UfR 2002.340 HD
 
  H.D. 15. november 2001 i sag II 106/2001

Rigsadvokaten mod T1 (adv. Thomas Rørdam, Kbh., e.o.) ogT2 (adv. Peter Hjørne, Roskilde, e.o.).


Vestre Landsrets dom 22. januar 2001 (6. afd.)

(Lisbeth Parbo, Jochimsen, Annette Dellgren).

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af nævninger, er der ved anklageskrift af 11. december 2000 fra Statsadvokaten i Aalborg rejst tiltale mod T1 og T2 til straf for overtrædelse af:

Begge de tiltalte

1. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i tiden fra den 23. september 1998 til den 16. oktober 1998 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af og til Danmark eller Belgien indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som A havde indkøbt i Brasilien,

2. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i tiden fra den 16. oktober 1998 til den 1. november 1998 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående  aftale med A, at have finansieret indkøb af og til Danmark eller Belgien indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som A havde indkøbt i Brasilien,

3. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af 1.156 gram kokain, som A umiddelbart forud for den 26. november 1998 havde indkøbt i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes, idet A blev anholdt i Sao Paolo, Brasilien, medbringende narkotikaen,

4. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med B og C, at have finansieret indkøb af 2 kg kokain, som umiddelbart forud for den 15. maj 1999 blev indkøbt i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes, idet B og C blev anholdt i Sao Paolo, Brasilien, medbringende narkotikaen,

5. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af og fra Tyskland til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som D den 2. juni 1999 til fods transporterede over den dansk-tyske grænse ved Kruså,

6. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af og fra La Paz, Bolivia, til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som D på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt i starten af juli 1999 med fly transporterede til Danmark, og hvoraf T2 den 6. august 1999 på adressen - - -, Randers, opbevarede 160,4 gram,

7. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af 1.877 gram kokain, som forud for den 2. august 1999 af D var blevet indkøbt i Bolivia, med henblik på at D med fly skulle transportere narkotikaen til Danmark, hvilket mislykkedes, idet D blev anholdt i La Paz, Bolivia,

8. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved i forening den 20. juli 1999 at have solgt 536 gram hash til E, idet tiltalte T1 modtog hashen fra tiltalte T2, hvorefter han overdrog hashen til E på Rutebilstationen i Randers,
tiltalte T2

9. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 6. august 1999 henholdsvis på adressen - - -, Hørning, og på adressen - - -, Hadsten, at have været i besiddelse af 64 gram hash,
begge de tiltalte

10. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, ved i tiden fra den 1. juni 1999 til den 5. august 1999 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag af en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, i forening og efter forudgående aftale med F, at have forsøgt at indføre ikke under 10 kg kokain fra Østrig til Danmark, idet de tiltalte indgik aftale med F om levering af narkotikaen i Danmark, hvilket mislykkedes, da de tiltalte blev anholdt og varetægtsfængslet, og da F, de tiltalte uafvidende, ikke havde til hensigt at levere narkotikaen.
Anklagemyndigheden har i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, nedlagt påstand om, at der hos de tiltalte konfiskeres et beløb svarende til udbyttet ved handel med narkotika. For tiltalte T1's vedkommende har anklagemyndigheden efter sin endelige påstand påstået et beløb på 200.000 kr. konfiskeret og for tiltalte T2's vedkommende et beløb på 5.000 kr.

Tiltalte T1 har erkendt sig skyldig i forhold 8 og har nægtet sig skyldig i øvrigt.

T2 har vedrørende forhold 6 erkendt sig skyldig i at have opbevaret 160,4 gram kokain. Vedrørende forhold 8 har tiltalte erkendt sig skyldig. Tiltalte har endvidere erkendt sig skyldig i forhold 9 og har nægtet sig skyldig i øvrigt.

Tiltalte T2 er tidligere straffet, senest ved ankedom af 7. juni 1995 afsagt af Landgericht Osnabrück, Tyskland, med fængsel i 2 år og 5 måneder for narkotikakriminalitet.

Tiltalte T2 har under sagen været mentalundersøgt af overlæge, dr.med. Jens Lund, Århus Universitetshospital, der i en erklæring af 4. januar 2001 har konkluderet:

»T2 er ikke sindssyg og kan ikke antages at have været sindssyg på tiden for det påsigtede. Han har formentlig på flere af tidspunkterne for de påsigtede handlinger været påvirket af misbrugsstoffer, men der er ikke holdepunkter for antagelse af abnorm rustilstand. Han er normalt begavet, men fremtræder klinisk præget af let svækket koncentration og tilbøjelighed til svigtende korttidshukommelse. Testpsykologisk er der påvist en lettere demens. Det kan antages, at den lette kognitive påvirkning har baggrund i langvarigt misbrug samt flere kranietraumer. Tilstanden må anses at være stationær og der er således ikke behov for yderligere udredning, herunder røntgenundersøgelse i form af skanning.

T2 har siden ungdomsårene været præget af personlighedsforstyrrelse med holdningsløshed, impulsivitet og tilbøjelighed til at placere skyld og ansvar i omgivelserne. Karakterafvigelsen sammen med vedholdende misbrug findes at placere ham i den personkreds, der omtales i straffelovens § 69, stk. 1.

Såfremt han findes skyldig kan der ikke, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., peges på nogen særforanstaltning som mere formålstjenlig end straf.«

Der er stillet nævningerne følgende hovedspørgsmål:

Hovedspørgsmål 1 (Anklageskriftets forhold 1)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i tiden fra den 23. september 1998 til den 16. oktober 1998 alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af og til Danmark eller Belgien indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som A havde indkøbt i Brasilien?

Hovedspørgsmål 2 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 1)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i tiden fra den 23. september 1998 til den 16. oktober 1998 alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret forsøg på indkøb af et ikke nærmere opgjort kvantum, formentlig omkring 1 kg, med henblik på indførsel til Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 3 (Anklageskriftets forhold 1)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i tiden fra den 23. september 1998 til den 16. oktober 1998 i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af og til Danmark eller Belgien indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som A havde indkøbt i Brasilien?

Hovedspørgsmål 4 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 1)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i tiden fra den 23. september 1998 til den 16. oktober 1998 i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret forsøg på indkøb af et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, med henblik på indførsel til Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 5 (Anklageskriftets forhold 2)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i tiden fra den 16. oktober 1998 til den 1. november 1998 alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af og til Danmark eller Belgien indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som A havde indkøbt i Brasilien?

Hovedspørgsmål 6 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 2)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i tiden fra den 16. oktober 1998 til den 1. november 1998 alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret forsøg på indkøb af et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, med henblik på indførsel til Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 7 (Anklageskriftets forhold 2)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i tiden fra den 16. oktober 1998 til den 1. november 1998 i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af og til Danmark eller Belgien indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, som A havde købt i Brasilien?

Hovedspørgsmål 8 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 2)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i tiden fra den 16. oktober 1998 til den 1. november 1998 i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret forsøg på >> 343 >> indkøb af et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, formentlig omkring 1 kg, med henblik på indførsel til Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 9 (Anklageskriftets forhold 3)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af 873,7 gram kokain, som A umiddelbart forud for den 26. november 1998 havde indkøbt i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien?

Hovedspørgsmål 10 (Anklageskriftets forhold 3)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med A, at have finansieret indkøb af 873,7 gram kokain, som A umiddelbart forud for den 26. november 1998 havde indkøbt i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien?

Hovedspørgsmål 11 (Anklageskriftets forhold 4)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag at have finansieret indkøb af 2 kg kokain, som umiddelbart forud for den 15. maj 1999 blev indkøbt i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien?

Hovedspørgsmål 12 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 4)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag umiddelbart forud for den 15. maj 1999 at have finansieret forsøg på indkøb af 2 kg kokain i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 13 (Anklageskriftets forhold 4)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i forening med tiltalte T1 og/eller andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag at have finansieret indkøb af 2 kg kokain, som umiddelbart forud for den 15. maj 1999 blev indkøbt i Brasilien, med henblik på at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien?

Hovedspørgsmål 14 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 4)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i forening med tiltalte T1 og/eller andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag umiddelbart forud for den 15. maj 1999 at have finansieret forsøg på indkøb af 2 kg kokain i Brasilien, med henblik på, at narkotikaen skulle indføres i Danmark eller Belgien, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 15 (Anklageskriftets forhold 5)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af og fra Tyskland til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, som D den 2. juni 1999 til fods transporterede over den dansk-tyske grænse ved Kruså?

Hovedspørgsmål 16 (Anklageskriftets forhold 5)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af og fra Tyskland til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, som D den 2. juni 1999 til fods transporterede over den dansk-tyske grænse ved Kruså?

Hovedspørgsmål 17 (Anklageskriftets forhold 6)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af og fra La Paz, Bolivia, til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, som D i starten af juli 1999 med fly transporterede til Danmark?

Hovedspørgsmål 18 (Anklageskriftets forhold 6)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af og fra La Paz, Bolivia, til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, som D i starten af juli 1999 med fly transporterede til Danmark?

Hovedspørgsmål 19 (Anklageskriftets forhold 7)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer >> 344 >> eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af 1.877 gram kokain, som forud for den 2. august 1999 af D var blevet indkøbt i Bolivia med henblik på indførsel i Danmark?

Hovedspørgsmål 20 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 7)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved alene eller i forening med andre i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af et ikke nærmere opgjort betydeligt kvantum kokain, som forud for den 2. august 1999 af D var blevet indkøbt i Bolivia med henblik på indførsel i Danmark?

Hovedspørgsmål 21 (Anklageskriftets forhold 7)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af 1.877 gram kokain, som forud for den 2. august 1999 af D var blevet indkøbt i Bolivia med henblik på indførsel i Danmark?

Hovedspørgsmål 22 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 7)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i forening med tiltalte T1 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, efter forudgående aftale med D, at have finansieret indkøb af et ikke nærmere opgjort betydeligt kvantum kokain, som forud for den 2. august 1999 af D var blevet indkøbt i Bolivia med henblik på indførsel i Danmark?

Hovedspørgsmål 23 (Subsidiært hovedspørgsmål vedrørende anklageskriftets forhold 6, der alene besvares, såfremt hovedspørgsmålene 3, 7, 16 og 18 besvares benægtende)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag den 6. august 1999 på adressen - - -, Randers, at have opbevaret 160,4 gram kokain?

Hovedspørgsmål 24 (Anklageskriftets forhold 8)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 20. juli 1999 at have solgt 536 gram hash til E?

Hovedspørgsmål 25 (Anklageskriftets forhold 8)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 20. juli 1999 i forening med tiltalte T1 at have solgt 536 gram hash til E?

Hovedspørgsmål 26 (Anklageskriftets forhold 9)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 6. august 1999 henholdsvis på adressen - - -, Hørning, og på adressen - - -, Hadsten, at have været i besiddelse af 64 gram hash?
Hovedspørgsmål 27 (Anklageskriftets forhold 10)

Er tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag i tiden fra den 1. juni 1999 til den 5. august 1999 alene eller i forening og efter forudgående aftale med andre at have forsøgt at indføre 10 kg kokain fra Østrig til Danmark, idet tiltalte T1 indgik aftale med F om indførsel af narkotikaen til Danmark, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 28 (Anklageskriftets forhold 10)

Er tiltalte T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, ved i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag i tiden fra den 1. juni 1999 til den 5. august 1999 i forening eller efter forudgående aftale med tiltalte T1 at have forsøgt at indføre 10 kg kokain fra Østrig til Danmark, idet de tiltalte indgik aftale med F om indførsel af narkotikaen til Danmark, hvilket mislykkedes?

Hovedspørgsmål 29

Skal straffen for de forhold, tiltalte T1 er fundet skyldig i, kunne forhøjes i medfør af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., fordi der er tale om en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof?

Hovedspørgsmål 30

Skal straffen for de forhold, tiltalte T2 er fundet skyldig i, kunne forhøjes i medfør af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., fordi der er tale om en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof?

Nævningerne har vedrørende tiltalte T1 besvaret hovedspørgsmålene 1, 5, 9, 11, 15, 17, 24, 27 og 29 med »Ja«. Hovedspørgsmål 19 er besvaret med »Nej«, og det subsidiære hovedspørgsmål 20 med »Ja«.
Vedrørende tiltalte T2 er hovedspørgsmålene 3, 4, 7, 8, 10, 13 og 14 besvaret med »Nej«.

Hovedspørgsmålene 16, 18, 25, 26, 28 og 30 er besvaret med »Ja«. Hovedspørgsmål 21 er besvaret med »Nej«, og det subsidiære hovedspørgsmål 22 med »Ja«.

Retten har lagt nævningernes bekræftende erklæring til grund.

Tiltalte T1 er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. til dels § 21, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.

Der er afgivet 2 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 10 år, 13 stemmer for fængsel i 9 år og 9 stemmer for fængsel i 8 år.

Efter resultatet af stemmeafgivningen fastsættes straffen til fængsel i 9 år.

Tiltalte T2 er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. til dels § 21, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.

Der er afgivet 12 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 7 år, 2 stemmer for fængsel i 8 år og 10 stemmer for fængsel i 6 år.

Efter resultatet af stemmeafgivningen fastsættes straffen til fængsel i 7 år.

Det er ved strafudmålingen lagt til grund, at mængden af kokain i forhold 5 og 6 ikke i hvert af forholdene overstiger 50-60 gram.

Der er ved strafudmålingen endvidere for begge de tiltalte taget hensyn til, at der har foreligget ulovlig agentvirksomhed i forhold 10.

De nedlagte konfiskationspåstande tages til følge som nedenfor bestemt.

Tiltalte T1 har under sagen været frihedsberøvet fra den 5. august 1999, i tidsrummet fra denne dag til den 15. oktober 1999 i isolation.

Tiltalte T2 har under sagen været frihedsberøvet fra den 6. august 1999, i tidsrummet fra denne dag til den 20. august 1999 i isolation.
- - -
Hos tiltalte T1 konfiskeres 200.000 kr., og hos tiltalte T2 konfiskeres 5.000 kr.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger, dog betaler de hver for sig salæret til de beskikkede forsvarere.

Højesterets dom.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 22. januar 2001.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Torben Melchior, Peter Blok, Asbjørn Jensen og Jytte Scharling.

Dommen er anket af de tiltalte, der har nedlagt følgende påstande:

T1

Vedrørende forhold 1, 2, 5, 6 og 7: Frifindelse, subsidiært ophævelse af landsrettens dom og afvisning af sagen fra landsretten for så vidt angår disse forhold.

Vedrørende forhold 4: Ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved landsretten. Hvis denne påstand tages til følge, nedlægges tillige påstand om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved landsretten for så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. hovedspørgsmål 29.

Vedrørende forhold 10: Frifindelse, subsidiært strafbortfald og mere subsidiært strafnedsættelse.
I øvrigt: Formildelse af den idømte straf.

Vedrørende konfiskation: Frifindelse, subsidiært ophævelse af landsrettens dom og afvisning fra landsretten af konfiskationspåstanden, jf. påstandene ad forhold 1, 2, 5, 6 og 7.

T2

Vedrørende forhold 5, 6, 7 og 10: Frifindelse, subsidiært strafbortfald og mere subsidiært strafnedsættelse.
I øvrigt: Formildelse af den idømte straf.

Vedrørende konfiskation: Frifindelse.

Vedrørende sagsomkostninger: Statskassen skal betale mindst halvdelen af de tiltalte T2 vedrørende sagsomkostninger for landsretten.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om skærpelse af de idømte straffe og i øvrigt stadfæstelse.
De tiltalte har vedrørende forholdene 1, 2, 5, 6 og 7 gjort gældende, at anklageskriftets forhold 1, 2, 5 og 6 er formuleret på en måde, som ikke opfylder kravene i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og at de hovedspørgsmål, nævningerne har besvaret bekræftende vedrørende anklageskriftets forhold 1, 2, 5, 6 og 7 (hovedspørgsmålene nr. 1, 5, 15, 16, 17, 18, 20 og 22), er formuleret på en måde, der ikke opfylder kravene i retsplejelovens § 888, idet angivelsen af det kvantum kokain, tiltalen angår, samt udførelsesmåden vedrørende forbrydelsen ikke er tilstrækkelig. Som følge af den manglende opfyldelse af kravene i retsplejelovens § 888 burde hovedspørgsmålene ikke være besvaret bekræftende. Landsretten burde herefter have afsagt frifindelsesdom for så vidt angår forholdene 1, 2, 5, 6 og 7, jf. retsplejelovens § 909. Højesteret bør derfor frifinde i disse forhold, jf. retsplejelovens 945, stk. 1, nr. 1. Subsidiært påstås ophævelse af landsrettens dom og afvisning af sagen fra landsretten for så vidt angår de forhold, hvor beskrivelsen er mangelfuld.

For så vidt angår forhold 4 gør tiltalte T1 gældende, at det efter de foreliggende oplysninger ikke kan udelukkes, at B og eventuelt andre har virket som agent for en udenlandsk politimyndighed. B var indkaldt som vidne i landsretten, men gav ikke møde. Da spørgsmålet om agentvirksomhed i forvejen var fremme i sagen vedrørende forhold 10, og der allerede ved nævningesagens begyndelse blev rejst spørgsmål om bevisførelse med hensyn til forhold 4, burde landsretten af egen drift have taget skridt til at foranstalte bevisførelse om B's rolle i forhold 4 med henblik på at få belyst, om der har været udøvet agentvirksomhed også i dette forhold, jf. retsplejelovens § 880, stk. 2 og 3. Det udgør en rettergangsfejl, at landsretten ikke af egen drift foranstaltede den nævnte bevisførelse, jf. retsplejelovens § 943. Da bevisførelsen kunne have medført et andet udfald af sagen, jf. retsplejelovens § 946, bør landsrettens dom ophæves og sagen hjemvises for så vidt angår forhold 4 og i konsekvens heraf tillige for så vidt angår spørgsmålet om anvendelse af 2. pkt. i straffelovens § 191, stk. 1.

For så vidt angår forhold 10 gør de tiltalte gældende, at de bedømt efter danske regler har været udsat for en ulovlig agentaktion, og at virkningerne af den ulovlige agentvirksomhed er, at de ikke kan straffes. I anden række gøres det gældende, at der skal ske strafbortfald eller strafnedsættelse i videre omfang end sket ved landsrettens dom.

Tiltalte T2 har vedrørende sagsomkostningspåstanden henvist til, at han i landsretten blev frifundet i forhold 1-4, til hvilke forhold der var knyttet betydelige sagsomkostninger.

Anklagemyndigheden har bestridt, at der foreligger mangler ved anklageskriftet eller spørgsmålene til nævningerne. Der foreligger ikke oplysninger til støtte for, at der skulle være foretaget agentvirksomhed i forhold 4, og der er ikke vedrørende dette forhold begået nogen rettergangsfejl af landsretten. Den agentvirksomhed, som er udøvet i forhold 10, er ikke udøvet af danske polititjenestemænd, og dansk politi har ikke medvirket hertil. Retsplejelovens §§ 754 a-d er således ikke overtrådt, og der er allerede af denne grund ikke grundlag for hverken straffrihed, strafbortfald eller strafnedsættelse. Hertil kommer, at der heller ikke i øvrigt foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, der kan føre til, at de tiltaltes handling skal anses for straffri, eller at der skal tages hensyn hertil ved sanktionsfastsættelsen.

Anklagemyndigheden har såvel ved sagens behandling for landsretten som for Højesteret tilkendegivet, at F's aktive adfærd i sagens forhold 10 var af en sådan karakter, at den bedømt efter de danske regler om brug af politiagenter klart var ulovlig.

I en skrivelse af 23. november 2000 fra Statsadvokaten i Aalborg til tiltalte T2's forsvarer anføres således bl.a.:

»Det fremgår af sagen, at F har virket som agent/meddeler for det østrigske narkotikapoliti samt for DEA, Drug Enforcement Administration, der er en narkotikaefterforskningsenhed, under det amerikanske justitsministerium. F er givet blevet aflønnet som sådan, uden at der foreligger nærmere oplysninger herom. F er ikke politiuddannet og er ikke ansat i politiet.

F har ikke på noget tidspunkt handlet på vegne af Dansk Politi.

F's aktive adfærd i relation til nævningesagens forhold 10, er klart af en sådan karakter, at dette, såfremt tilsvarende var foregået i Danmark, ville være i strid med reglerne i retsplejelovens § 754 a-d, om brug af agenter.

F er ikke sigtet for strafbart forhold efter dansk lovgivning, idet hans rolle alene har været at provokere de tiltalte til at indgå en aftale om indsmugling af kokain fra Østrig til Danmark.«

I en udtalelse af 21. februar 2001 fra Statsadvokaten i Aalborg til Rigsadvokaten hedder det bl.a.:
»For så vidt angår spørgsmålet om afhøring af vidnet F bemærkes, at F var indkaldt som vidne i nævningesagen, men udeblev uden at forsvarerne på den baggrund begærede sagen udsat. F er belgisk statsborger, og indtager en central rolle i relation til sagens forhold 10, hvor såvel tiltalte T2 som tiltalte T1 blev fundet skyldig. Mødende anklager tilkendegav i såvel forelæggelsen som proceduren, at F's aktive adfærd i sagens forhold 10 var af en sådan karakter, at den bedømt efter de danske regler om brug af politiagenter, klart var ulovlig. Det blev lagt til grund, at det ensidigt var F, der havde fremprovokeret forbrydelsen, og at F ikke var politiuddannet og ikke var ansat i politiet. På den baggrund var F's forklaring af mere underordnet betydning, idet domfældelsen skete på grundlag af en særdeles righoldig telefaxkorrespondance mellem F og tiltalte T1. T2's rolle blev belyst gennem tiltalte T1's forklaringer, teleoplysninger, indholdet af telefaxkorrespondancen m.v.«

Telefaxkorrespondancen mellem F og tiltalte T1, der i det følgende gengives i dansk oversættelse, blev indledt den 8. juni 1999 med følgende:

»Att T1
Fra F
Ref Sao Paulo
Jeg har lige modtaget en opringning fra - ser det ud til - fælles venner i Brasilien
Jeg fik et par numre - - - (viste sig at være en fax)
- - - (GSM - off line)
- - - (ingen kender en vis T1)
Hvis ovennævnte ref siger noget, så ring eventuelt til mig fra en telefonboks på - - -
hilsen
F«
(håndskrevet)
»Hej F
Joh, det siger noget
Send venligst din besked pr. fax til mit normale fax nummer - - -
Ingen telefonopringninger, tak.
T1.«
I en telefax afsendt den 25. juni 1999 kl. 9.24 fra F til tiltalte T1 hedder det bl.a.:
»Ref: Sao Paulo
Tidligere fax 
Kan du købe et stort kvantum af det velkendte produkt? Hvis ja, så ring venligst til - - - (Antwerpen-Belgien)«
Tiltalte T1 svarede samme dag kl. 10.42:
». . .
Altid interesseret, men situationen er ikke den bedste for tiden. Smed $25.000 ud til Sao Paulo for intet.
Opgiv venligst:
Tid og leveringssted
Kvalitet i %
Pris
Betaling
. . .«
F sendte herefter følgende telefax:
». . .
Kvantum er 50 Kg.
Leveringssted: Cirka hvor som helst
Tid: 14 dage + 3 dage
Kvalitet: 95% (95% er garanteret) - Kvalitet og kvantum kan bekræftes inden afsendelse og ved ankomst inden der sker betaling.
Pris: 19.122 USD/Kg
(til dagskurs)
Betaling: Efter bekræftelse af kvantum og kvalitet fra købers/køberes side ved ankomst, men jeg skal være 200 procent sikker på, at pengene er til disposition på det aftalte tidspunkt og sted . . . (noget, der nemt kan arrangeres) 200 procent at pengene er til disposition på det aftalte tidspunkt og sted.
. . .«
Tiltalte T1 svarede straks således:
». . .
Kan levering finde sted i DK?
Bemærk venligst det korrekte fax nr. - - - , fordi når jeg er borte fra hjemmet overgår nummeret - - - til mobiltelefonen - - - .

Jeg vil tale med min partner og ringe til dig senest på mandag.
. . .«

I Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter udtales side 193f. bl.a.:

»3.5.7. Virkning af overskridelse af grænsen for lovlig agentvirksomhed.
Den øvre grænse (provokationsforbuddet) er en absolut grænse, som ikke må overskrides ved politiets foranstaltninger, jfr. side 166 ff. Hvis grænsen alligevel overskrides, eller hvis den fastsatte regulering af agentvirksomhed ikke efterleves, opstår spørgsmålet om, hvad virkningerne heraf skal være. Overskridelsen kan tænkes at have betydning dels i relation til hovedmanden, dels i relation til agenten og de indblandede politifolk.

3.5.7.1. Virkning for hovedmanden.

Den omstændighed, at politiet har overskredet grænserne for lovlig agentvirksomhed kan ikke og bør efter udvalgets opfattelse ikke fritage hovedmanden for strafansvar. En sådan ordning ville være alt for rigoristisk. På den anden side kan det i særlige tilfælde ikke udelukkes, at retten efter en vurdering af sagen, herunder arten og karakteren af overskridelsen af provokationsforbuddet, frifinder den tiltalte, således som det skete ved den side 134 omtalte Østre landsretsdom, ligesom et tiltalefrafald efter omstændighederne vil kunne komme på tale, jfr. den norske Biggen-sag (side 239).

Det vil være naturligt, at retten ved strafudmålingen i medfør af straffelovens § 85 tager hensyn til overskridelse af provokationsforbuddet ved eventuelt at nedsætte straffen eller - navnlig ved mindre alvorlige lovovertrædelser - efter omstændighederne ved at træffe bestemmelse om strafbortfald.
Det er næppe muligt generelt at beskrive nærmere, hvorledes rettens vurdering skal foretages, og hvilken præcis indflydelse overskridelse af provokationsforbuddet bør have på strafudmålingen. Bevisbyrden for, at betingelserne i § 85 er opfyldt, må som udgangspunkt påhvile tiltalte, men hvis tiltalte antageliggør omstændigheder, der kan føre til anvendelse af § 85, må det være politiets og anklagemyndighedens opgave at afkræfte disse omstændigheder.«

Højesterets bemærkninger.

Anklageskriftets forhold 1, 2, 5, 6 og 7.

I anklageskriftets forhold 1, 2, 5, 6 og 7 og de hertil svarende hovedspørgsmål, der er besvaret bekræftende af nævningerne (hovedspørgsmålene 1, 5, 15, 16, 17, 18, 20 og 22), er den mængde af kokain, som er forbrydelsens genstand, ikke angivet eller angivet med tilkendegivelse om, at angivelsen er usikker. Med hensyn til tid, sted og udførelsesmåde er forholdene beskrevet med fornøden bestemthed, og den manglende eller usikre angivelse af kokainmængden har ikke vanskeliggjort de tiltaltes tilrettelæggelse af deres forsvar. Den manglende eller usikre angivelse af kokainmængden indebærer derfor efter en samlet vurdering ikke en tilsidesættelse af præciseringskravet i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og § 888. De tiltaltes påstande om, at der for så vidt angår de omhandlede forhold skal ske frifindelse eller ophævelse af landsrettens dom og afvisning af sagen fra landsretten, kan derfor ikke tages til følge.

Højesteret finder dog anledning til at bemærke, at der så vidt muligt bør tages stilling til mængden af narkotika i forbindelse med afgørelsen af skyldspørgsmålet. Anvendelse af ordet »formentlig« i forbindelse med mængdeangivelsen bør undgås, da dette kan rejse tvivl om, hvad der er anset for bevist.

Anklageskriftets forhold 4.

Højesteret finder det ikke godtgjort, at der for landsretten har foreligget sådanne særlige oplysninger vedrørende forhold 4, at der har været anledning for retten til af egen drift at foranstalte yderligere bevisførelse. Der er således ikke begået rettergangsfejl, og påstanden om hjemvisning tages derfor ikke til følge.

Anklageskriftets forhold 10.

Fire dommere - Hornslet, Torben Melchior, Asbjørn Jensen og Jytte Scharling - udtaler:

De tiltalte har i dette forhold forsøgt at indføre 10 kg kokain til Danmark. Forsøget var fremkaldt af F, der var agent for det østrigske politi. Hvis agentens adfærd havde været udøvet på initiativ af dansk politi, ville den have været i strid med provokationsforbuddet i retsplejelovens § 754 a. Ved den strafferetlige vurdering af de tiltaltes handling kan det ikke tillægges betydning, at provokationen er foretaget af en udenlandsk myndighed uden medvirken af dansk politi.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens § 754 a, at overskridelse af provokationsforbuddet ikke skal fritage gerningsmanden for ansvar, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, men at der eventuelt kan tages hensyn hertil ved strafudmålingen, jf. Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 side 193-94.

Efter vores opfattelse er der ikke særlige omstændigheder, som taler for, at forholdet skal anses for straffrit. Vi lægger herved vægt på, at tiltalte T1, da han den 8. juni 1999 modtog den første henvendelse fra agenten, allerede i 4 tilfælde havde finansieret indkøb i Brasilien af betydelige mængder kokain, jf. nævningernes svar på hovedspørgsmål 1, 5, 9 og 11. Begge de tiltalte havde endvidere, således som det fremgår af nævningernes svar på hovedspørgsmål 15-18 - såvel før henvendelsen fra agenten som under forhandlingerne med ham - i forening med D finansieret indkøb af og til Danmark indført et ikke nærmere opgjort kvantum kokain, som D indførte til Danmark henholdsvis den 2. juni 1999 og i begyndelsen af juli 1999. De havde endvidere finansieret indkøb af et ikke nærmere opgjort betydeligt kvantum kokain, som D forud for den 2. august 1999 havde indkøbt i Bolivia med henblik på indførsel til Danmark. Forhold 10 indgår således i en række professionelt tilrettelagte indsmuglinger af narkotika. Under disse omstændigheder finder vi, at en domfældelse i dette forhold heller ikke vil være i strid med artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved også Menneskerettighedsdomstolens dom af 9. juni 1998 i sagen Texeira de Castro mod Portugal (Saml. 1998-IV).

Vi tiltræder derfor, at de tiltalte er fundet skyldige i dette forhold, og finder, at der heller ikke er grundlag for strafbortfald.

Mængden af kokain i forhold 10 er væsentligt større end i de øvrige forhold. Det kan derfor ikke udelukkes, at agentens overskridelse af provokationsforbuddet har forøget lovovertrædelsens grovhed. Vi tiltræder derfor, at agentvirksomheden er tillagt betydning ved strafudmålingen.

Dommer Peter Blok udtaler:

De tiltalte er i forhold 10 fundet skyldige i forsøg på at indføre 10 kg kokain fra Østrig til Danmark. Dette forsøg kom i stand ved, at det østrigske politis agent F på eget initiativ rettede henvendelse til tiltalte T1 med tilbud om at levere et stort parti kokain. Forsøget i forhold 10 er således fremprovokeret af det østrigske politis agent på en måde, der - som erkendt af anklagemyndigheden - utvivlsomt ville være i strid med retsplejelovens § 754 a, nr. 1, og § 754 b, stk. 1, såfremt agentvirksomheden var udøvet i Danmark. Det »provokationsforbud«, de nævnte bestemmelser er udtryk for, må antages i første række at være begrundet i, at det anses for retssikkerhedsmæssigt og moralsk uacceptabelt, at politiet ved agentvirksomhed anstifter eller forøger omfanget af forbrydelser. På denne baggrund bør i hvert fald en åbenbar tilsidesættelse af provokationsforbuddet, således som dette er udformet ved de nævnte bestemmelser, efter min opfattelse have som konsekvens, at den eller dem, aktionen er rettet mod, ikke kan straffes for den anstiftede forbrydelse (den anstiftede del af forbrydelsen). Efter karakteren af de hensyn, som ligger bag provokationsforbuddet, finder jeg endvidere, at dette også må gælde i et tilfælde som det foreliggende, hvor agentvirksomheden er udøvet eller forestået af udenlandsk politi, selv om dette ikke er underlagt den danske retsplejelovs bestemmelser. Jeg stemmer herefter for at frifinde de tiltalte i forhold 10.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Samtlige dommere udtaler herefter:

Højesteret finder ikke grundlag for at ændre de idømte straffe.

Afgørelsen om konfiskation tiltrædes.

Der er efter det foreliggende ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage tiltalte T2's påstand om nedsættelse af det beløb, han skal betale i sagsomkostninger for landsretten, til følge.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

De tiltalte har fortsat været fængslet under anken.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Sagens omkostninger for Højesteret skal betales af de tiltalte en for begge og begge for en, dog at de hver især skal betale salæret til deres forsvarer.