6. Den retlige sagsbehandling og den politiske beslutningsproces

De jurister og politikere, der var involveret i Herløv Petersen-sagen, var indbyrdes uenige om, hvorvidt ”aktive foranstaltninger” var omfattet af straffelovens § 108. For at forstå sagsforløbet, og hvorfor det endte med et tiltalefrafald, er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at de forskellige udlægninger af den eksisterende lovgivning ofte afspejlede institutionelle interesser og personlige holdninger. For PET og den samarbejdende vesteuropæiske tjeneste var det vigtigt, at Merkulov/Arne Herløv Petersen-komplekset blev eksponeret i pressen, og, som nævnt af Arne Stevns, at den danske forfatter blev dømt. Ellers ville den sovjetiske tjeneste i fremtiden kunne hævde over for mulige emner, at påvirkningsoperationer ikke var ulovlig virksomhed.[328] Heroverfor stod justitsministerens synspunkt om, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at rejse sigtelse, og at hensynet til ytringsfriheden måtte vægtes endog meget højt.

På denne baggrund var det naturligt, at PET udbad sig yderligere juridisk ekspertise til tolkningen af § 108. Den fik man i første omgang i form af et notat, som rigsadvokat Per Lindegaard udarbejdede på departementschef Niels Madsens foranledning i foråret 1981. Notatet ytrede sig skeptisk om muligheden for at anvende § 108.[329] Niels Madsen fik efterfølgende en af ministeriets egne fuldmægtige til at udarbejde et fortroligt notat, der viste sig at være mindre afvisende. Justitsministeriets notat forelå den 8. september 1981, samtidig med at PET’s og den samarbejdende vestlige tjenestes fælles kontraspionageaktion gik ind i en afgørende fase.[330] Notatet vurderede på baggrund af det forhold, at 1949-betænkningens forslag til en bestemmelse vedrørende skjult propaganda ikke blev gennemført ved lovændringen i 1952, ”at modtagelsen af økonomisk støtte er straffri, selvom den sker i det skjulte”.[331] Dog rejstes der tvivl, ”om dette resultat også gælder i tilfælde, hvor modtageren er i mere fast forbindelse med fremmed efterretningsvæsen og handler efter dettes ordrer. Har forholdet den ovenfor nævnte konspiratoriske karakter, og er der tale om et mere varigt agentforhold, kan det næppe være udelukket at straffe efter § 108, eventuelt jf. § 21.”[332]

Justitsministeriets tolkning af betydningen af den manglende gennemførelse af 1949-betænkningens forslag umuliggjorde med andre ord ikke en sigtelse efter § 108. Spørgsmålet var således åbent, og meget måtte afhænge af den konkrete vurdering, og givet også af, hvad man kunne finde af belastende materiale under en eventuel ransagning af Herløv Petersens bopæl.

Hvad angår PET’s syn på anvendelsen af § 108 efter anholdelsen af Herløv Petersen, var der også her sket en udvikling. På et møde den 5. januar 1982 gennemgik repræsentanter for PET, Svendborg Politi, Statsadvokaten for Fyn samt Rigsadvokaten sagen mod Herløv Petersen. Her fremkom Ole Stig Andersen med følgende vurdering:

”Ole Stig Andersen pegede endvidere på den omst.hed, at sagen repræsenterer en stadig mere aktuel form for efterretningsvirksomhed, såkaldte ’active measures’. Ole Stig Andersen henledte opm. på, at netop aktiviteter af denne karakter i de seneste år har påkaldt sig stadig større interesse blandt de vestlige efterretningstjenester på grund af kraftigt accelererende anvendelse af sådanne aktiviteter fra sovjetisk side. Ole Stig Andersen var bekendt med, at spørgsmålet om sådanne aktiviteters strafbarhed i en vis udstrækning kunne influeres af den omstændighed, at en bestemmelse om økonomisk støtte til politisk propagandavirksomhed udgik af lovudkastet fra 1949. Ole Stig Andersen stillede sig imidlertid tvivlende overfor, om denne omst.hed måtte præjudicere fortolkning af § 108 i relation til active measures af lighed med politisk propagandavirksomhed eller politisk påvirkning af opinionsdannelsen, hvor denne virksomhed har efterretningsmæssig karakter. Endvidere henledtes opmærksomheden på at active measures fmtl. er videregående end dækningsområdet for det i 1949-området indeholdte forslag.”[333]

Citatet kan nok belyse PET-chefens grundlæggende uenighed med især Rigsadvokaten. Det er dog næppe i den juridiske uenighed, at man alene skal finde baggrunden for, at politiet alligevel valgte at anholde Herløv Petersen. Flere forhold kan have spillet ind. En forklaring kunne være, at PET håbede på, at man under ransagningen af forfatterens bopæl kunne finde så belastende materiale, at dette ville være tilstrækkeligt til at overbevise ministeren om, at en tiltalerejsning var på sin plads. Dertil kom, at en anholdelse og dermed offentliggørelse af sagskomplekset ville gøre det muligt at gennemføre fællesoperationen med den vesteuropæiske tjeneste. Ydermere kan det tænkes, at PET ved at anholde Herløv Petersen og foranstalte en international pressedækning af Herløv Petersen-sagen ville være i stand til at udøve et betydeligt politisk og offentligt pres, som ministeren ikke ville kunne ignorere. Det skal i den forbindelse erindres, at visse ledende medarbejdere i PET havde givet udtryk for betænkelighed ved udsigten til, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981. Daværende vicepolitimester Niels Schmidt har over for Kommissionen forklaret, at PET betragtede Ole Espersen som en sikkerhedsrisiko på grund af hans østkontakter, hvorfor Niels Madsen aftalte med Anker Jørgensen, at Ole Espersen ikke skulle briefes om Gordijevskij. Antagelig var det den samarbejdende vesteuropæiske tjeneste, der betingede sig dette.[334] Dette bekræftes af, at der i Gordijevskij-materialet er en notits om, at PET havde oplyst den vesteuropæiske tjeneste om, at ”nye ministre” ikke ville blive orienteret om dobbelttagentoperationen.[335] Det er sandsynligt, at PET ved to lejligheder, ved Folketingsvalget i oktober 1979 og ved regeringsrokaden i januar 1981 orienterede statsminister Anker Jørgensen om Ole Espersens østkontakter.[336] PET kan muligvis have haft en forventning om, at Statsministeriet ville lægge pres på den nye justitsminister, såfremt tjenesten kunne fremlægge nye beviser i Herløv Petersen-sagen.

En vis opbakning i regeringen synes PET at have haft. Den 6. november 1981, samme dag som Udenrigspolitisk Nævn orienteredes om udvisningen af Merkulov, udtalte udenrigsminister Kjeld Olesen sig i utvetydige vendinger til pressen.[337] Udtalelserne understregede tyngden i det indsamlede bevismateriale mod Herløv Petersen, hvilket kunne tolkes som en støtte til politiets handlemåde i sagen. Udenrigsministeren erklærede således til Ritzau, at sagerne om Merkulov og den netop grundstødte sovjetiske ubåd i den svenske skærgård var ”udtryk for en herrefolksmentalitet, som er helt uacceptabel”,[338] hvorefter han til Danmarks Radio omtalte de beviser, der var i sagen.[339] Kjeld Olesens udtalelser til pressen var givet med til at undergrave den holdning, som justitsminister Ole Espersen hidtil havde haft i spørgsmålet, nemlig at der ikke skulle foretages yderligere over for Herløv Petersen. Udtalelserne skal dog også ses i lyset af, at Socialdemokratiet, som i de forløbne måneder havde argumentet for en kernevåbenfri zone i Norden, på grund af de seneste dages begivenheder i den svenske skærgård sandsynligvis havde et behov for at lægge afstand til Sovjetunionen.

Rigsadvokatens vurdering

PET havde i forbindelse med ransagningen i november 1981 indsamlet væsentlige nye oplysninger om Herløv Petersen. Der tænkes i denne forbindelse særligt på de beslaglagte dagbogsblade, der dokumenterer Herløv Petersens kontakter til KGB i perioden efter 1973. På baggrund af det samlede bevismateriale udarbejdede politiet og anklagemyndigheden et anklageskrift og systematiserede de indsamlede oplysninger med henblik på videre behandling i retssystemet. Disse blev forelagt Rigsadvokaten.

Rigsadvokat Per Lindegaards vurdering af mulighederne for at nå en domfældelse harmonerede ikke med Ole Stig Andersens tolkning af § 108. Til brug for Rigsadvokatens vurdering lå en indstilling udarbejdet af politimesteren i Svendborg og Statsadvokaten for Fyn.[340] Hvor Justitsministeriets notat ikke afviste, at ”aktive foranstaltninger” kunne være omfattet af § 108, var rigsadvokatens indstilling mere entydig. Rigsadvokaten antog, at der ville kunne føres bevis for, at Herløv Petersen havde samarbejdet med personer, der tilhørte KGB, og at samarbejdet havde været søgt hemmeligholdt. Lindegaard opsummerede den type opgaver, som forfatteren havde påtaget sig efter at have ført samtaler med diverse føringsofficerer. Grundbetingelsen for at pålægge strafansvar efter § 108: Etablering af kontakt med fremmed efterretningsvæsen, var således til stede. Men, fortsatte rigsadvokaten,

”ikke enhver hemmelig fremskaffelse af eller videregivelse af oplysninger til fremmed efterretningsvæsen kan anses som strafbar efter denne bestemmelse…. Efter min opfattelse falder propagandavirksomhed til fordel for en fremmed stat eller til skade for en fremmed stat udenfor området af § 108, jfr. § 102, stk. 2, 4, modsætningsvis og tilblivelsen af straffelovens kapitel 12. Dette gælder, selvom den udføres efter opfordringer eller anvisninger, der gives af personer, der er tilknyttet et fremmed efterretningsvæsen, og selvom forbindelsen til den fremmede stat eller det fremmede efterretningsvæsen holdes hemmelig. Som følge heraf anser jeg ikke de under 2. beskrevne aktiviteter [”udfærdigelse af en pjece, der handlede om forskellige vestlige og amerikanske politikere og pressefolk (Cold Warriors), oversættelse og bearbejdning af en pjece om den engelske premierminister og det konservative parti i England (True Blues), underskriftindsamling vedrørende atomfri zone i Norden)”] som strafbare.”[341]

Rigsadvokaten anfører tillige, at hemmelig indsamling af oplysninger om persongrupper i Danmark med henblik på videregivelse til fremmed tjeneste nok var strafbar efter § 108, men næppe i det konkrete tilfælde med Herløv Petersen. De nævnte

”oplysninger kan imidlertid ikke antages at være sket i det øjemed at skade de pågældende persongrupper og ville ikke medføre nogen trussel imod dem. Den har heller ikke haft så konkret en karakter, at den kan bedømmes som hvervning af rekrutter til fremmed efterretningsvirksomhed eller forsøg herpå. Den må antagelig ses som en imødekommelse af et ønske om identificering af eventuelle sympatisører, der kunne nyttiggøres i propagandavirksomhed…Som følge heraf anser jeg heller ikke denne del for strafbar”.[342]

Derimod mente Per Lindegaard, at vildledningsoperationen mod den nordkoreanske ambassade udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for tiltale efter § 108: ”Virksomheden består i viderebringelse af oplysninger af efterretningsmæssig karakter. Den har fundet sted på dansk område. At oplysningerne er urigtige kan ikke antages at bringe dem udenfor området af § 108”.[343] Hvad angik Arne Herløv Petersens forsøg på at søge job i ministerier og EU samt optagelse i hjemmeværnet var det ifølge rigsadvokaten næppe heller muligt at bevise, at det var sket efter opfordring fra den fremmede tjeneste. Dog mente Lindegaard, at ”Det er imidlertid vanskeligt at se andet formål med disse initiativer end et ønske hos Arne Herløv Petersen om at skaffe sig adgang til oplysninger, der kunne være af efterretningsmæssig interesse. Det må antages, at det vil kunne sandsynliggøres i tilstrækkelig grad, at formålet hermed har været at skaffe sig adgang til oplysninger af efterretningsmæssig interesse med henblik på videregivelse til den sovjetrussiske efterretningstjeneste. Der er således i dette forhold grundlag for tiltalerejsning efter § 108.”[344]

Rigsadvokaten havde således ikke ændret holdning vedrørende strafbarheden af ”aktive foranstaltninger” i Danmark. Allerede i november 1981 havde rigsadvokaten forfattet en skrivelse til Ole Stig Andersen, hvori han fremførte de samme synspunkter og sluttede af med følgende bemærkning: ”fornyet overvejelse har således ikke – heller ikke efter læsningen af [Justitsministeriets] betragtninger – ført mig til en holdning, der kommer din mere i møde”.[345] Han gjorde i samme skrivelse opmærksom på, at han allerede i foråret 1981 havde orienteret Niels Madsen om sin principielle holdning til anvendelsen af § 108.

Tiltalefrafald

Justitsminister Ole Espersen, som havde påtalekompetencen i forhold, der mentes omfattet af § 108, befandt sig i foråret 1982 i en vanskelig situation. PET havde sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981. Ifølge Ole Espersens forklaring var anholdelsen foretaget i modstrid med justitsministerens instruks. Det bør i den forbindelse understreges, at justitsministeren er både politiets og anklagemyndighedens øverste chef. Dertil kom, at Justitsministeriets departementschef Niels Madsen ifølge Ole Espersens forklaring ikke havde orienteret ham om den forestående anholdelse. Endelig var der en grundlæggende juridisk uenighed med hensyn til tolkningen af § 108. Niels Madsen havde ikke blot set bort fra justitsministerens begrundelser, men havde tilsyneladende også udeladt fra sine betragtninger det notat om § 108, som han havde modtaget fra rigsadvokat Per Lindegaard i foråret 1981. Rigsadvokaten gentog sine forbehold over for ministeriet og PET både i november 1981 og igen i den endelige indstilling af 18. marts 1982. Dertil kom, at sagen var blevet et politisk og troværdighedsmæssigt problem for justitsministeren, ikke mindst fordi udenrigsminister Kjeld Olesen havde udtrykt sig i utvetydige vendinger om tyngden i beviserne imod Herløv Petersen. Ydermere var det vigtigt for Justitsministeriet at få ministerens tilkendegivelse af, at der ikke var grundlag for at kritisere politiets interesse for Herløv Petersen og de efterforskningsmæssige skridt i sagen.[346] En ministeriel kritik af PET kunne under visse omstændigheder falde tilbage på ministeriet, idet Niels Madsen angiveligt havde godkendt anholdelsen af Herløv Petersen. Samtidig stod det klart, at en forsvarlig juridisk og politisk løsning måtte indebære en tilkendegivelse om, at Herløv Petersen havde opretholdt tætte forbindelser til KGB siden begyndelsen af 1970’erne. En frifindelse eller opgivelse af sagen ville være at betragte som en propagandasejr for KGB, der i fremtiden lettere ville kunne rekruttere nye emner til påvirkningsoperationer. Dertil kom, at ubådsaffæren i den svenske skærgård havde øget både regeringens og den offentlige opinions generelle skepsis over for Sovjetunionens hensigter. Koldkrigsklimaet havde således også betydning for sagens afgørelse.

Det var i denne situation, at en medarbejder i Justitsministeriet fremkom med et forslag til et tiltalefrafald, som Ole Espersen tiltrådte. Ministerens endelige beslutning om tiltalefrafald kan siges at være bemærkelsesværdig, idet forudsætningen herfor som nævnt er, at den sigtede anses for skyldig i den sigtelse, som udgør grundlaget for tiltalefrafaldet. Der må derfor ikke herske tvivl om sigtedes skyld.[347] Der findes imidlertid en særlig mulighed for at meddele tiltalefrafald over for en sigtet, som ikke mener sig skyldig. Til retsudvalget, der havde kaldt justitsministeren i samråd den 22. april 1982, fremsendte ministeriet en kopi af Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansens Lærebog i strafferetspleje. Det var med henvisning til følgende passus, at ministeriet begrundede beslutningen om at meddele Herløv Petersen tiltalefrafald:

”Et særligt problem – af mere principiel end praktisk betydning – kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i de påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentlig samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikke-skyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafaldet med den deri liggende skyldformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter § 723 a kræves sigtedes tilståelse; og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene”.[348]

Tiltalefrafald var en løsning, som tilgodeså de hensyn, som ministeren måtte tage, både af juridisk og politisk karakter. Herløv Petersen-sagen endte således med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur. Justitsministerens redegørelse argumenterer således:

”Selvom det må forudsættes, at Arne Herløv Petersen har udvist forhold, som i princippet falder ind under beskrivelsen i straffelovens § 108, har Justitsministeriet efter en samlet vurdering af alt foreliggende ikke fundet, at danske interesser er skadet i en sådan grad, at der er fuld tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale”.[349]

Ministerens redegørelse viser, at man på den ene side lagde vægt på de af Herløv Petersen foretagne aktiviteter, som efter ministeriets opfattelse i princippet var omfattet af § 108, og at man på den anden side tog tungtvejende hensyn til ytringsfriheden:

”Hovedsynspunktet må her være, at det i et frit samfund som det danske, hvor alle ytringer er tilladt med ganske få begrænsninger som følge af særlige lovbestemmelser, normalt vil være overladt til den enkelte borger at vurdere lødigheden af – og den reelle baggrund for –de synspunkter, der fremføres”[350].

På et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 16. april 1982 drøftede og vedtog man oplægget til tiltalefrafald fra Justitsministeriet, som blev offentliggjort i form af pressemeddelelse dagen efter. Der er imidlertid intet nedfældet i det officielle mødereferat om dette punkt på dagsordenen. Det er vanskeligt at vurdere årsagen til denne udeladelse. Det er ikke utænkeligt, at de øvrige ministre ikke ønskede at blive draget til ansvar for justitsministerens beslutning om tiltalefrafald, som de vidste ville blive mødt med kritik. Ved at udelade omtale heraf var det muligt for de øvrige ministre at lægge en vis afstand til beslutningen, hvis dette blev nødvendigt. Omvendt risikerede justitsministeren og regeringens topembedsmænd, som ikke alle var enige i afgørelsen, at sidde alene med ansvaret, hvis beslutningen om tiltalefrafald udløste ministerstorm og pres på ministeriets embedsmænd. Formentlig af denne grund blev der i et den 4. maj 1982 udfærdiget referat af mødet i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg den 15. april 1982 tilføjet en usædvanlig passus om, at ”den følgende dag fredag den 16. april afholdt Regeringens Sikkerhedsudvalg et møde om sagen, hvor man gennemgik justitsministeriets udkast til orientering i anledning af beslutningen om tiltalefrafald over for Herløv Petersen. Mødet afholdtes i Statsministeriet, og samtlige medlemmer af regeringens sikkerhedsudvalg var til stede”.[351] Embedsmandsudvalget placerede dermed et medansvar for den trufne beslutning om tiltalefrafald hos regeringens statsminister (Anker Jørgensen), udenrigsminister (Kjeld Olesen) samt forsvarsminister (Poul Søgaard). Hvad der foregik på mødet i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 16. april 1982, har Anker Jørgensen noteret sin opfattelse af i et upubliceret dagbogsnotat:

”Kl. 17.00 møde med Ole Espersen, Kjeld Olesen, Poul Søgaard. For anden gang drøftede vi, sammen med 6-7 embedsmænd, om der skulle køres en større retssag mod Arne Herløv Petersen. Ole havde udarbejdet en lang orientering til pressen, der redegør for sagen og dens baggrund, og hvorfor vi trods alt ikke vil rejse sag. Rigsadvokat Per Lindegaards papir i sagen er godt for denne afgørelse. Det viser, at A.H.P. tydeligt har arbejdet for Sovjet – og derfor har bevæget sig indenfor § 108 – men hvad han rent faktisk har gjort, er ikke, eller næppe, strafbart. Han har fremskaffet oplysninger om venstregrupperne, lavede rapporter om maoistgrupper, udleveret lister over ungdomsgrupper på venstrefløjen, skrevet om venstrefløjens udvikling, lavet liste over progressive journalister og forfattere. Han har også samlet underskrifter om Norden som atomfri zone og fået annoncen betalt af den russiske ambassade. Det er bedrageri – politisk – over for underskriverne, men ikke strafbart. Han har også skrevet dagbladsindlæg, pjece om ”koldkrigerne” – og en om Margaret Thatcher skal være særlig slem (hun er i øvrigt meget vred over den), men ligger altså indenfor de meget, meget vide rammer vi har her i landet for ytringsfrihed. (Godt vi har de vide rammer!). A.H.P. har også søgt stilling som EF tolk, fordi ”det gi’r adgang til fortrolige dokumenter’, men da det ikke er sket på opfordring af en fremmed magt, ligger det udenfor. Han har også søgt optagelse i hjemmeværnet. – Kun på et punkt kan han efter Rigsadvokatens vurdering dømmes. Han har plantet oplysninger i Nordkoreas ambassade, som han har fået fra Sovjet, og sagt, at han havde oplysningerne fra USA. Det var oplysninger, som skulle stille Kina i et dårligt lys – som en aggressiv magt. Lindegaard siger, at dette at vildlede Nordkoreas ambassade med oplysninger af efterretningsmæssig karakter må antages at være grundlag for tiltale. Men i øvrigt siger han: Grundbetingelsen – § 108 – er til stede – men ikke enhver hemmelig aktivitet eller enhver hemmelig fremskaffelse af oplysninger til fremmed tjeneste er strafbar. – Kjeld O. var nok lidt betænkelig ved ikke at rejse sag. Poul Søgaard havde efterhånden helt indstillet sig på at følge Ole. Vi var derfor alle 4 nu enige. Jeg er af den opfattelse, at Lindegaards vurdering gør det forsvarligt ikke at rejse sag, men jeg gjorde indvendinger mod nogle formuleringer i den lange redegørelse til offentligheden. Der stod

(her følger 3 blanke linjer)

Der foreslog jeg omredigeret, så

(her følger 3 blanke linjer)

Det var tydeligt, at embedsmændene nok alle var mere eller mindre uenige med os”.[352]

Dagbogsbladet bekræfter således, at det lykkedes Ole Espersen med henvisning til Rigsadvokatens vurdering at overbevise de øvrige ministre. Selv Kjeld Olesen, der havde markeret sig i pressen, måtte acceptere afgørelsen. For PET var tiltalefrafaldet ikke nogen dårlig udgang på sagen. Som anført af politiassessor Arne Stevns var det lige så vigtigt, at sagen fik en presseeksponering og en vinkel på historien, der ville skade sovjetiske interesser og handlemuligheder i fremtiden, som at Arne Herløv Petersen blev straffet. Med justitsministerens afgørelse blev begge mål indfriet, selv om tiltalefrafald næppe var så streng en straf, som PET havde håbet på. Den britiske efterretningsekspert Chapman Pincher er inde på et lignende ræsonnement i bogen om The Secret Offensive: ”I foråret 1982 besluttede det danske Justitsministerium at undlade at retsforfølge Petersen med den begrundelse, at danske interesser ikke i tilstrækkeligt omfang var blevet skadet, men det gjorde offentligheden bekendt med hovedanklagerne og beviserne mod Petersen…. Den danske regerings aktion er et eksempel til efterfølgelse for andre vestlige regeringer, som er utilbøjelige til at involvere sig i retssager og, som tidligere har ladet en sådan undergravende opførsel gå ustraffet hen”.[353]

[328] PET, Merkulovs personsag: Notits vedr. spørgsmålet om eventuel udvisning af den sovjetiske diplomat Merkulov, 5. januar 1981.

[329] Notat om straffelovens § 108, ikke dateret. Det fremgår af et senere brev fra Lindegaard til Ole Stig Andersen, at notatet om § 108 blev sendt til Niels Madsen i foråret 1981. JM 1981-966-304: Rigsadvokaten til Justitsministeriet, 18. marts 1982. Da notatet minder om den endelige indstilling fra Rigsadvokaten af 18. marts 1982, henvises der til diskussionen nedenfor.

[330] Ibid.: ”Notat om ulovlig efterretningsvirksomhed efter gældende dansk ret”, 8. september 1981.

[331] Ibid.

[332] Ibid.

[333] Rigsadvokaten, j. nr. 668/81: ”Gennemgang af sagen mod A.H.P. på politigården i Svendborg den 5. januar 1982”.

[334] RB: Niels Schmidt, 2. marts 2004. Niels Schmidt har i et høringssvar forklaret, at Kommissionen har tillagt hans udtalelser en vægt, de ikke kan bære. Kommissionen har i beretningens bind 7 beskrevet PET’s forhold til Ole Espersen. Det er fortsat Kommissionens opfattelse, at PET havde visse sikkerhedsmæssige forbehold over for Ole Espersen.

[335] PET, operationssag: Notits, 7. april 1981. Se også Kommissionens beretning, bind 7.

[336] Jf. Kommissionens beretning, bind 7.

[337] PET, Merkulovs personsag: Udtalelse til Ritzau efter møde i Udenrigspolitisk Nævn, citeret i ciffertelegram fra Quaade til ambassadøren i Moskva, 6. november 1981.

[338] Ibid.

[339] Udtalelse til DR, citeret i ibid.

[340] JM, 1981-966-304: Politimesteren til Statsadvokaten for Fyn, sagsfremstilling.

[341] Ibid.: Rigsadvokaten til Justitsministeriet, 18. marts 1982.

[342] Ibid.

[343] Ibid.

[344] Ibid.

[345] JM 1981-966-304: Lindegaard til Ole Stig Andersen, 20. november 1981.

[346] Det sidste punkt støttes af Ole Espersens redegørelse for Kommissionen. Jf. Kommissionens arkiv: Notat godkendt og underskrevet af Ole Espersen den 9. januar 2007.

[347] Jf. Eva Schmidt, Jørgen Jochimsen, Michael Kistrup & Jakob Lund Poulsen, Straffeprocessen (Forlaget Thomson: Gad Jura, 2008), 4.5.4.

[348] Mogens Koktvedgaard & Hans Gammeltoft-Hansen, Lærebog i strafferetspleje (Juristforbundet, 1978), s. 101-102.

[349] PET, operationssag: ”Orientering fra Justitsministeriet”, 17. april 1982.

[350] Ibid.

[351] ESU: Referat af møde 15. april 1982.

[352] ABA, Anker Jørgensens privatarkiv: Anker Jørgensens dagbog, 16. april 1982, maskinskrevne ark, upubliceret (juli 1981-juli 1982).

[353] Chapman Pincher, The Secret Offensive, s. 101.