TfK 2008.714/1 VLK

V.L.K. 30. juni 2008 i kære 11. afd. S-1332-08
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj).

(Kirsten Thorup, Bjerg Hansen og Annette Dellgren).


I retsbog af 9. juni 2008 fra Retten i Aalborg, 1. afdeling, er anført:
- - -

Der fremlagdes begæring af 16. maj 2008 fra advokat Michael Juul Eriksen om beskikkelse som forsvarer for tiltalte T og uddybende skrivelse af 4. juni 2008 fra advokaten.

Tiltalen vedrører overtrædelse af færdselslovens §§ 4, stk. 1, 42, stk. 1, nr. 1, og 56, stk. 1, den 29. maj 2007, og påstanden er bøde.

Det fremgår af skrivelsen af 4. juni 2008, at tiltalte i forbindelse med kørslen kom til skade med hukommelsessvigt til følge og derfor har behov for forsvarerbistand. Det er ligeledes anført, at der under sagen kan opstå spørgsmål, der vil kunne få betydning for en nævningesag, hvor advokaten er beskikket som forsvarer for tiltalte.

Der afsagdes sålydende

kendelse
Idet der alene nedlægges påstand om bøde for overtrædelse af færdselsloven den 29. maj 2007, og da der ikke er tidsmæssig sammenhæng med de under nævningesagen omfattende forhold den 7. april 2007

bestemmes
Den fremsatte begæring om forsvarerbeskikkelse for tiltalte under denne sag tages ikke til følge.

- - -

Vestre Landsrets kendelse:

Efter det, der er oplyst om tiltaltes helbredsforhold efter ulykken, og da skyldbedømmelsen vil kunne få afgørende betydning for erstatningsspørgsmålet, finder landsretten det efter en samlet vurdering ønskeligt, at der beskikkes forsvarer for tiltalte, hvorfor

bestemmes:
Den påkærede kendelse ophæves, og sagen hjemvises med henblik på forsvarerbeskikkelse.