Uddrag af bemærkningerne til lovforslag nr. 78 (vedtaget som lov nr. 493 af 17. juni 2008):

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger m.v.)

fremsat den 27. februar 2008 af justitsministeren (Lene Espersen)

"Til § 1, nr. 10 (retsplejelovens § 768 a)

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at fastsætte tidsgrænser for, hvor længe en varetægtsfængsling kan opretholdes.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 767, stk. 1, skal kendelser om varetægtsfængsling indeholde en frist for fængslingens længde. Denne frist skal være så kort som mulig og må ikke overstige 4 uger. Varetægtsfængslingen kan efterfølgende forlænges med op til 4 uger ad gangen.

Herudover indeholder retsplejeloven ikke frister for den tidsmæssige udstrækning af en varetægtsfængsling. Der ligger imidlertid en begrænsning i retsplejelovens § 762, stk. 3, hvorefter indgrebet ikke (længere) kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig (den såkaldte proportionalitetsgrundsætning).

Med henblik på at opnå en begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslinger foreslås indført tidsgrænser for, hvor længe en varetægtsfængsling kan opretholdes. Forslaget tilsigter at markere et punkt, hvor varetægtsfængsling enten bør være ophørt eller må kræve en særlig begrundelse. Der er derimod ikke tale om en absolut grænse for, hvor længe en varetægtsfængsling kan opretholdes.

Efter forslaget til stk. 1, nr. 1, må varetægtsfængsling i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven vil kunne medføre fængsel i indtil 6 år, ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder. I sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må varetægtsfængsling ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 1 år, medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. stk. 1, nr. 2.

Opretholdelse af varetægtsfængsling ud over de foreslåede tidsgrænser forudsætter således, at der foreligger særlige omstændigheder. Vurderingen af, om dette er tilfældet, må bero på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

Der lægges ikke op til en ændring af fængslingsgrundene som sådan, men der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund ved længerevarende varetægtsfængslinger med henblik på en mere nuanceret vurdering end efter gældende ret af, om fortsat fængsling efter udløb af fristen på henholdsvis 6 måneder og 1 år er nødvendig.

Ved rettens vurdering heraf må der bl.a. tages udgangspunkt i den anvendte fængslingsgrund.

Varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare), og § 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesfare), vil - forudsat at betingelserne for varetægtsfængsling fortsat er opfyldt - i sagens natur normalt vare ved, indtil sagen er afsluttet. Det samme kan være tilfældet med hensyn til fængsling efter bestemmelserne om retshåndhævelsesarrest i retsplejelovens § 762, stk. 2. Hensynet til retshåndhævelsen vil dog i sig selv svækkes, efterhånden som tiden går, og retten må derfor løbende vurdere, om der fortsat er grundlag for fængsling. Retten må under alle omstændigheder løbende være opmærksom på, om fortsat fængsling opfylder det krav om proportionalitet, som er indeholdt i retsplejelovens § 762, stk. 3.

Ved fængsling efter de nævnte bestemmelser indebærer kravet om særlige omstændigheder, at der må foretages en samlet vurdering med udgangspunkt i en skærpet vurdering dels med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i § 768 (dvs. navnlig om efterforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed), dels med hensyn til nødvendigheden af at opretholde fængslingen efter den anvendte fængslingsgrund.

Den skærpede opmærksomhed med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse indebærer også, at retten må være særlig opmærksom på hensynet til proportionalitetskravet efter retsplejelovens § 762, stk. 3, og - navnlig i forhold til fængslingsgrunden i stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare) - på muligheden for anvendelse af fængslingssurrogater, jf. § 765. Om anvendelsen af surrogater bemærkes i den forbindelse, at både retten, anklagemyndigheden og forsvareren vedvarende bør være opmærksomme på at søge varetægtssurrogater anvendt i tilfælde, hvor disse vil være tilstrækkelige foranstaltninger.

Der må endvidere foretages en fornyet vurdering af gentagelsesrisikoen efter stk. 1, nr. 2, ud fra karakteren af den pågældende kriminalitet og varigheden af den hidtidige fængsling. Der må ligeledes foretages en fornyet vurdering af hensynet til retshåndhævelsen (retsfølelsen) ud fra en afvejning af forholdets grovhed og fængslingens varighed.

I alle tilfælde vil den påsigtede kriminalitet spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. Retten skal således efter en helhedsbedømmelse foretage en kritisk vurdering af nødvendigheden af fortsat varetægtsfængsling i lyset af varigheden af den hidtidige fængsling.

Ved fængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, om risiko for modvirkning af forfølgningen (den såkaldte kollusionsrisiko), bygger kravet om særlige omstændigheder i princippet på samme hensyn. Imidlertid kan der gøre sig særlige forhold gældende med hensyn til denne fængslingsgrund, der efter sit indhold er nært knyttet til forløbet af efterforskningen, undersøgelsen og bevissikringen i sagen.

En skærpet vurdering af risikoen for modvirkning af undersøgelsen kendes fra isolationsbetingelserne, som beskrevet i forarbejderne til de gældende bestemmelser, herunder retsplejelovens § 770 d, stk. 1, om begrundelse af kendelser om varetægtsfængsling i isolation. Ved isolation af varetægtsarrestanter stilles der således krav om en kvalificeret kollusionsrisiko.

Dette krav, der i relation til isolation er særligt knyttet til de indledende faser af forfølgningen, kan ikke direkte overføres til perioden efter udløb af de foreslåede normale frister for varetægtsfængsling, hvor betingelserne for isolation typisk ikke (længere) vil være opfyldt.

Alligevel rammer kravet om en kvalificeret kollusionsrisiko noget centralt i en skærpet opmærksomhed på nødvendigheden af fortsat fængsling ud over de foreslåede normalfrister, hvor varetægtsfængslingen på dette tidspunkt har varet ganske længe. Dette gælder ikke mindst efter afslutning af efterforskningen, hvor der således bør foreligge en betydelig risiko for kollusion af afgørende betydning for forfølgningen eller væsentlige hensyn til beskyttelse af vidner eller andre. Dette er ikke udtryk for, at varetægtsfængsling efter stk. 1, nr. 3, ikke kan være på sin plads efter afslutning af efterforskningen og tiltalerejsning, men udtryk for, at der bør ske større nuancering i bedømmelsen af, om fortsat fængsling er nødvendig i disse tilfælde.

På samme måde som i forhold til de andre fængslingsgrunde er det også centralt for vurderingen, om efterforskningen fremmes med den fornødne hurtighed. Det må også tillægges vægt, om der gennem anteciperet bevisoptagelse er mulighed for en bevissikring, der kan bringe grundlaget for varetægtsfængslingen til ophør, jf. herved forslaget til retsplejelovens § 747, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

Ved vurderingen af spørgsmålet om fængslingens opretholdelse ved den mest alvorlige kriminalitet - f.eks. i drabssager, de alvorligste narkotikasager mv. - vil selve den grove kriminalitets karakter naturligt indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fortsættes ud over de angivne frister. Navnlig i tilfælde, hvor tiltale er rejst, og hvor der foreligger en mistanke af en betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget alvorlig forbrydelse - ved siden af den konkrete fængslingsgrund - kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændigheder efter den foreslåede bestemmelse.

Varetægtsfængsling må antages at udgøre en særlig belastning, når der er tale om unge under 18 år, og der foreslås derfor fastsat kortere frister for varetægtsfængsling af denne gruppe sigtede samt skærpede betingelser for fravigelse af disse frister (»helt særlige omstændigheder«).

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at varetægtsfængsling af unge under 18 år i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven vil kunne medføre fængsel i indtil 6 år, ikke kan finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder. I sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må varetægtsfængsling af unge under 18 år ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder, jf. stk. 2, nr. 2.

Fylder den sigtede 18 år inden udløb af de frister, der fremgår af stk. 2, gælder de almindelige frister i forslaget til stk. 1, nr. 1 og 2.

Om varetægtsfængsling af unge under 18 år kan ske ud over de normalfrister, der fremgår af stk. 2, må som udgangspunkt bero på en vurdering svarende til den, der skal foretages ved afgørelsen af, om der er grundlag for at fravige de i stk. 1 indeholdte frister, jf. ovenfor.

Betingelsen for at fravige de i stk. 2 indeholdte frister er imidlertid kvalificeret, idet der skal foreligge helt særlige omstændigheder. Dette gælder både med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i retsplejelovens § 768 (dvs. navnlig om efterforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed), og med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse efter den anvendte fængslingsgrund, jf. herom ovenfor.

Også karakteren af den påsigtede kriminalitet må tillægges betydelig vægt, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i meget alvorlige straffesager (dvs. i sager om meget alvorlig personfarlig kriminalitet samt andre sager af en særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel).

Fængslingsfristerne efter forslaget til stk. 1 og 3 omfatter kun tidsrummet frem til begyndelse af hovedforhandling i første instans, jf. forslaget til stk. 3. Baggrunden herfor er, at varetægtsfængsling navnlig i tiden frem til dette tidspunkt som følge af usikkerheden om den fængsledes situation udgør en særlig belastning, mens der efter hovedforhandlingens begyndelse vil foreligge et sikrere grundlag for rettens stillingtagen til spørgsmålet om eventuel fortsat varetægtsfængsling.

Ved beregningen af fængslingsfristerne skal der kun medregnes varetægtsfængsling, der sker her i landet. Baggrunden herfor er, at fristerne har til formål at markere, at sagen, som den er behandlet her i landet, har fået et så langvarigt forløb, at fortsat fængsling må kræve en særlig begrundelse. En eventuel forudgående varetægtsfængsling i udlandet i samme sagskompleks vil dog indgå i den proportionalitetsafvejning, som følger af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 3.

Fristerne løber fra varetægtsfængslingens iværksættelse, uanset om der senere kommer nye sigtelser til. Nye sigtelser vil imidlertid kunne betyde, at grundlaget for at fravige fristerne som følge af særlige eller helt særlige omstændigheder er til stede. I sager med flere sigtelser afhænger fristens længde af det forhold, som har den strengeste strafferamme.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger. "



Punkt 5.5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger:

"5.1.1. Udvalget foreslår en række ændringer med henblik på at begrænse den tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger. Udvalget har på den ene side lagt vægt på hensynet til den, som en mistanke om et alvorligt strafbart forhold retter sig imod, idet ubehaget ved sagen og uvisheden med hensyn til dens tidsmæssige udstrækning, udfald og konsekvenser kan være en betydelig belastning. Efter udvalgets opfattelse må dette hensyn tillægges betydelig vægt i forbindelse med bestræbelser på at fremme behandlingen af straffesager. Hensynet til den forurettede og samfundsmæssige hensyn taler ligeledes for at sikre hurtig behandling af straffesager.

På den anden side har udvalget lagt vægt på hensynet til, at bestræbelser på at fremme behandlingen af straffesager ikke går ud over hensynet til en effektiv efterforskning og kriminalitetsbekæmpelse, samt at retssikkerheden i strafferetsplejen kan opretholdes.

Udvalget bemærker, at der allerede er iværksat en række tiltag med henblik på at opnå en hurtigere behandling af straffesager, jf. pkt. 2. og pkt. 3.1.3.-3.1.5. ovenfor, men anfører samtidig, at der efter udvalgets opfattelse kan peges på forskellige yderligere tiltag, som vil medvirke til hurtigere behandling af straffesager og begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger, og som på hensigtsmæssig måde kan supplere de allerede iværksatte foranstaltninger. "