Uddrag af bemærkningerne til lovforslag nr. 78 (vedtaget som lov nr. 493 af 17. juni 2008):


Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger m.v.)


fremsat den 27. februar 2008 af justitsministeren (Lene Espersen)

 

"Til § 1, nr. 7 (retsplejelovens § 764, stk. 4)


Den foreslåede bestemmelse vedrører kravene til rettens kendelse om varetægtsfængsling og har til formål i visse tilfælde at skærpe kravene til rettens begrundelse for kendelse om varetægtsfængsling.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 764, stk. 4, 2. pkt., skal retten i sin kendelse om varetægtsfængsling anføre de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt.

Med den foreslåede bestemmelse i § 764, stk. 4, 3. pkt., skærpes kravene til domstolenes kendelser om varetægtsfængsling.

Det gælder for det første generelt med hensyn til kendelser om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, således, at de væsentligste af de eventuelle efterforskningsskridt, som forventes foretaget inden for den fortsatte frist for varetægtsfængslingen, anføres i kendelsen. Dette gælder i sagens natur kun så længe, at der fortsat er efterforskning i sagen.

For det andet gælder det med hensyn til kendelser - efter alle fængslingsgrunde - om fortsat varetægtsfængsling ud over de frister, som er indeholdt i forslaget til retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. Retten skal i de nævnte tilfælde i tillæg til det gældende almindelige begrundelseskrav anføre de særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at varetægtsfængsling ud over den relevante frist findes påkrævet. Der kan i den forbindelse henvises til bemærkningerne til forslaget til retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen kræver en skærpet opmærksomhed dels med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse efter den anvendte fængslingsgrund, dels med hensyn til de omstændigheder som er omtalt i § 768 (dvs. navnlig om efterforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed). Hvis fængsling ud over de foreslåede frister sker i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, må det - ikke mindst efter afslutning af efterforskningen - være centralt, om der i den konkrete sag foreligger en betydelig risiko for kollusion (dvs. vanskeliggørelse af forfølgningen), der må anses for at være af afgørende betydning for forfølgningen eller beskyttelse af vidner eller andre.

De foreslåede ændringer af begrundelseskravet gælder kun kendelser, der går ud på, at en varetægtsfængsling skal iværksættes eller opretholdes. Afvises derimod anklagemyndighedens anmodning herom, gælder de almindelige regler om begrundelse af kendelser, herunder at det af kendelsen skal fremgå, hvad der har været afgørende for rettens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger."



Bemærkningerne til pkt. 5.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger

"5.5.3. Rettens kendelse om varetægtsfængsling

5.5.3.1. Udvalget anfører, at velbegrundede kendelser om varetægtsfængsling er af meget stor betydning for den sigtedes retssikkerhed. Herved får sigtede det fornødne grundlag for at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at kære den afsagte fængslingskendelse, og velbegrundede kendelser giver sagens parter (sigtede og dennes forsvarer samt anklagemyndigheden) det bedste grundlag for tilrettelæggelsen af det videre arbejde med sagen. Velbegrundede kendelser har desuden værdi for den overordnede rets behandling af sagen ved kæremål.

På den baggrund finder udvalget, at der for det første kan være anledning til at ændre reglen om kendelser om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3 (risiko for påvirkning af efterforskningen mv.), således at de væsentligste af de eventuelle efterforskningsskridt, som forventes foretaget inden for fristen for varetægtsfængslingen, skal anføres i kendelsen så længe, der fortsat efterforskes i sagen.

For det andet finder udvalget, at der i givet fald bør ske en skærpelse af begrundelseskravet i kendelser om fortsat varetægtsfængsling ud over de tidsfrister, som er indeholdt i flertallets forslag til ny bestemmelse i retsplejelovens § 768 a, jf. pkt. 5.5.1.2. ovenfor. Det foreslås således, at retten i sådanne sager tillige skal anføre de særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at varetægtsfængsling ud over fristen findes påkrævet, jf. i øvrigt bemærkningerne til den foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 1, nr. 10)."