TfK 2004.190/1 VLK
 

  V.L.K. 22. december 2003 i kære 7. afd. S-3129-03
(Elisabeth Mejnertz, Fritse Hove, Torben Geneser).

Anklagemyndigheden mod S1 og S2 (adv. Poul Gudberg, Silkeborg, e.o.).

Kjellerup Rets retsbog 20. november 2003.


- - - Anklageren redegjorde for sagen og oplyste blandt andet, at Viborg politi den - - - november 2003 kl. 22.20 uden forudgående retskendelse foretog ransagning hos S1 og S2, der mistænkes for overtrædelse af straffelovens § 276. Baggrunden for ransagningen var nogle tyverier begået den 26. og 28. oktober 2003 på adresserne - - -. Der var tale om indbrud i værksted og lager, hvor der blev stjålet diverse håndværktøj, kædesav, kompressor og andet, - - - Den 5. november 2003 fik politiet en anonym henvendelse om, at S1 og S2 muligt kunne forbindes med de to indbrud. Anmelderens identitet er kendt for politiet. Der foretoges herefter ransagning hos S1 og S2 den 7. november kl. 22.20. Ransagningen omfattede for S1 boligen, et udhus og en bil mærket - - - med registreringsnummer - - -. Ransagning hos S2 omfattede hans værelse. I ingen af disse rum blev der fundet effekter, der stammede fra tyverierne. Der blev i et værelse, hvor X ind imellem sov medtaget en række effekter, der har vist sig ikke at stamme fra tyverierne. Disse er nu tilbageleveret. Ransagningen sluttede kl. 23.30 samme aften.

S1 forklarede, at - - - .

Anklageren anførte, at S1 og S2 med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, jf. retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1. Baggrunden for ransagningen har været et anonymt tip. Politiet kender anmelderens identitet, og politiet har forud for ransagningen vurderet troværdigheden af anmeldelsen, herunder afvejet anmelderens konkrete begrundelse for anmeldelsen. Formålet med ransagningen var at finde tyvekosterne fra to tyverier begået i området, og ransagningen havde derfor væsentlig betydning for efterforskningen jf. retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2. Ransagningen har ikke kunnet afvente rettens kendelse. S2 var til stede ved ransagningen og godkendte denne uanset hans underskrift ikke fremgår af politiets erklæring herom. Anklageren anmodede herefter retten om at godkende ransagningen.

Advokat Poul Gudberg gjorde gældende, at ransagningen ikke har været lovligt gennemført. Et anonymt tip fra en person er ikke tilstrækkeligt til, at S1 og S2 med rimelig grund er mistænkt. Betingelsen for ransagning i retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, er derfor ikke opfyldt. Så meget desto mere har betingelsen om ransagning efter retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, heller ikke været til stede. Endvidere burde ransagningen have afventet rettens kendelse, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3. For så vidt angår S2, har det ikke været iagttaget, at der skulle være vidner til stede ved ransagningen, da S2 ikke har samtykket i ransagningen, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2. Det er en fejl fra politiets side, at der ikke har været vidner til stede ved ransagningen hos S2.

Samme rets kendelse 25. november 2003.

Det fremgår af sagen, at en anonym person, som politiet kender identiteten af, oplyste til politiet, at S1 og S2 kunne forbindes med indbrud begået den 26. og 28. oktober 2003. Under disse omstændigheder finder retten, at S1 og S2 med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale jf. retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1.

Af de grunde, som anklagemyndigheden har anført, er betingelserne for ransagning i medfør af retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, endvidere opfyldt. Det findes antageliggjort, at øjemedet med ransagningen ville være forspildt, hvis spørgsmålet i medfør af retsplejelovens § 796, stk. 2, var blevet forelagt for retten.

Herefter, og da det som forsvareren i øvrigt har anført ikke kan føre til et andet resultat, godkender retten ransagningen.

- - -

Advokat Poul Gudberg påkærede på vegne S1 og S2 kendelsen og gjorde gældende, at betingelserne for ransagning ikke var opfyldt. Som begrundelse henvistes der til det, advokaten havde gjort gældende for byretten. 

Vestre Landsrets kendelse.
- - -

Det fremgår af anmeldelsesrapport af 5. november 2003, at »anmeldelsesdato/klokkeslæt« var onsdag den 5. november 2003 kl. 12.00. Anmeldelsen var modtaget af politiassistent P, Politimesteren i Viborg. Under »sagens genstand« er anført:

»Ifølge anonym, men af undertegnede bekendt anmelder, har PER, S1 haft sin gang flere af de steder i området, hvor der har været indbrud. Ligeledes har PER, S2 ifølge anmelder sagt at han kunne skaffe alt i værktøj.«

I anmeldelsesrapporten er endvidere anført:

»Ifølge anmelder skulle der stå en - - - med div. tyvekoster værktøj mv. der skal - - - til - - - til jul i år. Anmelder mente at det godt kunne være S2 der stod bag dette. Anmelder havde dog ikke selv set - - - og vidste ikke præcis hvor den stod - - -.«

Efter indholdet af henvendelsen til politiet kunne den ikke i sig selv give rimelig grund til at mistænke de kærende for en lovovertrædelse som omtalt i retsplejelovens § 794, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og der foreligger ikke oplysninger om andre omstændigheder, der kunne begrunde en sådan mistanke. Der var derfor ikke grundlag for at foretage ransagningen hos de kærende.

Baggrunden for ransagningen var to tyverier, der var begået henholdsvis den 26. og den 27.-28. oktober 2003, og indholdet af henvendelsen gav ikke grundlag for at antage, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes. Under disse omstændigheder kunne politiet ikke i medfør af retsplejelovens § 796, stk. 3, 1. pkt., træffe beslutning om at foretage ransagningen.

Der er herefter ikke grundlag for at godkende ransagningen.

Thi bestemmes:

Politiets ransagning hos S1 og S2 den 6. november 2003 godkendes ikke.