U.1996.1242V

V.L.D. 20. juni 1996 i anke 5. afd. B-0431-96

(Rørdam, John Vogter, Peter Roesen (kst.)).

P (adv. Thomas Martin Thomsen, Århus, e.o.) mod Århus Amt (adv. Steen Jørgensen, Århus Amt).

Århus Rets 3. afdelings dom 21. februar 1996.

P, der siden den 8. september 1995 har været tvangstilbageholdt på Psykiatrisk Hospital i Århus, har ved skrivelse af 4. januar 1996 begæret frihedsberøvelsens lovlighed prøvet ved retten, jf. retsplejelovens kapitel 43 a.

Århus Amt har ved skrivelse af 11. januar 1996 indbragt spørgsmålet om lovligheden af tvangstilbageholdelsen for retten.

Århus Amt har nedlagt påstand om, at tvangstilbageholdelsen kendes lovligt iværksat og efterfølgende opretholdt i medfør af psykiatrilovens §5, nr. 1, jf. §10, stk. 1. Såfremt tvangstilbageholdelsen måtte kendes ulovlig, har Århus Amt påstået anke tillagt opsættende virkning i medfør af retsplejelovens §475, stk. 4.

P har principalt påstået tvangstilbageholdelsen den 8. september 1995 og de efterfølgende beslutninger om tvangstilbageholdelse kendt ulovlige, da betingelserne herfor efter psykiatrilovens §5, nr. 1, ikke er eller har været til stede. Subsidiært har P påstået tvangstilbageholdelsen kendt ulovlig, da fristen for amtets indbringelse af sagen for retten i retsplejelovens §469, stk. 2, ikke er overholdt, og mere subsidiært, at tvangstilbageholdelsen kendes ulovlig fra den 3. november 1995, da fristen for revurdering på 4 uger efter psykiatrilovens §21 ikke er overholdt.

P, der er 34 år, har siden 1987 været indlagt 21 gange tidligere på psykiatriske afdelinger med diagnosen paranoid skizofreni. Hun er nu for 14. gang indlagt på Psykiatrisk Hospital i Århus, efter at hun frivilligt blev indlagt den 6. september 1995. Da hun den 8. september 1995 begærede sig udskrevet, traf overlæge Anita Weeke beslutning om tvangstilbageholdelse. Beslutningen er efterfølgende revurderet på 3. dagen, den 11. september 1995, på 10. dagen, den 18. september 1995, på 20. dagen, den 28. september 1995, på 30. dagen, den 6. oktober 1995, og herefter den 6. november 1995, 6. december 1995, 3. januar 1996 og 2. februar 1996. P har 2 gange tidligere under indlæggelsen begæret lovligheden af tvangstilbageholdelsen prøvet ved retten, men har tilbagekaldt begæringerne, inden retten har truffet afgørelse.

P har afgivet forklaring om sine forhold.

Retslægerådet har den 13. februar 1996 afgivet udtalelse i sagen. Udtalelsen er afgivet som supplement til et responsum af 7. december 1995, afgivet til retten i forbindelse med P's tidligere begæring om retslig prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed. I erklæringen af 13. februar 1996 anførtes blandt andet, at P er sindssyg og fortsat har behov for indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og at det ville have været uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde hende med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville være blevet væsentligt forringet.

Retten skal udtale:

Det må efter det oplyste lægges til grund, at P er sindssyg, og at tvangstilbageholdelsen var og fortsat er påkrævet af hensyn til udsigterne for helbredelse eller afgørende og betydelig bedring. Betingelserne for tvangstilbageholdelsen af P efter lov om tvang i psykiatrien §10, stk. 1, jf. §5, nr. 1, findes herefter at være opfyldt.

Retten må påtale, at Århus Amt ikke har overholdt fristen i retsplejelovens §469, stk. 2, men denne omstændighed findes ikke at kunne føre til, at tvangstilbageholdelsen er ulovlig.

Efter psykiatrilovens §21 har det til stadighed påhvilet overlægen at påse, at frihedsberøvelsen af P ikke opretholdes i længere tid end nødvendigt, og at gøre tilførsler herom til tvangsprotokollen hver 4. uge efter revurderingen den 6. oktober 1995. Retten finder det stærkt kritisabelt, at denne frist flere gange er overskredet, idet påtegning om revurdering først er tilført tvangsprotokollen 2-3 dage senere end 4 uger efter den seneste revurdering. Ved afgørelse af, om denne fristoverskridelse har gjort frihedsberøvelsen ulovlig, finder retten imidlertid at måtte vurdere, om tilsidesættelsen af de formelle krav til overlægens beslutninger om tilbageholdelse konkret har været så væsentlig, at beslutningerne må anses for ugyldige. Da retten som ovenfor anført finder, at de materielle krav til tilbageholdelse af P efter psykiatrilovens §10, stk. 1, jf. §5, nr. 1, har været til stede i hele den omhandlede periode, findes der ikke grundlag for at antage, at fristoverskridelserne har frihedsberøvet P i videre omfang, end hendes tilstand har givet grundlag for. Det er ikke under sagen oplyst, om P efter udløbet af 4-ugers-fristerne, og inden overlægens revurdering er ført til tvangsprotokollen, har anmodet om at måtte blive udskrevet. Derimod er det oplyst, at P 2 gange tidligere under indlæggelsen har tilbagekaldt en anmodning om at få frihedsberøvelsen prøvet ved domstolene. På den baggrund findes de kortvarige overskridelser af fristen i psykiatrilovens §21, stk. 2, ikke at have været af så væsentlig betydning, at beslutningerne om fortsat tilbageholdelse af P bør anses for ugyldige.

Som følge af det anførte finder retten herefter ikke grundlag for at fastslå, at tvangstilbageholdelsen af P er ulovlig.

Vestre Landsrets dom.

For landsretten har appellanten, P, gentaget sine påstande i 1. instans.

Indstævnte, Århus Amt, har påstået dommen stadfæstet.

Appellanten har supplerende forklaret, at tvangstilbageholdelsen ophørte den 29. februar 1996. Hun opholder sig nu på en åben afdeling på sygehuset og føler, at hun har det meget bedre. Hun får ikke så meget medicin som under tvangstilbageholdelsen. Hun har 2 gange tilbageholdt sin begæring om retlig prøvelse, fordi hun nok var nervøs for at møde i retten, og idet hun regnede med andre behandlingsvilkår under en anden reservelæge.

Overlæge Gertrud Krarup har forklaret, at appellanten ved tvangstilbageholdelsen og senere i løbet af efteråret var meget påvirket af sin sindssygdom. Appellanten har det i dag meget bedre og erkender sit behandlingsbehov. Den første beslutning om tvangstilbageholdelse blev truffet af overlæge Anita Weeke. Efterprøvelserne er foretaget af 1. reservelægerne Stefan Bjerrum, Preben Friis og Tove Lausen, der alle substituerede vidnet, når hun var på en anden afdeling. I sådanne tilfælde konfererer den pågældende læge med hende inden tilførslen til tvangsprotokollen. Beslutningen træffes således i disse tilfælde på hendes ansvar, selv om det er reservelægen, der underskriver tvangsprotokollen. Appellantens forhold er løbende blevet vurderet - ikke kun i forbindelse med den efterprøvelse, der skal finde sted efter loven, men dagligt med henblik på, om der fortsat var grundlag for tvangstilbageholdelse. Den efterprøvelse, der sker dagligt, adskiller sig i princippet ikke fra den efterprøvelse, der skal foretages efter loven. Hun har ikke mulighed for dagligt at tale med alle patienter. Den daglige afgørelse af behovet for tvangstilbageholdelse beror derfor i et vist omfang på oplysninger fra plejepersonalet.

Landsretten udtaler:

Af de grunde, der er anført i dommen, tiltrædes det, at tvangstilbageholdelsen af appellanten har været materielt berettiget, og at overskridelsen af fristen i retsplejelovens §469, stk. 2, ikke gør tvangstilbageholdelsen ulovlig.

Overlæge Krarups oplysninger om de daglige revurderinger, som ikke registreres ved protokoltilførsler, findes ikke at give tilstrækkelig sikkerhed for, at efterprøvelserne har opfyldt kravene i psykiatrilovens §21, stk. 1, og det tiltrædes derfor, at forskrifterne i §21, stk. 2, ikke har været overholdt. Under hensyn til den betydning, det af retssikkerhedsmæssige grunde må tillægges, at fristerne nøje overholdes, og at der på de foreskrevne tidspunkter sker en grundig og tilbundsgående undersøgelse af, om frihedsberøvelse fortsat er nødvendig, findes der at måtte gives appellanten medhold i, at tvangstilbageholdelsen efter den 3. november 1995 har været ulovlig.

Efter overlæge Krarups forklaring har hun været inddraget i efterprøvelsen af tvangstilbageholdelserne også på de dage, hvor tilførslerne til protokollen er underskrevet af en læge, der ikke var overlæge, og underskrivelsen må anses foretaget på hendes vegne. På dette punkt kan der derfor ikke gives appellanten medhold i, at tvangstilbageholdelserne har været ulovlige.