UfR 2013.358Ø
 

 

Ø.L.K. 31. oktober 2012 i kære 14. afd. S-3297-12

(Olaf Tingleff, Mikael Sjöberg, Mette Undall-Behrend (kst.)).

Foranstaltning under efterforskning (adv. Steffen Thorborg, Hvidovre, besk.).


Glostrup Rets kendelse 22. oktober 2012, 15-12193/2012.



Telefonaflytning m.m.


Anklager A var mødt for anklagemyndigheden og fremlagde anmodning af 11. oktober 2012 med bilag, modtaget i retten den 19. oktober 2012.


Advokat Steffen Thorborg, der var mødt, blev beskikket efter retsplejelovens § 784, stk. 1. 


Anklageren anmodede om dørlukning i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, og henviste til retsmødets formål.


Advokaten ville ikke protestere.


Der var ingen repræsentant for pressen til stede.


Retten afsagde

Kendelse:


Under hensyn til de foreliggende oplysninger om retsmødets formål må sagens behandling i et offentligt retsmøde antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, hvorfor

bestemmes:


Dørene lukkes.


Dørene blev lukket kl. 11.05.


Anklageren redegjorde for sagen og anmodede om, at politiet i medfør af retsplejelovens § 783, stk. 1, jf. § 780, stk. 1, nr. 1, eller dennes analogi, får tilladelse til at aflytte telefonnr. - - - indtil den 19. november 2012, subsidiært at det i medfør af retsplejelovens § 783, stk. 1, jf. § 791 a, stk. 5, eller dennes analogi, pålægges vedkommende teleselskab inden for samme tidsrum at udlevere oplysninger til politiet om lokaliseringen af samme telefon.


Anklageren oplyste, at vedkommende teleselskaber har oplyst over for politiet, at de ikke ønsker at give møde i sager af denne karakter.


Anklageren anførte, at indehaveren af telefonen, D, siden den 25. maj 2010 har været eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf på 1 år og 6 måneder idømt den 10. juli 2009 for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 134 a, § 181, stk. 1, § 252 og § 276. Politiet har flere gange forgæves forsøgt at anholde D til afsoning, og det vurderes at være af afgørende betydning for at få D anholdt til afsoning, at politiet får mulighed for at pejle sig ind på, hvor han opholder sig.


Advokaten protesterede mod, at anmodningen tages til følge, og anførte, at der foreligger en endelig afgørelse om straf, og D ønskes anholdt med henblik på fuldbyrdelse heraf. Da der således ikke er tale om et led i efterforskningen, er der ikke hjemmel i retsplejelovens regler til at foretage de pågældende indgreb, ligesom der ikke er grundlag for at foretage indgrebene efter en analogi af retsplejelovens regler.


Retten afsagde

Kendelse:


Det er oplyst, at baggrunden for anmodningen er, at indehaveren af telefonen, D, ønskes anholdt med henblik på gennemførelse af afsoning af en dom idømt den 10. juli 2009.


Betingelserne for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved telefonaflytning er bl.a., at der er bestemte grunde til at antage, at der gives meddelelser til eller fra en mistænkt, og at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1, jf. § 780, stk. 1, nr. 1. Det er en betingelse for indhentning af oplysninger om lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages benyttet af en mistænkt, at indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 791 a, stk. 5.


Da D ikke angives at være mistænkt eller benytte telefonen til meddelelser til eller fra en mistænkt, og da der ikke er tale om efterforskning af en lovovertrædelse, men om fuldbyrdelse af en straffedom, findes betingelserne for at foretage de pågældende indgreb ikke opfyldt. Det bemærkes herved, at der ej heller ses grundlag for at foretage sådanne indgreb efter en analogi af de nævnte bestemmelser.

Derfor bestemmes:


Anmodningen om aflytning af telefonnr. - - - tages ikke til følge.


Anmodningen om tilladelse til at indhente oplysninger om lokaliseringen af samme telefon tages ikke til følge.


Dørene blev åbnet.

- - -

Østre Landsrets kendelse.


- - -


Der fremlagdes udskrift af retsbogen fra Retten i Glostrup med dommerens fremsendelsesbrev af 25. oktober 2012, kæreskrift af 24. oktober 2012 fra Københavns Vestegns Politi og kæresvarskrift af 25. oktober 2012 fra den beskikkede advokat, advokat Steffen Thorborg.

- - -


Efter votering afsagdes sålydende

kendelse:


Anklagemyndigheden har påkæret Retten i Glostrups kendelse af 22. oktober 2012 (- - -), hvorefter en af politiet fremsat anmodning om tilladelse til aflytning af telefonnr. - - -, subsidiært indhente oplysninger vedrørende lokaliseringen af samme telefon, ikke blev taget til følge.


Af de grunde, der er anført af byretten,

bestemmes:


Byrettens kendelse stadfæstes.

- - -