UfR 1997.1325 ØLD

 

   Ø.L.D. 1. juli 1997 i anke 5. afd. nr. S-0026-97

(Jens Lunøe, Knudsen, Hedegaard Madsen).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Bent Unmack Larsen, København, e.o.).

Af sagen fremgik, at der var rejst tiltale mod T for overtrædelse af straffelovens § 155 ved som offentligt beskikket forsvarer i 2 straffesager i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. punkt, til sigtede/tiltalte og andre at have overleveret materiale, som politiet havde tilvejebragt til brug i straffesagerne, og derved misbrugt sin stilling til at krænke det offentliges ret, idet T
a.efter den 9. februar 1993 til A, for hvem T var beskikket forsvarer i 2 straffesager, benævnt som Heygadrangur-sagen og Skálafjall-sagen, overleverede et stort antal politirapporter og andet efterforskningsmateriale,

b.efter den 18. november 1994 til A, for hvem T var beskikket forsvarer i straffesagen, benævnt som Skálafjall-sagen, overleverede en eller flere af politiet udarbejdede instruktionsrapporter vedrørende ransagninger den 16.-18. november 1994, ligesom T alene eller sammen med andre foranledigede, at instruktionsrapporterne blev tilsendt forskellige nyhedsmedier, herunder aviser og tv, hvilket bl.a. medførte, at det færøske tv i sin nyhedsudsendelse den 6. december 1994 kl. 20.00 til 20.30 kunne vise billeder af politiets materiale.

T nægtede sig skyldig.

Det anføres herefter i Færøernes Rets dom af 10. december 1996:


Det lægges i overensstemmelse med T's redegørelse af 28. februar 1995 til Rigsadvokaten og hans forklaring i retten til grund, at han havde etableret en ordning, hvorefter hans klient A i et hus, som T og en anden forsvarer havde lejet, og som de benyttede under deres ophold på Færøerne, kunne gennemse sagsakterne, idet det samtidig var tilkendegivet for A, at sagsakterne ikke måtte fjernes fra huset. T sendte endvidere ad nogle gange sagsakter, som han havde modtaget i København, til A med henblik på, at han kunne indsætte dem i de ringbind, der befandt sig i det lejede hus. Det lægges i overensstemmelse med T's og vidnet A's forklaringer til grund, at ordningen alene omfattede sagsakterne i »Skálafjall«-sagen, og det lægges endvidere som ubestridt til grund, at de i anklageskriftets pkt. a. nævnte sagsakter hverken af T eller af A blev videregivet til andre. Den omhandlede ordning, hvorefter A uden kontrol kunne disponere over sagsakterne, der var stillet til hans rådighed, findes at være i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. pkt., idet politiets tilladelse, der burde have været indhentet til en sådan ordning, ikke var søgt indhentet af T. Ordningen bør imidlertid vurderes på baggrund af de vanskeligheder, som T i den omfattende sag havde med at gennemføre et sædvanligt, effektivt forsvar for A under de givne omstændigheder, hvor de bortset fra under retsmøderne opholdt sig henholdsvis i København og på Færøerne. T findes endvidere at have haft grund til at antage, at A, der som advokat var bekendt med retsplejelovens regler, loyalt ville overholde ordningen og undlade at fjerne sagsakter fra det lejede hus og kopiere dem. T findes under disse omstændigheder ikke at have gjort sig skyldig i et forhold, der er af en sådan grovhed, at det kan karakteriseres som misbrug som anført i straffelovens § 155. T frifindes herefter for tiltalen efter denne bestemmelse under anklageskriftets pkt. a.

De i anklageskriftets pkt. b. nævnte instruktionsrapporter blev sammen med en skrivelse af 18. november 1994 fra politimesteren tilsendt T, der havde klaget over ransagninger, som var blevet foretaget den 16. november 1994, idet han havde bestridt lovligheden af disse. Instruktionsrapporterne, der i sig selv var uden betydning for den verserende sag, havde på det pågældende tidspunkt også mistet enhver anden betydning, bortset fra at de kunne tjene til bedømmelse af ransagningens lovlighed, idet ransagningen var gennemført. Under disse omstændigheder, og idet »det materiale, som politiet har tilvejebragt«, findes at måtte forstås som det bevismateriale, der skal indgå i sagen, findes instruktionsrapporterne ikke omfattet af retsplejelovens § 745, stk. 1. T frifindes herefter tillige for tiltalen under anklageskriftets pkt. b og frifindes således i det hele for den rejste tiltale.

Østre Landsrets dom.

Færøernes Rets dom af 10. december 1996 – – – er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet.

T har påstået stadfæstelse.

Det fremgår af sagen, at anklageskriftet er udfærdiget af Statsadvokaten for Sjælland. Denne blev ved skrivelse af 21. februar 1996 fra Rigsombudsmanden på Færøerne i medfør af retsplejelov for Færøerne § 103, stk. 3, bemyndiget til at udføre tiltale for Færøernes Ret i sagen, efter at Justitsministeriet den 8. februar 1996 havde tiltrådt, at der skulle rejses tiltale. Ved skrivelse af 28. december 1996 har Justitsministeriet tiltrådt, at Færøernes Rets dom ankes til landsretten. Justitsministeriet meddelte samtidig statsadvokaten beskikkelse til at udføre tiltale for landsretten i sagen.

– – –

Landsrettens bemærkninger.

Ad forhold a:

Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Heygadrangur-sagen kan det efter de vidneforklaringer, der under sagen er afgivet af A og advokat B, ikke imod T's benægtelse anses for godtgjort, at T har udleveret sådant materiale til den da tiltalte A.

Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Skálafjall-sagen bemærkes, at den ordning, som T uden at indhente politiets samtykke havde etableret, og hvorefter den da tiltalte A uden kontrol af T havde fri adgang til sagsakterne og herunder til at tage kopier af materialet, må karakteriseres som en overlevering, der er i klar strid med forbudet i retsplejelov for Færøerne § 745, stk. 1, 3. pkt.

Når henses til, at ordningen må antages etableret på baggrund af de praktiske vanskeligheder med hensyn til kommunikationen mellem T og hans klient, der skyldtes den geografiske afstand, og til, at T havde føje til at regne med, at materialet ikke ville komme uvedkommende i hænde eller i øvrigt blive misbrugt, findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155.

Ad forhold b:

De i tiltalen omtalte instruktionsrapporter må anses for at være materiale, der er tilvejebragt af politiet under efterforskningen af en række skibsfinansieringssager, herunder Skálafjall-sagen, hvor T var beskikket som forsvarer for den da tiltalte A.

Den skete overlevering til A og til nyhedsmedierne var i strid med forbudet i den færøske retsplejelov § 745, stk. 1, 3. pkt. Instruktionsrapporterne omhandlede tilrettelæggelsen af den allerede gennemførte ransagning og havde derfor ved overleveringen alene betydning i forbindelse med en række forsvareres klage over ransagningen. Under disse omstændigheder findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155.

Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte er frifundet for den rejste tiltale, og stadfæster derfor dommen.