UfR 1993.196/2V
 

 


V.L.K. 20. november 1992 i kære 3-S. 1069/1992

Anklagemyndigheden mod K (adv. Jørgen Schouby, Århus, e.o.) -

Af kære 3-S. 1069/1992 - Anklagemyndigheden mod K (adv. Jørgen Schouby, Århus, e.o.) - fremgik bl.a., at en politiassistent den 27. december 1991 havde henvendt sig til K, der på forespørgsel havde nægtet at oplyse navn, fødselsdata og bopæl. K var derpå blevet anholdt og indbragt til en politistation, hvor han blev sigtet for overtrædelse af rpl. § 750 og senere løsladt. Efter at han i nogle skrivelser til retten i Graasten havde beklaget sig over anholdelsen, blev han indkaldt til et retsmøde den 22. april 1992, hvorom der tilførtes retsbogen bl.a.:

Dommeren forespurgte, om det var korrekt forstået, at andrageren ønskede en kendelse afsagt angående politiets adfærd under anholdelse og tilbageholdelse foretaget den 27. december 1991. Dette bekræftede andrageren.


Andrageren forklarede supplerende, at anholdelsen og tilbageholdelsen var sket ud fra et hævnmotiv fra politiets side med baggrund i en tidligere episode.


Anklagemyndigheden nedlagde påstand om afvisning og henviste til, at spørgsmålet om politiets adfærd henhører under lokalnævnets kompetence.


Anklagemyndigheden oplyste supplerende, at der p.t. verserer sigtelser mod andrageren for overtrædelse af retsplejelovens § 750 og straffelovens § 125, og at sigtelserne er forelagt statsadvokaten til udtalelse.

Graasten rets kendelse 22. april 1992.


Klage over politipersonalets adfærd under anholdelse og tilbageholdelse findes i medfør af retsplejelovens § 1019 at henhøre under lokalnævnets kompetence, mens rettens kompetence jfr. retsplejelovens § 746 alene er en legalitetskontrol.


Da der efter det fremkomne ikke ses at foreligge sandsynliggørelse af, at politiet ved det foretagne er gået ud over den politiet ved retsplejelovens kapitel 69 tillagte kompetence vil den indgivne klage allerede som følge heraf være at afvise. - - -

V.L.K. 20. november 1992


(Bjarne Christensen, Inger Nørgaard, Torben Bybjerg Nielsen (kst.)).


- - - Kendelsen er påkæret af K.


Kæremålet har været mundtligt behandlet.


Kærende har påstået sagen hjemvist til byretten til realitetsbehandling.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning til byretten til realitetsbehandling.


Kærende blev anholdt fredag den 27. december 1991 kl. 15.53, og sagen vedrører spørgsmålet om anholdelsens lovlighed.


Anklagemyndigheden har til støtte for sin påstand om stadfæstelse gjort gældende, at spørgsmålet om politiets adfærd under og de øvrige omstændigheder, der er forbundet med en anholdelse, er henlagt til særlig behandling ved lokalnævn, og at reglerne i retsplejelovens § 1019 ff. må anvendes af kærende, således som det også er fastslået ved den påkærede kendelse.


Til støtte for sin subsidiære påstand har anklagemyndigheden anført, at anklagemyndigheden, såfremt det antages, at bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, på trods af forarbejderne til denne bestemmelse kan anvendes, efter at efterforskningen er afsluttet, finder det rettest, at sagen undergives realitetsbehandling i byretten.


Kærende har til støtte for sin påstand om sagens hjemvisning gjort gældende, at bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, giver kærende ret til en egentlig legalitetskontrol, og at retssikkerhedsmæssige hensyn kræver en realitetsbehandling af sagen i byretten.

Landsretten skal udtale:



Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, kan domstolene efterprøve lovligheden af blandt andet en anholdelse, og der er ikke grundlag for at statuere, at domstolene ikke kan udøve legalitetskontrol, fordi kærende ikke har indgivet klage til lokalnævnet, eller at prøvelse efter retsplejelovens § 746, stk. 1, skulle være udelukket, fordi efterforskningen er afsluttet. Anklagemyndighedens påstand om stadfæstelse kan derfor ikke tages til følge.


Da landsretten kan tiltræde det af anklagemyndigheden og kærende anførte om, at sagen bør undergives egentlig realitetsbehandling i byretten, hjemvises sagen herefter til byretten til realitetsbehandling af spørgsmålet om anholdelsens lovlighed. - - -