UfR 1997.1125 ØLK
 

  Ø.L.K. 26. maj 1997 i kære 13. afd. nr. S-1711-97
(Reisz, Vagn Joensen, Niels Erik Jensen).

Tårnby Rets kendelse af 28. april 1997:


Under denne sag har politimesteren i Tårnby ved anklageskrift af 22. januar 1997 rejst tiltale mod T1 og T2 for bedrageri over for Arbejdsløshedskassen for Selvstændige på henholdsvis 309.818 kr. og 235.100 kr.

Det fremgår af sagen, at T1 og T2 ikke har ønsket at afgive forklaring til politiet, og at advokat A har været deres advokat siden 1982 og herunder repræsenteret dem i en række retssager.

Af bevisfortegnelsen fremgår, at der ønskes afhørt 6 vidner under domsforhandlingen, og at der tages forbehold om yderligere vidneførsel.

Advokat A er ikke blandt de 6 vidner, der er opført på bevisfortegnelsen.

T1 og T2 har fremsat ønske om, at advokat A beskikkes som deres forsvarer, og advokat A har erklæret, at han ønsker sig beskikket som forsvarer.

Anklagemyndigheden har med henvisning til retsplejelovens § 734, stk. 1, protesteret imod, at advokat A beskikkes, idet det meget vel kan tænkes, at advokat A vil blive indkaldt som vidne. Det er anført, at advokat A har været advokat for T1 og T2 i den periode, hvor det påtalte bedrageri skal være begået. Der er af Anklagemyndigheden særligt henvendt til sagens bilag 1, side 3-5, hvor V, der har været direktør for firma F i perioden fra den 21. januar til den 24. november 1993, har afgivet forklaring. Det er Anklagemyndighedens opfattelse, at dette selskab reelt blev drevet af T1 og T2, og at de fortsatte med at drive det, efter at V var fratrådt. V har under den omhandlede politiafhøring i vidt omfang henvist til advokat A og dennes virksomhed som advokat for T1 og T2, hvorfor vidneforklaring af advokat A er en nærliggende mulighed. Om vidneindkaldelsen vil blive aktuel afhænger af bevisførelsen, herunder den forklaring, som V afgiver i retten. Anklageren henviste endvidere til, at T1 og T2 ikke har villet afgive forklaring til politiet, og at de forklaringer, som de eventuelt måtte afgive i retten, også kan give anledning til vidneafhøring af advokat A. Anklageren henviste endelig til, at der, såfremt advokat A afhøres som vidne, når han er beskikket forsvarer, på grund af bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 1, kan opstå det problem, at advokat A ikke kan varetage sine klienters interesse på forsvarlig måde.

Anklageren henviste til ordlyden i retsplejelovens § 734, stk. 1, og til U 1958.1036.Ø. Vedrørende afgørelserne i U 1979.197.V og U 1979.633.V bemærkede anklageren, at disse afgørelser ikke kan være afgørende på grund af de i denne sag foreliggende konkrete omstændigheder.

Advokat A har anført, at en udelukkelse af ham som forsvarer ville være afgørende i strid med forudsætningerne i retsplejelovens kapitel 66, hvorefter – – – har ret til selv at vælge sin forsvarer. Han har videre anført, at ordlyden i retsplejelovens § 734, stk. 1, ikke udelukker ham fra at være forsvarer, idet han ikke er kaldet til at forklare sig som vidne, og at spørgsmålet om, hvorvidt man vil vidneindkalde ham, efter det oplyste er ren spekulation. Vedrørende bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 1, har han anført, at han ikke ønsker at afgive forklaring for retten som vidne.

Advokat A henviste endelig til artikel 6, stk. 2, litra c, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter tiltalte selv har lov til at vælge sin forsvarer.

En udelukkelse af ham som forsvarer ville kræve, at der foreligger en hel ekstraordinær situation, og dette er ingenlunde tilfældet i den foreliggende sag.

Retten skal udtale:

Efter ordlyden af bestemmelsen i retsplejelovens § 734, stk. 1, forudsætter afskærelsen af beskikkelsen af en forsvarer, at der er sket indkaldelse af den pågældende til afgivelse af vidneforklaring.

I et tilfælde, hvor anklagemyndighed påtænker at indkalde forsvareren som vidne eller anser en indkaldelse som sandsynlig, skal en udelukkelse støttes på en analogisk anvendelse af bestemmelsen, hvilket ikke på forhånd kan anses for at være udelukket.

Når henses til retsplejelovens princip om frit forsvarervalg og til artikel 6, stk. 2, litra c, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention findes en sådan analog anvendelse af bestemmelsen at burde forudsætte, at ganske særlige eller ekstraordinære omstændigheder foreligger.

Da sådanne ganske særlige eller ekstraordinære omstændigheder ikke ses at foreligge i denne sag, finder retten ikke, at der med hjemmel i retsplejelovens § 734, stk. 1, er grundlag for at undlade at beskikke advokat A som forsvarer for T1 og T2.

Anklagemyndigheden påkærede kendelsen til Østre Landsret, der i sin kendelse anførte:


Da politimesteren ikke har fundet tilstrækkelig anledning til at medtage advokat A som vidne på bevisfortegnelsen, tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at afslå T1's og T2's begæring om beskikkelse af advokat A som deres forsvarer, jf. retsplejelovens § 734, – – –