
	UfR 1972.780 HK
		H. K. 10. juli 1972 i sag II 188/1972 Anklagemyndigheden mod A (lrs. Jørgen Hoffmeyer e. o.). Københavns Byrets kendelse 3. maj 1972 (5. afd.) Da A fortsat med føje sigtes for overtrædelse af straffelovens § 181 og da de i retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2 a og b anførte grunde fortsat skønnes at foreligge bestemmes: Arrestanten A bør forblive fængslet. - - - Østre Landsrets kendelse 6. maj 1972 (IV afd.). Ved kendelse afsagt den 11. april 1972 af Københavns byrets afdeling for grundlovsforhør m. m. (sag nr. 474/72)blev A i medfør af retsplejelovene § 780, stk. 1, nr. 2 a og b fængslet som med føje sigtet for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1. Fængslingsfristens udløb fastsattes til den 25. april 1972. Den 24. april 1972 blev indgivet forundersøgelsesbegæring mod den pågældende som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 181. Ved kendelse afsagt den 3. maj 1972 af Københavns byrets 5. afdeling (sag nr. 101/72)bestemtes, at fængslede burde forblive fængslet, da de ovennævnte fængslingsgrunde fortsat fandtes at foreligge. Ved en samtidig afsagt kendelse bestemtes, at fængslede skulle underkastes mentalundersøgelse ved justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik. Den førstnævnte kendelse har fængsledes forsvarer påkæret her til retten ved et kæreskrift, hvori han begærer fængslede løsladt til et behandlingshjem i Ørsholt. I henhold til de i kendelsen anførte grunde bestemmes: Den påkærede kendelse stadfæstes. Højesterets kendelse. Den i denne sag af Østre Landsret afsagte kendelse er med Justitsministeriets tilladelse påkæret til Højesteret af fængslede A med påstand om løsladelse, subsidiært mod anbringelse på et afvænningshjem for alkoholikere. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. I påkendelsen af kæremålet, der er forhandlet mundtligt, har deltaget fem dommere: Gjerulff. Tamm, Hvidt, Thygesen og Urne. Forsvareren har til støtte for sin principale påstand anført, at fængslingen må ophæves, da byrettens og landsrettens kendelser ikke opfylder kravet i grundlovens § 71, stk. 3, og retsplejelovens § 782, stk. 1, jfr. § 218, om begrundelse af fængslingskendelser. Han har herom henholdt sig til proceduren i den samtidigt behandlede sag II 191/1972 (anklagemyndigheden mod - - -). Forsvareren har endvidere gjort gældende, at det begåede forhold ikke er af en sådan art, at det kan begrunde fængsling, idet det i hvert fald kun er forsøg på antændelse af fremmed ejendom og i øvrigt må henføres under straffelovens § 181, stk. 3. Han gør dernæst gældende, at fængslingsgrundene efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2, litra a og b, ikke er opfyldt. Subsidiært har forsvareren anført, at det i hvert fald må være tilstrækkeligt at anbringe fængslede på et afvænningshjem i medfør af retsplejelovens § 785, stk. 2, og at der er mulighed for at få ham optaget på behandlingshjemmet Ørsholt, hvad fængslede er villig til. Ved forundersøgelsesbegæringen er fængslede sigtet for overtrædelse af straffelovens § 181 ved den 10. april 1972 at have sat ild på sin lejlighed - - - ved at hælde petroleum ud over gulvtæppet og gardinerne og derefter antænde gardinerne. Fængslede forklarede i grundlovsforhøret den 11. april 1972, at han har lidt vrøvl med nerverne. Hans hustru døde for ca. 5 år siden, og han har intet arbejde. Han bliver sommetider træt af det hele og ønsker så at gøre det forbi. Dagen før havde han drukket 15 bajere. Han var ligeglad med det hele, hældte petroleum ud over gulvtæppet og forsøgte at tænde ild i tæppet, hvilket mislykkedes. Han tændte herefter ild i gardinerne. Han ønskede kun at brænde sin egen lejlighed af, idet han ville begå selvmord. Han blev i lejligheden, indtil brandvæsenet havde skaffet sig adgang. Han ventede kun på at blive kvalt af røg eller fortæret af flammer. Han gjorde sig ikke nogen tanker om, hvorvidt andre beboere ved hans handling udsattes for nogen risiko. Han tænkte heller ikke på de mulige materielle skader. Fængslede forklarede yderligere, at han ikke turde svare for, om han påny ville forsøge selvmord, eventuelt ved fornyet ildspåsættelse, og at han var ligeglad med, hvor han blev anbragt. Under forundersøgelsesforhøret den 3. maj 1972 udtalte fængslede blandt andet, at han nu ikke kunne finde på at begå selvmord eller sætte ild på. Han ville nødig flytte tilbage til sit gamle kvarter, og der var bestræbelser i gang for at få byttet lejligheden. Efter afsigelsen af landsrettens kendelse har Justitsministeriets psykiatriske klinik efter undersøgelse af fængslede i erklæring af 15. juni 1972 oplyst, at han ved et besøg den 17. maj 1972 ikke virkede selvmordsfarlig. I erklæringens konklusion udtales blandt andet: »For 19 år siden gjorde han i affekt et alvorligt selvmordsforsøg foranlediget af uenighed med daværende samleverske. Han fremtræder som karaktersvag, uselvstændig og mindreværdsfølende og noget forsimplet i sit følelsesliv, men også ret selverkendende. - - - Vi vil, hvis han erkendes skyldig, ikke herefter anse ham uegnet til påvirkning gennem almindelig straf. Alle forhold taget i betragtning vil vi dog formode, at en lægeligt-ledet alkoholistbehandling i forbindelse med et tilsyn, der også kan være ham behjælpelig med hans økonomiske problemer, vil kunne give positivt resultat og være tilstrækkeligt til at afholde ham fra at begå lignende handlinger i fremtiden. - En sådan behandling, der muligvis kan foregå ved herværende klinikafdeling A's alkoholambulatorium, bør formentlig starte med, at observanden får ophold på et afvænningshjem.« Overensstemmende med, hvad der er udtalt i Højesterets kendelse af dags dato i ovennævnte sag II 191/1972, findes der ikke grundlag for at ophæve kendelserne som følge af manglende begrundelse. Efter det oplyste findes A med føje sigtet for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, eller forsøg herpå, og det tiltrædes, at der har foreligget fornødent grundlag for fængsling i medfør af retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2, litra a og b. Tre dommere - Gjernlff, Tamm og Hvidt - udtaler videre: Selv om fængslede efter lægeerklæringen har opnået en vis psykisk stabilisering, må det antages, at en blot løsladelse af fængslede, der er ensom og rodløs, og som har været hengiven til spiritusnydelse i betydeligt omfang, kan medføre fare for nye lignende handlinger, der under andre omstændigheder kunne medføre skader af uberegneligt omfang. Fortsat fængsling findes derfor hjemlet ved bestemmelsens litra a og b. Da en behandling i et afvænningshjem - hvormed fængslede selv er indforstået - efter lægeerklæringen er hensigtsmæssig, og da det, når en sådan behandling kan finde sted, ikke findes fornødent, at fængslingsopholdet udstrækkes til domsforhandlingen (formentlig i september 1972), stemmer disse dommere for at løslade fængslede og for i medfør af retsplejelovens § 785, stk. 2, at anvise ham ophold i et afvænningshjem, som han ikke må forlade uden rettens tilladelse. To dommere - Thygesen og Urne - udtaler: Under hensyn til indholdet af den psykiatriske erklæring af 15. juni 1972 og det iøvrigt foreliggende findes der ikke nu at være grund til at antage, at fængslede efter at være løsladt vil søge at unddrage sig ansvaret, eller at han, der aldrig tidligere har været sigtet for brandstiftelse, påny skulle gøre forsøg herpå. Idet betingelserne for fortsat fængsling efter de påberåbte bestemmelser i retsplejelovens § 780 herefter ikke er til stede, stemmer disse dommere for at løslade fængslede. Der vil være at afsige kendelse i overensstemmelse med flertallet. Thi bestemmes: Fængslede A bør løslades til et afvænningshjem, som han ikke må forlade uden rettens tilladelse.