|
|
|
||
|
|
|||
|
V.L.K. 22. juni 2000 i kære 4. afd. S-1170-00 (Sigrid Ballund, Würtzen, Solveig Bloch Madsen (kst.)). Anklagemyndigheden mod X (adv. Kenneth Pilemann, Ikast). Herning Rets kendelse 28. april 2000. — — — Anklageren oplyste, at Herning politi den — — — 2000 kl. ca. 22.40-22.45 uden forudgående retskendelse foretog ransagning hos X med henblik på anholdelse af en gerningsmand til et væbnet røveri begået mod — — — samme dag ca. kl. 22.23. Ved skrivelse af 7. februar 2000 fra advokat Kenneth Pilemann, Ikast, til Politimesteren i Herning har denne klaget over den foretagne ransagning. Der fremlagdes endvidere skrivelse af 11. april 2000 fra Statsadvokaten i Viborg til advokat Kenneth Pilemann. Advokat Kenneth Pilemann har ved skrivelse af 12. april 2000 anmodet om, at ransagningen forelægges for retten, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3. Anklageren redegjorde for sagen. Politiassistent — — — fremstod som vidne og forklarede, at han den — — — ved 22.30-tiden blev kaldt ud til et røveri på — — —. Han havde sin tjenestehund med. Han fik på gerningsstedet oplyst et signalement af gerningsmanden. Tjenestehunden fulgte et spor hen til — — —, og da vidnet havde kendskab til Y, og denne passede nogenlunde til det signalement, der var givet af gerningsmanden, fandt vidnet det naturligt at rette henvendelse til X's bopæl — — —, som ligger lige i nærheden af — — —, idet vidnet var bekendt med, at Y ofte holder til hos X. Da øjemedet ifølge vidnets opfattelse ville være forspildt, hvis man skulle afvente rettens kendelse om tilladelse til ransagning, undlod man at indhente rettens godkendelse af ransagningen. Anklageren anmodede om rettens godkendelse af ransagningen. Advokat Pilemann protesterede mod ransagningens lovlighed. Retten afsagde kendelse: Når henses til, at det drejer sig om et røveri, og til, at signalementet af gerningsmanden ifølge politiassistent — — —s opfattelse svarede til Y, som ifølge vidnet ofte opholdt sig på klagerens bopæl, samt til, at det spor, som sporhunden fulgte fra gerningsstedet, førte i retning mod klagerens bopæl, findes ransagningen at være af væsentlig betydning for efterforskningen, idet der var grund til at antage, at den mistænkte opholdt sig på klagerens bopæl. Da undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, findes betingelserne for ransagning uden forudgående kendelse herefter at være opfyldt, jf. § 793, stk. 1, nr.1, jf. § 796, stk. 3, hvorfor bestemmes: Politiets ransagning hos X godkendes. — — — Kendelsen blev påkæret af advokat Kenneth Pilemann på vegne X, under henvisning til at »der på baggrund af det afgivne signalement ved røveriet ikke er grundlag for at foretage eftersøgning hos X . . .«. Retten i Herning havde ved fremsendelsen henholdt sig til det i kendelsen anførte. I en udtalelse af 25. maj 2000 fra Statsadvokaten i Viborg hedder det bl.a.: »— — — på — — — oplyste, at gerningsmandens ansigt var dækket med sort elefanthue, hvor kun øjnene var synlige, og beskrev i øvrigt gerningsmanden som værende en mand, 25-30 år gammel og ca. 175 cm høj. På baggrund af den af politiassistent — — —s udfærdigede notits og hans forklaring i retten, må det endvidere lægges til grund, at et duftspor førte fra gerningsstedet og sluttede i nærheden af X's bopæl. Politiassistenten skønnede, at det opgivne signalement kunne passe på [Y], ligesom han havde kendskab til, at [Y] ofte opholdt sig hos X. Betingelserne for at foretage ransagning af lejligheden tilhørende X, der ikke var mistænkt, ses på denne baggrund opfyldt, jf. retsplejelovens § 795, stk. 1. Henset til tidspunktet og sagens karakter vil ransagningens øjemed forspildes, såfremt retskendelse skulle afventes, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3. Da X efter en kort samtale med politiassistenten lukkede politiet ind i lejligheden, ses den pågældende at have givet samtykke til, at politiet kunne foretage ransagning af lejligheden. Uanset samtykket ikke foreligger skriftligt, finder jeg, at X ved at lukke politiet ind i sin lejlighed tilkendegav, at han var indforstået med ransagningen, hvorfor der ikke var nogen anledning for politiet til indenfor 24 timer at indbringe sagen for retten til godkendelse. Det bemærkes, at ransagningen var begrænset til at konstatere, at den søgte person var til stede, og at han ikke var i besiddelse af effekter, der kunne sætte ham i forbindelse med det begåede røveri, hvorfor ransagningen blev gennemført med mindst mulig ulempe for den pågældende. Da ransagningen efter klage fra X er indbragt for retten til godkendelse, påstås byrettens kendelse stadfæstet. — — — Vestre Landsrets kendelse. — — — Landsretten finder ikke, at kærende alene ved sin optræden har givet fornødent samtykke til ransagningen. Under hensyn til misforholdet mellem signalementet og Y's udseende og til, at lugtsporet efter det oplyste ikke overvejende pegede mod kærendes bopæl, er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse betingelserne for ransagning i retsplejelovens § 759, jf. § 755, for opfyldt. Det samme gælder ransagningsbetingelserne i retsplejelovens § 795, stk. 1, nr. 2. Ransagningen findes herefter ikke lovligt foretaget. Thi bestemmes: Den foretagne ransagning godkendes ikke. — — — |
|||
|
|
|||