
	UfR 2011.1285/2 HK
		H.K. 3. februar 2011 i sag 267/2010 Journalisterne Stine Bolther og Jan Søgaard, Ekstra Bladet (advokat Ulrik Ibfelt), kærer Østre Landsrets kendelse om navneforbud og dørlukning i sagen Anklagemyndigheden mod T (adv. Kenneth Thygesen, Roskilde). Østre Landsrets kendelse 15. juni 2010 (12. afd.), S-1499-10 og S-1500-10 (Lodberg, Taber Rasmussen, Tuk Bagger). - - - De kærende har nedlagt påstand om, at kendelsen af 8. maj 2010 om navneforbud og af 9. maj 2010 om dørlukning ophæves. Statsadvokaten har henholdt sig til de af byretten trufne afgørelser og har således påstået stadfæstelse. De kærende har til støtte for påstanden om ophævelse af kendelsen om navneforbud især gjort gældende, at sagens helt usædvanlige grovhed - tredobbelt drab - og den sigtedes erkendelse taler stærkt imod et navneforbud, at offentlighed i retsplejen er af særlig betydning i sager af alvorlig karakter, og at hverken den sigtede eller de dræbte udsættes for en »unødvendig krænkelse«, hvis deres identitet omtales, fordi deres identitet var kendt i en meget bred kreds allerede før grundlovsforhøret, hvor navneforbudet blev nedlagt, og nævnt i både trykte og elektroniske medier såvel som på internettet i øvrigt, samt at et navneforbud derfor reelt er virkningsløst, og at politiet den 7. maj 2010 kl. 22.18 havde udsendt en pressemeddelelse om sagen. Hvis navneforbuddet har været lovligt nedlagt, har de kærende gjort gældende, at betingelserne for dets opretholdelse i hvert fald ikke er opfyldt, efter at den sigtede har afgivet en indenretlig forklaring under grundlovsforhøret. Til støtte for påstanden om ophævelse af kendelsen om dørlukning har de kærende især gjort gældende, at dørene blev lukket, fordi sigtede ikke ønskede at udtale sig for åbne døre, at dørlukning af denne grund principielt er betænkeligt, fordi den sigtede ikke er rådig over reglerne om et retsmødes offentlighed, at den sigtede erkendte sig skyldig, hvorfor åbne døre ikke »på afgørende måde« ville hindre sagens oplysning, og at den sigtede ikke diskretionært kan bestemme, om det helt grundlæggende princip om offentlighed i retsplejen skal tilsidesættes på grund af sigtedes dispositioner. Efter votering afsagdes følgende Kendelse: De nuværende regler i retsplejeloven om adgangen til navneforbud og dørlukning er affattede ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 om styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen. Denne lovændring har til hovedformål at forbedre massemediernes muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager. Navneforbud Ved lovændringen blev adgangen til at nedlægge navneforbud begrænset. Navneforbud kan efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, nu blandt andet nedlægges, når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse. Som almindeligt udgangspunkt er det anført i lovens forarbejder (særtryk af lovforslag L 78/1998 s. 28 samt betænkning nr. 1330/1997 vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen s. 114), at sager, der vedrører så alvorlige lovovertrædelser, at der medvirker nævninge, ofte kan begrunde, at hensynet til den sigtede eller dennes pårørende må vige over for hensynet til information af offentligheden. Samtidig anføres det, at afgørelsen om navneforbud dog skal træffes efter en konkret afvejning af de modstående interesser og navnlig under hensyn til de momenter, der fremgår af retsplejelovens § 31, stk. 3. Det foreliggende tilfælde - der angår en sigtelse mod en far for drab på sin hustru og parrets to døtre - må betegnes som en familietragedie, og den sigtede, der har erkendt sig skyldig, er en person, der var helt ukendt i den brede offentlighed. Navneforbuddet blev nedlagt i grundlovsforhøret og således på et helt indledende stadium af sagen. På denne baggrund tiltrædes det, uanset sigtelsens alvor, at betingelserne for nedlæggelse af navneforbud var opfyldt efter den påberåbte bestemmelse i retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Heller ikke det forhold, at identiteten forinden muligt var afsløret af visse medier og på internettet samt i øvrigt var kendt i lokalsamfundet, kan føre til, at navneforbud ikke har kunnet nedlægges. Landsretten stadfæster derfor den påkærede kendelse om navneforbud, hvorved bemærkes, at der ikke findes anledning til at tage stilling til spørgsmålet om navneforbuddets fortsatte opretholdelse, uden at dette spørgsmål forinden har været forelagt for byretten efter retsplejelovens § 31 a, stk. 2. Hvad dernæst angår spørgsmålet om dørlukning, har de kærende oplyst, at de har været til stede eller repræsenteret i det retsmøde, hvor byretten behandlede spørgsmålet, og denne oplysning er ikke imødegået af anklagemyndigheden. Det fremgår af byrettens retsbog, at journalist Stine Bolther, Ekstra Bladet, journalist Birger Andersen, B.T., og journalist Niels Nortrup, Ritzaus Bureau, var til stede i retsmødet den 8. maj 2010, samt at journalist Birger Andersen, B.T., var til stede i retsmødet den 9. maj 2010 og protesterede »På pressens vegne« mod dørlukning. De kærende må herefter anses for berettigede til at kære den trufne afgørelse, jf. retsplejelovens § 968, stk. 2, 2. pkt. Ved den påkærede kendelse blev forsvarerens anmodning om dørlukning i henhold til retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, taget til følge. I betænkning nr. 1330/1997 er der s. 111 anført følgende om den hertil svarende dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 29, stk. 4, nr. 2: »Det sker, at en sigtet nægter at udtale sig, mens der er tilhørere til stede. Det medfører undertiden, at dørene lukkes af hensyn til sagens oplysning. Udvalget har drøftet, om der i sådanne tilfælde bør indsættes en regel om, at offentligheden efterfølgende skal gøres bekendt med indholdet af den afgivne forklaring. Faren ved en sådan regel kunne imidlertid være, at flere sigtede imod hensigten med dørlukningsreglerne bruger deres ret til at nægte at udtale sig for at fremtvinge lukkede døre, hvor det i dag formentlig forekommer forholdsvis sjældent. Nogle af udvalgets medlemmer har dog set visse fordele i en sådan lovregel, idet den sikrer, at oplysningerne kommer frem enten ved sigtedes egen forklaring eller under dommerens gengivelse. . . . Det er udvalgets konklusion, at der ikke er grundlag for at ændre de gældende retsregler om dørlukning . . . i retsplejeloven.« Herefter foreslog udvalget alene en sproglig modernisering af reglerne uden indholdsmæssige ændringer, og Justitsministeriet tilsluttede sig ved lovforslagets fremsættelse udvalgets synspunkter (særtryk s. 14). Landsretten lægger til grund, at retsmødet havde til formål om muligt at opnå en indenretlig forklaring fra sigtede om den alvorlige sigtelse. Forsvareren har ifølge byrettens retsbog som begrundelse for sin anmodning henvist dels til, at sigtede ikke ønskede at udtale sig, såfremt pressen var til stede i retten, dels til, at sigtede var psykisk uligevægtig, og endelig til, at det havde været svært for forsvareren at opnå kommunikation med ham. Henset hertil og til, at det drejer sig om drab i nær familie, tiltræder landsretten, at betingelserne for dørlukning i retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, er opfyldt. Landsretten stadfæster derfor tillige den påkærede kendelse om dørlukning. - - - Højesterets kendelse. I tidligere instanser er afsagt kendelser af Retten i Holbæk den 8. og 9. maj 2010 og af Østre Landsrets 12. afdeling den 15. juni 2010. Procesbevillingsnævnet har den 8. september 2010 meddelt journalisterne Stine Bolther og Jan Søgaard tilladelse til, at landsrettens kendelse indbringes for Højesteret. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Per Walsøe, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen. Påstande De kærende, journalisterne Stine Bolther og Jan Søgaard, har påstået landsrettens kendelse om navneforbud i forhold til T og om dørlukning ophævet. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. T har ikke udtalt sig. Østre Landsret har henholdt sig til sin afgørelse. Sagsfremstilling T blev anholdt den 7. maj 2010 kl. 14.24, og samme dag udsendte politiet sålydende pressemeddelelse: »Midt- og Vestsjællands politi modtog i dag kl. 14.19 anmeldelse om et færdselsuheld på Skovvejen i Holbæk, hvor en personbil havde påkørt en parkeret lastbil. Redningspersonalet oplyste fra uheldsstedet, at der i personbilen er fundet en ung pige, som er dræbt. En 50 årig mand er fra uheldsstedet bragt på hospitalet. Efterfølgende undersøgelser viste kl. 14.35, at der på bopælen i Greve, hvor de to personer fra uheldsstedet er bosiddende, yderligere er fundet en midaldrende kvinde og en pige, som begge er dræbt på stedet. Det er politiets foreløbige opfattelse, at de dræbte er identiske med de på stedet boende, og der har formentlig fundet en familietragedie sted forinden færdselsuheldet i Holbæk. Midt- og Vestsjællands politi er pt. i gang med undersøgelser på de to gerningssteder, og kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere.« Anklagemyndigheden har oplyst, at journalister fra B.T. og Ekstra Bladet i løbet af eftermiddagen den 7. maj 2010 fandt frem til den berørte families adresse. I løbet af eftermiddagen blev der lagt billeder fra adressen i Greve på en række netaviser, ligesom medierne i løbet af eftermiddagen og aftenen gentagne gange rettede henvendelse til politiet for at få yderligere oplysninger i sagen. Det var baggrunden for den først udsendte pressemeddelelse af 7. maj 2010. Kl. 22.18 samme dag udsendte politiet en ny pressemeddelelse »vedrørende færdselsuheld/drab i Holbæk«. Det hedder heri bl.a.: »Det har efterfølgende vist sig, at den unge pige er identisk med en 12 årig datter til bilens fører, som er en 50 årig mand fra Greve. . . . Det er politiets foreløbige vurdering, at den 12 årig pige formentlig er dræbt umiddelbart efter færdselsuheldet og altså ikke i forbindelse med selve færdselsuheldet. . . . Det er politiets foreløbige opfattelse, at de dræbte er identiske med de på stedet boende, og der har formentlig fundet en familietragedie sted i huset forinden det efterfølgende færdselsuheld i Holbæk. Den 50 årige sigtes for de tre drab og fremstilles den 8. Maj 2010 kl. 0930 i grundlovsforhør i Holbæk Ret. Han har overfor politiet tilstået drabene på familien. Efterforskningen og de tekniske undersøgelser fortsætter frem til grundlovsforhøret i morgen, hvorfor Midt- og Vestsjællands Politi på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse yderligere.« De kærende har oplyst, at sagen i timerne forud for grundlovsforhøret blev massivt omtalt i både den trykte og elektroniske dagspresse, herunder med angivelse af T's identitet. Ligeledes blev navne og fotos af de dræbte og T spredt på internettet via sociale medier som f.eks. Facebook. T blev in absentia fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk den 8. maj 2010 kl. 9.30 som sigtet for manddrab efter straffelovens § 237. I retsmødet den 8. maj 2010 afsagde retten kendelse om navneforbud. Det hedder herom i retsbogen: »Anklageren begærede navneforbud nedlagt for så vidt angår de afdøde personers identitet samt deres relation til den sigtede person og henviste til retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Forsvareren tilsluttede sig og begærede tillige navneforbud nedlagt for så vidt angår den sigtede, der af helbredsmæssige årsager ikke kan fremstilles i retten i dag. Anklageren anførte, at sagen er under efterforskning og endvidere at en offentliggørelse vil påføre de efterladte en unødvendig krænkelse. På pressens vegne protesterede journalist Stine Bolter, Ekstra Bladet og anførte, at navn og billede af huset allerede er i avisen samt lagt på nettet og ligeledes identiteten af de afdøde personer. Journalist, Birger Andersen, B.T., tilsluttede sig protesten og anførte, at identiteten af de afdøde allerede er ude i offentligheden. Ritzaus Bureau tilsluttede sig denne protest. Retten afsagde Kendelse: Idet sigtede ikke kan afhøres indenretligt og at der således ikke er nogen sikkerhed for, hvorledes denne stiller sig til de rejste sigtelser, findes der på nuværende tidspunkt at foreligge en sådan usikkerhed, at en offentlig gengivelse af sagens personer vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, hvorfor anklagerens og forsvarerens begæring tages til følge. Thi bestemmes: Det forbydes at gengive navn, stilling og bopæl på såvel sigtede som de afdøde personer . . .« Retten afsagde desuden sålydende kendelse: »Uanset de af anklageren anførte grunde, men under hensyntagen til at politiet har offentliggjort meddelelse om, at sigtede har tilstået de tre drab findes betingelserne for dørlukning ikke længere at være til stede, hvorfor bestemmes: Retsmødet afholdes for åbne døre.« Ved retsmødets afslutning blev T varetægtsfængslet, idet retten fandt, at betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, var opfyldt. Den 9. maj 2010 blev T fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Retten afsagde kendelse om lukkede døre, og det hedder herom i retsbogen: »Forsvareren anmodede om, at der bliver foretaget dørlukning i medfør a[f] retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4 og henviste til, at sigtede har udtalt over for ham, at han ikke ønsker at udtale sig, såfremt pressen er til stede i retten. Sigtede er psykisk uligevægtig og det har været svært for forsvareren at opnå en kommunikation med ham. Anklageren tilsluttede sig denne anmodning. På pressens vegne oplyste journalist, Birger Andersen, B.T., at hensynet til offentligheden talte for, at det skulle foregå for åbne døre, idet der var flere afgørelser fra Østre Landsret om at undlade at lukke dørene i lignende tilfælde. Dommeren afsagde sålydende kendelse: Da det på grund af sigtedes sindstilstand må anses udelukket at opnå en forklaring fra ham, såfremt pressen er tilstede, findes betingelserne under disse omstændigheder for dørlukning, at være til stede i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, hvorfor bestemmes: Dørene lukkes.« T erkendte sig under retsmødet skyldig i manddrab og afgav forklaring. Ved retsmødets afslutning blev han varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2. Under hensyn til hans psykiske tilstand bestemte retten, at fængslingen skulle finde sted i surrogat. Straffesagen er efter det oplyste gennemført som en tilståelsessag den 20. december 2010 ved Retten i Roskilde, der har idømt T fængsel på livstid. Anbringender Journalisterne Stine Bolther og Jan Søgaard har overordnet anført, at retsplejelovens regler om navneforbud og dørlukning blev ændret ved lov nr. 362 af 2. juni 1999, hvis hovedformål var at forbedre massemediernes muligheder for at bringe korrekt og dækkende omtale af retssager ved at begrænse anvendelse af og muligheden for at nedlægge navneforbud mv. Massemedierne oplever imidlertid, at den praktiske hovedregel er, at alle straffesager i by- og landsret rutinemæssigt behandles for lukkede døre og under anvendelse af navneforbud. Det er ikke i overensstemmelse med retsplejelovens intentioner og de principielle samfundsmæssige hensyn, som er baggrunden for de gældende regler om offentlighed i retsplejen, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Journalisterne har vedrørende spørgsmålet om navneforbud nærmere anført bl.a., at det ikke var en unødvendig krænkelse af T at gengive hans identitet offentligt. Sagen angår tredobbelt drab og er dermed af så alvorlig karakter, at lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning må veje tungere end hensynet til sigtede, jf. herved retsplejelovens § 31, stk. 3. Hvis ikke en alvorlig sag om tredobbelt drab er omfattet af offentlighed i retsplejen, vil der reelt ikke være nogen straffesager, hvor der på grund af sagens grovhed og samfundsmæssige betydning ikke skal nedlægges et navneforbud. Landsrettens kendelse er ikke i overensstemmelse med gældende ret, jf. herved U 1986.143 H, U 1990.747 H og U 2006.1518 H. Det kan ikke føre til et andet resultat, at navneforbuddet blev nedlagt i grundlovsforhøret og dermed i sagens indledende stadium. For det første er det slet ikke relevant at lægge vægt på dette efter retsplejelovens § 31, stk. 3. For det andet havde sagen i døgnet forud for navneforbuddets nedlæggelse været massivt omtalt i samtlige landsdækkende medier med angivelse af T's identitet. Dertil kommer, at T over for politiet allerede havde erkendt drabene. Han havde også efterladt et brev, hvori han erkendte at have begået drabene. Det forhold, at sagen kan betegnes som en familietragedie, ændrer ikke på gerningens grovhed og samfundsmæssige betydning og kan derfor ikke begrunde et navneforbud. Vedrørende spørgsmålet om dørlukning har journalisterne nærmere anført bl.a., at det i denne sag ikke har været nødvendigt at lukke dørene af hensyn til efterforskningen, idet sagens omstændigheder fra begyndelsen var ganske klare, og T havde erkendt at have begået drabene. Hans nægtelse af at afgive indenretlig forklaring i grundlovsforhøret har derfor ikke på afgørende måde kunnet hindre sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4. Det er i den forbindelse ikke relevant, at T muligt var psykisk uligevægtig, eller at forsvareren eventuelt havde svært ved at opnå kommunikation med ham. Det følger af landsrettens kendelse, at sigtede eller tiltalte reelt selv kan træffe bestemmelse om dørlukning, hvilken retstilstand hverken er hensigtsmæssig eller i overensstemmelse med gældende ret og det grundlæggende princip om offentlighed i retsplejen. Anklagemyndigheden har vedrørende spørgsmålet om navneforbud navnlig anført, at omtale af T i forbindelse med sagens indledende stadium og fremstillingen af ham i grundlovsforhør ville udsætte ham for en unødvendig krænkelse, og betingelserne for at nedlægge navneforbud under grundlovsforhøret var derfor opfyldt, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Forbrydelsens grovhed og den samfundsmæssige betydning af sagen, jf. herved retsplejelovens § 31, stk. 3, kan ikke - og navnlig ikke på sagens helt indledende stade - begrunde, at den foreliggende sag omtales med brug af navnet T eller ved brug af andre oplysninger, der bevirker, at sigtedes identitet offentliggøres. Sagen må som også anført af landsretten betragtes som en familietragedie, der ikke kan antages at have en generel samfundsmæssig betydning, og hvor en almindelig offentlig interesse i oplysning om sagen som led i nyhedsformidling mv. udmærket kan varetages ved meningsfuld omtale i medierne uden brug af de omhandlede identitetsoplysninger. Oplysninger om T's identitet var som led i mediernes dækning af sagen blevet viderebragt, allerede dagen før navneforbuddet blev nedlagt i grundlovsforhøret. Der har således ikke været tale om, at en muligt strafbar handling igennem en længere periode har været omtalt i medierne under inddragelse af identitetsoplysninger om T, jf. herved forarbejderne til retsplejelovens § 31. Højesteret har i øvrigt i U 2010.1427 H afgjort, at en forudgående omtale af den sigtede, inden der blev nedlagt navneforbud i sagen, ikke i sig selv kunne medføre, at der ikke kunne nedlægges navneforbud, ligesom navneforbuddet ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Der var også i den sag tale om en helt kortvarig omtale, inden navneforbuddet blev nedlagt. Vedrørende spørgsmålet om dørlukning har anklagemyndigheden anført, at afgørelserne fra Retten i Holbæk og Østre Landsret er udtryk for en helt konkret og sædvanlig vurdering af de foreliggende oplysninger. T ønskede ikke at udtale sig under pressens tilstedeværelse, han var psykisk uligevægtig, og forsvareren havde svært ved at opnå kommunikation med ham. Henset hertil, og til at det var vigtigt at få T's forklaring - og tilståelse af at have begået drabene - til retsbogen i grundlovsforhøret, blev det konkret vurderet, at det var nødvendigt med dørlukning efter retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, jf. herved TfK 2009.331 V. Højesterets begrundelse og resultat Spørgsmålet om navneforbud Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, kan der nedlægges navneforbud i en straffesag, når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse. Afgørelse om navneforbud skal efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder træffes efter en konkret afvejning af hensynet til den sigtede over for hensynet til offentlighed under straffesagen. Der skal efter stk. 3 bl.a. tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Det hedder endvidere i forarbejderne (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 2033): »Det vil afhænge af sagens karakter og af personlige forhold, om offentliggørelse af et navn m.v. vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. Omtale af et navn under den tidlige efterforskning af en sag, hvor der endnu ikke er taget stilling til tiltalespørgsmålet, vil efter omstændighederne kunne være en unødvendig krænkelse. Har et navn f.eks. i længere tid ved forudgående omtale i medierne været kædet sammen med en strafbar handling, vil en fortsat omtale næppe være krænkende i samme grad, som hvis den pågældende ikke tidligere har været sat i forbindelse med det strafbare forhold.« Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at betingelserne for nedlæggelse af navneforbuddet var opfyldt, da byrettens kendelse blev afsagt, og at den forudgående offentlige omtale med oplysning om T's identitet ikke kan føre til et andet resultat, jf. herved UfR 2010.1427 H. Der er heller ikke grundlag for at antage, at navneforbuddet er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Spørgsmålet om dørlukning Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at retsmødet blev holdt for lukkede døre. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.