TfK2013.630V Straffelovens § 119, stk. 1, finder alene anvendelse, når truslen er fremsat direkte over for den pågældende tjenestemand. Forholdet henført under straffelovens § 266.



		U.2013.957/2Ø TfK2013.293/1 Ø.L.K. 13. december 2012 i kære 2. afd. S-3750-12 (Hedegaard Madsen, Anne Thalbitzer, Søren Stig Andersen (kst.)). Anklagemyndigheden mod T (adv. Bjørn Elmquist, Kbh., besk.). Roskilde Rets kendelse 29. november 2012, 9-6850/2010. Fristforlængelse For anklagemyndigheden mødte senioranklager A, der fremlagde anmodning om fristforlængelse af 28. november 2012. Forsvareren, advokat Bjørn Elmquist, var mødt. Som tolk mødte M. Kl. 13.24 blev tiltalte, T, fremstillet og gjort bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig. T havde lejlighed til at tale med sin forsvarer. Anklageren redegjorde for sagen og henviste til processkrift af 28. november 2012. Anklageren anmodede om, at fængslingsfristen forlænges til den på det hidtidige grundlag i udleveringslovens § 13, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, jf. § 767, stk. 1, jf. § 768a, stk. 1, nr. 2. Der er afsagt kendelse den 19. november 2012, hvor Retten i Roskilde kendte Justitsministeriets beslutning om udlevering for lovlig. Kendelsen er kæret til Østre Landsret, og der er berammet retsmøder over 7 dage med start den 4. februar 2013. T har siddet varetægtsfængslet i snart to år. Man har overvejet, om der er mulighed for anvendelse af surrogat. Man har overvejet fodlænke, men mener ikke, at det er en mulighed i denne sag. Anklageren henviste til bilag til begæringen. Varetægtsfænglingens øjemed kan ikke i denne sag opfyldes ved surrogatfængsling. T har tidligere levet på falsk indentitet, og flugtrisikoen vil være stor. Der er ikke fare for, at den Europæiske Menneskerettighedskonventionen overtrædes på nuværende tidspunkt. Man skal forholde sig til den først kommede behandling af sagen. Herefter er ordinære retsmidler udtømt. Forsvareren påstod T løsladt, navnlig såfremt fortsat varetægtsfængsling ikke sker i surrogat. Fodlænke er ikke den eneste mulighed. Der kan pålægges hyppig meldepligt, inddragelse af rejselegitimation og uventede hjemmebesøg. SAIS har siden oplevelsen med den irakiske hærchef, som stak af efter at være sat i husarrest, ikke benyttet sig af fængsling i surrogat. Retten har gentagne gange bedt om surrogatforslag, og SAIS' manglende forslag til surrogat er slående. Retten har tidligere nævnt, at der her er tale om en person, der ikke er kendt skyldig, men som sidder varetægtsfængslet, snart på tredje år. Det er ikke proportionalitetshensyn, der er afgørende. Det er den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Indvendingerne mod fodlænke bærer politisk præg. Det er domstolene, der endeligt tager stilling til det. Der er fastnet telefonabonnement på T's adresse. En chip kan sættes på fodlænken, så T kan følges, Der er mange muligheder for surrogatfængsling. SAIS har en afvisende og negativ indstilling til surrogatfængsling, og er kun kommet med argumenter for, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Forsvareren er blevet kontaktet af Østre Landsret, der ønsker et møde vedrørende forberedelsen af kæremålet vedrørende udleveringssagen. Der er muligt ikke afsat tid nok i Østre Landsret. Hvis Østre Landsret er sidste instans i Danmark, kan spørgsmålet om udlevering indbringes for Menneskerettighedsdomstolen. Her har der tidligere været en sag om udlevering af en person fra Sverige til Rwanda. Det kan forventes, at domstolen ville kunne træffe en »rule 39«, hvilket betyder, at T ikke kan udsendes, førend domstolens afgørelse foreligger. En sådan afgørelse kan ikke forventes i slutningen af 2013. Nu må der tages stilling til spørgsmålet, og man kan ikke vente på flere milepæle. T har ingen steder at flygte hen. Han er efterlyst over hele verden. Han har familie, to voksne sønner og to mindreårige børn. T samtykker i surrogat. Det være sig fodlænke, meldepligt, inddragelse af legitimationspapir og opholdssted. T bekræftede dette. T havde lejlighed til at udtale sig. Der blev afsagt kendelse: T blev den 9. december 2010 varetægtsfængslet, idet retten fandt, at der var »en begrundet mistanke om, at anholdte har deltaget i og medvirket til flere drab under folkedrabet mod tutsier i Rwanda i 1994. Mistanken for overtrædelse af straffelovens § 237 findes herefter begrundet.« T blev varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, og fristen blev flere gange forlænget. I kendelse af 16. maj 2011 hedder det: »Retten må medgive forsvaret, at adskillige af vidneforklaringerne er indbyrdes divergerende. Retten finder, at der for nogle af vidneforklaringernes vedkommende kan være grund til at undersøge troværdigheden nærmere. Imidlertid finder retten, at der med de mange vidneforklaringer, der allerede er indhentet, fortsat er begrundet mistanke om, at sigtede har gjort sig skyldig i drab og medvirken hertil, som bekrevet i rettens kendelse af 9. december 2010. Når der henses til, at sigtede har benyttet falske identitetspapirer og har levet i Danmark under falsk navn, og når der tillige henses til længden af den fængselsstraf, der må forventes, hvis sigtede findes skyldig, finder retten, at der er bestemte grunde til at antage, at sigtede på fri fod vil unddrage sig forfølgningen i sagen ved at udrejse af Danmark. Fængslingsgrundlaget i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, er derfor fortsat til stede. Når der henses til sagens karakter og til sigtede stilling til sigtelsen, og til at sigtede har familie og venner Rwanda, hvor mange af vidnerne befinder sig, finder retten, at der er bestemte grunde til at frygte, at anholdte på fri fod vil modvirke forfølgningen, navnlig ved at påvirke vidner. Fængslingsgrundlaget i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, er derfor også fortsat til stede.« Retten i Roskilde afsagde den 31. maj 2011 kendelse om, at »der er ikke dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, eller § 8a vedrørende den principale sigtelse for folkedrab efter folkedrabslovens § 1, litra a.« Denne kendelse blev stadfæstet af Østre Landsret og herefter med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret. Fængslingsfristen blev igen forlænget et antal gange på det hidtidige grundlag. I oktober 2011 rejste Statsadvokaten for Internationale sager (SAIS) tiltale ved nævningeting, og sagen blev berammet til foretagelse i månederne maj-september 2012. I marts 2012 begærede myndighederne i Rwanda T udleveret til strafforfølgning der, og SAIS fremsatte begæring om, at tiltalte blev varetægtsfængslet i henhold til udleveringsloven. Retten tog ikke denne begæring til følge, men retten forlængede fængslingsfristen et antal gange på det hidtidige grundlag under henvisning til den berammede nævningesag. Retten bemærkede ved fristforlængelsen den 10. maj 2012, at tiltalte nu havde siddet varetægtsfængslet i 1½ år, og at myndighederne i Rwanda kunne have fremsat begæringen om udlevering tidligere end sket. Nævningesagen blev som følge af den fremsatte udleveringsbegæring omberammet til foretagelse fra ultimo september til december 2012. Højesteret traf den 26. april 2012 afgørelse om, at folkedrabsloven fandt anvendelse. Dette betød, at T i Danmark ville kunne straffes for stort set de samme forbrydelser, som han var blevet begæret udleveret for. Den 29. juni 2012 traf Justitsministeriet afgørelse om, at T skulle udleveres til strafforfølgning i Rwanda. Ministeriet lagde fejlagtigt til grund, at nævningesagen var sat i bero, men dette skete først, efter ministeriets afgørelse forelå. T blev den 5. juli 2012 på ny fristforlænget, men nu efter udleveringslovens § 13, jf. § 762, stk. 1 nr. 1 og nr. 3, jf. § 768a, stk. 1, nr. 2. Retten erklærede sig enig i, at fortsat varetægtsfængsling burde vurderes i lyset af den samlede frihedsberøvelse under sagen, uanset grundlaget formelt er ændret. T indbragte ministeriets afgørelse for Retten i Roskilde, der den 19. november 2012 godkendte afgørelsen. Denne afgørelse er kæret til landsretten, der har berammet sagen i februar 2013. Nævningesagen er nu igen omberammet, nu til foretagelse i månederne juni til november 2013. Ved fristforlængelserne i august 2012 bemærkede retten, at T snart ville have siddet varetægtsfængslet i hen ved to år, og opfordrede med henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 5, stk. 3, anklagemyndigheden til at pege på egnede surrogatmuligheder. Ved fristforlængelserne i september og oktober 2012 gentog retten dette og opfordrede også forsvareren til at fremkomme med forslag. Forsvareren har peget på mulighederne for fodlænke, hvilket anklageren har tilbagevist. Retten kan på nuværende tidspunkt konstatere, at såfremt landsretten stadsfæster rettens afgørelse om udlevering, vil nævningesagen igen blive udsat. Forsvareren har bebudet, at T i så fald vil søge Procesbevillingsnævnet om 3.-instansbevilling til indbringelse af spørgsmålet om udlevering for Højesteret, og såfremt denne begæring imødekommes, vil der kunne påregnes at ville hengå en del tid, inden der foreligger en endelig afgørelse. Forsvareren har endvidere bebudet, at T agter at indbringe en afgørelse, der går ham imod, for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Såfremt landsretten omgør rettens afgørelse om udlevering, skal nævningesagen gennemføres. Det kan med sikkerhed siges, at T ikke vil få en afgørelse i 1. instans før november 2013, hvor han så har siddet varetægtsfængslet i 3 år. Hertil kommer usikkerheden, om T overhovedet bliver domfældt, idet der er tale om 19 år gamle forbrydelser, hvor domfældelse skal støttes på vidners hukommelse, ligesom der kan være usikkerhed om, hvorvidt vidnerne overhovedet vil kunne bringes til Danmark. Retten finder ikke længere at kunne opretholde fængslingsgrundlaget efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Retten lægger herved vægt på, at det er uvist, hvornår tiltalte får sin sag endeligt afgjort, og fortsat kollusionsarrest med besøgs- og brevkontrol findes ikke foreneligt med art. 5, stk. 3, og art. 8 i den Europæiske Mennerettighedskonvention, henset til det uforudsigelige i sagens videre forløb. Retten har ikke grundlag for at fastslå, at udleveringssagen - af danske myndigheder - ikke er fremmet med fornøden hurtighed, men retten finder, at de danske myndigheder kunne have valgt at gennemføre den berammede nævningesag, som angår samme spørgsmål som sagen i Rwanda, således at T i dag kunne have haft en afgørelse i 1. instans. Retten finder dog, at den rejste tiltale er af meget alvorlig karakter, hvorfor retten ikke vil løslade T. Imidlertid finder retten, at varetægtsfængslingens øjemed, der nu angår udleveringslovens § 17, stk. 3, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, jf. § 768a, stk. 1, nr. 2, kan tilgodeses ved, at T i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 2, 5 og 6, pålægges foranstaltninger som nærmere nedenfor bestemt. Retten bemærker herved, at retten kunne have fastsat mere indgribende foranstaltningen med henblik på at sikre T's tilstedeværelse, men retten finder ikke, at det har været muligt, da SAIS ikke har peget på sådanne. Thi bestemmes: T skal forblive varetægtsfængslet. Varetægtsfængslingen sker i surrogat, således at T skal tage ophold på sin bopæl, aflevere samtlige legitamationspapirer, herunder pas, men bortset fra sygesikringsbevis, samt efter SAIS' nærmere bestemmelse melde sig dagligt til SAIS eller Midt- og Vestsjællands Politi. Fristen fastsættes i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 1, til torsdag den 20. december 2012. Anklageren oplyste, at rettens kendelse kæres, og anmoder om, at kæremålet tillægges opsættende virkning. Forsvareren protesterede mod, at kæremålet tillægges opsættende virkning. Dommeren tillagde kæremålet opsættende virkning. Dommeren forespurgte forsvareren, hvad forsvarerens påstand er under kæremålet. Forsvareren oplyste, at påstanden er stadfæstelse, subsidiært at surrogatordningen suppleres med andre tiltag, for eksempel fodlænke. Forsvareren begærede mundtlig forhandling af kæremålet. - - - *Øster Landsrets kendelse.* Ved Roskilde Rets kendelse af 29. november 2012 (- - -) blev det bestemt, at T, der har været frihedsberøvet fra den 8. december 2010, fortsat skal være varetægtsfængslet i medfør af udleveringslovens § 17, stk. 3, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, jf. § 768 a, stk. 1, nr. 2, til den 20. december 2012, men således at varetægtsfængslingen sker i surrogat i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 2, 5 og 6, således at T skal tage ophold på sin bopæl, aflevere samtlige legitimationspapirer, herunder pas, men bortset fra sygeforsikring, samt efter Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesagers nærmere bestemmelse melde sig dagligt til statsadvokaten eller Midt- og Vestsjællands Politi. Kendelsen er påkæret af anklagemyndigheden med påstand om, at fortsat varetægtsfængsling ud over de citerede bestemmelser tillige sker i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og at fortsat varetægtsfængsling ikke sker i surrogat. T har påstået stadfæstelse, subsidiært at varetægtsfængsling i surrogat suppleres med andre tiltag, for eksempel fodlænke. Kæremålet, der er tillagt opsættende virkning, har været mundtligt forhandlet. Ved anklageskrift af 13. september 2011 er der rejst tiltale mod T ved dansk nævningeting for folkedrab efter folkedrabslovens § 1, litra a, subsidiært manddrab efter straffelovens § 237 eller medvirken hertil. Retten i Roskilde har den 19. november 2012 godkendt en afgørelse af 29. juni 2012 fra Justitsministeriet om udlevering af T til strafforfølgning i Rwanda. Denne afgørelse er påkæret til Østre Landsret, og der er berammet hovedforhandling i kæresagen i perioden den 4.-22. februar 2013. Straffesagen i Danmark er udsat på udfaldet af denne kæresag. Supplerende oplysninger Justitsministeren har i et svar af 22. oktober 2012 til Folketingets Retsudvalg (spørgsmål nr. 850 - alm. del) udtalt sig mod anvendelsen af fodlænke som varetægtssurrogat. Af besvarelsen fremgår blandt andet: »Spørgsmål nr. 850 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg: »Vil ministeren redegøre for, hvilke efterforskningsmæssige konsekvenser Rigspolitiet skønner det vil få, såfremt der hyppigere anvendes fodlænke som varetægtssurrogat frem for varetægtsfængsling?« Svar: . . . Rigsadvokaten har oplyst følgende: . . . Fodlænkeordningen indebærer ikke, at den pågældende indespærres på bopælen, idet det tværtimod er en forudsætning for at give tilladelse til afsoning med fodlænke, at den pågældende er tilknyttet arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. . . . . . . Som det fremgår af ovenstående, vil en varetægtsfængsling på bopælen i overensstemmelse med den gældende fodlænkeordning således ikke (fysisk) forhindre den sigtede i at flygte eller i at begå ny kriminalitet. Varetægtsfængsling på bopælen med elektronisk fodlænke vil endvidere ikke forhindre den sigtede i at vanskeliggøre efterforskningen ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre, idet en person omfattet af ordningen som nævnt forudsættes at bevæge sig udenfor hjemmet i et antal timer ugentligt i forbindelse med varetagelse af arbejde, ligesom den pågældende har adgang til at foretage telefonopkald, sende e-mails og modtage besøg i hjemmet. Varetægtsfængsling med elektronisk fodlænke vil således ikke kunne hindre den sigtede i at kontakte eventuelle medgerningsmænd eller vidner i sagen via telefon eller gennem Internettet, ligesom disse personer uhindret ville kunne besøge sigtede på bopælen. . . .« Landsrettens afgørelse: Under hensyn til sagens karakter, og til at der efter det oplyste vil skulle foretages afhøring af et betydeligt antal vidner under en kommende straffesag mod T, herunder afhøring af T's tidligere hustru i Rwanda, findes der fortsat at være bestemte grunde til at antage, at T på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, herunder navnlig ved at påvirke andre. Landsretten finder således, at betingelserne for varetægtsfængsling tillige i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, er opfyldt. Det bemærkes, at landsretten herved ikke har taget stilling til, hvorvidt der fortsat er grundlag for at opretholde fuldstændig besøgs- og brevkontrol. Ifølge retsplejelovens § 765, stk. 1, kan varetægtsfængsling ske i surrogat, hvis varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger. Landsretten finder ikke, at anbringelse i fængslingssurrogat som bestemt af byretten vil kunne sikre, at varetægtsfængslingens øjemed opnås, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3. Landsretten har i relation til unddragelsesrisikoen herunder lagt vægt på, at T tidligere har gjort brug af falsk navn og papirer. Landsretten finder endvidere ikke, at varetægtsfængslingens øjemed vil kunne opnås ved at supplere fængslingssurrogat med yderligere tiltag, f.eks. fodlænke, som subsidiært påstået af T. Der ses således ikke på nuværende tidspunkt at være etableret ordninger i relation til fodlænke eller lignende foranstaltninger, som effektivt vil kunne hindre en varetægtsarrestant i at unddrage sig forfølgningen eller i at påvirke andre, jf. herved også justitsministerens svar af 22. oktober 2012 til Folketingets Retsudvalg.