UfR 2011.2185 Ø
 

Ø.L.D. 15. april 2011 i anke 2. afd. B-2575-09

(Anne Thalbitzer, Hedegaard Madsen, Alex Puggaard (kst.)).

F (adv. Amdi Møller, Horsens, besk.) M (adv. Claus Allan Bonnez, Aarhus, besk.). mod Ankestyrelsen (Km.adv. v/adv. Lene Damkjær Christensen, Kbh.).


Retten i Næstveds dom 14. september 2009, BS 23-1079/2009.


Der har medvirket sagkyndige dommere ved behandling af sagen, jf. lov om social service § 170, stk. 1.


Sagens baggrund og parternes påstande


Den 7. april 2009 tiltrådte Ankestyrelsen i medfør af lov om socialservice § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 1 og 4, jf. pkt. 2, og § 62, stk. 2, at børn og unge-udvalget i X-by den 27. januar 2009 havde truffet beslutning om fortsat anbringelse uden for hjemmet af klagernes fælles barn, B, der er født den 5. december 1998, og at genbehandlingsfristens længde er 2 år fra Ankestyrelsens afgørelse at regne.


B har været anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke siden 25. oktober 2007. Han er i dag anbragt i familiepleje.


Sagsøgernes påstand er hjemgivelse af B, subsidiært nedsættelse af genbehandlingsfristen.


Sagsøgtes påstand er stadfæstelse.


Oplysningerne i sagen


Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.


Sagen er blevet gennemgået på grundlag af en af Kammeradvokaten udarbejdet redegørelse og med mulighed for, at sagsøgerne kunne komme med supplerende bemærkninger hertil.


I Ankestyrelsens afgørelse er anført blandt andet:


». . .


Begrundelse for afgørelsen om anbringelse


Vi vurderer, at B ikke kan bo hjemme, da det vil være skadeligt for ham, og da problemerne ikke kan løses på anden måde.


Årsagen til det er, at I begge på grund af begrænsede personlige ressourcer ikke kan give B tilstrækkelig omsorg samt sikre en stabil og forudsigelig hverdag i trygge rammer og derved give ham den ro og støtte, som han særligt har brug for.


Årsagen er desuden, at I begge på grund af psykiske vanskeligheder har svært ved at tilsidesætte jeres egne behov og I derfor mangler indføling med B's behov.


Årsagen er endvidere, at B er en dreng med følelsesmæssige og sociale vanskeligheder, og hans psykiske og personlighedsmæssige udvikling vil fortsat være truet, hvis ikke han mødes af voksne som kan stimulere, hjælpe og vejlede ham.


Vi henviser til, at B er en stille dreng, som har svært ved at følge med på det faglige område. Han undertrykker sine følelser og har svært ved at indgå i relationer med andre børn. B har behov for rammer og struktur i dagligdagen.


Vi henviser endvidere til, at du M har en personlighedsforstyrrelse og at det skønnes, at du har brug for langvarig psykiatrisk/psykologisk behandling for at lære at forandre dine handlemønstre. Du har endvidere forsøgt selvmord.


Vi henviser endeligt til, at du F har psykiske vanskeligheder og at det vurderes, at du har brug for omfattende støtte i forhold til din psykiske tilstand samt i forhold til din begrænsede indsigt i egne vanskeligheder og børnenes behov.


Vi henviser til, at det er beskrevet at jeres indbyrdes forhold fortsat er præget af uenigheder og konflikter, og at I ikke har været i stand til at drage nytte af den støtte og hjælp I har fået dels i hjemmet dels under ophold på familieinstitution. 


Oplysningerne om B fremgår af undersøgelsesrapport fra september 2007 fra psykolog O og udtalelse af psykolog P, 5. januar 2009.


Oplysningerne om dig, M, fremgår af udtalelse af 23. august 2007, fra familieinstitutionen - - -, erklæring af 29. august 2007 fra speciallæge i psykiatri L, undersøgelsesrapport fra september 2007 fra psykolog O og udtalelse af psykolog S, 24. januar 2009.


Oplysningerne om dig, F, fremgår af erklæring af 15. maj 2007 fra speciallæge i psykiatri T, udtalelse af 23. august 2007 fra familieinstitutionen - - - og af undersøgelsesrapport fra september 2007 fra psykolog O.


Vi har brugt servicelovens regel om, at børn og unge-udvalget uden samtykke kan beslutte, at et barn eller en ung skal være anbragt uden for hjemmet. Det er en betingelse, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges udvikling på grund af forhold i hjemmet eller hos barnet eller den unge selv. Det er desuden en betingelse, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge bor hjemme.


Begrundelse for afgørelsen om genbehandlingsfrist


Vi vurderer, at der ikke er grund til at fravige hovedreglen om, at børn og unge-udvalget skal afgøre sagen igen inden 2 år.


Årsagen til det er, at der ikke er oplysninger i sagen, der tyder på at jeres forhold vil ændre sig væsentligt inden for denne periode.


Årsagen er desuden, at B har brug for stabilitet, tryghed og omsorg i en længere periode.


Oplysningerne om at der skal foretages en nærmere psykiatrisk udredning af B og M herunder udredning for ADHD, som skal belyse jeres behandlingsmæssige muligheder, ændrer ikke på denne afgørelse.


Vi henviser til, begrundelsen for anbringelsen ovenfor.


Vi har brugt servicelovens regler om, at børn og unge-udvalget senest skal afgøre sagen igen inden 2 år. Dette gælder, når barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før udvalgets afgørelse.


Fristen på 2 år gælder fra vores afgørelse. Hvis der bliver klaget over vores afgørelse, gælder fristen dog fra rettens dom.


. . .«


M forklarede, at F og hun bor i et parcelhus, der er nybygget, i X-by. De flyttede ind i marts måned 2008. F og hun har ikke været flyttet fra hinanden. De boede hver for sig en periode, da forvaltningen ikke kunne skelne imellem breve fra F og hende. Hvis de begge skrev til kommunen, ville de kun svare den ene. C bor hjemme hos dem. Hun er ikke længere sygemeldt. Hun er hjemmegående og medhjælpende hustru. Hun gør rent i huset og sørger for maden. Hun hjælper ikke til i F's virksomhed. Ægteskabet går godt. Der har været problemer i ægteskabet som følge af forvaltningens håndtering af hendes sygdom, hvorved familien mistede et indtægtsgrundlag. Det gav nogle gnidninger. Børnefjernelsessagen har også tæret på kræfterne. Det har været svært at få hjælp fra kommunen. Hun fik først en medhjælper, en måned efter at hun blev udskrevet fra - - -. Den hjælp, som hun fik, var meget ustabil. Medarbejderne kom ikke. Samtidig med skulle der laves en forældreevneundersøgelse. Den psykolog, der skulle forestå undersøgelse, meldte fra, da hun ikke havde fået nogen løn fra forvaltningen. Hun vil gerne have hjælp fra kommunen, men hun vil gerne medinddrages i beslutningerne om arten af hjælpen. Hun gik i 1½ år og frygtede, at de ville fjerne hendes børn. I de 1½ år vidste hun, at kommunen ville holde særligt øje med hende. Hun er diagnosticeret ADHD. Sygdommen har betydet, at hun har kørt for hårdt frem, så hun er brændt sammen. Hun får i dag medicin, og det har hjulpet hende. Hun er i dag ikke længere så stresset af alle de ting, som hendes tanker tidligere har sagt, at hun skulle nå. Hun har haft samvær med B en gang om måneden i et år nu. Tidligere havde hun samvær hver anden weekend og fredagen med. Den blev inddraget, da hun afleverede ham for sent. Samværet er igen udvidet til hver anden uge, men tidsmæssigt er den blevet begrænset, så hun faktuelt ser ham 5 timer mindre om måneden, end hun gjorde tidligere. Hun mærker ikke, at hun har forældremyndigheden over B. Hun bliver ikke inddraget i beslutninger vedrørende B. B er en dreng med et meget grimt sprog. B laver ballade i skolen. Han er flere gange blevet hjemsendt fra skolen, som følge af at han laver ballade. Han har kastet med tavlesvampen, der har været dyppet i toilettet, og han har spist de andre børns madpakker. B var en sød og venlig dreng, inden han blev anbragt. De familier, som B har boet hos, har ikke set hans behov, og at han savner sine forældre. Hun vil ikke betegne B som et problembarn, men han fungerer ikke ordentligt. Hun er villig til at modtage hjælp til B, hvis hun får B hjem. Hun har aldrig sagt nej til hjælp fra forvaltningen. Forvaltningen har til gengæld kørt rundt i manegen med F og hende. Hun har udtalt til bilag 7, side 13, at hun ikke kunne få et godt forhold til X Kommune, da de har svigtet hende så mange gange. X Kommune forsøger ikke at samarbejde med hende. Hun havde fået en god socialrådgiver, som hun var glad for, men hun holdt som følge af sygdom for 4 måneder siden, uden at hun har fået en ny. X Kommune har heller ikke lavet den psykologiske udredning af B, som de har talt om i flere måneder.


F forklarede, at han bor sammen med M og C. Han er uddannet - - - mekaniker og har senere læst videre. Han har været selvstændig, siden han var 13 år gammel. Han kunne ikke blive momsregistreret, da han var 13 år, så hans far fungerede dengang som direktør, men det er ham, der har drevet firmaet hele tiden. Hans økonomi er god. Han tjener godt på firmaet. De ejer tre ejendomme, hvor der kun er en mindre gæld i det ene hus. Hans helbred er godt. Han får lidt medicin for forhøjet blodtryk. Parforholdet med M fungerer godt, men det har været problematisk omkring tiden for M's sygdom grundet økonomiske problemer, da kommunen fratog M hendes sygedagpenge. Den sag har de senere vundet ved Ombudsmanden. Hans forældre er skilt, men de bor begge i nærheden af ham. Hans broder er ansat i virksomheden, og han har et godt forhold til ham. M og han har en god omgangskreds, som de dyrker. Han har selv forestået byggeriet af deres nye parcelhus. M stod for alt malingen indvendigt. C har afsluttet sin 9. klasse med 12 i dansk. C går i 10. klasse, for at han ikke skal gå i stå, mens han venter på, at han skal psykiatrisk udredes. Det blev besluttet for 2 år siden, men det er ikke sket endnu. C blev tvangsfjernet af børn og unge-udvalget, men er blevet hjemgivet igen. Han oplever, at det har været en fejl, at C blev fjernet. C er blevet hjemgivet, da M og hans forældreevne er i orden. De har selv fundet den eksisterende plejefamilie til B. B var blevet hentet af en socialrådgiver og kørt til en institution, hvor han skulle bo. B græd hele tiden og løb hjem. Så blev B anbragt hos en plejefamilien, men de sagde op, da de ikke fandt, at der var økonomi i det. Han kender den plejefamilie, hvor B bor i dag. Plejefamilien har to egne børn og en pige i pleje, der er et år yngre end B. Han er bekymret for B's trivsel. Han hører fra plejefamilien om B's problemer i skolen. B går til psykolog, fordi han ikke kan håndtere at være anbragt uden for hjemmet. De har samvær med B lørdag kl. 10 til søndag kl. 16 hver anden uge, Når de har samvær, laver de nogle spændende ting sammen. Sidste gang var de i - - -borg, hvor der var en biludstilling, og nogle spejdere havde lavet et klatrebjerg af høballer. C og B var på helikoptertur og så byen lidt fra oven. B elsker at flyve med drage, hvilket de også gør tit. Kommunen har lavet en pjece til børn om børnesamtaler og retten til blandt andet en bisidder. Den pjece havde han givet til B og havde gennemgået den med ham. B havde sagt, at han gerne ville have en bisidder med. Han havde gennemgået med B, hvem der kunne komme med som bisidder. B ville gerne have M's veninde med, hvilket C fortalte forvaltningen, Han tvivler på rigtigheden af indholdet af børnesamtalen. Han havde politianmeldt en sagsbehandler for brud på tavshedspligten nogle dage forinden. Han tror, det har farvet samtalen. Det er ikke rigtigt, at de har opsøgt B på tennisbanen uden aftale. Det var plejefamilien, der fortalte, at B var på tennisskolen, og inviterede dem til at besøge B. Det er ikke B's behov at være væk fra sin familie. Forvaltningen har efter lang tid startet en forældreevneundersøgelse, efter at han havde rykket flere gange herfor. Den forventes afsluttet i uge 42 i år. Han er i bilag 3 karakteriseret som manio/depressiv. Han blev sygemeldt som følge af stress i forbindelse med M's sygeforløb. Han blev tilset af en psykiater med det formål, at kommunen kunne lukke hans sygedagpenge. Han er i bilag 22 diagnosticeret anderledes, idet psykiateren der udtaler, at han ikke er manio/depressiv. Han har ikke fået forelagt udtalelsen om, at B skulle være stresset, efter at han havde været samme med B.


D, leder af sagsbehandlergruppen i X-by, forklarede, at C ikke er hjemgivet til forældrene. C var gået flere gange fra sit opholdssted og havde bedt om, at der blev fundet et nyt sted til ham, Det ville kommunen gerne gå med til. C fik derfor lov til at opholde sig hjemme hos sin mor, indtil kommunen havde fundet et nyt opholdssted til ham. C skal have lavet en udredning til brug for genanbringelse, og kommunen troede på det tidspunkt, at opholdet i hjemmet kun ville være for en kort periode. Men C er endnu ikke færdigudredet, da han ikke er mødt op til de aftalte møder. Kommunen har overvejet at genanbringe ham på en midlertidig institution, men det vil C og hans mor ikke samarbejde om. Kommunen vil ikke fjerne C med tvang for at anbringe ham på et midlertidigt sted, hvorfor han stadig er i hjemmet. Samarbejdet med forældrene har ikke været godt, men hun oplever, at det skyldes forældrene og ikke kommunen. Der har været flere sagsbehandlere indover, men de bliver ved at gå skævt af hinanden. Forældrene synes at opfatte alle deres tiltag som ikke oprigtige, og det hele ender i klagesager. Der er taget initiativ til en udredning af B hos en psykolog i X-by, der kunne tage B med samme. Men forældrene satte sig imod og truede med at anmelde forvaltningen til politiet. De orkede ikke flere politianmeldelser, hvorfor de valgte at sende sagen til Y-by. Der er et års ventetid Y-by. Normalt har forældre til tvangsfjernede børn samvær mindst to gange om måneden. Samværet blev reduceret for B's vedkommende, da han ikke trivedes. Forvaltningen oplevede, at B levede i et spændingsfelt mellem forældre og plejefamilien som følge af forældrenes adfærd, hvorfor samværet blev begrænset først for en 6-måneders periode og senere for yderligere 6 måneder. B skulle have lov til at falde til ro, da han blev flyttet til den nye familie, hvorfor der i de første to måneder herefter var begrænset samvær.

Rettens begrundelse og afgørelse:


Af de grunde, der er anført af Ankestyrelsen, og idet det for retten fremkomne ikke kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at betingelserne i lov om socialservice § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 1 og 4, jf. pkt. 2, og § 62, stk. 2, for anbringelse af B uden for hjemmet er opfyldt, og at genbehandlingsfristen er fastsat til 2 år. Fristen regnes fra endelig dom.

- - -

Østre Landsrets dom.


Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009, hvorved børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse af appellanternes fællesbarn, B blev stadfæstet med en ændret genbehandlingsfrist, er i medfør af servicelovens § 169 forelagt for domstolene. Ved Næstveds Rets dom af 14. september 2009 blev Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet. For landsretten har sagen ud over ankebehandlingen af byrettens dom, jf. nærmere nedenfor, endvidere drejet sig om, hvorvidt der under sagen i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6, kan rejses krav om erstatning, og i bekræftende fald om Ankestyrelsen er erstatningsansvarlig i anledning af den skete anbringelse.


F og M har anket Næstved Rets dom af 14. september 2009 (- - -) med endelig påstand principalt om hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved byretten, subsidiært at appellanterne tillægges erstatning på 700.000 kr. med procesrente fra 19. marts 2010, til betaling sker, eller et mindre beløb efter rettens skøn, og mest subsidiært at Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009 ophæves.


Indstævnte, Ankestyrelsen, har over for appellanternes principale og subsidiære påstand principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse, og har over for appellanternes mest subsidiære påstand påstået stadfæstelse.


Supplerende sagsfremstilling


Kammeradvokaten har den 23. februar 2010 afgivet en supplerende redegørelse med bilag til brug for ankesagens behandling.


Der er for landsretten fremlagt en forældreevne- og børnepsykologisk undersøgelse vedrørende F og M med sønnerne C og B, dateret den 27. februar 2010, samt en række lægelige akter og en pædagogisk udtalelse vedrørende B indhentet efter byrettens dom.


Forældreevneundersøgelsen, der blev iværksat efter Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009, konkluderede blandt andet, at begge forældre havde »sådanne forældreevne, og særligt for M's vedkommende, sådanne yderligere potentialer for vækst på dette område«, at anbefalingen var, at B blev hjemgivet. Samtidig blev det anbefalet, at M fortsatte sine behandlingsforløb hos henholdsvis psykiater og psykolog, til hun fandtes færdigbehandlet af dem. Endelig blev det anbefalet, at B blev henvist til nærmere børnepsykiatrisk udredning.


Med baggrund i forældreevneundersøgelsen og psykologens anbefalinger traf X Kommune den 23. marts 2010 beslutning om at hjemgive B.


Retsgrundlaget


Retsplejelovens kapitel 43 a blev indsat ved lov nr. 173 af 11. juni 1954 om ændringer i lov om rettens pleje m.v. (i anledning af grundloven af 5. juni 1953). Ved lovændringen indsattes blandt andet følgende bestemmelser:


»Kapitel 43 a. Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.


§ 468.


Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse udenfor strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge.


§ 469. . . .


Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.«


I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1953/54, tillæg A, sp. 1513 ff.), der blev fremsat den 14. januar 1954, hedder det blandt andet:


»Forslaget indeholder de ændringer af retsplejeloven, som nødvendiggøres af nye bestemmelser i grundloven af 5. juni 1953.


Om de enkelte bestemmelser i forslagets § 1 bemærkes følgende:


. . .


Til kapitel 43 a.


Grundloven bestemmer i § 71, stk. 6:


»Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.«


Lovforslaget tilsigter at give regler om indbringelse for de almindelige domstole af sådan frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter grundlovsbestemmelsen skal kunne kræves forelagt en dømmende myndighed.


Grundlovsbestemmelsen omfatter følgende former for administrativt bestemt frihedsberøvelse:


Fjernelse af børn fra hjemmet efter reglerne om børneforsorg i lov om offentlig forsorg, jfr. bkg. nr. 475 af 31. august 1946.


. . .


Til § 469.


. . .


Det er fundet mest praktisk og rimeligt at give den, som kræver frihedsberøvelsen forelagt for domstolene, en let adgang til samtidig at få krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse pådømt, men af praktiske grunde foreslås det, at retten kan udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed, således at denne afgørelse, der bør træffes snarest muligt, ikke sinkes af erstatningsspørgsmålet, hvis klarlæggelse kan kræve yderligere oplysninger. Der er i den foreslåede bestemmelse alene tale om en udsættelse af erstatningsspørgsmålets behandling efter de i dette kapitel indeholdte regler, ikke om henskydelse af spørgsmålet til senere særskilt behandling efter den borgerlige retsplejes almindelige regler.«


Under Folketingets behandling af lovforslaget afgav Østre Landsret et høringssvar, der er optrykt som bilag 2 til betænkningen afgivet den 29. april 1954 af Folketingets udvalg angående lovforslag om administrativ frihedsberøvelse (Folketingstidende 1953/54, tillæg B, sp. 613 ff.). I høringssvaret anførte Østre Landsret blandt andet, at man anså det for hensigtsmæssigt, at lovgivningsmagten ikke bindende gav udtryk for den opfattelse, at sager om børneværnsforanstaltninger og anbringelser af personer under 18 år uden for hjemmet uden samtykke henhørte under grundlovens § 71, og stillede som følge heraf en række ændringsforslag til lovforslagets kapitel 43 a, jf. a.st., sp. 619 ff.


I et svar af 7. april 1954 fra Justitsministeriet til udvalget, der er optrykt som bilag 4 til betænkningen, jf. a.st., sp. 625 ff., anførte ministeriet blandt andet:


»Under rigsdagsdebatten af grundloven blev det klart tilkendegivet, at man mente, at disse sager [børneværnsforanstaltninger og anbringelse uden for hjemmet af personer under 18 år] falder ind under grundlovsbestemmelsen, se f.eks. folketingets forhandlinger 1952-53, sp. 2018 og 2222-23, og den samme opfattelse har socialministeriet, jfr. det af dette fremsatte lovforslag. Endvidere har professor Erwin Munch-Petersen i »Juristen« 1953, side 97, udtalt, at han finder det ganske utvivlsomt, at de omhandlede sager omfattes af grundlovens § 71, stk. 6.


Justitsministeriet må herefter fastholde sit forslag.«


Samtidig med ovennævnte lovforslag blev der fremsat forslag til lov om midlertidige ændringer i den dagældende lov om offentlig forsorg (Folketingstidende 1953/54, tillæg A, sp. 1537 ff.), hvorefter spørgsmålet om lovligheden af fjernelsen eller tilbageholdelsen under forsorg af børn og unge under 18 år uden for hjemmet kunne forelægges for domstolene i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a.


I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1953/54, tillæg A, sp. 1538 f.) hedder det blandt andet:


»Lovforslaget tilsigter at bringe forsorgslovens børneværnsafsnit i overensstemmelse med [grundlovens § 71, stk. 6].


Beslutninger om børns og unges anbringelse udenfor deres hjem i medfør af forsorgslovens §§ 130, stk. 1, 131 og 153, stk. 1, må efter forarbejderne til grundlovsforslaget samt forhandlingerne på rigsdagen betragtes som frihedsberøvelse i grundlovens forstand. Da beslutninger om sådan anbringelse træffes af de administrative organer, børneværnsudvalgene, og da den myndighed, landsnævnet for børneforsorg, for hvilke børneværnsudvalgenes beslutninger efter forsorgslovens § 90 kan indbringes, ligeledes er et administrativt organ, tilfredsstiller forsorgslovens regler ikke den nævnte grundlovsbestemmelses krav med hensyn til adgangen til at forelægge administrative beslutninger om frihedsberøvelse for dømmende myndigheder. Der må derfor i overensstemmelse med grundlovsbestemmelsen ved lov fastsættes nærmere regler om adgang til prøvelse af børneværnsudvalgenes beslutninger om anbringelse udenfor hjemmet af børn og unge for de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed.«


Den foreslåede ordning var tænkt som rent midlertidig, indtil det af et nedsat udvalg under Socialministeriet var undersøgt, om der burde etableres en central dømmende myndighed (specialdomstol), for hvilken myndighedernes afgørelser skulle kunne forelægges, jf. a.st., sp. 1539 f.


Ved en lovændring i 1958 (lov nr. 192 af 7. juni 1958 om ændringer i lov om offentlig forsorg) blev den i 1954 etablerede midlertidige ordning gjort permanent, idet tanken om at oprette en specialdomstol blev forkastet. I stedet blev det bestemt, at der skulle deltage sagkyndige dommere ved behandlingen for de almindelige domstole. Ved lovændringen blev der i den dagældende lov om offentlig forsorg indsat følgende bestemmelser i § 152 A, stk. 1 og 2:


»Stk. 1. Landsnævnets afgørelser . . . kan inden 8 uger . . . ved henvendelse til landsnævnet kræves forelagt domstolene til prøvelse.


Stk. 2. Domstolsprøvelsen sker ved landsretten i den landsretskreds, hvor vedkommende barn har bopæl (hjemting), jfr. lov om rettens pleje § 235. Landsretten tiltrædes i disse sager af 1 børneforsorgskyndig dommer og 1 dommer, der er kyndig i børnepsykiatri. Sagerne behandles i øvrigt i overensstemmelse med de almindelige regler om borgerlige sager i lov om rettens pleje, jfr. dens kapitel 43 a, med de nedenfor i stk. 3-8 angivne ændringer.«


§ 152 A, stk. 3-8, indeholdt ingen bestemmelser i relation til adgangen til samtidig at få pådømt krav om erstatning i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6.


I bemærkningerne til lovforslaget, der blev fremsat den 10. december 1957 (Folketingstidende 1957/58, tillæg A, sp. 781 ff.) og genfremsat den 19. marts 1958 (Folketingstidende 1957/58, tillæg A, sp. 1505 ff.), hedder det blandt andet:


»Inden for administrationsudvalget har det været drøftet, om bestemmelsen i grundlovens § 71, stk. 6, om adgangen til at forlange lovligheden af en administrativt besluttet frihedsberøvelse prøvet for domstolene overhovedet omfatter børneværnsudvalgenes beslutninger om børns anbringelse uden for hjemmet. 8 af udvalgets medlemmer mener således, at et børneværnsudvalgs beslutning om et barns tvangsmæssige anbringelse uden for hjemmet skal kunne forelægges domstolene til prøvelse, medens 6 medlemmer mener, at disse afgørelser som indgreb ikke i barnets frihed, men i forældrenes myndighed over barnet falder uden for grundlovsbestemmelsen.


Uanset denne uenighed har udvalget i realiteten drøftet, hvilken ordning man under forudsætning af, at spørgsmålet er omfattet af grundlovens § 71, stk. 6, bør indføre for børneforsorgen, herunder om sagerne - som det er tilfældet nu - bør forelægges for de almindelige domstole, eller om der bør oprettes en anden dømmende myndighed (en specialdomstol) for dette område.«


Af udvalgbetænkningen over lovforslagene, afgivet den 22. maj 1958 (Folketingstidende 1957/58, tillæg B, sp. 1169 ff.), fremgår det blandt andet, at udvalget indgående havde drøftet spørgsmålet om, hvorvidt beslutninger om børns anbringelse uden for hjemmet var frihedsberøvelse i grundlovens forstand, og det er i den forbindelse anført, jf. a.st., sp. 1170:


»Udvalget, der er enigt om, at spørgsmålet om lovligheden af disse beslutninger skal kunne indbringes for domstolene, har ikke fundet anledning til at tage stilling til, om dette følger allerede af [grundlovens § 71, stk. 6].«


Bestemmelsen i § 152 A, der blev erstattet af tilsvarende bestemmelser i den tidligere lov om børne- og ungdomsforsorg og senere lov om social bistand, er videreført i lov om social service (nu lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 om social service), der i § 169, stk. 1, og § 170, stk. 1-2, bestemmer:


»§ 169. Ankestyrelsens afgørelser efter § 65, stk. 3, og § 168 kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for retten.


§ 170. Byretten tiltrædes under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.


Stk. 2. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.«


Af forarbejderne til de nævnte love følger, at de nugældende bestemmelser i serviceloven med redaktionelle ændringer svarer til den tidligere bestemmelse i lov om offentlig forsorg § 152 A.


Forklaringer


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af F og M.


F har forklaret blandt andet, at han og M fortsat bor sammen, og at det går rigtigt godt med børnene. Da C var anbragt, stak han flere gange af fra anbringelsesstedet og løb hjem, og det endte derfor med, at de fik lov til at beholde C hjemme. Herefter gik det meget bedre for C, og han fik blandt andet karakteren 12 i dansk. Han har bestået optagelsesprøven til gymnasiet og går nu i 1.g. Inden hjemgivelsen kunne C ikke undervises på 9. klasses-niveau, og efter hjemgivelsen klarer han sig rigtigt godt i gymnasiet. B blev hjemgivet i marts 2010, og han går nu i 5. klasse. B er kommet rigtig godt med, både fagligt og socialt. B startede i en ny klasse, og de har hjulpet ham med at få en masse gode legekammerater. Han spiller også håndbold sammen med en kammerat i - - -. B går ikke til behandling i øjeblikket, og han er ikke udredt endnu. Kommunen trækker sagen i langdrag. De arbejder selv på at få B henvist til en psykiater, så han kan blive udredt. Det går godt med afhørtes virksomhed, og økonomien er god. Han går ikke længere til behandling eller tager medicin. M er blevet udredt for ADHD og får lidt medicin herfor. Hun har opfølgende samtaler hver tredje måned. Deres indbyrdes forhold er rigtigt godt. I store træk går det rigtigt godt for hele familien. De har ikke længere kontakt til forvaltningen, da forvaltningen ikke svarer på deres henvendelser. De har fastholdt retssagen, da de mener, at de er blevet meget uretfærdigt behandlet af X Kommune. Man kan ikke sætte et beløb på den krænkelse, som de har været udsat for, men det er nødvendigt at få fastslået, at der er begået fejl, og at der skal betales erstatning herfor.


M har forklaret blandt andet, at B ikke længere har problemer socialt i skolen. Der er ikke længere konflikter i hverken skolen eller klubben. Han er faldet mere til ro efter hjemgivelsen, og han er blevet en gladere dreng. Han vil stadig gerne sove inde hos F og hende, da han ikke bryder sig om at være alene. B er bange for at blive tvangsanbragt igen, og B forstår ikke, hvorfor han blev tvangsanbragt. B har ikke haft gavn af at være tvangsanbragt. Skolen har vurderet, at B's udvikling gik i stå, da han blev anbragt, og at hans udvikling først gik i gang igen, da han blev hjemgivet. Dette udtalte en leder på skolen under et møde i januar 2010, hvor der muligvis også var en repræsentant fra kommunen til stede. Det er ikke rigtigt, at hun lider af personlighedsforstyrrelse, og hun har aldrig gjort det. Det fastslog hendes egen psykiater, - - -, i marts måned 2010.


Procedure


Parterne har gentaget deres anbringender for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.


F og M har for landsretten supplerende gjort gældende, at servicelovens processuelle regler ikke indeholder fravigelser fra retsplejelovens § 469, stk. 6, og at adgangen til at få prøvet krav om erstatning i medfør af § 469, stk. 6, derfor finder anvendelse i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden samtykke. Til støtte for påstanden om hjemvisning er det gjort gældende, at erstatningskravet bør behandles i to instanser, og til støtte for det nedlagte krav om godtgørelse er det gjort gældende, at afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, idet der forud for afgørelsen skulle være indhentet en forældreevneundersøgelse. Endelig har F og M gjort gældende, at anbringelsen i det aktuelle tilfælde udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og at de også som følge heraf er berettiget til godtgørelse.


Ankestyrelsen har for landsretten supplerende gjort gældende, at retsplejelovens § 469, stk. 6, ikke finder anvendelse i børnetvangsfjernelsessager, idet bestemmelsen er fraveget ved servicelovens § 170, jf. § 169. Adgangen til domstolsprøvelse omfatter således alene spørgsmålet om afgørelsens lovlighed, herunder en prøvelse af, om betingelserne i servicelovens §§ 58 og 62 er opfyldt. I anden række har Ankestyrelsen bestridt at have handlet erstatningspådragende.

Landsrettens afgørelse:


Landsretten finder, at der til grund for de i 1954 gennemførte ændringer i retsplejeloven, hvorved retsplejelovens kapitel 43 a blev indsat, og de i 1954 og 1958 gennemførte ændringer i den dagældende lov om offentlig forsorg lå en opfattelse af, at sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke var omfattet af domstolenes prøvelsesret i medfør af grundlovens § 71, stk. 6. Som følge heraf blev det bestemt, at disse sager - i lighed med andre sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse - skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, hvorefter frihedsberøvelsens lovlighed kunne kræves forelagt for domstolene.


I forbindelse med vedtagelsen i 1954 af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a blev det fundet mest praktisk og rimeligt at give den, der kunne kræve spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed forelagt for domstolene, en let adgang til samtidig at få prøvet spørgsmålet om erstatning, jf. herved retsplejelovens § 469, stk. 6. Denne processuelle lempelse i adgangen til at få prøvet erstatningskrav kan ikke anses for at være grundlovssikret. Under hensyn til bestemmelsens ordlyd og forarbejder finder landsretten imidlertid, at det må kræve en udtrykkeligt fastsat undtagelse i loven eller et i øvrigt sikkert grundlag, hvis bestemmelsen i § 469, stk. 6, skal anses for fraveget.


På denne baggrund finder landsretten, at retsplejelovens § 469, stk. 6, finder anvendelse i sager om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke. Landsretten lægger herved særligt vægt på, at de i 1958 udtrykkeligt fastsatte undtagelser i den dagældende lov om offentlig forsorg § 152 A, stk. 3-8, der er videreført uden indholdsmæssige ændringer i de nugældende bestemmelser i serviceloven, ikke indeholdt bestemmelser i relation til adgangen til samtidig at få pådømt krav om erstatning i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6, og at spørgsmålet om at fravige bestemmelsen i § 469, stk. 6, i øvrigt ikke ses berørt i forarbejderne.


Med denne begrundelse finder landsretten, at F og M under nærværende sag, hvorunder Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009 er forelagt for domstolene i medfør af servicelovens § 169, har adgang til samtidig at få pådømt et eventuelt krav om erstatning/godtgørelse af det offentlige i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6. Ankestyrelsens principale påstande om afvisning tages derfor ikke til følge.


Landsretten finder at have tilstrækkeligt grundlag til at tage stilling til det nedlagte krav om godtgørelse, og appellanternes påstand om hjemvisning tages derfor ikke til følge.


Til støtte for det nedlagte krav om godtgørelse har F og M gjort gældende, at afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, idet der forud for afgørelsen skulle være indhentet en forældreevneundersøgelse.


Landsretten bemærker, at Ankestyrelsen den 31. januar 2008 traf afgørelse om, at B skulle være anbragt uden for hjemmet uden samtykke, idet Ankestyrelsen fandt, at betingelserne i servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 1 og 4, var opfyldt. Denne afgørelse blev forelagt for domstolene, men sagen blev hævet af F og M. Ankestyrelsens afgørelse af 31. januar 2008 står dermed ved magt og kan ikke anfægtes under nærværende sag. Det er derfor alene Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009, der kan danne grundlag for et eventuelt erstatningskrav mod Ankestyrelsen.


På baggrund af sagens oplysninger finder landsretten, at Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009 hvilede på et på afgørelsestidspunktet fuldt tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Landsretten bemærker herved, at der ikke er fastsat krav om indhentelse af en forældreevneundersøgelse, inden der træffes afgørelse efter servicelovens § 58, og at behovet herfor beror på en konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen.


På baggrund af de oplysninger, der forelå, da Ankestyrelsen traf afgørelse, og af de grunde, der er anført af Ankestyrelsen, finder landsretten endvidere, at der var åbenbar risiko for, at B's sundhed eller udvikling led alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af ham og på grund af adfærds- eller tilpasningsproblemer hos ham, jf. servicelovens § 58, stk. 1, 1. pkt., nr. 1 og nr. 4. Der forelå endvidere begrundet formodning om, at problemerne ikke kunne løses under B's ophold i hjemmet, jf. § 58, stk. 1, 2. pkt. Betingelserne for fortsat anbringelse af B uden for hjemmet var dermed opfyldt, da Ankestyrelsen traf afgørelse den 7. april 2009.


Denne vurdering støttes endvidere af de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder forældreevneundersøgelsen, der er fremkommet efter Ankestyrelsens afgørelse af 7. april 2009. Af oplysningerne fremgår, at F og M har udviklet sig positivt, herunder at behandlingerne af M har haft en god effekt, og at begge forældre har et udviklingspotentiale. Denne positive udvikling i F og M's forhold var også en del af begrundelsen for at hjemgive B.


Herefter, og da der i øvrigt ikke er grundlag for at fastslå, at der foreligger en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, frifindes Ankestyrelsen for F og M's subsidiære og mest subsidiære påstande.


Landsretten stadfæster herefter byrettens dom, ligesom Ankestyrelsen i øvrigt frifindes for de af appellanterne under anken nedlagte påstande.

Thi kendes for ret:


Indstævnte, Ankestyrelsen, frifindes for den af appellanterne, F og M nedlagte hjemvisningspåstand og erstatningspåstand.


I øvrigt stadfæstes byrettens dom.


Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til nogen anden part eller til statskassen.