlertid på afhøringstidspunktet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fremsætte en sådan sigtelse.


I forbindelse med statsadvokaturens udrykning den 1. april 2003 assisterede på Røde Mellemvej Teknisk afdeling, Københavns Politi. Politihundeafdelingen samt Retsmedicinsk Institut i forbindelse med gerningsstedsundersøgelse og ligsyn. Rigspolitichefens Afdeling A, Rejseholdet, har bistået ved efterforskningen. Langt de fleste afhøringer af de i alt 62 civile vidner m.v. samt 21 implicerede polititjenestemænd er foretaget den 1. april 2003 eller umiddelbart efter.


Vedrørende de indledende efterforskningsskridt henvises til bilagsgruppe A. Der henvises særligt til minutrapport fra vagthavende på Station Amager, bilag A-2-3, Radiotjenestens døgnrapport, bilag A-4-2-2, samt udskrift af radiokorrespondancen, bilag A-4-3.


Der er endvidere foretaget tekniske undersøgelser af de involverede biler og skydevåben, bilagsgruppe B, lægelige undersøgelser, bilagsgruppe C, samt videoundersøgelser, bilagsgruppe P. Afhøring af vidner og implicerede polititjenestemænd fremgår af bilagsgruppe D-J. Endelig indgår i sagen klip fra nyhedsprogrammer på TV, bilagsgruppe K.


Sagens faktiske omstændigheder.


Undersøgelsen omfatter et længere forløb i forbindelse med eftersættelse af C, der kørte i en brugsstjålet BMW 532 I. C blev den 1. april 2003 klokken 14.15 observeret i Istedgade og efter ca. 10 minutter, 4 episoder og kørsel over en samlet strækning på 4,8 km klokken ca. 14.24 bragt til standsning på Røde Mellemvej.


C. begik strafbart forhold i forbindelse med forsøg på påkørsel af politiassistent Y på Istedgade, påkørsel af politibetjent H ud for Amagerbrogade 32 samt påkørsel af fodgænger V1 og V2 ved og ud for Amagerbrogade 52 samt flere alvorlige færdselslovsovertrædelser.


Episoden i Istedgade


Den 1. april 2003 klokken 14.00, startede Z, Y, G og U patrulje fra Station City. De var alle tjenestegørende på Station City i »Specialpatruljen«, kørende i civil patruljevogn med kaldenummer 01-320, en sort Peugeot 306. 


Klokken 14.10 observerede Y, G og U i krydset Ll. Istedgade - Istedgade en sort BMW, hvor føreren rettede henvendelse til to kendte narkomaner. Henvendelsen var så påfaldende, at man besluttede at observere køretøjet. Da BMWen tilsyneladende ville forlade området, stillede Y sig ud på Istedgade med synlig politilegitimation omkring halsen og holdt højre hånd frem i »stopposition« . Bilen fortsatte med en uændret hastighed af 10-15 km/t, og da bilen var ½ meter fra Y, måtte Y hoppe til siden for at undgå, at han blev påkørt. Herefter accelererede bilen kraftigt i retning af Hovedbanegården.


HS (Københavns Politis radiotjeneste) blev orienteret, og det blev konstateret, at køretøjet var brugsstjålet den 19. marts 2003 i Tyrolsgade på Amager, bilagsgruppe J. HS rundkastede køretøjet til patruljerne klokken 14.15. Det blev efterfølgende på Røde Mellemvej konstateret, at føreren var identisk med nu afdøde C.


Kollegerne L og M havde tjenestefri og holdt tilfældigt i deres private personbil i Abel Catrines Gade. De havde set episoden og eftersatte BMWen, som de fik kontakt med på H. C. Andersens Boulevard, medens de løbende via mobiltelefon orienterede 01-320 om BMWens position.


BMWen fortsatte ad Amager Boulevard, hvor den holdt for rødt lys i krydsene Ved Stadsgraven og Amagerbrogade og fortsatte ad Amagerbrogade i tæt køkørsel frem til krydset Amagerbrogade/Holmbladsgade, hvor BMWen ud for Amagerbrogade 32 holdt stille i banen for ligeud kørsel. Der er indtil dette tidspunkt intet tegn på, at C er opmærksom på politiets eftersættelse.


Der henvises til forklaringerne afgivet af Z, Y, G og U samt L og M, bilagsgruppe F.


Episoden ud for Amagerbrogade 32.


Patruljevogn med kaldenummer 01-107 med N som fører og politibetjent P som observatør var kort forinden af HS klokken 14.19 under patrulje ad Vermlandsgade blevet anmodet om at eftersætte BMWen. 01-107 er en hvid uniformeret Ford Mondeo. Både P og N var uniformeret.


01-107 kørte med udrykning i busbanen ad Amagerbrogade og standsede foran BMWen efter ved opkald til HS at have fået bekræftet, at det var det eftersatte køretøj.


N trådte ud for at rette henvendelse til C, der imidlertid for at undslippe skabte plads i køen af biler ved at påkøre den bagved holdende personbil ført af V3, hvis bil påførtes skader. Bilag H-3-1.


De civile vidner V3 og V4 har forklaret, at C herefter påkørte N, der blev strejfet af BMWens højre side og røg op på BMWens kølerhjelm. N nærmest roterede hen langs siden af BMWen, forklarer V4. Bilag H-3-1 og H-4-6.


N, der var uniformeret, har forklaret, at det var hans hensigt at gå foran BMWen og venstre om hen til passagersiden. Da han befandt sig umiddelbart foran kølerhjelmen, kørte C langsomt frem. N lænede/bukkede sig ind over kølerhjelmen og havde fornemmelsen af, at han blev transporteret på kølerhjelmen over en kort strækning. N kan ikke huske, hvordan han kom ned fra BMWen. N fik ingen skader ved påkørslen.


P var optaget af radiokorrespondance i 01-107 og så derfor ikke, hvad, der skete med N. P blev senere i forløbet af N fortalt, at N var blevet påkørt af BMWen under standsningen på Amagerbrogade.


Da 01-320 med Z, Y, G og U kom frem til stedet, steg G og U ud.


G har forklaret, at han så BMWen bakke voldsomt to gange ind i en bagved holdende personbil. Da BMWen svingede ud af køen og ind i busbanen ramte den en uniformeret kollega. U så den uniformerede kollega - N - tilsyneladende med hænderne foran sig, som om han ville afværge at blive påkørt.


Sidst ankom civilpatruljen Whisky 5, hvori befandt sig politiassistent X og kriminalassistent Q, der under patrulje ad Bredgade havde besluttet at »køre på« opgaven med den eftersatte BMW. Whisky 5 ankom til Amagerbrogade 32 samtidig med, at BMWen kørte fra stedet.


De så ikke påkørslen af N. Whisky 5 er en mørkeblå civil Ford Mondeo.


Afhøringer af politividner fremgår af bilagsgruppe F og 8 civile vidner er afhørt i bilagsgruppe H.


Episoden Amagerbrogade 52, hvor vidnerne V1 og V2 påkøres af C.


Z og Y eftersatte i 01-320 BMWen ad Amagerbrogade. De så C forsøge et højresving ad Brigadevej samt påkørslen af V2 ud for Amagerbrogade 52. 01-320 standsede på uheldsstedet ud for Amagerbrogade 52, og deltog ikke i den fortsatte eftersættelse til Røde Mellemvej.


Z i 01-320 har forklaret, at BMWen med ukendt hastighed under forsøg på højresving ad Brigadevej skred ud, påkørte en husmur og holdt stille. Umiddelbart foran det stjålne køretøj lå en ældre kvinde. Kvinden begyndte at rejse sig og støttede sig med den ene hånd på det stjålne køretøjs kølerhjelm. Z var ikke i tvivl om, at føreren af det stjålne køretøj havde set kvinden. Da kvinden havde fået hovedet og den øverste del af brystet op over kølerhjelmen, satte køretøjet i gang og kørte fremad med kraftig acceleration og hjulspind. Kvinden blev væltet omkuld foran køretøjet, som fortsatte henover kvinden. Afhørte så, at køretøjet ligesom hoppede, da kvinden blev kørt over. Køretøjet fortsatte. Z så, at kvinden trillede rundt flere gange på fortovet. Kvinden var identisk med den 67-årige pensionist V2. 


Denne forklaring bekræftes på alle væsentlige punkter i større eller mindre omfang af Y og de øvrige 34 civile vidner afhørt i bilagsgruppe 1-6.


Efter 01-320 var civilpatruljen Whisky 5 kommet til stedet. Q har forklaret, at han så en sort BMW holde 100 meter fremme ad Amagerbrogade, samt at der løb mennesker rundt på kørebanen. BMWen holdt på en lidt akavet måde og fortsatte så kørslen ud ad Arnagerbrogade med katastrofeblinket tændt. Q bemærkede en dame ligge på fortovet i en grå jakke, men valgte at fortsætte eftersættelsen af BMWen.


Efter Whisky 5 var 01-107 kommet til stedet. Den havde nu U som fører, P fortsat på højre forsæde, N på venstre bagsæde og G på højre bagsæde.


P har forklaret, at han ikke så påkørslen af kvinden på Amagerbrogade, men han så en kvinde ligge på enten cykelsti eller fortov på Amagerbrogade og patruljen fik, da de passerede kvinden, oplyst fra HS, at der var påkørt en kvinde på Amagerbrogade.


Der befandt sig på uheldstidspunktet mange vidner på stedet, og flere af fodgængerne og ventende buspassagerer har forklaret, at de under episoden måtte springe eller løbe for livet, idet BMWen tilsyneladende kørte direkte mod dem.


V2 blev påkørt mindst 2 gange og straks i ambulance overført til Rigshospitalets Traumecenter, der samme dag oplyste, at V2 befandt sig i livsfare. Af skader var konstateret svært brud på bækkenet, mange brud på ribbenene, hul på den ene lunge, »skurestribe« hen over højre lår samt stærke smerter, se bilagsgruppe E.


V2 er den 1. april 2003 kort afhørt på Rigshospitalet. Bilag E-2-1.


V2 forklarede, at hun var på vej til sin læge og stod på fortovet på Amagerbrogade, som hun ville til at krydse. Hun hørte et højt brag bag sig, og i det næste blev hun på fortovet/cykelstien påkørt af en bil, hvorved hun røg op på dens kølerhjelm. V2 husker ikke, om hun blev påkørt i højre eller venstre side. Umiddelbart efter, at hun røg op på kølerhjelmen, blev hun slynget ned på fortovet, hvor hun mærkede, at bilisten kørte over hendes højre ben tæt ved hoften. V2 husker ikke, om bilen kørte frem over hende, eller om det var i forbindelse med at bilen bakkede. Hun huskede, at bilen var en stor bil og mørk i farven.


V2 er genafhørt den 6. juni 2003 på Rigshospitalet og har forklaret, at hun efter første påkørsel kom op på bilens køler og faldt ned på fortovet. Hun bemærkede, at føreren i bilen, en mand, sad og grinede nærmest frydefuldt. Derefter kørte bilen over hende. Hun fik knust venstre skulder, brækket venstre overarm, et antal ribben og brud på bækkenet samt knubs og hudafskrabninger.


V2 er fortsat hospitalsindlagt og nu overført til Amager Hospital. Rigshospitalet har ikke besvaret flere anmodninger om lægeerklæring vedrørende hendes tilstand samt eventuelle mén.


Af anmeldelsesrapporten og gerningsstedsundersøgelsen fremgår, at kørebanen var tør, hel og uden skader. Bilag I-1-2 og bilag I-3-1. Facaden på nr. 52 sås skrabet i en højde af ca. 1 meter og på en 15 meter lang strækning fra Brigadevej sås adskillige dele fra BMWen, et smadret skilt samt en bulet låge fra et måleskab opstillet ud for nummer 52, der blev beskadiget ved BMWens påkørsel.


Af kriminalteknisk erklæring fremgår, at de fundne bildele stammer fra den eftersatte BMW. Bilag I-7-1.


Fotograf Michael Paldan, Amagerbladet, optog fotos umiddelbart efter påkørslen. Bilag I-6-34-1, foto 423, viser V2 liggende på cykelstien. Bag hende er parkeret 01-320 med registreringsnummer SM 29 307 på cykelstien samt i busbanen den i forbindelse med episoden Amagerbrogade 32 påkørte UV 33 464.


Endelig har en fodgænger V1 forklaret, at han på vej over et fodgængerfelt på Amagerbrogade lige nord for Brigadevej blev påkørt af BMWen, der derefter forulykkede på hjørnet af Amagerbrogade og Brigadevej. Denne påkørsel sker således umiddelbart før påkørslen af V2. Ved efterfølgende undersøgelse af V1 på Amager Hospital s.d. klokken 16.34 fandtes udtalt ømhed og bevægelseshæmning af højre ben. Røntgen viste ingen fraktur. Bilag I-6-22-1.


Der henvises vedrørende oplysninger om tilskadekomne V2 til bilagsgruppe E, politividner til bilagsgruppe F, og i øvrigt til bilagsgruppe I, der bl.a. omfatter afhøring af 34 civile vidner til færdselsuheldet ud for Amagerbrogade 52. Et resumé af disse forklaringer findes i bilagsfortegnelsen. Fotomapper findes som bilag I-5-1 og I-6-34-1 med rids over uheldsstedet i bilag I-4-1 og I-5-1-1.


Eftersættelsen fra Amagerbrogade til Røde Mellemvej.


Strækningen er opmålt til ca. 1400 meter, jfr. Bilag P-1-2. Den samlede strækning fra Amagerbrogade 32 til Røde Mellemvej er ca. 1700 meter. Ruten fremgår af bl.a. bilag I-5-1-2 og luftfoto P-1-1.


Whisky 5 med X som fører eftersatte under udrykning C, der foretog højresvingning ad Kurlandsgade. Med en hastighed af ca. 70 km/t og i en afstand af ca. 20 meter fulgte de efter C, der i krydset med Sundholmsvej foretog venstresvingning op over cykelsti og derefter til højre ad Tingvej. De havde forinden konstateret, at BMWen måtte være skadet foran på køretøjet, men de kunne ikke bagfra konstatere skadens karakter eller omfang. X overvejede at foretage standsning ved at påkøre BMWen bagfra på Tingvej, men afstod herfra, fordi BMWen kørte for langt ude i højre side og tæt på kantstenen. I krydset Tingvej/Peder Lykkes Vej foretog X et stort åbent højresving, hvorved den efterfølgende uniformerede patruljevogn 01-107 kunne passere indenom.


01-107 med U som fører var på Peder Lykkes Vej derefter 1. vogn bag BMWen efterfulgt af Whisky 5. I 01-107 drøftede de at standse BMWen på Peder Lykkes Vej ved at påkøre den. U kørte op på siden af BMWen med henblik på med patruljevognens højre forhjørne at påkøre BMWens venstre baghjørne, men opgav imidlertid, fordi manøvren ville være for farlig for de mange mennesker på og ved gaden samt den øvrige trafik.


C kørte under højresving ind i krydset Peder Lykkes Vej/Røde Mellemvej for rødt lys, hvor cyklister og en bus måtte bremse kraftigt op for at undgå sammenstød. Der var mange mennesker i og ved krydset samt ved et busstoppested 30 meter fra krydset.


Da der på Røde Mellemvej var frit til højre foran 01-107 og ingen modkørende trafik, vurderede U, at standsningsmanøvren kunne foretages uden fare for nogen.


U kørte op på siden af BMWen, således at han med snuden af patruljevognen skubbede til BMWens venstre bagerste hjørne. BMWen slog et sving til venstre og C drejede kontra til højre, hvorved BMWen kørte op over fortovet, hvor den standsede ca. 100 meter fra krydset. U parkerede 01-107 parallelt med vejafgrænsningen ca. 3 meter bag BMWen.


Dette handlingsforløb bekræftes af P, der sad på højre forsæde i 01-107, N der sad på venstre bagsæde, og G der sad på højre bagsæde. X, der sad i den efterfølgende patrulje Whisky 5, bekræfter denne del af handlingsforløbet. Q i Whisky 5 var optaget af radiokorrespondance på dette tidspunkt. X parkerede Whisky 5 umiddelbart bag 01-107 parallelt med vejafgrænsningen i kort afstand fra BMWen.


Det må ud fra bilinspektørerklæringer samt fund af flere dele fra BMWen på Amagerbrogade lægges til grund, at højre forhjørne, hjul og ophæng blev svært beskadiget på Amagerbrogade, hvilket gjorde, at C under den videre kørsel over en strækning på 1.400 meter frem til Røde Mellemvej afsatte mærker i vejbanen og kun kunne køre med en maksimal hastighed af ca. 70-90 km/t. C nedsatte ikke hastigheden, da han svingede til venstre ad Sundholmsvej, op på cykelstien og derefter til højre ad Tingvej, og det må derfor anses for et tilfælde, at der ikke på strækningen frem til Røde Mellemvej skete alvorlige færdselsuheld. Særlig på Peder Lykkes Vej var der på tidspunktet klokken 14.23 mange trafikanter og fodgængere. Der ligger på stedet en større skole.


Skudepisoden på Røde Mellemvej


P forklarede den 1. april 2003 om skudepisoden følgende, bilag F-5-1:


»Kort efter busstoppestedet på Røde Mellemvej kører patruljekøretøjet op bag BMW'en og påkører BMW'ens højre baghjørne, hvorefter BMW'en foretager et skarpt drej til højre ind over cykelstien og fortov og ender inde i et buskads med fronten. Patruljekøretøjet kører frem, så det holder på vejbanens striber bag ved og ca. ud for BMW'en. Afhørte og den civile kollega, der sad på højre bagsæde, forsøgte at stige ud af køretøjet, men nåede kun at åbne dørene, og afhørte nåede kun at få den ene fod ud på vejbanen, førend afhørte bliver opmærksom på, at BMW'en med fuld kraft kørte baglæns tilbage mod patruljekøretøjet.


Afhørte kastede sig ind i patruljekøretøjet og fik lukket døren. Afhørte er af den opfattelse, at BMW'en påkørte patruljekøretøjet, men han er ikke sikker og har ikke selv efterfølgende foretaget nogen kontrol af patruljekøretøjets tilstand.


BMW'en kørte nu fremad i et skarpt venstresving for at blive fri af buskadset, og afhørte steg samtidig ud af patruljekøretøjet med henblik på at standse BMW'en. Afhørte ved ikke, om andre i patruljekøretøjet steg ud samtidig med afhørte, idet han havde hele sin opmærksomhed rettet mod føreren af BMW'en.


Afhørte råbte højt »Stop - det er politiet« og trak umiddelbart herefter sit tjenestevåben, som han i tohåndsfatning rettede mod føreren af køretøjet, idet han råbte »nu skal du stoppe« eller noget lignende. Afhørte mener, han havde øjenkontakt med føreren af BMW'en fra det øjeblik, han råbte føreren an.


Da afhørte retter tjenestevåbenet mod føreren er afstanden mellem afhørte og føreren af bilen ca. 2-5 meter, og føreren befinder sig da lige ud for afhørte. Bilen fortsatte kørslen, og han holdt fortsat tjenestevåbenet rettet imod føreren i en lang glidende vandret bevægelse. Afhørte er ikke i tvivl om, at føreren så afhørte rette pistolen imod ham.


BMW'en var under acceleration væk fra afhørte. Afhørte skyder herefter. Det var afhørtes hensigt at bringe køretøjet til standsning ved at ramme føreren af køretøjet.


Afhørte fremtræder på dette tidspunkt under afhøringen stærkt påvirket af begivenhederne og forklarer, at han har vanskeligt ved at huske enkeltheder vedrørende denne del af episoden.


Afhørte er gjort bekendt med, at det efter besigtigelse af BMW'en må antages, at skuddet er gået igennem bageste venstre siderude og har ramt føreren af BMW'en bagfra. Afhørte har ingen kommentarer hertil. Den voldsomme begivenhed har påvirket ham stærkt, han følte sig i livsfare og har kun glimtvise oplevelser fra denne del af episoden.


BMW'en fortsatte fremad og afhørte fulgte efter med henblik på at rette henvendelse til føreren, som han forventede ville standse. På et tidspunkt gik bilen i stå. Afhørte ved ikke hvorfor. Forespurgt om afstanden fra stedet, hvor han skød og frem til stedet, hvor bilen standsede, kan afhørte intet sige herom.


Afhørte gik hen til bilens venstre fordør og peger mod føreren med tjenesteskydevåbenet. Herefter åbner en kollega bilens venstre fordør. En kollega trak føreren af køretøjet ud og sagde, at føreren var ramt. Føreren bliver lagt på vejbanen, hvorefter afhørte hylstrer sin pistol. Der kommer straks efter en masse kolleger til stedet, og nogle spørger efter en »pocketmask«, der anvendes til 1. hjælp. Afhørte havde en, som han rakte til en kollega.


Sagens alvor gik nu op for afhørte, og han følte sig helt hjælpeløs, »alene« og ude af stand til at foretage sig noget. Der var i øvrigt mange kolleger til at tage sig af føreren af køretøjet. Afhørte hørte nogen rekvirere ambulance, og han blev kort efter af en tilkaldt patruljevogn kørt fra Røde Mellemvej til Station Amager.


Forespurgt hvorfor afhørte skød og ikke nøjedes med at true med pistolen, oplyser afhørte, at han på baggrund af begivenhederne umiddelbart forud frygtede for sit eget liv, ligesom han frygtede, at føreren i sin desperate situation ville udgøre en betydelig konkret fare for de mange øvrige trafikanter, der på dette tidspunkt befandt sig på Røde Mellemvej.


Føreren af den brugsstjålne BMW havde allerede påkørt et menneske på Amagerbrogade, og dette sammenholdt med, at føreren i forbindelse med standsningen på Røde Mellemvej tilsyneladende forsætligt forsøgte at påkøre afhørte, da han ville stige ud af patruljekøretøjet, gjorde, at afhørte, vurderede situationen for ham selv og de øvrige talrige trafikanter for så farlig, at føreren måtte standses og kun kunne standses umiddelbart, ved at afhørte skød mod føreren.


Det var på dette tidspunkt klart for afhørte, at føreren ikke ville efterkomme afhørtes råb til føreren om at standse straks, og afhørte var bange for, at føreren igen ville bakke tilbage mod ham.


Afhørte er forespurgt, om han overvejede at lade eftersættelsen fortsætte, uden at afgive skud. Afhørte gentager, at det var hensynet til sit eget, hans kollegers og øvrige trafikanters og skolebørns liv og velfærd, der gjorde, at han valgte at skyde mod føreren.


Skuddet blev ikke afgivet med henblik på at dræbe føreren, kun for at skræmme eller skade føreren i et sådant omfang, at køretøjet blev bragt til standsning, uden at andre kom til skade.


Afhørte har under episoden (kun) afgivet et skud. Der var ikke tid til at afgive varselsskud. Afhørte har ikke bemærket, at andre skulle have afgivet skud, kan ikke på nuværende tidspunkt huske noget om det, men han kan huske, at der var andre kolleger, der havde trukket tjenestepistol på det tidspunkt efter skudafgivelsen, hvor han stod ved den standsede BMW.


Det var grundet afhørtes tilstand nødvendigt at afbryde afhøringen flere gange.«


P blev genafhørt den 12. juni 2003 og forklarede. bilag F-5-1-1:


»Vedrørende episoden ud for Arnagerbrogade 32 ved krydset Amagerbrogade/Holmbladsgade bekræfter afhørte på ny, at han ikke så påkørslen af pb. H.


Afhørte er i dag overbevist om, at H fortalte ham om påkørslen allerede, da de kørte fra Amagerbrogade 32.


Afhørte er foreholdt notits vedr. afhøring af vagthavende på Station Amager, bilag A-7-l, hvoraf fremgår, at vagthavende, fra vogn 01-107, på et tidspunkt mellem episoden ud for Arnagerbrogade 32 og eftersættelsen på Tingvej af BMW'en fik melding om, at en dame var blevet påkørt på Amagerbrogade.


P forklarer, at hvis der var afgivet en sådan melding fra 01-107, må det være afhørte, der har afgivet den, men han kan ikke i dag huske at have givet denne melding til vagthavende på Station Amager.


Afhørte er foreholdt, at flere civile vidner har forklaret, at der var tre patruljevogne efter BMW.en. Afhørte kan kun huske, at de var 01-107 og whisky 5.


Afhørte er foreholdt sin forklaring om episoden på Røde Mellemvej og forklarer herom på ny, at 01-107 standsede parallelt med cykelstien på vejbanen nogle få meter bag ved BMW.en, der på dette tidspunkt var standset ved lygtestanderen. Afhørte forsøgte straks at springe ud, åbnede døren og fik den ene fod ud, da han samtidig blev opmærksom på, at BMW.en på få meters afstand med voldsom kraft bakkede direkte imod ham. Han havde fornemmelsen af, at 01-107 blev påkørt på højre side.


Afhørte er foreholdt sin tidligere forklaring om, at den civile kollega på højre bagsæde også forsøgte at stige ud og måtte springe ind igen. Hertil siger afhørte, at der må foreligge en fejlslutning fra hans side, idet han i dag ikke husker at have set, hvad den civile kollega på højre bagsæde foretog sig, og han ved ikke om kollegaen steg ud af højre bagdør.


Afhørte var på baggrund af den forudgående kørsel samt BMWens kørsel efter standsningen på Røde Mellemvej helt overbevist om, at BMWen uden problemer kunne fortsætte sin kørsel. Afhørte var før skudafgivelsen ikke bekendt med omfanget af skader på BMWen, og han havde slet ikke haft mulighed for at foretage en undersøgelse i forbindelse med standsningen på Røde Mellemvej.


Om selve skudafgivelsen forklarer afhørte, at den fandt sted efter at BMW.en var kommet fri af lygtestanderen og var under acceleration skråt ud mod vejbanen. Afhørte var fulgt med BMW.en og stod nu nogle meter fra lygtestanderen uden at afhørte kan komme med nogen præcis afstandsangivelse hverken til lygtestander eller til BMW i skudøjeblikket. 


Afhørte er forevist foto og rids, bilag B-1-3, med angivelse af patronhylster og glasskår. Afhørte forklarer, at han meget vel kan have befundet sig i kort afstand fra det fundne patronhylster og at BMW.en meget vel kan have været ca. hvor glasskårene var fundet. Afhørte havde fornemmelsen af, at have kolleger bag ved sig, men har ikke set disses placering, antal eller hvem det var. Der var på intet tidspunkt nogen kollega foran afhørte inden skudafgivelsen. I skudøjeblikket mener afhørte, at have stået stille som tidligere forklaret. BMW.en havde passeret ham i skudøjeblikket og han ramte BMW.en skråt bagfra.


Afhørte befandt sig ligesom »i en osteklokke« og kan ikke i dag erindre, om andre end han selv har råbt umiddelbart forud for skudafgivelsen. Afhørte er foreholdt, at nogle civile vidner har oplyst, at der på dette tidspunkt af nogen blev råbt »skyd, skyd«. Afhørte mener ikke at have hørt sådanne råb.


Afhørte kan helt henholde sig til sin forklaring af 1.4.2003 om baggrunden for, at han skød et sigtet skud mod føreren af BMW.en. Afhørte gentager, at det kun var for at skræmme eller skade føreren. Det var ikke for at dræbe. Han er ulykkelig over, at skuddet fik så alvorlige konsekvenser, at føreren blev dræbt.


Afhørte har tidligere forklaret, at der ikke var tid til at afgive varselsskud. Afhørte forklarer i dag supplerende, at han egentlig ikke overvejede at skyde varselsskud. Han var så presset og følte ikke at der i situationen var behov eller tid til at afgive varselsskud, idet føreren umiddelbart forinden havde set direkte ind i pistolmundingen inden han besluttede sig til at køre fra stedet.


Afhørte har hverken hørt eller set andre polititjenestemænd afgive skud på Røde Mellemvej og har (kun) selv affyret et skud.«


G, Q og X trak tjenestepistol i forbindelse med standsningen, heraf nåede G og Q at sigte med våbnet mod C.


G, der sad på højre bagsæde i 01-107, har den 12. juni 2003 forklaret blandt andet om skudepisoden, bilag F-1-3-1:


. . .


»Den første der steg ud af 01-107 var P, der sad på højre forsæde. Afhørte prøvede at komme ud af højre bagdør, der imidlertid viste sig at være sikret med »børnesikring«, Han kravlede herefter ud af bilen via højre fordør efter P.


Han løb frem mod BMW.ens førerside og P befandt sig fra dette tidspunkt og frem til skudafgivelsen hele tiden i en afstand af ca. 2 meter fra afhørte og skråt foran på afhørtes højre side.


Afhørte opfattede nu situationen som så farlig, at han trak sit tjenestevåben for at skyde mod føreren, idet han vurderede, at både han selv og kollegerne var i umiddelbar livsfare. Endvidere havde føreren af BMW.en under det tidligere forløb bevist, at han ville bruge bilen som våben imod andre trafikanter og afhørte vurderede, at de mange mennesker i trafikken på Røde Mellemvej var i umiddelbar livsfare, hvis kørslen fortsatte.


Afhørte nåede kun lige at få pistolen op i skydestilling, da han hører et skud og ser P stå i skydestilling ca. 1-2 meter til højre foran afhørte. P befinder sig på dette tidspunkt på cykelstien. Afstanden fra P til BMW.en i skudøjeblikket var ca. 10 meter og afstanden fra gadelampen til BMW.en var ca. 15 meter.«


Q, der sad på højre forsæde i Whisky 5, har den 1. april 2003 forklaret bl.a. om skudepisoden, bilag F-7-1:


. . .


»I forbindelse med, at han hoppede ud af bilen, trak han sin tjenestepistol. Adspurgt om baggrunden herfor, forklarer afhørte, at føreren af BMW'en ved sin kørsel tidligere havde udsat andre menneskers liv for fare, herunder påkørt en kvinde. Afhørte var bange for, at chaufføren ved sin videre kørsel skulle køre yderligere personer ned, herunder afhørte selv, bilens placering på dette tidspunkt taget i betragtning.


Afhørte kom frem til bilen, som på dette tidspunkt var i bevægelse eller lavede hjulspind. Det var helt klart, at BMW'en forsøgte at køre fra stedet. Afhørte kiggede ind i bilen og forsøgte at åbne højre passagerdør, men han kunne ikke få døren op. Han kiggede ind i bilen og så, at der sad en mand bag rattet. Manden havde en hånd på gearstangen og forsøgte at sætte bilen i gear. Den anden hånd var placeret på rattet. Afhørte råbte, at han skulle stoppe, og at det var politiet. For at påkalde sig førerens opmærksomhed sparkede afhørte på døren, men uden føreren af bilen reagerede. Samtidig med, at afhørte råbte og sparkede, pegede han med tohåndsfatning på manden gennem ruden med sin pistol.


Afhørte fornemmede, at der var andre politifolk på den modsatte side af bilen, men han bemærkede ikke nærmere, hvem de var.


Det lykkedes manden at få bilen i gear og få den drejet skarpt til venstre uden om lygtepælen. Han accelererede op og kørte på cykelstien/fortovet mod Amager Fælledvej. Afhørte løb efter bilen og kom på et tidspunkt op på bilens venstre side. På dette tidspunkt bemærkede afhørte, at der var en uniformeret kollega foran afhørte. Adspurgt forklarer afhørte, at han ingen fornemmelse havde om, hvorvidt der var andre bag ham. Han var hundrede procent fokuseret på bilen, som ikke skulle slippe væk.


Kollegaen i uniform havde trukket sin tjenestepistol. Den pågældende afgav skud mod bilen. Adspurgt forklarer afhørte, at den uniformerede betjent var i løb, da han afgav skud. Afhørte bemærkede, at glasset i bageste siderude blev pulveriseret, og han bemærkede, at der var et hul i ruden. Han så ingen reaktion fra føreren. 


Adspurgt forklarer afhørte, at han hørte skuddet, men ikke andre lyde. Bilen fortsatte med at accelerere. Afhørte opfattede det som om, skuddet ikke havde ramt nogen. Afhørte vendte herefter om for at løbe tilbage til sin patruljebil for at fortsætte eftersættelsen i bilen. Han satte sig ind i patruljebilen (Whisky 5) i bilens passagerside. X, der ligeledes var tilbage i bilen, satte sig ind på førersædet. Afhørte føjer til, at han havde hylstret pistolen i forbindelse med, at han løb retur til patruljevognen. Afhørte og hans kollega satte patruljebilen i gang. Afhørte mener, at de kørte med horn og lygter. Afhørte husker ikke, om hornet og lygterne var blevet slået fra tidligere.


Adspurgt om afstanden mellem patruljevognen og BMW'en forklarer afhørte, at det kan han ikke nærmere svare på. Da de kørte efter BMW'en, tog den langsomt farten af. De kørte ind foran BMW'en og standsede«


Ved efterafhøring den 12. juni 2003 har Q forklaret bl.a., bilag F-7-1-1:


. . .


»Q har 10 års erfaring og har tidligere deltaget i tilsvarende eftersættelser, som han vurderer som generelt meget farlige og med stor risiko for personlig overlast og skade på andre. Han var derfor ikke i tvivl om, at det var nødvendigt at trække tjenestevåben, som tidligere forklaret. Da han løb frem mod BMW.en holdt han tjenestepistol ned langs siden i forberedt nødværge og det var først efter, at han havde sparket på BMW.ens bildør, at han sigtede mod person.


Afhørte er forespurgt, hvorfor han ikke skød. Afhørte forklarer hertil, at det var fordi, kollegaen P på dette tidspunkt befandt sig inden for skudvinklen, hvilket ville indebære en helt utilsigtet fare for kollegaen.«


X har den 24. juni 2003 om skudepisoden bl.a. forklaret, bilag F-7-2-2:


. . . »han standsede på Røde Mellemvej nogle meter bagved 01-107 den hvide Ford Mondeo patruljevogn. Han var fører af Whisky 5 og afviser, at whisky 5 skulle have påkørt 01-107 på Røde Mellemvej. I forbindelse med at han standsede, frigjorde sig fra sikkerhedsselen og fik venstre fordør åbnet, var der en periode, hvor han ikke havde sin opmærksomhed rettet mod BMW.en. BMW.en kan derved have bakket og have påkørt 01-107, uden at han har bemærket det.


Afhørte løb mellem whisky 5 og 01-107 frem mod BMW.en og trak samtidig sit tjenestevåben uden at han nærmere på det tidspunkt havde haft mulighed for at overveje, hvad han i givet fald skulle bruge våbenet til.


Grunden til, at han trak pistolen, var den forudgående voldsomme og hasarderede kørsel, som føreren af BMW.en havde præsteret, herunder påkørsel af en ældre kvinde på Amagerbrogade.


Føreren af BMW.en kunne meget vel være bevæbnet, hvilken vurdering afhørte bygger på den pågældendes desperate forsøg på at undslippe politiet. Hvorvidt afhørte i givet fald ville have anvendt våbenet mod personen eller bilen, er et rent hypotetisk spørgsmål, som han ikke kan besvare.


Da BMW:en standsede var det afhørtes indtryk, at BMW:en ikke kunne køre videre, hvorfor han ikke overvejede, at påkøre den eller køre ind foran, idet han anså det for unødvendigt.


Det er en hovedregel i forbindelse med standsning af køretøjer med mulig bevæbnet gerningsmand, at man holder sig bagved det standsede køretøj.


Afhørte var kun løbet få meter, da han så blå røg fra BMW.ens venstre baghjul og konstaterede, at BMW.en begyndte at køre fremad, hvorfor han straks løb tilbage til Whisky 5 for at fortsætte eftersættelsen. Det tætteste han har været på BMW.en har formentlig været en afstand på nogle meter bagved.«


Der ankom straks efter standsningen mange tjenestevogne med et betydeligt antal betjente til stedet. Ingen var på dette tidspunkt klar over, at C var ramt. De tilstedeværende politifolk fik C ud af BMWen og lagt ham på vejbanen, hvor de konstaterede livstegn fra C. Først da han derefter blev synligt dårlig, gik det op for de tilstedeværende, at C var blevet ramt. Politiet tilkaldte lægeambulance og forsøgte genoplivning, men forgæves. Der var på dette tidspunkt formentlig gået under 60 sekunder fra skudøjeblikket.

Gerningsstedet blev herefter afspærret, idet Røde Mellemvej er en stærkt trafikeret gennemfartsvej, ligesom der efterhånden var samlet mange vidner og interesserede, presse, m.v. på stedet.

Tekniske undersøgelser vedrørende BMWens kørsel.


BMWen har på den 1400 meter lange kørerute fra Amagerbrogade 52 til Røde Mellemvej afsat spor i vejbanen hidrørende fra det stærkt beskadigede højre forhjul. Der er også tydelige spor på Røde Mellemvej og ved standsningsstedet ved lygtestanderen findes en oliepøl samt et afrevet dæk hidrørende fra højre forhjul.


Fotos, gerningsstedsundersøgelser og bilinspektionserklæringer viser, at BMWen under højresvingningen efter påkørslen på Røde Mellemvej ramte kantstenen, kurede/hoppede og standsede umiddelbart syd for en lysmast 103 meter nord for krydset Røde Mellemvej / Peder Lykkes Vej.


Olie- og skrabespor viser, at BMWen herefter kørte tæt om lysmasten i et venstresving mellem lysmast og bevoksning og videre i en blød bue ca. 44 meter frem til endelig standsningssted 147 meter fra krydset Røde Mellemvej/Peder Lykkes vej.


Bilinspektionen har i erklæringer af 17. juni 2003 og 21. juni 2003 givet en detaljeret beskrivelse af kørselsforløbet fra Amagerbrogade til Røde Mellemvej, BMWens tilstand og vurdering af skaderne samt skadernes indflydelse på BMWens evne til at køre. Bilag B-4-4 og B-4-5-1.


Erklæringerne er suppleret af rapport af 20. juni 2003 med oplysning om, at BMW en havde skader på bundkarret og spildte motorolie. Bilag B-1-4.


Ud fra rids, fotos og undersøgelser på stedet konkluderer bilinspektøren, at højre forhjulsophæng blev beskadiget på Amagerbrogade, hvorefter hjulet sad fast skråt i forhold til køreretningen. Der var ingen styring på højre forhjul, der derefter afsatte blokadespor fra det blokerede dæk.


På Røde Mellemvej ramte bilen kantstenen, og højre hjul krængedes af, fælgen tværstilledes og blokeredes og undervognen blev beskadiget Der er herfra et oliespor fra midten af bilen hidrørende fra motorolie helt frem til det endelige standsningssted.


Da BMWen var standset ved lysmasten stod bilen skråt umiddelbart foran bevoksningen og næsten vinkelret på vejens længderetning.


Efter standsningen accelererede bilen baglæns ud på vejbanen.


Efter bakningen stod bilen mere skråt i forhold til bevoksningen, hvorefter bilen er accelereret fremad og i et venstresving højre om lysmasten ind mellem lysmast og bevoksning. Dette kørselsforløb fremgår tydeligt af fotomappe B-1-1-1 foto 3 og B-1-3 foto 4 og 10. Se tillige rids B-1-3-1.


BMWen har under hele forløbet kunnet styres og bremses, hvis det ved vurderingen lægges til grund, at oliespildet hidrører fra motorolie.


BMWen ville efter episoden på Røde Mellemvej med høje motoromdrejninger kunne køre 50 til 100 km på den tværstillede højre fælg og uden motorolie, før motoren ikke længere var funktionsdygtig.


Undersøgelser i anledning af P's forklaring om, at BMWen efter standsning bakkede mod P og 01-107.


Det er undersøgt, hvorvidt de tekniske spor kan bekræfte P's forklaring om, at BMWen bakkede hen imod ham.


Teknisk afdelings gerningsstedsundersøgelser og fotos viser, at der ca. 97 meter nord for krydset med Peder Lykkes Vej fandtes 2 stykker knust baglygteglas. Bilagsgruppe B.


Ved undersøgelse af BMWen fandtes ikke skader på køretøjet, som kriminalteknisk med sikkerhed kan relateres til skaderne på 01-107. Baglygteglassene på BMWen var ubeskadigede bortset fra en ridse. Bilag B-2-2.


Ved undersøgelse af 01-107 blev heller ikke fundet skader relateret til BMWen. En væsentlig årsag dertil var, at en Ford Mondeo er opbygget med plastskærme, som ved påkørsel ikke pådrages trykspor, der kan anvendes i identifikationsøjemed. Bilag B-3-2.


Fotomappen vedrørende 01-107, viser, at det højre bagerste lygteglas er flækket/knust, at der var skrabemærke i lakken 60 cm over gadeniveau. Højre bagerste del af kofangeren/skærmen var trykket ind. Bilag B-3-2-1.


Kriminalteknisk Afdeling har i erklæring af 26. maj 2003 efter sammenligning af foto af de på vejbanen fundne lygteglas og skaderne på højre baglygte på 01-107 udtalt, bilag B-3-3:


»På billedet af patruljebilens højre baglygte ses en lodret revne i lygteglasset. Dette kan indikere, at det stykke glas som mangler, ligeledes er delt i 2 stykker. Dette stemmer overens med fundet på gerningsstedet af 2 stykker rødt lygteglas samt et mindre aflangt stykke rødt lygteglas. Det største stykke glas vurderes til at ligge med ydersiden ned mod kørebanen. Umiddelbart er der intet, der taler imod, at glasset kan hidrøre fra patruljebilen 01-107 med hensyn til form og farve.«


»Det skal ydermere bemærkes, at Røde Mellemvej på uheldstidspunktet var stærkt trafikeret og at glasset ligger i 2 »hele« stykker. Det er derfor mere sandsynligt, at glasset hidrører fra en påkørsel mellem patruljebilen og den brugsstjålne BMW, end at det hidrører fra et færdselsuheld af ældre dato.«


Der kan ikke foretages nogen identifikation, idet Teknisk Afdeling undlod at sikre sig de 2 røde stykker glas og tillige kun optog oversigtsfotos af stedet taget i en meget skæv vinkel uden at optage foto af de røde glasstykker.


De øvrige 5 politifolk kan ikke bekræfte P's forklaring om, at BMWen bakkede.


De civile vidner V5 og V6 har forklaret, at C under bakning forsøgte at ramme politifolk under episoden. Bilag G-11-1 og G-13-1.


Det må på baggrund af bilinspektørerklæringerne og fundet af lygte glas hvor BMW en har bakket, konkluderes, at BMWen under bakning påkørte 01-107 på Røde Mellemvej. P's forklaring om, at BMWen bakkede, er korrekt.


Undersøgelser i anledning af 3 vidners har forklaring om, at der blev råbt »Skyd, skyd« før skudafgivelsen.


Vidnet V7, der stod på sin altan Brydes Allé - - -, forklarer, at han hørte nogle betjente 2 gange råbe »skyd«, hvorefter han hørte et skud. Bilag G-4-1.


Ved afhøring den 3. april 2003 forklarer V7, at den uniformerede politimand på BMWens venstre side råbte »stop, for helvede, stop«, og at de øvrige politifolk samtidig havde råbt »skyd, for helvede, skyd for helvede«. Bilag G-4-2.


Vidnet V8, der stod på sin altan Brydes Allé - - - forklarer, at han så politifolkene eftersætte BMWen til fods og hørte i den forbindelse at der blev råbt »skyd, skyd«, hvorefter han hørte 2 skud. Bilag G-5-1.


Vidnet buschauffør V9 har bl.a. forklaret, at han i bus kørte ad Røde Mellemvej i retning mod nord ind i krydset Røde Mellemvej / Peder Lykkes Vej. C kørte for rødt lys ind i krydset. Vidnet undgik sammenstød ved at bremse hårdt ned, standsede midt i krydset og kørte derefter videre til busstoppestedet ca. 70 m fra skudepisoden. Vidnet hørte politifolkene råbe »Stop, kom ud af bilen« eller lignende, og mener også, at nogen råbte »skyd, skyd«. Bilag B-17-1.


Disse forklaringer om »Skyd« bekræftes hverken af politifolkene eller andre vidner.


Vidnet V10, der stod ca. 10-15 meter fra BMWen over for lygtestanderen på den modsatte side af Røde Mellemvej, da BMWen kom svingende, har forklaret, at hun muligt hørte nogen råbe »stands«, men hun hørte med sikkerhed ingen råbe »Skyd«. Bilag G-8-2.


Jeg må lægge til grund, at der ikke er råbt »skyd, skyd« eller lignende, idet alle implicerede politifolk nægter at have råbt sådan, ligesom flere mener, at de ville have bemærket det.


Skuddet


Af flere forklaringer fremgår, at BMWen accelererede rundt om lygtestanderen, medens politifolkene løb på siden, hvorefter P affyrede et skud.


Ingen af de afhørte var på dette tidspunkt klar over, at C blev ramt.


Efter forklaringerne samt fundet af patronhylstret må det lægges til grund, at skuddet faldt, da BMWen var kommet fri af lygtestanderen på vej tilbage mod vejbanen og havde passeret P.


Der fandtes 2 huller i BMWens venstre bagdørsrude, et indskudshul og et knusningshul. Se fotomappe B-1-1-2.


Våbensektionens undersøgelse viser, at der omkring nederste forreste hjørne af bilens venstre bagdørsrude fandtes et nærmest ovalt indskudshul med en bredde på ca. 1 cm og en længde på ca. 3 cm. Ud fra gennemskudshullet alene var det dog ikke muligt at udfinde den omtrentlige skudbane. Hverken i dørstolpe eller ryglæn fandtes huller som efter gennemskud. Bilag B-1-1.


Der er foretaget rekonstruktion af skudretning, jf. fotomappe bilag B-1-1-2. Sonden viste en nedadgående skudretning på omkring 12 grader og en skudretning bagfra på omkring 50 grader i forhold til bilens længderetning. Den viste omtrentlige skudbane og figurantens placering skal kun betragtes som vejledende, jf. erklæringen bilag B-l-l, side 8. Teknisk afdeling har i erklæring af 12. juni 2003 præciseret, at et projektil, der gennembryder glas, vil ændre retning, i det konkrete tilfælde ikke i betydende omfang. Bilag B-1-1-4.


Teknisk Afdeling er forespurgt, hvorledes det i venstre bagerste siderude store knusningshul kan være opstået. I erklæring af 2. juni 2003 udtaler Teknisk Afdeling:


»Ved skud med projektiler gennem denne type bilruder findes som regel både »pulveriseret« glas og de typiske lineære knusninger i glasset med forløb fra indskudshullet og udefter.


I forbindelse med det store hul i rudens bagerste hjørne, er der hverken fundet pulveriseret glas eller de typiske lineære knusninger. Både ved ind- og udvendige undersøgelse af bilen er der ikke fundet indskudshuller eller andet, der indicerer, at der er afgivet mere end et skud mod bilen. Der synes ikke at herske tvivl om, at det store hul er fremkommet ved at glasset enten er »faldet sammen«, ved berøring eller ved at døren har været åbnet og lukket igen, efter at ruden er knust som følge af skuddet.« Bilag B-1-1-3.


Af kriminalteknisk erklæring fra Våbensektionen, Bilag B-5-1, fremgår, at P's tjenestevåben var en selvladepistol kaliber 9x19 mm af mærket Heckler & Koch. Pistolen kan oplades med 13 patroner i magasinet og en i pistolens kammer. Pistolen blev sikret den 1. april 2003 umiddelbart efter episoden, og var da isat 1 patron i kammeret og 12 i magasinet.


I forbindelse med obduktionen den 2. april 2003 blev fra C's brystkasse sikret et 9 mm projektil, og Våbensektionen erklærer, at der ved sammenligning mellem projektilet og P's tjenestepistol er fundet overensstemmelse m.h.t. snoningsretning m.v.. Der er således ikke noget, der taler imod, at P's tjenestepistol har afskudt projektilet, der sad i afdøde C.


Våbensektionen erklærer endvidere, at det er P's tjenestevåben, der har affyret det fundne patronhylster. Endelig konkluderer Våbensektionen, at pistolen var funktionsdygtig. Bilag B-5-1.


Kriminalassistent Jens Palle, Teknisk afdeling, Våbensektionen, har den 19. juni 2003 over for statsadvokaturen efter prøveskydning med et tilsvarende tjenestevåben telefonisk oplyst, at udkast af patronhylster er til højre i en vinkel »klokken 3«. Patronhylsteret lander i en afstand af mellem 180 og 200 cm fra pistol.


På Røde Mellemvej blev fundet et afskudt patronhylster 31 meter syd for BMW en, ca. 15 meter fra lygtestanderen og 116 meter fra krydset med Peder Lykkesvej. Se bilag B-1-1 og B-1-2 samt fotomapper.


P kan ikke selv huske skudvinklen eller afstanden til C, da skuddet faldt. P har forklaret, at han stående i en afstand af 2-5 meter fra C sigtede mod C i en lang glidende bevægelse.


Det må ud fra de tekniske undersøgelser og forklaringer lægges til grund, at skuddet faldt på et tidspunkt, da C havde passeret P under acceleration i BMWen i retning væk fra P, idet C blev ramt skråt bagfra. Afstanden mellem P og C må ud fra placeringen af patronhylster, glasskår og spor fra BMWen på stedet antages at have været ca. 5-7 meter i skudøjeblikket.


Røde Mellemvej er undersøgt med specialtrænet »gruppe 1« tjenestehund, og der er ikke fundet yderligere patronhylstre på stedet. Bilag A-8-1. 


Det kan lægges til grund, at P har afgivet 1 skud med sit tjenestevåben, og at dette skud ramte C gennem hjertet, hvorved C påførtes sådanne skader, at han kort efter afgik ved døden. Det kan endvidere lægges til grund, at ingen andre polititjenestemænd har afgivet skud under episoden på Røde Mellemvej.


Afdøde C


C blev erklæret død klokken 14.33 af tilkaldt ambulancelæge. Bilag C-6-1.


Der blev efter begæring af statsadvokaturen tilkaldt retsmediciner og foretaget findestedsundersøgelse samt ligsyn den 1. april 2003 klokken 16.00 på Røde Mellemvej. Bilag C-3-1.


Den 2. april 2003 blev foretaget obduktion. Af erklæringen fremgår bl.a., at der konstateredes skudlæsion i brystkassen med indskudsåbning i venstre side af ryggen med perforation af muskulatur, venstre lungehjertet og ribbensmuskulaturen, hvor der i muskulaturen fandtes et projektil. Dødsårsagen må antages at være forblødning som følge af den påviste skudlæsion gennem brystkassen. Bilag C-4-1.


Lektor Peter Theilade, Retsmedicinsk Institut, der foretog obduktionen af C, oplyste i forbindelse med obduktionen over for statsadvokaturen, at der meget vel kan konstateres livstegn i op til 60 sekunder efter gennemskydning af hjertet med deraf følgende trykfald og forblødning.


Retspatologisk Afdeling har vedrørende de retskemiske undersøgelser af C i erklæring af 23. maj 2003 udtalt, at der i blodet fandtes en høj koncentration af Metadon samt 0,21 0/00 alkohol, Diazepam (Stesolid) og Nitrazepam. Efter resultatet af de supplerende undersøgelser må dødsårsagen fortsat antages at være forblødning som følge af den påviste skudlæsion i brystet. Nu afdøde var på tidspunktet for dødens indtræden under påvirkning af Metadon i betydelig grad.


Det fremgår af sagen, at C var kendt af politiet, havde været blandingsmisbruger af euforiserende stoffer, siden han var 13 år, og aktuelt var i metadonbehandling. Der henvises til bilagsgruppe D.


Jeg har ikke fundet grundlag for at iværksætte særlige undersøgelser af, hvilken indflydelse Metadon kan have haft på C's adfærd den 1. april 2003.


Tekniske undersøgelser vedrørende episoden på Røde Mellemvej fremgår af bilagsgruppe B. Der henvises særligt til fotomapperne B-1-1-1 og B-1-3 med rids. Lægelige undersøgelser og oplysninger om afdøde C fremgår af bilagsgruppe C og D. Afhøringer af de implicerede polititjenestemænd fremgår af bilagsgruppe F. 13 civile vidner er afhørt under bilagsgruppe G.


Love og forskrifter af relevans for vurderingen.


Der foreligger ikke i lovgivningen en samlet regulering af politiets magtanvendelse i forbindelse med udførelsen af de politimæssige opgaver.


Efter reglerne i retsplejelovens § 108 er det politiets opgave »at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.«


Varetagelsen af disse opgaver vil bl.a. indebære, at politiet i almindelighed umiddelbart skal gribe ind i tilfælde, hvor strafbare handlinger er under udførelse, ligesom der i situationer, hvor der er overhængende fare for enkeltpersoners sikkerhed, må antages reelt at foreligge en pligt for politiet til at reagere.


De opgaver, politiet er pålagt efter retsplejelovens § 108, kan ikke varetages uden lejlighedsvis anvendelse af magt. Når det i konkrete tilfælde skal vurderes, om politiets magtanvendelse har været berettiget, tages der i almindelighed udgangspunkt i straffelovens nødværgebestemmelser. Straffelovens § 13 er grundlaget for den administrative regulering af politiets anvendelse af særlige magtmidler som fx. skydevåben.


Straffelovens § 13, stk. 1, lyder:


»Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.«


For så vidt angår nødværgehandlingen stiller bestemmelsen i straffelovens § 13 krav om nødvendighed og forsvarlighed.


Det indebærer et almindeligt krav om proportionalitet mellem nødværgehandlingen på den ene side og karakteren af angrebet og det angrebne retsgode på den anden side.


Den væsentligste begrænsning i nødværge ligger i forsvarlighedskravet, men der indrømmes den angrebne en betydelig margin (»åbenbart går ud over«). Oftest vil den angrebne være i en presset situation, hvor det ikke er rimeligt at forlange, at vedkommende skal foretage en nøgtern analyse af situationen først. Risikoen for fejlskøn fra den angrebnes side må derfor i høj grad bæres af den, der har fremkaldt situationen.


Kravet om subjektiv skyld gælder også for nødværgesituationer. Tror en person, at han er ved at blive udsat for et alvorligt angreb, skal vedkommende således subjektivt bedømmes ud fra denne opfattelse, selv om det måtte vise sig, at dette objektivt vurderet ikke var tilfældet.


Denne retlige bedømmelse af nødværgehandlingen skal ske med fornøden indlevelse i den handlendes situation og hans mulighed for at bedømme angreb og afværgemidler. Det straffri område kan ikke afgrænses alene ved brug af oplysninger, der fremkommer efterfølgende. Det afgørende er, hvad den handlende i situationen med rette har kunnet tro om angrebets farlighed og om sine egne muligheder for at afværge angrebet. Det afgørende for den angrebnes forsæt er således dennes opfattelse af det faktiske hændelsesforløb.


Af straffelovens § 13, stk. 2, fremgår, at man, selv om man overskrider grænserne for lovlig nødværge, alligevel er straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Der gives således ved denne bestemmelse en yderligere margin, indenfor hvilken nødværge kan udøves. Efter bestemmelsen skal der stadig have foreligget en nødværgesituation og overskridelsen af grænserne herfor skal skyldes den angrebnes mentale tilstand.


En politimand må i kraft af sin uddannelse forventes at optræde roligt og behersket, men det kan ikke forventes, at han i livsfarlige situationer handler væsentlig anderledes end ethvert andet fornuftigt menneske.


Straffelovens § 13, stk. 3, legitimerer en videre anvendelse af magt end ellers tilladt, når magtanvendelsen sker som et led i myndighedernes retshåndhævelse.


Af Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 38 af 18. februar 1998 om politiets brug af skydevåben fremgår:


»§ 1. Politiet må kun anvende skydevåben, når det er nødvendigt, og da kun når andre midler og metoder under de givne forhold skønnes utilstrækkelige, for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, og anvendelse af skydevåben ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.


Stk. 2. Tilsvarende regler gælder handlinger, som er nødvendigt for på retsmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en persons rømning.


§ 2. Før skydevåben tages i brug, bør det ved advarselsråb så vidt muligt tilkendegives, at politiet har til hensigt at anvende skydevåben.


§ 3. Før afgivelse af skud mod person bør der endvidere forinden så vidt muligt afgives advarselsskud.


§ 4. Skud mod person skal afgives, således at følgeskader søges begrænset til et minimum, og således at de i den foreliggende situation ikke udgør nærliggende fare for andre.


§ 5. Er der nærliggende fare for, at udenforstående kan blive ramt, må skydevåben kun anvendes i yderste nødsfald.


§ 6. Skydevåben må kun anvendes til afværgelse af et overhængende eller påbegyndt farligt angreb på en person.


Stk. 2. Skydevåben må tillige anvendes til afværgelse af et overhængende eller påbegyndt farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder og anlæg.


Stk. 3. Skydevåben må endvidere anvendes til at gennemføre en anholdelse af eller forhindre undvigelse af personer, som efter det foreliggende med føje må antages at have begået eller ville begå de under stk. 1 eller 2 nævnte forbrydelser eller . . .«.


Ifølge § 8 må afgivelse af varselsskud kun ske, hvis betingelserne for anvendelse af skydevåben er til stede, og efter stk. 2 skal varselsskud afgives, så de i den foreliggende situation ikke udgør en nærliggende fare for andre.


Det er reglementets formål at uddybe straffelovens § 13 og derved give den enkelte politimand et skønsgrundlag ved anvendelse af skydevåben for at forhindre vilkårlig eller for vidtgående anvendelse af skydevåben.


Anvendelsen af skydevåben afhænger af politimandens subjektive skøn. Ansvaret påhviler ham personligt, mens reglementet angiver på hvilket grundlag, dette skøn skal hvile.


Retspraksis


Der foreligger kun 2 domme vedrørende polititjenestemænds skud mod flygtende angribere.


Ved Vestre Landsrets dom af 9. juli 1986 blev en landbetjent med dommerstemmerne 3-3 frifundet for overtrædelse af straffelovens § 252 og § 249 ved en nat med henblik på at anholde 2 indbrudstyve at have affyret 2 skud med pistol i en afstand af henholdsvis 2 meter og 20 meter mod indbrudstyvenes bil, der var på vej væk fra ham, hvorved den ene af indbrudstyvene blev ramt i hovedet med varig skade til følge.


Vestre Landsret lagde til grund, at betjenten forinden havde opfattet situationen således, at tyvene havde forsøgt at køre ham ned, så han havde måttet springe til side for at undgå at blive påkørt.


3 dommere fandt, at betjenten havde befundet sig i en sådan ophidselse grundet tyvenes kørsel, at han var straffri jf. § 13, stk. 3, jf. stk. 2. 3 dommere ville dømme tiltalte i overensstemmelse med tiltalen.


Ved Køge rets dom af 19. juni 2003 blev en kriminalassistent frifundet for overtrædelse af straffelovens § 245 og § 246, jf. § 154, samt § 252 i forbindelse med afgivelse af i alt 4 skud, heraf 1 varselsskud, under et røveri på Ølby Station i Køge, hvor en ung mand blev dræbt og en anden ramt af 2 skud i foden.


Det blev ved dommen lagt til grund, at kriminalassistenten var underlagt en handlepligt, jf. retsplejelovens § 108.


Vedrørende det første skud, der medførte at røveren H døde, fandt 2 af rettens medlemmer, at der forelå nødværge, jf. straffelovens § 13, stk. 1. Dommerne lagde til grund, at tiltalte berettiget kunne befrygte, at de 3 maskerede røvere var bevæbnede, samt at tiltalte havde givet røverne tid til at reagere på ordre om at lægge sig ned, inden tiltalte skød.


1 dommer ville dømme med den begrundelse, at tiltalte ikke gav røverne den fornødne tid til at reagere på tiltaltes ordrer, før tiltalte besluttede sig for at skyde et sigtet skud. 


Andet skud var et varselskud.


Retten lagde til grund, at det 3. skud var et sigtet skud mod en anden ung mand - - -, som kriminalassistenten troede var en del af røveriet. Han blev ramt i foden, og der var tillige rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ved i relation til 3. skud at have bragt en anden deltager i røveriet i nærliggende fare. Retten frifandt i medfør af straffelovens § 13, stk. 1, og lagde vægt på, at - - - havde optrappet situationen ved ikke at rette sig efter kriminalassistentens ordrer.


I relation til det sidste skud, der ramte - - - i foden, fandt retten ikke, at tiltalte var straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 1, eller stk. 3. Der blev lagt vægt på, at - - - var på vej ud af kiosken, hvorfor det ikke var en nødvendig og forsvarlig handling. At kriminalassistenten var af den opfattelse, at denne unge mand kunne hente våben eller eventuelt øvrige medgerningsmænd ændrede ikke på dette.


Retten fandt imidlertid, at tiltalte var straffri i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Retten lagde vægt på karakteren og omfanget af røveriet, og at episoden løbende var blevet optrappet.


Retsregler m.v. samt domme er indsat under faneblad R.


Vurderingen.


Nærværende sag vedrører flere komplekse begivenheder, hvor der pludselig opstod uforudsete og farlige situationer med mange implicerede politifolk, civile, køretøjer mv.


Det er typisk for forklaringerne afgivet af både polititjenestemænd og civile vidner, at de mest stressede kun har opfattet hændelserne glimtvis og typisk har »tunnelsyn«, idet deres opmærksomhed har været helt koncentreret omkring bestemte personer eller specielle omstændigheder.


Dette er en helt normal reaktion, som desværre indebærer, at forklaringerne i visse tilfælde fremstår som mangelfulde eller med oplysninger, der bevisligt er objektivt urigtige, men som ud fra vidnets hukommelse er subjektivt korrekte. Mange af vidnerne har kun oplevet korte sekvenser af en enkelt episode eller begivenhederne på lang afstand.


P har efter min vurdering afgivet en sandfærdig og korrekt beskrivelse af begivenhederne den 1. april 2003, som han oplevede dem.


Det kan lægges til grund, at C den 1. april 2003 klokken 14.15 kørte i en brugsstjålet BMW. Det var hans kontakt til kendte narkomaner, der foranledigede, at specialpatruljen fra Station City iværksatte observation mod ham.


Der er intet der tyder på, at C efter den farlige fremkørsel mod Y i Istedgade følte sig forfulgt eller eftersat af politiet.


Først da 01-107 standsede op og kørte delvist ind foran C samtidig med at N i politiuniform trådte ud og gik hen foran BMWen, blev C opmærksom på politiets mistanke og ønske om kontakt.


Herefter kørte C forsætligt hensynsløst og tilsidesatte ethvert hensyn til medtrafikanterne i forsøget på at undgå anholdelse.


C påkørte ud for Amagerbrogade 32 2 gange forsætligt en bagved holdende personbil for at skabe plads i køen til at svinge ud i busbanen, ligesom C forsætligt påkørte N, der stod lige foran BMWen og blev ramt.


Det kan lægges til grund, at N kun undgik at blive kørt over og skadet ved at hoppe ud til siden, idet han satte hænderne imod kølerhjelmen og nærmest roterede hen langs siden på BMWen.


C kørte med stor hastighed ad busbanen på Amagerbrogade og påkørte kort før Brigadevej den 67-årige V2, der til fods var på vej over gaden i fodgængerfeltet.


Der foreligger mange divergerende forklaringer om det videre forløb i forbindelse med påkørslen af V2, herunder forklaringer om, at BMWen inden påkørslen af V2 bakkede for at komme fri og forklaringer om, at C påkørte V2 både 2 og 3 gange.


Det kan lægges til grund, at C forsøgte højresving ad Brigadevej, idet han uhindret kunne være fortsat ad Amagerbrogade i busbanen. Grundet høj hastighed mistede han herredømmet over bilen, der med voldsom kraft påkører Amagerbrogade nr. 52 ca. klokken 14.20.


V2 blev påkørt og faldt ned foran BMWen, hvorefter C fortsatte sin kørsel frem for at komme væk og i forbindelse hermed forsætligt på ny kørte V2 ned, da hun netop var kravlet op tydeligt i hans synsfelt lige foran køleren på BMWen.


V2 påførtes mange og livstruende kvæstelser, og det var kun hurtig lægelige behandling, der har reddet hendes liv. Påkørslen fandt sted uden for en lægepraksis. Det må have stået C klart, at den voldsomme kørsel henover den under bilen liggende kvinde ville påføre hende betydelige livsfarlige kvæstelser.


Mange andre forgængere opholdt sig på fortovet, og flere måtte springe eller løbe for livet for at undgå påkørsel.


Samtidig ankom 01-320, hvor Y og Z overværede påkørslen af V2. Z fandt situationen så farlig, at han trak sin tjenestepistol og sigtede på BMWen uden at skyde.


Flere vidner har beskrevet, at der kom 3 politibiler kørende efter BMWen, nogle nævner 2-3 politibiler. Det har hverken udfra radiokorrespondancen eller ved afhøring af de implicerede politifolk kunnet bekræftes, at der kom mere end 2 politibiler. De 6 politifolk i 01-107 og Whisky 5 kan ikke forklare om en efterfølgende 3. politibil. 


P har forklaret, at C på Røde Mellemvej forsøgte at påkøre ham ved at bakke tilbage mod 01-107, da P ville stige ud af 01-107. P er usikker på om 01-107 påkørtes.


Bilinspektionen er forelagt spørgsmålet, om BMWen har bakket. Ud fra rids, fotos og undersøgelser på stedet konkluderer bilinspektøren, at BMWen efter udskridning var standset og derefter accelererede baglæns helt ud på vejbanen, hvorefter bilen blev accelereret fremad og højre om lysmasten. Dette kørselsforløb fremgår tydeligt af fotomappe B-1-3 foto 4 og 10.


Andre spor på stedet bekræfter dette forløb, idet 01-107 på højre baghjørne er påført skader, og det må ud fra fundet af en del af baglygteglasset fra 01-107 på stedet, hvor BMWen bakkede, antages, at skaden er opstået netop på det af P forklarede sted og måde, idet ingen andre køretøjer har påkørt 01-107 på dette sted.


P's forklaring om, at BMWen bakkede kan således være korrekt, uagtet ingen andre af de øvrige 5 betjente på stedet har iagttaget, at BMWen kørte baglæns.


C har utvivlsomt haft til hensigt at slippe væk fra politiet. Det må derfor antages, at bakningen er sket for at bringe BMWen i en mere fordelagtig position for viderekørsel. Bakningen indebar objektivt en overhængende fare for påkørsel af P.


P's forklaring om, at hans skud var delvist begrundet med, at han opfattede bakningen som et forsøg på at køre ham ned, og at han derfor var bange for, at C på ny skulle bakke for at prøve at køre politifolk ned, kan derfor ikke antages at have dækning i det objektive handlingsforløb. Det kan imidlertid næppe ganske afvises, at han i den ophidsede situation selv subjektiv har opfattet C's kørsel således.


Om C har været klar over dette, lader sig ikke opklare. Det vides således ikke, om han så bagud, før han foretog bakmanøvren, og i forbindelse hermed overhovedet bemærkede politibilen. Det kan på den anden side heller ikke afvises, at P opfattede situationen således, at C havde bemærket politibilen og ved sin bakmanøvre ønskede at påkøre ham.


Det kan herefter ikke ganske afvises, at P i skudøjeblikket har befundet sig i en sindstilstand præget af ophidselse og frygt på grund af, hvad han - ganske vist formentlig med urette - opfattede som et forsøg fra C's side på at påkøre ham forsætligt, og at dette sammenholdt med frygten for at C ved sin videre kørsel ville være til stor fare for andre trafikanter, var årsagen til, at han affyrede et skud.


Manglende varselsråb og varselsskud.


P råbte højt »Stop - Det er politiet«, trak sin pistol, sigtede mod C, med hvem P angiveligt havde øjenkontakt, og råbte igen »nu skal du stoppe«. Flere andre råbte samtidig med, at politisirenerne hylede, og C gassede BMWen op.


P har forklaret, at han egentlig ikke overvejede at skyde varselsskud. Han var presset og følte ikke, at der i situationen var behov eller tid til at afgive varselsskud, idet føreren umiddelbart forinden havde set direkte ind i pistolmundingen, inden han besluttede sig til at køre fra stedet.


Det kan herefter lægges til grund, at der ikke blev afgivet varselsråb eller varselsskud, jfr. forskrifterne i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 38 af 18. februar 1998 om politiets brug af skydevåben, hvoraf det bl.a. fremgår:


»§ 2. Før skydevåben tages i brug, bør det ved advarselsråb så vidt muligt tilkendegives, at politiet har til hensigt at anvende skydevåben.


§ 3. Før afgivelse af skud mod person bør der endvidere forinden så vidt muligt afgives advarselsskud.«


Det er usikkert om C var klar over, at en fortsat kørsel indebar en umiddelbar risiko for at blive skudt. Ifølge P's forklaring så C direkte ind i pistolen, da C valgte at køre væk frem for at standse kørslen. C har dog næppe, hvis han så pistolen rettet imod sig, påregnet at blive beskudt, mens han var på vej væk fra politifolkene, så man kan næppe lægge til grund, at han har taget denne risiko i betragtning.


Det må ud fra de tekniske undersøgelser og forklaringer lægges til grund, at skuddet blev afgivet, medens nogle af politifolkene løb ved bilen. P har forklaret, at han stående i en afstand af 2-5 meter fra C sigtede mod C i en lang glidende bevægelse.


Skuddet faldt på et tidspunkt, da C havde passeret P under acceleration i BMWen i retning væk fra P, idet C blev ramt skråt bagfra. Skuddet gik tværs gennem hjertet og var dødeligt. Afstanden i skudøjeblikket mellem P og bilen må ud fra sporene på stedet antages at have været ca. 5-7 meter bedømt ud fra placeringen af det afskudte patronhylster og glasskårene fra bilen.


Hverken forklaringer eller tekniske undersøgelser giver grundlag for at tilsidesætte P's forklaring om skudafgivelsen.


Det kan lægges til grund, at P har afgivet 1 skud med sin tjenestepistol, og at dette skud ramte C gennem hjertet, hvorved C påførtes sådanne skader, at han kort efter afgik ved døden. Det kan endvidere lægges til grund, at ingen andre polititjenestemænd har afgivet skud under episoden på Røde Mellemvej.


Vurdering af nødværgesituationen.


Efter straffelovens § 13 er »handlinger foretaget i nødværge straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.« 


Bestemmelsen omfatter afværgelse af et angreb både mod en selv og mod andre. Vurderingen tager udgangspunkt i situationen for P på tidspunktet for skudafgivelsen.


Man må herefter vurdere, hvorvidt anvendelsen af skydevåben var nødvendigt og forsvarligt i situationen, eller om faren kunne være afværget med mindre indgribende midler.


C var 3 gange søgt standset af politiet uden anvendelse af skydevåben, og det må lægges til grund, af BMWen efter standsningen på Røde Mellemvej fortsat kunne køre og udgjorde derved fortsat med C som fører en overhængende fare for en større ubestemt mængde mennesker i det tæt befolkede og trafikerede område omkring Røde Mellemvej og indre Amager.


Objektivt havde C umiddelbart inden skudafgivelsen udsat mange mennesker for overhængende livsfare ved sin hensynsløse kørsel i BMWen fra Istedgade til Røde Mellemvej, og det må på denne baggrund antages, at C ville være fortsat kørslen på samme hensynsløse og livsfarlige måde.


P befandt sig i en meget presset situation og skulle på få sekunder afgøre, hvorledes han burde reagere. Afgørende er, hvorvidt dette skøn er foretaget på et korrekt og forsvarligt grundlag.


P har næppe på tidspunktet for skudafgivelsen haft viden om episoden i Istedgade.


N har forklaret, at P af N muligt under kørslen frem til Røde Mellemvej blev gjort bekendt med påkørslen af N på Amagerbrogade ud for nr. 32, og P har ved efterafhøringen forklaret, at han er overbevist om, at N fortalte det inden episoden på Røde Mellemvej.


Det kan lægges til grund, at P under sin kørsel i 01-107 var bekendt med C's påkørsel af V2 ud for Amagerbrogade nr. 52, idet han efter sin forklaring så hende ligge på Amagerbrogade, samtidig med at han over radioen fra HS fik oplysning om påkørslen. Af døgnrapport for radiotjenesten fremgår, at 01-320 klokken 14.21 meldte om påkørslen. Der er ingen grund til at betvivle P's forklaring herom, idet 01-107 faktisk kørte lige forbi V2 på Amagerbrogade, og P befandt sig på forsædet i 01-107.


Af minutrapporten fra vagthavende på Station Amager fremgår, at 01-107 klokken 14.20 meddelte, at der var sket personpåkørsel af en kvinde på Amagerbrogade ved nr. 52. Det var P, der betjente radioen i 01-107, så det er P, der har givet radiomeldingen. P har fra sin plads på højre forsæde i 01-101 haft mulighed for at se C's uforsvarlige og hensynsløse kørsel på ruten frem til Røde Mellemvej.


P har om baggrunden for anvendelsen af skydevåbnet forklaret:


»Forespurgt hvorfor afhørte skød og ikke nøjedes med at true med pistolen, oplyser afhørte, at han på baggrund af begivenhederne umiddelbart forud frygtede for sit eget liv, ligesom han frygtede, at føreren i sin desperate situation ville udgøre en betydelig konkret fare for de mange øvrige trafikanter, der på dette tidspunkt befandt sig på Røde Mellemvej.


Føreren af den brugsstjålne BMW havde allerede påkørt et menneske på Amagerbrogade, og dette sammenholdt med, at føreren i forbindelse med standsningen på Røde Mellemvej tilsyneladende forsætligt forsøgte at påkøre afhørte, da han ville stige ud af patruljekøretøjet, gjorde, at afhørte, vurderede situationen for ham selv og de øvrige talrige trafikanter for så farlig, at føreren måtte standses og kun kunne standses umiddelbart, ved at afhørte skød mod føreren.


Det var på dette tidspunkt klart for afhørte, at føreren ikke ville efterkomme afhørtes råb til føreren om at standse straks, og afhørte var bange for, at føreren igen ville bakke tilbage mod ham.


Afhørte er forespurgt, om han overvejede at lade eftersættelsen fortsætte, uden at afgive skud. Afhørte gentager, at det var hensynet til hans eget, hans kollegers og øvrige trafikanter og skolebørns liv og velfærd, der gjorde, at han valgte at skyde mod føreren.


Skuddet blev ikke afgivet med henblik på at dræbe føreren, kun for at skræmme eller skade føreren i et sådant omfang, at køretøjet blev bragt til standsning, uden at andre kom til skade.


. . .


Det var ikke for at dræbe. Han er ulykkelig over, at skuddet fik så alvorlige konsekvenser, at føreren blev dræbt,«


I alt 4 polititjenestemænd, P, Q, G og X løb frem mod C og trak deres tjenestepistoler,


Q og G har forklaret i det væsentlige som P om baggrunden for, at de trak og sigtede med deres tjenestepistoler mod C.


P's vurdering af C's farlighed deles således samtidig af 3 andre kolleger, ligesom tillige Z allerede under standsningen ud for Amagerbrogade nr. 52 trak pistol og sigtede af samme årsager, jf. indberetning om brug af skydevåben bilag F-1-1- 3.


P var yderligere i den situation, at han personligt få sekunder forinden havde følt sig angrebet i forbindelse med C's bakning direkte imod ham, og han frygtede derfor - om end nok med urette -, at C på ny kunne finde på at angribe, selvom C havde retning væk fra P.


Det er min vurdering, at C næppe ville have bakket tilbage mod P, da han kørte væk, men P har på grund af sin frygt for, at han selv eller kollegerne omkring ham ville blive påkørt, efter min opfattelse befundet sig i en situation omfattet af nødværgebestemmelsen i straffelovens § 13, stk. 1, eller i hvert fald stk. 2.
 

BMWen var på dette tidspunkt stærkt beskadiget, men det kan efter det oplyste om C's hidtidige kørsel lægges til grund, at han ved sin fortsatte kørsel ville udgøre en overordentlig stor fare for mange menneskers liv og helbred over en længere strækning fra Røde Mellemvej og videre ind mod byen. Der bestod derfor en pligt for politiet til at bringe C til standsning straks.

P havde ikke mulighed for at foretage en undersøgelse af BMWen og måtte derfor gå ud fra, at bilen fortsat kunne køre på samme måde, som P havde set kort forinden. P befandt sig under hele forløbet fra Røde Mellemvej til den endelige standsning bag ved eller på venstre side af BMWen og havde derfor ikke haft mulighed for at se beskadigelserne på BMWens højre forhjul. De tekniske undersøgelser viser, at BMWen faktisk kunne fortsætte kørslen mindst 50 kilometer trods beskadiget forhjul og olietab.


Der ankom kort efter flere tjenestekøretøjer til området. Det kan ikke afvises, at C ved påkørsel eller på anden måde kunne være standset inden for en kortere afstand, men det er umuligt at sige noget sikkert herom. Påkørsler indebærer også i sig selv betydelig fare for de implicerede og eventuelle andre trafikanter.


Hverken P, G eller Q overvejede at anvende våben mod selve BMWen for på denne måde at gøre den ude af stand til at fortsætte kørslen. Skud mod køretøj, hjul m.v. uden at ramme føreren har yderst sjældent til følge, at køretøjet ikke kan køre, og indebærer tillige en væsentlig risiko for både personer i bilen og omkringstående. I den foreliggende sag ville selv flere skud mod BMWen næppe have bragt BMWen til standsning.


C måtte som angriberen bære risikoen for, at P eventuelt misopfattede hans farlighed. Det kan ikke forlanges, at P skulle vente og se, om C ville forsøge at påkøre P og hans kolleger, eller om han ville fortsætte kørslen fra Røde Mellemvej og faktisk påkøre andre trafikanter.


Jeg finder, at P - omstændighederne taget i betragtning - foretog sit skøn på et i skudøjeblikket korrekt og forsvarligt grundlag eller i hvert fald på et grundlag, der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere.


Skud mod person skal afgives, således af følgeskader søges begrænset til et minimum, og således at de i den foreliggende situation ikke udgør en nærliggende fare for andre, jf. Kundgørelse om politiets brug af skydevåben § 4.


P ventede med at skyde, til både Q og G var ude af skudretningen, og har derved handlet i overensstemmelse med bestemmelsen.


Jeg finder at P har handlet i hvad han selv har opfattet som lovligt nødværge. Han vil derfor efter min opfattelse ikke kunne straffes for at have affyret skuddet mod C trods den tragiske følge heraf, hverken for overtrædelse af straffelovens § 237 eller § 246, jf. § 154.


Jeg agter derfor at indstille efterforskningen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2, idet jeg finder skudafgivelsen tilstrækkeligt belyst.


Jeg finder ikke grundlag for at kritisere nogen af de implicerede polititjenestemænd for at have undladt varselsråb inden de gjorde brug af tjenestepistol, ligesom jeg henset til de ovenfor anførte omstændigheder ikke finder grundlag for at kritisere, at P undlod at afgive varselsskud.


. . .«


Inden statsadvokatens redegørelse forelå, havde A's daværende advokat, advokat Jane Ranum, ved brev af 13. maj 2003 indgivet en formel klage over politibetjent P's adfærd i relation til skudepisoden og samtidig anmodet om aktindsigt i sagen samt beskikkelse som advokat for moderen. Disse anmodninger blev ikke imødekommet på daværende tidspunkt.


I tilknytning til sagsfremstillingen i statsadvokatens redegørelse fremgår det nærmere af erklæringen af 17. juni 2003 fra Statens Bilinspektion, at der på Røde Mellemvej var konstateret bakkeaccelerationsspor fra BMW'ens venstre baghjul ud mod vejmidten, og at der var foretaget bakning.


Af brev af 17. september 2003 til statsadvokaten fra politiklagenævnet fremgår, at et flertal af politiklagenævnet kunne tiltræde, at efterforskningen blev indstillet i sagen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2. Flertallet kunne således tiltræde statsadvokatens vurdering, hvorefter politibetjent P befandt sig i en nødværgesituation efter straffelovens § 13, stk. 1, og kunne henholde sig til statsadvokatens afgørelse. Et af nævnets medlemmer fandt ikke, at betingelserne for nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, var opfyldt, og fandt, at den meget vanskelige vurdering af, om betingelserne for straffrihed efter straffelovens § 13, stk. 2, var opfyldt, principielt burde foretages af domstolene, hvorfor dette medlem ikke kunne tiltræde, at tiltalerejsning blev undladt.


Ved brev af 23. september 2003 meddelte statsadvokaten advokat Jane Ranum, at man havde besluttet at indstille efterforskningen. Statsadvokatens redegørelse af 26. juni 2003 var vedlagt brevet. Statsadvokaten vejledte i brevet om, at afgørelsen inden 4 uger efter modtagelsen kunne påklages til Rigsadvokaten. Ved breve af samme dato blev såvel politibetjent P som dennes advokat underrettet om afgørelsen.


Ved brev af 2. oktober 2003 til statsadvokaten anmodede advokat Jane Ranum på ny om aktindsigt. Af brevet fremgår blandt andet:


»Til brug for vores overvejelser om, hvorvidt Deres afgørelse om at indstille efterforskningen skal påklages til Rigsadvokaten, skal jeg herved på min klients vegne på ny fremsætte begæring om fuld aktindsigt i sagens akter. De har tidligere ved brev af 22.5.2003 meddelt mig, at der i retsplejeloven ikke er hjemmel til at give aktindsigt, mens Deres undersøgelse i medfør af rpl. § 1020 a, stk. 2, pågår. Da undersøgelsen nu er afsluttet, gør jeg gældende, at der foreligger en ny situation, således at min klient nu har ret til at blive gjort bekendt med sagens akter.


. . .


Jeg beder Dem hastebehandle denne begæring om aktindsigt, således at jeg kan indgive en begrundet klage inden klagefristens udløb den 23. oktober 2003 (Deres afgørelse blev modtaget på mit kontor den 25.9.2003).


Jeg går ud fra, at Deres afgørelse om at indstille efterforskningen ikke er at sidestille med en påtaleopgivelse eller et tiltalefrafald, hvorfor der ikke gælder en ubetinget 2 måneders frist i medfør af rpl. § 724, stk. 2. Hvis De mod forventning vil gøre gældende, at en sådan 2 måneders frist løber, bedes De omgående tilkendegive dette, da en afgørelse fra Rigsadvokaten i så fald skal forkyndes for politibetjent P inden den 23.11.2003.«


Ved brev af 13. oktober 2003 fra statsadvokaten blev advokat Jane Ranum meddelt aktindsigt, og ved brev af 21. oktober 2003 til statsadvokaten indbragte advokat Jane Ranum statsadvokatens afgørelse for Rigsadvokaten. Statsadvokaten fremsendte ved brev af 7. november 2003 sagen til Rigsadvokaten, idet statsadvokaten henholdt sig til beslutningen om at indstille efterforskningen.


Rigsadvokaten oplyste ved brev af 14. november 2003 til advokat Jane Ranum blandt andet, at han forventede at kunne træffe afgørelse inden 60 dage efter modtagelsen af sagen.


Ved brev af 28. november 2003 til Rigsadvokaten uddybede advokat Jane Ranum sin klage over statsadvokatens afgørelse, idet bemærkningerne koncentrerede sig om følgende 4 problemer i sagen:


»1. Påkører BMW-en politibilen 01-107?


2. Politifolkenes forskellige forklaringer.


3. Blev der råbt »Skyd«.


4. Det generelle indtryk af vidneafhøringerne.«


Advokaten anfægtede i den forbindelse statsadvokatens konklusion om, at politibetjent P's forklaring om, at BMW'en bakkede og ramte politibilen, var korrekt, og opfordrede under henvisning til højdeforskellen på BMW'en og politibilen 01-107 til en nærmere undersøgelse af forholdet. Advokaten opfordrede endvidere til, at vidnet V11 blev afhørt, idet vidnet over for Danmarks Radio skulle have forklaret, at der blev råbt »skyd«. Advokaten fandt endelig, at der burde ske en genafhøring af vidnet V8, og anmodede Rigsadvokaten om at gennemse journalisters interview med vidnet V7.


Den 4. december 2003 anmodede Rigsadvokaten statsadvokaten om en supplerende udtalelse.


Af telefonnotat af 15. december 2003 udfærdiget af Hans Fogtdal fra Rigsadvokaten fremgår, at den pågældende under en telefonsamtale med statsadvokatassessor Per Corneliussen meddelte, at han ikke havde indvendinger mod, at Statens Bilinspektion på baggrund af advokatens brev udarbejdede en redegørelse vedrørende nogle tekniske vurderinger af fund af glas mv., og at der blev taget kontakt til et nyt vidne.


Ved brev af 15. december 2003 anmodede statsadvokaten under henvisning til advokatens uddybende klage Statens Bilinspektion om at besvare en række spørgsmål, herunder:


»2. om de fundne spor er afsat i en sådan højde eller på en sådan måde, at sammenstød mellem de to køretøjer kan afvises.«


Den 30. december 2003 blev vidnet V11 afhørt. Af afhøringsrapporten fremgår, at hun blandt andet skulle have forklaret følgende:


»at hun ikke husker at have hørt hverken betjente eller andre råbe »skyd«. V11 kan ikke i dag nøjagtig huske, hvad hun fortalte til journalisten under en eller flere telefonsamtaler med denne.«


Den 5. februar 2004 afgav Statens Bilinspektion erklæring i sagen. Af erklæringen fremgår blandt andet:


»Konklusion:


. . .


BMW'en kan i afslutningen af bakningen have ramt siden af Ford Mondeoen's bagkofanger. Den deformerede bagkofanger kan have klemt lygteglasset op mod en fast karosseridel hvorved der er sprunget en del af lygteglasset af.


. . .


[2] BMW'en har bakket, hvorfor sammenstødet kan have fundet sted.«


Den 1. marts 2004 sendte statsadvokaten på ny sagens akter til Rigsadvokaten og henholdt sig til sin redegørelse af 23. september 2003.


Ved brev af 4. marts 2004 til statsadvokaten oplyste advokat Jane Ranum under henvisning til det nye materiale i sagen, at hun fastholdt klagen. Hun gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at behandlingen af sagen på en række punkter kunne indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2.


Rigsadvokaten traf den 2. september 2004 afgørelse i sagen. Af afgørelsen, der er stilet til advokat Jane Ranum, fremgår blandt andet:


»Efter en foreløbig gennemgang af sagen anmodede jeg ved brev af 5. juli 2004 statsadvokaten om en udtalelse om, hvorvidt den i retsplejelovens § 724, stk. 2, omhandlede omgørelsesfrist på 2 måneder finder anvendelse i sagen.


Statsadvokaten anførte i sin udtalelse af 9. juli 2004, at omgørelsesfristen må antages at være gældende i sagen. Jeg vedlægger til orientering en kopi af statsadvokatens påtegning.


Min afgørelse i sagen:


1. Jeg er enig med statsadvokaten i, at den i retsplejelovens § 724, stk. 2, omhandlede omgørelsesfrist på de 2 måneder udløb den 23. november 2003. Dette indebærer, at det ikke længere er muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Jeg har derfor ikke taget stilling til, om jeg ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten.


Jeg har over for statsadvokaten udtalt, at det er uhensigtsmæssigt, at man ikke allerede i forbindelse med afgørelsen og påklagen havde gjort sig klart, om den i retsplejeloven omhandlede omgørelsesfrist fandt anvendelse i sagen.


Jeg er i øvrigt enig med statsadvokaten i, at det i tilsvarende sager nøje bør overvejes, med hvilke rettigheder en afhøring af den involverede politimand bør gennemføres.


Det er således beklageligt i den foreliggende sag, at mine muligheder for eventuelt at omgøre statsadvokatens påtaleopgivelse på denne baggrund er forpasset.


2. For så vidt angår Deres anmodning om beskikkelse er jeg enig med statsadvokaten i, at der som anført i præmisserne i UfR 2000.390 H ikke er hjemmel til beskikkelse, så længe der ikke er rejst sigtelse i sagen.


Jeg har i anledning af Deres anmodning orienteret Justitsministeriet om problemstillingen og anbefalet, at Justitsministeriet overvejer at tage skridt til en ændring af reglerne, således at der i sager som den foreliggende skabes hjemmel til, at der kan beskikkes bistandsadvokat for de efterladte efter en person, der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende er i politiets varetægt.


3. Da jeg, som anført, er afskåret fra at ændre afgørelsen af sagen, har jeg ikke fundet anledning til at indgå i en nærmere vurdering af beviserne i sagen og har derfor ikke taget stilling til de af Deres klagepunkter, der vedrører bevisbedømmelsen i sagen. Jeg har opfattet Deres øvrige klagepunkter som en klage over statsadvokatens behandling af sagen.


For så vidt angår Deres bemærkninger vedrørende det generelle indtryk af vidneafhøringerne finder jeg, at Danmarks Radio burde have være anmodet om udlevering af båndene med optagelser af de pågældende vidners udtalelser i TV eller radio, og at statsadvokaten burde have foretaget genafhøring af de pågældende vidner.


Der burde desuden - udover de anførte interviews - have været indhentet eventuelle yderligere tv-indslag og radioudsendelser om sagen fra Danmarks Radio i forbindelse med den omtale af sagen, der fandt sted primo februar 2004 i både tv og radio, hvorefter der ville kunne foretages en vurdering af, om materialet gav anledning til yderligere afhøringer. Jeg har orienteret statsadvokaten herom.


Jeg har i denne forbindelse anført over for statsadvokaten, at det følger af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, at statsadvokaten i alle tilfælde, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, indleder efterforskning i strafferetsplejens former. Det vil sige uanset, om der i det konkrete tilfælde er formodning om et strafbart forhold.


Efter forarbejderne til loven har efterforskningen i de sager, der er omfattet af denne bestemmelse, et noget bredere sigte, end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743. Begivenhedsforløbet bør søges klarlagt således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere ikke blot, om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler mv. bedre kan forebygge lignende hændelser. Dette indebærer blandt andet, at statsadvokaten i forbindelse med undersøgelsen også skal foretage en vurdering af politiets dispositioner, ligesom resultatet af disse undersøgelser skal forelægges for politiklagenævnet.


Det er herunder min opfattelse, at statsadvokatens undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, også burde have omfattet politiets dispositioner i forbindelse med identifikationen af vidnerne til hændelsen.


Sagen giver efter min opfattelse endvidere anledning til overvejelse om, hvad politifaglig teori og praksis tilsiger for, hvordan politiet generelt kan og bør stoppe et køretøj. I den forbindelse bør det overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt at udarbejde retningslinier eller undervisningsmateriale herom.


Endelig finder jeg det relevant, om der findes særlige retningslinier, forholdsordrer, undervisningsmateriale eller anvisninger for politiets håndtering af biltyve, der observeres kørende i et stjålet køretøj, herunder når dette sker i tæt bebyggede områder. Statsadvokaten har ikke omtalt denne problemstilling i redegørelsen og har alene vurderet eftersættelsen på baggrund af bekendtgørelsen om udrykningskørsel samt Rigspolitichefens Kundgørelse II af 11. juni 1996 om politiets udrykningskørsel.


Jeg har derfor rettet henvendelse til Rigspolitichefen og anbefalet, at det overvejes, om det på de nævnte områder i det omfang, der ikke i forvejen findes retningslinier, undervisningsmateriale eller lignende herom, er grundlag for at udarbejde dette.


Jeg har endvidere orienteret Justitsministeriet om ovenstående.


4. For så vidt angår Deres bemærkninger om, at den danske undersøgelsesmodel er i strid med EMRK, artikel 2 om retten til liv, er jeg enig i det, som statsadvokaten har anført. Statsadvokaterne må betragtes som praktisk, institutionelt, strukturelt og hierarkisk uafhængige af politiet, og at den i denne sag foretagne undersøgelse således ikke er i strid med EMRK, artikel 2. 


Jeg kan herunder henvise til Justitsministeriets overvejelser og forslag i Forslag nr. 242 af 27. april 1995 til Lov om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af klager over politipersonalet m.v.). Det fremgår heraf bl.a.:


Statsadvokatmodellen opfylder hovedformålet med indførelsen af en nyordning, nemlig at politiet ikke skal stå for undersøgelsen/efterforskningen i sager mod politipersonale, og at politiet heller ikke skal træffe afgørelse i sagerne. En henlæggelse af disse opgaver til statsadvokaterne ligger desuden i naturlig forlængelse af de ændringer i anklagemyndighedens struktur, der blev gennemført ved lov nr. 385 af 20. maj 1992, og som bl.a. indebar en yderligere funktionel adskillelse af statsadvokaturerne og politiet.


5. Efter retsplejelovens § 1020 b, stk. 2, foretager politiet de uopsættelige efterforskningsskridt, der er nødvendige for at undgå bevistab. Da politiet ikke havde sikret sig identiteten på en række af det betydelige antal vidner, der var tilstede i forbindelse med episoden, har statsadvokaten taget dette spørgsmål op til drøftelse med Politidirektøren i København, der har taget skridt til at sikre, at der i fremtidige situationer af lignende karakter foretages de relevante uopsættelige efterforskningsskridt. Statsadvokaten har orienteret mig herom og meddelt, at han herefter ikke fandt grundlag for at foretage yderligere vedrørende dette spørgsmål.


Jeg er enig i, at politiet burde have foretaget de omhandlede uopsættelige efterforskningsskridt. Da der er taget skridt til at imødegå lignende problemer i fremtiden finder jeg - ligesom statsadvokaten - ikke grundlag for at foretage mig videre vedrørende dette spørgsmål.


. . .«


Advokat Jane Ranum indbragte herefter sagen for Folketingets Ombudsmand, der i sin udtalelse af 17. januar 2006 blandt andet anførte følgende:


»Jeg har nu færdigbehandlet sagen. Jeg er enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse i sagen, og at fristen udløb den 23. november 2003. Jeg kan således ikke kritisere at Rigsadvokaten i sin afgørelse af 2. september 2004 ikke tog stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby.


Det er min opfattelse at Rigsadvokaten i forbindelse med en indledende gennemgang af indkomne klager over påtaleopgivelser og iværksættelse af afhøring i forbindelse hermed ikke alene bør hæfte sig ved hvad statsadvokaten har anført om fristen, men også bør overveje om der eventuelt kan være begået fejl hos statsadvokaten i denne henseende. Jeg mener på denne baggrund at det ville have været ønskeligt at Rigsadvokaten i forbindelse med at Deres klage over statsadvokatens afgørelse af 23. september 2003 den 7. november 2003 blev fremsendt til ham, snarest havde overvejet hvorvidt omgørelsesfristen fandt anvendelse - eventuelt ved (telefonisk) henvendelse til statsadvokaten - og havde vurderet hvorvidt det var muligt at behandle sagen inden omgørelsesfristens udløb den 23. november 2003.


Jeg forstår Rigsadvokatens udtalelse til mig af 21. marts 2005 sådan at Rigsadvokaten på grund af sagens kompleksitet under ingen omstændigheder kunne have nået at tage stilling til sagen inden for omgørelsesfristen. Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.


De kan læse nærmere herom i afsnittet »Ombudsmandens udtalelse« sidst i brevet.


Her følger en gennemgang af sagen og en nærmere begrundelse for resultatet af min undersøgelse:


. . .


De fremkom med yderligere bemærkninger i et brev af 4. marts 2004 til statsadvokaten. De anførte bl.a. at det var Deres opfattelse at den danske model for undersøgelse og behandling af sager hvor borgere dør som følge af statens magtanvendelse, som sådan er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 2 om retten til liv. Statsadvokaten kommenterede disse bemærkninger i en udtalelse af 5. marts 2004. Vedrørende spørgsmålet om krænkelse af EMRK artikel 2 skrev han følgende:


»Det anføres herom i Kommentaren til Den Europæiske Menneskeretskonvention, 2. udgave, side 92, at der i forbindelse med efterforskningen af dødsfald, der kan være fremkaldt ved ulovlig magtanvendelse, skal gives offentligheden adgang til at efterprøve effektiviteten af efterforskningen, og de pårørende skal sikres en særlig grad af indsigt.


Netop disse hensyn gjorde, at jeg ved min afgørelse af 23. september 2003 valgte til bl.a. advokat Jane Ranum at medsende hele min redegørelse af 26. juni 2003 til Politiklagenævnet indeholdende en omfattende, detaljeret og fyldestgørende gennemgang af efterforskningen, vidneudsagn m.v., ligesom jeg ved skrivelse af 13. oktober 2003 fandt at burde give advokat Jane Ranum som privat antaget advokat for afdødes moder A fuld aktindsigt i straffesagens akter, selv om denne næppe kan betegnes som en part i sagen, og derfor næppe har haft krav på aktindsigt efter forvaltningslovens § 18.


Jeg fandt som anført i min skrivelse af 22. maj 2003 ikke hjemmel til at meddele aktindsigt i sagens dokumenter under efterforskningen, jf. herved offentlighedslovens § 2 og forvaltningslovens § 18. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Dem.


Undersøgelsen i sagen er foretaget af statsadvokaturen i overensstemmelse med retsplejelovens regler, og den af Rigspolitichefens Rejsehold ydede bistand er foretaget under statsadvokaturens ledelse og efter statsadvokaturens instruktioner, jf. retsplejelovens § 1020b, stk. 2.


Jeg betragter statsadvokaturen som praktisk, institutionelt, strukturelt og hierarkisk uafhængig af politiet, jf. Kommentaren til EMRK, Artikel 2, side 91, hvorfor undersøgelsen efter min opfattelse er foretaget i overensstemmelse med EMRK artikel 2.«


. . .


I et brev af 5. juli 2004 bad Rigsadvokaten - efter en foreløbig gennemgang af sagen statsadvokaten om en udtalelse om hvorvidt omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse i sagen.


I en udtalelse af 9. juli 2004 anførte statsadvokaten bl.a. følgende:


»Jeg fandt ikke ved indledningen af eller senere under min undersøgelse grundlag for formelt at sigte politibetjent P for strafbart forhold i anledning af det nævnte politiskud, men da min undersøgelse som anført alene var rettet imod ham og kunne resultere i, at der blev rettet et strafansvar mod ham, fandt jeg, at han under undersøgelsen i vidt omfang burde tillægges de samme rettigheder, som han ville have haft som egentlig sigtet. Derfor blev det ved afhøringen af ham tilkendegivet over for ham, at han blev afhørt 'med en sigtets rettigheder'. Han blev i forbindelse hermed gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig, og han havde i forvejen allerede bistand af en advokat, der bistod ham ved afhøringerne af ham.


Da min undersøgelse som nævnt reelt alene var rettet imod politibetjent P med henblik på at søge klarlagt, om han ved affyringen af pistolskuddet havde begået strafbart forhold, kan det spørgsmål rejses, om der burde have været rejst formel sigtelse imod ham, jf. herved Kommenteret Retsplejelov, 6. udg., bind III, s. 83, note 2 til § 752, stk. 1. En sådan formel sigtelse må imidlertid efter min opfattelse forudsætte, at der er en vis formodning om - og ikke blot en mulighed for - at der er begået et strafbart forhold, og en sådan formodning har jeg ikke på noget tidspunkt under undersøgelsen fundet grundlag for.


Jeg har ikke på noget tidspunkt gjort politibetjent P udtrykkeligt bekendt med, at han ved at blive tillagt 'en sigtets rettigheder' også med hensyn til den i retsplejelovens § 724, stk. 2, gældende omgørelsesfrist ville være stillet på samme måde som en formelt sigtet. På den anden side synes der ved anvendelsen af udtrykket 'en sigtets rettigheder' at kunne være givet den pågældende en berettiget forventning om, at han dermed er blevet tillagt alle en sigtets rettigheder og dermed også den rettighed, der ligger for en sigtet i, at en afgørelse om påtaleopgivelse ikke kan omgøres efter udløbet af omgørelsesfristen.


På denne baggrund må den i retsplejelovens § 724, stk. 2, omhandlede omgørelsesfrist efter min opfattelse antages at være gældende i nærværende sag. Dette gælder efter min opfattelse således også, selv om jeg ved min afgørelse om indstillingen af efterforskningen i sagen har henvist til retsplejelovens § 749, stk. 2, som anvendes i tilfælde, hvor der ikke har været rejst sigtelse, og ikke til retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, som anvendes i tilfælde, hvor der har været rejst formel sigtelse, jf. herved Retsplejerådets betænkning nr. 1194/1990 om anklagemyndighedens struktur samt Kommenteret Retsplejelov, 6. udg., bind III, s. 37, note 7 til § 724, stk. 2.


Jeg er opmærksom på, at det muligt ville have været mere hensigtsmæssigt, at jeg i forbindelse med mine afhøringer af politibetjent P i stedet for blot helt generelt at have tilkendegivet over for ham, at han afhørtes 'med en sigtets rettigheder', havde præciseret, hvilke af en sigtets rettigheder han skulle tillægges, herunder navnlig i form af en tilkendegivelse om, at han ikke havde pligt til at udtale sig, og om hans ret til at få beskikket en advokat (forsvarer) til at bistå sig, jf. herved Per Lindegaard i Ufr 1983, B, s. 79 ff.


Jeg mener imidlertid ikke, at dette i nærværende sag ville have gjort nogen afgørende forskel med hensyn til, om den i retsplejelovens § 724, stk. 2 omhandlede omgørelsesfrist skal anses for gældende. Jeg kan herved henvise til Østre Landsrets kendelse af 12. februar 1999 (Calypso-sagen), i hvilken der, uanset at der hverken havde været sigtelse eller meddelt anden form for tilkendegivelse om tillæggelse af en eller flere af en sigtets rettigheder mod dem, som politiets efterforskning reelt rettedes imod, alligevel netop på grund af baggrunden for efterforskningen antoges at gælde den i retsplejelovens § 724, stk. 2, omhandlede omgørelsesfrist.


I kommende tilsvarende undersøgelser vil jeg imidlertid nøje overveje, om der ved afhøringer af politifolk og andre, den pågældende undersøgelse rettes imod, i stedet for tilkendegivelse om at være tillagt 'en sigtets retsstilling' bør ske tilkendegivelse i overensstemmelse med de i Per Lindegaards ovennævnte artikel anførte retningslinier.«


. . .


. . . den 11. oktober 2004 sendte De Rigsadvokaten en kopi af Deres telefaxbrev af 2. oktober 2003 til statsadvokaten hvori De gjorde opmærksom på problemstillingen vedrørende fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2. De bad Rigsadvokaten oplyse om Rigsadvokaten i forbindelse med behandlingen af sagen havde været opmærksom på brevet, og hvad statsadvokatens og Rigsadvokatens bemærkninger til brevet i øvrigt var. Rigsadvokaten bad den 21. oktober 2004 statsadvokaten om en udtalelse i anledning af Deres henvendelse. Statsadvokaten svarede den 25. oktober 2004 bl.a. således:


»Ved skrivelse af 13. oktober 2003, der vedlægges i kopi, imødekom jeg anmodningen om aktindsigt Jeg tog ikke i den nævnte skrivelse udtrykkelig stilling til det af advokat Jane Ranum anførte om, hvorvidt omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse, idet jeg - dengang - efter hidtidig praksis var af den opfattelse, at dette ikke var tilfældet, da der var tale om en afgørelse i henhold til retsplejelovens § 749, stk. 2, hvorfor der efter indholdet af advokat Jane Ranums skrivelse ikke antoges at være behov for at anføre dette udtrykkeligt.


Såvel Advokat Jane Ranums nævnte skrivelse som mit svar herpå har her ved embedet i overensstemmelse med fast journaliseringspraksis været journaliseret på en særlig sag alene vedrørende anmodningen om aktindsigt, hvilket er grunden til, at ingen af de nævnte skrivelser synes at have været fremsendt til Dem sammen med bilagene i sagen vedrørende min undersøgelse i anledning af politiets skudafgivelse på Røde Mellemvej. Dette skal jeg herved beklage.


Jeg har som anført tidligere været af den opfattelse, at der ikke gjaldt nogen omgørelsesfrist i sager af denne art, såfremt der ikke har været rejst sigtelse mod nogen. Først da De ved skrivelse af 5. juli 2004 henledte min opmærksomhed på Østre Landsrets kendelse af 12. februar 1999 i den såkaldte 'Calypso-sag', ændrede jeg opfattelse, jf. herved min påtegningsskrivelse af 9. juli 2004 til Dem.


Jeg har ikke i øvrigt bemærkninger til advokat Jane Ranums skrivelse af 11. oktober 2004.«


Jeg bad den 26. oktober 2004 Rigsadvokaten om en udtalelse i anledning af Deres klage til mig. I forbindelse hermed bad jeg om at Rigsadvokaten forinden indhentede en udtalelse fra statsadvokaten.


I et brev af 12. november 2004 gjorde De yderligere gældende at det danske politiklagenævnssystem strider imod artikel 2 i EMRK.


I en udtalelse af 26. november 2004 henholdt statsadvokaten sig til sin redegørelse af 30. september 2004 og til udtalelsen af 25. oktober 2004.


Rigsadvokaten fremkom den 21. marts 2005 med en udtalelse til mig. Af udtalelsen fremgår bl.a. følgende:


»I. Behandlingen af sagen


. . .


Kopi af korrespondancen om en eventuel omgørelsesfrist indgik ikke i den sag, jeg traf afgørelse i den 2. september 2004.


. . .


II. Spørgsmålet om omgørelsesfristen


1. Det følger af retsplejelovens § 749, stk. 2, at politiet, når der ikke er grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan træffe beslutning om at indstille efterforskningen. Hvis der er rejst sigtelse finder bestemmelserne i retsplejelovens § 721 og § 722 derimod anvendelse.


Er der truffet afgørelse om påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, følger det af retsplejelovens § 724, stk. 2, at strafforfølgningen mod den pågældende kun kan fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelsen herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato.


Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 742, stk. 2, at politiet iværksætter efterforskning, når der er rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige.


Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 752, at 'Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig.'


Det er ikke defineret i retsplejeloven, hvornår en person er sigtet. Det er utvivlsomt, at en person skal anses for sigtet, når dette formelt er blevet tilkendegivet den pågældende i forbindelse med efterforskningen. Det er ligeledes klart, at en person er sigtet, når der er iværksat straffeprocessuelle tvangsindgreb efter regler, der forudsætter, at der er rejst sigtelse.


I betænkning 1194/1990 om anklagemyndighedens struktur, anføres det p. 218: 'Den i bestemmelsen fastsatte 2 måneders frist, gælder i tilfælde, hvor der har været rejst sigtelse. Det må dog antages, at fristen også gælder, hvor der ikke formelt har været rejst sigtelse, men hvor en person med føje har anset sig for sigtet, f.eks. fordi den pågældende er afhørt 'med en sigtets rettigheder . . .'.


2. Regelsættet for behandling af klager over politipersonalet mv. består af tre kapitler i retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93 d vedrører politiklagenævnene.


Statsadvokaten iværksætter efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 1, efterforskning efter anmeldelse eller på eget initiativ, f.eks. efter tilkendegivelse fra politiklagenævnet. Efterforskning iværksættes, når der er en rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået noget strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Denne betingelse for at indlede efterforskning svarer til, hvad der gælder i straffesager, som efterforskes af politiet. Dette følger af § 1020 g, jf. retsplejelovens § 742, stk. 2.


Efterforskningen har efter retsplejelovens § 743 til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse og at forberede sagens behandling ved retten. 


Statsadvokaten udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysninger herom foreligger på anden måde efter retsplejelovens § 744.


Statsadvokaten skal efter § 1020 a, stk. 2, iværksætte en efterforskning, når en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Denne efterforskning skal iværksættes, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold. Det fremgår blandt andet af betænkning 1278/1994, side 146f.,


'at tankegangen er den, at der på den ene side som nævnt er et påtrængende behov for en grundig undersøgelse, mens det på den anden side kan være unødigt belastende for de involverede polititjenestemænd, såfremt disse sager altid efterforskes i strafferetsplejens former, hvis dette - som efter de gældende regler - nødvendigvis indebærer en formodning om, at der er begået et strafbart forhold.'


3. Spørgsmålet om, hvornår man betragtes som sigtet i en straffesag, er i litteraturen omtalt blandt andet i Den Kommenterede Retsplejelov, 7. udg., note 2 til § 752, stk. 1, side 96, Den Danske Retspleje af H. Munch-Petersen, 1. udgave 1918, bind V, p. 74 ff, Den Danske Strafferetspleje, 2. udgave, af Stephan Hurwitz, p. 261 ff. og Strafferetspleje II, Hans Gammeltoft-Hansen, p. 11ff., Eva Smith, Straffeproces, 5. udgave, side 35, Lindencrone & Werlauff, Dansk Retspleje, side 609 f. Der kan endvidere henvises til Statsadvokat Poul Arnholms artikel i Anklagemyndighedens årsberetning 1985, side 18 ff.


Følgende fremgår af Den Kommenterede Retsplejelov, 7. udg., note 2 til § 752, stk. 1, side 96:


'Spørgsmålet om, hvornår en person bør anses for sigtet afhænger af styrken af den mistanke, der retter sig mod den pågældende.


. . .


Er det uklart, hvorvidt der er begået en forbrydelse, men klart hvem gerningsmanden i givet fald er (f.eks. i forbindelse med undersøgelser af et muligt underslæb), vil den mistænkte normalt have behov for partsbeføjelser, forsvarerbeskikkelse mv., og bør følgelig betragtes som sigtet. - Foreligger der tvivl om, hvorvidt en person skal anses for sigtet er formodningen for, at de retsgarantier, som knytter sig til sigtelsens rejsning, bør indføres.'


Stephan Hurwitz anfører blandt andet i Den Danske Strafferetspleje, side 264, 2. afsnit:


'Om en mistænkt person under en udenretlig afhøring skal betragtes som sigtet afhænger af mistankens styrke'.


Hans Gammeltoft-Hansen anfører bl.a. i Strafferetspleje II, p. 13, fra 2. afsnit


'Udenfor disse klare tilfælde - hvor der er rejst formel sigtelse, iværksat indenretlige afhøringer eller særlige tvangsindgreb - beror spørgsmålet om sigtelse på styrken af den mistanke, der retter sig mod den pågældende.


. . .


For så vidt angår kravene vedrørende sigtelsen. beror det i nogen måde på karakteren af de uafklarede punkter, der består på det pågældende tidspunkt under efterforskningen. Det kan være uklart, hvorvidt der er begået en forbrydelse, men klart hvem gerningsmanden i givet fald er. I dette tilfælde har den mistænkte et klart behov for partsbeføjelser, forsvarerbeskikkelse med videre; og han bør følgelig betragtes som sigtet.'


Det fremgår af Eva Smith, Straffeprocessen, 4. udgave, side 32 ff.:


'Hvor der er rejst formel sigtelse eller iværksat indenretlig afhøring eller særlige tvangsindgreb, der kræver sigtelse, som f.eks. anholdelse, må vedkommende naturligvis anses for sigtet. Endvidere må det antages, at når mistanken samler sig om en bestemt person, og efterforskningen direkte retter sig imod ham og ikke imod en bredere kreds, skal han anses sigtet.'


Spørgsmålet blev bl.a., prøvet ved den ovennævnte Østre Landsrets kendelse af 12. februar 1999 i sagen vedr. 'Calypso-rejser'. I denne sag havde kurator i konkursboet efter 'Calypso-rejser' anmodet politiet om at indlede efterforskning mod selskabets ansvarlige ledelse med henblik på at konstatere, om der var grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af bogføringsloven, kildeskatteloven, aktieselskabsloven og straffelovens kapitel 28 og 29. De tre ledere af selskabet blev alle ved begyndelsen af afhøringerne gjort bekendt med kurators anmeldelse, og i hvert tilfælde to af lederne blev kort afhørt om selskabets anvendelse af forudbetalingerne. De var endvidere alle i forbindelse med afhøringerne blevet gjort bekendt med, at sagen efterfølgende ville blive vurderet. Østre Landsret fandt i sagen, at der - uanset, at der ikke blev rejst formel sigtelse mod de pågældende - ved den anvendte fremgangsmåde var rettet en så betydelig mistanke mod dem for strafbart forhold, særligt vedrørende benyttelsen af forudbetalingerne, at beslutningen om at indstille efterforskningen i sagen ganske måtte sidestilles med en påtaleopgivelse, således at 2-måneders fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse.

Procesbevillingsnævnet meddelte afslag på en ansøgning om tredjeinstansbevilling.

4. Som anført i min afgørelse af 2. september 2004, er jeg enig med statsadvokaten i, at den i retsplejelovens § 724, stk. 2, omhandlede omgørelsesfrist på de 2 måneder udløb den 23. november 2003.


I den foreliggende sag - hvor politiassistenten blev afhørt med en sigtets retsstilling - er det efter min opfattelse nok uklart, om der var begået en forbrydelse, mens der ikke var tvivl om, hvem gerningsmanden i givet fald måtte være. Det var derfor min opfattelse, at politiassistenten under de foreliggende omstændigheder havde behov for partsbeføjelser, forsvarerbeskikkelse mv., og følgelig burde betragtes som sigtet.


Dette indebærer, som anført i min afgørelse, at det ikke længere var muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Jeg valgte derfor i den foreliggende konkrete sag ikke at tage stilling til, om jeg ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten.


Jeg udtalte i afgørelsen overfor statsadvokaten, at det var uhensigtsmæssigt, at man ikke allerede i forbindelse med afgørelsen og påklagen havde gjort sig klart, om den i retsplejeloven omhandlede omgørelsesfrist fandt anvendelse i sagen. I øvrigt var jeg som anført i afgørelsen, enig med statsadvokaten i, at det i tilsvarende sager nøje bør overvejes, med hvilke rettigheder en afhøring af den involverede politimand bør gennemføres.


Som jeg anførte i afgørelsen, er det således beklageligt i den foreliggende sag, at mine muligheder for eventuelt at omgøre statsadvokatens påtaleopgivelse på denne baggrund var forpasset.


5. Statsadvokaten har i notatet af 30. oktober 2004 henvist til, at der er sket en praksisændring i rigsadvokaturen i relation til omgørelsesproblematikken. Han har herved henvist til 'Tilst-sagen', 'Løgstør-sagen' og 'Skudsagen på tankstation'. Sagerne er omtalt i min Beretning om behandling af klager over politiet 2001, side 164 og 2002, side 247f.


Jeg finder ikke anledning til i denne sammenhæng at kommentere de helt konkrete afgørelser i de nævnte sager, men skal dog understrege, at der ikke med afgørelsen i den foreliggende sag er sket et brud med en fast administrativ praksis.


6. Jeg er fortsat af den opfattelse, at den myndighed, der har behandlet sagen, og derfor må formodes at have indgående kendskab til sagens faktum, der over for rekursmyndigheden har pligt til at gøre opmærksom på eventuelle frister, herunder omgørelsesfrister.


Det bemærkes endvidere, at klager over påtaleopgivelser ofte er meget kortfattede og - som i den foreliggende sag - fremkommer meget sent i forhold til omgørelsesfristens udløb, således at der i realiteten efter høring af statsadvokaten kan være - og i denne sag var - ganske kort tid til realitetsbehandling af sagen.


Det er min opfattelse, at statsadvokaten efter sin undersøgelse er den nærmeste til at vurdere, om den involverede i den konkrete sag er at betragte som sigtet i sagen. Jeg har herved særligt lagt vægt på sagens betydelige omfang og kompleksitet og den helt afgørende forskel i statsadvokatens og rigsadvokatens kendskab til sagen på tidspunktet for fristens overskridelse.


Statsadvokaten bør derfor ud fra sit kendskab til sagen særligt henlede rigsadvokatens opmærksomhed på, at der kan være tale om en problematisk sag, hvor der er eller muligt kan være en omgørelsesfrist. Hertil kommer, at statsadvokaten ved advokat Ranums henvendelse særligt var gjort opmærksom på denne problemstilling, ligesom den oven for omtalte 'Calypso-sag' tidligere var blevet behandlet af statsadvokaten.


7. Ved bedømmelsen af mine muligheder for at gøre mig bekendt med problemstillingen vedrørende en eventuel omgørelsesfrist bemærkes, at advokat Jane Ranums klage af 21. oktober 2003 var ganske uspecificeret, idet advokaten forbeholdt sig at fremkomme med yderligere bemærkninger til støtte for klagen. Jeg anmodede hende derfor den 14. november 2003, dvs. kort efter jeg havde modtaget klage fra statsadvokaten, om inden to uger at fremsende sine eventuelle uddybende bemærkninger til støtte for klagen. På tidspunktet for fristens udløb havde jeg således intet kendskab til de indsigelser advokat Jane Ranum senere - efter omgørelsesfristens udløb, den 28. november 2003 - fremkom med, og jeg havde heller ikke haft lejlighed til eller mulighed for at foretage en egentlig gennemgang af sagen.


Den 4. december 2003 anmodede jeg i anledning af advokat Jane Ranums uddybning af klagen statsadvokaten om en supplerende udtalelse, hvorefter statsadvokaten den 15. december 2003 orienterede mig om, at han havde indledt yderligere efterforskning i sagen. Statsadvokaten fremsendte ved påtegning af 1. marts 2004 på ny sagens akter hertil og henholdt sig til sin afgørelse af 23. september 2003. Ved brev af 4. marts 2004 fremkom advokat Jane Ranum med yderligere bemærkninger til sagen, herunder til det nye materiale i sagen. Statsadvokaten kommenterede ved påtegning hertil af 5. marts 2004 advokat Jane Ranums brev af 4. marts 2004.


Efter en foreløbig gennemgang af den komplekse og omfangsrige sag anmodede jeg ved brev af 5. juli 2004 statsadvokaten om en udtalelse om, hvorvidt den i retsplejelovens § 724, stk. 2, omhandlede omgørelsesfrist på 2 måneder fandt anvendelse i sagen.


Under hensyn til sagens omfang, kompleksitet og alvor finder jeg herefter ikke, at en sagsbehandlingstid på lidt over 4 måneder kan betegnes som for lang. Ved vurderingen af spørgsmålet om omgørelsesfristen er det således nødvendigt at foretage en egentlig materiel gennemgang af sagens akter.«


. . .


Ombudsmandens udtalelse


1. Afgræsning af min undersøgelse


Jeg har valgt at koncentrere min undersøgelse om spørgsmålet om hvorvidt omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, finder anvendelse i sagen, og om sagsbehandlingen hos statsadvokaten og Rigsadvokaten i relation til spørgsmålet om at være opmærksom på fristen. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand som ændret ved lov nr. 556 af 24. juni 2005).


For så vidt angår Deres klage over at det danske politiklagenævn strider mod EMRK, artikel 2, bemærker jeg at Folketinget ikke hører under området for ombudsmandens virksomhed (§ 7, stk. 1, i ombudsmandsloven). Jeg kan derfor ikke behandle klager over indholdet af de love som Folketinget har vedtaget, eller i øvrigt beskæftige mig med lovgivningspolitiske spørgsmål.


2. Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2.


Statsadvokaten iværksatte sin undersøgelse af sagen efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, hvorefter statsadvokaterne bl.a. iværksætter efterforskning når en person er afgået ved døden som følge af politiets indgriben. Det følger af retsplejelovens § 1020 b, stk. 1, at statsadvokaterne ved behandlingen af de i § 1020 a, stk. 2, nævnte sager kan udøve de beføjelser som ellers tilkommer politiet.


Statsadvokaten besluttede at indstille efterforskningen efter bestemmelsen i retsplejelovens § 749, stk. 2. Bestemmelsen og bestemmelsen i § 749, stk. 3, har følgende ordlyd:


. . .


§ 721 angiver hvornår der kan træffes afgørelse om påtaleopgivelse. Ved afgørelse om påtaleopgivelse gælder reglen i retsplejelovens § 724. Bestemmelsen har følgende ordlyd:


. . .


Efter ordlyden af § 724, stk. 2, finder 2-måneders-fristen for den overordnede anklagemyndigheds omgørelse af en afgørelse om påtaleopgivelse kun anvendelse såfremt der har været rejst en formel sigtelse.


§ 752 fastlægger hvilke rettigheder en sigtet har i forbindelse med en afhøring. Det er ikke nærmere defineret i retsplejeloven hvornår en person er sigtet.


Rigsadvokaten har i sin udtalelse til mig af 21. marts 2005 med henvisning til litteraturen, forarbejder og praksis udførligt redegjort for hvornår en person - ud over de klare tilfælde - må betragtes som sigtet i en straffesag. Det er bl.a. anført at spørgsmålet afhænger af styrken af den mistanke der rettes mod den pågældende. Hvis mistanken rettes mod en bestemt person, og efterforskningen retter sig mod ham og ikke mod en bredere kreds, skal han anses for sigtet Det kan være en situation hvor det er uklart hvorvidt der er begået en forbrydelse, men klart hvem gerningsmanden i givet fald er. I en sådan situation har den mistænkte klart behov for partsbeføjelser og bør følgelig betragtes som sigtet.


Dette fører i den foreliggende sag, hvor politiassistenten blev afhørt med en sigtets retsstilling, efter Rigsadvokatens opfattelse til at politiassistenten burde betragtes som sigtet. Det var i sagen uklart om der var begået en forbrydelse, men der var ikke tvivl om hvem gerningsmanden i givet fuld måtte være. Jeg er - jf. de af Rigsadvokaten anførte henvisninger - enig heri. Jeg henviser i øvrigt også til Eva Smith m.fl., Straffeprocessen (2005), side 175-180.


Rigsadvokaten har med henvisning til bl.a. betænkning 1194/1990 om anklagemyndighedens struktur, side 218, og Østre Landsrets kendelse af 12. februar 1999 i den såkaldte »Calypso-sag« anført at det forhold at politiassistenten burde betragtes som sigtet, fører til at 2-måneders-fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, finder anvendelse. Jeg er også enig heri, jf. også Folketingstidende 1991-1992, tillæg A, spalte 4210, Anklagemyndighedens årsberetning for 1976, side 113, Rigsadvokatens beretning om Behandlingen af klager over politiet 1997, side 150ff, og Eva Smith m.fl., Straffeprocessen (2005), side 169-170.


Endelig er jeg også enig i at 2-måneders-fristen udløb den 23. november 2003, og at det derfor på tidspunktet for Rigsadvokatens afgørelse i sagen ikke længere var muligt for Rigsadvokaten at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen.


Jeg kan således ikke kritisere at Rigsadvokaten i sin afgørelse af 2. september 2004 ikke tog stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten.


3. Opmærksomhed på omgørelsesfristen


a) Rigsadvokatens kritik af statsadvokatens sagsbehandling


Rigsadvokaten meddelte i afgørelsen af 2. september 2004 statsadvokaten at det var beklageligt at statsadvokaten ikke allerede i forbindelse med afgørelsen og påklagen havde gjort sig klart at fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse. Jeg foretager mig på den baggrund ikke mere i anledning heraf.


De rejste spørgsmålet om omgørelsesfristens anvendelse i et brev af 2. oktober 2003 til statsadvokaten. De bad samtidig om aktindsigt. Statsadvokaten journaliserede på den baggrund brevet på en anden sag end hovedsagen. Dette bevirkede at brevet af 2. oktober 2003 ikke blev medsendt til Rigsadvokaten i forbindelse med Deres klage over statsadvokatens afgørelse af 23. september 2003. Rigsadvokaten blev således heller ikke gennem brevet af 2. oktober 2003 gjort opmærksom på at omgørelsesfristen eventuelt fandt anvendelse. Statsadvokaten beklagede dette forhold over for Rigsadvokaten i brev af 25. oktober 2004. Jeg foretager mig på den baggrund ikke mere i anledning heraf.


Jeg bemærker at jeg ikke har taget stilling til det som statsadvokaten har anført i sin redegørelse af 30. september 2004 til Rigsadvokaten. Jeg har dog noteret mig at Rigsadvokaten i sin udtalelse til mig af 21. marts 2005 har anført at der ikke med afgørelsen i den foreliggende sag er sket et brud med en fast administrativ praksis.


b) Sagsbehandlingen hos Rigsadvokaten


Omgørelsesfristen i § 724, stk. 2, er en frist for den overordnede anklagemyndigheds - i dette tilfælde Rigsadvokatens - omgørelse af en beslutning om påtaleopgivelse. Rigsadvokaten bør derfor generelt set i forbindelse med behandlingen af en klage over en påtaleopgivelse være opmærksom på fristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb.


Det er på den baggrund min opfattelse at Rigsadvokaten i forbindelse med en indledende gennemgang af de indkomne klager og iværksættelse af høring ikke alene bør hæfte sig ved hvad statsadvokaten har anført om fristen, men også overveje om der eventuelt kan være begået fejl hos statsadvokaten i denne henseende.


Herfor taler også det som Rigsadvokaten har anført i sin udtalelse til mig af 21. marts 2005: at klager over påtaleopgivelser ofte er meget kortfattede og fremkommer meget sent i forhold til omgørelsesfristens udløb, således at der efter høring af statsadvokaten kan være ganske kort tid til realitetsbehandling af sagen.


I en sag med ombudsmandens j.nr. 1975-500-610 som er omtalt i Anklagemyndighedens årsberetning for 1976, side 113-114, spurgte ombudsmanden bl.a. Rigsadvokaten om hvad der blev gjort for at sikre at der kunne tages stilling til klager over påtaleopgivelser inden omgørelsesfristens udløb. Som svar herpå meddelte Rigsadvokaten at der for flere år siden var truffet foranstaltninger med henblik på ekstraordinær hurtig ekspedition af klagesager hvor der kunne være en risiko for at omgørelsesfristen stod for udløb, bl.a. derved at det - når anledning dertil forelå - telefonisk blev søgt oplyst om der måtte antages at være en frist i sagen. Ombudsmanden foretog sig på den baggrund ikke mere i sagen.


Det er på denne baggrund min opfattelse at det ville have været ønskeligt at Rigsadvokaten i denne sag i forbindelse med at Deres klage den 7. november 2003 blev fremsendt til ham, snarest havde overvejet hvorvidt omgørelsesfristen fandt anvendelse - evt. ved (telefonisk) henvendelse til statsadvokaten - og havde vurderet hvorvidt det var muligt at behandle sagen inden omgørelsesfristens udløb den 23. november 2003.


Jeg forstår Rigsadvokatens udtalelse til mig af 21. marts 2005 sådan at Rigsadvokaten på grund af sagens kompleksitet under ingen omstændigheder kunne have nået at tage stilling til sagen inden for omgørelsesfristen. Dette kan ikke give mig anledning til bemærkninger.


Jeg har gjort statsadvokaten og Rigsadvokaten bekendt med min opfattelse. Under hensyn til at fristen for omgørelse udløb den 23. november 2003, foretager jeg mig imidlertid ikke mere.


. . .«


A og B har under denne sag fremlagt brev af 3. juni 2010 fra Rigsadvokaten i en anden sag. Brevet er ifølge dem et eksempel på, hvordan man kunne have afbrudt fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2. Af brevet, som er stilet til klagerens advokat, fremgår blandt andet:


»Ved afgørelsen besluttede statsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille undersøgelserne i sagen, hvor . . . den 13. november 2009 i forbindelse med et forsøg på tvangsindlæggelse blev skudt.


. . .


Jeg kan herved meddele Dem, at jeg i dag har anmodet statsadvokaten om at foretage yderligere undersøgelser. Henset til omfanget af Deres klage, har jeg endvidere anmodet statsadvokaten om at meddele de involverede polititjenestemænd, at undersøgelserne i sagen fortsætter, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2.


. . .


Når resultatet af statsadvokatens undersøgelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.«


Højesteret har - som anført i indledningen til nærværende dom - den 5. maj 2011 truffet afgørelse i sagen vedrørende spørgsmål om retlig interesse og forældelse. Af dommens præmisser fremgår blandt andet:


»Efter det, der er oplyst om sagen for Højesteret, må det lægges til grund, at den anlagte sag angår, om sagsøgerne har krav på godtgørelse, fordi de sagsøgte myndigheder på retsstridig måde har krænket deres rettigheder i henhold til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2 og 13 som nærmeste efterladte til C. Over for Københavns Politi støttes kravet på selve forvoldelsen af C's død og erstatningsansvarslovens § 26 a, hvorefter den, der forsætligt eller groft uagtsomt forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær. Over for Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten støttes kravet på det efterfølgende undersøgelsesforløb, idet det er sagsøgernes opfattelse, at dette har været mangelfuldt og fejlbehæftet på en sådan måde, at der herved er påført dem som efterladte en selvstændig krænkelse, og at dette berettiger dem til godtgørelse efter dansk rets almindelige regler, der må forstås under hensyn til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 41.


Landsretten udskilte den 27. november 2009 til særskilt behandling spørgsmålet om, hvorvidt der som påstået af de sagsøgte myndigheder skulle ske afvisning med henvisning til, at sagsøgerne savnede retlig interesse i søgsmålet. Det fremgår af landsrettens dom, at spørgsmålet om retlig interesse er anset som et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgerne hver især opfylder kravet i erstatningsansvarslovens § 26 a om at have stået afdøde særlig nær. 


Hertil bemærker Højesteret, at der ikke er grundlag for at anse spørgsmålet, om de efterladte opfylder denne betingelse for godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a, som et spørgsmål om retlig interesse i søgsmålet. De sagsøgte myndigheder har da heller ikke for Højesteret gentaget påstanden om afvisning.


Landsretten udskilte endvidere spørgsmålet om forældelse til særskilt behandling. Landsretten tog ikke stilling til spørgsmålet om forældelse. Parterne er imidlertid enige om, at Højesteret kan træffe afgørelse herom på det grundlag, som foreligger for Højesteret.


Højesteret finder, at forældelsesfristen for de efterladtes eventuelle godtgørelseskrav mod Københavns Politi for at have forvoldt C's død skal regnes fra den 1. april 2003, hvor døden blev forvoldt og indtraf, og hvor de efterladte fik kendskab dertil. Det følger af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, at forældelsesfristen er 5 år. Der er ikke oplyst eller påberåbt omstændigheder, som giver grundlag for at forlænge fristen. Da forældelsen først er afbrudt ved sagens anlæg den 20. oktober 2008, er et eventuelt krav mod Københavns Politi forældet.


Højesteret stadfæster med denne begrundelse frifindelsen af Københavns Politi.


De efterladtes krav mod statsadvokaten og Rigsadvokaten støttes som foran anført på dansk rets almindelige erstatningsretlige regler, således som disse må forstås i lyset af den europæiske menneskerettighedskonvention, og er ikke begrænset til at angå erstatningsansvarslovens § 26 a. Der kan derfor ikke alene med henvisning til forståelsen af § 26 a ske frifindelse af disse myndigheder.


De efterladtes eventuelle krav mod Rigsadvokaten støttes på denne myndigheds sagsbehandling efter indgivelse af klage hertil ved brev af 21. oktober 2003. Forældelsesfristen er 5 år, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1, og et eventuelt krav i anledning af mulige fejl begået af Rigsadvokaten er derfor ikke forældet.


De efterladtes eventuelle krav mod statsadvokaten støttes på denne myndigheds sagsbehandling, herunder det forhold, at statsadvokaten efter indgivelse af klage til Rigsadvokaten ikke til denne medsendte et brev, som de efterladtes advokat den 2. oktober 2003 havde sendt til statsadvokaten. I det omfang kravet støttes på fejl begået af statsadvokaten inden for 5 årsfristen, er et eventuelt krav ikke forældet.


Højesteret ophæver herefter landsrettens dom for så vidt angår Rigsadvokaten og Statsadvokaten for København og Bornholm og hjemviser sagen mod disse myndigheder til landsretten til fortsat behandling. Det bemærkes, at der ikke hermed er taget stilling til, om dansk rets almindelige erstatningsregler hjemler et krav som påstået.

Thi kendes for ret:


Landsrettens dom stadfæstes for så vidt angår frifindelsen af Københavns Politi.


I øvrigt ophæves dommen, og sagen mod Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten hjemvises til fortsat behandling ved landsretten.


I forholdet mellem A og B og Købehavns Politi skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.


I øvrigt udsættes fastsættelsen af sagens omkostninger til afgørelse i forbindelse med landsrettens fortsatte behandling.«


Der har under hovedforhandlingen i landsretten været afspillet klip fra nyhedsudsendelser i henholdsvis TV2 Lorry, TV2 Nyheder og DR Nyheder.


Der har endvidere været afspillet råklip fra et interview den 13. oktober 2003 med vidnet V7. V7 har under interviewet blandt andet forklaret, at han hørte betjente råbe »skyd«, og at han af politiet blev forsøgt presset til at sige, at C havde forsøgt at bakke.


Forklaringer


Der er under sagen afgivet forklaring af A og B samt af vidnerne V12, V13, V9, pa. G, ka. Q, pa. U, pa. X, pa. H, pa. P, Per Corneliussen, Karsten Hjorth, Hans Fogtdal og Michael Klint.


A har den 19. marts 2010 i Østre Landsret afgivet en forklaring, der i landsrettens dom af 19. maj 2010 er gengivet således:


». . . hun på tidspunktet for C's død havde en 4-værelses lejlighed på - - -vej, hvor også hendes datter, B, boede. C havde blandt andet noget af sit tøj placeret i hendes lejlighed. Hun vurderer, at C havde nogenlunde lige mange ting i henholdsvis hendes bolig på - - -vej og på Herberget - - -. C havde perioder, hvor han var »clean«. I disse perioder overnattede han for det meste i hendes lejlighed.


B og C havde et godt og stærkt bror-søster-forhold til hinanden. C har ikke på noget tidspunkt fortalt hende, at han ikke brød sig om at bo hos hende, og at han gerne ville flytte. Tværtimod kunne C godt lide at bo hos hende, og han opholdt sig ikke ret meget på Herberget - - -. Det er korrekt, at C den 31. marts 2003 var på hendes bopæl, og at han sidst på aftenen sagde til hende, at han gik hjem. C var i et trist humør den aften.


Det er hendes opfattelse, at C reelt havde bopæl hos hende, selv om han i Folkeregisteret var registreret med adresse på Herberget - - -. C havde fra 1986 til en gang i 90'erne ligeledes folkeregisteradresse hos hende.


Hun havde et meget tæt forhold til C, blandt andet fordi de var meget sammen. Hun har psykiske problemer som følge af C's død. Hun fik en depression og går stadigvæk til psykiater som følge af dette.« 


Den 17. marts 2011 afgav A forklaring for Højesteret (sag nr. 200/2010). Forklaringen er i retsbog af samme dato gengivet således:


»Hun forklarede blandt andet, at C kom i familiepleje på Sjælland på et tidspunkt - hun kan ikke huske præcis hvornår - og var der indtil han fyldte 18 år. Kort tid efter at han var fyldt 18 år, flyttede han til Jylland, hvor han boede i en lejlighed. Mens han boede i Jylland, talte hun i telefon med ham hver dag, og hun besøgte ham også ofte i Jylland sammen B og C's morfar.


I september 2001 flyttede han tilbage til - - -vej. Han flyttede hjem til hende, fordi han var ensom og ked af det i Jylland. Han boede på - - -vej fra september 2001 og indtil sin død. Han havde sit eget værelse, der var indrettet med en seng, fjernsyn, et skab med tøj og et lille bord. Han ejede ikke mange ejendele. Det var kun C, der brugte værelset. Han opholdt sig også meget i stuen sammen med hende, og han var tit på B's værelse, når hun havde veninder på besøg. Når han var træt, gik han ind til sig selv. Han havde egen nøgle til lejligheden. Hun sørgede for, at han fik mad, vaskede hans tøj og købte barbergrej til ham.


Hver dag gik han, efter at han havde spist morgenmad hjemme, hen til misbrugscentret på Tycho Brahes Allé, hvor han fik udleveret sin metadon. Når han havde fået udleveret metadonen, kom han hjem igen og blev der resten af dagen. Han var ikke typen, der gik på værtshus eller lignende. De hyggede sig og grinede meget sammen.


Hun var ikke klar over, at han den 4. marts 2003 havde fået tilmeldt folkeregisteradresse på herberget - - -. Han havde ikke fortalt hende noget om det. Nogle gange overnattede han på forskellige herberger i København, herunder også herberget på - - -. I månederne op til sin død var han, som hun husker det, mest hos hende. Han hjalp hende med at male lejligheden, og den 31. marts om aftenen havde han båret nogle døre ned i gården, hvor han afsleb dem. Af andre praktiske ting lavede han også en altankasse. Efter hendes opfattelse boede C hos hende. Han var der hver dag og deltog i deres fællesskab. C havde meget brug for tryghed. Han var derfor rigtig meget af tiden hos hende. Han var ikke glad for at være på [herberget], fordi han ikke kunne lide miljøet der. Klientellet var meget råt. Hun kan ikke sige præcist, hvor mange gange han overnattede hos hende i marts.


En dag i 2003 havde C lagt sig til at sove i opgangen under trappen, hvor han blev fundet af underboen E, der hjalp ham op i lejligheden. C havde et godt forhold til E og E's kone F. I marts 2003 tilbragte han meget tid sammen med E og F. De var både nede hos E og F og oppe i lejligheden. F var en god underbo, og E var meget hjælpsom. En dag, ligeledes i marts måned 2003, havde hun ringet efter hjælp hos lægevagten, fordi C var meget ked af det og truede med selvmord. Efter at lægevagten havde været der, stak C af. E hjalp hende herefter med at lede efter C. De kørte rundt i bil, og da de fandt ham samme dag, kørte E ham til psykiatrisk afdeling på Amager Hospital. Episoden med lægevagten kan også have fundet sted tidligere end marts 2003. C havde ikke været hjemme natten forud.


I foråret 2003 havde hun en god relation til C. Hun hjalp ham, hvor hun kunne. C havde mere brug for hendes hjælp, end en sædvanlig 28-årig har. I forhold til hendes to døtre, som kan klare sige selv, havde C behov for, at hun støttede ham.


Hun lider i dag af en depression og tager antidepressiv medicin. Hun har gået til psykiater siden 2005 og er nu blevet henvist til Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Lægerne mener, at hendes psykiske lidelse, har noget at gøre med hendes søns død, men også forløbet op til. Det var C's død, der gjorde, at det satte sig fast som en depression.


C var i retten den 14. februar 2003 som tiltalt i en straffesag. Hun overværede sagen. Under forhandlingen blev supplement til personundersøgelse af 17. juli 2001 . . . ikke læst op. Udtalelsen om at »han overnatter ofte hos sin moder, hvilket hans moder er meget utilfreds med. Han oplyser, at han formentlig snart får anvist et værelse på [herberg]« mener hun skyldes, at han på den måde forsøgte at presse socialcentret til at anvise ham en lejlighed. C sad varetægtsfængslet forud for retssagen, og under varetægtsfængslingen ringede hun også til socialcentret for at bede dem om at anvise C en lejlighed. Det var ikke noget C havde bedt hende om at gøre. C talte ofte om at flytte hjemmefra, men fortrød det efterfølgende. Baggrunden for at hun bad socialcentret om at anvise en lejlighed til C var, at hun ikke brød sig om, at han overnattede på natherberger.


C havde et fortroligt forhold til F, og E havde tilbudt at hjælpe C med at administrere hans penge, men det blev aldrig til noget.«


A har supplerende forklaret bl.a., at hun fortsat går til behandling hos psykiater og får ordineret antidepressiv medicin. Hun har en kronisk depression, som er relateret til C's død. Hun har tidligere selv betalt for psykologbistand. Den 1. april 2003 blev hun kaldt ud til ulykkesstedet, hvor hun fik at vide, at C var blevet skudt. Hun fik ikke tilbudt psykologbistand på stedet. Hun og B talte samme dag på politistationen med en betjent, D. De spurgte ham, om det havde været nødvendigt at skyde. Han sad længe og kiggede, inden han svarede, at politiet havde kraftige våben. Hun tog det som udtryk for, at det ikke havde været nødvendigt. De talte efterfølgende flere gange med D, der dog ikke orienterede dem om forløbet af statsadvokatens undersøgelse og heller ikke ville udlevere obduktionserklæringen til dem. Han svarede slet ikke på deres forespørgsel om at få den udleveret. Hun følte, at drabet på hendes søn var meningsløst, hvilket var baggrunden for, at hun henvendte sig til advokat Jane Ranum for at få bistand under statsadvokatens behandling af sagen. Advokat Jane Ranum fortalte dem, at statsadvokaten ikke ville give dem aktindsigt i sagen under efterforskningen, og det fandt hun krænkende. Hun syntes også, at det var nedværdigende, at Rigsadvokaten på grund af en overskridelse af omgørelsesfristen aldrig tog stilling til deres klage over statsadvokatens beslutning om at indstille efterforskningen i sagen mod P.


B har den 19. marts 2010 i Østre Landsret afgivet forklaring, som i dommen af 19. maj 2010 er gengivet således:


». . . at hun boede hos sin mor til den 1. februar 2003, hvor hun formelt flyttede til en lejebolig på - - -. Hun opholdt sig dog stadig meget hos sin mor indtil den 20. august 2003, hvor hun fik en studielejlighed i - - -gade. Man kan sige, at hun i realiteten først fraflyttede moderens bopæl den 20. august 2003. Som hun ser det, boede C også hos deres mor, herunder i perioden december 2002 til marts 2003. Dog havde han perioder, hvor han ikke var der. Det var, når han var ude i et narkotikamisbrug. C flyttede sin adresse i Folkeregisteret og en del af sine ting til Herberget - - - i begyndelsen af marts 2003. C havde blandt andet nogle lysestager, som han havde arvet fra sin far, noget tøj, en seng og en reol på Herberget - - -. C havde til hensigt at bo på Herberget - - -, men han boede alligevel mest hos moderen. Hun tror, at dette skyldtes, at han ikke brød sig om at være på Herberget - - -.


C havde brug for både hende og moderen. Når C havde perioder, hvor han var narkopåvirket, passede og plejede de ham, så godt de kunne. Hun og C var halvsøskende, idet de ikke havde samme biologiske far. De var meget forskellige, men på trods heraf så de dog meget ens på mange ting. Når C havde perioder, hvor han var »clean«, talte de ofte om følelsesmæssige ting. Aldersforskellen mellem dem på 7 år betød ikke så meget. Når C var »clean«, forsøgte hun at påvirke ham til en sundere levevis, og hun sørgede for, at han fik nogle gode oplevelser. Nærmere adspurgt herom, forklarede hun, at hun af og til tog C med, hvis hun skulle til nogle arrangementer med sine venner eller blot havde besøg af disse.


Hun savner fortsat sin bror meget og tror, at hun aldrig helt kommer over savnet.«


B har supplerende forklaret bl.a., at hun og moderen var de vigtigste personer i C's liv, og at han havde meget brug for deres støtte. Både hun og C havde eget værelse hos moderen. På [herberget] havde C kun lidt tøj og en lysestage, resten var [herbergets] møbler. Hun var begyndt på sygeplejestudiet i september 2002 og havde lejet et værelse for at have et sted at læse lektier. Hun opholdt sig dog fortsat primært hos moderen. Den 1. april 2003 blev hun ringet op af moderen, der fortalte, at C muligt var blevet skudt af politiet. Hun mødte sin mor på politistationen, hvor de fik vished for, at C var død. De talte med D på stationen, og under denne samtale spurgte hun D, om det var nødvendigt at skyde. D svarede på en måde, som gav hende det indtryk, at det syntes han ikke. Den 2. april 2003 var hun sammen med sin mor på gerningsstedet, og en person sagde til dem, at han havde set skudepisoden fra sin altan, og at der var tale om en ren likvidering. Det var svært for dem under efterforskningen at få oplysninger om sagen, og hun syntes ikke, at sagen var blevet undersøgt ordentligt med statsadvokatens redegørelse. Det var nærmest en selvfølge, at den skulle indbringes for Rigsadvokaten med henblik på at få omgjort statsadvokatens vurdering. Da Rigsadvokaten meddelte, at man ikke kunne prøve spørgsmålet om tiltalerejsning, følte hun sig magtesløs og krænket. Hun måtte på grund af episoden og den efterfølgende sagsbehandling ophøre med sit sygeplejestudium, fordi hun efter C's død ikke kunne koncentrere sig om at bestå eksaminerne. Hun er i dag uddannet farmakonom og arbejder på et apotek. Hun er fortsat præget af C's død, såvel savnet af ham som frustrationer over sagsforløbet.


V12 har forklaret bl.a., at han og hans hustru den pågældende dag kørte ad Røde Mellemvej mod Kastrup Lufthavn, da de så en sort BMW komme imod dem i nordlig retning. Umiddelbart efter kørte nogle patruljevogne. Han så BMW'en slingre og køre ind over cykelsti og fortov. BMW'en ramte en lysmast, hvorved det højre forhjul blev brækket ud til den ene side. Han erindrer ikke at have set dækket ligge på vejen. Han så ikke, om der forinden var skader på BMW'en. BMW'en forsøgte herefter på ny at køre fremad, men det var svært for den, fordi den var skadet. Det var, som om BMW'en »hoppede« fremad. Han og hans hustru kunne forfra se, at bilens forhjul var defekt, og at bilen havde svært ved at køre. Han kan ikke i dag sige noget nærmere om dens hastighed ved fremkørslen. Han så ikke BMW'en bakke, forinden den kørte fremad. Der var 6-7 betjente omkring bilen, da den endelig holdt stille.


En betjent havde sigtet på bilen med sin pistol, som han holdt i begge hænder. Betjenten skød fra en position skråt bag ved BMW'en ind gennem dens bagrude i en vinkel på cirka 45 grader og fra en afstand af 5-6 meter. Hvis han til politiet har forklaret, at betjenten var 2-3 meter væk, er det nok mere korrekt. Betjenten stod på BMW'ens venstre side. Betjenten og BMW'en var muligvis i bevægelse på dette tidspunkt, men han erindrer det ikke tydeligt i dag. Skuddet faldt på et tidspunkt, hvor bilen var kørt væk fra sin position ved lygtepælen. Det var helt uvirkeligt, og han troede i begyndelsen, at de overværede en filmoptagelse. Der kom mange politibiler til stede. Disse blev placeret tæt på og bag ved BMW'en, da den stoppede op et stykke længere henne ad vejen end ved lygtepælen. De blev vinket forbi BMW'en i det øjeblik, føreren blev trukket ud af bilen. Det var hans indtryk, at manden var død. Da de samme aften i Oslo så dansk TV-avis med en omtale af skudepisoden, kontaktede de politiet. Han har underskrevet afhøringsrapporten af 14. april 2003 som bekræftelse på, at gengivelsen af hans forklaring var dækkende.


V13 har forklaret bl.a., at hun og hendes mand var på vej mod lufthavnen, da de så BMW'en komme imod dem i meget høj fart. Det var, som om føreren af BMW'en mistede herredømmet over bilen. Med høj hastighed kørte pågældende ind i lygtepælen ved vejsiden. Efter at BMW'en havde ramt lygtepælen, vendte den over mod dem og »hoppede« lidt videre. Hun kan ikke i dag sige, med hvilken hastighed den bevægede sig fremad efter at have ramt lygtepælen. BMW'en bakkede ikke på noget tidspunkt. Hendes mand stoppede deres bil og holdt ind til siden 5-6 billængder fra det sted, hvor BMW'en endelig standsede. De kunne se, at det højre forhjul var knækket og stod vinkelret ud fra skærmen.


Umiddelbart efter BMW'en kom der politibiler, som standsede bag ved BMW'en, da den holdt stille ved lygtepælen. To betjente løb hen mod BMW'ens førerside. Den forreste betjent skød mod bilen, mens han med begge hænder holdt om sin pistol i strakte arme. På det tidspunkt bevægede BMW'en sig ikke længere. Hun oplevede det således, at man fra betjentenes side forsøgte at forhindre bilen i at køre videre. Hun husker ikke, at der blev råbt noget. Hun og hendes mand blev vinket forbi sammen med en hvid bil, der holdt foran dem. Den hvide bil blev ført af en dame på omtrent vidnets alder. De passerede BMW'en, idet føreren blev trukket ud af bilen. Føreren virkede livløs og slap, og hendes mand bemærkede, at det så ud, som om han var død, men det kunne hun ikke tro. Hun underskrev afhøringsrapporten af 14. april 2003 som bekræftelse på, at gengivelsen af hendes forklaring i rapporten var dækkende.


V9 har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 kørte bus 33 ad Røde Mellemvej ind mod København, da en BMW for rødt lys kørte ud i krydset Røde Mellemvej/Peder Lykkes Vej på tværs af vidnets kørselsretning. Han bremsede bussen hårdt op for at undgå kollision. BMW'en drejede til højre ad Røde Mellemvej. Vidnet holdt stille i krydset, indtil også politiet var kommet igennem krydset, og kørte herefter videre og standsede ved busstoppestedet på Røde Mellemvej. Han så BMW'en få et puf af en politibil og derefter køre ind i hegnet bag ved en lygtepæl. Han så den ikke ramme lygtepælen. Herefter var det, som om føreren forsøgte at få BMW'en fri af hegnet, herunder ved at bakke, men det lykkedes ikke.


På dette tidspunkt blev føreren overmandet af de mange betjente, der var rundt om bilen. En af betjentene stod lige ved førersiden og en anden lidt bagved, og de sigtede begge mod bilen, mens de holdt om deres pistoler med begge hænder i strakte arme. Han hørte politiet råbe »skyd, skyd«, hvorefter der blev skudt. Skuddet blev afgivet i det øjeblik, føreren af BMW'en opgav at køre fra stedet. Han så ikke, hvem der afgav skuddet. Det undrede ham, at man ikke havde sigtet mod førerens ben, men alt gik meget hurtigt. Han talte første gang med politiet den 23. maj 2003, efter at politiet havde kontaktet busselskabet. Der var mange vidner til episoden, så han undrede sig ikke over, at han ikke tidligere var blevet anmodet om at afgive forklaring. Han underskrev afhøringsrapporten som bekræftelse på, at gengivelsen af hans forklaring var dækkende.


Politiassistent G har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 gjorde tjeneste ved specialpatruljen på Station City sammen med U. De eftersatte en BMW, idet der over radioen var blevet rundkastet oplysninger om en episode på Istedgade. Da de kom til Amagerbrogade, holdt de og BMW'en stille på grund af trafikken. Han kunne se en uniformeret betjent ved BMW'en. Han løb hen imod den, men da BMW'en begyndte at køre fra stedet, satte han sig ind i en patruljevogn, en hvid Ford Mondeo, som var efterladt i nærheden. U kom også ind i patruljevognen, der eftersatte BMW'en med U som fører og han selv samt to uniformerede betjente som passagerer. Han var på dette tidspunkt ikke opmærksom på, at BMW'en var skadet. Der kom en melding over radioen om, at en ældre dame var blevet kørt ned af BMW'en, og han så en cykel ligge på vejen og tænkte, at det måske var hendes. De overhalede whiskeypatruljen på Peder Lykkes Vej for at komme op på siden af BMW'en og bringe den til standsning, men de måtte afstå herfra, da der var for mange cyklister.


De påkørte først BMW'en på Røde Mellemvej, hvorefter den kørte ind i et buskads i vejsiden. De parkerede patruljevognen bag ved BMW'en, men han erindrer ikke i dag, hvor langt fra BMW'en de parkerede. Han og P løb ud af patruljevognen og hen mod BMW'en for at stoppe dens videre kørsel. BMW'en begyndte at køre frem igen, da de løb hen mod den. Han så den ikke »hoppe« fremad. Han kan ikke sige noget om BMW'ens hastighed ved denne fremkørsel, og han erindrer heller ikke, om BMW'en forinden havde bakket for at komme fri. Han løb frem mod BMW'ens førerside og stillede sig lidt bag ved bilens midte, klar til at afgive skud. Han var ikke i tvivl om, at hans eget og andres liv og førlighed var i fare, idet bilen var i fart, og føreren tidligere havde anvendt bilen som et våben. På tidspunktet for  skudafgivelsen var P placeret skråt bag ved ham uden for hans synsfelt.


Kort tid efter skudafgivelsen sænkede bilen hastigheden og standsede op. De fik føreren ud af bilen og lagde ham i håndjern. Da de opdagede, at han var ramt, tog de håndjernene af ham. Han kender til reglerne om varselsskud, men han nåede ikke at overveje at affyre varselsskud. Under afhøring hos statsadvokaten blev han spurgt, om bilen var i fart, da der blev skudt. Han blev forevist billeder af BMW'ens højre fordæk, som var faldet af og lå på Røde Mellemvej, hvilket han blev meget overrasket over, da han ikke tidligere havde set dækket. Han ved ikke, hvor whiskey-patruljen var placeret, men den var i nærheden af BMW'en.


Efter affyring af skuddet kom der yderligere politi til stedet, og statsadvokaten blev tilkaldt. Der blev også tilkaldt en lægeambulance. Der blev sat en afspærring op, hvorefter han og U trak sig tilbage. Han fik at vide, at de senere ville blive afhørt, men de fik ikke besked på at holde sig væk fra de andre betjente inden afhøringen. De blev på stedet i en halv times tid, indtil de havde talt med deres fællestillidsmand, og de blev herefter bedt om at køre til psykologisk debriefing på Station Amager. Der var op til 25 personer samlet til denne debriefing, som blev ledet af en psykolog. Man talte om, hvad der var sket, men de var for mange til, at de kunne få talt ud om sagen. P og dennes køremakker var ikke med, hvilket han syntes var forkert. På et tidspunkt fik han og U øje på dem i et andet rum og gik ind for at fortælle dem, hvem de var, og forklare, hvorfor de havde siddet i deres patruljebil. De forsøgte ikke at samstemme forklaringer. Han talte kun ved denne ene lejlighed med P inden afhøringen hos statsadvokaten. Han fik under denne afhøring lejlighed til at forklare det, han dengang fandt var relevant. Han var senere til genafhøring, og også ved den lejlighed fik han mulighed for at forklare sig. Han har ikke underskrevet afhøringsrapporterne og har heller ikke gennemlæst dem.
 

Kriminalassistent Q har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 gjorde tjeneste i Københavns Politis røveriafdeling. Han kørte den pågældende dag civil patrulje sammen med X. De kørte efter BMW'en på Amagerbrogade. Han var ikke opmærksom på de spor, som den satte på vejen. I krydset Peder Lykkes Vej/Røde Mellemvej blev de overhalet af den hvide patruljevogn. Formentlig på grund af for høj fart lavede BMW'en på Røde Mellemvej en udskridning, hvorved den ramte vejkanten og satte sig fast med fronten inde i et buskads. Han løb ud af bilen og op mod BMW'ens højre side. Han råbte til føreren, bankede på ruden og tog i døren for at få kontakt med føreren, men føreren var alene fokuseret på at få bilen i bakgear og reagerede ikke på hans råb og fagter. Han havde på det tidspunkt trukket sin tjenestepistol. Han havde alene fokus på førerkabinen og føreren af bilen og så ikke, om BMW'en havde skader, eller om dens ene dæk lå på vejen. Da føreren havde fået BMW'en i bakgear, tog den et ordentlig hop bagud og accelererede herefter frem ad Røde Mellemvej ind mod byen. Han ved ikke, hvor de andre betjente befandt sig på dette tidspunkt. Så vidt han husker, var der nogle betjente på venstre side af bilen, men han opfattede ikke, hvem det var. Han så ikke selve skudafgivelsen og erindrer ikke i dag, om nogen råbte »skyd«.

Efter skudepisoden fik de føreren ud af bilen, og han konstaterede, at føreren var ramt. De tilkaldte ambulance og tog håndjernene af føreren, der blev lagt i aflåst sideleje. Han blev omkring føreren, til lægeambulancen var ankommet, og han erfarede hurtigt, at føreren var afgået ved døden. Der kom en del yderligere politifolk til. Han erindrer ikke, hvad han herefter lavede på stedet, inden han efter ledelsens beslutning tog ind på Station Amager. Han erindrer ikke, om han kørte sammen med X til Station Amager, men det ville have været naturligt. På stationen var der en debriefing, hvor uniformerede og civilklædte betjente var samlet rundt om et stort bord. Formålet med mødet var at komme af med følelserne efter den voldsomme episode. Det var ikke møntet på at samstemme forklaringer, og det ville man heller ikke have været i stand til på det tidspunkt. Han talte måske også efter mødet med sine kolleger om episoden, dog ikke med P, som han ikke mødte, før han var til afhøring hos statsadvokaten. Han vil tro, at han fik lejlighed til at forklare det til statsadvokaten, som han mente var vigtigt. Han har ikke gennemlæst politirapporterne.


Politiassistent U har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 gjorde tjeneste i specialpatruljen sammen med G. På Amagerbrogade satte han sig på førersædet i den hvide patruljevogn for at eftersætte BMW'en, da den begyndte at køre væk, selvom der stod en betjent ved den. Whiskey-patruljen stødte til ved Kuhlausgade. Han opdagede under kørslen, at BMW'en var beskadiget, idet han kunne se røg fra den, men han bemærkede ikke, at den afsatte spor på vejen. Han havde som under enhver eftersættelse gjort sig overvejelser om, hvorvidt det ville være muligt at bringe BMW'en til standsning uden at bringe andre mennesker i fare, men først på Røde Mellemvej besluttede han sig for at gøre et forsøg. Han kørte op på siden af BMW'en og gav den et slag med forenden af patruljevognen, hvorefter BMW'en slog ud og i kraft af førerens kontrastyring kørte ind i højre side af Røde Mellemvej. Han så ikke bilens dæk ligge på Røde Mellemvej. Det kan godt passe, at han til statsadvokaten har forklaret, at det var hans indtryk, at bilen på grund af skader havde kørt med nedsat hastighed, men det var hans vurdering, at BMW'en sagtens kunne køre videre og fortsat var farlig. 


Han blev siddende i patruljevognen, da de tre andre sprang ud, således at han var klar til at køre, hvis BMW'en skulle fortsætte sin kørsel. Han holdt i højre side af Røde Mellemvej nogle meter bag ved BMW'en med fronten skråt ind mod den. G og P løb op på venstre side af BMW'en, mens den tredje betjent løb op på højre side. Føreren satte BMW'en i gear og forsøgte at køre igen. Han mener ikke, at BMW'en på noget tidspunkt bakkede eller påkørte patruljevognen. Den kørte fremad i ganske kort tid, inden der blev skudt. Han mener, at alle tre betjente havde trukket deres pistoler. Han hørte ikke nogen råbe »skyd«. De to betjente på BMW'ens venstre side stod nogle meter fra den. P stod tættest på og sigtede skråt nedad mod bilen med pistolen i et tohåndsgreb i strakt arm.


Efter skudafgivelsen sænkede BMW'en hastigheden, og vidnet kørte efter den i patruljevognen, indtil BMW'en var standset helt op. Herefter steg han ud af patruljevognen. Føreren af BMW'en blev lagt i håndjern, som dog kort tid efter blev taget af igen. Der kom meget politi til stede. Han talte kort med en person fra statsadvokaten eller Rigspolitiet. Der blev ikke sagt noget om, hvordan han skulle forholde sig. Han kørte i patruljevognen sammen med G og måske to andre betjente til Station Amager. P var ikke med. På stationen mødte han advokat Torben Koch, der i løbet af 20-30 minutter orienterede de involverede betjente om den praktiske gennemførelse af de forestående afhøringer. P og hans køremakker var ikke til stede under dette møde. Det var naturligt at tale med sine kolleger om, hvad der var foregået, men de aftalte ikke, hvad de skulle sige under afhøringen hos statsadvokaten. Han og G gik efter mødet med Torben Koch ind og hilste på P, der var meget oprørt og ked af det. De ville præsentere sig og vise ham, at de også var kede af det. Dette møde tog højst 10 minutter. Der var hverken tid eller lejlighed til i detaljer at tale om episoden. Det kan godt passe, at han blev afhørt af statsadvokaten den 2. april 2003. Indtil da havde han været sammen med sin makker G i mange timer, og de havde naturligvis også talt om skudepisoden. Han fik under afhøringen lejlighed til at forklare sig. Han erindrer ikke, om han har gennemlæst afhøringsrapporten.


Politiassistent X har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 gjorde tjeneste i Københavns Politis røveriafdeling. Han kørte sammen med Q og var fører af den civile patruljebil, whiskey-bilen, der deltog i forfølgelsen af BMW'en. Efter Amagerbrogade havde han givet plads til, at den hvide patruljevogn kunne overhale ham, hvorefter han fulgte efter patruljevognen. Han så ikke BMW'en blive påkørt af patruljevognen, men på et tidspunkt mistede føreren af BMW'en herredømmet over den, og BMW'en endte i en hæk på Røde Mellemvej. Q løb ud af bilen, mens vidnet parkerede og tog sin sikkerhedssele af. Han rettede først på ny sin opmærksomhed mod BMW'en, da den forsøgte at køre videre. Der kom på det tidspunkt blå røg fra dens ene baghjul. Han så ikke et dæk ligge på vejen. Han ved ikke, med hvilken hastighed BMW'en kørte fremad, men det foregik ikke hurtigt. Han så ikke BMW'en bakke, inden den kørte fremad, og han så den heller ikke påkøre patruljevognen. P stod på venstre side af BMW'en, da skuddet faldt. Han hørte ikke nogen råbe »skyd«. Han erindrer ikke, hvor langt væk fra BMW'en P var placeret, eller på hvilken måde P sigtede med sit tjenestevåben mod BMW'en. Han kan heller ikke i dag huske, om han, således som han ifølge afhøringsrapporten af 24. juni 2003 skulle have forklaret til statsadvokaten, dengang havde det indtryk, at BMW'en ikke kunne køre videre. Som han erindrer det i dag, kørte han ikke hen foran BMW'en, fordi den var standset op med fronten mod en hæk. Han kunne godt have kørt hen foran den, hvis han havde haft overskud til at tænke på det.


Han erindrer ikke, hvor han befandt sig, da skuddet faldt, eller da føreren blev taget ud af bilen. Han blev først klar over, at føreren var død, da lægen fra lægeambulancen havde konstateret dette. Lidt senere kørte han formentlig sammen med Q ind på Station Amager. Her blev alle de implicerede betjente samlet i et lokale, og man talte om, hvad der var sket. På et tidspunkt kom advokat Torben Koch til stede. De talte om, at de skulle afhøres af statsadvokaten, men ikke om, hvad de skulle forklare til statsadvokaten, for det er ikke kutyme. Han så ikke P, efter at de var kørt fra Røde Mellemvej. Han var på Station Amager i nogle timer og var sammen med forskellige kolleger, inden han tog hjem. Man talte naturligvis om, hvad der var sket, men man samstemte ikke forklaringer. Han havde et møde med advokat Torben Koch inden afhøringen hos statsadvokaten, men det blev gjort klart, at advokaten ikke måtte tale med ham om sagen. Han har ikke en erindring om, at han under afhøringen ikke skulle have fået lejlighed til at sige det, han syntes var relevant. Han erindrer fra afhøringen eller genafhøringen, at han fik at vide, at BMW'en havde bakket, forinden den igen kørte fremad, og det undrede ham, da det ikke passede med hans erindring om episoden.


Politiassistent H har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 gjorde tjeneste i ordenspolitiet i Københavns Politi. Han kørte uniformeret patrulje sammen med P. De standsede BMW'en første gang på Amagerbrogade, hvor den påkørte ham. Da de kørte fra Amagerbrogade til Røde Mellemvej, var han ikke opmærksom på whiskey-patruljen bag dem. De talte i patruljevognen om at køre BMW'en af vejen, men på Peder Lykkes Vej var der for mange mennesker. Først på Røde Mellemvej blev de enige om, at påkørsel kunne ske uden ulempe for medtrafikanter. Han fik formentlig under afhøringen hos statsadvokaten afspillet en lydfil med den åbne kommunikation med HS om påkørslen. Han havde ved Sundholmvej/Tingvej observeret, at et af BMW'ens forhjul var beskadiget, idet der kom gnister op fra vejbanen ved svingning. Det var formentlig derfor, at den var så let at puffe ud af kurs med patruljevognen. Herefter kørte BMW'en ind i buskadset i højre side af Røde Mellemvej. P, der sad på forreste passagersæde, løb ud af patruljevognen. Han så selv BMW'en sætte i gang igen og gik ud af patruljevognen for at sætte sig ind på forreste passagersæde og over radioen melde til HS, at BMW'en kørte videre. Han mener, at BMW'en bakkede, forinden den kørte fremad på ny, men han er dog usikker herpå. Han så ikke, hvem der afgav skuddet, eller hvor P befandt sig, da skuddet blev afgivet. Han lagde ikke mærke til et dæk på vejen.


Under et minut efter skudepisoden kom der yderligere politi til stedet. Føreren af BMW'en blev anholdt og lagt i håndjern, men kort tid efter fik han håndjernene taget af og blev lagt på jorden. Vidnet blev sat til at dirigere trafikken ved krydset Røde Mellemvej/Peder Lykkes Vej. Han talte ikke med nogen fra statsadvokaten på stedet. Efter cirka et kvarter blev han kørt til Station Amager, hvor han blev sat på vagthavendes kontor sammen med P, der var rystet og græd. Han erindrer ikke, hvad de talte om. Han var ikke selv så berørt af situationen, idet han var afklaret med, at de havde udført en politiopgave på bedst mulig måde. De talte om, at han selv var sluppet heldigt fra påkørslen på Amagerbrogade, og om den gamle dame, der også var blevet påkørt. P sagde, at han skød for at standse bilen, og han var selv enig i, at det i situationen, hvor det hele gik så stærkt, var tilfældigt, at P ramte føreren af BMW'en gennem hjertet. De kom senere op på tillidsrepræsentantens kontor og blev herfra kørt ind til Vesterbrogade, hvor de talte med en psykolog. Det var først her, at de fik at vide, at føreren af BMW'en var afgået ved døden. Han erindrer ikke, hvad de talte med psykologen om, men de har formentlig talt om hele episoden. Herefter blev de kørt tilbage til Station Amager, hvor de opholdt sig på et kontor på 4. sal, indtil de blev afhørt af statsadvokaten. Han var sammen med P stort set hele tiden fra skudepisoden til afhøringen hos statsadvokaten. Han og P talte ikke på noget tidspunkt om, hvad de skulle sige under afhøringen hos statsadvokaten. Han mener, at han fik lejlighed til at forklare sig under denne afhøring. Han har ikke gennemlæst afhøringsrapporten.


Politiassistent P har forklaret bl.a., at han den 1. april 2003 gjorde tjeneste i beredskabsafdelingen ved Station Amager sammen med H. Under eftersættelsen af BMW'en sad han på højre forsæde og betjente radioen. På Røde Mellemvej kørte patruljevognen ind i siden på BMW'en, hvorefter BMW'en standsede op og holdt med fronten ind i et buskads på højre side af Røde Mellemvej. Patruljevognen stoppede lige ved BMW'ens bagende. Da han var på vej ud af patruljevognen, begyndte BMW'en at bakke mod ham. Han er overbevist om, at den ramte patruljevognen i den side, hvor han befandt sig, og han kastede sig ind i patruljevognen. Herefter bevægede BMW'en sig fremad med en hastighed af omkring 25 km/t. Han stod relativt tæt på BMW'ens venstre side, da han affyrede skuddet. Han erindrer ikke, om han holdt om pistolen med én hånd eller med to hænder, men hos politiet har de trænet i tohåndsfatning, så det var formentlig det greb, han havde om pistolen. Han ved, at de var fire betjente i patruljevognen, men han ved ikke, hvor de tre andre var placeret. Han hørte ingen råb, inden han afgav skuddet. Det kan godt passe, som det fremgår af afhøringsrapporten af 1. juni 2003, at han selv råbte: »Stop - det er politiet« - og »nu skal du stoppe« eller lignende. Han overvejede ikke at skyde varselsskud. Han var i chok efter skudepisoden og erindrer ikke meget om den. Han må derfor i det hele henholde sig til den forklaring, som han dengang afgav til statsadvokaten.


Efter skudafgivelsen befandt han sig bag ved BMW'en. Han blev først klar over, at BMW'ens fører var afgået ved døden, under den senere samtale hos psykologen, men føreren havde set livløs ud, da kolleger tog ham ud af bilen, og han frygtede derfor det værste.


Han opholdt sig kun i kort tid på stedet, inden han af nogle kolleger, som ikke havde overværet skudepisoden, blev kørt til Station Amager, hvor han blev placeret på vagthavendes kontor. Efter psykologsamtalen blev han kørt tilbage til Station Amager og afhørt af statsadvokaten. Han erindrer ikke, om han var sammen med H på Station Amager før og efter psykologsamtalen. Han erindrer heller ikke, om han har talt med andre kolleger om episoden før den første afhøring hos statsadvokaten. Han og H havde hos psykologen talt hændelsesforløbet igennem, men de havde ikke aftalt forklaringer. Det hele står meget sløret for ham, og han erindrer ikke, præcis hvad de talte om. Før afhøringen hos statsadvokaten havde han et kort møde med advokat Henrik Legarth, hvor han blev orienteret om sine rettigheder. Han husker både den første afhøring og genafhøringen som fyldestgørende. Han erindrer ikke, om han har læst afhøringsrapporterne igennem. Han afleverede sin tjenestepistol efter episoden og udførte i tiden herefter kontorarbejde.


Per Corneliussen har forklaret bl.a., at han også i 2001 deltog i en undersøgelse af en skudepisode i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Han arbejdede med nærværende skudsag fra den 1. april 2003, til statsadvokaten traf afgørelse den 23. september 2003. Han deltog tillige i den efterfølgende efterforskning i december 2003. Efter afgivelsen af den supplerende udtalelse til Rigsadvokaten i marts 2004 var undersøgelsen i det væsentlige afsluttet, men selve sagen blev først endeligt lukket hos statsadvokaten i 2006 eller 2007.


Hans arbejde med skudsagen på Røde Mellemvej indledtes med, at han den 1. april 2003 kort før kl. 15 blev underrettet af Københavns Politi om, at politiet havde afgivet skud på Røde Mellemvej. Han havde vagt og traf med det samme beslutning om, at statsadvokaten skulle gå ind i sagen. Han bad Henrik Aagaard tage ud til Røde Mellemvej. Han ankom først selv til Røde Mellemvej omkring kl. 16. Politiet havde på det tidspunkt, hvor han nåede frem, spærret et meget stort område af. Der stod ingen civile personer i nærheden af skudstedet, og politiet havde ikke forinden afspærringen sikret sig identiteten på mulige civile vidner til episoden. Han fokuserede ikke på dette tidspunkt på at finde eventuelle vidner til episoden, idet det var en politiopgave. Det gik hurtigt op for ham, at det var en omfattende sag, der involverede en lang række episoder på Amager, og han fik derfor bistand af vicestatsadvokat Kim Christiansen. Han tog som leder af efterforskningen kontakt til Rigspolitiets Rejsehold, der stillede to af de mest erfarne betjente til rådighed. Det var afgørende, at Københavns Politi ikke selv forestod efterforskningen i sagen mod kollegerne. Han iværksatte sædvanlige efterforskningsskridt med kontakt til politiets tekniske afdeling, bestilling af ligsyn og rekvirering af hundepatruljen. Han traf beslutning om afhøringer, men rejseholdets efterforskere indhentede også på eget initiativ informationer i sagen.


Han vidste, allerede da han ankom til Røde Mellemvej, at der var flere politifolk direkte involveret i hændelsen. Man overvejer altid risikoen for kollusion, men der er ikke hjemmel til i forbindelse med en undersøgelse af den pågældende art at pålægge politividnerne at opholde sig bestemte steder inden afhøringen af dem og at holde dem fysisk adskilt. Han erindrer ikke, om man drøftede muligheden for fysisk adskillelse af vidnerne, eller om han foretog sig noget særligt i relation hertil. Han og Kim Christiansen bestræbte sig på at sikre de involveredes forklaringer hurtigst muligt, herunder ved at anmode om, at de centrale personer indfandt sig på Station Amager. Gerningsstedsundersøgelsen skulle afsluttes, inden afhøringerne kunne begynde. Efter at det var blevet mørkt, tog han fra Røde Mellemvej til Station Amager, hvor han forestod afhøringen af de mest centrale vidner, herunder af P. Han tog beslutningen om at afhøre P med en sigtets retsstilling, selvom der ikke formelt blev rejst en sigtelse mod ham. P var meget påvirket af situationen, og formålet med den første afhøring var derfor at få hans umiddelbare forklaring om episoden, mens mere kritiske spørgsmål måtte afvente den supplerende afhøring.


Hans primære opgave i forbindelse med undersøgelsen var at søge sagen oplyst bedst muligt og at sikre det fornødne grundlag for anklagemyndighedens vurdering af, om der forelå et strafansvar for de involverede betjente, herunder om sagen havde en sådan karakter, at den skulle prøves ved domstolene. Han brugte under sagen mange ressourcer på at få be- eller afkræftet P's forklaring om skudepisoden, herunder om BMW'en havde bakket, inden den fortsatte fremad. Navnlig på baggrund af bilinspektørens erklæring fandt man, at P's forklaring på dette punkt var bekræftet. Han undersøgte ikke særskilt retspraksis i relation til Menneskerettighedskonventionens artikel 2, idet den er udtryk for helt sædvanlige og fundamentale principper for politiets arbejde. Han orienterede daværende statsadvokat Karsten Hjorth om forløbet af efterforskningen. Han udarbejdede også udkastet til statsadvokatens redegørelse til politiklagenævnet, og Karsten Hjorth gennemgik udkastet i detaljer, før han underskrev redegørelsen. Han var enig i statsadvokatens redegørelse og konklusion. Politiklagenævnets afgørelse af 17. september 2003 blev læst med interesse, men førte ikke til yderligere efterforskning eller en revurdering af sagen hos statsadvokaten. Statsadvokaten var på det tidspunkt af den klare opfattelse, at der ikke gjaldt nogen omgørelsesfrist, når efterforskningen blev indstillet efter retsplejelovens § 749, stk. 2. Der var derfor ingen anledning til at drøfte spørgsmålet om omgørelsesfrist med Rigsadvokaten. Han drøftede advokat Jane Ranums brev af 28. november 2003 til Rigsadvokaten med Hans Fogtdal og iværksatte den yderligere efterforskning, som de var enige om, at henvendelsen gav anledning til.


Han havde ikke kontakt til afdødes familie under efterforskningen. Der var efter de dagældende regler ikke hjemmel til at beskikke en advokat for familien eller give familien aktindsigt under efterforskningen. Efter afgivelsen af statsadvokatens redegørelse fik advokat Jane Ranum meddelt aktindsigt.


Karsten Hjorth har forklaret bl.a., at han også før denne sag har været involveret i i hvert fald en undersøgelse af en skudepisode efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Der er i sådanne tilfælde tale om en almindelig politimæssig undersøgelse. Han hørte om nærværende sag samme dag, som skudepisoden havde fundet sted. Han var ikke involveret i beslutningerne og dispositionerne i indledningen af efterforskningen, herunder om bemandingen og sikring af vidners identitet. Hans rolle i undersøgelsen af sagen var en normal chefrolle, hvor han blev informeret om sagens forløb og fik forelagt eventuelle tvivlsspørgsmål i efterforskningen til afgørelse. Normalt bliver pårørende ikke involveret i efterforskningen, når de ikke er vidner, og han erindrer ikke, at det i denne sag blev særligt drøftet, om de skulle involveres, herunder om de skulle have beskikket advokat og meddelt aktindsigt. 


Han modtog udkast til redegørelsen sammen med sagens akter, som han gennemgik og drøftede med Per Corneliussen. Han var enig i konklusionen, men har formentlig rettet konkrete formuleringer i redegørelsen. Han vurderede, at dokumentationen for redegørelsen og dens konklusion var i orden. Han foretog et konkret skøn over, hvorvidt der var en rimelig tvivl om P's skyld. Der var ikke objektivt grundlag for at antage, at føreren af bilen ville bakke for at køre P ned, men der var på den anden side heller ikke grundlag for at tilsidesætte P's forklaring om, at han oplevede det således. Efter politiklagenævnets afgørelse den 17. september 2003 overvejede man på baggrund af den begrundede dissens på ny, om der var grundlag for at ændre konklusionen i redegørelsen, men da han ikke selv fandt, at en tiltale ville kunne føre til domfældelse af P, var der ikke hjemmel til at lade domstolene vurdere sagen, således som anført i dissensen.


Han fandt ikke dengang, at det var statsadvokaturens opgave tillige at overveje generelle aspekter af efterforskningen, men han tog Rigsadvokatens kritik heraf til efterretning. Han overvejede ikke særskilt Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende undersøgelser af denne karakter. Efter den yderligere efterforskning i december 2003 blev det vurderet, at der fortsat ikke var grundlag for en ændret afgørelse i sagen. Han erindrer ikke, om han blev gjort bekendt med advokat Jane Ranums brev af 2. oktober 2003, der på grund af en uhensigtsmæssig journaliseringspraksis ikke blev fremsendt til Rigsadvokaten i forbindelse med klagen over statsadvokatens redegørelse. Det var dengang hans klare opfattelse på baggrund af hidtidig praksis, at der ikke gjaldt en omgørelsesfrist i en sag som denne, hvor der ikke var rejst en formel sigtelse mod betjenten. I modsat fald skulle dette efter fast praksis have været bemærket i fremsendelsesbrevet til Rigsadvokaten. Han opfattede indholdet af Rigsadvokatens redegørelse til Ombudsmanden som udtryk for en ændring af praksis.


Hans Fogtdal har forklaret bl.a., at han begyndte at arbejde hos Rigsadvokaten i 2001. Han har formentlig også før denne sag beskæftiget sig med sager, hvori der var udarbejdet en redegørelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. På tidspunktet for modtagelsen af nærværende klage overvejede han ikke, om der gjaldt en omgørelsesfrist i medfør af retsplejelovens § 724, stk. 2. Han læste statsadvokatens redegørelse, og akterne stod formentlig på hans kontor. Han drøftede de enkelte kritikpunkter i Jane Ranums brev af 28. november 2003 med Per Corneliussen, og de blev enige om, hvilke yderligere efterforskningsskridt der skulle foretages i anledning heraf. Først efter afslutningen af denne yderligere efterforskning i 2004 blev man hos Rigsadvokaten opmærksom på spørgsmålet om omgørelsesfristen. Omgørelsesfristen efter § 724, stk. 2, kan afbrydes, uden at der rejses en formel sigtelse, idet man i et brev, som forkyndes for den pågældende betjent, kan oplyse, at efterforskningen bliver genoptaget. Det er ham, der har udarbejdet udkast til Rigsadvokatens afgørelse af 2. september 2004, som herefter på sædvanlig vis har været forelagt hans leder Lars Stevnsborg og rigsadvokat Henning Foged. Det er beklageligt, at Rigsadvokaten ikke fik lejlighed til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt betjenten handlede i lovligt nødværge.


Michael Klint har forklaret bl.a., at han som freelance-journalist og filmproducent sammen med fotograf Christian Andersen blev involveret i et filmprojekt i 2002/2003, hvis formål var med kritiske briller at se på den daværende politiklageordning, navnlig det forhold, at statsadvokaten undersøgte eventuelle fejl hos politiet. Projektet skulle munde ud i 10 film, hvoraf denne sag var temaet for en af disse film. Af statsadvokatens redegørelse kunne man se, at der var forskellige opfattelser af, hvad der var foregået på Røde Mellemvej, og de ønskede at rette søgelyset herimod. Det var afgørende for filmprojektet, at man fik talt med uvildige vidner til skudepisoden og ikke kun baserede filmen på partsindlæg. Derfor søgte de efter uvildige vidner til episoden og talte med blandt andre V9 og V7. De interviewede også to drenge, som havde set en del af biljagten, men som viste sig ikke at have overværet selve skudepisoden. Interviewet med V7 foregik den 13. oktober 2003 i dennes lejlighed. V7 var førtidspensionist og måske lidt ensom. V7's forklaring virkede troværdig, og vidnet lagde vægt på, at han til kameraet forklarede det samme, som han forinden havde sagt til vidnet i telefonen, herunder at der under episoden blev råbt »skyd«, og at V7 havde følt sig presset af politiet til at afgive forklaring om, at BMW'en havde bakket, inden den fra græsrabatten kørte videre frem ad Røde Mellemvej. Filmen blev dog aldrig til noget, idet man i stedet besluttede at fokusere på en enkelt sag. Klippet med V7 har således aldrig været vist offentligt. Han sendte det heller ikke til statsadvokaten eller Rigsadvokaten.


Procedure


A og B har til støtte for deres påstande gjort gældende, at Rigsadvokaten og statsadvokaten har overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 dels ved den manglende konstatering via undersøgelsen efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, af, at magtanvendelsen gik ud over det absolut nødvendige, dels ved at gennemføre en mangelfuld undersøgelse af forløbet under iagttagelse af de opstillede minimumskrav for en sådan undersøgelse. Der stilles efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis krav om, at myndighederne skal håndtere en sag på en effektiv måde, således at efterforskningen gennemføres bedst muligt, og at alle faktuelle oplysninger kan blive indsamlet. Disse krav skal imødekommes, da de fungerer som centrale retsgarantier for bl.a. afdøde og de efterladte, samt for generelt at sikre tilliden til retssystemet.


De processuelle krav, som stilles ikke mindst i retspraksis efter Menneskerettighedskonventionens artikel 2, er ikke opfyldt, fordi de efterladte ikke har været tilstrækkeligt inddraget i sagsbehandlingen, således at de har kunnet varetage deres interesser, herunder er de blevet nægtet aktindsigt, de har ikke haft mulighed for at inddrage egen advokat, og de er ikke blevet holdt orienteret. Den manglende involvering var afgørende, da de efterladtes synspunkter, herunder advokat Jane Ranums indlæg af 28. november 2003, ikke blev vurderet af Rigsadvokaten trods retsplejelovens regler om behandling i to instanser. Statsadvokaten og Rigsadvokaten har endvidere ikke været uafhængige af Københavns Politi og Justitsministeriet, hvor sidstnævnte er ansvarlig for både de undersøgte betjente, for undersøgelsen hos statsadvokaten og for det efterfølgende forløb hos Rigsadvokaten.


Det er ikke bestridt, at omgørelsesfristen efter retsplejelovens § 724, stk. 2, var gældende i sagen, men den manglende sikring af forsvarlig og materiel behandling i to instanser i medfør af denne bestemmelse er i sig selv en overtrædelse af de processuelle krav i Menneskerettighedskonventionens artikel 2. Dette er en grov fejl, som må tillægges afgørende betydning som et skærpende moment ved vurderingen af krænkelsens grovhed. Både statsadvokatens og Rigsadvokatens sagsbehandling er kritisabel og ansvarspådragende ved den manglende indgriben i forhold til Københavns Politis retsstridige våbenaktion, jf. herved også The UN Basic Principles on Use of Force and Firearms by Law Enforcement Officials fra 7. september 1990 artikel 5 og 9.


Ved vurderingen af, om der er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, må det samlede undersøgelsesforløb, uanset den indtrådte forældelse, vurderes, hvilket dog må ske med respekt af uskyldsformodningen i forhold til den skydende betjent. Heri må indgå, at det ved statsadvokatens undersøgelse er en fejl, at bevisbyrden ikke er pålagt Københavns Politi som påkrævet i henhold til praksis, herunder at faresituationen skal være objektivt til stede for den skydende betjent, at redegørelsen ukorrekt beskriver, at der er bakket og påført skader på politiets bil, at man har undladt at sikre, at centrale vidner på stedet blev identificeret og afhørt, at det ikke blev sikret, at betjentene blev holdt adskilt, indtil afhøring kunne finde sted, at der ikke blev gennemført en rekonstruktion, at vidneudsagn fra almindelige vidner er vægtet meget lavt og vidneudsagn fra betjente uforholdsmæssigt højt, herunder at man har valgt at vægte den version, der er mest lempelig for den skydende betjent i relation til spørgsmålet om bakning og om, hvorvidt der blev råbt »skyd«. Statsadvokaten har endvidere undladt at foretage en korrekt vurdering af proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet, herunder alternativer til skud mod overkroppen af afdøde, idet andre henset til de objektive kendsgerninger, herunder bilens tilstand, ikke var udsat for en direkte og overhængende fare. Endelig har Rigsadvokaten i sin afgørelse påpeget nogle fejl.


Betaling af godtgørelse er en integreret bestanddel af retspraksis, når der er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, hvor Domstolen ofte tilkender efterladte 20.000 euro eller mere ved overtrædelse af et eller flere elementer heri. Dansk erstatningsrets almindelige regler, herunder erstatningsansvarslovens § 26 og § 26 a, skal i den forbindelse fortolkes i overensstemmelse med praksis fra Domstolen i medfør af artikel 41. Dette understøttes endvidere af dom af 15. maj 2007 i sagen Ramsahai m.fl. mod Holland (sag 52391/99). Tilkendelse af godtgørelse sker efter praksis, uden at der opstilles en betingelse om fælles bopæl. Imidlertid havde begge de efterladte fælles bopæl med afdøde på - - -vej, jf. tillige retspraksis vedrørende erstatningsansvarslovens § 26 a, hvor der skal foretages en konkret vurdering af tilknytningen mellem en afdød, der er over 18 år, og de nærmeste pårørende.


De efterladte har endvidere gjort gældende, at det samlede sagsbehandlingsforløb udgør en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, da tvisten med statsadvokaten og Rigsadvokaten ikke er afgjort inden rimelig tid. Den relevante periode i forhold til statsadvokaten løber fra den 23. september 2003, hvor statsadvokatens afgørelse forelå. I forhold til Rigsadvokaten løber den relevante periode fra den 21. oktober 2003, hvor der skete klage ved et brev til statsadvokaten. Subsidiært skal fristen i forhold til begge myndigheder regnes fra den 23. november 2003, hvor sagens udfald reelt blev determineret. Et samlet forløb på noget mere end 8 år udgør en krænkelse ud fra en helhedsbedømmelse, hvor den samlede sagsbehandlingstid ved danske myndigheder og domstole har været uforholdsmæssig, og hvor en alvorlig sag af denne karakter skal behandles med særlig hurtighed. Særligt blev første del af sagen først afsluttet ved Rigsadvokatens afgørelse af 2. september 2004, hvilket er 17 måneder efter hændelsen, uden en materiel stillingtagen fra Rigsadvokaten, ligesom begge myndigheder medvirkede til et langvarigt forløb ved Folketingets Ombudsmand i perioden frem til januar 2006. Endvidere har forløbet været unødvendigt forlænget ved landsretten grundet begge myndigheders begæring om udskillelse af spørgsmålene om retlig interesse og forældelse. Sagen, der har været en særlig personlig belastning for begge de efterladte, kunne således have været hovedforhandlet i efteråret 2009, hvorfor sagen er forsinket med noget mere end 24 måneder. 


Statsadvokaten og Rigsadvokaten har til støtte for deres påstande gjort gældende, at det ved Højesterets dom af 5. maj 2011 er fastslået, at alle forhold før tidligst den 20. oktober 2003 er forældede og således ikke kan påberåbes eller indgå i bedømmelsen af denne sag. Dette indebærer særligt for statsadvokatens vedkommende, at alle indsigelser vedrørende dennes efterforskning og sagsbehandling ledende frem til og omfattende afgørelsen af 23. september 2003 er forældede. Højesterets frifindelse af Københavns Politi med den begrundelse, at godtgørelseskrav mod politiet for at have forvoldt C's død er forældede, indebærer endvidere i kombination med forældelsen af indsigelser mod statsadvokatens efterforskning og afgørelse, at spørgsmålet om berettigelsen af skudafgivelsen den 1. april 2003 ikke kan tages under pådømmelse i denne sag. Statsadvokaten og Rigsadvokaten havde ingen andel i begivenhederne, der førte til dødsfaldet, og kan allerede af den grund ikke holdes erstatningsretligt ansvarlige herfor. Sagen vedrører således alene sagsbehandlingen efter den nævnte dato.


Statsadvokaten og Rigsadvokaten har ikke i tidsrummet fra tidligst den 20. oktober 2003 handlet ansvarspådragende over for de efterladte eller krænket deres rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens artikel 2 sammenholdt med artikel 13. De har ikke i deres sagsbehandling handlet culpøst, uagtet Rigsadvokatens afgørelse i sagen mest hensigtsmæssigt kunne være truffet inden for omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2.


Om forholdet til Menneskerettighedskonventionen har de to myndigheder gjort gældende, at således som sagen foreligger efter Højesterets dom af 5. maj 2011, er det alene spørgsmålet om, hvorvidt de efterladte som nære pårørende til afdøde har opnået en undersøgelse af dennes død, som er i overensstemmelse med konventionen, der foreligger til prøvelse. Praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at ved en persons død i politiets varetægt eller som følge af politiets indgriben skal der gennemføres en effektiv offentlig undersøgelse af dødsfaldet, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 2. Dette indebærer, at myndighederne skal tage de skridt, som med rimelighed kan forlanges med henblik på at sikre beviser for, hvad der er foregået.


I denne sag er undersøgelsen gennemført af statsadvokaten, hvis administrative afgørelse er endelig. Da de efterladte har undladt at anfægte statsadvokatens afgørelse ved domstolene inden for forældelsesfristen, skal afgørelsens indhold og konklusioner lægges uprøvede til grund under denne retssag. Søgsmål om statsadvokatens afgørelse er ikke betinget af udtømmelse af administrativ rekurs, hvorfor det alene er de efterladtes egne forhold, der har ført til forældelse af indsigelser mod statsadvokatens afgørelse. Det er på den baggrund gjort gældende, at der af statsadvokaten er gennemført en effektiv undersøgelse af dødsfaldet, og det er bestridt, at en 5-årig forældelsesfrist for materiel domstolsprøvelse af myndighedernes undersøgelse kan udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


Det er i anden række gjort gældende, at statsadvokatens undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet som følge af politiets skud den 1. april 2003 og den deraf følgende afgørelse af 23. september 2003 er i fuld overensstemmelse med kravene i såvel dansk ret som efter Menneskerettighedskonventionens artikel 2. Statsadvokatens efterforskning omfattede blandt andet relevante tekniske undersøgelser samt afhøringer af det implicerede politipersonale og af en række vidner. Dette førte til statsadvokatens redegørelse om at indstille efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, der blev tiltrådt af politiklagenævnet med dissens. Efter påklage af afgørelsen til Rigsadvokaten indhentede statsadvokaten på foranledning af de efterladtes daværende advokat en supplerende erklæring fra Statens Bilinspektion samt afhørte et yderligere vidne. Dette tilførte ikke sagen nyt, der kunne have begrundet en anden afgørelse, såfremt dette materiale havde foreligget forud for indstillingen af efterforskningen.


Statsadvokatens efterforskning og afgørelse lever op til de krav, som Højesteret har opstillet ved sin dom af 30. november 2011 (sag 295/2009), hvilke krav er i fuld overensstemmelse med kravene efter Menneskerettighedskonventionens artikel 2. Efterforskningen har således i alle relevante detaljer belyst hændelsesforløbet frem til dødsfaldet, og statsadvokatens redegørelse til politiklagenævnet indeholder en grundig og saglig vurdering af de fremkomne oplysninger samt en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen om at indstille efterforskningen. Der er under sagen intet fremkommet, som kan rejse tvivl om, at efterforskningen var fyldestgørende, og at afgørelsen var truffet ud fra et objektivt skøn udøvet af den myndighed, der efter lovgivningen var pålagt at varetage sager af denne karakter. Statsadvokaten er ved sine vurderinger bundet af det objektivitetsprincip, som gælder for anklagemyndigheden, og det er alene anklagemyndighedens vurdering, om der skal rejses tiltale.


Det er vedrørende Rigsadvokatens sagsbehandling gjort gældende, at det, som anført i udtalelsen til Folketinget Ombudsmand af 21. marts 2005, var uhensigtsmæssigt, at statsadvokaten ikke allerede i forbindelse med sin afgørelse og klagen herover havde gjort sig klart, at omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse i sagen. Det er derfor særdeles beklageligt, at Rigsadvokatens muligheder for eventuelt at omgøre statsadvokatens påtaleopgivelse på den baggrund var forpasset. Det havde derfor også i overensstemmelse med udtalelsen fra Ombudsmanden været mest hensigtsmæssigt, såfremt Rigsadvokaten ikke grundet fristoverskridelsen havde været afskåret fra at foretage en materiel prøvelse af statsadvokatens afgørelse. Dette var, som påpeget af Ombudsmanden, ubestridt en fejl fra begge myndigheders side, men dette kan imidlertid alene begrunde erstatningsansvar, såfremt dansk rets almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt.


Der kan således alene foreligge et erstatningsansvar vedrørende fristoverskridelsen, hvis det må lægges til grund, at Rigsadvokaten ved en materiel prøvelse ville være nået til et afgørende anderledes resultat end statsadvokaten. De efterladte, der har bevisbyrden, har ikke godtgjort eller blot sandsynliggjort, at dette ville være tilfældet. Det er i den forbindelse bestridt, at afskæring af toinstans-behandling i sig selv kan være ansvarspådragende, eller at den af Højesteret opstillede målestok for bedømmelse af sager af denne karakter eller Menneskerettighedskonventionen stiller krav om adgang til materiel administrativ rekurs. Endelig har Rigsadvokaten efter sagens kompleksitet og omfang ikke haft mulighed for inden udløbet af omgørelsesfristen efter retsplejelovens § 724, stk. 2, at tage stilling til, om efterforskningen skulle genoptages. Det er kun i en sådan situation, at det kan komme på tale over for den skydende betjent at forkynde en meddelelse om, at efterforskningen er genoptaget.


Der kan være grundlag for erstatning eller godtgørelse efter dansk rets almindelige regler til de efterladte, hvis myndighederne ikke har taget de skridt, som med rimelighed kan forlanges med henblik på at sikre beviser for, hvad der er foregået, eller hvis der er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, jf. herved Højesterets dom i sagen af 5. maj 2011. En sådan godtgørelse for krænkelse af Menneskerettighedskonventionen fastsættes efter praksis som udgangspunkt til 20.000 euro. Derimod kan de efterladte ikke opnå tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, da der ikke foreligger en krænkelse af deres frihed, fred, ære eller person, ligesom lovens § 26 a heller ikke finder anvendelse, da hverken statsadvokaten eller Rigsadvokaten har forvoldt dødsfaldet.


Hvis det måtte blive lagt til grund, at den manglende efterlevelse af omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, er ansvarspådragende, er det bestridt, at en eventuel godtgørelse skal fastsættes med udgangspunkt i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols erstatningspraksis vedrørende manglende eller utilstrækkelig undersøgelse af dødsfald, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 2. Findes Menneskerettighedskonventionen alligevel anvendelig på spørgsmålet om omgørelsesfristen, har Domstolen ved flere lejligheder fastslået, at ved mindre betydende krænkelser af konventionen kan den blotte konstatering af krænkelsen udgøre tilstrækkelig oprejsning for den krænkede part, og dette vil i givet fald være tilfældet i denne sag.


Rigsadvokaten og statsadvokaten har bestridt, at de er rette sagsøgte for en godtgørelsespåstand, der hviler på Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Hverken statsadvokatens eller Rigsadvokatens administrative sagsbehandling kan i øvrigt betegnes som langsommelig eller - sagens karakter og betydning taget i betragtning - langvarig. Efter sagsanlægget i oktober 2008 har sagen været behandlet med sædvanlig og tilfredsstillende hastighed ved domstolene, og tidsforløbet fra Rigsadvokatens afgørelse den 2. september 2004 til sagsanlægget kan alene tilskrives de efterladtes egne forhold.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Omfanget af landsrettens prøvelse


De efterladtes eventuelle krav mod Rigsadvokaten støttes på denne myndigheds sagsbehandling efter indgivelse af klage hertil ved brev af 21. oktober 2003, hvorfor et eventuelt krav i anledning af mulige fejl begået af Rigsadvokaten ikke er forældet, ligesom et eventuelt krav mod statsadvokaten støttet på fejl begået inden for 5-års-fristen heller ikke er forældet, jf. Højesterets dom afsagt i nærværende sag den 5. maj 2011.


I anledning af klagen til Rigsadvokaten blev statsadvokaten ved Rigsadvokatens påtegning af 4. december 2003 anmodet om en udtalelse, hvorefter statsadvokaten med Rigsadvokatens indforståelse ved brev af 15. december 2003 anmodede Statens Bilinspektion om en udtalelse, der forelå den 5. februar 2004. Statsadvokaten afhørte endvidere med Rigsadvokatens indforståelse den 30. december 2003 et yderligere vidne.


Landsretten finder, at der herved er sket en genoptagelse af statsadvokatens undersøgelse i henhold til den dagældende retsplejelovs § 1020 a, stk. 2, hvilken genoptagelse førte til, at statsadvokaten den 1. marts 2004 henholdt sig til sin oprindelige afgørelse af 23. september 2003.


Under disse omstændigheder er landsretten ikke, uanset det ovenfor anførte om forældelse, afskåret fra ved vurderingen af handlinger foretaget inden for 5-års-fristen, herunder især den fejl, som både Rigsadvokaten og statsadvokaten ubestridt begik, da man ikke var opmærksomme på, at omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, fandt anvendelse, at foretage en prøvelse af statsadvokatens undersøgelse og i den forbindelse overholdelsen af Menneskerettighedskonventionens art. 2.


Formålet med undersøgelsen efter den dagældende retsplejelovs § 1020 a, stk. 2
 

Efter den dagældende retsplejelovs § 1020 a, stk. 2, iværksætter statsadvokaterne blandt andet efterforskning, når en person er afgået ved døden som følge af politiets indgriben.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår blandt andet, at efterforskningen af de sager, der er omfattet af bestemmelsen, har et noget videre sigte, end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743. Begivenhedsforløbet bør søges klarlagt således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere, ikke blot om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler m.v. bedre kan forebygge lignende hændelser, jf. Folketingstidende 1994/95, tillæg A, side 3572.


Undersøgelsen må i henhold til praksis efter Menneskerettighedskonventions artikel 2 være egnet til at afgøre, om den anvendte magt var eller ikke var retfærdiggjort af omstændighederne, og til at identificere og straffe de ansvarlige, jf. præmis 113 i Menneskerettighedsdomstolens dom af 6. juli 2005 i sagen Nachova m.fl. mod Bulgarien (sag nr. 43577/98 og 43579/98).


Landsretten finder herefter, at en undersøgelse efter den dagældende retsplejelovs § 1020 a, stk. 2, må være egnet til at afgøre, om den anvendte magt var eller ikke var retfærdiggjort af omstændighederne, og om der dermed er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, hvilken vurdering er forskellig fra spørgsmålet om, hvorvidt et strafferetligt ansvar eventuelt kan gøres gældende.


Målestokken for bedømmelsen af begivenhedsforløbet


Som det fremgår af Højesterets dom af 30. november 2011 (sag 295/2009), er det afgørende for bedømmelsen, da C var ubevæbnet, om det var absolut nødvendigt at anvende skydevåben som sket. Det er ikke myndighederne, der har bevisbyrden for, at der ikke er sket overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, men en fyldestgørende begrundelse fra myndighedernes side for nødvendigheden er påkrævet.


Begivenhedsforløbet frem til og med skudafgivelsen


Det kan på grundlag af statsadvokatens undersøgelse og redegørelsen af 26. juni 2003 ubestridt lægges til grund, at en politibetjent i Istedgade havde forsøgt at stoppe en BMW ved at stille sig foran denne, men måtte hoppe til side for at undgå påkørsel, hvorefter politiet iværksatte en eftersættelse af BMW'en ført af C. Ud for Amagerbrogade 32 stoppede en patruljevogn foran BMW'en, hvorefter en betjent trådte ud for at rette henvendelse til C. For at komme fri bakkede C og påkørte derved en holdende bil, hvorefter den pågældende uniformerede betjent blev strejfet af BMW'en og passerede hen over BMW'ens kølerhjelm. Senere påkørte BMW'en en mur ved Amagerbrogade 52 og en ældre kvinde. Denne ældre kvinde blev væltet omkuld og kørt over, hvorved hun pådrog sig svære kvæstelser. I forbindelse med påkørslen af husmuren fik BMW'en en skade ved højre forhjul, der bevirkede, at hjulet under den fortsatte kørsel afsatte skridspor. BMW'en fortsatte dog med en hastighed, som er anslået til ca. 70 km/t. Da BMW'en under den fortsatte eftersættelse fra Peder Lykkes Vej var svinget til højre ad Røde Mellemvej forfulgt af to patruljevogne, påkørte den forreste af disse, hvori blandt andre politibetjent P befandt sig, med forenden BMW'ens venstre bagerste hjørne, hvorved BMW'en kørte op over fortovet og standsede med forenden i noget buskads inden for en lysmast. Herved blev BMW'ens højre forhjul og forhjulsophæng yderligere skadet, og BMW'en tabte højre fordæk. I forbindelse med standsningen, hvor også begge patruljevogne var standset på vejen bag BMW'en, steg blandt andre politibetjent P ud af patruljevognen.


Det kan på baggrund af såvel erklæringen af 17. juni 2003 som erklæringen af 5. februar 2004 fra Statens Bilinspektion om fundet af bakkeaccelerationsspor fra BMW'ens venstre baghjul ud mod vejmidten og om mulighederne for at komme bag om lysmasten sammenholdt med fotografiet med skridspor ved lysmasten lægges til grund, at BMW'en bakkede, inden den på ny kørte frem inden om lysmasten og videre ad Røde Mellemvej. Derimod kan det ikke på grundlag af de nævnte erklæringer lægges til grund, at BMW'en under bakningen påkørte den forreste patruljevogn, men dette kan heller ikke udelukkes, således som P har forklaret.


På grundlag af de afgivne forklaringer sammenholdt med det fremlagte rids, den udførte rekonstruktion med sonde angivende den formodede skudbane og oplysningerne fra Rigspolitiets Våbensektion om, hvorledes et afskudt patronhylster udkastes fra politiets tjenestevåben, lægges det til grund, at det dræbende skud mod afdøde faldt, mens den skydende betjent befandt sig skråt bag og til venstre for afdøde i BMW'en, der var på vej frem ad Røde Mellemvej. Bilen havde da kørt ca. 15 m efter passagen af den nævnte lysmast med en ukendt, men formentlig ikke særlig høj fart, da bilen som anført var blevet yderligere skadet ved højre forhjul.


Under disse omstændigheder finder landsretten ikke, at det er godtgjort, at det var absolut nødvendigt at afgive det dræbende skud, eller at det fremstod således for de involverede. Landsretten lægger herved også vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at de involverede betjente eller andre på tidspunktet for afgivelsen af skuddet befandt sig i en konkret livsfare, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 24. april 2008 i sagen Jouzaitiené og Bikucius mod Litauen (sag nr. 70659/01 og 74371/01), præmis 79. Landsretten finder derfor, at der ved afgivelsen af skuddet er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, men bemærker, at et eventuelt erstatningsansvar for Københavns Politi, som fastslået af Højesteret ved dommen af 5. maj 2011, er forældet. 


Landsretten finder anledning til at bemærke, at et herfra forskelligt spørgsmål er spørgsmålet om, hvorvidt den skydende betjent kan gøres strafferetligt ansvarlig for afgivelsen af skuddet. Heri må som anført i statsadvokatens redegørelse indgå den pågældendes subjektive forhold, herunder spørgsmålene om forsæt, nødværge og overskridelse af grænserne for lovlig nødværge, jf. straffelovens § 13, stk. 1 og 2. Ved denne vurdering må som også fremhævet i statsadvokatens redegørelse indgå det forudgående forløb, som ovenfor kort er beskrevet, og den pågældende betjents oplevelse heraf. Det er efter den dagældende retsplejelovs § 1020 c i første række statsadvokaten, der træffer afgørelse om tiltale mod politipersonale, og statsadvokaten er ved afgørelsen heraf bundet af det såkaldte objektivitetsprincip, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2, hvorunder der også må tages hensyn til princippet om, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme den eventuelt tiltalte til gode. Tiltalespørgsmålet er i nærværende sag ubestridt endeligt afgjort af statsadvokaten.


De enkelte påberåbte fejl ved statsadvokatens undersøgelse


a. Statsadvokaten og Rigsadvokaten er selvstændige myndigheder, der ikke er underlagt politiet, heller ikke i bevillingsmæssig henseende, og det forhold, at både politiet, statsadvokaten og Rigsadvokaten henhører under Justitsministeriet, kan ikke føre til, at den udførte undersøgelse ikke kan anses for uvildig og dermed være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


b. Med hensyn til at bevisbyrden ikke er pålagt Københavns Politi, herunder at faresituationen skal være objektivt til stede for den skydende betjent, og at statsadvokaten har undladt at foretage en korrekt vurdering af proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet, henvises til det ovenfor anførte om krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2 ved afgivelsen af skuddet. Der henvises endvidere til det ovenfor anførte om den herfra forskellige vurdering af, om der kan pålægges et strafferetligt ansvar, herunder princippet om, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme den eventuelt tiltalte til gode. Landsretten finder derfor ikke, at de anførte forhold kan udgøre en selvstændig krænkelse af artikel 2.


c. Om statsadvokatens beskrivelse af, at der blev bakket og påført skader på politiets bil, henvises til den ovenfor anførte bevisvurdering af begivenhedsforløbet samt det anførte om vurderingen af, om der kan pålægges et strafferetligt ansvar, herunder princippet om, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme den eventuelt tiltalte til gode. Landsretten finder derfor ikke, at de anførte forhold kan udgøre en selvstændig krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


d. Efter den dagældende retsplejelovs § 1020 b, stk. 3, kan politiet på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet havde derfor på stedet ansvaret for at sikre sig centrale vidners identitet med henblik på senere afhøring. Såfremt dette ikke er sket, er et eventuelt ansvar herfor forældet i forhold til politiet, og et eventuelt ansvar kan således ikke gøres gældende mod statsadvokaten eller Rigsadvokaten.


e. Som det fremgår af Højesterets dom af 9. juni 2011 (gengivet i UfR 2011, s. 2501), er det egnet til at svække offentlighedens tillid til statsadvokatens undersøgelse, at de medvirkende betjente havde mulighed for at samstemme deres forklaringer, inden de blev afhørt af statsadvokaten, og vurderingen af forklaringerne må derfor ses i lyset heraf. Der er imidlertid intet der tyder på, at betjentene har afstemt deres forklaringer, hvorved særligt bemærkes, at der ikke efter betjentenes forklaringer er enighed om, hvorvidt BMW'en bakkede, herunder ramte patruljevognen under bakningen. Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter ikke grundlag for at fastslå, at undersøgelsen ikke har været egnet til at afgøre, om der er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2. Landsretten finder derfor ikke, at det i sig selv kan udgøre en krænkelse af artikel 2, at de involverede betjente ikke var søgt holdt adskilt, indtil de blev afhørt af statsadvokaten.


f. Der blev gennemført en rekonstruktion med en sonde vedrørende afdødes placering i bilen og skudbanen, og det er ikke godtgjort, at andre rekonstruktioner kunne have bidraget til yderligere afklaring af omstændighederne i forbindelse med skudafgivelsen, der som ovenfor anført må anses for at være sket i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


g. Der er ikke grundlag for at fastslå, at statsadvokaten generelt skulle have vægtet vidneudsagn fra almindelige vidner meget lavt og vidneudsagn fra betjente uforholdsmæssigt højt, hvorved også bemærkes, at der i statsadvokatens vurdering er indgået princippet om, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme en eventuelt tiltalt til gode. Særligt med hensyn til bevisvurderingen vedrørende bakningen henvises til det ovenfor anførte om begivenhedsforløbet, hvoraf fremgår, at det må lægges til grund, at BMW'en bakkede. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at BMW'en i denne forbindelse ramte patruljevognen, men det kan ikke afvises.


Det er af en række vidner, men blandt andre ikke af vidnet V10, forklaret, at der umiddelbart før skudafgivelsen blev råbt »skyd«, hvilket ingen af de betjente, som var tættere på begivenhederne, har kunnet bekræfte. Landsretten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte statsadvokatens bevisvurdering af, at der ikke blev råbt »skyd«, og finder herefter ikke, at bevisvurderingen kan udgøre en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


h. Rigsadvokaten har i sin afgørelse af 2. september 2004 anført, at Danmarks Radio burde have været anmodet om udlevering af båndene fra afhøring af nogle vidner, og at statsadvokaten burde have foretaget genafhøring af de pågældende vidner. Endvidere burde der have været indhentet eventuelle yderligere tv-indslag og radioudsendelser om sagen fra Danmarks Radio. Landsretten har haft lejlighed til at gennemse et klip fra journalist Michael Klints interview for Danmarks Radio af V7, hvilket klip ikke tilførte sagen yderligere oplysninger af væsentlig betydning. Det er herefter ikke godtgjort, at de pågældende indslag m.v. ville have tilført sagen nye oplysninger, der kunne have ført til en ændret vurdering af forløbet. Landsretten finder det herefter ikke godtgjort, at de forhold, som er påpeget af Rigsadvokaten, indebærer en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


i. De efterladtes daværende advokat, advokat Jane Ranum, anmodede ved brev af 13. maj 2003 om aktindsigt, hvilket statsadvokaten efter de afgivne vidneforklaringer afslog, under henvisning til at der var tale om en verserende efterforskning. Efter statsadvokatens afgørelse af 23. september 2003, som advokat Jane Ranum fik tilsendt, fik advokaten aktindsigt, herunder til brug for klagen til Rigsadvokaten.


Statsadvokatens undersøgelse efter den dagældende retsplejelovs § 1020 a, stk. 2, foregik efter reglerne om behandling af straffesager, og afgørelsen om nægtelse af aktindsigt forud for undersøgelsens afslutning er truffet i overensstemmelse med de dagældende regler. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens dom af 15. maj 2007 i sagen Ramsahai m.fl. mod Holland (sag nr. 52391/99), præmis 347, at det ikke i sig selv er en krænkelse af konventionens artikel 2, at de efterladte ikke har haft adgang til sagens dokumenter under selve efterforskningen. Landsretten finder derfor ikke, at der ved statsadvokatens undersøgelse i den forbindelse er sket en krænkelse af artikel 2.


Med hensyn til de efterladtes efterfølgende involvering i sagen i øvrigt henvises til det nedenfor anførte om omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2.


Omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2


Det er ubestridt en fejl, at statsadvokaten ved sin afgørelse af 23. september 2003 og ved sin fremsendelse af sagen til Rigsadvokaten den 7. november 2003, herunder efter modtagelse af advokat Jane Ranums brev af 2. oktober 2003, ikke havde gjort sig klart, at omgørelsesfristen fandt anvendelse, og ikke medsendte advokat Jane Ranums brev til Rigsadvokaten. Det er ligeledes ubestridt en fejl, at Rigsadvokaten ikke selv snarest efter modtagelsen af sagen efter den 7. november 2003 overvejede, om omgørelsesfristen fandt anvendelse.


Hans Fogtdal har forklaret, at Rigsadvokaten efter praksis kan afbryde omgørelsesfristen ikke blot ved at sigte en given person, men også ved at forkynde en meddelelse for den pågældende om, at efterforskningen er genoptaget. Landsretten lægger efter forklaringen og brevet af 3. juni 2010 til klagerens advokat i en anden sag herom til grund, at dette kan ske, uden at der efter en fuldstændig vurdering af klagesagen er fundet grundlag for en sådan genoptagelse. Der henvises i den forbindelse tillige til det ovenfor anførte om, at undersøgelsen de facto blev genoptaget ved statsadvokatens brev af 15. december 2003 til Statens Bilinspektion, hvilket skete med Rigsadvokatens indforståelse, jf. telefonnotat af samme dato, på et tidspunkt, hvor Rigsadvokaten ikke havde afsluttet sin gennemgang af sagen. Landsretten finder derfor, at omgørelsesfristen kunne have været afbrudt inden udløbet af fristen ved at forkynde en meddelelse for den skydende betjent om, at efterforskningen var genoptaget, hvis statsadvokaten eller Rigsadvokaten rettidigt havde overvejet, om omgørelsesfristen fandt anvendelse.


Der kan efter Menneskerettighedskonventionens artikel 2 ikke stilles krav om, at en undersøgelse som den foreliggende skal gennemføres i to instanser. Da retsplejeloven imidlertid på det pågældende område giver mulighed for toinstansbehandling, da det som ovenfor anført må lægges til grund, at skudafgivelsen var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 2, og da de efterladte, da omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, ikke blev overholdt, reelt ikke har haft mulighed for at blive involveret i Rigsadvokatens sagsbehandling, finder landsretten, at det forhold, at statsadvokaten og Rigsadvokaten ikke var tilstrækkeligt opmærksomme på omgørelsesfristen, ligeledes udgør en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


Menneskerettighedskonventionens artikel 6


Statsadvokatens afgørelse forelå den 23. september 2003, ca. 6 måneder efter skudepisoden, og Rigsadvokatens afgørelse forelå den 2. september 2004, ca. 17. måneder efter skudafgivelse. Rigsadvokatens afgørelse blev af de efterladtes daværende advokat ved brev af 11. oktober 2004 påklaget til Folketingets Ombudsmand, hvis udtalelse forelå den 17. januar 2006.


Sagen blev anlagt ved stævning dateret den 20. oktober 2008. Østre Landsret afsagde dom i sagen den 19. maj 2010, hvorefter Højesteret ved dom af 5. maj 2011 hjemviste de dele af sagen, som angår statsadvokaten og Rigsadvokaten, til fortsat behandling ved landsretten.


Henset til sagens karakter og kompleksitet findes sagsbehandlingstiden hos de enkelte myndigheder eller samlet set ikke at kunne anses for en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Det bemærkes, at tiden fra Rigsadvokatens afgørelse, til stævning blev udtaget, alene kan tilregnes de efterladte, idet sagsbehandlingstiden hos Ombudsmanden ikke skal medregnes. 


Godtgørelsen


Det er ubestridt, at de efterladte, da der er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2, har krav på godtgørelse efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastsættes denne godtgørelse i størrelsesordenen 20.000 euro. Landsretten finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt og fastsætter derfor godtgørelsen til 150.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 20. oktober 2008. Godtgørelsen skal betales af statsadvokaten og Rigsadvokaten in solidum.


Sagsomkostninger


Efter sagens udfald, omfang og karakter skal statsadvokaten og Rigsadvokaten in solidum betale sagsomkostninger omfattende begge behandlinger ved landsretten samt behandl ingen ved Højesteret. Sagsomkostningerne for landsretten skal for A's vedkommende betales til hende, da hun har fri proces med retshjælpsdækning, og for B's vedkommende betales til statskassen, da hun har fri proces uden retshjælpsdækning, dog skal sagsomkostningerne for landsrettens første behandling af sagen (6. afd. nr. B-1765-09) betales til statskassen, der har afholdt salæret for denne del af sagen til den beskikkede advokat, mens sagsomkostningerne for Højesteret skal betales til de efterladte, der ikke har haft fri proces for Højesteret.


Sagsomkostningerne for landsrettens to behandlinger af sagen fastsættes til samlet 150.496,30 kr., hvoraf 15.000 kr. udgør delvise udgifter til advokatbistand inklusive moms i sagen 6. afd. nr. B-1765-09, hvor der blev afsagt dom den 19. maj 2010, 125.000 kr. udgør udgifter til advokatbistand under nærværende sag inklusive moms, 6.596,30 kr. er godtgørelse for udlæg, og 3.900 kr. svarer til retsafgiften af det vundne beløb. Heraf skal 67.748,15 kr. efter det ovenfor anførte betales til A, mens restbeløbet på 82.748,15 kr. skal betales til statskassen. Endvidere skal statsadvokaten og Rigsadvokaten til statskassen tilbagebetale 15.000 kr. af det sagsomkostningsbeløb på 25.000 kr., som de sammen med Københavns Politi blev tilkendt i sagen 6. afd. nr. B-1765-09 og efterfølgende fik udbetalt af statskassen.


I delvise sagsomkostninger for Højesteret skal der til de pårørende betales 46.000 kr., hvilket beløb dækker delvise udgifter til advokatbistand inklusive moms, ekstrakt m.v. med 40.000 kr. og retsafgift med 6.000 kr. Beløbet betales med halvdelen til hver af de efterladte.

- - -

Højesterets dom.


I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 6. afdeling den 9. marts 2012.


I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Niels Grubbe, Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Michael Rekling og Jan Schans Christensen.


Påstande


Patterne har gentaget deres påstande.


Retsgrundlag


Menneskerettighedsdomstolen har i en række afgørelser taget stilling til, hvilken betydning det har, at en offentlig ansat person, der berøver en anden livet, selv opfatter dette som berettiget, jf. artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I Menneskerettighedsdomstolens dom af 24. marts 2011 i sag nr. 23458/02, Giuliani og Gaggio mod Italien, hedder det således i præmis 178:


»178. The use of force by agents of the State in pursuit of one of the aims delineated in paragraph 2 of Article 2 of the Convention may be justified under this provision where it is based on an honest belief which is perceived, for good reasons, to be valid at the time but which subsequently turns out to be mistaken. To hold otherwise would be to impose an unrealistic burden on the State and its law-enforcement personnel in the execution of their duty, perhaps to the detriment of their lives and those of others (see McCann and Others, cited above, § 200, and Andronicou and Constantinou, cited above, § 192).«


Menneskerettighedsdomstolen har endvidere ved en række domme fastlagt, hvilke krav der skal stilles til en undersøgelse i forbindelse med dødsfald omfattet af artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. f.eks. samme dom i præmis 298-306, hvor det hedder:


»298. Having regard to their fundamental character, Articles 2 and 3 of the Convention contain a procedural obligation to carry out an effective investigation into alleged breaches of the substantive limb of these provisions (see Ergi v. Turkey, 28 July 1998, § 82, Reports 1998-IV; Assenov and Others v. Bulgaria, 28 October 1998, §§ 101-106, Reports 1998- VIII; and Mastromatteo, cited above, § 89). A general legal prohibition of arbitrary killing by the agents of the State would be ineffective, in practice, if there existed no procedure for reviewing the lawfulness of the use of lethal force by State authorities. The obligation to protect the right to life under this provision, read in conjunction with the State's general duty under Article 1 of the Convention to »secure to everyone within [its] jurisdiction the rights and freedoms defined in [the] Convention«, requires by implication that there should be some form of effective official investigation when individuals have been killed as a result of the use of force by, inter alios, agents of the State (see McCann and Others, cited above, § 161). The State must therefore ensure, by all means at its disposal, an adequate response - judicial or otherwise - so that the legislative and administrative framework set up to protect the right to life is properly implemented and any breaches of that right are repressed and punished (see Zavoloka v. Latvia, no. 58447/00, § 34,7 July 2009).


299. The State's obligation to carry out an effective investigation has in the Court's case-law been considered as an obligation inherent in Article 2, which requires, inter alia, that the right to life be »protected by law«. Although the failure to comply with such an obligation may have consequences for the right protected under Article 13, the procedural obligation of Article 2 is seen as a distinct obligation (see İlhan v. Turkey [GC], no. 22277/93, §§ 91-92, ECHR 2000-VII; Öneryıldız v. Turkey [GC], no. 48939/99, § 148, ECHR 2004-XII; and Šilih v. Slovenia [GC], no. 71463/01, §§ 153-154, 9 April 2009). It can give rise to a finding of a separate and independent »interference«. This conclusion derives from the fact that the Court has consistently examined the question of procedural obligations separately from the question of compliance with the substantive obligation (and, where appropriate, has found a separate violation of Article 2 on that account) and the fact that on several occasions a breach of a procedural obligation under Article 2 has been alleged in the absence of any complaint as to its substantive aspect (see Šilih, cited above, §§ 158-159).


300. For an investigation into alleged unlawful killing by State agents to be effective, it may generally be regarded as necessary for the persons responsible for and carrying out the investigation to be independent from those implicated in the events (see, for example, Güleç, cited above, §§ 81-82, and Oğgur, cited above, §§ 91-92). This means not only a lack of hierarchical or institutional connection but also a practical independence. What is at stake here is nothing less than public confidence in the State's monopoly on the use of force (see Hugh Jordan, cited above, § 106; Ramsahai and Others [GC], cited above, § 325; and Kolevi v. Bulgaria, no. 1108/02, § 193, 5 November 2009).


301. The investigation must also be effective in the sense that it is capable of leading to a determination of whether the force used was or was not justified in the circumstances (see, for example, Kaya v. Turkey, 19 February 1998, § 87, Reports 1998-I) and of identifying and - if appropriate - punishing those responsible (see Oğur, cited above, § 88). This is not an obligation of result, but of means. The authorities must take whatever reasonable steps they can to secure the evidence concerning the incident, including, inter alia, eyewitness testimony, forensic evidence and, where appropriate, an autopsy which provides a complete and accurate record of injury and an objective analysis of the clinical findings, including the cause of death (as regards autopsies, see, for example, Salman v. Turkey [GC], no. 21986/93, § 106, ECHR 2000-VII; on the subject of witnesses, see, for example, Tanrıkulu v. Turkey [GC], no. 23763/94, § 109, ECHR 1999-IV; as regards forensic examinations, see, for example, Gül v. Turkey, no. 22676/93, § 89, 14 December 2000). Any deficiency in the investigation which undermines its ability to establish the cause of death or the person responsible will risk falling foul of this standard (see Avşar, cited above, §§ 393-395).


302. In particular, the investigation's conclusions must be based on thorough, objective and impartial analysis of all relevant elements. Failing to follow an obvious line of inquiry undermines to a decisive extent the investigation's ability to establish the circumstances of the case and the identity of those responsible (see Kolevi, cited above, § 201). Nevertheless, the nature and degree of scrutiny which satisfy the minimum threshold of the investigation's effectiveness depend on the circumstances of the particular case. They must be assessed on the basis of all relevant facts and with regard to the practical realities of investigation work (see Velcea and Mazăre v. Romania, no. 64301/01, § 105, 1 December 2009).


303. In addition, the investigation must be accessible to the victim's family to the extent necessary to safeguard their legitimate interests. There must also be a sufficient element of public scrutiny of the investigation, the degree of which may vary from case to case (see Hugh Jordan, cited above, § 109, and Varnava and Others v. Turkey [GC], nos. 16064/90, 16065/90, 16066/90, 16068/90, 16069/90, 16070/90, 16071/90, 16072/90 and 16073/90, § 191, ECHR 2009- . . .; see also Güleç, cited above, § 82, where the victim's father was not informed of the decision not to prosecute, and Oğur, cited above, § 92, where the family of the victim had no access to the investigation or the court documents).


304. However, disclosure or publication of police reports and investigative materials may involve sensitive issues with possible prejudicial effects to private individuals or other investigations and, therefore, cannot be regarded as an automatic requirement under Article 2. The requisite access of the public or the victim's relatives may therefore be provided for in other stages of the procedure (see, among other authorities, McKerr v. the United Kingdom, no. 28883/95, § 129, ECHR 2001-III). Moreover, Article 2 does not impose a duty on the investigating authorities to satisfy every request for a particular investigative measure made by a relative in the course of the investigation (see Ramsahai and Others [GC], cited above, § 348, and Velcea and Mazăre, cited above, § 113).


305. A requirement of promptness and reasonable expedition is implicit in this context (see Yaşa v. Turkey, 2 September 1998, §§ 102-104, Reports 1998-VI; Tanrıkulu, cited above, § 109; and Mahmut Kaya v. Turkey, no. 22535/93, §§ 106-107, ECHR 2000-III). It must be accepted that there may be obstacles or difficulties which prevent progress in an investigation in a particular situation. However, a prompt response by the authorities in investigating a use of lethal force may generally be regarded as essential in maintaining public confidence in their adherence to the rule of law and in preventing any appearance of collusion in or tolerance of unlawful acts (see McKerr, cited above, §§ 111 and 114, and Opuz, cited above, § 150).


306. However, it cannot be inferred from the foregoing that Article 2 may entail the right to have third parties prosecuted or sentenced for a criminal offence (see Śilih, cited above, § 194; see also, mutatis mutandis, Perez v. France [GC], no. 47287/99, § 70, ECHR 2004-I) or an absolute obligation for all prosecutions to result in conviction, or indeed in a particular sentence (see Zavoloka, cited above, § 34(c)).


On the other hand, the national courts should not under any circumstances be prepared to allow life-endangering offences to go unpunished. The Court's task therefore consists in reviewing whether and to what extent the courts, in reaching their conclusion, may be deemed to have submitted the case to the careful scrutiny required by Article 2 of the Convention, so that the deterrent effect of the judicial system in place and the significance of the role it is required to play in preventing violations of the right to life are not undermined (see Öneryıldız, cited above, § 96, and Mojsiejew v. Poland, no. 11818/02, § 53, 24 March 2009).«


Menneskerettighedsdomstolen har endvidere i dom af 30. november 2004 i sag nr. 48939/99, Öneryildiz mod Tyrkiet, i præmis 92-96 udtalt:


»92. In this connection, the Court has held that if the infringement of the right to life or to physical integrity is not caused intentionally, the positive obligation to set up an »effective judicial system« does not necessarily require criminal proceedings to be brought in every case and may be satisfied if civil, administrative or even disciplinary remedies were available to the victims (see, for example, Vo v. France [GC], no. 53924/00, § 90, ECHR 2004-VII; Calvelli and Ciglio, cited above, § 51; and Mastromatteo, cited above, §§ 90, 94 and 95).


93. However, in areas such as that in issue in the instant case, the applicable principles are rather to be found in those which the Court has already had occasion to develop in relation notably to the use of lethal force, principles which lend themselves to application in other categories of cases.


In this connection, it should be pointed out that in cases of homicide the interpretation of Article 2 as entailing an obligation to conduct an official investigation is justified not only because any allegations of such an offence normally give rise to criminal liability (see Caraher v. the United Kingdom (dec.), no. 24520/94, ECHR 2000-I), but also because often, in practice, the true circumstances of the death are, or may be, largely confined within the knowledge of State officials or authorities (see McCann and Others v. the United Kingdom, judgment of 27 September 1995, Series A no. 324, pp. 47-49, §§ 157-164, and İlhan, cited above, § 91).


In the Court's view, such considerations are indisputably valid in the context of dangerous activities, when lives have been lost as a result of events occurring under the responsibility of the public authorities, which are often the only entities to have sufficient relevant knowledge to identify and establish the complex phenomena that might have caused such incidents.


Where it is established that the negligence attributable to State officials or bodies on that account goes beyond an error of judgment or carelessness, in that the authorities in question, fully realising the likely consequences and disregarding the powers vested in them, failed to take measures that were necessary and sufficient to avert the risks inherent in a dangerous activity (see, mutatis mutandis, Osman, cited above, pp. 3159-60, § 116), the fact that those responsible for endangering life have not been charged with a criminal offence or prosecuted may amount to a violation of Article 2, irrespective of any other types of remedy which individuals may exercise on their own initiative (see paragraphs 48, 49 and 50 above); this is amply evidenced by developments in the relevant European standards (see paragraph 61 above).


94. To sum up, the judicial system required by Article 2 must make provision for an independent and impartial official investigation procedure that satisfies certain minimum standards as to effectiveness and is capable of ensuring that criminal penalties are applied where lives are lost as a result of a dangerous activity if and to the extent that this is justified by the findings of the investigation (see, mutatis mutandis, Hugh Jordan v. the United Kingdom, no. 24746/94, §§ 105-109, ECHR 2001-III, and Paul and Audrey Edwards, cited above, §§ 69-73). In such cases, the competent authorities must act with exemplary diligence and promptness and must of their own motion initiate investigations capable of, firstly, ascertaining the circumstances in which the incident took place and any shortcomings in the operation of the regulatory system and, secondly, identifying the State officials or authorities involved in whatever capacity in the chain of events in issue.


95. That said, the requirements of Article 2 go beyond the stage of the official investigation, where this has led to the institution of proceedings in the national courts; the proceedings as a whole, including the trial stage, must satisfy the requirements of the positive obligation to protect lives through the law.


96. It should in no way be inferred from the foregoing that Article 2 may entail the right for an applicant to have third parties prosecuted or sentenced for a criminal offence (see, mutatis mutandis, Perez v. France [GC], no. 47287/99, § 70, ECHR 2004-I) or an absolute obligation for all prosecutions to result in conviction, or indeed in a particular sentence (see, mutatis mutandis, Tanlı v. Turkey, no. 26129/95, § 111, ECHR 2001-III).


On the other hand, the national courts should not under any circumstances be prepared to allow life-endangering offences to go unpunished. This is essential for maintaining public confidence and ensuring adherence to the rule of law and for preventing any appearance of tolerance of or collusion in unlawful acts (see, mutatis mutandis, Hugh Jordan, cited above, §§ 108 and 136-140). The Court's task therefore consists in reviewing whether and to what extent the courts, in reaching their conclusion, may be deemed to have submitted the case to the careful scrutiny required by Article 2 of the Convention, so that the deterrent effect of the judicial system in place and the significance of the role it is required to play in preventing violations of the right to life are not undermined.«

Højesterets begrundelse og resultat


Forvoldelsen af C's død


Den 1. april 2003 blev C skudt af en politibetjent med den følge, at han samme dag afgik ved døden. Ved Højesterets dom af 5. maj 2011 (UfR 2011, s. 2208) blev det fastslået, at det krav på godtgørelse, som A og B havde rejst mod Københavns Politi, var forældet. Krav i anledning af forvoldelsen af C's død indgår herefter ikke i den foreliggende sag.


Statsadvokatens og Rigsadvokatens efterforskning og sagsbehandling


Det er fastslået ved Højesterets dom af 5. maj 2011, at A og B's eventuelle krav mod Statsadvokaten for København og Bornholm baseret på undersøgelsesforløbet ikke er forældet, i det omfang kravet støttes på fejl begået af statsadvokaten inden for en 5-årig forældelsesfrist, regnet fra sagens anlæg den 20. oktober 2008. Det følger heraf, at deres krav mod statsadvokaten kan gøres gældende for så vidt det støttes på dennes sagsbehandling efter den 20. oktober 2003. Deres krav mod Rigsadvokaten støttes på Rigsadvokatens sagsbehandling efter indgivelsen af klagen den 21. oktober 2003 og er derfor ifølge dommen ikke forældet. Både statsadvokatens afsluttende udtalelse af 1. marts 2004 og Rigsadvokatens afgørelse inddrager statsadvokatens efterforskning, og der skal således ske en prøvelse af den samlede efterforskning og sagsbehandling.


Det er efter artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et krav, at den undersøgelse, der skal foretages, er uafhængig, upartisk og effektiv og har til formål at sikre, at de regler, som beskytter individets ret til livet, håndhæves, og at et eventuelt ansvar for at have forvoldt en andens død for personer, der handler på statens vegne, søges fastslået, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 24. marts 2011 i sagen Giuliani og Gaggio mod Italien, præmis 298 og 300. Ved stillingtagen til, om undersøgelsen opfylder de stillede krav, er det afgørende, om konklusionen bygger på en grundig, objektiv og upartisk analyse af alle relevante forhold, og om undersøgelsen er egnet til at fastslå, om den anvendte magtanvendelse var berettiget, jf. dommens præmis 301 og 302. Undersøgelsen skal fremmes med den fornødne hurtighed, og de efterladte skal involveres i processen i tilstrækkeligt omfang, ligesom undersøgelsen for offentligheden skal fremstå som tillidsvækkende og være undergivet en tilstrækkelig grad af offentlig kontrol, jf. præmis 303, 304 og 305.


Højesteret tiltræder landsrettens bedømmelse af de påberåbte fejl ved statsadvokatens undersøgelse for så vidt angår spørgsmålet om anklagemyndighedens opbygning og organisation, politiets efterforskningsskridt, politibetjentenes mulighed for at samstemme forklaringer, rekonstruktion, vægtning af vidneudsagn, genafhøring af vidner og aktindsigt. Selv om statsadvokatens undersøgelse således på enkelte punkter giver anledning til kritik, finder Højesteret, at de kritiserede forhold ikke medfører, at undersøgelsen efter en samlet bedømmelse ikke opfylder de krav, som Menneskerettighedskonventionens artikel 2 stiller.


Højesteret finder på baggrund af det anførte, at statsadvokatens konklusion om at indstille efterforskningen hviler på et grundlag og en analyse, der i overensstemmelse med artikel 2 i Menneskerettighedskonventionen har været egnet til at afdække spørgsmålet, om det var absolut nødvendigt at skyde mod C, og om der var grundlag for at indlede strafferetlig forfølgning mod den politibetjent, der skød mod ham.


Statsadvokatens undersøgelse opfylder ikke kravet om, at undersøgelsen skal tilvejebringe det fornødne grundlag for at vurdere, om man gennem ændrede procedurer eller regler mv. bedre kan forebygge lignende hændelser, jf. forarbejderne til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2 (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, side 3572), og Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. november 2004 i sagen Öneryildiz mod Tyrkiet, præmis 96. Rigsadvokaten har imidlertid i sin supplerende redegørelse påtalt dette forhold, vurderet mulighederne for bedre forebyggelse og foreslået konkrete initiativer. Det nævnte krav må herefter anses for opfyldt.


Efter retsplejelovens § 724, stk. 2, kan Rigsadvokaten inden for en tomånedersfrist omgøre statsadvokatens afgørelse om påtaleopgivelse. Det er ubestridt en fejl, at statsadvokaten og Rigsadvokaten ikke var opmærksom på, at omgørelsesfristen fandt anvendelse, og at Rigsadvokaten som følge heraf blev afskåret fra at tage stilling til tiltalespørgsmålet. Spørgsmålet er, om der herved er sket en krænkelse af artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


Den manglende iagttagelse af tomånedersfristen i § 724, stk. 2, har ikke haft betydning for Rigsadvokatens mulighed for at behandle sagen i øvrigt, herunder forholde sig til statsadvokatens efterforskning, således som det også skete.


Uanset at omgørelsesfristen var sprunget, forelå der endvidere en sådan sagsbehandling, at A og B ved domstolene kunne få efterprøvet deres krav i anledning af forvoldelsen af C's død. Denne prøvelse blev afskåret alene som følge af, at der først blev anlagt sag efter forældelsesfristens udløb.


Statsadvokaten fandt, at den betjent, der skød C, var straffri som følge af nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1 og 2. Umiddelbart før skudepisoden havde C ved sin hensynsløse kørsel påført en fodgænger livsfarlige kvæstelser og bragt andres liv i fare, og det må under disse omstændigheder og under hensyn til det, der er oplyst om den bil, han kørte i, for betjenten have fremstået som en overhængende risiko, at C kunne og ville fortsætte sin kørsel i det tæt trafikerede område og bringe yderligere menneskeliv i fare. På denne baggrund finder Højesteret det nærliggende, at Rigsadvokaten om tiltalespørgsmålet ville være nået til samme resultat som statsadvokaten, hvis han havde haft mulighed for at prøve det.


Den manglende iagttagelse af omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, kan herefter ikke antages at udgøre en krænkelse af artikel 2 i Menneskerettighedskonventionen.


Højesteret finder således, at der ikke ved statsadvokatens og Rigsadvokatens efterforskning og sagsbehandling er sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 2.


Sagsbehandlingstiden


Højesteret finder, at den sagsbehandlingstid, som skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om der foreligger en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, tager sin begyndelse ved indbringelse af sagen for domstolene. Med denne bemærkning tiltræder Højesteret, dels af de grunde, der er anført af landsretten, dels efter en samlet bedømmelse af forløbet af domstolenes sagsbehandling, at der ikke er grundlag for at fastslå, at behandlingen af sagen indebærer en krænkelse af A og B's ret til rettergang inden for rimelig tid.


Samlet konklusion


Højesteret frifinder herefter Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten.


Højesteret finder, at der foreligger sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til nogen anden part.

Thi kendes for ret:


Statsadvokaten for København og Bornholm og Rigsadvokaten frifindes.


Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til nogen anden part eller til statskassen.