
	UfR 1969.303 HD
		H. D. 11. februar 1969 i sag I 192/1968 Firma Sangko-Norden ved grosserer Hans Vilhelm Skaarup (adv. Hans P. Holst) mod Ide-Förlaget AB, Malmø (hrs. Ove Rasmussen). Østre Landsrets dom 1. november 1968 (X afd.). (Kirchheiner, Tofthøj, Pia St\|rup). Den 15. december 1966 købte sagsøgte, firma Sangko-Norden ved grosserer Hans Vilhelm Skaarup, af sagsøgeren, Ide-Förlaget AB, Malmö, 5.000 eksemplarer af et billedhæfte, kaldet »Sexy« nr. 1 for en pris af 15.000 kr., hvoraf 5.000 kr. skulle betales ved hæfternes levering. Aftalen blev indgået mundtligt ved sagsøgerens direktør Sven Gvran Rydings henvendelse til grosserer Skaarup på sagsøgtes kontor i København. Hæfterne, som sagsøgeren lod fremstille på et bogtrykkeri i Taastrup, blev leveret nogle dage senere, og sagsøgte betalte de 5.000 kr. Den 21. marts 1967 tilskrev sagsøgeren sagsøgte således: »Den 15. december 1966 köpte Ni 5000 exemplar av Ide-Förlaget AB:s tidning »Sexy« nr. 1, vilka leverades den 20. december. Köpevillkoren var 3.Dkr. per exemplar, vilket skulle betalas med 1/3 medels accept vid leveransen, samt vvriga 2/3 efter tre månader. Varorna leverades med fri returrdtt under tre manader. Da nu tre månader gatt sedan leveransdatum och da vi ej har erhålligt några returer eller meddelande om sådanna kan avhdmtas, vore vi tacksamma för omgående betalning av resterande 10000.- Dkr. - - -« Herpa svarede sagsøgte i skrivelse af 29. marts 1967: »Tak for brev af 21. ds., desværre må vi jo meddele Dem at af oplaget 5000 Ex. Sexy 1, er ca. 3000 beslaglagt af Dansk Politi ved retssagen som kommer i København skal vi selvfølgelig forsøge at få lov til at returnere disse hefter til Dem igen. På det nuværende tidspunkt kan vi intet gøre for Dem, og betale beslaglagte hefter kan vi ikke. - - -« Den i skrivelsen nævnte beslaglæggelse var sket den 14. februar 1967 i henhold til en af Københavns byrets afdeling for grundlovsforhør m. m. den 10. februar 1967 afsagt kendelse, ved hvilken det i anledning af en mod grosserer Skaarup rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 234, stk. 1, subsidiært stk. 3, bestemtes, at samtlige eksemplarer af nogle nærmere angivne publikationer udgivet af, importeret af eller distribueret gennem sagsøgte, herunder Sexy nr. 1, ville være at beslaglægge, idet betingelserne herfor efter retsplejelovens § 745, stk. 1 med henblik på konfiskation af de pågældende publikationer fandtes at foreligge. Efter modtagelsen af sagsøgtes skrivelse af 29. marts 1967 overgav sagsøgeren sagen til en advokat, der i skrivelse af 11. april 1967 på sagsøgerens vegne fastholdt kravet om betaling af de resterende 10.000 kr. I skrivelse til sagsøgerens advokat af 14. april 1967 gjorde sagsøgtes advokat gældende, at hæfterne var solgt med returret, og at nogen tidsbegrænsning af denne ikke var aftalt. Det anførtes videre, at sagsøgte agtede ved henvendelse til anklagemyndigheden at søge beslaglæggelsen af de ca. 3000 eksemplarer af Sexy nr. 1 ophævet, mod at hæfterne sendtes til sagsøgeren i Sverige. Et af sagsøgtes advokat herom indgivet andragende blev imidlertid afslået ved 2. københavnske statsadvokaturs skrivelse af 12. juli 1967. Efter at sagsøgte i sommeren 1967 havde betalt sagsøgeren yderligere 1.000 kr., har sagsøgeren den 5. oktober 1967 anlagt nærværende sag, under hvilken sagsøgerens endelige påstand er, at sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren 9.694 kr. 39 øre med renter 6 pct. årlig af 9.000 kr. fra den 21. marts 1967, til betaling sker. Af det påståede beløb udgør 9.000 kr. den resterende betaling for de solgte hæfter, medens 694 kr. 39 øre udgør det beløb, hvormed modværdien i svensk valuta af denne restkøbesum er formindsket ved den i november 1967 stedfundne devaluering af den danske valuta. Sagsøgte har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse og mest subsidiært om frifindelse for tiden. Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af direktør Sven Gvran Ryding. Han har forklaret, at grosserer Skaarup under forhandlingerne den 15. december 1966 udtrykte tvivl om, hvorvidt det ville være muligt for sagsøgte at sælge alle de 5.000 eksemplarer af bladet, men at han i hvert fald regnede med at kunne sælge en tredjedel. Under hensyn hertil aftaltes det, at der skulle betales 5.000 kr. ved leveringen, og at sagsøgte indenfor 3 måneder fra leveringen- der fandt sted den 21. december 1966 - skulle have adgang til at returnere de ikke solgte eksemplarer; ved udgangen af de 3 måneder skulle mellemværendet gøres op ved betaling af restkøbesummen for de eksemplarer, der ikke var returneret, medmindre man enedes om en forlængelse af aftalen. Spørgsmålet om, hvorvidt hæfterne kunne blive anset for utugtige efter den danske straffelov, blev ikke drøftet, og vidnet gjorde sig ingen tanker herom. Sagsøgeren har i Taastrup fået trykt yderligere 5.000 eksemplarer af det pågældende blad til salg i Sverige, og de svenske myndigheder havde, inden salget til sagsøgte fandt sted, tilladt indførsel af bladet til Sverige. Det er oplyst, at den mod grosserer Skaarup indledte straffesag ikke er afsluttet, idet spørgsmålet om rejsning af tiltale er stillet i bero af anklagemyndigheden. Sagsøgtes advokat har til brug for sagen afæsket »Den illustrerede Presses Udgiverforening« en udtalelse om følgende spørgsmål: » 1. Er der her i landet nogen kutyme for returfrist med hensyn til periodiske magasiner og billedhæfter, som det heromhandlede - et eksemplar af hæftet hoslægges -, idet tilføjes, at magasinet eller hæftet ikke udkommer til bestemte tider. Sagsøgte er ubekendt med, hvorvidt der overhovedet er udkommet flere hæfter af dette navn. 2.Er den af sagsøgeren angivne returfrist på 3 måneder - - - sædvanlig? 3.Kan foreningen udtale sig om, hvorvidt de tidligere har behandlet sager, hvor returnering er blevet forhindret gennem myndighedernes indgreb. I bekræftende fald med hvilket udfald ?« Foreningen har i skrivelse af 26. januar 1968 besvaret spørgsmålene således: »1. På månedsblade, der er omfattet af de regler, der er gældende mellem medlemmerne at Den illustrerede Presses Udgiverforening og bladforhandlerne, er returfristen 2 måneder. Ingen af de Den illustrerede Presses Udgiverforening tilknyttede udgivere udgiver magasiner eller billedhæfter af den i sagen omhandlede karakter, men man mener at være bekendt med, at sådanne hæfter, der ikke som følge af deres indhold er knyttet til en bestemt udgivelsesdato, sædvanligvis gives fri returret til hjemkaldelse fra forlaget. Hvor aftale om fri returret ikke foreligger, er det opfattelsen, at man kan returnere inden 3 måneder fra leveringsdagen. 2.Se ovenfor under 1). 3.Den illustrerede Presses Udgiverforening kan erklære, at man ikke tidligere har været forelagt sager eller fået kendskab til sager, hvor returnering var blevet forhindret ved myndighedsindgreb.« Sagsøgte har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at hæfterne er solgt med returret, og at det ikke kan anses godtgjort, at denne er tidsbegrænset. Under disse omstændigheder kan bestemmelsen om risikoovergang i købelovens § 17 ikke finde anvendelse, og da det beror på sagsøgte utilregnelige omstændigheder, at returnering ikke har kunnet ske, må sagsøgeren bære risikoen herfor. Påstanden om frifindelse for tiden støttes på, at der i hvert fald ikke kan pålægges sagsøgte betalingspligt, før det ved endelig afgørelse af straffesagen har vist sig, om hæfterne konfiskeres eller frigives. Imidlertid må sagsøgerens krav nægtes fremme - enten i form af afvisning af sagen eller frifindelse - allerede som følge af, at den indgåede aftale er ugyldig som stridende mod lov og ærbarhed, jfr. D. L. 5-1-2, da de solgte hæfter er klart utugtige i den i straffelovens § 234 angivne forstand. Sagsøgte har herved henvist til, at det ved Højesterets dom af 24. april 1968 (U.1968.410) er fastslået, at billeder af den karakter som indeholdes i Sexy nr. 1 - fotografier af helt eller delvis afklædte kvinder, hvis kønsdele er fremhævet på udfordrende made - er i strid med straffelovens § 234. Selve handelen om hæfterne har således været ulovlig, hvorfor der ikke på denne kan støttes noget retskrav om betaling. Sagsøgte her endelig med hensyn til kravets størrelse anført, at der savnes hjemmel til som følge af devalueringen at afkræve sagsøgte et større beløb end den aftalte købesum. Sagsøgeren har heroverfor anført, at det følger af købelovens § 17, at sagsøgte må bære risikoen for den skete beslaglæggelse. Det må efter direktør Rydings forklaring, der støttes af den i marts 1967 stedfundne brevveksling mellem parterne og den fra Udgiverforeningen indhentede erklæring, lægges til grund, at en eventuel returnering af usolgte hæfter skulle være sket senest 3 måneder efter leveringen. Der er dernæst ikke grundlag for at anse handelen for ugyldig som stridende mod lov og ærbarhed, hvorved sagsøgeren har anført, at hæfter og billeder af den pågældende art på handelens tidspunkt solgtes åbent i stort omfang såvel her i landet som i Sverige, og at sagsøgeren derfor ikke havde grund til at antage, at det omhandlede hæfte ikke lovligt kunne sælges. Dertil kommer at det endnu ikke ved dom i den mod grosserer Skaarwp indledte straffesag er fastslået, om hæftet i det hele taget må anses som utugtigt i straffelovens forstand. Med hensyn til kravets størrelse har sagsøgeren anført, at sagsøgte var i mora med betalingen af restkøbesummen, da devalueringen fandt sted, og derfor må være pligtig at friholde sagsøgeren for tab ved den danske valutas forringelse i forhold til den svenske. Dommerne Kirchheiner og Tofthøj - finder at måtte lægge til grund, at sagsøgtes ret til at returnere usolgte hæfter ifølge den mellem parterne indgåede aftale var begrænset til et tidsrum af 3 måneder fra hæfternes levering. Der er herved bl. a. lagt vægt på, at sagsøgeren i skrivelse til sagsøgte af 21. marts 1967 klart har tilkendegivet denne opfattelse, og at sagsøgte i sin svarskrivelse af 29. marts 1967 ikke har taget afstand herfra. Det må dernæst antages, at risikoen for at returnering som følge af den skete beslaglæggelse ikke har kunnet ske, påhviler sagsøgte. Endelig findes - uanset at de i hæftet indeholdte billeder er af en sådan karakter, at hæftet efter de i den ovenfor nævnte højesteretsdom angivne retningslinier må anses for utugtigt - ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagsøgeren af denne grund er afskåret fra at støtte et retskrav på den indgåede aftale, hvorved bemærkes, at det under hensyn til den usikkerhed der har rådet om retstilstanden på det pågældende område, findes overvejende betænkeligt at antage, at sagsøgeren ved handelens indgåelse i december 1966 måtte indse, at salg af hæfterne var stridende mod straffelovens § 234. Idet den omstændighed, at sagsøgeren er et i Sverige hjemmehørende selskab, ikke kan føre til at der på grund af devalueringen tilkendes sagsøgeren noget beløb udover restkøbesummen i henhold til aftalen, stemmer disse dommere herefter for at dømme sagsøgte til at betale sagsøgeren 9.000 kr. med renter som påstået. Dommer Pia St\|rup kan tiltræde, at hæftet må anses for utugtigt. Uanset den udvikling, der i de seneste år var sket med hensyn til forståelsen af udtrykket »utugtig« i straffelovens § 234, stk. 1, må det ved aftalens indgåelse have stået parterne klart, at billederne var udfordrende og deres lovlighed tvivlsom. Lovforslag til ændring af bestemmelserne i straffelovens § 234 var endnu ikke fremsat i Folketinget, og Straffelovrådet havde i sin betænkning af 1966 om pornografi foreslået § 234, stk. 3 ophævet, men bestemmelserne i stk. 1 om utugtige billeder opretholdt. Da sagsøgeren har ladet hæfterne fremstille og levere her i landet og har indgået aftalen her, findes hans eventuelle mangel på kendskab til dansk ret ikke at burde tages i betragtning. Herefter og idet aftalen var egnet til at fremme udgivelsen af utugtige hæfter, finder jeg den ugyldig som stridende mod lov og ærbarhed. Da en påstand om aftalens gennemførelse derfor ikke bør tages under påkendelse i realiteten, stemmer jeg for at tage sagsøgtes påstand om afvisning til følge. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Hver part findes efter omstændighederne at burde bære sine sagsomkostninger. - - - Højesterets dom. Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Trolle, Hermann, Spleth, Tamm, Vetli, Helga Pedersen og Schaumburg. For Højesteret har appellanten nedlagt påstand principalt om afvisning af sagen fra landsretten, subsidiært om frifindelse. Indstævnte har påstået stadfæstelse. Appellanten har for Højesteret erkendt, at der ved indstævntes skrivelse af 21. marts 1967 er sket en hjemkaldelse af hæfterne, og at returneringsfristen dermed er udløbet. Fire dommere - Trolle, Spleth, Tamm og Schaumburg - udtaler: Den væsentligste del af billederne i det omhandlede hæfte må - som antaget i dommen - anses for utugtige efter straffelovens § 234, og salget til appellanten har således været stridende mod denne lovbestemmelse. Aftalen mellem appellanten og indstævnte, der ikke kan antages at have været i undskyldelig uvidenhed om den her gældende retstilstand, må herefter anses for ugyldig. Disse dommere stemmer derfor for at tage appellantens frifindelsespåstand til følge og for at lade hver part bære sine sagsomkostninger for landsret og Højesteret. Tre dommere - Hermann, Vetli og Helga Pedersen - stemmer for at stadfæste landsrettens dom i henhold til dens grunde, for så vidt den foreligger Højesteret til prøvelse. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Appellanten, Firma Sangko-Norden ved grosserer Hans Vilhelm Skaarup, bør for tiltale af indstævnte, Ide-Förlaget AB, Malmø, under denne sag fri at være. Hver part bærer sine sagsomkostninger for landsret og Højesteret.