|
|
V.L.D. 28. oktober 1992 i anke 8-S. 816/1992
Anklagemyndigheden mod T (adv. M. Wagner, Viborg, e.o).
Af anke 8-S. 816/1992 - Anklagemyndigheden mod T (adv. M.
Wagner, Viborg, e.o). - fremgik, at T og dennes hustru A var
tiltalt for overtrædelse af strfl. § 279 i forbindelse med
driften af en automobilhandel, der tilhørte A, subsidiært
for overtrædelse af nogle bestemmelser i
registreringsafgiftsloven.
Politimesteren i Viborg havde ved skrivelse af 19. oktober
1988 forespurgt statsadvokaten i Viborg, om han var enig i,
at sagen mod T og A sluttedes i overensstemmelse med den
dagældende bestemmelse i rpl. § 749, stk. 1, 3. pkt., for så
vidt angik spørgsmålet om overtrædelse af strfl. § 279.
Statsadvokaten anmodede ved påtegningsskrivelse af 18.
november 1988 om foretagelse af yderligere efterforskning.
Ved påtegningsskrivelse af 11. september 1989 fremsendte
politimesteren påny sagen, idet han fortsat indstillede, at
påtale for overtrædelse af strfl. § 279 undlodes ved hans
foranstaltning. Statsadvokaten tilbagesendte den 12.
september sagen til politimesteren med stempelpåtegningen
»Tiltrædes«. Politimesteren forsynede herefter sagsomslaget
med en påtegning, dateret den 26. september 1989, om
opgivelse af påtale og underrettede ved skrivelser af samme
dato T og A om, at han denne dato i medfør af rpl. § 749,
stk. 1, 3. pkt., havde besluttet at opgive tiltale for
overtrædelse af strfl. § 279. Politimesteren underrettede
Randers Distriktstoldkammer om afgørelsen, idet han
tilføjede, at sagen havde været forelagt statsadvokaten, der
havde tiltrådt hans beslutning, og at afgørelsen kunne
påklages til Rigsadvokaten. Direktoratet for Toldvæsenet
påklagede herefter ved skrivelse af 15. november 1989
afgørelsen til Rigsadvokaten, der ved skrivelse af 23.
november 1989 meddelte, at han samme dag havde truffet
beslutning om, at der skulle rejses tiltale mod T og A for
overtrædelse af strfl. § 279. Denne skrivelse blev forkyndt
for A den 26. november.
T og A nægtede sig skyldige.
I Kjellerup rets retsbog 26. november 1991 siges:
Som forsvarer for T bemærkede advokat Wagner, at fristen i
retsplejelovens § 749, stk. 3, for den overordnede
myndigheds adgang til at omgøre politimesterens beslutning
om at henlægge sagen er overskredet på det tidspunkt, da
forkyndelse af den overordnede myndigheds bestemmelse skete.
Politimesterens beslutning om at undlade at rejse tiltale
mod de tiltalte er truffet den 11. september 1989, og
fristen for adgangen til at omgøre denne beslutning er
således udløbet den 11. november 1989. Ved skrivelse af 11.
september 1989 har politimesteren meddelt statsadvokaten, at
politimesteren agter at undlade påtale for overtrædelse af
straffelovens § 279, og ved skrivelse af 12. september 1989
har statsadvokaten tiltrådt dette. Afgørelsen om at undlade
påtale er således truffet den 11. september 1989, i hvert
fald ved statsadvokatens tiltræden den 12. september 1989.
Afgørelsen kan ikke anses truffet på det tidspunkt,
meddelelse herom er sendt til de sigtede, nemlig ved
skrivelsen af 26. september 1989. Hvis retten accepterer, at
omgørelsesfristen løber fra denne sidstnævnte dato, vil
dette indebære mulighed for vilkårlig klagebehandling, idet
anklagemyndigheden blot kan undlade at bekendtgøre datoen
for beslutningen om påtaleundladelse og derved på vilkårlig
måde forrykke de sigtedes retsstilling.
Politifuldmægtigen fastholdt, at fristen for den stedfundne
forkyndelse af rigsadvokatens omgørelse af
tiltalebeslutningen ikke var udløbet. Politimesterens
afgørelse er truffet den 26. september 1989, og
politifuldmægtigen henviser i denne forbindelse til
påtegningen herom, skrevet med blæk på omslaget.
Indstillingen til statsadvokaten var i en skrivelse af 19.
oktober 1988 formuleret således: »hvorfor jeg skal
forespørge, hvorvidt statsadvokaten er enig i, at sagen
sluttes i overensstemmelse med retsplejelovens § 749, stk.
1, nr. 3, for så vidt angår spørgsmålet om
straffelovsovertrædelsen«. Efter denne oprindelige
indstilling begærede statsadvokaten nye undersøgelser
foretaget, og skrivelsen af 11. september 1989 har
indstillingen sålydende ordlyd: »skal jeg fortsat indstille,
at påtale for overtrædelse af straffelovens § 279 undlades,
jfr. retsplejelovens § 749, stk. 1, 3. punktum, ved min
foranstaltning«. - - - Statsadvokatens tiltræden af denne
indstilling er sket ved et stempel med ordet »tiltrædes«.
Som forsvarer for tiltalte A tiltrådte advokat Sindberg det
af advokat Wagner anførte.
Forsvarerne begærede rettens delafgørelse af det rejste
spørgsmål.
Retten blev herefter hævet, og rådslagning vedrørende det
rejste spørgsmål fandt sted.
Retten blev påny sat kl. 11.15, og der afsagdes sålydende
kendelse:
Efter det af anklageren oplyste har politimesteren i
skrivelsen af 11. september 1989 til statsadvokaten
indstillet, at påtale for overtrædelse af straffelovens §
279 »undlades ved min foranstaltning«. Efter ordlyden af
forelæggelsen må denne forstås som en anmodning om
vejledning for den afgørelse, som politimesteren agtede at
træffe, og statsadvokatens påtegning af 12. september 1989
forstås herefter som en tiltrædelse af, at politimesteren
træffer den bebudede beslutning. Politimesteren har truffet
denne beslutning i en tidsmæssig nær forbindelse med
brevvekslingen med statsadvokaten, og beslutningen kan
herefter først anses truffet som meddelt af politimesteren i
skrivelsen til de tiltalte den 26. september 1989. Fristen
for den foretagne forkyndelse af rigsadvokatens omgørelse er
herefter overholdt, hvorfor
bestemmes:
Begæringen om frifindelse af de tiltalte allerede på
grundlag af det rejste spørgsmål om rettidig forkyndelse af
omgørelsesbeslutningen tages ikke til følge. - - -
Ved Kjellerup rets dom 4. marts 1992 blev T fundet delvis
skyldig i tiltalen for overtrædelse af strfl. § 279. A blev
frifundet.
For landsretten påstod T afvisning af sagen for byretten,
subsidiært frifindelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt fristen i den dagældende
bestemmelse i rpl. § 749, stk. 3, 2. pkt. var overholdt,
blev særskilt forhandlet.
I V.L.D. 28. oktober 1992 siges:
Forkyndelse af rigsadvokatens skrivelse af 23. november 1989
er sket søndag den 26. november 1989 overfor tiltaltes
hustru A. Ved forkyndelsen udleveredes rigsadvokatens
skrivelse i kopi efter det oplyste i ét eksemplar.
Tiltalte har forklaret, at han ikke selv har fået et
eksemplar af rigsadvokatens skrivelse. Han har fra sin kone
hørt om forkyndelsen og har set den udleverede skrivelse.
Dette skete om mandagen eller tirsdagen, idet han havde
været i Tyskland.
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at beslutningen om
påtaleopgivelse er truffet af politimesteren den 26.
september 1989 som påtegnet på sagen og, som det fremgår af
meddelelsen af samme dag til tiltalte. Rigsadvokatens
redegørelse er således rettidig. Forkyndelsen må anses for
sket rettidig over for tiltalte uanset der alene er
udleveret ét eksemplar af det forkyndte, da også tiltalte er
omfattet af skrivelsen, der er forkyndt for tiltaltes
hustru, jfr. retsplejelovens § 152, stk. 1, nr. 2 a). Det
gøres ikke gældende, at tiltaltes forhold har medført, at
rettidig forkyndelse ikke har kunnet ske.
Tiltalte har anført, at beslutningen om påtaleopgivelsen er
truffet allerede ved politimesterens forelæggelse den 19.
oktober 1988, eller i hvert fald ved politimesterens
fornyede indstilling den 11. september 1989 eller
statsadvokatens skrivelse den 12. september 1989. Omgørelsen
er således ikke sket rettidigt. Dette gælder, selvom fristen
regnes fra den 26. september 1989, da forkyndelsen den 26.
november 1989 alene kan anses for sket i forhold til
tiltaltes hustru. Det må være anklagemyndighedens risiko, at
fristen ikke er overholdt, når afgørelsen er truffet så sent
før fristens udløb.
Landsretten skal udtale:
Af de grunde, der er anført i byrettens kendelse af 26.
november 1991, tiltrædes det, at omgørelsesfristen må regnes
fra den 26. september 1989, således at 2 måneders fristen
for forkyndelse efter den dagældende retsplejelovs § 749,
stk. 2, 2. pkt., udløb den 26. november 1989.
Efter det oplyste er der ved den overfor tiltaltes hustru
foretagne forkyndelse alene udleveret én genpart. Den
fremgangsmåde, der iøvrigt er foreskrevet i retsplejelovens
§ 157, stk. 2, 2. pkt. og bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni
1972 er således heller ikke iagttaget. Forkyndelse findes
derfor ikke at være sket i forhold til tiltalte den 26.
november 1989.
Herefter og da det ikke er gjort gældende, at tiltaltes
forhold har medført, at rettidig forkyndelse ikke har kunnet
ske, finder landsretten, at fristen for omgørelse ikke er
overholdt. Tiltalte frifindes derfor for tiltalen for
bedrageri efter straffelovens § 279.
|