Fremsat
den 27. april 2005 af
justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af
retsplejeloven
(Forbedring af
voldtægtsofres retsstilling
m.v. og beskikkelse af
bistandsadvokat for
pårørende til afdøde i
straffesager mod
politipersonale)
§ 1
I
lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af
21. september 2004, som
ændret ved § 2 i lov nr.
1436 af 22. december 2004,
foretages følgende
ændringer:
1.
§ 741 a affattes
således:
Ȥ 741 a.
I sager, der vedrører
overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123,
§ 210, §§ 216-223, §§ 224
eller 225, jf. §§ 216-223,
§ 232, § 237, jf. § 21,
§§ 244-246, §§ 249 og 250,
§ 252, stk. 2, §§ 260- 262 a
eller § 288, beskikker
retten en advokat for den,
der er forurettet ved
lovovertrædelsen, når den
pågældende fremsætter
begæring om det, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2.
I sager om overtrædelse
af straffelovens § 210,
§§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2.
pkt., eller § 223, stk. 1,
skal beskikkelse ske,
medmindre den pågældende
efter at være vejledt om
retten til beskikkelse af
advokat frabeder sig det.
Den forurettede skal have
lejlighed til at tale med en
advokat før politiets
afhøring af forurettede,
medmindre den pågældende
efter at være blevet vejledt
frabeder sig det. Det samme
gælder i sager om
overtrædelse af § 224 eller
§ 225, jf. § 210, §§ 216 og
217, § 218, stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. pkt., eller
§ 223, stk. 1.
Stk. 3.
I sager om overtrædelse
af straffelovens § 119,
§ 123, § 218, stk. 1,
§§ 219-221, § 222, stk. 1,
og stk. 2, 1. led, § 223,
stk. 2, § 232, § 237, jf.
§ 21, §§ 244-246, §§ 249 og
250, § 252, stk. 2, §§ 260-
262 a eller § 288 kan
beskikkelse af advokat dog
afslås, hvis
lovovertrædelsen er af
mindre alvorlig karakter og
advokatbistand må anses for
åbenbart unødvendig. Det
samme gælder i sager, der
vedrører overtrædelse af
straffelovens § 224 eller
§ 225, jf. § 218, stk. 1,
§§ 219-221, § 222, stk. 1 og
stk. 2, 1. led, eller § 223,
stk. 2.
Stk. 4.
Fremsætter den
forurettede ikke begæring om
beskikkelse af advokat, kan
der efter politiets begæring
beskikkes en advokat for den
forurettede under
efterforskningen. Det samme
gælder, når der ikke sker
beskikkelse efter stk. 2.«
2.
§ 741 b affattes
således:
Ȥ 741 b.
Politiet vejleder den
forurettede om reglerne om
beskikkelse af en advokat. I
de sager, der er nævnt i
§ 741 a, stk. 2, skal
forurettede endvidere gøres
bekendt med reglerne om
advokatens medvirken, jf.
§ 741 a, stk. 2, 2. pkt., og
stk. 2, 2. pkt., nedenfor.
Vejledningen skal gives,
inden den forurettede
afhøres første gang, og skal
gentages i forbindelse med
og inden anden afhøring. Det
skal af politirapporten
fremgå, at den forurettede
har modtaget behørig
vejledning. Endvidere skal
det fremgå, hvis den
forurettede ikke har ønsket
en advokat beskikket.
Politiet drager omsorg for,
at spørgsmål om beskikkelse
efter § 741 a indbringes for
retten.
Stk. 2.
Er den forurettede
villig til at udtale sig, er
begæringen om beskikkelse af
advokat ikke til hinder for,
at politiet afhører den
forurettede uden advokatens
tilstedeværelse. I tilfælde,
hvor beskikkelse skal ske
efter § 741 a, stk. 2,
gælder dette kun, hvis den
forurettede anmoder om at
blive afhørt uden advokatens
tilstedeværelse.
Stk. 3.
Politiet kan tilkalde
eller kontakte en af de i
§ 733, stk. 1, nævnte
advokater til at varetage
hvervet som advokat for den
forurettede, indtil retten
måtte have beskikket en
advokat.
Stk. 4.
Justitsministeriet kan
fastsætte nærmere regler om
tilkaldeordningens
gennemførelse.«
3.
§ 741 c, stk. 1 og
2, affattes således:
Ȥ 741 c.
Advokaten har adgang til
at overvære afhøringer af
den forurettede såvel hos
politiet som i retten og har
ret til at stille yderligere
spørgsmål til den
forurettede. Advokaten har
ret til at gøre indsigelse
mod en bevisførelse i strid
med retsplejelovens § 185,
stk. 2. Advokaten
underrettes om tidspunktet
for afhøringer. Retsmøder,
hvor forurettede skal
afhøres, berammes så vidt
muligt efter aftale med
bistandsadvokaten. Advokaten
underrettes om andre
retsmøder, herunder
retsmøder efter
retsplejelovens § 922.
Stk. 2.
Advokaten har adgang til
at gøre sig bekendt med den
forurettedes forklaring til
politiet og andre dokumenter
i sagen vedrørende den
forurettede. Når der er
rejst tiltale i sagen, har
advokaten tillige adgang til
at gøre sig bekendt med det
øvrige materiale i sagen,
som politiet har
tilvejebragt.«
4. I
§ 841 indsættes som
stykke 2:
»Stk. 2.
I sager om overtrædelse
af straffelovens § 210,
§§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2.
pkt. eller § 223, stk. 1,
skal anklagemyndigheden
senest samtidig med
indlevering af
bevisfortegnelsen underrette
forsvareren og retten om,
hvorvidt der foreligger
sådanne spørgsmål, som nævnt
i stk. 1. Det samme gælder i
sager om overtrædelse af
§ 224 eller § 225, jf.
§ 210, §§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2.
pkt. eller § 223, stk. 1.«
5. I
§ 1020 e, stk. 1,
indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
»Stk. 2.
Er forurettede afgået
ved døden, beskikker retten
på begæring af den
forurettedes nære pårørende
en advokat for de pårørende,
når forholdene taler
derfor.«
Stk. 2 og 3
bliver herefter til stk. 3
og 4.
6. I
§ 1020 e, stk. 2, der
bliver stk. 3, indsættes
efter »advokat«: »eller den
for de nære pårørende
beskikkede advokat«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1.
juli 2005.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. |
Indledning
|
|
|
1.1. |
Lovforslagets
formål |
|
|
1.2. |
Lovforslagets
hovedpunkter
|
|
2. |
Baggrunden for
lovforslaget
|
|
|
2.1. |
Folketingsbeslutning
om forbedring af
voldtægtsofres
retsstilling før og
under retssagen
|
|
|
2.2. |
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning |
|
3. |
Voldtægtsofres
retsstilling
|
|
|
3.1. |
Beskikkelse af
bistandsadvokat
|
|
|
3.1.1. |
Gældende ret |
|
|
3.1.2. |
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse
vedrørende
beskikkelse af
bistandsadvokat |
|
|
3.1.3. |
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser |
|
|
3.1.4. |
Lovforslagets
udformning |
|
|
3.2. |
Bistandsadvokatens
medvirken under
efterforskningen
|
|
|
3.2.1. |
Gældende ret
;............................................................................
...... |
|
|
3.2.2. |
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse
vedrørende politiets
vejledning i
forbindelse ned
beskikkelse af
bistandsadvokat |
|
|
3.2.3. |
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser |
|
|
3.2.4. |
Lovforslagets
udformning
.................................................................
|
|
|
3.3. |
Bistandsadvokatens
adgang til at
deltage i sagens
behandling ved
domstolene |
|
|
3.3.1. |
Gældende ret |
|
|
3.3.2. |
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse
vedrørende
bistandsadvokatens
beføjelser og
bistandsadvokatens
medvirken under
straffesagen |
|
|
3.3.3. |
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser |
|
|
3.3.3.1. |
Aktindsigt |
|
|
3.3.3.2. |
Bistandsadvokatens
tilstedeværelse ved
retsmøder |
|
|
3.3.3.3. |
Bistandsadvokatens
adgang til at stille
spørgsmål til
forurettede |
|
|
3.3.3.4. |
Bistandsadvokatens
adgang til at
foreslå supplerende
bevisførelse |
|
|
3.3.4. |
Lovforslagets
udformning |
|
|
3.4. |
Beskyttelse af
voldtægtsofre mod
ydmygelser i retten
|
|
|
3.4.1. |
Gældende ret |
|
|
3.4.1.1. |
Afhøring af
forurettede uden at
tiltalte er til
stede, jf.
retsplejelovens
§ 841 og § 848 |
|
|
3.4.1.2. |
Dørlukning efter
retsplejelovens § 29
og § 29 a |
|
|
3.4.1.3. |
Referatforbud efter
retsplejelovens § 31
|
|
|
3.4.1.4. |
Forbud mod
offentliggørelse af
forurettedes
identitet efter
retsplejelovens
§ 1017 b |
|
|
3.4.1.5. |
Forbud mod
fotografering af
sigtede, tiltalte og
vidner |
|
|
3.4.1.6. |
Reglerne om
indskrænket
bevisførelse –
retsplejelovens
§ 185 |
|
|
3.4.2. |
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse
vedrørende
beskyttelse af
voldtægtsofret mod
ydmygelser i retten
|
|
|
3.4.3. |
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser |
|
|
3.4.3.1. |
Afhøring uden at
tiltalte er til
stede, jf.
retsplejelovens
§ 841 og § 848 |
|
|
3.4.3.2. |
Retsplejelovens
§ 185, stk. 2, om
bevisførelse om
forurettedes
tidligere seksuelle
adfærd i visse
sædelighedssager
|
|
|
3.4.3.3. |
Forbud mod
offentliggørelse af
forurettedes
identitet efter
retsplejelovens
§ 1017 b |
|
|
3.4.4. |
Lovforslagets
udformning |
|
|
3.5. |
Reglernes
anvendelsesområder
|
|
|
3.5.1. |
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser |
|
|
3.5.2. |
Lovforslagets
udformning |
|
4. |
Bistandsadvokat
til afdødes
pårørende i
straffesager mod
politiet |
|
|
4.1. |
Gældende ret
|
|
|
4.2. |
Lovforslagets
udformning |
|
5. |
Forslagets
økonomiske og
administrative
konsekvenser m.v.
|
|
6. |
Hørte myndigheder
m.v. |
|
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål
Den 4.
juni 2004 vedtog Folketinget
»Folketingsbeslutning om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen«.
Folketingsbeslutningen
bygger på et privat
beslutningsforslag fremsat
den 2. december 2003 af
Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre og
Enhedslisten (B 82),
Folketingsåret 2003-04.
Folketingsbeslutningen
pålægger justitsministeren i
folketingsåret 2004-05 at
komme med initiativer, der
forbedrer voldtægtsofres
retsstilling i
voldtægtssager før og under
retssagen, herunder de
fornødne forslag til
lovændringer på en række
punkter. Der henvises
nærmere til pkt. 2.1.
nedenfor. Lovforslaget er en
udmøntning af pkt. 1 og 2 i
Folketingsbeslutningen.
Hovedformålet med
lovforslaget er at styrke
retsstillingen for
forurettede i voldtægtssager
og andre grove
sædelighedssager, således at
det sikres, at der altid
beskikkes en bistandsadvokat
for den forurettede,
medmindre den pågældende
frabeder sig dette, og
således at
bistandsadvokatens mulighed
for medvirken under
efterforskningen og sagens
behandling ved domstolene
forbedres.
Denne
del af lovforslaget bygger
på Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1458/2005 om
forbedringer af
voldtægtsofres retsstilling
og svarer i det væsentlige
til
Strafferetsplejeudvalgets
lovudkast.
Et
andet formål med
lovforslaget er at indføre
en forbedret stilling for de
pårørende i sager, hvor en
person er afgået ved døden
som følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt, jf.
retsplejelovens kapitel 93
c. Det foreslås, at der
bliver hjemmel til at
beskikke en advokat for de
pårørende.
1.2. Lovforslagets
hovedpunkter
I
relation til spørgsmålet om
adgangen til bistandsadvokat
og bistandsadvokatens
medvirken under
efterforskningen foreslås
det, at der indsættes en ny
bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, 1. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 1)
om bistandsadvokat i
voldtægtssager m.v.,
hvorefter der skal ske
beskikkelse af en
bistandsadvokat, medmindre
den forurettede – efter at
være blevet vejledt om
retten til bistandsadvokat –
frabeder sig dette.
Endvidere foreslås det, at
den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, vedrørende
beskikkelse af
bistandsadvokat på politiets
begæring ligeledes skal
finde anvendelse, når der
ikke sker beskikkelse af en
advokat efter den foreslåede
§ 741 a, stk. 2, 1. pkt. Der
henvises til den foreslåede
bestemmelse i § 741 a,
stk. 4, 2. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 1).
Der henvises herom til pkt.
3.1.4. nedenfor.
Derudover foreslås en ny
regel i retsplejelovens
§ 741 a, stk. 2, 2. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 1)
om, at den forurettede skal
have lejlighed til en
samtale med en
bistandsadvokat inden den
første egentlige
politiafhøring, medmindre
den forurettede frabeder sig
det. Der henvises herom til
pkt. 3.2.4. nedenfor.
Endelig forslås en ny regel
i retsplejelovens § 741
b, stk. 2, 2. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 2),
hvorefter politiafhøring af
forurettede skal ske under
tilstedeværelse af en
beskikket advokat, medmindre
den forurettede anmoder om
at blive afhørt uden
bistandsadvokatens
tilstedeværelse. Der
henvises herom til pkt.
3.2.4. nedenfor.
For så
vidt angår
bistandsadvokatens adgang
til at deltage i sagens
behandling ved domstolene
forslås det, at der
indsættes en ny bestemmelse
i retsplejelovens § 741
c, stk. 1, 2. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 3),
hvorefter advokaten har ret
til at gøre indsigelse mod
en bevisførelse i strid med
retsplejelovens § 185,
stk. 2. Der henvises herom
til pkt. 3.4.4. nedenfor.
Derudover foreslås det, at
det i retsplejelovens
§ 741 c, stk. 1, 4. og 5.
pkt. (lovforslagets § 1,
nr. 3) præciseres, at
retsmøder, hvor forurettede
skal afhøres, så vidt muligt
skal berammes efter aftale
med bistandsadvokaten, og at
bistandsadvokaten skal
underrettes om andre
retsmøder. Der henvises
herom til pkt. 3.3.4.
nedenfor.
Endvidere foreslås det, at
bestemmelsen i
retsplejelovens § 741 c,
stk. 2, 1. pkt.
(lovforslagets § 1, nr. 3)
om bistandsadvokatens adgang
til at gøre sig bekendt med
den forurettedes forklaring
forud for afgørelsen af
tiltalespørgsmålet, udvides
til også at omfatte andet
materiale vedrørende
forurettede, herunder
lægelige udtalelser. Der
henvises herom til pkt.
3.3.4. nedenfor.
I
relation til retsplejelovens
§ 841 om muligheden for at
træffe afgørelse om
dørlukning, referatforbud og
om, at tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne
afhøres m.v., foreslås det,
at anklagemyndigheden i
voldtægtssager m.v. senest
samtidig med indlevering af
bevisfortegnelse i sagen
skal underrette forsvareren
og retten om, hvorvidt der
foreligger spørgsmål om
afgørelser nævnt i § 841,
herunder om, hvorvidt
tiltalte skal forlade
retslokalet under
forurettedes forklaring. Der
henvises til den foreslåede
bestemmelse i
retsplejelovens i § 841,
stk. 2, (lovforslagets
§ 1, nr. 4) samt til pkt.
3.4.4. nedenfor.
Det
foreslås, at den bedre
beskyttelse som udgangspunkt
skal gælde forurettede i
voldtægtssager samt i meget
alvorlige sædelighedssager.
Det foreslås således, at
reglerne skal finde
anvendelse i sager om
overtrædelse af
straffelovens § 210
(incest), § 216 (voldtægt),
§ 217 (anden tvang), § 218,
stk. 2 (»forsvarsløse«),
§ 222, stk. 2, 2. pkt.
(under 12 år + tvang m.v.)
og § 223, stk. 1 (under 18
år + betroelsesforhold o.
lign.), samt § 224 (anden
kønslig omgængelse) eller
§ 225 (homoseksuelle
forhold), jf. § 210, §§ 216
og 217, § 218, stk. 2,
§ 222, stk. 2, 2. pkt.,
eller § 223, stk. 1. Denne
afgrænsning svarer til
anvendelsesområdet for
retsplejelovens § 29 a om
dørlukning og til
afgrænsningen i de sager,
hvor der efter de gældende
regler er et krav om
beskikkelse af advokat, jf.
retsplejelovens § 741 a,
stk. 1.
Dog
vil reglerne om berammelse
af retsmøder, jf. den
foreslåede § 741 c, stk. 1,
4. og 5. pkt. og reglen om
aktindsigt, jf. den
foreslåede § 741 c, stk. 2,
1. pkt., skulle finde
anvendelse i samtlige sager
omfattet af retsplejelovens
kapitel 66 a. Der henvises
herom til pkt. 3.5.2.
nedenfor.
Endelig foreslås en
forbedret stilling for de
pårørende i sager efter
retsplejelovens kapitel 93 c
om straffesager mod
politipersonale ved, at der
i en ny bestemmelse i
retsplejelovens § 1020 e,
stk. 2 (lovforslagets
§ 1, nr. 5) indføres en
hjemmel til at beskikke en
advokat for nære pårørende
til en forurettet dels i
tilfælde, hvor en forurettet
er afgået ved døden som
følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt, dels i tilfælde,
hvor en forurettet i en sag,
der behandles efter
retsplejelovens kapitel 93
c, afgår ved døden af andre
årsager, inden sagen er
afsluttet. Der henvises
herom til pkt. 4.2.
nedenfor.
2. Baggrunden for
lovforslaget
2.1. Folketingsbeslutning om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen
Den 4.
juni 2004 vedtog Folketinget
»Folketingsbeslutning om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen«.
Folketingsbeslutningen
bygger på et privat
beslutningsforslag fremsat
den 2. december 2003 af
Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre og
Enhedslisten (B 82),
Folketingsåret 2003-04.
Af
folketingsbeslutningen
fremgår det, at Folketinget
pålægger justitsministeren i
folketingsåret 2004-05 at
komme med initiativer, der
forbedrer voldtægtsofres
retsstilling i
voldtægtssager før og under
retssagen, herunder de
nødvendige forslag til
lovændringer på en række
punkter. Ifølge
folketingsbeslutningens pkt.
1 og 2 skal initiativerne
bl.a. vedrøre
bistandsadvokatens
inddragelse i sagen samt
spørgsmålet om
fremgangsmåden ved afhøring
af voldtægtsofre i retten.
På
baggrund af
folketingsbeslutningen om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen, anmodede
Justitsministeriet ved
skrivelse af 21. juni 2004
Strafferetsplejeudvalget om
at komme med en udtalelse om
de særlige spørgsmål i
relation til voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen, som er nævnt i
folketingsbeslutningens pkt.
1 og 2. Det oprindelige
beslutningsforslag indeholdt
et særligt punkt vedrørende
bistandsadvokaters adgang
til at deltage i sagens
behandling ved domstolene,
herunder bl.a. adgang til
sagens materiale. Under
folketingets behandling af
forslaget udgik dette punkt.
Da spørgsmålet om en ændring
af bistandsadvokaters adgang
til at deltage i sagens
behandling ved domstolene
imidlertid vil kunne blive
aktuelt igen under den
fortsatte debat om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling, anmodede
Justitsministeriet om, at
Strafferetsplejeudvalgets
udtalelse tillige kom til at
omfatte dette spørgsmål.
Folketingsbeslutningens pkt.
1 og 2 har følgende ordlyd:
»1. Voldtægtsofre
skal som udgangspunkt
ubetinget og ufravigeligt
have udpeget
bistandsadvokat, have adgang
til og mulighed for at tale
med bistandsadvokaten, før
offeret afhøres af politiet,
og have bistandsadvokaten
til stede under politiets
afhøring.
2. Bedre beskyttelse
af voldtægtsofre mod
ydmygelser under offerets
forklaring i retten med
hensyn til
– beslutning om, at tiltalte
forlader retslokalet, mens
voldtægtsofferet afhøres,
– indskrænket adgang til
bevisførelse om
voldtægtsofres
troværdighed.«
Pkt. 2 i det oprindelige
forslag til
folketingsbeslutning om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen (B 82) har
følgende ordlyd:
»2. Bistandsadvokatens
adgang til at deltage i
sagens behandling ved
domstolene skal udbygges.
Forslaget omhandler retten
til:
– adgang til sagens
materiale og dokumenter,
– at være til stede ved
retsmøderne,
– at stille spørgsmål til
voldtægtsofferet,
– at foreslå supplerende
bevisførelse og vidner.«
2.2.
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning
På den
anførte baggrund har
Strafferetsplejeudvalget
afgivet betænkning nr.
1458/2005 om forbedring af
voldtægtsofres retsstilling.
Til
brug for sine overvejelser
vedrørende voldtægtsofres
retsstilling iværksatte
Strafferetsplejeudvalget en
undersøgelse.
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse bygger på et
spørgeskema, som blev sendt
til række myndigheder og
organisationer (se nærmere
betænkningens bilag 1b).
Spørgeskemaet indeholdt en
række spørgsmål i relation
til bl.a. beskikkelse af
bistandsadvokat for den
forurettede, jf.
retsplejelovens §§ 741 a og
741 b, stk. 2 og 3,
vejledning af den
forurettede, jf.
retsplejelovens § 741 b,
stk. 1, og
bistandsadvokatens
beføjelser, jf.
retsplejelovens § 741 c.
Endvidere indeholdt
spørgeskemaet en række
spørgsmål vedrørende
straffesagens behandling ved
retten, herunder anvendelsen
af bestemmelserne i
retsplejelovens § 848,
stk. 1, om muligheden for at
beslutte, at tiltalte skal
forlade retslokalet, og
retsplejelovens § 841,
hvorefter der er mulighed
for forud for
domsforhandlingen at få
afklaret spørgsmålet om,
hvorvidt tiltalte skal
forlade retslokalet, når den
forurettede skal afhøres.
Endelig indeholdt
spørgeskemaet en række
spørgsmål vedrørende
retsplejelovens § 185,
stk. 2, om bevisførelse om
den forurettedes tidligere
seksuelle adfærd.
Betænkningens bilag 1
indeholder en gennemgang af
resultaterne af denne
undersøgelse. Undersøgelsens
resultat omtales nedenfor
under de enkelte punkter.
3. Voldtægtsofres
retsstilling
3.1. Beskikkelse af
bistandsadvokat
3.1.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 66 a
om advokatbistand til den
forurettede i sager om
overtrædelse af en række
forbrydelser, herunder
straffelovens § 216, er
indsat ved lov nr. 253 af
16. juni 1980 med henblik på
at beskytte og styrke den
forurettedes stilling i
sager om voldtægt mv., jf.
FT 1979-80, tillæg A, sp.
459, og tillæg B, sp. 939.
Ved
lov nr. 730 af 7. december
1988 blev adgangen til
advokatbeskikkelse udvidet
bl.a. således at ordningen
kom til at omfatte ofre for
de fleste
sædelighedsforbrydelser samt
ofre for almindelig vold,
jf. betænkning nr. 1102/1987
om den forurettedes stilling
i voldtægts- og voldssager
afgivet af et udvalg nedsat
af Justitsministeriet den 6.
juni 1983
(1987-betænkningen).
I 1997
blev adgangen til
advokatbeskikkelse
yderligere styrket, jf. lov
nr. 349 af 23. maj 1997,
idet ofre for de
forbrydelser, hvor der
hidtil havde skullet
foreligge en positiv
indikation for beskikkelsen,
nu har krav på beskikkelse,
medmindre lovovertrædelsen
er af mindre alvorlig
karakter, og advokatbistand
må anses for åbenbart
unødvendig.
Det
følger af retsplejelovens
§ 741 a, stk. 1, 1. pkt., at
retten i sager, der vedrører
overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123,
§ 210, §§ 216-223, §§ 224
eller 225, jf. §§ 216-223,
§ 232, § 237, jf. § 21,
§§ 244-246, §§ 249 og 250,
§ 252, stk. 2, §§ 260- 262 a
eller § 288, beskikker en
advokat for den, der er
forurettet ved
lovovertrædelsen, når den
pågældende fremsætter
begæring herom.
Beskikkelse af en
bistandsadvokat forudsætter
således i disse sager en
anmodning fra den
forurettede, hvilket vil
sige, at beskikkelsen er
frivillig i forhold til den
forurettede. Vælger den
forurettede at få beskikket
en advokat, er det som
hovedregel obligatorisk for
retten at imødekomme
anmodningen herom, men
undtagelse herfra gælder dog
i sager om overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123,
§ 218, stk. 1, §§ 219-221,
§ 222, stk. 1 og stk. 2, 1.
led, § 223, stk. 2, § 232,
§ 237, jf. § 21, §§ 244-246,
§§ 249 og 250, § 252,
stk. 2, §§ 260- 262 a eller
§ 288. (Det samme gælder i
sager, der vedrører
overtrædelse af
straffelovens § 224 eller
§ 225, jf. § 218, stk. 1,
§§ 219-221, § 222, stk. 1 og
stk. 2, 1. led, eller § 223,
stk. 2.). I de nævnte sager
kan beskikkelse af advokat
afslås, hvis
lovovertrædelsen er af
mindre alvorlig karakter og
advokatbistand må anses for
åbenbart unødvendig. Det
fremgår dog af forarbejderne
til bestemmelsen, at det
forudsættes, at det kun helt
undtagelsesvis skal være
muligt at afslå en anmodning
om bistandsadvokat, jf. de
almindelige bemærkninger
pkt. 2.2. i forslag til lov
om ændring af
retsplejeloven, straffeloven
og erstatningsansvarsloven
(Styrkelse af retsstilling
for ofre for forbrydelser)
(L 144), Folketingsåret
1996-97.
Den
forurettede kan anmode om at
få beskikket en
bistandsadvokat på et
hvilket som helst tidspunkt,
ligesom den pågældende i
stedet selv kan vælge at
antage en advokat. I
sidstnævnte tilfælde
honoreres advokaten af den
forurettede.
Efter
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, kan politiet
fremsætte begæring om
beskikkelse af en
bistandsadvokat for den
forurettede under
efterforskningen, hvis den
pågældende ikke selv har
anmodet herom.
3.1.2.
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse vedrørende
beskikkelse af
bistandsadvokat
Som
anført ovenfor i pkt. 2.2.,
har Strafferetsplejeudvalget
til brug for sine
overvejelser foretaget en
undersøgelse af praksis for
så vidt angår
retsplejelovens regler i
kapitel 66 a vedrørende
advokatbistand for
forurettede. Undersøgelsens
resultat er nærmere
beskrevet i betænkningens
kapitel 4, side 45-48.
Heraf
fremgår det i relation til
spørgsmålet om
beskikkelse af en
bistandsadvokat for den
forurettede, at det i
hovedparten af
høringssvarene anføres, at
ordningen med beskikkelse af
bistandsadvokat for
voldtægtsofre fungerer
tilfredsstillende. Dog
påpeger enkelte
høringsparter (bl.a.
Joan-Søstrene og Center for
Voldtægtsofre
(Rigshospitalet)), at
ordningen ikke fungerer
tilfredsstillende, idet det
er sjældent, at ofrene har
fået beskikket en
bistandsadvokat på det
tidspunkt, hvor de retter
henvendelse til henholdsvis
Joan-Søstrene og Center for
Voldtægtsofre.
Det
fremgår videre af
undersøgelsen, at
voldtægtsofre stort set
altid anmoder om at få
beskikket en
bistandsadvokat, dog ofte
først, når de er blevet
vejledt herom. Endvidere
fremgår det, at det er
sjældent, at beskikkelsen
sker efter politiets
anmodning, men at det typisk
sker i sager, hvor den
forurettede ikke kan
varetage sine egne
interesser, f.eks. når
forurettede er et barn.
Undersøgelsen viser
imidlertid, at der er stor
forskel på, hvornår
advokaten bliver beskikket,
idet beskikkelsen dog oftest
sker mellem anmeldelsen og
første egentlige afhøring,
eller mellem første afhøring
og tiltalerejsning.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 47-48 og
betænkningens bilag 1.
3.1.3.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser i relation til
beskikkelse af
bistandsadvokat til
forurettede i voldtægtssager
er nærmere behandlet i
betænkningens kapitel 5,
afsnit 5.2 og 5.6.
3.1.3.1.
Strafferetsplejeudvalget har
overvejet, om de gældende
regler om beskikkelse af
bistandsadvokat bør ændres i
sager, hvor den forurettede
er et voldtægtsoffer,
således at beskikkelse af
bistandsadvokat skal være
obligatorisk, jf. pkt. 1 i
Folketingsbeslutning om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen af 4. juli 2004.
Strafferetsplejeudvalget
anfører, at der oftest vil
være behov for en
bistandsadvokat for
forurettede i
voldtægtssager, og at det er
uheldigt, hvis den
forurettede på grund af
usikkerhed eller
misforståelse af situationen
undlader at anmode om
beskikkelse af en
bistandsadvokat i tilfælde,
hvor den pågældende måske i
virkeligheden helst ville
have den støtte, som
bistandsadvokaten kunne
give.
Efter
udvalgets opfattelse er det
dog hverken rimeligt eller
hensigtsmæssigt, at en
forurettet, der helt bevidst
ikke ønsker, at der skal
beskikkes en
bistandsadvokat, skal
påtvinges en advokat.
Udvalget lægger i den
forbindelse vægt på, at det
f.eks. kan tænkes, at den
forurettede ønsker at afgive
forklaring uden at involvere
flere personer end højst
nødvendigt, eller at
forurettede foretrækker at
benytte et familiemedlem
eller en bekendt som
bisidder.
Udvalget bemærker i øvrigt,
at det fremgår af udvalgets
undersøgelse, jf. pkt.
3.1.2. ovenfor, at der i
stort set alle
voldtægtssager, der kommer
for retten, medvirker en
bistandsadvokat. Problemet
med beskikkelse er således
navnlig knyttet til sager,
der ikke kommer for retten,
og til, hvornår beskikkelse
sker, idet beskikkelsen i
flere sager først sker efter
den første politiafhøring.
Udvalget har i den
forbindelse overvejet, om
reglerne om beskikkelse af
bistandsadvokat i
voldtægtssager bør udformes
med henblik på, at
bistandsadvokaten får til
opgave at efterprøve, om der
overhovedet er grundlag for
en anmeldelse om voldtægt,
og i givet fald opfordre den
pågældende til at
undlade/tilbagekalde
anmeldelsen.
Udvalget afviser dog en
sådan udformning af
reglerne, idet udvalget
lægger vægt på, at der
derved kunne opstå en
sammenblanding af opgaver,
der ligger hos politiet, og
den opgave der må være det
centrale i ordningen med
bistandsadvokat – at støtte
den forurettede. Hertil
kommer, at vurderingen efter
udvalgets opfattelse i alle
tvivlstilfælde netop måtte
bero på de oplysninger, som
det er politiets opgave at
tilvejebringe under den
indledende efterforskning.
Efter
en samlet vurdering foreslår
udvalget, at der i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, indsættes en
særlig regel om beskikkelse
af bistandsadvokat i
voldtægtssager m.v.,
hvorefter der skal ske
beskikkelse af en advokat,
medmindre den forurettede –
efter at være vejledt om
retten til bistandsadvokat –
frabeder sig det.
Udvalget foreslår, at den
foreslåede nye bestemmelse
skal gælde for sager
omfattet af straffelovens
§ 210 (incest), § 216
(voldtægt), § 217 (anden
tvang), § 218, stk. 2
(»forsvarsløse«), § 222,
stk. 2, 2. led (under 12 år
+ tvang m.v.) og § 223,
stk. 1 (under 18 år +
betroelsesforhold m.v.),
samt i sager efter
straffelovens § 224 (anden
kønslig omgængelse) og § 225
(om homoseksuelle forhold),
jf. § 210, § 216, § 217,
§ 218, stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. led, og § 223,
stk. 1. Der henvises nærmer
herom til pkt. 3.5. nedenfor
Strafferetsplejeudvalget
påpeger, at den foreslåede
regel – uanset den
anderledes udformning – i
det væsentlige vil svare til
Folketingsbeslutningens pkt.
1, da udgangspunktet
bliver, at der sker
beskikkelse. Efter udvalgets
opfattelse vil forskellen
for så vidt kun blive, at
det med den af udvalget
foreslåede regel præciseres,
at forurettede har en
fravalgsmulighed.
Efter
den gældende regel i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, er der mulighed for,
at politiet kan fremsætte
begæring om beskikkelse af
bistandsadvokat, når
forurettede ikke har gjort
det.
Strafferetsplejeudvalget
finder, at denne regel bør
opretholdes også for
voldtægtssager m.v., der
omfattes af den foreslåede
nye regel i § 741 a, stk. 2.
Strafferetsplejeudvalget
begrunder dette med, at
uanset, at udgangspunktet
efter den foreslåede
bestemmelse i § 741 a,
stk. 2, er, at beskikkelse
sker, medmindre forurettede
frabeder sig det, vil der
være situationer, hvor
beskikkelse på politiets
initiativ bør kunne ske,
f.eks. hvor en værge for en
mindreårig frabeder sig
beskikkelse, eller hvor det
er tvivlsomt, om en
erklæring fra en psykisk syg
person er alvorlig ment.
Beskikkelse kan i sådanne
tilfælde være nødvendig for
at varetage forurettedes
interesser.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 57-59.
3.1.3.2.
Strafferetsplejeudvalget har
derudover overvejet, om der
bør stilles specielle krav
til de advokater, der
beskikkes som
bistandsadvokat for
forurettede, herunder om
bistandsadvokater bør
gennemgå en særlig
uddannelse med hensyn til de
psykologiske aspekter af
opgaven.
Udvalget anfører i den
forbindelse, at
voldtægtsofres særlige
situation og ofte
traumatiserende tilstand i
sig selv stiller krav til
den, der skal bistå dem.
Udvalget anser det således
for væsentligt, at
bistandsadvokaten nærmere
forstår det pres, som
forurettede er udsat for, at
bistandsadvokaten ikke er
fremmed for voldtægtsofres
typiske reaktionsmønster, og
at advokaten er klar over,
hvorledes de fornødne hensyn
til forurettede kan og bør
tages.
Strafferetsplejeudvalget
finder dog ikke, at der bør
stilles krav om en særlig
uddannelse. Som begrundelse
herfor anfører udvalget for
det første, at en
gennemførelse af et sådant
krav vil være forbundet med
betydelige praktiske
vanskeligheder. For det
andet anfører udvalget, at
advokater i almindelighed -
og beneficerede advokater i
særdeleshed – vil have
betydelig erfaring i at
bistå personer, der befinder
sig i en særlig presset
situation. Endelig anfører
udvalget, at det bør
fastholdes, at der er tale
om en advokatopgave, og at
opgaven således ikke består
i at yde forurettede bistand
på det psykologiske plan.
Advokaten skal derimod bistå
forurettede ved at virke
for, at forurettede er klar
over sine rettigheder, og at
disse rettigheder udnyttes i
det omfang, forurettede
ønsker det og har behov
herfor. Til opgaven hører
også at sikre, at
forurettede får den
professionelle bistand,
herunder eventuel
psykologisk bistand, der er
mulighed og behov for.
Udvalget anfører på den
baggrund, at den nuværende
ordning bør opretholdes.
Bistandsadvokaten bør
således som udgangspunkt
beskikkes blandt kredsen af
beneficerede advokater,
ligesom forurettede selv
fortsat bør have mulighed
for at vælge en
mødeberettiget advokat uden
for denne kreds.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 53-54.
3.1.3.3.
Strafferetsplejeudvalget har
endvidere overvejet, om der
er behov for en regel, der
kan sikre, at der bliver
beskikket en bistandsadvokat
i tilståelsessager, hvor
forurettede, uanset at denne
ikke skal møde i retten, kan
have behov for en
bistandsadvokat, bl.a. i
relation til opgørelsen af
et eventuelt
erstatningskrav.
Efter
udvalgets opfattelse bør
anklagemyndigheden i de
situationer, hvor der er
tale om en tilståelsessag
efter retsplejelovens § 922,
indhente oplysninger hos den
forurettede om eventuelle
erstatningskrav og eventuelt
sørge for, at den
forurettede får beskikket en
bistandsadvokat. Er der ikke
tidligere beskikket en
bistandsadvokat for
forurettede, bør
anklagemyndigheden således –
som det efter udvalgets
opfattelse formentlig
allerede sker – i
forbindelse med
tiltalespørgsmålets
afgørelse tage spørgsmålet
op over for forurettede,
hvad enten der rejses
tiltale eller sagen fremmes
som tilståelsessag. Udvalget
finder det herefter ikke
nødvendigt at opstille
lovregler.
3.1.3.4.
Strafferetsplejeudvalget har
endelig overvejet, om der
bør indføres nærmere regler,
der regulerer adgangen til
at have en bisidder, som
ikke er advokat. Udvalget
finder imidlertid ikke –
bl.a. fordi der ikke
umiddelbart synes at
forekomme problemer i den
forbindelse i praksis – at
der er et behov for sådanne
regler.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 82-83.
3.1.4. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet kan
tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
synspunkter, herunder
forslaget til en ny
bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, hvorefter der som
udgangspunkt skal ske
beskikkelse af
bistandsadvokat, medmindre
den forurettede frabeder sig
det.
Justitsministeriet finder,
at den foreslåede regel på
den ene side tilgodeser
hensynet til en forurettet,
som på grund af overgrebet
ikke er i stand til at tage
stilling til spørgsmålet om,
hvorvidt den pågældende
ønsker en advokat beskikket,
og på den anden side ikke
tvinger en forurettet til at
få beskikket en
bistandsadvokat.
Også i
relation til
tilståelsessagerne efter
retsplejelovens § 922 finder
Justitsministeriet, at den
foreslåede regel yder den
forurettede den nødvendige
sikkerhed for, at der
beskikkes en advokat.
Om
anvendelsesområdet for den
foreslåede bestemmelse i
§ 741 a, stk. 2, henvises
til pkt. 3.5.2. nedenfor.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1 (§ 741 a, stk. 2,
1. pkt.) og bemærkningerne
hertil.
3.2. Bistandsadvokatens
medvirken under
efterforskningen
3.2.1. Gældende ret
Det
følger af retsplejelovens
§ 741 b, stk. 1, at
politiet vejleder den
forurettede om adgangen til
at begære en advokat
beskikket. Vejledningen skal
gives, inden den forurettede
afhøres første gang, og skal
gentages i forbindelse med
og inden anden afhøring. Det
skal af politirapporten
fremgå, at den forurettede
har modtaget behørig
vejledning. Politiet drager
omsorg for, at den
forurettedes begæring om
beskikkelse af en advokat
indbringes for retten.
Rigsadvokaten har i
Meddelelse nr. 2/2001 af 24.
oktober 2001 »Vejledning til
ofre for forbrydelser og
udpegning af en
kontaktperson for vidner«,
redegjort for politiets
vejledningspligt.
Af
meddelelsen fremgår, at
politiet drager omsorg for,
at den forurettedes begæring
om beskikkelse af advokat
indbringes for retten.
Såfremt advokatbeskikkelse
ikke er sket, skal politiet,
når der indleveres
anklageskrift eller
retsmødebegæring til retten,
skriftligt underrette
forurettede herom.
Forurettede skal i
underretningsskrivelsen
opfordres til at
tilvejebringe dokumentation
for et eventuelt
erstatningskrav.
Derudover fremgår det, at
politiet til personer, der
har været udsat for
voldtægt, incest eller andre
seksuelle overgreb, skal
udlevere Justitsministeriets
vejledning »Til den, der har
været udsat for voldtægt,
incest (blodskam) eller
andre seksuelle overgreb«,
der bl.a. indeholder
oplysninger om forurettedes
rettigheder.
Hvis
den forurettede er villig
til at udtale sig, er
begæring om beskikkelse af
advokat ikke til hinder for,
at politiet afhører den
forurettede uden advokatens
tilstedeværelse, jf.
§ 741 b, stk. 2. Ønsker
den forurettede ikke at
udtale sig uden advokatens
tilstedeværelse, kan
politiet tilkalde en af de i
§ 733, stk. 1, nævnte
advokater til at varetage
hvervet som advokat for den
forurettede, indtil retten
tager stilling til
begæringen.
I
medfør af retsplejelovens
§ 741 b, stk. 3, kan
justitsministeren fastsætte
nærmere regler om
tilkaldeordningens
gennemførelse, men sådanne
administrative forskrifter
er ikke udstedt. Der er dog
i praksis etableret en
tilkaldeordning svarende til
ordningen for beskikkede
forsvarere, jf.
bekendtgørelse nr. 467 af
26. september 1978.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 17-18.
3.2.2.
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse vedrørende
politiets vejledning i
forbindelse med beskikkelse
af bistandsadvokat
Af
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse fremgår det, at
ordningen med politiets
vejledning om beskikkelse af
bistandsadvokat for
voldtægtsofre efter de
adspurgtes overvejende
opfattelse generelt fungerer
tilfredsstillende.
Dog
anføres det i enkelte
høringssvar, (navnlig fra
Center for Voldtægtsofre og
Joan-Søstrene,) at ordningen
ikke fungerer
tilfredsstillende, idet det
er disse parters opfattelse,
at vejledningen ikke er
grundig nok, og at ofrene
ofte ikke har fået en
forståelse af, hvad det vil
sige at få beskikket en
bistandsadvokat.
Endvidere viser
undersøgelsen, at
vejledningen oftest gives
mundtligt.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 47 og
bilag 1.
3.2.3.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
3.2.3.1.
Strafferetsplejeudvalget har
overvejet, om der er
anledning til at justere
reglerne vedrørende
bistandsadvokatens medvirken
under efterforskningen,
herunder om der bør indføres
regler vedrørende
forurettedes ret til en
samtale med
bistandsadvokaten før
afhøringen og
bistandsadvokatens
tilstedeværelse ved afhøring
hos politiet, jf. pkt. 1 i
Folketingsbeslutning om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling før og under
retssagen af 4. juli 2004.
Som
nævnt ovenfor under pkt.
3.1.3.1., finder
Strafferetsplejeudvalget
ikke, at der er behov eller
grundlag for, at
bistandsadvokaten skal have
til opgave at »efterprøve«
anmeldelsen, herunder tage
stilling til, om der
foreligger voldtægt eller
alene en i moralsk henseende
grænseoverskridende adfærd.
Udvalget finder på den
baggrund heller ikke, at der
er grund til at indføre
regler om en indledende
samtale med
bistandsadvokaten før
afhøringen.
Udvalget finder på den anden
side, at der kan være behov
for at sikre, at den
forurettede efter
anmeldelsen får en samtale
med bistandsadvokaten,
medmindre forurettede ikke
ønsker dette. Udvalget
henviser i den forbindelse
til, at det af udvalgets
undersøgelse fremgår, at der
i voldtægtssager stort set
altid medvirker
bistandsadvokat fra det
tidspunkt, hvor en sag
kommer for retten, mens det
langt fra altid er tilfældet
i den forudgående fase,
efterforskningsfasen.
Udvalget bemærker hertil, at
i de tilfælde, hvor der ikke
er et akut behov for
efterforskningsskridt, fordi
anmeldelsen sker en vis tid
efter det anmeldte forhold,
er det næppe noget reelt
problem, at afhøringen
udsættes, indtil en
bistandsadvokat kommer
tilstede.
Derimod er det efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse vigtigt, at der
af hensyn til sagens
opklaring hurtigt kan
skaffes oplysninger, der er
nødvendige for stillingtagen
til og iværksættelse af
hastende
efterforskningsskridt,
herunder navnlig anholdelse
af en gerningsmand og
retsmedicinsk undersøgelse
af forurettede.
Efter
Strafferetsplejeudvalget
opfattelse må en eventuel
ændring af de gældende
regler med henblik på en
tidligere inddragelse af
bistandsadvokat derfor ske
på en sådan måde, at de
nævnte hensyn til
opklaringen og til
forurettede tilgodeses.
På den
baggrund foreslår udvalget,
at der ikke gennemføres en
absolut regel om, at en
bistandsadvokat altid skal
deltage fra starten.
Udvalget anfører i den
forbindelse, at selv om det
i sig selv vil være det
ideelle, at
bistandsadvokaten kan være
med fra starten, må det også
indgå i vurderingen, at
bistandsadvokatens opgaver
navnlig ligger i sagens
senere faser, herunder ikke
mindst ved den retslige
behandling. Udvalget finder
det derfor ikke realistisk,
at der generelt for hele
landet indføres en ordning,
hvorefter bistandsadvokat
altid skal medvirke fuldt ud
fra starten, dvs.
anmeldelsestidspunktet.
Derimod foreslår udvalget en
regel om, at den forurettede
skal have lejlighed til en
samtale med en
bistandsadvokat inden
politihøringen, medmindre
forurettede frabeder sig
det, jf. lovudkastets
§ 741 a, stk. 2, 2. pkt.
Denne regel vil – på samme
måde som selve
beskikkelsesreglen, jf.
ovenfor pkt. 3.1.3. – i det
væsentlige svare til
forslaget i
beslutningsforslaget B 82,
pkt. 1. Det bliver således
udgangspunktet, at advokat
skal medvirke fra starten på
den måde, at forurettede får
en samtale med advokaten
inden afhøring, men sådan at
forurettede har en
fravalgsmulighed.
Anvendelsesområdet for den
nye bestemmelse vil på samme
måde som den foreslåede
bestemmelse om beskikkelse
af bistandsadvokat være
sager om overtrædelse af
straffelovens § 210
(incest), § 216 (voldtægt),
§ 217 (anden tvang), § 218,
stk. 2 (»forsvarsløse«),
§ 222, stk. 2, 2. led (under
12 år + tvang m.v.) og
§ 223, stk. 1 (under 18 år +
betroelsesforhold m.v.),
samt sager om overtrædelse
af straffelovens § 224
(anden kønslig omgængelse)
og § 225 (om homoseksuelle
forhold), jf. § 210, § 216,
§ 217, § 218, stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. led, og § 223,
stk. 1. Der henvises nærmere
til pkt. 3.5 nedenfor.
Udvalget anfører, at den
foreslåede indledende
samtale med
bistandsadvokaten ikke vil
skabe praktiske problemer i
de tilfælde, hvor anmeldelse
indgives nogen tid efter den
anmeldte voldtægt. I disse
sager er det ikke afgørende,
om afhøringen må udskydes,
indtil en bistandsadvokat er
udpeget og kommet til stede,
og en samtale er gennemført.
Udvalget finder dog, at
situationen vil være
anderledes i de tilfælde,
hvor anmeldelsen sker kort
efter voldtægten, navnlig
når der er mulighed og behov
for en hurtig anholdelse og
behov for retsmedicinsk
undersøgelse. Udvalget peger
bl.a. på, at hvis der
foretages en anholdelse, vil
det af hensyn til muligheden
for varetægtsfængsling være
afgørende, at man får
foretaget det fornødne,
herunder en grundig afhøring
af forurettede og anholdte
inden for de 24 timer, som
er fristen for fremstilling
af anholdte i retten. I
disse tilfælde vil man ikke
uden risiko for væsentlig
skade for sagens opklaring i
alle tilfælde kunne afvente
gennemførelsen af en samtale
mellem forurettede og
bistandsadvokaten.
Udvalget bemærker, at det er
væsentligt, at ordningen med
bistandsadvokat ikke skaber
efterforskningsmæssige
vanskeligheder, således at
udsigten til at få udredt
tingenes rette sammenhæng
forringes, herunder
muligheden for at tage en
gerningsmand på friske spor.
Udvalget forudsætter på den
baggrund, at uopsættelige
spørgsmål til forurettede og
nødvendige
efterforskningsskridt bør
kunne finde sted, også før
advokaten er kommet til
stede eller før en
telefonsamtale med
advokaten.
Efter
udvalgets opfattelse bør
politiet således kunne
stille forurettede spørgsmål
med henblik på meddelelse af
akutte oplysninger af
betydning for en umiddelbar
bevissikring, f.eks. om tid,
sted og signalement mv. Der
forudsættes at være tale om
oplysninger, der er
nødvendige for foretagelsen
af efterforskningsskridt,
som ikke kan udsættes uden
risiko for, at øjemedet
forspildes. Det kan indebære
oplysning om
gerningsforløbet,
»udførelsesmåden« mv. med
henblik på stillingtagen
til, om mulige DNA spor skal
sikres. Det kan også dreje
sig om oplysninger, der er
nødvendige for stillingtagen
til, om der foreligger et
anholdelsesgrundlag.
Udvalget har endvidere
overvejet, om man af
praktiske grunde burde lægge
op til, at den indledende
samtale med
bistandsadvokaten i
almindelighed sker
telefonisk. Udvalget
finder dog, at en samtale,
hvor bistandsadvokaten er
til stede sammen med
forurettede, klart må
foretrækkes. På den anden
side finder udvalget ikke,
at en indledende telefonisk
kontakt bør udelukkes som et
tilbud til
forurettede. En sådan
kontakt kan enten supplere
eller – om ønsket af
forurettede – træde i stedet
for samtalen. En telefonisk
kontakt må endvidere antages
at kunne være af værdi, hvor
den forurettede selv lægger
megen vægt på at komme
hurtigt videre.
Udvalget foreslår på
ovennævnte baggrund, at den
indledende samtale som
udgangspunkt skal være en
egentlig samtale, men at der
efter forurettedes ønske i
første omgang bør kunne
etableres en telefonisk
kontakt mellem forurettede
og den advokat, der udpeges.
Om der derefter skal finde
en egentlig, indledende
samtale sted, må bero på
forurettedes ønske efter at
være vejledt af advokaten.
Kontakten til en advokat bør
ske efter den gældende regel
i § 741 b, stk. 2, hvorefter
politiet kan rette
henvendelse til en
beneficeret advokat, der kan
varetage hvervet som
bistandsadvokat, indtil
beskikkelse er sket ved
retten. Den forurettede vil
dog stadig kunne vælge en
anden advokat.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 59-62.
3.2.3.2.
Strafferetsplejeudvalget har
bl.a. i lyset af
høringssvarene i udvalgets
undersøgelse overvejet, om
der bør indføres en ordning,
hvorefter den første
egentlige afhøring – i de
mere akutte tilfælde - som
hovedregel skal ske på et
voldtægtscenter med henblik
på, at bistandsadvokaten
kommer til stede dér.
Under
hensyn til at der for en
række politikredse er en
ikke uvæsentlig afstand til
et voldtægtscenter/klinik,
og da en række praktiske og
tekniske hensyn, herunder
med hensyn til anvendelsen
af edb-teknik, taler for, at
afhøringen skal ske hos
politiet, finder udvalget
ikke, at der bør opstilles
regler, der fører til, at
afhøringen i almindelighed
skal ske på bestemte steder.
Udvalget anfører endvidere,
at de regler, som udvalget
har foreslået vedrørende
beskikkelse af
bistandsadvokat m.v. i
almindelighed må antages at
sikre, at forurettedes behov
for bistand tilgodeses.
Disse regler udelukker ikke,
at en afhøring, hvis det
findes hensigtsmæssigt, sker
på et voldtægtscenter.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 83.
3.2.3.3. I relation til
spørgsmålet om
bistandsadvokatens
tilstedeværelse ved afhøring
hos politiet finder udvalget
på samme måde som med hensyn
til de spørgsmål, der er
behandlet ovenfor i pkt.
3.1.3.1. og 3.2.3.1, at den
forurettede ikke bør
påtvinges dette, men at der
på den anden side også med
hensyn til
bistandsadvokatens
tilstedeværelse ved afhøring
hos politiet kan være
anledning til at sikre, at
bistandsadvokaten i
voldtægtssager inddrages i
højere grad end hidtil.
Udvalget foreslår på den
baggrund en regel om, at
politiafhøring af
forurettede skal ske under
tilstedeværelse af en
beskikket advokat,
medmindre den
forurettede anmoder om at
blive afhørt uden advokatens
tilstedeværelse, og at
politiet skal vejlede
forurettede herom. Den
foreslåede bestemmelse skal
efter udvalgets opfattelse
have samme anvendelsesområde
som bestemmelsen vedrørende
beskikkelse af
bistandsadvokat, jf. pkt.
3.1.3.1. ovenfor. Der
henvises nærmere til pkt.
3.5. nedenfor.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 62.
3.2.3.4. Udvalget har i
relation til den gældende
bestemmelse i
retsplejelovens § 741 b,
stk. 1, vedrørende politiets
vejledning om adgangen til
at få beskikket en
bistandsadvokat m.v.,
drøftet, om den vejledning,
som politiet i dag giver,
kan forbedres, således at
der opnås en større
sikkerhed for, at
forurettede har forstået,
hvilke rettigheder og
muligheder for hjælp og
støtte den pågældende har.
Udvalget anfører, at det
findes vigtigt, at
forurettede hurtigst mulig
efter en anmeldelse får de
nødvendige informationer.
Udvalget finder dog ikke, at
der er et behov for nærmere
regler herom i
retsplejeloven, men at dette
bør løses administrativt.
Udvalget forudsætter
således, at det fornødne
skriftlige
vejledningsmateriale
udarbejdes og løbende
vedligeholdes, og at et
sådant materiale ud over
praktiske oplysninger bør
indeholde en generel
orientering om de
rettigheder, som forurettede
har, herunder retten til
bistandsadvokat og de
særlige processuelle
beskyttelsesregler.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 82.
3.2.4. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet kan
tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
synspunkter og forslag, og
lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet er enig
i, at det er vigtigt, at de
foreslåede regler ikke
skaber
efterforskningsmæssige
vanskeligheder. Det
forudsættes derfor, at
politiet om fornødent inden
den forurettede har haft en
samtale med en advokat vil
kunne foretage en indledende
afhøring af den forurettede
med henblik på at få vigtige
oplysninger af betydning for
en umiddelbar bevissikring,
f.eks. om gerningstidspunkt,
gerningssted og signalement
mv. Der forudsættes at være
tale om oplysninger, der er
nødvendige for foretagelsen
af efterforskningsskridt,
som ikke kan opsættes uden
risiko for, at øjemedet
forspildes, herunder f.eks.
om gerningsforløbet,
»udførelsesmåden« mv. med
henblik på stillingtagen
til, om mulige DNA-spor skal
sikres.
Justitsministeriet vil som
anbefalet af udvalget
foretage en revision af
vejledningen »Til den, der
har været udsat for
voldtægt, incest (blodskam)
eller andre seksuelle
overgreb« med henblik på at
denne vejledning kan
udleveres til forurettede i
forbindelse med anmeldelsen
af overgrebet.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 2 (§ 741 b, stk. 1,
2. pkt., § 741 b, stk. 2, 2.
pkt. og § 741 b, stk. 3.) og
bemærkningerne hertil.
Om
anvendelsesområdet for de
foreslåede bestemmelser i
§ 741 b henvises til pkt.
3.5. nedenfor.
3.3. Bistandsadvokatens
adgang til at deltage i
sagens behandling ved
domstolene
3.3.1. Gældende ret
Spørgsmålet om
bistandsadvokatens
beføjelser hænger nøje
sammen med voldtægtsofrets
processuelle retsstilling i
sagen.
Den
danske strafferetspleje
bygger på det princip, at
straffesager føres af
anklagemyndigheden på ofrets
og samfundets vegne på
grundlag af saglige og
objektive kriterier.
Anklagemyndigheden er bl.a.
bundet af
objektivitetsprincippet, der
indebærer, at
anklagemyndigheden og
politiet er forpligtede til
at være upartiske i deres
virksomhed, og at tiltale
kun kan rejses, hvis
anklagemyndigheden skønner,
at tiltalerejsning vil føre
til domfældelse.
Straffesager betragtes som
hovedregel ikke som en
privat sag mellem to civile
parter, og den forurettede
kan derfor heller ikke udøve
partsbeføjelser.
Retsplejeloven fastlægger
ikke nærmere om
bistandsadvokatens opgaver,
men af forarbejderne til
kapitel 66 a fremgår det, at
formålet med en beskikkelse
af en advokat er at styrke
ofrets stilling under sagen.
Ud over støtte til den
forurettede under afhøringen
hos politiet og i retten og
bistand ved afgørelsen af
eventuelle erstatningskrav
forudsættes det, at
advokaten ligeledes yder
rådgivning om særlige
hjælpemuligheder, yder
personlig støtte og
vejledning og varetager
andre opgaver for den
forurettede af mere almen
karakter, jf. FT 1979-80,
tillæg A, sp. 466.
Retsplejelovens § 741 c
indeholder en række
regler om de beføjelser, som
bistandsadvokaten har under
sagen. I medfør af
retsplejelovens § 741 c,
stk. 1, har advokaten
adgang til at overvære
afhøringer af den
forurettede såvel hos
politiet som i retten og har
ret til at stille yderligere
spørgsmål til den
forurettede. Advokaten
underrettes endvidere om
tidspunktet for afhøringer
og retsmøder.
I
tilknytning til § 741 c har
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret den 15. maj
1985 udsendt en
cirkulæreskrivelse til
byretterne, hvori det er
præciseret, at domstolene
ved berammelse af retsmøder
bør inddrage
bistandsadvokaten på lige
fod med forsvarerne.
Advokaten har endvidere
adgang til at gøre sig
bekendt med den forurettedes
forklaring til
politirapport, jf.
retsplejelovens § 741 c,
stk. 2, 1. pkt. Når der er
rejst tiltale i sagen, har
advokaten tillige adgang til
at gøre sig bekendt med det
øvrige materiale i sagen,
som politiet har
tilvejebragt, jf. § 741 c,
stk. 2, 2. pkt. I det omfang
materialet uden ulempe kan
mangfoldiggøres, skal
genpart tilstilles
advokaten. Advokaten må dog
ikke uden politiets samtykke
overlevere det modtagne
materiale til den
forurettede eller andre, og
han må ikke uden politiets
samtykke gøre den
forurettede eller andre
bekendt med indholdet af det
i stk. 2, 2. pkt., nævnte
materiale, jf. § 741 c,
stk. 3.
Af
forarbejderne til
retsplejelovens § 741 c,
stk. 2, jf. FT 1979-80,
tillæg A, sp. 469 ff,
fremgår det, at advokaten
for den forurettede - i
modsætning til forsvareren -
først har fuld aktindsigt,
efter at der er rejst
tiltale i sagen. Det anføres
i den forbindelse, at denne
forskel må ses i sammenhæng
med forskellen mellem den
sigtedes og den forurettedes
stilling i sagen. Mens den
sigtede under sagen har
adgang til at nægte at
udtale sig og ikke kan
straffes, hvis den
pågældende giver falsk
forklaring, er den
forurettede hovedkilden til
sagens oplysning og som
vidne i retten forpligtet
til at udtale sig i
overensstemmelse med
sandheden.
Efter
retsplejelovens § 41 d kan
den, der har en individuel,
væsentlig interesse i et
konkret retsspørgsmål,
forlange at blive gjort
bekendt med dokumenter i en
straffesag, når sagen er
endeligt afsluttet. Det
fremgår af forarbejderne til
bestemmelsen, jf. FT
2003-04, tillæg A, sp. 589
ff., at udtrykket »sagen er
endeligt afsluttet« ikke har
helt samme betydning som
udtrykket »sagen er
afgjort«, der anvendes i
forvaltningslovens § 18.
Efter retsplejelovens § 41 d
kan en forurettet således
først forlange aktindsigt,
når omgørelsesfristen efter
retsplejelovens § 724,
stk. 2, er udløbet. Reglen
tilgodeser derfor ikke den,
der ønsker at påklage en
afgørelse om ikke at rejse
tiltale.
Efter
retsplejelovens § 41 g kan
der gives aktindsigt i
videre omfang end fastsat i
§§ 41 a- 41 f, medmindre
andet følger af reglerne om
tavshedspligt. Efter
forarbejderne til
bestemmelsen, jf. FT
2003-04, tillæg A, sp. 589
ff., vil en anmodning om
aktindsigt, der er begrundet
i et ønske om at skaffe
oplysninger til brug for en
eventuel klage til den
overordnede
anklagemyndighed, falde
under reglen om
meroffentlighed.
Bistandsadvokatens
processuelle stilling i
retten, herunder advokatens
stilling i forbindelse med
afhøringer af den
forurettede eller andre
vidner samt sigtede, er ikke
nærmere reguleret i § 741 c.
Af bemærkningerne til § 741
c, jf. FT 1979-80, tillæg A,
sp. 470, fremgår det, at det
i vidt omfang vil være
overladt til domstolene at
fastlægge advokatens
beføjelser i forbindelse med
den almindelige retsledelse.
Det gælder bl.a. med hensyn
til spørgsmålet om, hvorvidt
og på hvilken måde advokaten
kan stille spørgsmål til
andre end den forurettede,
dvs. til sigtede og
eventuelle vidner, samt
advokatens stilling i
forbindelse med forsvarets
og anklagemyndighedens
afhøringer.
Det
understreges dog i
forarbejderne, at advokaten
under afhøringerne ikke bør
kunne rådgive sin klient om
den umiddelbare besvarelse
af stillede spørgsmål. Det
anføres således, at da denne
regel er udtrykkeligt
fastslået i retsplejelovens
§ 752, stk. 5, og § 754,
stk. 1, for så vidt angår
den sigtede og dennes
forsvarer, må det på grund
af den forurettedes stilling
som vidne så meget mere
desto mere gælde, når det
drejer sig om forholdet
mellem den forurettede og
dennes advokat.
Det
fremhæves endvidere, at den
forurettedes advokat ikke
bør kunne virke som en
yderligere anklager i sagen.
Advokaten bør derfor ikke
have adgang til at procedere
med hensyn til
skyldsspørgsmålet og
strafudmålingen. Derimod
fremgår det, at det vil være
rimeligt, at advokaten får
adgang til at procedere med
hensyn til en række andre
spørgsmål, f.eks. spørgsmål
om, hvorvidt sagen skal
behandles for lukkede døre,
jf. retsplejelovens § 29 a,
og om afhøring af den
forurettede skal ske uden
den tiltaltes
tilstedeværelse mv., jf.
retsplejelovens § 848.
Ligeledes har
bistandsadvokaten adgang til
at procedere spørgsmålet om
en eventuel erstatning til
den forurettede. Der
henvises til FT 1979-80,
tillæg A, sp. 471.
Af
retsplejelovens § 741 e
fremgår det, at for så
vidt angår salær og
godtgørelse for udlæg til
den beskikkede advokat
gælder samme regler som i
tilfælde, hvor der er
meddelt fri proces, jf.
kapitel 31. Bestemmelsen
indebærer, at udgifterne til
salær mv. til den beskikkede
advokat afholdes af
statskassen.
Omfanget af
bistandsadvokatens opgaver,
herunder spørgsmålet om
salær, er i dag i vidt
omfang fastsat i
domspraksis.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 18-21.
3.3.2.
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse vedrørende
bistandsadvokatens
beføjelser og
bistandsadvokatens medvirken
under straffesagen
Af
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse fremgår det, at
reglerne om
bistandsadvokatens
beføjelser efter de
adspurgtes overvejende
opfattelse fungerer
tilfredsstillende, og at der
ikke umiddelbart er behov
for udvidelser eller
begrænsninger af
bistandsadvokatens
beføjelser.
Dog er
det i flere høringssvar
angivet, at det findes
rimeligt, at
bistandsadvokaten får adgang
til sagens akter, uanset om
der rejses tiltale eller ej.
Det anføres i langt
hovedparten af
høringssvarene, at der ikke
er et behov for udvidelser i
relation til at stille
spørgsmål til forurettede
eller mulighed for en
indledende afhøring, ligesom
næsten alle høringssvar
angiver, at der ikke er
behov for en regel,
hvorefter bistandsadvokaten
kan anmode om yderligere
bevisførelse – herunder
anmode om førelse af nye
vidner – på samme måde som
forsvareren.
Det
synes at fremgå af
undersøgelsen, at
hovedparten af retterne,
herunder landsretterne,
følger fremgangsmåden, som
er beskrevet i
landsretternes
cirkulæreskrivelse af 15.
maj 1985 vedrørende
inddragelse af
bistandsadvokaten ved
berammelse af
domsforhandlingen.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 48 og
betænkningens bilag 1.
3.3.3.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
Det er
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse, at velbegrundede
bestræbelser på at sikre
forurettede en bedre
retsstilling ikke må
kompromittere de
grundlæggende principper i
straffeprocessen. Nye regler
om bistandsadvokatens
beføjelser bør ikke føre
til, at der skabes uklarhed
om henholdsvis anklagers og
forsvarers rolle, eller til,
at en bistandsadvokat for
forurettede kommer til at
virke som en form for ekstra
anklager.
Strafferetsplejeudvalget
anfører, at udvalget i den
kommende tid nærmere skal
overveje spørgsmålet om
forurettedes stilling i
straffeprocessen generelt,
dvs. i alle sagstyper, og at
udvalget derfor ikke på
nuværende tidspunkt finder
at burde lægge op til mere
vidtgående ændringer af
generel karakter af reglerne
om bistandsadvokatens rolle
i straffeprocessen.
Udvalget har overvejet de
enkelte punkter om
bistandsadvokatens medvirken
i den indenretlige
behandling af sagen i dette
lys.
3.3.3.1. Aktindsigt
I
relation til den situation,
hvor der ikke rejses
tiltale, og sagen derfor
henlægges, er der i
Strafferetsplejeudvalget
enighed om, at
bistandsadvokaten som
udgangspunkt bør have ret
til fuldstændig aktindsigt.
Strafferetsplejeudvalget
finder, at det må lægges til
grund, at de nye regler om
aktindsigt efter
retsplejelovens §§ 41 a- 41
f, ikke tilsigter at
forringe retsstillingen for
så vidt angår muligheden for
aktindsigt. Udvalget
anfører, at det må antages,
at den nye bestemmelse i
retsplejelovens § 41 g om
meroffentlighed skal
fortolkes i lyset af den
tidligere gældende praksis
vedrørende aktindsigt efter
forvaltningslovens § 18. Når
det i forarbejderne til § 41
g specifikt er nævnt, at der
bør udvises imødekommenhed,
når forurettede i
straffesager anmoder om
aktindsigt, før sagen er
endeligt afsluttet, er det
udvalgets opfattelse, at
bestemmelsen må fortolkes
således, at en sådan
anmodning om aktindsigt -
som efter den tidligere
praksis efter
forvaltningslovens § 18 – i
praksis altid bør
imødekommes.
På
denne baggrund og under
hensyn til, at de nye regler
om offentlighed i retsplejen
er struktureret efter
nærmere overvejelser i
Retsplejerådet, finder
Strafferetsplejeudvalget, at
det må lægges til grund, at
forurettede i voldtægtssager
m.v. har samme ret til
aktindsigt efter den nye
bestemmelse i
retsplejelovens § 41 g, som
efter den tidligere
bestemmelse i
forvaltningslovens § 18.
Strafferetsplejeudvalget
foreslår derfor ikke en
særlig regel om aktindsigt i
disse tilfælde.
For så
vidt angår adgangen til
aktindsigt indtil
tiltalespørgsmålets
afgørelse har
Strafferetsplejeudvalget
overvejet, om der bør ske
nogen generel udvidelse af
adgangen til aktindsigt.
Under
hensyn til, at spørgsmålet
om udvidet aktindsigt hænger
snævert sammen med
spørgsmålet om
bistandsadvokatens rolle i
straffeprocessen, jf.
ovenfor pkt. 3.3.3., finder
udvalget ikke på nuværende
tidspunkt, at der bør ske en
generel udvidelse af
adgangen til aktindsigt.
Udvalget finder derimod, at
det forekommer mindre
velbegrundet, at den
gældende § 741 c, stk. 2,
alene omfatter forurettedes
forklaring til
politirapport. Udvalget
foreslår derfor, at adgangen
til dokumenter forud for
afgørelsen af
tiltalespørgsmålet udvides
til også at omfatte andet
materiale vedrørende
forurettede, herunder bl.a.
lægelige udtalelser.
Udvalget finder, at den
foreslåede udvidelse af
§ 741 c, stk. 2, 1. pkt.,
skal gælde i sager omfattet
af retsplejelovens kapitel
66, og dermed ikke kun
voldtægtssager. Der henvises
til pkt. 3.5. nedenfor.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 64-67.
3.3.3.2. Bistandsadvokatens
tilstedeværelse ved
retsmøder
Udvalget foreslår – bl.a.
med henvisning til udvalgets
undersøgelse, hvoraf det
fremgår, at der ikke i alle
tilfælde ved byretterne
tages hensyn til
bistandsadvokatens forhold
ved berammelsen – at det i
retsplejelovens § 741 c
præciseres, at
retsmøder, hvor forurettede
skal afhøres, så vidt muligt
skal berammes efter aftale
med bistandsadvokaten, og at
bistandsadvokaten skal
underrettes om andre
retsmøder, herunder
retsmøder med henblik på
behandling som
tilståelsessag, jf.
retsplejelovens § 922.
Udvalget bemærker dog, at
man bør være opmærksom på,
at sagerne – navnlig
arrestantsager – ikke må
forsinkes unødigt. Hensynet
til forurettede må afvejes
over for hensynet til sagens
hurtige fremme. Afhængig af
omstændighederne vil der
efter udvalgets opfattelse
kunne være anledning til – i
højere grad end med hensyn
til forsvarere og i større
omfang end i dag – at løse
et berammelsesproblem ved
ombeskikkelse af en
bistandsadvokat.
Efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse bør den
foreslåede ændring finde
anvendelse i alle sager
omfattet af retsplejelovens
kapitel 66, jf. pkt. 3.5
nedenfor.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 67-69.
3.3.3.3. Bistandsadvokatens
adgang til at stille
spørgsmål til forurettede
Strafferetsplejeudvalget
anfører, at en udvidelse af
bistandsadvokatens rolle
under sagens behandling,
herunder en udvidet adgang
til at stille spørgsmål til
den forurettede og en
mulighed for at foretage en
indledende afhøring af den
forurettede, rejser
principielle spørgsmål.
I den
forbindelse bemærker
udvalget, at det umiddelbart
kan virke hensigtsmæssigt,
at bistandsadvokaten skal
foretage den indledende
afhøring af voldtægtsofret,
idet bistandsadvokaten ofte
er den person, som ofret
kender og har tillid til. På
den anden side vil en sådan
adgang efter udvalgets
opfattelse medføre, at
bistandsadvokaten bliver
inddraget i sagen på et
område, som henhører under
anklagemyndigheden, og den
tiltalte vil på den baggrund
kunne opfatte
bistandsadvokaten som en
»ekstra« anklager.
Efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse er det væsentligt
at være opmærksom på
anklagemyndighedens pligt at
fremstille sagen på grundlag
af saglige og objektive
kriterier. Den samme
objektivitet kan ikke kræves
af en bistandsadvokat, der
har til opgave at varetage
en enkelt persons
interesser. Hvis en
indledende afhøring under
domsforhandlingen skulle
foretages af
bistandsadvokaten med det
formål at styrke
forurettedes troværdighed,
vil det efter udvalgets
opfattelse i sig selv kunne
påvirke bistandsadvokatens
rolle i processen i en
uheldig »offensiv« retning.
Det vil endvidere – måske
ubevidst – kunne føre til en
mere kritisk indstilling fra
forsvareren over for
forurettedes troværdighed.
Strafferetsplejeudvalget
finder på den baggrund, at
bistandsadvokaten fortsat
bør holdes uden for opgaver,
der angår bevisførelsen for
tiltaltes skyld.
Endvidere anfører
Strafferetsplejeudvalget, at
anklagemyndigheden er kendt
med den situation at skulle
afhøre et vidne, som på
grund af sagens karakter er
meget nervøs og usikker på
sagens behandling i retten.
I praksis vil det således
høre til anklagemyndighedens
opgaver at forsøge at få
vidnet beroliget så meget,
som sagens omstændigheder
tillader.
Udvalget finder på denne
baggrund ikke, at der bør
foretages ændring i de
gældende regler med hensyn
til bistandsadvokatens
adgang til at stille
spørgsmål til forurettede.
Under alle omstændigheder
bør eventuelle videre
overvejelser ske i
sammenhæng med
overvejelserne vedrørende
det generelle spørgsmål om
forurettedes stilling i
straffeprocessen.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 69-71
3.3.3.4. Bistandsadvokatens
adgang til at foreslå
supplerende bevisførelse
I
relation til spørgsmålet om
bistandsadvokatens mulighed
for at foreslå supplerende
bevisførelse og vidner på
samme måde som forsvareren
finder
Strafferetsplejeudvalget
ikke, at der bør gennemføres
en ændring af reglerne.
Som
begrundelse herfor anfører
udvalget, at udgangspunktet
fortsat bør være, at det er
anklageren og forsvareren,
som forestår
tilrettelæggelsen af
bevisførelsen vedrørende
skyldsspørgsmålet. En
ordning, hvorefter
bistandsadvokaten kan
foreslå supplerende
bevisførelse, vil efter
udvalgets opfattelse føre
til, at bistandsadvokaten
skulle gøre sig
overvejelser, som henhører
under anklagemyndigheden. En
sådan ordning med »to
anklagere« vil endvidere hos
den tiltalte kunne svække
tilliden til, at
anklagemyndigheden er
upartisk og objektiv.
På
samme måde som anført
ovenfor i pkt. 3.3.3.3. om
spørgsmål til forurettede,
vil problemstillingen om
bistandsadvokatens forhold
til bevisførelsen dog indgå
i Strafferetsplejeudvalgets
kommende generelle
overvejelser om ofres
retsstilling.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 71-72.
3.3.4. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet kan
tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
synspunkter og forslag, og
lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 3 (§ 741 c, stk. 1,
4. og 5. pkt. og § 741 c,
stk. 2, 1. pkt.) og
bemærkningerne hertil.
3.4. Beskyttelse af
voldtægtsofre mod ydmygelser
i retten
3.4.1. Gældende ret
I
almindelighed har et vidne
pligt til afgive
vidneforklaring i retten,
jf. retsplejelovens § 168.
Nægter vidnet at afgive
forklaring, har retten efter
retsplejelovens § 178
mulighed for at benytte
forskellige tvangsmidler med
henblik på at formå vidnet
til at afgive forklaring.
Retsplejelovens indeholder
en række beskyttelsesregler
for vidner, jf. bl.a.
retsplejelovens § 848,
hvorefter retten kan
beslutte, at tiltalte skal
forlade retslokalet, mens et
vidne eller en medtiltalt
afhøres, når særegne grunde
taler for, at en
uforbeholden forklaring
ellers ikke kan opnås.
3.4.1.1. Afhøring af
forurettede uden at tiltalte
er til stede, jf.
retsplejelovens § 841 og
§ 848
Ved
lov nr. 381 af 6. juni 2002
om ændring af retsplejeloven
(Forbedret vidnebeskyttelse)
blev vidners retstilling
styrket ved, at der i
straffesager i ganske
særlige tilfælde kan ske
hemmeligholdelse af et
vidnes identitet over for
tiltalte.
Det
fremgår af retsplejelovens
§ 848, stk. 1, at
formanden uden for de
tilfælde, der er nævnt i
stk. 2, nr. 2, kan beslutte,
at tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne
eller en medtiltalt afhøres,
når særegne grunde taler
for, at en uforbeholden
forklaring ellers ikke kan
opnås. Bestemmelsen finder
anvendelse såvel ved
domsforhandling for byret
som for landsretten, jf.
§ 928, stk. 1.
Retten
kan endvidere, hvis det må
antages at være uden
betydning for tiltaltes
forsvar, på anmodning
bestemme, at 1) et vidnes
bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, hvis afgørende
hensyn til vidnets sikkerhed
taler for det, eller 2) et
vidnes navn, stilling og
bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, hvis afgørende
hensyn til vidnets sikkerhed
gør det påkrævet, jf. § 848,
stk. 2.
Er der
truffet bestemmelse efter
stk. 2, nr. 2, kan retten
yderligere bestemme, at
tiltalte skal forlade
retslokalet, mens vidnet
afhøres, hvis der er grund
til at antage, at vidnet
eller vidnets nærmeste vil
blive udsat for alvorlig
fare, hvis tiltalte får
kendskab til vidnets
identitet, jf. § 848,
stk. 3.
Når en
tiltalt som følge af en
beslutning efter bl.a.
§ 848, stk. 1, ikke har
overværet afhøringen af et
vidne, skal tiltalte, når
denne på ny kommer til stede
i retslokalet have oplysning
om, hvem der har afgivet
forklaring i tiltaltes
fravær, og om indholdet af
forklaringen for så vidt
angår tiltalte, jf. § 848,
stk. 8.
Der er
næppe tvivl om, at
betingelserne for en
beslutning om, at tiltalte
skal forlade retssalen, mens
forurettede afgiver
forklaring, ofte vil være
opfyldt i grovere
sædelighedssager, herunder
voldtægtssager, idet et
vidne ofte vil være så
hæmmet ved at skulle afgive
en måske belastende
vidneforklaring i tiltaltes
tilstedeværelse, at
forklaringen ville blive
ufuldstændig eller urigtig.
Efter
retsplejelovens § 841
kan retten efter anmodning
fra anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne
forud for domsforhandlingen
træffe afgørelse om
dørlukning efter § 29,
stk. 3, nr. 2 eller 3,
referatforbud efter § 30,
stk. 2, navneforbud efter
§ 31, stk. 1, nr. 1, om at
tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne
afhøres, jf. § 848, stk. 1,
3 eller 6, eller om, at et
vidnes bopæl, navn, eller
stilling ikke må oplyses for
tiltalte, jf. § 848, stk. 2.
Bestemmelsen blev indsat ved
lov nr. 428 af 31. maj 2000
om ændring af retsplejeloven
og straffeloven
(Vidnebeskyttelse m.v.)
Af
forarbejderne til
bestemmelsen fremgår
følgende:
»Efter de gældende regler
træffes beslutning om
dørlukning, referatforbud og
navneforbud og beslutning
om, at tiltalte skal for
lade retslokalet, medens et
vidne afgiver forklaring,
oftest først i forbindelse
med selve domsforhandlingen.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at retten får
mulighed for forud for
domsforhandlingen at træffe
afgørelse om de nævnte
foranstaltninger.
Efter den foreslåede
bestemmelse vil anmodning om
beslutning forud for
domsforhandlingen kunne
fremsættes af
anklagemyndigheden eller
forsvareren eller af et
vidne, herunder af vidner
som føres af forsvaret.
Det forudsættes, at det i
almindelighed vil være
anklagemyndigheden (eller
forsvareren), der rejser
spørgsmål om de nævnte
foranstaltninger over for
retten. Et vidne - eller
vidnets bistandsadvokat -
kan dog også selv fremsætte
anmodning over for retten,
f.eks. i tilfælde hvor
anklagemyndigheden ikke
finder grundlag herfor. Det
er op til retten at afgøre,
om der er behov for at
afholde et særskilt retsmøde
om anmodningen.«
Ved
lov nr. 381 af 6. juni 2002
om ændring af retsplejeloven
(Forbedret vidnebeskyttelse)
blev § 841 ændret. Ændringen
indebar, at retten nu også
har mulighed for forud for
domsforhandlingen at tage
stilling til en anmodning om
hemmeligholdelse af et
vidnes identitet efter
bestemmelserne i § 848,
stk. 2 og 3.
3.4.1.2. Dørlukning efter
retsplejelovens § 29 og § 29
a
Efter
retsplejelovens § 29,
stk. 1, nr. 3, kan
retten bestemme, at et
retsmøde skal holdes for
lukkede døre (dørlukning),
når hensynet til sagens
behandling i et offentligt
retsmøde vil udsætte nogen
for en unødig krænkelse,
herunder når der skal
afgives forklaring om
erhvervshemmeligheder.
Derudover indeholder
retsplejelovens § 29 a
en yderligere
beskyttelse for den
forurettede i navnlig
voldtægtssager, idet det af
§ 29 a, stk. 1, fremgår, at
i sager om overtrædelser af
straffelovens § 210, §§ 216
og 217, § 218, stk. 2,
§ 222, stk. 2, 2. led, eller
§ 223, stk. 1, lukkes dørene
under den forurettedes
forklaring, når den
pågældende anmoder om det.
Det samme gælder i sager om
overtrædelse af
straffelovens § 224 eller
§ 225, jf. §§ 216 og 217,
§ 218, stk. 2, § 22, stk. 2,
2. led, eller § 223, stk. 1.
Bestemmelsen i
retsplejelovens § 29 a
blev indsat ved lov nr.
730 af 7. december 1988 på
baggrund af et forslag i
1987-betænkningen. Som
begrundelse for forslaget om
den automatiske dørlukning
anførte udvalget i afsnit
5.3.2.1, s. 82 ff., at der i
sager om disse alvorlige
seksualforbrydelser er et
særligt behov for på forhånd
at sikre den forurettede mod
at få udstillet sin person i
forbindelse med de intime og
stærkt krænkende
situationer, som sagen
vedrører.
3.4.1.3. Referatforbud efter
retsplejelovens § 31
Foruden det referatforbud
som ligger i en beslutning
om dørlukning, kan
referatforbud konkret
besluttes, bl.a. når der er
grund til at antage, at
nogen ellers ville blive
tilføjet »en unødig
krænkelse«.
Det
følger af retsplejelovens
§ 31, stk. 1, nr. 2, at
retten i straffesager kan
forbyde, at der sker
offentlig gengivelse af
navn, stilling eller bopæl
for sigtede (tiltalte) eller
andre under sagen nævnte
personer, eller at den
pågældendes identitet på
anden måde offentliggøres
(navneforbud), når offentlig
gengivelse vil udsætte nogen
for unødig krænkelse.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 25-26.
3.4.1.4. Forbud mod
offentliggørelse af
forurettedes identitet efter
retsplejelovens § 1017 b
I
sager om overtrædelse af
straffelovens kapitel 24 om
forbrydelser mod
kønssædeligheden er den
forurettedes identitet søgt
sikret mod offentlig
gengivelse gennem
bestemmelsen i
retsplejelovens § 1017 b.
Efter
§ 1017 b, stk. 1, kan den,
der giver offentlig
meddelelse om navn, stilling
eller bopæl på den
forurettede i disse sager
eller på anden måde
offentliggør den pågældendes
identitet, straffes med
bøde. I de situationer, hvor
det findes påkrævet af
hensyn til sagens opklaring
eller i øvrigt til
berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse, vil
politiet dog i medfør af
§ 1017 b, stk. 2, kunne
offentliggøre den
forurettedes identitet.
Forbuddet i § 1017 b,
stk. 1, mod sådan
offentliggørelse er generelt
og kræver ingen beslutning i
den enkelte sag, og
forbuddet er gældende også
forud for en eventuel retlig
behandling samt efter
domsafsigelsen. På disse
punktet adskiller
bestemmelsen i § 1017 b sig
fra den beskyttelse, som kan
opnås gennem et
referatforbud efter § 31,
stk. 1, nr. 2.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 27.
3.4.1.5. Forbud mod
fotografering af sigtede,
tiltalte og vidner
Ved
lov nr. 215 af 31. marts
2004 om ændring af
retsplejeloven og
forskellige andre love
(Offentlighed i retsplejen),
blev der i retsplejelovens
§ 32 indsat en ny
bestemmelse om forbud mod
fotografering af sigtede,
tiltalte og vidner.
Bestemmelsen er et
supplement til forbuddet mod
billedoptagelse i rettens
bygninger, jf.
retsplejelovens § 32,
stk. 3, og omhandler forbud
mod billedoptagelse uden for
rettens bygninger af
sigtede, tiltalte og vidner,
der er på vej til eller fra
et retsmøde i en straffesag,
jf. § 32, stk. 4, 1. pkt.
Forbuddet gælder ikke, hvis
den pågældende har samtykket
i optagelsen. Det fremgår af
forarbejderne til
bestemmelsen, at
bestemmelsen navnlig er
begrundet i, at der i
praksis har vist sig et
behov for beskyttelse af de
personer, som pålægges at
møde i retten.
Forbuddet omfatter
billedoptagelse uden for
rettens bygninger af
sigtede, tiltalte og vidner,
der er »på vej til eller fra
et retsmøde« i en
straffesag. Formålet med
reglen er som nævnt at
beskytte de personer, der
pålægges at møde op i
retten, mod den unødige
krænkelse, der vil være
forbundet med i denne
særligt belastende situation
at blive fotograferet uden
at have givet samtykke
hertil. Der kan således ikke
angives nogen bestemt
afstand fra retsbygningen,
hvor forbuddet gælder, idet
dette vil bero på de
konkrete omstændigheder.
Offentliggørelse af
billeder, der er optaget i
strid med forbuddet, er
forbudt, jf. § 32, stk. 4,
2. pkt. Et særskilt forbud
mod offentliggørelse er
nødvendigt for at sikre en
beskyttelse også i de
tilfælde, hvor den, der
foretager offentliggørelsen,
ikke (beviseligt) har
medansvar for selve
optagelsen.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 27-28.
3.4.1.6. Reglerne om
indskrænket bevisførelse –
retsplejelovens § 185
Det
følger af retsplejelovens
§ 185, stk. 1, at
bevisførelse om et vidnets
almindelige troværdighed kun
må finde sted på den måde og
i den udstrækning, som
retten bestemmer. Spørgsmål
om, hvorvidt vidnet er under
tiltale eller har været
straffet, stilles og
besvares skriftligt. Kun
retten og parterne gøres
bekendt med svaret.
Bestemmelsen i § 185,
stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2,
finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til
bevisførelse om den
forurettedes tidligere
seksuelle adfærd i sager om
overtrædelse af
straffelovens §§ 216, 217
eller 218, stk. 2, samt
§§ 224 eller 225, jf.
§§ 216, 217 eller 218,
stk. 2. En sådan
bevisførelse kan kun
tillades, hvis den kan
antages at være af væsentlig
betydning for sagen, jf.
§ 185, stk. 2.
Retsplejelovens § 185,
stk. 2, blev indsat ved
lov nr. 257 af 27. maj 1981.
Det oprindelige lovforslag
indeholdt et generelt og
absolut forbud mod den
omhandlende bevisførelse.
Under behandlingen i
Folketinget blev der dog
udtrykt betænkeligheder ved
et sådant generelt forbud,
idet man henviste til, at
der kan forekomme sager,
hvor det af hensyn til
sagens opklaring kan være
nødvendigt i større eller
mindre omfang at komme ind
på forurettedes tidligere
seksuelle adfærd. Forslaget
blev derfor under
Retsudvalgets behandling
ændret til den gældende
formulering, således at der
er mulighed for, at retten
kan tillade en sådan
bevisførelse, hvor det er af
væsentlig betydning for
sagen.
I
relation til afgørelsen af,
hvorvidt der skal være
mulighed for at stille
spørgsmål til belysning af
et vidnes troværdighed, kan
henvises til UfR 1998.1476V,
hvori det blev fastslået, at
vidnet og/eller
bistandsadvokaten ikke har
adgang til at udtale sig om,
hvorvidt vidnet kan stilles
spørgsmål omfattet af
retsplejelovens § 185,
stk. 1, 2. pkt.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 29-32.
3.4.2.
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse vedrørende
beskyttelse af
voldtægtsofret mod
ydmygelser i retten
Det
følger af
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse, at reglen i
retsplejelovens § 848,
stk. 1, om muligheden for at
beslutte, at tiltalte skal
forlade retslokalet under
afhøringen af et vidne,
efter de fleste adspurgtes
opfattelse fungerer
tilfredsstillende i relation
til voldtægtsofre. Det
anføres således, at
anmodninger aldrig eller
sjældent afslås i
voldtægtssager.
I
nogle af høringssvarene
anføres det dog, at man bør
overveje, om tiltalte som
udgangspunkt skal udelukkes
fra at overvære forurettedes
forklaring, medmindre
tiltaltes tilstedeværelse er
nødvendig af hensyn til
bevisførelsen, f.eks. hvis
der er behov for
identifikation.
Endvidere fremgår det, at
det i en del høringssvar
påpeges, at det vil være
ønskeligt, at der i alle
retssale installeres
tekniske foranstaltninger,
så det er muligt for den
tiltalte at følge afhøringen
af forurettede via højtalere
eller video. Endvidere
anføres det, at det i
praksis ofte er
tilstrækkeligt for den
forurettede, at tiltalte
bliver ført ned bagerst i
retssalen, således at den
forurettede ikke kan se den
tiltalte.
I
relation til retsplejelovens
§ 841, hvorefter retten
efter anmodning fra
anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne
forud for domsforhandlingen
kan træffe afgørelse om, at
tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne
afhøres, fremgår det af
undersøgelsen, at reglen
fungerer tilfredsstillende,
idet det dog påpeges, at
bestemmelsen kun benyttes
yderst sjældent.
I
relation til retsplejelovens
§ 185 er det den generelle
opfattelse hos
høringsparterne, at
bestemmelsen i
retsplejelovens § 185,
stk. 2, om bevisførelse om
den forurettedes tidligere
seksuelle adfærd fungerer
tilfredsstillende. De fleste
høringssvar angiver således,
at der ikke er behov for
udvidelser eller
begrænsninger af reglen.
Enkelte høringssvar har dog
påpeget problemer med
anvendelsen af bestemmelsen
i praksis og har fundet, at
der er behov for at
indskærpe bestemmelsen.
Endvidere fremgår det, at
bevisførelse efter § 185,
stk. 2, forekommer meget
sjældent i praksis.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 48-49 og
betænkningens bilag 1.
3.4.3.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
3.4.3.1. Afhøring uden at
tiltalte er til stede, jf.
retsplejelovens § 841 og
§ 848, stk. 1
Det er
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse, at praksis efter
retsplejelovens § 848,
stk. 1, i dag er således, at
tiltalte i meget vidt omfang
føres ud af retssalen i
voldtægtssager, når den
forurettede anmoder om det.
Udvalget anfører, at det
således ligger i
voldtægtssagens karakter, at
betingelserne efter
retsplejelovens 848, stk. 1,
meget ofte vil være opfyldt,
og at der i praksis næppe
stilles betydelige krav,
hverken med hensyn til
særlig følsomhed hos ofret
eller til særlig truende
fremtræden hos tiltalte.
Afgørende er snarere,
hvilken belastning det efter
sagens karakter må antages
at være at skulle afgive
forklaring siddende
umiddelbart over for den
tiltalte.
Udvalget har dog i lyset af
folketingsbeslutningens pkt.
2 overvejet, om der kan være
anledning til ændring af
reglen i § 848, stk. 1, for
så vidt angår
voldtægtssager, således at
den forurettede får et
retskrav på, at tiltalte
forlader retssalen.
Udvalget anfører, at en
regel, der ville give
forurettede et krav på at
blive afhørt uden tiltaltes
tilstedeværelse, ikke i sig
selv vil være af større
praktisk betydning for de
tiltalte, idet afgørelsen i
praksis i langt de fleste
tilfælde må antages
alligevel at falde ud til,
at afhøring af forurettede
skal ske uden tiltaltes
tilstedeværelse. Derimod
ville en sådan regel være af
stor betydning for
forurettede, der ville kunne
spares for unødig ængstelse,
fordi forurettede dermed
ikke skulle afvente en
konkret afgørelse.
Udvalget finder dog ikke
tilstrækkeligt grundlag for
at foreslå en ny regel om et
retskrav på, at tiltalte
forlader retssalen. Udvalget
begrunder dette med, at
reglen i § 848, stk. 1,
principielt må anses for et
ikke ubetydeligt indgreb i
tiltaltes rettigheder. Et
sådant indgreb bør efter
udvalgets opfattelse
begrænses til, hvad der er
nødvendigt i det enkelte
konkrete tilfælde, i hvert
fald så længe der ikke ved
alle retter er mulighed for,
at den tiltalte kan følge
forklaringen over lyd- og
eventuelt billedanlæg.
Derudover anfører udvalget,
at voldtægtssager omfatter
et bredt spektrum, og at der
kan være stor forskel på
situationen for ofret i en
sag om overfaldsvoldtægt og
en sag om parvoldtægt.
Derimod finder
Strafferetsplejeudvalget, at
forurettedes stilling bør
forbedres gennem en ændring
af retsplejelovens § 841,
hvorefter retten forud for
domsforhandlingen kan træffe
afgørelse om dørlukning,
navneforbud, referatforbud
og om, at tiltalte skal
forlade retslokalet, mens et
vidne afhøres.
Strafferetsplejeudvalget
anfører, at det bør sikres,
at forurettede er bekendt
med muligheden for at opnå
en afgørelse efter § 848,
stk. 1. Dette vil allerede
efter de gældende regler
normalt være tilfældet. Det
hører således til
bistandsadvokatens opgaver
at vejlede forurettede også
om denne mulighed og i givet
fald at fremsætte begæringen
over for retten.
Udvalget anfører endvidere,
at der kan være behov for,
at spørgsmålet om, hvorvidt
tiltalte skal føres ud under
forurettedes forklaring i
voldtægtssager, afklares
forud for domsforhandlingen.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at der i
tilknytning til § 841
fastsættes en regel om, at
anklagemyndigheden i
voldtægtssager senest
samtidig med indlevering af
bevisfortegnelse i sagen
skal underrette forsvareren
og retten om, hvorvidt der
foreligger spørgsmål om
afgørelser nævnt i § 841,
herunder om, hvorvidt
tiltalte skal forlade
retslokalet under
forurettedes forklaring.
Med
bestemmelsen forudsættes
det, at anklageren
underretter retten om de
spørgsmål, som
anklagemyndigheden eller
bistandsadvokaten vil rejse
i henhold til bestemmelsen.
Anklageren må således rette
henvendelse til
bistandsadvokaten herom.
Skulle der undtagelsesvis
ikke være beskikket en
bistandsadvokat på dette
tidspunkt, bør anklageren
sørge for, at der rettes
henvendelse til forurettede
herom med henblik på at søge
afklaret, om den forurettede
nu ønsker en bistandsadvokat
beskikket.
Imod
en regel som den foreslåede
kan der efter
Strafferetsplejeudvalget
opfattelse anføres, at
afgørelsen om, at tiltalte
skal forlade retslokalet,
bedst træffes i tilknytning
til retsmødet, hvor man har
både tiltalte og forurettede
til stede, og retsformanden
dermed kan danne sig et
indtryk af de pågældende.
Udvalget finder ikke, at
denne indvending er
afgørende. Udvalget anfører,
at hvis man skulle indkalde
forurettede til et
forberedende retsmøde for at
tage stilling til
anmodningen, ville formålet
med ordningen kunne
forspildes. Endvidere
anfører udvalget, at det i
voldtægtssager i
almindelighed – men dog
efter en konkret vurdering –
må være muligt at træffe
afgørelsen på skriftligt
grundlag forud for
domsforhandlingen, ligesom
ordningen uden problemer vil
kunne fungere i de ikke
sjældne tilfælde, hvor der
ikke protesteres mod
anmodningen fra tiltaltes
side. Det er dog altid op
til retten at afgøre, om der
er behov for at afholde et
særskilt retsmøde om
begæringen.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 73-78.
Strafferetsplejeudvalget
anfører, at man flere steder
i udlandet i stigende omfang
anvender videooptagelse ved
politiafhøringer.
Efterhånden som denne teknik
udbredes, kunne det føre til
tanker om, hvorvidt man
kunne anvende samme
fremgangsmåde med hensyn til
politiafhøring, som anvendes
ved videoafhøring af børn,
jf. retsplejelovens § 745 e.
Udvalget anfører dog, at en
sådan ordning vil kræve
nærmere og mere principielle
overvejelser, og at udvalget
ikke på nuværende tidspunkt
finder grundlag for at
påbegynde sådanne
overvejelser i relation til
voldtægtssager.
Udvalget anfører imidlertid,
at spørgsmål om anvendelse
af tidssvarende teknisk
udstyr også gør sig gældende
på andre punkter, f.eks. om
anvendelse af audiovisuelt
udstyr i forbindelse med
beslutninger efter
retsplejelovens § 848,
stk. 1, om, at tiltalte skal
forlade retslokalet under
forurettedes afhøring.
Udvalget finder, at der
allerede med de gældende
regler er et behov for
medhørsudstyr ved alle
retter. Udvalget begrunder
dette med, at det referat,
som retsformanden udarbejder
efter retsplejelovens § 848,
stk. 8, aldrig vil kunne
være helt lige så dækkende
som den fulde forklaring.
Strafferetsplejeudvalget
anfører, at man mere
generelt vil komme ind på
spørgsmålet om anvendelse af
sådant udstyr i retten i
forbindelse med udvalgets
kommissorium om
protokollering.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 81.
3.4.3.2. Retsplejelovens
§ 185, stk. 2, om
bevisførelse om forurettedes
tidligere seksuelle adfærd i
visse sædelighedssager.
Det
fremgår af
Strafferetsplejeudvalgets
undersøgelse, at
retsplejelovens § 185,
stk. 2, om bevisførelse om
forurettedes tidligere
seksuelle adfærd i praksis
anvendes yderst restriktivt.
Udvalget har overvejet
folketingsbeslutningens pkt.
2, hvori der anbefales en
overvågning af domstolenes
fortolkning og praktiske
anvendelse af § 185, stk. 2,
med henblik på en eventuel
senere opstramning af loven.
Udvalget bemærker hertil
bl.a., at det kan være
tvivlsomt, om en sådan
ordning vil kunne bibringe
væsentlig ny viden om
anvendelsen af § 185 i
praksis. For det første vil
der efter udvalgets
opfattelse formentlig være
tale om meget få tilfælde,
og for det andet vil en
afgørelse om, i hvilket
omfang der kan ske
bevisførelse om et
voldtægtsoffers tidligere
seksuelle adfærd, være
baseret på en meget konkret
vurdering, hvor mange af
sagens øvrige momenter
spiller ind. En
indberetningsordning vil i
øvrigt af praktiske grunde
kun kunne omfatte
udtrykkelige afgørelser,
hvor retten typisk ved
kendelse i tilfælde af tvist
mellem parterne træffer
afgørelse om, hvorvidt et
bestemt vidne kan føres
eller et bestemt spørgsmål
stilles.
Udvalget finder imidlertid,
at der må lægges afgørende
vægt på den særlige
interesse, som er knyttet
til reglerne om
voldtægtsofre, og som er
kommet til udtryk gennem
folketingsbeslutningen.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at der i
tilknytning til
gennemførelse af udvalgets
forslag iværksættes en
indberetningsordning for
afgørelser i kendelser og
eventuelt domme gennem en
tre-årig periode. Ordningen
foreslås gennemført ved, at
Rigsadvokaten foreskriver en
indberetningspligt for
anklagemyndigheden og efter
udløb af perioden afgiver en
redegørelse om erfaringerne.
Efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse vil
indberetningsordningen ikke
generelt kunne belyse
anvendelsen af § 185 i
tilfælde, hvor det ikke
drejer sig om en nærmere
angivet bevisførelse, men om
enkelte spørgsmål til
personer, der i øvrigt
afhøres, herunder
forurettede selv og
tiltalte. Udvalget anfører,
at man i relation til
sådanne spørgsmål må være
opmærksom på, at der kan
være tale om glidende
overgange mellem spørgsmål,
der klart falder under
§ 185, stk. 2, og spørgsmål,
der falder udenfor, ligesom
situationen kan være ret
forskellig afhængig af
sagens art, herunder om der
er tale om overfalds-,
kontakt- eller
samlivsvoldtægt.
Strafferetsplejeudvalget
finder, at problemet om
rækkevidden af
retsplejelovens § 185 i
sådanne tilfælde bedst løses
gennem dommerens
retsledelse. Det sikre
udgangspunkt vil efter
udvalgets opfattelse være,
at der ikke kan ske
bevisførelse vedrørende et
voldtægtsoffers tidligere
seksuelle adfærd, idet det
klart fremgår af § 185,
stk. 2, og dens forarbejder,
at bestemmelsen skal
anvendes restriktivt.
Strafferetsplejeudvalget har
ligeledes overvejet, om der
bør indføres en pligt for
dommeren til at indskærpe
indholdet af § 185, stk. 2.
Efter
udvalgets opfattelse er
anvendelsen af
retsplejelovens § 185,
stk. 2, som nævnt i høj grad
et spørgsmål om konkret
retsledelse i den enkelte
sag. Udvalget anfører, at
der kan være tilfælde, hvor
det er nærliggende for
retten at indskærpe
bestemmelsen, men at der dog
også kan være talrige
tilfælde, hvor det vil
fremstå som helt overflødigt
eller måske malplaceret.
Udvalget finder på den
baggrund, at det bør være op
til den enkelte dommer ud
fra en konkret vurdering at
afgøre, hvorvidt der er
behov for at indskærpe
bestemmelsen ved sagens
begyndelse eller eventuelt
på et andet tidspunkt.
Endelig har
Strafferetsplejeudvalget
overvejet spørgsmålet
vedrørende
bistandsadvokatens rolle i
relation til retsplejelovens
§ 185, stk. 2. Det er
antaget i praksis, jf. pkt.
3.4.1.6. ovenfor, at
bistandsadvokaten ikke skal
inddrages i en afgørelse om
anvendelse af § 185, stk. 1,
om bevisførelse om, hvorvidt
et vidne er tidligere
straffet. Efter afgørelsens
begrundelse vil det samme
være gældende med hensyn til
§ 185, stk. 2. Udvalget
finder det imidlertid ud fra
hensynet til den forurettede
ikke, at afgørelser efter
§ 185, stk. 2, i de her
drøftede sager skal kunne
træffes uden om
bistandsadvokaten.
Bistandsadvokaten bør
således have mulighed for
ikke blot at gøre indsigelse
mod en bevisførelse uden
rettens tilladelse i strid
med § 185, stk. 2, men
tillige at begrunde en sådan
indsigelse, også uanset at
bistandsadvokaten i denne
henseende til en vis grad må
komme ind på bevisførelsen
om skyldsspørgsmålet.
Udvalget foreslår, at dette
præciseres i forbindelse med
en ændring af retsplejeloven
med henblik på gennemførelse
af udvalgets forslag. En
sådan præcisering af
bistandsadvokatens opgaver
på dette punkt må anses for
en – i hvert fald
principielt set – væsentlig
styrkelse af beskyttelsen af
forurettede efter
retsplejelovens § 185,
stk. 2.
Der
henvises til betænkningens
side 78-80 og side 83-84.
3.4.3.3. Forbud mod
offentliggørelse af
forurettedes identitet efter
retsplejelovens § 1017 b.
Strafferetsplejeudvalget har
i lyset af et svar fra
Joan-Søstrene, jf.
betænkningens bilag 1, hvor
det er beskrevet, at kvinder
på grund af en meget
detaljeret beskrivelse af
dem som forurettet i en
voldtægtssag har måttet
flytte fra deres hjem,
overvejet en revision af
retsplejelovens § 1017 b
vedrørende straffen for
omtale af en sag om
overtrædelse af
straffelovens kapitel 24 om
forbrydelser mod
kønssædeligheden mv.
Udvalget anfører, at det
under hensyn til karakteren
af de sager, der nyder
beskyttelse efter
retsplejelovens § 1017 b, er
væsentligt, at der kan
skrides ind i de tilfælde,
hvor en forurettet
identificeres som følge af
omtale af sagen. Det bør så
vidt muligt undgås, at
kvinder, som i forvejen er
under pres, mod deres ønske
skal udsættes for yderligere
intens opmærksomhed, som en
detaljeret beskrivelse i
pressen ofte vil medføre.
Udvalget finder dog ikke
anledning til at foreslå
bestemmelsen ændret på
nuværende tidspunkt.
Baggrunden herfor er bl.a.,
at en udvidelse af
gerningsindholdet i
straffebestemmelsen i § 1017
b - som berører
ytringsfriheden - er
vanskelig. Udvalget finder
således, at problemet i
første omgang bør søges løst
ved en øget opmærksomhed
omkring reglen. Såvel
anklagemyndigheden og – i
første omgang ikke mindst -
bistandsadvokaterne bør være
opmærksomme på reglen og i
det enkelte tilfælde
overveje, om der kan være
grundlag for at skride ind.
Det er endvidere væsentligt,
at forurettede gøres
opmærksom på reglens
eksistens, herunder gennem
det ovenfor omtalte
vejledningsmateriale.
Der
henvises til betænkningens
side 84.
3.4.4. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet er enig i
Strafferetsplejeudvalgets
synspunkter vedrørende
retsplejelovens § 848,
herunder om, at der ikke er
et tilstrækkeligt grundlag
for indføre en ny regel om
et retskrav på, at tiltalte
altid skal forlade
retssalen, mens den
forurettede afgiver
forklaring.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
forslag om, at det i højere
grad bør sikres, at
forurettede er bekendt med
muligheden for at opnå en
afgørelse efter
retsplejelovens § 848,
stk. 1, bl.a. om, hvorvidt
den tiltalte skal forlade
retslokalet, mens den
forurettede afgiver
forklaring og om, at der i
videst muligt omfang bør
tages stilling til
spørgsmålet, inden sagen
skal domsforhandles.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 4 (§ 841, stk. 2)
og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet kan
endvidere tilslutte
Strafferetsplejeudvalgets
synspunkter vedrørende
udformningen og anvendelsen
af retsplejelovens § 185,
stk. 2, om bevisførelse om
forurettedes tidligere
seksuelle adfærd.
På den
baggrund vil
Justitsministeriet anmode
Rigsadvokaten om at
iværksætte en
indberetningsordning for
afgørelser i kendelser og
domme vedrørende anvendelsen
af retsplejelovens § 185,
stk. 2.
Som
nævnt ovenfor under pkt.
3.3.3. finder
Justitsministeriet ikke
anledning til at foretage
generelle ændringer i
bistandsadvokatens opgaver
under sagens behandling i
retten. Derimod er
Justitsministeriet enig med
Strafferetsplejeudvalget i,
at der kan være anledning
til forbedre retsstillingen
for den forurettede i
relation til retsplejelovens
§ 185, stk. 2. Som det
fremgår ovenfor i pkt.
3.4.1.6., må det lægges til
grund, at en bistandsadvokat
ikke vil skulle inddrages i
en afgørelse om anvendelsen
af § 185, stk. 2, om
bevisførelse om den
forurettedes seksuelle
adfærd, men
Justitsministeriet finder,
at en bistandsadvokat bør
have mulighed for at gøre
indsigelser mod en
bevisførelse uden rettens
tilladelse i strid med
§ 185, stk. 2.
På den
baggrund foreslås det, at
der i retsplejelovens § 741
c, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes en bestemmelse om,
at bistandsadvokaten har ret
til at gøre indsigelse mod
en sådan bevisførelse. Som
anført af udvalget
forudsættes det, at
bistandsadvokaten ikke kun
har ret til at gøre
indsigelse, men at
bistandsadvokaten også har
ret til at begrunde en sådan
indsigelse, også selvom
bistandsadvokaten i den
situation til en vis grad må
komme ind på bevisførelsen
om skyldsspørgsmålet.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 3 (§ 741 c, stk. 1,
2. pkt.) og bemærkningerne
hertil.
For så
vidt angår retsplejelovens
§ 1017 b vedrørende straffen
for omtale af en sag om
overtrædelse af
straffelovens kapitel 24 om
forbrydelser mod
kønssædeligheden m.v., er
Justitsministeriet enig med
Strafferetsplejeudvalget i,
at der ikke på nuværende
tidspunkt er tilstrækkeligt
grundlag for at foreslå en
ændring af bestemmelsen.
Justitsministeriet finder
derimod, at
anklagemyndigheden og
bistandsadvokaten i højere
grad bør være opmærksomme på
bestemmelsen og i de enkelte
tilfælde overveje, om der er
grundlag for at skride ind.
Om
anvendelsesområdet for de
foreslåede bestemmelser
henvises til pkt. 3.5.2.
nedenfor.
3.5. Reglernes
anvendelsesområde
3.5.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
Strafferetsplejeudvalget har
kapitel 5, afsnit 5.7.,
nøje overvejet den
nærmere afgrænsning af
anvendelsesområdet for de i
betænkningen foreslåede
bestemmelser. Udvalget
anfører, at afgrænsningen af
anvendelsesområdet i en
række relationer vil kunne
diskuteres, og at der altid
vil kunne argumenteres for
forskellige udvidelser eller
begrænsninger i forhold til
en fælles formel. Udvalget
tillægger det imidlertid
betydelig vægt, at der –
også af hensyn til
regelsættets overskuelighed
- så vidt muligt fastlægges
et fælles anvendelsesområde
for de foreslåede særregler,
samt at der ikke tillægges
særreglerne et for vidt
anvendelsesområde.
På den
baggrund finder udvalget, at
det er nærliggende at holde
sig inden for det
anvendelsesområde, som efter
de gældende regler i
retsplejeloven er fastlagt
for ikke blot den
obligatoriske
advokatbeskikkelse efter
§ 741 a, stk. 1, men også
reglen om forurettedes krav
på dørlukning efter § 29 a.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at de foreslåede
nye regler skal gælde i
sager om overtrædelse af
straffelovens § 210
(incest), § 216 (voldtægt),
§ 217 (anden tvang), § 218,
stk. 2 (»forsvarsløse«),
§ 222, stk. 2, 2. led (under
12 år + tvang m.v.) og
§ 223, stk. 1 (under 18 år +
betroelsesforhold m.v.),
samt i sager om overtrædelse
af straffelovens § 224
(anden kønslig omgængelse)
og § 225 (om homoseksuelle
forhold), jf. § 210, § 216,
§ 217, § 218, stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. led, og 223,
stk. 1.
Udvalget finder dog, at de
foreslåede nye regler om
bistandsadvokatens
aktindsigt og indkaldelse
til retsmøder bør gælde i
alle sager, herunder alle
sædelighedssager.
Der
henvises nærmere til
betænkningens side 68-69.
3.5.2. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet er enig i
Strafferetsplejeudvalgets
synspunkter og forslag, og
lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1 (§ 741 a, stk. 2)
og bemærkningerne hertil.
4. Bistandsadvokat til
afdødes pårørende i
straffesager mod politiet
4.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 93 c
om straffesager mod
politipersonale blev indsat
i retsplejeloven ved lov nr.
393 af 14. juni 1995, jf. FT
1994-95, tillæg A, spalte
3560 og spalte 3573-3575.
Det
følger af retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 2, at
statsadvokaten skal indlede
efterforskning i alle
tilfælde, hvor en person er
afgået ved døden eller
kommet alvorligt til skade
som følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende er i politiets
varetægt.
Efter
retsplejelovens § 1020 e,
stk. 1, beskikker retten på
den forurettedes begæring en
advokat for den pågældende,
når forholdene taler derfor,
eller såfremt det følger af
bestemmelserne i kapitel 66
a. Efter bestemmelsen er der
derimod ikke hjemmel
til at beskikke en advokat
for en afdøds pårørende, jf.
herved U 2000.390H, hvor
Østre Landsret bl.a. udtalte
følgende:
»Hensynene bag ordningen ved
gennemførelse af den ændrede
behandling af klager over
politipersonalet m.v. (jf.
lov nr. 393 af 14. juni1995)
skyldes ikke mindst ønsket
om at tilvejebringe større
tillid ved, at det er
statsadvokaten og ikke
politiet, der skal stå for
undersøgelse af en sag,
kombineret med udvidet
adgang til
advokatbeskikkelse for
klageren (og den
indklagede). Af
forarbejderne fremgår, at
retten skal have en udvidet
adgang til på
klagerens/forurettedes
begæring at beskikke
advokat, »når forholdene
taler derfor«. Der skal
herved foretages en konkret
vurdering af de foreliggende
oplysninger og sagens alvor,
ligesom det bør indgå i
vurderingen, i hvilket
omfang klagen er
underbygget. Der kan være
særlig anledning til
beskikkelse, hvis
klageren/forurettede er
mindreårig eller på grund af
sygdom har et særligt behov
for bistand. Forarbejderne
indeholder derimod ikke
bemærkninger om beskikkelse
af advokat for de
efterladte.
Således som bestemmelserne i
kapitel 93 b og c om
beskikkelse af
bistandsadvokat for
klageren/den forurettede er
affattet sammenholdt med det
i forarbejderne hertil
anførte om baggrunden for
advokatbeskikkelse, finder
landsretten ikke, at der er
hjemmel til at beskikke
bistandsadvokat for de
efterladte.«
Højesteret stadfæstede
landsrettens kendelse, idet
følgende blev anført:
»Retsplejelovens § 1020 e om
beskikkelse af en advokat
til »forurettede« må -
ligesom bestemmelserne i
lovens kapitel 66 a om
advokatbistand til
forurettede - forstås
således, at der alene er
hjemmel til at beskikke en
advokat for den, der er
forurettet ved et muligt
strafbart forhold, hvorfor
der ikke efter bestemmelsen
er hjemmel til at beskikke
en advokat for de efterladte
efter en person, der er
afgået ved døden som følge
af et muligt strafbart
forhold.
Af de foran citerede
bemærkninger til
retsplejelovens § 1019 e og
af sammenhængen mellem denne
bestemmelse og § 1020 e
følger, at der på
tilsvarende måde ikke i
§ 1019 e er hjemmel til at
beskikke en advokat for de
efterladte efter en person,
der er afgået ved døden, når
klagen angår politiets
adfærd over for denne
person.
Efter retsplejelovens § 995
a, stk. 2, kan retten i
sager, hvor en person er
afgået ved døden som følge
af en forbrydelse, beskikke
en advokat for de pårørende
til at bistå med opgørelsen
af erstatningskrav.
Beskikkelse på dette
grundlag må i hvert fald
forudsætte, at der er rejst
sigtelse i sagen. Den
foreliggende anmodning om
advokatbeskikkelse kan
allerede af denne grund
heller ikke tages til følge
i medfør af denne
bestemmelse.
Højesteret stadfæster
herefter landsrettens
kendelse.«
Beføjelserne for en advokat
for en forurettet, der
beskikkes efter
retsplejelovens § 1020 e,
fremgår af forarbejderne til
bestemmelsen, jf. FT
1994-05, tillæg A, spalte
3573 ff. Heraf fremgår det
bl.a. om den beskikkede
advokats processuelle
stilling, at det i vidt
omfang vil være overladt til
domstolene at fastlægge
advokatens beføjelse i
forbindelse med den
almindelige retsledelse, jf.
FT 1979-80, tillæg A, spalte
470, vedrørende advokatens
beføjelser efter
retsplejelovens kapitel 66
a.
Den
beskikkede advokat for den
forurettede i en sag
omfattet af retsplejelovens
kapitel 93 c har i medfør af
§ 1020 e, stk. 2, ret til
aktindsigt i hele det ved
undersøgelsen tilvejebragte
materiale – uanset om der er
rejst tiltale i sagen eller
ej. Baggrunden for denne
udvidede adgang til
sagsakterne er, at ordningen
med beskikkelse af advokat
for forurettede i sager mod
politipersonale bl.a. er
begrundet i hensynet til at
skabe tillid til, at
straffesager mod
politipersonale behandles på
betryggende vis.
Derudover finder
bestemmelserne i kapitel 66
a i øvrigt tilsvarende
anvendelse, jf. § 1020 e,
stk. 3.
4.2. Lovforslagets
udformning
I
straffesager mod
politipersonale efter
retsplejelovens kapitel 93 c
er det efter
Justitsministeriets
opfattelse af særlig
vigtighed at sikre, at
straffesagen behandles på en
måde, som virker betryggende
for de implicerede. Dette
gør sig også gældende i de
situationer, hvor en person
er afgået ved døden, og hvor
de pårørende har et
naturligt behov for at få
klarlagt sagen.
I dag,
hvor der efter de gældende
regler ikke er mulighed for
at beskikke en
bistandsadvokat for de
efterladte, er det i praksis
ofte anklagemyndighedens
sagsbehandlere, som de
pårørende henvender sig til
med de mange spørgsmål, de
efterladte naturligt har i
perioden umiddelbart efter
hændelsen. Dette kan være et
problem, fordi
sagsbehandlerne ofte hverken
kan eller bør varetage de
efterladtes interesser på
grund af
objektivitetskravet, og det
kan også være et
ressourcemæssigt problem hos
anklagemyndigheden.
På den
baggrund foreslås det, at
der i retsplejelovens § 1020
e indsættes en hjemmel til,
at der i straffesager mod
politipersonale kan
beskikkes en bistandsadvokat
til afdødes nære pårørende,
når forholdene taler derfor.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
Efter
bestemmelsen vil der kunne
beskikkes en advokat for
nære pårørende i sager, hvor
en person er afgået ved
døden som følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt. Derudover vil der
efter den foreslåede
bestemmelse kunne beskikkes
en advokat for nære
pårørende i den sjældne
situation, hvor en
forurettet i en straffesag
mod politipersonale afgår
ved døden, før straffesagen
er afsluttet, uden at
årsagen til dødsfaldet
vedrører politiets
behandling af den
pågældende.
Efter
Justitsministeriets
opfattelse vil forholdene i
de tilfælde, hvor
forurettede afgår ved døden
som følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt, altid tale for, at
der beskikkes en advokat for
forurettedes nære pårørende.
Ligeledes vil forholdene som
udgangspunkt tale for, at
der beskikkes en advokat for
forurettedes pårørende i den
situation, hvor en
forurettet afgår ved døden,
inden straffesagen er
afsluttet, uden at årsagen
til dødsfaldet vedrører
politiets behandling af den
pågældende. Dog finder
Justitsministeriet, at der i
de sager, hvor den
forurettede efter § 1020 e,
stk. 1, har fået eller ville
have fået afslag på
beskikkelse af en advokat,
kun rent undtagelsesvis bør
beskikkes en advokat for den
afdødes pårørende.
Forslaget indebærer, at
retten på begæring af den
forurettedes nære pårørende
kan beskikke en advokat for
de pårørende. Begrebet »nære
pårørende« svarer til
afgrænsningen i
retsplejelovens § 41 d.
Ægtefæller, samlever, børn
og forældre må normalt anses
for at være nære pårørende.
Efter omstændighederne vil
også andre, f.eks. søskende,
kunne anses for at være nære
pårørende, hvis der har
været et sådant særligt
forhold mellem de pågældende
og den forurettede, at der
må antages at være tale om
en tilsvarende betydelig
følelsesmæssig belastning
som følge af dødsfaldet.
Det
foreslås endvidere, at
bistandsadvokaten for de
pårørende skal have samme
udvidede adgang til sagens
materiale under
efterforskningen, som den
beskikkede advokat for
forurettede har efter
retsplejelovens § 1020 e,
stk. 2. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2, og
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet har
overvejet, om der i
retsplejelovens kapitel 66 a
vedrørende advokatbistand
til den forurettede generelt
bør være mulighed for at
beskikke en bistandsadvokat
for den forurettedes
pårørende i sager, hvor den
forurettede afgår ved døden
som følge af en strafbar
handling. Justitsministeriet
finder dog ikke, at der er
behov herfor. Det bemærkes,
at der efter den gældende
bestemmelse i
retsplejelovens § 995 a,
stk. 2, er mulighed for at
beskikke en advokat særligt
til at bistå pårørende med
opgørelsen af et
erstatningskrav i sager,
hvor en person er afgået ved
døden som følge af en
forbrydelse.
Der
henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 5 og 6, samt
bemærkningerne hertil.
5. Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
m.v.
Lovforslaget indebærer, at
der i alle voldtægtssager og
andre meget alvorlige
sædelighedssager skal
beskikkes en bistandsadvokat
for den forurettede,
medmindre den pågældende
direkte frabeder sig dette.
Endvidere indebærer
forslaget, at den
forurettede i sådanne sager
skal have lejlighed til at
tale med en advokat inden
den første egentlige
politiafhøring, medmindre
forurettede frabeder sig
dette, og at advokaten skal
være til stede under
politiafhøringen, medmindre
forurettede anmoder om at
blive afhørt uden advokatens
tilstedeværelse.
Da der
allerede efter de gældende
regler beskikkes en
bistandsadvokat efter
begæring af den forurettede
i de omhandlede alvorlige
sædelighedssager, forventes
de foreslåede regler navnlig
at indebære, at
bistandsadvokaten i forhold
til i dag vil blive
inddraget tidligere i visse
sager. Det forventes således
ikke, at lovforslaget vil
medføre en forøgelse af
betydning af antallet af
advokatbeskikkelser.
Lovforslaget indebærer
endvidere, at nære pårørende
til forurettede, der er
afgået ved døden som følge
af politiets indgriben,
eller mens den pågældende
var i politiets varetægt,
når forholdene taler derfor
kan få beskikket en
bistandsadvokat. Da der kun
er ganske få af sådanne
sager om året, vil den
foreslåede adgang til
advokatbeskikkelse ikke
medføre en forøgelse af
betydning af antallet af
advokatbeskikkelser.
Lovforslaget skønnes på den
angivne baggrund ikke at
have økonomiske eller
administrative konsekvenser
for det offentlige af
betydning.
Lovforslaget har ingen
økonomiske eller
administrative konsekvenser
for erhvervslivet og
borgerne.
Lovforslaget har inden
miljøretlige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
|
Positive
konsekvenser/
mindre udgifter |
Negative
konsekvenser/
Merudgifter |
Økonomiske
konsekvenser for
stat, kommuner og
amtskommuner |
Ingen |
Ingen af betydning
|
Administrative
konsekvenser for
stat, kommuner og
amtskommuner |
Ingen |
Ingen |
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet |
Ingen |
Ingen |
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet |
Ingen |
Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser |
Ingen |
Ingen |
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen |
Ingen |
Forholdet til
EU-retten |
Lovforslaget
indeholder ikke
EU-retlige aspekter
|
6. Hørte myndigheder m.v.
Betænkning nr. 1458/2005 om
forbedring af voldtægtsofres
retsstilling og udkast til
bestemmelser om
bistandsadvokat for nære
pårørende, hvor forurettede
er afgået ved døden som
følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt, har været sendt i
høring til følgende
myndigheder og
organisationer m.v.:
Præsidenten for Østre
Landsret, Præsidenten for
Vestre Landsret, Præsidenten
for Københavns Byret,
Præsidenten for Retten i
Odense, Præsidenten for
Retten i Århus, Præsidenten
for Retten i Ålborg,
Præsidenten for Retten i
Roskilde, Domstolsstyrelsen,
Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen,
Politidirektøren i
København, Foreningen af
Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Institut for
Menneskerettigheder,
Landsforeningen af
beskikkede advokater, Dansk
Retspolitisk Forening,
Landsforeningen Hjælp
Voldsofre, Center for
Voldtægtsofre
(Rigshospitalet),
Joan-Søstrene (Dannerhusets
Rådgivning).
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (retsplejelovens
§ 741 a).
Efter
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, 1. og 3. pkt.,
skal der i de sager,
hvor beskikkelse efter de
gældende regler ikke kan
afslås, nemlig i sager om
overtrædelse af
straffelovens § 210, §§ 216
og 217, § 218, stk. 2,
§ 222, stk. 2, 2. pkt. eller
§ 223, stk. 1, samt § 224
eller § 225, jf. de nævnte
bestemmelser, ske
beskikkelse af en advokat,
medmindre den pågældende
efter at være vejledt om
retten til beskikkelse af
advokat frabeder sig det.
Forslaget indebærer, at den
forurettede i sager om
voldtægt mv. – uden selv at
skulle fremsætte anmodning
herom – vil få beskikket en
advokat, medmindre den
pågældende, efter at være
blevet behørigt vejledt om
reglerne om beskikkelse af
advokat, frabeder sig dette.
Hensigten med bestemmelsen
er at sikre, at beskikkelse
af bistandsadvokat ikke
fravælges som følge af den
tilstand af forvirring og
manglende overblik, som
forurettede i de alvorligste
sædelighedssager naturligt
kan befinde sig i. Med den
foreslåede regel bliver
udgangspunktet , at
beskikkelse sker.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.1.
Efter
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, 2. pkt., skal
den forurettede i de
pågældende sager skal have
lejlighed til at tale med en
advokat før afhøringen,
medmindre den pågældende
efter at være blevet
vejledt, frabeder sig det.
Med
henblik på at undgå, at
ordningen med
bistandsadvokat skaber
efterforskningsmæssige
vanskeligheder, således at
udsigten til at få udredt
tingenes rette sammenhæng
forringes, herunder
muligheden for at tage en
gerningsmand på friske spor,
forudsættes det, at politiet
uanset reglerne kan foretage
en helt foreløbig udspørgen
af forurettede. Politiet vil
således kunne stille
uopsættelige spørgsmål til
forurettede og nødvendige
efterforskningsskridt bør
kunne finde sted, også før
advokaten er kommet til
stede. Politiet vil således
kunne stille forurettede
spørgsmål med henblik på
meddelelse af akutte
oplysninger af betydning for
en umiddelbar bevissikring,
f.eks. om tid, sted og
signalement mv. Der
forudsættes at være tale om
oplysninger, der er
nødvendige for foretagelsen
af efterforskningsskridt,
som ikke kan opsættes uden
risiko for, at øjemedet
forspildes. Det kan indebære
oplysning om
gerningsforløbet,
»udførelsesmåden« mv. med
henblik på stillingtagen til
om mulige DNA-spor skal
sikres. Det kan også dreje
sig om oplysninger, der er
nødvendige for stillingtagen
til, om der foreligger et
anholdelsesgrundlag. Der vil
således kunne være tale om
en udspørgen, der ikke er
helt kort.
Det
forudsættes endvidere, at
der – hvis forurettede
ønsker det – som supplement
til eller i stedet for den
indledende samtale kan
gennemføres en
telefonsamtale mellem
forurettede og den advokat,
der udpeges. Det er
tydeliggjort ved forslaget
til ændring af § 741 b,
stk. 3. Der henvises til
bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 2,
nedenfor.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.
Endvidere er den gældende
bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a,
stk. 2, hvorefter politiet
kan fremsætte begæring om
beskikkelse af en
bistandsadvokat for den
forurettede under
efterforskningen, hvis den
pågældende ikke selv har
anmodet herom, videreført i
den foreslåede § 741 a,
stk. 4, også for de
sager, hvor den forbedrede
beskyttelse skal finde
anvendelse. Udgangspunktet
efter den foreslåede
bestemmelse er, at der i
voldtægtssager m.v. sker
beskikkelse af en
bistandsadvokat, medmindre
den forurettede frabeder sig
det. Der kan dog forekomme
situationer, hvor det efter
politiets vurdering ikke
findes hensigtsmæssigt, at
der ikke medvirker en
bistandsadvokat, selvom den
pågældende frabeder sig det.
Det bemærkes dog, at § 741
a, stk. 2, i relation til
voldtægtssager har et
begrænset anvendelsesområde,
der navnlig dækker tilfælde,
hvor den forurettede eller
den forurettedes værge ikke
er i stand til at overskue
konsekvensen af et eventuelt
fravalg af bistandsadvokat.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.1.
Til nr. 2 (retsplejelovens
§ 741 b).
Retsplejelovens § 741 b
indeholder regler om
politiets vejledningspligt i
relation til beskikkelse af
bistandsadvokat, samt regler
om afhøring af den
forurettede uden
bistandsadvokatens
tilstedeværelse.
Med
den foreslåede § 741 b,
stk. 1, 2. pkt.,
præciseres det, at den
forurettede i de sager, der
er omfattet af forslaget til
§ 741 a, stk. 2, skal gøres
bekendt med ikke blot
reglerne om adgang til
bistandsadvokat, men også
med reglerne om advokatens
medvirken. Den forurettede
skal således vejledes om, at
den forurettede vil få
beskikket en advokat,
medmindre forurettede
frabeder sig dette.
Forurettede skal endvidere
vejledes om, at forurettede
skal have lejlighed til en
samtale med en advokat før
den første egentlige
afhøring. Vejledningen skal
også omfatte den regel om
advokatens tilstedeværelse
ved en egentlig
politiafhøring, der omtales
nedenfor under
bemærkningerne til § 741
b, stk. 2, 2. pkt.
Vejledning skal gives, inden
den forurettede afhøres
første gang, og skal
gentages i forbindelse med
og inden anden afhøring.
Den
foreslåede § 741 b,
stk. 2, 2. pkt.,
indebærer endvidere, at
politiet i de tilfælde, hvor
beskikkelse skal ske efter
§ 741 a, stk. 2, kun kan
afhøre den forurettede uden
advokatens tilstedeværelse,
hvis den forurettede anmoder
herom.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.
Efter
den foreslåede § 741 b,
stk. 3, kan politiet
tilkalde eller kontakte en
af de i § 733, stk. 1,
nævnte advokater til at
varetage hvervet som advokat
for den forurettede, indtil
retten måtte have beskikket
en advokat. Bestemmelsen
svarer i hovedtræk til den
gældende § 741 b, stk. 2, 2.
pkt. Ved den nye bestemmelse
præciseres det, at politiet
kan kontakte en af de nævnte
advokater med henblik på en
telefonisk samtale med den
forurettede før den første
afhøring.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.
Til nr. 3 (retsplejelovens
§ 741 c).
Retsplejelovens § 741 c
indeholder en række
bestemmelser om de
beføjelser, som
bistandsadvokaten har under
sagen. I medfør af
retsplejelovens § 741 c,
stk. 1, har advokaten adgang
til at overvære afhøringer
af den forurettede såvel hos
politiet som i retten og har
ret til at stille yderligere
spørgsmål til den
forurettede. Advokaten
underrettes endvidere om
tidspunktet for afhøringer
og retsmøder.
Den
foreslåede § 741 c,
stk. 1, 2. pkt.,
indebærer, at
bistandsadvokaten får ret
til at gøre indsigelser mod
en bevisførelse i strid med
retsplejelovens § 185,
stk. 2.
Det
forudsættes det, at
bistandsadvokaten ikke kun
har ret til at gøre
indsigelse mod
bevisførelsen, men at
bistandsadvokaten også har
ret til at begrunde en sådan
indsigelse, også selvom
bistandsadvokaten i den
situation til en vis grad må
komme ind på bevisførelsen
om skyldsspørgsmålet.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.4.
I den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 741 c,
stk. 1, 3. og 4. pkt.,
præciseres det, at
retsmøder, hvor forurettede
skal afhøres, så vidt muligt
skal berammes efter aftale
med bistandsadvokaten.
Bistandsadvokaten bør
således inddrages i
berammelsen på samme måde
som forsvareren ved
domsforhandling og retsmøder
under efterforskning, hvor
forurettede skal afhøres.
Det
følger allerede i dag af
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsrets
cirkulæreskrivelse til
byretterne af 15. maj 1985,
at domstolene ved berammelse
af retsmøder bør inddrage
bistandsadvokaten på lige
fod med forsvarerne. Det må
dog antages, at der ikke i
alle tilfælde ved byretterne
tages hensyn til
bistandsadvokatens forhold
ved berammelsen.
Bestemmelsen er formuleret
med henblik på, at man
fortsat bør være opmærksom
på, at sagerne – navnlig
arrestantsager – ikke
forsinkes unødigt. Hensynet
til forurettede må derfor
afvejes over for hensynet
til sagens hurtige fremme.
Afhængig af omstændighederne
vil der kunne være anledning
til – i højere grad end med
hensyn til forsvarer og i
større omfang end i dag – at
løse et berammelsesproblem
ved ombeskikkelse af en
bistandsadvokat. Det
væsentlige er, at man i
første omgang forsøger at
finde et tidspunkt, hvor
bistandsadvokatens kan
deltage, og at man ikke
skrider til ombeskikkelse,
medmindre hensynet til
sagens behørige fremme
kræver det.
Ved
retsmøder vedrørende
behandling som
tilståelsessag efter
retsplejelovens § 922 må det
normalt være tilstrækkeligt,
at advokaten underrettes om
retsmødet og får lejlighed
til skriftligt at fremsætte
erstatningskrav m.v.
Der
henvises til almindelige
bemærkninger pkt. 3.4
Den
foreslåede § 741 c,
stk. 2, 1. pkt., udvides
bistandsadvokatens adgang
til dokumenter forud for
afgørelsen af
tiltalespørgsmålet til også
at omfatte andet materiale
vedrørende forurettede end
dennes forklaring til
politirapport, herunder
bl.a. lægelige udtalelser.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.3.
Til nr. 4 (retsplejelovens
§ 841).
Efter
retsplejelovens § 841 kan
retten efter anmodning fra
anklagemyndigheden,
forsvareren eller et vidne
forud for domsforhandlingen
træffe afgørelse om
dørlukning efter § 29,
stk. 3, nr. 2 eller 3,
referatforbud efter § 30,
stk. 2, navneforbud efter
§ 31, stk. 1, nr. 1, om at
tiltalte skal forlade
retslokalet, mens et vidne
afhøres, jf. § 848, stk. 1,
3 eller 6, eller om, at et
vidnes bopæl, navn, eller
stilling ikke må oplyses for
tiltalte, jf. § 848, stk. 2.
Med
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 841,
stk. 2, indsættes der en
ny bestemmelse i § 841,
hvorefter anklagemyndigheden
senest samtidig med
indlevering af
bevisfortegnelsen skal
underrette forsvareren og
retten om, hvorvidt der
foreligger spørgsmål
omfattet af § 841, stk. 1.
Hensigten med bestemmelsen
er navnlig at sikre, at
spørgsmålet om, hvorvidt
tiltalte skal føres ud under
forurettedes forklaring i
voldtægtssager, afklares
forud for domsforhandlingen,
således unødig ængstelse hos
forurettede i tiden op til
retsmødet kan undgås.
Det må
således i voldtægtssager i
almindelighed – men efter en
konkret vurdering - være
muligt at træffe afgørelsen
på skriftligt grundlag forud
for domsforhandlingen,
ligesom ordningen uden
problemer vil kunne fungere
i de ikke sjældne tilfælde,
hvor der ikke protesteres
mod anmodningen fra
tiltaltes side. Det beror
dog på rettens afgørelse, om
der i det enkelte tilfælde
skal afholdes et retsmøde om
spørgsmålet.
Ved
forslaget forudsættes det,
at anklagemyndigheden påser,
at der er beskikket
bistandsadvokat efter
reglerne, og at
anklagemyndigheden retter
henvendelse til denne eller
eventuelt den forurettede
selv.
Efter
forslaget omfatter reglen
også de øvrige spørgsmål,
der er nævnt i den gældende
§ 841, herunder dørlukning.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.4.
Til § 1, nr. 5 (§ 1020 e,
stk. 2).
Med
den foreslåede § 1020 e,
stk. 2, indføres en hjemmel
til, at der kan beskikkes en
bistandsadvokat til de nære
pårørende til en person, der
er afgået ved døden, jf.
sager omfattet af
retsplejelovens kapitel 93
c.
Efter
bestemmelsen vil der kunne
beskikkes en advokat for
nære pårørende i sager, hvor
en person er afgået ved
døden som følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt. Derudover vil der
efter den foreslåede
bestemmelse kunne beskikkes
en advokat for nære
pårørende i den sjældne
situation, hvor en
forurettet i en straffesag
mod politipersonale afgår
ved døden, før straffesagen
er afsluttet, uden at
årsagen til dødsfaldet
vedrører politiets
behandling af den
pågældende.
Efter
Justitsministeriets
opfattelse vil forholdene i
de tilfælde, hvor
forurettede afgår ved døden
som følge af politiets
indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets
varetægt, altid tale for, at
der beskikkes en advokat for
forurettedes nære pårørende.
Ligeledes vil forholdene som
udgangspunkt tale for, at
der beskikkes en advokat for
forurettedes pårørende i den
situation, hvor en
forurettet afgår ved døden,
inden straffesagen er
afsluttet, uden at årsagen
til dødsfaldet vedrører
politiets behandling af den
pågældende. Dog finder
Justitsministeriet, at der i
de sager, hvor den
forurettede efter § 1020 e,
stk. 1, har fået eller ville
have fået afslag på
beskikkelse af en advokat,
kun rent undtagelsesvis bør
beskikkes en advokat for den
afdødes pårørende.
Forslaget indebærer, at
retten på begæring af den
forurettedes nære pårørende
kan beskikke en advokat for
de pårørende. Begrebet »nære
pårørende« svarer til
afgrænsningen i
retsplejelovens § 41 d.
Ægtefæller, samlever, børn
og forældre må normalt anses
for at være nære pårørende.
Efter omstændighederne vil
også andre, f.eks. søskende,
kunne anses for at være nære
pårørende, hvis der har
været et sådant særligt
forhold mellem de pågældende
og den forurettede, at der
må antages at være tale om
en tilsvarende betydelig
følelsesmæssig belastning
som følge af dødsfaldet.
Det
forudsættes, at retten i
tilfælde af eventuelle
tvister om
advokatbeskikkelsen mellem
nære pårørende til en afdød
person træffer afgørelse om,
hvilken advokat der skal
repræsentere de pårørende på
baggrund af en konkret
vurdering af sagens
oplysninger.
Bistandsadvokaten for de
pårørende har de samme
beføjelser som en
bistandsadvokat beskikket
efter § 1020 e, stk. 1, jf.
§ 1020 e, stk. 3, der bliver
stk. 4. Bistandsadvokaten
vil således i de omhandlede
sager bl.a. kunne orientere
de efterladte om sagens
gang, herunder status for
efterforskning, yde bistand
ved afhøringer, hvis de
efterladte selv skal afhøres
til sagen, vejlede om
adgangen til at søge
aktindsigt i sagen, yde
bistand i forbindelse med
sagens afgørelse, f.eks.
gennemgang af selve
afgørelsen m.v., vejlede om
eventuel klageadgang og yde
bistand med de mere
praktiske aspekter af sagen,
såsom udlevering af liget,
effekter m.v.
Såfremt de pårørende ikke
ønsker en advokat beskikket,
men i stedet selv antager en
advokat, vil den pågældende
i praksis have den samme
retsstilling som en advokat,
der er beskikket i henhold
til den foreslåede
bestemmelse. Udgifterne til
en privat antaget advokat
vil dog skulle afholdes af
de pårørende.
Beskikkelsen af en
bistandsadvokat for de
pårørende bør ske på så
tidligt et tidspunkt i sagen
som muligt, således at man i
størst mulig omfang kan
undgå situationer, hvor
efterforskningen af sagen
vanskeliggøres af, at
advokaten først indtræder i
sagen, når efterforskningen
er afsluttet, og afgørelsen
er nært forestående.
Politiet bør derfor efter
reglerne i retsplejelovens
kapitel 66 a så tidligt som
muligt vejlede de efterladte
om muligheden for at få
beskikket en
bistandsadvokat.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.2.
Til § 1, nr. 6 (§ 1020 e,
stk. 2, der bliver stk. 3)
Efter
den foreslåede ændring af
§ 1020 e, stk. 2, der bliver
stk. 3, vil en
bistandsadvokat for de nære
pårørende - på samme måde
som en bistandsadvokat for
den forurettede - have ret
til aktindsigt i hele det
ved undersøgelsen
tilvejebragte materiale,
uanset om der er rejst
tiltale i sagen eller ej.
Der
henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.2.
Til § 2
Det
foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2005.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 1 |
|
|
1.
§ 741 a
affattes
således: |
§ 741 a.
I sager, der
vedrører
overtrædelse af
straffelovens
§ 119, § 123,
§ 210,
§§ 216-223,
§§ 224 eller
225, jf.
§§ 216-223,
§ 232, § 237,
jf. § 21,
§§ 244-246,
§§ 249 og 250,
§ 252, stk. 2,
§§ 260- 262 a
eller § 288,
beskikker retten
en advokat for
den, der er
forurettet ved
lovovertrædelsen,
når den
pågældende
fremsætter
begæring om det.
I sager om
overtrædelse af
straffelovens
§ 119, § 123,
§ 218, stk. 1,
§§ 219-221,
§ 222, stk. 1 og
stk. 2, 1. led,
§ 223, stk. 2,
§ 232, § 237,
jf. § 21,
§§ 244-246,
§§ 249 og 250,
§ 252, stk. 2,
§§ 260- 262 a
eller § 288 kan
beskikkelse af
advokat dog
afslås, hvis
lovovertrædelsen
er af mindre
alvorlig
karakter og
advokatbistand
må anses for
åbenbart
unødvendig. Det
samme gælder i
sager, der
vedrører
overtrædelse af
straffelovens
§ 224 eller
§ 225, jf.
§ 218, stk. 1,
§§ 219-221,
§ 222, stk. 1 og
stk. 2, 1. led,
eller § 223,
stk. 2. |
|
Ȥ 741 a.
I sager, der
vedrører
overtrædelse af
straffelovens
§ 119, § 123,
§ 210,
§§ 216-223,
§§ 224 eller
225, jf.
§§ 216-223,
§ 232, § 237,
jf. § 21,
§§ 244-246,
§§ 249 og 250,
§ 252, stk. 2,
§§ 260- 262 a
eller § 288,
beskikker retten
en advokat for
den, der er
forurettet ved
lovovertrædelsen,
når den
pågældende
fremsætter
begæring om det,
jf. dog stk. 2
og 3. |
Stk. 2.
Fremsætter den
forurettede ikke
begæring om
beskikkelse af
advokat, kan der
efter politiets
begæring
beskikkes en
advokat for den
forurettede
under
efterforskningen.
|
|
Stk. 2. I
sager om
overtrædelse af
straffelovens
§ 210, §§ 216 og
217, § 218,
stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. pkt.,
eller § 223,
stk. 1, skal
beskikkelse ske,
medmindre den
pågældende efter
at være vejledt
om retten til
beskikkelse af
advokat frabeder
sig det. Den
forurettede skal
have lejlighed
til at tale med
en advokat før
politiets
afhøring af
forurettede,
medmindre den
pågældende efter
at være blevet
vejledt frabeder
sig det. Det
samme gælder i
sager om
overtrædelse af
§ 224 eller
§ 225, jf.
§ 210, §§ 216 og
217, § 218,
stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. pkt.,
eller § 223,
stk. 1. |
|
|
Stk. 3. I
sager om
overtrædelse af
straffelovens
§ 119, § 123,
§ 218, stk. 1,
§§ 219-221,
§ 222, stk. 1,
og stk. 2, 1.
led, § 223,
stk. 2, § 232,
§ 237, jf. § 21,
§§ 244-246,
§§ 249 og 250,
§ 252, stk. 2,
§§ 260- 262 a
eller § 288 kan
beskikkelse af
advokat dog
afslås, hvis
lovovertrædelsen
er af mindre
alvorlig
karakter og
advokatbistand
må anses for
åbenbart
unødvendig. Det
samme gælder i
sager, der
vedrører
overtrædelse af
straffelovens
§ 224 eller
§ 225, jf.
§ 218, stk. 1,
§§ 219-221,
§ 222, stk. 1 og
stk. 2, 1. led,
eller § 223,
stk. 2. |
|
|
Stk. 4.
Fremsætter den
forurettede ikke
begæring om
beskikkelse af
advokat, kan der
efter politiets
begæring
beskikkes en
advokat for den
forurettede
under
efterforskningen.
Det samme
gælder, når der
ikke sker
beskikkelse
efter stk. 2.«
|
|
|
|
|
|
2.
§ 741 b
affattes
således: |
§ 741 b.
Politiet
vejleder den
forurettede om
adgangen til at
begære en
advokat
beskikket.
Vejledningen
skal gives,
inden den
forurettede
afhøres første
gang, og skal
gentages i
forbindelse med
og inden anden
afhøring. Det
skal af
politirapporten
fremgå, at den
forurettede har
modtaget behørig
vejledning.
Politiet drager
omsorg for, at
den forurettedes
begæring om
beskikkelse af
advokat
indbringes for
retten. |
|
Ȥ 741 b.
Politiet
vejleder den
forurettede om
reglerne om
beskikkelse af
en advokat. I de
sager, der er
nævnt i § 741 a,
stk. 2, skal
forurettede
endvidere gøres
bekendt med
reglerne om
advokatens
medvirken, jf.
§ 741 a, stk. 2,
2. pkt. og
stk. 2, 2. pkt.
nedenfor.
Vejledningen
skal gives,
inden den
forurettede
afhøres første
gang, og skal
gentages i
forbindelse med
og inden anden
afhøring. Det
skal af
politirapporten
fremgå, at den
forurettede har
modtaget behørig
vejledning.
Endvidere skal
det fremgå, hvis
den forurettede
ikke har ønsket
en advokat
beskikket.
Politiet drager
omsorg for, at
spørgsmål om
beskikkelse
efter § 741 a
indbringes for
retten. |
Stk. 2.
Er den
forurettede
villig til at
udtale sig, er
begæringen om
beskikkelse af
advokat ikke til
hinder for, at
politiet afhører
den forurettede
uden advokatens
tilstedeværelse.
Ønsker den
forurettede ikke
at udtale sig
uden advokatens
tilstedeværelse,
kan politiet
tilkalde en af
de i § 733,
stk. 1, nævnte
advokater til at
varetage hvervet
som advokat for
den forurettede,
indtil retten
har taget
stilling til
begæringen. |
|
Stk. 2.
Er den
forurettede
villig til at
udtale sig, er
begæringen om
beskikkelse af
advokat ikke til
hinder for, at
politiet afhører
den forurettede
uden advokatens
tilstedeværelse.
I tilfælde, hvor
beskikkelse skal
ske efter § 741
a, stk. 2,
gælder dette
kun, hvis den
forurettede
anmoder om at
blive afhørt
uden advokatens
tilstedeværelse.
|
Stk. 3.
Justitsministeriet
kan fastsætte
nærmere regler
om
tilkaldeordningens
gennemførelse.
|
|
Stk. 3.
Politiet kan
tilkalde eller
kontakte en af
de i § 733,
stk. 1, nævnte
advokater til at
varetage hvervet
som advokat for
den forurettede,
indtil retten
måtte have
beskikket en
advokat. |
|
|
Stk. 4.
Justitsministeriet
kan fastsætte
nærmere regler
om
tilkaldeordningens
gennemførelse.«
|
|
|
|
|
|
3.
§ 741 c, stk. 1
og
2,
affattes
således: |
§ 741 c.
Advokaten har
adgang til at
overvære
afhøringer af
den forurettede
såvel hos
politiet som i
retten og har
ret til at
stille
yderligere
spørgsmål til
den forurettede.
Advokaten
underrettes om
tidspunktet for
afhøringer og
retsmøder. |
|
Ȥ 741 c.
Advokaten har
adgang til at
overvære
afhøringer af
den forurettede
såvel hos
politiet som i
retten og har
ret til at
stille
yderligere
spørgsmål til
den forurettede.
Advokaten har
ret til at gøre
indsigelse mod
en bevisførelse
i strid med
retsplejelovens
§ 185, stk. 2.
Advokaten
underrettes om
tidspunktet for
afhøringer.
Retsmøder, hvor
forurettede skal
afhøres,
berammes så vidt
muligt efter
aftale med
bistandsadvokaten.
Advokaten
underrettes om
andre retsmøder,
herunder
retsmøder efter
retsplejelovens
§ 922. |
Stk. 2.
Advokaten har
adgang til at
gøre sig bekendt
med den
forurettedes
forklaring til
politirapport.
Når der er rejst
tiltale i sagen,
har advokaten
tillige adgang
til at gøre sig
bekendt med det
øvrige materiale
i sagen, som
politiet har
tilvejebragt.
|
|
Stk. 2.
Advokaten har
adgang til at
gøre sig bekendt
med den
forurettedes
forklaring til
politiet og
andre dokumenter
i sagen
vedrørende den
forurettede. Når
der er rejst
tiltale i sagen,
har advokaten
tillige adgang
til at gøre sig
bekendt med det
øvrige materiale
i sagen, som
politiet har
tilvejebragt.«
|
Stk. 3.
(udelades) |
|
|
Stk. 4.
(udelades) |
|
|
|
|
|
|
|
4. I
§ 841
indsættes som
stykke 2: |
§ 841.
Retten kan efter
anmodning fra
anklagemyndigheden,
forsvareren
eller et vidne
forud for
domsforhandlingen
træffe afgørelse
om dørlukning
efter § 29,
stk. 3, nr. 2
eller 3,
referatforbud
efter § 30, nr.
2, navneforbud
efter § 31,
stk. 1, nr. 1,
om, at tiltalte
skal forlade
retslokalet,
mens et vidne
afhøres, jf.
§ 848, stk. 1, 3
eller 6, om, at
et vidnes bopæl
eller navn,
stilling og
bopæl ikke må
oplyses for
tiltalte, jf.
§ 848, stk. 2,
eller om, at en
polititjenestemands
navn og bopæl
ikke skal
oplyses, jf.
§ 848, stk. 5.
|
|
|
|
|
»Stk. 2.
I sager om
overtrædelse af
straffelovens
§ 210, §§ 216 og
217, § 218,
stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. pkt.,
eller § 223,
stk. 1, skal
anklagemyndigheden
senest samtidig
med indlevering
af
bevisfortegnelsen
underrette
forsvareren og
retten om,
hvorvidt der
foreligger
sådanne
spørgsmål som
nævnt i stk. 1.
Det samme gælder
i sager om
overtrædelse af
§ 224 eller
§ 225, jf.
§ 210, §§ 216 og
217, § 218,
stk. 2, § 222,
stk. 2, 2. pkt.
eller § 223,
stk. 1.« |
|
|
|
|
|
5. I
§ 1020 e,
stk. 1,
indsættes efter
stk. 1 som nyt
stykke: |
§ 1020 e.
Retten beskikker
på den
forurettedes
begæring en
advokat for den
pågældende, når
forholdene taler
derfor, eller
såfremt det
følger af
bestemmelserne i
kapitel 66 a.
|
|
|
|
|
»Stk. 2.
Er forurettede
afgået ved
døden, beskikker
retten på
begæring af den
forurettedes
nære pårørende
en advokat for
de pårørende,
når forholdene
taler derfor.«
|
|
|
Stk. 2 og 3
bliver herefter
til stk. 3 og 4.
|
Stk. 2.
Den for
forurettede
beskikkede
advokat har
adgang til det i
§ 741 c, stk. 2,
2. pkt., nævnte
materiale,
uanset om der er
rejst tiltale i
sagen. |
|
6. I
§ 1020 e,
stk. 2,
der bliver
stk. 3,
indsættes efter
»advokat«:
»eller den for
de nære
pårørende
beskikkede
advokat«. |
Stk. 3.
(udelades) |
|
|
|
|
|
|
|
§ 2 |
|
|
Loven træder i
kraft den 1.
juli 2005. |