
	UfR 1970.922 ØLK
		Ø. L. K. 28. august 1970 i kære XII 217/1970 (Erik Jensen, Povl Hansen, Karlsson (kst.)). Kunsthandler Ralf Sixlus Thomsen (lrs. Heltberg) mod maleren V (lrs. Rosenmeier) og Københavns politi (selv). Københavns byrets 6. afdelings kendelse 13. april 1970. Ved nærværende rets dom af 27. juni 1969 blev T1 i overensstemmelse med sin egen tilståelse fundet skyldig i tyveri af ialt ca. 290 malerier, stjålet i tiden fra september 1963 til den 4. maj 1968, malt af og tilhørende hans fader, maleren V. Ved samme dom blev T2 og T3 fundet skyldige i hæleri, T2 i overensstemmelse med anklageskriftet med hensyn til ca. 260 af de af T1 stjålne billeder, T3 med hensyn til 79 af 81 malerier, som han i tiden fra august 1964 til den 4. maj 1968 havde købt dels af T2, dels af T1. Medens T1 modtog dommen, påankede de to andre tiltalte dommen til frifindelse, men ved Østre Landsrets dom af 28. november 1969 2) tiltrådtes, at T2 var anset skyldig i overensstemmelse med tiltalen, medens T3 alene fandtes skyldig med hensyn til de af ham efter juni 1967 købte malerier. Under domsforhandlingen for nærværende ret fremsatte maleren V krav om udlevering af samtlige de af politiet under sagen i bevaring tagne malerier, men ved dommen bestemtes, at afgørelsen af dette spørgsmål skulle udsættes til eventuel senere påkendelse i medfør af retsplejelovens § 754. Under denne sag har retten derefter foreløbig taget spørgsmålet om udlevering af 9 nærmere angivne billeder op til behandling. Det drejer sig om følgende malerier: Koster nr. 111: 52 X 65 cm, Junisol (1929) Koster nr. 144: 27 X 21 cm, Byggetomt ved Blidahpark. Koster nr. 145:118 X 138 cm, Omegn af Lagares (Portugal) Koster nr. 146: 59 X 47 cm, Blå og hvide hyacinter i 2 urtepotter. Koster nr. 147: 59 X 50 cm, Hyacinter i rød urtepotte. Koster nr. 148: 50 X 33 cm, Tulipaner i gul kande. Koster nr. 149: 73 X 64 cm, Gadebillede fra La Alberca. Koster nr. 243: 61 X 61 cm, Høstede marker, Odsherred. Koster nr. 244: 49 X 49 cm, Vej mellem marker, Plejerup Af billederne er koster nr. 111 og koster nr. 144-149 fundet henholdsvis hos Malernes Udstilling A/S og kunsthandler Sixtus Thomsen og af disse udleveret til Københavns politi, uden at der ved retskendelse er truffet bestemmelse om beslaglæggelse. Koster nr. 243 og 244 er fundet hos civilingeniør Per Sinding og mod dennes protest beslaglagt ved Århus byrets kendelse af 26. september 1968. Denne kendelse stadfæstedes ved Vestre Landsrets kendelse af 28. marts 1969, der tiltræder, at der er fornødent grundlag for beslaglæggelse af malerierne som bevismidler i sagen. Det hedder videre i kendelsen: »- - - Med hensyn til spørgsmålet om, til hvem malerierne, såfremt de anses for at være stjålne, til sin tid skal udleveres, vil der, dersom bestjålnes ejendomsret til disse søges anfægtet, være at gå frem efter reglen i retsplejelovens § 754, sidste pkt., medmindre parterne enes om at søge spørgsmålet afgjort ved civilt søgsmål - - -.« Enighed mellem maleren V på den ene side og Malernes Udstilling A/S, kunsthandler Sixtus Thomsen og civilingeniør Per Sinding på den anden side om at lade udleveringsspørgsmålet afgøre ved civilt søgsmål har ikke kunnet opnås. Det fremgår af sagens oplysninger, at T1 også forud for september 1963 har stjålet billeder fra sin fader. Det drejer sig efter hans egen forklaring om 3-4 malerier, der lå på gulvet i atelieret på faderens ejendom »Malergården«, og som han stjal i 1954, samt om 2-3 malerier, som han stjal samme sted i begyndelsen af 1962, og ca. 30 malerier, som han i tiden fra august 1962 til februar 1963 stjal fra et aflåset, brandfrit rum på ejendommen. I september 1963 tilstod han over for sin moder, fru V, at have stjålet »en halv snes« billeder og lovede, at tyverierne ikke skulle gentage sig. Der blev ikke ved den lejlighed foretaget nogen optælling af de beholdne malerier eller foretaget andre foranstaltninger for at fastslå tyveriernes virkelige omfang. Der blev ej heller sat nye låse i døren til det brandfri rum eller foretaget sikring af nøglerne dertil for at hindre nye tyverier. Det fremgår videre af sagens oplysninger, at T1 allerede i 1962 begyndte at administrere afsætningen af billederne til T2 på den måde, at han udfærdigede salgslister med angivelse af hvert enkelt billedes mål og motiv og den pris, han forlangte. T2 modtog genpart af listerne, men originalerne beholdt T1 selv, og på grundlag af dem udarbejdede han i februar 1968 den under sagen som bilag A 1 fremlagte fortegnelse over de stjålne billeder. Fortegnelsen er dog ikke fuldstændig, da ikke samtlige salgslister er opbevaret, og han vil derfor antage, at der yderligere er stjålet ca. 50 malerier. På den anden side omfatter fortegnelsen også enkelte billeder, der er stjålet før 1963, men disse malerier er udgået af sagen inden tiltalerejsningen og er således ikke omfattet af dommen. I juni 1967 tilstod T1 over for sin moder de nye af dommen i straffesagen omfattede tyverier. Men også efter dette tidspunkt har han stjålet malerier fra sin fader. I april 1968 stjal han således 1 eller 2 billeder fra væggene på »Malergården« og 1 maleri fra familiens sommerhus i Sverige. Den 3. og 4. maj 1968 stjal han ved hjælp af falske nøgler til det brandfri rum, i hvis dør der i mellemtiden var anbragt nye låse, i to omgange ialt 22 malerier. Derefter blev han anmeldt til politiet den 6. maj og anholdt og fængslet den 7. maj 1968. Det fremgår endelig af sagens oplysninger, at maleren V i oktober 1963 forlod Danmark sammen med sin hustru, sine døtre og T1 og rejste til Spanien, hvor han og hans hustru opholdt sig uden afbrydelse til slutningen af maj 1967, bortset fra en kortvang periode i foråret 1966, da fru V var alene i København for at gå til tandbehandling. Om de under nærværende sag omhandlede billeder bemærkes følgende: Ad koster nr. 111: - - - Malernes Udstilling A/S har herefter nedlagt påstand principalt om at få koster nr. 111 udleveret, subsidiært om, at billedet forbliver i politiets varetægt, indtil spørgsmålet om, hvem der skal have det udleveret, er afgjort ved civilt søgsmål. Til støtte for den principale påstand har Malernes Udstilling A/S anført, at maleren V, selvom billedet i sin tid er blevet frastjålet ham, ikke kan antages at have en beskyttelsesværdig interesse i at få billedet udleveret. For det første har såvel kunstneren som hans familie forholdt sig ganske passiv overfor sønnens tyvagtighed, som kom for dagen allerede i 1963 og for det andet må fru V - - - antages at have accepteret, at det omhandlede billede - - - gik ud i omsætningen. Til støtte for den subsidiære påstand har Malernes Udstilling A/S anført, at den afgørelse, der kan træffes af nærværende ret med hensyn til udleveringsspørgsmålet, ikke kan tage stilling til, hvem der er ejendomsberettiget med hensyn til de i bevaring tagne billeder, hvilket må afgøres ved civilt søgsmål. Såvel om de billeder, der er beslaglagt ved retskendelse, som om de billeder, der er udleveret til politiet uden retskendelse, må det gælde, at de er taget i bevaring som bevismidler, jfr. retsplejelovens § 754, 2. pkt., og ikke fordi de må antages fravendt maleren V ved en forbrydelse, jfr. retsplejelovens § 754, 1. pkt. Da Malernes Udstilling A/S havde koster nr. 111 i sin besiddelse, da billedet blev fundet af politiet, bør den gunstige retsstilling, som efter dansk ret tilkommer besidderen, ikke berøves denne ved, at retten i medfør af retsplejelovens § 754, sidste pkt., anordner besiddelsesovergang til andre. Ad koster nr. 144-149. Vedrørende koster nr. 144 og 145 er der enighed om, at disse to billeder er blandt de ca. 290 malerier, som T1 er dømt for at have stjålet. Om koster nr. 144, der figurerer på fortegnelsen bilag A. 1 under nr. 185, er det oplyst, at billedet gennem T2 er solgt til kunsthandler Trygve Petersen formentlig i december 1966. Denne videresolgte derpå billedet til Kleis, Kunsthandel, der den 20. februar 1967 videresolgte det til kunsthandler Sixtus Thomsen. Om koster nr. 145, der er opført på fortegnelsen bilag A. 1 under nr. 30, er det oplyst, at dette maleri gennem T2 blev solgt til T3, der den 19. december 1966 videresolgte det til Kleis, Kunsthandel, der den 20. april 1967 afhændede det til kunsthandler Sixtus Thomsen. Derimod er der ikke enighed om, hvorvidt koster nr. 146-149 er omfattet af dommen i straffesagen. Til brug ved afgørelsen af dette spørgsmål har samtlige de under sagen omhandlede 9 billeder været forevist i retten tillige med 13 andre billeder af maleren V, stillet til rådighed af kunsthandler Sixtus Thomsen. Uden at være gjort bekendt med disse ialt 22 billeders proveniens har fru V af de her omhandlede billeder udpeget koster nr. 146, 147 og 149 som stjålne, medens hun om koster nr. 148 har udtalt, at det på grund af sit motiv er vanskeligt at rubricere, men at hun vil tro, det ikke er stjålet. Dog er billedets signatur påført af T1. Frøken V 3) har efter konfrontation med de nævnte 22 billeder af de her omhandlede malerier udpeget koster nr. 149 som stjålet efter 1963, medens hun ikke tør udtale sig om koster nr. 146, 147 og 148. T1 har vedkendt sig signaturen på koster nr. 148, men har ikke turdet sige, om signeringen er foretaget i forbindelse med tyveri af billedet. Af politirapporterne i sagen fremgår, at T1 har identificeret koster nr. 146, 147 og 149 med de på fortegnelsen bilag A. 1 under henholdsvis nr. 145 (Opstilling med hyacinter), nr. 56, der er identisk med nr. 109 (Urtepotte med hyacinter), og nr. 217 (Fra La Alberca, Spanien) - anførte malerier, der er stjålet omkring 1965-66. Derimod har han ikke kunnet påvise noget på bilag A. 1 opført billede som identisk med koster nr. 148. Maleren V har herefter frafaldet krav om udlevering af koster nr. 148, der dermed udgår af sagen og udleveres til kunsthandler Sixtus Thomsen. Med hensyn til de øvrige malerier, koster nr. 144, 145, 146, 147 og 149 har kunsthandler Sixtus Thomsen nedlagt påstande svarende til de af Malernes Udstilling A/S nedlagte. Specielt med hensyn til koster nr. 146, 147 og 149 har han gjort gældende, at den omstændighed, at T1 har hævdet at have stjålet billederne og opført malerier med tilsvarende motiver på fortegnelsen bilag A. 1, ikke er noget fyldestgørende bevis for, at de nævnte 3 billeder er stjålne, og at et sådant bevis ej heller er ført gennem de af vidnerne fru V og frøken V afgivne forklaringer. Men selv om det måtte blive statueret, at ikke alene koster nr. 144 og nr. 145, men også de under koster nr. 146, 147 og 149 omhandlede malerier er omfattet af dommen i straffesagen, bør billederne ikke udleveres til den oprindelige ejer, da bade denne og hans familie har udvist en sådan passivitet under sønnens tyverier, at et udleveringskrav fra V's side derved må være bragt til ophør. Ad koster nr. 243 og 244. Der er under sagen enighed om, at disse to malerier omfattes af dommen i straffesagen, idet de sammen med en del andre billeder er stjålet af T1 i efteråret 1966 og solgt til kunsthandler Dam, Århus, der udstillede dem i januar 1967. På denne udstilling købte civilingeniør Per Sinding de to malerier for en samlet pris af 9.000 kr. Billederne er opført på fortegnelsen bilag A. 1, under litra F og G. Fru V har dels under straffesagen dels under nærværende sag som vidne forklaret, at hun i januar 1967 i Spanien fik brev fra en slægtning om, at kunsthandler Dam afholdt den omhandlede udstilling i Århus. Det strejfede hende da, om hendes søn kunne have andel deri, og hun drøftede med sin mand, hvordan man kunne forklare sig, at en sådan udstilling kunne afholdes. Der blev ikke foranstaltet nogen undersøgelse i den anledning, men under en køretur, som hun et par måneder senere foretog med T1 i bjergene, spurgte hun ham, om han havde noget med udstillingen at gøre. Hun agtede da nøje på hans minespil for at se, hvorledes han reagerede, men da han ganske uanfægtet og tilsyneladende sandfærdigt svarede, at det måtte dreje sig om billeder, der hidrørte fra hans halvbroder, X, følte vidnet sig beroliget. Civilingeniør Per Sinding har nedlagt påstande overensstemmende med de af Malernes Udstilling A/S og kunsthandler Sixtus Thomsen nedlagte og har til støtte herfor anført, at det af Vestre Landsrets kendelse af 28. marts 1969 fremgår, at malerierne er beslaglagt som bevismidler. Hvis en ting skal kunne beslaglægges i medfør af retsplejelovens § 745, stk. 1, fordi den er fravendt nogen ved en forbrydelse, stilles der strenge krav til beviset for vindikationskravets berettigelse, og disse krav har Vestre Landsret åbenbart ikke fundet opfyldt for så vidt angår de foreliggende billeder. Det kan ikke antages, at der iøvrigt er hjemmel for politiet til som en art servicefunktion at tage tyvekoster i bevaring med henblik på udlevering af dem til bestjålne. Hertil kommer, at der af maleren V er udvist betydelig uforsigtighed med malerierne, efter at sønnens tyvagtighed i 1963 var blevet opdaget. Der blev intet gjort for at opgøre tyveriernes omfang, og der blev ej heller truffet foranstaltninger for at hindre gentagelser. End ikke efter, at meddelelse om kunsthandler Dams udstilling i januar 1967 var nået frem til fru V, foretog hun en effektiv undersøgelse af, hvorfra de udstillede malerier hidrørte. Det er under disse omstændigheder ikke rimeligt, at en person, der i god tro har erhvervet et af de udstillede billeder i den almindelige omsætning, skal udlevere det til bestjålne, navnlig ikke, når hensyn tages til det nære slægtskabsforhold mellem denne og tyven. Maleren V har overfor det af Malernes Udstilling A/S, kunsthandler Sixtus Thomsen og civilingeniør Per Sinding anførte gjort gældende, at det ikke af Vestre Landsrets kendelse af 28. marts 1969 fremgår, at der ikke forelå tilstrækkeligt grundlag for at beslaglægge malerierne med henblik på vindikation. Kendelsens ordlyd er formentlig kun udtryk for, at landsretten ikke har fundet det fornødent at tage stilling til dette spørgsmål, når der var sikkert grundlag for beslaglæggelse af billederne som bevismidler. Det synes desuden at fremgå af kendelsens øvrige indhold, at landsretten overensstemmende med den almindelige vindikationsregel i D. L. 6-17-5 har anlagt det hovedsynspunkt, at de beslaglagte billeder ved sagens afslutning skulle udleveres til bestjålne, idet der ellers ikke ville være anledning til at henlede opmærksomheden på den adgang retsplejelovens § 754 giver til at æske rettens kendelse, dersom bestjålnes ejendomsret søges anfægtet. Videre har maleren V gjort gældende, at han i størstedelen af den periode, hvori tyverierne er begået, har opholdt sig udenfor landets grænser, og følgelig ikke har haft nogen mulighed for at få kendskab til sønnens tyverier på et tidligere tidspunkt end sket. Københavns politi, som allerede forud for rettens dom af 27. juni 1969 traf bestemmelse om, at de i bevaring tagne malerier ikke af politiet ville blive udleveret til bestjålne, medmindre der i medfør af retsplejelovens § 754 afsiges kendelse om at sådan udlevering skal ske, har ikke ytret sig til fordel for nogen af parternes påstande under sagen. Til det fremkomne skal retten bemærke følgende: Ved de foreliggende oplysninger om det grundlag, hvorpå den som bilag A. 1 fremlagte fortegnelse er udarbejdet sammenholdt med de af fru V og frøken V afgivne forklaringer finder retten det godtgjort, at koster nr. 146, 147 og 149 ligesom de øvrige under denne sag omhandlede malerier er stjålet af T1 efter september 1963 og således er omfattet af dommen i straffesagen. Retten finder dernæst, at der ikke ved Vestre Landsrets kendelse af 28. marts 1969 er truffet nogen afgørelse af, om beslaglæggelse af de omhandlede malerier kunne have været foretaget med henblik på vindikation eller ikke. Både med hensyn til den del af de stjålne billeder, som er beslaglagt ved retskendelse, og med hensyn til de øvrige malerier, som politiet har taget i bevaring, uden at der foreligger kendelse om beslaglæggelse, må det antages at påhvile retten at træffe afgørelsen om, til hvem malerierne skal udleveres, hvorimod kendelsen ikke indeholder nogen afgørelse af om den, der får billederne udleveret, er ejendomsberettiget til malerierne eller ej. Idet dette spørgsmål må søges afgjort ved civilt søgsmål, vil den væsentligste virkning af afgørelsen i nærværende sag blive af processuel karakter, idet den part, hvem kendelsen går imod, og som ikke vil affinde sig hermed, kommer til at optræde som sagsøger under en borgerlig retssag om ejendomsretten til billederne. Ved sagens afgørelse finder retten derfor ikke alene at burde tage hensyn til, om vindikationskravet efter en foreløbig vurdering på grundlag af de under sagen tilvejebragte bevisligheder må anses for berettiget eller ej, men også til, hvem af sagens parter der efter en rimelighedsbetragtning må anses for at være nærmest til at påtage sig anlægget af og risikoen ved det civile søgsmål. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bestjålnes vindikationskrav må anses for så tvivlsomme at en udlevering af de omhandlede billeder til maleren V af denne grund bør nægtes, bemærkes, at der efter rettens opfattelse ikke i perioden fra september 1963 og indtil T1 i juni 1967 tilstod tyverierne, fra bestjålnes eller hans families side er udvist noget forhold, som på forhånd kan antages at medføre bortfald af bestjålnes ejendomsret til billederne. De foreliggende oplysninger om den måde, hvorpå T1's forældre i september 1963 reagerede, da hans tidligere tyverier blev opdaget, giver efter rettens opfattelse ikke fornødent grundlag for at antage, at vindikation af de senere stjålne malerier må anses for udelukket, og der findes heller ikke at kunne støttes noget uomtvisteligt eksstinktionskrav på, at bestjålne ikke har iværksat nogen nærmere undersøgelse i anledning af kunsthandler Dams udstilling der afholdtes i januar 1967, da ægtefællerne opholdt sig i Spanien. Herefter og da bestjålne ikke findes at burde henvises til selv at anlægge sag vedrørende hvert enkelt af de malerier, som T1 har stjålet og solgt i tiden indtil tilståelsen i juni 1967, findes de her omtalte billeder at burde udleveres til bestjålne. Anderledes stiller det sig efter rettens opfattelse med hensyn til sådanne malerier, som må antages at være stjålet eller solgt til en godtroende første omsætningserhverver i tidsrummet efter tilståelsen, men inden politianmeldelsens indgivelse den 6. maj 1968. For disse billeders vedkommende findes den omstændighed, at bestjålne har ladet hengå ca. 10 måneder, inden han gennem politianmeldelsen gjorde offentligheden delagtig i sin viden om de omhandlede tyverier, at gøre hans vindikationskrav så omtvisteligt, at hans krav om udlevering af disse billeder allerede af denne grund ikke bør tages til følge. Herefter vil maleren V's krav om udlevering af de under sagen omhandlede billeder være at tage til følge alene med undtagelse af koster nr. 111, om hvilket maleri vides, at det først er gået ud i omsætningen efter tilståelsen, og som følgelig vil være at udlevere til Malernes Udstilling A/S i overensstemmelse med dennes principale påstand. - - - Østre Landsrets kendelse. Den påkærede kendelse er - - - påkæret af kunsthandler Ralf Sixtus Thomsen med påstand principalt om, at de fem malerier, koster nr. 144-147 og nr. 149, udleveres til kærende, subsidiært at de fem malerier forbliver i indkærede Københavns politis besiddelse, indtil det ved civil retssag er afgjort, hvem ejendomsretten til malerierne tilkommer. Indkærede, maleren V, har påstået kendelsen stadfæstet, medens Københavns politi ikke har ønsket at nedlægge nogen påstand. Kæremålet har været forhandlet mundtligt, og kærende har afgivet forklaring for landsretten. Kærende har bl. a. forklaret, at han fra 1963-1967 har omsat ca. 60 V-malerier, 4) og at han har bogført hvert køb. Han har dog ikke identificeret dem med motiv og størrelse. Han mener med sikkerhed at kunne sige, at 30 af disse malerier ikke har været stjålne, medens 26 af dem må antages at være stjålne. Det er usikkert, om 4-6 malerier henhører til den ene eller anden kategori, men det er kærendes opfattelse, at de tre malerier koster nr. 146, 147 og 149 henhører til den første kategori. Hvad angår maleriet koster nr. 149 har kærende oplyst, at der i sagen findes mindst 3 malerier med samme motiv. Der findes også så mange billeder med hyacinter, malet af V, at kærende ikke kan identificere malerierne, koster nr. 146 og 147. Der ses ikke at være hjemmel til, som af kærende subsidiært påstået, at henskyde spørgsmålet om maleriernes udlevering, indtil afgørelse om ejendomsretten er truffet ved civil retssag. Den påkærede kendelse findes herefter, i det omfang den foreligger landsretten til prøvelse, at kunne stadfæstes i henhold til de i kendelsen anførte grunde. - - - Det pålagdes kærende at betale indkærede V 600 kr. i kæremålsomkostninger.