Uddrag af bemærkningerne til lovforslag nr. 78 (vedtaget som lov nr. 493 af 17. juni 2008):


Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger m.v.)


fremsat den 27. februar 2008 af justitsministeren (Lene Espersen)

 

"Til § 1, nr. 6 (retsplejelovens § 764, stk. 1)


Den foreslåede bestemmelse vedrører bl.a. kravene til anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsling og indebærer som noget nyt, at anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal være skriftlig og opfylde visse indholdsmæssige krav. Anmodning om varetægtsfængsling i forbindelse med grundlovsforhør kan ligesom i dag fremsættes mundtligt.

Forslaget til stk. 1, 1. pkt., svarer med redaktionelle ændringer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 764, stk. 1, 1. pkt. Efter bestemmelsen afgør retten efter anmodning fra anklagemyndigheden, om sigtede skal varetægtsfængsles.

Den foreslåede nyaffattelse af stk. 1, 2. pkt., indebærer, at anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling - altså enhver forlængelse af en iværksat varetægtsfængsling - skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal angive den eller de fængslingsbestemmelser, som anklagemyndigheden påberåber sig, de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget.

Bestemmelsen har dels til formål at betone vigtigheden af politiets og anklagemyndighedens overvejelser om at anvende fortsat varetægtsfængsling i den enkelte sag, dels at give domstolene et bedre grundlag for i den enkelte sag at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for fortsat varetægtsfængsling er opfyldt.

Anmodningen kræver ikke nødvendigvis en særskilt skrivelse, men kan indeholdes i en rapport, herunder eventuelt i en såkaldt »forlængerrapport«. Anmodningen og begrundelsen herfor kan udformes helt kortfattet, oftest i nogle få linjer. Den skal alene indeholde den eller de påberåbte fængslingsbestemmelser ved angivelse af den eller de relevante paragraffer, stykker og numre samt en kort angivelse af de hovedomstændigheder, der udgør grundlaget for anmodningen om fortsat fængsling. Er det påberåbte fængslingsgrundlag helt identisk med en tidligere anmodning eller i det hele indeholdt i rettens seneste kendelser, kan der blot henvises hertil. Hvis der foregår efterforskning mv., skal der endvidere kort angives de væsentligste efterforskningsskridt eller undersøgelsesskridt, som påregnes foretaget i den periode, hvor fængslingen søges forlænget. Det bør i øvrigt så vidt muligt angives, hvornår tiltalespørgsmålet kan ventes afgjort.

Den begrundede anmodning skal ikke udformes som et processkrift, og den skal ikke indeholde nærmere argumentation eller dokumentation for det påberåbte, herunder mistankegrundlaget. Som hidtil vil dokumentationen kunne bestå i det tilvejebragte rapportmateriale mv., mens den nærmere argumentation for fortsat varetægtsfængsling sker i retsmødet om forlængelse.

Formålet med kravet om en begrundet anmodning er således alene at fastslå, hvilken fængslingsgrund der påberåbes, hvilke (hoved)anbringender den påberåbte fængslingsgrund støttes på, samt hvilke efterforsknings- og andre sagsskridt der forestår.

På denne måde kan den begrundede anmodning skabe klarhed over, hvad der er fængslingsspørgsmålets kerne, og hvilke aktiviteter der skal foretages. Dette vil give et bedre grundlag for anklagemyndighedens, forsvarerens samt rettens overvejelser i forbindelse med spørgsmålet om den umiddelbare forlængelse af fængslingen, samt om overvejelser om eventuel anteciperet bevisførelse, iværksættelse af oplysnings- eller forberedelsesskridt og eventuelt forhåndsberammelse, dvs. en sagsstyring, der kan medvirke til at begrænse den samlede varetægtsfængslings længde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger. "




Bemærkningerne til pkt. 5.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger

"5.5.2. Krav til anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsling

5.5.2.1. Udvalget finder, at et krav om en skriftlig begrundelse for anklagemyndighedens anmodninger om fortsat varetægtsfængsling i en straffesag ikke blot vil sikre en nøje stillingtagen i anklagemyndigheden til nødvendigheden af fortsat fængsling, men også vil give et mere hensigtsmæssigt udgangspunkt for den samlede sagsstyring, der kan virke i retning af at begrænse den samlede varetægtsfængslings længde. Begrundelsen vil således bl.a. give bedre grundlag for forsvarerens og rettens stillingtagen til spørgsmålet om fortsat fængsling samt overvejelser om eventuel anteciperet bevisførelse, iværksættelse af oplysnings- eller forberedelsesskridt og eventuelt forhåndsberammelse.

Udvalget foreslår på den baggrund, at det i retsplejeloven fastsættes, at anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal angive den eller de fængslingsbestemmelser, som anklagemyndigheden påberåber sig, de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget.

Anmodningen skal ikke nødvendigvis udformes i en særskilt skrivelse, men kan indeholdes i en rapport, herunder eventuelt i en såkaldt forlængerrapport. Anmodningen og begrundelsen herfor kan udformes kortfattet, ofte i nogle få linjer. Den skal alene indeholde den eller de påberåbte fængslingsbestemmelser ved angivelse af den eller de relevante bestemmelser samt en kort angivelse af de hovedomstændigheder, der udgør grundlaget for anmodningen om fortsat fængsling. Hvis der foregår efterforskning mv., skal der endvidere kort angives de væsentligste efterforskningsskridt eller undersøgelsesskridt, som påregnes foretaget i den periode, hvor fængslingen søges forlænget. Det bør i øvrigt så vidt muligt angives, hvornår tiltalespørgsmålet kan ventes afgjort.

Med hensyn til anklagemyndighedens første anmodning om varetægtsfængsling (grundlovsforhøret) bemærker udvalget, at grundlaget for fængslingsanmodningen i disse tilfælde i praksis ofte først foreligger helt klart på baggrund af det, som kommer frem under grundlovsforhøret. På denne baggrund og under hensyn til ressourceudnyttelsen hos politiet og anklagemyndigheden finder udvalget, at der ikke bør fastsættes krav om skriftlighed i forbindelse med grundlovsforhøret.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 147-149.

5.5.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om at indføre et skriftlighedskrav for anklagemyndighedens anmodninger om fortsat varetægtsfængsling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til retsplejelovens § 764, stk. 1), og bemærkningerne hertil. "