UfR 1968.152/1 VLK
 

  V. L. K. 17. november 1967 i anke IV 1620/1967:

Ved en af retten i Nykøbing Mors den 14. september 1967 afsagt dom blev Bent Bakbo, der er født den 25. juni 1935, frifundet for anklagemyndighedens tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 16, stk. 1. Under domsforhandlingen begærede anklagemyndigheden tiltaltes plejemoder, fru Jenny Bakbo, Nykøbing Mors, i hvis hjem tiltalte har været opdraget siden sit 12. år, afhørt som vidne, men ved en straks afsagt kendelse blev fru Bakbo fritaget for vidnepligt i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2.

Den nævnte dom er herefter påanket til landsretten af anklagemyndigheden, der påny har begæret fru Bakbo afhørt som vidne, mod hvilken begæring fru Bakbo har protesteret.

Statsadvokaten i Aalborg har over for denne protest gjort gældende, at spørgsmålet ikke bør afgøres inden domsforhandlingen, der er berammet til den 15. december 1967, idet fru Bakbo i medfør af retsplejelovens § 179 er pligtig at give møde under domsforhandlingen, og at der først under denne vil kunne tages stilling til, om vidneforklaringen er af afgørende betydning for sagens udfald, og om der derfor vil være grundlag for i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3, at pålægge fru Bakbo at afgive vidneforklaring.

Idet bemærkes, at sagen ikke findes at være af en sådan beskaffenhed eller have en sådan betydning for samfundet, at det kan være berettiget i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3, at fravige reglerne om vidnefritagelse, og idet bestemmelsen i retsplejelovens § 179 ikke findes at være til hinder for, at dette spørgsmål afgøres på forhånd bestemmes:

Den af anklagemyndigheden fremsatte begæring om vidneafhøring af fru Jenny Bakbo kan ikke tages til følge. - - -

Under domsforhandlingen for landsretten den 15. december 1967 begærede anklagemyndigheden en overpolitibetjent afhørt som vidne om den forklaring, fru Jenny Bakbo havde afgivet til politirapport. Forsvareren protesterede herimod.

IV. L. K. af s. d. udtales herom:

- Uanset at fru Jenny Bakbo ved landsrettens kendelse af 17. november 1967 er fritaget for at afgive forklaring som vidne findes anklagemyndigheden ikke at være afskåret fra at belyse, hvad fru Bakbo måtte have udtalt til politirapport, gennem den begærede vidneførsel, hvorfor

bestemmes:
Den af forsvareren fremsatte protest mod, at vidnet afhøres om den af fru Bakbo afgivne forklaring kan ikke tages til følge.