TfK 2010.283 ØLK

 

  Ø.L.K. 23. december 2009 i kære 11. afd. nr. S-3672-09

(Karsten Bo Knudsen, Ole Græsbøll Olesen, Anne Louise Bormann).
Anklagemyndigheden mod S (adv. Svend Folke Kinch, Nakskov, besk.).


Nykøbing Falster Rets kendelser 22. december 2009.

- - -
Anklageren redegjorde for sagen og anmodede om, at fængslingsfristen forlænges i 4 uger på det hidtidige grundlag, subsidiært i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.
Forsvareren protesterede.
Sigtede havde lejlighed til at udtale sig.
Retten afsagde

kendelse:


Fængslingsgrundlaget nævnt i rettens kendelse af 1. august 2009 er fortsat til stede, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3.

Derfor bestemmes:

S skal fortsat være varetægtsfængslet.
Fristen efter retsplejelovens § 767, stk. 1, udløber tirsdag, den 19. januar 2010.

Forsvareren kærede kendelsen med påstand om løsladelse.

Forsvareren anmodede om, at besøgskontrollen ophæves for så vidt angår fængsledes mor, M.
Anklageren protesterede.

Der afsagdes sålydende

kendelse:

Henset til fængslingsgrundlaget findes betingelserne for besøgkontrol fortsat at være til stede efter retsplejelovens § 771, stk. 1, hvorfor bestemmes:

Anmodningen om ophævelse af besøgskontrollen for så vidt angår fængsledes mor, M, tages ikke til følge.
Forsvareren kærede kendelsen.
- - -

Østre Landsrets kendelse.

S, der har været frihedsberøvet fra den 31. juli 2009, og som sigtes for overtrædelse af straffelovens § 216 og § 288, stk. 1, nr. 1, m.v., har kæret Nykøbing Falster Rets kendelse af 22. december 2009 om fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, til den 19. januar 2010.
S har endvidere kæret en samtidig afsagt kendelse, hvorefter det i medfør af retsplejelovens § 771, stk. 1, blev bestemt, at hans anmodning om ophævelse af besøgskontrollen for så vidt angår hans mor, M, ikke blev taget til følge.

Det tiltrædes af de af byretten anførte grunde, at der er begrundet mistanke om, at sigtede har overtrådt straffelovens § 216 og § 288, stk. 1, nr. 1, og at der er grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2.

Under hensyn til sagens karakter og til sigtedes divergerende forklaringer vedrørende forhold 2, der endvidere er i modstrid med medsigtede - - -'s forklaring, finder landsretten, at der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil modvirke forfølgningen ved at påvirke medsigtede eller vidner. Det tiltrædes derfor, at der er grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Således som sagen er forelagt for landsretten, ses der ikke at være anført nogen nærmere begrundelse for, at kontrol ved besøg af M er nødvendigt af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1. Byrettens kendelse om besøgskontrol ophæves derfor.

Thi bestemmes:
Byrettens kendelse om varetægtsfængsling stadfæstes.
Byrettens kendelse om besøgskontrol ophæves.