UfR 2009.1691/1 Ø
 

 

Ø.L.D. 16. marts 2009 i anke 8. afd. nr. B-73-09

(M. Lerche, Gitte Rubæk Pedersen, Astrid Mavrogenis (kst.)).

Bjørn Milan Birk Kristensen (adv. Steffen Thorborg, Kbh.) mod Andreas Broch (adv. Ervin Birk Nielsen, Kbh.).

Den indankede dom er afsagt af Retten i Glostrup den 9. december 2008 og er anket af Bjørn Milan Birk Kristensen ved ankestævning af 6. januar 2009.

Indstævnte, Andreas Broch, har påstået anken afvist, under henvisning til at der ikke er anket rettidigt.


Bjørn Milan Birk Kristensen er ikke fremkommet med bemærkninger vedrørende spørgsmålet om ankens rettidighed.


Ankestævningen, der er underskrevet den 6. januar 2009, er modtaget i landsretten samme dag med telefax kl. 13.42. Den originale ankestævning er modtaget i landsretten den 7. januar 2009.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Sagen er i byretten behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav.


Efter retsplejelovens § 410, stk. 2, sker anke i sager omfattet af retsplejelovens kapitel 39 ved indlevering af en ankestævning til byretten. Ankefristen er fire uger og udløb den 6. januar 2009, jf. retsplejelovens § 410, stk. 1, jf. § 372, stk. 1.


Henset til tidspunktet for landsrettens modtagelse af ankestævningen har det ikke været muligt at sende ankestævningen videre, således at den kunne være byretten i hænde inden ankefristens udløb.


Da anke er sket for sent, afviser landsretten herefter anken.

Thi kendes for ret:


Denne ankesag afvises.