Til § 794

De gældende regler i retsplejelovens §§ 794 og 795 sondrer mellem ransagning hos en sigtet og hos en ikke sigtet. Denne sondring foreslås i princippet opretholdt. Det foreslås dog, at sondringen ændres, således at det afgørende ikke bliver, hvorvidt der formelt er rejst sigtelse mod den pågældende, men om der foreligger en vis mistanke. Baggrunden for ændringen er bl.a., at ransagning undertiden iværksættes mod en person, der mistænkes for en lovovertrædelse, uden at der forinden er foreholdt den pågældende en sigtelse, og uden at der ved ransagningen bliver lejlighed til det, fordi den pågældende ikke er hjemme.

Ved afgørelsen af, om ransagning skal anses for rettet mod en mistænkt eller ej, er det mistanken mod den person, der har rådighed over lokaliteten eller genstanden, der har betydning, mens ejerforholdet ikke er afgørende.

Der stilles i øvrigt det krav til mistankens styrke, at den pågældende med rimelig grund er mistænkt.

Bestemmelserne i § 794, stk. 1 og 2 , erstatter den nugældende § 794. Reglerne indeholder de materielle betingelser for at foretage ransagning hos en mistænkt og beskriver de krav, der skal være opfyldt med hensyn til kriminalitetens art, mistankens styrke og indgrebets betydning for efterforskningen.

Betingelserne for at foretage ransagning af den i § 793, stk. 1, nr. 1, nævnte art (dvs. boliger, husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande), er strengere end for andre ransagninger (dvs. af andre genstande og lokaliteter uden for husrum), idet der, jf. § 794, stk. 2, stilles yderligere krav til enten kriminaliteten eller indikationen for indgrebet.

Om stk. 1 og 2 henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.3.3 og betænkningen side 55 f.

Stk. 3, 1. pkt. , indeholder en udtrykkelig regulering af adgangen til at foretage ransagning af meddelelser, der befinder sig hos den mistænkte, og som hidrører fra personer, der er vidneudelukkede i medfør af retsplejelovens § 170. Ransagning af kommunikation og notater, der befinder sig hos den vidneudelukkede er reguleret i § 795, stk. 2.

Reglen er begrundet i det særlige tillidsforhold, der bør kunne være i forhold til de nævnte personer. Ordene »udelukket efter reglerne i § 170« omfatter ikke de i § 170, stk. 3, omhandlede personer, dvs. personer, der er undergivet en særlig tavshedspligt.

Omfattet af bestemmelsen er f.eks. breve fra den mistænktes præst, læge eller advokat samt disses medhjælpere. Reglen omfatter i modsætning til § 795, stk. 2, ikke den mistænktes notater vedrørende et møde med en vidneudelukket person, idet en regel herom ville give den mistænkte mulighed for at bringe alle sine notater i ly for politiets ransagning ved at hævde, at der er tale om notater fra møder med en advokat, læge etc. Af tilsvarende grunde må politiet også vedrørende korrespondance have mulighed for at sikre sig, at der virkelig er tale om kommunikation med en vidneudelukket person. Det kan således være nødvendigt for politiet at gennemse materialet for at konstatere, om det er undtaget fra ransagning, når dette ikke umiddelbart fremgår af materialet.

Hvis politiet under ransagning hos en mistænkt støder på en konvolut, som synes at indeholde et brev fra den mistænktes advokat, må politiet undlade at åbne konvolutten. Såfremt der er grundlag for mistanke om, at konvolutten indeholder andet end de fra ransagning undtagne meddelelser, må politiet imidlertid kunne foretage en foreløbig beslaglæggelse af konvolutten med henblik på at få rettens afgørelse af, hvorvidt konvolutten kan åbnes til konstatering af dens indhold. Såfremt indholdet viser sig at være kommunikation med de af § 170, stk. 1 eller 4, omfattede personer, kan ransagning ikke foretages, medmindre retten træffer beslutning i medfør af § 170, stk. 2. Findes der ikke grundlag herfor, kan meddelelsen ikke anvendes som bevis eller konfiskeres, og beslaglæggelsen må ophæves, jf. retsplejelovens § 824, stk. 2.

Dette gælder dog ikke, hvis meddelelserne giver anledning til, at der rejses sigtelse for strafbart forhold mod den vidneudelukkede person selv. Opstår mistanken først på grundlag af ransagningen, må politiet efter omstændighederne være berettiget til at foretage en foreløbig beslaglæggelse af den pågældende skriftlige meddelelse med henblik på rettens efterfølgende godkendelse af ransagning og beslaglæggelse. Træffer retten bestemmelse om åbning af brevet, og konstaterer retten herunder, at det eventuelt kan danne grundlag for en sigtelse mod den vidneudelukkede person selv, kan retten gøre politiet bekendt med indholdet, for at politiet kan træffe bestemmelse om, hvorvidt den pågældende findes at burde sigtes.

I sager om økonomisk kriminalitet, hvor større mængder materiale skal beslaglægges, er det ikke altid praktisk muligt allerede under ransagningen at udskille det materiale, som er beskyttet mod ransagning. Problemet vil formentlig især opstå, hvor det ikke ved ransagningen hos den mistænkte er muligt at få dennes bistand til udskillelse af kommunikation med vidneudelukkede personer. I disse tilfælde må udskillelse af det fra ransagning undtagne materiale ske under gennemgangen af dokumenterne efter beslaglæggelse.

Bestemmelsen i stk. 3, 2. pkt. , indebærer, at der ydes journalister m.fl. en beskyttelse mod ransagning, der svarer til bestemmelsen i § 172 om fritagelse for vidnepligt. Dette betyder, at der ikke kan foretages ransagning hos den mistænkte af materiale, der indeholder de i § 172 nævnte oplysninger, og som hidrører fra en person, der efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen. Ransagning vil dog kunne finde sted, såfremt betingelserne efter § 172, stk. 5-6, for at pålægge vidnepligt er opfyldt.

Ved materiale forstås ikke blot brevveksling og andre skriftlige optegnelser, men også f.eks. lyd- og billedoptagelser.

Reglen i 2. pkt. er ny i forhold til Strafferetsplejeudvalgets forslag i betænkningen om ransagning, men er medtaget som en parallel til de regler, der gælder med hensyn til ransagning hos præster, læger og advokater, jf. stk. 3, 1. pkt.

Om reglen i stk. 3 henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.3.8. og pkt. 5.4.4. og til bemærkningerne til lovforslagets § 795, stk. 2, om samme problematik i forbindelse med ransagning hos personer, der er omfattet af reglerne i §§ 170 eller 173. Endelig henvises til betænkningen side 93 ff.