Meddelelse om ransagning og beslaglæggelse hos en forsvarer. (* 1)

 

 

1. Højesteret har i begyndelsen af 1984 i to tilfælde taget stilling til spørgsmålet om adgangen til at foretage ransagning og beslaglæggelse hos en forsvarer. I begge sager var der tale om sigtelser mod klienter for skattesvig af særlig grov karakter.

2. I den første sag (U 84.292 HKK) blev den (senere) sigtede indkaldt til et møde hos skattevæsenet, hvorunder de forhold, der senere gav anledning til sigtelse, blev drøftet. Efter mødet kontaktede den pågældende en advokat. Nogen tid efter sendte advokaten en skriftlig henvendelse til skattevæsenet, hvori han oplyste, at han havde fået overgivet »diverse materiale sagen vedrørende«, og at han ville »komme tilbage til sagen«.

Ni dage efter denne henvendelse anmodede politiet, der tidligere var blevet inddraget i sagen, byretten om tilladelse til ransagning og beslaglæggelse bl.a. hos den pågældende advokat.

Byretten gav tilladelse. Efter iværksættelsen kærede advokaten til Østre Landsret, der ophævede den i henhold til byrettens kendelse iværksatte ransagning og beslaglæggelse.

Efter anklagemyndighedens begæring gav justitsministeriet tilladelse til sagens indbringelse for Højesteret.

Anklagemyndigheden bestred ikke, at advokaten efter henvendelsen til skattevæsenet indtog en stilling som forsvarer for klienten eller en stilling, der ganske måtte ligestilles hermed. Det gjordes gældende, at en forsvarer ikke kan pålægges edition efter retsplejelovens § 785, og at det eneste alternativ til en ransagning og beslaglæggelse hos en forsvarer ville være en frivillig udlevering. Dette kunne ikke ske uden klientens samtykke. Efter anklagemyndighedens opfattelse ville det derfor indebære en uacceptabel risiko for den videre efterforskning, såfremt der ikke blev givet tilladelse til at foretage ransagning og beslaglæggelse.

Ved HKK af 14.2.1984 udtalte samtlige dommere, at ransagning og beslaglæggelse kan foretages hos en forsvarer, uanset at retten hverken kan pålægge forsvareren at afgive vidneforklaring under straffesagen, jfr. retsplejelovens § 170, stk. 2, eller pålægge denne editionspligt efter § 785, stk. 1. Ransagning og beslaglæggelse hos en forsvarer må imidlertid anses som et væsentligt indgreb, der kun undtagelsesvis bør anvendes.

Tre dommere fandt ikke, at der i sagen var oplyst sådanne ganske særlige omstændigheder, som kunne begrunde den skete ransagning med henblik på beslaglæggelse af dokumenter, forsvareren havde i besiddelse til varetagelse af sit hverv og de stemte derfor for at stadfæste landsrettens kendelse.

To dommere fandt det godtgjort, at efterforskningsmæssige hensyn gjorde en samtidig ransagning og beslaglæggelse hos sigtede og forsvareren påkrævet. Disse dommere stemte derfor for at stadfæste byrettens kendelse med den ændring, at beslaglæggelsen ikke måtte omfatte eventuel korrespondance mellem sigtede og forsvareren samt dennes interne notater, jfr. retsplejelovens § 782, stk. 2.

3. I den anden sag valgte den sigtede i forbindelse med anholdelse og fremstilling i grundlovsforhør som forsvarer en advokat, der gennem mange år havde bistået ham ved hans forretningsdrift.

Den sigtede blev varetægtsfængslet, og umiddelbart herefter rejste advokaten til udlandet for at skaffe oplysninger i sagen.

Under varetægtsfængslingen afgik den sigtede ved døden.

Da efterforskningen havde vist, at der også var andre implicerede i sagen, besluttede man at fortsætte efterforskningen såvel mod disse som mod afdødes bo.

Politiet planlagde herefter en større aktion og anmodede herunder byretten om tilladelse til ransagning og beslaglæggelse bl.a. hos afdødes forsvarer.

Byretten gav tilladelsen.

Efter iværksættelsen kærede forsvareren til Østre Landsret, der stadfæstede.

Også i denne sag gav justitsministeriet tilladelse til indbringelse for Højesteret, såvel på forsvarerens som på anklagemyndighedens begæring.

Baggrunden for at anklagemyndigheden ønskede sagen prøvet ved Højesteret - selvom Østre Landsret som nævnt havde stadfæstet byrettens afgørelse - var et ønske om at opnå Højesterets stillingtagen til de nærmere omstændigheder, under hvilke ransagning og beslaglæggelse kan foretages hos en forsvarer, d.v.s. rækkevidden af afgørelsen i U 84.292 HKK.

Overfor Højesteret gjorde anklagemyndigheden gældende, at der i denne sag måtte foreligge de i den første sag nævnte ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde ransagning og beslaglæggelse af dokumenter hos en forsvarer.

Der henvistes herved til, at der fra forsvarets side var foretaget selvstændige efterforskningsmæssige skridt i udlandet, at der var tale om sigtelser af betydeligt omfang, at ransagning og beslaglæggelse hos forsvareren var et led i en større politiaktion, som tillige omfattede medsigtede i sagen, og som derfor involverede andre end forsvaret og klienten (boet), og at det var af afgørende betydning, at der blev foretaget en samtidig ransagning med henblik på efterforskning af den samlede sag hos de personer, der kunne ligge inde med materiale af betydning for sagen.

Ved HKK af 26.6.1984 udtaltes enstemmigt, at den skete ransagning og beslaglæggelse efter en konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger fandtes at have været tilstrækkeligt begrundet i sagens omstændigheder.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse.

Per Lindegaard.