U.1994.734/1V

 
 

V.L.K. 2. juni 1994 i kære 7. afd. S-1312-94.

Den påkærede kendelse om løsladelse af T, der er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, er afsagt den 31. maj 1994 af retten i Esbjerg, 2. afdeling.

Sigtede, T, blev ifølge det oplyste anholdt den 30. maj 1994 kl. 13.22 og fremstillet i grundlovsforhør den 31. maj 1994 kl. 10.15. Efter at T havde nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, blev grundlovsforhøret kl. 10.18 udsat til kl. ca. 13.30, idet dommeren bemærkede, at dette på grund af andre embedsforretninger var nødvendigt. T blev indsat i arresten, uden at der blev truffet afgørelse hverken om opretholdelse af anholdelsen eller om varetægtsfængsling. Grundlovsforhøret blev genoptaget den 31. maj 1994 kl. 15.33.

Det bemærkes, at da grundlovsforhøret blev afbrudt den 31. maj 1994 kl. 10.18, uden at der blev truffet afgørelse om enten opretholdelse af anholdelsen eller varetægtsfængsling, har der ikke været noget retsligt grundlag for fortsat at holde T frihedsberøvet. Hun burde derfor allerede af denne grund og allerede på dette tidspunkt være løsladt.

Det tiltrædes iøvrigt, at der efter det oplyste ikke er begrundet mistanke om, at T har gjort sig skyldig i det påsigtede forhold, hvorfor

bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes.