|
|
H.K. 2. april 2012 i sagerne 49/2012 og 50/2012
Rigsadvokaten mod T1 (adv. Henrik Stagetorn, Kbh., besk.) og
T2 (adv. Jan Schneider, Åbyhøj, besk.).
Østre Landsrets kendelse 14. december 2011 (15. afd.),
S-2994-11
(Finn Morten Andersen, Ulla Langholz, Kolja Staunstrup (kst.)).
Ved Københavns Byrets dom af 29. september 2011 (SS
2-15682/2010) blev T1, T3 og T4, dømt skyldige i blandt
andet overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21.
T2 blev ved samme dom dømt skyldig i overtrædelse af navnlig
straffelovens § 192a, stk. 1, nr. 1 og 2.
T1, der har været frihedsberøvet fra den 4. maj 2010, blev
efter straffelovens § 237, jf. § 21, jf. § 23, stk. 1, 2.
pkt., jf. § 89, idømt en tillægsstraf af fængsel i 2 år og 9
måneder.
T3, der har været frihedsberøvet fra den 22. oktober 2009,
blev efter straffelovens § 181, stk. 1, § 192 a, stk. 1, nr.
1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1,
stk. 1, nr. 1 og 3 (tidligere nr. 1 og 2), straffelovens §
237, jf. § 21, jf. § 81 a, stk. 2, jf. stk. 1, § 245, stk.
1, jf. § 81 a, stk. 1, og § 293a, idømt fængsel i 9 år.
T4, der har været frihedsberøvet fra den 4. maj 2010, blev
efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens
§ 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 3
(tidligere nr. 1 og 2), og straffelovens § 237, jf. § 21,
jf. § 81 a, stk. 2, jf. stk. 1, idømt fængsel i 7 år.
T2, der har været frihedsberøvet fra den 24. juni 2010, blev
efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1 og 2, jf.
våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1,
nr. 1 og 4 (tidligere nr. 1 og 3), jf. straffelovens § 89,
idømt en tillægsstraf af fængsel i 3 år.
Dommen er anket af de tiltalte med påstand om frifindelse og
af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse og i relation
til T3 tillige om domfældelse efter anklageskriftet.
Statsadvokaten har ved brev af 6. december 2011 samt
mundtligt anmodet om, at fængslingsfristen for de 4 tiltalte
i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. § 762, stk. 2
nr. 1, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2, forlænges, indtil
der er afsagt dom i sagen.
De tiltalte har protesteret mod fortsat varetægtsfængsling
og har påstået løsladelse. De beskikkede forsvarere har
navnlig henvist til, at henset til den tid, de tiltalte har
været varetægtsfængslet, kræver hensynet til
retshåndhævelsen ikke, at de tiltalte er fortsat
varetægtsfængslet. For så vidt angår de tiltalte T1 og T2 er
tillige henvist til proportionalitetshensyn, idet disse
tiltalte, hvis byrettens afgørelse stadfæstes, til sin tid
vil have afsonet mere end 2/3 af den idømte straf.
Sagen er berammet til hovedforhandling over 51 dage i
perioden fra den 9. maj 2012 til den 23. november 2012.
De tiltalte har været fremstillet i landsretten, hvor
spørgsmålet har været mundtligt forhandlet.
De tiltalte T1, T3 og T4 er alle ved Københavns Byrets dom
af 29. september 2011 fundet skyldig i medvirken til forsøg
på manddrab. T2 er ved samme dom fundet skyldig i
overtrædelse af straffelovens § 192 a ved besiddelse af et
større antal våben, herunder et oversavet jagtgevær, en
maskinpistol og nogle håndgranater. Kravet til
mistankegrundlaget i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1,
er således opfyldt.
Uanset den lange tid, de tiltalte har været
varetægtsfængslet, og uanset de tiltalte T1 og T2 ved en
stadfæstelse af byrettens dom vil have afsonet mere end 2/3
af den idømte straf, findes hensynet til retshåndhævelsen
afgørende at tale for fortsat varetægtsfængsling, til der er
afsagt dom i sagen. Landsretten har herved navnlig lagt vægt
på sigtelsernes meget alvorlige karakter og de tiltaltes
tilknytning til rockermiljøet, ligesom de tiltalte indgår i
et større sagskompleks, som omfatter i alt 16 tiltalte, hvis
sager skal afgøres samlet.
Thi bestemmes:
De tiltalte, T1, T3, T4 og T2, skal være varetægtsfængslet,
indtil der er afsagt dom i sagen.
- - -
Højesterets kendelse.
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Østre Landsrets
15. afdeling den 14. december 2011.
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Lene
Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Vibeke Rønne og Jens Peter
Christensen.
Påstande
De kærende, T1 og T2, har nedlagt påstand om løsladelse.
Indkærede, anklagemyndigheden, har nedlagt påstand om
stadfæstelse.
Anbringender
T1 har anført bl.a., at han har været frihedsberøvet siden
den 4. maj 2010 og ved [byrettens] dom blev idømt fængsel i
2 år og 9 måneder. Fortsat varetægtsfængsling vil derfor
være i strid med proportionalitetsprincippet i
retsplejelovens § 762, stk. 3. Det er fast antaget i
litteratur og praksis, at proportionalitetsafvejningen skal
foretages på baggrund af den sædvanlige adgang til
prøveløsladelse. Statistiske oplysninger om prøveløsladelse
af personer, der afsoner i lukket fængsel, er uden betydning
for den konkrete proportionalitetsafvejning. Der skal ved
vurderingen tages udgangspunktet i den straf, som byretten
har udmålt, og det er i den sammenhæng uden betydning, at
anklagemyndigheden har anket dommen til skærpelse. Ankesagen
er berammet til foretagelse i perioden maj til november
2012.
Han har den 5. marts 2012 været frihedsberøvet svarende til
2/3 af den af byretten udmålte fængselsstraf, hvilket
normalt fører til prøveløsladelse, jf. straffelovens § 38,
stk. 1. Landsrettens afgørelse om fortsat varetægtsfængsling
er således i strid med § 762, stk. 3. Afgørelsen er
endvidere i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 3.
Det beror ikke på hans forhold, at der vil gå 2½ år fra
anholdelse til endelig dom. Han er alene tiltalt og dømt i
et enkelt forhold, der kunne være udskilt til særskilt
behandling, og byretten har fundet, at hans medvirken har
været af underordnet karakter, jf. straffelovens § 23, stk.
1, 2. pkt. Det forhold, at anklagemyndigheden har valgt at
samle flere uafhængige sager i en samlet sag, afskærer ikke
T1 fra retten til at få afgjort sin sag inden for rimelig
tid, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6.
Landsretten har ikke foretaget en differentieret
proportionalitetsafvejning mellem T2 og T1 på den ene side
og T3 og T4 på den anden side, selvom de sidstnævnte er
idømt straffe på henholdsvis 9 og 7 års fængsel.
Landsrettens kendelse må tages som udtryk for, at der for
personer med tilknytning til rocker- eller bandemiljøet
gælder særlige regler for proportionalitetsafvejningen efter
retsplejelovens § 762, stk. 3. I forarbejderne til
»Bandepakken« kan der ikke udledes noget til støtte for et
sådant synspunkt.
T2 har gjort samme anbringender gældende som T1 og har
supplerende anført, at han alene er dømt for overtrædelse af
våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder, og
at der ikke er påvist konkrete omstændigheder, der taler
imod prøveløsladelse af ham. På denne baggrund, og da den
lange varetægtsfængsling skyldes anklagemyndighedens
beslutning om kumulation, og at de medtiltaltes forsvarere
havde vanskeligt ved at beramme sagen på et tidligere
tidspunkt, vil varetægtsfængslingen frem til domsafsigelsen
i ankesagen stå i misforhold til den retsfølge, som kan
ventes. Han har været frihedsberøvet siden den 24. juni 2010
og blev ved [byrettens] dom idømt fængsel i 3 år.
Rigsadvokaten har anført bl.a., at spørgsmålet om et muligt
prøveløsladelsestidspunkt må indgå i den konkrete vurdering
af, om fortsat varetægtsfængsling kan finde sted, men at
også andre momenter indgår i vurderingen. I den konkrete
helhedsvurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen
tilsiger, at de kærende ikke er på fri fod, indgår bl.a.
oplysninger om karakteren af den pådømte kriminalitet samt
de omstændigheder og den sammenhæng, hvori handlingerne er
foretaget.
I de foreliggende sager taler de pådømte forholds alvorlige
karakter og omstændighederne omkring forholdene afgørende
for fortsat varetægtsfængsling, også selvom de kærende ved
en stadfæstelse af byrettens dom i givet fald vil have
afsonet mere end 2/3 af straffen. Anklagemyndigheden har i
øvrigt anket med påstand om skærpelse af straffen.
Spørgsmålet om prøveløsladelse beror på en konkret
vurdering, som foretages af Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Uanset at udgangspunktet efter
straffelovens § 38, stk. 1, er, at spørgsmålet om
prøveløsladelse vurderes, når der er udstået 2/3 af
straffen, har domfældte ikke et retskrav på prøveløsladelse
på dette tidspunkt, og i praksis er der meddelt afslag på
prøveløsladelse i omkring halvdelen af sager vedrørende
personer, der afsoner straf i lukkede fængsler. De kærende
vil som følge af deres tilknytning til rockermiljøet skulle
afsone i et lukket fængsel.
Højesterets begrundelse og resultat
Fire dommere - Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Jon
Stokholm og Vibeke Rønne - udtaler:
Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan fortsat
varetægtsfængsling ikke anvendes, i det omfang en fortsat
frihedsberøvelse vil stå i misforhold til bl.a. den
retsfølge, som kan ventes, hvis den varetægtsfængslede
findes skyldig. Dette gælder, uanset om en
varetægtsfængsling er begrundet i hensynet til
retshåndhævelsen, og der må ved vurderingen af den
forventede retsfølge tillige tages fornøden hensyn til
muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf.
straffelovens § 38, stk. 1.
Under hensyn til det således anførte og til længden af de
perioder, som de tiltalte allerede har været
varetægtsfængslet, finder vi, at det følger af
retsplejelovens § 762, stk. 3, at de tiltalte skal løslades.
Dommer Jens Peter Christensen udtaler:
Af de grunde, som landsretten har anført, stemmer jeg for at
stadfæste landsrettens kendelse.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Thi bestemmes:
T1 og T2 løslades.
|