|
|
|
||
|
|
|||
|
H.D. 8. juni 1994 i sag II 154/1994 Rigsadvokaten mod S (adv. Claus Bergsøe, e.o.). Københavns Byrets dom 22. april 1993 (11. afd.). Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, har Politidirektøren for København ved tilkendegivelse af 5. marts 1993 i medfør af retsplejelovens § 1018 f indbragt en sag for retten, hvor erstatningssøgende S har fremsat krav om erstatning i anledning af, at han den 10. september 1992 skulle have været anholdt kl. 18.15. Erstatningssøgende S har overfor det offentlige nedlagt endelig påstand om erstatning på 2.800 kr., subsidiært et mindre beløb, dog større end 200 kr. med sædvanlig procesrente fra den 14. september 1992, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, subsidiært § 1018 b, jf. § 1018 a. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at erstatning efter retsplejelovens § 1018 a nægtes, idet den erstatningssøgende ikke har været anholdt, men alene blev legemsbesigtiget. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at erstatningskravet skal bedømmes efter retsplejelovens § 1018 b, samt at der alene ydes erstatning for legemsbesigtigelsen med 200 kr. som tilbudt ved Statsadvokaten for Københavns skrivelse af 8. januar 1993. Anklagemyndigheden har endelig nedlagt påstand om, at den erstatningssøgende selv bærer de omkostninger, der er forbundet med sagens indbringelse for retten. Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet politibetjent A. Forklaringerne er gengivet i retsbogen. Anklagemyndigheden har under sagen dokumenteret PD-orientering nr. 15 af 8. april 1992 om legemsbesigtigelse (visitation)og Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/1993, pkt. d, samt påankede domme afsagt den 9. februar 1993 af retten i Gentofte (PS 23/93) og Københavns Byrets dom af 2. april 1993 (7124/93). Forsvareren har dokumenteret uddrag af notat af 22. december 1992 fra Københavns politi om »mistænkelig adfærd« som forudsætning for visitation, samt Lyngby Rets dom af 10. december 1992 (ss93-0048-92) Domsmandsrettens bemærkninger: Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at erstatningssøgende ikke har været anholdt, men alene sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og derpå visiteret (legemsbesigtiget) i form af »afklapning« på tøjet og undersøgelse af lommer og pung, hvorefter sigtelsen blev frafaldet, således at sigtelse og visitation pågik i ca. 2 minutter. Retten finder herefter, at erstatningskravet skal bedømmes efter retsplejelovens § 1018 b. Den kortvarige tilbageholdelse i forbindelse med, at visitationen blev foretaget, må anses for en del af selve indgrebet. Tilbageholdelsen har således ikke strakt sig ud over hvad visitationens gennemførelse nødvendiggjorde. Retten må derfor afvise, at der har foreligget en anholdelseslignende situation. Retten finder endvidere ikke, at visitationen har været særligt indgribende eller ydmygende, herunder på grund af stedet, hvor den fandt sted, på gaden udenfor Christiania. Det lægges til grund, at betjenten standsede erstatningssøgende alene begrundet i hans fremtoning og hastige gang væk fra Christiania, og at betjenten før sigtelsen og visitationen genkendte erstatningssøgende som den journalist han havde været i diskussion med få dage forinden om politiets visiteringer, og hvis forhold han havde undersøgt med hensyn til status som journalist. Retten finder, at betjenten på denne baggrund ikke har haft den fornødne rimelige grund til at mistænke erstatningssøgende for besiddelse af euforiserende stoffer som forudsat i retsplejelovens § 792 a, stk. 1. Da politiet herefter ikke har haft fornøden hjemmel til at foretage visitationen, finder retten, at erstatningssøgende bør tillægges forhøjet erstatning i forhold til det af anklagemyndigheden påberåbte almindelige niveau. To dommere finder, at erstatningen passende kan fastsættes til 500 kr., mens en dommer stemmer for at fastsætte erstatningen til 300 kr. Efter stemmeflertallet tages erstatningssøgende S' erstatningspåstand herefter til følge i medfør af retsplejelovens § 1018 b med ialt 500 kr. samt renter som påstået. - - - Østre Landsrets dom 21. februar 1994 (11. afd.). Københavns Byrets 11. afdelings dom af 22. april 1993 (7123/93)er anket af S med påstand om, at der i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, subsidiært § 1018 b, tilkendes ham en erstatning principalt på 2.800 kr., subsidiært et mindre beløb, dog mindst 500 kr., med sædvanlig procesrente fra den 14. september 1992. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at der alene tilkendes en erstatning på 200 kr. i medfør af retsplejelovens § 1018 b. Der er i landsretten afgivet forklaring af erstatningssøgende og vidneforklaring af politibetjent A, der begge i det væsentlige har forklaret som for byretten. Vidnet A har yderligere forklaret, at erstatningssøgende ikke modsatte sig visitationen, efter at vidnet havde gjort ham bekendt med, at han var sigtet. Hvis erstatningssøgende fortsat havde modsat sig visitation, ville vidnet - om fornødent med magt - have gennemført denne på stedet. Anklagemyndigheden har for landsretten erklæret sig enig i, at byretsdommens præmisser - bortset fra beløbsfastsættelsen - lægges til grund, således at forholdet bedømmes som en kortvarig legemsbesigtigelse (visitation)under 10 minutter uden anholdelse, samt i, at visitationen har manglet den >> 679 >> fornødne hjemmel i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, fordi erstatningssøgende ikke med rimelig grund har været mistænkt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Retten bør herefter ved erstatningsfastsættelsen tage sit udgangspunkt i et beløb på 200 kr., som i en række tilfælde er betalt ved kortvarige og lidet belastende visitationer, der har været uberettigede, for så vidt som de ikke har resulteret i, at der blev fundet noget ulovligt, men havde hjemmel i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, idet mistankegrundlaget var til stede. Efter anklagemyndighedens opfattelse må der gives samme erstatning, når en sådan visitation - som i den foreliggende situation - mangler hjemmel, fordi politiet i sit skøn har fejlvurderet grundlaget for mistanken, idet der efter retsplejelovens § 1018 h, jf. erstatningsansvarslovens § 26 er tale om erstatning for tort, som er uafhængig af, om visitationen er foretaget med eller uden hjemmel. Erstatningssøgende har til støtte for sin principale påstand blandt andet gjort gældende, at det må lægges til grund, at han var blevet formelt anholdt, hvis han havde forsøgt at forlade stedet før visitationen. Han har derfor i den foreliggende situation været udsat for et straffeprocessuelt indgreb, der minder om en frihedsberøvelse, og som i relation til erstatningsreglerne må sidestilles med en kortvarig anholdelse, der udløser en minimumserstatning på 1400 kr., og som her passende bør forhøjes til det dobbelte under hensyn til, at indgrebet har været ulovligt. Til støtte for sin subsidiære påstand om en erstatning på ikke under 500 kr. har erstatningssøgende anført, at der foreligger en visitation, som både er uberettiget og ulovlig, ligesom det må lægges til grund, at visitationen ikke kan betegnes som et mindre belastende indgreb under hensyn til, at den er foretaget på åben gade i andres påsyn. Landsretten skal udtale: Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at der ikke har foreligget en anholdelseslignende situation, og at erstatningskravet herefter skal bedømmes efter retsplejelovens § 1018 b som vedrørende en visitation, der i den konkrete situation ikke har været særligt indgribende eller ydmygende for erstatningssøgende, men som ubestridt har manglet hjemmel i retsplejelovens § 792 a, stk. 1. Herefter, og idet der tages udgangspunkt i en normal minimumserstatning på 200 kr. i tilfælde af uberettiget visitation, findes den erstatning, som tilkommer erstatningssøgende i den her foreliggende situation at burde fastsættes til et højere beløb som følge af, at visitationen tillige har manglet hjemmel. Denne erstatning kan passende fastsættes til 400 kr. med tillæg af renter efter erstatningssøgendes påstand. - - - Højesterets dom. Østre Landsrets dom er anket af erstatningssøgende med påstand om, at der ydes ham en erstatning på 2.800 kr., subsidiært et mindre beløb der er højere end de 400 kr., der blev fastsat ved dommen. Anklagemyndigheden har anket med påstand om frifindelse for kravet om erstatning ud over de 200 kr., der administrativt er tilbudt erstatningssøgende. Det er oplyst, at der ikke er udbetalt noget beløb til erstatningssøgende. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Kardel, Else Mols, Riis, Wendler Pedersen og Per Sørensen. Højesterets bemærkninger. Det tiltrædes, at der ikke har foreligget et indgreb, der kan sidestilles med en anholdelse, og at erstatningskravet derfor skal bedømmes efter retsplejelovens § 1018 b. Som sagen er forelagt, er Højesteret afskåret fra at tage stilling til, om kortvarige, resultatløse visitationer som almindelig regel bør medføre erstatningspligt for det offentlige. Højesteret finder ikke grundlag for generelt at forhøje den af anklagemyndigheden fastsatte standarderstatning for sådanne visitationer. Da der ikke i sagen foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en forhøjelse af standardbeløbet, tager Højesteret anklagemyndighedens påstand til følge, således at erstatningen til S nedsættes til 200 kr. Thi kendes for ret: Landsrettens dom ændres, således at erstatningen til S nedsættes til 200 kr. Sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret skal betales af statskassen. |
|||
|
|
|||