V.L.K. 13. september 1991 i kære 3-S. 1821/1991
 
(Elming, Lorenzen, Bjarne Christensen).
 
Anklagemyndigheden mod E (adv. Hans Boserup, Sønderborg, e.o.).

Sønderborg kriminalrets kendelse 6. august 1991.
 
Den 12. juli 1991 er for retten indbragt en sag om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning mod E.
 
Det fremgår af sagen, at erstatningssøgende blev fængslet den 23. december 1990 i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 2. Fængslingsfristen blev forlænget den 4. januar 1991 i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, og blev med henvisning til samme bestemmelse forlænget den 24. januar 1991. Kendelserne blev afsagt af den ordinære dommer. Landsretten stadfæstede de to første afgørelser, men løslod erstatningssøgende ved kendelse af 28. januar 1991, idet hensynet til retshåndhævelsen ikke længere fandtes at kunne begrunde en fængsling. Påtalen blev den 25. april 1991 opgivet i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1.
 
Ved skrivelse af 1. maj 1991 fremsatte erstatningssøgendes advokat i medfør af retsplejelovens § 1018 a og § 1018 b et krav på 50.000 kr. og har som begrundelse for erstatningskravet ud over varetægtstiden bl.a. anført, at der efter advokatens opfattelse er sket fejl i forbindelse med efterforskningen, ligesom politiet i forbindelse med løsladelsen udfærdigede et polititilhold, således at erstatningssøgende var afskåret fra samvær med sine børn. Herudover har advokaten anført, at drengens børnehave er gjort bekendt med sagen, og at en sigtelse af den pågældende karakter må anses for særligt nedværdigende.
 
Ved skrivelse af 17. juni 1991 meddelte statsadvokaten, at der kunne ydes erstatningssøgende en takstmæssig erstatning på 18.100 kr., idet det samtidig blev tilkendegivet, at der ikke fandtes grundlag for at forhøje erstatningen under henvisning til det af advokaten anførte om politiets efterforskning og følgerne heraf, ligesom der ikke i øvrigt fandtes at foreligge forhold, der kan begrunde en forhøjelse.
 
Erstatningssøgendes advokat har herefter anmodet om, at sagen indbringes for retten og har i sin skrivelse anført, at der må antages sættedommer, idet varetægtsfængslingen er sket efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.
 
Under telefonsamtale har advokaten over for retten tilkendegivet, at spørgsmålet vedrørende sættedommer kan afgøres på det foreliggende grundlag uden afholdelse af retsmøde eller fremsendelse af yderligere skriftlige indlæg.

Retten skal udtale:
Da påtale er opgivet, og da der som anført er tilbudt en takstmæssig erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, bliver der under erstatningssagen ikke spørgsmål om erstatningssøgendes skyld i relation til sigtelsen. Herefter findes retsplejelovens § 60, stk. 2, eller dennes analogi ikke at medføre inhabilitet.
 
Efter den før 1. juli 1990 gældende § 62 i retsplejeloven medførte det forhold, at en dommer havde beklædt retten i et grundlovsforhør, hvor en arrestant blev fængslet, ikke i sig selv, at den pågældende dommer var inhabil under en erstatningssag, efter at påtale var opgivet, jfr. Østre Landsrets kendelse af 18. december 1980. I forbindelse med den ændrede formulering i den nugældende § 61 tilsigtedes en udvidelse af området for inhabilitet. Efter bemærkningerne til lovforslaget omfatter udvidelsen kun tilfælde, hvor der ved dom er truffet en afgørelse, men derimod ikke hvor tidligere afgørelser vedrørende skyldspørgsmålet var af foreløbig karakter. Herefter og da der ikke i øvrigt ses at foreligge momenter, der kan føre til andet resultat, tages erstatningssøgendes advokats påstand ikke til følge, hvorfor
 

bestemmes:
 
Den af E indbragte sag vedrørende erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning behandles ikke under medvirken af sættedommer.

Vestre Landsrets kendelse.
 
Inhabilitetsgrundene i retsplejelovens § 60, stk. 2, kan hverken efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder antages at vedrøre sager, der indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.
 
Da der ikke under erstatningssagen er spørgsmål om nedsættelse eller bortfald af erstatningen efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, findes det forhold, at kriminaldommer Claus Kejser har truffet bestemmelse om fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, ikke i sig selv at begrunde inhabilitet efter retsplejelovens § 61.
 
Herefter, og da der ikke er oplyst andre særlige omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, stadfæster landsretten kendelsen.