Beretning
afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 23. maj
2007
Beretning
om
Dan
Lynge-sagen
1. Udvalget
for Forretningsordenens opgaver
og arbejdets organisering
Undersøgelseskommissionen
vedrørende Dan Lynge-sagen afgav
den 19. september 2006
beretning.
Ifølge
Forretningsorden for Folketinget
skal alle beretninger fra
undersøgelseskommissioner, der
vedrører ministres, herunder
afgåede ministres, forhold,
behandles af Udvalget for
Forretningsordenen med henblik
på eventuel indstilling om
ansvarsspørgsmålet, jf.
Forretningsorden for Folketinget
§ 56, 1. pkt.
Udvalget for
Forretningsordenen har nedsat et
permanent underudvalg til den
forberedende behandling af sager
vedrørende
undersøgelseskommissioner.
Underudvalget skal således
afgive udtalelse til Udvalget
for Forretningsordenen til brug
for dettes beretning eller
betænkning til Folketinget
vedrørende en eventuel
indstilling om
ansvarsspørgsmålet i forhold til
ministre, herunder afgåede
ministre, jf. Forretningsorden
for Folketinget § 59, 1. pkt.
2.
Afgrænsning af
undersøgelseskommissioners
opgaver
Af lov om
undersøgelseskommissioner
fremgår følgende:
Ȥ 4.
Undersøgelseskommissionen har
ikke dømmende myndighed.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen
kan få til opgave at undersøge
og redegøre for et faktisk
begivenhedsforløb.
Stk. 3.
Undersøgelseskommissionen
kan endvidere få til opgave at
komme med forslag til sådanne
ændringer af love,
administrative bestemmelser
eller administrativ praksis, som
undersøgelsen kan begrunde.
Stk. 4.
Undersøgelseskommissionen
kan i øvrigt få til opgave at
foretage retlige vurderinger til
belysning af, om der foreligger
grundlag for, at det offentlige
søger nogen draget til ansvar.
En undersøgelseskommission kan
dog ikke få til opgave at
foretage retlige vurderinger til
belysning af spørgsmålet om
ministres ansvar.
Stk. 5.
Er et medlem af
undersøgelseskommissionen
dommer, foretager
undersøgelseskommissionen alene
retlige vurderinger som nævnt i
stk. 4 i det omfang, dommeren
ikke finder det
retssikkerhedsmæssigt
betænkeligt.«
Det er
således ikke
undersøgelseskommissioners
opgave, jf. lov om
undersøgelseskommissioner § 4,
stk. 4, at foretage retlige
vurderinger af ministres
forhold. Vurderinger af
ministres politiske og/ eller
retlige ansvar tilkommer under
hensyn til de særlige regler om
ministeransvar udelukkende
Folketinget, jf. grundlovens §§
15 og 16.
3. Baggrunden
for nedsættelse af
undersøgelseskommissionen
Forud for
nedsættelsen af
undersøgelseskommissionen havde
fra den 20. maj 2002 og i den
følgende tid i medierne været
omtalt en række forhold
vedrørende Dan Lynge og
politiet. Det havde bl.a. været
omtalt, at der mellem Dan
Lynge og politiet havde været
etableret et samarbejde, hvor
Dan Lynge havde fungeret som
agent for politiet, at
Dan Lynge trods tilståelse af
forskellige typer af
kriminalitet undgik
retsforfølgning, og at
Dan Lynge havde fået udbetalt
dusør.
I umiddelbar
forlængelse af fremkomsten af de
første oplysninger besluttede
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og Tårnby at
iværksætte en undersøgelse i
medfør af retsplejelovens
kapitel 93 c om straffesager mod
politipersonale.
Den 24. maj
2002 stillede daværende
folketingsmedlem Søren
Søndergaard en række spørgsmål
til justitsministeren i medfør
Folketingets forretningsordens §
20, herunder spørgsmål om,
hvorvidt medarbejdere i
Politiets Efterretningstjeneste
(PET) havde været i direkte
kontakt med Dan Lynge.
Den 24. april
2003 besluttede justitsminister
Lene Espersen at nedsætte en
undersøgelseskommission.
Baggrunden herfor var bl.a., at
en samlet gennemgang af de
retlige rammer for
statsadvokatens undersøgelse
viste, at der kunne være
spørgsmål i sagen, der ikke
kunne forventes fuldt ud belyst
ved statsadvokatens undersøgelse
samt at en række
habilitetsspørgsmål kunne opstå.
Den 15.
september 2003 nedsatte
fungerende justitsminister Brian
Mikkelsen i medfør af § 1, stk.
1, i lov om
undersøgelseskommissioner en
kommission til undersøgelse af
Dan Lynge-sagen.
4.
Kommissoriet
Kommissoriet
for undersøgelseskommissionens
arbejde har været følgende:
»Justitsministeren nedsætter
herved i medfør af § 1, stk. 1,
i lov om
undersøgelseskommissioner en
kommission til undersøgelse af
Dan Lynge-sagen.
Undersøgelseskommissionen har
efter § 4, stk. 2, i lov om
undersøgelseskommissioner til
opgave at undersøge og redegøre
for det samlede
begivenhedsforløb, som knytter
sig til politiets samarbejde med
Dan Lynge såvel i forbindelse
med efterforskning og bekæmpelse
af rockerkriminalitet som i
andre sammenhænge.
Undersøgelsen
skal omfatte dels politiet –
herunder Politiets
Efterretningstjeneste – dels
andre relevante myndigheder,
herunder den overordnede
anklagemyndighed og
Justitsministeriet.
Kommissionens
undersøgelse og redegørelse skal
bl.a. omfatte de påstande om
kritisable forhold i sagen, som
er fremkommet i medierne og den
offentlige debat, herunder
påstande om:
– at
politiets samarbejde med Dan
Lynge skulle have været af en
sådan karakter, at der har været
tale om agentvirksomhed i strid
med retsplejelovens regler,
– at politiet
ikke skulle have taget de
fornødne skridt i anledning af
informationer fra Dan Lynge om
bl.a. forestående attentater i
rockermiljøet,
– at politiet
uberettiget skulle have udbetalt
pengebeløb (»dusør«) til Dan
Lynge,
– at
anklagemyndigheden uberettiget
skulle have undladt at
retsforfølge Dan Lynge i
anledning af strafbare forhold,
og
– at
Justitsministeriet i besvarelsen
af et spørgsmål fra Folketinget
skulle have afgivet urigtige
oplysninger om kontakter mellem
Dan Lynge og politiet.
På baggrund
af den beskrevne undersøgelse og
redegørelse skal
undersøgelseskommissionen efter
§ 4, stk. 4, i lov om
undersøgelseskommissioner
foretage retlige vurderinger til
belysning af, om der foreligger
grundlag for, at det offentlige
søger nogen draget til ansvar.«
5.
Undersøgelsens konklusioner
Kommissionen
udtaler kritik af en række
forhold vedrørende politiets
håndtering af samarbejdet med
Dan Lynge. Kommissionen angiver
følgende forhold som kritiske:
– at
oplysningerne om
»Høvdingedrabet« ikke blev
videregivet til rette myndighed
(s. 1285),
– at
oplysninger om Dan Lynges
involvering i begået
narkokriminalitet ikke blev
nøjere opvejet og eventuelt
forelagt anklagemyndigheden (s.
1285),
– at politiet
ikke i tilstrækkelig grad sagde
fra over for Dan Lynges
initiativer, som bragte politiet
i uacceptable situationer, hvor
politiet var afskåret fra at
gribe ind over for kriminelle
handlinger (s. 1285),
– at politiet
udleverede fortrolige
oplysninger til Dan Lynge, som
gik ud over, hvad formålet
tilsagde (s. 1283) og
– at politiet
bragte sig selv i en situation
med hensyn til anbringelse af
ulovlige våben, hvor man var
nødt til at bruge retssystemet
på en principielt forkert måde
(s. 1270).
Kommissionen
har vurderet, at der ikke i
forløbet har været tale om
overtrædelse af retsplejelovens
forbud mod anvendelse af civile
agenter. Det problematiske i
forløbet af samarbejdet har i
første række været, at der ikke
i tilstrækkelig grad har været
styring af og kontrol med
samarbejdet. Den manglende
styring har efter kommissionens
opfattelse sammenhæng med, at
der har været en betydelig
uklarhed med hensyn til
»kommandoveje« for håndteringen
af arbejdet.
Kommissionen
peger endvidere på, at det
langvarige samarbejde, hvor
kontakten var overladt til én
kontaktperson, indebar en risiko
for, at kontaktpersonens evne
til at forholde sig kritisk til
meddelerens oplysninger og
adfærd svækkedes med tiden,
hvilket forløbet også
illustrerer. Kommissionen
kritiserer, at Rejseafdelingen
ikke i det lange forløb sørgede
for en ordning, hvor andre end
kontaktpersonen løbende
vurderede samarbejdet og
sikrede, at der blev reageret
adækvat på oplysningerne fra
meddeleren.
Ved
meddelelse af oplysninger om
allerede begået og pådømt
kriminalitet – Høvdingemordet –
kritiserer kommissionen således,
at der ikke blev taget initiativ
til at forelægge Dan Lynges
oplysninger, som måtte anses for
nye, for Københavns Politi eller
Statsadvokaten for København,
Frederiksberg og Tårnby. Som en
følge heraf blev der ikke
foretaget en vurdering af
oplysningernes betydning for den
afsluttede straffesag og en
vurdering af, om der i anledning
af oplysningerne skulle
iværksættes en strafforfølgning
af Dan Lynge.
Kommissionen
kritiserer endvidere, at uanset
at en række oplysninger fra Dan
Lynge om egne og andres
deltagelse i kriminalitet var af
upræcis karakter, burde der være
taget stilling til disse
oplysninger.
Kommissionen
finder dog ikke, at der er
grundlag for at søge
enkeltpersoner draget til ansvar
for det ledelsesmæssige svigt.
Kommissionen
har endvidere som en del af
undersøgelsen redegjort for, om
Justitsministeriet i besvarelsen
af spørgsmål fra Folketinget har
afgivet urigtige oplysninger om
kontakter mellem Dan Lynge og
politiet. I den forbindelse
anfører kommissionen følgende i
beretningen:
–
Undersøgelsen har vist, at der
havde været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og en
medarbejder hos PET inden for
det såkaldte
non-proliferationsområde
(ikke-spredning af
masseødelæggelsesvåben), men
ikke inden for andre områder.
Dette forhold var
Justitsministeriets embedsmænd
og justitsministeren bekendt med
forud for besvarelsen af
spørgsmål nr. S 2267 i
Folketinget.
–
Kommissionen har taget stilling
til de faktiske omstændigheder
ved besvarelsen af spørgsmålet
og har konstateret, at
Justitsministeriet besluttede at
besvare spørgsmålet specifikt,
for så vidt angår PET’s
deltagelse i området for
rockerbekæmpelse, selv om
spørgsmålet efter sin ordlyd
ikke var begrænset til dette
område.
–
Kommissionen konstaterer, at et
svar gående ud på, at der ikke
havde været direkte kontakt
inden for området for
rockerbekæmpelse isoleret set
ikke indeholder objektivt
urigtige oplysninger.
– Som følge
af begrænsningerne i lov om
undersøgelseskommissioner har
flertallet af kommissionens
medlemmer afstået fra at tage
stilling til, om svaret efter
sin formulering tilstrækkeligt
tydeligt præciserer præmisserne
for svaret, idet en sådan
stillingtagen vil indebære
stillingtagen til spørgsmål om
ministeransvar, hvad enten der
er grundlag for at overveje et
ansvar, eller der ikke er et
sådant grundlag.
– Et medlem
af kommissionen er ikke enig i
denne afgrænsning og udtaler, at
svaret ikke burde have været
udformet som sket, men da svaret
ikke indeholder urigtige
oplysninger, er der ingen
anledning til, at et tjenstligt
eller retligt ansvar søges
gennemført.
6.
Underudvalgets behandling af
sagen
Underudvalget
modtog den 19. september 2006
beretningen fra
undersøgelseskommissionen til
undersøgelse af Dan Lynge-sagen,
jf. UUF alm. del – bilag 4,
samling 2005-06.
Formanden for
Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen bad ved brev
af 25. september 2006 formanden
for underudvalget om at foretage
det fornødne med henblik på
sagens videre behandling, jf.
UUF alm. del – bilag 5, samling
2005-06.
Underudvalget
har behandlet
undersøgelseskommissionens
beretning i 8 møder med henblik
på at vurdere, om de beskrevne
forhold i
undersøgelsesberetningen
vedrørende justitsminister Lene
Espersen kan begrunde, at der
bliver gjort et ansvar gældende.
Det er derimod ikke
underudvalgets opgave at vurdere
embedsmændenes forhold.
I forbindelse
med offentliggørelsen af
undersøgelseskommissionens
beretning udtalte
justitsminister Lene Espersen
bl.a., »at kommissionen peger på
nogle konkrete, kritisable
forhold vedrørende politiets
styring og håndtering af
samarbejdet med Dan Lynge. Dette
må selvsagt ikke gentage sig.«
Der henvises derudover til
justitsminister Lene Espersens
svar til Folketingets Retsudvalg
på spørgsmål nr. 564 (2005-06)
og spørgsmål nr. 3, jf. UUF alm.
del – bilag 6 og 8.
Rigsadvokaten
har i mellemtiden – i marts 2005
– fastsat nye regler for
politiets og anklagemyndighedens
kontakt med meddelere. Disse
regler fastslår bl.a., at
politikredsens ledelse har det
overordnede ansvar for
samarbejdet med meddeleren, og
ledelsen skal godkende, at en
person anvendes som meddeler,
ligesom ledelsen løbende skal
holde sig orienteret om
samarbejdet med meddeleren og de
oplysninger, som den pågældende
giver politiet, jf. UUF alm. del
– bilag 24.
Ved brev af
10. oktober 2006 bad
underudvalget om justitsminister
Lene Espersens eventuelle
kommentarer inden den 10.
november 2006 til
undersøgelseskommissionens
beretning, jf. UUF alm. del –
bilag 1. Justitsminister Lene
Espersen har ved brev af 9.
november 2006 kommenteret
undersøgelseskommissionens
beretning, jf. UUF alm. del –
bilag 9 og 11.
Ved brev af
21. december 2006 bad
underudvalget justitsminister
Lene Espersen om et møde, hvori
justitsministeren med
udgangspunkt i de betragtninger,
som ministeren gav udtryk for i
sin besvarelse til underudvalget
den 9. november 2006, redegjorde
nærmere for sine synspunkter,
herunder spørgsmålet om
angivelse af præmisser for svar
på spørgsmål fra Folketinget,
samt redegjorde for, om og
hvorledes disse synspunkter vil
påvirke fremtidige besvarelser,
jf. UUF alm. del – bilag 17.
Mødet blev
afholdt den 24. januar 2007 for
åbne døre, jf. UUF alm. del –
bilag 18, 21, 22 og 25. Mødet
blev afholdt under iagttagelse
af de retsgarantier, der er
beskrevet i Folketingets
forretningsordens kap. XVIII.
Dette indebar, at ministeren
havde ret til en bisidder, jf.
forretningsordenens § 57,
hvilket ministeren var gjort
opmærksom på i et brev fra
underudvalget, jf. alm. del –
bilag 17. Ministeren afstod fra
at have bisidder med. Fra mødet
blev i overensstemmelse med
forretningsordenens § 57, stk.
1, udarbejdet et referat, jf.
alm. del – bilag 25.
Mødet drejede
sig alene om justitsministerens
svar til Folketinget og havde
ikke karakter af en supplerende
undersøgelse til klarlæggelse af
faktiske forhold, hvorfor der
ikke var grundlag for at gøre
ministeren bekendt med, hvilke
faktiske forhold en undersøgelse
ville omfatte, jf.
forretningsordenens § 58.
Justitsministeren gentog på
mødet – og i lighed med hvad der
fremgår af justitsministerens
brev til underudvalget af 9.
november 2006 – at: »Den måde,
som svaret til Søren Søndergaard
blev udformet på, havde alene ét
formål, nemlig at udvise størst
mulig åbenhed om Politiets
Efterretningstjenestes arbejde,
samtidig med at de nødvendige
hensyn til fortroligheden om
tjenestens virksomhed blev
iagttaget«.
Af
Folketingets forretningsordens §
58 fremgår, at den involverede
minister skal have lejlighed til
på baggrund af udkast til
udtalelse fra underudvalget at
afgive en skriftlig udtalelse
til udvalget og til i et møde
med udvalget at redegøre nærmere
for sine synspunkter. I
overensstemmelse hermed har
underudvalget ved brev af 3. maj
2007 givet justitsminister Lene
Espersen lejlighed til senest
den 11. maj 2007 at afgive en
skriftlig udtalelse til
underudvalget vedrørende
underudvalgets udkast til
udtalelse, jf. UUF alm. del –
bilag 33. Justitsminister Lene
Espersen har ved brev af 10. maj
2007 svaret, at udkastet til
udtalelse ikke giver anledning
til yderligere bemærkninger, jf.
UUF alm. del – bilag 34.
Ifølge
Folketingets forretningsordens §
59, 1. pkt., skal underudvalget
afgive udtalelse til Udvalget
for Forretningsordenen til brug
for dettes beretning eller
betænkning til Folketinget. I
overensstemmelse hermed sendte
underudvalget den 16. maj 2007
sin udtalelse til Udvalget for
Forretningsordenen, jf. UUF alm.
del – bilag 35.
7. Udvalgets
behandling af sagen
Udvalget
modtog den 19. september 2006
beretningen fra
undersøgelseskommissionen til
undersøgelse af Dan Lynge-sagen.
Ved brev af 25. september 2006
bad udvalgets formand formanden
for underudvalget om at foretage
det nødvendige med henblik på
sagens behandling, jf. UUF alm.
del – bilag 5, samling 2005-06.
Udvalget modtog ved brev af 16.
maj 2007 underudvalgets
udtalelse, jf. UFO alm. del –
bilag 50. Udvalget har på
baggrund af underudvalgets
udtalelse behandlet sagen i 1
møde.
8. Politiske
bemærkninger
Udgangspunktet for
underudvalgets arbejde er de
undersøgelsesberetninger, som
undersøgelseskommissioner
udarbejder, men underudvalget
kan undtagelsesvis foretage
mindre undersøgelser til
belysning af en sag, jf.
forarbejderne til kapitel XVIII
i Folketingets forretningsorden,
jf. UUF alm. del – bilag 2.
Efter
underudvalgets opfattelse har
undersøgelseskommissionens
beretning om Dan Lynge-sagen,
hvori bl.a. de faktiske forhold
er grundigt beskrevet, kunnet
danne udgangspunkt for
underudvalgets forberedende
behandling af sagen. Der er
således ved underudvalgets
behandling af Dan Lynge-sagen
ikke fundet behov for at
iværksætte yderligere
undersøgelser eller andre tiltag
til brug for vurderingen af, om
et ansvar kan gøres gældende
over for justitsminister Lene
Espersen.
Udvalget
noterer sig
undersøgelseskommissionens
skarpe kritik af samarbejdet med
Dan Lynge og noterer sig, at
kommissionen ikke har fundet
grundlag for at søge
enkeltpersoner draget til ansvar
for det ledelsesmæssige svigt.
Udvalget har
noteret sig de nye
retningslinjer fra Rigsadvokaten
vedrørende anvendelsen af
meddelere og går ud fra, at
disse retningslinjer vil
forebygge, at noget lignende kan
ske igen, og hvis det alligevel
skulle ske, så muliggør, at
enkeltpersoner kan drages til
ansvar, da der så vil være sket
overtrædelse af klare
retningslinjer.
Af § 5 i lov
om ministres ansvarlighed
fremgår, at
»En minister
straffes, hvis han forsætligt
eller af grov uagtsomhed
tilsidesætter de pligter, der
påhviler ham efter grundloven
eller lovgivningen i øvrigt
eller efter hans stillings
beskaffenhed.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder
anvendelse, såfremt en minister
giver Folketinget urigtige eller
vildledende oplysninger eller
under Folketingets behandling af
en sag fortier oplysninger, der
er af væsentlig betydning for
Tingets bedømmelse af sagen«.
Det er fast
antaget, at ministre ikke er
forpligtiget til at svare på
spørgsmål fra Folketinget. En
sådan pligt fremgår ikke af
grundloven eller af lovgivningen
i øvrigt. Det er således også
fast antaget, at en minister
efter § 20, stk. 4, i
Folketingets forretningsorden
ikke er retligt forpligtet til
at besvare § 20-spørgsmål.
Vælger en minister imidlertid at
svare, skal han svare korrekt og
fyldestgørende.
I forhold til
oplysninger af fortrolig
karakter er det endvidere
almindeligt antaget, at
bestemmelsen i lov om ministres
ansvarlighed ikke i sig selv
giver Folketinget en særlig
adgang til at afkræve en
minister fortrolige oplysninger.
En vis selvstændig betydning for
vurderingen af spørgsmålet om
omfanget af en ministers pligt
til at give Folketinget
oplysninger, selv om de er af
fortrolig karakter, ligger dog
i, at ministeren ikke over for
Folketinget må fortie
oplysninger af væsentlig
betydning for Folketingets
bedømmelse af sagen. Ministeren
kan i den forbindelse ikke i
almindelighed gøre gældende, at
fortielsen var berettiget, fordi
den oplysning, der var tale om
at videregive, var fortrolig.
Ministeren må i de tilfælde,
hvor ministeren ikke ønsker at
videregive oplysningen, gøre
opmærksom på, at oplysninger af
betydning for sagen foreligger,
men at de som følge af
fortrolighedshensyn ikke
videregives, eller ikke kan
videregives, f.eks. i en
offentligt tilgængelig
besvarelse af et § 20-spørgsmål.
Lov om
ministres ansvarlighed § 5’s
betydning ligger i, at ministre
er forpligtet til at give
korrekte og fyldestgørende
oplysninger, hvis ministeren
udtaler sig.
Udvalget
udtaler, at muligheden for
at stille spørgsmål til en
minister er et af de værktøjer,
som Folketinget har til rådighed
med henblik på at kontrollere
regeringen.
Det er en
fundamental del af det
demokratiske parlamentariske
system, at Folketinget i
udøvelsen af sin kontrolfunktion
kan stille spørgsmål, og at
regeringen leverer korrekte og
fyldestgørende svar til
Folketinget. At svarene skal
være korrekte og fyldestgørende
bidrager til gennemsigtigheden i
det parlamentariske arbejde, og
eventuelle uklarheder og
fortielser i svar på spørgsmål
vil kunne forringe denne
gennemsigtighed og vil
umiddelbart eller senere kunne
medføre tvivl om forståelsen af
ministerens svar.
Udvalget
ønsker at fastholde den norm
for ministersvar, der er
fastlagt i praksis, således som
det fremgår af notatet fra
Lovsekretariatet af 14. december
2004, jf. UUF alm. del – bilag
2. Fra dette notat kan der bl.a.
henvises til ambi-sagen, jf.
notatets s. 4, note 11, og s.
6-7, hvori et flertal i Udvalget
for Forretningsordenen fandt at
måtte præcisere: »at ethvert
svar fra en minister i sig selv
skal opfylde kravene i
ministeransvarlighedsloven, og
at det ikke kan forudsættes, at
man blot senere kan supplere
eller korrigere svar, hvis
udvalget måtte ønske det, f.eks.
i form af opfølgende spørgsmål.«
På den anden side er det i det
parlamentariske system en
forudsætning, at Folketinget
optræder som et aktivt
kontrollerende organ og stiller
opfølgende spørgsmål, såfremt
der er tvivl om forståelse af en
ministerbesvarelse.
Udvalget
har noteret sig
undersøgelseskommissionens
konklusioner. Hvad angår
justitsminister Lene Espersens
omstridte besvarelse af
spørgsmål nr. S 2267, bemærker
udvalget, at det kan give
anledning til uheldige
misforståelser, hvis en minister
ved sit svar indlægger en
begrænsning, der ikke er
forudsat i spørgsmålets
formulering.
Et flertal
i udvalget med undtagelse af
EL finder dog ikke anledning til
en kritik i det konkrete
tilfælde, da justitsministerens
svar efter sit indhold er
korrekt, og da der ikke synes at
have været noget ønske om at
vildlede Folketinget og
offentligheden, idet formålet
med svaret var at vise størst
mulig åbenhed.
Et
mindretal i udvalget (EL)
ønsker at udtale en skarp kritik
af ministerens svar. Ministeren
har forklaret, at hun var
bekendt med, at der havde været
kontakt mellem PET og Dan Lynge.
Men det fremgår ikke klart af
ministerens svar, at svaret er
begrænset til kun at dreje sig
om rockerkriminalitet. Som det
fremgår af Lovsekretariatets
notat af 14. december 2004, jf.
UUF alm. del – bilag 2, så bør
en minister gøre opmærksom på,
når et spørgsmål kun besvares
delvis. Spørgsmålet blev stillet
i forbindelse med en offentlig
debat om, i hvilket omfang
myndighederne havde haft kontakt
med Dan Lynge, og ministerens
svar havde den konsekvens, at de
fleste opfattede det, som om der
ikke havde været nogen kontakt
overhovedet mellem PET og Dan
Lynge. Såfremt Folketinget
accepterer, at en minister kan
komme med et sådant svar uden at
oplyse, at spørgsmålet kun er
besvaret delvis, så vil
konsekvensen jo være, at
Folketinget, hver gang der
kommer et svar, skal stille en
byge af spørgsmål. I den
konkrete sag ville det f.eks.
have været nødvendigt at spørge:
Har der været kontakt mellem PET
og Dan Lynge i forhold til
økonomisk kriminalitet? Har der
været kontakt mellem PET og Dan
Lynge i forhold til
sædelighedskriminalitet? Har der
været kontakt mellem PET og Dan
Lynge i forhold til
voldskriminalitet? Har der været
kontakt mellem PET og Dan Lynge
i forhold til narkokriminalitet?
Først når man nåede til
spørgsmålet: »Har der været
kontakt mellem PET og Dan Lynge
i forhold til våbenhandel?«,
kunne man forvente et korrekt
svar.
P.u.v.
Christian mejdahl
Bilag 1
Materialet er optrykt efter
ønske fra udvalget
Baggrundsmateriale
vedrørende Folketingets
opfølgning på beretninger
afgivet af
undersøgelseskommissioner
m.v.
UUF
alm. del – bilag 2 (uddrag)
Lovsekretariatets notat af
14. december 2004 om
ministres oplysningspligt i
forhold til Folketinget.
1.
Indledning
Den 15.
december 2004 er
justitsministeren indkaldt i
samråd i Retsudvalget om
ministerens besvarelse af
12. juni 2002 af spørgsmål
nr. S 2267 af 24. maj 2002
fra Søren Søndergaard, MF
(Dan Lynge-sagen).
Anne
Baastrup (SF) har i den
anledning bedt
Lovsekretariatet om en
skriftlig redegørelse for
retsstillingen vedrørende
ministres oplysningspligt i
forhold til Folketinget, jf.
herved bestemmelsen i
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2, om ministres
pligt til at give korrekte
og ikke-vildledende
oplysninger til Folketinget.
Som
bilag vedlægges en
kommenteret oversigt over
nogle konkrete eksempler fra
de senere år, hvor
spørgsmålet om ministres
oplysningspligt i forhold
til Folketinget har været
rejst.
2.
Ministre har ingen
almindelig pligt til
videregive oplysninger til
Folketinget, herunder pligt
til at besvare spørgsmål fra
Folketinget
Der er
ikke i grundloven eller i
lovgivningen i øvrigt
fastsat generelle regler,
som pålægger den offentlige
forvaltning en almindelig
pligt til at videregive
oplysninger til Folketinget.
Pligt til på bestemte
områder at videregive
oplysninger kan dog følge af
særlige bestemmelser i
lovgivningen.
Ministeren er heller ikke
forpligtet til at svare på
spørgsmål fra Folketinget.
En sådan pligt måtte i givet
fald fremgå af grundloven
eller af lovgivningen i
øvrigt. Folketinget kan ikke
ensidigt med hjemmel i
Folketingets
forretningsorden pålægge en
minister at besvare
spørgsmål. Der henvises i
øvrigt til den statsretlige
litteratur herom.
Det er
således også fast antaget,
at en minister efter § 20,
stk. 4, i Folketingets
forretningsorden ikke er
retligt forpligtet til at
besvare § 20-spørgsmål.
Der er
dog en parlamentarisk
tradition for, at ministeren
svarer på de spørgsmål, der
ligger inden for ministerens
ressort.
3.
Ministeren skal svare
rigtigt og fuldstændigt,
hvis ministeren svarer
på spørgsmål fra Folketinget
Efter
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 1, kan en minister
straffes, hvis han
forsætligt eller ved grov
uagtsomhed tilsidesætter de
pligter, der påhviler ham
efter grundloven eller
lovgivningen i øvrigt eller
efter hans stillings
beskaffenhed.
Herudover
fremgår følgende af lovens §
5, stk. 2:
”Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder
anvendelse, såfremt en
minister giver Folketinget
urigtige eller vildledende
oplysninger eller under
Folketingets behandling af
en sag fortier oplysninger,
der er af væsentlig
betydning for Tingets
bedømmelse af sagen.”
Det
fremgår af forarbejderne til
ministeransvarlighedsloven
samt den juridiske
litteratur, at rækkevidden
af de pligter, der i henhold
til
ministeransvarlighedsloven
påhviler en minister, må
fastlægges i praksis.
Et af de
spørgsmål, som har været
rejst, er spørgsmålet om, i
hvilket omfang en minister,
f.eks. i forbindelse med
besvarelse af spørgsmål fra
Folketinget, er berettiget
eller ligefrem forpligtet
til at videregive
fortrolige oplysninger,
som forvaltningen er i
besiddelse af, til
Folketinget.
I den
juridiske litteratur er det
antaget, at lovgivningens
almindelige regler om
tavshedspligt, der kan være
til hinder for videregivelse
af fortrolige oplysninger
mellem forskellige
myndigheder, ikke i
almindelighed er til hinder
for, at en minister af egen
drift, eller fordi et
folketingsudvalg beder om
det, videregiver fortrolige
oplysninger, når
oplysningerne efter
ministerens skøn må antages
at være af betydning for
udvalgets behandling af en
sag. Der kan imidlertid i
sådanne tilfælde være
anledning til at fremhæve
tavshedspligten over for
folketingsudvalget, der
naturligvis skal behandle
oplysningerne med den
fornødne fortrolighed.
Muligheden for at videregive
fortrolige oplysninger til
folketingsudvalg
gælder i almindelighed også,
selv om oplysningerne er
omfattet af særlige
tavshedspligtbestemmelser.
Videregivelse vil således
alene være udelukket, hvis
tavshedspligtbestemmelsen
efter sit indhold, på
baggrund af klare
motivudtalelser eller
lignende giver et sikkert
holdepunkt for, at også
Folketinget (i praksis
folketingsudvalget) skal
være afskåret fra at modtage
oplysningerne
Uden for
de tilfælde, hvor der i
lovgivningen er gennemført
en særlig regulering af
spørgsmålet, er
retsstillingen mellem
forvaltningen og Folketinget
(folketingsudvalget) således
den, at der består et ret,
men ingen pligt til at
videregive oplysninger af
fortrolig karakter. I
hvilket omfang sådanne
oplysninger bør videregives,
må afgøres på grundlag af en
konkret afvejning fra
område til område. På en
lang række områder må denne
afvejning føre til, at
oplysningerne normalt
videregives for at sikre, at
Folketinget (udvalgene) har
det fornødne saglige
grundlag for at gennemføre
lovgivning på et område
eller for, at Folketinget
(udvalgene) kan udføre den
fornødne parlamentariske
kontrol med forvaltningen.
På andre områder kan navnlig
hensynet til den enkeltes
private eller
erhvervsmæssige forhold,
hensynet til andre lande og
mellemfolkelige
institutioner eller hensynet
til regeringens
beslutningsproces og
parlamentariske stilling
over for Folketinget dog
føre til, at bestemte
oplysninger ikke videregives
eller kun videregives under
særlige omstændigheder.
Drejer det sig om
oplysninger om
enkeltpersoners privatliv,
f.eks. helbredsmæssige
forhold eller
skattebetaling, bør der
udvises en betydelig
tilbageholdenhed med at
videregive konkrete
oplysninger, medmindre disse
oplysninger er afgørende for
Folketingets (et udvalgs)
stillingtagen til en bestemt
sag. I vurderingen af, om en
fortrolig oplysning skal
videregives, kan også indgå,
om udvalget i stedet kan
orienteres om en sags
principielle
problemstillinger i generel
eller anonymiseret form.
Oplysninger, som er af
særlig fortrolig
karakter, f.eks. oplysninger
af betydning for statens
sikkerhed, og som efter
deres indhold kun bør være
tilgængelige for en stærkt
begrænset personkreds, kan
der også være grund til ikke
i almindelighed at
videregive til Folketinget
(udvalgene). I stedet kan
der fra område til område
etableres en ordning, hvor
oplysningerne videregives
til f.eks. parlamentariske
udvalg med ganske få
medlemmer, som i øvrigt har
en særlig indsigt i området.
Det er
almindeligt antaget, at
bestemmelsen i
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2, ikke i sig selv
giver Folketinget en særlig
adgang til at afkræve en
minister fortrolige
oplysninger. Bestemmelsens
betydning ligger i, at
vedkommende minister (f.eks.
ved besvarelse af §
20-spørgsmål) er forpligtet
til at give rigtige og
fuldstændige oplysninger,
hvis ministeren udtaler
sig.
En vis
selvstændig betydning for
vurderingen af spørgsmålet
om omfanget af en ministers
pligt til at give
Folketinget oplysninger,
selv om de er af fortrolig
karakter, ligger dog i, at
ministeren ikke under
behandlingen af en sag i
Folketinget må fortie
oplysninger af væsentlig
betydning for Folketingets
bedømmelse af sagen.
Ministeren kan i den
forbindelse ikke i
almindelighed gøre gældende,
at fortielsen var
berettiget, fordi den
oplysning, der var tale om
at videregive, var
fortrolig. Ministeren må i
de (særlige) tilfælde, hvor
ministeren ikke ønsker at
give oplysningen, gøre
opmærksom på, at oplysninger
af betydning for sagen
foreligger , men at de,
som følge af nærmere angivne
(fortroligheds)hensyn, ikke
videregives, eller ikke kan
videregives f.eks. i et
åbent møde i Folketingssalen
eller i en offentligt
tilgængelig besvarelse af et
§ 20-spørgsmål.
4.
Ministerens politiske ansvar
Hvis en
minister f.eks. ved
besvarelsen af §
20-spørgsmål ikke overholder
sin sandhedspligt over for
Folketinget eller vildleder
Folketinget m.v., kan den
pågældende minister (også)
drages politisk til ansvar
herfor. Det politiske ansvar
kan gøres gældende uden et
egentligt ansvarsgrundlag,
blot på grundlag af
politiske
uoverensstemmelser.
Det
politiske ansvar kan komme
til udtryk i form af kritik
eller misbilligelse af
ministerens embedsførelse. I
yderste konsekvens kan
Folketinget vedtage et
mistillidsvotum efter
grundlovens § 15, der i stk.
1 bestemmer, at ”Ingen
minister kan forblive i sit
embede, efter at Folketinget
har udtalt sin mistillid til
ham”.
Litteratur:
Max
Sørensen:
Statsforfatningsret, 2.
udgave, ved Peter Germer
(1973)
Henrik
Zahle: Dansk forfatningsret
1 (2001)
Henrik
Zahle: Dansk forfatningsret
2 (2001)
Peter
Germer: Statsforfatningsret,
3. udgave (2001)
Lars
Busck: Folketingets kontrol
med forvaltningen (1988)
Jens
Peter Christensen:
Ministeransvar (1997)
John
Vogter og Jens Erik
Stausbøll: Juristen nr.
8/1990, side 353-365
Eksempler
på sager om ministres
oplysningspligt i forhold
til Folketinget, jf. herved
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2
Der
findes en række sager om
ministres oplysningspligt i
forhold til
Folketinget/pligt til at
give rigtige og fuldstændige
oplysninger om et
sagsforhold, hvis ministeren
udtaler sig. En del sager
har været undersøgt af
kommissionsdomstole m.v.,
men undersøgelser har også
været gennemført af
folketingsudvalg.
De
følgende eksempler er ikke
udtømmende, men er nogle
konkrete eksempler primært
fra de senere år, hvor
spørgsmålet om ministres
oplysningspligt i forhold
Folketinget m.v. har været
rejst.
Det mest
gennemgående tema i de
sager, som Jens Peter
Christensen har behandlet i
sin doktorafhandling
Ministeransvar fra 1997, er
spørgsmålet om ministerens
sandhedspligt over for
Folketinget og dets udvalg.
Til tider
har sandhedstemaet i
kommissoriet for
undersøgelserne været
formuleret således, at det
har påhvilet det
undersøgende organ at
vurdere, om Folketinget er
blevet orienteret
”fyldestgørende”, eller om
Folketinget har fået
”urigtige eller mangelfulde
oplysninger”. I de fleste
tilfælde er spørgsmålet om
ministres sandhedspligt
imidlertid indgået som
element i vurderingen af, om
nogen af de involverede
embedsmænd eller ministre
havde gjort sig skyldige i
”fejl og forsømmelser” for
eksempel i relation til
behandlingen af
bevillingsmæssige spørgsmål.
Som det
fremgår af Ministeransvar
(kapitel 6-19), har
undersøgelsesorganerne i
flere af sagerne kritiseret,
at ministrene har afgivet
ufyldestgørende eller
ukorrekte oplysninger eller
har fortiet oplysninger over
for Folketinget eller dets
udvalg. Dette er sket, uden
at man direkte har foretaget
nogen subsumption af det
konkrete tilfælde under
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2 (eller før 1964
straffeloven). Man har
bestræbt sig på alene at
tage stilling til, om de
afgivne oplysninger ud fra
en rent faktuel vurdering
har været fyldestgørende og
korrekte.
Jens
Peter Christensen påpeger i
Ministeransvar (side
360-61), at der formentlig
er to principielt
forskellige opfattelser af,
hvor alvorligt
sandhedspligten skal tages.
Den ene opfattelse er den,
at ministres svar og
oplysninger til Folketinget
indgår i et partipolitisk
spil, som giver nogen
betydelige friheder, jf.
herom nedenfor. Den anden
opfattelse er, at
ministeransvaret er en helt
fundamental del af det
demokratisk-parlamentariske
system, at Folketinget i
udøvelsen af sin
kontrolfunktion er særdeles
afhængig af at kunne stille
spørgsmål og få dem korrekt
besvaret, og at
ministeransvarets funktion
derfor uomgængeligt er
knyttet til den
forudsætning, at stillede
spørgsmål besvares i
overensstemmelse med
sandheden, jf. herom
nedenfor.
I. Sager,
der har været undersøgt af
kommissionsdomstole m.v.
Kjærbølsagen: Den 30.
januar 1959 forliste Den
Kgl. Grønlandske Handels
nyeste skib m/s ”Hans
Hedtoft” på sin første rejse
under en orkan i farvandet
ved Kap Farvel, og alle 95
ombordværende druknede.
Efter forliset blev der i
pressen rejst spørgsmål om
forsvarligheden af
vintersejlads i Grønland.
Det blev i den forbindelse
fremdraget, at besejlingen
af Grønland i
vintermånederne allerede
tidligere, i 1957, havde
været kritiseret, og det
blev i samme forbindelse
hævdet, at daværende
grønlandsminister Johannes
Kjærbøl i marts 1957 havde
besvaret et spørgsmål i
Folketinget om
forsvarligheden af
vinterbesejlingen af
Grønland på en
ufyldestgørende og
vildledende måde. Til at
undersøge sagen blev nedsat
et undersøgelsesudvalg
bestående af tre dommere,
der tog stilling til den
rejste kritik af Kjærbøls
embedsførelse. Det var
undersøgelsesudvalgets
konklusion, at
grønlandsminister Johannes
Kjærbøl, da han (den 13.
marts 1957) i Folketinget
besvarede folketingsmedlem
Augo Lynges spørgsmål om
forsvarligheden af
vinterbesejling af Grønland,
havde fremført en række
oplysninger (fra nogle
kaptajner) om
forsvarligheden af
vintersejlads i Grønland med
større vægt, end
oplysningerne kunne bære.
Til grund for
undersøgelsesudvalgets
vurdering om, at
grønlandsministerens
besvarelse var
ufyldestgørende og
vildledende, lå den ikke
direkte udtalte norm,
hvorefter en minister har en
forpligtelse til, når
vedkommende besvarer et
spørgsmål i Folketinget, at
svare på en
fyldestgørende og korrekt
måde, således at væsentlige
oplysninger ikke forties for
Folketinget.
Undersøgelsesudvalgets
vurdering blev sanktioneret
af Folketinget, da man som
afslutning på
andenbehandlingen af et
forslag til beslutning om
rigsretstiltale mod Johannes
Kjærbøl vedtog en motiveret
dagsorden, hvorefter man tog
undersøgelsesudvalgets
vurdering til efterretning
og understregede det
beklagelige i Kjærbøls
embedsførelse. Sagen gav
ikke i øvrigt anledning til
konsekvenser, herunder
rigsretstiltale.
Aaberg-sagen : Sagen
vedrørte spørgsmålet om
Statens
Byggeforskningsinstituts
afvisning af at anerkende,
at et staldventilationsanlæg
(konstrueret af fabrikant
C.P. Aaberg) havde særlige
egenskaber af betydning for
staldklimaet samt
sagsbehandlingen i
forbindelse hermed. Efter
sit kommissorium skulle
kommissionsdomstolen i sagen
alene vurdere, om ansatte i
den offentlige forvaltning,
men ikke ministre, havde
gjort sig skyldige i fejl og
forsømmelser. Da forskellige
boligministre havde deltaget
i sagsbehandlingen og
truffet afgørelser i sagen,
måtte kommissionsdomstolen
imidlertid konstatere, at
den ikke kunne komme uden om
at foretage en vurdering af
forskellige boligministres
embedsførelse i forbindelse
med besvarelser af spørgsmål
fra folketingsmedlemmer.
Vurderingen blev foretaget
på grundlag af en norm for
korrekt information
af Folketinget, men
domstolen fandt ikke, at der
var blevet misinformeret
eller givet urigtige
oplysninger. Sagen fik
derfor ikke retlige eller
politiske konsekvenser i
forhold til de involverede
ministre.
Dagpengesagen: Kernen i
dagpengesagen var, om staten
var berettiget til at
udbetale refusion af
arbejdsløshedskassernes
udgifter til dagpenge m.v.
på forskud, samt hvorledes
der burde forholdes med
renteafkastet af de forskud,
som kasserne modtog. Der
blev først foretaget en
dommerundersøgelse af sagen,
der konstaterede en række
fejl og forsømmelser, men
som ikke tog stilling til
den individuelle
ansvarsplacering. Efter
betydelig politisk strid med
beskyldninger om politisk
forfølgelse vedtog
Folketinget at opfordre
regeringen til at nedsætte
en kommissionsdomstol med
det sigte at foretage den
individuelle
ansvarsplacering. I sin
vurdering af de involverede
ministres ansvar lagde
kommissionsdomstolen til
grund, at embedsmændenes
manglende rådgivning
diskulperede ministrene.
Vurderingen af de to
arbejdsministres manglende
initiativer blev overladt
til Folketinget, men med en
vis ledsagende
præmisangivelse. I sin
stillingtagen til
beretningen lagde
Folketingets flertal disse
præmisser til grund, både
for den retlige og den
politiske vurdering af
ministrenes embedsførelse.
Dommerundersøgelsen
vurderede i modsætning til
kommissionsdomstolen
sandhedsværdien af en række
svar og redegørelser fra
arbejdsministeren til
Folketinget og lagde i den
forbindelse en norm om
korrekt og fyldestgørende
information til grund.
Dommerundersøgelsen
konkluderede, at ministrenes
svar på visse punkter havde
været ukorrekte og
ufyldestgørende.
Justitsministeriet anfægtede
dommerundersøgelsens kritik
af ministrenes svar, men
Folketingets flertal
tilsluttede sig
kritikken.
Folketinget erklærede sig
dog enig med
Justitsministeriet i det
generelle synspunkt, at
besvarelser af
folketingsspørgsmål i sagens
natur må være relativt
kortfattede, således at
besvarelsen må koncentreres
om, hvad der antages at være
det væsentligste i
spørgsmålet. Jens Peter
Christensen anfører i
Ministeransvar, side 363, at
i kravet om – eller snarere
retten til – kortfattethed
rimeligvis må ligge, at
ministersvar på
folketingsspørgsmål ikke
(altid) i enhver henseende
kan være udtømmende, men
kortfattetheden må på den
anden side ikke betyde, at
svaret reelt bliver
vildledende, misvisende
eller urigtigt. Retten til
kortfattethed skal
administreres loyalt af
ministeren.
Sagen fik
ikke i øvrigt konsekvenser i
forhold til de involverede
ministre.
Sagen
om salg af aktier i
Kryolitselskabet Øresund A/S
: Også i sagen om salg
af aktier i Kryolitselskabet
Øresund A/S var spørgsmålet
om ministerens overholdelse
af sandhedspligten det
centrale problem.
Spørgsmålet var, om
grønlandsminister Tom Høyem
mod bedre vidende havde
givet Folketinget og
Finansudvalget vildledende
oplysninger om
kryolitforekomsten i
Grønland forud for
beslutningen om salget af
statens aktier i selskabet.
Den dommerundersøgelse, der
blev iværksat i sagen,
konkluderede i sin
beretning, at det ikke var
tilfældet. Beretningen
indebar således ikke nogen
kritik af
grønlandsministeren.
Ved
vurderingen af, om
oplysningerne i det for
sagen centrale aktstykke var
misvisende, synes
undersøgelsesdommeren efter
Jens Peter Christens
opfattelse (jf.
Ministeransvar) at have
tillagt det betydning, at
oplysningerne i aktstykket
hverken under
udvalgsbehandlingen eller
folketingsdebatten blev
kritiseret for at være
upræcise, og at der ikke
blev stillet spørgsmål til
ministeren, der
nødvendiggjorde
fremskaffelsen af yderligere
oplysninger. Jens Peter
Christensen anfører (i
Ministeransvar, side 364),
at det er vanskeligt at se
relevansen af
undersøgelsesdommerens
synspunkt. Det kan for
vurderingen af, om en
ministers oplysninger til
Folketinget har været
misvisende eller
ufyldestgørende, efter Jens
Peter Christensens
opfattelse ikke være
afgørende, at Folketinget på
tidspunktet for
oplysningernes afgivelse
ikke har kritiseret disse
eller krævet dem uddybet.
Manglende reaktion fra
Folketingets side kan
skyldes, at Tinget ikke på
tidspunktet for
oplysningernes afgivelse
besad tilstrækkelig viden
til at forstå eller til at
burde forstå, at ministerens
svar måske var
ufyldestgørende. Dette var
tilfældet i sagen, idet
notater og oplysninger, som
siden hen gav anledning til,
at dommerundersøgelsen blev
iværksat, ikke var kendt,
hverken af ministeren eller
af Folketinget, på
tidspunktet for
Finansudvalgets og
Folketingets behandling af
aktiesalget.
Sagen
om landbrugsfondene :
Spørgsmålet om, hvorvidt en
minister kan se mere
afslappet på sandhedspligten
i tilfælde, hvor vedkommende
minister finder, at det
stillede spørgsmål er af
såkaldt ”politisk” karakter
(jf. ovenfor), og om
ministeren kan forholde sig
på tilsvarende måde i
tilfælde, hvor ministeren
forventer, at spørgeren
allerede kender til de
forhold, hvorom spørgsmålet
drejer sig, dukkede op i
sagen om landbrugets fonde.
I relation til besvarelsen
af et mundtligt spørgsmål
fra folketingsmedlem Ole
Stavad under Folketingets
behandling af et
beslutningsforslag
tilkendegav
landbrugsminister Niels
Anker Kofoed over for den
kommissionsdomstol, der blev
nedsat i sagen, at han var
klar over, at han ikke havde
svaret på det, som Ole
Stavad spurgte om. Ole
Stavads spørgsmål var,
forklarede Niels Anker
Kofoed for
kommissionsdomstolen,
politisk, og han fik derfor
et politisk svar igen.
Kommissionsdomstolen mødte
landbrugsministerens svar
med en mild kritik, idet
retten blot fastslog, at
ministerens svar kunne have
været klarere. Nogen
vurdering af det berettigede
i ministerens handlemåde og
det af ham anførte
ræsonnement foretog
kommissionsdomstolen ikke.
Der henvises i øvrigt til
Ministeransvar, kapitel 16.
Sagen
om den kreative bogføring i
Skatteministeriet : I
sagen dukkede det synspunkt
på ny op, at det måtte være
af betydning for ministerens
sandhedspligt, om et
spørgsmål til ministeren
måtte betragtes som
”politisk”. I relation til
et svar på et spørgsmål fra
Folketingets Finansudvalg
gjorde skatteminister Anders
Fogh Rasmussen gældende, at
det afgivne svar kunne
forsvares med, at det
stillede spørgsmål var
udslag af politisk drilleri,
hvor det måtte være en
ministers ret at foretage en
politisk vurdering af,
hvornår det rigtige
tidspunkt var inde for at
give en fyldestgørende og
udtømmende orientering af
Finansudvalget. Dette
synspunkt fandt ikke
kommissionsdomstolens
tilslutning, og det blev
således ikke i denne sag
accepteret, at ministeren på
et politisk spørgsmål kunne
give et politisk svar. Det
pågældende kritikpunkt
vedrørte et spørgsmål fra
Finansudvalget, som
domstolen fandt var blevet
besvaret ufyldestgørende.
Ved vurderingen af dette
forhold lagde
kommissionsdomstolen den
ikke direkte formulerede
norm til grund, at
væsentlige oplysninger af
betydning for Folketingets
(Finansudvalgets)
stillingtagen ikke må
foreholdes dette. Da det
stillede spørgsmål præcist
vedrørte omfanget af
budgetoverskridelser og
omposteringer i
Skatteministeriet for en
række nærmere angivne år,
fandt kommissionsdomstolen,
at det var en fejl, at
Skatteministeriet ikke i sit
svar havde omtalt en række
omposteringer i disse år,
som Rigsrevisionen havde
påtalt. Om de øvrige
kritikpunkter i sagen, som
kommissionsdomstolen gjorde
gældende i relation til
skatteminister Anders Fogh
Rasmussens embedsførelse
(disse kritikpunkter
vedrørte også spørgsmålet om
ministerens information af
Folketinget og
Finansudvalget) henvises til
Ministeransvar, kapitel 18
og kapitel 20.2. Sagen fik
som konsekvens, at
skatteminister Anders Fogh
Rasmussen gik af ,
som følge af, at
kommissionsdomstolen havde
karakteriseret flere af hans
svar til
Folketinget/Finansudvalget
som urigtige, behæftede
med fejl eller meget uklare.
Tamilsagen: I
betænkningen fra Udvalget
for Forretningsordenen
udtrykte flertallet i
udvalget ”alvorlig
misbilligelse” af tidligere
statsminister Poul Schlüter
og ”misbilligelse” af
tidligere justitsminister
H.P. Clausen i anledning af
de oplysninger, som de havde
afgivet til Folketinget. Som
præmis for denne kritik
henviste flertallet til
undersøgelsesrettens
beretning, hvor en række af
de to ministres oplysninger
til Folketinget var blevet
karakteriseret som
misvisende/vildledende
og/eller urigtige, og hvor
undersøgelsesretten havde
konkluderet, at
oplysningernes manglende
kvalitet måtte have stået de
to ministre klart. Det
politiske flertal i Udvalget
for Forretningsordenen
fastslog som grundlag for
den udtalte politiske kritik
af de to tidligere ministre,
at de begge havde brudt
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2. Sagen fik som
konsekvens, at statsminister
Poul Schlüter gik af
, bl.a. efter at flere af de
oplysninger, han havde
afgivet til Folketinget, af
undersøgelsesretten blev
karakteriseret som
misvisende og
urigtige.
II.
Sager, der har været
undersøgt af
folketingsudvalg
Spar
Nord-sagen : Det
særlige Undersøgelsesudvalg
(”Stavad-udvalget”) blev
nedsat i medfør af en
motiveret dagsorden vedtaget
den 14. oktober 1994 under
en forespørgselsdebat om
Sparekassen Nordjyllands
overtagelse af engagementer
fra Himmerlandsbanken.
Udvalget havde som opgave at
undersøge, om ministre ved
fejl eller forsømmelser
havde afgivet mangelfulde
eller forkerte oplysninger
til Folketinget, som kunne
give anledning til at drage
de pågældende til ansvar.
Udvalget fastslog, at
upræcist formulerede
spørgsmål ikke fritager en
minister fra forpligtelsen
til at give fyldestgørende
besvarelser, og det
legitimerer ikke tilsvarende
upræcise svar eller såkaldte
ikke-svar. På det tekniske
plan er Folketinget ikke i
stand til at matche et
ministerium og almindelige
folketingsmedlemmer kan ikke
have overblik over alle
(skatte)tekniske detaljer. I
en række tilfælde
konstaterede udvalget i sin
beretning, at der af
statsminister Poul Nyrup
Rasmussen og skatteminister
Ole Stavad var blevet
afgivet ”ufyldestgørende”,
”problematiske” og
”kritisable” m.v.
besvarelser til Folketinget.
I de fleste af disse
tilfælde konstaterede
udvalget imidlertid, at de
to ministre pga. mangelfuld
orientering fra deres
embedsmænd ikke havde vidst
eller burdet vide bedre, og
ministrene gik derfor fri
for kritik. Kun i et enkelt
tilfælde – hvor
skatteminister Ole Stavad
afgav et efter
udvalgsflertallets
opfattelse vildledende
”ikke-svar” , og hvor
dette, i overensstemmelse
med ministerens egen
forklaring for udvalget,
skete helt bevidst – rejste
udvalget kritik af
ministeren. Ole Stavad var
på det tidspunkt allerede
gået af som følge af
sagen.
Ambisagen: Sagens
baggrund var, at Folketinget
på skatteministerens forslag
i december 1987 havde
vedtaget indførelse af et
nyt arbejdsmarkedsbidrag
(ambien) på 2 ½ pct. af
virksomhedens momsgrundlag,
samtidig med at
arbejdsgiverens bidrag til
en række
arbejdsmarkedsordninger blev
afskaffet. Ved dom af 31.
marts 1992 fandt
EF-Domstolen, at
ambibidraget var i strid med
Rådets sjette momsdirektiv.
På denne baggrund besluttede
Folketinget ved en motiveret
dagsorden, vedtaget den 23.
april 1992, at Udvalget for
Forretningsordenen skulle
klarlægge forløbet i sagen,
herunder spørgsmålet om, i
hvilket omfang Folketinget
havde modtaget mangelfulde
eller forkerte oplysninger.
Udvalgets arbejde mundede ud
i en beretning (afgivet den
17. marts 1993). Udvalgets
flertal tilkendegav, at man
anså skatteminister Anders
Fogh Rasmussens besvarelse
af et spørgsmål fra Skatte-
og Afgiftsudvalget
vedrørende forslag til lov
om arbejdsmarkedsbidrag for
ikke at være rigtigt.
Flertallet ønskede ”klart at
udtrykke misbilligelse af
den urigtige besvarelse
”. Skatteminister Anders
Fogh Rasmussen var forinden
beretningens afgivelse
fratrådt som skatteminister
som følge af sagen om
Skatteministeriets kreative
bogføring, jf. herom
ovenfor.
Modsætningsvis gælder der en
pligt for ministre til at
svare ved forespørgsler, jf.
grundlovens § 53,
parlamentariske
kommissioner, jf.
grundlovens § 51, og
undersøgelseskommissioner,
jf. lov om
undersøgelseskommissioner §
11.
Se f.eks.
Henrik Zahle, Dansk
Forfatningsret 1 (2001),
side 336-37, Peter Germer,
Statsforfatningsret, 3. udg.
(2001), side 54-55, og Lars
Busck, Folketingets kontrol
med forvaltningen (1988),
side 57. Der kan endvidere
henvises til
Lovsekretariatets notat af
8. december 2003 om
ministres adgang til at
afvise at besvare spørgsmål
i henhold til Folketingets
forretningsordens § 20, stk.
4 og 11, Folketingsåret
2003-04, Folketingets
Forretningsorden, alm. del –
bilag 25.
Folketingets
forretningsorden indeholder
i § 20 regler for
folketingsmedlemmernes
adgang til at indhente
oplysninger om et offentligt
anliggende hos en minister
ved spørgsmål til den
enkelte minister til enten
skriftlig eller mundtlig
besvarelse (§ 20-spørgsmål).
Adgangen har altid været
ledsaget af en adgang for en
minister til at erklære, at
vedkommende ikke ser sig i
stand til at besvare et
spørgsmål, jf.
forretningsordenens § 20,
stk. 4. Bestemmelsen
omhandler både situationer,
hvor en minister ikke kan
svare, og hvor den
pågældende ikke ønsker at
svare.
Ministeransvarlighedsloven
(herunder § 5) omhandler kun
ministrenes retlige
ansvar og kun deres
embedsførelse som ministre.
Ministrene kan af kongen
eller Folketinget tiltales
for deres embedsførelse, jf.
grundlovens § 16. Rigsretten
påkender de mod ministrene
for deres embedsførelse
anlagte sager. Om
ministrenes politiske
ansvar, se afsnit 4 i
notatet.
Jens
Peter Christensen har i
Ministeransvar (1997)
foretaget en grundig
gennemgang af nogle konkrete
eksempler fra praksis,
herunder eksempler fra de
senere år, hvor spørgsmålet
om ministres pligt til ved
besvarelse af
folketingsspørgsmål at svare
rigtigt og fuldstændigt har
været rejst. Der henvises
herom til det vedlagte
bilag.
Navnlig
har det været gjort
gældende, at en minister,
som følge af lovgivningens
almindelige og specielle
regler om tavshedspligt, i
vidt omfang skulle være
afskåret fra at give
Folketinget oplysninger af
fortrolig karakter, jf. John
Vogter og Jens Erik
Stausbøll i Juristen nr.
8/1990, side 353-365,
Tavshedspligt over for
Folketinget.
Dvs.
oplysninger, som ikke (i
øvrigt) er almindeligt
tilgængelige efter
offentlighedslovens regler
om aktindsigt. Om en
minister er berettiget eller
forpligtet til at videregive
oplysninger til Folketinget
afgøres i praksis ikke efter
reglerne i
offentlighedsloven.
Offentlighedsloven har dog
den betydning, at en
minister er berettiget (og
forpligtet) til at
videregive oplysninger til
Folketinget, i det omfang
oplysningerne omfattes af
den almindelige adgang til
aktindsigt.
Jf. den i
note 6 nævnte artikel i
Juristen.
Som det
er påpeget i den i note 6
nævnte artikel i Juristen,
er møderne i selve
Folketingssalen efter
grundlovens § 49 som
udgangspunkt offentlige, jf.
også § 37 i Folketingets
forretningsorden.
Forhandlingerne i salen
optrykkes ordret i
Folketingstidende,
Folketingets forhandlinger,
og bliver derved
tilgængelige for alle
interesserede. Dette
indebærer, at en minister
(eller et folketingsmedlem)
fra Folketingets talerstol
som altovervejende
hovedregel ikke kan
omtale fortrolige
oplysninger. Tilsvarende
betragtninger gør sig
gældende med hensyn til §
20-spørgsmål og svar
herpå, da spørgsmål og svar
offentliggøres i
Folketingstidende. Det
ovenfor anførte vedrører
derfor først og fremmest
videregivelse af fortrolige
oplysninger til
Folketingets udvalg , i
hvilke forhandlinger m.v.
ikke er offentligt
tilgængelige, og for hvilke
der i almindelighed gælder
tavshedspligt.
En
egentlig tavshedspligt, som
kan håndhæves gennem
anvendelse af straf, gælder,
hvis forholdet omfattes af
straffelovens § 152,
hvorefter den, som virker i
offentlig tjeneste eller
hverv, herunder hvervet som
folketingsmedlem, og som
uberettiget videregiver
eller udnytter fortrolige
oplysninger, kan straffes.
En oplysning er fortrolig,
”når den ved lov eller anden
gyldig bestemmelse er
betegnet som sådan, eller
når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde
den for at varetage
væsentlige hensyn til
offentlige eller private
interesser”.
Jf. den i
note 6 nævnte artikel i
Juristen (nr. 8/1990, side
364-65).
Jf. den i
note 6 nævnte artikel i
Juristen, side 365.
forarbejderne til
ministeransvarlighedslovens
§ 5, Folketingstidende
1963-64, tillæg A, sp. 262
f, og John Vogter og Jens
Erik Stausbøll i Juristen
nr. 8/1990, Tavshedspligt
over for Folketinget.
Jf. den i
note 6 nævnte artikel i
Juristen.
Ansvarsgrundlaget for det
politiske ansvar er retligt
ubundet i den forstand, at
der ikke gælder nogen
juridisk norm for, hvilke
forhold ved en ministers
embedsførelse eller person
Folketinget skal eller kan
lægge til grund for sin
vurdering af, om et
mistillidsvotum skal
besluttes. Henrik Zahle
anfører i sin statsret, at
begrundelsen for en
beslutning om mistillid til
en minister kan søges hvor
som helst – fra ”en
indsigtsfuld kritik af
ministerens politik til
ubehag ved ministerens
hårfarve”, jf. Henrik Zahle,
Dansk forfatningsret 2
(2001), side 195. Der
henvises i øvrigt til Jens
Peter Christensen,
Ministeransvar (1997),
kapitel 24 om det politiske
ansvar.
Udtrykker
Folketinget mistillid til
statsministeren, indebærer
det, at hele regeringen må
gå af, medmindre
statsministeren udskriver
valg, jf. grundlovens § 15,
stk. 2. Som det fremgår af §
15, er det Folketinget, der
gør det politiske ansvar
gældende ved at udtale sin
mistillid til en fagminister
eller statsministeren. Dette
sker ved en simpel
flertalsbeslutning. Det
politiske ansvar, i form af
vedtagelse i Folketinget af
et mistillidsvotum til
statsministeren eller til en
fagminister, er kun sjældent
blevet gjort gældende.
Vedtagne mistillidsvota mod
regeringer har siden
systemskiftet i 1901 kun
forekommet tre gange,
ligesom Folketinget aldrig
har vedtaget et
mistillidsvotum mod
enkeltministre, jf. Jens
Peter Christensen,
Ministeransvar (1997), side
522-523.
De
konkrete sager er behandlet
i Jens Peter Christensen,
Ministeransvar (1997) samt i
Undersøgelseskommissioner,
Embedsmandsansvaret &
Folketingets Rolle med
kommentarer af Oliver
Talevski m.fl. (2002).
Jf.
Ministeransvar, side 359.
Jens Peter Christensen
benytter udtrykket
sandhedspligt over for
Folketinget i relation til
de embedspligter, der
fremgår af bestemmelsen i
ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2, jf.
Ministeransvar, side 49 og
359 ff. Udtrykket er derfor
anvendt i bilaget.
Ministeransvar, side 360-61.
Jf. i øvrigt og Lars
Nordskov Nielsen, Politikere
om embedsmænd: Behov for
åbenhed og offentlig debat,
side 67-79 i Marius Ibsens
m.fl. (red.), Folkestyre og
Forvaltning (1994).
Sagen er
udførligt omtalt i
Ministeransvar, kapitel 6 og
kapitel 20.2.
Kjærbølsagen var den reelle
anledning til, at
ministeransvarlighedsloven i
1964 og ikke mindst lovens §
5, stk. 2, blev gennemført.
Urigtige eller vildledende
oplysninger eller fortielser
i forbindelse med besvarelse
af folketingsspørgsmål ville
på daværende tidspunkt kunne
begrunde et strafansvar
efter straffelovens §§ 156
og 157 om (forsætlig)
ikke-opfyldelse af
tjenestepligter m.v. Jens
Peter Christensen anfører i
Ministeransvar, side 362, at
vurderet i forhold til
ministeransvarlighedsloven,
således som den blev
vedtaget i 1964, ville
Kjærbøls svar i objektiv
forstand kunne henføres
under lovens § 5, stk. 2.
Sagen er
udførligt omtalt i
Ministeransvar, kapitel 14
og kapitel 20.2.
Sagen er
udførligt omtalt i
Ministeransvar, kapitel 11
og kapitel 20.2.
Kommissionsdomstolens
beretning i anledning af
undersøgelse af statens
forskudsvise udbetalinger
til arbejdsløshedskasserne
til dækning af udgifter til
arbejdsløshedsdagpenge mv.
Beretning afgivet af
Udvalget for
Forretningsordenen den 30.
maj 1986, Folketingstidende
1985-86, tillæg B, sp. 2355
ff.
Justitsministeriet anførte,
at besvarelsen af
folketingsspørgsmål m.v. i
sagens natur måtte være
relativt kortfattede,
således at besvarelserne
koncentreres om det
væsentlige i spørgsmålet.
Sagen er
udførligt omtalt i
Ministeransvar, kapitel 12
og kapitel 20.2.
I den
nedenfor omtalte såkaldte
ambisag gav flertallet i
Udvalget for
Forretningsordenen udtryk
for en retsopfattelse
svarende hertil. I sagen
havde to ministre over for
udvalget givet udtryk for,
at Folketingets Skatte- og
Afgiftsudvalg åbenbart havde
anset skatteministerens
besvarelse af et spørgsmål
for at være
tilfredsstillende, idet der
ikke blev stillet opfølgende
spørgsmål. Heroverfor fandt
flertallet i Udvalget for
Forretningsordenen at måtte
præcisere, ”at ethvert svar
fra en minister i sig selv
skal opfylde kravene i
ministeransvarlighedsloven,
og at det ikke kan
forudsættes, at man blot
senere kan supplere eller
korrigere svar, hvis
udvalget måtte ønske dette
f.eks. i form af opfølgende
spørgsmål”. Et noget
tilsvarende synspunkt har
Det særlige
Undersøgelsesudvalg
(”Stavad-udvalget”), nedsat
af Folketinget i anledning
af Spar Nord-sagen ,
jf. hermed nedenfor, givet
udtryk for. I udvalgets
beretning om sagen fastslår
udvalget således, at
upræcist formulerede
spørgsmål ikke fritager en
minister fra forpligtelsen
til at give fyldestgørende
besvarelser, og at sådanne
spørgsmål ikke legitimerer
tilsvarende upræcise svar
eller såkaldte ikke-svar.
Sagen er
udførligt omtalt i
Ministeransvar, kapitel 16
og kapitel 20.2
Sagen er
udførligt omtalt i
Ministeransvar, kapitel 18
og kapitel 20.2.
Betænkning og indstilling
vedrørende tamilsagen.
Betænkning blev afgivet af
Udvalget for
Forretningsordenen den 2.
juni 1993, og den er optrykt
i Folketingstidende 1992-93,
tillæg B, sp. 1607 ff.
Sagen er
omtalt i Ministeransvar,
side 528 og 565-567.
Det
særlige
Undersøgelsesudvalgets
beretning af 29. juni 1995
om ministres håndtering af
sagen om Sparekassen
Nordjyllands overtagelse af
visse engagementer i
Himmerlandsbanken.
Beretningen er optrykt i
Folketingstidende 1994-95,
tillæg B, sp. 1092 ff.
Sagen er
omtalt i Ministeransvar,
side 532 og 564.
Bilag 2
Besvarelsen af 23. oktober
2006 af spørgsmål nr. 564
(2005-06) vedrørende Dan
Lynge-sagen fra Folketingets
Retsudvalg
UUF alm.
del – bilag 6
Spørgsmål:
»Ministeren bedes med
henvisning til, at
beretningen fra
Undersøgelseskommissionen i
Dan Lynge-sagen peger på
nogle kritisable forhold
vedrørende politiets styring
og samarbejde med Dan Lynge
redegøre for, hvordan
politiet og
anklagemyndigheden forholder
sig til kritikken, og hvilke
konsekvenser ministeren
mener, at kritikken får for
samarbejdet med meddelere i
fremtiden, herunder om der
er behov for eventuelle
ændringer?«
Svar:
I
beretningen fra
Undersøgelseskommissionen i
Dan Lynge-sagen, peger
kommissionen bl.a. på nogle
konkrete, kritisable forhold
vedrørende politiets styring
og håndtering af samarbejdet
med Dan Lynge.
Som jeg
tilkendegav i den
pressemeddelelse, jeg
udsendte i forbindelse med
kommissionens afgivelse af
beretningen, er der tale om
forhold, som naturligvis
ikke må gentage sig. Jeg er
derfor tilfreds med, at
Rigsadvokaten – efter et
grundigt forarbejde – i
marts 2005 har fastsat
detaljerede retningslinier
for politiet og
anklagemyndighedens kontakt
med meddelere.
Reglerne
fastslår bl.a., at
politikredsens ledelse har
det overordnede ansvar for
samarbejdet med meddeleren,
og at ledelsen således skal
godkende, at en person
anvendes som meddeler, og
løbende holde sig orienteret
om samarbejdet med
meddeleren og de
oplysninger, som den
pågældende giver til
politiet.
Som det
fremgået, er der således
allerede taget initiativ til
at forhindre, at lignende
forhold gentager sig, og jeg
finder derfor ikke, at der
er anledning til at tage
yderligere initiativer.
Bilag 3
Justitsministerens
besvarelse af 31. oktober
2006 af spørgsmål nr. 3
vedrørende Dan Lynge-sagen
fra Folketingets Retsudvalg
UUF alm.
del – bilag 8
Spørgsmål:
” Det
fremgår af beretningen
afgivet af
Undersøgelseskommissionen i
Dan Lynge-sagen for så vidt
angår vurdering af
tilrettelæggelsen af og
ansvarsforholdene i relation
til politiets samarbejde med
Dan-Lynge, herunder
politiets håndtering af
oplysninger om kriminelle
forhold, at kommissionen
ikke finder tilstrækkeligt
grundlag for at udtale, at
de ledelsesmæssige svigt har
haft karakter af egentlig
forsømmelighed, således at
der kunne være grundlag for
at søge nogen draget til
ansvar.
Mener
ministeren, at der på
grundlag af beretningen på
dette punkt er grundlag for,
at det offentlige søger
nogen embedsmænd draget til
ansvar for fejl og
forsømmelser?”
Svar:
Som
omtalt i spørgsmålet peger
Undersøgelseskommissionen i
Dan Lynge-sagen i sin
beretning, der blev afgivet
den 19. september 2006, på
nogle konkrete, kritisable
forhold vedrørende politiets
styring og håndtering af
samarbejdet med Dan Lynge.
Kommissionen finder dog
ikke, at der er grundlag for
at søge enkeltpersoner
draget til ansvar for disse
forhold.
Jeg tager
til efterretning, at
kommissionen ikke finder, at
der er grundlag for at søge
enkeltpersoner draget til
ansvar, og jeg har ikke
nogen grund til at anlægge
en anden vurdering end
kommissionen.
Det er
naturligvis vigtigt, at de
kritisable forhold ikke
gentager sig. Jeg er derfor
tilfreds med, at
Rigsadvokaten – efter et
grundigt forarbejde – i
marts 2005 har fastsat
detaljerede retningslinier
for politiets og
anklagemyndighedens kontakt
med meddelere. Reglerne
fastslår bl.a., at
politikredsens ledelse har
det overordnede ansvar for
samarbejdet med meddeleren.
Ledelsen skal således
godkende, at en person
anvendes som meddeler, og
løbende holde sig orienteret
om samarbejdet med
meddeleren og de
oplysninger, som den
pågældende giver til
politiet.
Bilag 4
Brev med
bilag fra justitsminister
Lene Espersen vedrørende
beretningen fra Kommissionen
til undersøgelse af Dan
Lynge-sagen
UUF
alm. del – bilag 9 og 11
9.
november 2006
1.
Ved skrivelse af 10. oktober
2006 (ref. 06-000920-6) har
Underudvalget under Udvalget
for Forretningsordenen
anmodet om mine eventuelle
bemærkninger til beretningen
fra Kommissionen til
undersøgelse af Dan
Lynge-sagen.
Underudvalget har i den
forbindelse henvist til § 56
i Folketingets
Forretningsorden. Efter
denne bestemmelse skal alle
beretninger fra
undersøgelseskommissioner,
der vedrører ministres
forhold, behandles af
Udvalget for
Forretningsordenen med
henblik på eventuel
indstilling om
ansvarsspørgsmålet.
På denne
baggrund forstår jeg
underudvalgets skrivelse
således, at man ønsker mine
eventuelle bemærkninger til
den del af beretningen, der
vedrører min besvarelse af
11. juni 2002 af spørgsmål
nr. S 2267 fra MF Søren
Søndergaard (EL). Der
henvises til beretningen
side 1217-1252.
Undersøgelseskommissionens
opgave var på dette punkt at
vurdere, om
Justitsministeriet i den
nævnte besvarelse »skulle
have afgivet urigtige
oplysninger om kontakter
mellem Dan Lynge og
politiet«, jf. beretningen
side 1217 med henvisning til
kommissionens kommissorium.
2.
Det nævnte spørgsmål nr. S
2267 havde følgende ordlyd:
»Vil
ministeren oplyse, om
medarbejdere ved PET har
været i direkte kontakt med
Dan Lynge?«
Min
besvarelse af spørgsmålet
havde følgende ordlyd:
»I
forbindelse med den seneste
tids presseomtale af et
samarbejde mellem politiet
og den tidligere rocker Dan
Lynge er det bl.a. fremgået,
at Dan Lynge har haft
kontakt til politiet og
videregivet en række
oplysninger fra
rockermiljøet.
Politiets
Efterretningstjeneste har i
forskellige sammenhænge
været involveret i den
politimæssige indsats i
forhold til
rockerkriminaliteten.
Chefen
for Politiets
Efterretningstjeneste har
meddelt mig, at han har talt
med nuværende og tidligere
ansatte og søgt oplyst, om
man i den forbindelse også
fra efterretningstjenestens
side måtte have været i
direkte kontakt med Dan
Lynge. Han har på den
baggrund meddelt mig, at der
ikke er fremkommet
oplysninger om, at dette
skulle være tilfældet.«
Som det
fremgår af kommissionens
beretning side 1247, har de
forklaringer, som er afgivet
over for kommissionen, og
det undersøgelsesmateriale,
som er indhentet, bekræftet,
at der ikke har været nogen
direkte kontakt mellem Dan
Lynge og Politiets
Efterretningstjeneste i
relation til indsatsen mod
rockerkriminalitet, jf. også
pkt. 3 nedenfor.
Som det
ligeledes fremgår, har der
været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og
efterretningstjenesten på et
helt andet område, nemlig
det såkaldte
non-proliferationsområde.
Justitsministeriet var
bekendt med denne – i øvrigt
meget begrænsede – kontakt,
da besvarelsen blev afgivet,
og dette var bl.a.
baggrunden for den
udformning, som besvarelsen
fik. Jeg kan i den
forbindelse henvise til de
forklaringer, som jeg selv
og Justitsministeriets
departementschef har afgivet
over for kommissionens
beretning side 1227-1243.
3.
Af beretningen side 1249
fremgår det som den
samlede kommissionens
opfattelse, at »et svar, der
går ud på, at der ikke inden
for området for bekæmpelse
af rockerkriminalitet har
været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og
medarbejdere i PET, isoleret
set ikke indeholder urigtige
oplysninger.« På linje
hermed fastslås det, at de
afgivne forklaringer og det
indhentede materiale
»bekræfter, at der ikke har
været en sådan kontakt«, jf.
beretningen side 1247 og
pkt. 2 ovenfor.
Det
fremgår endvidere –
ligeledes som den samlede
kommissionens opfattelse –
at »særlige hensyn kan gøre
sig gældende ved besvarelsen
af spørgsmål om PET’s
virksomhed, og at
udgangspunktet må være, at
Justitsministeriet må afstå
fra i besvarelser af
spørgsmål – herunder
spørgsmål fra Folketinget –
at oplyse om PET’s
samarbejdspartnere«, jf.
beretningen side 1248.
I
forlængelse heraf anfører
kommissionens flertal
(Lis Sejr og Claus
Søgaard-Christensen), at man
»kan tiltræde den vurdering,
som er kommet til udtryk i
de afgivne forklaringer, og
hvorefter Justitsministeriet
i besvarelsen af det
stillede spørgsmål efter den
almindelige praksis for så
vidt angår PET’s
arbejdsområder måtte vælge
mellem enten at svare, at
man ikke kunne udtale sig,
eller at svare afgrænset om
en direkte kontakt inden for
området for bekæmpelse af
rockerkriminalitet«, jf.
beretningen side 1249.
Kommissionens mindretal
(Eva Smith) har på dette
punkt en anden vurdering,
idet det efter mindretallets
opfattelse synes at være
»særdeles uhensigtsmæssigt
at indføre en »åbenhed«,
hvor det tilkendegives, at
der inden for et bestemt
område ikke har været
kontakt, idet dette
naturligt må føre til en
modsætningsslutning«, jf.
beretningen a.st.
4.
Spørgsmålet om, hvorvidt der
ved besvarelsen skulle være
afgivet »urigtige
oplysninger om kontakter
mellem Dan Lynge og
politiet« (jf. pkt. 1
ovenfor), omtales herudover
nærmere i beretningen side
1250-1252.
Det
fremgår således af
beretningen side 1250, at
kommissionen har forstået
kritikken af
Justitsministeriets
besvarelse således, at
»Justitsministeriet i
formuleringen af svaret ikke
med tilstrækkelig tydelighed
har angivet, at man kun
svarede for en afgrænset del
af PET’s virksomhed, at der
ikke i formuleringen af
spørgsmålet var lagt op til
en sådan afgrænsning, og at
man ved svaret således har
givet Folketinget et
fejlagtigt indtryk af, at
PET ikke inden for nogen af
PET’s arbejdsområder havde
været i direkte kontakt med
Dan Lynge.«
I den
forbindelse anfører
kommissionens flertal
– for så vidt angår
spørgsmålet om
justitsministerens ansvar –
bl.a. følgende, jf.
beretningen a.st.
»Flertallet af kommissionens
medlemmer (Lis Sejr og Claus
Søgaard-Christensen) anser
problemstilling for at
omhandle den valgte
formulering af det afgivne
svar. En vurdering af, om
den valgte formulering i
tilstrækkelig grad
præciserer præmisserne for
svaret, lader sig ikke gøre,
uden samtidig at udtale sig
om, hvorvidt der med svaret
er givet Folketinget
urigtige eller vildledende
oplysninger, jf. lov om
ministres ansvarlighed § 5,
stk. 2. Flertallet finder
derfor, at formuleringen af
svaret ikke vil kunne
behandles af kommissionen,
da det som tidligere anført
[jf. beretningen side 1246]
ikke er en del af
kommissionens opgaver at
udtale sig om ministres
ansvar – hvad enten dette
måtte indebære, at
ministeren ifølge
kommissionens vurdering
fritages for ansvar eller
findes at have tilsidesat
sine pligter. Efter
flertallets opfattelse
ligger det således uden for
kommissionens kompetence at
udtale sig om, hvorvidt
afgrænsningen af området,
som svaret angår, er
markeret tilstrækkeligt
tydeligt ved den valgte
formulering.
Som jeg
forstår kommissionens
mindretal (Eva Smith),
er man – for så vidt angår
spørgsmålet om ministerens
ansvar – enig i den
forståelse af lov om
undersøgelseskommissioner,
som flertallet giver udtryk
for, jf. beretningen side
1251-1252.
Det kan
tilføjes, at mindretallet –
for så vidt angår
spørgsmålet om
embedsmandsansvar – finder,
at »udkastet til
spørgsmålets besvarelse ikke
burde have været udformet
som sket, og at ministeren
således ikke burde have
været rådgivet til at afgive
dette svar til Folketinget.«
I betragtning af, at
besvarelsen ikke indeholder
urigtige oplysninger (jf.
herved pkt. 2 og 3 ovenfor),
finder mindretallet
imidlertid ingen anledning
til, at et tjenstligt eller
retligt ansvar søges
gennemført, jf. beretningens
a.st.
5.
I en skrivelse af 28. juni
2006 fremkom jeg med
bemærkninger til et udkast
til
undersøgelseskommissionens
beretning (der i alt
væsentligt svarer til den
endelige beretning). Jeg
vedlægger til underudvalgets
orientering en kopi af denne
skrivelse, der også er
optrykt som bilag til
kommissionens beretning, jf.
beretningens protokoller og
bilag (bind 4) side 648.
Som det
fremgår af skrivelsen, er
det også i dag min
opfattelse, at der ikke ved
den omtalte besvarelse blev
givet vildledende eller
urigtige oplysninger om
kontakter mellem Dan Lynge
og politiet.
En
nærmere redegørelse for
dette synspunkt er indeholdt
i et indlæg ligeledes af 28.
juni 2006 til kommissionen,
der er afgivet af advokat
Bjørn Høberg-Petersen som
bisidder for
Justitsministeriets
departementschef. Det
fremgår af min skrivelse, at
jeg kan tilslutte mig de
bemærkninger, der fremgår af
dette indlæg.
Jeg
vedlægger til underudvalgets
orientering en kopi af det
nævnte indlæg, der også er
optrykt i beretningens
protokoller og bilag (bind
4) side 639-647. Af
sammenfatningen i indlægget
fremgår bl.a. følgende:
»Den
diskussion, som besvarelsen
af spørgsmål nr. S 2267 har
givet anledning til, er for
så vidt alene opstået, fordi
Justitsministeriet – ud fra
et almindeligt ønske om
større åbenhed med hensyn
til Politiets
Efterretningstjeneste –
valgte ikke at anvende den
»traditionelle« svarform,
men at gå et skridt videre
og give de oplysninger om
efterretningstjenestens
kontakt med Dan Lynge, som
det var muligt at give, og
som man antog, at
spørgsmålet sigtede på.
Det er
helt sædvanligt, og
almindeligt anerkendt i
parlamentarisk praksis, at
besvarelsen af
folketingsspørgsmål kan være
mere afgrænsede end det
spørgsmål, der besvares. Så
længe dette er sagligt
begrundet i de foreliggende
omstændigheder og i øvrigt
markeres med fornøden
klarhed – således at der
ikke gives indtryk af, at
der svares på mere, end
tilfældet er – kan der ikke
være noget kritisabelt i en
sådan fremgangsmåde.
I lyset
af den mediemæssige omtale
af Dan Lynge-sagen i dagene
forud for, at spørgsmål nr.
S 2267 blev stillet, var
Justitsministeriet efter min
opfattelse fuldt ud
berettiget til at antage, at
spørgsmålet vedrørte
efterretningstjenestens
eventuelle kontakter med Dan
Lynge på rockerområdet, og
at besvare det i
overensstemmelse hermed.
Svaret
indebar, at der – ud fra
grundlæggende hensyn til
Politiets
Efterretningstjeneste – ikke
blev givet Folketinget
oplysning om, at der havde
været en begrænset kontakt
mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge på et helt andet
område, nemlig det såkaldte
non-proliferationsområde.
Der kan ikke peges på
forhold, som på nogen måde
kan begrunde, at
Justitsministeriet med denne
afgrænsning af besvarelsen
skulle have haft interesse i
eller motiv til at afgive en
besvarelse, der ikke var
dækkende for de faktiske
forhold.
Den
nævnte afgrænsning kom efter
min opfattelse klart til
udtryk i den indholdsmæssige
og sproglige den udformning
af svaret6 på spørgsmål nr.
S 2267. Der er således intet
belæg for, at besvarelsen
med rimelighed skulle kunne
opfattes således, at der
slet ikke – dvs. heller ikke
inden for andre områder end
rockerområdet – havde været
nogen direkte kontakt mellem
Politiets
Efterretningstjeneste og Dan
Lynge.«
Jeg kan
også i dag henholde mig til
disse synspunkter (der er
nærmere begrundet og uddybet
i advokat Høberg-Petersens
indlæg, som jeg i det hele
henviser til).
Det er
således meget væsentligt for
mig at understrege, at
beslutningen om – som en
fravigelse af den svarform,
der i almindelighed har
været anvendt i forhold til
spørgsmål om Politiets
Efterretningstjenestes
samarbejde med kilder – at
give Folketinget de
oplysninger, som det var
muligt at give, alene
byggede på et ønske fra
Justitsministeriets side om
at udvise størst mulig
åbenhed om
efterretningstjenestens
virksomhed. Med hensyn til
den kontakt mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge vedrørende det
såkaldte
non-proliferationsområde,
som ud fra grundlæggende
hensyn til
efterretningstjenesten ikke
blev omtalt i besvarelsen
(jf. pkt. 2 ovenfor), har
det da mig bekendt heller
ikke fra nogen side været
hævdet, at der her skulle
have foreligget kritisable
forhold.
Det er
endvidere fortsat min
opfattelse, at
Justitsministeriet – som
situationen forelå –
naturligt kunne gå ud fra,
at det var forholdene på
rockerområdet, som det
pågældende spørgsmål sigtede
til, og at denne
afgrænsning klart kom til
udtryk i besvarelsen, jf.
også på dette punkt den
nærmere fremstilling i
advokat Høberg-Petersens
indlæg.
Det
tilføjes, at
undersøgelseskommissionen –
formentlig i konsekvens af
den retsopfattelse, der er
beskrevet under pkt. 4
ovenfor – ikke har knyttet
bemærkninger til mit eller
advokat Høberg-Petersens
indlæg.
6.
Som det fremgår af det
ovenfor anførte, kan jeg
fortsat stå inde for min
besvarelse af spørgsmål nr.
S 2267.
Når dette
er sagt, vil jeg imidlertid
gerne understrege, at den
omstændighed, at den
omhandlede besvarelse har
kunnet give anledning til så
omfattende diskussion, som
tilfældet er, naturligvis
har gjort indtryk på mig.
Selv om
det som nævnt er min
bestemte opfattelse, at der
blev afgivet et korrekt og
dækkende svar, må jeg
således konstatere, at det
kan have givet anledning til
misforståelse.
Det er
naturligvis helt afgørende,
at svar til Folketinget er
formuleret således, at de
ikke kan misforstås, og
derfor vil hele det
omhandlede sagsforløb
bestemt indgå i mine og
Justitsministeriets
overvejelser, når der
fremover besvares spørgsmål
om Politiets
Efterretningstjenestes
virksomhed.
Lene
Espersen / Jørgen Steen
Sørensen
Kommissionen til undersøgelse
af Dan Lynge-sagen 28. juni
2006
Sønder
Allé 9, 2. sal
8000
Århus C
post@dl-kommissionen. dk
Min
bisidder, advokat Oluf
Engell, har forelagt mig
Kommissionens skrivelser af
24. maj og 7. juni samt den
del af Kommissionens
beretning, som angår
Justitsministeriets
besvarelse af et spørgsmål
fra Folketinget (kapital
III, afsnit J).
Jeg er
bekendt med advokat Bjørn
Høberg-Petersens
bisidderindlæg af 28. juni
for Justitsministeriets
departementschef og kan
tilslutte mig de
bemærkninger, som advokat
Bjørn Høberg-Petersen har
anført på
departementschefens vegne.
Oplysningerne om baggrunden
for og udformningen af mit
svar på spørgsmål nr. S 2267
fra medlem af Folketinget
Søren Søndergaard er i
overensstemmelse med, hvad
der i kort form blev anført
over for mig ved
forelæggelsen den 10. juni
(eller muligvis den 11.
juni) 2002 af ministeriets
svarudkast, som jeg
tiltrådte og uden ændringer
videregav til Folketinget i
min skriftlige besvarelse
den 11. juni 2002 af det
rejste spørgsmål.
I øvrigt
henholder jeg mig til
gengivelsen af min
forklaring under afhøringen
for Kommissionen den 26.
april 2005. Min opfattelse
er også i dag, at der ved
besvarelsen ikke er givet
vildledende eller urigtige
oplysninger om kontakter
mellem Dan Lynge og
politiet.
Med
venlig hilsen
Lene
Espersen
Kommissionen til undersøgelse
af Dan Lynge-sagen 28. juni
2006
Sønder
Allé 9, 2. sal
8000
Århus C
Som
bisidder for
Justitsministeriets
departementschef har jeg
haft lejlighed til at
gennemgå udkastet til den
del af kommissionens
beretning, der drejer sig om
Justitsministeriets svar på
folketingsmedlem Søren
Søndergaards spørgsmål nr. S
2267 af 24. maj 2002.
På denne
baggrund kan jeg efter
drøftelse med
departementschefen afgive
følgende udtalelse, jf.
undersøgelseskommissionslovens
§ 32, stk. 4:
1
Nogle grundlæggende
vurderinger
Kommissionens flertal
udtaler (side 40), at man
kan » tiltræde den
vurdering, som er kommet til
udtryk i de afgivne
forklaringer, og hvorefter
Justitsministeriet i
besvarelsen af det stillede
spørgsmål efter den
almindelig praksis for så
vidt angår PET’s
arbejdsområder måtte vælge
mellem enten at svare, at
man ikke kunne udtale sig,
eller at svare afgrænset om
en direkte kontakt inden for
området for bekæmpelse af
rockerkriminalitet «.
Den
samlede kommission
konstaterer endvidere (side
41), at » at et svar, der
går ud på, at der ikke inden
for området for bekæmpelse
af rockerkriminalitet har
været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og PET,
isoleret set ikke indeholder
urigtige oplysninger «.
På linje hermed fastslås det
(side 38), at de afgivne
forklaringer og det
indhentede materiale »
bekræfter, at der ikke har
været en sådan kontakt
«.
Endelig
vurderer kommissionen (side
41), at justitsministeren »
forud for afgivelsen af
svaret af
Justitsministeriets
embedsmænd modtog en
fyldestgørende orientering
om de faktiske
omstændigheder, som var
nødvendige for en besvarelse
af spørgsmålet fra Søren
Søndergaard «.
Jeg har
noteret mig disse
vurderinger, som jeg kan
tiltræde.
2
Debatten om
Justitsministeriets svar
Kommissionen henviser (side
41-42) til debatten om,
hvorvidt der ved den
omhandlede besvarelse er
afgivet urigtige eller
vildledende oplysninger til
Folketinget.
I
forbindelse hermed
præciserer kommissionen, at
den har » forstået den
rejste kritik således, at
Justitsministeriet i
formuleringen af svaret ikke
med tilstrækkelig tydelighed
har angivet, at man kun
svarede for en afgrænset del
af PET’s virksomhed, at der
ikke i formuleringen af
spørgsmålet var lagt op til
en sådan afgrænsning, og at
man ved svaret således har
givet Folketinget et
fejlagtigt indtryk af, at
PET ikke inden for nogen af
PET’s arbejdsområder havde
været i direkte kontakt med
Dan Lynge «.
Jeg er
enig i kommissionens
sammenfatning af debatten.
Med
hensyn til min vurdering af
kritikkens berettigelse
henvises til pkt. 4
nedenfor.
3
Kommissionens kompetence
3.1
Flertallets opfattelse
Det
fremgår af side 42 i
udkastet, at kommissionens
flertal » anser
problemstillingen [jf.
pkt. 2 ovenfor] for at
omhandle den valgte
formulering af det afgivne
svar «, og at en »
vurdering af, om den valgte
formulering i tilstrækkelig
grad prociserer præmisserne
for svaret, [ikke lade
sig gøre] uden samtidig
at udtale sig om, hvorvidt
der med svaret er givet
Folketinget urigtige eller
vildledende oplysninger, jf.
lov om ministres
ansvarlighed § 5, stk. 2
«.
Flertallet finder på den
baggrund ikke at kunne
udtale sig om spørgsmålet,
hverken i relation til
justitsministeren eller de
involverede embedsmænd.
Efter flertallets opfattelse
ligger det uden for
kommissionens kompetence at
vurdere, om den valgte
formulering i tilstrækkelig
grad præciserer præmisserne
for svaret.
Dette må
ses i lyset af
bemærkningerne på side 37 i
beretningsudkastet. Her
antager flertallet, at
bestemmelsen i
undersøgelseskommissionslovens
§ 4, stk. 4, 2. pkt. –
hvorefter en
undersøgelseskommission ikke
kan få til opgave at
foretage retlige vurderinger
til belysning af spørgsmål
om ministres ansvar – er til
hinder for, at kommissionen
foretager en vurdering af, »
om svaret er formuleret
på en måde, som betyder, at
besvarelsen kan
karakteriseres som urigtig
eller vildledende, jf. lov
om ministres ansvarlighed §
5, stk. 2 «. Flertallet
henviser i den forbindelse
(side 36) til bestemmelsens
forarbejder.
Jeg har
noteret mig flertallets
opfattelse.
Kompetencespørgsmålet
vedrører ikke særligt
omstændighederne i den
foreliggende sag, men har en
helt generel karakter. Jeg
finder ikke at burde udtale
mig nærmere om dette
principielle
fortolkningsproblem, jf.
undersøgelseskommissionslovens
§ 23, stk. 4. Jeg tillader
mig dog at bemærke, at den
kompetence, der ifølge
flertallet tilkommer
kommissionen, synes at være
mere begrænset end den, som
tidligere
undersøgelsesretter m.v. –
inden gennemførelsen af lov
om undersøgelseskommissioner
– har ment at have i
tilsvarende spørgsmål, jf.
herved Jens Peter
Christensen, Ministeransvar
(1997), side 259 ff., med
henvisninger til praksis.
3.2
Mindretallets opfattelse
Mindretallet er uenigt i
denne afgrænsning af
kommissionens kompetence og
finder, at kommissionen
generelt kan behandle
embedsmændenes forhold uden
hensyn til mulige afledte
virkninger for vurderingen
af ministeransvaret (side
43).
På denne
baggrund udtaler
mindretallet som sin
opfattelse, at »
Justitsministeriets
embedsmænd burde have
udformet et svar, der gjorde
klart for spørgeren, at man
kun besvarede en del af hans
spørgsmål. Ministeriets
embedsmænd burde i den
forbindelse have indset, at
der var en risiko for, at
det svar, de formulerede og
rådede ministeren til at
afgive, ville blive
misforstået « (side 43).
Mindretallet finder herefter
ikke, at » embedsmændene
« burde have udformet
svaret som sket og rådgivet
ministeren til at afgive
dette svar til Folketinget.
I betragtning af, at svaret
» ikke indeholder
urigtige oplysninger «,
finder mindretallet
imidlertid » ingen
anledning til, at et
tjenstligt eller retligt
ansvar søges gennemført
« (side 44).
På den
baggrund skal jeg henlede
opmærksomheden på, at
departementschefen er den
eneste embedsmand fra
Justitsministeriets
departement, som har været
inddraget i undersøgelsen og
haft lejlighed til at udtale
sig. Jeg går derfor ud fra,
at mindretallets kritik af »
embedsmændene « ikke
retter sig mod bestemte
personer, men tilsigter at
udtrykke en form for
myndighedskritik rettet mod
departementet som kollektiv.
Jeg henviser i den
forbindelse til reglerne om
» de berørte personers
retsstilling « i lov om
undersøgelseskommissioner,
kapital 7.
4.
Mine bemærkninger til
spørgsmålet om, hvorvidt der
er afgivet urigtige eller
vildledende oplysninger til
Folketinget
4.1
Indledning
På
baggrund af det anførte
ovenfor finder jeg her at
måtte lægge flertallets
forståelse af bestemmelsen
til grund, uanset at denne
forståelse indebærer, at
kommissionens flertal ikke
vil kunne tage stilling til,
hvorvidt der med besvarelsen
af spørgsmål nr. S 2267 er
afgivet urigtige eller
vildledende oplysninger til
Folketinget.
Samtidig
må jeg konstatere, at
kommissionens mindretal
agter at tilkendegive, at
embedsmændene ikke burde
have udformet besvarelsen
således, som den blev, men
at besvarelsen dog ikke
indeholdt urigtige
oplysninger, og at der
derfor ikke er anledning til
at søge et retligt eller
tjenstligt ansvar
gennemført.
På denne
særlige baggrund – og da det
er min bestemte opfattelse,
at besvarelsen ikke
kan anses for urigtig,
vildledende eller på anden
måde kritisabel – finder jeg
det nødvendigt at gøre nogle
samlede bemærkninger om
dette spørgsmål.
4.2 De
særlige hensyn vedrørende
Politiets
Efterretningstjeneste
Som
påpeget af kommissionen
(side 39) gør særlige hensyn
sig gældende ved besvarelsen
af folketingsspørgsmål om
Politiets
Efterretningstjenestens
virksomhed. Udgangspunktet
er, at Justitsministeriet
generelt må afstå fra at
oplyse, hvem
efterretningstjenesten
samarbejder med. En sådan
svarmåde har været anvendt i
en lang årrække. I sagens
natur må der tilkomme
Justitsministeriet et vidt
skøn med hensyn til dette
behov for beskyttelse af
tjenesten.
En
besvarelse der gik ud på, at
man – af hensyn til
efterretningstjenestens
virksomhed – ikke kunne
oplyse, om der havde været
direkte kontakt mellem Dan
Lynge og
efterretningstjenesten,
ville ikke have kunnet
kritiseres.
Det kan
derfor konstateres, at
spørgsmålet om svarets
tilstrækkelighed for så vidt
alene er opstået, fordi
Justitsministeriet – ud fra
et almindeligt ønske om
større åbenhed med hensyn
til efterretningstjenesten
(jf. beretningsudkastet,
side 14 og 19) – valgte
ikke at anvende den
nævnte »traditionelle«
svarform, men at gå et
skridt videre og faktisk
give de oplysninger, det var
muligt at give, og som man
antog, at spørgsmålet
sigtede på.
4.3
Afgrænsning ved besvarelsen
af folketingsspørgsmål
I den
offentlige debat har det
været kritiseret, at det,
som der fra
Justitsministeriets side
blev svaret på, var mere
begrænset end det, som der
blev spurgt om. Spørgsmålet
var generelt, om »
medarbejdere ved PET har
været i direkte kontakt med
Dan Lynge «, mens
besvarelsen blev afgrænset
til, om der havde været en
sådan kontakt i forbindelse
med bekæmpelse af
rockerkriminalitet, jf.
herved pkt. 2 ovenfor.
Det kan
hertil bemærkes, at det er
helt sædvanligt, at
spørgsmål fra Folketinget er
formuleret i brede og
generelle vendinger, selv om
de – som det meget ofte er
tilfældet – stilles på
baggrund af en konkret sag,
der har været omtalt i
medierne (jf.
beretningsudkastet, side 15
og 27).
På den
baggrund er det også helt
sædvanligt og almindeligt
anerkendt i parlamentarisk
praksis, at besvarelser af
folketingsspørgsmål kan være
mere afgrænsede end det
spørgsmål, der besvares. Så
længe dette er sagligt
begrundet i de foreliggende
omstændigheder og i øvrigt
markeres med fornøden
klarhed – således at der
ikke gives indtryk af, at
der svares på mere, end
tilfældet er – kan der i
sagens natur ikke være noget
kritisabelt i en sådan
fremgangsmåde.
Finder
spørgeren alligevel, at
afgrænsningen af besvarelsen
ikke stemmer med, hvad der
ønskes oplyst, står det
selvsagt spørgeren frit for
at rette et supplerende
eller uddybende spørgsmål
til den pågældende minister.
Med
hensyn til den konkrete sag
bemærkes, at det
efter min vurdering var
sagligt begrundet at
afgrænse besvarelsen af
spørgsmål nr. S 2267 til at
vedrøre rockerområdet (jf.
nærmere pkt. 4.4 nedenfor),
og at denne
afgrænsning efter min
opfattelse var markeret med
fornøden klarhed i
besvarelsen (jf. nærmere
pkt. 4.5 nedenfor).
4.4
Den konkrete afgrænsning af
svaret på spørgsmål nr. S
2267
4.4.1
Baggrunden for, at
besvarelsen af spørgsmål nr.
S 2267 blev afgrænset til at
vedrøre rockerområdet, var
enkel:
Spørgsmålet blev stillet den
24. maj 2002, dvs. kun fire
dage efter, at medierne
første gang (den 20. maj
2002) omtalte »Dan
Lynge-sagen«. Kommissionen
konstaterer i
beretningsudkastet (side
6-7) på grundlag af
foretagne undersøgelser, at
den mediemæssige omtale af
sagen mellem den 20. og 24.
maj udelukkende
drejede sig om forhold inden
for rockerområdet.
Kommissionen anfører
yderligere (side 7), at
medieomtalen af Dan
Lynge-sagen i perioden fra
den 20. maj 2002 til den 11.
juni 2002 (hvor spørgsmål
nr. S 2267 blev besvaret)
kun i ét tilfælde vedrørte
andre problemstillinger end
rockerområdet. Det drejer
sig om et Ritzau-telegram af
26. maj 2002 om Dan Lynges
påståede involvering i
tilvejebringelsen af et møde
mellem en tidligere lettisk
minister og fhv.
udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen.
Dette
telegram var som anført fra
den 26. maj 2002. Det kunne
derfor i sagens natur ikke
ligge til grund for det
spørgsmål Søren Søndergaard
stillede den 24. maj 2002.
På denne
baggrund forekommer det
indlysende, at
Justitsministeriet med rette
kunne gå ud fra, at det, som
Søren Søndergaard ønskede
oplyst, var, om der havde
været direkte kontakt mellem
Politiets
Efterretningstjeneste og Dan
Lynge inden for
rockerområdet, jf. herved
også beretningsudkastet,
side 15, 19, 27, 33, 35 og
39.
Denne
præcisering af svaret måtte
selvsagt markeres i
besvarelsen med fornøden
klarhed, jf. herved pkt. 4.3
ovenfor. Jeg har nedenfor i
pkt. 4.5 nærmere begrundet,
at dette efter min
opfattelse også var
tilfældet.
4.4.2
Som det fremgår af de
afgivne forklaringer, var
Justitsministeriet på
tidspunktet for afgivelsen
af svaret bekendt med, at
der havde været en meget
begrænset direkte kontakt
mellem Politiets
Efterretningstjeneste og Dan
Lynge – ikke på
rockerområdet, men på et
helt andet område (nemlig
det såkaldte
non-proliferationsområde,
jf. beretningsudkastet, side
9, 16 og 17). Der havde ikke
på det nævnte tidspunkt
været oplysninger fremme i
medierne om denne eller
andre former for kontakt
mellem Dan Lynge og
efterretningstjenesten (side
39-40).
I den
forbindelse kan der være
grund til mere generelt at
notere, at spørgsmål om,
hvorvidt en ministers
oplysninger til Folketinget
er urigtige eller
vildledende, i sagens natur
oftest opstår i tilfælde,
hvor der samtidigt rejses
kritik af forholdene i en
»underliggende« sag – dvs.
den sag, som den pågældende
besvarelse afgives i
tilknytning til – og hvor
vedkommende minister kunne
siges at have haft interesse
i at afgive en besvarelse,
der ikke er dækkende for de
faktiske forhold. Som
eksempler kan der bl.a.
henvises stil de sager, Jens
Peter Christensen omtaler,
a.st., side 273 ff. og 302
ff.
Til
forskel fra bl.a. disse
sager har det mig bekendt
ikke fra nogen side været
hævdet, at den i øvrigt
meget begrænsede kontakt
mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge på
non-proliferationsområdet
rummede kritisable forhold.
Kommissionens undersøgelse
antyder da heller ikke på
nogen måde, at dette skulle
have været tilfældet.
Der
foreligger således intet,
som på nogen måde kan
begrunde, at
Justitsministeriet skulle
have haft interesse i eller
motiv til at afgive en
besvarelse, der ikke var
dækkende for de faktiske
forhold. Der kan ikke peges
på nogen anden baggrund for
udformningen af svaret, end
at Justitsministeriet i
lyset af hensynet til større
åbenhed omkring
efterretningstjenesten
ønskede at oplyse om de
forhold, som man kunne give
oplysninger om, og som man
antog, at spørgsmålet
sigtede på.
Som
nærmere anført under pkt.
4.5 nedenfor er det da også
min bestemte opfattelse, at
der ikke med besvarelsen kan
siges at være blevet givet
Folketinget en urigtig
opfattelse af spørgsmålet.
4.5
Den naturlige forståelse af
svaret på spørgsmål nr. S
2267
Spørgsmål
nr. S 2267 havde følgende
ordlyd:
» Vil
ministeren oplyse, om
medarbejdere ved PET har
været i direkte kontakt med
Dan Lynge? «
Justitsministeriets
besvarelse havde følgende
ordlyd:
» I
forbindelse med den seneste
tids presseomtale af et
samarbejde mellem politiet
og den tidligere rocker Dan
Lynge er det bl.a. fremgået,
at Dan Lynge har haft
kontakt til politiet og
videregivet en række
oplysninger fra
rockermiljøet.
Politiets
Efterretningstjeneste har i
forskellige sammenhænge
været involveret i den
politimæssige indsats i
forhold til
rockerkriminaliteten.
Chefen
for Politiets
Efterretningstjeneste har
meddelt mig, at han har talt
med nuværende og tidligere
ansatte og søgt oplyst, om
man i den forbindelse fra
efterretningstjenestens side
måtte have været i direkte
kontakt med Dan Lynge. Han
har på den baggrund meddelt
mig, at der ikke er
fremkommet oplysninger om,
at dette skulle være
tilfældet.«
I
besvarelsens 1. afsnit
betegnes Dan Lynge som »
tidligere rocker
« og det nævnes, at han
ifølge presseomtalen skulle
have videregivet en række
oplysninger fra »
rockermiljøet « til
politiet.
Det
oplyses videre i 2. afsnit,
at Politiets
Efterretningstjeneste i
forskellige sammenhænge har
været involveret i den
politimæssige indsats i
forhold til »
rockerkriminaliteten
«.
Endelig
anføres det i besvarelsens
3. afsnit, at chefen for
efterretningstjenesten har
søgt oplyst, om tjenesten »
i den forbindelse
« måtte have været i
direkte kontakt med Dan
Lynge (og at der ikke er
fremkommet oplysninger om,
at dette skulle være
tilfældet).
Ved en
naturlig læsning forekommer
det åbenbart, at svaret i
sin helhed omhandler
rockerforhold. Dan Lynges og
PET’s aktiviteter med
forbindelse til
rockermiljøet ridses op i de
to indledende afsnit, og
konklusionsafsnittets
oplysning om manglende
direkte kontakt mellem
parterne fremstår både
sprogligt og indholdsmæssigt
med rockerområdet som
direkte referenceramme.
Hermed er
også sagt, at der efter min
opfattelse intet belæg er
for, at svaret med
rimelighed skulle kunne
opfattes således, at der
slet ikke – dvs. heller ikke
inden for andre områder end
rockerområdet – skulle have
været nogen direkte kontakt
mellem Politiets
Efterretningstjeneste og Dan
Lynge.
Jeg skal
i den forbindelse også
tillade mig at henvise til
daværende professor, dr.jur.
Jens Peter Christensens
karakteristik i Politiken
den 29. april 2003:
» Et
meget, meget smukt svar. Det
præciserer sine egne
forudsætninger og er ikke i
strid med
ministeransvarlighedsloven.
«
5.
Sammenfatning
Det, der
er anført under pkt. 1-4
ovenfor, kan sammenfattes
således
Jeg kan
tiltræde en række af
kommissionens grundlæggende
vurderinger (pkt. 1
ovenfor).
Jeg er
enig i kommissionens
sammenfatning af den
diskussion, som besvarelsen
af spørgsmål nr. S 2267 har
givet anledning til i den
offentlige debat (pkt. 2
ovenfor).
Jeg
noterer mig de principielle
fortolkninger af § 4, stk.
4, 2. pkt., i lov om
undersøgelseskommissioner,
som kommissionens flertal og
mindretal giver udtryk for,
og konstaterer, at
kommissionen efter
flertallets opfattelse ikke
kan behandle og tage
stilling til formuleringen
af svaret på spørgsmål nr. S
2267 (pkt. 3 ovenfor).
Jeg
finder ikke at burde udtale
mig nærmere om dette
principielle
fortolkningsspørgsmål, men
finder det på den anden side
nødvendigt at gøre nogle
samlede bemærkninger om,
hvorvidt der med besvarelsen
af spørgsmål nr. S 2267 kan
siges at være givet
Folketinget urigtige eller
vildledende oplysninger
(pkt. 4.1 ovenfor).
Den
diskussion, som besvarelsen
af spørgsmål nr. S 2267 har
givet anledning til, er for
så vidt alene opstået, fordi
Justitsministeriet – ud fra
et almindeligt ønske om
større åbenhed med hensyn
til Politiets
Efterretningstjeneste –
valgte ikke at anvende den
»traditionelle« svarform,
men at gå et skridt videre
og give de oplysninger om
efterretningstjenestens
kontakt med Dan Lynge, som
det var muligt at give, og
som man antog, at
spørgsmålet sigtede på (pkt.
4.2 ovenfor).
Det er
helt sædvanligt, og
almindeligt anerkendt i
parlamentarisk praksis, at
besvarelser af
folketingsspørgsmål kan være
mere afgrænsede end det
spørgsmål, der besvares. Så
længe dette er sagligt
begrundet i de foreliggende
omstændigheder og i øvrigt
markeres med fornøden
klarhed – således at der
ikke gives indtryk af, at
der svares på mere, end
tilfældet er – kan der ikke
være noget kritisabelt i en
sådan fremgangsmåde (pkt.
4.3 ovenfor).
I lyset
af den mediemæssige omtale
af Dan Lynge-sagen i dagene
forud for, at spørgsmål nr.
S 2267 blev stillet, var
Justitsministeriet efter min
opfattelse fuldt ud
berettiget til at antage, at
spørgsmålet vedrørte
efterretningstjenestens
eventuelle kontakter med Dan
Lynge på rockerområdet, og
at besvare det i
overensstemmelse hermed
(pkt. 4.4.1 ovenfor).
Svaret
indebær, at der – ud fra
grundlæggende hensyn til
Politiets
Efterretningstjeneste – ikke
blev givet Folketinget
oplysning om, at der havde
været en begrænset kontakt
mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge på et helt andet
område, nemlig det såkaldte
non-proliferationsområde.
Der kan ikke peges på
forhold, som på nogen måde
kan begrunde, at
Justitsministeriet med denne
afgrænsning af besvarelsen
skulle have haft interesse i
eller motiv til at afgive en
besvarelse, der ikke var
dækkende for de faktiske
forhold (pkt. 4.4.2 og 4.5
ovenfor).
Den
nævnte afgrænsning kom efter
min opfattelse klart til
udtryk i den indholdsmæssige
og sproglige udformning af
svaret på spørgsmål nr. S
2267. Der er således intet
belæg for, at besvarelsen
med rimelighed skulle kunne
opfattes således, at der
slet ikke – dvs. heller ikke
inden for andre områder end
rockerområdet – havde været
nogen direkte kontakt mellem
Politiets
Efterretningstjeneste og Dan
Lynge (jf. pkt. 4.5
ovenfor).
Med
venlig hilsen
Bjørn
Høberg-Petersen
Bilag
5
Underudvalgets brev til
justitsminister Lene
Espersen vedrørende møde om
Dan Lynge-sagen
UUF
alm. del – bilag 17
21.
december 2006
Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen har
anmodet Underudvalget under
Udvalget for
Forretningsordenen om at
forberede sagens behandling
vedrørende
undersøgelseskommissionens
beretning om Dan
Lynge-sagen, jf.
Folketingets
forretningsordens § 59.
I den
forbindelse skal
underudvalget bede
justitsministeren om et
møde. Med udgangspunkt i de
betragtninger, som
ministeren gav udtryk for i
sin besvarelse af 9.
november 2006 til
underudvalget vedrørende Dan
Lynge-sagen, bedes
justitsministeren redegøre
nærmere for sine
synspunkter, herunder
spørgsmålet om angivelse af
præmisser for svar på
spørgsmål til Folketinget,
samt redegøre for, om og
hvorledes disse synspunkter
vil påvirke fremtidige
besvarelser.
Mødet er
fastsat til onsdag den 24.
januar 2007 kl. 9.30.
Underudvalget skal gøre
justitsministeren opmærksom
på, at ministeren har ret
til en bisidder efter eget
valg, og at der udfærdiges
referat af ministerens egen
mødedeltagelse, samt at
ministeren og hendes
eventuelle bisidder vil
modtage kopi heraf, jf.
Folketingets
forretningsordens § 57.
Udgifter
til en eventuel bisidder
afholdes af Folketinget
efter de takster, der gælder
for salær og godtgørelse til
forsvarere i straffesager.
Oplysning
om, hvorvidt mødet vil være
offentligt eller vil blive
gennemført for lukkede døre,
vil blive givet snarest
muligt.
Med
venlig hilsen
Birthe
Rønn Hornbech,
formand.
Bilag
6
Underudvalgets brev til
Udvalget for
Forretningsordenen
vedrørende afholdelse af
offentligt møde med
justitsministeren
UUF
alm. del – bilag 18
21.
december 2006
Underudvalget ønsker at
afholde et møde med
justitsministeren i
forbindelse med
underudvalgets forberedelse
af Dan Lynge-sagen. Mødet
vil blive gennemført under
iagttagelse af de
retssikkerhedsgarantier, der
er beskrevet i
Forretningsorden for
Folketinget kap. XVIII om
spørgsmål om ministeransvar.
Underudvalget ønsker, at
justitsministeren med
udgangspunkt i de
betragtninger, som
ministeren gav udtryk for i
sin besvarelse af 9.
november 2006 til
underudvalget redegør
nærmere for sine
synspunkter, herunder
spørgsmålet om angivelse af
præmisser for svar på
spørgsmål til Folketinget,
samt redegøre for, om og
hvorledes disse synspunkter
vil påvirke fremtidige
besvarelser.
Der er
udtrykt ønske om, at mødet
med justitsministeren skal
være offentligt.
I følge §
60 i forretningsordenen for
Folketinget afgør
Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen (UFO),
hvorvidt møder i UFO og
underudvalget skal være
offentlige eller skal foregå
for lukkede døre.
På
baggrund heraf skal
underudvalget anmode UFO om
at afgøre, hvorvidt det
nævnte møde kan være
offentligt.
Med
venlig hilsen
Birthe
Rønn Hornbech,
formand
Bilag 7
Lovsekretariatets notat af
11. december 2006 om
eventuelt samråd med
justitsministeren i Dan
Lynge-sagen
UUF
alm. del – bilag 20
11.
december 2006
Baggrund
På UUF’s
møde den 6. december 2006
nævnte formanden, at Line
Barfod ønskede
justitsministeren i samråd
vedrørende Dan Lynge-sagen.
Samrådsspørgsmålet går ud på
at bede justitsministeren
kommentere
undersøgelseskommissionens
beretning, særligt for så
vidt angår besvarelsen af
spørgsmålet til Folketinget.
Der ønskes en åben dialog om
den skriftlige kommentar fra
ministeren, jf. UUF alm. del
– bilag 9. Ordlyden af
spørgsmålet er endnu ikke
fastlagt. Line Barfod ser
gerne, at spørgsmålet
besvares i et åbent samråd.
Problemstillingen, der bør
overvejes, er, om et sådant
møde skal afvikles efter de
almindelige regler om samråd
i Folketingets
forretningsorden(FFO), jf. §
8, stk. 6 og stk. 8 eller om
afviklingen af en sådant
møde skal ske under
iagttagelse af de
retssikkerhedsgarantier, der
er fastsat i FFO Kap. XVII
om spørgsmål vedrørende
ministeransvar – særligt §
57, stk. 1, § 58 og § 60.
Samråd
I følge
Folketingets
forretningsordens § 8, stk.
6, kan et udvalg anmode en
minister om at besvare
spørgsmål under et samråd i
et udvalgsmøde. Der kan
stilles samrådsspørgsmål i
et udvalg om alle emner, der
hører under udvalgets
arbejdsområde og om lov- og
beslutningsforslag, som
udvalget behandler.
Ministre
er ikke retligt
forpligtigede til at besvare
samrådsspørgsmål. Ved
besvarelse af
samrådsspørgsmål må ministre
ikke give urigtige eller
vildledende oplysninger, og
ministeren må ikke fortie
oplysninger, der er af
væsentlig betydning for
bedømmelsen af sagen.
Der tages
ikke referat af udvalgsmøder
- sekretæren fører alene en
beslutningsprotokol og som
følge deraf skrives ej
heller referat af samrådet.
Ministerens talepapir
oversendes ofte til udvalget
og omdeles. Ifølge FFO’s
almindelige regler kan
samråd afholdes for åbne
døre, hvis mindst 3 af
udvalgets medlemmer ønsker
det. Ved åbne samråd optages
samrådet på CD.
Særligt
vedrørende underudvalgets
arbejde er dog i FFO § 60
fastslået, at Folketingets
Udvalg for
forretningsordenen afgør om
underudvalgets møder skal
være offentlige eller foregå
for lukkede døre. UFO har
hverken generelt eller for
så vidt angår Dan
Lynge–sagen taget stilling
til om møderne skal være
åbne eller lukkede.
Ministres i møde i UUF –
retssikkerhedsgarantier
Folketingets behandling af
beretninger afgivet af
undersøgelseskommissioner er
særskilt reguleret i FFO
kapitel XVIII (§§ 54- 60) om
spørgsmål vedrørende
ministeransvar. FFO §§ 56-59
indeholder en række
retssikkerhedsgarantier i
forhold til de implicerede
ministre.
Forretningsordenens § 57,
stk.1, har følgende ordlyd:
”Stk. 1.
Den minister, hvis forhold
undersøges, har ret til
bisidder efter eget valg.
Ministeren og ministerens
eventuelle bisidder har ret
til at blive gjort bekendt
med undersøgelsens
skriftlige materiale.
Udvalget kan dog begrænse
ministerens adgang til dette
materiale, såfremt afgørende
hensyn til fremmede magter,
statens sikkerhed, sagens
opklaring eller tredjemand
taler for det. Ministeren og
dennes eventuelle bisidder
har endvidere ret til at
overvære møder i udvalget
med andre personer.
Bisidderen har adgang til at
stille spørgsmål til disse
personer og har endvidere
adgang til at anmode
udvalget om at foranstalte
yderligere bevisførelse
inden for de rammer, der
gælder for udvalgets
sagsoplysning. Der
udfærdiges referat af
ministerens egen
mødedeltagelse, og der gives
ministeren og hans bisidder
kopi heraf.”
Af de
almindelige bemærkninger og
forarbejderne til FFO’s §
57 fremgår, at det
forudsættes, at behandlingen
i Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen/underudvalget
tager udgangspunkt i
kommissionens beretning med
bilag.
Det
anføres endvidere, at
underudvalget ikke bør være
forhindret i at stille
opklarende spørgsmål til
ministre, og at sådanne
spørgsmål undertiden kan
besvares skriftligt, i andre
tilfælde under møde med
ministeren i udvalget.
Videre anføres, at mundtlig
udspørgen navnlig vil blive
aktuel, hvis udvalgets
undersøgelse skal omfatte
klarlæggelse af et uafklaret
faktisk begivenhedsforløb. I
betænkningen 1315/1997, som
der refereres til i
bemærkninger til FFO § 57,
nævnes bl.a. situationen,
hvor der foreligger en
beretning fra en
undersøgelseskommission, men
der findes behov for nogle
supplerende oplysninger for
at opnå et helt
fyldestgørende grundlag for
vurderingen af
ansvarsspørgsmålet.
Af FFO §
58, sidste pkt. fremgår
endvidere:
”Hvis
udvalgets behandling
undtagelsesvis omfatter en
supplerende undersøgelse til
klarlæggelse af nogle
faktiske forhold, bør
ministeren inden en
skriftlig eller mundtlig
udspørgning gøres bekendt
med, hvilke faktiske forhold
undersøgelsen omfatter.”
Sammenfatning
Som
udgangspunkt er der intet i
vejen for, at der i
underudvalget stilles
spørgsmål til en impliceret
minister, jf. ovenfor.
Spørgsmålet er alene, om det
skal ske under iagttagelse
af reglerne i FFO’s §§ 57,
58 og 60.
Ved
spørgsmål, som kan være
egnede til at bidrage til
vurderingen af, om der kan
gøres et ansvar gældende
over for en minister, taler
hensynet til den implicerede
ministers retssikkerhed for,
at retsgarantierne i de
nævnte bestemmelser bør
iagttages. Dette kan ske
ved, at ministeren gøres
opmærksom på muligheden for
ret til bisidder efter eget
valg, at ministeren inden
udspørgningen gøres bekendt
med, hvilke faktiske forhold
mødet omfatter, at der
udfærdiges referat af
ministerens egen
mødedeltagelse og at
ministeren og hendes
eventuelle bisidder gives
kopi heraf. Endelig skal
UFO, jf. FFO § 60 afgøre om
mødet skal være offentligt
eller foregå for lukkede
døre.
Ved
spørgsmål, som alene drejer
sig om faktuelle forhold af
en karakter, der ikke kan
antages at bidrage til
vurderingen af, om et ansvar
kan gøres gældende overfor
den implicerede minister,
vil et samråd formentlig
kunne gennemføres efter de
almindelige reger i FFO.
For at
følge de særlige regler i
FFO §§ 57, 58 og 60 taler,
at der med mødet ønskes en
dialog med ministeren om
hendes skriftlige kommentar
til
undersøgelseskommissionens
beretning, samt vigtigheden
af at der ikke efterfølgende
kan opstå diskussion om
mødets karakter og
overholdelse af FFO’s
bestemmelser og påstande om,
at ministeren er blevet
presset ud i
selvinkriminering.
Bemærkningerne til § 57 i
”Betænkning og indstilling
vedrørende ændring af
forretningsordenen for
Folketinget” af 5. maj 1999
Bilag 8
Udvalget
for Forretningsordenens brev
til underudvalget vedrørende
afholdelse af offentligt
møde med justitsministeren
UUF alm.
del – bilag 21
10.
januar 2007
Ved brev
af 21. december 2006 oplyste
Underudvalget under Udvalget
for Forretningsordenen
(UUF), at UUF ønskede at
afholde et offentligt møde
med justitsministeren i
forbindelse med
underudvalgets forberedelse
af Dan Lynge-sagen.
UUF
anmodede Udvalget for
Forretningsordenen (UFO) om
at afgøre, hvorvidt det
nævnte møde kunne
gennemføres for åbne døre,
jf. Forretningsorden for
Folketinget § 60.
Der er
ikke modtaget
tilkendegivelser om, at
mødet bør holdes for lukkede
døre. Jeg kan derfor
meddele, at mødet holdes for
åbne døre.
Med
venlig hilsen
Chr.
Mejdahl,
formand.
.
Bilag 9
Rigsadvokatens
retningslinjer vedrørende
meddelere af 9. marts 2005
UUF
alm. del – bilag 24
Den 9.
marts 2005
I.
Indledning
Rigsadvokaten nedsatte i
august 2001 en
arbejdsgruppe, der skulle
udarbejde et udkast til
retningslinjer for politiets
og anklagemyndighedens
kontakt med meddelere.
Arbejdet
i arbejdsgruppen blev sat i
bero, da justitsministeren i
januar 2003 nedsatte en
arbejdsgruppe vedrørende en
styrkelse af politiets
indsats mod
rockerkriminalitet.
Forslagene fra
Justitsministeriets
arbejdsgruppe førte til
ændringer af straffeloven og
retsplejeloven ved lov nr.
436 af 10. juni 2003
(Bekæmpelse af
rockerkriminalitet og anden
organiseret kriminalitet).
I
forarbejderne til loven er
det forudsat, at arbejdet i
Rigsadvokatens arbejdsgruppe
om meddelere skal fortsætte.
Rigsadvokaten anmodede
herefter i oktober 2003
arbejdsgruppen om meddelere
om at fortsætte drøftelserne
om politiets anvendelse af
meddelere.
I juni
2004 afleverede
arbejdsgruppen et udkast til
retningslinjer.
På denne
baggrund fastsættes i denne
meddelelse nedenfor i afsnit
II retningslinjer om de
procedurer, der skal
anvendes ved kontakten med
meddelere, om det
ledelsesmæssige ansvar og om
dokumentation vedrørende
samarbejdet med meddeleren
m.v. Om ikrafttrædelsen af
retningslinjerne henvises
til afsnit III.
Retningslinjerne svarer i
alt væsentligt til forslaget
fra arbejdsgruppen.
I
bilag 1 til meddelelsen
findes en række uddybende
bemærkninger vedrørende de
enkelte bestemmelser i
afsnit II og III nedenfor.
Arbejdsgruppen har
foreslået, at der i hver
politikreds oprettes en
meddelerfortegnelse, men har
ikke taget stilling til,
hvordan disse fortegnelser
skal føres. Efter drøftelse
med Rigspolitichefen og
Politimesterforeningen er
det besluttet, at
meddelerfortegnelserne føres
som beskrevet i meddelelsens
pkt. 6. Der er samtidig af
Rigspolitichefen udsendt en
rundskrivelse til
politimestrene om etablering
m.v. af
meddelerfortegnelser.
Rundskrivelsen er vedlagt
som bilag 2 til denne
meddelelse.
II.
Retningslinjer for politiets
anvendelse af meddelere
1.
Begrebet meddeler
1.1. Ved
en meddeler forstås i denne
rigsadvokatmeddelelse en
person uden for politiet,
der i et vist systematisk
omfang efter aftale med
politiet gennem nogen tid
giver informationer til
politiet om andre personers
planlagte eller begåede
kriminalitet eller i øvrigt
om personer, der tilhører et
kriminelt miljø.
1.2.
Retningslinjerne i denne
rigsadvokatmeddelelse
omfatter ikke Politiets
Efterretningstjenestes
anvendelse af meddelere.
2.
Første kontakt med
meddeleren
2.1. En
polititjenestemand, i det
følgende betegnet
»sagsbehandler«, der har
kontakt med en person, som
han mener kan anvendes som
meddeler, skal snarest
muligt underrette ledelsen i
den politikreds, hvor han
gør tjeneste, herom.
2.2. I
forbindelse hermed skal han
oplyse ledelsen om,
hvorledes
han er kommet i kontakt med
personen,
hvilke
oplysninger han har om den
pågældendes identitet og
person i øvrigt, herunder
navnlig om pågældendes
eventuelt begåede
kriminalitet og tilknytning
til et kriminelt miljø,
hvorvidt
og givet fald på hvilken
måde han har eller tidligere
har haft enten tjenstlig
eller ikke-tjenstlig
forbindelse med den
pågældende.
3.
Ledelsens ansvar for
meddelere
3.1.
Ledelsen afgør, om en person
må anvendes som en meddeler.
3.2. Hvis
ledelsen nægter samtykke
hertil, skal sagsbehandleren
afbryde forbindelsen med den
pågældende person. Det samme
gælder, hvis ledelsen senere
beslutter, at samarbejdet
med en meddeler skal
afbrydes.
3.3. Hvis
ledelsen beslutter, at en
person kan anvendes som
meddeler, udpeger ledelsen
en polititjenestemand (en
»kontrollant«), der er
sagsbehandlerens
overordnede, til at
instruere sagsbehandleren og
føre kontrol med dennes
samarbejde med meddeleren.
3.4.
Ledelsen har i øvrigt det
overordnede ansvar for
samarbejdet med meddeleren.
Ledelsen skal i forbindelse
hermed i fornødent omfang
løbende holde sig orienteret
om samarbejdet med
meddeleren.
3.5.
Samarbejde, der går ud over
modtagelse af informationer
fra meddeleren, må kun
foregå efter forudgående
godkendelse fra ledelsen.
Hvis forudgående godkendelse
undtagelsesvis ikke kan
indhentes, og det på trods
heraf findes af afgørende
betydning at indgå i
samarbejdet med meddeleren,
kan indhentelse af
forhåndsgodkendelse dog
undlades, men ledelsen skal
snarest muligt underrettes
om det stedfundne samarbejde
med meddeleren.
4.
Kontrollantens opgaver
4.1.
Kontrollanten skal danne sig
et indtryk af meddeleren og
hans pålidelighed. Finder
kontrollanten betænkelighed
ved et fortsat samarbejde
med meddeleren, giver han
ledelsen underretning herom.
Kontrollanten kan på ethvert
tidspunkt, hvor han måtte
finde det nødvendigt, selv
kontakte meddeleren eller
pålægge sagsbehandleren at
etablere en kontakt mellem
kontrollanten og meddeleren.
4.2.
Sagsbehandleren skal snarest
muligt underrette
kontrollanten om enhver
tjenstlig kontakt, han har
haft med meddeleren, og om
enhver oplysning om planlagt
eller begået kriminalitet
eller i øvrigt om et
kriminelt miljø, som han
modtager fra meddeleren.
4.3.
Forud for enhver tjenstlig
kontakt, som sagsbehandleren
påtænker at tage til
meddeleren, skal han
indhente kontrollantens
godkendelse hertil.
Kontrollanten skal i
forbindelse hermed have
oplysning om formålet med
kontakten, og hvorledes
denne påtænkes gennemført.
Hvis forudgående godkendelse
ikke kan indhentes, og det
på trods heraf findes af
afgørende betydning at tage
kontakt med meddeleren, kan
indhentelse af
forhåndsgodkendelse dog
undlades, men kontrollanten
skal snarest muligt
underrettes om den
stedfundne kontakt med
meddeleren.
4.4.
Kontrollanten kan i øvrigt
til enhver tid meddele
sagsbehandleren
instruktioner om samarbejdet
med meddeleren.
5.
Oplysninger til meddeleren
5.1. Før
politiet gør brug af en
person som meddeler, skal
det over for denne
tilkendegives
at
kriminalitet, han begår
eller har begået, vil blive
påtalt på samme måde som
andres tilsvarende
kriminalitet, og
at han
ikke kan forvente vederlag
eller andre former for
belønning for sit samarbejde
med politiet, men at der
efter gældende regler er
mulighed for at erstatte
positive udgifter, han har
haft, og for at yde han en
dusør.
5.2. Der
må på intet tidspunkt gives
en meddeler løfter, som
loven ikke giver hjemmel
til.
5.3.
Meddeleren skal på
forespørgsel oplyses bl.a.
om, at politiets ledelse
informeres om samarbejdet
med ham, samt at han vil
blive optaget på en
meddelerfortegnelse.
5.4.
Såfremt den pågældende
person ikke erklærer sig
indforstået med ovennævnte
vilkår for samarbejdet med
ham, skal dette straks
afbrydes.
6.
Meddelerfortegnelse
6.1. I
hver politikreds skal føres
en fortegnelse over anvendte
meddelere. Fortegnelsen
føres af en overordnet
polititjenestemand efter
ledelsens bestemmelse.
6.2.
Fortegnelsen skal føres
under sådanne forhold, at
kun personer, der af
ledelsen har fået tilladelse
hertil, har adgang til
oplysninger i fortegnelsen,
jf. pkt. 6.4.
6.3. I
fortegnelsen anføres
de
foreliggende oplysninger om
meddelerens identitet,
herunder om hans anvendelse
af eventuelle dæknavne,
oplysninger om, hvornår og
hvorledes kontakten med ham
er etableret,
en
beskrivelse af meddeleren,
herunder om hans begåede
kriminalitet og eventuelle
tilhørsforhold til et
kriminelt miljø,
en
vurdering af hans
pålidelighed, bl.a. på
baggrund af hans angivne
motiv for at være meddeler,
hvem der
er udpeget som sagsbehandler
og kontrollant i forbindelse
med samarbejdet med ham.
6.4.
Rigspolitichefen fastsætter
nærmere regler for,
hvorledes
meddelerfortegnelsen føres,
og kan herunder fastsætte
bestemmelser om, at
fortegnelsen skal indeholde
yderligere oplysninger.
Nærmere regler om
meddelerfortegnelserne,
herunder med henblik på at
sikre, at oplysningerne i
meddelerfortegnelserne ikke
kommer til uvedkommendes
kendskab, misbruges eller i
øvrigt behandles i strid med
lov om personoplysninger,
fastsættes ligeledes af
Rigspolitichefen.
7.
Dokumentation vedrørende
kontakt med en meddeler
7.1. Der
udfærdiges rapport om
ethvert møde, politiet har
haft med en meddeler
vedrørende hans
meddelervirksomhed.
Rapporten skal indeholde
oplysning om
tid og
sted for mødet,
baggrunden for, at mødet
fandt sted,
hvem der
var til stede,
hvilke
oplysninger meddeleren gav,
og
hvilke
eventuelle aftaler der blev
indgået med meddeleren.
7.2. Der
udfærdiges endvidere rapport
om enhver anden form for
kontakt, politiet har haft
med en meddeler, såfremt der
ved en sådan kontakt
meddeles oplysninger af den
i pkt. 7.1. nævnte art,
eller der indgås aftaler med
meddeleren.
7.3. De i
pkt. 7.1. og 7.2. nævnte
rapporter indlægges i de
nedenfor under pkt. 8 nævnte
meddeler-akter, og der må
ikke befinde sig kopier af
disse rapporter andre
steder.
8.
Meddelerakter
8.1. I
hver politikreds oprettes
endvidere særlige
»meddelerakter«, i hvilke
alle oplysninger, der er
modtaget fra en meddeler,
samles. Ledelsen udpeger en
overordnet
polititjenestemand (typisk
den samme person, som er
ansvarlig for
meddelerfortegnelsen), der
er ansvarlig for
meddelerakterne.
8.2.
Ledelsen eller den, ledelsen
udpeger hertil, bestemmer i
hvert enkelt tilfælde,
hvilke polititjenestemænd
der skal have adgang til
oplysningerne i den enkelte
meddelerakt.
8.3.
Meddelerakterne skal
opbevares samlet og under
sådanne forhold, at kun de
polititjenestemænd, der har
fået tilladelse hertil, kan
få adgang til oplysningerne
i meddelerakten.
9.
Oplysninger fra en meddeler
til brug for en konkret
straffesag
9.1.
Rapporter vedrørende
oplysninger, der hidrører
fra meddelere, og som
politiet har tilvejebragt
til brug for en konkret
straffesag, indgår som bilag
i denne og tilsendes en
eventuel forsvarer og er
undergivet aktindsigt i
overensstemmelse med
reglerne i retsplejelovens §
729 a - § 729 c.
9.2. Hvis
der på baggrund af
oplysninger fra en meddeler
udfærdiges en rapport til
brug for en konkret
straffesag, jf.
retsplejelovens § 744, og
meddeleren ikke ønsker sit
navn nævnt i en rapport,
skal det anføres, at
oplysningerne er modtaget
fra en kilde, som er
politiet bekendt.
9.3.
Rapporter, der indgår i en
konkret straffesag,
indlægges i en kopi i
meddelerakten, jf. pkt. 8.
10.
Meddelere i flere
politikredse
Rigspolitichefen foretager i
overensstemmelse med
retsplejelovens § 114, stk.
3, den fornødne koordination
mellem flere politikredse
vedrørende brugen af
meddelere.
11.
Statsadvokaternes
tilsynsbeføjelser
11.1.
Statsadvokaterne fører
tilsyn med politiets
anvendelse af meddelere i
overensstemmelse med de
almindelige regler om
statsadvokaternes tilsyn med
politimestrenes behandling
af straffesager, jf.
retsplejelovens § 101, stk.
2.
11.2.
Statsadvokaterne eller de af
deres medarbejdere, de
udpeger dertil, skal i
forbindelse med udøvelsen af
deres tilsynsforpligtelse
have adgang til at gennemse
meddelerfortegnelsen og
meddelerakterne.
III. Ikrafttræden
Retningslinjerne i denne
meddelelse gælder for
politiets kontakt med
meddelere, der etableres
efter 1. maj 2005.
Retningslinjerne finder
endvidere med de nødvendige
tilpasninger anvendelse i
forhold til meddelere, som
politiet allerede har
indledt samarbejde med før
ikrafttrædelsen af
meddelelsen.
Henning
Fode
Bilag 10
Referat
af punkt 1 fra mødet den 24.
januar 2007 i underudvalget
under UFO med deltagelse af
justitsminiteren
UUF
alm. del – bilag 25
Birthe
Rønn Hornbech (V, formand
for Underudvalget under
Udvalget for
Forretningsordenen,
ordstyrer):
Jeg byder
velkommen til det, vi har
kaldt et møde, men for så
vidt også et samråd. Og da
jeg ved, der er
repræsentanter fra
offentligheden, og af hensyn
til senere fortolkning af de
indlæg, der måtte komme på
mødet, så vil jeg kort gøre
rede for de spilleregler,
som er aftalt ved sidste
udvalgsmøde. Og for en gangs
skyld har jeg skrevet op for
at huske det hele.
Mødet har
jo en karakter, der går
videre end almindeligt
samråd, og det er også
første gang – kan jeg sige
til pressen – at udvalget
indkalder en minister efter
regler efter lov om
undersøgelseskommissioner.
Og så er det altså vigtigt,
at der ikke efterfølgende
opstår en diskussion om
mødets karakter, og der ikke
bagefter rejses tvivl, om vi
har overholdt de regler, som
efter lovens vedtagelse om
undersøgelseskommissioner er
indarbejdet i Folketingets
forretningsorden også.
Ved et
almindeligt samråd, åbent
eller lukket, er det jo
sådan, at da har ministeren
pligt til at møde op, men
bestemmer jo altid selv, i
hvilket omfang hun vil
svare, og uanset hvad, så er
der en særlig sandhedspligt
for ministeren. Det er også
sådan, at spørgsmål til en
minister skal holdes inden
for det samrådsspørgsmål,
der er stillet, for det er
det, ministeren har
forberedt sig på. Det er
sådan de almindelige regler
i et samråd.
Men det
samråd, der altså er
indkaldt til her – eller det
møde, der er indkaldt til –
har sin baggrund i rapporten
fra en
undersøgelseskommission, og
vi har derfor ved sidste
møde i udvalget besluttet,
at ministeren selvfølgelig
skal have de retsgarantier,
som følger af
forretningsordenen for disse
sager. Det betyder for det
første, at ministeren har
ret til en bisidder, og som
det jo vil ses af bilag i
sagen, så har ministeren en
bisidder.
Det
spørgsmål, vi har stillet
til ministeren, vedrører de
svar, der er afgivet til
Folketinget, men jeg vil
alligevel godt minde om og
henvise til
forretningsordenens § 58,
sidste punktum, hvor det
fremgår, at hvis udvalget
måtte ønske at få klarlagt
faktiske forhold, så skal
ministeren på forhånd gøres
bekendt med det.
Samrådsspørgsmålet drejer
sig som sagt alene om svar
afgivet til Folketinget, og
der er ikke på nuværende
tidspunkt i udvalget rejst
noget ønske om klarlæggelse
af faktiske forhold, hvorfor
der altså heller ikke er
tilgået ministeren nogen
underretning om det.
Ministeren er i dag alene
fulgt af de embedsmænd, som
i hvert fald nogle af os
kender fra en række samråd
om andre spørgsmål i
Retsudvalget. Ministeren er
ved brev fra udvalget gjort
opmærksom på retten til i
dag at være ledsaget af
bisidderen. Ministeren har i
dag afstået fra at have
bisidder med. Konklusionen
af dette må være, at såfremt
der under mødet måtte opstå
spørgsmål, som ministeren
måtte ønske at konferere med
sin bisidder om, så må mødet
udsættes på det punkt, for
at ministeren kan foretage
rådslagning med bisidderen.
Før jeg
giver ministeren anledning
til at præsentere
embedsmændene, skal jeg
spørge, om der er nogen, der
har nogen bemærkninger til
det her? Så kører vi efter
det, og så giver jeg ordet
til ministeren, dog at jeg
vil bede ministeren lige –
for dem, der ikke måtte
kende embedsmændene – at vi
lige får navnene på de
embedsmænd, der er med.
Justitsministeren (Lene
Espersen):
Tak fru
formand. Jeg har Jørgen
Steen Sørensen med, der
sidder her ved siden af mig,
og ovre på bænken som ekstra
forstærkning har jeg
Jens-Christian Bülow og
Morten Jakobsen, som også
muligvis vil medvirke til
besvarelse af nogle af
spørgsmålene. Og så har jeg
min ministersekretær, Johan
Legarth, og min
pressemedarbejder, Morten
Langager, er med på
tilhørerpladserne.
Ordstyreren:
Værsgo
til besvarelse.
Justitsministeren:
Tak. I
brev af 9. november fra
sidste år til udvalget
fremkom jeg med mine
bemærkninger til den del af
beretningen fra
undersøgelseskommissionen i
den såkaldte Dan Lynge-sag,
som vedrører min besvarelse
tilbage i 2002 af et
spørgsmål fra MF Søren
Søndergaard vedrørende
direkte kontakter mellem
Politiets
Efterretningstjeneste og Dan
Lynge.
Udvalget
har nu i et brev af 21.
december 2006 anmodet mig om
at redegøre nærmere for mine
synspunkter. Udvalget beder
mig mere præcist om – og jeg
citerer – at redegøre
nærmere for mine
synspunkter, herunder
spørgsmålet om angivelse af
præmisser for svar på
spørgsmål til Folketinget,
samt redegøre for, om og
hvorledes disse synspunkter
vil påvirke fremtidige
besvarelser.
Med
hensyn til min vurdering af
selve den omhandlede
besvarelse til Søren
Søndergaard har jeg ikke så
meget at tilføje. Mine
synspunkter er udførligt
gengivet dels i de indlæg,
der er blevet afgivet til
kommissionen, mens
undersøgelsen stod på, og
dels i mit tidligere omtalte
brev af 9. november 2006 til
udvalget. Men jeg vil gerne
i kort form sammenfatte mine
synspunkter. Dernæst vil jeg
komme ind på spøgsmålet om,
hvordan
undersøgelseskommissionens
beretning vil påvirke
fremtidige besvarelser fra
Justitsministeriet til
Folketinget.
Allerførst og helt
overordnet vil jeg
imidlertid gerne slå fast,
at min allervigtigste
prioritet som
justitsminister i forhold
til Folketinget er at have
et godt, et produktivt og et
tillidsfuld samarbejde med
Tinget, dets udvalg og dets
enkelte medlemmer. Det er i
den forbindelse helt
afgørende for mig, at de
svar, som jeg afgiver på
spørgsmål fra Folketinget,
er præcise og forståelige.
Det var afgørende for mig
før Dan Lynge-sagen, det er
afgørende for mig i dag, og
det vil også være afgørende
for mig fremover. Det vil
jeg gerne have at der ikke
efterlades nogen som helst
tvivl om.
Jeg
vender herefter tilbage til
mine synspunkter vedrørende
den konkrete sag, dvs.
besvarelsen i sin tid af
spørgsmålet fra Søren
Søndergaard. Som jeg nævnte
før, så har jeg for så vidt
ikke på dette punkt noget
væsentligt at tilføje i
forhold til det, som jeg
tidligere har anført både
over for
undersøgelseskommissionen og
Folketinget, og derfor vil
jeg bare sammenfatte mine
grundlæggende synspunkter.
For det
første: Den måde, som svaret
til Søren Søndergaard blev
udformet på, havde alene ét
formål, nemlig at udvise
størst mulig åbenhed om
Politiets
Efterretningstjenestes
arbejde, samtidig med at de
nødvendige hensyn til
fortroligheden om tjenestens
virksomhed blev iagttaget.
For det
andet: I lyset af den
mediemæssige omtale af Dan
Lynge-sagen i dagene forud
for, at Søren Søndergaards
spørgsmål blev stillet, var
vi efter min opfattelse
fuldt ud berettiget til i
Justitsministeriet at gå ud
fra, at det var spørgsmålet
om direkte kontakter mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge på rockerområdet,
som Søren Søndergaard
sigtede til med sit
spørgsmål.
For det
tredje: Denne afgrænsning
kom efter min opfattelse
klart til udtryk i den
indholdsmæssige og sproglige
udformning af besvarelsen.
Der er således efter min
opfattelse ikke belæg for,
at besvarelsen med
rimelighed skulle opfattes
således, at der slet ikke –
dvs. heller ikke inden for
andre områder end
rockerområdet – havde været
nogen direkte kontakt mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge.
For det
fjerde: Det, der ud fra de
fortrolighedshensyn, som
skal varetages af
efterretningstjenesten, ikke
blev omtalt i besvarelsen,
og som altså dermed skulle
være hele omdrejningspunktet
i denne sag, var en – i
øvrigt meget begrænset –
kontakt mellem tjenesten og
Dan Lynge på et helt andet
område, nemlig
våbenspredningsområdet. Der
er mig bekendt ikke fra
nogen side blevet gjort
gældende, at der skulle
foreligge nogen form for
kritisable forhold i denne
kontakt, og det illustrerer
for mig det helt
selvfølgelige i, at
Justitsministeriet intet som
helst ønske kunne have haft
om at give Folketinget et
forkert indtryk af
spørgsmålet om direkte
kontakter mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge.
Dette er
i kort form begrundelsen og
baggrunden for, at jeg mener
fortsat at kunne stå inde
for min besvarelse af
spørgsmålet fra Søren
Søndergaard. Jeg henviser
som sagt i øvrigt til mit
brev af 9. november 2006 til
udvalget og også de indlæg,
der er blevet afgivet over
for
undersøgelseskommissionen.
Jeg tilføjer for god ordens
skyld, at
undersøgelseskommissionen
som bekendt ikke har
forholdt sig til disse
synspunkter. Det skyldes den
fortolkning af lov om
undersøgelseskommissioner,
som kommissionens flertal
anlagde, og hvorefter den
nærmere vurdering af
udformningen af besvarelsen
af Søren Søndergaards
spørgsmål ikke henhører
under kommissionen, men
under Folketinget.
Men
undersøgelseskommissionen
fastslog som bekendt, at der
i overensstemmelse med, hvad
der er anført i svaret til
Søren Søndergaard, ikke
havde været nogen direkte
kontakt mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge på rockerområdet,
og det er naturligvis en
vigtig pointe i
sammenhængen. Samtidig må
jeg konstatere, at der
uanset det, jeg har anført,
og som jeg altså fuldt ud
står ved, er opstået en
meget omfattende diskussion
om, hvorvidt besvarelsen af
Søren Søndergaards spørgsmål
i tilstrækkelig grad
præciserede, at man alene
forholdt sig til spørgsmålet
om kontakter mellem
efterretningstjenesten og
Dan Lynge på rockerområdet.
Selve
det, at en sådan diskussion
kan opstå, må i sagens natur
gøre indtryk både på mig
selv og også på
Justitsministeriets
embedsmænd. Dette er også
baggrunden for, at jeg ved
adskillige lejligheder har
tilkendegivet, at hele
forløbet af denne sag
bestemt vil indgå i mine og
Justitsministeriets
overvejelser, når der
fremover besvares spørgsmål
om Politiets
Efterretningstjeneste.
Når
udvalget i sit brev til mig
nærmere spørger, hvordan
mine synspunkter vil påvirke
fremtidige besvarelser til
Folketinget, går jeg da også
ud fra, at der navnlig
tænkes på besvarelse af
spørgsmål vedrørende
Politiets
Efterretningstjenestes
virksomhed, som
Justitsministeriet jo –
navnlig i perioder –
modtager ganske mange
spørgsmål om. Det vil jeg
gerne sige lidt om.
Det er
velkendt, at en
efterretningstjeneste kun
kan løse sine opgaver
vedrørende f.eks.
forebyggelse og bekæmpelse
af terrorisme og anden meget
alvorlig kriminalitet, hvis
der kan være en endog meget
høj grad af fortrolighed om
dens virksomhed. Det gælder
ikke mindst med hensyn til,
hvilke kilder tjenesten
samarbejder med. Kunne
tjenesten ikke arbejde under
en sådan fortrolighed, så
tror jeg, at det vil stå
klart for enhver, at dens
arbejde ville blive
umuliggjort. Det er bl.a.
også baggrunden for, at den
parlamentariske kontrol med
efterretningstjenesten ikke
varetages af Folketingets
almindelige stående udvalg,
men af det særlige udvalg
vedrørende
efterretningstjenesterne.
I
overensstemmelse med dette
har det faste udgangspunkt i
mange år været, at spørgsmål
fra f.eks. enkelte medlemmer
af Folketinget om
efterretningstjenestens
nærmere virksomhed i
konkrete sager er blevet
besvaret med, at det ikke er
muligt at give de ønskede
oplysninger. Det er samtidig
velkendt, at såvel
Justitsministeriet som
Politiets
Efterretningstjeneste i de
senere år har arbejdet for
at skabe større åbenhed om
tjenestens virksomhed. Der
er jo ingen, der kan være
interesseret i
hemmeligholdelse for
hemmeligholdelsens egen
skyld, og det har derfor
været en vigtig og en højt
prioriteret opgave at se på,
om man kan gå nogle skridt
videre i retning af åbenhed
– naturligvis hele tiden
uden på nogen måde at
kompromittere de
grundlæggende
fortrolighedshensyn, som jeg
var inde på i starten.
Det er
bl.a. udslag af denne
prioritering, når
efterretningstjenesten inden
for de senere år f.eks. har
oprettet sin egen
hjemmeside, ansat
informationsmedarbejdere og
er begyndt at udgive
årsberetninger om sin
virksomhed. Det var, som jeg
tidligere fremhævede, også
et udslag af denne
prioritering, når vi i
besvarelsen af spørgsmålet
fra Søren Søndergaard valgte
at gå et skridt videre end
den sædvanlige praksis og
faktisk give de oplysninger,
det var muligt at give, og
som vi i Justitsministeriet
klart mente at spørgsmålet
måtte tage sigte på.
I en vis
forstand kunne det måske
være nærliggende at drage
den konsekvens af Dan
Lynge-sagen, at vi i
Justitsministeriet nu må
vende tilbage til den
gammeldags form for
besvarelse af spørgsmål
vedrørende
efterretningstjenesten,
nemlig ud fra
fortrolighedshensyn at
afvise at give oplysninger.
Så undgår man i hvert fald,
at der opstår spørgsmål og
misforståelser som i den
foreliggende sag.
Jeg vil
imidlertid gerne slå fast,
at jeg ikke har noget som
helst ønske om at bremse den
åbenhedsproces vedrørende
efterretningstjenesten, som
jeg har beskrevet, og som
jeg betragter som både en
god og en sund proces i
alles interesse. Det siger
naturligvis sig selv, at jeg
fremover vil være endnu mere
opmærksom på, om hensynet
til den nødvendige
fortrolighed om tjenestens
arbejde indebærer, at et
egentligt svar på det, der
spørges om, nødvendigvis må
udformes på en måde, der kan
indebære en risiko for, at
det vil blive misforstået. I
sådanne tilfælde vil det
rigtigste for både regering
og Folketing nok være, at
jeg svarer, at det hensyn af
særlige forhold, der gør sig
gældende vedrørende
efterretningstjenesten, ikke
er muligt at give de ønskede
oplysninger.
Men inden
for de rammer, som jeg har
skitseret, vil jeg bestemt
fortsat bestræbe mig på at
udvise størst mulig åbenhed
om efterretningstjenestens
arbejde, også når jeg
besvarer spørgsmål fra
Folketingets udvalg eller
dets enkelte medlemmer.
Det, jeg
her har sagt, tager som
nævnt særlig sigte på
besvarelse af spørgsmål
vedrørende Politiets
Efterretningstjeneste. Men
det er måske på sin plads
her til allersidst at
gentage, hvad jeg begyndte
med at sige, nemlig at det
helt generelt er afgørende
for mig, at de svar, som jeg
afgiver på spørgsmål fra
Folketinget, er præcise og
forståelige. Derfor vil den
diskussion, som er opstået i
forbindelse med Dan
Lynge-sagen, naturligvis
også mere generelt indgå i
mine og Justitsministeriets
overvejelser, når der
fremover udarbejdes
besvarelser af spørgsmål fra
Folketinget.
Tak for
ordet.
Ordstyreren:
Vi siger
tak til ministeren. Er der
spørgsmål til ministeren?
Line Barfod, værsgo.
Line
Barfod (EL):
Tak. Som
formanden indledte med, er
det jo et historisk møde, vi
har her, og ingen af os har
prøvet det her før, hvor
Folketinget tager over fra
undersøgelseskommissionen,
men jeg går ud fra, at
formanden er fuldt ud
kompetent til at gribe ind,
hvis der er et eller andet,
man kommer til at gøre
forkert her, eller man
stiller forkerte spørgsmål.
Det, som
jeg jo gerne vil tage fat i,
det er: Hvad er det, der er
ministerens forpligtelse i
forhold til at besvare
spørgsmål, og hvad er det,
som ministeriet kan gøre for
at – som ministeren sagde –
gøre svarene så præcise og
forståelige som muligt? Og
der må jeg indrømme, at der
er jeg meget enig med
mindretallet i kommissionen,
som på side 1249 udtaler, at
– citat: mindretallet finder
det vanskeligt at forstå
argumentationen i de
forklaringer, som er afgivet
af Lene Espersen og Michael
Lunn vedrørende valget
mellem det begrænsede
spørgsmål, der ville give
mulighed for åbenhed om
PET’s arbejde, og det
traditionelle svar. Såfremt
ministerens svar blev
forstået af spørgeren og
andre, måtte man naturligt
overveje, hvorfor
ministeriet valgte at give
et begrænset svar. Den
umiddelbare forklaring synes
kun at kunne være, at Dan
Lynge havde haft kontakt til
PET på andre områder. Ellers
synes det ikke at have
mening at begrænse
spørgsmålet. Citat slut.
Og det
leder jo over til, at hvis
det virkelig har været
ministerens ønske, at svaret
skulle kunne være
forståeligt, jamen, hvis man
så har regnet med, at
spørgeren kunne forstå det,
så må den naturlige
konklusion, når man får et
sådant svar, være, at så har
der været kontakt på andre
områder. Og det vil sige, at
ministeren så er gået ud
fra, at Folketinget skulle
gå i gang med at spørge til
andre områder. Altså
konstatere, at nå, svaret
viser, at der har ikke været
kontakt på
rockerkriminalitet. Så
stiller man et nyt
spørgsmål, hvor man så på
baggrund af svaret spørger:
Har der så været kontakt i
forhold til cykeltyverier?
Har der været kontakt i
forhold til indbrud? Har der
været kontakt i forhold til
miljøforbrydelser? Og så kan
man jo blive ved. Altså, det
bliver meget besværligt som
folketingsmedlem, hvis det
er det, der har været
tankegangen fra ministeriet,
at man skulle kunne forstå
begrænsningen i svaret, og
man derfor skulle gå videre
med at spørge til alt muligt
andet.
Den anden
mulighed, der ligger, for at
forstå, hvad det er,
ministeren har villet med
svaret, er jo, at det, man
har ønsket, det var, at
spørgeren og andre, der
læser svaret, skulle forstå
det, som at der ikke havde
været nogen kontakt med PET.
Og dermed, at man holdt op
med at stille flere
spørgsmål.
Og det,
der undrer mig, det er, at
ministeren ikke, hvis man er
i tvivl om, hvad det er, der
er spurgt til, så kontakter
spørgeren. Altså, man går
bare ud fra, at man ved,
hvad det er, spørgeren
spørger til. Men det kunne
jo lige så vel være, at det,
som spørgeren var
interesseret i, det var at
finde ud af, om der
overhovedet havde været
kontakt mellem Dan Lynge og
PET, fordi det var meget,
meget alvorlige anklager,
der blev rejst af Dan Lynge
i pressen, og man ønskede at
få afklaret: Hvor omfattende
har kontakten været med Dan
Lynge? Hvor store dele af
systemet har været i kontakt
med ham? – og derfor finde
ud af, om der havde været
direkte kontakt mellem PET
og Dan Lynge eller ej. Og
det kunne man jo nemt
afklare – hvad var det
egentlig, spørgeren ville? –
ved at ringe og spørge.
Eller også så kunne man i
hvert fald i svaret have
afgrænset og tydeligt
skrevet, at det her var kun
et begrænset svar, og der
faktisk var yderligere
oplysninger, som man så bare
ikke ønskede at videregive.
Det er jo
også det, som fremgår af det
notat, som Folketingets
Lovsekretariat udarbejdede i
2004 til baggrund for det
samråd, som Retsudvalget
havde med ministeren på det
tidspunkt om denne her sag,
hvor der er gennemgået en
lang række tidligere sager
om undersøgelseskommissioner
og udvalg osv., der har
været gennem tiden, og hvor
det fremgår gang på gang, at
såvel
undersøgelseskommissioner
som Folketinget har
kritiseret svar fra
ministre, hvis det ikke
tydeligt har været angivet,
at de kun gav delvise
besvarelser.
Ordstyreren:
Lige et
par praktiske ting. Der er
nogen, der har spurgt, om
det er en ny socialdemokrat,
der har sat sig der. Det er
altså fra pressen, og nu har
vi altså ikke flyttet ham,
så nu lader vi ham sidde,
ikke?
Det var
det ene. Så er der jo omdelt
– skal jeg lige gøre
opmærksom på – et notat om
ministres oplysningspligt,
som Line Barfod har taget
med i sit spørgsmål. Der må
vi jo så minde om, at dels
er der jo altså nogle regler
om oplysningspligt, men her
er vi undergivet princippet
om, at man ikke er
forpligtet til
selvinkriminering. Det går
jeg ud fra at vi er enige
om. Jeg kunne ikke lige
finde det i
stikordsregisteret, men det
er i hvert fald et princip,
vi er enige om vi ikke
presser ministeren til.
Det er
måske lige så praktisk, hvis
ministeren bestræber sig på,
at vi kan høre, hvornår det
er opfattelsen af de
generelle regler, ministeren
eventuelt svarer på, og
hvornår det er, ministeren
har lyst til at svare på
spørgsmål omkring Søren
Søndergaards brokkerier,
ikke? Værsgo.
Justitsministeren:
Jamen,
jeg kan starte med at sige
til det generelle først –
til Line – at, altså det er
en helt fast praksis for os,
at vi besvarer de spørgsmål,
der kommer fra Folketinget,
men vi ringer altså ikke til
spørgeren og begynder at
tage en diskussion af: Hvad
mener du med dit spørgsmål?
Jeg vil sige, at med det
antal spørgsmål, der bliver
besvaret af mig hvert år, så
ville der skulle ansættes en
del flere mennesker i
Justitsministeriet, hvis
spørgeren skulle kontaktes,
for at man lige skulle finde
ud af, hvad baggrunden for
svaret var. Vi svarer på de
spørgsmål, der kommer, sådan
som vi mener, at spørgeren –
som vi fortolker, at
spørgeren – ønsker at få
svar på, og så må spørgeren
jo vende tilbage, hvis man
er utilfreds med svaret. Det
er en helt fast praksis, og
det har vi tænkt os at
fortsætte med.
Altså,
jeg ved ikke, hvordan
folketingsmedlemmerne ville
stille sig, men jeg ved i
hvert fald fra mig selv, at
jeg ville da føle mig sådan
– jeg ville da ikke have det
særlig godt med, hvis der
var en minister eller en
ministers embedsmænd, der
ringede og begyndte at
udspørge mig om, hvad
baggrunden var for mit
spørgsmål. Altså, det ville
jeg ikke bryde mig om.
Altså, det må holde
folketingsmedlemmer frit for
at stille spørgsmål.
Så til
den konkrete sag og Dan
Lynge-sagen. Altså, jeg vil
blot gentage, Line: Vores
eneste ønske, da vi kiggede
på svaret, der skulle
afgives, det var at åbne op
for mere åbenhed omkring
PET’s arbejde. Og jeg vil
sige, hvad jeg også sagde i
mit første indlæg: Den
mediemæssige omtale, der
havde været i dagene forud
for, at Søren Søndergaard
stillede spørgsmålet, den
omhandlede
rockerkriminalitet, og
derfor var vi helt
overbeviste om – det er jo
typisk sådan, at når
folketingsmedlemmer stiller
spørgsmål, så vedrører det
sager, der er oppe at vende
i pressen – derfor var vi
overbeviste om, at det var
dén påståede kontakt, der
interesserede Søren
Søndergaard, og så blev
svaret afgivet. Og svaret
var jo ikke særlig langt, så
jeg vil godt tillade mig at
læse det op; bare så vi har
in mente, hvad det var, der
rent faktisk blev skrevet.
Jeg
svarede: I forbindelse med
den senere tids presseomtale
af et samarbejde mellem
politiet og den tidligere
rocker Dan Lynge er det
bl.a. fremgået, at Dan Lynge
har haft kontakt til
politiet og videregivet en
række oplysninger fra
rockermiljøet. Politiets
Efterretningstjeneste har i
forskellige sammenhænge
været involveret i den
politimæssige indsats i
forhold til
rockerkriminaliteten. Chefen
for Politiets
Efterretningstjeneste har
meddelt mig, at han har talt
med nuværende og tidligere
ansatte og søgt oplyst, om
man i den forbindelse også
fra efterretningstjenestens
side måtte have været i
direkte kontakt med Dan
Lynge. Han har på den
baggrund meddelt mig, at der
ikke er fremkommet
oplysninger om, at dette
skulle være tilfældet.
Jeg
mener, at den besvarelse,
når man læser den meget
grundigt, at så fremgår det,
at besvarelsen vedrører
rockerkriminalitet.
Men Line,
som jeg sagde det i mit
første indlæg, og som jeg
synes er vigtigt at få
præciseret: Jeg syntes selv,
og det syntes mine
embedsmænd også, at det var
et godt svar, der blev
afgivet, og at det
afgrænsede, hvad det var,
man besvarede. Men der har
jo været en meget stor
diskussion efterfølgende om
den besvarelse, og derfor er
det selvfølgelig også klart,
at jeg vil bestræbe mig på,
i det omfang det bliver
muligt at besvare den type
spørgsmål på lignende måde i
fremtiden, at gøre det endnu
klarere, så der ikke er
tvivl fra
folketingsmedlemmerne om,
hvad det er, der rent
faktisk er svaret på.
Til dit
andet spørgsmål om
mindretalsudtalelse og om,
hvorvidt man overhovedet kan
svare på den her måde – for
du stiller jo sådan set
spørgsmålstegn ved, om man
overhovedet kan begive sig
ud af den gren og begynde at
svare andet end det
sædvanlige formummede om, at
det kan man ikke udtale sig
om – til det vil jeg sige,
at det kommer selvfølgelig
an på, hvor mistænksom man
er, men jeg tror nu
generelt, jeg vil sige om
den erfaring, jeg har som
medlem af Folketinget i 12½
år, at langt de flest gange,
hvor folketingsmedlemmer
stiller spørgsmål, der er de
ikke ude med det store
fiskenet for at vide alt på
et eller andet område. Det
er tit typisk på et enkelt
sagsområde, de gerne vil
have et meget klart svar. Og
hvis de får et klart svar på
det område, så følger de
ikke op og begynder at
spørge ind på alle mulige
andre områder.
Så jeg
mener ikke, at den
problemstilling, du rejser,
om, at man ikke kan svare på
et enkelt område, uden at
det skal åbne op for, at så
vil man have svar på 20
andre ting – jeg mener ikke,
at den problemstilling
egentlig passer særlig godt
på den måde, som
folketingsmedlemmer normalt
arbejder på. Normalt går
folketingsmedlemmer faktisk
ret målrettet efter at få
svar på et enkelt område, og
hvis jeg der kan give flere
informationer, så synes jeg
altså ikke, at der er noget
problematisk i det. Men det
er jo en afvejning, om man
synes, det ene eller det
andet er rigtigt. Jeg har
syntes, det var en rigtig
vej at gå.
Ordstyreren:
Jeg skal
selvfølgelig lige sige, at
jeg kom til at bruge ordet
brokkerier – der var ikke
derved en stillingtagen til
Søren Søndergaards
spørgsmål, men alene en
henvisning til den
diskussion, der var
bagefter, altså, for at det
lige skal stå helt klart.
Det kunne jeg ikke drømme
om.
Ole Sohn.
Har du ikke bedt om ordet?
Du frafalder.
Glimrende. Line, værsgo.
Line
Barfod (EL):
Tak.
Først lige til noget af det
sidste, ministeren sagde,
om, at hvis
folketingsmedlemmet får et
klart svar, så følger man jo
ikke op og spørger om noget
andet. Nej, det er jo det,
der er problemet med det
svar, der er givet i denne
sag, at man tror, man har
fået et klart svar, og
derfor ikke følger op og
dermed ikke – hvis det er
det, der har været formålet
med svaret – bliver
opmærksom på, at der kan
være noget på nogle andre
områder, som var væsentlige
for Folketinget at få at
vide for at kunne vurdere
omfanget af Dan Lynge-sagen.
Altså, på
det tidspunkt, hvor
spørgsmålet er stillet og
svaret kommer, er det jo
stadig væk meget uklart,
hvor omfattende den sag
egentlig er. Det er nogle
anklager, som for de fleste
af os må forekomme
fuldkommen uhyrlige, og som
man stadig, indtil man så
kommissionens betænkning om,
at det var korrekt, mange af
de anklager, der var
fremkommet, jo måtte have
svært ved at tro på. Altså,
det er jo skræmmende
læsning, når man kan læse i
kommissionens konklusioner,
at man bl.a. fra politiets
side har bragt sig i en
situation, hvor man ikke
kunne gribe ind over for
kriminelle handlinger; man
har bragt sig i en
situation, hvor man har
misbrugt retssystemet osv.
Og derfor
er det jo væsentligt for
Folketinget på det
tidspunkt, hvor man begynder
at spørge ind til sagen, at
finde ud af: Hvor omfattende
er den egentlig? Herunder
finde ud af: Hvor store dele
af systemet har været i
kontakt med Dan Lynge?
Omfatter det også PET? Fordi
det kan jo være med til,
hvis man bekræfter, at PET
har været i kontakt med Dan
Lynge, kan det jo være med
til at give et billede af,
at det faktisk er en
omfattende sag; der er noget
om det, han siger; det er
noget meget alvorligt, som
man bør få nedsat en
undersøgelseskommission til
at se på.
På det
tidspunkt var der jo ikke
nedsat nogen
undersøgelseskommission. Det
var jo noget af det, som
først skete senere, og
derfor er det jo meget
væsentligt, at Folketinget
ikke bare får et klart svar,
men også et fyldestgørende
svar, eller, hvis man ikke
vil give et fyldestgørende
svar, så får et svar, hvor
forudsætningen meget
tydeligt fremgår.
Og jeg er
enig i, når ministeren
siger, at det er godt
embedsmandsarbejde. Ja, hvis
man ser det sådan ud fra
sådan rent juridisk
håndværksmæssigt, kan man
sige; altså koncipisten af
det her svar har været
utrolig dygtig og fortjener
en fremtrædende plads i
magtens galleri, hvis den
bliver sat op igen. Men det
nytter bare ikke i forhold
til, at Folketinget har brug
for at kunne stole på
svarene. Det siger
ministeren jo også i sin
indledning, at det er
afgørende, at der er et
tillidsfuldt samarbejde
mellem ministeren og
Folketinget. Og derfor er vi
jo nødt til at kunne få
nogle svar, hvor at, hvis de
kun dækker er del af det
brede område, der er spurgt
til, så fremgår den
forudsætning klart.
Og hvis
ministeriet er i tvivl om,
hvor bredt man spørger, så
kan de enten ringe – jeg vil
sige, at det er jeg nu
jævnligt ude for, at man gør
fra ministerierne, enten
hvis man ikke mener, det er
det rigtige ministerium, der
er spurgt til, og man derfor
skal vide noget mere om
baggrunden for spørgsmålet
for at finde ud af, om det
nu er det rigtige
ministerium, eller hvis man
simpelt hen er i tvivl om,
hvordan man skal svare.
Eller også så kan man i
ministeriets svar klart
angive: Vi har forstået, at
det, der spørges til, er
sådan og sådan. Og så svarer
man på det. Så er ingen i
tvivl om, hvad det er, der
er svaret på.
Og det er
jo, som jeg sagde før, også
tydeligt gengivet i det her
notat fra 2004 med
gennemgang af de forskellige
undersøgelser, der har været
tidligere om denne her slags
svar, hvor det fremgår i
forhold til Kjærbølsagen –
altså tilbage til dengang,
hvor »Hans Hedtoft« gik ned
– at man nåede frem til, at
ministeren har forpligtelse
til, når vedkommende
besvarer et spørgsmål i
Folketinget, at svare på en
fyldestgørende og korrekt
måde, således at væsentlige
oplysninger ikke forties for
Folketinget. Og Folketinget
valgte at understrege det
beklagelige i, at ministeren
så ikke havde levet op til
det.
I forhold
til dagpengesagen da lagde
man også fra
dommerundersøgelsen en norm
til grund om en korrekt og
fyldestgørende information
af Folketinget, og
Folketingets flertal
tilsluttede sig kritikken af
ministeren.
I forhold
til sagen om kreativ
bogføring i
Skatteministeriet lagde
kommissionsdomstolen også
normen til grund om, at
væsentlige oplysninger af
betydning for Folketingets
stillingtagen ikke må
foreholdes stillingtagen. Og
kommissionsdomstolen
karakteriserede daværende
skatteminister Anders Fogh
Rasmussens svar til
Folketinget som urigtige,
behæftede med fejl eller
meget uklare. Han var så
selv gået af, så Folketinget
tog ikke stilling til det,
men
Det samme
i Spar Nord-sagen, hvor det
særlige undersøgelsesudvalg
fastslog, at upræcist
formulerede spørgsmål ikke
fritager en minister fra
forpligtelsen til at give
fyldestgørende besvarelser,
og det legitimerer ikke
tilsvarende upræcise svar
eller såkaldte ikkesvar. Og
da var Ole Stavad så også
gået af, før Folketinget tog
stilling til den
undersøgelse.
Men for
at sige, at der ligger altså
en norm om, at man skal
svare fyldestgørende, og
hvis ikke man gør det, så
skal man gøre det meget
klart. Og derfor – ud fra
også det, ministeren siger
om, at man fremover til
bestræbe sig på at svare
mere klart – betyder det så,
at man skal forstå det
sådan, at ministeren sådan
set i bagklogskabens klare
lys mener, at det var
beklageligt, at svaret blev
udformet på den måde, som
det gjorde, så man ikke
tydeligt kunne se, at der
var tale om en begrænset
del, man svarede på?
Ordstyreren:
Værsgo
til ministeren.
Justitsministeren:
Tak. Men
jeg vil sige til dig, Line,
i forhold til det sidste, du
siger, at jeg er fuldstændig
enig i den norm, du
beskriver. Altså, vi
tilstræber i de mange, mange
hundrede – ja, over tusinde
– besvarelser, der bliver
givet fra Justitsministeriet
hvert år til Folketinget, at
det er korte, enkle,
letforståelige svar, der
bliver afgivet. Det
bestræber vi os virkelig,
virkelig på. Og derfor er
jeg helt enig i, man kan
sige dine generelle
betragtninger om, hvordan en
minister skal besvare
spørgsmål. Sådan må det
være. Og jeg vil sige, det
var også det, vi forsøgte at
gøre med den besvarelse.
Jeg ved
godt, du har en anden
opfattelse af det, men det
var det, vi forsøgte at
gøre, da vi svarede Søren
Søndergaard. Det var ren
venlighed fra min side af
ikke bare at give det
sædvanlige intetsigende
svar, men prøve at give et
svar, der fortalte noget
mere. Og vi forsøgte
virkelig at opstille meget
klart præmisserne for vores
besvarelse. Nuværende
højesteretsdommer Jens Peter
Christensen har også rost
besvarelsen. Du har så også
rost den juridiske
udformning af den – måske
med lidt andre ord end Jens
Peter, men det lader vi nu
ligge.
Men
tilbage står, Line, som jeg
også har sagt, at selv om
jeg synes, vi gjorde os
umage dengang og afgav en
meget klar besvarelse, så
har det gjort indtryk på
mig, at der har været den
her diskussion. Ingen tvivl
om det. Og derfor vil vi
gøre os endnu mere umage i
fremtiden. Så vi har lyttet
til det, som Folketinget har
sagt og efterlyst om at
præcisere det endnu mere. Og
det vil jeg gøre; det kan I
roligt regne med.
Ordstyreren:
Ja tak.
Er der andre, der ønsker
ordet? Line igen.
Line
Barfod (EL):
Bare: Det
glæder mig, at ministeren
fremover vil tage kritikken
til efterretning, og det
forstår jeg så som, at
ministeren så også set i
bagklogskabens lys beklager,
at det så ikke endnu var
slået igennem på det
tidspunkt, at det er
diskussionen, der så har
udløst, at man fremover vil
gøre det mere klart, ikke?
Ordstyreren:
Ja, det
må vi jo høre hvad
ministeren mener om.
Justitsministeren:
Jamen
altså, jeg tror, jeg
allerede har sagt det så
klart, som jeg kan, at når
Folketinget giver udtryk
for, at de gerne vil have,
at man svarer endnu klarere,
så tager jeg det til
efterretning. Jeg har ikke
andet ønske end ud over at i
det daglige have et godt
samarbejde med Folketinget
om lovforslag og andet, men
også at der er tilfredshed
med de besvarelser, der
bliver afgivet, og derfor
lytter jeg også. Og det
mener jeg at enhver minister
skal gøre; ellers så får man
et besværligt liv herinde,
og det er sjovere at
diskutere politik end at
diskutere formuleringer. Så
det lytter jeg selvfølgelig
til.
Ordstyreren:
Jeg tror,
at vi må sige, at dette møde
med ministeren er udtømt. Og
derfor skal jeg også sige
til alle dem, der ikke er
med fra Justitsministeriet
eller fra Folketinget – og
det er kun dig – skal
forlade lokalet, fordi
resten af mødet uden
ministeren er et lukket
møde. Og det tager ikke ret
lang tid