
	UfR 2011.96 HK
		H.K. 1. oktober 2010 i sag 232/2010 Anklagemyndigheden mod T (adv. Gert Nørrevang, Hvidovre, besk.). Københavns Byrets kendelse 27. april 2010, SS 1-5933/2010. - - - Advokat Gert Nørrevang var mødt som beskikket forsvarer for tiltalte T. Kl. 10.36 fremstilledes T, der blev gjort bekendt med, at hun fortsat ikke havde pligt til at udtale sig. Anklageren begærede dørene lukket. Forsvareren ville ikke protestere herimod. Der var ingen repræsentant for pressen til stede. Der afsagdes sålydende kendelse: Da sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning, tages den fremsatte begæring til følge i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, hvorfor bestemmes: Dette retsmøde holdes for lukkede døre. Dørene lukkedes kl. 10.37. Anklageren redegjorde for sagen og begærede i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 2, jf. § 762, stk. 1, nr. 3, varetægtsfængslingen fortsat, indtil der er afsagt dom i sagen. Hovedforhandlingen er berammet til tirsdag den 23. november 2010. Forsvareren og tiltalte protesterede herimod. Der afsagdes sålydende kendelse: Grundlaget for rettens kendelse af 23. september 2009, som senest stadfæstet af Østre Landsret den 14. april 2010, findes fortsat at foreligge, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Henset til sagens karakter og omfang, herunder at der fortsat er en navngivet medgerningsmand på fri fod, finder retten, at der kan ske varetægtsfængsling jf. retsplejelovens § 768a, stk. 1, hvorfor bestemmes: Varetægtsfængslingen af T skal fortsætte, indtil der er afsagt dom i sagen. - - - Østre Landsrets kendelse 18. juni 2010 (6. afd.), S-1289-10 (Ulla Langholz, Henrik Gam, Ulrik Finn Jørgensen (kst.)). - - -, T og - - -, der har været frihedsberøvet fra den 22. september 2009, - - -, der har været frihedsberøvet fra den 12. november 2009, - - -, - - -, - - - og - - -, der har været frihedsberøvet fra den 28. januar 2010, og som alle er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 262 a, har kæret Københavns Byrets kendelse af 27. april og 11. maj 2010 (- - -) om fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, for - - - og T dog alene i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, indtil der er afsagt dom i sagen. Flere af de tiltalte har endvidere påkæret byrettens afgørelse af 15. april 2010 om berammelse af hovedforhandlingen fra den 23. november frem til den 22. december 2010. Kæremålene har været mundtligt forhandlet. De beskikkede forsvarere har overordnet gjort gældende, at der i sagen højst kan blive tale om at dømme efter straffelovens § 228. Fortsat varetægtsfængsling af de tiltalte findes derfor nu at være i strid med reglen i retsplejelovens § 762, stk. 3, og vil så meget desto mere blive det, når sagen først er berammet til slutningen af året. Varetægtsfængslingen vil dertil for flere af de tiltalte komme i strid med 1 års-reglen i retsplejelovens § 768 a. Endelig er der ikke længere, da efterforskningen er afsluttet, grundlag for varetægtsfængsling af de tiltalte efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. De beskikkede forsvarere har derfor påstået løsladelse af de tiltalte. Vedrørende berammelsen har forsvarerne henvist til retsplejelovens § 843 a, stk. 1, hvoraf bl.a. fremgår, at retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader, og påstået sagen hjemvist til fornyet berammelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Landsrettens begrundelse og resultat: Efter de foreliggende oplysninger, herunder indholdet af telefonaflytningerne samt afhøringerne til politirapport, er der begrundet mistanke om, at de tiltalte har været en del af et organiseret samvirke, der har skaffet kvinder her til landet og fastholdt dem i prostitution, idet de tiltalte har sørget for kvindernes indkvartering eller har medvirket i forbindelse med misbrug af et magtforhold i forhold til kvinderne og derved har overtrådt straffelovens § 262 a, stk. 1. Da sagen omfatter flere personer, hvoraf flere hidtil har nægtet at udtale sig, og én navngiven person samt flere unavngivne personer fortsat er på fri fod, tiltrædes det, at der er bestemte grunde til at befrygte, at de tiltalte på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, ligesom fængslingsbetingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, efter det oplyste om de tiltaltes - bortset fra - - - og T - bopælsforhold er opfyldt. Under hensyn til den alvorlige karakter af den kriminalitet, der er rejst tiltale for, findes den fortsatte varetægtsfængsling ikke at være i strid med reglen i retsplejelovens § 762, stk. 3. Af samme grund og under hensyn til antallet af tiltalte samt det forhold, at hovedforhandlingen forventes at vare 19 dage, findes der at foreligge særlige omstændigheder, som begrunder varetægtsfængsling i over 1 år, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1. Vedrørende retsplejelovens § 843 a stk. 1, fremgår det af byrettens retsbog, at retten tilbød berammelse på nærmere angivne datoer i september, oktober og november, og at sagen blev berammet til den 23. november 2010 og 18 dage frem, idet det ikke var muligt for advokaterne at beramme en sammenhængende hovedforhandling på et tidligere tidspunkt. På denne baggrund finder landsretten ikke grundlag for at ophæve byrettens beslutning om berammelse. Landsretten bemærker i øvrigt, at såfremt den omstændighed, at flere af de tiltalte har skiftet forsvarer, nu medfører, at der er mulighed for forsvarerne for at hovedforhandle sagen på et tidligere tidspunkt, henvises forsvarerne til at rette henvendelse til byretten herom. Landsretten stadfæster herefter de påkærede kendelser. - - - Højesterets kendelse. I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 27. april 2010 og af Østre Landsrets 6. afdeling den 18. juni 2010. Procesbevillingsnævnet har den 4. august 2010 meddelt tilladelse til, at landsrettens kendelse om varetægtsfængsling indbringes for Højesteret. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Thomas Rørdam og Jens Peter Christensen. Påstande T har påstået løsladelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Landsretten har henholdt sig til sin afgørelse. Supplerende sagsfremstilling T blev anholdt den 22. september 2009 og har været varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, siden den 23. september 2009. Ved anklageskrift af 10. marts 2010, erstattet af anklageskrift af 15. juli 2010, er der rejst tiltale mod T og 8 medtiltalte for overtrædelse af straffelovens § 262 a, stk. 1, og sagen er berammet til hovedforhandling over 19 retsdage i Københavns Byret i perioden fra den 23. november til den 22. december 2010. Forarbejder til retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2. I de almindelige bemærkninger (Folketingstidende 2007-08, L 78 af 27. februar 2008) anføres bl.a.: »Flertallet bemærker, at der ikke hermed lægges op til en ændring af fængslingsgrundene som sådan, men der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund med henblik på at opnå en mere nuanceret vurdering end efter gældende ret af, hvor længe fortsat fængsling ud over de foreslåede frister er nødvendig. Det må således bero på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, om kravet om, at der skal foreligge særlige omstændigheder, kan anses for opfyldt. Ved denne vurdering må der tages udgangspunkt i den anvendte fængslingsgrund, men også kriminalitetens karakter bør i høj grad spille en rolle.« Dette gentages i lovforslagets specielle bemærkninger, hvor det videre anføres bl.a.: »I alle tilfælde vil den påsigtede kriminalitet spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne, især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. Retten skal således efter en helhedsbedømmelse foretage en kritisk vurdering af nødvendigheden af fortsat varetægtsfængsling i lyset af varigheden af den hidtidige fængsling. Ved fængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, om risiko for modvirkning af forfølgningen (den såkaldte kollusionsrisiko), bygger kravet om særlige omstændigheder i princippet på samme hensyn. Imidlertid kan der gøre sig særlige forhold gældende med hensyn til denne fængslingsgrund, der efter sit indhold er nært knyttet til forløbet af efterforskningen, undersøgelsen og bevissikringen i sagen. . . . Alligevel rammer kravet om en kvalificeret kollusionsrisiko noget centralt i en skærpet opmærksomhed på nødvendigheden af fortsat fængsling ud over de foreslåede normalfrister, hvor varetægtsfængslingen på dette tidspunkt har varet ganske længe. Dette gælder ikke mindst efter afslutning af efterforskningen, hvor der således bør foreligge en betydelig risiko for kollusion af afgørende betydning for forfølgningen eller væsentlige hensyn til beskyttelse af vidner eller andre. Dette er ikke udtryk for, at varetægtsfængsling efter stk. 1, nr. 3, ikke kan være på sin plads efter afslutning af efterforskningen og tiltalerejsning, men udtryk for, at der bør ske større nuancering i bedømmelsen af, om fortsat fængsling er nødvendig i disse tilfælde. . . . Ved vurderingen af spørgsmålet om fængslingens opretholdelse ved den mest alvorlige kriminalitet - f.eks. i drabssager, de alvorligste narkotikasager mv. - vil selv den grove kriminalitets karakter naturligt indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fortsættes ud over de angivne frister. Navnlig i tilfælde, hvor tiltale er rejst, og hvor der foreligger en mistanke af en betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget alvorlig forbrydelse - ved siden af den konkrete fængslingsgrund - kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændigheder efter den foreslåede bestemmelse.« Anbringender T har til støtte for løsladelsespåstanden anført, at der ikke er begrundet mistanke mod hende, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1. Hun har ikke haft mistanke om, at de kvinder, hun lejede værelser ud til, var tvunget til at drive prostitution, og der er ikke fremkommet noget, der kan knytte hende til en organisation, der har med menneskehandel at gøre. Der er heller ikke bestemte grunde til at antage, at T på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Hun har afgivet forklaring til politiet, og efterforskningen mod hende blev afsluttet i november 2009. Den navngivne person -A- som landsretten nævner i sin kendelse, er ikke længere på fri fod. Fortsat varetægtsfængsling vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af T's forhold, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Hun er således fast forankret i Danmark, hvor også hendes 3 børn bor, og ved fortsat varetægtsfængsling risikerer hun at miste sit faste arbejde gennem 12 år, sit medlemskab af fagforening og sin bolig. T har endelig anført, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde varetægtsfængsling i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1 år, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2. Hun har nærmere anført bl.a., at det ikke bør komme hende til skade, at det ikke har været muligt at beramme hovedforhandling før den 22. november 2010, at årsagen til, at hovedforhandlingen er berammet over 19 retsdage, alene er, at der skal dokumenteres et stort antal telefonsamtaler, hvori T ikke deltager, at sagen burde være flyttet til en anden afdeling i byretten, hvor hovedforhandling kunne være gennemført på et tidligere tidspunkt, og at hun, hvis hun findes skyldig, formentlig vil blive idømt en kombinationsdom. Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført, at bl.a. indholdet af en række telefonaflytninger og afhøringer til politirapport giver begrundet mistanke om, at T og de øvrige tiltalte har været en del af et organiseret samvirke, der har skaffet kvinder her til landet og fastholdt dem i prostitution, idet de tiltalte har sørget for kvindernes indkvartering eller har medvirket i forbindelse med misbrug af et magtforhold i forhold til kvinderne. Der er endvidere bestemte grunde til at antage, at T på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at advare eller påvirke andre, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Det er til støtte herfor nærmere anført, at der er 9 tiltalte i sagen, at flere af disse hidtil har nægtet at udtale sig i sagen, at flere unavngivne personer fortsat er på fri fod, og at der under hovedforhandlingen vil blive afhørt en række vidner, herunder 8 rumænske kvinder, der har arbejdet som gadeprostituerede. En fortsat varetægtsfængsling frem til domsafsigelsen vil ikke være i strid med proportionalitetsprincippet, når henses til sagens alvorlige karakter. Ved hovedforhandlingens afslutning vil T have været frihedsberøvet i 1 år og 3 måneder. Straffen for overtrædelse af straffelovens § 262 a, stk. 1, må i denne sag forventes at blive udmålt i år, jf. herved TfK 2009.773 V og TfK 2008.710/1 Ø. Anklagemyndigheden har endelig anført, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen af T kan opretholdes ud over grænsen på 1 år, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2, og forarbejderne hertil. T er således som anført tiltalt for en meget alvorlig lovovertrædelse, der efter bestemmelsens ordlyd kan medføre fængsel indtil 8 år. Der er en betydelig kollusionsrisiko, herunder et væsentligt hensyn til beskyttelse af de rumænske kvinder, der skal vidne i sagen, og som må anses for at udgøre en særdeles vigtig del af anklagemyndighedens bevisførelse i sagen. Hovedforhandling i sagen er efter omstændighederne blevet berammet med den fornødne hurtighed, idet det på grund af de implicerede forsvarere ikke har været muligt at beramme en sammenhængende hovedforhandling på et tidligere tidspunkt. Højesterets begrundelse og resultat Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der er begrundet mistanke om, at T har overtrådt straffelovens § 262 a, stk. 1. T har været frihedsberøvet siden den 22. september 2009 og vil, hvis varetægtsfængslingen opretholdes, indtil byretten afsiger dom i sagen, på det tidspunkt have været frihedsberøvet i ca. 15 måneder. Opretholdelse af varetægtsfængslingen, indtil byretten afsiger dom, kan derfor kun ske, hvis der findes at foreligge særlige omstændigheder, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2. Efter forarbejderne til denne bestemmelse skal der ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1 år, foreligge en kvalificeret kollusionsrisiko. Højesteret finder efter en helhedsvurdering af sagens omstændigheder, herunder styrken af den kollusionsrisiko, der på nuværende tidspunkt foreligger, og forholdet mellem frihedsberøvelsens længde og den straf, der kan ventes, hvis T findes skyldig, jf. herved retsplejelovens § 762, stk. 3, at betingelserne i § 768 a, stk. 1, nr. 2, for fortsat varetægtsfængsling ikke er opfyldt. Højesteret tager derfor T's påstand om løsladelse til følge. Thi bestemmes: T løslades.