L 41 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation samt prøvesagsordning for advokater m.v.).

til

(Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation samt prøvesagsordning for advokater m.v.)

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, som ændret ved § 2 i lov nr. 1201 af 27. december 1996, § 8 i lov nr. 232 af 2. april 1997, § 2 i lov nr. 274 af 15. april 1997, § 1 i lov nr. 349 af 23. maj 1997, § 2 i lov nr. 411 af 10. juni 1997, lov nr. 414 af 10. juni 1997, lov nr. 339 af 10. juni 1998, § 1 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og § 2 i lov nr. 403 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 6 a affattes således:

»§ 6 a. I borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af reglerne i lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang er af væsentlig betydning, tiltrædes landsretten under domsforhandlingen af 2 sagkyndige medlemmer. Bestemmelsen i § 6, stk. 4, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. I straffesager vedrørende overtrædelse af §§ 5-7 i den i stk. 1 nævnte lov tiltrædes landsretten under domsforhandlingen af 2 sagkyndige medlemmer.«

2. § 16 a, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

»Retterne i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup, Hørsholm, Frederikssund, Slagelse, Næstved, Svendborg, Haderslev, Kolding, Skanderborg og Frederikshavn består af to dommere.«

3. § 17, stk. 1, affattes således:

»Der ansættes to dommere ved retterne i Glostrup, Helsingør, Hillerød, Holbæk, Sønderborg, Vejle, Fredericia, Silkeborg, Viborg og Hjørring.«

4. § 18 c affattes således:

»§ 18 c. Bestemmelserne i § 9 a, stk. 2-4, om medvirken af sagkyndige finder tilsvarende anvendelse ved byrettens behandling af borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af reglerne i lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang er af væsentlig betydning, og straffesager vedrørende overtrædelse af denne lovs §§ 5-7.«

5. § 124, stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

6. § 133, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Prøven kan aflægges for landsretterne og Sø- og Handelsretten.«

7. § 133, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Prøven er bestået, når de retter, hvor sagerne er udført, finder udførelsen tilfredsstillende. Vedkommende ret kan dog ud fra den første sags karakter og udførelsen heraf erklære prøven for bestået alene på grundlag af denne sag. Den anden sag skal udføres senest 5 år efter udførelsen af den første sag, medmindre den ret, hvor den anden sag udføres, meddeler undtagelse herfra.«

8. I § 139, stk. 3, 4. pkt., ændres »stk. 1, 2. pkt.« til: »stk. 1, 3. pkt.«.

9. I § 213 b, stk. 1, 1. pkt., ændres »sølovens § 223 a« til »sølovens § 163«.

10. I § 219 a indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Tiltalte vejledes om adgangen til at anke dommen. Vejledningen gives ved dommens afsigelse, hvis tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse eller forkyndelse, jf. stk. 5. Hvis afsigelsen ikke finder sted samme dag, som sagen er optaget til dom, gives vejledningen samtidig med, at retten tilkendegiver, hvornår dommen vil blive afsagt, såfremt tiltalte er til stede, og ellers ved den efterfølgende meddelelse eller forkyndelse, jf. stk. 5.«

11. I § 501, stk. 3, nr. 4, udgår: »nr. 139 af 29. marts 1978«.

12. I § 628, stk. 3, ændres »sølovens kapitel 12 a« til: »sølovens kapitel 4«.

13. § 684, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4-7 bliver herefter nr. 3-6.

14. § 701, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

15. I § 722, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 33 i lov om social bistand« til: »§ 40 i lov om social service«.

16. § 731, stk. 1, litra c, affattes således:

17. § 745, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne.«

18. I § 748, stk. 1, 2. pkt., ændres »69-73 og 75 b« til: »69-74«.

19. Overskriften til kapitel 71 affattes således:

20. I § 786 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse til de i stk. 1 nævnte virksomheder for udgifter i forbindelse med bistand til politiet til gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden.«

21. Efter § 791 indsættes i kapitel 71:

»§ 791 a. Politiet kan foretage fotografering eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted (observation), såfremt

Stk. 2. Observation som nævnt i stk. 1 ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat, må dog kun foretages, såfremt efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 3. Observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat, eller ved hjælp af apparat, der anvendes i boligen eller husrummet, må dog kun foretages, såfremt

Stk. 4. Observation af et ikke frit tilgængeligt sted som nævnt i stk. 1-3, som den, der angiver at være forurettet ved lovovertrædelsen, har rådighed over, er ikke omfattet af reglerne i denne bestemmelse, såfremt den pågældende meddeler skriftligt samtykke til observationen.

Stk. 5. Observation må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 6. Reglerne i § 782, stk. 2, §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 2, og § 788, stk. 3- 4, § 789 samt § 791 finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde.«

22. Kapitel 74 affattes således:

»Kapitel 74

§ 801. Efter reglerne i dette kapitel kan der foretages beslaglæggelse

Stk. 2. Genstande, som politiet tager i bevaring, som ingen har eller vedkender sig rådighed over, og hvorover ingen gør en ret gældende, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel.

Stk. 3. Om udlevering af breve, telegrammer og lignende under forsendelse samt om oplysning om forbindelse mellem telefoner m.v. gælder reglerne i kapitel 71. Om fratagelse af genstande og penge i forbindelse med anholdelse gælder endvidere bestemmelsen i § 758, stk. 1.

§ 802. Genstande, som en mistænkt har rådighed over, kan beslaglægges, såfremt

Stk. 2. Gods, som en mistænkt ejer, kan beslaglægges, såfremt

Stk. 3. Beslaglæggelse af en mistænkts hele formue eller en del af denne, herunder formue, som den mistænkte senere måtte erhverve, kan foretages, såfremt

Stk. 4. Skriftlige meddelelser eller lignende, som hidrører fra en person, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, kan ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 172, når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.

§ 803. Genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. § 189 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Hos personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, er skriftlige meddelelser mellem den mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte ikke genstand for beslaglæggelse. Hos personer, som er omfattet af § 172, er materiale, der indeholder oplysning om forhold, som de pågældende efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen, ikke genstand for beslaglæggelse.

§ 804. Som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, kan der meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande (edition), hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Stk. 2. Er en genstand udleveret til politiet efter pålæg om edition, finder reglerne om beslaglæggelse efter § 803, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Er en genstand uden pålæg herom afleveret til politiet af de i stk. 1 nævnte grunde, finder § 807, stk. 5, anvendelse. Fremsættes der begæring om udlevering, og imødekommer politiet ikke begæringen, skal politiet snarest muligt og inden 24 timer forelægge sagen for retten med anmodning om beslaglæggelse. § 806, stk. 3, 2. pkt., og stk. 5, 1. pkt., finder i så fald anvendelse.

Stk. 4. Der kan ikke meddeles pålæg om edition, såfremt der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som den pågældende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172.

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om økonomisk godtgørelse i særlige tilfælde for udgifter i forbindelse med opfyldelse af pålæg om edition.

§ 805. Beslaglæggelse må ikke foretages, og pålæg om edition må ikke meddeles, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre.

Stk. 2. Kan indgrebets øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

Stk. 3. Ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning finder reglerne i §§ 509-516 tilsvarende anvendelse.

§ 806. Afgørelse om beslaglæggelse og om pålæg om edition træffes efter politiets begæring. Begæring om beslaglæggelse til sikring af erstatningskrav kan tillige fremsættes af forurettede.

Stk. 2. Afgørelsen træffes af retten ved kendelse, jf. dog stk. 7. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om beslaglæggelse, jf. dog stk. 4. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.

Stk. 4. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, kan kun ske efter retskendelse. Det samme gælder beslaglæggelse af trykte skrifter eller lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven, i anledning af hvis indhold ansvar skal gøres gældende.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig. § 748, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Inden retten træffer afgørelse om pålæg om edition efter § 804, skal der være givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig. § 748, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen i 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis rettens afgørelse skal danne grundlag for en international retsanmodning om edition.

Stk. 7. Afgørelse om beslaglæggelse træffes af politiet, såfremt den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.

§ 807. Politiet iværksætter beslaglæggelse. Foretages beslaglæggelse på grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring forevises for den, som indgrebet retter sig imod. Foretages beslaglæggelsen efter reglen i § 806, stk. 3, skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.

Stk. 2. Politiet foranlediger ved henvendelse til den, som indgrebet retter sig imod, at en kendelse om edition opfyldes. Rettens kendelse skal på begæring forevises for den pågældende. Afviser den pågældende uden lovlig grund at efterkomme pålægget, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Beslaglægges materiale hos personer, der er omfattet af § 172, kan den pågældende kræve, at det første gennemsyn af materialet skal foretages af retten. § 806, stk. 5, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved rettens gennemsyn. Indtil det første gennemsyn kan ske, opbevares materialet af politiet.

Stk. 4. Har retten afsagt kendelse om beslaglæggelse af en formue eller en del af en formue, jf. § 802, stk. 3, skal politiet sørge for, at der beskikkes en værge til at bestyre den beslaglagte formue. Politiet lader kendelsen om beslaglæggelse tinglyse efter reglerne i tinglysningslovens § 48. Kendelsen forkyndes for tiltalte efter reglerne i § 159.

Stk. 5. Genstande, som kommer i politiets besiddelse som følge af beslaglæggelse eller pålæg om udlevering, skal snarest muligt optegnes og mærkes. Politiet skal på begæring udstede kvittering for modtagelsen.

§ 807 a. Samme beføjelser til beslaglæggelse som politiet, jf. § 806, stk. 3, har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold. Det beslaglagte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for beslaglæggelsen. Politiet forelægger sagen for retten i overensstemmelse med § 806, stk. 3, 2. pkt., medmindre det beslaglagte inden udløbet af 24 timer udleveres til den, mod hvem indgrebet er foretaget, eller denne meddeler skriftligt samtykke til beslaglæggelse i overensstemmelse med § 806, stk. 7.

§ 807 b. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, medfører, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan foretages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med indgrebets formål.

Stk. 2. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, har, indtil der træffes afgørelse efter § 807 d, stk. 2 og 3, samme retsvirkning som arrest, jf. kapitel 56.

Stk. 3. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, medfører, at tiltalte er uberettiget til at råde over formuen. Kreditorforfølgning kan alene foretages med hensyn til krav mod tiltalte, som bestod, før kendelsen om beslaglæggelse blev afsagt.

§ 807 c. Indtil sagens afgørelse kan begæring om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelse fremsættes over for retten af den, der har interesse heri. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, efter at de, som har interesse i afgørelsen, har haft adgang til at udtale sig.

§ 807 d. Rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres. Er der tvist om, til hvem tilbagelevering skal ske, kan retten efter begæring træffe bestemmelse om, til hvem beslaglagt gods skal udleveres. Afgørelsen træffes ved kendelse.

Stk. 2. Gods, der er beslaglagt efter § 802, stk. 2, eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2, anvendes først til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og dernæst bødekrav. Retten kan undtagelsesvis træffe bestemmelse om en afvigende rækkefølge for fyldestgørelse.

Stk. 3. Afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods til fyldestgørelse af de i stk. 2 nævnte krav træffes efter begæring ved kendelse. Det samme gælder, hvis der efterfølgende opstår spørgsmål med hensyn til kendelsens fortolkning. Afgørelsen har retsvirkning som udlæg, jf. § 526, stk. 2. Sluttes sagen ved påtaleopgivelse eller frifindelse, bortfalder beslaglæggelsen.

Stk. 4. Nægter retten forfølgning af et erstatningskrav under straffesagen, jf. § 991, stk. 4, og § 992, stk. 1, kan retten i forbindelse hermed bestemme, at en beslaglæggelse til sikring af dette krav bevarer sin gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2, indtil erstatningsspørgsmålet er afgjort, forudsat at der inden 4 uger anlægges sag i den borgerlige retsplejes former eller indgives ansøgning i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Fastsættes der herefter et erstatningskrav, kan den ret, der har afsagt dom i straffesagen, efter begæring af forurettede bestemme, at erstatningskravet helt eller delvis skal fyldestgøres af provenuet fra det beslaglagte gods, herunder at fyldestgørelse skal ske forud for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation og bødekrav. Denne afgørelse har retsvirkning som udlæg, jf. § 526, stk. 2. Sagen behandles i strafferetsplejens former.

Stk. 5. Beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, bortfalder, når tiltalte ikke længere unddrager sig forfølgning, medmindre der er bestemte grunde til at antage, at tiltalte på ny vil unddrage sig forfølgningen. Afgørelse om beslaglæggelsens bortfald træffes af retten ved kendelse.«

23. Efter kapitel 75 indsættes:

»Kapitel 75 a

§ 812. Fotografier af en mistænkt må kun forevises for personer uden for politiet, såfremt

Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet.

§ 813. Fotografier af en person, der ikke er mistænkt, må kun forevises for personer uden for politiet efter reglerne i § 814 eller § 815.

§ 814. Forevisning af fotografier af forurettede og andre vidner, der ikke har samtykket, så vidt muligt skriftligt, i forevisningen, må kun ske, såfremt

Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af retten ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at forevise fotografiet. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Politiet skal vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller 3, skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig.

§ 815. Forevisning af fotografier, som opbevares af politiet med henblik på senere identifikation, jf. § 792 f, må uden for de tilfælde, der er omfattet af § 812 eller § 814, kun ske, såfremt efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og den fotograferede

Stk. 2. Afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet.

§ 816. Forevisning af fotografier som nævnt i §§ 812-815 må ikke ske, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved forevisning af fotografier.

§ 817. Forevisning af en mistænkt for personer uden for politiet (direkte konfrontation) må kun foretages, såfremt

Stk. 2. Forevisning af en sigtet i en konfrontationsparade for personer uden for politiet må dog kun foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 3. Forevisning af en mistænkt ved direkte konfrontation eller i en konfrontationsparade kan ske uden for de tilfælde, der er omfattet af stk. 1 og 2, såfremt den pågældende giver samtykke hertil. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt.

Stk. 4. Forevisning af en mistænkt ved direkte konfrontation eller i en konfrontationsparade må ikke ske, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 5. Afgørelser om forevisning af en mistænkt som nævnt i stk. 1-3 træffes af politiet.

Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af konfrontationsparade.

§ 818. Politiet må kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, såfremt

Stk. 2. Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 må dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet.

§ 819. Er der særlig bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, såfremt dette må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Stk. 2. Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi af den pågældende.

Stk. 3. Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet.«

24. Kapitel 75 b ophæves.

25. § 1002 affattes således:

»§ 1002. Efter at dom er afsagt, finder reglerne i kapitel 74 om beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes af den ret, som har afsagt dommen i 1. instans, og der skal i forbindelse hermed træffes afgørelse om, hvordan det beslaglagte skal anvendes, jf. § 807 d, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Har den, som er idømt ubetinget fængsel i 8 måneder eller mere, unddraget sig straffuldbyrdelsen, kan hans formue beslaglægges efter reglerne i kapitel 74. Foruden i de i § 807 d, stk. 5, nævnte tilfælde bortfalder beslaglæggelsen, når der er gået 10 år fra dommens afsigelse, medmindre retten efter begæring undtagelsesvis beslutter at opretholde den.«

26. I § 1017 b, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Ved forevisning af fotografier af forurettede finder § 814 og § 816 dog anvendelse.«

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1999.

Stk. 2. Retsplejelovens § 133, stk. 5, 3. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, finder anvendelse i sager, hvor første prøvesag er udført den 1. april 1996 eller senere.

Stk. 3. Retsplejelovens § 807 d som affattet ved denne lovs § 1, nr. 22, finder anvendelse i sager, hvor dom i 1. instans afsiges efter lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Fotografier, der er optaget i medfør af § 792 a, og som ved lovens ikrafttræden opbevares af politiet med henblik på senere identifikation, kan fortsat anvendes med henblik på forevisning som nævnt i retsplejelovens § 815, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 23, uanset betingelserne i § 815, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, ikke er opfyldt.

Side

1. Indledning 10

1.1. Lovforslagets formål 10

1.2. Oversigt over lovforslagets indhold 10

1.3. Ikke udtømmende regulering af straffeprocessuelle tvangsindgreb 11

1.4. Pejling og brug af ID-hunde 12

1.5. Indhentelse af teleoplysninger om brug af mobiltelefoner 12

1.6. Godtgørelse til ransagningsvidner 13

2. Beslaglæggelse og edition 13

2.1 Gældende ret 13

2.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag 14

2.3. Justitsministeriets overvejelser 14

2.3.1. Indledning 14

2.3.2. Underretning af sigtede om retsmøder 14

2.3.3. Beslaglæggelse med henblik på konfiskation 15

2.3.4. Formuebeslag 16

2.3.5. Beslaglæggelse hos journalister m.fl. 16

2.3.6. Økonomisk godtgørelse i forbindelse med edition i særlige tilfælde 17

2.3.7. Kompetencen til at træffe afgørelse om beslaglæggelse 17

2.3.8. Editionspålæg mod personer i udlandet 18

2.3.9. Ophør af beslaglæggelse. Tvister om udlevering af beslaglagte genstande. Anvendelse af beslaglagt gods 18

3. Fotoforevisning 19

3.1. Gældende ret 19

3.1.1 Optagelse og opbevaring af personfotografier med henblik på senere identifikation af de pågældende 19

3.1.2 Forevisning af personfotografier optaget med henblik på senere identifikation af de pågældende 20

3.1.3 Forevisning af andre fotografier 20

3.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag 20

3.2.1 Personfotografier fra verserende sager 21

3.2.2 Personfotografier fra afsluttede sager 21

3.2.2.1. Den fotograferede person er mistænkt 21

3.2.2.2. Den fotograferede person er ikke konkret mistænkt 22

3.2.2.3. Fotografier af forurettede og andre vidner 23

3.2.3. Regulering af fremgangsmåden ved forevisning af personfotografier 23

3.3. Justitsministeriets overvejelser 24

4. Konfrontation 25

4.1. Gældende ret 25

4.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag 26

4.2.1. Betingelserne for iværksættelse af konfrontation 26

4.2.2. Gennemførelse af konfrontation 27

4.3. Justitsministeriets overvejelser 28

5. Efterlysning 29

5.1. Offentlige efterlysninger 30

5.1.1 Gældende ret 30

5.1.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag 30

5.1.2.1. Betingelserne for anvendelse af offentlige efterlysninger 30

5.1.2.2. Fremgangsmåden ved anvendelse af offentlige efterlysninger 32

5.1.3. Justitsministeriets overvejelser 33

5.2. Interne efterlysninger 33

5.2.1. Gældende ret 33

5.2.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag 34

5.2.3. Justitsministeriets overvejelser 34

6. Observation 34

6.1. Gældende ret 34

6.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag 35

6.2.1. Observation med optisk udstyr af personer, der befinder sig på ikke frit tilgængeligt sted (kvalificerede indgreb) 35

6.2.1.1 Opdeling af de kvalificerede indgreb 35

6.2.1.2 Kriminalitets- og indikationskrav 35

6.2.1.3 Mistankekrav 36

6.2.1.4 Kompetence og »periculum in mora« 36

6.2.1.5 Underretning om foretagne indgreb 37

6.2.1.6 Betydningen af samtykke fra den, der har rådighed over det ikke frit tilgængelige sted 37

6.2.2. Observation af personer på frit tilgængeligt sted eller uden anvendelse af optisk udstyr (ikke kvalificerede indgreb) 38

6.3. Justitsministeriets overvejelser 39

7. Ændring af prøvesagsordningen for advokater 40

7.1. Gældende ret 40

7.2. Advokatrådets forslag 40

7.3. Justitsministeriets overvejelser 41

8. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v. 41

9. Hørte myndigheder m.v. 41

Formålet med lovforslaget er - på baggrund af Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning - at foretage en revision og modernisering af retsplejelovens regler herom, jf. pkt. 2.

Formålet med lovforslaget er endvidere at regulere politiets anvendelse af fotoforevisning, konfrontation, offentlig efterlysning og observation. Disse efterforskningsskridt er i dag ulovregulerede. Denne del af lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1298/1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation. Der henvises herom til pkt. 3 (fotoforevisning), pkt. 4 (konfrontation), pkt. 5 (efterlysning) og pkt. 6 (observation).

Endelig foreslås en ændring af retsplejelovens § 133 om advokaters mulighed for at opnå møderet for landsret og Sø- og Handelsretten i København (prøvesagsordningen), jf. pkt. 7.

Herudover indeholder lovforslaget enkelte ændringer af retsplejeloven af redaktionel karakter.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 177, der blev fremsat den 4. februar 1998. Der henvises herom til Folketingstidende 1997-98, 1. samling, Tillæg A, s. 3370 ff. Det tidligere fremsatte lovforslag indeholdt bl.a. bestemmelser om dommeres habilitet ved varetægtsfængsling under domsforhandlingen i retshåndhævelsesøjemed. Disse bestemmelser er ikke medtaget i dette lovforslag. Spørgsmålet om udformning af bestemmelser herom drøftes med repræsentanter for domstolene, anklagemyndigheden og forsvarsadvokaterne, og der vil eventuelt blive fremsat lovforslag herom senere i denne folketingssamling. Herudover svarer lovforslaget med få ændringer af overvejende teknisk karakter til det tidligere fremsatte lovforslag.

Lovforslagets regler om beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation svarer i alt væsentligt til de to lovudkast, som er udarbejdet af Strafferetsplejeudvalget og medtaget i de to ovennævnte betænkninger. På de punkter, hvor der har været uenighed i udvalget, er lovforslaget udformet i overensstemmelse med de af udvalgets flertal fremsatte forslag. Der er herudover på enkelte punkter foretaget ændringer i forhold til Strafferetsplejeudvalgets forslag. Der er nærmere redegjort herfor nedenfor i tilslutning til de almindelige bemærkninger om de enkelte efterforskningsskridt.

Lovforslaget indeholder forslag til nye og moderniserede regler om beslaglæggelse og edition, der i deres nuværende form i det væsentligste stammer helt tilbage fra procesreformen i 1916. Reglerne foreslås placeret i retsplejelovens kapitel 74. Dette indebærer en samling af reglerne om beslaglæggelse og edition, der hidtil har været placeret i kapitlerne 74 og 75 b. Reglerne om beslaglæggelse efter dom foreslås dog bevaret som § 1002 i retsplejelovens kapitel 90 om fuldbyrdelse af domme i straffesager.

Lovforslaget indeholder et forslag til et nyt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt. I dette kapitel er der forslag til regler om politiets anvendelse af henholdsvis fotoforevisning, konfrontation og efterlysning som led i efterforskningen.

Der foreslås en lovregulering af fotoforevisning, hvor der sondres mellem tre forskellige situationer: 1) politiet foreviser et foto af en person, der konkret er mistænkt i den sag, der efterforskes, 2) politiet foreviser fotografier fra fototeket (fotografier, der er optaget i forbindelse med en tidligere sag med henblik på senere identifikation af de pågældende), uden at de viste personer er konkret mistænkt i den sag, der nu efterforskes og 3) politiet foreviser et foto af forurettede eller andre vidner. Der foreslås samtidig en ændring af retsplejelovens § 745, stk. 3, således at forsvareren får adgang til at være til stede, når der gennemføres en fotoforevisning, som må formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen.

Med hensyn til konfrontationer foreslås det at lovregulere både den direkte konfrontation, hvor der alene forevises én mistænkt for et vidne, og konfrontationsparader, hvor en mistænkt forevises for et vidne i en opstilling (parade) sammen med et antal figuranter (dvs. personer, der klart ikke kan sættes i forbindelse med lovovertrædelsen).

For så vidt angår politiets anvendelse af efterlysning foreslås forskellige regler afhængig af formålet med efterlysningen. Der sondres således mellem 1) offentliggørelse af signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand og 2) efterlysning med angivelse af identitet.

I retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelelseshemmeligheden foreslås det at placere en ny regel, der skal regulere politiets adgang til at foretage observation på ikke frit tilgængeligt sted. Med udgangspunkt i følgende momenter: 1) karakteren af den lokalitet, der konkret er tale om at observere, 2) placeringen af det apparat, der skal anvendes i det konkrete tilfælde, og 3) karakteren af det apparat, der bliver tale om at anvende, er reglen udformet således, at der sondres mellem en kvalificeret, en mere kvalificeret og en særlig kvalificeret form for observation. Kapitel 71 vil herefter omfatte regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden og om observation.

For alle de foreslåede bestemmelser om tvangsindgreb gælder, at betingelserne for at kunne foretage indgrebet er fastsat i overensstemmelse med den systematik, der er anvendt ved den seneste lovgivning om straffeprocessuelle tvangsindgreb. Betingelserne er dermed fastlagt i krav til den lovovertrædelse, mistanken vedrører (kriminalitetskrav), krav til mistankens styrke (mistankekrav), krav til indgrebets betydning for efterforskningen (indikationskrav) og regler om, hvilken myndighed - retten eller politiet - der kan træffe afgørelse om indgrebet (kompetencekrav).

Endvidere indeholder lovforslaget en ændring af prøvesagsordningen for advokater. Det foreslås, at de to prøvesager, der skal føres med henblik på at opnå møderet for landsretterne og Sø- og Handelsretten, for fremtiden skal kunne føres for to forskellige retter. Det foreslås endvidere, at 3-års fristen for udførelsen af anden prøvesag forlænges til en 5-års frist.

Endelig indeholder lovforslaget som nævnt enkelte redaktionelle ændringer af retsplejeloven.

Strafferetsplejeudvalget blev nedsat den 16. januar 1968 med den opgave at gennemgå den del af retsplejelovens regler om strafferetsplejen, der vedrører tidsrummet forud for tiltalens rejsning og forberedelsen af domsforhandlingen. I overensstemmelse med sit kommissorium har udvalget i en række betænkninger beskæftiget sig med den del af straffeprocessen, der også betegnes efterforskningsstadiet, herunder ikke mindst de såkaldte »straffeprocessuelle tvangsindgreb«.

Straffeprocessuelle tvangsindgreb er betegnelsen for en del af de midler, som politiet tager i anvendelse under efterforskningen. Det er midler, hvorved politiet under sagens forberedelse for at skaffe eller sikre oplysninger i sagen eller for på anden måde at fremme strafforfølgningen og kriminalitetsbekæmpelsen påtvinger sigtede eller andre indgreb i deres private interessesfære. Det kan være indgreb f.eks. i de pågældendes frihed, fred, ære eller ejendomsret. Indgrebene sker på en sådan måde, at politiets handlinger ville være strafbare, hvis de ikke netop skete som led i en efterforskning og derfor på grund af det overordnede formål - opklaring og bekæmpelse af kriminalitet - var gjort lovlige. F.eks. ville politiets anholdelse af en person være strafbar som frihedsberøvelse, hvis anholdelsen ikke var særlig hjemlet under nærmere angivne omstændigheder.

Strafferetsplejeudvalget har afgivet 13 betænkninger, senest betænkning nr. 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation. Med afgivelsen af den seneste betænkning har Strafferetsplejeudvalget for så vidt afsluttet sin opgave med gennemgang og revision af retsplejelovens regler om straffesagers forberedelse, før tiltale rejses.

Strafferetsplejeudvalget har flere gange, senest i bet. 1298/1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation, s. 17-18, tilkendegivet, at der i retsplejeloven så vidt muligt bør opstilles et udtømmende katalog over de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Udvalget finder således, at det bør være den overvejende hovedregel, at anvendelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb er forbudt, medmindre anvendelsen særlig er tilladt. Udvalget har derfor overvejet, om der ud over de områder, der foreslås reguleret i dette lovforslag, er andre anvendte straffeprocessuelle tvangsindgreb, hvor en regulering bør overvejes. Udvalget har hertil anført, at der ikke for udvalget foreligger oplysninger om, at der er sådanne andre ulovregulerede efterforskningsmidler.

Udvalget gør imidlertid opmærksom på, at retsplejelovens bestemmelser vanskeligt vil kunne udformes på en sådan måde, at de til enhver tid udtømmende gør op med anvendelsen af alle straffeprocessuelle tvangsindgreb. Det kan således ikke udelukkes, at der med tiden, navnlig i kraft af den teknologiske udvikling, vil kunne tages nye former for efterforskningsskridt i brug, som vil være omfattet af definitionen på straffeprocessuelle tvangsindgreb.

Udvalget understreger, at selv efter en gennemførelse af dette lovforslag vil spørgsmålet om tilladeligheden af andre efterforskningsskridt, som måtte opfylde definitionen på et straffeprocessuelt tvangsindgreb, ikke kunne afgøres alene på grundlag af en modsætningsslutning fra de lovhjemlede indgreb. Udvalget finder dog, at den så vidt muligt fuldstændige lovregulering af de straffeprocessuelle tvangsindgreb, som er tilsigtet med udvalgets forslag, tillige vil få den betydning, at kravene til tilladeligheden af også enkeltstående anvendelser af andre straffeprocessuelle tvangsindgreb skærpes, ligesom en mere almindelig anvendelse af nye straffeprocessuelle tvangsindgreb må forudsætte en kommende lovregulering af disse.

Justitsministeriet kan tilslutte sig disse synspunkter. Justitsministeriet vil i øvrigt løbende følge udviklingen og i den forbindelse tage stilling til spørgsmålet om lovregulering af eventuelle nye straffeprocessuelle tvangsindgreb.

I forbindelse med udarbejdelsen af dette lovforslag har Justitsministeriet overvejet, om der er andre af politiet almindeligt anvendte, ulovregulerede efterforskningsmidler, der - uanset de ikke har karakter af egentlige straffeprocessuelle tvangsindgreb - bør lovreguleres som følge af deres i øvrigt store lighed med straffeprocessuelle tvangsindgreb. Justitsministeriet har navnlig overvejet politiets brug af pejling og ID-hunde.

Ved pejling forstås, at politiet monterer pejleudstyr på en genstand, f.eks. en bil, som politiet formoder kan være lastet med narkotika, med henblik på at kunne følge genstandens bevægelser på afstand. For en umiddelbar betragtning har pejling visse lighedspunkter med observation og aflytning. Ved hjælp af teknisk udstyr opnår politiet en viden, som normalt forudsætter, at man fysisk er til stede.

Pejling giver imidlertid ikke mulighed for at optage billeder eller aflytte samtaler. Pejling har nærmest karakter af en »skygning« under anvendelse af tekniske hjælpemidler. Indgrebet ses derfor heller ikke at være af så væsentlig og indgribende karakter, at det bør sidestilles med andre efterforskningsmidler, der er reguleret i retsplejeloven.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke anledning til at foreslå en lovregulering af politiets anvendelse af pejling.

Det bemærkes, at Vestre Landsret den 16. september 1996 har afsagt en kendelse om pejling (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1496). Landsretten fandt, at monteringen og anvendelsen af elektronisk sporingsudstyr på en mistænkts bil (pejling) ikke var et straffeprocessuelt tvangsindgreb. Efter landsrettens opfattelse var der tale om skygning under anvendelse af tekniske hjælpemidler, og et sådant efterforskningsskridt krævede ikke lovhjemmel og dermed heller ikke forudgående indhentelse af rettens kendelse.

ID-hunde bruges til at undersøge, hvorvidt et lugtspor stammer fra en bestemt person. Metoden går i korthed ud på, at særlig trænede hunde sammenligner et lugtspor, f.eks. et lugtspor på en efterladt genstand på et gerningssted, med flere forskellige sammenligningslugtspor. Sammenligningslugtsporene afsættes dels af den mistænkte dels af »figurantpersoner« på helt ens stålrør. ID-hunden er trænet til at markere ved et stålrør, såfremt lugtsporet på stålrøret svarer til lugtsporet på den pågældende genstand. Bevisværdien af en gennemført sporsammenligning - hvad enten denne taler til fordel eller ulempe for den sigtede - vil i sidste ende bero på domstolenes konkrete vurdering.

Optagelsen af sammenligningslugtspor, hvor en person skal røre ved et stålrør, er omfattet af reglerne om legemsbesigtigelse i retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at lovregulere politiets foretagelse af sporsammenligning. Sporsammenligning har alene karakter af en teknisk undersøgelse, og der foretages ikke herved noget indgreb over for den mistænkte. Sporsammenligning kan efter Justitsministeriets opfattelse sidestilles med politiets sammenligning af fingeraftryk. Rigsadvokaten har ved meddelelse nr. 2/1998 af 11. februar 1998 fastsat administrative regler om brugen af ID-hunde.

Det bemærkes, at Østre Landsret den 11. april 1997 har afsagt en kendelse om foretagelse af en såkaldt sportest på grundlag af lugtspor (jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 985). Sagen drejede sig bl.a. om overtrædelse af våbenloven. Politiet ønskede at foretage en sportest på en revolver på basis af tiltaltes huddufte. Tiltalte protesterede mod at medvirke hertil. Landsretten tillod indgrebet, der blev anset som en legemsbesigtigelse, jf. retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 1.

Højesteret har den 7. maj 1997 (jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1021) afsagt kendelse i en sag, hvor anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 3, anmodede om tilladelse til at indhente oplysning om, hvilke mobiltelefoner der i et bestemt tidsrum havde været sat i forbindelse med hinanden via de sendemaster, der geografisk dækkede en bestemt adresse og et område inden for 1 kilometers afstand fra den nævnte adresse. Højesteret fandt, at der ikke er den fornødne hjemmel i § 780, stk. 1, nr. 3, til at indhente de nævnte teleoplysninger. Som begrundelse herfor henviste Højesteret til den manglende mulighed for nærmere afgrænsning af samtaleregistreringer vedrørende mobiltelefoner. Det var under sagen oplyst, at en kendelse, der tillod politiet at indhente de nævnte oplysninger, i den konkrete sag ville omfatte 25.000-30.000 telefonsamtaler.

I forlængelse af Højesterets kendelse har Rigsadvokaten over for Justitsministeriet anbefalet, at der skabes lovhjemmel for at indhente de teleoplysninger, der er omhandlet i Højesterets kendelse.

Justitsministeriet har overvejet i dette lovforslag at medtage et forslag, der skaber hjemmel til at indhente de teleoplysninger, der omhandles i Højesterets kendelse. Justitsministeriet finder imidlertid, at der er behov for nærmere overvejelser af forslaget, herunder navnlig overvejelser om, hvordan en sådan hjemmel nærmere skal udformes for at tage højde for den teknologiske udvikling. Rigsadvokaten er enig heri.

Justitsministeriet finder det derfor rigtigst, at spørgsmålet indgår i overvejelserne i udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, der er nedsat den 21. oktober 1997. Dette udvalg skal efter sit kommissorium bl.a. overveje ændringer af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden i lyset af de nye telekommunikationsformer.

Når politiet skal foretage en ransagning af f.eks. en bolig, og den person, der har rådighed over boligen, træffes til stede, har den pågældende efter retsplejelovens § 798, stk. 2, krav på, at et af denne udpeget vidne er til stede under ransagningen, medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige hensyn taler herimod. Hvis ingen træffes til stede, når ransagningen skal foretages, skal politiet efter § 798, stk. 3, så vidt muligt tilkalde to vidner til at overvære ransagningen.

Personer, der tilkaldes for at være vidner til en ransagning, har i modsætning til vidner, der afgiver forklaring i retten, eller personer, som efter indkaldelse afgiver forklaring til politiet, ikke krav på vidnegodtgørelse.

Til de sidstnævnte vidner udbetales således vidnegodtgørelse efter retsplejelovens § 188, jf. bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987. Vidnegodtgørelsen er på 40 kr. for hver påbegyndt periode af 2 timer, den pågældende i anledning af vidnepligten må være borte fra hjemmet, dog mindst 80 kr. Må det antages, at et vidne har haft udgifter eller tab, der overstiger standardtaksterne, kan retten - hvis omstændighederne taler for det - give vidnet en særlig godtgørelse herfor. Herudover ydes godtgørelse for transportomkostninger.

Retsplejeloven indeholder ikke en tilsvarende hjemmel til udbetaling af godtgørelse til ransagningsvidner.

I forbindelse med behandlingen en konkret sag er Justitsministeriet blevet opmærksom på, at der i praksis i visse tilfælde er blevet udbetalt vidnegodtgørelse til ransagningsvidner. Justitsministeriet har på denne baggrund overvejet, om der er behov for at indføre en hjemmel til, at der i særlige tilfælde kan udbetales en godtgørelse til ransagningsvidner.

Opgaven med at fungere som ransagningsvidne har en væsentlig anden karakter end funktionen som vidne i retten eller over for politiet. De sidstnævnte vidner indkaldes i forvejen til at møde et sted, hvortil der efter omstændighederne kan være en ikke ubetydelig transporttid, og der kan - navnlig i forbindelse med retsmøder - herudover være en ventetid. Disse vidner kan derfor være nødt til f.eks. at tage fri fra arbejde en halv eller en hel dag. Som ransagningsvidner udpeger politiet i almindelighed personer, der bor i umiddelbar nærhed af ransagningsstedet (f.eks. naboer), og som uden væsentlig ulempe har mulighed for at være til stede under ransagningen.

På denne baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der er behov for at indføre regler om godtgørelse til ransagningsvidner.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse kan deles i tre grupper efter deres formål:

Ved edition forstås udlevering til eller forevisning til retten af dokumenter og andre ting af betydning for gennemførelsen af en straffesag. Edition er reguleret i retsplejelovens § 827. Der kan ikke gives pålæg om edition i tilfælde, hvor vedkommende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring som vidne, jf. retsplejelovens §§ 169-172 (f.eks. på grund af tavshedspligt, risiko for straf, tab af velfærd eller anden væsentlig skade for vidnet eller vidnets nærmeste samt journalisters kildebeskyttelse). Det er retten, der har kompetence til at træffe afgørelse om edition. Hvis et pålæg om edition ikke efterkommes, kan retten anvende samme tvangsmidler som over for vidner, der nægter at afgive forklaring. Retten kan således f.eks. pålægge en løbende bøde (tvangsbøde) eller lade politiet tage den pågældende i forvaring, indtil pålægget efterkommes (dog højst 6 måneder).

Den del af lovforslaget, der vedrører reglerne om beslaglæggelse og edition, svarer i vidt omfang til gældende ret. Der foretages derfor ikke her en nærmere gennemgang af de gældende regler. Der henvises i stedet til gennemgangen i betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning, s. 9-36. Der er endvidere i begrænset omfang redegjort for gældende ret i tilknytning til Justitsministeriets overvejelser om visse spørgsmål, herunder om ændringer i forhold til Strafferetsplejeudvalgets lovudkast, jf. nedenfor pkt. 2.3.

Strafferetsplejeudvalget har ikke fundet behov for en omfattende reform af reglerne om beslaglæggelse og edition. Den gældende retstilstand er efter udvalgets opfattelse i det store hele tilfredsstillende. Reglerne giver ikke anledning til væsentlige praktiske problemer, og de repræsenterer en god balance mellem hensynet til politiets efterforskning på den ene side og på den anden side hensynet til den enkeltes frihed og rådighedsret.

De gældende regler er imidlertid ikke ændret væsentligt siden gennemførelsen af retsplejeloven af 1916. Reglerne er præget af deres tid og fremtræder i dag vanskeligt overskuelige og til dels ufuldstændige.

Strafferetsplejeudvalget foreslår på denne baggrund, at reglerne revideres som led i den løbende modernisering af de straffeprocessuelle regler. Udvalgets forslag skal derfor ses som en modernisering og præcisering af reglerne, så de bliver mere tilgængelige og nemmere at anvende, og således at de indgår mere naturligt i sammenhæng med retsplejelovens øvrige regler om straffeprocessuelle tvangsindgreb.

Efter udvalgets lovudkast kan beslaglæggelse finde sted inden for tre tilfældegrupper:

Grupperne 1 og 2 modsvares af beslaglæggelse efter den nugældende retsplejelov, henholdsvis §§ 824 og 804, mens gruppe 3 modsvares af de nugældende regler om formuebeslag i § 801.

Ud over indførelsen af en ny systematik indebærer lovforslaget som nævnt en del præciseringer og visse mindre ændringer.

De vigtigste af disse ændringer vedrører den form for beslaglæggelse, der ovenfor er betegnet som gruppe 2. Det foreslås her som noget nyt, at der indføres en adgang til at foretage beslaglæggelse til sikkerhed for bødekrav, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2. Dette skal ses i sammenhæng med udviklingen gennem de senere år, hvor der i lovgivningen er blevet lagt stadig stigende vægt på bødesanktionen, således at bødekrav af ganske betydelig størrelse nu er ganske hyppigt forekommende, navnlig i forbindelse med overtrædelser af særlovgivningen. Der kan især nævnes overtrædelser af skatte- og miljølovgivningen. Der er efter udvalgets opfattelse ikke nogen begrundelse for at udelukke, at bødekrav kan sikres ved beslaglæggelse, når dette kan ske med hensyn til f. eks. konfiskationskrav og sagsomkostninger.

Det foreslås endvidere, at beslaglæggelse til sikring af krav på sagsomkostninger, værdikonfiskation, bøde eller erstatning ikke som nu efter dommen skal følges op af et udlæg foretaget af fogedretten. I stedet skal kriminalretten - i forbindelse med straffesagen eller efterfølgende - træffe afgørelse om anvendelse af det beslaglagte gods, jf. de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 807 d, stk. 2 og 3.

Der opnås herved en ikke uvæsentlig forenkling og effektivisering af inddrivelsen af disse krav, idet kriminalretten tager stilling til selve fordringen og på den måde samtidig tilvejebringer det nødvendige grundlag for tvangsauktion, da afgørelsen om anvendelse af det beslaglagte gods har retsvirkning som udlæg.

Da det fortsat vil være en domstol, der træffer afgørelsen, indebærer forslaget ikke nogen forringelse af den tiltaltes retssikkerhed.

Endelig har udvalget overvejet visse ændringer i anledning af gennemførelsen af medieansvarsloven (jf. nu lovbekendtgørelse nr. 85 af 9. februar 1998). Særligt i forbindelse med udvidelsen af kildebeskyttelsesreglerne har udvalget fundet at burde foreslå, at der indføres en beskyttelse for journalister m.fl., der svarer til retsplejelovens § 172.

Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag. Lovforslaget svarer derfor i meget vidt omfang til udvalgets lovudkast.

Der har imidlertid efter offentliggørelsen af Strafferetsplejeudvalgets betænkning i 1991, herunder i forbindelse med høringen over betænkningen, vist sig behov for enkelte ændringer. Disse ændringer redegøres der nærmere for i det følgende. Enkelte ændringer af overvejende redaktionel karakter er alene omtalt i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslaget.

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 748, stk. 1, 2. pkt., skal sigtede ikke underrettes om retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om bl.a. edition eller beslaglæggelse efter retsplejelovens kapitel 75 b, dvs. beslaglæggelse med henblik på sikring af bevismidler, konfiskation eller vindikation (udlevering til den retmæssige ejer).

Begrundelsen for denne bestemmelse er, at formålet med indgrebet ofte vil forspildes, hvis sigtede fik kendskab hertil, før beslaglæggelsen er besluttet.

Strafferetsplejeudvalget har i sit lovudkast alene foreslået en konsekvensændring af § 748 som følge af den ændrede placering af reglerne om beslaglæggelse og edition, således at henvisningen til kapitel 75 b ændres til en henvisning til § 802, stk. 1 og 3. § 802, stk. 1, angår efter udvalgets lovudkast beslaglæggelse hos en mistænkt med henblik på sikring af bevismidler eller konfiskation. § 802, stk. 3, angår beslaglæggelse af en tiltalts hele formue eller en del af denne (formuebeslag), hvis denne har unddraget sig videre forfølgning i sagen.

Under høringen over betænkningen har anklagemyndigheden peget på, at der efter gældende ret heller ikke er pligt til underretning om retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om beslaglæggelse hos tredjemand eller om edition, jf. nu de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens §§ 803 og 804. Anklagemyndigheden har endvidere peget på, at der - som en ændring i forhold til gældende ret - er behov for at kunne undlade underretning af sigtede om retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om beslaglæggelse til sikring af krav på sagsomkostninger, bøder og erstatningskrav, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 802, stk. 2.

Justitsministeriet er enig i, at underretning også i disse tilfælde vil være egnet til at modvirke sagens opklaring eller gennemførelsen af beslaglæggelsen. Det foreslås derfor, at underretning kan undlades, uanset hvilken form for beslaglæggelse eller edition retsmødet angår. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18.

Der findes tre former for konfiskation:

Efter Strafferetsplejeudvalgets lovudkast er reglerne for beslaglæggelse med henblik på konfiskation de samme, uanset hvilken form for konfiskation der er tale om.

Under høringen over betænkningen er det blevet anført fra domstolsside, at det ikke forekommer rimeligt, at beslaglæggelse af en sigtets værdier, som ikke har nogen forbindelse med det strafbare forhold - dvs. værdier, der ikke direkte eller indirekte er udbytte fra et strafbart forhold - men som kun har til formål at sikre et fremtidigt krav på værdikonfiskation, behandles på samme måde som beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation. Det er i stedet foreslået, at beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation behandles på samme måde som beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger eller bøde.

Sondringen vil bl.a. have betydning for den civilretlige virkning af beslaglæggelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 b og bemærkningerne hertil.

Det kan i den forbindelse nævnes, at Højesteret i en kendelse, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 778, har fastslået, at beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation efter gældende ret alene har virkning som arrest. Afgørelsen er omtalt nærmere i bemærkningerne til den foreslåede § 807 b. En arrest sikrer, at sigtede ikke ved sine egne dispositioner over sin formue forringer muligheden for senere fyldestgørelse. En arrest hindrer imidlertid ikke, at sigtedes øvrige kreditorer søger sig fyldestgjort gennem udlæg og efterfølgende tvangsauktion eller ved sigtedes konkurs. I modsætning hertil antages beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation efter gældende ret at være beskyttet mod både sigtedes aftaleerhververe og kreditorer.

Justitsministeriet er enig i, at hensynene bag udbytte- og genstandskonfiskation tilsiger en stærkere beskyttelse af beslaglæggelse i dette øjemed, og at beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation nærmere kan ligestilles med beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger eller bøde. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 802, stk. 2, § 805, stk. 3, § 807 b, stk. 2, § 807 d, stk. 2, og § 1002, stk. 1.

Med denne ændring kan beslaglæggelse ske inden for følgende tre tilfældegrupper (sml. pkt. 2.2. ovenfor):

Efter retsplejelovens § 801, stk. 1, kan beslaglæggelse af en tiltalts formue anvendes som pressionsmiddel med henblik på at sikre den pågældendes tilstedeværelse under domsforhandlingen.

Strafferetsplejeudvalget foreslår denne form for beslaglæggelse opretholdt, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 801, stk. 3.

Efter den gældende bestemmelse omfatter et formuebeslag også aktiver, som den tiltalte senere måtte erhverve, herunder indtægter af de beslaglagte aktiver, som indgår under beslaglæggelsen.

Efter Strafferetsplejeudvalgets lovudkast skulle formuebeslag fremover kun omfatte formuen på tidspunktet for rettens afgørelse, samt afkast heraf, men derimod ikke aktiver, som tiltalte senere måtte erhverve. Udvalget har begrundet sit forslag med hensynet til at opnå en klarere afgrænsning af, hvilke aktiver der er omfattet af beslaglæggelsen. I forbindelse med høringen over betænkningen er det påpeget, at det ikke er hensigtsmæssigt at afskære muligheden for at beslaglægge aktiver, som den mistænkte senere måtte erhverve. Den gældende regel herom har således ikke givet anledning til problemer i praksis. Justitsministeriet har på den baggrund ikke fundet grundlag for på dette punkt at ændre den gældende retstilstand.

I betragtning af, at der, også inden tiltale rejses, kan bestå en unddragelsesrisiko, kan det overvejes, om der burde indføres en adgang til beslaglæggelse allerede fra et tidligere tidspunkt, f.eks. fra sigtelsen. Dette er også blevet påpeget i forbindelse med høringen over Strafferetsplejeudvalgets betænkning. Udvalget har imidlertid, henset til den begrænsede anvendelse af den hidtidige § 801, ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan skærpelse af reglerne i forhold til gældende ret. Udvalget har herved peget på, at der samtidig foreslås indført en adgang til beslaglæggelse til sikkerhed for bødekrav.

Justitsministeriet er enig i, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at lade reglerne finde anvendelse, inden der er rejst tiltale. Justitsministeriet kan således tilslutte sig den af Strafferetsplejeudvalget foreslåede udformning af bestemmelsen.

2.3.5.1. Som det fremgår af pkt. 2.2. ovenfor, er der i forbindelse med gennemførelsen af medieansvarsloven sket en ændring af retsplejelovens § 172. Der er bl.a. sket en udvidelse af reglerne om kildebeskyttelse, således at betingelserne for meddelelse af vidnepålæg til journalister m.fl. er gjort strengere og mere præcise.

Som en konsekvens af denne lovændring har Strafferetsplejeudvalget foreslået, at der indføres en beskyttelse for journalister m.fl., der svarer til retsplejelovens § 172.

Justitsministeriet er enig i dette forslag, hvorefter der bør gælde en begrænsning med hensyn til adgangen til at foretage beslaglæggelse hos personer, der efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 802, stk. 4, 2. pkt., og § 803, stk. 2, 2. pkt., samt bemærkningerne til disse bestemmelser.

De foreslåede bestemmelser svarer til de nye regler om ransagning, der er gennemført ved lov nr. 411 af 10. juni 1997, jf. retsplejelovens § 794, stk. 3, 2. pkt., og § 795, stk. 2, 2. pkt.

Det bemærkes, at Udvalget om samarbejdet mellem retterne og pressen i betænkning nr. 1330/1997 (s. 46- 48 og 157-180) har foreslået en udvidelse af kildebeskyttelsen efter retsplejelovens § 172. Justitsministeriet forventer i løbet af kort tid at fremsætte lovforslag på grundlag af betænkningen. En udvidelse af kildebeskyttelsen vil - i kraft af henvisningen til § 172 - også få virkning med hensyn til beslaglæggelse og edition (samt med hensyn til ransagning).

2.3.5.2. Det anføres i betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar (s. 79), at spørgsmålet om videreførelse af de hidtidige regler i presselovens § 14, 3. og 4. pkt., om beslaglæggelse af skrifter hos tredjemand eller postvæsenet - der er ophævet ved lov nr. 348 af 6. juni 1991 om medieansvar - bør indgå i overvejelserne om en revision af retsplejelovens beslaglæggelsesregler.

Efter Justitsministeriets opfattelse omfatter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 803, stk. 1, efter sin ordlyd også beslaglæggelse i de situationer, der var omfattet af de nævnte regler i presseloven. Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at foreslå særlige regler om beslaglæggelse af skrifter hos tredjemand eller hos postvæsenet.

2.3.5.3. Strafferetsplejeudvalget har foreslået, at reglerne om, at det første gennemsyn af papirer skal iværksættes af retten, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 829, generelt ophæves, idet reglerne ikke svarer til den nuværende opgavefordeling mellem retten og politiet under efterforskningen og ikke efterleves i praksis.

I forbindelse med høringen over betænkningen er det imidlertid over for Justitsministeriet anført, at det ved en generel ophævelse af retsplejelovens § 829 ikke vil være muligt for journalister m.v. at beskytte deres kilder i tilfælde, hvor der er uenighed mellem politiet og den, ransagningen er rettet mod, om, hvor vidt det beslaglagte materiale indeholder oplysninger, som den pågældende er fritaget for at afgive forklaring om som vidne.

Justitsministeriet foreslår derfor, at den gældende regel i § 829 bevares, men at reglen begrænses til at finde anvendelse ved beslaglæggelse af materiale hos personer, der er omfattet af vidnefritagelsesreglen i § 172. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807, stk. 3.

Journalisten kan ikke ved at anmode om, at første gennemsyn af materialet skal ske i retten, forhindre, at politiet foretager en foreløbig beslaglæggelse af materialet, idet politiet tager materialet i bevaring, indtil det første gennemsyn kan ske.

I forbindelse med efterforskningen af straffesager kan retten i medfør af retsplejelovens § 827 afsige en kendelse om edition. Ved en kendelse om edition pålægges den person eller myndighed, der har rådighed over dokumenter eller andet materiale, at forevise eller udlevere dette materiale til politiet. Et pålæg om edition forudsætter, at materialet kan have betydning som bevis, bør konfiskeres eller bør tilbageleveres til rette ejer.

Reglerne om edition videreføres i den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 804.

Den gældende retsplejelov indeholder ingen regler om godtgørelse for udgifter i forbindelse med opfyldelse af en editionspligt.

Efter Justitsministeriets opfattelse er edition da også som udgangspunkt en samfundsmæssig pligt, der påhviler enhver. Udgangspunktet skal derfor fortsat være, at personer eller myndigheder, som i medfør af retsplejeloven pålægges at udlevere materiale til politiet, ikke har krav på at få godtgjort eventuelle omkostninger, der er forbundet med at opfylde pålægget.

I enkelte tilfælde er arbejdet med at fremtage dokumenter m.v. for at opfylde et pålæg om edition imidlertid af så omfattende karakter, at det klart overstiger, hvad der med rimelighed kan forlanges foretaget uden vederlag. Dette forhold kan blive endnu mere åbenbart, når der er tale om en person eller myndighed, som ofte stilles over for omfattende krav om edition, f.eks. banker.

I sådanne ekstraordinære tilfælde, hvor opfyldelse af en editionspligt kræver et sådant merarbejde, at det ikke kan indpasses i det daglige arbejde, har politiet enkelte gange efter konkret forudgående aftale dækket merudgifter, der har været forbundet med at opfylde en editionspligt. Det har f.eks. været tilfældet, hvis en bank manuelt skal gennemgå alle checkkopier fra en længere periode for at kunne fremlægge de checks, som politiet ønsker.

Justitsministeriet finder, at udgifterne ved opfyldelse af en editionspligt i sådanne særlige tilfælde bør kunne godtgøres af politiet. I lovforslaget er derfor medtaget en bestemmelse (§ 804, stk. 5), der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler på dette område, herunder f.eks. om betingelserne for at yde godtgørelse, om standardtakster for godtgørelsen, og om betingelser for at yde godtgørelse ud over standardtaksterne.

Det forudsættes, at de administrative regler, der fastsættes, i vidt omfang afspejler den hidtidige praksis for betaling af udgifter ved edition i særlige tilfælde.

Kompetencen til at træffe afgørelse om beslaglæggelse med henblik på sikring af bevismidler, konfiskation eller vindikation (dvs. udlevering til den retmæssige ejer) tilkommer efter gældende ret som hovedregel retten, jf. retsplejelovens § 825, stk. 1. Politiet kan dog træffe bestemmelse om beslaglæggelse, hvis beslaglæggelsens øjemed ville forspildes ved at afvente retskendelse (»periculum in mora«). I så fald skal sagen dog som udgangspunkt inden 24 timer forelægges for retten, der afgør, om beslaglæggelsen skal opretholdes.

Strafferetsplejeudvalget har foreslået, at politiet, hvis det har truffet bestemmelse om beslaglæggelse i en »periculum in mora«-situation, snarest muligt og inden 24 timer skal forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der fra domstolsside peget på, at der ikke kan være behov for rettens efterfølgende prøvelse af beslaglæggelser, medmindre den berørte selv forlanger det. En prøvelse i alle tilfælde, hvor de pågældende f.eks. er fraværende - og derfor ikke kan meddele samtykke til indgrebet - kan føre til en overflødig bureaukratisering med behandling af mange sager, hvor den berørte ikke har indsigelser mod indgrebet.

Ud fra lignende hensyn er det i de nye ransagningsregler fastsat, at politiets »periculum in mora«-indgreb kun skal forelægges retten, hvis den, indgrebet retter sig imod, anmoder om det, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3 (indsat i retsplejeloven ved lov nr. 411 af 10. juni 1997). Politiet skal i så fald snarest muligt og inden 24 timer forelægge sagen for retten. Politiet skal endvidere vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten. Retten afgør herefter ved kendelse, om indgrebet kan godkendes.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der indføres tilsvarende regler for politiets beslaglæggelser i »periculum in mora«-tilfælde. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 806, stk. 3, 2. pkt., og § 807, stk. 1, 3. pkt.

De af Strafferetsplejeudvalget foreslåede regler om automatisk forelæggelse for retten, medmindre der opnås skriftligt samtykke fra den, som indgrebet retter sig imod, foreslås dog opretholdt for så vidt angår beslaglæggelse foretaget af private, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 a, på grund af denne beslaglæggelses særlige karakter. I denne situation kan politiet dog naturligvis vælge at frafalde beslaglæggelsen. Udleverer politiet det beslaglagte inden 24 timer, skal den private beslaglæggelse efter forslaget ikke forelægges for retten.

Anklagemyndigheden har over for Justitsministeriet peget på de særlige problemer, som den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 827, stk. 2, giver anledning til i forbindelse med edition i udlandet.

I praksis har der tidligere været anvendt den fremgangsmåde, at retten har afsagt kendelse om edition uden høring af den i udlandet bosiddende person, der har dokumentet i sin besiddelse. Effektueringen af kendelsen er i stedet blevet betinget af, at den pågældende, forinden editionen gennemføres, vejledes om, at spørgsmålet vil blive genoptaget ved retten, hvis der fremkommer indsigelser. Østre Landsret har imidlertid ved en afgørelse, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 932, fastslået, at høringsreglen i § 827, stk. 2, også finder anvendelse ved edition i udlandet. Ved (utrykt) kendelse af 18. september 1992 (5. afd., nr. 267/1992) har Østre Landsret i en anden sag, hvor begæringen om edition knyttede sig til en international retsanmodning, godkendt, at edition kunne iværksættes, uden at høringsreglen i § 827, stk. 2, var iagttaget.

I tilfælde, hvor editionsbegæringen retter sig mod en i udlandet bosiddende person, følger det af almindelige folkeretlige regler, at en kendelse afsagt af en dansk domstol, som pålægger den pågældende person en pligt til at udlevere dokumenter eller andre genstande til brug ved den strafferetlige forfølgning i Danmark, ikke kan fuldbyrdes i udlandet. Der må i stedet udfærdiges en retsanmodning til det pågældende lands kompetente myndighed med henblik på, at denne i overensstemmelse med landets egne regler kan træffe bestemmelse om edition.

I sådanne tilfælde, hvor en retskendelse skal danne grundlag for en international retsanmodning om edition, træffer retten ikke »afgørelse« om edition, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806. Retten påser blot, at betingelserne for at fremsætte anmodning om edition, jf. § 804 og § 805, er opfyldt.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der i de tilfælde, hvor rettens afgørelse skal danne grundlag for en international retsanmodning om edition, ikke gælder nogen forpligtelse for retten til at foretage partshøring. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806, stk. 6, 3. pkt.

I forbindelse med ophør af beslaglæggelse af genstande med henblik på udbytte- og genstandskonfiskation, vindikation (dvs. tilbagelevering til den retmæssige ejer) eller anvendelse som bevismiddel vil der lejlighedsvis kunne opstå tvivl om genstandens rette ejerforhold. Dette vil formentlig navnlig være tilfældet ved ophør af beslaglæggelse med henblik på vindikation.

Med henblik på denne situation har Strafferetsplejeudvalget foreslået, at politiet skal kunne undlade udlevering og afvente, at en af parterne godtgør sin ret, om nødvendigt efter civilt søgsmål.

Justitsministeriet finder, at den gældende regel i retsplejelovens § 830, hvorefter retten kan træffe bestemmelse om udleveringsspørgsmålet, også efter straffesagens afslutning, giver mulighed for på en hurtigere og mere enkel måde at få afklaret dette spørgsmål, og at reglen derfor bør opretholdes, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 1, 2. pkt. En tilsvarende regel for tiden indtil sagens afgørelse findes i den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 c. Retten skal efter forslaget kun afgøre, hvem der skal have udleveret beslaglagte genstande. Hermed vil retten ikke have taget stilling til ejerforholdet. Der vil således efterfølgende kunne anlægges en civil sag retssag om dette spørgsmål.

Strafferetsplejeudvalget har endvidere foreslået, at det - for så vidt angår beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, værdikonfiskation, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning - gøres til en egentlig del af domsafsigelsen, at der ved dommen træffes afgørelse vedrørende anvendelsen af beslaglagt gods. Hvis sagen sluttes uden dom, skal afgørelsen træffes ved kendelse. Forslaget indebærer bl.a., at domsmænd skal medvirke ved afgørelser om anvendelse af beslaglagt gods, der træffes under domsforhandlingen, men ikke ved afgørelser, der træffes ved kendelse, jf. retsplejelovens § 91, stk. 2.

Justitsministeriet finder det mindre hensigtsmæssigt, at afgørelser om anvendelse af beslaglagt gods skal træffes ved dommen og under medvirken af domsmænd. Domsmænd deltager ikke i øvrigt i afgørelser vedrørende borgerlige krav, der rejses under en straffesag, jf. § 91, stk. 3. Det foreslås derfor, at afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods i stedet skal træffes ved kendelse samtidig med eller i tilslutning til domsafsigelsen. Herved bliver der bl.a også mulighed for, at de berørte, herunder den erstatningssøgende, særskilt kan kære afgørelsen, jf. retsplejelovens § 968.

Der henvises til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 3.

Forevisning af personfotografier til personer uden for politiet vil ofte indgå som et væsentligt led i politiets efterforskning. Når et vidne i forbindelse med beskrivelsen af en mistænkt mener at kunne genkende vedkommende efter foto, kan politiet således forevise vidnet personfotografier med henblik på at fastlægge gerningsmandens identitet.

De fotografier, som politiet foreviser, vil ofte være fotografier af tidligere lovovertrædere optaget til indsættelse i politiets fotosamling med henblik på senere identifikation af de pågældende, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 1, eller § 792 b, stk. 1. Også andre fotografier kan imidlertid tænkes forevist for personer uden for politiet. Det kan f.eks. være tilfældet med fotografier, der indgår som materiale i konkrete sager, f.eks. fotografier af et offers skader eller fotografier optaget som led i skygning af personer. Det samme gælder andre fotografier, som politiet er kommet i besiddelse af, f.eks. fotografier udlånt af en mistænkts familie eller af forurettede.

Politiets mulighed for at forevise personfotografier fra fotosamlinger forudsætter naturligvis, at politiet har ret til at optage og opbevare fotografierne.

Ved lov nr. 332 af 24. maj 1989 er der gennemført en ændring af retsplejelovens regler om politiets legemsindgreb under efterforskning. Ved lovændringen blev spørgsmålet om politiets adgang til at optage og opbevare (registrere) personfotografier med henblik på senere identifikation lovreguleret. Ændringen svarer i alt væsentligt til det lovudkast, som et enigt Strafferetsplejeudvalg fremsatte i betænkning nr. 1104/ 1987 om legemsindgreb under efterforskning.

Efter retsplejelovens § 792 a, stk. 1, kan personfotografier af en sigtet optages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og såfremt indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Herudover kan optagelse af personfotografi med henblik på senere identifikation foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, jf. § 792 b, stk. 1.

Afgørelse om fotografering træffes af politiet, jf. § 792 c, med adgang til domstolsprøvelse efter den almindelige regel i § 746, stk. 1.

Spørgsmålet om opbevaring af personfotografier er indirekte reguleret i § 792 f. Det følger af denne bestemmelse, at politiet ikke må opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet. Fotografier, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres, jf. § 792 f, stk. 3. Et personfotografi af sigtede, der er optaget i forbindelse med efterforskningen af et forhold, som den sigtede senere frifindes for, eller hvor påtale opgives, skal således destrueres, også selv om den pågældende findes skyldig i et andet forhold, medmindre dette andet forhold i sig selv kunne have begrundet optagelsen.

I praksis opbevares personfotografier optaget med henblik på senere identifikation af de pågældende dels i de lokale politikredse, hvori de er optaget, dels i en central samling under Rigspolitiet (fototeket). Fototekets fotosamling er opdelt i en forevisningssamling, en udlånssamling og en samling i albummer. I forevisningssamlingen findes fotos optaget i Storkøbenhavn, øvrige Nordsjælland, samt Roskilde og Køge. Billederne er placeret i alders- og højdegrupper. I udlånssamlingen findes fotos optaget i samtlige politikredse. Samlingen i albummer består af fotos af gerningsmænd til grovere forbrydelser opdelt efter forskellige forbrydelseskategorier.

I overensstemmelse med Strafferetsplejeudvalgets lovudkast blev spørgsmålet om politiets anvendelse af de registrerede personfotografier ikke reguleret ved den nævnte ændring af retsplejeloven. Udvalget anførte i den forbindelse (jf. bet. 1104/1987, s. 44-45), at spørgsmålet skulle behandles i forbindelse med spørgsmål om offentlig efterlysning, konfrontationer og andre indgreb, der retter sig mod æren (jf. nu betænkning nr. 1298/1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation).

Reguleringen af politiets adgang til at optage og opbevare personfotografier optaget med henblik på senere identifikation af de pågældende har imidlertid betydning for spørgsmålet om politiets adgang til at forevise sådanne personfotografier. Dels forudsættes det i § 792 b, at personfotografier kan anvendes som led i efterforskningen af andre sager end den, hvori fotografiet er optaget, jf. udtrykket »med henblik på senere identifikation«, dels har begrænsningen i politiets adgang til at optage og opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af de pågældende afgørende konsekvenser for den samling af personfotografier, der er til rådighed med henblik på forevisning.

Spørgsmålet om politiets adgang til som led i efterforskningen at forevise personfotografier optaget med henblik på senere identifikation er ikke reguleret i retsplejeloven. Heller ikke i retspraksis er der taget stilling til, under hvilke betingelser forevisning af personfotografier optaget med henblik på senere identifikation kan finde sted. Derimod er spørgsmålet undergivet administrativ regulering i form af forskrifter fra Rigspolitichefen.

Efter de administrativt fastsatte regler stilles der ikke særlige krav til arten af den kriminalitet, som kan begrunde forevisning af personfotografier optaget med henblik på senere identifikation af de pågældende. Også i sager om mindre grov kriminalitet kan forevisning af sådanne personfotografier komme på tale. Det må dog antages, at den begrænsning i adgangen til at optage personfotografier med henblik på senere identifikation, som blev gennemført ved lov nr. 332 af 24. maj 1989, jf. herom ovenfor under pkt. 3.1.1., har ændret »karakteren« af de fotografier, som nu findes hos politiet, og dermed gjort adgangen til at forevise personfotografier fra fotosamlinger mindre aktuel i sager om mindre grov kriminalitet.

Da personfotografier optaget med henblik på senere identifikation ofte forevises netop for at identificere en mulig gerningsmand, hvis identitet ikke er politiet bekendt, stilles der ikke særlige krav om, at efterforskningen har antaget så konkret en karakter, at der har kunnet rejses sigtelse mod en bestemt person. Det kræves kun, at en forbrydelse er konstateret eller formodes begået.

Fotografier af personer, hvis sager er afgjort, kan forevises uden særlige indikationskrav (dvs. krav om indgrebets betydning for efterforskningen). Efter Rigspolitichefens forskrifter kan forevisning ske for anmeldere og vidner m.fl. med henblik på udpegning af sigtede og til efterforskningsmæssige formål i øvrigt.

For så vidt angår fotografier af personer, hvis sager ikke er afgjort, kan forevisning i henhold til de administrative forskrifter alene anvendes i forbindelse med den nødvendige efterforskning i den konkrete, verserende sag og internt i politiet i efterforskningsøjemed.

Kompetencen til at træffe beslutning om forevisning af personfotografier tilkommer politiet.

Spørgsmålet om politiets adgang til at forevise personfotografier, som ikke er optaget med henblik på senere identifikation, er hverken undergivet lovregulering eller administrativ regulering. Dette gælder f.eks. adgangen til forevisning af fotografier, som politiet modtager fra private i forbindelse med efterforskning af en konkret sag, og forevisning af fotografier af en forurettet eller andre vidner for en bredere kreds af personer med henblik på at finde frem til eventuelle yderligere vidner.

Strafferetsplejeudvalget finder, at forevisningen af personfotografier, der er optaget med henblik på senere identifikation af de pågældende, ofte vil kunne karakteriseres som et straffeprocessuelt tvangsindgreb. Det samme vil gælde forevisning af andre fotografier, hvis fotografierne indeholder et billede af en mistænkt. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at det kan indebære en krænkelse af privatlivet at få fremvist sit billede med den risiko, at et vidne genkender én og dermed bliver klar over, at man er straffet og måske tillige gerningsmand til den nye forbrydelse.

Som nævnt ovenfor under pkt. 1.3. bør der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse så vidt muligt i retsplejeloven opstilles et udtømmende katalog over straffeprocessuelle tvangsindgreb. Retsplejeloven bør derfor også indeholde regler om forevisning af personfotografier optaget med henblik på senere identifikation.

Er der derimod tale om forevisning af et fotografi af f.eks. offeret for en forbrydelse, vil den pågældende ofte være interesseret i, at forbrydelsen opklares, og vil derfor gerne medvirke til indgrebet. Man kan dog forestille sig specielle situationer, hvor et offer ikke ønsker, at fotografiet forevises for udenforstående, f.eks. hvis offeret ikke ønsker, at offentligheden skal få kendskab til, at offeret har været udsat for en forbrydelse, eller at offeret har befundet sig på gerningsstedet. I denne situation må offerets ret til privatliv afvejes over for hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse. Strafferetsplejeudvalget finder derfor, at også forevisning af fotografier af forurettede og andre vidner bør reguleres i retsplejeloven.

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1.1. er det efter retsplejelovens § 792 f i visse situationer udelukket at opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation. Dette gælder f.eks., hvis den pågældende frifindes. Dermed opstår spørgsmålet, om der skal være mulighed for at anvende fotografiet i andre sager end den, hvori det er optaget, når den sag, hvori billedet er optaget, endnu ikke er afsluttet, og det derfor endnu ikke vides, om den pågældende vil blive dømt i sagen. Spørgsmålet foreligger i forhold til personfotografier optaget i medfør af både retsplejelovens § 792 a, stk. 1, og § 792 b, stk. 1.

Efter de administrative forskrifter fra Rigspolitichefen, der er omtalt ovenfor under pkt 3.1.2., kan fotografier af personer, hvis sager ikke er afgjort, alene anvendes internt i politiet i efterforskningsøjemed og - såfremt fotografiet er optaget i medfør af § 792 a - i forbindelse med den nødvendige efterforskning i den konkrete, verserende sag.

Strafferetsplejeudvalget er enig i, at hensynet til den person, hvis sag endnu ikke er afgjort, bør tillægges betydelig vægt. Heroverfor står imidlertid hensynet til at få opklaret alvorlig kriminalitet. Står politiet f.eks. i en mord- eller voldtægtssag med et fotografi af en sigtet, som ikke tidligere er dømt, og foreligger der samtidig andre uopklarede sager af samme karakter, hvor omstændighederne kunne tyde på, at det var samme gerningsmand, synes der ikke at være afgørende betænkeligheder, der kan begrunde, at politiet ikke skal have mulighed for at anvende fotografiet fra den verserende sag i forbindelse med opklaringsarbejdet i de andre verserende sager.

Efter udvalgets opfattelse bør personfotografier af en mistænkt optaget i medfør af § 792 a, stk. 1, eller § 792 b, stk. 1, i en endnu ikke afsluttet sag derfor kunne anvendes til forevisning i andre sager, hvor der kan være god grund til at undersøge, om gerningsmanden er den samme som i den sag, hvori den pågældende er blevet fotograferet. Det samme bør gælde for andre fotografier, som politiet er kommet i besiddelse af. Derimod bør disse fotografier ikke indgå i politiets fotosamlinger.

Fotografier af en person, der ikke konkret er mistænkt for anden ny kriminalitet, bør derimod kun kunne anvendes til forevisning i andre sager, når opbevaringskriteriet (domfældelse) er opfyldt. Der henvises til det nedenfor under pkt. 3.2.2.2. anførte.

Er et personfotografi, der er optaget med henblik på senere identifikation, anvendt i en anden sag, mens den sag, hvori det er optaget, endnu verserer, og sker der senere frifindelse eller påtaleopgivelse, kan der i forbindelse med en eventuel erstatningssag tages hensyn til den krænkelse, som forevisning af fotografiet måtte have påført den pågældende, jf. herved retsplejelovens § 1018 b.

Det tvangsindgreb, der består i anvendelse og forevisning af fotografier, kan rettes enten mod en mistænkt person eller en ikke mistænkt person. Det er udvalgets opfattelse, at betingelserne for forevisning af fotografier bør afhænge af, om den, der tidligere er blevet fotograferet, er mistænkt eller ej i forbindelse med den kriminalitet, der nu efterforskes.

De fotografier, som politiet foreviser i senere sager, vil navnlig være personfotografier optaget med henblik på senere identifikation, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 1, eller § 792 b, stk. 1. Der kan dog også blive tale om at forevise andre fotografier, som politiet er i besiddelse af.

Strafferetsplejeudvalget foreslår, at fotografier af en person, der konkret er mistænkt i den nu foreliggende sag, skal kunne forevises for udenforstående, når der er tale om efterforskning af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.

Som krav til indgrebets betydning for efterforskningen (indikationskravet) foreslås, at forevisning kun må foretages, såfremt det må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Betingelserne for fotoforevisning vil herefter i dette tilfælde svare til de betingelser, der efter retsplejelovens § 792 a, stk. 1, gælder for bl.a. optagelse af personfotografi med henblik på senere identifikation.

Betingelserne for forevisning for udenforstående af fotografier af personer, der ikke konkret er mistænkt i forbindelse med den nu foreliggende sag, bør efter udvalgets opfattelse fastsættes på en sådan måde, at det markeres, at et sådant indgreb anses for væsentligt mere alvorligt end det indgreb, der består i forevisning af fotografier af en mistænkt.

Kriminalitetskravet for forevisning af sådanne fotografier foreslås derfor skærpet, således at forevisning af billeder af ikke konkret mistænkte personer kun må ske, såfremt det sker som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Herved fastsættes kriminalitetskravet i overensstemmelse med det tilsvarende krav i § 792 b, stk. 1.

At få forevist sit billede for udenforstående i forbindelse med efterforskning af en lovovertrædelse er et væsentligt indgreb. Udvalget foreslår derfor ud over det skærpede kriminalitetskrav, at den pågældende tillige tidligere skal være fundet skyldig i en lovovertrædelse af en vis kvalificeret karakter, der generelt kan berettige til den senere benyttelse af et billede af den pågældende til forevisning i forbindelse med efterforskning af kriminalitet.

Udvalget har i den forbindelse overvejet, hvor længe et billede af en tidligere straffet bør kunne anvendes til fotoforevisning, når der ikke er registreret ny kriminalitet vedrørende den pågældende. Efter de gældende administrative forskrifter må personfotografier optaget med henblik på senere identifikation opbevares i 10 år, hvorefter de skal destrueres.

Rigspolitichefen har over for udvalget oplyst, at 10- årsfristen blev indført i fototeket i midten af 1970'erne som følge af, at opbevaringskapaciteten var nået og ikke kunne udvides. Tidligere blev personfotografier opbevaret, indtil personen afgik ved døden. I 1986 blev opbevaringstiden i forevisningssamlingen ændret til at være 5 år plus løbende år. Dette skete på grund af, at de største grupper i samlingen indeholdt så mange fotografier, at vidnerne »kørte træt«, inden grupperne var set færdige. Dertil kommer, at et vidne, der ofte kun har set en gerningsmand i et kort øjeblik, kan have vanskeligt ved at genkende personer på fotografier, der er op til 10 år gamle. Opbevaringstiden i udlånssamlingen er fortsat 10 år. Rigspolitichefen anser det for meget væsentligt, at personfotografier fortsat kan opbevares af politiet i 10 år, idet også et op til 10 år gammelt fotografi kan være anvendeligt for politiet i en eftersøgnings- og genkendelsessituation. En kortere, generel opbevaringstid for optagne personfotografier vil således kunne forringe politiets efterforskningsmæssige udbytte af at anvende fotografier.

Heroverfor står imidlertid, at det kan være krænkende for den person, hvis fotografi er optaget i politiets forevisningssamling, såfremt den pågældende i en længere årrække bliver fremvist for vidner, med de genkendelsesmuligheder som det indebærer, navnlig hvis den pågældende ikke siden har begået kriminalitet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at den periode, hvor et fotografi kan forevises for personer uden for politiet, uanset at den pågældende ikke konkret er mistænkt i forbindelse med den nu efterforskede kriminalitet, fastsættes forskelligt alt efter den tidligere lovovertrædelses karakter. Det foreslås således, at forevisning for personer uden for politiet kun må ske, såfremt den fotograferede inden for de seneste 5 år er fundet skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Reglen er ikke til hinder for, at politiet kan opbevare fotografierne i indtil 10 år eller mere og anvende dem internt i efterforskningen, når blot fotografierne ikke forevises for personer uden for politiet, medmindre den pågældende konkret er mistænkt.

Er den pågældende fundet skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, finder udvalget dog, at fotografierne bør kunne forevises for personer uden for politiet i indtil 10 år efter afgørelsen. I disse tilfælde vil straffen således typisk være af længerevarende karakter. Ofte vil den pågældende derfor kun netop være løsladt fra afsoning - eller slet ikke løsladt endnu - når der er forløbet 5 år. En regel om, at fotografiet også i sådanne sager alene kan anvendes i en periode på 5 år fra den seneste afgørelse, ville således indebære, at fotografier af personer, der er dømt for meget alvorlige forbrydelser, f.eks. visse sædelighedsforbrydelser eller personfarlige forbrydelser, kun kunne anvendes til fotoforevisning i en meget kort periode eller slet ikke efter personens løsladelse.

Er den pågældende derimod alene fundet skyldig i en lovovertrædelse, der ikke kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, foreslås det, at billedet ikke skal kunne forevises for personer uden for politiet, medmindre den pågældende konkret er mistænkt.

I betingelsen om, at den pågældende skal være »fundet skyldig i«, ligger et krav om, at det er domstolene, der har taget stilling til spørgsmålet om skyld. I de tilfælde, hvor en sag sluttes med et tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722, vil dette kun være tilfældet, såfremt der samtidig fastsættes vilkår i medfør af § 723. Hvis en sag sluttes med et tiltalefrafald, uden at der fastsættes vilkår, vil et fotografi kun efterfølgende kunne forevises for personer uden for politiet, såfremt den pågældende konkret er mistænkt i den nye sag.

Ifølge retsplejelovens § 792 d kan der, uden for de tilfælde, hvor den pågældende giver samtykke, kun optages fotografier af en ikke sigtet person, såfremt efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Sådanne fotografier optages til brug for efterforskningen i den pågældende sag og ikke med henblik på identifikation af den pågældende i forbindelse med senere sager. Fotografierne indgår derfor ikke i politiets fotosamlinger.

Betingelserne for forevisning for udenforstående af sådanne fotografier i de situationer, hvor den pågældende ikke samtykker, bør efter udvalgets opfattelse fastsættes med udgangspunkt i retsplejelovens § 792 d om optagelse af fotografier af ikke sigtede. Kriminalitetskravet foreslås derfor fastsat således, at forevisning kun må ske som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller mere. Indgrebet skal være af afgørende betydning for efterforskningen.

Kompetencen til at gennemtvinge en optagelse af fotografier af ikke sigtede er efter gældende ret henlagt til domstolene, jf. § 792 d, stk. 3. Udvalget foreslår på den baggrund, at domstolene også tillægges kompetencen til at træffe bestemmelse om selve forevisningen af billeder i de formentlig få tilfælde, hvor den pågældende modsætter sig, at politiet foreviser billederne.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der er behov for en nærmere regulering af spørgsmålet om fremgangsmåden m.v. ved forevisning af personfotografier.

Udvalget finder, at reglen i retsplejelovens § 745, stk. 3, om forsvarerens adgang til at være til stede m.v. ved gennemførelsen af en konfrontation bør udvides til også at gælde for fotoforevisninger, der kan formodes at finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, idet dette efterforskningsskridt typisk har samme formål som en konfrontation.

Det er udvalgets opfattelse, at der ud over bestemmelsen i § 745, stk. 3, er behov for nærmere regler om fremgangsmåden ved forevisning af personfotografier fra politiets fotosamlinger. Dette gør sig navnlig gældende i de situationer, hvor fotoforevisningen nærmest har karakter af en konfrontationsparade, hvor den mistænkte og figuranterne (dvs. personer, der klart ikke kan sættes i forbindelse med lovovertrædelsen) blot er udskiftet med fotografier. En sådan regulering forudsætter imidlertid en så høj detaljeringsgrad, at regelfastsættelsen bør ske administrativt.

Strafferetsplejeudvalget har dog fundet anledning til at gennemgå nogle enkelte spørgsmål, som specielt opstår i forbindelse med fotoforevisninger. Strafferetsplejeudvalgets har i øvrigt for så vidt angår fremgangsmåden ved fotoforevisningen henvist til udvalgets overvejelser vedrørende gennemførelse af konfrontationer, jf. nedenfor pkt. 4.2.2. I det følgende gennemgås nogle punkter, som politiet bør være opmærksomme på i forbindelse med gennemførelsen af fotoforevisninger (fotokonfrontationer).

Ved den type fotoforevisning, hvor vidnet gennemser et stort antal fotografier af tidligere straffede, er der i princippet ingen figuranter. Enhver udpegning betyder således, at den pågældende er en potentielt mistænkt, medmindre den pågældende i den konkrete situation har et sikkert alibi. Det kan derfor være vanskeligt at udskille utroværdige vidner. Ved anvendelsen af denne efterforskningsmetode må man derfor være særlig opmærksom på de risici, der er forbundet hermed, herunder risikoen for, at en uskyldig bliver udpeget som mistænkt.

Politiet bør i øvrigt altid være opmærksom på, hvordan udpegningen foregår, og hvor sikker vidnet er i sin udpegning, herunder om den udpegede person er genkendt som gerningsmand, eller om vidnet har udtaget den afbildede person som »type«. Der bør som hovedregel gøres en bemærkning i rapporten om, hvordan udpegningen er foregået.

Ved anvendelse af fotoforevisning bør politiet endvidere være opmærksom på, at der kan opstå en vis træthed hos vidner, når de ser mange fotografier. Fremvisning af færre billeder er således mere hensigtsmæssigt med henblik på at fastholde vidnets opmærksomhed. Dette er tilgodeset ved de gældende administrative forskrifter, hvorefter billeder af tidligere gerningsmænd, hvis der er tale om grovere forbrydelser, opdeles efter forbrydelseskategorier. Ved sådanne forevisninger er det imidlertid særlig åbenbart, at alle er potentielt mistænkte, og man derfor bør være særlig opmærksom på den risiko, der er forbundet hermed.

Selv om vidnet tidligere har fået forevist et fotografi af den mistænkte, vil det ikke være udelukket at gennemføre en konfrontationsparade eller anden form for konfrontation. Bevisværdien af en sådan konfrontation vil imidlertid som hovedregel være væsentlig ringere end i de tilfælde, hvor vidnet ikke forinden har haft mulighed for at se et fotografi af den mistænkte. Om Strafferetsplejeudvalgets forslag vedrørende fremgangsmåden ved gennemførelsen af konfrontation henvises til pkt. 4.2.2. nedenfor.

Det vil i alle tilfælde være ønskeligt, at der i politirapporten redegøres for de nærmere omstændigheder ved forevisningen, således at det kan indgå i de videre overvejelser, om der ved den anvendte fremgangsmåde har været mulighed eller risiko for (ubevidst) påvirkning af vidnerne.

Udvalget har endelig fundet anledning til at pege på behovet for, at der i administrativt fastsatte regler om fremgangsmåden ved forevisning af personfotografier fra politiets fotosamlinger til personer uden for politiet optages en bestemmelse om, at personer, der får adgang til at se politiets fotosamlinger, skal gøres bekendt med, at en videregivelse af oplysninger om, at en bestemt person er optaget i fotosamlingen, kan være strafbar efter straffeloven.

Der henvises i øvrigt til bet. 1298/1995, s. 21-42. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at reglerne vedrørende fotoforevisning i betænkningens lovudkast findes i §§ 754 a-754 e. De tilsvarende regler i lovforslaget findes i §§ 812-816.

Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets forslag til regulering af politiets anvendelse af fotoforevisning. Efter Justitsministeriets opfattelse har udvalget fundet den rette balance mellem hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og hensynet til den krænkelse, en fotoforevisning kan indebære.

Justitsministeriet er også enig med udvalget i, at der er behov for at fastsætte administrative regler om fremgangsmåden ved forevisning af personfotografier fra politiets fotosamlinger. Justitsministeriet vil i den forbindelse nærmere overveje de af udvalget rejste spørgsmål.

I forbindelse med høringen over lovforslaget er der rejst spørgsmål om anvendelsen af de foreslåede regler på forevisning fotografier optaget som led i politiets observation, eventuelt efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 791 a. Der kan således tænkes tilfælde, hvor politiet har en bestemt lokalitet under observation på grund af mistanke om kriminalitet på stedet. En række af de fotograferede personer vil formentlig typisk kunne anses for mistænkte, og fotoforevisning vil herefter kunne ske i medfør af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 812. Politiet kan imidlertid have behov for at forevise billeder af uidentificerede personer, der ikke uden videre kan anses som mistænkte, med henblik på at udskille personer, der kan lades ude af betragtning ved den videre efterforskning, f.eks. en hjemmehjælper.

De foreslåede bestemmelser om fotoforevisning er udformet med sigte på forvisning af fotografier af bestemte, på forhånd kendte personer.

Efter Justitsministeriets opfattelse må fotografier af personer, der - omend de ikke på forhånd er identificeret ved navn - dog så må anses for mistænkte, forurettede eller vidner, som udgangspunkt sidestilles med de nævnte fotografier og være omfattet af de foreslåede bestemmelser om fotoforevisning. Det kan dog f.eks. efter omstændighederne være umuligt på forhånd at indhente en udtalelse fra eller vejlede uidentificerede forurettede eller andre vidner om adgangen til domstolsprøvelse, jf. herved de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 814, stk. 3, 3. pkt., og stk. 4.

I det omfang den fotograferede end ikke kan identificeres som værende enten (formodet) gerningsmand, forurettet eller vidne må forevisningen efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed falde uden for den foreslåede lovregulering. Dette er i overensstemmelse med, at offentlig efterlysning uden angivelse af, hvorvidt den pågældende søges som mulig gerningsmand, forurettet eller som vidne, falder uden for den foreslåede lovregulering om efterlysning, jf. bet. 1298/1995, s. 64-65, og nedenfor under pkt. 5.

Strafferetsplejeudvalgets forslag til generelle regler om fotoforevisning giver efter Justitsministeriets opfattelse herudover anledning til at overveje, om der er behov for at foretage en ændring af retsplejelovens § 1017 b, stk. 2, der bl.a. giver politiet adgang til at offentliggøre fotografier af forurettede i sager om forbrydelser mod kønssædeligheden. Udvalget har ikke overvejet en ændring af denne bestemmelse.

Efter § 1017 b, stk. 1, er det strafbart i forbindelse med omtale af en sag om forbrydelser mod kønssædeligheden at give offentlig meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den forurettede eller på anden måde at offentliggøre den pågældendes identitet. Efter § 1017 b, stk. 2, er bestemmelsen i stk. 1 ikke til hinder for, at politiet offentliggør den forurettedes identitet, når dette findes påkrævet af hensyn til sagens opklaring eller i øvrigt til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse. Politiet har således i disse tilfælde bl.a. adgang til at offentliggøre fotografier af den forurettede.

På baggrund af de foreslåede regler om en generel lovregulering af politiets adgang til at foretage fotoforevisning, herunder de foreslåede regler i retsplejelovens § 814 og § 816 om forevisning af fotografier af forurettede, findes det rigtigt, at bestemmelsen i § 1017 b, stk. 2, ændres, således at de generelle regler om fotoforevisning også regulerer politiets adgang til at offentliggøre fotografier af den forurettede efter denne bestemmelse.

En gennemførelse af dette forslag vil indebære en begrænsning af politiets adgang til fotoforevisning (også) i sager om seksualforbrydelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der således ikke grundlag for lempeligere regler om offentliggørelse af fotografier af forurettede i sager om forbrydelser mod kønssædeligheden. Det vil således navnlig være i sager om seksualforbrydelser, at en offentliggørelse af et fotografi af den forurettede kan indebære en krænkelse af privatlivet. Om Strafferetsplejeudvalgets generelle overvejelser herom henvises til indledningen til pkt. 3.2. Justitsministeriet finder således, at de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 814, jf. § 816 - også i sager om seksualforbrydelser - bør regulere adgangen til offentliggørelse af fotografier af forurettede.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens §§ 812-816 og § 1017 b, stk. 2, 2. pkt.

Ved politiets afholdelse af konfrontationer fremstilles den mistænkte eller sigtede i bevisøjemed for den forurettede eller andre vidner. Formålet med en konfrontation er at undersøge, om en mistænkt kan genkendes som gerningsmand. Derved har også en konfrontation, hvor den mistænkte ikke kan genkendes, værdi for efterforskningen, idet en person derved eventuelt vil kunne lades ude af betragtning i den fortsatte efterforskning.

Det karakteristiske ved en konfrontation er, at den både udgør et efterforskningsmiddel og et bevismiddel, idet en korrekt udført konfrontation kan udgøre et væsentligt bevis i retten. I praksis sondres mellem direkte (spontan) konfrontation, konstrueret (arrangeret) konfrontation og fotokonfrontation.

Direkte konfrontation forekommer typisk, når politiet umiddelbart efter forbrydelsen, f.eks. på vej til gerningsstedet, pågriber en person og herefter straks konfronterer anmelderen eller den forurettede med den pågrebne. En direkte konfrontation kan også arrangeres. Det kan i praksis foregå ved, at politiet giver vidnet lejlighed til at iagttage en mistænkt i forbindelse med, at denne afhøres af politiet eller på den pågældendes bopæl eller arbejdssted.

Konstrueret konfrontation sigter til den almindeligt anvendte form, hvor et vidne stilles over for den mistænkte samt et begrænset antal figuranter, dvs. personer, der som type kan svare til den mistænkte, men som af politiet på forhånd er udelukkede som gerningsmand. Denne fremgangsmåde betegnes også konfrontationsparade.

Hvor konfrontation med den mistænkte af en eller anden grund ikke lader sig foretage eller ikke ønskes foretaget, kan genkendelse forsøges ved såkaldt fotokonfrontation, hvor den mistænkte og figuranterne blot udskiftes med fotografier. Om fotoforevisning henvises til pkt. 3 ovenfor.

Betegnelsen konfrontation ses i praksis også anvendt om forskellige efterforskningsaktiviteter, hvor et vidne på anden måde bistår politiet med at finde gerningsmanden til en forbrydelse.

Som eksempel kan peges på tilfælde, hvor vidnet bliver bedt om at udfinde den mulige gerningsmand i en naturlig situation, hvor der er grund til at tro, at gerningsmanden befinder sig blandt en række tilfældigt tilstedeværende, f.eks. en arbejdsplads, en restauration eller lignende. Denne type konfrontation er kendetegnet ved, at vidnet er forberedt på mødet med gerningsmanden, mens den mulige gerningsmand er uforberedt. I sådanne tilfælde kan en bestemt person ikke på forhånd udpeges som gerningsmand eller mistænkt. I forhold til gerningsmanden eller andre vil denne fremgangsmåde ikke indebære en freds- eller ærekrænkelse, idet indgrebet ikke retter sig mod en enkeltperson. I sådanne tilfælde er der derfor ikke tale om et egentligt straffeprocessuelt tvangsindgreb.

Som et andet eksempel kan nævnes tilfælde, hvor vidne og gerningsmand mødes på et sted eller tidspunkt, hvor ingen af dem er forberedt eller indstillet på at skulle mødes. I dette tilfælde er der ikke tale om, at den mistænkte »fremstilles« for vidnet. Da mødet mellem den mistænkte og vidnet sker tilfældigt, er der endvidere ikke tale om et indgreb og derfor heller ikke et straffeprocessuelt tvangsindgreb.

Det er politiet, der træffer afgørelse om foretagelse af konfrontation. Betingelserne for og fremgangsmåden ved afholdelse af konfrontation er imidlertid hverken reguleret i lovgivningen eller ved administrative forskrifter. Retsplejeloven indeholder dog i § 745, stk. 3, en bestemmelse om, at forsvareren skal have mulighed for at være til stede under afviklingen af en konfrontation, såfremt konfrontationen kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen.

Da konfrontation er en besigtigelse af en mistænkts legeme, kan det overvejes, om reglerne i retsplejelovens § 792 a om legemsbesigtigelse er anvendelige på konfrontationer. De gældende regler i § 792 a tager imidlertid i lighed med de øvrige bestemmelser i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb alene sigte på politiets besigtigelse m.v. og ikke på andre personers besigtigelse. Bestemmelsen i § 792 a kan derfor ikke anvendes i forhold til konfrontation.

Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1298/ 1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation, s. 43-62, overvejet, om der i forhold til de forskellige former for konfrontation, der er omtalt ovenfor i indledningen til pkt. 4, kan antages at være behov for lovgivning.

Efterforskningsskridt, der alene retter sig mod en første identifikation af gerningsmanden, og hvorved politiet ikke videregiver oplysning om, at en bestemt person har begået eller er mistænkt for at have begået strafbart forhold, kan efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse have visse ligheder med konfrontation. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor vidnet bliver bedt om at udfinde den mulige gerningsmand i en naturlig situation, hvor der er grund til at tro, at gerningsmanden befinder sig blandt en række tilfældige tilstedeværende et bestemt sted, jf. indledningen til pkt. 4 ovenfor,

Sådanne efterforskningsskridt adskiller sig dog på så afgørende måde fra den direkte konfrontation og konfrontationsparaden, hvor en bestemt person af politiet fremstilles som mistænkt for vidner, at de efter udvalgets opfattelse ikke er egnede til regulering i forbindelse hermed. Udvalget finder heller ikke i øvrigt, at en sådan regulering er nødvendig. Politiet skal således også fremover uden særlig lovhjemmel kunne foretage disse efterforskningsskridt. Politiet bør dog i den forbindelse være opmærksom på, at genkendelse under sådanne omstændigheder kun har begrænset bevisværdi, og at den endog efter omstændighederne kan vanskeliggøre efterforskningen, idet fremstilling af den sigtede i en egentlig konfrontationsparade efter vidnets første genkendelse i de fleste tilfælde må anses for at være uden værdi.

Efter udvalgets opfattelse bør navnlig konfrontationsparaden overvejes lovreguleret, idet denne form for konfrontation indebærer et væsentligt indgreb i den personlige integritet. Endvidere må betingelserne for at foretage konfrontationsparade under hensyn til indgrebets intensitet være tilsvarende restriktive.

Udvalget finder på den baggrund, at kriminalitetskravet bør udformes med udgangspunkt i et strafferammekriterium på samme måde, som det er tilfældet med f.eks. reglen i retsplejelovens § 792 b om optagelse af personfotografi med henblik på senere identifikation. Udvalget foreslår derfor, at iværksættelse af konfrontationsparade betinges af, at den pågældende er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Det medfører, at konfrontationsparade bl.a. kan komme på tale ved overtrædelse af straffelovens almindelige voldsbestemmelse i § 244 og ved visse former for berigelseskriminalitet, f.eks. tyveri, jf. straffelovens § 276.

For så vidt angår mistankekravet foreslår udvalget, at konfrontationsparade betinges af, at den pågældende »med rimelig grund er mistænkt«. Et sådant krav svarer til det krav, der i dag stilles som betingelse for at foretage legemsbesigtigelse af en sigtet, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 1, nr. 1.

Endelig foreslår udvalget, at indikationskravet udformes således, at konfrontationsparade kun kan iværksættes, såfremt indgrebet er af »væsentlig betydning« for efterforskningen. Et sådant krav svarer til det krav, der i dag stilles som betingelse for at foretage legemsbesigtigelse af en sigtet, jf. retsplejelovens § 792 a, stk. 1, nr. 2.

Det er udvalgets opfattelse, at de foreslåede kriterier for iværksættelse af konfrontationsparade svarer til de kriterier, der i praksis følges af politiet ved afgørelsen om iværksættelse af dette indgreb.

Behovet for lovregulering af den direkte konfrontation, hvor politiet fremstiller en mistænkt person for et vidne, jf. indledningen til pkt. 4 ovenfor, kan efter udvalgets opfattelse give anledning til tvivl. At politiet anholder en person ved en villa, hvor der netop har været indbrud, og spørger, om anmelderen genkender den pågældende som gerningsmanden, vil typisk indebære en krænkelse af den pågældendes ære. Det samme gælder, hvor politiet foreviser den mistænkte for vidnet under en afhøring på politistationen eller tager vidnet med ud til den mistænktes bopæl eller arbejdsplads.

Heroverfor står, at disse efterforskningsskridt er af en mindre indgribende karakter end konfrontationsparaden, og at det må forekomme naturligt, at politiet kan foretage sådanne direkte konfrontationer f.eks. i tilslutning til en anholdelse på fersk gerning eller friske spor. Hertil kommer, at bevisværdien af en sådan direkte konfrontation må antages at være beskeden sammenlignet med en rigtigt gennemført konfrontationsparade.

Som det fremgår af pkt. 1.3. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er det udvalgets principielle opfattelse, at straffeprocessuelle tvangsindgreb bør lovreguleres. Udvalget finder derfor, at ikke blot afholdelse af konfrontationsparade, men også den direkte konfrontation bør lovreguleres. Under hensyn til de anførte forskelle mellem en konfrontationsparade og den direkte konfrontation finder udvalget dog, at betingelserne for den direkte konfrontation bør være væsentligt mindre restriktive end betingelserne for afholdelse af konfrontationsparade.

Udvalget foreslår på den baggrund, at kriminalitetskravet ved direkte konfrontation udformes således, at den pågældende med rimelig grund skal være mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale. Som indikationskrav foreslås det, at indgrebet skal være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Endelig foreslår udvalget en proportionalitetsregel i form af et forbud mod forevisning af en mistænkt ved direkte konfrontation eller i en konfrontationsparade, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Som nævnt i pkt. 4.1. ovenfor er det i dag politiet, der træffer afgørelse om foretagelse af konfrontation. Strafferetsplejeudvalget foreslår, at kompetencen til at træffe bestemmelse om foretagelse af konfrontation fortsat skal tilkomme politiet.

Udvalget har overvejet, om kompetencen til at iværksætte en konfrontationsparade bør henlægges til domstolene. Udvalget finder imidlertid, at bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, hvorefter retten på begæring af sigtede og dennes forsvarer ved kendelse afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt, må anses for tilstrækkelig til at sikre domstolskontrol med politiets efterforskningsskridt på dette område.

Udvalget har desuden overvejet, hvilken virkning det bør tillægges, at den mistænkte samtykker i, at der gennemføres en konfrontation. I nogle tilfælde vil det således kunne være i den mistænktes egen interesse at medvirke ved en konfrontation, f.eks. hvor den pågældende ved forevisning eller lignende er blevet antaget for gerningsmanden. I sådanne tilfælde vil en konfrontation kunne være egnet til på et tidligt stadium af efterforskningen at lede mistanken væk fra den pågældende igen.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der tillægges et samtykke den betydning, at de materielle betingelser for gennemførelse af en konfrontation ikke skal iagttages i sådanne tilfælde. Det indebærer bl.a., at en konfrontationsparade kan gennemføres med sigtedes samtykke, selv om kriminalitetskravet ikke er opfyldt. Udvalget foreslår også, at samtykke så vidt muligt skal foreligge skriftligt. Det svarer til, hvad der i dag gælder om samtykke til legemsindgreb, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1.

Et særligt spørgsmål for udvalget har været, om der i retsplejeloven bør optages en regel om den sigtedes pligt til at medvirke ved en konfrontationsparade. Udvalget er i den forbindelse opmærksom på, at den sigtede ved sin adfærd kan vanskeliggøre gennemførelsen af en konfrontationsparade og formindske bevisværdien heraf. En regel, hvorefter den sigtede ikke er forpligtet til at medvirke ved konfrontation, må dog antages at give anledning til betydelige vanskeligheder i den praktiske efterforskning. Der er grund til at tro, at den sigtede i praksis i langt de fleste tilfælde vil medvirke til gennemførelse af en konfrontationsparade, hvis politiet som under den gældende retstilstand kan meddele, at den pågældende er forpligtet hertil. Udvalget finder imidlertid, at en regel, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at den sigtede er forpligtet til at medvirke ved en konfrontationsparade, er unødvendig. På samme måde som ved bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb følger det efter udvalgets opfattelse direkte af det forhold, at politiet hjemles adgang til at foretage konfrontationsparade, at den sigtede kan tvinges til at medvirke hertil.

Tvangsmæssig gennemførelse af en konfrontationsparade må imidlertid forudsætte, at den sigtede anholdes. Gennemførelse af en konfrontationsparade er normalt så langvarig, at der ikke i selve det forhold, at politiet har adgang til at gennemføre en konfrontationsparade, også bør kunne indfortolkes, at den sigtede kan frihedsberøves, indtil konfrontationsparaden kan gennemføres. Med de foreslåede mistanke- og kriminalitetskrav ved konfrontationsparade, jf. pkt. 4.2.1. ovenfor, vil pligten til at iagttage anholdelsesreglerne dog efter udvalgets opfattelse næppe i praksis give anledning til vanskeligheder.

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør ske en lovregulering af fremgangsmåden ved afvikling af konfrontationsparade. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at en fuldstændig regulering heraf forudsætter en så høj detaljeringsgrad, at det i overensstemmelse med almindelig lovgivningsteknik må foretrækkes, at reguleringen sker administrativt. Udvalget foreslår derfor, at der til de foreslåede bestemmelser om betingelserne for at iværksætte konfrontation føjes en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af konfrontationsparade.

Udvalget har i tilknytning til sit forslag om en bemyndigelsesbestemmelse omtalt en række almindelige principper for afvikling af konfrontationsparader. Det gælder bl.a. om betydningen af, at et vidne før en konfrontation har givet et signalement af den formodede gerningsmand eller udpeget den pågældende fra et fotografi. Som et andet eksempel kan nævnes spørgsmålet om den praktiske fremgangsmåde ved afhøring af et vidne efter en konfrontation. Udvalget anbefaler, at de anførte principper indgår ved fastsættelsen af de administrative regler på området.

Endelig opfordrer udvalget til, at der sker en tydeliggørelse af retstilstanden i tilfælde, hvor forsvareren har fået meddelelse om tidspunktet for foretagelsen af en konfrontation eller lignende efterforskningsskridt, jf. retsplejelovens § 745, stk. 3, men ikke har mulighed for at overvære den, f.eks. på grund af andre gøremål. Giver forsvareren udtryk for et ønske om at overvære konfrontationen, vil det være naturligt, at denne udsættes til et tidspunkt, hvor forsvareren har mulighed for at være til stede. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor gennemførelsen af konfrontationen ikke kan eller bør udsættes.

Udvalget foreslår på den baggrund, at det i retsplejelovens § 745, stk. 3, præciseres, at politiet, når gennemførelsen af en konfrontation ikke kan eller bør udsættes, kan gennemføre konfrontationen uden forsvarerens tilstedeværelse. Også i disse tilfælde bør forsvareren straks underrettes om det foretagne.

Justitsministeriet er enig i, at efterforskningsskridt i form af konfrontation som udgangspunkt bør lovreguleres.

Justitsministeriet er samtidig enig i, at der ikke bør ske lovregulering af de af politiets efterforskningsskridt, der alene retter sig mod en første identifikation af gerningsmanden, og hvorved politiet ikke videregiver oplysning om, at en bestemt person har begået eller er mistænkt for et strafbart forhold. Justitsministeriet lægger i den forbindelse i lighed med udvalget vægt på, at sådanne efterforskningsskridt på så afgørende måde adskiller sig fra den direkte konfrontation og konfrontationsparaden, hvor en bestemt person af politiet fremstilles som mistænkt for vidner, at de ikke er egnede til regulering i forbindelse hermed. Justitsministeriet deler også udvalgets opfattelse, hvorefter en regulering heller ikke i øvrigt kan anses for nødvendig.

Som anført af udvalget bør der ved udformningen af betingelserne for at gennemføre konfrontation sondres mellem konfrontationsparaden og den direkte konfrontation. Der bør således stilles skærpede krav, hvor der er spørgsmål om at gennemføre en konfrontationsparade, idet konfrontationsparaden må anses for at være særligt indgribende i den personlige integritet.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde udvalgets forslag om udformningen af kriminalitetskrav, mistankekrav og indikationskrav ved konfrontationsparade, jf. herved pkt. 4.2.1. ovenfor.

Som anført af udvalget kan der rejses spørgsmål om behovet for lovregulering af den direkte konfrontation, hvor politiet fremstiller en mistænkt person for et vidne. Justitsministeriet finder det dog i lighed med udvalget rigtigst, at der sker en lovregulering, idet et sådant efterforskningsskridt må antages at udgøre et straffeprocessuelt tvangsindgreb. De af udvalget påpegede forskelle mellem konfrontationsparaden og den direkte konfrontation bør efter Justitsministeriets opfattelse afspejles ved udformningen af betingelserne for foretagelse af disse indgreb, idet kriterierne for den direkte konfrontation bør være væsentligt mindre restriktive end de foreslåede betingelser for afholdelse af konfrontationsparade. Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde udvalgets forslag om udformningen af kriminalitetskrav, mistankekrav og indikationskrav ved direkte konfrontation, jf. pkt. 4.2.1. ovenfor.

Justitsministeriet finder, at kompetencen til at træffe bestemmelse om foretagelse af konfrontation fortsat bør tilkomme politiet. Justitsministeriet er endvidere enig i, at bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, om adgangen til at forlange rettens afgørelse af tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt må anses for tilstrækkelig til at sikre domstolskontrol med politiets efterforskningsskridt. Der foreslås derfor ingen ændringer i de gældende regler om kompetencen på dette område.

Justitsministeriet er også enig i, at den mistænktes samtykke til gennemførelse af konfrontation kan have betydning, idet det som anført af udvalget i nogle tilfælde kan være i den mistænktes egen interesse at medvirke ved en konfrontation. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om, at der tillægges et samtykke den betydning, at de foreslåede materielle betingelser for gennemførelse af en konfrontation ikke skal iagttages i sådanne tilfælde. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må foretrækkes, at samtykket så vidt muligt foreligger skriftligt.

Justitsministeriet finder i lighed med udvalget, at indførelse af en regel, hvorefter den sigtede ikke er forpligtet til at medvirke ved en konfrontation, må antages at give anledning til betydelige vanskeligheder i den praktiske efterforskning. Som anført af udvalget er der grund til at tro, at den sigtede i langt de fleste tilfælde vil medvirke til gennemførelsen af en konfrontationsparade, hvis politiet som i dag kan meddele, at den pågældende er forpligtet hertil.

Justitsministeriet finder endvidere, at der ikke kan antages at være behov for en regel, der udtrykkeligt fastsætter, at den sigtede har pligt til at medvirke ved en konfrontationsparade. Som anført af udvalget må det forhold, at politiet hjemles adgang til at foretage konfrontationsparade, antages at indebære, at den sigtede kan tvinges til at medvirke. Justitsministeriet er dog også enig i, at en tvangsmæssig gennemførelse må forudsætte, at sigtede anholdes, og at det på baggrund af de foreslåede krav til mistanke og kriminalitet ved konfrontationsparade næppe i praksis kan volde vanskelighed, at anholdelsesreglerne skal iagttages i sådanne tilfælde.

Endelig kan Justitsministeriet tiltræde, at der i tilslutning til de foreslåede regler om betingelserne for konfrontation indsættes en bestemmelse, der bemyndiger til administrativt at fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af konfrontationsparade. Justitsministeriet vil ved udmøntningen af en sådan bemyndigelsesbestemmelse være opmærksom på de almindelige principper for afvikling af konfrontationsparader, som udvalget har anført i tilknytning til sit forslag om en bemyndigelsesbestemmelse på dette område.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 817.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at der er behov for en præcisering af reglerne i retsplejelovens § 745, stk. 3, således at det udtrykkeligt fremgår, at politiet kan gennemføre en konfrontation, der ikke kan udsættes, i tilfælde, hvor forsvareren ikke har mulighed for at overvære den. Som anført af udvalget bør der også i disse tilfælde være pligt for politiet til straks at underrette forsvareren om det foretagne. For så vidt angår det nærmere indhold af ændringerne henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 745, stk. 3.

Politiet anvender i praksis efterlysninger i en række forskellige situationer. Efterlysninger kan anvendes som led i en strafferetlig efterforskning og angå personer, der er under mistanke for at have begået en forbrydelse, eller personer, der søges som vidner til en forbrydelse. Efterlysninger anvendes endvidere uden for strafferetsplejen, f.eks. efterlysning af bortgåede eller savnede personer.

Der sondres normalt mellem intern efterlysning, som sker gennem politiets interne meddelelsesorganer, og offentlig efterlysning, som typisk sker gennem massemedierne, men som også kunne ske f.eks. ved efterlysningsplakater.

Offentlig efterlysning af formodede gerningsmænd indebærer efter omstændighederne en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, herunder navnlig § 267, idet efterlysningen medfører udbredelse til offentligheden af en sigtelse for et strafbart forhold, dvs. et forhold, der - navnlig hvis der er tale om et grovere strafbart forhold - er egnet til at nedsætte den efterlyste i medborgeres agtelse. En offentlig efterlysning vil på den baggrund ofte kunne karakteriseres som et straffeprocessuelt tvangsindgreb.

Også interne efterlysninger vil efter omstændighederne kunne realisere gerningsindholdet i straffelovens § 267, og interne efterlysninger må derfor i visse tilfælde også anses for straffeprocessuelle tvangsindgreb.

Efterlysning af en person som forurettet eller som vidne indebærer derimod ikke i sig selv nogen sigtelse for ærerørigt forhold. Sker der derfor som led i en strafferetlig forfølgning efterlysning af personer som vidner, realiseres der i almindelighed ikke et ellers strafbart gerningsindhold. Sådanne efterlysninger kan derfor ikke anses for straffeprocessuelle tvangsindgreb.

Forskellig fra efterlysning af bestemte og af politiet identificerede personer er de tilfælde, hvor politiet ikke kender identiteten af den eftersøgte person (en formodet gerningsmand), og hvor man derfor søger at finde frem til den pågældende gennem udsendelse af mere eller mindre vage beskrivelser af personen. Sådanne tilfælde falder formentlig også uden for området for straffeprocessuelle tvangsindgreb, idet ærekrænkelse efter straffelovens § 267 forudsætter, at identiteten skal være kendt eller genkendelig for en større kreds. At navnet ikke nævnes, er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bringe forholdet uden for § 267, hvis det ud fra sammenhængen er klart for en større kreds, hvem der sigtes til. Dette gælder f.eks. i de tilfælde, hvor politiet offentliggør et for en større kreds genkendeligt foto af den formodede gerningsmand.

Offentlige efterlysninger af bortgåede eller savnede personer eller af undvegne strafafsonere anses ikke for straffeprocessuelle tvangsindgreb, idet disse efterlysninger ikke er midler, der anvendes som led i efterforskningen af et strafbart forhold. Spørgsmålet om lovregulering kommer derfor ikke på tale i forhold til sådanne efterlysninger.

Undertiden sker offentlig efterlysning uden angivelse af, hvorvidt den pågældende søges som mulig gerningsmand, forurettet eller som vidne, idet det blot anføres, at politiet gerne vil i forbindelse med vedkommende. Sådanne tilfælde, hvor det ikke angives, hvorfor den pågældende søges, falder i almindelighed også uden for det område, hvor lovregulering i dette lovforslag overvejes.

Spørgsmålet om behovet for lovregulering af politiets anvendelse af efterlysning er behandlet i bet. 1298/1995, s. 63-76.

Spørgsmålet om anvendelse af offentlige efterlysninger i efterforskningsøjemed er ikke reguleret i lovgivningen. Det antages imidlertid, at der er snævre grænser for politiets anvendelse af offentlige efterlysninger, idet det normalt kræves, at den efterlyste med meget betydelig styrke mistænkes for at have begået en alvorlig forbrydelse (navnlig drab, grove voldsforbrydelser, seksualforbrydelser og røveri), og at nye forbrydelser af tilsvarende grovhed må befrygtes. Det må endvidere forudsættes, at andre og mindre indgribende eftersøgningsmetoder har vist sig - eller må påregnes - at være utilstrækkelige. Også efterlysningens geografiske udstrækning må afstemmes med formodningerne om den eftersøgtes færden.

I praksis er det politiet, som træffer beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes offentlig efterlysning, og der er fastsat en række interne regler herom. Rigspolitichefen har således i en kundgørelse fastsat nærmere retningslinier for anvendelsen af efterlysninger i radio og tv. Efterlysning i radioen af kriminelle personer, herunder undvegne strafafsonere, bør efter kundgørelsen kun ske, når forbrydelsens alvorlige karakter eller risikoen for ny alvorlig forbrydelse gør det påkrævet, at den pågældende hurtigst muligt anholdes. Tilsvarende regler gælder for efterlysning i tv. Efterlysning af mistænkte gerningsmænd via radio eller tv vil således kunne ske i alvorlige sager vedrørende drab, voldtægt, volds- og narkotikakriminalitet m.v.

Efterlysning i radio eller tv bør ifølge kundgørelsen have undtagelsens karakter, idet anmodning om udsendelse af efterlysninger eller andre meddelelser gennem radio eller tv ikke bør fremsættes, når meddelelsen ikke er mere presserende, end at den vil kunne udsendes med fornøden virkning gennem dagspressen.

Efterlysninger via dagspressen er ikke reguleret af Rigspolitichefen, men anvendelse heraf sker i praksis efter de samme kriterier.

Som nævnt ovenfor i indledningen til pkt. 5 kan politiets offentlige efterlysninger indebære en ærekrænkelse, der ville udgøre en overtrædelse af straffelovens § 267, hvis den var iværksat af andre end politiet. Det gælder navnlig i de tilfælde, hvor der efterlyses med angivelse af navn og bopæl. Også andre oplysninger om en person vil efter omstændighederne kunne indebære en overtrædelse af straffelovens § 267.

Som det fremgår af pkt. 1.3. ovenfor, er det Strafferetsplejeudvalgets generelle opfattelse, at der så vidt muligt bør ske en udtømmende regulering af de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Udvalget finder bl.a. på den baggrund, at også det tvangsindgreb, der består i offentlige efterlysninger, bør lovreguleres.

Udvalget finder, at der ved offentlige efterlysninger bør opstilles forskellige kriterier, som tager udgangspunkt i formålet med efterlysningen og dermed den krænkelse, som efterlysningen og de deri indeholdte oplysninger indebærer for den pågældende. Skal efterlysningen bruges til at finde frem til en person, som er mistænkt eller sigtet i en sag og dermed allerede identificeret, må betingelserne for at foretage offentlig efterlysning i overensstemmelse med gældende praksis være restriktive. Der må derfor for det første opstilles et kvalificeret mistankekrav, således at risikoen for, at en uskyldig udråbes som den formodede gerningsmand, begrænses mest muligt. Der må således være en høj grad af sikkerhed for, at den efterlyste er gerningsmanden. Udvalget finder på den baggrund, at mistankekravet bør udformes således, at der skal foreligge en særlig bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået lovovertrædelsen.

Der må for det andet opstilles et kvalificeret kriminalitetskrav, idet kun mere grove forbrydelser bør kunne give politiet anledning til offentlig efterlysning. Kriminalitetskravet foreslås derfor fastsat således, at den påsigtede forbrydelse skal angå en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

På grund af indgrebets alvorlige karakter bør offentlig efterlysning i øvrigt kun anvendes, hvor dette i det konkrete tilfælde er særlig indiceret, herunder fordi andre og mindre indgribende foranstaltninger for at finde den pågældende har vist sig eller må antages at være forgæves. Udvalget foreslår derfor som indikationskrav, at offentlig efterlysning må antages at være af afgørende betydning for efterforskningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Endvidere foreslår udvalget en bestemmelse, hvorefter efterlysning ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Skal efterlysningen bruges som led i efterforskningen til at finde frem til en ikke identificeret gerningsmand, har politiet andre behov. Politiet har i disse tilfælde brug for at kunne offentliggøre andre oplysninger vedrørende den pågældende, f.eks. oplysninger om vedkommendes udseende, alder eller andre særlige karakteristika m.v., således at offentligheden eventuelt kan identificere den pågældende for politiet. I nogle tilfælde vil politiet endvidere lade udfærdige et såkaldt »fantombillede« på grundlag af vidners signalement m.v.

Selv om politiet er bekendt med gerningsmandens identitet, vil politiet i nogle tilfælde vælge ikke at efterlyse den pågældende med navn eller lignende, men i stedet offentliggøre oplysninger vedrørende udseende, alder eller lignende for på denne måde at fremkalde yderligere vidner med henblik på at styrke efterforskningsmaterialet.

I begge tilfælde vil der blive tale om at offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand.

Da offentliggørelsen af sådanne oplysninger ikke på samme måde som oplysninger om navn, stilling og bopæl entydigt vil kunne identificere den pågældende, finder udvalget, at mistankekravet kan sættes noget lavere end ved efterlysning af en bestemt person som formodet gerningsmand. Udvalget foreslår derfor, at det alene kræves, at den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale.

Indikationskravet foreslås fastsat således, at efterlysningen skal være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

I de almindelige tilfælde, hvor der alene sker offentliggørelse af signalement eller lignende oplysninger, vil antallet af personer, der kan genkende og positivt identificere den pågældende alene ud fra signalementet, formentlig være ganske begrænset, og krænkelsen ved efterlysningen er dermed også tilsvarende ringe. Udvalget har derfor ikke fundet behov for at fastsætte et kriminalitetskrav for anvendelsen af sådanne efterlysninger som led i efterforskningen ud over, at der skal være tale om en lovovertrædelse, der forfølges af det offentlige. Udvalget har herved lagt vægt på, at sådanne efterlysninger i praksis finder en vis anvendelse også i helt banale straffesager, bl.a. med henblik på også at finde vidner, som kan have set noget af betydning for politiets efterforskning.

Et særligt spørgsmål er, i hvilket omfang politiet bør have mulighed for at offentliggøre et fotografi af gerningsmanden. Ved offentliggørelse af et fotografi og ikke kun et signalement må kredsen af personer, der kan genkende og positivt identificere den pågældende, således antages at være noget videre, og krænkelsen dermed tilsvarende større. På den baggrund foreslår udvalget et skærpet kriminalitets- og mistankekrav for anvendelsen af fotografier som led i efterforskningen, således at der skal være begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Som det foreslås ved efterlysning, skal der også i tilfælde af offentliggørelse af signalement eller fotografi af den formodede gerningsmand gælde en proportionalitetsgrundsætning.

Politiet må således kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, eller offentliggøre et fotografi af den formodede gerningsmand, såfremt offentliggørelse efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Udvalget har overvejet, om fotografier optaget i gerningsøjeblikket altid bør kunne offentliggøres af politiet. Man kan f.eks. forestille sig, at der ved videoovervågning i en forretning er sket optagelse af en røver i gerningsøjeblikket. I en sådan situation er der ikke tvivl om, at fotografiet viser en person, der begår en lovovertrædelse, og det kunne derfor være nærliggende i alle tilfælde at tillade offentliggørelse af fotografiet. Fotografiet af den formodede gerningsmand kan imidlertid også være optaget på anden måde. Der kan f.eks. være tale om en amatørfotograf, der tilfældigt er kommet til at tage et fotografi af den formodede gerningsmand, da denne kommer ud fra forretningen, hvor et røveri har fundet sted. I sådanne tilfælde, hvor billedet ikke viser selve den kriminelle handling, er der ikke den samme sikkerhed for, at den afbillede person person er gerningsmanden. Der kan derfor være større betænkelighed ved at tillade offentliggørelse af sådanne fotografier. Yderligere kan man forestille sig tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om fotografiet viser en kriminel handling. Der kan f.eks. være tale om billeder fra en videoovervågning i en forretning, hvor man ser en person lægge en vare i lommen og ikke i indkøbsvognen, men hvor man ikke ser, om denne person forlader forretningen uden at betale for varen.

Da offentliggørelse af fotografier som nævnt ovenfor ofte vil kunne føre til, at en bredere kreds af personer vil kunne genkende og identificere den pågældende, og henset til den usikkerhed, der i nogle tilfælde kan være forbundet med, om fotografiet rent faktisk viser gerningsmanden til en forbrydelse, har udvalget valgt ikke at foreslå en særregel om offentliggørelse af fotografier optaget i gerningsøjeblikket.

Som anført i pkt. 5.1.1. ovenfor er anvendelsen af offentlige efterlysninger i dag ulovreguleret. Det er således politiet, der træffer afgørelse om foretagelse af efterlysninger. Udvalget finder, at kompetencen til at træffe afgørelse om offentliggørelse af signalement eller lignende vedrørende en formodet gerningsmand, hvis identitet ikke er politiet bekendt, fortsat skal tilkomme politiet. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at der som oftest vil være tale om et indgreb af mindre alvorlig karakter, idet den personkreds, der vil kunne genkende den mistænkte, må formodes at være lille.

Udvalget foreslår på den baggrund, at afgørelse om offentliggørelse af signalement m.v. og fotografi træffes af politiet.

Ved afgørelsen af, hvem kompetencen skal tilkomme ved efterlysning af en mistænkt eller sigtet ved angivelse af navn eller lignende, har udvalget delt sig i et flertal og et mindretal.

Udvalgets flertal (6 medlemmer) foreslår, at kompetencen til at træffe afgørelse om efterlysning også i disse tilfælde skal til komme politiet. Flertallet finder, at politiet har de bedste forudsætninger for at udøve skønnet over, om offentlig efterlysning er et nødvendigt og hensigtsmæssigt efterforskningsskridt.

Flertallet er enig i, at offentlig efterlysning er et indgreb af alvorlig karakter. Dette fremgår da også af den måde, hvorpå politiet hidtil har administreret kompetencen, idet offentlige efterlysninger i praksis anvendes forholdsvis sjældent. Flertallet bemærker herved, at offentlige efterlysninger har en tendens til at miste deres værdi som efterforskningsmiddel, såfremt de anvendes for ofte og for liberalt. Det er derfor også i politiets interesse, at offentlige efterlysninger kun anvendes, hvis det er påkrævet. Hvis politiet finder, at offentlig efterlysning er påkrævet, må det formodes, at retten kun yderst sjældent vil finde anledning til at tilsidesætte dette skøn.

Det er på den baggrund flertallets opfattelse, at en regel om, at retten skal godkende enhver offentlig efterlysning, forekommer unødvendig, idet den fornødne retslige kontrol er indeholdt i bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, hvorefter spørgsmål om lovligheden også af en offentlig efterlysning vil kunne indbringes særskilt for retten.

Flertallet foreslår på den baggrund, at afgørelse om efterlysning af en person, hvis identitet er politiet bekendt, gennem presse m.v., træffes af politiet.

Et mindretal i udvalget (3 medlemmer) foreslår, at kompetencen til at træffe afgørelse om offentlig efterlysning henlægges til retten. Mindretallet finder, at offentlig efterlysning er et så indgribende efterforskningsskridt, at det kun bør kunne iværksættes under domstolskontrol. En sådan regel vil understrege indgrebets alvorlige karakter og vil alene i kraft af sin eksistens øve indflydelse på anvendelsen af indgrebet. Den efterfølgende retslige kontrol, der fremhæves af flertallet, vil eventuelt kunne tillægge den forurettede erstatning, men dette vil næppe altid kunne kompensere for skadevirkningen.

Mindretallet fremhæver, at betænkelighederne ved at indføre en regel om domstolskontrol mindskes, hvis der samtidig gennemføres en regel om, at politiet kan træffe beslutning om at foretage offentlig efterlysning, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (periculum in mora). Mindretallet foreslår derfor samtidig en regel herom. Efter mindretallets opfattelse kan der således opstå situationer, hvor politiet kan have behov for at foretage offentlig efterlysning uden at skulle afvente retskendelse. Det drejer sig navnlig om de situationer, hvor den formodede gerningsmand skønnes at være så farlig, at han straks bør anholdes for at afværge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed som dem, den pågældende allerede er mistænkt for, f.eks. voldtægt eller drab. I sådanne tilfælde bør politiet kunne foretage indgrebet med efterfølgende forelæggelse af sagen for retten. Mindretallet foreslår, at der med hensyn til betingelserne og fremgangsmåden i øvrigt ved iværksættelse af periculum in mora-indgreb tages udgangspunkt i reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 783, stk. 3.

Efter § 783, stk. 3, kan politiet træffe bestemmelse om indgrebet, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, samt om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket tidsrum. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til Justitsministeriet.

Justitsministeriet er enig i, at der bør ske en lovregulering af offentlige efterlysninger, der anvendes som led i efterforskningen, idet offentlige efterlysninger under benyttelse af navn, stilling og bopæl eller efter omstændighederne andre oplysninger må antages at udgøre et straffeprocessuelt tvangsindgreb.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at betingelserne for anvendelse af offentlig efterlysning bør udformes forskelligt afhængigt af formålet med efterlysningen og den krænkelse, som efterlysningen og de deri involverede oplysninger indebærer for den efterlyste. Justitsministeriet finder således også, at betingelserne bør skærpes, når der er tale om en person, som er sigtet eller mistænkt og derved allerede identificeret.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde udvalgets forslag om betingelserne for offentliggørelse af signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, og om betingelserne for offentliggørelse af personer, hvis identitet er politiet bekendt, gennem pressen m.v.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at der bør stilles skærpede krav for anvendelsen af fotografier som led i efterforskningen, idet kredsen af personer, der kan genkende og positivt identificere den pågældende, må antages at være videre, og krænkelsen derved tilsvarende større.

Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om et skærpet kriminalitets- og mistankekrav. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at der ikke er grundlag for at lempe betingelserne for efterlysning ved offentliggørelse af fotografier optaget i gerningsøjeblikket, idet offentliggørelse af fotografier ofte kan føre til, at en bredere kreds af personer kan genkende og identificere den pågældende. På den baggrund og under hensyn til den usikkerhed, der som anført af udvalget kan være forbundet med, om fotografiet rent faktisk viser gerningsmanden til en forbrydelse, er det også Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om offentliggørelse af sådanne fotografier må afgøres efter den foreslåede bestemmelse om offentliggørelse af fotografier, jf. § 818, stk. 2.

Justitsministeriet finder, at kompetencen til at træffe afgørelse om offentliggørelse af signalement eller lignende af en formodet gerningsmand, hvis identitet ikke er politiet bekendt, fortsat bør tilkomme politiet. Justitsministeriet er i den forbindelse enig i, at der som oftest vil være tale om et indgreb af mindre alvorlig karakter, idet den personkreds, der vil kunne genkende den mistænkte, må formodes at være lille. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag om, at afgørelse om offentliggørelse skal træffes af politiet.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt kompetencen ved efterlysning af en mistænkt eller sigtet ved angivelse af navn eller lignende bør tilkomme politiet eller retten, har Strafferetsplejeudvalget delt sig i et flertal og et mindretal.

Som påpeget af udvalgets mindretal kan det anføres, at offentlig efterlysning af denne karakter er et så indgribende efterforskningsskridt, at det som udgangspunkt kun bør iværksættes efter rettens afgørelse.

Heroverfor kan imidlertid som påpeget af flertallet anføres, at politiet må antages at have de bedste forudsætninger for at udøve skønnet over, om offentlig efterlysning er et nødvendigt og hensigtsmæssigt efterforskningsskridt. Desuden vil en for udstrakt brug af offentlig efterlysning ikke være i politiets interesse, idet det kan svække efterlysningernes gennemslagskraft i forhold til befolkningen. Finder politiet, at offentlig efterlysning er påkrævet, er der endvidere grund til at tro, at retten kun yderst sjældent vil finde anledning til at tilsidesætte dette skøn. Hertil kommer, at retsplejelovens § 746, stk. 1, giver mulighed for at forlange domstolsprøvelse også i tilfælde, hvor der er tvist om lovligheden af en offentlig efterlysning.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at kompetencen til at træffe afgørelse om efterlysning fortsat bør tilkomme politiet. Justitsministeriet kan derfor tiltræde flertallets forslag herom.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 818 og § 819.

Politiets anvendelse af interne efterlysninger er ikke selvstændigt reguleret i lovgivningen. Formen for interne oplysninger varierer afhængig af, om der er tale om efterlysning af bortgåede eller savnede personer, strafafsonere eller mistænkte gerningsmænd.

Ved anmeldelse af bortgåede eller savnede personer optager politiet rapport og opdaterer den pågældende som efterlyst i kriminalregisteret. Må en person antages at være til fare for sig selv eller andre, eller må der antages at være tilstødt personen en forbrydelse, rundsendes efterlysningen pr. telefax. Er den bortgåede eller savnede person ikke fundet inden 14 dage, eller må det formodes, at personen kan være afgået ved døden, underrettes Rigspolitichefens Eftersøgningstjeneste, der fører et nationalt register over bortgåede eller savnede personer. Eftersøgningen kan eventuelt overtages af Rigspolitichefens Eftersøgningstjeneste, hvis det skønnes mere hensigtsmæssigt.

Strafafsonere, der udebliver efter orlov eller undviger fra afsoning, efterlyses af fængslet eller arresthuset til den politikreds, hvor institutionen er beliggende. Politiet optager rapport, og den pågældende registreres i det centrale kriminalregister som eftersøgt. Efterlysningen sendes pr. telefax til samtlige politikredse.

Mistænkte gerningsmænd registreres på samme måde som undvegne strafafsonere, hvis deres identitet er kendt. Uidentificerede gerningsmænd efterlyses ved rundsendelse af tilgængelige oplysninger, f.eks. om signalement, foto, beskrivelse af modus operandi (gerningsmandens fremgangsmåde) til relevante tjenestesteder.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der også bør ske regulering af politiets interne efterlysninger, dvs. efterlysninger via politiets interne meddelelsesorganer. Baggrunden for udvalgets overvejelser er, at der også ved interne efterlysninger efter omstændighederne realiseres en overtrædelse af straffelovens § 267. Den interne efterlysning må derfor i visse tilfælde også anses for et straffeprocessuelt tvangsindgreb. Sammenlignet med den offentlige efterlysning, jf. pkt. 5.1. ovenfor, udgør den interne efterlysning dog et indgreb af langt ringere intensitet.

En efterlysning, der rundsendes fra en politikreds til alle eller enkelte af landets øvrige politikredse, indebærer en videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, idet den enkelte politikreds må anses for en selvstændig myndighed i forvaltningslovens forstand. Videregivelse vil derfor kun kunne ske, såfremt en eller flere af betingelserne i § 28, stk. 2, er opfyldt. Da efterlysninger, herunder interne efterlysninger, normalt kun anvendes ved kriminalitet af en vis grovhed, vil videregivelse normalt kunne ske efter reglen i § 28, stk. 2, nr. 3, hvorefter videregivelse bl.a. kan ske til varetagelse af offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse. Det må efter udvalgets opfattelse antages, at hensynet til gerningsmandens interesse i at undgå den krænkelse, der ligger i den interne efterlysning, må vige for hensynet til samfundets interesse i at forfølge (grove) forbrydelser.

Da politiets interne videregivelse af oplysninger således allerede er reguleret i forvaltningsloven, har udvalget ikke fundet grundlag for at foreslå særlige regler herom fastsat i retsplejeloven.

Justitsministeriet er enig i, at interne efterlysninger efter omstændighederne indebærer en overtrædelse af straffelovens § 267, og at intern efterlysning derfor som udgangspunkt må anses for et straffeprocessuelt tvangsindgreb, som kan overvejes lovreguleret.

Som anført af Strafferetsplejeudvalget er politiets interne videregivelse af oplysninger imidlertid allerede i dag omfattet af reglerne i forvaltningslovens § 28 om videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed. Justitsministeriet er derfor enig i, at der ikke er grundlag for at foreslå yderligere regler på dette område.

Et vigtigt led i politiets efterforskning er observation, dvs. iagttagelse af personer. Observation kan ske med det blotte øje eller ved brug af optiske instrumenter. En observation kan fastholdes ved fotografering eller ved film-/videooptagelse.

Observation dækker over mange forskellige situationer, der ikke alle er lige indgribende. I den ene ende af skalaen kan nævnes observation med det blotte øje på et frit tilgængeligt sted. I den anden ende af skalaen kan nævnes observation af personer, der befinder sig i en bolig, ved hjælp af et skjult, fjernbetjent apparat.

Der findes ikke i retsplejeloven eller i lovgivningen i øvrigt nærmere bestemmelser, der særligt regulerer politiets adgang til at foretage observation. Det gælder, uanset om observation foretages ved hjælp af et apparat, og uanset om der observeres på et frit tilgængeligt eller et ikke frit tilgængeligt sted. Der er heller ikke i administrative forskrifter fastsat regler herom.

Det har tidligere været overvejet at fastsætte regler i retsplejeloven om observation. I forbindelse med reformen i 1972 af straffelovens regler om beskyttelse af privatlivets fred og nogle hertil knyttede ændringer af retsplejeloven blev det overvejet at lade retsplejelovens (daværende) § 750 c om aflytning omfatte også iagttagelser svarende til straffelovens § 264 a. Om disse overvejelser hedder det i bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 562:

»Det har været overvejet at udvide forslaget til § 750 c (aflytning) til også at omfatte politiets og f.eks. toldmyndighedernes adgang til uden tilladelse at fotografere personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, samt på de nævnte myndigheders adgang til ved hjælp af kikkert eller andet apparat at iagttage sådanne personer, jf. forslaget til borgerlig straffelovs § 264 a. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet at kunne gå ind for en sådan udvidelse, da den ville afskære politiet og toldmyndighederne fra at efterforske og sikre sig bevis i sager, der ikke er omfattet af opregningen i § 750 a, hvis de mistænkte befinder sig på et lukket område, herunder et skib. En sådan begrænsning af efterforskningsmulighederne må f.eks. i sager om smugleri og sortbørshandel anses for urimelig, hvis man afvejer den i forhold til beskyttelsesinteressen, og Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at søge disse forhold nærmere reguleret ved lov.«

På denne baggrund kan en analogi fra retsplejelovens bestemmelser om indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke uden videre anvendes som grundlag for en beskrivelse af de gældende regler om observation.

Hertil kommer, at politiets adgang til at aflytte andre samtaler end telefonsamtaler ikke er begrænset til samtaler, der føres på ikke frit tilgængelige steder. Hemmelig aflytning af samtaler, som finder sted på frit tilgængelige steder, er således også et indgreb i meddelelseshemmeligheden. Retsplejelovens bestemmelser følger her straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, om aflytning, som - i modsætning til straffelovens § 264 a om observation - ikke stiller krav til stedet.

Aflytning af samtaler uden anvendelse af apparat, f.eks. samtaler, der på offentligt sted kan høres af de omkringstående, falder uden for straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3. Båndoptagelse af sådanne samtaler til støtte for den lyttendes hukommelse falder formentlig også uden for straffelovens regel, jf. bet. 1023/1984, s. 60. På samme måde falder en iagttagelse, der foretages uden anvendelse af apparat, altid uden for straffelovens § 264 a, hvorimod en »fastholdelse« af iagttagelsen ved hjælp af et apparat vil bringe forholdet ind under straffelovens § 264 a, såfremt den iagttagede befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted.

I praksis foretages observation som led i efterforskning efter politiets frie skøn, der dog er undergivet de generelle begrænsninger, som udspringer af proportionalitetsgrundsætningen. Det må endvidere antages, at observation i princippet kun finder sted over for mistænkte (sigtede). Men ligesom ved indgreb i meddelelseshemmeligheden vil ikke mistænkte personer ofte blive involveret gennem deres samvær med mistænkte (sigtede).

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse har observation med optisk udstyr på ikke frit tilgængeligt sted karakter af et indgreb i privatlivets fred. Retsplejeloven bør derfor indeholde nærmere regler om dette efterforskningsmiddel. Da ikke alle former for observation på ikke frit tilgængeligt sted med optisk udstyr føles lige krænkende, foreslår udvalget, at indgrebene opdeles i forskellige kategorier.

Udvalget foreslår, at der ved kategoriseringen lægges særlig vægt på følgende momenter: 1) karakteren af den lokalitet, der konkret er tale om at observere, 2) placeringen af det apparat, der skal anvendes i det konkrete tilfælde, og 3) karakteren af det apparat, der bliver tale om at anvende. Herved vil det efter udvalgets opfattelse være muligt at udskille de tilfælde, hvor der er tale om mere kvalificerede og særlig kvalificerede indgreb, og hvor der derfor bør opstilles strengere betingelser for at tillade observation.

Udvalget foreslår følgende opdeling:

Der henvises i øvrigt til bet. 1298/1995, s. 89-94.

Indgreb i meddelelseshemmeligheden er et straffeprocessuelt tvangsindgreb, hvis anvendelse efter gældende ret er undergivet meget snævre grænser, jf. retsplejelovens § 781. Udvalget finder, at observation i den nævnte særlig kvalificerede form af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af optiske apparater, der anvendes i boligen eller husrummet, eller ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende apparat, er en foranstaltning af lige så intens og indgribende karakter som indgreb i meddelelseshemmeligheden. Betingelserne for iværksættelse af sådan observation bør derfor ligge på niveau med betingelserne for indgreb i meddelelseshemmeligheden. Dette gælder både med hensyn til spørgsmålet om kriminalitetskrav, hvor der derfor bør fastsættes krav om en strafferamme på 6 år eller derover, eller at lovovertrædelsen angår særlig kvalificerede overtrædelser af straffeloven. Med hensyn til indikationskravet bør det kræves, at indgrebet skal være af afgørende betydning for efterforskningen.

Samtidig foreslås det, at efterforskningen skal vedrøre en lovovertrædelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. Denne betingelse svarer til bestemmelsen om rumaflytning i retsplejelovens § 781, stk. 5, der blev indsat under Folketingets behandling af spørgsmålet om regulering af indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg B, sp. 2227.

Det foreslås endvidere, at der skal være bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen kan opnås ved indgrebet. Dette indebærer et vist krav om en forbindelse eller tilknytning mellem på den ene side den mistænkte eller forventningen om opnåelse af bevis og på den anden side den lokalitet, som ønskes observeret, se nærmere herom nedenfor under pkt. 6.2.1.3.

I de foran anførte kvalificerede og mere kvalificerede tilfælde af observation kan der efter udvalgets opfattelse ikke stilles samme meget strenge krav til indgrebets iværksættelse. Krænkelsen af privatlivets fred vil i disse situationer typisk ikke være lige så intensiv, og indgrebet bør derfor kunne iværksættes under mindre strenge betingelser.

Udvalget har overvejet, om kriminalitetskravet ved de nævnte kvalificerede indgreb kan udformes således, at der blot skal være mistanke om et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den kvalificerede form for observation omfatter imidlertid også de tilfælde, hvor der udefra, dvs. fra et sted uden for lokaliteten, sker observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af manuelt betjent apparat (f.eks. en kikkert). Udvalget finder derfor, at der for alle former for kvalificeret observation bør ske en vis kvalificering af kriminalitetskravet.

En betingelse om, at forholdet blot skal være undergivet offentlig påtale, ville således indebære, at observation kunne anvendes ved langt de fleste almindeligt forekommende straffelovs- og særlovsovertrædelser. Det foreslås på den baggrund, at den kvalificerede observation af personer kun må anvendes, såfremt efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre frihedsstraf. Det foreslås endvidere, at indgrebet kan foretages, hvis det må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen. Dette indebærer, at sådan observation fortsat i det væsentlige vil kunne anvendes i de situationer, der blev særligt overvejet af Folketinget i forbindelse med reformen i 1972 af straffelovens regler om beskyttelse af privatlivets fred, jf. ovenfor under pkt. 6.1.

Ved de mere kvalificerede indgreb foreslår udvalget, at kriminalitetskravet skærpes, således at efterforskningen skal vedrøre en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. I øvrigt foreslås samme betingelser som for de kvalificerede indgreb.

De foreslåede kriminalitetskrav betyder, at observation på ikke frit tilgængeligt sted ikke kan anvendes som efterforskningsmiddel vedrørende lovovertrædelser, der alene kan medføre bødestraf, hvilket bl.a. er tilfældet i en lang række særlovssager. Der henvises i øvrigt til bet. 1298/1995, s. 96-98, hvor der nærmere er redegjort for de begrænsninger for politiets anvendelse af observation på ikke frit tilgængeligt sted, som det foreslåede kriminalitetskrav indebærer.

Der foreslås ingen nærmere krav til eller beskrivelse af styrken til mistanke mod bestemte personer, idet indgrebet ikke nødvendigvis vil være rettet mod en mistænkt. Det er tilstrækkeligt, at der er mistanke om, at en forbrydelse er begået eller forsøges begået. Det er således ikke nødvendigvis en mistænkts bolig eller lignende, der skal observeres.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1298/1995, s. 98-99.

Som nævnt ovenfor under pkt. 6.2.1.2. foreslås det ved de særlig kvalificerede indgreb, at der skal være bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen kan opnås ved indgrebet.

Udvalget foreslår, at kompetencen til at træffe bestemmelse om observation - som ved indgreb i meddelelseshemmeligheden - henlægges til retten for så vidt angår den mere kvalificerede og den særlig kvalificerede form for observation.

Kompetencen til at træffe beslutning for så vidt angår den kvalificerede form for observation bør derimod fortsat ligge hos politiet.

Som i andre tilfælde, hvor kompetencen til at træffe bestemmelse om et straffeprocessuelt tvangsindgreb er henlagt til retten, opstår spørgsmålet, om man kan og bør give politiet en foreløbig kompetence til at påbegynde indgrebet i tilfælde, hvor behovet herfor pludselig opstår, og hvor øjemedet ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (»periculum in mora«).

Efter udvalgets opfattelse kan der opstå situationer, hvor politiet kan have behov for at foretage også den mere kvalificerede og den særlig kvalificerede observation uden at skulle afvente retskendelse. Politiet har f.eks. modtaget et tip fra en udenlandsk myndighed om, at der på en bestemt adresse vil blive afleveret en sending narkotika inden for de nærmeste timer. I sådanne tilfælde vil der eventuelt kunne være anledning til omgående at iværksætte observation af den pågældende adresse, og der vil kunne være situationer, hvor der er behov også for observation inde i bolig eller husrum. Tilsvarende situationer kan opstå med hensyn til indgreb i meddelelseshemmeligheden, og i sådanne tilfælde kan politiet foretage indgrebet med efterfølgende forelæggelse af sagen for retten, jf. retsplejelovens § 783, stk. 3 (refereret ovenfor under pkt. 5.1.2.2.). Når det sikres, at spørgsmålet om godkendelse af indgrebet hurtigt forelægges retten til afgørelse, og at denne afgørelse træffes under de samme processuelle garantier som en forudgående forelæggelse for retten, synes der ikke at være nogen afgørende betænkelighed ved at give politiet en tilsvarende foreløbig kompetence til at iværksætte observation, når der foreligger »periculum in mora«. Med hensyn til betingelserne for og fremgangsmåden i øvrigt ved iværksættelse af »periculum in mora«-indgreb foreslås det, at der tages udgangspunkt i reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal der som udgangspunkt gives underretning om indgrebet, jf. retsplejelovens § 788. Retten kan dog efter anmodning fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes i nærmere fastsat tidsrum, hvis underretning vil være til skade for efterforskningen eller omstændighederne i øvrigt taler imod underretning. Ved rumaflytning underrettes den, der har rådighed over det sted eller det lokale, hvor samtalen er afholdt eller udtalelsen fremsat, jf. § 788, stk. 2, nr. 2. Der er således ikke noget krav om underretning til de enkeltpersoner, der har ført de konkret aflyttede samtaler m.v., men underretningen kan gives til den, der havde rådighed over den aflyttede lokalitet.

Det forekommer naturligt, at underretningen ved rumaflytning m.v. skal gives til den, der havde rådighed over lokaliteten. Denne vil typisk være »hovedpersonen« i eller initiativtageren til den aflyttede samtale m.v. Reglen beror dog tillige på praktiske hensyn, idet det ofte ikke vil være muligt for politiet at foretage underretning af de i øvrigt deltagende personer, fordi man ikke er bekendt med deres identitet.

Ved politiets observation af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, må underretningen formentlig på samme måde gives til den, der har rådighed over lokaliteten. Det vil heller ikke ved politiets anvendelse af observation være praktisk muligt at foretage underretning af alle de - eventuelt uidentificerede - personer, der måske tilfældigt kommer med på billedet eller filmen.

Efterfølgende underretning forudsættes alene givet ved de mere kvalificerede og de særlig kvalificerede indgreb, dvs. dels ved observation af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, ved hjælp af et fjernbetjent eller automatisk virkende apparat, og dels ved observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af apparat, der anvendes i boligen eller husrummet, eller ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende apparat.

Også med hensyn til fremgangsmåden i øvrigt ved den efterfølgende underretning om indgrebet foreslås det, at der tages udgangspunkt i reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Efter karakteren af de kvalificerede indgreb finder udvalget ikke anledning til at fastsætte regler om underretning i sådanne tilfælde.

Observation kan tænkes iværksat med hensyn til lokaliteter, som en ikke mistænkt har rådighed over. Udvalget har på den baggrund overvejet, hvad virkningen af et eventuelt samtykke fra tredjemand bør være.

Et tilsvarende spørgsmål opstår i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden. Det anføres herom i betænkning nr. 1023/1984, s. 60:

»Også anden aflytning forudsættes - ligesom telefonaflytning - foretaget hemmeligt i forhold til samtalens parter. Hvis politiet efter aftale med en mødedeltager lader denne foretage optagelse af, hvad der sker på mødet, er man uden for området af straffelovens § 263, nr. 3, og foranstaltningen vil ikke være et indgreb i meddelelseshemmeligheden og ikke kræve opfyldelse af reglerne herfor.«

Der antages heller ikke at foreligge ulovlig aflytning som nævnt i straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, selv om den, der foretager den hemmelige optagelse, ikke selv er til stede, når blot aflytningen sker med samtykke fra en af de deltagende. Ligeledes antages der ikke at foreligge ulovlig aflytning, selvom den, der foretager den hemmelige optagelse, ikke selv er deltager i mødet, når den pågældende dog lovligt er til stede, f.eks. som tilhører, med samtykke fra (en af) de deltagende. Også i den sidstnævnte situation vil tredjemand efter aftale med politiet lovligt kunne foretage optagelse af forhandlingerne på mødet. Den, der stiller mødelokalet til rådighed, vil derimod ikke uden videre kunne aflytte eller optage samtalen, idet det afgørende efter bestemmelsen er, om den pågældende lovligt deltager i mødet eller i øvrigt med rette er til stede.

Spørgsmålet om, hvorvidt samtykke til observation med diskulperende (dvs. ansvarsfritagende) virkning kan gives af den, der har rådighed over den ikke frit tilgængelige lokalitet, kan give anledning til nogen tvivl, og kan næppe besvares generelt, idet det må afhænge af, under hvilke omstændigheder overvågningen foregår, og hvilke forudsætninger den, der overvåges, har haft med hensyn til sin tilknytning til og rådighed over den ikke frit tilgængelige lokalitet. Der kan i den forbindelse ikke lægges vægt på det formelle ejerforhold, men på hvem der efter udtrykkelig aftale eller forudsætningsvis er tillagt beføjelse til at råde over lokaliteten. Spørgsmålet om, hvem der kan anses for at have rådighed over en ikke frit tilgængelig lokalitet, er nærmere beskrevet i bet. 1298/1995, s. 108- 110.

I de tilfælde, hvor det er den forurettede ved den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, der har rådighed over den lokalitet, hvor man ønsker at observere, forekommer det rimeligt, at forurettede kan meddele tilladelse til, at politiet observerer i den pågældendes lokalitet i samme omfang, som forurettede selv ville kunne foretage observationer. Hvis f.eks. en mindre næringsdrivende gentagne gange er udsat for tyveri fra sit lager, kan det være nærliggende at forsøge at få standset og opklaret disse tyverier ved videoovervågning af lageret. I denne situation er der næppe tvivl om, at den næringsdrivende selv kan etablere en sådan overvågning, og Strafferetsplejeudvalget finder derfor, at den næringsdrivende også bør kunne anmode politiet om bistand til det samme.

Udvalget har derfor valgt at foreslå, at der i denne situation skal kunne gives et skriftligt samtykke af forurettede til observationen med den virkning, at de foreslåede regler i retsplejelovens § 791 a ikke finder anvendelse.

Når den, der har rådighed over den lokalitet, som ønskes observeret, ikke er den forurettede ved den lovovertrædelse, som efterforskningen angår, er der ikke på tilsvarende måde forhold, der tilsiger, at der bør kunne meddeles samtykke. Under hensyn til den usikkerhed, der knytter sig til spørgsmålet om, hvem der kan give samtykke til fotografering og iagttagelse på ikke frit tilgængelige områder, og i hvilke situationer et samtykke lovligt kan gives, har udvalget valgt at foreslå, at spørgsmålet om observation af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat eller ved hjælp af apparat, der anvendes i en bolig eller andre husrum, altid skal forelægges for retten til afgørelse, uanset om der meddeles samtykke til indgrebet.

Den mindst indgribende form for observation er observation af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted eller observation med det blotte øje. Strafferetsplejeudvalget er ikke fremkommet med forslag til lovregler, der generelt regulerer politiets adgang til at anvende denne form for observation.

Strafferetsplejeudvalget har imidlertid nærmere vurderet behovet for en regulering af dels politiets adgang til at fotografere demonstrationer, dels politiets adgang til at foretage skjult tv- overvågning på frit tilgængelige steder. Der henvises herved til bet. 1298/ 1995, s. 120-127.

For så vidt angår politiets adgang til at fotografere demonstrationer er det udvalgets opfattelse, at der ikke er anledning til at fastsætte nærmere regler om politiets optagelse, opbevaring eller anvendelse af film eller fotografier af demonstrationer. Udvalget har bl.a. henvist til, at der - ud over den efterforskningsmæssige betydning - kan opregnes en række helt legitime grunde til, at politiet optager fotografier og film. Optagelserne kan således bl.a. anvendes som dokumentation med henblik på at imødegå kritik af politiets indsats samt til uddannelsesmæssige formål. Udvalget har endvidere henvist til, at det fremgår af en regeringserklæring fra 1968, at registrering af danske statsborgere ikke må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Med hensyn til politiets brug af observation på frit tilgængeligt sted i den situation, hvor der er tale om skjult tv-overvågning, har Strafferetsplejeudvalget peget på en række forhold, der kan tale henholdsvis for og imod en lovregulering.

For en regulering taler, at indgrebet kan komme til at omfatte en række personer, der er uden forbindelse med den forbrydelse, der efterforskes. Ved skjult tv- overvågning, hvor der altså ikke ved skiltning eller på anden tydelig måde gives oplysning om overvågning, vil oplysninger om sådan observation ikke umiddelbart komme til offentlighedens eller de observeredes kendskab. Der vil ofte være en modvilje mod efterforskning, der udøves i det skjulte, og som kan indebære, at ikke mistænktes adfærd observeres af politiet.

Imod en regulering taler, at indgrebet ikke er et straffeprocessuelt tvangsindgreb, hvorfor behovet for en regulering må vurderes anderledes end behovet for en regulering af de straffeprocessuelle tvangsindgreb. Som ulovreguleret efterforskningsmiddel vil skjult tv- overvågning på frit tilgængeligt sted fortsat være omfattet af den almindelige ulovbestemte proportionalitetsgrundsætning. Politiet kan altså ikke uden videre tv-overvåge borgernes færden, heller ikke på frit tilgængeligt sted. Brugen af videokameraer, fotografiapparater, kikkerter og lignende på frit tilgængelige steder er i øvrigt så almindelig, at folk må være forberedt herpå. Personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted, vil naturligt indrette deres adfærd herefter. Det kan derfor hævdes, at beskyttelsesinteressen ved skjult tv-overvågning på frit tilgængeligt sted måske i højere grad er knyttet til den brug, politiet gør af billederne, end til selve optagelserne. I den forbindelse har udvalget anført, at i det omfang, optagelserne ikke viser noget af efterforskningsmæssig interesse, har politiet ingen anledning til at opbevare og registrere materialet.

Endelig kan det næppe ganske afvises, at den almindelige modvilje mod et »overvågningssamfund« og i tilknytning hertil den politiske kontrol med politiets virksomhed i sig selv vil modvirke eventuelle tendenser i retning af en mere udbredt tv-overvågning af befolkningen. Hertil kommer, at ressourcemæssige hensyn og hensynet til en rimelig prioritering af politiets indsats også sætter en snæver grænse for, i hvilket omfang politiet kan anvende tv-overvågning på frit tilgængelige steder.

Såfremt der i retsplejeloven skal ske en regulering af politiets adgang til som led i efterforskningen at foretage skjult tv-overvågning, foreslår Strafferetsplejeudvalget, at man tager udgangspunkt i den opbygning, der sædvanligvis anvendes ved regulering af politiets efterforskningsmidler. Udvalget har ikke udarbejdet udkast til lovbestemmelser.

Strafferetsplejeudvalget har i denne forbindelse anført, at spørgsmålet om brugen af tv-overvågning og de betænkeligheder, der er forbundet hermed, ikke blot kan opstå i tilknytning til efterforskningen af formodet strafbare forhold, men også i andre sammenhænge f.eks. i forbindelse med trafikovervågning eller anden overvågning. Det er udvalgets opfattelse, at de hensyn, der som ovenfor nævnt kan begrunde en lovregulering af politiets anvendelse af tv-overvågning af personer på frit tilgængelige steder som efterforskningsmiddel, også kan gøre sig gældende i en række andre situationer, hvor sådan overvågning kan komme på tale med andet formål. Udvalget har ikke fundet at burde fremkomme med et egentlig lovforslag om politiets anvendelse af skjult tv-overvågning på frit tilgængeligt sted.

For så vidt angår politiets anvendelse af observation af personer på ikke frit tilgængeligt sted med optisk udstyr (de kvalificerede indgreb) kan Justitsministeriet i det hele tilslutte sig Strafferetsplejeudvalgets forslag. Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at retsplejeloven bør indeholde nærmere regler om denne form for observation. Justitsministeriet kan også tiltræde udvalgets forslag til en ny bestemmelse om observation i retsplejelovens § 791 a, herunder udformningen af kriminalitetskrav, mistankekrav og indikationskrav.

Justitsministeriet har dog foretaget en mindre konsekvensændring i udvalgets udkast til bestemmelsen om observation. Ændringen består i en tilføjelse til den opregning af lovovertrædelser (jf. § 791 a, stk. 3, nr. 3), der - hvis de øvrige betingelser er opfyldt - kan begrunde de særlig kvalificerede former for observation.

Udvalget har fundet, at betingelserne for iværksættelse af denne form for observation bør ligge på niveau med betingelserne efter retsplejelovens § 781, stk. 1, for indgreb i meddelelseshemmeligheden, da indgrebene er sammenlignelige både med hensyn til beskyttelsesinteressen og udførelsesmåden. I § 791 a, stk. 3, nr. 3, har udvalget foreslået en bestemmelse, der - for så vidt angår lovovertrædelsernes karakter - har samme ordlyd som retsplejelovens § 781, stk. 1, havde, da betænkningen blev afgivet.

Efter afgivelsen af Strafferetsplejeudvalgets betænkning er retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden imidlertid blevet ændret ved lov nr. 411 af 10. juni 1997. Ved denne ændring er det blevet muligt at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved efterforskning af sager om tyveri af særlig grov beskaffenhed (straffelovens § 286, stk. 1), legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter (straffelovens § 245), forsætlig fareforvoldelse (straffelovens § 252, stk. 1), og udlændingelovens § 59, stk. 3 (menneskesmugling), uanset at overtrædelse af disse bestemmelser ikke kan straffes med fængsel i 6 år eller derover.

Justitsministeriet er enig i, at betingelserne for iværksættelse af den særligt kvalificerede observation bør ligge på niveau med betingelserne efter retsplejelovens § 781, stk. 1, for indgreb i meddelelseshemmeligheden. Justitsministeriet foreslår derfor, at reglerne om observation udformes således, at der fortsat er overensstemmelse mellem kravene til kriminaliteten i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden og de særlig kvalificerede former for observation.

Med hensyn til politiets anvendelse af observation af personer på frit tilgængelige steder eller uden anvendelse af optisk udstyr (ikke kvalificerede indgreb) som efterforskningsmiddel er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er behov for at regulere denne form for observation. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at indgrebet ikke er et straffeprocessuelt tvangsindgreb, og at der i lyset af den gældende praksis ikke er noget behov for en lovregulering af denne form for observation. Ministeriet har også lagt vægt på, at ingen af de myndigheder og organisationer, der er hørt over Strafferetsplejeudvalgets betænkning, har foreslået en sådan lovregulering.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 791 a.

En advokat har møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået en prøve i procedure, jf. retsplejelovens § 133, stk. 1.

Prøven består i, at den pågældende udfører to retssager, der slutter med mundtlig domsforhandling, jf. § 133, stk. 4, 1. pkt. Prøven kan aflægges for en af landsretterne eller Sø- og Handelsretten i København, jf. § 133, stk. 3. De to sager skal udføres ved samme ret.

En sag kan kun danne grundlag for prøven, såfremt vedkommende ret finder den egnet hertil, jf. § 133, stk. 4, 2. pkt. Der stilles ikke i loven særlige krav til prøvesagernes karakter. Det er således vedkommende ret, der afgør, om en sag er egnet som grundlag for prøven, herunder om sagen frembyder tilstrækkelige muligheder for at godtgøre kandidatens kvalifikationer. I vurderingen af en sags egnethed indgår en række momenter, især omfanget af forelæggelse og bevisførelse samt procedurens forventede sværhedsgrad.

Prøven er bestået, når retten finder udførelsen af to egnede prøvesager tilfredsstillende, jf. retsplejelovens § 133, stk. 5, 1. pkt. Finder den pågældende ret, at det ud fra den første prøvesags karakter og udførelsen heraf, ikke er påkrævet med endnu en sag for at bedømme kandidatens kvalifikationer, kan den dog erklære prøven for bestået alene på dette grundlag, jf. retsplejelovens § 133, stk. 5, 2. pkt.

Den anden sag skal udføres senest tre år efter udførelsen af den første, medmindre retten meddeler undtagelse herfra, jf. retsplejelovens § 133, stk. 5, 3. pkt.

Antallet af egnede prøvesager er blevet mindre i takt med, at ændringer af retsplejeloven har medført, at den almindelige regel nu er, at civile sager skal behandles ved byret i 1. instans. Det begrænsede antal egnede prøvesager har for nogle advokater betydet, at det er vanskeligt at få mulighed for at aflægge procedureprøven.

Som følge heraf har Advokatrådet rettet henvendelse til Justitsministeriet med forslag om ændring af prøvesagsordningen.

Henvendelsen er sket på baggrund af de forslag, der er fremsat i en rapport om møderet for landsret afgivet den 8. juli 1992 af Advokatrådets udvalg vedrørende unge advokater, underudvalget vedrørende prøvesager.

Advokatrådet har henstillet, at bestemmelsen i retsplejelovens § 133, stk. 3, hvorefter prøven med henblik på opnåelsen af møderet aflægges for en af landsretterne eller Sø- og Handelsretten, ændres, således at det bliver muligt at aflægge de i § 133, stk. 4, nævnte to prøvesager for forskellige retter.

Det er i rapporten foreslået, at en sådan ændring bør kombineres med, at vedkommende ret efter tilfredsstillende udførelse af første prøvesag udsteder en erklæring til kandidaten om, at prøvesagen er udført. Da det beror på en helhedsvurdering af udførelsen af de to sager, om kandidaten har bestået, bør erklæringen efter udvalgets opfattelse ikke indeholde en bemærkning om, at kandidaten har bestået den første prøvesag, men erklæringen bør dog være udtryk for, at kandidaten ikke allerede efter den første prøvesag er »dumpet«.

Advokatrådet har endvidere anbefalet, at bestemmelsen i retsplejelovens § 133, stk. 5, ændres, således at 3-års fristen for udførelsen af anden prøvesag forlænges til en 5-års frist. Advokatrådet har i den forbindelse foreslået, at dispensationsadgangen bevares, selv om fristen forlænges, samt at der ved bemærkningerne til lovforslaget lægges op til en mere lempelig administration af dispensationsmuligheden.

Advokatrådet har ligeledes fundet det forsvarligt, at der ved bemærkningerne gennemføres en mere liberal administration af reglen i § 133, stk. 5, hvorefter retten kan erklære prøven bestået på grundlag af én prøvesag.

Advokatrådet har endelig henvist til, at udvalget har foreslået, at prøven - ud over for landsretterne og Sø- og Handelsretten - skal kunne aflægges for en voldgiftsret eller andre judicielle organer, hvis der medvirker mindst én dommer fra Højesteret, landsretterne eller Sø- og Handelsretten. Dette kunne eksempelvis være de faste voldgiftsretter samt Arbejdsretten.

Justitsministeriet har på baggrund af Advokatrådets henvendelse anmodet præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og Handelsretten samt Den Danske Dommerforening og Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige om en udtalelse.

Det fremgår af høringssvarene, at alle de hørte parter kan anbefale, at retsplejelovens § 133 ændres således, at det bliver muligt at afholde de to prøvesager for forskellige retter, samt at 3-års fristen ændres til en 5-års frist.

Derimod har kun Sø- og Handelsretten og Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige umiddelbart kunnet anbefale, at prøven også skal kunne aflægges ved andre judicielle organer.

Justitsministeriet finder, at prøvesagssystemet er et vigtigt instrument med henblik på at sikre, at de advokater, der opnår møderet for landsretterne og i alle sager for Sø- og Handelsretten, også er kvalificerede til opgaven. Prøvesagssystemet bør imidlertid så vidt muligt indrettes således, at der ikke skabes unødige vanskeligheder for prøvesagskandidater med hensyn til at finde egnede prøvesager.

Justitsministeriet finder det uheldigt, hvis advokater, der ønsker møderet for landsret, og er kvalificeret til opgaven, ikke kan opnå denne møderet som følge af en ufleksibel indretning af prøvesagsordningen.

Allerede i dag vil prøvesager ofte være udført for to forskellige afdelinger i den pågældende ret og dermed for forskellige dommere. På den baggrund vil det næppe være forbundet med væsentligt øgede vanskeligheder for retterne at foretage en samlet bedømmelse af udførelsen af to prøvesager, hvis de er udført for to forskellige retter. Justitsministeriet er derfor enig i, at prøvesagerne skal kunne udføres ved to forskellige retter. Justitsministeriet finder, at spørgsmålet om, hvilken fremgangsmåde der skal følges, når prøvesagerne afvikles ved forskellige retter, herunder spørgsmålet om, hvorvidt retten efter en tilfredsstillende udførelse af første prøvesag skal udstede en erklæring til kandidaten, bør overlades til landsretterne og Sø- og Handelsretten.

Justitsministeriet finder også, at 3-års fristen fra første prøvesag er udført, til anden prøvesag udføres, bør ændres til en 5-års frist, og at dispensationsadgangen bør bevares. Ministeriet finder dog ikke anledning til herudover at foreslå en mere lempelig administration af dispensationsadgangen.

Justitsministeriet kan heller ikke tilslutte sig en mere liberal administration af reglerne i § 133, stk. 5, hvorefter retten kan erklære prøven bestået på grundlag af én prøvesag. Justitsministeriet finder, at udgangspunktet om, at prøvesagskandidaten skal udføre to prøvesager, er vigtig med henblik på at sikre, at kun kvalificerede advokater opnår møderet for landsret.

Justitsministeriet kan endvidere ikke tilslutte sig forslaget om, at prøven skal kunne aflægges ved andre judicielle organer end landsretterne og Sø- og Handelsretten. Efter Justitsministeriets opfattelse bør prøven således fortsat aflægges ved en af de retter, som møderetten knytter sig til.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede ændringer af retsplejelovens § 133, stk. 3 og 5.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget fra forrige folketingssamling (nr. L 177 af 4. februar 1998) har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Den Danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Danske Dagblades Forening, Dansk Journalistforbund, Danmarks Radio, TV 2 og Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark.

Det bemærkes, at det tidligere fremsatte lovforslag også indeholdt bestemmelser om dommeres habilitet ved varetægtsfængsling under domsforhandlingen i retshåndhævelsesøjemed. Disse bestemmelser er ikke medtaget i dette lovforslag, jf. ovenfor under pkt 1.1.

Det kan i øvrigt oplyses, at Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning har været sendt til høring i 1991.

Endvidere har et udkast til et lovforslag om bl.a. beslaglæggelse og edition, der stort set svarer til det nu foreliggende, været sendt til høring i 1993.

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1298/ 1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation har været sendt til høring i 1995.

Et lovudkast om ændrede regler for varetægtsfængsling under domsforhandlingen har været sendt til høring i 1996.

Endelig har Advokatrådets forslag om ændring af prøvesagsordningen været sendt til høring i 1997.

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de nugældende regler.

Ændringen er en konsekvens af, at kapitel 5 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. er ophævet og erstattet af lov nr. 414 af 1. juni 1994 om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang (som ændret ved lov nr. 184 af 12. marts 1997).

Ændringen er en konsekvens af, at civil- og kriminalretterne i Frederikssund, Næstved og Frederikshavn er blevet sammenlagt til henholdsvis retten i Frederikssund, retten i Næstved og retten i Frederikshavn.

Den gældende bestemmelse om advokatselskaber i retsplejelovens § 124, stk. 8, indebærer, at der kan pålægges aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende bødeansvar for overtrædelse af reglerne i § 124, stk. 1, 3 eller 4, eller forskrifter, der udstedes i medfør af stk. 5.

Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven blev der fastsat regler om strafansvar for selskaber m.v. (juridiske personer) i straffeloven, således at bestemmelser herom i andre love kan udformes som en henvisning til reglerne i straffeloven. Det var i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at allerede gældende bestemmelser om strafansvar for juridiske personer blev ændret i overensstemmelse hermed ved førstkommende lejlighed.

Det foreslås derfor, at bestemmelsen i retsplejelovens § 124, stk. 8, ændres til en henvisning til reglerne i straffelovens 5. kapitel om strafansvar for juridiske personer.

Ændringerne angår reglerne om, hvordan advokater opnår møderet for landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten. Der henvises herom nærmere til pkt. 7 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at de to prøvesager, der skal føres med henblik på at opnå møderetten, for fremtiden skal kunne føres for to forskellige retter.

Det vil fortsat skulle bero på en helhedsvurdering af udførelsen af de to prøvesager, om prøvesagskandidaten har bestået prøven. I det omfang, prøven aflægges for to forskellige retter, forudsætter forslaget derfor, at der foretages en samlet bedømmelse af dommere ved to forskellige retter.

Det foreslås endvidere, at 3-års fristen for udførelsen af anden prøvesag forlænges til en 5-års frist.

Adgangen til at dispensere fra fristen foreslås bevaret, og det foreslås, at det er den ret, hvor anden prøvesag udføres, der skal kunne meddele dispensationen. Det forudsættes, at i de tilfælde, hvor prøvesagerne ønskes ført for to forskellige retter, vil der ikke blive truffet afgørelse om dispensation uden forudgående høring af den ret, hvor første prøvesag er udført.

Ændringen er en konsekvens af, at retsplejelovens § 139, stk. 1, 2. pkt., er ændret ved lov nr. 936 af 27. december 1991 om ændring af forskellige lovbestemmelser om erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation. Henvisningen i § 139, stk. 3, 4. pkt, til stk. 1, 2. pkt., skal derfor ændres til stk. 1, 3. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringer af søloven. Den tidligere bestemmelse i sølovens § 223 a om uegentligt skibssammenstød findes nu i sølovens § 163, jf. lov nr. 170 af 16. marts 1994 med senere ændringer. Henvisningen i retsplejelovens § 213 b, stk. 1, til: »sølovens § 223 a« skal derfor ændres til: »sølovens § 163«.

Ved lov nr. 414 af 10. juni 1997 om hurtigere behandling af civile sager m.v. blev reglerne om afsigelse af domme og kendelser i civile sager samlet i § 219, mens reglerne om afsigelse af domme og kendelser i straffesager blev udskilt og samlet i en ny bestemmelse i § 219 a.

I forlængelse heraf foreslås det, at de tidligere regler om rettens vejledning af tiltalte om ankereglerne gentages i § 219 a. Som noget nyt foreslås det endvidere, at retten, hvis tiltalte er til stede, når sagen optages til dom, skal vejlede tiltalte om ankereglerne samtidig med, at retten tilkendegiver, hvornår dommen vil blive afsagt. Dette gælder dog kun, hvis dommen ikke afsiges samme dag, som sagen er optaget til dom. Herved sikres det, at tiltalte bliver gjort bekendt med, at ankefristen i denne situation regnes fra den dag, dommen er afsagt, selv om tiltalte ikke er til stede ved domsafsigelsen og først modtager udskrift af dommen på et senere tidspunkt.

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter. Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 501, stk. 3, nr. 4, henviser til lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler (»dørsalgsloven«). Da loven imidlertid er ændret flere gange siden, foreslås det af ordensmæssige hensyn - og for at undgå at skulle ændre retsplejeloven hver gang lov om visse forbrugeraftaler ændres - at henvisningen til lovens nummer og dato udelades.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ikrafttrædelsen af en ny sølov (lov nr. 170 af 16. marts 1994 med senere ændringer). I den ny sølov er bestemmelserne i kapitel 12 a om arrest i skib flyttet til kapitel 4. Henvisningen i retsplejelovens § 628, stk. 3, til: »sølovens kapitel 12 a« skal derfor ændres til: »sølovens kapitel 4«.

Disse bestemmelser foreslås ophævet som en konsekvens af, at presselovens regler om forbud mod udbredelse af skrifter trykt i udlandet er ophævet ved lov nr. 348 af 6. juni 1991 om medieansvar.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ikrafttrædelsen af lov om social service, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998. § 40 i lov om social service svarer til § 33 i den tidligere lov om social bistand.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede regler om beslaglæggelse.

Den foreslåede ændring af § 745, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at forsvareren får adgang til at være til stede, når der gennemføres en fotoforevisning, som må formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen. Dette svarer til, hvad der gælder ved gennemførelsen af andre efterforskningsskridt, så som afhøringer, konfrontationer m.v. Det foreslås endvidere som nyt 2. og 3. pkt., at forsvareren får adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt, ligesom forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Forslaget, der næppe indebærer nogen væsentlig ændring i forhold til gældende praksis, skal ses i sammenhæng med forslaget til ny § 812, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Selv om forsvareren har modtaget meddelelse om tidspunktet for gennemførelsen af efterforskningsskridtet, er det ikke altid muligt for den pågældende at være til stede. Det bør naturligvis have undtagelsens karakter, at disse efterforskningsskridt gennemføres i forsvarerens fravær, når forsvareren har udtrykt ønske om at være til stede. Imidlertid kan der forekomme tilfælde, hvor gennemførelsen ikke kan udsættes. Det foreslås derfor, at politiet i sådanne tilfælde kan gennemføre efterforskningsskridtet uden forsvarerens tilstedeværelse. Der skal i så fald uden ophold gives forsvareren meddelelse om det foretagne.

Det bemærkes, at det i sagens natur ikke kommer på tale at indkalde en forsvarer til en fotoforevisning, når der ikke er rejst sigtelse eller ikke er grundlag for at rejse sigtelse mod en bestemt person, fordi situationen er den, at politiet ikke har mistanke til nogen bestemt person. Er der således tale om en fotoforevisning, hvor der skal forevises et større antal billeder af personer, der ikke kan betragtes som værende mistænkte, men blot anses for mulige gerningsmænd, vil der således ikke blive tale om at indkalde en forsvarer til varetagelse af de pågældendes interesser.

Såfremt der opstår tvist mellem politiet på den ene side og sigtede eller dennes forsvarer på den anden side vedrørende lovligheden af et allerede gennemført eller påtænkt efterforskningsskridt, vil spørgsmålet kunne kræves forelagt for retten i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1.

Henvisningen i den gældende § 748, stk. 1, 2. pkt., til kapitel 75 b om beslaglæggelse udgår som en konsekvens af ophævelsen af dette kapitel. Samtidig foreslås som noget nyt en henvisning til kapitel 74 om beslaglæggelse og edition, jf. nærmere pkt. 2.3.2. i de almindelige bemærkninger.

Efter den gældende bestemmelse skal sigtede ikke underrettes om retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om bl.a. edition eller beslaglæggelse efter retsplejelovens kapitel 75 b, dvs. beslaglæggelse med henblik på sikring af bevismidler, konfiskation eller vindikation (udlevering til den retmæssige ejer).

Ændringen medfører, at sigtede heller ikke skal underrettes om retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om beslaglæggelse med henblik på sikring af krav på sagsomkostninger, bøder og erstatningskrav. Underretning kan således efter forslaget undlades, uanset hvilken form for beslaglæggelse eller edition retsmødet angår.

Ændringen er en konsekvens af de foreslåede regler om observation.

Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om økonomisk godtgørelse for udgifter i forbindelse med bistand til politiet til gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Efter retsplejelovens § 786, stk. 1, gælder der en pligt for post- og telegrafvæsenet, telefonselskaberne og andre tilsvarende virksomheder til at bistå politiet ved indgreb i meddelelseshemmeligheden. Politiet yder i dag i et vist omfang økonomisk godtgørelse til disse virksomheder. Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for justitsministeren at fastsætte nærmere regler herom, herunder om størrelsen af den økonomiske godtgørelse. Det forudsættes i den forbindelse, at den økonomiske godtgørelse alene skal dække de udgifter, der er forbundet med indgrebet.

Der bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 804, stk. 5, indeholder en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om i særlige tilfælde at yde økonomisk godtgørelse for udgifter i forbindelse opfyldelse af et editionspålæg.

Bestemmelsen indeholder en ny regel, hvorved betingelserne for politiets adgang til ved hjælp af optiske instrumenter at iagttage personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted - såkaldt observation - lovreguleres, jf. nærmere pkt. 6 i de almindelige bemærkninger. Forslaget indebærer en begrænsning i politiets nuværende adgang til observation.

Uden for reguleringen falder politiets iagttagelse af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted, samt iagttagelser, der sker med det blotte øje.

Observation af et frit tilgængeligt sted kan som en nødvendig følge indebære et meget begrænset indblik på områder, der ikke er frit tilgængelige. F.eks hvis politiet observerer et frit tilgængeligt dørparti eller lignende, og nogen åbner døren. En sådan utilsigtet observation af et meget begrænset ikke frit tilgængeligt område falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Idet der henvises til opdelingen i kvalificerede, mere kvalificerede og særlig kvalificerede indgreb, der er omtalt i pkt. 6.2.1.1. i de almindelige bemærkninger, bemærkes, at stk. 1 vedrører de kvalificerede indgreb, stk. 2 vedrører de mere kvalificerede indgreb, og stk. 3 vedrører de særlig kvalificerede indgreb.

I stk. 1 foreslås, at indgrebet kan foretages, hvis det er af væsentlig betydning for efterforskningen (indikationskrav). Kravet til kriminalitetens art er, at der er tale om en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre frihedsstraf. Kriminalitetskravet er en skærpelse i forhold til den gældende, ulovbestemte retstilstand på området.

I stk. 2 foreslås det at skærpe kriminalitetskravet, således at efterforskningen skal angå en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år og 6 måneder i tilfælde, hvor observationen foretages ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat.

Med hensyn til særlig kvalificerede indgreb (stk. 3) foreslås det, at betingelserne for iværksættelse af sådan observation svarer til betingelserne efter retsplejelovens § 781, stk. 1, for indgreb i meddelelseshemmeligheden, da indgrebene er sammenlignelige både med hensyn til beskyttelsesinteressen og udførelsesmåden.

Herudover foreslås det at stille særlige krav til karakteren af de interesser, som den pågældende straffebestemmelse tilsigter at værne, nemlig krav svarende til de, der gælder efter retsplejelovens § 781, stk. 5, om anden aflytning (rumaflytning).

Efter stk. 3, nr. 1, kræves det således, at der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen kan opnås ved indgrebet, og efter nr. 2 foreslås der som indikationskrav, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. I nr. 3 foreslås som kriminalitetskrav, at efterforskningen skal angå en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (statsforbrydelser), en overtrædelse af en række specielt opregnede straffelovsbestemmelser eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, om menneskesmugling. Endelig foreslås i nr. 4, at efterforskningen skal vedrøre en lovovertrædelse, som har medført eller kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Stk. 4 indeholder en bestemmelse om betydningen af, at den, der har rådighed over det ikke frit tilgængelige sted, meddeler samtykke til, at der foretages observation af lokaliteten. Efter bestemmelsen kan samtykke alene meddeles af den, der har rådighed over det ikke frit tilgængelige sted, såfremt den pågældende tillige er den forurettede ved den lovovertrædelse, der efterforskes. Et gyldigt samtykke fra den forurettede indebærer herefter, at de materielle betingelser for anvendelse af observation bortfalder. Det foreslås, at samtykket af hensyn til eventuel senere bevistvivl skal være skriftligt.

Stk. 5 indeholder en særlig udformning af proportionalitetsgrundsætningen svarende til reglen i § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Opdelingen i særlig kvalificerede, henholdsvis mere kvalificerede og kvalificerede indgreb har også betydning for den af udvalget foreslåede kompetenceregel i stk. 6, idet observation, der er omfattet af stk. 2 eller stk. 3, alene kan iværksættes efter forudgående eller efterfølgende retskendelse, jf. henvisningen til reglen i retsplejelovens § 783.

Observation, der er omfattet af stk. 1, kan derimod besluttes af politiet. På baggrund af karakteren af denne observation er der ikke fundet grundlag for at fastsætte en underretningspligt. Såfremt den observerede bliver bekendt med observationen, følger det af den almindelige bestemmelse i retsplejelovens § 746, stk. 1, at der er mulighed for at kræve tvistigheder forelagt for retten.

Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 6, er yderligere en række af de regler, der gælder for indgreb i meddelelseshemmeligheden, gjort tilsvarende anvendelige på observation. Det drejer sig om § 782, stk. 2, hvorefter der ikke må foretages aflytning m.v. med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, der efter § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne, §§ 784-785 om advokatbeskikkelse m.v., § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 2, og § 788, stk. 3-4, om efterfølgende underretning om indgrebet, § 789 om politiets adgang til at anvende de oplysninger, der er fremkommet ved et indgreb i meddelelseshemmeligheden, og § 791 om politiets adgang til at opbevare det fremkomne materiale.

Det bemærkes, at observation efter bestemmelsens stk. 2 eller stk. 3 forudsætter rettens tilladelse eller efterfølgende godkendelse. I de tilfælde, hvor retten meddeler tilladelse til indgrebet, og hvor indgrebet for at kunne gennemføres forudsætter, at politiet skaffer sig adgang til og opsætter overvågningsudstyr på den lokalitet, som indgrebet angår, må rettens tilladelse som en nødvendig konsekvens indebære, at politiet kan skaffe sig adgang til lokaliteterne og opsætte det pågældende udstyr. Dette svarer til den tilsvarende situation ved indgreb i meddelelseshemmeligheden. Det bemærkes herved, at de lokaliteter, som indgrebet angår, skal anføres i kendelsen, jf. henvisningen i stk. 6 til retsplejelovens § 783.

Forslaget til et nyt kapitel 74 om beslaglæggelse og edition indebærer en revision og en modernisering af de gældende regler herom i retsplejelovens kapitel 74 og 75 b. Reglerne om beslaglæggelse efter dom foreslås dog bevaret som § 1002 i retsplejelovens kapitel 90 om fuldbyrdelse af domme i straffesager. Om baggrunden for de foreslåede ændringer henvises til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i stk. 1 indeholder en oversigt over de situationer, hvor der under visse betingelser kan ske beslaglæggelse. Der er tale om en informativ bestemmelse, som ikke er tiltænkt noget selvstændigt indhold.

I stk. 1, nr. 4, om beslaglæggelse, når sigtede har unddraget sig sagens videre forfølgning (formuebeslag), er der foretaget en ændring af redaktionel karakter i forhold til Strafferetsplejeudvalgets lovudkast, idet »sigtede« er ændret til: »tiltalte«. Det skyldes, at formuebeslag forudsætter, at der er rejst tiltale, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 802, stk. 3.

Det følger af stk. 2, at effekter, der findes af politiet i forbindelse med efterforskning, kan opbevares af politiet uden forelæggelse for retten, så længe ejerforholdet er ukendt, og ingen gør krav på effekterne. Når efterforskningen er afsluttet, skal effekterne behandles efter reglerne i lov om hittegods, jf. lovbekendtgørelse nr. 591 af 1. september 1986, som ændret ved lov nr. 100 af 17. februar 1998, hvis der fortsat ikke er nogen, der har gjort krav på dem.

Bestemmelsen vedrører således effekter, som ingen har eller påberåber sig rådighed over. For så vidt angår effekter, som mistænkte eller andre har rådighed over, finder henholdsvis § 802 og § 803 anvendelse.

Østre Landsret har ved to kendelser, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 431 og 432, truffet afgørelse om beslaglæggelse af pengebeløb, som de sigtede i sager om overtrædelse af straffelovens § 191 var i besiddelse af, men som angiveligt tilhørte andre. Landsretten afviste, at der var tale om hittegods, idet pengene var i de sigtedes varetægt. Under hensyn til de omstændigheder, hvorunder pengene blev fundet, tiltrådte landsretten i begge sager, at der var holdepunkter for at antage, at beløbet hidrørte fra lovovertrædelser. Da der under en senere straffesag mod den person, som pengene blev opbevaret for, kunne blive spørgsmål om konfiskation af beløbet, fandtes betingelserne for beslaglæggelse at foreligge, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 825, jf. § 824.

Der tilsigtes ikke ændringer i denne retstilstand med lovforslaget.

Såfremt det i sådanne tilfælde ikke viser sig muligt at identificere den person, der kan sigtes for den lovovertrædelse, som pengebeløbet må antages at hidrøre fra, forudsættes politiet imidlertid på et senere tidspunkt at kunne konstatere, at der (nu) er tale om hittegods, idet ingen gør krav på pengene. Beslutter politiet at opgive eller frafalde påtale mod den pågældende, vil spørgsmålet om, til hvem det beslaglagte gods skal udleveres, kunne indbringes for retten efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 1, 2. pkt., jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Tilfælde, hvor effekter afleveres til politiet af ikke mistænkte med henblik på efterforskningen, er omfattet af § 804, stk. 3.

For så vidt angår indgreb i meddelelseshemmeligheden samt fratagelse af de genstande og penge, som en anholdt har hos sig, opretholdes de hidtil gældende regler, hvortil der henvises i stk. 3.

Det kan i den forbindelse nævnes, at Højesteret i to afgørelser gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 1, og 1995, s. 374, har fastslået, at retten kun kan give telefonselskaber pålæg om edition med hensyn til teleoplysninger - dvs. oplysning om hvilke telefoner der sættes i forbindelse med en bestemt telefon - hvis også betingelserne i retsplejelovens § 781 er opfyldt. Dette gælder, uanset om oversigten over telefonsamtaler er udarbejdet før eller efter, politiet indledte en efterforskning mod den person, som oplysningerne angår.

Der tilsigtes ikke ændringer i denne retstilstand med lovforslaget.

Bestemmelsen fastsætter betingelserne for beslaglæggelse hos mistænkte.

Der sondres mellem »genstande« (stk. 1) og »gods« (stk. 2). Beslaglæggelse af »genstande« sker i forbindelse med efterforskningen og kan omfatte effekter uden nogen værdi, f.eks. et brev. Udtrykket »genstande« omfatter - i overensstemmelse med praksis efter den gældende § 824, stk. 1 - også penge. Ved »gods« forstås derimod formueaktiver, idet der her er tale om beslaglæggelse til sikkerhed for visse fordringer. Det kræves ikke, at »gods« kan påvises fysisk. Der kan f.eks. være tale om aktiver registreret i Værdipapircentralen. Særligt for så vidt angår beslaglæggelse af genstande eller værdier, der kan konfiskeres, bemærkes, at beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation skal ske efter stk. 1, mens beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation skal ske efter stk. 2. Sondringen har bl.a. betydning for den civilretlige virkning af beslaglæggelsen, jf. den foreslåede § 807 b og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Mistankekravet i stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, er nyt, men vil næppe indebære nogen ændring i forhold til hidtidig praksis. Det foreslås, at den pågældende skal være »mistænkt med rimelig grund« svarende til kravet i § 755, stk. 1, og § 792 a, stk. 1, om henholdsvis anholdelse og legemsbesigtigelse.

Forslagets stk. 1 omfatter i det væsentlige de samme tilfælde som den hidtidige § 824, stk. 1. For så vidt angår beslaglæggelse med henblik på konfiskation bemærkes dog, at beslaglæggelse skal ske efter stk. 1, når der bliver tale om konfiskation af udbytte, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, og § 76 a, stk. 1-3, eller når der bliver tale om konfiskation af genstande med henblik på at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 2, eller færdselslovens § 133 a. Værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen, jf. bemærkningerne nedenfor til stk. 2 og pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

At en genstand kan tjene som bevis, indebærer ikke blot, at den kan tænkes at skulle indgå som en del af anklagemyndighedens bevisførelse i retten, men også at den (kun) skal anvendes til oplysning af sagen i forbindelse med politiets efterforskning.

Det kan i denne forbindelse nævnes, at Højesteret i to kendelser af 2. april 1998 (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 795 og s. 798) tog stilling til, om det for at tage en ting i bevaring efter den gældende § 824, stk. 1, er tilstrækkeligt at godtgøre, at der er begået en forbrydelse, og at den pågældende genstand kan antages at få betydning som bevismiddel, eller om der konkret skal kunne redegøres for genstandens betydning som bevismiddel i en bestemt, verserende sag.

I den første sag var politiet i forbindelse med brevkontrol hos en varetægtsfængslet med tilknytning til en rockergruppe kommet i besiddelse af et nyhedsbrev, der efter det oplyste blev sendt til fængslede medlemmer m.v. af rockergruppen.

I den anden sag havde politiet under en ransagning efter våben hos en person med tilknytning til rockerkredse beslaglagt en mappe med forskellige fotos og dokumenter vedrørende en rockergruppe.

De dokumenter m.v., der ønskedes beslaglagt, havde ikke tilknytning til de konkrete sager, der var under efterforskning, men efter politiets opfattelse ville materialet kunne tjene som bevis i sager, som var opstået som led i den verserende rockerkrig.

Højesteret fandt ikke, at det efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 824, stk. 1, er en betingelse, at det bevismiddel, der ønskes beslaglagt, kan sættes i forbindelse med en bestemt, angiven straffesag. På den baggrund opretholdt Højesteret i begge sager politiets beslaglæggelse af de nævnte dokumenter m.v.

Der tilsigtes ikke nogen ændring af denne retstilstand med lovforslaget.

Stk. 2 svarer til den hidtidige § 804, stk. 1, dog med tilføjelse af krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), samt bødekrav. Det bemærkes herved, at beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation skal ske efter stk. 1. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse.

I teorien har det tidligere været diskuteret, hvorvidt ting, som ikke har forbindelse til en lovovertrædelse, f.eks. tidligere erhvervede værdier, kan beslaglægges med henblik på værdikonfiskation. Højesteret har imidlertid ved en kendelse, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 918, godkendt, at der kunne ske beslaglæggelse af en tiltalt narkohandlers sommerhus, der ikke havde forbindelse med de strafbare forhold, med henblik på konfiskation af udbytte fra handel med narkotika. Denne praksis tilsigtes opretholdt uændret ved lovforslaget. Sådan beslaglæggelse skal fremover ske efter reglen i stk. 2.

Denne praksis vil fortsat være relevant i tilfælde, hvor der sker beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation i forhold til en bestemt lovovertrædelse, jf. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3. I de særlige tilfælde, hvor der sker beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation efter reglerne om udvidet konfiskation i straffelovens § 76 a, følger det direkte af denne bestemmelse, at der kan ske konfiskation - og dermed beslaglæggelse - af formuegoder, som ikke har forbindelse til en bestemt lovovertrædelse.

Stk. 3 er en ny formulering af den nugældende § 801, stk. 1, om beslaglæggelse af den formue, som sigtede »måtte besidde eller erhverve i riget« (formuebeslag). Denne formulering foreslås afløst af ordene »hele formue eller en del af denne«. Der gives herved i overensstemmelse med et almindeligt proportionalitetsprincip hjemmel til at begrænse beslaglæggelsen til en del af den mistænktes formue, såfremt dette måtte skønnes at være tilstrækkeligt til at fremtvinge tiltaltes tilstedekomst.

Der består ikke efter folkeretten nogen almindelig adgang til at foretage beslaglæggelse af aktiver i fremmede stater, og den hidtidige udtrykkelige begrænsning til den mistænktes formue »i riget« er derfor udgået som selvfølgelig.

En beslaglæggelse efter stk. 3 omfatter - som efter gældende ret - også de aktiver, som den mistænkte måtte erhverve efter rettens beslutning om beslaglæggelse, jf. nærmere pkt. 2.3.4. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at beslaglæggelse efter stk. 3 alene skal kunne finde sted i sager, hvor der er rejst tiltale for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. I betragtning af foranstaltningens ganske indgribende karakter er dette i overensstemmelse med et almindeligt proportionalitetsprincip. Indtil gennemførelsen af den nye struktur for anklagemyndigheden, jf. lov nr. 385 af 20. maj 1992, kunne formuebeslag kun benyttes i statsadvokatsager. Ændringen vil næppe i praksis indebære nogen forskel i anvendelsen af denne bestemmelse, der kun benyttes i talmæssigt meget få sager om alvorlig kriminalitet.

Grænsen ved fængsel i 1 år og 6 måneder svarer til den, der tidligere er benyttet i sammenhænge, hvor anvendelsen af bestemte retsmidler er ønsket begrænset til grovere kriminalitet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, om varetægtsfængsling og § 792 a, stk. 2, om legemsundersøgelse.

Beslaglæggelse efter stk. 3 forudsætter, at der er rejst tiltale mod den pågældende, jf. nærmere pkt. 2.3.4. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i stk. 4, der er ny, udelukker beslaglæggelse hos mistænkte af skriftlige meddelelser eller lignende, som hidrører fra præster, læger, forsvarere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed, medmindre betingelserne for efter § 170, stk. 2, at pålægge vidnepligt er opfyldt. Endvidere udelukkes under visse omstændigheder beslaglæggelse af materiale, som hidrører fra journalister m.fl., jf. pkt. 2.3.5.1. de almindelige bemærkninger. Dette svarer til reglerne om ransagning, jf. § 794, stk. 3, som blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 411 af 10. juni 1997.

Med hensyn til den nærmere fremgangsmåde, som politiet bør følge under ransagningen, såfremt der kan være tale om meddelelser eller materiale, der er undtaget fra beslaglæggelse, henvises til motiverne til retsplejelovens § 794, stk. 3, 1. pkt.

Hvis meddelelserne eller materialet giver anledning til, at der rejses sigtelse for strafbart forhold mod den vidneudelukkede eller vidnefritagede person selv, er beslaglæggelse dog ikke udelukket.

Bestemmelsen fastsætter betingelserne for beslaglæggelse hos ikke mistænkte, dvs. alle personer, der ikke er omfattet af § 802. For så vidt angår beslaglæggelse hos journalister m.fl. henvises endvidere til pkt. 2.3.5.1. og 2.3.5.2. i de almindelige bemærkninger.

Stk. 1 svarer sammen med forslagets § 802, stk. 1, indholdsmæssigt til den nugældende § 824, stk. 1, 1. pkt. For så vidt angår udtrykket »person« henvises til bemærkningerne til § 804.

For så vidt angår kravet om, at der skal være grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, henvises til bemærkningerne til § 802, stk. 1, og de der omtalte højesteretsafgørelser i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 795 og 798.

Efter retsplejelovens § 189 kan retten pålægge en person, der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til hans viden om sagen, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler for det. På samme måde vil der i forbindelse med beslaglæggelse eller edition over for en ikke mistænkt kunne være behov for at pålægge tavshedspligt. Det foreslås derfor, at § 189 skal finde tilsvarende anvendelse med hensyn til beslaglæggelse (og edition, jf. henvisningen i det foreslåede § 804, stk. 2).

I stk. 2, der erstatter den hidtidige § 824, stk. 2, er henvisningen til retsplejelovens § 169 udgået, således at den beskyttede personkreds efter 1. pkt. er begrænset til præster, læger, forsvarere og advokater. Dette svarer til reglerne om ransagning, jf. retsplejelovens § 795, stk. 2, 1. pkt., som blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 411 af 10. juni 1997. Der kan efter forslaget ikke hos de pågældende beslaglægges korrespondance med den sigtede eller notater og lignende vedrørende denne, medmindre betingelserne for efter retsplejelovens § 170, stk. 2, at pålægge vidnepligt er opfyldt.

Bestemmelsen i 2. pkt. om beslaglæggelse hos journalister m.fl. er ny. Efter bestemmelsen ydes der journalister m.fl. en beskyttelse mod beslaglæggelse, der svarer til bestemmelsen om vidnefritagelse i retsplejelovens § 172. Det betyder, at materiale, der ikke indeholder de i § 172 nævnte oplysninger, ikke er omfattet, og at beslaglæggelse under alle omstændigheder kan finde sted, hvis betingelserne for efter § 172, stk. 5-6, at pålægge vidnepligt er opfyldt. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.5. Også denne bestemmelse svarer til reglerne om ransagning, jf. retsplejelovens § 795, stk. 2, 2. pkt.

Ved materiale forstås ikke blot brevveksling og andre skriftlige optegnelser, men også f.eks. lyd- og billedoptagelser.

Hvis materialet giver anledning til, at der rejses sigtelse for strafbart forhold mod den vidneudelukkede eller vidnefritagede person selv, er beslaglæggelse - i overensstemmelse med hvad der gælder for ransagning - dog ikke udelukket. Beslaglæggelsen skal i så fald ske i overensstemmelse med reglerne i den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 802.

Denne bestemmelse, der fastsætter betingelserne for edition, afløser den nugældende § 827, stk. 1.

Edition er et mere skånsomt alternativ til ransagning. Det kan endvidere være et egnet middel til at fremskaffe effekter, der ikke eller kun vanskeligt kan fremskaffes på anden måde, f.eks. fordi ting er skjult eller utilgængelige.

I stk. 1 fastsættes betingelserne for edition. Udtrykket »person« omfatter både fysiske og juridiske personer. Der tilsigtes derfor ikke nogen realitetsændring i forhold til den nugældende § 827 (»person eller offentlig myndighed«).

Det er retten, der afgør, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal forevises eller udleveres, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806, stk. 2.

Det kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt og mere hensigtsmæssigt, at pligten begrænses f.eks. til en fotokopi eller en udskrift af et edb-register.

Den nugældende § 827 benyttes i praksis bl.a. til at pålægge f.eks. et pengeinstitut at udlevere oplysning om eksistensen af en bankkonto. Der er ikke tilsigtet nogen ændring heri.

Et pålæg om edition indebærer en handlepligt for en ikke mistænkt person i form af en pligt til at forevise eller udlevere en genstand. Edition stifter derimod ikke i sig selv nogen ret over genstanden. Det foreslås derfor i stk. 2, at genstande, der ifølge rettens kendelse ikke blot skal forevises, men også skal afleveres, anses for beslaglagt i overensstemmelse med § 803, stk. 1. Med bestemmelsen fastslås det således som noget nyt udtrykkeligt, at en genstand, der kommer i politiets besiddelse ved edition, skal anses som beslaglagt. Henvisningen til § 803, stk. 1, indebærer endvidere, at der kan gives et tavshedspålæg efter retsplejelovens § 189 til den, der får et pålæg om edition.

Stk. 3 regulerer den situation, at en genstand i forbindelse med efterforskning er blevet afleveret til politiet af en ikke mistænkt.

Det skønnes formålstjenligt i denne situation at opretholde den hidtidige ordning med bevaringstagelse uden formel beslaglæggelse. Det forekommer i praksis hyppigt, at effekter afleveres til politiet, f.eks. i forbindelse med anmeldelser, og den person, der afleverer genstanden, vil ofte være af den opfattelse, at det sker i egen interesse, og ikke opfatte det som et indgreb, at politiet beholder genstanden.

På den baggrund finder udvalget det upraktisk at stille krav om, at beslaglæggelse i disse tilfælde skal ske ved retskendelse, eller at vedkommende skriftligt skal meddele sit samtykke. Hertil kommer, at den, der afleverer genstanden til politiet, ofte ikke selv er ejer af den eller har anden personlig interesse knyttet til den. Det vil derfor ikke være naturligt at stille krav om, at vedkommende skriftligt samtykker.

Det foreslås derfor, at i tilfælde, hvor en genstand af en ikke mistænkt frivilligt er blevet afleveret til politiet, skal reglerne om beslaglæggelse først finde anvendelse i den situation, hvor den, der har afleveret tingen, den mistænkte eller tredjemand måtte kræve tingen udleveret. Politiet skal i den situation enten udlevere genstanden eller snarest muligt og inden 24 timer indbringe sagen for retten med henblik på afgørelse af spørgsmålet om beslaglæggelse.

Reglen i stk. 4, der forbinder reglerne om edition med bestemmelserne i §§ 169-172 om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, er i overensstemmelse med den nugældende § 827, stk. 1.

Reglen i stk. 5 er ny. Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren får hjemmel til at fastsætte regler om godtgørelse i særlige tilfælde for udgifter i forbindelse med opfyldelse af et pålæg om edition, jf. nærmere pkt. 2.3.6. i de almindelige bemærkninger. Der kan i sådanne administrative forskrifter f.eks. fastsættes regler om betingelserne for at yde godtgørelse, om standardtakster for godtgørelsen og eventuelt om betingelser for at yde godtgørelse ud over standardtaksterne.

I stk. 1 og 2 lovfæstes den almindelige proportionalitetsgrundsætning, der antages at gælde ved alle straffeprocessuelle tvangsindgreb. Tilsvarende bestemmelser findes bl.a. i forbindelse med ransagning, jf. § 797, legemsindgreb, jf. § 792 e og indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 782, stk. 1.

Ved afvejningen af, om der foreligger den fornødne proportionalitet, kan f.eks. ved indgreb over for medarbejdere ved medierne også lægges vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden, jf. herved de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 802, stk. 4, 2. pkt., § 803, stk. 2, 2. pkt., og § 804, stk. 4.

Adgangen til i det omfang, det kan forenes med beslaglæggelsens formål, at afværge denne ved sikkerhedsstillelse svarer til reglerne for arrest (retsplejelovens § 630).

Skriftlighedskravet i stk. 2 indebærer ikke noget nærmere formkrav. Det er f.eks. ikke nødvendigt, at den kvittering, der udstedes for den modtagne sikkerhed, underskrives af begge parter.

Ved stk. 3 ligestilles beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), bødekrav eller forurettedes krav på erstatning med de regler, der gælder for foretagelse af arrest (retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. §§ 509-516), således at der alene kan foretages beslaglæggelse i de tilfælde, hvor der efter de fogedretlige regler er adgang til udlæg. Det fremgår modsætningsvis, at disse begrænsninger i adgangen til at foretage beslaglæggelse ikke gælder for det offentliges krav på udbytte- eller genstandskonfiskation, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, og stk. 2, og § 76 a, stk. 1-3, samt færdselslovens § 133 a. Om beslaglæggelse med henblik på konfiskation henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

I denne bestemmelse fastsættes den nærmere fremgangsmåde, når der skal træffes afgørelse om beslaglæggelse og om edition.

Bestemmelsen svarer i vidt omfang til de hidtil gældende regler i § 825, stk. 1, og § 827, stk. 2. Begrundelseskravet i stk. 2 er dog nyt, men svarer til reglerne i retsplejelovens § 764, stk. 4 (varetægtsfængsling), § 783, stk. 1 (indgreb i meddelelseshemmeligheden), § 792 c, stk. 2 (legemsindgreb), samt § 796, stk. 2 (ransagning). I henhold til § 218 skal bl.a. kendelser ledsages af grunde. Således som bestemmelsen foreslås formuleret, er der ikke noget udvidet krav om begrundelse i de tilfælde, hvor retten ikke tager politiets begæring til følge.

Stk. 3 indeholder en regel om de tilfælde, hvor øjemedet ville forspildes ved at afvente en retskendelse (»periculum in mora«). Reglen giver politiet adgang til at træffe en foreløbig beslutning om beslaglæggelse i disse tilfælde. Den, mod hvem indgrebet retter sig, har ret til at begære sagen forelagt retten. Politiet skal vejlede den pågældende herom, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807, stk. 1, 3. pkt. I givet fald skal politiet snarest og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Om baggrunden for reglen henvises til pkt. 2.3.7. i de almindelige bemærkninger. Sagen skal blot være forelagt for retten inden udløbet af 24-timers fristen. Retten behøver ikke træffe afgørelse i sagen inden for denne frist.

Rettens endelige afgørelse om ikke at godkende en beslaglæggelse, der er iværksat af politiet, medfører, at det beslaglagte straks skal tilbageleveres, og at der bør udarbejdes politirapport om tilbageleveringen. Er der i et sådant tilfælde tale om beslaglæggelse af dokumenter eller edb-materiale, der kan mangfoldiggøres, må det i forbindelse med tilbageleveringen sikres, at kopier af materialet ikke forbliver i politiets besiddelse.

Stk. 4, hvorefter enkelte former for beslaglæggelse er undtaget fra politiets adgang til foreløbig beslaglæggelse, er i overensstemmelse med gældende ret, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 825, stk. 2.

Undtagelsen for så vidt angår trykte skrifter er udvidet til også at omfatte lyd- eller billedprogrammer omfattet af medieansvarsloven. Udvidelsen skal ses i sammenhæng med gennemførelsen af medieansvarsloven.

Efter stk. 5 skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt politiets beslaglæggelse efter stk. 3 kan godkendes. Udtalelsen kan f.eks. afgives til politirapport, der videregives til retten.

For så vidt angår en sigtets ret til at komme til stede og udtale sig, træder bestemmelsen i stedet for den almindelige regel i § 748, stk. 1, om sigtedes ret til at overvære retsmøder under efterforskningen.

Det foreslås samtidig, at § 748, stk. 5-6, skal finde tilsvarende anvendelse. Efter denne bestemmelse kan retten på begæring bestemme, at der ikke skal gives underretning om et retsmødes afholdelse, eller at den pågældende skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet. En tilsvarende regel gælder med hensyn til ransagning, jf. retsplejelovens § 796, stk. 4.

Reglen i stk. 6, 1. pkt., svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 827, stk. 2, hvorefter den, der har rådighed over et dokument, skal have lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om pålæg om edition. Det foreslås dog samtidig i stk. 6, 2. pkt., at § 748, stk. 5-6, skal finde tilsvarende anvendelse. Henvisningen til § 748, stk. 5-6, indebærer, at høring af den, der har rådighed over genstanden, kan undlades under de betingelser, der er opregnet i § 748, stk. 5.

Vedrørende pålæg om edition rettet mod personer i udlandet som grundlag for en international retsanmodning, henvises til pkt. 2.3.8. i de almindelige bemærkninger.

Med stk. 7 lovfæstes det, at politiet kan undlade at forelægge retten en beslaglæggelse, som ellers ville kræve retskendelse efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806, stk. 2, hvis den, som indgrebet retter sig imod, har meddelt skriftligt samtykke til indgrebet. Dette er i overensstemmelse med udbredt administrativ praksis og svarer ligeledes til retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, jf. § 792 c, stk. 5, og § 792 d, stk. 1 samt § 796, stk. 5 om ransagning.

Det bemærkes herved, at det ikke er nødvendigt at anvende særlig blanket til det skriftlige samtykke. Det er efter bestemmelsen tilstrækkeligt, at den, mod hvem indgrebet retter sig, f.eks. skriver under på en tilførsel til politirapporten, hvis dette i det konkrete tilfælde findes mest hensigtsmæssigt.

Denne bestemmelse indeholder regler om den praktiske gennemførelse af beslutninger om beslaglæggelse og edition. Initiativet er i overensstemmelse med praksis henlagt til politiet, hvilket ikke tydeligt fremgår af de nugældende bestemmelser.

I stk. 1 behandles beslaglæggelse, i stk. 2 edition. Kravet om, at politiet på begæring skal forevise en eventuel retskendelse, er nyt, men bryder næppe med administrativ praksis. Kravet er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundregler, jf. forvaltningslovens § 23.

I forbindelse med beslaglæggelse er det politiets opgave at sørge for indgrebets gennemførelse, om nødvendigt ved magtanvendelse. Ved edition er opgaven alene ved henvendelse til den, mod hvem indgrebet er rettet, at tage initiativ til, at kendelsen opfyldes. Umiddelbart har politiet ingen tvangsmidler til rådighed. Såfremt den pågældende uden lovlig grund nægter at efterkomme et editionspålæg, kan retten træffe beslutning om anvendelse af de i § 178 nævnte tvangsmidler (dvs. bøde, tvangsbøder, forvaring m.v.). Retten kan dog vælge i stedet at afsige kendelse om ransagning og beslaglæggelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

I stk. 3 foreslås en regel om første gennemsyn i retten af beslaglagt materiale svarende til reglen i retsplejelovens § 829. Det foreslås dog, at reglen begrænses til at finde anvendelse ved beslaglæggelse af materiale hos journalister m.fl. omfattet af reglen om vidnefritagelse i retsplejelovens § 172, jf. nærmere pkt. 2.3.5.3. i de almindelige bemærkninger.

I stk. 4 foreslås forpligtelsen til at foranledige beskikket en værge i forbindelse med beslaglæggelse efter § 802, stk. 3, overført fra retten til politiet. Der er tale om en ren ekspeditionssag, der efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse uden retssikkerhedsmæssige betænkeligheder kan overlades til politiet. Værgen beskikkes i medfør af værgemålslovens § 50 af statsamtet.

Værgens opgave er at handle på tiltaltes vegne i retsforhold vedrørende formuen og at bevare den til fordel for tiltalte og eventuelle andre berettigede. Derudover har værgen til opgave at forhindre, at tiltalte får adgang til formuen, så længe beslaglæggelsen er gældende.

Der er ikke fundet anledning til at gentage kravet i den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 802, stk. 2, om, at værgen skal afgive løfte om ikke at lade sigtede tilflyde nogen indtægt af formuen. Dette er ikke udtryk for nogen realitetsændring, men anses blot som selvfølgeligt henset til beslaglæggelsens formål.

Kendelsen om beslaglæggelse skal tinglyses i medfør af reglerne om tinglysning af værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, jf. tinglysningslovens § 48.

Ved modtagelsen mærkes beslaglagte genstande af politiet og indføres i en kosterrapport. Genstande opbevares normalt i et særligt kosterrum på politigården. Bestemmelsen i stk. 5 er i overensstemmelse med denne praksis. I henhold til den hidtil gældende § 828 har sigtede ret til at vedføje yderligere mærke. Denne regel anvendes næppe i praksis og må anses for forældet. Hvis en sigtet helt undtagelsesvis måtte have ønske om selv at anbringe et mærke på en beslaglagt genstand, bør politiet imidlertid næppe modsætte sig det. Tilsvarende gælder, hvis en journalist ønsker beslaglagt materiale forseglet indtil første gennemsyn i retten, jf. stk. 3.

Bestemmelsen indeholder regler om en almindelig, men begrænset adgang for andre end politiet til at foretage beslaglæggelse i situationer, hvor nogen gribes på fersk gerning. En tilsvarende bestemmelse findes i den gældende retsplejelovs § 825, stk. 1, 3. og 4. pkt. Forslaget berører ikke de hidtil gældende regler i særlovgivningen om privates adgang til at foretage beslaglæggelse, f.eks. lov om jagt og vildtforvaltning § 32, stk. 2, om adgangen til i forbindelse med privat anholdelse at fratage en person skydevåben og andre jagtredskaber samt skudt og fanget vildt.

Beføjelsen svarer til den, der tilkommer politiet, og er derfor begrænset til forhold, der er undergivet offentlig påtale, jf. den foreslåede § 802, herunder betinget offentlig påtale i det omfang, beslaglæggelse er uopsættelig, og begæring om påtale i øvrigt kan forventes, jf. retsplejelovens § 720, stk. 2.

Det er en forudsætning, at muligheden for at foretage beslaglæggelse ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. henvisningen til § 806, stk. 3.

Der er ikke fundet anledning til at foreslå bestemmelser om privates adgang til at foretage beslaglæggelse i forbindelse med lovovertrædelser, der alene er undergivet privat påtale. Dette gælder indenfor straffelovens område bestemmelserne om ærekrænkelser m.v. (straffelovens §§ 267-274), visse handlinger beslægtet med skyldnersvig (straffelovens § 293, stk. 2) samt selvtægt (straffelovens § 294).

Det gældende kapitel 75 b om beslaglæggelse af bevismidler eller til sikkerhed for konfiskations- eller vindikationskrav indeholder i modsætning til bestemmelserne om beslaglæggelse for sagsomkostninger og erstatningskrav i kapitel 74, jf. § 804, stk. 2, ikke regler om den civilretlige betydning af beslaglæggelse (eller bevaringstagelse). Dette spørgsmål foreslås reguleret i § 807 b. Bestemmelsen omhandler beslaglæggelsens retsvirkninger såvel i forhold til den, indgrebet retter sig imod, som i forhold til tredjemand.

Fysisk råden over beslaglagte genstande omtales ikke i bestemmelsen, idet en sådan i de fleste tilfælde efter sagens natur vil være udelukket. Såfremt beslaglagte genstande, der ikke kan tages i forvaring, f.eks. bygninger eller skibe, beskadiges, ødelægges eller bortskaffes, vil der efter omstændighederne kunne være tale om strafbart forhold efter straffelovens § 291 om hærværk eller eventuelt § 125, stk. 1, nr. 2, om ødelæggelse m.v. af bevismidler. Det vil efter omstændighederne evt. også kunne komme på tale at henføre forholdet under straffelovens § 292 om kreditorunddragelse, navnlig hvis der er sket beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, nr. 2, med henblik på at sikre forurettedes krav på erstatning i sagen.

Stk. 1 vedrører beslaglæggelse af genstande, der kan tjene som bevismidler, bør konfiskeres (udbytte- eller genstandskonfiskation) eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve dem tilbage (vindikationskrav), jf. § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1. Til denne kategori regnes endvidere genstande, der er afleveret til politiet efter pålæg om edition, jf. § 804, stk. 2.

Efter stk. 1 kan der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning foretages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med formålet med indgrebet. Denne formulering dækker over en række forskelligartede situationer, idet en disposition kan accepteres i visse situationer, men ikke i andre.

Retsstillingen afhænger af, dels hvilken af de tre former for beslaglæggelse der er tale om, dels hvilken form for disposition der ønskes foretaget (salg, gave, arv, pantsætning, udlæg, etc.). Retsstillingen afhænger endvidere af, hvem der foretager dispositionen (den, mod hvem indgrebet er rettet, ejeren af genstanden eller tredjemand).

Begrænsningen i rådeadgangen går i hvert enkelt tilfælde netop så langt, som beslaglæggelsens formål tilsiger.

Eksempelvis vil en genstand, der er beslaglagt som bevismiddel, frit kunne sælges af ejeren, blot således at levering først kan finde sted, når beslaglæggelsen er ophørt.

For så vidt angår konfiskationskrav bemærkes, at en beslaglæggelse med henblik på sikring af krav om konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, og § 76 a, stk. 1-3, dvs. udbytte eller genstande, der umiddelbart træder i stedet for udbytte, eller efter § 75, stk. 2, dvs. genstande, der konfiskeres for at forebygge yderligere lovovertrædelser, opnår beskyttelse - under forudsætning af, at de sædvanlige sikringsakter er foretaget - fra beslaglæggelsen mod sigtedes kreditorer og aftaleerhververe. En efter beslaglæggelsen følgende konfiskation overfører således ejendomsretten over det konfiskerede med tilbagevirkende kraft til tidspunktet for beslaglæggelsen. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Beslaglæggelse med henblik på gennemførelse af vindikationskrav afskærer ikke ejerens adgang til retligt at disponere over genstanden. Han kan således sælge den, anvise den til genstand for udlæg osv. - alt under forudsætning af, at han virkelig er ejer. I forhold til den, mod hvem indgrebet er rettet, tjener indgrebet til fysisk at forhindre en uberettiget råden. Det indebærer derimod ikke i sig selv nogen forringelse af den rette ejers ret til ved aftale at disponere over genstanden, idet beslaglæggelsen netop er begrundet med, at vedkommende er i besiddelse af genstanden uden retmæssig adkomst. Besidderen har således i forvejen ingen ret til at råde over genstanden.

Tilsvarende principper finder anvendelse i forbindelse med kreditorforfølgning.

Bestemmelsen i stk. 2, der modsvarer den hidtil gældende § 804, stk. 2, vedrører forurettedes krav på erstatning og det offentliges krav på sagsomkostninger samt krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), og som noget nyt, bødekrav.

Der er i stk. 2 gjort op med, hvilke former for beslaglæggelse der har retsvirkning som arrest. Det har i teorien tidligere været omtvistet, hvad retsvirkningen af en beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation er, jf. betænkning nr. 1223/1991, s. 18-19. Højesteret har imidlertid i en kendelse, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 778, fastslået, at beslaglæggelse af en livsforsikring og en pensionsforsikring til dækning af et ikke pådømt værdikonfiskationskrav alene havde retsvirkning som arrest. Ifølge Højesteret ville den efterfølgende værdikonfiskation ikke overføre ejendomsretten, men alene kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i fogedretten. Da de pågældende effekter ikke kan være genstand for udlæg, blev beslaglæggelsen ophævet. I overensstemmelse med retsstillingen efter denne afgørelse, følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at beslaglæggelse med henblik på værdikonfiskation har virkning som arrest.

Om beslaglæggelse med henblik på konfiskation henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås endvidere som noget nyt, at det kun er indtil, der træffes afgørelse efter § 807 d, stk. 2-3, om anvendelse af beslaglagt gods, at de i stk. 2 nævnte former for beslaglæggelse skal være stillet som arrest. Som det fremgår af § 807 d, stk. 3, overlades det til retten - samtidig med eller i tilslutning til domsafsigelsen - at træffe afgørelse om anvendelsen af beslaglagt gods, således at denne afgørelse får retsvirkning som et udlæg.

Det hidtidige krav om foretagelse af udlæg i fogedretten bortfalder derfor i forbindelse med disse former for beslaglæggelse.

Skæringstidspunktet for overgangen fra status som arrest til udlæg er tidspunktet for rettens kendelse om anvendelse af beslaglagt gods, jf. § 807 d, stk. 3.

Fra skæringstidspunktet har beslaglæggelsen retsvirkning som udlæg, eller den bortfalder enten efter rettens afgørelse om anvendelsen, eller fordi der ikke af den mødende anklager eller den erstatningsberettigede fremsættes begæring om rettens afgørelse vedrørende anvendelsen af det beslaglagte gods.

Stk. 3 vedrører beslaglæggelse med henblik på at fremtvinge tiltaltes tilstedeværelse i tilfælde, hvor tiltalte har unddraget sig videre forfølgning. Det følger af formålet med beslaglæggelsen, at tiltaltes adgang til umiddelbart at disponere over formuen i det hele må afskæres, jf. bestemmelsens 1. pkt.

Efter den gældende § 802, stk. 2, 2. pkt., medfører denne form for beslaglæggelse ikke, at ægtefælles og børns krav på underhold af formuen ophæves, ligesom beslaglæggelsen ikke udelukker, at der disponeres over formuen ved testamente. Indholdet af denne bestemmelse er anset for så selvfølgeligt, at der ikke er fundet anledning til at medtage en tilsvarende bestemmelse i forslaget. Der er således ikke tale om nogen realitetsændring på dette punkt.

Derimod har adgangen til at rette kreditorforfølgning mod den beslaglagte formue givet anledning til tvivl, jf. betænkning nr. 1223/1991, s. 31. Der foreslås derfor som noget nyt en bestemmelse herom i 2. pkt. I henhold til denne bestemmelse kan der på grundlag af krav, som bestod, før kendelsen om beslaglæggelse blev afsagt, rettes kreditorforfølgning mod den beslaglagte formue, mens dette ikke gælder senere opståede krav.

Formålet med denne bestemmelse er at afskære tiltalte fra indirekte at råde over formuen ved gældsstiftelse. Det bemærkes i den forbindelse, at beslaglæggelsen tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens § 48, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807, stk. 4, 2. pkt.

Denne bestemmelse, hvorefter enhver, der har interesse heri, på et hvilket som helst tidspunkt under sagen kan rejse spørgsmål om hel eller delvis ophævelse af en beslaglæggelse, er ny, men repræsenterer næppe nogen realitetsændring i forhold til gældende ret.

Bestemmelsen kan benyttes til at sikre, at f.eks. beslaglæggelse af større samlinger af dokumenter ikke udstrækkes videre end påkrævet.

I denne bestemmelse er der som noget nyt sket en samling af bestemmelser om ophøret af beslaglæggelse. Formålet er dels en afklaring af de civilretlige virkninger, dels en forenkling af realisationsreglerne.

Stk. 1 vedrører beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, og modsvarer til dels den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 830. Genstandene skal tilbageleveres senest umiddelbart efter, at sagen er endeligt afsluttet. Dvs. efter appelinstansens dom, efter ankefristens udløb eller efter udløbet af 2-måneders fristen for den overordnede anklagemyndigheds omgørelse af beslutning om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 724, stk. 2.

Genstande, der er beslaglagt som bevismidler, kan i overensstemmelse med den almindelige proportionalitetsgrundsætning kræves udleveret, når de har udspillet deres rolle som bevismidler, enten ved sagens afslutning eller tidligere. Sigtede eller andre, der har interesse heri, kan i givet fald kræve rettens afgørelse herom, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 c.

Genstande, der er beslaglagt med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation, kan kræves udleveret ved sagens afslutning, såfremt de ikke (fuldt ud) skal konfiskeres. Der vil normalt ikke være grundlag for udlevering på et tidligere tidspunkt.

Genstande, der er beslaglagt til sikring af vindikationskrav, vil normalt allerede inden sagens afslutning blive udleveret til den berettigede, medmindre de tillige skal benyttes som bevismidler under sagen.

I alle tre tilfælde, men måske navnlig i det sidstnævnte, vil der lejlighedsvis kunne opstå tvivl om genstandens rette ejerforhold. Med henblik på denne situation er det i stk. 1, 2. pkt., foreslået, at retten skal kunne træffe bestemmelse om udleveringsspørgsmålet, også efter straffesagens afslutning, jf. nærmere pkt. 2.3.9. i de almindelige bemærkninger. Dette er i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, jf. retsplejelovens § 830. En tilsvarende regel for tiden indtil sagens afgørelse findes i den foreslåede § 807 c. Retten skal efter forslaget kun træffe bestemmelse om besiddelsen, ikke om ejerforholdet. Retten kan eventuelt betinge sin afgørelse om udlevering af, at der ikke af en modpart er anlagt civil retssag inden en vis frist.

Efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 3, kan påtale i en sag helt eller delvis opgives i tilfælde, hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt. Efter § 722, stk. 1, nr. 5, kan tiltale helt eller delvis frafaldes under samme betingelser. Bestemmelserne åbner mulighed for, at politiet af ressourcemæssige årsager kan opgive eller frafalde påtale. Som vilkår for et tiltalefrafald kan fastsættes, at sigtede indgår på konfiskation, jf. § 723, stk. 1, nr. 1.

Er der i en sag, hvor påtale opgives efter § 721, stk. 1, nr. 3, sket beslaglæggelse, bortfalder beslaglæggelsen, når forfølgningen opgives, jf. den gældende retsplejelovs § 806, 1. pkt., og den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 1, 1. pkt., uanset at der i dette tilfælde ikke foreligger nogen retlig afgørelse vedrørende ejerforholdet til de beslaglagte genstande. Dette har i praksis medført, at politiet i visse tilfælde, hvor den berettigede, f.eks. forurettede i en tyverisag, ikke positivt har kunnet godtgøre sin ret til genstanden, har måttet udlevere formodede koster til den person, hos hvem genstandene blev beslaglagt. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., indebærer, at politiet i sådanne tilfælde kan anmode retten om at træffe bestemmelse om, til hvem det beslaglagte gods skal udleveres, eventuelt således at retten fastslår, at den person, hos hvem genstanden er beslaglagt, ikke er den rette ejer, og at der i mangel af oplysninger om det rette ejerforhold forholdes med det beslaglagte som med herreløst gods. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 801, stk. 2, og de der omtalte afgørelser i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 431 og 432.

Bestemmelsen i stk. 2, der er ny, fastlægger den fyldestgørelsesorden, der som hovedregel skal gælde i forbindelse med anvendelse af gods, der er beslaglagt efter § 802, stk. 2.

Herefter skal det beslaglagte gods eller sikkerhed, der er stillet efter § 805, stk. 2, først anvendes til fyldestgørelse af forurettedes krav på erstatning, dernæst dækkes det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), og til sidst dækkes bødekrav. Det forudsættes herved, at privatretlige erstatningskrav dækkes forud for det offentliges krav på erstatning, herunder efterbetaling af skat og moms. Om beslaglæggelse med henblik på konfiskation henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede fyldestgørelsesrækkefølge er en anden end den, der følges i administrativ praksis med hensyn til afskrivning af afdrag på bøder og sagsomkostninger m.v., jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. april 1993. Herefter skal indkomne afdrag - som følge af at der ikke gælder en lovbestemt fyldestgørelsesrækkefølge - først afskrives på bøden, der er den mest byrdefulde del af gælden, medmindre skyldneren tilkendegiver, at afdraget ønskes afskrevet på andre gældsposter.

Ved at kræve eventuelle sagsomkostninger samt konfiskationsbeløb betalt før bøden, vil man længst muligt have truslen om forvandlingsstraf knyttet til betalingen af (en del) af den samlede gæld til det offentlige, og dermed den mest effektive ordning for inddrivelsen. Det må herved tages i betragtning, at beslaglæggelse med henblik på at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger m.v. som hovedregel kun finder sted i de tilfælde, hvor tiltalte ejer eller er i besiddelse af større værdier, f.eks. fast ejendom eller betydelige kontantbeløb. Såfremt det beslaglagte gods først anvendes til afskrivning på bøden, vil der reelt ikke være noget incitament for domfældte til at søge sagsomkostningskravet dækket, og den resterende del af kravet må inddrives ved udlæg. Det foreslås derfor, at det beslaglagte gods først anvendes til dækning af det offentliges krav på sagsomkostninger, dernæst konfiskationsbeløb og til sidst bødekrav.

Der er dog mulighed for, at retten undtagelsesvis kan bestemme, at bødekrav skal fyldestgøres forud for det offentliges krav på sagsomkostninger eller krav på konfiskation. Det vil navnlig kunne komme på tale i de tilfælde, hvor bødestraffen efter praksis udmåles på grundlag af faste kriterier, f.eks. i sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen, hvor der udmåles bøder svarende til en vis procentandel af det unddragne skatte- eller afgiftsbeløb, og hvor hensynet til den skyldiges betalingsevne, jf. straffelovens § 51, stk. 3, derfor træder noget i baggrunden ved udmålingen af den konkret forskyldte straf. Såfremt det allerede på domstidspunktet står klart, at tiltalte vil være ude af stand til inden rimelig tid af sine øvrige midler at betale den idømte bøde, kan retten undtagelsesvis bestemme, at bøden skal fyldestgøres forud for det offentliges krav på sagsomkostninger eller krav på konfiskation. Skønner retten - på grundlag af en vurdering af tiltaltes indtægts- og formueforhold - at han vil have mulighed for at betale bøden, evt. afdragsvis over en passende periode, bør der som hovedregel ikke træffes bestemmelse om en afvigende fyldestgørelsesrækkefølge.

Bestemmelsen i stk. 3 afløser den nugældende retsplejelovs § 806, 1. pkt. Der er tale om en nyskabelse, idet fyldestgørelse i det beslaglagte efter dom hidtil er sket ved udlæg. Det er hensigten med bestemmelsen, at der efter begæring skal kunne træffes afgørelse vedrørende anvendelsen af beslaglagt gods, herunder om fyldestgørelsesrækkefølgen, jf. stk. 2.

Det foreslås, at afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods i stedet skal træffes ved kendelse - samtidig med eller i tilslutning til domsafsigelsen - jf. nærmere pkt. 2.3.9. i de almindelige bemærkninger. Herved bliver der bl.a. også mulighed for, at de berørte, herunder den erstatningssøgende, særskilt kan kære afgørelsen, jf. retsplejelovens § 968.

Retten er ved denne afgørelse ikke bundet af, på hvilket grundlag den oprindelige beslaglæggelse formelt har fundet sted. Selv om beslaglæggelse formelt alene måtte være sket til sikring af sagsomkostninger, kan retten altså bestemme, at godset tillige (og forlods) skal anvendes til dækning af et erstatningskrav.

Afgørelsen træffes som udgangspunkt efter begæring fra politiet. Politiet bør normalt i den forbindelse medtage private erstatningskrav, men en forurettet, der har fået tilkendt erstatning, vil også selv kunne fremsætte begæring herom, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806, stk. 1, 2. pkt.

Retten skal kun træffe bestemmelse om, hvorledes det beslaglagte gods skal anvendes. Det er ikke hensigten, at retten i kendelsen skal foretage en beløbsmæssig opgørelse af kravene, det være sig foreløbigt eller endeligt. I praksis vil dette ikke være muligt, i hvert fald ikke for så vidt angår sagsomkostninger, idet disse ikke størrelsesmæssigt kan opgøres på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes, bl.a. fordi de også kan omfatte krav, der først opstår senere. I det omfang et fremsat erstatningskrav udskydes til privat søgsmål, vil det heller ikke være muligt på domstidspunktet at opgøre kravene.

Det er ligeledes ikke hensigten, at retten skal værdiansætte beslaglagt gods, f.eks. løsøre. Retten skal alene beslutte, hvem provenuet skal tilfalde. Såfremt værdien af det beslaglagte åbenbart overstiger sagens omkostninger, de idømte bøder og/eller erstatningsbeløb, følger det dog af en almindelig proportionalitetsgrundsætning, jf. også retsplejelovens § 507, stk. 1, at retten delvist vil skulle ophæve beslaglæggelsen. Ved afgørelse herom bør oplysninger om eventuelt mellemkommende udlæg foretaget af tredjemand naturligvis også tages i betragtning.

Beslaglagte pengebeløb vil normalt efter ankefristens udløb kunne anvendes umiddelbart, jf. retsplejelovens § 521, mens andre former for gods afhændes på samme måde som aktiver, hvori der er foretaget udlæg, dvs., at realisation normalt sker ved tvangsauktion.

Det er således hensigten, at rettens afgørelse om anvendelse af beslaglagt gods skal træde i stedet for et udlæg, men at realisation som hidtil skal ske efter reglerne om tvangsrealisation af udlagte aktiver, jf. retsplejelovens kapitler 49-52 sammenholdt med § 997, stk. 2, og § 1013, stk. 3.

Med hensyn til prioritetsstillingen i de tilfælde, hvor der tillige af andre kreditorer måtte være foretaget udlæg i det beslaglagte gods, fremgår det af den udtrykkelige henvisning til retsplejelovens § 526, stk. 2, at udlæggets plads i rækkefølgen regnes efter tidspunktet for udlæggets foretagelse, dvs. tidspunktet for kendelsens afsigelse. Hvor der ved samme kendelse er tillagt flere private erstatningssøgende fyldestgørelsesadgang i det beslaglagte, vil de i deres indbyrdes forhold være ligestillede. Auktionsprovenuet skal derfor fordeles forholdsmæssigt efter kravenes størrelse. Er der tale om henholdsvis et privat og et offentligt erstatningskrav, skal det private erstatningskrav tillægges prioritet forud for det offentlige erstatningskrav, jf. bemærkningerne ovenfor til stk. 2.

Efter domsafsigelsen vil det normalt være politiet, der som udlægshaver og den, der har det beslaglagte gods i forvaring, begærer tvangsauktionen afholdt og forestår udlodningen af provenuet til de berettigede, alt i overensstemmelse med rettens afgørelse herom ifølge § 807 d, stk. 3, og i givet fald vil det også påhvile politiet at udbetale et eventuelt overskydende beløb til domfældte.

Såfremt tvangsrealisation af beslaglagt gods skal finde sted alene til dækning af et privat erstatningskrav, forudsættes det dog, at det sker efter den pågældendes egen begæring på samme måde som i andre tilfælde af tvangsrealisation, der iværksættes af private udlægshavere.

Tvister mellem politiet og den domfældte om fuldbyrdelsen af en straffedom afgøres af retten, jf. § 998, stk. 1. I medfør af denne bestemmelse vil der kunne ske indbringelse for retten af tvister om opgørelsen af straffesagens omkostninger og andre spørgsmål i den forbindelse, som retten ikke måtte have taget stilling ved afgørelsen om anvendelse af det beslaglagte gods.

§ 998 indeholder ikke hjemmel til, at retten kan træffe afgørelse i tvister mellem politiet og en privat rettighedshaver eller mellem flere private rettighedshavere. Det foreslås derfor, at der skabes hjemmel for, at retten kan tage stilling til sådanne tvister, der måtte opstå efter sagens afslutning. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. stk. 3, 2. pkt.

Efter forslaget er alle politiets skridt i forbindelse med beslaglæggelse således undergivet judiciel kontrol.

Såfremt en straffesag, hvor der er sket beslaglæggelse i medfør af forslagets § 802, stk. 2, undtagelsesvis kan sluttes med en udenretlig bødevedtagelse, forudsættes det, at det gøres til et vilkår for sagens slutning på denne måde, at sigtede betaler de skyldige beløb eller accepterer, at det beslaglagte anvendes til dækning af de krav, som beslaglæggelsen er sket til sikkerhed for. I tilfælde, hvor en sag ellers kunne være sluttet udenretsligt, men hvor sigtede ikke accepterer et sådant vilkår, må sagen indbringes for retten, der afgør spørgsmålet ved kendelse.

Ved den sigtedes accept af et vilkår om anvendelse af beslaglagt gods ophører beslaglæggelsen, der indtil da har haft retsvirkning som arrest, jf. den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 b, stk. 2, og ejendomsretten over det beslaglagte overgår umiddelbart til den berettigede, idet dog tredjemand f.eks. ved udlæg kan have erhvervet bedre ret. Ved værdikonfiskation af et bestemt aktiv eller en del af et aktiv får accepten dog alene virkning som udlæg.

Hvis der ikke er tale om penge eller andet, hvis værdi umiddelbart kan fastslås, og det er påkrævet, at der afholdes tvangsauktion over det beslaglagte, inden mellemværendet endeligt gøres op, må spørgsmålet dog indbringes for retten med henblik på at tilvejebringe et auktionsgrundlag.

Vedtagelse af en bøde eller betaling af erstatning til forurettede som vilkår i forbindelse med et tiltalefrafald kræver rettens godkendelse, jf. retsplejelovens § 723, stk. 3, og retten vil i givet fald kunne afsige kendelse om anvendelsen af beslaglagt gods i tilknytning til en sådan godkendelse.

Såfremt en straffesag sluttes udenretsligt, uden at der opnås en ordning eller en retsafgørelse vedrørende anvendelsen af beslaglagt gods, medfører det, at beslaglæggelsen bortfalder. Dette svarer til retsstillingen, såfremt en sag sluttes med domfældelse, uden at der tages stilling til, hvorledes det beslaglagte skal anvendes.

Reglen i stk. 4 er ny. I tilfælde, hvor retten beslutter at udskyde forurettedes erstatningskrav til civilt søgsmål, kan en beslaglæggelse, der er iværksat med henblik på sikring af et sådant krav, efter forslaget opretholdes, hvis civil sag anlægges eller ansøgning i henhold til offererstatningsloven indgives inden for en kort frist. Der foreslås her en frist på 4 uger svarende til ankefristen i civile sager.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor der ikke er grund til at betvivle eksistensen af forurettedes erstatningskrav, men hvor dette ikke kan opgøres på domstidspunktet.

Der er ikke medtaget en henvisning til færdselslovens adhæsionsregler - dvs. reglerne om behandling af erstatningskrav under færdselsstraffesager - idet disse alene omfatter tilfælde, hvor erstatningskravet er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. Der er derfor næppe behov for beslaglæggelse til sikring af erstatningskravet i disse tilfælde.

Såfremt der herefter under den civile sag tilkendes erstatning, eller der indgås forlig herom, afgør den ret, der har truffet afgørelse i straffesagen, på begæring, i hvilket omfang der tilkommer forurettede del i provenuet fra det beslaglagte gods, der på det tidspunkt normalt vil være realiseret på begæring af det offentlige. Også denne afgørelse har virkning som udlæg. Forurettede kan derfor kræve det tilkendte beløb udbetalt af politiet.

Prioritetsstillingen mellem flere forskellige erstatningskrav afgøres efter retsplejelovens § 526, stk. 2, jf. bemærkningerne ovenfor til stk. 3. Dette indebærer, at de erstatningskrav, der er blevet påkendt under eller i tilslutning til straffesagen, får en bedre prioritetsstilling end de, der måtte være henskudt til civilt søgsmål. Med hensyn til prioritetsstillingen mellem erstatningskrav, der kommer til påkendelse efter straffesagens afslutning, og det offentliges krav på sagsomkostninger og bødekrav kan retten bestemme, at erstatningskravet skal fyldestgøres forud for sagsomkostnings- og bødekrav. Hvis et eller nogle erstatningskrav er henskudt til civilt søgsmål, må politiet i så fald undlade at anvende provenuet til fyldestgørelse af det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation og bødekrav, indtil den civile sag er endeligt afgjort.

Stk. 5, der vedrører beslaglæggelse efter § 802, stk. 3 (formuebeslag), svarer i det væsentlige til den hidtil gældende § 803. Bestemmelsen er omformuleret, således at det afgørende kriterium for, om retten skal træffe afgørelse om beslaglæggelsens bortfald, er, om den tiltalte ikke længere kan siges at unddrage sig forfølgning. Denne situation kan foreligge, ikke blot såfremt tiltalte kommer til stede og overgiver sig til myndighederne, men også såfremt forfølgningen ophører.

Under særlige omstændigheder kan der være behov for at lade formuebeslaget bestå, indtil sagen er afgjort, selv om tiltalte er kommet til stede og således ikke længere unddrager sig forfølgningen. Det kan tænkes, at tiltalte er kommet til stede alene med henblik på at få formuebeslaget ophævet, hvorefter han har til hensigt på ny at unddrage sig forfølgning. For at undgå denne situation foreslås det, at retten skal kunne undlade at træffe bestemmelse om formuebeslagets ophør, hvis der er bestemte grunde til at antage, at tiltalte på ny vil unddrage sig forfølgningen. Betingelserne for at undlade at ophæve formuebeslaget svarer således til betingelserne for at foretage varetægtsfængsling på grund af unddragelsesrisiko, jf. § 762, stk. 1, nr. 1.

I modsætning til tidligere nævnes den situation, hvor formuen på grund af sigtedes død eller efter loven om borteblevne tilfalder dennes arvinger, ikke udtrykkeligt. Dette er anset som selvfølgeligt, og reglen herom er derfor udgået som overflødig, uden at der herved er tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret.

Forslaget til et nyt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt indebærer en lovregulering af forskellige, hidtil ulovregulerede, efterforskningsskridt, som i dag er almindeligt anvendte af politiet.

De foreslåede regler vedrører politiets anvendelse af fotoforevisning (§§ 812-816), konfrontation (§ 817) og efterlysning (§ 818 og § 819) i de situationer, hvor der gives oplysninger til personer uden for politiet. Afgrænsningen er ikke ensbetydende med, at politiet frit kan anvende fotoforevisning, konfrontation og efterlysning internt, idet politiets interne videregivelse af oplysninger er reguleret af forvaltningslovens regler.

De foreslåede bestemmelser i §§ 812-816 indeholder nye regler, der regulerer politiets adgang til fotoforevisning. Baggrunden for de nye regler er omtalt i pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsen i § 812 indeholder en regel, hvorved politiets adgang til at forevise fotografier af mistænkte for personer uden for politiet lovreguleres.

De fotografier af en mistænkt, som det kan komme på tale at forevise, er ethvert fotografi af den pågældende, som politiet er i besiddelse af, herunder personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens § 792 a, stk. 1, eller § 792 b, stk. 1, eller andre fotografier, som politiet måtte være kommet i besiddelse af, f.eks. fra ofre, forbipasserende m.v.

Betingelserne for at forevise fotografier af mistænkte foreslås fastsat i overensstemmelse med kravene i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, om legemsbesigtigelse. Der skal være tale om en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, den pågældende skal være »mistænkt med rimelig grund«, og forevisning af fotografier må kun ske, såfremt det må antages at være af »væsentlig betydning for efterforskningen«. Det sidste indebærer, at der skal være grund til at tro, at forevisning af fotografiet vil kunne bringe efterforskningen videre.

Det foreslås, at afgørelsen om forevisning af fotografier af mistænkte fortsat træffes af politiet. Såfremt der opstår tvist mellem politiet på den ene side og sigtede eller dennes forsvarer på den anden side vedrørende en allerede gennemført eller påtænkt forevisning af personfotografier, vil spørgsmålet kunne kræves forelagt for retten i medfør af den almindelige bestemmelse i retsplejelovens § 746, stk. 1.

Bestemmelsen regulerer politiets adgang til at forevise fotografier af en ikke mistænkt for personer uden for politiet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 814 og § 815.

Bestemmelsen vedrører billeder af forurettede og andre vidner.

Det foreslås, at i de tilfælde, hvor forurettede eller vidnets - så vidt muligt skriftlige - tilladelse til at forevise fotografiet ikke kan opnås, skal betingelserne for, at politiet alligevel kan forevise det, fastsættes svarende til betingelserne for at gennemtvinge optagelse af fotografier af ikke sigtede, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 2 og 3.

Kravet til kriminalitetens art er således, at efterforskningen skal angå en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Indikationsbetingelsen er, at forevisning af fotografier kun må ske, såfremt det må antages at være af »afgørende betydning for efterforskningen«.

Kompetencen til at gennemtvinge en optagelse af fotografier af ikke sigtede er henlagt til domstolene, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 3. Udvalget foreslår på den baggrund, at kompetencen til at træffe afgørelse om forevisning af fotografier af forurettede og andre vidner, der ikke har samtykket heri, ligeledes henlægges til retten. Retten skal træffe afgørelsen ved kendelse.

Der er dog adgang for politiet til selv at træffe beslutningen i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes ved at afvente en retskendelse (»periculum in mora«). Reglen giver politiet adgang til at træffe en foreløbig beslutning om fotoforevisning i disse tilfælde. Den, mod hvem indgrebet retter sig, har ret til at begære sagen forelagt retten. Politiet skal vejlede den pågældende herom. I givet fald skal politiet snarest og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Sagen skal blot være forelagt for retten inden udløbet af 24-timers fristen. Retten behøver ikke træffe afgørelse i sagen inden for denne frist.

For så vidt angår forevisning af fotografier af forurettede og andre vidner skal politiet således som udgangspunkt indhente samtykke til forevisningen. Særlige forhold vil imidlertid gøre sig gældende, hvis den pågældende er bevidstløs, eller hvis der er tale om et barn, der ikke selvstændigt kan give samtykke.

Hvis politiet ønsker at forevise et billede af en bevidstløs, må politiet forelægge spørgsmålet for retten, eller eventuelt gå frem efter den foreslåede regel om, at politiet kan træffe beslutning om fotoforevisning, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes (periculum in mora).

Hvis politiet ønsker at forevise fotografier af børn, må politiet søge at opnå samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. Er der tale om et større barn, vil supplerende samtykke fra barnet selv efter omstændighederne være nødvendigt. Er der risiko for en interessekonflikt mellem barnet og forældremyndighedens indehaver, f.eks. hvor forældrene er mistænkte for en forbrydelse mod barnet, må der om nødvendigt beskikkes en værge for barnet til at give samtykke.

Spørgsmålet om samtykke fra børn og bevidstløse personer er ikke fundet egnet til særskilt lovmæssig regulering, jf. tilsvarende betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskningen, s. 78-79, hvor Strafferetsplejeudvalget har givet udtryk for tilsvarende synspunkter i relation til foretagelse af legemsindgreb mod ikke sigtede.

Forevisning af fotografier af døde personer forudsættes ikke at være omfattet af reglerne om fotoforevisning. Det kan i den forbindelse nævnes, at en tilsvarende afgrænsning gælder med hensyn til legemsindgreb, jf. bet. 1104/1987, s. 17, hvor det anføres, at undersøgelser af lig (ligsyn, obduktioner o.lign.) falder uden for reglerne om legemsindgreb.

Bestemmelsen vedrører politiets adgang til at forevise billeder, som opbevares af politiet med henblik på senere identifikation (fototeket), jf. retsplejelovens § 792 f. Bestemmelsen regulerer ikke de tilfælde, hvor der alene forevises et billede af en person, der konkret er mistænkt, eller billeder af forurettede eller andre vidner i den sag, der efterforskes, jf. herom § 812 og § 814.

Som kriminalitetskrav foreslås, at efterforskningen skal angå en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Den pågældende skal desuden inden for de seneste 5 år være fundet skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller alternativt inden for de seneste 10 år være fundet skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.

Opbevaringskriteriet, jf. retsplejelovens § 792 f, skal således være opfyldt. Det er imidlertid ikke ethvert fotografi, der opfylder opbevaringskriteriet, som også kan forevises efter § 815. Nævnes skal navnlig, at et fotografi optaget med henblik på senere identifikation af en person, der meddeles et tiltalefrafald, vil kunne opbevares af politiet efter reglen i § 792 f, men i de tilfælde, hvor der ikke i forbindelse med tiltalefrafaldet er foretaget en retlig prøvelse af skyldsspørgsmålet, er den pågældende ikke »fundet skyldig«, og fotografiet kan derfor ikke forevises efter reglen i § 815.

Det foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse om forevisning af fotografier efter § 815 skal tilkomme politiet, hvilket svarer til den gældende, ulovfæstede retstilstand. Ved en eventuel senere tvist vil en fotoforevisning kunne kræves forelagt for retten i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1.

Stk. 1 indeholder en særlig udformning af proportionalitetsgrundsætningen svarende til reglen i retsplejelovens § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden og § 792 e, stk. 1, om legemsindgreb.

Stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til administrativt at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved forevisning af fotografier.

Bestemmelsen indeholder en ny regel, hvorved betingelserne for politiets adgang til at lade en mistænkt eller en sigtet forevise for den forurettede eller for vidner i bevisøjemed - såkaldt konfrontation - lovreguleres, jf. nærmere pkt. 4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Bestemmelsens stk. 1 omhandler den direkte (spontane) konfrontation, der typisk indebærer, at politiet umiddelbart efter forbrydelsen pågriber en person og herefter straks konfronterer anmelderen eller den forurettede med den pågrebne.

Det foreslås i nr. 1, at den pågældende skal være mistænkt »med rimelig grund«, hvilket svarer til mistankekravet i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, om legemsbesigtigelse. Efter nr. 2 kræves, at indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen (indikationskrav).

Stk. 2 omhandler den konstruerede (arrangerede) konfrontation, der indebærer, at den mistænkte samt et begrænset antal figuranter i en såkaldt »konfrontationsparade« forevises for et eller flere vidner. Anvendelsen af en konfrontationsparade forudsætter, at den pågældende formelt er sigtet. Dette indebærer bl.a., at der er mulighed for at beskikke en forsvarer for den, der skal fremstilles i en konfrontationsparade, jf. retsplejelovens § 732. Det følger af de almindelige regler, at politiet skal vejlede sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Er der beskikket en forsvarer, finder retsplejelovens § 745 om forsvarerens adgang til at være til stede m.v. under konfrontationen anvendelse, jf. herved bemærkningerne til den foreslåede ændring af retsplejelovens § 745, stk. 3.

Det foreslås, at fremstilling af en sigtet i en konfrontationsparade kun må foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Grænsen ved fængsel i 1 år og 6 måneder svarer til den, der er anvendt i andre sammenhænge, hvor anvendelsen af bestemte retsmidler ønskes begrænset til grovere kriminalitet, jf. f.eks. retsplejelovens § 792 a, stk. 2, om legemsundersøgelser.

Stk. 3 indeholder en bestemmelse om betydningen af, at en mistænkt eller sigtet giver samtykke til konfrontation eller fremstilling i en konfrontationsparade. Et samtykke fra den pågældende indebærer herefter, at de materielle betingelser for anvendelse af konfrontation bortfalder, således at indgrebet holdes uden for reguleringen.

Stk. 4 indeholder en særlig udformning af proportionalitetsgrundsætningen svarende til reglen i retsplejelovens § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden og § 792 e, stk. 1, om legemsindgreb.

Efter stk. 5 tillægges politiet kompetencen til at træffe afgørelse om anvendelsen af begge former for konfrontation, hvilket svarer til den gældende, ulovfæstede retstilstand. Såfremt der opstår tvist mellem politiet på den ene side og sigtede eller dennes forsvarer på den anden side vedrørende gennemførelsen eller anvendelsen af en konfrontation, vil spørgsmålet kunne kræves forelagt for retten i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1.

Stk. 6 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til administrativt at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af konfrontation.

Bestemmelsen i § 818 regulerer sammen med den foreslåede bestemmelse i § 819 betingelserne for politiets adgang til at foretage offentlig efterlysning som led i efterforskningen, jf. nærmere pkt. 5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Udgangspunktet for den foreslåede regulering er alene offentlige efterlysninger, der indebærer et straffeprocessuelt tvangsindgreb. Efterlysning af bortgåede eller savnede personer eller undvegne strafafsonere omfattes derfor ikke af de foreslåede bestemmelser. Uden for reguleringen falder endvidere efterlysninger af forurettede eller andre vidner, uanset at efterlysningen sker som led i strafforfølgningen.

Om de tilfælde, hvor der i forbindelse med en efterlysning gives oplysning om den pågældendes identitet, henvises til den foreslåede § 819.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 818, at den vedrører politiets adgang til at offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er »egnede til at fastlægge identiteten« af en formodet gerningsmand. Politiet vil derfor som led i den almindelige orientering af offentligheden i et begrænset omfang kunne videregive oplysninger til pressen om formodede gerningsmænd, f.eks. at et røveri blev begået af »to yngre mænd«, uden at bestemmelsen finder anvendelse.

Bestemmelsen i § 818 finder typisk anvendelse i tilfælde, hvor politiet ikke kender den pågældendes identitet, og hvor formålet med offentliggørelsen af signalement m.v. er at få fastlagt identiteten. Bestemmelsen finder imidlertid også anvendelse i tilfælde, hvor politiet nok kender den pågældendes identitet, men hvor man ikke ønsker at oplyse identiteten.

Efter stk. 1 kan der ske offentliggørelse af signalement eller andre oplysninger, der er egnet til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand. Det kan være oplysninger om alder, højde, særlige kendetegn m.v. De såkaldte »fantombilleder«, dvs. billeder, der konstrueres af politiet på baggrund af oplysninger fra vidner, vil også være omfattet af reguleringen. Oplysningerne kan også angå en bil af en bestemt mærke, som den formodede gerningsmand kan sættes i forbindelse med, oplysninger om gerningsmandens »modus operandi« (fremgangsmåde) eller lignende.

Efterlysningen skal angå en formodet gerningsmand, der med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse. Som kriminalitetskrav foreslås, at der skal være tale om en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale. Herudover foreslås, at efterlysningen skal være af væsentlig betydning for efterforskningen (indikationskrav), herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelse.

Selv om en efterlysning ikke isoleret set kan siges at være af væsentlig betydning af hensyn til efterforskningen af den konkrete sag, vil den dog kunne udsendes, såfremt det på baggrund af de for politiet foreliggende oplysninger må formodes, at den pågældende vil begå ny kriminalitet, og at en efterlysning vil kunne medvirke til at forebygge dette.

Efter stk. 2 kan der ske offentliggørelse af fotografier af den formodede gerningsmand, f.eks. et fotografi optaget af et overvågningskamera i en bank, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Dette svarer til kriminalitetskravet i den foreslåede bestemmelse i § 819, stk. 1, om efterlysning af allerede identificerede personer.

Stk. 3 indeholder en særlig udformning af proportionalitetsgrundsætningen svarende til reglen i retsplejelovens § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden og § 792 e, stk. 1, om legemsindgreb.

Efter stk. 4 tillægges politiet kompetencen til at træffe afgørelse om offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1-2, hvilket svarer til den gældende, ulovfæstede retstilstand. Ved en eventuel senere tvist vil spørgsmålet kunne kræves forelagt for retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Bestemmelsen regulerer politiets adgang til at anvende offentlige efterlysninger med henblik på at finde frem til en bestemt person, hvis identitet er politiet bekendt, som formodet gerningsmand, jf. nærmere pkt. 5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Om de tilfælde, hvor der i forbindelse med en efterlysning alene sker offentliggørelse af signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, henvises til den foreslåede § 818.

Offentlig efterlysning af en allerede identificeret gerningsmand kan efter stk. 1 gennemføres, såfremt der er »særlig bestyrket mistanke« om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Der kræves altså en høj grad af sikkerhed for, at den, der efterlyses, også er gerningsmanden. Herudover foreslås som indikationsbetingelse, at offentlig efterlysning må antages at være af »afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed«.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at der ved efterlysningen kan gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl, ligesom der kan ske offentliggørelse af et fotografi af den pågældende.

Stk. 3 indeholder en særlig udformning af proportionalitetsgrundsætningen svarende til reglen i retsplejelovens § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden og § 792 e, stk. 1, om legemsindgreb.

Stk. 4 indeholder en bestemmelse om kompetencen til at træffe afgørelse om offentlig efterlysning. Bestemmelsen indebærer, at det også i tilfælde, hvor der er spørgsmål om efterlysning af en person, hvis identitet er politiet bekendt, er politiet, der træffer afgørelse om at efterlyse. Lovforslaget svarer på dette punkt til den gældende, ulovfæstede retstilstand. Det bemærkes herved, at der efter retsplejelovens § 746, stk. 1, er adgang til at forlange domstolsprøvelse af lovligheden af politiets efterforskningsskridt.

Der er tale om en konsekvensændring, idet det gældende kapitel 75 b i retsplejeloven om beslaglæggelse skal ophæves som følge af, at reglerne om beslaglæggelse og edition foreslås samlet i retsplejelovens kapitel 74.

Bestemmelsen, der vedrører beslaglæggelse efter dom, foreslås ændret i konsekvens af ændringerne af retsplejelovens øvrige regler om beslaglæggelse.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 3, skal retten - samtidig med eller i tilslutning til domsafsigelsen - afgøre, hvordan beslaglagt gods skal anvendes til dækning af krav på sagsomkostninger, værdikonfiskation, bøde og erstatning.

Hermed er den væsentligste del af anvendelsesområdet for det hidtidige stk. 1 bortfaldet. Da der imidlertid fortsat vil kunne opstå situationer, hvor der ikke - eller ikke i tilstrækkeligt omfang - har været iværksat beslaglæggelse, men hvor der efter domsafsigelsen eller senere viser sig behov eller ikke hidtil kendte muligheder herfor, foreslås bestemmelsen opretholdt. Bestemmelsen vil således kunne anvendes, hvis politiet efter dommen træffer domfældte i besiddelse af et større pengebeløb. Bestemmelsen foreslås dog omformuleret på linie med § 802, stk. 2, således at også bødekrav og krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, (værdikonfiskation) medtages. Om beslaglæggelse med henblik på konfiskation henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Højesteret har i en kendelse af 17. juni 1997 - gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1162 - bestemt, at der efter de gældende regler om beslaglæggelse i retsplejelovens § 1002, stk. 1, jf. § 824, stk. 1, ikke er hjemmel til, at politiet kan foretage foreløbig beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger, efter at dom er afsagt. Med den nye formulering af § 1002, stk. 1, vil der blive udtrykkelig hjemmel til, at politiet kan foretage en foreløbig beslaglæggelse, også efter at dom er afsagt. Det følger således af § 1002, stk. 1, at de foreslåede regler i retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse og edition skal finde tilsvarende anvendelse, efter at dom er afsagt. Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 806, stk. 3, om politiets adgang til at træffe beslutning om beslaglæggelse i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes (»periculum in mora«), hvis retskendelse skulle afventes, gælder derfor også i denne situation.

Stk. 2 omhandler beslaglæggelse som foranstaltning mod unddragelse fra afsoning af en idømt fængselsstraf. Bestemmelsen, der modsvarer den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 802, stk. 3, om unddragelse fra strafforfølgning (formuebeslag), foreslås videreført med visse mindre ændringer.

De hidtil gældende regler om, at der kun med justitsministerens tilladelse kan fremsættes begæring om henholdsvis at iværksætte og opretholde beslaglæggelse mere end 10 år efter dommens afsigelse, er ikke medtaget i lovforslaget.

Beslutning om iværksættelse af beslaglæggelse skal som hidtil træffes af retten, og det vil under alle omstændigheder indgå i denne afgørelse, at det i henhold til en almindelig proportionalitetsgrundsætning kræver særligt tungtvejende grunde at anvende et tvangsmiddel med henblik på mange år senere at effektuere en tidligere afgørelse.

Tilsvarende betragtninger vil gøre sig gældende med hensyn til rettens afgørelse om opretholdelse af en beslaglæggelse, når der er gået 10 år fra dommens dato, jf. ordet »undtagelsesvis«.

Beslaglæggelsens bortfald i forbindelse med benådning er ikke medtaget i den foreslåede bestemmelse, idet benådning nu må anses for omfattet af den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 807 d, stk. 5.

Til nr. 26 (retsplejelovens § 1017 b, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede regulering af politiets adgang til at forevise fotos af forurettede. Der henvises til pkt. 3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Stk. 1 indeholder lovens ikrafttrædelsesregel. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 1999.

Prøvesager med henblik på opnåelse af møderet for landsret og for Sø- og Handelsretten i alle sager kan fra og med lovens ikrafttræden aflægges for forskellige retter. Det gælder også, hvor første prøvesag er udført før lovens ikrafttræden.

Af stk. 2 følger, at forlængelsen af fristen for udførelse af anden prøvesag fra 3 til 5 år dog kun gælder, såfremt første prøvesag er udført ikke mere end tre år før lovens ikrafttræden. Udførte prøvesager, der allerede ved lovens ikrafttræden, på grund af den tid der er forløbet siden udførelsen, ikke uden dispensation kunne indgå i en prøve med henblik på opnåelse af møderet, vil også efter lovændringen kun kunne indgå, når retten meddeler dispensation.

De foreslåede regler finder anvendelse på beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation, der iværksættes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås endvidere i stk. 3, at de nye regler om beslaglæggelsens ophør og om, at der efter begæring skal tages stilling til anvendelsen af beslaglagt gods, skal finde anvendelse, hvor dom i 1. instans afsiges efter lovens ikrafttræden, uanset om beslaglæggelsen er sket på et tidligere tidspunkt.

I stk. 4 foreslås en overgangsregel, hvorefter fotografier optaget med henblik på senere identifikation, som allerede indgår i politiets samlinger, fortsat kan anvendes med henblik på forevisning efter den foreslåede § 815, uanset at kravet efter stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, ikke er opfyldt.