|
|
V.L.K. 8. januar 1986 i kære 8-S. 1711/1985
Anklagemyndigheden mod K1-K16 (adv. Hans Kjellund, Århus,
e.o.)
Af kære 8-S. 1711/1985 - Anklagemyndigheden mod K1-K16 (adv.
Hans Kjellund, Århus, e.o.) - fremgik, at K1-K16 fredag den
4. november 1983 kl. 21,10 blev anholdt på hovedvej A 13 øst
for Hammerum. K1-K16 var i to minibusser på vej til Herning
for at deltage i en demonstration, som Hotel- og
Restaurationspersonalets Samvirke havde arrangeret overfor
restaurant »La Cabana«, hvis ejer ikke ønskede at indgå
overenskomst med samvirket.
Den 6. juli 1984 skrev advokat Hans Kjellund, Århus, bl.a.
således til retten i Herning:
»Vedr. anholdelse af 16 mennesker foretaget i Hammerum den
4. november 1983 kl. 21,10, af politiet i Herning, skal jeg
herved på vegne de pågældende anholdte indbringe
anholdelserne for retten, jfr. retsplejelovens § 746, stk.
1, idet jeg jfr. samme bestemmelse skal anmode om, at
afgørelse træffes ved kendelse, og idet jeg gør gældende,
1.at anholdelserne har været ulovlige og i strid med
retsplejelovens § 755, stk. 1, bl.a. fordi der ikke har
foreligget tilstrækkelig grundlag for sigtelse efter
straffelovens § 134 a,
2.at den foretagne ransagning af de biler, de anholdte kørte
i samt de anholdtes tasker m.v. har været ulovlig, da
betingelserne efter retsplejelovens § 794 nr. 1 og 2 ikke
har været tilstede, allerede fordi sigtelse efter
straffelovens § 134 a ikke var meddelt de pågældende
anholdte, men også fordi betingelserne i øvrigt i
bestemmelsen ikke er opfyldt,
3. at retsplejelovens § 758 stk. 1 og 2 er overtrådt, dels
fordi de anholdte er medtaget til stationen i Herning, og
der har hensiddet i detentionen lige fra godt 1 time til 15
timer uden at efterforskningsskridt har været indledt og
uden forklaring, og sigtelse har ikke på noget tidspunkt
været meddelt de pågældende,
4.at den skete anvendelse af håndjern - i hvert fald overfor
halvdelen af de anholdte - ikke har været lovlig, men i
strid med retsplejelovens § 758 stk. 1. - - -«
Det fremgik af sagen, at der rettidigt var indgivet
beretning til retten om den foretagne ransagning, jfr.
retsplejelovens § 797, stk. 3.
Det fremgik endvidere af sagen, at Rigsadvokaten ved
skrivelse af 28. marts 1984 tilbød klagerne erstatninger for
uberettiget frihedsberøvelse på beløb fra 1.500 kr. til
2.500 kr., hvilket tilbud blev accepteret.
I Herning rets 2. afdelings kendelse 2. september 1985 siges
bl.a.:
Efter bevisførelsen og med sit almindelige kendskab til
konflikten omkring restaurant »La Cabana«, lægger retten til
grund, at der den 4. november forelå en spændt situation,
hvor politiet med nogen føje kunne befrygte uroligheder i
forbindelse med den forventede store fredagsdemonstration.
Det er imidlertid politiets - vanskelige - opgave også i en
sådan situation at udøve det nøgterne skøn, som kun
bagklogskaben fuldt ud evner. Politiet skal blandt andet
tage stilling til, om der er dækning i loven for at foretage
anholdelser, der kan synes hensigtsmæssige for at opretholde
ro og orden.
Den meddelelse, som indgik fra politiet i Århus til politiet
i Herning måtte selvsagt være af interesse for dette, men
selve meldingen sagde ikke andet, end at nogle personer, som
havde deltaget i demonstrationer i Århus med bagage og
bæreposer var på vej for muligvis at deltage i en lovlig
demonstration i Herning. Der blev herefter givet ordre til,
at busserne skulle standses. Dette må i sig selv betegnes
som betænkeligt. Der forelå ikke oplysninger om, at
personerne i busserne var under mistanke for at have begået
noget ulovligt, og der var ikke færdselsmæssige hensyn, som
talte for en standsning. Retten må efter bevisførelsen lægge
til grund at klagerne, efter at busserne var blevet bragt
til standsning, ikke kunne få noget at vide om årsagen
hertil. Det er efter rettens opfattelse elementært, at
borgere, der standses af politiet på en mørk landevej, må
have krav på en rimelig forklaring herpå. Det er efter
rettens opfattelse ligeså elementært, at de, når de anholdes
under sådanne omstændigheder skal have at vide, hvad de er
sigtede for, jfr. retsplejelovens § 758, stk. 2. Dette skete
ej heller, og retten stiller sig uforstående overfor, at
sigtelsen for forsøg på overtrædelsen af straffelovens § 134
a ikke kunne meddeles over radioen, når selve ordrerne om
standsning og anholdelse kunne.
Retten finder ikke, at det efter standsningen passerede
tilføjede sagen noget nyt og afgørende, som skulle kunne
begrunde anholdelse af klagerne, der ikke kunne imødegå
nogen sigtelse.
Retten finder herefter at måtte give klagerne, der efter
parternes repræsentanters erklæring må behandles som en
helhed, medhold i, at de skete anholdelser og den stedfundne
ransagning ikke havde hjemmel i retsplejeloven.
Retten finder derimod ikke at kunne kritisere, at klagerne i
den foreliggende situation blev indbragt til politistationen
i Herning. Klare færdselssikkerhedsmæssige hensyn talte
herfor.
Det er af politiet erkendt, at tilbageholdelsen af klagerne
varede for længe, hvorfor retten ikke finder anledning til
at tage stilling til dette spørgsmål.
Til spørgsmålet om det tidspunkt, en sigtelse burde have
været meddelt, har retten allerede taget stilling.
Efter bevisførelsen kan det ikke antages, at nogen i
forbindelse med anholdelserne satte sig til modværge eller
forsøgte at undløbe. Politiets anbringende om, at anvendelse
af håndjern var begrundet i en almindelig politierfaring om,
at man i en sådan situation bytter identitetspapirer, kan
ikke tillægges betydning. Dels havde klagerne haft rigelig
tid til at gøre dette, før anholdelserne fandt sted, dels
blev ikke alle anholdte belagt med håndjern. Anvendelse af
håndjern må herefter anses for kritisabel, jfr.
retsplejelovens § 758, stk. 1, 1. og 5. punkt.
Thi bestemmes:
Den foretagne anholdelse af og den skete ransagning hos
klagerne K1-K16 har ikke haft hjemmel i retsplejeloven.
Det misbilliges, at klagerne i forbindelse med anholdelsen
ikke er blevet gjort bekendt med sigtelsen.
Det kan ikke kritiseres, at klagerne efter anholdelserne er
blevet indbragt til politistationen i Herning.
Anvendelse af håndjern har været kritisabel.
I V.L.K. 8. januar 1986 siges bl.a.:
For landsretten har anklagemyndigheden påstået den påkærede
kendelse ophævet, og har subsidiært påstået frifindelse for
de fremsatte klager.
De indkærede har påstået kendelsen stadfæstet, dog har de
indkærede frafaldet den i advokat Kjellunds skrivelse af 6.
juli 1984 til retten i Herning under punkt 3 anførte klage.
I kæreskriftet har anklagemyndigheden til støtte for sine
påstande anført:
»Ad den principale påstand gøres gældende, at retten i
Herning efter at politimesteren i Herning i november måned
1983 i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1 traf
beslutning om ikke at foretage videre mod de anholdte, ikke
har haft hjemmel til at behandle klagemålet i medfør af
retsplejelovens § 746, stk. 1, der omhandler tvist om
foranstaltninger under efterforskningen.
Af forarbejderne til retsplejelovens § 746, stk. 1,
betænkning 1971 nr. 622 - - - fremgår, at hensigten med
bestemmelsen har været at normere rettens medvirken under
efterforskningen, men ikke rettens medvirken ved senere
behandling af klager over »formentlig myndighedsmisbrug« fra
politiets side, idet udvalget s. 14 blandt andet har
bemærket: »Antager modsætningsforholdet karakter af en klage
over myndighedsmisbrug fra politiets side, normerer reglerne
i kap. 93 b i udvalgets lovudkast den fremgangsmåde, som
skal følges«.
Endvidere gøres det gældende, at retten heller ikke på andet
grundlag har haft hjemmel til i strafferetsplejens form at
tage stilling til klagemålet.
Ved lov nr. 325 af 13. juni 1973 om ændring af
retsplejeloven blev
retsplejelovens § 814 ændret, således at bestemmelsen om
rettens behandling af spørgsmål om klage over formentlig
myndighedsmisbrug fra politiets side udgik. Ved samme lov
blev retsplejelovens § 726, stk. 3, 2. pkt. og stk. 4 samt §
943, stk. 4 ophævet. I det samtidigt indførte kapitel 93 b
om undersøgelse af klager over politiet blev ikke medtaget
en til den tidligere § 814, stk. 1 svarende bestemmelse om
adgang til for retten at fremsætte »sin opfattelse af det
påklagede forhold«. Sådan bestemmelse var foreslået af
udvalget, jfr.
betænkning 1971 nr. 622 - udkastet § 1018 r, stk. 3 -- -
Efter min opfattelse er der således ej heller i de nu
gældende bestemmelser i retsplejelovens kap. 93 b hjemmel
til for retten - efter en foretagen undersøgelse - at
fremsætte sin opfattelse af det påklagede forhold. - - -
Den for de indkærede beskikkede advokat, advokat Kjellund,
har i en skrivelse af 7. november 1985 til støtte for de
indkæredes påstand anført:
»Landsretten er kompetent til i medfør af retsplejelovens §
746 at behandle spørgsmålet om lovligheden af politiets
efterforskningsskridt.
En sådan retlig behandling kan ikke afskæres alene med
politiets beslutning om at stoppe efterforskningen.
Ganske vist er hovedområdet for anvendelsen af § 746 -
perioden under efterforskningen, men det ville føre til
ganske urimelige resultater, om politiet ganske vilkårligt
kunne afskære Retten fra, at prøve lovligheden ved at stoppe
efterforskningen i det tilfælde, hvor et
efterforskningsskridt har været betænkeligt. Lovens ord
nævner intet om en tidsmæssig begrænsning, da hverken
Retsplejelovens kapitel 93 a, om erstatning for uberettiget
anholdelse eller kapitel 93 b, om klager over politiet,
giver mulighed for at Retten vurderer lovligheden af
politiets efterforskningsskridt, må dette tale for en
udvidende fortolkning af § 746, som vel at mærke ikke vil
stride mod bestemmelsens ordlyd.
Var dette ikke tilfældet, ville lovligheden af politiets
efterforskningsskridt aldrig kunne prøves af domstolene.
I
betænkning nr. 728 om anholdelse og varetægt, siges det
om anholdelsesbetingelserne side 60: »Det fremgår af det
anførte, at borgernes retssikkerhed efter udvalgets
opfattelse ikke i første række bør søges beskyttet ved
udformningen af snævre anholdelsesbestemmelser. Den bør
snarere sikres ved en opretholdelse af politiets faglige og
etiske standard og ved den efterfølgende retlige kontrol. -
- - Det har altså helt klart været hensigten, at domstolene
efterfølgende skal kunne vurdere lovligheden af politiets
efterforskningsskridt.
For såvidt angår anklagemyndighedens subsidiære påstand: - -
-.
Byretsdommeren har i forbindelse med kæremålets fremsendelse
fremsat følgende bemærkninger til kæremålet:
»Ad påstanden om ophævelse af den påkærede kendelse:
Det bemærkes, at rettens hjemmel til at behandle klagemålet
ikke tidligere har været bestridt.
Ordlyden i retsplejelovens § 746, stk. 1, »Retten afgør
tvistigheder om lovligheden af politiets
efterforskningsskridt samt - - -« er klar. Retten kan
afprøve, om politiet i forbindelse med efterforskningen har
overholdt retsplejeloven. Retten forstår kærende således, at
prøvelsesretten skulle være begrænset i tid, så at klagemål
ikke kan rejses, hvis efterforskningen er afsluttet.
Herefter indkomne klager må behandles administrativt og
eventuelt følges op af et civilt søgsmål.
Dette forekommer kunstigt. Hvis efterforskningen
tilfældigvis er sluttet, inden klagemål indgives, er retten
inkompetent. - - -
Betænkning nr. 622-1971 - giver efter rettens mening mod
lovens klare ord ikke dækning for kærendes opfattelse.
Ad den subsidiære påstand: - - -«
Kæremålet har været mundtligt forhandlet. - - -
Landsretten skal udtale:
Efter retsplejelovens § 746, stk. 1, afgør retten
tvistigheder om lovligheden af politiets
efterforskningsskridt. Der findes hverken efter
bestemmelsens ordlyd eller efter forarbejderne støtte for
den af anklagemyndigheden hævdede indskrænkende fortolkning,
hvorefter denne prøvelse skulle være udelukket, når
efterforskningen er afsluttet. Anklagemyndighedens
principale påstand om ophævelse af kendelsen kan derfor ikke
tages til følge.
Anholdelsen.
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at der den
4. november 1983, efter at forhandlingerne mellem
konfliktens parter var brudt sammen, forelå en spændt
situation, og at politiet derfor - i betragtning af de ret
voldsomme uroligheder under demonstrationen den 28. oktober
- havde grund til at frygte nye uroligheder i forbindelse
med den planlagte demonstration den pågældende aften.Efter
indholdet af meldingen fra Århus politi om, at nogle
personer med bagage og bæreposer formentlig var på vej for
at deltage i demonstrationen, finder landsretten imidlertid
ikke, at politiet havde nogen rimelig grund til at mistænke
netop disse personer for, at de ville begå strafbart forhold
i forbindelse med demonstrationen. Den af politiet foretagne
anholdelse af de indkærede findes derfor ikke at have haft
hjemmel i retsplejeloven.
Ransagningen.
Det tiltrædes, som anført af anklagemyndigheden i
kæreskriftet, at retsplejelovens § 758, stk. 1, indeholder
den fornødne hjemmel til i forbindelse med en anholdelse at
undersøge de anholdtes håndbagage, hvorimod bestemmelsen
ikke indeholder hjemmel til at ransage de indbragte
køretøjer. Da der efter karakteren af den kriminalitet, som
politiet sigtede de anholdte for, var grund til at antage,
at der i køretøjerne fandtes genstande bestemt til brug ved
udøvelsen af kriminaliteten, findes ransagningen af
køretøjerne som sådan imidlertid at have haft den fornødne
hjemmel i retsplejelovens § 797, stk. 2, nr. 2.
Håndjern.
Da klagen over om brugen af håndjern i forbindelse med
anholdelsen findes at være et spørgsmål om, hvorvidt
politiet har overskredet grænsen for sin magtanvendelse, og
derfor henhører under lokalnævnet, ophæver landsretten den i
kendelsen indeholdte udtalelse om, at anvendelse af håndjern
har været kritisabel.
Thi bestemmes:
Den den 4. november 1983 foretagne anholdelse af de
indkærede K1-K16 har ikke haft hjemmel i retsplejeloven.
Den foretagne ransagning af de indkæredes bagage og
køretøjer findes at have haft fornøden hjemmel i
retsplejeloven.
Den i kendelsen indeholdte udtalelse om, at anvendelse af
håndjern har været kritisabel, ophæves.
|