UfR 2007.2827 HK
 

  H.K. 23. august 2007 i sag 279/2007

Anklagemyndigheden mod S (adv. Hanne Reumert, Kbh., e.o.).

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 8. februar 2007 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 1. marts 2007.
Procesbevillingsnævnet har den 25. maj 2007 meddelt tilladelse til, at sagen indbringes for Højesteret.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen og Jens Peter Christensen.

Påstande

S har nedlagt påstand om, at anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling ikke burde være taget til følge som sket ved byrettens og landsrettens kendelser.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling


S blev den 16. december 2006 anholdt i en lejlighed beliggende på - - - sammen med et større antal personer, der havde deltaget i en ikke anmeldt demonstration, som kort forinden var blevet opløst af politiet.

Af en hændelsesforløbsrapport af 17. december 2006 vedrørende politiaktionen mod Ungdomshuset den 16. december 2006 fremgår bl.a. følgende:

»Kl. 1620 Iblandt den mængde personer, som opholder sig på fortovet foran Ungdomshuset, ses der flere som har maskeret deres ansigter. Lima 1 gør opmærksom på, at det er ulovligt at maskere sig i forbindelse med demonstrationer, samt at dette maskeringsforbud vil blive håndhævet. Dette blev endvidere oplyst på tysk.

Kl. 1625 Der kommer nu mange personer ud fra ungdomshuset, som tager opstilling på gaden foran huset. Umiddelbart efter sætter demonstrationen langsomt i gang, retning mod Ågade.

Der er sikret videooptagelser af demonstrationen, hvoraf det tydeligt fremgår, at stort set alle deltagere har maskeret ansigtet. Mange af deltagerne bærer tillige slagvåben i form af jernstænger m.v. Deltagerne i fronten af demonstrationen ses alle iført sorte styrthjelme.
. . .
Kl. 1640 Fronten af demonstrationen befinder sig nu på Jagtvej ud for Kronborggade. Lima 1 afspærre Jagtvej - umiddelbart gøres der klar til anholdelsesaktion. Demonstrationen får opløbsformularen.
Deltagerne i demonstrationen svarer igen med kast af brosten og poser indeholdende maling mod div. indsatskøretøjer.
Kl. 1643 Lima 1 giver endnu engang opløbsformularen til demonstrationen.

Situationen er nu den, at politiet med indsatskøretøjer og personale har dannet kæde på tværs af Jagtvej v. Bjelkes Alle, således bagende af demonstrationen er lukket af. Endvidere har politiet med indsatskøretøjer dannet kæde på tværs af Jagtvej, umiddelbart foran fronten af demonstrationen. Derudover befinder der sig en deling i Kronborggade tæt ved Jagtvej. Demonstrationen er nu »lukket inde«, idet de 3 mulige veje derfra nu er afspærret.

Der ses flere demonstranter, som på det foreliggende følger politiets anvisninger om at forlade stedet. Disse demonstranter forlader stedet bagud, dvs. via Jagtvej mod Ungdomshuset. I forbindelse med dette får de lov til at passere politikæden, som afspærrer i nævnte retning.

Kl. 1645 Situationen udvikler sig nu på den måde, at deltagerne i fronten af demonstrationen (Jagtvej ud for Kronborggade) gør kraftige udfald mod indsatskøretøjerne og politipersonalet, i form af kast med brosten, kast med maling, brug af div. slagvåben. Der bliver kastet rigtigt mange kraftige kanonslag mod personalet.

På et tidspunkt bliver der bragt et meget kraftig kanonslag/ muligvis en krysantemumbombe til sprængning i umiddelbar nærhed/ bagved en »hollænderbil« på Jagtvej.

Der bliver brækket brosten op fra fortovet, som efterfølgende bliver brugt som kasteskyts. Personer ses tage mindre sten frem fra deres skuldertasker, sten som ligeledes bruges som kasteskyts.

Der bliver anvendt gas mod demonstrationen. Dette giver en øjeblikkelig virkning, i form af at deltagerne i krydset Jagtvej/Kronborggade spredes, og ikke mindst at angrebne mod indsatskøretøjerne/personalet stort set indstilles.

Der iværksættes en anholdelsesaktion.

Dette bevirker, at en del demonstranter søger tilflugt i opgangen til - - - (på hjørnet af Kronborggade). Disse anholdelse kort efter.
Hovedparten af demonstranterne forsøger at undslippe via Kronborggade. De presses dog af en deling, som i forvejen er placeret i Kronborggade, hvorefter de tilbageholdes - og efterfølgende anholdt.

Der er indgået melding om, at 1-2 kolleger er kommet til skade.

Kl. 1705 Der er nu styr på anholdelsesaktionen - div. anholdte bliver ilagt strips og sat i »tog«.

Gadebilledet bærer tydeligt præg af den netop overstået gadekamp. Brosten er brækket op, gaden og civile biler er overhældt med maling, ca. 10 civile biler er ødelagte i form af knuste ruder og div. buler. Busskuret på omh. gadehjørne er totalt knust.«

Af en rapport af 11. januar 2007 vedrørende afhøring af vidnet A, der havde bopæl i lejligheden - - -, fremgår bl.a. følgende:
»Vidnet forklarede indledningsvist, at hun var hjemme (alene) i sin lejlighed på gerningstidspunktet.

Vidnet havde fulgt med i de uroligheder, der foregik på gaden lige ude foran hendes stuevinduer, der foregik mellem politi og demonstranter.

Vidnet havde nemlig flere stuer, der vendte ud mod henholdsvis Jagtvej og Kronborggade, og havde derfor et frit udsyn til det der foregik på gaden lige nedenfor urolighederne.
. . .
Fra sine vinduer havde vidnet set en masse sortklædte demonstranter, der var i slagsmål med politiet. Demonstranterne kastede herunder bl.a. med brosten, maling og fyrværkeri mod politiet, og politiet svarede tilbage ved at smide/anvende tåregas.

Forespurgt mente vidnet ikke, at der var kommet tilfældige mennesker gående forbi fra Jagtvej, da kampene bølgede mellem politi og demonstranter og heller ikke ved den senere anholdelse af demonstranterne.

Hun var helt sikker på, at der i hvert fald ikke var kommet tilfældige mennesker ind via Jagtvej siden (mod Åboulevarden), idet politiet her havde spærret gaden af, og i øvrigt blev tildænget med brosten.

Omkring kl. 1630-1700 bankede det pludselig på hendes dør ind til lejligheden. Der var tale om et par små »diskrete« bank på døren.
Vidnet troede, at det muligvis var hendes nabo, der ville høre om hun var ok, idet hun jo var en ældre dame.
Vidnet åbnede derfor døren - uden først at se gennem dørspionen.

Da vidnet åbnede døren, bemærkede hun ca. 30-35 sortklædte personer stå udenfor hendes dør og på selve trappeopgangen. De var alle maskerede, således at stort set kun øjnene var fri på personerne. Der var tale om unge mennesker, og der var både kvinder og mænd.

Mange af demonstranterne var iført stål hjelme, sort tøj, arm- og benbeskyttere, ligesom de havde tørklæder for ansigtet, bar handsker m.m. Mange af demonstranterne var også meget mærket af tåregas, idet deres øjne løb i vand.
. . .
I forbindelse med, at demonstranterne tog ophold i vidnets lejlighed, begyndte de samtidig at afmontere deres beklædning - herunder handsker, stål hjelme, arm- og benbeskyttere, tørklæder, træstokke m.m. Tingene blev smidt overalt i vidnets lejlighed.«
Af en afhøringsrapport af 25. januar 2007 vedrørende vidnet politiassistent Michael Molin fremgår bl.a. følgende:

»Afhørte forklarede, at han sammen med personalet fra golf 31-32 og 33 havde foretaget anholdelse af ca. 40 personer, der holdt sig i opgangen - - - samt i lejligheden - - - samt på opgangens bagtrappe øverste etage.
. . .
Afhørte at han udefra havde set, at der var mange autonome inde i opgangen, ligesom der var vinduer i opgangen der stod åbne, og der var nogen som kiggede inde fra opgangen, og da så afhørte sammen grupperne gik ind i opgangen, så de autonome løbe op i opgangen, og afhørte med personale løb efter. Undervejs op blev der foretaget 2-3 anholdelser, og da afhørte nåede længere op, nåede han lige at se, også at døren ind til - - - blev lukket, hvorfor han havde en formodning om at de autonome var inde i denne lejlighed.
De personer som blev anholdt i opgangen, blev lagt i stribs og ført ned til personalet fra golf 33, der så placerede de anholdt i »tog« under bevogtning på fortovet ud for opgangen.

Undervejs op i opgangen så afhørte slagvåben i form af ledningskabler og jernrør samt tågegasspray og kraftige kanonslag. Afhørte mente også at der lå tøj, div. beskyttelsesudstyr samt løbersedler fra ungdomshuset. Det var kun kanonslagene, som blev sikret.
Da afhørte og de øvrige kolleger nåede frem til lejligheden - - -, bankede de på døren, som blev åbnet af en ældre dame, som var beboeren af lejligheden, som gav plads til, at de kunne komme ind i lejligheden.
Inde så afhørte, at der sad ca. 20 personer inde i stuen og ca. 20 personer ude i køkkenet.
. . .
En efter en var de anholdte blev taget ud, blevet iført stribs og ført ned på gaden til golf 33, der havde placeret de anholdte under bevogtning i »tog« på fortovet tæt på opgangen i Kronborggade.«

Anklagemyndigheden har oplyst, at der efterfølgende i et vaskeri, som ligger i umiddelbar nærhed af den lejlighed, hvor hun blev anholdt, blev fundet en rygsæk, der indeholdt seks flasker med maling (»malingbomber«), kramper, citronsaft og et brev fra SU-styrelsen stilet til S.

Politiet løslod den 17. december 2006 S.

Den 7. februar 2007 blev hun for de samme forhold som den 16. december 2006 på ny anholdt og den efterfølgende dag fremstillet i Københavns Byret, sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 245, § 134 a og § 291, stk. 1, til dels jf. § 21.

S blev varetægtsfængslet i 13 dage af byretten i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2. Østre Landsret stadfæstede den 1. marts 2007 byrettens kendelse. Hun blev løsladt af politiet den 15. marts 2007.

Anbringender

S har anført, at kravet i retsplejelovens § 762, stk. 1, om begrundet mistanke ikke er opfyldt.

Hun har endvidere anført, at varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, ikke kan ske på grundlag af en enkeltstående episode, ca. 2 måneder efter at episoden fandt sted, når hun ikke tidligere er straffet, og hun ikke i den mellemliggende periode har været sigtet for tilsvarende kriminalitet. Hertil kommer, at der ikke på fængslingstidspunktet forelå nogen omstændigheder i øvrigt, som i højere grad end tidligere indicerede fare for gentagelse af urolighederne.

Anklagemyndigheden har anført, at kravene til mistanke og gentagelsesfare i retsplejelovens § 762, stk. 1, og § 762, stk. 1, nr. 2, er opfyldt. De forhold, som begrundede anholdelsen, indebar forbrydelser mod offentlig myndighed og grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. S deltog maskeret i demonstrationen, og der blev i umiddelbar nærhed af den lejlighed, hvor hun blev anholdt, fundet en rygsæk, som - foruden et brev adresseret til hende - indeholdt blandt andet malingbomber og kramper.

Da det må lægges til grund, at situationen vedrørende Ungdomshuset var særdeles anspændt på det pågældende tidspunkt, og at der var risiko for fortsatte ulovlige aktioner i lighed med de hidtidige, sammenholdt med at der var begrundet mistanke om, at S ved de i sigtelsen anførte lovovertrædelser havde solidariseret sig med en gruppe, der var villig til at fremme sin sag med ulovlige midler, er betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, ligeledes opfyldt.

Højesterets begrundelse og resultat


Som anført i Højesterets kendelse af 13. juni 2007 i sagerne 170/2007 m.fl. må bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om gentagelsesfare efter sin ordlyd, formål og forarbejder forstås således, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, selv om den sigtede ikke er tidligere straffet. Når der er begrundet mistanke om overtrædelse af straffeloven ved deltagelse i uroligheder og optøjer, som udspringer af, at en gruppe af personer har et fælles aktionsmål, som de er villige til at fremme gennem ulovlige midler, er der i § 762, stk. 1, nr. 2, hjemmel til varetægtsfængsling af personer, som er en del af gruppen, eller som ved deres deltagelse i ulovlighederne må anses for at have solidariseret sig med den, hvis urolighederne ikke kan anses for ophørt, og den sigtedes forhold gør det nærliggende at antage, at den pågældende fortsat vil deltage i urolighederne.

S blev den 16. december 2006 anholdt i forlængelse af en demonstration, som efter det oplyste må antages at have udviklet sig til optøjer med forbrydelse mod offentlig myndighed og grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. Højesteret tiltræder, at der er begrundet mistanke om, at S - der efter sin forklaring for byretten deltog maskeret i demonstrationen - har gjort sig skyldig i den rejste sigtelse.

S blev løsladt den 17. december 2006, hvorefter hun for de samme forhold som den 16. december 2006 på ny blev anholdt den 7. februar 2007 og varetægtsfængslet dagen efter. Der er ikke for Højesteret fremkommet oplysninger om, at der i perioden indtil den 8. februar 2007 har været tilsvarende uroligheder. Højesteret finder på denne baggrund, at betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, for varetægtsfængsling af S ikke var opfyldt.

Thi bestemmes:
Påstanden om varetægtsfængsling af S burde ikke være taget til følge ved byrettens og landsrettens kendelser.