TfK 2008.419/1 ØLK

 

  Ø.L.K. 13. marts 2008 i kære 4. afd. nr. S-815-08
(Karsten Bo Knudsen, Birte Lynæs, Jacob Elverum (kst.)).

Anklagemyndigheden mod S (adv. Gert Nørrevang, Hvidovre, besk.).

Københavns Byrets kendelse 25. januar 2008.

Kl. 14.30 fremstilledes S, der bekræftede at være anholdt 25. januar 2008 kl. 09.12 og at være født den 26. februar 1992.

- - -

Anholdte blev gjort bekendt med, at han sigtes for

Forhold 1

røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 4. november 2007 kl. 03.59 på Åboulevarden 38, 2200 København N, sammen med en anden gerningmand at have truet - - - med en kniv til at udlevere en mobiltelefon, månedskort og 550 kr.

- - -


Anholdte nægtede sig skyldig - - -

Anholdte forklarede om sine personlige og økonomiske forhold, herunder at han går i skole og bor hjemme.

Anklageren begærede anholdte fængslet i 26 dage dage i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Forsvareren og anholdte protesterede herimod og nedlagde subsidiært påstand om, at anholdte i medfør af retsplejelovens § 765 anbringes på lukket institution for unge, idet anholdte giver samtykke til en sådan anbringelse.

- - -

Der afsagdes sålydende

kendelse:

Efter de foreliggende oplysninger, herunder forurettedes bemærkninger vedrørende fotomappen, findes der begrundet mistanke om, at anholdte, S, har gjort sig skyldig i den rejste sigtelse i forhold 1.

Under hensyn til oplysningerne om medgerningsmænd findes der bestemte grunde til at antage, at anholdte på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre.

Herefter foreligger de grunde, der er nævnt i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Varetægtsfængslingens formål kan opnås ved at anholdte anbringes på en lukket institution for unge, hvorfor det i medfør af retsplejelovens § 765

bestemmes:

Anholdte, S, anbringes på en lukket institution for unge som fængslingssurrogat, når plads haves.

Fristen efter retsplejelovens § 767, stk. 1, fastsættes til - - -

Østre Landsrets kendelse 3. marts 2008.

S, der har været frihedsberøvet fra den 25. januar 2008, og som sigtes for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 - - -, har kæret Københavns Byrets kendelse af 27. februar 2008 om fortsat varetægtsfængsling i surrogat i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, til den 12. marts 2008.

- - -

Københavns Politi har i anledning af landsrettens telefoniske forespørgsel oplyst, at der fortsat pågår efterforskning vedrørende sigtelsen for røveri. Sigtede skal således genafhøres, ligesom en medsigtet, der har oplyst, at han ønsker at udtale sig, skal afhøres af politiet. Der henvises i øvrigt til brev af 3. marts 2008 fra Københavns Politi.

Under hensyn til det oplyste om den fortsatte efterforskning, og da landsretten ikke finder, at retsplejelovens § 762, stk. 3, på nuværende tidspunkt er til hinder for fortsat varetægtsfængsling i surrogat,

bestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes.

Københavns Byrets kendelse 12. marts 2008.

Kl. 10.00 fremstilledes arrestanten.

Anklageren gjorde rede for sagen og begærede fængslingsfristen forlænget med 4 uger.

Forsvareren protesterede herimod.

Der afsagdes sålydende

kendelse:

Grundlaget for rettens kendelse af 25. januar 2008, som senest stadfæstet af Østre Landsret den 3. marts 2008, findes fortsat at foreligge, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Thi bestemmes:

Arrestanten, S, bør forblive varetægtsfængslet i surrogat.

Fristen fastsættes til 2 uger, således at den udløber den 26. marts 2008.

Østre Landsrets kendelse.


S, der har været frihedsberøvet fra den 25. januar 2008, og som sigtes for overtrædelse af straffelovens 288, stk. 1, nr. 1, har kæret Københavns Byrets kendelse af 12. marts 2008 om fortsat varetægtsfængsling i surrogat i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, til den 26. marts 2008.

Byrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling er alene begrundet i en henvisning til byrettens kendelse af 25. januar 2008 og Østre Landsrets kendelse af 3. marts 2008.

Byrettens kendelse af 25. januar 2008 er alene begrundet i »oplysningerne om medgerningsmænd«.

Østre Landsrets kendelse af 3. marts 2008 er begrundet i oplysninger fra Københavns Politi, som landsretten selv måtte indhente, om fortsat efterforskning i sagen.

Det fremgår ikke af byrettens retsbog af 12. marts 2008, på hvilket grundlag anklageren begærede fortsat varetægtsfængsling, og hvad der skulle ske i sagen mod arrestanten under den begærede forlængelse af varetægtsfængslingen. Dette synes heller ikke at fremgå af det til landsretten fremsendte rapportmateriale.

På baggrund heraf må landsretten nære betænkelighed ved at anse betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af S for opfyldt, hvorfor

bestemmes:

S løslades.