L 41 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation samt prøvesagsordning for advokater m.v.).

Fremsat den 8. oktober 1998 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation samt prøvesagsordning for advokater m.v.)

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

"..Til § 805

I stk. 1 og 2 lovfæstes den almindelige proportionalitetsgrundsætning, der antages at gælde ved alle straffeprocessuelle tvangsindgreb. Tilsvarende bestemmelser findes bl.a. i forbindelse med ransagning, jf. § 797, legemsindgreb, jf. § 792 e og indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 782, stk. 1.

Ved afvejningen af, om der foreligger den fornødne proportionalitet, kan f.eks. ved indgreb over for medarbejdere ved medierne også lægges vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden, jf. herved de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 802, stk. 4, 2. pkt., § 803, stk. 2, 2. pkt., og § 804, stk. 4.

Adgangen til i det omfang, det kan forenes med beslaglæggelsens formål, at afværge denne ved sikkerhedsstillelse svarer til reglerne for arrest (retsplejelovens § 630).

Skriftlighedskravet i stk. 2 indebærer ikke noget nærmere formkrav. Det er f.eks. ikke nødvendigt, at den kvittering, der udstedes for den modtagne sikkerhed, underskrives af begge parter.

Ved stk. 3 ligestilles beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5 (værdikonfiskation), bødekrav eller forurettedes krav på erstatning med de regler, der gælder for foretagelse af arrest (retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. §§ 509-516), således at der alene kan foretages beslaglæggelse i de tilfælde, hvor der efter de fogedretlige regler er adgang til udlæg. Det fremgår modsætningsvis, at disse begrænsninger i adgangen til at foretage beslaglæggelse ikke gælder for det offentliges krav på udbytte- eller genstandskonfiskation, jf. f.eks. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, og stk. 2, og § 76 a, stk. 1-3, samt færdselslovens § 133 a. Om beslaglæggelse med henblik på konfiskation henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de almindelige bemærkninger."