UfR 1973.350 VLD
 

  V. L. D. 6. december 1972 i anke V 2953/1972

Af anke V 2953/1972 fremgik, at T, der er født 22. december 1939, under en efter rpl. § 925 behandlet sag var fundet skyldig i overtrædelse af strfl. §§ 224, jfr. 222, stk. 2, og 210, stk. 1, jfr. stk. 3, ved gennem det sidste år før 15. september 1972 på sin bopæl 7-8 gange at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med sin datter D født 20. april 1964. Forholdene fandt sted om morgenen i T's seng og bestod i, at han førte sit blottede, stive kønslem ind mellem D's lår og mod hendes nøgne kønsdel.

Ved Randers byrets kriminalrets dom 6. oktober 1972 idømtes T fængsel i 4 måneder, hvoraf 19 dage var udstået ved varetægtsfængsel.

Anklagemyndigheden ankede til skærpelse, T til formildelse.

Det hedder i V. L. D. 6. december 1972:

- - - Centralsygehuset i Randers har i en den 23. september 1972 afgivet erklæring om en den 17. s. m. foretaget undersøgelse af D bl. a. udtalt:
»Ved den umiddelbare undersøgelse måtte man konkludere, at der ikke forelå tegn på beskadigelse af de ydre kønsorganer, og at der heller ikke skønnedes at være sket nogen læsion svarende til skedeindgangen, således at man finder gennemført coitus for yderst usandsynligt.«

Det bemærkes, at tiltalte ved domsafsigelsen den 6. oktober 1972 med samtykke af anklagemyndighedens tilstedeværende repræsentant blev løsladt. Han begæredes senere fængslet af statsadvokaten i Aalborg, og Vestre Landsret afsagde herefter den 13. oktober 1972 en kendelse, hvori det bl. a. hedder:

»- - - Ved ankemeddelelse af 11. oktober 1972 fra statsadvokaten i Aalborg er dommen af anklagemyndigheden anket til skærpelse. Ved skrivelse af samme dato har statsadvokaten begæret domfældte fængslet under anken i henhold til retsplejelovens § 781, jfr. § 780, stk. 1, nr. 2 d, sammenlign tillige § 780, stk. 1, nr. 2 b. Til støtte for begæringen henvises til forbrydelsernes grovhed og størrelse af den straf, der forventes idømt.

Der findes ikke af de af anklagemyndigheden påberåbte grunde at være fuldt tilstrækkelig anledning til at iværksætte ny fængsling af domfældte. Derimod findes der i medfør af retsplejelovens § 785, stk. 2 eller denne bestemmelses analogi at burde meddeles ham pålæg om, indtil ankesagen er afgjort, ikke at tage ophold hos sin hustru - - - eller have samkvem med hende eller med datteren D. - - -«

Straffen findes efter det foreliggende at burde forhøjes til fængsel i 1 år. Med denne ændring vil dommen være at stadfæste. - - -