UfR 2008.1286 Ø
 

Ø.L.D. 21. februar 2008 i anke 19. afd. B-2476-07

(John Mosegaard, Koch Clausen (kst.), Vibeke H. Hauberg (kst.)).

A (adv. Niels Anker Rasmussen, Kbh., besk.) mod Justitsministeriet (Km.adv. v/adv. Birthe Eskildsen).


Holbæk Rets dom 24. oktober 2007.


Klage over nægtelse af at ophæve et farlighedsdekret.


Sagen har været behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.


Den 19.11.2001 bestemte sagsøgte, Justitsministeriet, i medfør af psykiatrilovens § 40, at sagsøgeren, A, skulle anbringes på Sikringsafdelingen, som er knyttet til Psykiatrihospitalet i Nykøbing S (farlighedsdekret). Ved dom af 18.01.2002 blev farlighedsdekretet godkendt som lovligt gjort.


Ved Nykøbing Sjællands Rets dom af 22.09.2004 blev sagsøgtes nægtelse af at ophæve farlighedsdekretet godkendt som lovligt gjort.


Det er oplyst, at sagsøgeren - ved Aalborg Rets dom af 08.11.2001 som stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 06.05.2002 - blev anset for skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 (knytnæveslag og kvælertag den 17.10.2000) og § 119, stk. 1 (10 til 12 knytnæveslag i ansigt og nakke den 16.08.2001). Han blev i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, idømt en behandlingsdom med en længstetid på 5 år. Han har fået beskikket en bistandsværge. Ved denne rets kendelse af 09.05.2007 blev længstetiden ved ankedommen af 06.05.2002 forlænget med 2 år. Denne kendelse er stadfæstet af Østre Landsret.


Ved brev af 10.05.2007 har sagsøgerens advokat over for sagsøgte, Justitsministeriet, begæret farlighedsdekretet ophævet. Ministeriet har indhentet erklæringer bl.a. fra overlægen på Sikringsafdelingen og fra Retslægerådet.


Ved brev af 09.08.2007 har sagsøgte afslået at ophæve dekretet. Sagsøgerens advokat havde anmodet om, at et eventuelt afslag blev forelagt retten, og sagsøgte fremsendte samtidig med afslaget sagen til retten. I afslaget er anført:


». . .


Efter psykiatrilovens § 41, stk. 1, kan et farlighedsdekret administrativt ophæves af Justitsministeriet.


Det fremgår af sagen, at De er lider af skizofreni, og at De har været anbragt i Sikringsafdelingen siden den 12. december 2001 i henhold til Justitsministeriets farlighedsdekret af 19. november 2001.


Det fremgår ligeledes af sagen, at De ved Vestre Landsrets dom af 6. maj 2002 blev dømt til behandling på et hospital for sindslidende med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således, at der af overlægen sammen med Kriminalforsorgen kan træffes bestemmelse om genindlæggelse. Længstetiden blev bestemt til 5 år. Ved Retten i Holbæks kendelse af 9. maj 2007 fastsattes en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen. Kendelsen er indbragt for østre Landsret.


Det fremgår endvidere af sagen, at De ikke har - og ikke tidligere har haft - tilladelse til ledsaget udgang fra Sikringsafdelingen.


I anledning af ansøgningen om ophævelse af farlighedsdekretet anmodede Justitsministeriet ved brev af 11. maj 2007 Sikringsafdelingen om en udtalelse.


Sikringsafdelingen har ved brev af 16. maj 2007 oplyst, at De fortsat er svært sindssyg, lidende af skizofreni. Det fremgår af udtalelsen, at det er nødvendigt, at De er bæltefikseret i flere timer dagligt, og at Deres psykose gør Dem så angst, at De bl.a. kan føle Dem invaderet af andre mennesker og i den forbindelse går til angreb på disse.


Det fremgår endvidere af udtalelsen, at der er sket fremskridt i Deres tilstand, idet De nu ganske kortvarigt kan deltage i samvær med andre patienter i dagligstuen, samt at De kortvarigt kan spille bold med personalet i afdelingens have.


Af supplerende udtalelse af 19. juni 2007 fra Sikringsafdelingen fremgår, at De dagligt er svært psykotisk, og at De har hyppige forestillinger om, at personalet invaderer Deres krop.


Endvidere fremgår det, at De gennem de seneste uger har været truende såvel med knytnæve som med et meget skulende udseende og indtagelse af boksestilling. Sikringsafdelingen oplyser, at De har foretaget et konkret udfald mod personalet inden for den seneste måned.


På denne baggrund konkluderer Sikringsafdelingen, at De fortsat er svært psykotisk og så farlig, at det er indiceret at opretholde farlighedsdekretet.


Justitsministeriet har endvidere til brug for sagens behandling indhentet en udtalelse fra Retslægerådet samt fra Nordjyllands Politi og Statsadvokaten for Nord- og Østjylland.


Nordjyllands Politi har ved udtalelse af 1. juni 2007 udtalt sig imod, at farlighedsdekretet ophæves. Der henvises i den forbindelse til det forhold, at Retten i Holbæk ved kendelse af 9. maj 2007 har forlænget længstetiden for Deres behandlingsdom samt til Deres voldelige adfærd.


Statsadvokaten for Nord- og Østjylland har ved brev af 27. juni 2007 ligeledes udtalt sig imod, at farlighedsdekretet ophæves. Statsadvokaten har i den forbindelse lagt vægt på Sikringsafdelingens og politiets udtalelse. 


Ved udtalelse af 17. juli 2007 har Retslægerådet anført, at De fortsat er svært præget af Deres psykiske lidelse. Retslægerådet vurderer, at De fortsat har behov for at opholde Dem i meget rolige og stabile rammer. På den baggrund anbefaler Retslægerådet, at farlighedsdekretet opretholdes.


Ved brev af 19. juli 2007 anmodede Justitsministeriet Deres advokat Niels Anker Rasmussen om at forelægge udtalelserne fra Sikringsafdelingen, Retslægerådet, Nordjyllands Politi og Statsadvokaten for Nord- og Østjylland for Dem med henblik på at indhente Deres eventuelle supplerende bemærkninger.


Ved brev af 7. august 2007 har advokat Niels Anker Rasmussen anført, at De ikke bestrider, at De er svært psykotisk og har behov for fortsat indlæggelse på psykiatrisk afdeling.


Advokat Niels Anker Rasmussen anfører imidlertid videre, at det er hans opfattelse, at De ikke opfylder de meget strenge krav, der bør stilles for at opretholde et farlighedsdekret, idet den vold, som De tidligere har begået, og som De efter det oplyste fortsat truer med at begå, alene er vold efter straffelovens § 244, og således ikke berettiger anvendelsen af begrebet »farlig« i straffelovens forstand.


Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet hermed meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at ophæve farlighedsdekretet.


Justitsministeriet har ved afgørelsen navnlig lagt vægt på, at De ifølge Sikringsafdelingen fortsat er svært psykotisk og farlig, og at det dagligt er nødvendigt at bæltefiksere Dem.


Herudover har Justitsministeriet ved afgørelsen lagt vægt på Retslægerådets udtalelse, hvoraf det fremgår, at rådet anbefaler, at farlighedsdekretet opretholdes. Endelig har Justitsministeriet tillagt det betydning, at Nordjyllands Politi og Statsadvokaten for Nord- og Østjylland har udtalt sig imod ophævelse af farlighedsdekretet på nuværende tidspunkt.«


Overlæge Volfing, Sikringsafdelingen, har i en erklæring af 19.06.2007 udtalt om sagsøgeren:


». . .


Patienten har igennem de sidste år været i behandling med Trilafon depot 216 mg hver 14. dag, suppleret med peroral behandling med Zeldox 240 mg dagligt. Behandlingen har igennem de sidste 2 måneder været øget til 360 mg dagligt.


Patienten er dagligt svært psykotisk. Han er urenlig med urin stort set konstant, ligesom han smører afføring ud over badeværelset, når han er på toilettet.


Patienten har meget hyppige, næsten daglige, forestillinger om, at personalet invaderer hans krop. Når det lykkes at få ham i haven, er han bange for, at jordens indre opsluger ham og at han går igennem græsset. Patienten har fornemmelse af, at træerne udenfor vinduet vælter ind over ham og tilintetgør ham.


Indimellem har patienten ganske kortvarige øjeblikke, hvor han kan huske, han gik i skole og ville have en uddannelse.


Der er indtryk af, at patientens intellektuelle funktion er reduceret i takt med, at psykosens symptomer er taget til.


Det har igennem de sidste år dagligt været nødvendigt at anvende fiksering til patienten, idet det giver ham ro at ligge under en dyne i sengen. Såfremt han ikke er fikseret, rejser han sig konstant og vandrer hvileløst rundt. Han bliver mere forvirret og usamlet.


Når patienten er fikseret, nyder han korte perioder, hvor den faste vagt kan synge for ham, læse historier for ham eller spille ludo med ham. Perioderne, hvor patienten har kunnet have denne kontakt, er dog blevet kortere.


Det har igennem det sidste år været muligt at reducerer perioderne, hvor patienten har været fikseret til 3 - 4 timer dagligt. Han har været mere ude af sengen, end tidligere under denne indlæggelse. Han har i perioder kunnet cykle sammen med en medarbejder på motionscykel i afdelingen og han har nydt dette. Det er imidlertid væsentligt at pointere, at patienten meget hurtigt, fra 15 -30 minutter efter en aktivitet er påbegyndt, bliver svært usamlet og psykotisk.


Jeg havde i sidste uge en samtale med patientens fader, der angav, at han opfattede, at patienten var blevet dårligere gennem de sidste år. Han er bekymret, fordi patienten ikke husker så meget fra sin skolegang og barndom, ligesom han ikke spørger til familie og venner på samme måde som tidligere. Faderen oplever patienten mere umotiveret, grinende og fjoget.


Der har tidligere været forsøgt behandling med Leponex, efter at vi først måtte give patienten Neupogen (knoglemarvsfremmende) pga. patientens lave antal neutrofile granulocytter.


Leponexbehandlingen blev forsøgt igennem 1/2 år, hvorunder patienten faktisk kun blev dårligere.


Der har endvidere været forsøgt behandling med Zyprexa og Cisordinol.


Da patienten var helt ung, fra 16 års-alderen, var han i behandling Zyprexa med god effekt. Ud fra journalnotater fremgår det, at patienten gentagne gange droppede ud af behandlingen, når han blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling i Ålborg.


Efterhånden har Zyprexa vist sig ikke at kunne hjælpe patienten.


Indimellem siger patienten selv, at han har brug for medicin, da han er syg. »Han vil gerne have noget god hjernemedicin«. Generelt er der ikke problemer med at få patienten til at tage medicinen. 


Indimellem når pt. er svært forpint af et voldsomt psykotisk virvar, behandles han med injektion Zeldox i.m., evt. kombineret med Rivotril. Dette har sædvanligvis en god virkning på ham, men også dette har efterhånden aftagende virkning. Det har således igennem de sidste par måneder været nødvendigt at give Zeldox gentaget med 1 times mellemrum (max 2 gange på et døgn).


Vi har netop i dag haft en større klinisk konference omkring patienten for at vurdere hvilke behandlingstiltag, der er mulige. Umiddelbart er det helt indlysende, at det der må satses på, er den psykofarmakologiske behandling, hvor jeg mener, at de nuværende tilgængelige præparater er forsøgt og at jeg derfor kun finder mulighed for at øge Trilafondosis og reducere Zeldox, da den sidste øgning i Zeldox ikke har hjulpet, idet patienten nærmest er blevet dårligere i den periode, han har fået en øget Zeldoxdosering.


Supplerende kan det nævnes, at patienten sideløbende igennem de sidste år, har været i behandling med stemningsstabiliserende medicin, tabl. Deprakine Retard 1000 mg i døgnet.


Patienten er tidligere blevet CT-scannet og der er foretaget EEG, hvor der ikke er fundet noget abnormt, udover at EEG'et var påvirket af, at patienten på det pågældende tidspunkt var i Leponexbehandling.


Patienten har tidligere fået elektrochok, dog ikke under indlæggelsen på Sikringen. Der var ikke blivende effekt af dette (udover et par uger).


Igennem de sidste uger har patienten været truende, såvel med knytnæve som med et meget skulende udseende og indtagelse af boksestilling. Han har foretaget et konkret udfald mod personalet indenfor den sidste måned.«


I Retslægerådets erklæring af 17.07.2007 er anført:


»Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet til tidligere udtalelser, senest af 29.03.04, og nu på grundlag af erklæringer af 16.05.07 og 19.06.07 fra ledende overlæge Benedikte Volfing, Retspsykiatrisk afdeling, Nykøbing Sjælland udtale, at A har opholdt sig i Sikringsafdelingen siden 2001, hvor der blev udstedt farlighedsdekret. Han lider af skizofreni og har været søgt behandlet med de mest potente antipsykotisk virkende præparater. Den aktuelle behandling hermed i form af to præparater, der begge gives i ganske høj dosering, kombineres med stemningsstabiliserende medicin. Han har en vis forståelse for sit behov for medikamentel behandling. Til trods for denne er han fortsat svært præget af sin psykiske lidelse. Han har forestillinger om, at personalet invaderer hans krop, og han er bange for at blive opslugt af jordens indre og for at træerne vælter ind gennem vinduerne og tilintetgør ham. Han er urenlig med vandladning og smører sin afføring ud over badeværelset. Hans hukommelse forringes, og han spørger mindre og mindre til sin fortid og sin familie. For at give ham en smule rå må han jævnligt fikseres, men fikseringsperioderne har i det sidste års tid kunnet reduceres til 3-4 timer dagligt. Han er blevet bedre til at deltage i forskellige aktiviteter - for eksempel motionscykel - men efter 15-30 minutter bliver han for usamlet til at fortsætte. Han er svært tilbøjelig til at blive angst og har - muligt på dette grundlag - i de seneste uger været truende og har foretaget udfald mod personalet. Det vurderes, at han fortsat har behov for at opholde sig i meget rolige og stabile rammer.


På baggrund af A's svære sindssygdom og ustabile tilstand, skal Retslægerådet anbefale, at farlighedsdekretet opretholdes.«


Under sagen er der afgivet forklaring af overlæge Bjarne Christensen og kontaktperson og pædagog P, bistandsværgen og sagsøgerens far.


Overlæge Bjarne Christensen har forklaret, at der er sket en forværring af sagsøgerens tilstand i september 2007. Han har haft alvorlige udfald mod personalet. Første gang den 27. september 2007, hvor sagsøgeren i forbindelse med medicinering pludselig og uvarslet slog ud efter et personalemedlem. Sagsøgeren var på det tidspunkt ikke fikseret, men var isoleret på sin stue. Personalemedlemmet blev ramt af flere slag, herunder af slag i hovedet. Den anden episode fandt sted den 8. oktober 2007, hvor der i journalen anført, at sagsøgeren har slået ud og sparket og prøvet at nikke skaller over for personalet. Der har under hele sagsøgerens ophold på Sikringsafdelingen været tvangsforanstaltning over for ham. Han har ikke været i fuld fællesskab på noget tidspunkt. Man har haft en konference, hvor det er drøftet at ændre medicineringen, idet den anvendte medicin ikke skønnes at have ordentlig effekt. Man vil skifte til et ældre præparat, Serenase. Det vil ske over en længere periode, hvor den hidtil givne medicin nedtrappes og Serenasen optrappes. Det er meningen, han skal have Serenase i store doser. Serenase er et meget potent antipsykotisk middel, men det kan have bivirkninger. Såfremt han får bivirkninger i form af døsighed, stivhed og uro i benene, kan der gives bivirkningsmedicin. Der er endnu ikke tydelig effekt af den ændrede medicinering. Det er overlægens vurdering, at der vil gå minimum et år, forudsat at den ændrede medicinering forløber godt med god effekt. Under den forudsætning skal medicineringen ske over i hvert fald 6 måneder, og derudover skal der 6 måneders stabilitet til, før man kan overveje at anbefale udskrivning. Men det er mere sandsynligt, at der vil gå længere tid.


Pædagog og kontaktperson P har forklaret vedrørende episoden den 27. september 2007, at slagene mod hans kollega, som vidnet overværede, var pludselige og uvarslede. Der var tale om gentagne slag. Vidnet, der er vant til at se aggressionstegn, kunne ikke se nogen tegn på aggression på sagsøgeren. Så udfaldene kom helt uvarslet.


Sagsøgerens far har forklaret, at sagsøgeren ikke er en farlig mand. Det er farens ønske, at sagsøgeren får sin frihed igen, og faren vil gerne tage ansvaret for, at han få et stabilt miljø. Sagsøgeren vil få det bedre, hvis han kommer ud.


Bistandsværgen (sagsøgerens bror) har fremhævet, at sagsøgeren kun er farlig under sygehusets tag. Han har aldrig været farlig ude i samfundet. Han har nu været isoleret i ca. 8 år. Han er en meget intellektuel person og familien vil kunne passe ham, såfremt han udskrives.


Procedure.


Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Justitsministeriets afslag på ophævelse af farlighedsdekret kendes ulovligt gjort. Specielt betingelsen vedrørende farlighed er ikke opfyldt. Sagsøgeren er alene dømt for overtrædelse af straffelovens § 244, og dette kan ifølge reglerne for farlighedsdekret ikke give anledning til at udstede et farlighedsdekret. Ved ophævelse af farlighedsdekretet vil sagsøgeren skulle overføres til et andet psykiatrisk sygehus.


Sagsøgte har ikke været repræsenteret af advokat under sagen.

Rettens begrundelse og afgørelse:


Efter bevisførelsen, herunder lægeerklæringerne, lægges til grund, at sagsøgeren fortsat opfylder betingelserne for farlighedsdekret, samt at mindre indgribende foranstaltninger ikke har været tilstrækkelige. Retten har lagt vægt på de entydige lægelige erklæringer om sagsøgerens sygdom og farlighed og på det oplyste om, at sagsøgeren fortsat er årsag til uvarslede voldelige episoder, samt at Sikringsafdelingen fortsat har skønnet, at det er nødvendigt at fiksere sagsøgeren i perioder af hensyn til frygt for vold fra sagsøgeren. Betingelserne i lovens § 40 findes derfor opfyldt, og sagsøgtes nægtelse af at ophæve farlighedsdekretet godkendes som lovligt gjort.

Thi kendes for ret:


Justitsministeriets nægtelse den 09.08.2007 af at ophæve farlighedsdekretet af 19.11.2001 vedrørende sagsøgeren, A, godkendes som lovligt gjort.


Ingen part betaler omkostninger til den anden part.

Østre Landsrets dom.


Indledning og påstande


Holbæk Rets dom af 24. oktober 2007 - - - er anket af A med påstand om, at Justitsministeriets afslag af 9. august 2007 på ophævelse af farlighedsdekret afsagt den 19. november 2001 over A kendes ulovligt.


Indstævnte, Justitsministeriet, har påstået stadfæstelse.


Efter landsrettens bestemmelse er sagen fremmet uden A's tilstedeværelse, jf. retsplejelovens § 470, stk. 4.


Supplerende sagsfremstilling


Det fremgår af Retten i Nykøbing Sjællands dom af 18. januar 2002, hvorved Justitsministeriets afgørelse af 19. november 2001 om anbringelse af A i Sikringsafdelingen blev prøvet, at der til brug for Justitsministeriets afgørelse forelå en udtalelse af 19. november 2001 fra Retslægerådet, der havde udtalt følgende om A:


»at han er sindssyg, han lider af skizofreni. Han har siden 1997 flere gange langvarigt været indlagt på psykiatrisk sygehus, aktuelt således siden 31.12.1999. Han har i en lang periode været tvangstilbageholdt. Han frembyder trods adækvat behandling med to forskellige antipsykotisk virkende præparater meget udtalte sindssygdomssymptomer blandt andet i form af hallucinationer og vrangforestillinger. Han har under den snart to år varende indlæggelse været bæltefikseret i lange perioder på grund af aggressiv adfærd, og han har flere gange helt uprovokeret foretaget potentielt livstruende overfald på personalet, senest den 10.11.2001. Han er nu igen permanent bæltefikseret.


Retslægerådet finder, at A vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, og da mindre indgribende foranstaltninger har vist sig utilstrækkelige til at forebygge denne fare, skal Retslægerådet anbefale, at han overflyttes til Sikringsafdelingen, Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.«


Det fremgår af samme dom, at A ved Retten i Aalborgs dom af 8. november 2001 i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, blev idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 244 (knytnæveslag og kvælertag den 17. oktober 2000) og § 119, stk. 1 (10 til 12 knytnæveslag i ansigt og nakke den 16. august 2001).


Det fremgår af Retten i Nykøbing Sjællands dom af 22. september 2004, hvorved Justitsministeriets afgørelse af 1. april 2004 om nægtelse af ophævelse af afgørelsen blev prøvet, at der til brug for Justitsministeriets afgørelse forelå en udtalelse af 29. marts 2004 fra Retslægerådet, hvori blandt andet er anført, at A var »næsten dagligt fikseret flere timer, men foretager på trods heraf indimellem personfarlige udfald mod pleje-personalet, sidst i februar 2004«.


Det fremgår af Retten i Holbæks kendelse af 9. maj 2007, hvorved længstetiden for den idømte foranstaltning blev forlænget med 2 år, at der til brug for sagen forelå en erklæring af 12. marts 2007 fra overlæge Volfing, Sikringsafdelingen, hvoraf blandt andet fremgår, at A flere gange har slået personalet, sidst den 7. marts 2007. Det fremgår endvidere af kendelsen, at overlæge Bjarne Christensen, Sikringsafdelingen, under sagen blandt andet har forklaret, at det ikke kan tilrådes, at A får ophold andre steder end på Sikringsafdelingen, idet man der har en behandlingsmåde, som man ikke har andre steder. F.eks. kan man låse døren til patientens rum.


Afdelingslæge Balling, Sikringsafdelingen, har på indstævntes foranledning afgivet en supplerende udtalelse af 18. januar 2008 om A. Heri er blandt andet anført følgende:


». . . der har ikke været indgivet politianmeldelse mod A.


. . .


Om A's aktuelle forhold kan siges, at patienten fortsat er svært psykotisk og forpint af sin tilstand. Han er hallucineret på flere sanser, således både på synet og hørelsen samt ved berøring. Derudover har han paranoide vrangforestillinger og kropslige vrangforestillinger. Tillige er han svært tankeforstyrret og tankeforstyrret, hvorfor det er meget svært at opretholde en kontakt med ham og givet fald kun ganske kortvarigt.


Patienten er i behandling med 2 potente antipsykotika, uden at det endnu har væsentligt effekt på hans sindssygelige symptomer. Gennem tilpasninger af miljøet omkring patienten, således med tæt kontakt til personalet, i det omfang patienten magter det, begrænsning af stimuli, som ellers kan forværre hans psykotiske oplevelser, samt hjælp til helt elementær personlig pleje, som han ikke selv magter, arbejdes der intenst på at stabilisere patientens tilstand. Patientens udfald mod personalet sker på baggrund af hans psykotiske tilstand, hvor han misopfatter omgivelserne, mener at han bliver slået, at personalet lader deres vand ud over ham, at jorden åbner sig under ham og opsluger ham, og at træerne uden for vinduet falder ned og knuser ham. Han har en oplevelse af, at personer omkring ham suger blod ud af ham.


Hans udfald er helt uforudsigelige og som regel netop et resultat af en pludselig opstået vrangforestilling, der fylder patienten med angst, hvorefter han må forsvare sig. Således for at forebygge yderligere ganske alvorlige udfald fra patienten mod personalet og medpatienter, går patienten således med håndremme i dagtiden, og ved fast vagt er han bæltefikseret.


. . .


Der medsendes . . . »Politik for anmeldelse til politiet af voldsepisoder i retspsykiatrisk afdeling«. I henhold til denne politik, hvor det drejer sig om en svært psykotisk patient, er episoderne med A's udadreagerende adfærd ikke blevet politianmeldt.


. . .


Det skønnes ikke forsvarligt, at A giver fremmøde til retsmødet i Østre landsret, da hans psykiske tilstand er så dårlig og ustabil, at han kun magter samvær med andre mennesker på Sikringsafdelingen med relativt korte perioder.«


Retslægerådet har på grundlag af denne erklæring afgivet en supplerende udtalelse af 1. februar 2008 med følgende indhold:


». . . at A igennem flere år og trods medikamentel behandling har været svært præget af sindssygdom med hallucinationer på syn, hørelse og berøringssans samt pinefulde vrangforestillinger, for eksempel om at personer omkring ham suger blod af ham. Hans forestillinger om at være genstand for overgreb bevirker, at han må forsvare sig med aggressive udfald, således at det er nødvendigt med hyppig brug af håndremme og fikserende bælte. Han er tankeforstyrret og hans kontaktevne er lidende, således at det er voldsomt angstprovokerende for ham at være sammen med andre mennesker, og efter kortere tids samvær, bliver han usamlet og forvirret.


På baggrund af ovennævnte skal Retslægerådet af hensyn til A's helbred ligesom afdelingslægen fraråde deltagelse i retsmødet den 07.02.08.«


Justitsministeriet har den 5. februar 2008 på baggrund heraf og efter indhentede udtalelser af 24. og 28. januar 2008 fra henholdsvis Nordjyllands Politi og Statsadvokaten for Nord- og Østjylland udtalt, at ministeriet ikke kan anbefale, at A i medfør af retsplejelovens § 470, stk. 4, bringes til stede under hovedforhandlingen.


Overlæge Bjarne Christensen, Sikringsafdelingen, har den 7. februar 2008 - grundet afdelingens akut opståede manglende mulighed for at give møde i landsretten - afgivet en erklæring, der har følgende indhold:


». . . A har gennem adskillige år været lidende af sindssygdommen skizofreni. Han har været indlagt på psykiatrisk hospital i Ålborg samt på Sikringsafdelingen, Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland på det af Justitsministeriet udstedte farlighedsdekret af d. 19.11.01.


Pågældende har vedvarende været plaget af et svært psykotisk tankeindhold bestående af hallucinatoriske oplevelser på adskillige sanser. Dertil kommer, at patienten har svære paranoide idéer og kropslige vrangforestillinger, således hans realitetsopfattelse er helt læderet og svært forstyrret. Pågældende er svært plaget og forpint af denne tilstand, som også ofte har ført til udadreagerende adfærd medførende forulempelse af personalet.


Det har derfor været nødvendigt at anvende tvangsmæssige foranstaltninger overfor pågældende, således også aktuelt, hvor pågældende i løbet af dagen i perioder er bæltefikseret til sin seng med fast vagt; dette er, når der opstår bedring i tilstanden afløst af korterevarende ophold i afsnittets opholdsstue med fast vagt, hvor man anvender håndremme, dertil også timer, hvor observanden kan være døraflåst og isoleret på egen stue for at skabe ro og begrænset stimuli omkring ham.


Tilstanden er således aktuelt, og også de seneste dage, som den har været igennem adskillige måneder og år, præget af ganske stor uforudsigelighed, hvor tilstanden kan veksle indenfor timer. Tilstanden er præget af uvarslede, uforudsigelige ændringer, også medførende pludselig udfald.


Man har således gennem årene forsøgt at behandle pågældendes tilstand med psykofarmaka i form af antipsykotika, både enkeltvis og kombinationer, som almindeligvis har en vis lindrende effekt på sådanne psykotiske tilstande, hvilket ikke har været tilfældet i denne tilstand. Det har ikke været muligt på noget tidspunkt at opnå en stabilitet i tilstanden, som har kunnet betyde, at man har ophørt med de tvangsmæssige foranstaltninger.


Pågældendes tilstand er således uændret kronisk invaliderende med svær reduktion af pågældendes sociale færdigheder og begrænsninger i hans muligheder for almindelig personlig hygiejne under badning og toiletbesøg, hvor han ofte forretter sin nødtørft pludseligt og uforudsigeligt på sit værelse.


Man har som omtalt forsøgt med intensiv psykofarmakabehandling samt miljøterapi og tvangsmæssige foranstaltninger, at forbedre denne tilstand, hvilket ikke har været muligt. Tilstanden er svingende og man har derfor ikke aktuelt fundet det forsvarligt og hensigtsmæssigt, både iht. risiko for forværring i pågældendes tilstand, men også med risiko for evt. udfald, at anbefale at patienten deltager i aktuelle retsmøde.


Det er heller ikke sandsynlig at forudsige om dette vil være muligt indenfor en overskuelig fremtid, idet prognosen aktuelt for patientens tilstand ikke kan forudsiges eller afgøres.


Man fortsætter uændret den intensive behandling, men denne lange varighed uden behandlingsresultat forringer prognosen.


Pågældende er vurderet også indenfor de seneste dage, og på baggrund af dette samt det langvarige ophold på Sikringsafdelingen, er denne erklæring afgivet.«


Den »Politik for anmeldelse til politiet af voldsepisoder i retspsykiatrisk afdeling«, som der er henvist til i afdelingslægens erklæring af 18. januar 2008, har blandt andet følgende indhold:


»Hvis en medarbejder udsættes for vold eller overgreb i afd. skal det altid hurtigst muligt føre til en drøftelse med sikkerhedsgruppen, bl.a. med henblik på evt. politianmeldelse. Såfremt man der når frem til, at politianmelde sagen skal afsnittets overlæge involveres.


Medarbejderne kan altid selv anmelde en voldsepisode.


Ved en ikke-psykotisk patient der bevidst har foretaget et overgreb eller har truet en medarbejder vil der sædvanligvis være grundlag for politianmeldelse. Hvis det drejer sig om en psykotisk patient vil det kræve flere overvejelser hvorvidt episoden skal politianmeldes. Spørgsmålet om hvorvidt en politianmeldelse kan føre til noget er ikke altid det afgørende i sagen, specielt ikke efter de tidsbestemte foranstaltninger (behandlingsdomme) er indført. Det kan være væsentligt, at indgive politianmeldelse selv for en anbringelsesdømt patient, idet en voldsepisode begået under indlæggelse kan medvirke til at foranstaltningen forlænges, hvis dette er hensigtsmæssigt.«


Bistandsværgen har til retten fremsendt materiale, herunder brev af 4. februar 2008 fra A's far.


Parternes og bistandsværgens synspunkter


A har gjort gældende, at der kun foreligger oplysninger om få konkrete episoder, hvor han har optrådt voldeligt, og i disse tilfælde har der ikke været tale om vold af særlig farlig karakter. Disse oplysninger dokumenterer ikke en sådan kvalificeret farlighed, som kræves efter lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 40 og forarbejderne hertil, at det kan begrunde fortsat opretholdelse af den meget indgribende foranstaltning, som farlighedsdekretet er. Heller ikke de mere generelle udtalelser om A beskriver en sådan voldsomhed, at der efter en samlet bedømmelse er dokumenteret en sådan farlighed. Det må ved vurderingen heraf tages i betragtning, at der nu har været en meget lang periode uden nogen politianmeldelse mod A, hvilket må fortolkes således, at der ikke har været sager af tilstrækkelig alvor til en politianmeldelse. Endelig bør det tillægges vægt, at behandlingen på Sikringsafdelingen ikke har været vellykket, og at der efter det foreliggende ikke er udsigt til bedring. Det må antages, at en mindre indgribende foranstaltning end anbringelse på Sikringsafdelingen er tilstrækkelig.


Indstævnte har gjort gældende, at A efter de foreliggende lægelige udtalelser, herunder Retslægerådets udtalelser, fortsat har så voldsomme og uforudsigelige reaktioner, at betingelserne i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 40 fortsat er opfyldt. A er dagligt bæltefikseret, og det må antages, at der ikke er andre steder, der kan håndtere ham. Det er ikke afgørende, at A kun er dømt for vold efter straffelovens § 244, idet det ikke giver nogen sikkerhed for karakteren af eventuel fremtidig vold, og det er heller ikke afgørende, at der ikke er sket politianmeldelser, mens A har været i Sikringsafdelingen.


Bistandsværgen har anført, at det er malplaceret, at A er på Sikringsafdelingen. A er ikke en af landets farligste personer. Den begrænsede farlighed, der er, er kun over for sygehuspersonalet, som A opfatter som farlige personer. Man kan se, at A bliver angst, når han ser personalet. I sin tid betroede familien A til sundhedsvæsenet, i tillid til at det ville hjælpe A. På grund af kulturkløften opstod der noget tumult, der må betegnes som småting. Der blev et fordomsfuldt forhold mellem A og hospitalet, og A blev flyttet til Sikringsafdelingen. Han har senest besøgt A den 6. februar 2008. A er meget opgivende og tror ikke længere på, at han kommer ud fra Sikringsafdelingen. Hvis A kommer ud, kan og vil familien tage sig af ham. Der er ingen fremtid for A i at være på Sikringsafdelingen.

Landsrettens bemærkninger:


De nugældende betingelser for, at Justitsministeriet kan træffe afgørelse om anbringelse af personer i Sikringsafdelingen, blev indført ved lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Lovforslaget hertil, fremsat den 26. oktober 1988, indeholder følgende almindelige bemærkninger herom:


»1.1. Lovforslaget har til formål at styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling m.v. . . .


I forhold til den gældende lov om sindssyge personers hospitalsophold, der er fra 1938, vil lovforslaget bl.a. indebære, at betingelserne for at anvende tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skærpes og præciseres.


. . .


Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og betænkning nr. 1109/1987, der indeholder en afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.


. . .


3.2.2. . . .


Udvalgsflertallet foreslår endvidere, at den særlige adgang, som Justitsministeriet er tillagt i medfør af sindssygelovens § 10 og § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland til at træffe bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige sindssyge på sikringsanstalten, opretholdes med en sproglig præcisering, dog således at der indføres obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse. Udvalgets forslag til lovregler findes i kapitel 11 i udvalgets lovudkast, se betænkning nr. 1109/1987, s. 31-32 med tilknyttede bemærkninger s. 104-107 og betænkning nr. 1068/1986, s. 258 ff.


. . .


3.3. Justitsministeriet kan i det hele tiltræde de forslag, som udvalget har stillet både for så vidt angår de materielle betingelser for frihedsberøvelse som med hensyn til de regler, der er foreslået til forbedring af indlæggelsesproceduren.


. . .


For så vidt angår spørgsmålet om anbringelse af ekstraordinært farlige personer på sikringsanstalten henvises til lovforslagets §§ 40 og 41.«


Under de særlige bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser er vedrørende §§ 40 og 41 anført blandt andet følgende:


»Efter de gældende bestemmelser i sindssygelovens § 10, sammenholdt med § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland, har Justitsministeriet en adgang til at træffe bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige sindssyge mænd på sikringsanstalten. Denne særlige adgang til i helt ekstraordinære tilfælde at udfærdige de såkaldte farlighedsdekreter, der i perioden 1974-1984 ikke har været anvendt i mere end højst 8 tilfælde om året, foreslås opretholdt med en sproglig præcisering og således, at der som en yderligere retsgaranti indføres obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse af Justitsministeriets afgørelse om anbringelse.


I praksis anvendes farlighedsdekreter navnlig over for personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en strafferetlig foranstaltning efter straffelovens § 68. Bestemmelse om anbringelse på sikringsanstalten kan dog også træffes over for andre personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling, uanset om de er frihedsberøvede eller frivilligt indlagte. . . .


Den grundlæggende betingelse for at træffe en sådan administrativ bestemmelse om anbringelse på den sikringsanstalt, der er knyttet til Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, er, at den pågældende person er sindssyg.


Endvidere kræves det, at den sindssyge vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Der er tale om et kvalificeret farlighedsbegreb, der ikke omfatter selvmordsfare.


Der skal foreligge en vedvarende mere kvalificeret og konkret farlighed rettet mod andres liv eller legeme. Det er endvidere en betingelse, at denne farlighed ikke kan imødegås eller afværges ved andre mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i sikringsanstalten.


Omfattet vil navnlig være personer, som under ophold på psykiatrisk afdeling har gjort sig skyldig i manddrab, voldtægt eller legemsbeskadigelse eller i forsøg herpå, jf. straffelovens §§ 237, 216, 245, 246, eller som truer med at begå sådanne handlinger, således at det fremkalder alvorlig og velbegrundet frygt for andres liv eller velfærd, jf. straffelovens § 266. Forvolder en sindssyg lignende fare for andres liv eller legeme ved almenfarlige handlinger, f.eks. brandstiftelse, jf. straffelovens §§ 180 og 181, vil dette også kunne begrunde anbringelse i sikringsanstalten.


Den farlighed, der udløser farlighedsdekretet, vil undertiden, men ikke altid, medføre, at der rejses en selvstændig straffesag eller - hvis den pågældende i forvejen er undergivet en strafferetlig foranstaltning - sag om foranstaltningsændring. I så fald vil farlighedsdekretet ofte blive afløst af en strafferetlig foranstaltning, indledningsvis typisk i form af et varetægtssurrogat og senere i form af en foranstaltning efter straffelovens § 68.


Ligesom hidtil bør det ved valget mellem farlighedsdekret og strafferetlig forfølgning foretrækkes, at der gennemføres en strafferetlig forfølgning, hvor dette efter den udviste adfærd findes påkrævet. Der er imidlertid utvivlsomt et behov for i et begrænset antal tilfælde på grundlag af et farlighedsdekret meget hurtigt at kunne overføre virkeligt farlige sindssyge fra psykiatrisk sygehusafdeling eller fra en af kriminalforsorgens institutioner til sikringsanstalten.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.2.2. og 3.3. og til betænkning nr. 1109/1987, side 104-107.«

I Principbetænkning om tvang i psykiatrien, betænkning nr. 1068/1986, kap. 8 om anbringelse på sikringsanstalten, side 258 ff., er blandt andet anført følgende:


»4. Materiale fra sikringsanstalten.


. . .


Udvalget har tillige fra overlæge Haugen i forbindelse med besøget på sikringsanstalten modtaget en oversigt i anonymiseret form bl.a. indeholdende en kort karakteristik af de personer, der på et givent tidspunkt (oktober 1984) opholdt sig på sikringsanstalten i henhold til farlighedsdekret. I et forsøg på at illustrere og give et vist indtryk af, hvilke personer der afsiges farlighedsdekret over, skal her kort refereres nogle typiske eksempler fra oversigten:


»34-årig skizofren. Talrige psykiatriske indlæggelser bag sig, udviklet farlig adfærd, herunder kvælningsforsøg over for kvindelig overlæge. Stadig svært psykotisk med opløst tankegang og tidvis truende adfærd.


Opholdstid 9 år.«


. . .


»28 årig skizofren. Talrige hospitalsindlæggelser bag sig, ofte svært hallucineret og uberegneligt voldsom. Farlighedsdekret august 1983 efter gentagne uberegnelige overfald på personale og medpatienter. Svært behandlelig, stadig svingende tilstand, overvejende rolig, men tidvist uforudsigelige, lynhurtige udfald mod omgivelserne. Har netop været domstolsprøvet.


Opholdstid 1 1/4 år.«


. . .


5. Udvalgets overvejelser og konklusion.


. . .


Udvalget finder, at en strafferetlig forfølgning, hvor dette efter adfærdens art findes påkrævet, fortsat må foretrækkes frem for en anvendelse af adgangen til at afsige farlighedsdekret, jfr. oven for justitsministeriets cirkulære af 25. februar 1958, men der er efter udvalgets overvejelser ingen tvivl om, at den praksis, der har udviklet sig vedrørende anvendelsen af adgangen til at udstede farlighedsdekreter, dækker et behov for i et ret begrænset antal tilfælde meget hurtigt at kunne træffe den vidtgående sikkerhedsforanstaltning at overføre visse virkeligt farlige sindssyge fra almindelig psykiatrisk sygehusafdeling eller kriminalforsorgsinstitution til sikringsanstalten.


Endvidere bør fremhæves den fordel, der ligger i, at farlighedsdekreter kan ændres eller ophæves ved en hurtig administrativ procedure. Alternativet til et farlighedsdekret vil ofte være en domstolsafgørelse efter straffelovens § 68 eller § 72 til anbringelse i sikringsanstalten, og det har i praksis vist sig betydeligt vanskeligere og mere tidskrævende for domstolene at ændre en sådan foranstaltning, end det er for justitsministeriet at ændre/ophæve et afsagt dekret, når den pågældendes sindstilstand og adfærd samt hensynet til retssikkerheden giver grundlag herfor. Et farlighedsdekret er således som praksis har udviklet sig i almindelighed en mere fleksibel foranstaltning, der kan sikre, at sikringsanstaltens begrænsede kapacitet stedse anvendes til de patienter, der har størst behov for en sådan anbringelse.


Der kan derimod være god grund til at foretage den ændring af praksis, at den administrative beslutning om afsigelse af et farlighedsdekret kun gælder indtil videre, idet indbringelse for domstolene gøres til en obligatorisk foranstaltning. Prøvelse ved domstolene, hvor sagen behandles i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, bliver dermed den afgørende retsgaranti både med hensyn til de materielle og formelle betingelser, men tillige for så vidt angår skønnet over, om den udviste farlighed og oplysningerne om personens sindssygdom og hidtidige adfærd er af en sådan art, at det er nødvendigt, at den pågældende anbringes i sikringsanstalten. De betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig art, som der eventuelt efter nogles opfattelse kan være knyttet til at overlade det til en administrativ myndighed - her justitsministeriet - at træffe et så vidtgående indgreb som anbringelse i sikringsanstalten ved amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, får væsentlig mindre vægt, når der indføres en obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse. Som et rent midlertidigt og foreløbigt indgreb, der alene gælder indtil rettens afgørelse er truffet, har udvalget ikke fundet grundlag for at ophæve justitsministeriets adgang til at afsige farlighedsdekreter.


. . .


De materielle betingelser for afsigelse af farlighedsdekret bør fortsat være sindssygdom og en kvalificeret udadrettet farlighed. . . .


. . .

Under hensyn til indgrebets karakter og af hensyn til den retssikkerhed, som de tvangsanbragte har krav på, bør det materielle farekriterium ikke være så lidet specifikt som det udtryk, der nu anvendes. Fare for retssikkerheden kan fortsat anvendes som overskrift eller som det generelle krav, men af hensyn til domstolenes efterprøvelse er det ønskeligt nærmere at angive, hvad der kræves opfyldt eller hvilke farer, der tænkes på ved et udtryk som fare for retssikkerheden. Udvalget har ikke efter gennemgangen af praksis fundet anledning til, hverken helt eller delvis, at tage afstand fra denne, men har alene af principielle grunde fundet det rigtigst i loven at søge at præcisere, hvornår frihedsberøvelse ved anbringelse på sikringsanstalten kan finde sted.


Anbringelse på sikringsanstalten i henhold til farlighedsdekret afsagt af justitsministeriet bør forbeholdes personer, som er sindssyge, og som mere vedvarende er konkret farlige for andre menneskers liv og legeme. Det bør endvidere være en betingelse, at der er tale om farlighed, som ikke kan imødegås på betryggende måde ad anden vej. Det drejer sig navnlig om personer, som har gjort sig skyldig i manddrab, voldtægt eller legemsbeskadigelse eller i forsøg herpå, jfr. straffelovens §§ 237, 216, 245 og 246, eller som truer med at begå sådanne handlinger, således at der fremkaldes alvorlig og velbegrundet frygt for andres liv eller velfærd, jfr. straffelovens § 266.


Det kan efter omstændighederne også være nødvendigt at afsige farlighedsdekret over for sindssyge, der forvolder lignende tilsigtet fare for personer ved andre former for almenfarlige handlinger som f.eks. brandstiftelse, hvorimod den blotte fare for selv omfattende hærværk og materiel skadeforvoldelse ikke kan komme i betragtning.


Ikke enhver vold mod sagesløs kan anses for tilstrækkelig, men er der tale om flere voldshandlinger eller en enkelt, som af mere tilfældige grunde ikke har resulteret i legemsbeskadigelse, men hvor handlingen efter dens art, udførelse og de anvendte midler, f.eks. kvælergreb eller brug af våben, lige så vel kunne have medført skade på legeme, kan anbringelse på sikringsanstalten efter de nærmere omstændigheder dog være indiceret.


Ved fare for retssikkerheden forstås en ikke blot forbigående, alvorlig fare for andre personers liv, legeme eller helbred.


Når efterfølgende indbringelse for domstolene gøres obligatorisk, synes der ikke at være noget særligt hensyn, som taler for at begrænse adgangen til afsigelse af farlighedsdekreter til personer, der i forvejen er undergivet en strafferetlig foranstaltning. Det afgørende hensyn må her være den fare, som den sindssyge udgør i forhold til andre mennesker. Er den så kvalificeret, som foran anført, og kan man ikke på adækvat vis beskytte samfundet mod denne fare ved andre og mindre indgribende foranstaltninger, bør anbringelse på sikringsanstalten finde sted. Dette er påkrævet primært af hensyn til medpatienter, personale og andre borgere, men tillige af hensyn til den sindssyge selv, fordi han ved anbringelse på sikringsanstalten på en gang undgår at volde skade på andre mennesker og samtidig opnår anstændige forhold, hvor der anvendes mindst mulig mekanisk tvang mod ham.«


I betænkning nr. 1109/1987, »Afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien«, er på side 104 ff. anført blandt andet følgende bemærkninger til lovudkastets regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer:


»Bestemmelserne, der regulerer adgangen til at afsige de såkaldte farlighedsdekreter, svarer med sproglige ændringer til § 10 i principbetænkningens udkast til lovregler. Spørgsmålet er mere udførligt behandlet i betænkningens kapitel 8, s. 258 ff., hvortil der i det hele henvises.
. . .

Bestemmelserne svarer til den nugældende lovs § 10, bortset fra en sproglig præcisering, og tænkes ikke anvendt i videre omfang end efter nugældende praksis. Det har i perioden 1974-1984 drejet sig om ikke over 8 og i gennemsnit kun 3 tilfælde om året. . . .


Reglen kan kun bringes i anvendelse rent undtagelsesvis og kun over for sindssyge personer, der er ekstraordinært farlige for andre. Reglen omfatter kun personer, der er aktuelt sindssyge, d.v.s. der skal foreligge psykose på det tidspunkt, hvor farlighedsdekretet afsiges. Selv om man fortsat må foretrække, at der gennemføres strafferetlig forfølgning, hvor dette efter den udviste adfærd findes påkrævet, er der utvivlsomt behov for i et begrænset antal tilfælde meget hurtigt at kunne overføre virkeligt farlige sindssyge fra psykiatrisk sygehusafdeling eller fra en af kriminalforsorgens institutioner til sikringsanstalten.


Det hidtidige kriterium - fare for retssikkerheden - er ikke specifikt, men angiver kun det, der er hovedsigtet med bestemmelsen. Udvalget har efter at have gennemgået praksis ikke fundet anledning til, hverken helt eller delvis, at tage afstand fra denne, men har af principielle grunde fundet det rigtigst i loven at søge at præcisere, hvornår frihedsberøvelse i form af anbringelse på sikringsanstalten kan finde sted.


I § 41, stk. 1, foreslås kriteriet udformet således, at det alene omfatter sindssyge personer, der vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Det drejer sig navnlig om personer, som har gjort sig skyldig i manddrab, voldtægt eller legemsbeskadigelse eller i forsøg herpå, jfr. straffelovens §§ 237, 216, 245, 246, eller som truer med at begå sådanne handlinger, således at der fremkaldes alvorlig og velbegrundet frygt for andres liv eller velfærd, jfr. straffelovens § 266. Forvolder en sindssyg lignende fare for andres liv eller legeme ved almenfarlige handlinger som f.eks. brandstiftelse, jfr. straffelovens § 180, vil dette også kunne begrunde anbringelse i sikringsanstalten. Der skal foreligge en vedvarende mere kvalificeret og konkret farlighed rettet mod andres liv eller legeme. Det er endvidere en betingelse, at denne farlighed ikke kan imødegås eller afværges ved andre mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i sikringsanstalten.«


Efter de foreliggende lægelige oplysninger, herunder de udtalelser, Retslægerådet i tiden tilbage fra 2001 har afgivet vedrørende A, lægges det til grund, at han gennem mange år har lidt af og under flere indlæggelser forud for anbringelsen på Sikringsafdelingen er blevet behandlet for sindssygdommen skizofreni. Tilstanden har ikke bedret sig væsentligt under hans anbringelse på Sikringsafdelingen. A's tilstand har bevirket, at han gentagne gange i løbet af anbringelsen uforudsigeligt og pludseligt er blevet aggressiv og har gjort voldelige udfald mod plejepersonalet, hvilket i nogle tilfælde har resulteret i, at han har ramt Sikringsafdelingens personale med slag. Ved Retten i Aalborgs dom af 8. november 2001 blev A i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 244 (knytnæveslag og kvælertag den 17. oktober 2000) og § 119, stk. 1 (10 til 12 knytnæveslag i ansigt og nakke den 16. august 2001).


Når dette sammenholdes med dels oplysningerne i betænkning 1068/1986 om Justitsministeriets praksis før ikrafttrædelsen af lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, hvilken praksis ifølge forarbejderne til den nævnte lov ikke er tilsigtet ændret, dels den afgrænsning af farekriteriet, der findes i forarbejderne, mest udførligt i betænkning 1068/1986 på side 273-274, findes betingelserne i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 40, stk. 1, for anbringelse af A på Sikringsafdelingen fortsat opfyldt.


Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom stadfæstes.


Sagens omkostninger for landsretten ophæves.