Cirkulære nr. 317 af 19. december 1933 til Chefen for Statspolitiet, Politidirektøren i København og Politimestrene angaaende Optagelse af Fingeraftryk.

 


 

Justitsministeriet fastsætter herved følgende Bestemmelser om Optagelse af Fingeraftryk. 1

Der skal fremtidig - udenfor Tilfælde, hvor Fingeraftryk optages til Brug ved Sammenligning med Fingeraftryk paa Gerningssteder - optages Fingeraftryk af:

  • 1) enhver, som sigtes for Overtrædelse af en Bestemmelse i Borgerlig Straffelov, for hvilken Straf af Fængsel kan idømmes, eller som af Politiet modtager Advarsel i Anledning af begaaet Betleri,
  • 2) enhver, som sigtes for Overtrædelse af andre Love under saadanne Omstændigheder, at Straf af Fængsel skønnes forskyldt, eller - betinget eller ubetinget - idømmes højere Straf end Hæfte for saadanne Overtrædelser,
  • 3) Sigtede, der nægter at opgive Navn eller med Grund antages at have tillagt sig falsk Navn, og Sigtede, der strejfer om uden Midler til lovligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere Opholdssted i Riget eller er ubekendte, og om hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige Oplysninger haves eller straks kan fremskaffes,
  • 4) enhver Udlænding, der paa Grund af Overtrædelser af Fremmedlovgivningen skal udvises eller udsendes.

Politimesteren (Politidirektøren) kan dog undlade Optagelse af Fingeraftryk, naar han skønner, at Optagelsen i det foreliggende Tilfælde er uden Interesse, eller iøvrigt finder, at den efter Omstændighederne kan undlades, saasom paa Grund af Sigtedes Ungdom, eller fordi det drejer sig om en uagtsom Lovovertrædelse. 2

Fingeraftrykkene, som bør optages snarest muligt, optages af Statspolitiet. Paa Steder, hvor der ikke er stationeret Statspoliti, sker Optagelsen ved Arrestforvarerne.

Fingeraftrykkene optages som hidtil paa dertil bestemte Blanketter, der forsynes med Politikredsens Navn.

Fingeraftrykkene indsendes straks efter Optagelsen til Centralbureauet for Forbryderes Identificering, Politigaarden, København, V. Hvis Fotografi er optaget, forsynes det med paaskrevet Navn, Fødselsaar og -dag og Fødested samt Tid og Sted for Optagelsen og eftersendes snarest.

Det skal som Regel kun indsendes een Fingeraftryksblanket. For Udlændinge, hvis Identitet ønskes fastslaaet i Udlandet, maa Aftrykkene indsendes i flere Eksemplarer. For saadanne Udlændinge maa Fotografier med de ovenfor angivne Oplysninger altid omgaaende eftersendes, saa vidt muligt bilagt Oplysninger om Personer i Udlandet, gennem hvem Identiteten kan konstateres i Tilfælde af, at paagældende i Forvejen er det fremmede Centralbureau ubekendt. 3. For at undgaa unødig Korrespondance vil der som Regel kun blive svaret paa Identitetsforespørgsler, naar Bureauet i Forvejen ligger inde med en identisk, paa et andet Navn lydende Fingeraftryksblanket. Indløber der ikke omgaaende Svar, betyder dette altsaa enten, at Personen er Centralbureauet ubekendt, eller at der i Bureauet findes en tilsvarende Blanket med de samme Personalia.

For de Udlændinges Vedkommende, hvis Identitet ønskes fastslaaet i Udlandet, gives altid Svar straks paa Grundlag af det Materiale, der findes i Centralbureauet, og yderligere senere, naar Svar er indløbet fra det udenlandske Bureau, hvortil Henvendelse er rettet.

Blanketter til Optagelse af Fingeraftryk rekvireres fra Centralbureauet.

Justitsministeriets Cirkulærer Nr. 61 af 20. Marts 1908 og Nr. 16 af 1. Februar 1909 ophæves. De i Justitsministeriets Cirkulærer af 24. Juni 1914, sidste Stykke, (hvilket Cirkulære ikke er optaget i Ministerialtidende) og Nr. 132 af 10. September 1926, 3die Stykke, 1ste Punktum, indeholdte Bestemmelser om Optagelse af Fingeraftryk af Udlændinge ændres i Overensstemmelse med Reglerne i nærværende Cirkulære.

Justitsministeriet, den 19. December 1933.

Zahle.

Krarup.