TfK 2009.910/1 ØLK
 

  Ø.L.K. 8. september 2009 i kære 6. afd. S-2460-09
(Kaspar Linkis, Rosenløv, Jens Kruse Mikkelsen).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Ervin Birk Nielsen, Kbh., besk.).

Københavns Byrets kendelse 1. september 2009.

Politifuldmægtig Sara Rikke Ishøj mødte for anklagemyndigheden og fremlagde rapport og bilag.

Den for tiltalte, T, beskikkede forsvarer, advokat Ervin Birk Nielsen, var mødt.

Anklageren redegjorde for sagen og oplyste, at den pågældende befinder sig her i landet. En fremstilling af vedkommende er dog ikke for tiden mulig, idet man ikke kender hans opholdssted.

Anklageren oplyste, at pågældende sigtes for

1.

tyveri efter straffelovens § 276, ved den 22. november 2006 ca. kl. 09.15 i Kvickly, - - -, hvor han indfandt sig i åbningstiden, at have stjålet 54 ruller Marabou-chokolade til en samlet værdi af 645,30 kr.,

2.

overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 80, og liste E, nr. 6, ved den 2. februar 2007 ca. kl. 14.00 på toilettet på Københavns Hovedbanegård, Banegårdspladsen 7, at have været i besiddelse af 2 stk. metadontabletter og 17 stk. Bromazepam-tabletter til eget brug,

3.

overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, ved den 26. februar 2007 ca. kl. 14.30 i en bil, som politiet standsede på - - - ud for nr. 15, uden anerkendelsesværdigt formål at have båret en kniv med en klinge på ca. 12 cm,

4.

tyveri efter straffelovens § 276 ved den 10. marts 2007 ca. kl. 00.45 i Hydro Texaco-tanken, - - -, hvor han indfandt sig i åbningstiden, at have stjålet 5 Tuborg-dåseøl til en samlet værdi af 49,95 kr.,

5.

tyveri efter straffelovens § 276 ved den 22. marts 2007 ca. kl. 13.00 i Netto, - - -, hvor han indfandt sig i åbningstiden, at have stjålet to øl af mærket Bjørne Bryg og en barberskum af mærket Brig til en samlet værdi af 19,50 kr.,

6.

vold og forsøg på vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 og stk. 2, til dels jf. § 21, ved den 10. maj 2007 ca. kl. 05.00 i og uden for Terminal 3, Københavns Lufthavn i Kastrup, at have kastet to vandflasker efter securitymedarbejder - - -, der ikke ramte, hvorefter tiltalte spyttede ham to gange i ansigtet,

7.

brugstyveri efter straffelovens § 293 a ved den 11. juli 2006 uberettiget at have brugt personbil KY - - - til kørsel fra formentlig Nyborg til - - -, Hesselager,

8.

færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, ved at have ført den i forhold 7 omtalte personbil, selv om han var frakendt førerretten,

9.

brugstyveri efter straffelovens § 293 a ved den 19. august 2006 uberettiget at have brugt varebil MV - - - til kørsel fra Svendborg til - - - i Odense,

10.

færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2, ved at have ført den i forhold 9 omtalte varebil, selv om han var frakendt førerretten,

11.

færdselslovens § 118, jf. § 80, stk. 1, og § 4, stk. 1, ved at have ført den i forhold 9 omtalte varebil ad - - - i Odense, selvom det ved færdselstavle er angivet, at kørsel med motorkøretøjer er forbudt, ligesom han ikke anvendte sikkerhedssele,

12.

tyveri efter straffelovens § 276 ved den 16. december 2006 ca. kl. 11 :20 i Kvickly, - - -, Hillerød, hvor han indfandt sig i åbningstiden, at have stjålet 8 plader Marabou til en værdi af 175,60 kr.


Anklageren oplyste, at forholdene fremgår af anklageskrift af 3. juli 2007 og tillægsanklageskrifter af 9. juli 2007, 31. august 2007, 23. maj 2008, 18. juli 2008 og 15. december 2008, der alle er indleveret til Københavns Byret. Om sagens forløb i byretten henviste anklageren til Københavns Politis skrivelse af 30. april 2009 til byretten samt de fremlagte retsbøger. Retsmøder berammet til den 26. juni 2009 og den 27. august 2009 blev ikke gennemført, fordi det ikke var lykkedes for politiet at anholde den pågældende.

Anklageren oplyste, at den pågældende siden 1. januar 2000 er idømt fængselsstraffe 6 gange for berigelseskriminalitet. Senest ved Retten i Odenses dom af 28. januar 2003 er den pågældende for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 276 idømt fængsel i 10 måneder, ved Retten i Fåborgs dom af 20. august 2004 efter bl.a. straffelovens § 276 og § 288, stk. 1, nr. 2, idømt fængsel i 6 måneder og ved Retten i Fåborgs dom af 4. september 2008 [5. september 2005] for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, idømt fængsel i 1 år.

Anklageren oplyste endvidere, at den pågældende siden tillægsanklageskriftet af 15. december 2008 er sigtet for 4 kriminelle forhold. 

Anklageren begærede den pågældende fængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

Forsvareren protesterede herimod.

Der afsagdes sålydende

kendelse:

Efter de foreliggende oplysninger er der begrundet mistanke om, at T har gjort sig skyldig i de rejste sigtelser.

Det lægges til grund, at T alene er udeblevet fra et retsmøde, hvortil han var lovligt tilvarslet, og retten finder på den baggrund ikke, at der er bestemte grunde til at antage, at han bevidst unddrager sig forfølgningen i sagen. Betingelserne efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, er herefter ikke opfyldt.

På baggrund af oplysningerne om T's tidligere domme og den omstændighed, at sagen nu foruden anklageskriftet af 3. juli 2007 også omfatter 5 tillægsanklageskrifter og yderligere 4 sigtelser, er der bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Herefter er betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, opfyldt.

Thi bestemmes:

T fængsles.

Retten bemærkede, at T i medfør af retsplejelovens § 764, stk. 2, skal fremstilles i retten inden 24 timer, efter at han antræffes.

Forsvareren kærede kendelsen til Østre Landsret og oplyste, at han vil indgive kæreskrift.

Anklageren kærede kendelsen med påstand om, at der tillige sker fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Østre Landsrets kendelse.

T, der ikke har været til stede i retsmødet, har ved den beskikkede forsvarer, advokat Ervin Birk Nielsen, kæret Københavns Byrets kendelse af 1. september 2009 - - -, hvorved han i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, skal varetægtsfængsles som sigtet for tyveri, vold og forsøg herpå samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven m.m. Kendelsen er tillige kæret af anklagemyndigheden med påstand om, at der subsidiært sker varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Forsvareren og anklagemyndigheden har indgivet kæreskrifter.

T, der er tidligere straffet, er tiltalt for i tiden 2006 til november 2008 at have begået ny kriminalitet, herunder for i maj 2007 at have overtrådt straffelovens § 244, jf. § 247, jf. til dels § 21. Han er endvidere sigtet i fire tilfælde, der efter det oplyste drejer sig om bl.a. butikstyveri og et hærværksforhold. T er ikke fremstillet i retten med krav om varetægtsfængsling i forbindelse med anholdelse i de forhold, for hvilke der er rejst tiltale eller sigtelse.

Efter retsplejelovens § 764, stk. 2, skal en sigtet, der er til stede her i landet, afhøres i retten om sigtelsen og have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, medmindre retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs eller skadelig.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. betænkning 728/1974 om anholdelse og varetægt, s. 41:

»Det er en næsten selvfølgelig regel, at sigtede skal have adgang til at være til stede i det retsmøde, hvor bestemmelse om varetægt træffes. Kun hvis sigtede ikke er til stede her i landet, eller hvis retten af særlige grunde, f. eks. sigtedes sygdom, finder, at fremstilling af ham må anses for nytteløs eller skadelig for ham, bør retsmødet kunne afholdes uden hans tilstedeværelse. I så fald skal sigtede allerede efter gældende ret, jfr. retsplejelovens § 783, stk. 1, fremstilles for retten inden 24 timer, efter at han er indbragt her til landet, eller hindringen for hans fremstilling er ophørt.

Sigtede bør ikke blot have adgang til at være til stede og til at blive afhørt (»hørt«) om sigtelsen. Han bør også have adgang til at udtale sig, inden kendelsen afsiges. . . .«

Der ses ikke i den foreliggende sag oplyst sådanne særlige grunde, at der er adgang til at fravige retsplejelovens udgangspunkt om sigtedes ret til at være til stede under grundlovsforhøret. Derfor ophæves byrettens kendelse.

Thi bestemmes:

Den af Københavns Byret den 1. september 2009 afsagte kendelse om varetægtsfængsling af T ophæves.