TfK 2010.1057 VLK

V.L.K. 17. september 2010 i kære 10. afd. S-1977-10

 

  (Annette Dellgren, Fabrin og Søren Rune Schrøder (kst.)).

Advokat Vickie Foged kærer afgørelse om rejseforbehold i straffesag.

Under en straffesag mod T ved Retten i Esbjerg blev advokat Vickie Foged med kontor i Kolding af byretten beskikket som bistandsadvokat for F. Beskikkelsen skete på vilkår, at Vickie Foged frafaldt krav mod statskassen om godtgørelsen for rejseudgifter (rejseforbehold).

I retsbog af 2. september 2010 fra Retten i Esbjerg er der anført:

- - -

Retsformanden fastsatte salær på 4.600 kr. med tillæg af moms til den for F beskikkede bistandsadvokat, advokat Vickie Foged.

Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at tilkende salær for bistandsadvokatens fremmøde til hovedforhandlingen forud for, at hendes klient skulle afgive forklaring. Det fastsatte salær dækker endvidere den tid, som bistandsadvokaten med rimelighed kunne have anvendt på sagen i øvrigt. Retten har ved beskikkelsen taget rejseforbehold. Der er ikke grundlag for at ophæve dette. Retten har i den forbindelse lagt vægt på karakteren af forhold 4 og 13. Det af bistandsadvokaten anført i fax af 31. august 2010 kan ikke føre til andet resultat. Salæret betales af statskassen.

- - -

I kæreskriftet er der anført:
Påstand

Det af Retten i Esbjerg tagne rejseforbehold ophæves.

Sagsfremstilling

Tiltalte har tidligere udsat F for vold, i hvilken sag mit kontor også er bistandsadvokat for F. Herudover har mit kontor været advokat for F igennem en meget lang årrække.

Ultimo juni måned 2010 rettede F henvendelse til mit kontor med anmodning om bistand, på hvilken baggrund mit kontor anmodede Retten i Esbjerg om at blive beskikket som bistandsadvokat hvilken anmodning Retten imødekom. Beskikkelsen blev gjort betinget af, at mit kontor frafaldt krav mod statskassen om godtgørelse for rejsetid og transportudgifter.

Ved skrivelse af 31. august 2010 til Retten i Esbjerg anmodede mit kontor om, at betingelsen om frafald af krav mod statskassen om godtgørelse for rejsetid og transportudgifter, blev frafaldet. - - -.

Den 2. september 2010 opretholdt Retten det tagne rejseforbehold. - - -.

- - -

I den i sagen omhandlede straffesag blev tiltalte blandt andet fundet skyldig i de to forhold, hvor F var forurettede. De to forhold vedrørte henholdsvis vold efter straffelovens § 244 henholdsvis trusler efter straffelovens § 266.

Anbringender

Det gøres gældende,

at F selv har valgt mit kontor som bistandsadvokat,

at udgangspunktet er, at den forurettede selv kan vælge hvilken advokat han/hun ønsker som bistandsadvokat, jfr. det frie forsvarervalg,

at mit kontor allerede er bistandsadvokat for F i en anden sag,

at mit kontor har været advokat for F gennem en meget lang årrække,

at sagens art, vold efter straffelovens § 244 og trusler efter 266, tillige taler for at ophæve rejseforbeholdet, og

at ophævelse af forbeholdet ikke kan antages at medføre ekstraordinære omkostninger, idet det alene drejer sig om transport til Retten i Esbjerg fra Kolding, 152 kilometer.

Der henvises i øvrigt til Thomas Rørdams artikel »Salær til forsvarere og bistandsadvokater« som optrykt i TfK 2008, side 147.

Vestre Landsrets kendelse:

Navnlig efter det oplyste om den hidtidige tilknytning mellem F og advokat Vickie Fogeds kontor, sammenholdt med den relativt beskedne merudgift ved beskikkelse af en advokat fra Kolding frem for en advokat hjemmehørende i Esbjerg Retskreds samt i øvrigt efter sagens karakter, finder landsretten, at det tagne rejseforbehold bør ophæves, hvorfor

bestemmes:
Det tagne rejseforbehold over for advokat Vickie Foged ophæves med henblik på byrettens tilkendelse af yderligere salær for rejsetid samt tilkendelse af kørselsgodtgørelse.